Spring til indhold
skattewiki.dk

← Alle afgørelser

Journalnr. 24-0062869

Fradrag nægtet for fiktive underleverandørfakturaer i transportvirksomhed

Myndigheden fik medholdStor sag (> 1 mio. kr.)
Instans
Landsskatteretten
Dokumenttype
Landsskatterettens afgørelse
Offentliggjort
21. oktober 2025
Kilde
Åbn original i afgørelsesdatabasen ↗

Resumé

Sagen angik, om en enkeltmandsvirksomhed inden for vejgodstransport kunne fradrage udgifter til 13 fakturaer fra tre underleverandører for indkomstårene 2021 og 2022 på i alt 1.359.622 kr. ekskl. moms. Skattestyrelsen nægtede fradrag, da fakturaerne var sparsomt specificerede, betalinger delvis var sket til andre konti end udstedernes, en af underleverandørernes ejer havde tilstået at drive fakturafabrik, og der ikke forelå samarbejdsaftaler, timesedler eller anden dokumentation. Klageren påstod nedsættelse af skatteansættelsen med det fulde beløb, subsidiært et mindre beløb, og gjorde gældende, at det lå uden for undersøgelsespligten at kontrollere kontonumre og fakturasekvenser. Landsskatteretten fandt, at der forelå så usædvanlige omstændigheder, at klageren havde en skærpet bevisbyrde, som ikke var løftet, idet elektronisk betaling ikke i sig selv dokumenterer levering. Skattestyrelsens afgørelse blev stadfæstet.

Titel, resumé og vurderinger er AI-genererede og kan indeholde fejl.

Lovhenvisninger

Henviser til

  • SKM2004.162.HR
  • SKM2009.325.ØLR
  • SKM2019.231.HR
  • SKM2019.332.ØLR
  • SKM2020.484.BR
  • SKM2023.213.ØLR
  • TfS 2000.901

Fuldtekst

Journalnr. 24-0062869 Klagepunkt Skattestyrelsens afgørelse Klagerens opfattelse Landsskatterettens afgørelse Indkomståret 2021 Resultat af virksomhed 532.267 kr. -41.504 kr. Stadfæstelse Indkomståret 2022 Resultat af virksomhed 787.262 kr. 1.411 kr. Stadfæstelse Faktiske oplysninger [klager], herefter klageren, var indehaver af enkeltmandsvirksomheden [virksomhed1], cvr-nr.: [...1], herefter benævnt virksomheden. Virksomheden blev startet den 21. september 2020 og var registreret branchekoden 494100 ”Vejgodstransport”. Den 10. september 2022 skiftede virksomheden primære branchekode til 452010 ”Autoreparationsværksteder mv.”, som den var registreret med indtil den 5. december 2023. Virksomheden er ophørt efter konkurs med virkning den 5. februar 2025. Ifølge Det Centrale Virksomhedsregister, herefter CVR, har virksomheden i den påklagede periode været registreret med mellem 2 og 4 ansatte, fordelt på mellem 0,29 og 3 årsværk. Virksomheden blev momsregistreret med kvartalsafregning senest den 21. september 2020 og blev senest arbejdsgiverregistreret den 1. november 2021. Virksomheden har været aktiv af fem omgange med følgende registreringer: 1. november 2012 til 2. november 2012 med navnet [virksomhed2] 20. oktober 2018 til 31. december 2018 med navnet [virksomhed3] 21. september 2020 til 10. oktober 2022 med navnet [virksomhed1] 11. oktober 2022 til 5. december 2023 med navnet [virksomhed4] 5. december 2023 til 5. februar 2025 ved [virksomhed5] Skattestyrelsen har i forbindelse med en kontrol af virksomhedens moms for 2021 og 2022 anmodet klageren om at fremsende momsafstemninger, bankkontoudskrifter, saldobalancer og dertil underliggende bilag, der vedrører brugen af underleverandører. Klageren har fremsendt bankkontoudskrifter, momsafstemninger, saldobalancer og underleverandørfakturaer. Af fremsendte saldobalancer for indkomstårene 2021 og 2022 fremgår: 2021 2022 Omsætning i alt 1.416.150,9 kr. 2.120.146,98 kr. Direkte omkostninger i alt -723.970,10 kr. -961.462,26 kr. Dækningsbidrag 692.180,80 kr. 1.158.684,72 kr. Lønninger i alt -89.610,55 kr. -325.279,73 kr. Salgs- og rejseomkostninger Autodrift – personbiler i alt -423.399,91 kr. -698.902,98 kr. Administrationsomkostninger -220.389,55 kr. -237.279,49 kr. Resultat før afskrivninger -41.219,21 kr. -102.777,48 kr. Renteudgifter i alt -201,69 kr. -365,22 kr. Periodens resultat -41.503,90 kr. -103.142,70 kr. Virksomheden har oplyst den skattepligtige indkomst for indkomståret 2021 til -41.504 kr. og har for indkomståret 2022 selvangivet overskud på 1.411 kr. Skattestyrelsen har den 28. september 2023 fremsendt forslag til afgørelse. Klagerens daværende repræsentant, [advokatfirma1], har den 27. november 2023 fremsendt bemærkninger til Skattestyrelsens forslag til afgørelse. Fakturaerne til underleverandørerne Skattestyrelsen har nægtet klagerens virksomhed fradrag for udgiften til 13 fakturaer fordelt på tre underleverandører; [virksomhed6] ApS, [virksomhed7] ApS og [virksomhed8] ApS. Virksomheden har samlet haft udgifter for 717.214 kr. inkl. moms (573.771 kr. ekskl. moms) for 2021 og 982.313 kr. inkl. moms (785.851 kr. ekskl. moms) for 2022. De 13 fakturaer som Skattestyrelsen har nægtet fradrag for, er som følger: Underleverandør Datering Nr. Beløb inkl. moms (kr.) Moms (kr.) Ekskl. moms (kr.) 2021 [virksomhed7] 20. juni 301 133.000 kr. 26.600 kr. 106.400 kr. 2. kvartal 2021 133.000 kr. 26.600 kr. 106.400 kr. [virksomhed7] 20. juli 315 95.000 kr. 19.000 kr. 76.000 kr. [virksomhed7] 20. august 328 90.000 kr. 18.000 kr. 72.000 kr. [virksomhed7] 20. september 339 80.000 kr. 16.000 kr. 64.000 kr. 3. kvartal 2021 265.000 kr. 53.000 kr. 212.000 kr. [virksomhed7] 20. oktober 350 110.190 kr. 22.038 kr. 88.152 kr. [virksomhed7] 20. november 389 76.743 kr. 15.349 kr. 61.394 kr. [virksomhed7] 20. december 401 132.213 kr. 26.443 kr. 105.770 kr. 4. kvartal 2021 319.146 kr. 63.829 kr. 255.317 kr. Samlet 2021 717.146 kr. 143.429 kr. 573.717 kr. For indkomståret 2022 består fakturaerne af følgende: Underleverandør Datering Nr. Beløb inkl. moms (kr.) Moms (kr.) Ekskl. moms (kr.) 2022 [virksomhed7] 20. januar 413 71.230 kr. 14.246 kr. 56.984 kr. 1. kvartal 2022 71.230 kr. 14.246 kr. 56.984 kr. [virksomhed8] ApS 1. april 360 170.145 kr. 34.029 kr. 136.116 kr. 1. juni 415 99.996 kr. 19.999 kr. 79.997 kr. 2. kvartal 2022 270.141 kr. 54.028 kr. 216.113 kr. [virksomhed8] ApS 1. juli 431 99.998 kr. 20.000 kr. 79.998 kr. [virksomhed6] ApS 31. juli 85 290.744 kr. 58.149 kr. 232.595 kr. [virksomhed8] ApS 1. september Aug 250.200 kr. 50.040 kr. 200.160 kr. 3. kvartal 2022 640.942 kr. 128.188 kr. 512.754 kr. Samlet 2022 982.313 kr. 196.463 kr. 785.850 kr. Følgende gør sig gældende om virksomhedens underleverandører: [virksomhed6] ApS, herefter [virksomhed6], CVR-nr. [...2] [virksomhed6] blev stiftet den 3. oktober 2021 af [person1], der var ejer i samhandelsperioden med virksomheden. [virksomhed6] var registreret med branchekoden 433200 “Tømrer- og bygningssnedkeraktiviteter”. [virksomhed6] skiftede den 16. juli 2022 navn til [virksomhed9] ApS. [virksomhed6] blev taget under konkursbehandling den 10. november 2022. [virksomhed6] har været registreret på adressen [adresse1], [by1]. Ifølge udskrift fra CVR fremgår ingen oplysninger om ansatte i [virksomhed6]. Skattestyrelsen har i deres afgørelse angivet, at [virksomhed6] i perioden var registreret med mellem 1-2 ansatte. Der er fremlagt én faktura fra [virksomhed6] til virksomheden dateret 31. juli 2022. Fakturaen er sparsomt udfærdiget, men indeholder en angivelse af “Distributionskørsel”, “Mandskab/med bil 3 stk.” efterfulgt af en periodeangivelse på “1.6.2022 – 31.07.2022”. Der fremgår ligeledes en angivelse af antal, enhedsmarkør og stykpris, men ingen angivelse af hvem, der har udført arbejdet eller hvor og hvornår arbejdet er startet eller sluttet. Skattestyrelsen har fremsendt en kontroloplysning angående [virksomhed6] i form af en faktura, som [virksomhed6] udstedte til virksomheden. Virksomhedens faktura og fakturaen Skattestyrelsen modtog som kontroloplysninger har forskellige layout. Fakturanummeret er ens, men angivelsens af perioden, hvori arbejdet skulle være udført er forskelligt. Fakturabeløbet er ens. Datoen der fremgår af de to fakturaer, er forskellige fra hinanden. Den fremlagt af virksomheden er dateret den 31. juli 2022, hvor kontrolfakturaen indeholder en angivelse af den 28. juli 2022. Tidligere har Skattestyrelsen haft foretaget en uafhængig kontrol af [virksomhed6]. Her fandt Skattestyrelsen, at [virksomhed6] har haft et stort antal indgående transaktioner, der er blevet videreført til udlandet. Ved den tidligere kontrol har Skattestyrelsen foretaget en forhøjelse af [virksomhed6]s skat og moms. Skattestyrelsen fandt, at omsætningen ikke havde været mulig at oppebære med antallet af ansatte, der var ansatte i virksomheden. Skattestyrelsen har således vurderet, at [virksomhed6] ikke har haft de tekniske, menneskelige og økonomiske ressourcer til at kunne udføre fakturerede ydelser. Det er blevet oplyst af Skattestyrelsen, at ejeren af [virksomhed6] i Byretten i [by2] den 9. maj 2023 i en tilståelsessag har erkendt at have ageret fakturafabrik og hvidvasket for minimum 200 millioner kroner. Der er ikke fremlagt samarbejdsaftale, timesedler, korrespondance eller anden direkte specifikation i tillæg til de fremlagte fakturaer. [virksomhed7] ApS, herefter [virksomhed7], CVR-nr. [...3] [virksomhed7] blev stiftet den 9. november 2010 af [person2], og er ophørt efter konkurs den 6. marts 2024. [virksomhed7] var registreret med branchekoden 493910 “Rutebuskørsel, fjerntrafik og skolebusser” og bibranchekoden 493200 “Taxikørsel”. [virksomhed7] har den 25. marts 2022 skiftet navn til [virksomhed10] ApS. Konkursdekret blev afsagt den 10. oktober 2023 og [virksomhed7] er opløst den 6. marts 2024. Ifølge CVR.dk var [virksomhed7] i perioden registreret med følgende antal ansatte: Måned og år Antal Årsværk Juni 2021 29 23 Juli 2021 30 24 August 2021 30 21 September 2021 37 30 Oktober 2021 38 32 November 36 29 December 2021 36 31 Januar 2022 40 31 Der er fremlagt otte fakturaer fra [virksomhed7] til virksomheden for perioden 20. juni 2021 og den sidste er dateret 20. januar 2022 Fakturaerne er sparsomt udfærdiget, idet der forekommer en angivelse af ”distributionskørsel” efterfulgt af en periodeangivelse, et antal angivet i stk., samt en stykpris. Der fremgår ligeledes en angivelse af, at fakturaens nummer bedes oplyses ved overførsel. Der forekommer ingen angivelse af hvem, der har udført arbejdet, og hvor arbejdet blev udført. Skattestyrelsen har oplyst, at det på fakturaerne anførte kontonummer, tilfører [person1], der var ejer af [virksomhed6]. Der er ikke fremlagt samarbejdsaftale, timesedler, korrespondance eller anden direkte specifikation i tillæg til de fremlagte fakturaer. [virksomhed8] ApS, herefter [virksomhed8], CVR-nr. [...4] [virksomhed8] blev stiftet den 25. juni 2019 af [person3], der var administrerende direktør indtil 21. marts 2022. Den 1. april 2022 indtrådte [person4] som administrerende direktør. Der blev afsagt konkursdekret den 16. maj 2023, og [virksomhed8] blev opløst efter konkurs den 28. august 2024. [virksomhed8] var registreret med branchekoden 811000 “Kombinerede serviceydelser” fra 25. juni 2019 til 31. marts 2022 og bibranchekoden 494100 “Vejgodstransport” fra 1. april 2023 til 3. juli 2022. [virksomhed8] var registreret med bibranchekoden 494100 “Vejgodstransport” fra den 18. marts 2022 til den 31. marts 2022. [virksomhed8] var i perioden 29. september 2021 til 23. november 2022 registreret på adressen [adresse1], [by1]. Fra den 16. december 2022 har [virksomhed8] været registreret på adressen [adresse2], [by3]. [virksomhed8] har i samhandelsperioden været registreret med mellem fem og seks ansatte med et årsværk mellem fem og syv. Der er fremlagt fire fakturaer fra [virksomhed8] til virksomheden i perioden 1. marts 2022 til 1. september 2022. Fakturaerne er sparsomt udfyldt. Der forekommer en angivelse af perioden for arbejdets udførelse, en kort beskrivelse af arbejdet art, antallet af de enkelte varer eller ydelser, samt en angivelse af, at fakturanummer skal oplyses ved betaling. Der forekommer ingen angivelse af, hvem der har udført arbejdet, samt hvor arbejdet er udført. Skattestyrelsen har oplyst, at de tidligere har udført en kontrol af [virksomhed8], hvor de konstaterede, at [virksomhed8]s ejer ikke var til at træffe. Skattestyrelsen har derudover på baggrund af fremlagte fakturaer konstateret, at [virksomhed8] har udstedt minimum 259 fakturaer, og at [virksomhed8] alene har haft 22 posteringer på [virksomhed8]s bankkonto. Skattestyrelsen har ligeledes konstateret, at [virksomhed8] har opereret med forskellige layouts og rækkefølger overfor forskellige købere af deres ydelser. Efter Skattestyrelsens oplysninger er fakturaerne med numrene 431, 415 og fakturaen anført ”Aug” blevet betalt til [virksomhed8]s bankkonto ([kontonr.1]), hvor fakturaen med nummeret 360 er anført en bankkonto ([kontonr.2]), hvor [person3] har været registeret som ejer. Der er ikke fremlagt samarbejdsaftale, timesedler, korrespondance eller anden direkte specifikation i tillæg til de fremlagte fakturaer. Skattestyrelsen har ved afgørelsen lagt til grund, at klageren i sin opgørelse af virksomhedens resultat har fratrukket hævningerne på 717.214 kr. i 2021 og 982.313 kr. i 2022. Skattestyrelsen har anført, at hævningerne kan indeholdes i kontoen 1310 Direkte omkostninger med moms, hvorpå saldoen ultimo har været angivet til 723.970 kr. ekskl. moms for 2021, og 961.462 kr. ekskl. moms for 2022. Hævningerne på virksomhedens konto er anset for at være momsbelagte, hvorfor Skattestyrelsen ikke har godkendt skattemæssigt fradrag for 573.771 kr. for 2021 og 785.851 kr. for 2022. Skattestyrelsen har på baggrund af virksomhedens angivne resultater lavet følgende opgørelse af deres skøn: Beløb i kr. 2021 2022 = Resultat af virksomhed, oplyst -41.504 1.411 + Ikke godkendte hævninger/fradragsberettiget omkostninger 573.771 785.851 = Resultat af virksomhed, ansat 532.267 787.262 Skattestyrelsen har således hævet virksomhedens resultat af virksomhed med den samlede værdi af fakturaerne udstedt af underleverandørerne på i alt 1.359.622 kr. Skattestyrelsens afgørelse Skattestyrelsen har ændret klagerens skattepligtige indkomst for indkomstårene 2021 og 2022, idet Skattestyrelsen har forhøjet virksomhedens resultat med i alt 573.771 kr. for 2021 og 785.851 kr. for 2022, da der ikke er godkendt fradrag for underleverandørudgifter. Skattestyrelsen har som begrundelse bl.a. anført: ” 1.3. Skattestyrelsens bemærkninger og begrundelse i forslag af den 28. september 2023 Vi foreslår på baggrund af nedenstående, at ændre din skattepligtige indkomst i 2021 med i alt 573.771 kr. og 2022 med i alt 785.851 kr. Vi foretager en skønsmæssig ansættelse af dine skattepligtige indkomster for 2021 og 2022. Vi henviser til skattekontrollovs § 74, stk. 2, jævnfør § 53, stk. 3. Ved den skønsmæssige ansættelse tager vi udgangspunkt i dine fakturaer og dine overførsler på dine bankkontoudskrifter, da det er vores vurdering, at de danner et sagligt og realistisk udtryk for dine hævninger. Vi henviser til skattekontrollovens § 74, stk. 3, 4. punktum. Vi har bedt dig om at indsende din virksomheds bogføring samt udgifter til underleverandører og fremmed arbejde for perioden 1. januar 2021 til 31. december 2022, herunder købsfakturaer, kontrakter, time- og arbejdssedler med videre samt dine bankkontoudtog i henhold til momslovens § 74, stk. 4. Du har indsendt fakturaer og bankkontoudskrifter samt saldobalancer, men ikke de underliggende kontospecifikationerne til dine saldobalancerne for 2021 og 2022. Skattestyrelsen har konstateret, at du har foretaget specifikke opgjorte hævninger på i alt 717.214 kr. i 2021 og 982.313 kr. i 2022, se bilag 4, til [virksomhed7] ApS’ og [virksomhed8] ApS. Du har fremsendt dokumentation i form af fakturaer (se bilag 1) vedrørende de, på bilag 4 konstaterede hævninger. Vi kan i henhold til statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a samt afgørelserne SKM2009.325.ØLR, SKM2019.332.ØLR og SKM2019.231.HR, ikke godkende skattemæssigt fradrag for de på bilag 4 opgjorte hævninger på i alt 573.771 kr. i 2021 (717.214 kr. x 0,80) og 785.851 kr. i 2022 (982.313 kr. x 0,80). Endvidere har vi under afsnit 1.1 anført forskellige konstaterbare forhold vedrørende selskaberne [virksomhed6] ApS, [virksomhed7] ApS og [virksomhed8] ApS, som berettiget rejser tvivl om realiteten i hævningerne til disse, eftersom posteringsteksten på dine bankkontoudskrifter hedder ”Faktura 339”, ”Faktura 360”, ”Kørsel juli”, ”[virksomhed7]. Faktura” med videre, som bliver udbetalt til bankkontonummer [kontonr.3] eller [kontonr.4]. Fakturaerne er udstedt af [virksomhed7] ApS og [virksomhed6] ApS. Beløbene overføres til ejeren af virksomheden [virksomhed6] og ikke selskabet [virksomhed6] ApS, som bilag 1.12 er udstedt af. Bankkontonummeret tilhører derfor ikke [virksomhed7] ApS. Vi kan se at fakturaerne udstedes af [virksomhed7] ApS, [virksomhed6] ApS og [virksomhed8] ApS, hvortil nogle af beløbene tilgår andre personer, end selskaberne. Yderligere har vi som anført under afsnit 1.1 konstateret, at der forskel på bilag 1.12 og 2 selvom der umiddelbart er tale om samme transaktion: Fakturalayoutet er forskelligt fra hinanden. Fakturateksten er forskellig fra hinanden, ligesom perioden heri er forskellig fra hinanden. I henhold til vores bilag 1.12 er perioden fra 1. juni til 31. juli 2022 og i bilag 2 er perioden fra 1. juni til 30. juni 2022. Enhedsprisen og antal er også forskellig fra hinanden Fakturadatoen ligeledes forskellig fra hinanden Vi har ved kontrol af [virksomhed8] ApS konstatereret, at de ikke opholdt sig på deres registrerede adresse, ligesom de ikke har reageret på vores henvendelser. Ifølge de modtagne fakturaer burde der være udstedt, og hermed betalt minimum 259 fakturaer (faktura nummer 101 til 360) med forbehold for eventuelle udstedte kreditnotaer. Vi kan dog af transaktionerne på selskabets bankkonto udlede, at der kun er 22 posteringer i den periode hvor fakturaerne er udstedt. Udstedte faktura fra [virksomhed8] ApS er udstedt med forskellige layouts, ligesom numrene ikke kan afstemmes med fakturanumrene til [virksomhed6]. Der er således indikationer på, at [virksomhed8] ApS opererer med forskellige fakturarækkefølger og designs på fakturaer. Faktura 360 der udstedes af [virksomhed8] ApS, udstedes ikke til selskabets bankkontonummer. Vi rejser således berettiget tvivl om realiteten i hævningerne til de af os opgjorte hævninger/betalinger til underleverandører ifølge vedlagte bilag 4, herom hvorvidt der er sket levering af ydelser/varer fra de pågældende underleverandører, da selskaberne ikke anses at have haft de tekniske, menneskelige- og økonomiske ressourcer til at levere ydelser/varer. Det er vores vurdering, at selskaberne har udstedt fiktive fakturaer med henblik på at give dig et uberettiget fradrag. Da du ikke har indsendt de ønskede kontospecifikationer til de fremsendte saldobalancer for 2021 og 2022, antager vi, at du ved opgørelse af dit resultat af virksomhed for 2021 og 2022 har fratrukket omhandlede opgjorte hævninger/beløb opgjort på bilag 4 til 717.214 kr. i 2021 og 982.313 kr. i 2022. Vi har konstateret at udgifterne kan være indeholdt på konto 1310 Direkte omkostninger med moms, hvorpå saldoen ultimo kan aflæses til i alt 723.970 kr. eksklusiv moms for 2021 og 961.462 kr. eksklusiv moms for 2022. Beløbene er også momsbelagte, hvorfor de ikke godkendte skattemæssige udgifter kan opgøres til 573.771 kr. (717.214 kr. x 0,80) i 2021 og 785.851 kr. (982.313 x 0,80) i 2022, ifølge statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a og momslovens § 27, stk. 1. Skattepligtigt resultat af virksomhed for 2021 og 2022 kan herefter skønsmæssigt opgøres således under hensyn til ovenstående: Beløb i kr. 2021 2022 = Resultat af virksomhed, oplyst -41.504 1.411 + Ikke godkendte hævninger/fradragsberettiget omkostninger 573.771 785.851 = Resultat af virksomhed, ansat 532.267 787.262 Vi ændrer på baggrund af ovenstående din skattepligtige indkomst med 573.771 kr. i 2021 og 785.851 kr. i 2022. (…) 1.5. Skattestyrelsens afgørelse Vi rejser som nævnt under punkt 1.3, tvivl ved fakturaernes realitet. Såfremt der kan rejses tvivl om en fakturas realitet, påhviler det køberen af ydelserne en skærpet bevisbyrde for, at ydelserne er købt, betalt og leveret, som anført på fakturaerne. Du har fortsat ikke godtgjort, at betingelserne for fradrag er opfyldt, idet du ikke har dokumenteret, at fakturaerne dækker over reelle leverancer fra de selskaber, der er anført som fakturaudsteder og i givet fald hvilke leverancer der er tale om, og om de fakturerede ydelser er leveret til din virksomhed. Det skal igen bemærkes, at ejeren af [virksomhed6] ApS på daværende tidspunkt, i en tilståelsessag har erkendt, at have ageret fakturafabrik og hvidvasket for ikke mindre end 200 millioner kroner, hvilket skærper bevisbyrden. Yderligere har vi kontroloplysninger om, at [virksomhed7] ApS selv aftager fiktive fakturaer. De pågældende fakturaer har i større eller mindre grad mangler i forhold til fakturakravene i momsbekendtgørelsens § 58. Af momsbekendtgørelsens § 58 fremgår det, at fakturaen blandt andet skal indeholde mængden og arten af de leverede varer eller omfanget og arten af de leverede ydelser, periode for det pågældende, pris per enhed med videre. Fakturateksten på flere af de modtagne fakturaer er blot ”Distributionskørsel” med en periode, hvorefter kørslen er anført med et 3-cifret antal styk og en timepris som fx ”845,8 stk. á 275 kr.”. Derudover er prisen på fakturaerne ikke yderligere specificeret, og der faktureres ofte for perioder på 1 eller flere måneder ad gangen, uden at specificere det leverede yderligere, se bilag 1.1 til 1.13. Din rådgiver skriver i hans bemærkninger, at det ligger udenfor din undersøgelsespligt, at undersøge hvorvidt de anviste kontonumre reelt tilhører de virksomheder som har udstedt fakturaerne, fakturasekvensen med videre. Skatteyder er som udgangspunkt ansvarlig for at dokumentere, at de fakturerede ydelser er leveret. Af hensyn til denne dokumentationsforpligtigelse er det skatteyder, som skal foretage de foranstaltninger, som er nødvendige for at sikre sig ikke at blive involveret i skatte- og momsunddragelse, herunder kædesvig. Der er en række foranstaltninger, som skatteyder kan foretage. De kan som udgangspunkt ikke stå alene, men der skal foretages en samlet konkret vurdering. I dette tilfælde kan de fakturerede ydelse heller ikke dokumenteres ved underliggende kontrakter, time- og arbejdssedler eller anden kommunikation. Beløbsmæssigt udgør udgifterne til [virksomhed7] næsten halvdelen af din virksomheds omsætning i 2021, hvorfor det må antages for usædvanligt, at der ikke foreligger kontrakter, kommunikation og lignende som kan dokumentere, hvem der har garantiforpligtigelse overfor slutkunden, forsikringer og den økonomiske risiko. Henset til at det anførte kontonummer på de omhandlende fakturaer tilhører [person1], som har tilstået hvidvask ikke mindre end 200 millioner kroner, er det Skattestyrelsens opfattelse, at der foreligger en skærpet bevisbyrde. Skattestyrelsen fastholder under hensyn til det anførte i punkt 1.3, at vi nægter fradrag for de opgjorte hævninger på i alt 573.771 kr. i 2021 og 785.851 kr. i 2022 efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, da hævningerne ikke kan godkendes som erhvervsmæssige fradragsberettiget udgifter til underleverandører. …” Skattestyrelsen har den 15. september 2025 fremsendt følgende bemærkninger til Skatteankestyrelsens indstilling: ” Skattestyrelsen er enig i Skatteankestyrelsens indstilling. Der er tale om en vurdering af den skattemæssige fradragsret for, at der i virksomhedsregnskabet er taget fradrag for udgifter til fremmed arbejde (udført af 3. mand) herunder også en vurdering af at virksomheden yderligere har taget skattemæssigt fradrag for udgift til underleverandører. Formelt Der er foretaget en skønsmæssig ansættelse i mangel af modtagelse af det udbedte materiale. De faktiske omstændigheder, formalia herunder tidsforløbet af sagen, er iagttaget og efterlevet korrekt af Skattestyrelsen. Den påklagede ansættelse anses således for at være gyldig og foretaget på et korrekt grundlag. Materielt Indledningsvist fastholder vi sagen, idet Klager anses for ikke at have løftet bevisbyrden for, at der var tale om ikke skattepligtige modtagne beløb. Det fremgår af Klagers bankkonto, at der blev modtaget pengeoverførsler fra de i sagen, påståede underleverandører. Posteringsteksterne til disse transaktioner indikerer, at der var betaling for erhvervsmæssige og leverede ydelser. Vi har ikke modtaget noget dokumentation, der understøtter Klagers skattemæssige behandling af posteringerne, således er det ikke dokumenteret, at der var realitet bag transaktionerne. Klager anses derfor ikke for at have opfyldt sine forpligtigelser fyldestgørende til at dokumentere eller sandsynliggøre rigtigheden af de selvangivne virksomhedsresultater for de pågældende indkomstår. Vi bemærker, at Erhvervsdrivende i henhold til skattekontrolloven, skal indgive et skattemæssigt regnskab for en drevet virksomhed. Dette skal være udarbejdet på baggrund løbende bogføring og afstemninger til kasseregnskaber. Kravene fremgår specifikt af Bogføringsloven og af mindstekravsbekendtgørelsen. Når disse krav ikke opfyldes, kan indkomsten fastsættes skønsmæssigt jævnfør skattekontrollovens § 74. Ved en skønsmæssig ansættelse forstås, at Skattestyrelsen tilsidesætter det grundlag, som virksomheden eller skatteyderen selv har indgivet i skattepligtig indkomst til Skattestyrelsen og i stedet for fastsætter et skøn over virksomhedens eller skatteyderens indkomst. Dette vurderes korrekt foretaget i denne sag. Det er vores samlede bedømmelse, at sagen bør fastholdes. Denne konklusion begrundes med sagens fakta og iagttagelse af de relevante juridiske bestemmelser. Afskæring af retsmøde Det er Skattestyrelsen opfattelse, at Landsskatteretten efter skatteforvaltningslovens § 44, stk. 3 skal undlade at efterkomme begæringen om afholdelse af retsmøde, da et retsmøde efter forholdene må anses for åbenbart overflødig. Skattestyrelsen anser således sagen for tilstrækkeligt oplyst. Der er ej heller grundlag for at antage, at afholdelse af et retsmøde i Landsskatteretten vil medføre et andet udfald af sagen. Skattestyrelsen henviser til kriterierne i Højesterets dom TfS2000.901 HD (…)” Klagerens opfattelse Klagerens tidligere repræsentant, [advokatfirma1], har fremsat påstand om klagerens skatteansættelse for indkomståret 2021 og 2022 skal nedsættes med 1.359.622 kr. Til støtte for påstanden er bl.a. anført: ” Der nedlægges principalt påstand om, at [klager] skatteansættelse for indkomståret 2021 og 2022 nedsættes med 1.359.622 kr. samt at momstilsvaret 2021 og 2022 nedsættes med i alt 339.905 kr. Der nedlægges subsidiært påstand om, at indkomstskatten og momstilsvaret for 2021 og 2022 nedsættes med et lavere beløb.” Landsskatterettens afgørelse Landsskatteretten skal tage stilling til om det er med rette, at Skattestyrelsen har ændret klagerens skattepligtige indkomst med 573.771 kr. for indkomståret 2021 og 785.851 kr. for indkomståret 2022. Ændringerne skyldes, at Skattestyrelsen ikke har anset fakturaerne udstedt af underleverandørerne til virksomheden for reelle. Retsgrundlaget Al indkomst er som udgangspunkt skattepligtig, jf. statsskattelovens § 4. Ved beregningen af den skattepligtige indkomst kan fradrages udgifter, der er anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten. Det følger af statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Det er således en betingelse for fradrag efter bestemmelsen, at udgiften har haft en konkret og direkte sammenhæng med virksomhedens indkomstskabende aktiviteter. Bevisbyrden for afholdelsen og størrelsen af en udgift, og for at udgiften er fradragsberettiget, påhviler den skattepligtige. Det følger af Højesterets dom af 19. marts 2004, offentliggjort i SKM2004.162.HR. Af skattekontrollovens, lovbekendtgørelse nr. 12, § 74 fremgår følgende: ”Har en skattepligtig omfattet af § 5 ikke rettidigt givet told- og skatteforvaltningen oplysninger efter § 2, kan told- og skatteforvaltningen foretage en skatteansættelse skønsmæssigt.” Det følger af SKM2009.325.ØLR, at beviskravet typisk vil blive skærpet i tilfælde, hvor der foreligger usædvanlige omstændigheder, der kan tale imod, at der er tale om fradragsberettigede udgifter. Såfremt fakturaerne ikke opfylder de forskriftsmæssige krav om angivelse af ydelsernes art og omfang, foreligger der unormale forhold, hvorefter selskabet pålægges en skærpet bevisbyrde for, at der har foreligget et underleverandørforhold med heraf følgende fradragsret, jf. Østre Landsrets dom af 13. februar 2023, offentliggjort som SKM2023.213.ØLR. Landsskatterettens begrundelse og resultat Skattestyrelsen har forhøjet virksomhedens resultat med 573.771 kr. for 2021 og 785.851 kr. for 2022. Ændringen skyldes, at Skattestyrelsen har nægtet fradrag for 13 fakturaer udstedt til virksomheden af underleverandørerne [virksomhed6], [virksomhed7] og [virksomhed8], da disse anses for uden realitet. Fakturaerne indeholder ingen angivelse af, hvem der har udført opgave, hvor opgaven er udført, samt hvilke dage arbejdet er udført. Klagerens virksomhed har ikke bevaret kontrolspor, og har derfor ikke kunnet redegøre for grundlaget for samarbejdet med underleverandørerne, jf. SKM.2020.484.BR. Der er ikke fremlagt samarbejdsaftaler eller andre støttebilag i tillæg til de fremsendte fakturaer. På baggrund af ovenstående, og at samtlige underleverandører siden samarbejdet enten er gået konkurs eller er under konkursbehandling, finder retten, at der er tale om så usædvanlige omstændigheder, at selskabets bevisbyrde skærpes. Landsskatteretten finder, at klageren ikke har løftet sin skærpede bevisbyrde for, at der er sket en faktisk levering af de fakturerede ydelser, hvorfor de fremlagte fakturaer ikke udgør tilstrækkelig dokumentation for, at der har været tale om fradragsberettigede udgifter efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Landsskatteretten finder på den baggrund, at det er med rette, at Skattestyrelsen har forhøjet klagerens resultat af virksomhed med beløbet indeholdt i fakturaerne til de tre underleverandører med henvisning til skattekontrollovens § 74 Det forhold, at fakturaerne er betalt ved elektronisk pengeoverførsel, udgør i sig selv ikke dokumentation for, at leveringerne har fundet sted, hvorfor dette ikke leder til et andet resultat, jf. SKM2023.213.ØLR. Landsskatteretten stadfæster Skattestyrelsens afgørelse.

Fradrag nægtet for fiktive underleverandørfakturaer i transportvirksomhed (jnr. 24-0062869) · skattewiki.dk