Journalnr. 24-0063153
Rengøringsvirksomhed anset for lønmodtagerforhold – virksomhedsordning nægtet
- Instans
- Landsskatteretten
- Dokumenttype
- Landsskatterettens afgørelse
- Offentliggjort
- 2. oktober 2025
- Kilde
- Åbn original i afgørelsesdatabasen ↗
Resumé
Sagen angik, om klageren, der drev en enkeltmandsvirksomhed med rengøring, skulle anses som selvstændig erhvervsdrivende eller som lønmodtager i forhold til sin hovedkunde, et aktieselskab, i indkomstårene 2020-2022. Skattestyrelsen anså klageren for lønmodtager med henvisning til bl.a. fast månedlig afregning, rengøringsplan udleveret af hvervgiver, fastsat arbejdstid, gensidigt opsigelsesvarsel, dækning af udgifter og manglende økonomisk risiko, hvorefter virksomhedsordningen blev nægtet og indkomsten omkvalificeret til A-indkomst og honorarindkomst med forhøjelser af den personlige indkomst på i alt ca. 291.000 kr. Klageren gjorde gældende, at hun var selvstændig, bl.a. fordi hun havde ansatte og brugte underleverandører, og at et lønmodtagerforhold ikke kunne pålægges med tilbagevirkende kraft uden korrektion af moms, B-skat og feriepenge. Landsskatteretten fandt efter en samlet bedømmelse, at klageren var lønmodtager, at brug af medhjælp og manglende feriepenge ikke ændrede herved, og at fristerne i skatteforvaltningslovens § 26 var overholdt. Skattestyrelsens afgørelse blev stadfæstet i sin helhed.
Titel, resumé og vurderinger er AI-genererede og kan indeholde fejl.
Lovhenvisninger
Henviser til
- SKM2003.488.HR
- SKM2007.578.SR
- SKM2009.476.HR
- SKM2018.161.BR
- SKM2022.17.BR
- TfS 1999.391
- UfR 1983.769 V
- UfR 1996.1027 H
Fuldtekst
Journalnr. 24-0063153 Klagepunkt Skattestyrelsens afgørelse Klagerens opfattelse Landsskatterettens afgørelse Indkomståret 2020 Retlig kvalifikation Lønmodtager Selvstændig erhvervsdrivende Lønmodtager Forhøjelse af personlig indkomst 150.349 kr. 0 kr. Stadfæstelse Ændring af kapitalindkomst -6.378 kr. 0 kr. Stadfæstelse Forhøjelse af ligningsmæssigt fradrag 69.573 kr. 0 kr. Stadfæstelse Virksomhedsordningen kan anvendes Nej Ja Nej Indkomståret 2021 Retlig kvalifikation Lønmodtager Selvstændig erhvervsdrivende Lønmodtager Forhøjelse af personlig indkomst 130.442 kr. 0 kr. Stadfæstelse Ændring af kapitalindkomst -5.799 kr. 0 kr. Stadfæstelse Forhøjelse af ligningsmæssigt fradrag 24.723 kr. 0 kr. Stadfæstelse Virksomhedsordningen kan anvendes Nej Ja Nej Indkomståret 2022 Retlig kvalifikation Lønmodtager Selvstændig erhvervsdrivende Lønmodtager Forhøjelse af personlig indkomst 10.172 kr. 0 kr. Stadfæstelse Ændring af kapitalindkomst -7.060 kr. 0 kr. Stadfæstelse Forhøjelse af ligningsmæssigt fradrag 41.102 kr. 0 kr. Stadfæstelse Virksomhedsordningen kan anvendes Nej Ja Nej Faktiske oplysninger Det fremgår af Det Centrale Virksomhedsregister, CVR, at klageren i indkomstårene 2020, 2021 og 2022 drev enkeltmandsvirksomheden [virksomhed1] (virksomheden) med CVR-nummer [...1], og branchekode 812100 Almindelig rengøring i bygninger. Virksomheden er ophørt den 31. juli 2024. Skattestyrelsen har udsendt forslag til afgørelse den 29. april 2024 og traf afgørelse i overensstemmelse med forslag til afgørelse den 5. juni 2024. Skattestyrelsen har truffet afgørelse om, at klageren ikke er at anse som selvstændig erhvervsdrivende, men som lønmodtager i indtægtsforholdet til [virksomhed2] A/S. Skattestyrelsen har som følge heraf blandt andet anset klagerens indtægt fra [virksomhed2] A/S som lønindkomst og indtægt fra øvrige hvervgivere som honorarindtægt. Idet Skattestyrelsen ikke har anset klageren for at drive selvstændig virksomhed, har Skattestyrelsen ikke godkendt anvendelse af virksomhedsordningen. Som følge heraf, har Skattestyrelsen foretaget følgende ændringer i klagerens personlige indkomst, kapitalindkomst og ligningsmæssige fradrag: Personlig indkomst 2020 2021 2022 Skattemæssigt resultat før renter -466.111 kr. -545.689 kr. -518.893 kr. Renteudgifter i virksomhed 12.596 kr. 12.014 kr. 13.088 kr. Løn, A-indkomst 497.884 kr. 594.260 kr. 567.593 kr. Honorarindkomst 83.858 kr. 1.760 kr. 0 kr. Hævning af konto for opsparet overskud 0 kr. 0 kr. -45.588 kr. Indkomst i virksomhedsbeskatning 28.337 kr. 74.312 kr. 0 kr Rentekorrektion -6.215 kr. -6.215 kr. -6.028 kr. I alt 150.349 kr. 130.442 kr. 10.172 kr. Kapitalindkomst 2020 2021 2022 Rentekorrektion 6.215 kr. 6.215 kr. 6.028 kr. Renteudgifter bank -12.593 kr. -12.014 kr. -13.088 kr. I alt -6.378 kr. -5.799 kr. -7.060 kr. Ligningsmæssige fradrag 2020 2021 2022 Befordring 11.508 kr. 13.227 kr. 13.687 kr. Øvrige lønmodtager udgifter 58.065 kr. 11.496 kr. 27.415 kr. I alt 69.573 kr. 24.723 kr. 41.102 kr. I forbindelse med Skattestyrelsens behandling af sagen har klageren indsendt to kontrakter indgået mellem virksomheden og [virksomhed2] A/S, fakturaer for indkomstårene 2020 og 2021, kontospecifikationer for indkomstårene 2021 og 2022 for konto 1010 Udført arbejde samt kørselsregnskab for indkomstårene 2020-2022. Kontrakt af 15. december 2020 Af kontrakten, der har ikrafttrædelsesdato den 1. januar 2021, fremgår, at der skal udføres rengøring i henhold til udleveret rengøringsplan 5 dage ugentligt, inklusiv 2 timers månedlig rengøring på [adresse1], [by1] og 16 timers ugentlig kantinedrift og årligt 12 timers intern service . Parterne har aftalt, at prisen udgør 38.733 kr. pr. måned hvoraf 19.733 kr. er for kantineordning og intern service og 19.000 kr. er for rengøring. Prisen er eksklusive materialer og moms samt kilometergodtgørelse, som afregnes kvartalsvis. I prisen er indregnet 52 ugers rengøring årligt samt 45 ugers kantinedrift inkl. intern service. Kantinedrift og intern service foregår ikke i tre uger i perioden fra uge 27 til uge 31. De tre ugers frihed skal aftales nærmere og meddeles [virksomhed2] A/S senest én måned før afholdelse. Yderligere udføres intern service ikke i fire uger, fordelt på resten af året i henhold til lukkedage og nærmere aftale, som meddeles [virksomhed2] A/S senest 14 dage før afholdelse. Ekstra service faktureres særskilt til 395 kr. pr. time i hverdage og 495 kr. pr. time i weekender efter forudgående aftale. Prisen reguleres årligt i henhold til nettoprisindekset første gang den 1. juni 2022. Det fremgår, at ved næste kontraktforlængelse må forventes en prisregulering anslået til 2,5 – 3 %, som ligges udover nettoprisindeksreguleringen. Opsigelse af kontrakten skal fremsendes skriftligt og udgør tre måneder gældende for begge parter med virkning fra sidste hverdag i opsigelsesmåneden, dog tidligst ved udgangen af juni måned 2021. Kontrakt af 20. november 2022 Af kontrakten fremgår, at der skal udføres rengøring i henhold til udleveret rengøringsplan på tre lokationer. På [adresse2] udføres rengøring 3 dage ugentligt mandag, onsdag og fredag. Prisen er baseret på 12 årlige ydelser og udgør 20.500 kr. pr måned. På [adresse3] og [adresse1] udføres rengøring 2 gange månedligt. På [adresse3] skal rengøringen udføres i tidsrummet 8 – 16. Prisen er baseret på 12 årlige ydelser og udgør henholdsvis 1.200 kr. pr. måned og 1.600 kr. pr. måned. Priserne er eksklusive materialer og moms. I priserne er indregnet 51 ugers rengøring årligt. Ekstra service faktureres særskilt på timebasis. Priserne reguleres årligt i henhold til nettoprisindekset første gang den 1. juni 2023. I efterfølgende afsnit fremgår det, at der må forventes en prisregulering anslået til 2,5 – 3 %, som ligges udover nettoprisindeksreguleringen, er overstreget. Opsigelse af kontrakten skal fremsendes skriftligt og udgør tre måneder gældende for begge parter med virkning fra sidste hverdag i opsigelsesmåneden, dog tidligst ved udgangen af marts 2024. Fakturaer Klageren har faktureret [virksomhed2] A/S månedligt. Faktureringen er sket den 15. i hver måned for rengøring og intern service. Af de fremlagte fakturaer til [virksomhed2] A/S for indkomstårene 2020 og 2021 er der endvidere faktureret for diverse materialer og ekstra timearbejde. For indkomståret 2020 er der faktureret til [virksomhed3] på 15.064,35 kr. ekskl. moms. For indkomståret 2021 er der faktureret til [virksomhed4] på 1.800 kr. ekskl. moms. Det fremgår af afgørelsen af 5. juni 2024, at beskattet corona-kompensation for indkomståret 2020 udgør 69.000 kr. Kontospecifikation Af kontospecifikationen for indkomståret 2021 og 2022 for konto 1010 Udført arbejde fremgår, at der er krediteret henholdsvis 596.060,45 kr. og 567.593,27 kr., ligesom moms fremgår med henholdsvis 149.015,13 kr. og 141.898,33 kr. De fremsendte fakturaer for indkomståret 2021 fremgår alle i kontospecifikationen for indkomståret 2021. Kørselsregnskab Af kørselsregnskabet for indkomstårene 2020-2022 fremgår, at der er kørt fra [adresse4] til [adresse2] fem dage i ugen, udover uger med helligdage og fridage samt til [adresse1] én gang om måneden. Fra den 5. december 2022 er der kørt fra [adresse4] til [adresse2] tre gange om ugen. I de påklagede indkomstår havde klageren adresse på [adresse4], [by2]. Skattestyrelsens afgørelse Skattestyrelsen har truffet afgørelse om, at klageren ikke er at anse som selvstændig erhvervsdrivende, men som lønmodtager i indtægtsforholdet til [virksomhed2] A/S. Skattestyrelsen har som følge heraf blandt andet anset klagerens indtægt fra [virksomhed2] A/S som lønindkomst og indtægt fra øvrige hvervgivere som honorarindtægt. Idet Skattestyrelsen ikke har anset klageren for at drive selvstændig virksomhed, har Skattestyrelsen ikke godkendt anvendelse af virksomhedsordningen. Som konsekvens heraf har Skattestyrelse forhøjet klagerens personlige indkomst med henholdsvis 150.349 kr., 130.442 kr. og 10.172 kr. for indkomstårene 2020, 2021 og 2022, nedsat klagerens kapitalindkomst med henholdsvis 6.378 kr., 5.799 kr. og 7.060 kr. for indkomstårene 2020, 2021 og 2022 samt forhøjet klagerens ligningsmæssige fradrag med henholdsvis 69.573 kr., 24.723 kr. og 41.102 kr. for indkomstårene 2020, 2021 og 2022. Skattestyrelsen har som begrundelse bl.a. anført: ”1.3.1. Selvstændig erhvervsvirksomhed For at anvende virksomhedsordningen skal du drive selvstændig virksomhed efter de skattemæssige regler og praksis efter virksomhedsskattelovens § 1 stk. 1. De væsentligste kriterier for at blive anset for selvstændig erhvervsvirksomhed er at der for egen regning og risiko udøves en virksomhed af økonomisk karakter og med det formål at opnå et overskud. Ved økonomisk risiko forstås, at du risikerer at få et tab ved aktiviteten, fordi der er flere udgifter end indtægter - herunder udgifter som følge af et erstatningsansvar. Den tid, du lægger i virksomheden, er ikke en økonomisk risiko, selvom du måske ikke får betaling. Selvstændig erhvervsvirksomhed afgrænses typisk overfor lønmodtagere, som er kendetegnet ved at udføre arbejde efter arbejdsgiverens anvisninger og for dennes regning og risiko. Det er forholdet mellem indkomstmodtageren og hver enkelte hvervgiver, der skal bedømmes. Det betyder, at ved flere hvervgivere, kan indkomstmodtageren modtage indkomst som lønmodtager og som selvstændigt erhvervsdrivende samtidigt. I cirkulære 1994-07-04 nr. 129 om personskatteloven er der i afsnit 3.1.1.1. opstillet kriterier for, hvornår indtægt anses for at være erhvervet i et tjenesteforhold. Vi henviser til Den juridiske vejledning afsnit C.C.1.2.1 Selvstændig erhvervsvirksomhed, afgrænsning over for lønmodtagere. Ingen af de nævnte kriterier, der taler for enten tjenesteforhold eller for selvstændig erhvervsvirksomhed, er i sig selv afgørende. Kriterier for et tjenesteforhold Ved vurdering af, om der er tale om tjenesteforhold, kan der lægges vægt på, hvorvidt: a) hvervgiveren har en almindelig adgang til at fastsætte generelle eller konkrete instrukser for arbejdets udførelse, herunder tilsyn og kontrol, Det fremgår af begge modtagne kontrakter, at de er udarbejdet på baggrund af en rengøringsplan, som du har modtaget fra [virksomhed2] A/S. b) indkomstmodtageren udelukkende eller i overvejende grad har samme hvervgiver, For 2020 og 2021 har vi modtaget alle fakturaer. For 2020 fremgår 1 faktura oplyst som 2906 (Filnummer: [...35]) som vedrører [virksomhed3] på 15.064 kr. eksklusiv moms. For 2021 fremgår ligeledes 1 faktura oplyst som 2918 (Filnummer: [...62]) på 1.800 kr. eksklusiv moms, som vedrører vinduespudsning ved [adresse5]. De resterende indtægter for 2020 og 2021 vedrører [virksomhed2] A/S. For 2022 fremgår 12 posteringer, som alle anses for at vedrøre [virksomhed2] A/S. Ifølge det modtagne kørselsregnskab fremgår ligeledes ikke andre adresser end de adresser, som er tilknyttet [virksomhed2] A/S. c) der mellem hvervgiveren og indkomstmodtageren er indgået aftale om løbende arbejdsydelse, Vi har modtaget to kontrakter, som viser en løbende arbejdsydelse for 2020 på 19.733 kr. og 19.000 kr. hver måned ifølge kontrakten dateret den 15/12-2020. Kontrakterne reguleres årligt efter prisindekset. d) indkomstmodtageren har arbejdstid fastsat af hvervgiveren, Ifølge kontrakten dateret 15/12-2020 skal rengøring ske fem dage om ugen samt to timers månedlig rengøring på [adresse1] [by1]. Kantinedrift og intern service er 16 timer ugentligt og du skal yde service 12 timer årligt til møder. Der fremgår ligeledes, at du står for rengøring i 52 uger og i 45 uger sørger du for intern service og kantinedrift. Ifølge kontrakten dateret den 20/11-2022 fremgår følgende: [adresse3]. Rengøres to gange månedligt i tidsrummet 8-16. Opstart 2. januar 2023. [adresse6] rengøres tre gange ugentligt hver mandag, onsdag og fredag. Opstart 2. december 2022. [adresse1] rengøres to gange månedligt. Opstart 1. december 2022. e) indkomstmodtageren har ret til opsigelsesvarsel, Der er et gensidigt opsigelsesvarsel på 3 måneder, som skal ske skriftlig. Der er ifølge begge kontrakter en tidligst mulig opsigelsesperiode. For kontrakten dateret den 15/12-2020 kan den tidligst opsiges juni 2021. For kontrakten dateret den 20/11-2022 kan den tidligst opsiges marts 2024. f) vederlaget er beregnet, som det er almindeligt i tjenesteforhold (timeløn, ugeløn, månedsløn, provision, akkord m.v.), Du er månedsaflønnet med en fastsat pris på 19.733 kr. for intern service og kantine samt 19.000 kr. for rengøring. Nogle af dine ydelser er timeaflønnet. g) vederlaget udbetales periodisk, Ifølge modtaget kontrakt udbetaltes der 12 årlige ydelser, der faktureres den 15. i hver måned med forfald næstsidste hverdag i den pågældende måned. h) hvervgiveren afholder udgifterne i forbindelse med udførelsen af arbejdet, Du har den 5. marts 2024 oplyst, at udgifter forbundet med arbejde faktureres særskilt til [virksomhed2] A/S. i) vederlaget i overvejende grad er nettoindkomst for indkomstmodtageren, Det fakturerede er inklusiv forbrug af eventuelle rengøringsmidler, som viderefaktureres til [virksomhed2] A/S. j) indkomstmodtageren anses for lønmodtager ved praktisering af ferieloven, lov om arbejdsløshedsforsikring, funktionærloven, lov om arbejdsskadeforsikring og lov om arbejdsmiljø. Du kan være omfattet af funktionærloven. På baggrund af manglende oplysninger om, hvad intern service indebærer, kan vi ikke komme nærmere hvilket punkt, som du tilhører. Vi henviser til U.1983.769V, hvor skatteyder var ansat hos benzinforhandler og ekspederede kunder i den tilknyttede butik samt udførte rengøringsarbejde mv. Skatteyder blev anset for at være omfattet af funktionærloven. Se afgørelsen i bilag 2. Vi anser, at du har en fast tilknytning til [virksomhed2] i form af, at du har haft et indkomstforhold med virksomheden siden 1997 og at din indtægt primært stammer herfra. Dit kørselsregnskab viser ligeledes, at du primært har haft virksomheden som din arbejdsplads og at dit arbejdsforhold med virksomheden har været tilrettelagt på sådan en måde, at du kunne gengive dit kørselsregnskab for indkomstårene 2020, 2021 og 2022. De modtagne kontrakter indikerer ligeledes, at der er tale om en løbende arbejdsydelse baseret på en rengøringsplan, hvor der årligt reguleres efter prisindekset. Dine reelle udgifter anses for at være begrænsede, da [virksomhed2] dækker de afholdte udgifter. På baggrund af ovenstående anser vi, at dit indkomstforhold med [virksomhed2] er et lønmodtagerforhold. Dette viderebehandles i afsnit 1.3.2 ”Dit lønmodtagerforhold”. Se endvidere afsnit 1.3.3 vedrørende virksomhedsordningen. Øvrige hvervgivere Honorar Begrebet honorar omfatter vederlag for personligt arbejde, der udføres uden for tjenesteforhold, og som heller ikke stammer fra selvstændig erhvervsvirksomhed. Den lovgivningsmæssige anerkendelse af honorarmodtagerbegrebet kan blandt andet ses af arbejdsmarkedsbidragsloven § 2 stk. 1, nr. 2, hvorefter der skal betales arbejdsmarkedsbidrag af bruttovederlaget. Et vederlag skal først vurderes om det er optjent i eller udenfor et tjenesteforhold. Dette foretages efter en samlet vurdering af eksempelvis, hvorvidt arbejdsgiveren har instruksbeføjelse og om ydelsen er fastlagt på forhånd for en længere periode. Et kortvarigt engagement på få dage vil typisk ikke anses for at være et tjenesteforhold. Der henvises til den juridiske vejledning afsnit C.A.3.1.2 Honorar. På samme måde anses enkeltstående honorarer ikke som indtægter ved selvstændig erhvervsvirksomhed. Det er derfor vigtigt at afgrænse, hvorvidt et honorar er enkeltstående eller løbende, til vurdering om indtægten er løn eller ej. Et eksempel på vederlag, der anses som en honorarindtægt ikke erhvervet ved selvstændig erhvervsvirksomhed eller tjenesteforhold er freelancere. Vi henviser til den juridiske vejledning afsnit C.C.1.2.3 Selvstændig erhvervsvirksomhed, afgrænsning over for honorarmodtagere, der ikke er selvstændigt erhvervsdrivende. Af de modtagne fakturaer for 2020 og 2021 er der for hvert indkomstår en faktura, som ikke vedrører virksomheden [virksomhed2]. For 2020 fremgår en faktura som vedrører [virksomhed3] på 15.064 kr. eksklusiv moms. Vi anser, at indtægten er et honorar for en enkeltstående ydelse i 2020, hvoraf indtægten skal beskattes som honorarindkomst efter arbejdsmarkedsbidragslovens § 2 stk. 1 nr. 2 og statsskattelovens § 4 stk. 1. Den modtagne coronakompensation i indkomståret 2020 anses ligeledes for at skulle beskattes som et honorar, hvor der skal betales AM-bidrag af kompensationsbeløbet. Vi henviser til Skattestyrelsens hjemmeside under emnet skat af kompensationsordninger. Det betyder, at din oplyste honorarindkomst skal forhøjes med indtægten på de 15.064 kr. og coronakompensationen på 69.000 kr. på i alt 84.064 kr. efter arbejdsmarkedsbidragslovens § 2 stk. 1 nr. 2 og statsskattelovens § 4 stk. 1. Modsætningsvis nedsættes dit skattemæssige resultat før renter med de 84.064 kr. for 2020. For 2021 fremgår ligeledes en faktura på 1.800 kr. eksklusiv moms, som vedrører vinduespudsning ved [adresse5]. På samme måde som indtægten fra [virksomhed3] anses denne indtægt for at være en honorarindkomst og din honorarindtægt forhøjes med 1.800 kr. for 2021 efter arbejdsmarkedsbidragsloven § 2 stk. 1 nr. 2 og statsskattelovens § 4 stk. 1. Modsætningsvis nedsættes dit skattemæssige resultat før renter med de 1.800 kr. for 2021. For 2022 fremgår 12 posteringer, som alle anses for at vedrøre [virksomhed2] A/S. 1.3.2. Dit lønmodtagerforhold Indtægter Indtægten vedrørende [virksomhed2] kan derfor ikke være i virksomhedsordningen efter virksomhedsskattelovens § 1 stk. 1 og skal i stedet beskattes som A-indkomst efter kildeskattelovens § 43 stk. 1. Din indtægt vedrørende [virksomhed2] anses for at udgøre: 512.948 kr. for 2020 eksklusiv honorarindtægten på 15.064 kr., hvilket giver en A-indkomst på 497.884 kr. 596.060 kr. for 2021 eksklusiv honorarindtægten på 1.800 kr., hvilket giver en A-indkomst på 594.260 for 2021. 567.593 kr. for 2022, hvilket giver en A-indkomst på 567.593 kr. for 2022. Dette viderebehandles i afsnittet ”Opsummering” Udgifter Lønmodtagere kan fradrage deres udgifter, i forbindelse med det indtægtsgivende arbejde i den skattepligtige indkomst efter statsskattelovens § 6 stk. 1, litra a og efter ligningslovens § 9 stk. 1. Der gælder en bundgrænse for lønmodtagerfradrag, der reguleres efter personskattelovens § 20 stk. 1. Bundgrænsen omfatter blandt andet ikke befordring efter ligningslovens § 9 stk. 2. 2020 2021 2022 Bundgrænse 6.300 kr. 6.500 kr. 6.600 kr. Vi henviser til den juridiske vejledning afsnit C.A.4.3.1.1 Om fradrag for lønmodtagere. Det er derfor et krav, at udgiften har været afholdt nødvendigt for at erhverve sikre eller vedlige- holde din indkomst og skal ikke være private udgifter. Lønmodtagerfradrag – godkendte fradrag I ligningsloven er bestemmelserne om de generelle ligningsmæssige fradrag, som kan foretages af alle eller af en større gruppe af lønmodtagere. De generelle fradrag for lønmodtagere omfatter bl.a. udgifter til rejse, dobbelt husførelse, arbejdstøj med mere. Vi henviser til den juridiske vejledning afsnit C.A.2.2.3 Fradrag i den skattepligtige indkomst (ligningsmæssige fradrag) Vareforbrug Vi anser, at de udgifter, som er bogført under vareforbrug, har været udlæg efter regning. Der er tale om udlæg efter regning, når en arbejdsgiver refunderer de udgifter, som en lønmodtager har betalt mod dokumentation i form af eksterne udgiftsbilag. Disse udgiftsbilag indgår herefter i arbejdsgiverens regnskabsmateriale. Vi godkender et ligningsmæssigt fradrag for dine udgifter vedrørende vareforbrug efter ligningslovens § 9 stk. 1, da vi anser, at udgifterne er blevet dækket af din hvervgiver. Se den juridiske vejledning afsnit C.A.3.1.5 Udlæg efter regning. Da dine udgifter har været bogført uden moms, medregnes momsen således: 2020 2021 2022 Vareforbrug 11.482 kr. 5.680 kr. 20.378 kr. Moms 25 % 2.871 kr. 1.420 kr. 5.095 kr. Godkendt ligningsmæssigt fradrag i alt. 14.353 kr. 7.100 kr. 25.473 kr. Personaleomkostninger Lønudgifter efter ligningslovens § 8 N stk. 1 giver mulighed for at fradrage erhvervsmæssige lønudgifter til personer i ansættelsesforhold uanset om udgiften reelt er anvendt til at erhverve, sikre eller vedligeholde indtægten. Det samme gælder udgifter, der er afholdt over for eksempelvis pengeinstitutter og samarbejdspartnere. Vi henviser til den juridiske vejledning afsnit C.C.2.2.2.1.2 Fradrag for erhvervsmæssige lønudgifter efter ligningslovens § 8 N stk. 1. Skatterådet har i en konkret sag fastslået, at spørger måtte anses for at være lønmodtager, og fradrag for agenthonorar kunne derfor kun fratrækkes som et ligningsmæssigt fradrag. Se SKM2007.578.SR. Vi anser, at dine oplyste lønudgifter samt de tilhørende udgifter er omfattet af ligningslovens § 8 N stk. 1. Da der ikke skal betales moms af den indberettet løn, skal udgifterne opdeles således: 2020 2021 2022 Lønninger 45.826 kr. 7.397 kr. 2.363 kr. ATP 189 kr. - kr. - kr. Offentlige bidrag - kr. 1.372 kr. 1.350 kr. Personaleudgifter 2.249 kr. 2.127 kr. 4.081 kr. Fradrag løn 48.264 kr. 10.896 kr. 7.794 kr. Arbejdstøj 1.398 kr. 0 kr. 598 kr. Moms 350 kr. 0 kr. 150 kr. Fradrag med moms 1.748 kr. 0 kr. 748 kr. Godkendt i alt (Personale) 50.012 kr. 10.896 kr. 8.542 kr. (…) Du godkendes et ligningsmæssigt fradrag efter ligningslovens § 8 N stk. 1 og § 9 stk. 1 på 50.012 kr. for 2020, 10.896 kr. for 2021 og 8.542 kr. for 2022. (…) Befordring Fradrag for befordringsudgifter kan ske efter ligningslovens § 9 C stk. 1 og omfatter, hvad enten du er lønmodtager, driver selvstændig erhvervsvirksomhed eller er honorarmodtager. Da du anses for at være i et lønmodtagerforhold med [virksomhed2] A/S, kan du efter ligningslovens § 9 C stk. 1 ved opgørelsen af din skattepligtige indkomst foretage ligningsmæssigt fradrag for befordringen mellem sædvanlig bopæl og arbejdspladsen. Fradraget beregnes på grundlag af den normale transportvej ved bilkørsel med en kilometersats, der fastsættes af Skatterådet. Satsen fastsættes på grundlag af udgiften til befordring med bil. På baggrund af dit kørselsregnskab udgør størstedelen kørsler til dit lønmodtagerforhold for 2020, 2021 og 2022 og du kan derfor få fradrag for din befordring som et ligningsmæssigt fradrag efter ligningslovens § 9 C stk. 1. For 2020 og 2021 har du modtaget honorarindtægter, hvoraf du ligeledes kan få befordring efter ligningslovens § 9 C stk. 1. For 2021 har du kørsel til [adresse5] den 26. februar 2021, hvor du har modtaget et honorar for vinduespudsning. For 2020 er din kørsel fra [adresse7], [by2] til [adresse8], [by3] den 10. april 2020 og 13. april 2020 ikke angivet med kørte kilometer, hvoraf vi har taget udgangs punkt i Google Maps’ oplyste km, som udgør 38,3 km den ene vej og udgør i alt 76,60 km tur/retur. I dit kørselsregnskab har du for 1. april 2020 – 16. april 2020 registreret kørsel til [adresse2]. Af de modtagne fakturaer vedrørende 2020 kan vi ikke bekræfte, at du har haft kørsel i forbindelse med indtægtsgivende arbejde for de dage. Du godkendes derfor ikke fradrag for befordring for disse dage. Vi henviser til bilag 1. Der er ikke fradrag for de første 24 km af transporten ifølge ligningslovens § 9 C, stk. 2. Hvis ud- og hjemrejse ikke foretages samme dag, foretages der kun ét bundfradrag for de 12 km i den samlede kørsel - bopæl - arbejdsplads tur/retur. Følgende satser er gældende: 2020* 2021** 2022*** 0-24 km, inklusive Intet fradrag Intet fradrag Intet fradrag 25-120 km, inklusive ►1,96◄ kr. pr. km. ►1,90◄ kr. pr. km. ►2,16◄ kr. pr. km. Over 120 km ►0,98 ◄kr. pr. km. ►0,95◄ kr. pr. km. ►1,08◄ kr. pr. km. *Se bekendtgørelse nr. 1166 af 19. november 2019. **Se bekendtgørelse nr. 1720 af 17. november 2020. ***Se bekendtgørelse nr. 534 af 26. april 2022. Da befordringsudgifter ikke er omfattet af bundgrænsen efter ligningslovens § 9 stk. 1 1. pkt. god- kendes du fradrag for følgende befordringsudgifter efter ligningslovens § 9 C stk. 1: Se bilag 1 2020 2021 2022 Befordring (Løn) 11.508 kr. 13.227 kr. 13.687 kr. Befordring (honorar) 206 kr. 40 kr. - kr. Opsummering af øvrige udgifter Ifølge ovenstående godkendes du følgende ligningsmæssige fradrag for dine øvrige lønmodtagerudgifter: Omfattet af bundgrænse 2020 2021 2022 Vareforbrug 14.353 kr. 7.100 kr. 25.473 kr. Personale 50.012 kr. 10.896 kr. 8.542 kr. SUM 64.365 kr. 17.996 kr. 34.015 kr. Bundgrænse - 6.300 kr. - 6.500 kr. - 6.600 kr. Godkendt fradrag 58.065 kr. 11.496 kr. 27.415 kr. Ikke omfattet af bundgrænse (afrundet) Befordring 11.508 kr. 13.227 kr. 13.687 kr. Kørsel vedrørende honorar 206 kr. 40 kr. - kr. Ifølge ovenstående afsnit: Godkendes du et ligningsmæssigt fradrag på 11.508 kr. og 58.065 kr. på i alt 69.573 kr. for 2020. Godkendes du et ligningsmæssigt fradrag på 13.227 kr. og 11.496 kr. på i alt 24.723 kr. for 2021. Godkendes du et ligningsmæssigt fradrag på 13.687 kr. og 27.415 kr. på i alt 41.102 kr. for 2022. Du godkendes fradrag i dine honorarindtægter på 206 kr. for 2020 og 40 kr. for 2021. Ikke godkendte udgifter På baggrund af ovenstående afsnit godkender vi ligningsmæssigt fradrag for dine afholdte personaleudgifter, befordring samt dit vareforbrug. Modsætningsvis anser vi ikke, at dine andre oplyste driftsudgifter i dine regnskaber er nødvendige til at erhverve, sikre eller vedligeholde indtægten efter statsskattelovens § 6 stk. 1 litra a. Vi anser, at der ikke er den fornødne sammenhæng mellem de resterende udgifter i dit regnskab og opretholdelse af din lønindtægt. Der er for lønmodtagere strengere betingelser for, hvornår der er mulighed for fradrag. Vi har følgende bemærkninger vedrørende fradragsret: Salgsomkostninger: En lønmodtager får typisk ikke fradrag for repræsentationsudgifter. En løn- modtager kan imidlertid på grund af sin aflønningsform, for eksempel provision af omsætningen, have en selvstændig økonomisk interesse i at afholde repræsentationsudgifter. Se den juridiske vejledning afsnit C.A.4.3.1.5 Repræsentationsudgifter. Vi anser ikke, at der i dit arbejde har været behov for at afholde salgsomkostninger, eftersom du er sikret en månedlig indtægt fra [virksomhed2]. Administrationsudgifter & driftsomkostning: Lønmodtagere har kun i ganske særlige tilfælde fradrag for udgifter til et arbejdsværelse, kontorhold, inventar med mere i sit private hjem. Dette skyldes, at udgifter, som kan henføres til privat anvendelse som alt overvejende hovedregel bliver anset for private udgifter, som ikke er nødvendige for at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten efter statsskattelovens § 6 stk. 1 litra a. Se SKM2003.488.HR, hvor Højesteret udtalte, at et kontor indrettet i en privat bolig normalt også er anvendeligt til private formål. Vi henviser til den juridiske vejledning afsnit C.A.4.3.1.6 Fradrag for udgifter til arbejdsværelse, kontorhold, telefon og computer. Da du ikke har haft et kontor, anses eventuelle løsgenstande at være opbevaret i dit private hjem, hvis ikke disse er placeret hos din hvervgiver. Vi anser, at dine administrationsudgifter og nyanskaffelser som udgangspunkt må være private, da vi ikke kan bekræfte en direkte tilknytning til at erhverve sikre og vedligeholde indtægten efter statsskatteloven. Vi anser eksempelvis, at dine oplyste udgifter vedrørende driftsmiddelomkostninger i 2020 kan henføres til anlægsaktivet, som vi anser, må være placeret i dit eget hjem, hvoraf vi ikke godkender fradrag på de 5.127 kr. for 2020. Telefon & PC På samme måde anses en lønmodtagers udgift til telefon og PC normalt som en privat udgift, som kun ganske undtagelsesvis er nødvendig for at erhverve, sikre og vedligeholde indtægten. Dette gælder også, selvom arbejdsgiveren stiller krav om at lønmodtageren har telefon, for eksempel for at kunne tilkalde den ansatte til vagttjeneste og lignende. Abonnementsudgiften bliver i forlængelse heraf ligeledes anset for en privat udgift. Baggrunden er, at det er normalt, at man har en telefon i hjemmet. Vi anser ligeledes, at dine oplyste telefon og PC-udgifter er private og vi godkender derfor ikke fradrag for disse udgifter. Modsætningsvis skal din beskatning af fri telefon tilbageføres. Udgifter til revisor: Udgifter til regnskab og selvangivelse kan trækkes fra efter statsskattelovens § 6 stk. 1 litra a, i det omfang udgifterne knytter sig til indkomsterhvervelsen. Det er derfor en betingelse, at bistanden vedrører erhvervelse af skattepligtige indtægter eller afholdelse af fradragsberettiget udgifter. Vi henviser til den juridiske vejledning afsnit C.C.2.2.2.15 Udgifter til advokat- og revisorbistand m.m. Da du anses for at være lønmodtager, godkender vi ikke dine udgifter til revisor eller rådgiver. Ikke fradragsberettiget udgifter 2020 2021 2022 Driftsmiddelomkostning 5.127 kr. - kr. - kr. Salgsomkostninger - kr. - kr. 259 kr. Administrationsudgifter 49.566 kr. 26.988 kr. 14.890 kr. + fri telefon + 2.900 kr. + 3.000 kr. +3.000 kr. Nyanskaffelser/vedligeholdelse - kr. 6.807 kr. 4.781 kr. Renter, kreditorer 3 kr. - kr. - kr. SUM 57.596 kr. 36.795 kr. 22.930 kr. Opsummering Dit skattemæssige resultat før renter nedsættes med 466.111 kr. for 2020, 545.685 kr. for 2021 og 518.893 kr. for 2022. Opdeling af dine samlede indtægter opgøres således: Samlet omsætning på 512.948 kr. for 2020 eksklusiv honorarindtægten på 15.064 kr., hvilket giver en A-indkomst på 497.884 kr. Samlet omsætning på 596.060 kr. for 2021 eksklusiv honorarindtægten på 1.800 kr., hvilket giver en A-indkomst på 594.260 for 2021. Samlet omsætning på 567.593 kr. for 2022, hvilket giver en A-indkomst på 567.593 kr. for 2022. Din honorarindtægt forhøjes med 15.064 kr. og 69.000 kr. på i alt 84.064 kr. for 2020, hvoraf din indtægt skal nedsættes med godkendt befordringsudgift på 206 kr. for 2020. Det betyder, at din honorarindtægt for 2020 udgør 83.858 kr. Din honorarindtægt forhøjes med 1.800 kr. for 2021 og skal nedsættes med godkendt befordringsudgift på 40 kr. for 2021. Det betyder, at din honorarindtægt for 2021 udgør 1.760 kr. Du godkendes ikke fradrag for dine renteudgifter efter statsskattelovens § 6 stk. 1 litra e vedrørende dine kreditorer for indkomståret 2020, da du ikke anses for at drive selvstændig erhvervsvirksomhed. Dit ligningsmæssigt fradrag forhøjes med 11.508 kr. og 58.065 kr. på i alt 69.573 kr. for 2020. Dit ligningsmæssigt fradrag forhøjes med 13.227 kr. og 11.496 kr. på i alt 24.723 kr. for 2021. Dit ligningsmæssigt fradrag forhøjes med 13.687 kr. og 27.415 kr. på i alt 41.102 kr. for 2022. 1.3.3. Virksomhedsordningen Ifølge ovenstående afsnit anses du ikke for at opfylde betingelsen om at drive selvstændig erhvervsvirksomhed efter virksomhedsskattelovens § 1 stk. 1. Det betyder, at du for 2020, 2021 og 2022 ikke kan anvende virksomhedsordningen og at din konto for opsparet overskud skal beskattes tidligst mulige indkomstår efter virksomhedsskattelovens § 15 b stk. 1. Du har dog ikke indestående på din konto for opsparet overskud primo 2020. Din indkomst til virksomhedsbeskatning for 2020 nedsættes med 28.337 kr., hvilket betyder, at din personlige indkomst forhøjes med 28.337 kr. for 2020. På samme måde skal din indkomst til virksomhedsbeskatning for 2021 nedsættes med 74.312 kr., hvoraf din personlige indkomst forhøjes med 74.312 kr. for 2021. Din hævning af din konto for opsparet overskud på 45.588 kr. i 2022 skal nedsættes, således din personlige indkomst nedsættes med 45.588 kr. for 2022. Din rentekorrektion på 6.215 kr. for 2020 og for 2021 samt rentekorrektionen på 6.028 kr. for 2022 tilbageføres ligeledes, så din personlige indkomst nedsættes med 6.215 kr. for 2020 og 2021 og med 6.028 kr. for 2022. Din kapitalindkomst forhøjes modsætningsvis med 6.215 kr. for 2020 og 2021, hvoraf din kapitalindkomst for 2022 forhøjes med 6.028 kr. Da du ikke kan anvende virksomhedsordningen for 2020, 2021 og 2022, kan dine renteudgifter fra din bank ikke fradrages i din personlige indkomst. Dine oplyste renteudgifter for 2020, 2021 og 2022 skal i stedet flyttes til din kapitalindkomst efter personskattelovens § 4 stk. 1 nr. 1. (…)” Udtalelse fra Skattestyrelsen I forbindelse med Skatteankestyrelsens klagesagsbehandling har Skattestyrelsen den 12. august 2024 udtalt følgende: ”(…) Vi havde den 27. februar 2024 modtaget ønske om genoptagelse vedrørende indkomstårene 2020, 2021 og 2022, da vi i første afgørelse havde nægtet fradrag for kørselsudgifter grundet manglende kørselsregnskab. I forbindelse med anmodningen havde skatteyder indsendt et kørselsregnskab for 2020, 2021 og 2022. På baggrund af det modtagne regnskab var der indikationer på lønmodtagerforhold med selskabet [virksomhed2], eftersom langt størstedelen af kørslerne omfattede adresser tilhørende selskabet. Vi genoptog dermed sagen med henblik på at behandle de nye oplysninger og foretage konsekvensændringer. Til den modtagne klage fra skatteyder har vi følgende bemærkninger: Det fremgår af Den juridiske vejledning afsnit A.B.4.1.1.1.1 Indeholdelsespligt, at ved enhver udbetaling af A-indkomst skal den for hvis regning udbetalingen foretages indeholde A-skat i det udbetalte beløb efter Kildeskattelovens § 46 stk. 1 og ligeledes skal der indeholdes A-bidrag efter kildeskattelovens § 49 B stk. 1 og § 49 C stk. 1 samt arbejdsmarkedsbidragslovens § 7. Vi mener derfor ikke, at Skattestyrelsen skal korrigere betalte B-skatter, feriepenge eller sygedagpenge. Det er hvervgiverens forpligtelser at oplyse størrelse på udbetaling, indbetalt pension, feriegodtgørelser og opsparing til søgnehelligdagsbetaling, størrelse af A-skatten og AM-bidraget efter skatteindberetningslovens § 2. Vi mener, at der er blevet betalt korrekte skat, da B-skatten er en måde at betale en aconto-skat på. Vi anser deraf, at der overordnet set er betalt den korrekte skat, hvad enten den var opkrævet som A-skat eller B-skat. I forhold til sygedagpenge er det som hovedregel kommunen, der skal udbetale sygedagpenge. Som undtagelse gælder dog, at det er arbejdsgiveren, der skal udbetale sygedagpenge til sine ansatte i de første 30 dage af hver sygdomsperiode (arbejdsgiverperioden), forudsat sygedagpengelovens betingelser i øvrigt er opfyldt. Se sygedagpengeloven § 6. I forbindelse med sondringen af, hvorvidt en skatteyder er lønmodtager eller selvstændig erhvervsvirksomhed, findes følgende afgørelser: SKM2009.476.HR (…) SKM2018.161.BR (…)” Klagerens opfattelse Klageren har nedlagt påstand om, at hun skal anses som selvstændigt erhvervsdrivende og ikke som lønmodtager. Til støtte for påstanden er anført følgende: ”(…) Indsigelse mod fremsendte forslag/oplæg til ansættelsesforhold, der under ingen omstændigheder kan accepteres, ej heller for 2023 og 2024. Medmindre Skat får en aftale på plads med [virksomhed2], om at et sådant ansættelsesforhold kan gøres gældende for de pågældende år incl. feriepenge, s&h betalinger samt sygedagpenge incl. årene 2023 og 2024. Derudover tilbagebetales alle beløb vedr. moms og b-skat, incl.renter og gebyrer samt alle øvrige omkostninger som er opkrævet ifm. disse til [virksomhed1] (evt. på en spærret konto) for de pågældende år incl. 2023 og 2024. Ligeledes frafaldes alle opkrævninger incl. evt. udestående pr.dags dato samt alle påløbende omkostninger ved Skat og alt hvad der er overført til Gældsstyrelsen fra disse nævnte perioder for så vidt angår alle moms og b-skat opkrævninger. Jeg har aldrig før hørt om lignende situationer hvor et sådant krav om ansættelses lignende arbejde kan fremsættes med tilbagevirkende kraft? Hvilket min revisor heller ikke har. Som nævnt tidligere lukker [virksomhed1] pr.31/07 2024. Der findes ingen aktiver i [virksomhed1]. (…)” Klagerens yderligere bemærkninger til sagen Klageren har den 24. september 2024 fremsat følgende bemærkninger til sagen: ”(…) Fremsender hermed oplysninger til sagen, vedr. ansatte/fremmedarbejde i den pågældende perioder. I 2020 har jeg [S.S.] og [B.C.] på lønningsliste 1/4-2020( den måned!) I 2021 har jeg [T.C.] på lønningsliste 30/8, 30/9, 5/11. I 2022 bruger jeg hele året extern firmaet [T.]( [T.C] og [B.C.]) som er blevet selvstændige. Og extern firmaet [virksomhed5]. Samt 2 på lønningsliste [M.] og [J.W]. Som vi talte om har min kunde [virksomhed2] været den “største”kunde, og i de aktuelle år er der kun skrevet regning til andre den 8/3-21 og 14/4-20! Men aktiviteten af forskellige personer har udelukkende været på [virksomhed2]. Håber at i vil tage disse oplysninger i betragtning i forbindelse med sagen. Spekulere over hvordan et lønmodtager forhold gennem 3 år, sådan som i ser det. Nogen sinde kan gøres op! (…)” Landsskatterettens afgørelse Sagen drejer sig om, hvorvidt det arbejde, som klageren har udført i indkomstårene 2020, 2021 og 2022, er personligt arbejde i tjenesteforhold eller arbejde som selvstændigt erhvervsdrivende, og Skattestyrelsen således har været berettiget til at anse klageren som lønmodtager og ændre klagerens skatteansættelse som konsekvens heraf. Retsgrundlaget Al indkomst er som udgangspunkt skattepligtig. Det fremgår af statsskattelovens § 4. Af statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a fremgår, at der ved beregning af den skattepligtige indkomst kan fradrages driftsomkostninger, dvs. de udgifter, som i årets løb er anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten. For lønmodtagere fradrages driftsomkostninger i den skattepligtige indkomst i det omfang de samlede fradragsberettigede udgifter overstiger et grundbeløb på 5.500 kr. (2010-niveau), jf. ligningslovens § 9, stk. 1. Grundbeløbet reguleres efter personskattelovens § 20. For fysiske personers vedkommende beskattes renteindtægter og renteudgifter som udgangspunkt som kapitalindkomst, jf. personskattelovens § 4, stk. 1, nr. 1. Lønmodtagere og erhvervsvirksomheder Kriterierne for afgrænsningen mellem tjenesteforhold og selvstændig erhvervsdrivende fremgår af cirkulære nr. 129 af 4. juli 1994 til personskatteloven pkt. B.3.1.1., jf. Højesterets dom af 9. maj 1996, gengivet i UfR 1996.1027 H. Ifølge cirkulæret anses som lønmodtager den, der modtager vederlag for personligt arbejde i et tjenesteforhold efter hvervgiverens anvisninger og for dennes regning og risiko, mens selvstændig erhvervsvirksomhed er kendetegnet ved, at der for egen regning og risiko udøves en virksomhed af økonomisk karakter med det formål at opnå et overskud. Følgende fremgår af cirkulærets punkt B.3.1.1.1. og B.3.1.1.2.: ”3.1.1.1. Tjenesteforhold - kriterier Ved vurdering af, om der er tale om tjenesteforhold, kan der lægges vægt på, hvorvidt hvervgiveren har en almindelig adgang til at fastsætte generelle eller konkrete instrukser for arbejdets udførelse, herunder tilsyn og kontrol, indkomstmodtageren udelukkende eller i overvejende grad har samme hvervgiver, der mellem hvervgiveren og indkomstmodtageren er indgået aftale om løbende arbejdsydelse, indkomstmodtageren har arbejdstid fastsat af hvervgiveren, indkomstmodtageren har ret til opsigelsesvarsel, vederlaget er beregnet, som det er almindeligt i tjenesteforhold (timeløn, ugeløn, månedsløn, provision, akkord m.v.), vederlaget udbetales periodisk, hvervgiveren afholder udgifterne i forbindelse med udførelsen af arbejdet, vederlaget i overvejende grad er nettoindkomst for indkomstmodtageren, indkomstmodtageren anses for lønmodtager ved praktisering af ferieloven, lov om arbejdsløshedsforsikring, funktionærloven, lov om arbejdsskadeforsikring og lov om arbejdsmiljø. 3.1.1.2. Selvstændig erhvervsvirksomhed - kriterier Ved vurderingen af, hvorvidt der er tale om selvstændig erhvervsvirksomhed, kan der lægges vægt på, hvorvidt indkomstmodtageren tilrettelægger, leder, fordeler og fører tilsyn med arbejdet uden anden instruktion fra hvervgiveren end den, der eventuelt følger af den afgivne ordre, hvervgiverens forpligtelse over for indkomstmodtageren er begrænset til det enkelte ordreforhold, indkomstmodtageren ikke på grund af ordren er begrænset i sin adgang til samtidig at udføre arbejde for andre, indkomstmodtageren er økonomisk ansvarlig over for hvervgiveren for arbejdets udførelse eller i øvrigt påtager sig en selvstændig økonomisk risiko, indkomstmodtageren har ansat personale og er frit stillet med hensyn til antagelse af medhjælp, vederlaget erlægges efter regning, og betaling først ydes fuldt ud, når arbejdet er udført som aftalt og eventuelle mangler afhjulpet, indkomsten oppebæres fra en ubestemt kreds af hvervgivere, indkomsten afhænger af et eventuelt overskud, indkomstmodtageren ejer de anvendte redskaber, maskiner og værktøj eller lign., indkomstmodtageren helt eller delvis leverer de materialer, der medgår til arbejdets udførelse, indkomstmodtageren har etableret sig i egne lokaler, f.eks. forretning, værksted, kontor, klinik, tegnestue m.v., og arbejdet helt eller delvis udøves herfra, indkomstmodtagerens erhvervsudøvelse kræver særskilt autorisation, bevilling o.l. og indkomstmodtageren er i besiddelse af en sådan tilladelse, indkomstmodtageren ved annoncering, skiltning eller lignende tilkendegiver, at han/hun er fagkyndig og påtager sig at udføre arbejde af en nærmere bestemt art, indkomstmodtageren i henhold til lov om merværdiafgift er momsregistreret, og ydelsen er faktureret med tillæg af moms, ansvaret for en eventuel ulykke under arbejdets udførelse påhviler indkomstmodtageren.” I tvivlstilfælde må afgrænsningen ifølge cirkulæret ske på grundlag af en samlet bedømmelse af det enkelte forhold mellem hvervgiveren og hvervtager. I SKM2022.17.BR fandt Byretten, at H1 A/S reelt havde båret den økonomiske risiko ved arbejdet. Videre fandt retten, at uanset at de polske el-arbejdere ikke havde ret til ferie og opsigelsesvarsel, at de selv tilrettelagde deres arbejdstid og i et vist omfang havde udført arbejde for andre, skulle de anses for lønmodtagere. Honorarmodtagere For indkomstmodtagere, der ikke er i et egentligt tjenesteforhold til hvervgiveren, men omvendt heller ikke er at betragte som selvstændig erhvervsdrivende, anvendes betegnelsen honorarmodtagere. Honorarindtægter omfatter bl.a. vederlag for personligt arbejde, der udføres uden for tjenesteforhold, og som ikke stammer fra selvstændig erhvervsvirksomhed, da der ikke foreligger fornøden intensitet eller systematisk indtægtserhvervelse for øje, jævnfør Landsskatterettens afgørelse af den 24. februar 1999, gengivet i TfS 1999,391 LSR, og Den juridiske vejledning 2020-1, afsnit C.A.3.1.2. I tvivlstilfælde må afgrænsningen ske på grundlag af en samlet bedømmelse af det enkelte forhold mellem hvervgiver og hvervtager. Vurderingen af klagerens arbejdsforhold med hvervgiverne kan ikke alene ske på baggrund af indberetning som henholdsvis A- og B-indkomst, da der skal ske en konkret bedømmelse med udgangspunkt i kriterierne i cirkulære nr. 129 af den 4. juli 1994, hvorunder indberetning som A- eller B-indkomst alene er et delelement. Befordringsfradrag Fradrag for befordring mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads beregnes med udgangspunkt i den normale transportvej ved bilkørsel efter en kilometertakst, der fastsættes af Skatterådet. Fradrag sker kun for den del af befordringen pr. arbejdsdag, der overstiger 24 km. Det fremgår af ligningslovens § 9 C, stk. 1 og 2. Virksomhedsordningen Skattepligtige personer, der driver selvstændig erhvervsvirksomhed, kan anvende virksomhedsordningen, jf. virksomhedsskattelovens § 1. Genoptagelsesadgang Det følger af skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, at Skattestyrelsen ikke kan afsende varsel om foretagelse eller ændring af en ansættelse af indkomst- eller ejendomsværdiskat senere end den 1. maj i det fjerde år efter indkomstårets udløb. Ansættelsen skal foretages senest den 1. august i det fjerde år efter indkomstårets udløb. Landsskatterettens begrundelse og resultat Retlig kvalifikation – Lønmodtager kontra selvstændig erhvervsdrivende På grundlag af en samlet bedømmelse finder Landsskatteretten, at klageren må anses for at være lønmodtager i forhold til sin beskæftigelse ved [virksomhed2] A/S i de påklagede indkomstår. Retten har lagt vægt på, at klageren i de påklagede år i overvejende grad har arbejdet for samme hvervgiver, hovedsageligt har udført servicearbejde og har været underlagt en udleveret rengøringsplan, ligesom kørselsregnskabet viser, at der systematisk er kørsel til samme adresser i de påklagede indkomstår. Videre er der lagt vægt på, at der i kontrakterne med [virksomhed2] A/S er fastsat antal arbejdsdage om ugen og arbejdsuger om året, herunder at frihed i tre uger i perioden fra uge 27 til uge 31 skal aftales med [virksomhed2] A/S senest en måned før afholdelse. Der aftales fast månedsafregning, der ifølge kontrakt og fakturaer er sket den 15. i måneden med forfald sidste hverdag i den pågældende måned. Udbetalingen foretages månedsvis bagud. Der er desuden en aftale om betaling for ekstra service pr. time og kørselsgodtgørelse. Endeligt fremgår det af kontrakterne, at begge parter har et opsigelsesvarsel på tre måneder. Det fremgår af kontrakterne, at [virksomhed2] A/S dækker udgifter i forbindelse med udførelsen af arbejdet, hvilket klageren i øvrigt har faktureret hos [virksomhed2] A/S. Klageren anses således ikke for at have økonomisk risiko i forbindelse med opgavevaretagelsen. Endvidere fremgår det ikke af kontrakterne, at klageren er ansvarlig overfor [virksomhed2] A/S for de skader denne eventuelt måtte forvolde i forbindelse med sit arbejde for [virksomhed2] A/S. At klageren, som anført i indlæg af 24. september 2024, har haft andre til at udføre en del af arbejdet ændrer ikke rettens samlede bedømmelse anført ovenfor. Det kan heller ikke føre til et andet resultat, at der ikke udbetales feriepenge, søn/helligdage-betalinger samt sygedagpenge, eller at klageren i et vist omfang har udført arbejde for andre. Retten henviser til SKM2022.17.BR. Landsskatteretten stadfæster Skattestyrelsens afgørelse vedrørende dette punkt. Anvendelse af virksomhedsordningen: Da klageren ikke anses for at drive erhvervsmæssig virksomhed i de påklagede indkomstår, kan virksomhedsordningen ikke anvendes for de påklagede indkomstår. Landsskatteretten stadfæster Skattestyrelsens afgørelse vedrørende dette punkt og konsekvenserne hertil. Skatteansættelsen Retten lægger til grund, at den i kontospecifikationerne angivne omsætning, svarer til de modtagne indkomster fra hvervgiveren for de påklagede år. Som en yderligere konsekvens af, at klageren anses for lønmodtager i forhold til indtægten fra [virksomhed2] A/S, overføres selvangivne renteindtægter og renteudgifter i virksomheden til kapitalindkomsten, jævnfør personskatteloven § 4. Landsskatteretten anser de øvrige indtægter for indkomståret 2020 på 15.064 kr. ekskl. moms og den oplyste corona-kompensation på 69.000 kr. samt 1.800 kr. ekskl. moms for indkomståret 2021, som honorarindtægter. På baggrund af ovenstående stadfæster Landsskatteretten Skattestyrelsens afgørelse vedrørende dette punkt. Genoptagelsesadgang Fristen for ordinær ansættelse af indkomståret 2020 udløb den 1. maj 2024. Fristen for indkomstårene 2021 og 2022 udløber henholdsvis den 1. maj 2025 og 1 maj 2026. Skattestyrelsen har udsendt forslag til afgørelse den 29. april 2024 og traf afgørelse den 5. juni 2024. Skattestyrelsen har således overholdt fristerne og været berettiget til at genoptage ansættelserne og foretage ændringerne af klagerens skatteansættelse for indkomstårene 2020, 2021 og 2022. Landsskatteretten stadfæster herefter Skattestyrelsens afgørelse.