Journalnr. 24-0078233
Tabsfradrag nægtet for aktier i udenlandsk depot pga. manglende indberetning
- Instans
- Landsskatteretten
- Dokumenttype
- Landsskatterettens afgørelse
- Offentliggjort
- 3. september 2026
- Kilde
- Åbn original i afgørelsesdatabasen ↗
Resumé
Sagen angik, om klageren kunne fradrage tab på aktier handlet via en hollandsk handelsplatform i indkomståret 2022, hvor han havde selvangivet et nettotab på 1.173.000 kr. Skattestyrelsen nægtede tabsfradrag, da klageren ikke inden oplysningsfristen havde indsendt oplysninger om aktiernes erhvervelse efter aktieavancebeskatningslovens § 14, stk. 1, og beskattede i stedet bruttogevinsten på 335.934 kr., hvilket samlet gav en forhøjelse på 1.508.934 kr. Klageren gjorde gældende, at han troede, at platformen indberettede automatisk, at han havde handlet loyalt, at bestemmelsens formål var at modvirke skattesvig, og at sygdom hindrede ham i at reagere på Skattestyrelsens påmindelse. Landsskatteretten fandt, at betingelsen om rettidig indberetning fremgår direkte af lovens ordlyd, at der ikke er dispensationsadgang, og at en vildfarelse om platformens indberetning beror på klagerens egne forhold, hvorfor afgørelsen blev stadfæstet.
Titel, resumé og vurderinger er AI-genererede og kan indeholde fejl.
Lovhenvisninger
Henviser til
- SKM2017.610.LSR
Fuldtekst
Journalnr. 24-0078233 Klagepunkt Skattestyrelsens afgørelse Klagerens opfattelse Landsskatterettens afgørelse Aktieindkomst Avance ved salg af aktier i udenlandsk depot 335.934 kr. -1.173.000 kr. Stadfæstelse Faktiske oplysninger Klageren har handlet med aktier og værdipapirer gennem den hollandske handelsplatform [finans1], og har på oplysningsskemaet for indkomståret 2022 oplyst et tab ved salg af aktier på i alt 1.173.000 kr. Af klagerens årsrapport for indkomståret 2022 udarbejdet af [finans1] fremgår, at klageren har haft et samlet tab på danske og udenlandske aktier på i alt 1.430.290,13 kr. ekskl. kurtage og en samlet gevinst på danske- og udenlandske aktier på i alt 338.235,20 kr. ekskl. kurtage. Kurtage ved realiserede gevinster/tab har ifølge årsopgørelsen udgjort i alt 4.603 kr. i indkomståret 2022. Det fremgår af den påklagede afgørelse, at klageren ikke har oplyst om købet af de realiserede aktier i Skattestyrelsens Værdipapirsystem eller på anden måde indsendt oplysninger vedrørende købet af aktierne. Klageren har oplyst, at han i forbindelse med oprettelsen af aktiedepotet hos [finans1] har givet [finans1] adgang til at give oplysninger til de danske skattemyndigheder, og derfor været af den opfattelse, at [finans1] sendte relevante oplysninger til de danske skattemyndigheder om køb og salg af aktier, herunder antal, identitet på aktierne og oplysninger om købe- og salgssummer. Der er ikke fremlagt dokumentation for en sådan aftale. Skattestyrelsens afgørelse Skattestyrelsen har forhøjet klagerens aktieindkomst for indkomståret 2022 med 1.508.934 kr. Skattestyrelsen har som begrundelse bl.a. anført: ”… Gevinst/tab ved salg af aktier … Vores begrundelse og bemærkninger Du har indsendt årsopgørelsen 2022 og oversigt over handler i december 2021 fra [finans1]. [finans1] har opgjort dine samlede gevinster til 338.235 kr. og dine samlede tab til - 1.430.291 kr. uden fradrag for kurtage. Vi har gennemgået opgørelserne og vurderer, at de følger reglerne i aktieavancebeskatningsloven omkring opgørelsesmetode som beskrevet nedenfor. Årsopgørelsen fra [finans1] viser, at du har betalt 4.603 kr. i alt i kurtage. Vi har ikke foretaget beregning over hvor stor en andel af kurtagen, der vedrører den af [finans1] opgjorte gevinst og tab. Vi har efter en konkret vurdering skønnet, at 50% af den samlede kurtage, svarende til 2.301 kr. kan henføres til handler med gevinst. Kurtage er fradragsberettiget, da det er en omkostning, der knyttes direkte til gennemførelsen af handlen med aktierne. Se Den juridiske vejledning C.B.2.1.5.1. Gevinst fratrukket kurtage udgør herefter (338.235 kr. – 2.301 kr.) = 335.934 kr. Ifølge aktieavancebeskatningslovens § 12 er du skattepligtig af gevinst og tab ved salg af aktier og beløbene skal medregnes i det indkomstår, hvor aktierne er solgt. Det står i aktieavancebeskatningslovens § 23, stk. 1. Gevinst og tab skal opgøres efter gennemsnitsmetoden og som forskellen mellem afståelses- og anskaffelsessummerne efter bestemmelsen i aktieavancebeskatningslovens § 24, stk. 1, § 26, stk. 1 og § 26, stk. 2. Ifølge aktieavancebeskatningslovens § 26, stk. 6, skal du opgøre den gennemsnitlige købesum for din samlede beholdning af aktier i hvert enkelt selskab forud for hvert salg af aktier i selskabet, medmindre du sælger din samlede beholdning på én gang. For at du kan få fradrag for tab efter aktieavancebeskatningslovens § 13 A, stk. 1, er det en betingelse, at du har indsendt oplysninger til Skattestyrelsen om købet af aktierne inden udløbet af den frist, der står i aktieavancebeskatningslovens § 14, stk. 1. De oplysninger, der skal indsendes er: aktiernes identitet antallet af aktier anskaffelsestidspunktet og anskaffelsessummen Da vi ikke kan se, at du har indsendt købsoplysninger for de aktier, du har købt via [finans1] inden udløbet af fristen for at afgive oplysninger til årsopgørelsen for købsåret, kan vi ikke godkende fradrag for tab på disse aktier. Opgørelsen af gevinst og tab skal ske ved anvendelse af bruttometode. Det betyder at du skal betale skat af bruttogevinster, selvom du ikke får fradrag for dit tab. Det fremgår bl.a. af Den juridiske vejledning, afsnit C.B.2.2.1.4 og af SKM2017.610.LSR. Gevinst ved salg af aktier skal medregnes som aktieindkomst efter bestemmelsen i personskattelovens § 4 a, stk. 1, nr. 4. Du har oplyst tab ved salg af aktier i udenlandsk depot på 1.173.000 kr. Vi har opgjort en gevinst til 335.934 kr. Din aktieindkomst forhøjes på denne baggrund med 1.508.934 kr. Vi kan bekræfte din antagelse om, at den skat vi beregner, på baggrund af dine aktiehandler via [finans1], kan opgøres som aktieskat af gevinst på 335.934 kr. Vi kan som beskrevet ovenfor ikke give fradrag for tabet, når du ikke har givet Skattestyrelsen oplysninger om købene indenfor fristen og derfor er beløbet opgjort til bruttogevinsterne uden fradrag for tab. …” Udtalelse fra Skattestyrelsen I forbindelse med Skatteankestyrelsens klagesagsbehandling har Skattestyrelsen den 16. september 2024 udtalt følgende: ”… Advokat [person1] gør gældende, at indførelsen af reglerne i aktieavancebeskatningslovens § 13 A og § 14 ikke har til formål at ramme en person som Klager, der netop både oplyste om gevinster og tab ved salg af aktier, der er optaget til handel på en udenlandsk handelsplads som [finans1]. Hertil bemærker Skattestyrelsen, at det faktum, at gevinst/tab på aktier i udenlandsk depot er opgjort korrekt og oplyst korrekt på den danske årsopgørelse, ikke er tilstrækkelig til at opnå tabsfradrag. I bemærkningerne til lovforslaget (nr. 201 af 22. april 2009) står der følgende under pkt. 3.1.2.1. Generelt om forslaget: ”Opfyldes betingelsen om oplysning til SKAT om erhvervelsen ikke, vil der ikke være fradragsret.” Skattestyrelsen gør hertil opmærksom på, at der i aktieavancebeskatningsloven ikke er givet dispensationsmuligheder. Skattestyrelsen kan tilføje, at Klager den 22. juli 2024, efter anmodning indsendte årsopgørelsen 2021 fra [finans1] til Skattestyrelsen. Denne viser, at Klager i 2021 havde en gevinst ved salg af aktier på 579.560 DKK og et tab ved salg af aktier på 496.346 DKK. Og samlede kurtageomkostninger på 56.211 DKK. Den samlede porteføljeværdi pr. 31.12.2020 var 397.943 DKK. Klager har ikke tidligere oplyst til Skattestyrelsen, at han i 2021 havde investering i aktier i udenlandsk depot, herunder er gevinst og tab ved handel med aktier i udenlandsk depot ikke oplyst på Klagers danske årsopgørelse for 2021. Derudover skal det oplyses, at der er givet aktindsigt i sagens dokumenter, med undtagelse af interne arbejdsdokumenter. Klager fik aktindsigt den 24. juli 2024 (papirform) og [advokatfirma1] fik aktindsigt den 22. august 2024 (elektronisk). …” Klagerens opfattelse Klagerens repræsentant har nedlagt påstand om, at klagerens aktieindkomst for indkomståret 2022 nedsættes med 1.508.934 kr. Til støtte for påstanden er bl.a. anført: ”… 4. Anbringender … 4.2 Argumentation Klager har i forbindelse med oprettelse af depot hos [finans1] foretaget en afkrydsning i en rubrik, hvor der blev givet [finans1] adgang til at give oplysninger til de danske skattemyndigheder. Klager har forstået det sådan, at [finans1] med denne afkrydsning også sendte relevante oplysninger til de danske skattemyndigheder om køb og salg af aktier, herunder antal, identitet på aktierne og oplysninger om købe- og salgssummer. Klager bestrider ikke, at der har været en pligt til at indberette et års køb af aktier senest den 30. juni i året efter købsåret, hvis Klager vil have adgang til fradragsret for tab. Klager har dog haft den forståelse, at [finans1] også indberettede disse køb. Da Klager i 2023 skulle oplyse sine gevinster og tab på aktier, der var handlet på [finans1] i 2022, gjorde Klager brug af den opgørelse, som [finans1] havde udarbejdet for året, og hvoraf det fremgik, at han havde realiseret et nettotab på kr. 1.092.054,93. Klager fik et brev dateret den 5. juni 2023 fra Skattestyrelsen, hvoraf det fremgår, at han skulle huske at indberette sine udenlandske aktier senest 1. juli 2023, for så vidt de aktier der er erhvervet i 2022. Klager gik ikke i dybden hermed, idet han mente, at når han oplyste det nettotab, som han havde fået oplyst af [finans1], så havde han opfyldt sine forpligtelser i den relation. Det gøres gældende, at brevet også kan forstås på denne måde. Hertil kommer, at Klager i perioden juni og juli 2023 var alvorligt syg, hvilket også var medvirkende til, at Klager ikke gik i dybden med brevet af 5. juni 2023. Uanset ordlyden af aktieavancebeskatningslovens §§ 13 A og 14 gøres det gældende, at bestemmelserne i aktieavancebeskatningslovens §§ 13 A og 14 ikke har til formål at ramme en person som Klager, der netop både oplyste om gevinster og tab ved salg af aktier, der er optaget til handel på en udenlandsk handelsplads som [finans1]. Klager har tillige fremsendt alt relevante materiale til Skattestyrelsen og har dermed ikke forsøgt at unddrage dansk beskatning. Klager har derimod på sit oplysningsskema angivet i overensstemmelse med de underliggende økonomiske forhold, der netop udviste et tab for Klager. Det fremgår således klart af bemærkningerne til lovforslag nr. L 201 af 22. april 2009, at formålet med indførelsen af reglerne i aktieavancebeskatningslovens §§ 13 A og 14 var, at aktionærer, der købte aktier via en udenlandsk fondshandler, hvor aktierne indgik på et depot i udlandet, og hvor der ikke blev indgået en aftale med den udenlandske fondshandler om indberetning, ikke skulle have mulighed for at spekulere i at undgå, at de danske skattemyndigheder fik oplysning om erhvervelsen af en aktie, hvormed der kunne ske spekulation i, at der alene blev angivet tab på sådanne aktier, mens gevinster ikke ville blive angivet. Sigtet var således at modvirke skattesvig. Forholdet i den foreliggende sag er imidlertid et diametralt andet, idet Klager på loyal vis har angivet det nettobeløb, som [finans1] oplyste til ham, og som Klager også havde en forventning om var tilgået de danske skattemyndigheder, uden at der dog var fortrykt oplysninger herom på oplysningsskemaet. Realiteten af Skattestyrelsens afgørelse er, at Klager beskattes af bruttogevinster ved afståelse af aktier uden at få fradrag for de tab, som Klager også har haft i 2022. Herved fjernes beskatningen fra de underliggende økonomiske realiteter, der netop udviste et samlet nettotab ved handel med aktier i 2022. …” Retsmøde Skattestyrelsens udtalelse til Skatteankestyrelsens indstilling Skattestyrelsen har udtalt følgende til Skatteankestyrelsens indstilling: ”… Skattestyrelsens vurdering Sagen angår, om Skattestyrelsen med rette har forhøjet klagerens aktieindkomst for indkomståret 2022 som følge af, at betingelserne for tabsfradrag i aktieavancebeskatningslovens § 14 ikke er opfyldt. Skattestyrelsen er enig i Skatteankestyrelsens indstilling som indstiller til stadfæstelse af Skattestyrelsens afgørelse af 3. juni 2024. Det følger af aktieavancebeskatningslovens § 14, stk. 1, at fradrag for tab på aktier efter aktieavancebeskatningslovens § 13 A, er betinget af, at Skattestyrelsen modtager oplysninger om erhvervelsen af aktierne, med angivelse af aktiernes identitet, antal, anskaffelsestidspunkt og anskaffelsessummen. Klageren har ikke indberettet oplysningerne til Skattestyrelsen, og det fremgår ikke af sagens oplysninger, at andre end klageren har været indberetningspligtige, hvorfor efterindberetningsmuligheden i aktieavancebeskatningslovens § 14, stk. 2, ikke finder anvendelse. Det følger af ordlyden af aktieavancebeskatningslovens § 14, stk. 1, at indberetning af erhvervelsen af aktierne inden for den fastsatte frist er den afgørende betingelse for muligheden for at fradrage tab. I aktieavancebeskatningslovens §§ 13 A, og 14, fremgår der ikke en dispensationsadgang for fristoverskridelser, ligesom der ikke ses at være åbnet op for en dispensationsadgang i praksis. Fristen for at indsende oplysninger til Skattestyrelsen er således endelig Skattestyrelsen fastholder, at klageren ikke er berettiget til fradrag for tab på aktierne efter aktieavancebeskatningslovens § 14, stk. 1. …” Klagerens bemærkninger til Skatteankestyrelsens indstilling og Skattestyrelsens udtalelse Klagerens repræsentant har ikke fremsendt bemærkninger til Skatteankestyrelsens indstilling eller Skattestyrelsens udtalelse. Landsskatterettens afgørelse Sagen angår, om Skattestyrelsen med rette har forhøjet klagerens aktieindkomst med aktieavance for indkomståret 2022 som følge af, at betingelserne for tabsfradrag efter aktieavancebeskatningslovens § 14 ikke er opfyldt. Retsgrundlaget Følgende fremgår af dagældende aktieavancebeskatningslovs §§ 12, 13 A og 14, stk. 1 (lovbekendtgørelse nr. 172 af 29. januar 2021): ”… § 12. Gevinst ved afståelse af aktier medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst. … § 13 A. Tab ved afståelse af aktier, der er optaget til handel på et reguleret marked, fradrages i summen af indkomstårets udbytter og gevinster, jf. dog nærværende lovs § 14. … § 14. Fradrag efter § 13 A er betinget af, at told- og skatteforvaltningen inden udløbet af oplysningsfristen efter skattekontrollovens § 10, stk. 2, og § 11, jf. § 13, for det indkomstår, hvor erhvervelsen har fundet sted, eller hvor båndlæggelsen af aktier båndlagt efter ligningslovens § 7 A ophører, har modtaget oplysninger om erhvervelsen af aktierne med angivelse af aktiernes identitet, antallet, anskaffelsestidspunktet og anskaffelsessummen. Stk. 2. Betingelsen i stk. 1 anses for opfyldt, hvis told- og skatteforvaltningen uanset tidsfristen i stk. 1 har modtaget oplysninger om erhvervelsen ved indberetning fra andre indberetningspligtige end den skattepligtige efter skatteindberetningslovens § 8, § 17, stk. 3, eller §§ 19 eller 20. Betingelsen i stk. 1 anses uanset tidsfristen ligeledes for opfyldt, såfremt den skattepligtige kan påvise, at de indberetninger, der er foretaget på dennes vegne, er ukorrekte. …” Af lovforslag nr. 201 af 22. april 2009 vedrørende lov nr. 462 af 12. juni 2009 om ændring af aktieavancebeskatningsloven, skattekontrolloven, kildeskatteloven, ligningsloven og forskellige andre love fremgår bl.a. følgende af lovbemærkningerne: ”… 3.1.2. Forslagets indhold … 3.1.2.4. Fradrag for tab på aktier … For at undgå denne form for spekulation foreslås det, at tabsfradrag betinges af, at SKAT har modtaget oplysning om erhvervelsen af en aktie. Det foreslås, at dette kun skal være en betingelse, for så vidt angår tab på aktier optaget til handel på et reguleret marked. Ved at betinge fradraget for tab på aktier optaget til handel på et reguleret marked af, at SKAT modtager oplysning om erhvervelsen inden for en kortere frist, sikres det, at der sker oplysning om erhvervelsen på et så tidligt tidspunkt, at den skattepligtige ikke umiddelbart ved, om der er tale om en god investering eller ej. For aktier, hvor der via en dansk eller udenlandsk fondshandler sker indberetning om erhvervelsen, er betingelsen for tabsfradrag opfyldt via denne indberetning. For aktier, hvor der ikke automatisk sker indberetning, skal den skattepligtige selv oplyse SKAT om erhvervelsen af aktien. Skærpelsen af reglerne er således primært møntet på de aktionærer, der ikke tidligere har fundet anledning til at indberette om udenlandske aktiehandler og depoter m.v. … Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser …. Til nr. 8 … Det forslås i § 14, stk. 1, at fradragsadgangen for tab på aktier, optaget til handel på et reguleret marked, betinges af, at SKAT inden udløbet af selvangivelsesfristen for det indkomstår, hvor erhvervelsen har fundet sted, har modtaget en række nærmere specificerede oplysninger. De oplysninger, der skal indgives om erhvervelsen, er oplysninger om identiteten af aktierne, antallet, anskaffelsestidspunktet og anskaffelsessummen. Anskaffelsessummen kan oplyses i form af særskilt oplysning om kursværdien og handelsomkostningerne eller som nettobeløbet. …” Af personskattelovens § 4a, stk. 1, nr. 1 og nr. 4, fremgår, at fortjeneste og tab efter aktieavancebeskatningslovens §§ 12-14 beskattes som aktieindkomst. Af skattekontrollovens §§ 10, stk. 2, og 11, fremgår, at oplysningsfristen er den 1. juli i året efter indkomstårets udløb. Landsskatterettens begrundelse og resultat Gevinst ved afståelse af aktier medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, jf. aktieavancebeskatningslovens § 12, og gevinst og tab på aktier, der skal medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, medregnes i det indkomstår, hvori gevinsten eller tabet realiseres, jf. aktieavancebeskatningslovens § 23, stk. 1. Tab ved afståelse af aktier, der er optaget til handel på et reguleret marked eller en multilateral handelsfacilitet, kan under nærmere omstændigheder fratrækkes i udbytter og gevinster, jf. aktieavancebeskatningslovens § 13 A. Klageren har for indkomståret 2022 selvangivet et samlet tab på aktier i udenlandsk depot på i alt 1.173.000 kr. Det er efter aktieavancebeskatningslovens § 14, stk. 1, en betingelse for fradrag for tab på aktier efter aktieavancebeskatningslovens § 13 A, at Skattestyrelsen har modtaget oplysninger om erhvervelsen af aktierne med angivelse af aktiernes identitet, antal, anskaffelsestidspunkt og anskaffelsessum inden oplysningsfristen for det enkelte indkomstår. Det er ikke godtgjort, at [finans1] eller andre end klageren selv var indberetningspligtige vedrørende de pågældende aktier, hvorfor bestemmelsen i aktieavancebeskatningslovens § 14, stk. 2, ikke finder anvendelse. Det forhold, at klageren f.eks. måtte have misforstået aftalegrundlaget med [finans1] og befundet sig i en vildfarelse om, at der ville ske automatisk indberetning af klagerens anskaffelser af aktier, indebærer ikke, at den manglende indberetning beror på en fejl hos andre. Det beror i givet fald på klagerens egne forhold. De solgte aktier må senest være erhvervet i indkomståret 2022. Den sidste relevante frist for oplysning om erhvervelse af aktierne er derfor 1. juli 2023. Skattestyrelsen har dermed ikke inden for oplysningsfristen modtaget oplysning om erhvervelsen af aktierne med angivelse af aktiernes identitet, antal, anskaffelsestidspunkt og anskaffelsessum som angivet i aktieavancebeskatningslovens § 14, stk. 1. Det fremgår direkte af ordlyden af bestemmelsen i aktieavancebeskatningslovens § 14, stk. 1, at fradrag for tab er betinget af, at de nævnte oplysninger er modtaget af Skattestyrelsen inden for fristerne. Der er således ikke grundlag for, at tab kan fradrages i gevinster ud fra et nettoprincip. Der er heller ikke hverken i bestemmelsens ordlyd eller i øvrigt grundlag for at se bort fra eller dispensere fra fristen. Det forhold, at klageren måtte have været syg, kan derfor ikke føre til et andet resultat. Landsskatteretten finder herefter, at Skattestyrelsen med rette har nægtet fradrag for tab på aktierne, jf. aktieavancebeskatningslovens § 14, stk. 1. Den beløbsmæssige opgørelse er ikke anfægtet, og retten kan tiltræde den foretagne opgørelse af klagerens aktieavance. Landsskatteretten stadfæster derfor Skattestyrelsens afgørelse.