Spring til indhold
skattewiki.dk

← Alle afgørelser

Journalnr. 24-0072837

Polsk byggearbejder i rotationsordning ikke fuldt skattepligtig til Danmark

Skatteyder fik medhold
Instans
Landsskatteretten
Dokumenttype
Landsskatterettens afgørelse
Offentliggjort
21. oktober 2025
Kilde
Åbn original i afgørelsesdatabasen ↗

Resumé

Sagen angik, om en polsk byggearbejder, der fra den 30. maj 2022 var ansat hos en dansk virksomhed og arbejdede efter en rotationsordning med 4 uger i Danmark og 2 uger i Polen, var fuldt skattepligtig til Danmark i indkomståret 2022. Skattestyrelsen anså klageren for fuldt skattepligtig efter kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 2, med henvisning til at ansættelsen strakte sig over mere end 6 måneder, og at opholdene i Polen måtte anses for kortvarige ophold i udlandet. Klageren gjorde gældende, at han havde fast bopæl med familie i Polen, var fuldt skattepligtig dér, at hans boligforhold i Danmark var midlertidige og arbejdsrelaterede, og at han kun havde opholdt sig i Danmark ca. 155 dage i 2022. Landsskatteretten fandt, at skattemyndighederne ikke havde løftet bevisbyrden for bopæl i Danmark efter § 1, stk. 1, nr. 1, og at de regelmæssige og længerevarende ophold i Polen medførte, at der ikke forelå sammenhængende ophold i Danmark på 6 måneder efter § 1, stk. 1, nr. 2, jf. SKM2013.545.SR og TfS 1986.313.LSR. Klageren blev herefter anset for begrænset skattepligtig af sin danske lønindkomst efter kildeskattelovens § 2, stk. 1, nr. 1, og Skattestyrelsens afgørelse blev ændret.

Titel, resumé og vurderinger er AI-genererede og kan indeholde fejl.

Lovhenvisninger

Henviser til

  • SKM2013.545.SR
  • TfS 1986.313

Fuldtekst

Journalnr. 24-0072837 Skattestyrelsen har i indkomståret 2022 anset klageren for fuldt skattepligtig til Danmark, efter Kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 2. Landsskatteretten ændrer Skattestyrelsens afgørelse, og anser klageren for begrænset skattepligtig til Danmark efter Kildeskattelovens § 2, stk. 1, nr. 1. Faktiske oplysninger Det fremgår af klagerens opholds- og bopælsbevis af 19. juni 2024, at klageren siden den 27. oktober 2010, har haft bolig i Polen på adressen [adresse1]. Udover klageren, fremgår det at [person1], [person2], [person3] og [person4], opholder sig på adressen. Det fremgår af klagerens ”Certificate of fiscal Residence” af den 20. juni 2024, at de polske skattemyndigheder anser klageren for at have bopæl og værende fuldt skattepligtig til Polen. Klagerens adresse er anført som [adresse1]. Det fremgår af klagerens ansættelseskontrakt, at klageren blev ansat ved [virksomhed1] A/S, den 30. maj 2022. Der fremgår ikke en slutdato på kontrakten. Klageren har oplyst, at hans boligforhold i Danmark er af midlertidig karakter, og afhænger af hans arbejde på det pågældende tidspunkt. Klageren har oplyst at han har opholdt sig i Danmark i ca. 155 dage i 2022. Klageren har oplyst i forbindelse med TastSelv den 27. april 2023, at han arbejder efter et rotationssystem, hvorefter han arbejder 4 uger i Danmark, efterfulgt af to uger i Polen. Klageren har yderligere oplyst via TastSelv den 24. maj 2022, at han har bolig til rådighed i Danmark på Adressen [adresse2]. Skattestyrelsens afgørelse Skattestyrelsen har i deres afgørelse af den 22. maj 2024, anset klageren for fuldt skattepligtig fra den 30. maj 2022, efter Kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 2. Skattestyrelsen har som begrundelse bl.a. anført: ” Vi har ikke ændret din skat Skattestyrelsen har ændret ikke grundlaget for din skat for 2022. Vi har den 25. april 2024 sendt dig et forslag, og nu sender vi en afgørelse i overensstemmelse med det tidligere sendte forslag, som havde følgende begrundelse: ”Skattestyrelsen vurderer, at du som minimum er fuld skattepligtig ifølge kildeskatteloven §1 stk. 1, nr. 2. fra den 30. maj 2022. Sagens faktiske forhold Du har i indkomståret 2022 arbejdet i Danmark hos [virksomhed1] A/S, [adresse3], [by1], CVR. [...1]. Du har ligeledes arbejde hos samme arbejdsgiver i 2023 og 2024. Du har i 2022 arbejdet 1.859 løntimer, ifølge din arbejdsgiver. Du har til dannelsen af din forskudsopgørelse for 2022 den 24. maj 2022 indsendt en blanket 04.063, samt en ansættelseskontrakt, hvori det oplyses, at du starter med at arbejde i Danmark den 30. maj 2022. I samme henvendelse er det angivet, at du har bolig til rådighed i Danmark på adressen [adresse2] og at du er fastansat ved [virksomhed1] A/S, [adresse3], [by1], CVR. [...1]. Ud fra ovenstående oplysninger, har Skattestyrelsen dannet en forskudsopgørelse for 2022, hvori du er fuld skattepligtig ifølge kildeskatteloven §1 stk. 1, nr. 1 fra den 30. maj 2022. Det ses ikke, at du tidligere har haft skattepligt i Danmark. Du har den 31. marts 2023 indtastet i TastSelv, at du er uenig i, at din skattepligt til Danmark indtræder. Du har i TastSelv noteret følgende kommentar til din skattepligt: ” Jeg mener ikke, at jeg er fuldt skattepligtig til Danmark, fordi jeg fortsat har en bopæl i hjemlandet, samt jeg fortsat anses for at være skattepligtig til hjemlandet. Jeg er byggearbejder, som arbejder på byggeprojekter i DK i rotation system 4+2.” Du har endvidere den 27. april 2023 igen indtastet i TastSelv, at du er uenig i, at din skattepligt til Danmark indtræder. Du har i TastSelv noteret følgende kommentar til din skattepligt: ”jeg mener, at jeg ikke er fuldt skattepligtig til Danmark, da jeg fortsat har en bopæl i mit hjemland og jeg fortsat anses for at være skattepligtig til Polen. Jeg er byggearbejder, som arbejder på projekter i 4 uger, derefter rejser jeg hjem for 2 uger.” Skattestyrelsens begrundelse Skattestyrelsen vurderer, at du som minimum er fuld skattepligtig til Danmark efter kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 2, da du har opholdt dig i Danmark over 6 måneder: ”Pligt til at svare indkomstskat til staten i overensstemmelse med reglerne i denne lov påhviler: 1. personer, der har bopæl her i landet, 2. personer, der uden at have bopæl her i landet opholder sig her i et tidsrum af mindst 6 måneder, heri medregnet kortvarige ophold i udlandet på grund af ferie eller lignende,” Skattestyrelsen vurderer, at din skattepligt indtræder den 30. maj 2022, da det står anført i den ind- sendte blanket 04.063 og din ansættelseskontrakt. Da din ansættelse strækker som over 6 måneder og går ind i både 2023 såvel 2024, vurderes det, at dit ophold i Danmark er over 6 måneder. Du skriver selv, at du arbejder i Danmark i 4 uger og er i Polen i 2 uger. Dine ophold i Polen karakterers som kortvarige ophold i udlandet. Skattestyrelsen foreslår derfor, at du er fuld skattepligtig til Danmark fra den 30. maj 2022 i henhold til kildeskatteloven §1 stk. 1, nr. 2. Skattestyrelsen har ikke nok information om din bopæl i Danmark til rådighed til at vurdere, om du er fuld skattepligt efter kildeskatteloven §1, stk. 1, nr. 1, hvorfor det som minimum kan vurderes, at du er fuld skattepligtig efter kildeskatteloven §1, stk. 1, nr. 2. Fuld skattepligt betyder også, at du har pligt til at oplyse os om alle dine indtægter uden for Danmark. Det gælder: indkomst, ejendom, investeringer og formue i udlandet.” Dine bemærkninger/indsigelser Du har haft frist indtil den 13. maj 2024 til at komme med indsigelser til vores forslag. Skattestyrelsens endelige begrundelse Vi har ikke modtaget dine bemærkninger eller indsigelser, og vi sender derfor en afgørelse i overensstemmelse med vores tidligere forslag.” Udtalelse fra Skattestyrelsen I forbindelse med Skatteankestyrelsens klagesagsbehandling har Skattestyrelsen den 21. august 2024 udtalt følgende: ” (…) Vi har følgende kommentarer til de nye oplysninger, som ikke står i sagsfremstillingen: I forbindelse med klagesagen er der indsendt oplysninger, som Skattestyrelsen ikke har haft adgang til før. Disse bruges til at dokumentere skatteyders skattepligt i udlandet: Udenlandsk skatteattest Udenlandsk bopælsattest Det indsendte ses dog ikke som relevant i forhold til en vurdering af, om skatteyder – i forhold til dansk lovgivning – er begrænset skattepligt (kildeskatteloven § 2) eller fuld skattepligtig til Danmark (i dette tilfælde: kildeskatteloven §1, stk. 1, nr. 2). Da dette er en vurdering, der udelukket bygger på nationale love og praksis, giver indsendelsen af udenlandske forhold ikke anledning til en ændring af afgørelsen. Ovenstående havde været relevant i forhold til en vurdering af dobbeltdomicil og skattemæssig hjemsted, men skatteyder har ikke i klagen eller andet givet udtryk for, at det skulle omhandle andet end skattepligten. Det vurderes forsat, at skatteyder er fuld skattepligtig efter kildeskatteloven §1, stk. 1, nr. 2 (opholdsbestemmelse), da skatteyder kontinuerligt siden den 30. maj 2022 og forsat (august 2024) er ansat ved samme arbejdsgiver. Skatteyder har således ophold, der strækker sig udover 6 måneder, heri medregnet kortvarige ophold i udlandet på grunde af ferie eller lignende. Skatteyder skriver desuden selv, at han er ansat i en 4-2 ordning. Fuld skattepligt i Danmark påvirkes ikke af bolig, skattepligt eller andet i udlandet, medmindre der er tale om dobbeltdobbeltdomicil. Hvis der kommer yderligere oplysninger fra klager, ønsker Skattestyrelsen at blive hørt i sagen igen, inden der træffes afgørelse i sagen.” Klagerens opfattelse Klageren har fremsat påstand om, at han ikke er fuldt skattepligtig i Danmark i indkomståret 2022. Til støtte for påstanden er bl.a. anført: ” Min begrundelse for klagen I forbindelse med afgørelsen af 22. maj 2024 ønsker jeg at indgive en klage til Skatteankestyrelsen. Mine kommentarer: Fast bopæl: Min faste bopæl er i mit hjemland, Polen, hvor min kone og mine børn også bo og er registreret på adressen. Se bilag 1. Ophold i Danmark: Mit ophold i Danmark er udelukkende arbejdsrelateret og af midlertidig karakter. Jeg har ikke til hensigt at bo i Danmark permanent. Min livsaktivitet og familieliv er i mit hjemland, hvor jeg tilbringer al min tid udover arbejdsperioder. Da jeg søgte om skattekort i maj 2022, skulle jeg angive adressen på det sted, hvor jeg overnattede, mens jeg arbejdede i Danmark, fordi skattekontoret krævede det. Nævnte adresse i afgørelsen var midlertidig og er ikke længere gyldig. Jeg vil gerne påpege, at jeg overnatter på forskellige adresser i Danmark. Det hænger sammen med karakteren af det arbejde, jeg udfører. Disse adresser er altid midlertidige adresser relateret til det arbejde, jeg udfører. I 2022 opholdt jeg mig i Danmark i ca. 155 dage. Mit arbejde: Jeg betragter mit arbejde i Danmark, som midlertidigt. Mit arbejde afhænger af virksomhedens behov og kan slutte når som helst, f.eks. på grund af manglende byggeordrer. Skattepligt: Min indkomstskattepligt i Danmark startede på den dato, hvor jeg begyndte mit lønarbejde, dvs. den 30. maj 2022. Jeg har aldrig bestridt denne dato eller betalingen af indkomstskat. Det, jeg har bestridt, er skattegrundlaget baseret på de forklarende oplysninger til rubrik 708 på selvangivelsen, hvor der bl.a. informeres om at: …" Du skal markere i rubrik 708, hvis du ikke mener, at du er fuldt skattepligtig til Danmark. Du skal kort skrive årsagen (fx at du fortsat har en bopæl i det land, som du er tilflyttet fra, og du forsat anses for at være skattepligtig til det land, du er flyttet fra...)" ... Bopæl se bilag 1. Attest for at være skattepligtig i mit hjemland, se bilag 2. Jeg vil gerne påpege, at jeg også indberetter en selvangivelse hvert år i det land, hvor jeg har min skattemæssigt hjemmehørende. På baggrund af de vedlagte dokumenter og den givne forklaring fastholder jeg min anmodning om at ændre skattegrundlaget fra fuldskattepligtig til begrænset skattepligtig for 2022.” Klagerens bemærkninger til Skattestyrelsens udtalelse Klageren har fremsat følgende bemærkninger til Skattestyrelsens udtalelse: ” Bemærkninger til udtalelsen: Grundet til at Skattestyrelsen ikke har fået oplysninger nævn i sin udtalelse er, at jeg ikke har set brevet om ”Forslag af 25 april 2024” i god tid. Da jeg på et tidspunkt har kigget i min E-boks fandt jeg Afgørelsen af 22. maj 2024. Jeg forstår ikke dansk, derfor har jeg kontaktet en tolk for at få oversat korrespondancen fra Skattestyrelsen. Og der jeg havde mulighed, at klage over afgørelsen, så gjorde jeg det. Jeg vil gerne understrege, at grunden til, at jeg var uenig i min skattepligt som fuld skattepligt, var forklaringen i rubrik 708 i min selvangivelse for 2022, som jeg citerede i min klage under overskriften ”Skattepligt”, hvor der redegøres for betingelserne for at opfylde kravene til begrænset skattepligt, som jeg efter min bedste overbevisning mener at have opfyldt for så vidt angår den nævnte forklaring i rubrik 708. Skattestyrelsen i udtalelse nævner ”dobbeltdobbelt domicil”. I den forbindelse har jeg søgt information på skat.dk på det og fandt følgende beskrivelse af 4 typer af skattepligt: (linket: https://skat.dk/erhverv/ansatte-og-loen/udenlandsk-arbejdskraft/naar-du-har-udenlandske-medarbejdere) Hjælp dine udenlandske medarbejdere med skattepligten Medarbejderen: arbejder i Danmark har bolig i Danmark eller opholder sig her i mere end 6 måneder har personlige og økonomiske interesser i Danmark har evt. en ægtefælle eller samlever, som bor i Danmark = Fuld skattepligt Medarbejderen: arbejder i Danmark har bolig i hjemlandet og pendler ofte mellem Danmark og hjemlandet har personlige og økonomiske interesser i hjemlandet har evt. en ægtefælle eller samlever, som bor i hjemlandet = Begrænset skattepligt Medarbejderen: arbejder i Danmark har bolig i både hjemland og Danmark har personlige og økonomiske interesser i hjemlandet har evt. en ægtefælle eller samlever, som bor i hjemlandet = Dobbeltdomicil - hjemland som bopælsland Medarbejderen: arbejder i Danmark har bolig i både hjemland og Danmark har personlige og økonomiske interesser i Danmark har evt. ægtefælle eller samlever, som bor i Danmark = Dobbeltdomicil - Danmark som bopælsland Efter denne beskrivelse opfylder jeg efter min bedste overbevisning ikke alle 4 krav for fuld skattepligt i 2022.” Landsskatterettens afgørelse Sagen angår, om klageren i indkomståret 2022 var fuldt skattepligtig til Danmark. Retsgrundlaget Følgende fremgår af kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1, og nr. 2. ”… Pligt til at svare indkomstskat til staten i overensstemmelse med reglerne i denne lov påhviler: 1. personer, der har bopæl her i landet, 2. personer, der uden at have bopæl her i landet opholder sig her i et tidsrum af mindst 6 måneder, heri medregnet kortvarige ophold i udlandet på grund af ferie eller lignende, …” Følgende fremgår af kildeskattelovens § 2, stk. 1, nr. 1. ”… Pligt til at svare indkomstskat til staten påhviler endvidere personer, der ikke er omfattet af § 1, og dødsboer, der behandles i udlandet, jf. dødsboskattelovens § 1, stk. 3, for så vidt de pågældende personer eller dødsboer: Erhverver indkomst i form af vederlag for personligt arbejde i tjenesteforhold udført her i landet. Som personligt arbejde i tjenesteforhold udført her i landet betragtes også personligt arbejde udført i Danmarks eksklusive økonomiske zone, når det personlige arbejde ve‍drø‍rer etablering, drift og benyttelse af kunstige øer, installationer og anlæg. 2. pkt. finder dog kun anvendelse på personligt arbejde udført i Danmarks eksklusive økonomiske zone vedrørende kabler og rørledninger, som fortsætter ind på Danmarks land- eller søterritorium eller har forbindelse med efterforskning eller udnyttelse af den danske kontinentalsokkels ressourcer eller driften af kunstige øer, installationer og anlæg på den danske kontinentalsokkel. Skattepligten omfatter endvidere vederlag for påtagelse af indskrænkninger i adgangen til fri erhvervsudøvelse (konkurrenceklausuler), når det modtagne vederlag har sammenhæng med et nuværende eller tidligere tjenesteforhold her i landet. Det er uden betydning for skattepligten, hvilken form vederlaget udbetales i, samt om retten til indkomsten eller vederlaget er erhvervet efter ophør af arbejdet her i landet. Skattepligten omfatter endvidere fratrædelsesgodtgørelser, løn i en opsigelsesperiode og lignende ydelser, når sådan indkomst erhverves i forbindelse med ophør af et ansættelsesforhold, der har omfattet arbejde udført her i landet, og lønindkomsten har været undergivet dansk beskatning. Vedrører en indkomst som nævnt i 6. pkt. arbejde udført såvel i som uden for Danmark, omfatter skattepligten kun den del, der forholdsmæssigt kan henføres til arbejde udført i Danmark. Skattepligten omfatter endvidere vederlag omfattet af den midlertidige ordning som nævnt i § 7, stk. 1, 3.-6. pkt. …” I skatterådets bindende svar, af den 25. juni 2013, offentliggjort som SKM2013.545.SR, fandt skatterådet, at spørgeren ikke ville blive fuldt skattepligtig til Danmark efter Kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 2. Spørgeren ville i situationen opholde sig i Danmark i mere end 183 dage årligt, udføre arbejde i Danmark 5 dage om ugen, men ville ikke overnatte i Danmark. I landsskatterettens afgørelse af den 7. april 1986 offentliggjort som TfS.1986.313.LSR, fandt Landsskatteretten, at klageren, som var en i Tyskland bosat konsulent der arbejdede i Danmark 5 dage om ugen fra kl. 12 til 17, hvorefter han tilbragte weekenden med sin familie i Tyskland, ikke kunne anses for at have sammenhængende ophold i Danmark i 6 måneder. Landsskatterettens begrundelse og resultat Det fremgår af sagens oplysninger, at klageren flyttede til Danmark den 30. maj 2022, i forbindelse med at han blev ansat ved [virksomhed1] A/S. Det fremgår ikke med tilstrækkelig sikkerhed, om klageren på noget tidspunkt i løbet af hans ophold i Danmark, har haft en fast bopæl til rådighed i Danmark. I en tilflytningssituation, er det skattemyndighederne der har bevisbyrden for, at den fulde skattepligt er indtrådt. Landsskatteretten finder herefter, at klageren ikke kan anses for at være fuldt skattepligtig efter kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1. Retten skal herefter tage stilling til klagerens fulde skattepligt efter kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 2. Det fremgår af sagens oplysninger, at klageren opholder sig i Danmark i 4 uger for at arbejde, efterfulgt af 2 ugers ophold i Polen. Retten finder, at de regelmæssige og længerevarende ophold i Polen medfører, at klageren ikke kan anses for at have sammenhængende perioder med ophold i Danmark på 6 måneder i det pågældende indkomstår. Der henvises til sagerne SKM2013.545.SR og TfS.1986.313.LSR. Landsskatteretten finder på baggrund af det ovenstående, at klageren ikke er omfattet af Kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 2. Landsskatteretten finder herefter, eftersom klageren er ansat i en dansk virksomhed, at klageren er begrænset skattepligtig til Danmark af sin lønindkomst herfra, efter kildeskattelovens § 2, stk. 1, nr. 1. Landsskatteretten ændrer Skattestyrelens afgørelse i overensstemmelse med det ovenstående.

Polsk byggearbejder i rotationsordning ikke fuldt skattepligtig til Danmark (jnr. 24-0072837) · skattewiki.dk