Journalnr. 24-0070941
Fuld skattepligt ophørt ved fraflytning til Holland fra forældres adresse
- Instans
- Landsskatteretten
- Dokumenttype
- Landsskatterettens afgørelse
- Offentliggjort
- 12. november 2025
- Kilde
- Åbn original i afgørelsesdatabasen ↗
Resumé
Sagen angik, om klagerens fulde skattepligt til Danmark ophørte ved hans flytning til Holland den 21. februar 2024. Skattestyrelsen havde fastholdt skattepligten med henvisning til, at klageren var udrejst fra sine forældres adresse og dermed fortsat havde helårsbolig til rådighed i Danmark efter kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1. Klageren gjorde gældende, at han ikke havde haft egen bolig i Danmark siden salget af sin lejlighed i 2020, at han havde fuldtidsarbejde og fast bolig i Holland, og at han havde til hensigt at bosætte sig varigt der med sin hollandske samlever og ventede barn. Skattestyrelsen tiltrådte under klagesagen, at skattepligten kunne ophøre på baggrund af de nye oplysninger om hensigten. Landsskatteretten fandt, at klageren hverken var skattepligtig efter § 1, stk. 1, nr. 1 eller nr. 2, og ændrede afgørelsen, således at skattepligten ophørte den 21. februar 2024.
Titel, resumé og vurderinger er AI-genererede og kan indeholde fejl.
Lovhenvisninger
Fuldtekst
Journalnr. 24-0070941 Skattestyrelsen har truffet afgørelse om, at klageren fortsat er fuldt skattepligtig efter sin flytning til Holland den 21. februar 2024. Landsskatteretten ændrer Skattestyrelsens afgørelse. Faktiske oplysninger Klageren har oplyst, at han solgte sin lejlighed i [by1] i 2020, og at han siden da har brugt meget tid udenfor Danmark i højst 6 måneder ad gangen. Han var derfor registreret på sine forældres adresse i Danmark og var fuldt skattepligtig til Danmark i perioden indtil sin fraflytning til Holland den 21. februar 2024. Klageren har oplyst, at han har permanent bolig i Holland med sin hollandske samlever, med hvem han på tidspunktet for klagens indgivelse ventede et barn. Han har fremlagt lejekontrakt til dokumentation af bopæl i [Holland]. Det følger af lejekontraktens artikel 2, at lejemålet begyndte den 15. maj 2024. Klageren har arbejdet hos [virksomhed1] B.V. i [Holland] siden 26. februar 2024. Klageren har fremlagt ansættelseskontrakt samt ansættelsesbevis, hvoraf det fremgår, at han har været ansat hos hos [virksomhed1] B.V. i [Holland] siden 26. februar 2024. Det fremgår af kontraktens punkt 3, at ansættelsen er tidsbegrænset, med slutdato den 30. maj 2025. Skattestyrelsens afgørelse Skattestyrelsen har fastholdt klagerens fulde skattepligt til Danmark efter fraflytningen til Holland den 21. februar 2024. Skattestyrelsen har som begrundelse bl.a. anført: ”(…) Du har udfyldt Skattestyrelsens blanket i forbindelse med, at du er flyttet til Nederlandene den 21. februar 2024. Skattestyrelsen har afgjort, at din fulde skattepligt til Danmark er bevaret. Du er fuldt skattepligtig til Danmark, fordi du stadig har en helårsbolig til rådighed i Danmark, efter du er flyttet fra landet. Ifølge vores oplysninger er du udrejst fra dine forældres bopæl og i følge juridisk vejledning C.F.1.2.3 anses denne som værende bopæl bevaret i Danmark og derved også vedvarende fuld skattepligtig til Danmark i henhold til Kildeskatteloven §1 stk. 1 nr. 1. Din indkomstopgørelse skal omfatte alle dine indtægter - derfor også indkomst fra udlandet. Det gælder også, selvom du ikke skal betale dansk skat af de indtægter, du har haft i udlandet. (…)” Udtalelse fra Skattestyrelsen I forbindelse med Skatteankestyrelsens klagesagsbehandling har Skattestyrelsen den 26. juni 2024 udtalt følgende: ”Vi har følgende kommentarer til de nye oplysninger, som ikke står i sagsfremstillingen: Skattestyrelsen er enige i de nye forhold omkring hensigten ved borgerens udrejse fra Danmark, hvorfor vi kan ophøre skattepligten på borger i henhold til kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1. Det fremgår af det nye materiale (klagebegrundelse), at borger forventer, at opholde sig varigt i udlandet. Borger har dokumenteret, at han udfører arbejde og har etableret et hjem i Holland. Dertil oplyses det, at borger har en hollandsk kæreste, hvortil de forventer et barn til september, hvorfor Skattestyrelsen også mener, at de personlige samt økonomiske tilknytninger til Holland vægter højere end den danske tilknytning. Redegørelsen omkring hensigten var ikke tilsendt under behandlingen af borgerens skattepligt, hvorfor man på daværende tidspunkt fastholdte borgerens skattepligt i henhold til kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1.Klagerens opfattelse De nye oplysninger giver anledning til, at omgøre afgørelsen, sagen ønskes at genoptages hos Skattestyrelsen. (…)” Klagerens opfattelse Klageren har fremsat påstand om fritagelse for skattepligt til Danmark. Til støtte for påstanden er bl.a. anført: ”(…) Jeg er fraflyttet landet og burde ikke længere være skattepligtig i Danmark. Jeg har et fuldtidsjob i Holland (kontrakt vedhæftet) og permanent bolig (lejekontrakt og betaling vedhæftet). Jeres afgørelse beror på at jeg er fraflyttet mine forældres adresse og derfor stadig har bolig til rådighed i Danmark. Det er absurd. Hvis det er grunden vil min eneste mulighed for ikke at være skattepligtig i Danmark være at få mine forældre til at sælge deres hus. Det giver ingen mening. Jeg bor der ikke. Jeg har permanent bolig i [Holland]. Jeg har været registreret hos mine forældre da jeg ikke selv har haft egen bolig i Danmark siden jeg solgte min ejerlejlighed i [by1] i 2020. Siden da har jeg brug det meste af min tid uden for Danmarks grænser, men ikke I det samme land mere end 6 måneder per år. Derfor beholdte jeg min skattepligt i Danmark og det var nemmest at være registreret på en dansk adresse (hvor jeg brugte mine forældres adresse). Nu er jeg flyttet permanent til Holland og er blevet fuldt skattepligtig her. Derfor har jeg ændret min adresse hertil, betaler skat her, og burde ikke længere være skattepligtig i Danmark. Min kæreste er Hollænder og vi venter barn til September som bliver født i Holland og bliver hollandsk statsborger. Vi har valgt at bosætte os her i Holland da det er tæt på hendes familie. Vi har ingen intentioner om at flytte herfra.” Landsskatterettens afgørelse Sagen drejer sig om, hvorvidt klagerens fulde skattepligt til Danmark ophørte, da han den 21. februar 2024 flyttede til Holland. Retsgrundlaget Følgende fremgår af kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1: ”Pligt til at svare indkomstskat til staten i overensstemmelse med reglerne i denne lov påhviler: 1. personer, der har bopæl her i landet 2. personer, der uden at have bopæl her i landet opholder sig her i et tidsrum af mindst 6 måneder, heri medregnet kortvarige ophold i udlandet på grund af ferie eller lignende (…)” Landsskatterettens begrundelse og resultat Personer, der har bopæl her i landet, er fuldt skattepligtige til Danmark. Det fremgår af kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1. Inden klageren fraflyttede Danmark den 21. februar 2024, var han registreret på sine forældres danske adresse, da han efter, at han solgte sin egen lejlighed i [by1] i 2020, ikke havde egen bolig i Danmark, men fortsat opholdt sig i Danmark i mere end 6 måneder imellem sine ophold i udlandet, og han således fortsat var fuldt skattepligtig til Danmark. Landsskatteretten finder, at klageren ikke længere er skattepligtig, hverken efter kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1 eller nr. 2, efter han flyttede til Holland og fraflyttede sin adresse hos forældrene. Landsskatteretten lægger vægt på, at klageren ved fraflytningen havde til hensigt at bosætte sig varigt i Holland med sin hollandske kæreste og lille barn, at han havde arbejde i [Holland] og at han etablerede fast bolig i Holland. Landsskatteretten finder, at klagerens skattepligt til Danmark er ophørt den 21. februar 2024. Landsskatteretten ændrer Skattestyrelsens afgørelse.