Spring til indhold
skattewiki.dk

← Alle afgørelser

Journalnr. 24-0061057

Tabsfradrag nægtet på arvede udenlandske værdipapirer ved uskiftet bo

Myndigheden fik medholdMellem sag (0,1-1 mio. kr.)
Instans
Landsskatteretten
Dokumenttype
Landsskatterettens afgørelse
Offentliggjort
22. juli 2025
Kilde
Åbn original i afgørelsesdatabasen ↗

Resumé

Sagen angik, om klageren kunne fradrage tab på børsnoterede aktier, obligationer og investeringsbeviser i et schweizisk depot, som hun havde arvet fra sin afdøde ægtefælle, og som blev solgt i januar 2020. Skattestyrelsen nægtede tabsfradrag, da den afdøde ægtefælle ikke rettidigt havde indsendt købsoplysninger efter aktieavancebeskatningslovens § 14 og § 19 D samt kursgevinstlovens § 15, og da klageren ved succession i uskiftet bo indtrådte i afdødes skattemæssige stilling, herunder den fortabte fradragsret. Klageren gjorde gældende, at oplysningspligten var opfyldt, idet Skattestyrelsen via boopgørelsen var bekendt med værdipapirerne, og at successionsprincippet ikke kunne udstrækkes til oplysningspligten, hvorfor forhøjelsen skulle nedsættes med 343.505 kr. Landsskatteretten fandt, at klageren succederede i afdødes retsstilling efter dødsboskattelovens § 59, og at undtagelsesbestemmelserne om boopgørelse ikke udgør en undtagelse hertil, ligesom fristreglerne var overholdt. Skattestyrelsens afgørelse blev stadfæstet.

Titel, resumé og vurderinger er AI-genererede og kan indeholde fejl.

Lovhenvisninger

Aktieavancebeskatningsloven § 12Aktieavancebeskatningsloven § 13Aktieavancebeskatningsloven § 13, stk. 1Aktieavancebeskatningsloven § 13, stk. 2Aktieavancebeskatningsloven § 13 AAktieavancebeskatningsloven § 13 A, stk. 1Aktieavancebeskatningsloven § 14Aktieavancebeskatningsloven § 14, stk. 1Aktieavancebeskatningsloven § 14, stk. 5Aktieavancebeskatningsloven § 19Aktieavancebeskatningsloven § 19, stk. 1Aktieavancebeskatningsloven § 19 AAktieavancebeskatningsloven § 19 BAktieavancebeskatningsloven § 19 B, stk. 1Aktieavancebeskatningsloven § 19 B, stk. 2Aktieavancebeskatningsloven § 19 CAktieavancebeskatningsloven § 19 C, stk. 1Aktieavancebeskatningsloven § 19 C, stk. 2Aktieavancebeskatningsloven § 19 DAktieavancebeskatningsloven § 19 D, stk. 1Aktieavancebeskatningsloven § 19 D, stk. 4Aktieavancebeskatningsloven § 21Aktieavancebeskatningsloven § 22Aktieavancebeskatningsloven § 23, stk. 1Aktieavancebeskatningsloven § 23, stk. 7Aktieavancebeskatningsloven § 24, stk. 1Aktieavancebeskatningsloven § 26, stk. 2Aktieavancebeskatningsloven § 4, stk. 2Aktieavancebeskatningsloven § 5Dødsboskatteloven § 58, stk. 1Dødsboskatteloven § 58, stk. 5Dødsboskatteloven § 59Dødsboskatteloven § 59, stk. 1Dødsboskifteloven § 24Dødsboskifteloven § 32Dødsboskifteloven § 58, stk. 1Dødsboskifteloven § 58, stk. 5Kursgevinstloven § 1Kursgevinstloven § 12Kursgevinstloven § 14, stk. 1Kursgevinstloven § 14, stk. 2Kursgevinstloven § 15Kursgevinstloven § 15, stk. 1Kursgevinstloven § 15, stk. 4Kursgevinstloven § 15, stk. 5Kursgevinstloven § 17Kursgevinstloven § 18Kursgevinstloven § 23Kursgevinstloven § 25, stk. 10Kursgevinstloven § 25, stk. 2Kursgevinstloven § 25, stk. 3Kursgevinstloven § 25, stk. 4Kursgevinstloven § 25, stk. 5Kursgevinstloven § 25, stk. 7Kursgevinstloven § 25, stk. 8Kursgevinstloven § 25, stk. 9Kursgevinstloven § 26, stk. 1Kursgevinstloven § 26, stk. 2Kursgevinstloven § 29Kursgevinstloven § 4, stk. 2Ligningsloven § 16 BLigningsloven § 7 APersonskatteloven § 4, stk. 1Personskatteloven § 4 A, stk. 1Skatteforvaltningsloven § 20, stk. 1Skatteforvaltningsloven § 26Skatteforvaltningsloven § 26, stk. 1Skattekontrolloven § 10Skattekontrolloven § 10, stk. 2Skattekontrolloven § 11Skattekontrolloven § 13Skattekontrolloven § 2Skattekontrolloven § 4, stk. 1Skattekontrolloven § 4, stk. 5Skattekontrolloven § 5Skattekontrolloven § 8, stk. 1Skattekontrolloven § 8, stk. 2Skattekontrolloven § 8, stk. 3

Fuldtekst

Journalnr. 24-0061057 Klagepunkt Skattestyrelsens afgørelse Klagerens opfattelse Landsskatterettens afgørelse Aktieavancer 752.810 kr. 550.599 kr. Stadfæstelse Kursgevinster på obligationer 18.393 kr. -124.843 kr. Stadfæstelse Kapitalgevinster på investeringsbeviser i obligationsbaserede selskaber 2.966 kr. -8.866 kr. Stadfæstelse Faktiske oplysninger Af den påklagede afgørelse fremgår følgende om aktieavancerne: "Vi har modtaget oplysninger fra Schweiz om, at du i 2020 har solgt værdipapirer på din konto [...47] i [finans1]. Du har ikke oplyst om gevinst/tab fra udlandet på din årsopgørelse. Du har medtaget 126.727 kr. i rubrik 38 og -3.790 kr. i rubrik 30. Du er ikke kommet med en redegørelse af, at disse rubrikker vedrører dit udenlandske depot. Din rådgiver har indsendt dokumentation for 2020 i form af depotoversigter og kontoudtog. Af disse fremgår alle salg foretaget i 2020. Det fremgår, at du har solgt alle dine værdipapirer på konto [...47] den 3. januar 2020. Vi har tidligere lavet en kontrol for indkomståret 2019 vedrørende samme konto i [finans1]. I den forbindelse har din rådgiver indsendt dokumentation, og vi har ligeledes modtaget dokumentation fra Schweiz i forbindelse med en bistandsanmodning sendt til de schweiziske skattemyndigheder. Vi kan heraf konstatere, at du har arvet værdipapirdepotet med konto [...47] fra din afdøde ægtefælle pr. 1. april 2018. Af dødsboet fremgår det, at boet skattemæssigt behandles som et uskiftet bo efter dødsboskattelovens § 58, stk. 1, nr. 4 og stk. 5. Anskaffelsessummerne på værdipapirerne i depotet fremgår af dokumentationen fra bistandsanmodningen. Din afdøde ægtefælle har ikke i forbindelse med anskaffelsen af værdipapirerne indsendt købsoplysninger til Skattestyrelsen. Af de fremsendte kontoudtog fremgår følgende aktier: - [virksomhed1], ISIN: [...] - [virksomhed2], ISIN: [...] - [virksomhed3], ISIN: [...] - [virksomhed4], ISIN: [...] - [virksomhed5], ISIN: [...] - [virksomhed6], ISIN: [...] - [virksomhed7] -B-, ISIN: [...] - [finans2], ISIN: [...] Aktierne er klassificeret ud fra opslag på ESMA, som er en europæisk database, hvor der fra de enkelte EU-lande bliver samlet referencedata om de værdipapirer, der handles i de enkelte lande. Alle dine aktier er optaget til handel på et reguleret marked. Vi klassificerer dine værdipapirer, da det har betydning for, hvordan gevinst/tab skal opgøres og beskattes. (...) Det fremgår af værdipapirsystemet, at du ejer 3 af ovenstående aktier i dit danske depot. Det er aktierne [virksomhed1], [virksomhed7] og [finans2]. Disse aktier har du ligeledes fået ved arv fra din afdøde ægtefælle. Anskaffelsesdato og værdi for disse aktier fremgår af din afdøde ægtefælles skatteoplysninger for det respektive købsår. 1.2. Dine bemærkninger Din rådgiver er kommet med bemærkninger til vores forslag fremsendt den 1. november 2023. I bemærker, at dine værdipapirer, som du har arvet fra din afdøde ægtefælle, har været ejet af [virksomhed8] Ltd. frem til den 13. april 2017, hvor depotet flyttes til et nyoprettet depot, der var ejet af [person1] personligt. (...) I har fremsendt nye opgørelser, hvor værdien pr. 13. april 2017 anvendes som anskaffelsessum. På opgørelsen har I opgjort følgende gevinst/tab på aktier: • [virksomhed1]: 479.516 kr. • [virksomhed2]: -641 kr. • [virksomhed5]: 64.560 kr. • [virksomhed7]: 212.240 kr." Af den påklagede afgørelse fremgår følgende om klagerens realiserede kapitalgevinster fra obligationer: "Det fremgår af de fremsendte kontoudtog fra [finans1], at du den 3. januar 2020 har solgt følgende tre værdipapirer: • 5.5 [virksomhed9] 12-perpetual, ISIN: [...] • [virksomhed10] 30.09.41, ISIN: [...] • 4.75 [virksomhed11] 05-o.e. non.cum.pref.shs, ISIN: XS0214398199 Værdipapirerne indgår i de aktiver, du har fået udlagt ved arv, som nævnt i afsnit 1. Anskaffelsestidspunkt og værdi fremgår af dokumentationen modtaget fra [finans1] i Schweiz via bistandsanmodning. Vi har klassificeret ovenstående værdipapirer som obligationer optaget til handel på et reguleret marked ud fra opslag på henholdsvis ESMA og cbonds.com. Vi klassificerer dine værdipapirer, da det har betydning for, hvordan gevinst/tab skal opgøres og beskattes. Du har ikke oplyst om gevinst eller tab på obligationer fra dit depot i [finans1], Schweiz på dit oplysningsskema for 2020. 2.2. Dine bemærkninger Din rådgiver er kommet med bemærkninger til vores forslag fremsendt den 1. november 2023. I bemærker, at dine værdipapirer, som du har arvet fra din afdøde ægtefælle, har været ejet af [virksomhed8] Ltd. frem til den 13. april 2017, hvor depotet flyttes til et nyoprettet depot, der var ejet af [person1] personligt. (...) I har fremsendt nye opgørelse, hvor værdien pr. 13. april 2017 er anvendes som anskaffelsessum. På opgørelsen har I opgjort følgende gevinst/tab på obligationer: • 5.5 [virksomhed9]-perpetual: -78.041 kr. • [virksomhed10]: -46.820 kr. • 4.75 [virksomhed11] 05: 18.393 kr." Af den påklagede afgørelse fremgår følgende om klagerens realiserede kapitalgevinster fra investeringsbeviser: "Vi har modtaget oplysninger fra Schweiz om, at du i 2020 har solgt værdipapirer på din konto [...47] i [finans1]. Du har ikke oplyst om gevinst/tab fra udlandet på din årsopgørelse. Du har medtaget 126.727 kr. i rubrik 38 og -3.790 kr. i rubrik 30. Du er ikke kommet med en redegørelse af, at disse rubrikker vedrører dit udenlandske depot. Det fremgår af de fremsendte kontoudtog fra [finans1], at du den 3. januar 2020 har solgt følgende fire værdipapirer: • [virksomhed12] E Hed. EUR, ISIN: [...] • [virksomhed13] A, ISIN: [...] • [virksomhed14] - Global EM Equ. EUR B, ISIN: [...] • [...], ISIN: [...] Værdipapirerne indgår i de aktiver, du har fået udlagt ved arv, som nævnt i afsnit 1. Vi kan ikke i vores systemer se, at din afdøde ægtefælle har indsendt købsoplysninger til Skattestyrelsen vedrørende ovenstående værdipapirer." Der er den 4. december 2018 indsendt boopgørelse til Skattestyrelsen. Til opgørelsen er der vedhæftet oversigt over værdierne i [finans1], hvoraf der bl.a. fremgår oplysning om aktierne, investeringsbeviserne og obligationernes identitet, antal, anskaffelseskurs. Der fremgår ikke oplysning om værdipapirernes anskaffelsestidspunkt. Skattestyrelsens afgørelse Skattestyrelsen har truffet afgørelse om forhøjelse af klagerens aktieindkomst for indkomståret 2020 med aktieavancer på 752.810 kr. erhvervet igennem depot i [finans1]. Skattestyrelsen har i samme afgørelse forhøjet klagerens kapitalgevinster på obligationer samt investeringsbeviser i obligationsbaserede investeringsselskaber på samlet 21.359 kr. Skattestyrelsen har ikke godkendt tabsfradrag på værdipapirer som følge af manglende oplysning om deres erhvervelse, anskaffelsestidspunkt m.v. Skattestyrelsen har vedrørende gevinst og tab fra aktieavancer anført: Vi har på baggrund af den fremsendte dokumentation og opgjort en gevinst ved salg af udenlandske aktier på 752.810 DKK for 2020. Beløbet er beregnet på baggrund af jeres indsendte opgørelser, hvor i beregner følgende gevinster: [virksomhed1] = 479.516, [virksomhed5] = 64.560, [virksomhed7] = 212.240. Øvrige værdipapirer har vi beregnet i vedlagte Bilag 1, med et samlet tab på -3.506. Klassifikation af værdipapirer Vedrørende værdipapiret [virksomhed14] Globale EM A, ISIN: [...] bemærkes det, at der er tale om et minimumsudloddende investeringsbevis efter aktieavancebeskatningslovens § 21. Reglerne for beskatning heraf, er derfor de samme som for aktier optaget til handel på et reguleret marked. Opgørelse af gevinst og tab på aktier Din rådgiver har indsendt dokumentation for salg af dine værdipapirer, som alle er solgt den 3. januar 2020. Da dødsboet er behandlet som uskiftet bo efter dødsboskattelovens § 58, stk. 1, nr. 4 og stk. 5, betyder det, at du universalsuccederer i afdødes skattemæssige stilling. Aktierne anses for anskaffet pr. 13. april 2017, da de her overgår fra CFC-beskatning til din afdøde ægtefælles personlige beholdning. Gevinst og tab på aktier skal opgøres som forskellen mellem afståelses- og anskaffelsessummen. Det står i aktieavancebeskatningslovens § 26, stk. 2. Vi har ud fra dine indsendte depotoversigter, opgørelser og materiale modtaget fra skattemyndighederne i Schweiz, opgjort en samlet gevinst på dine aktier til 752.810 DKK. Se vedlagte Bilag 1 vedrørende de aktier, der er anskaffet efter 13. april 2017, sammenholdt med jeres indsendte opgørelser vedrørende [virksomhed1], [virksomhed2], [virksomhed5] og [virksomhed7], hvor indgangsværdien pr. 13. april 2017 er anvendt. Gevinst fra salg af aktier, der er optaget til handel på et reguleret marked, er skattepligtig og tab kan som udgangspunkt modregnes i gevinster og udbytter fra tilsvarende aktier. Det står i aktieavancebeskatningslovens § 12 og § 13A. Gevinst og tab skal medregnes i det år, hvor aktierne er solgt og beskattes som aktieindkomst, det fremgår af aktieavancebeskatningslovens § 23, stk. 1 og personskattelovens § 4a, stk.1, nr. 4. Gevinst og tab opgøres efter gennemsnitsmetoden, se aktieavancebeskatningslovens § 24, stk. 1. For 3 af dine aktier, har du en beholdning i depot i både Danmark og Schweiz. Ved opgørelsen af gevinst og tab, anvendes derfor en gennemsnits anskaffelsessum. Fradrag for tab For at opnå fradrag for tab på dine aktier er det en betingelse, at vi har modtaget oplysning om købet inden den 1. juli i det år, der følger efter købsåret. Det står i aktieavancebeskatningslovens 14, stk. 1. Ifølge aktieavancebeskatningslovens § 14, stk. 1, skal følgende oplysninger angives for det enkelte papir: - Aktiernes identitet - navn og fondskode (ISIN) m.v. - Antal - Købstidspunkt - Købesum Da der ved arven er sket universalsuccession, gælder dette også oplysningspligten. Vi kan ikke i vores systemer se, at din afdøde ægtefælles har indsendt ovenstående oplysninger vedrørende køb af aktier i de respektive købsår. Vi kan derfor ikke godkende fradrag for salg af tabsgivende aktier, idet vi ikke har modtaget oplysninger om købet af de aktier, du har solgt med tab i 2020. Det betyder også, at vi ikke kan godkende fradrag på tab på [virksomhed2], som I har medtaget i jeres indsendte opgørelse. For aktien [finans2], er der købt en andel i dansk depot først. For denne andel er oplysningspligten opfyldt, og du kan derfor få tabsfradrag for den andel, der kan henføres til det danske depot (fifo-princippet). Se aktieavancebeskatningslovens § 5. Vi forhøjer på baggrund af ovenstående din aktieindkomst med 752.810 DKK i 2020. Skattestyrelsen har vedrørende forhøjelse af gevinst og ved salg af udenlandske obligationer anført: "Vi har på baggrund af jeres fremsendte opgørelser opgjort en gevinst ved salg af udenlandske obligationer på 18.393 kr. Opgørelse af gevinst og tab på obligationer Din rådgiver har indsendt opgørelser for salg af dine obligationer, som alle er solgt den 3. januar 2020. Da der er sket universalsuccession i forbindelse med arven af depotet, anses obligationerne for anskaffet pr. den dato og til den værdi, som din afdøde ægtefælle har anskaffet dem. Obligationerne anses for anskaffet pr. 13. april 2017, da de her overgår fra CFC-beskatning til din afdøde ægtefælles personlige beholdning. Personer er skattepligtige af gevinst ved salg (realisation) af fordringer. Gevinster opgøres som forskellen mellem salgs- og købssum. Se kursgevinstlovens § 12, § 14, stk. 1 og 26, stk. 1 og 2. Fradrag for tab For at opnå fradrag for tab på dine obligationer er det en betingelse, at vi har modtaget oplysning om købet inden den 1. juli i det år, der følger efter købsåret. Det står i kursgevinstlovens § 15, stk. 1. Ifølge kursgevinstlovens § 15, stk. 1, skal følgende oplysninger angives for det enkelte papir: - Aktiernes identitet - navn og fondskode (ISIN) m.v. - Antal - Købstidspunkt - Købesum Da der ved arven er sket universalsuccession, gælder dette også oplysningspligten. Vi kan ikke i vores systemer se, at din afdøde ægtefælles har indsendt ovenstående oplysninger vedrørende køb af obligationer i de respektive købsår. Vi kan derfor ikke godkende fradrag for salg af tabsgivende obligationer, idet vi ikke har modtaget oplysninger om købet af de obligationer, du har solgt med tab i 2020. På baggrund af ovenstående forhøjer vi din kapitalindkomst med 18.393 DKK." Skattestyrelsen har vedrørende gevinst og tab på investeringsbeviser anført: Klassifikation af værdipapirer Vi har klassificeret følgende værdipapirer som investeringsbeviser omfattet af aktieavancebeskatningslovens § 19, nr. 1: - [virksomhed13] A Vi har klassificeret følgende værdipapirer som investeringsbeviser omfattet af aktieavancebeskatningslovens § 19, nr. 2: - [virksomhed12] E Hed. EUR - [...] Værdipapiret [virksomhed14] - Global EM Equ. EUR B er et dansk værdipapir og det er klassificeret på skat.dk til at være investeringsbeviser i et investeringsselskab, dvs. ligeledes omfattet af aktieavancebeskatningslovens § 19, stk. 1, nr. 2. Ved klassificeringen har vi lagt vægt på de oplysninger, som fremgår af bilag 3, side 2. Vi klassificerer dine værdipapirer, da det har betydning for, hvordan gevinst/tab skal opgøres og beskattes. Investeringsbeviser i investeringsselskaber beskattes efter aktieavancebeskatningslovens § 19 C for beviser i investeringsselskaber, der er obligationsbaserede og 19 B for beviser i investeringsselskaber, der er aktiebaserede. Et investeringsselskab er obligationsbaseret, medmindre investeringsselskabet over for told- og skatteforvaltningen, har oplyst at investeringsselskabet er aktiebaseret. Det står i aktieavancebeskatningslovens § 19 C, stk. 2 og § 19 B, stk. 2, som er gældende fra 2020. Alle dine ovenstående investeringsbeviser er obligationsbaseret. Du finder listen over investeringsselskaber, der har oplyst Skatteforvaltningen, at de er aktiebaserede, på skat.dk/Borger, vælg Aktier og værdipapirer > Investeringsforeninger og -selskaber >àListe over aktiebaserede investeringsselskaber. Opgørelse af gevinst og tab på investeringsbeviser Vi opgør gevinst og tab efter lagerprincippet. Det står i aktieavancebeskatningslovens § 23, stk. 7. Lagerprincippet betyder, at for hvert indkomstår opgøres gevinst og tab som forskellen mellem kursværdien ved begyndelsen af indkomståret og kursværdien ved udgangen af indkomståret. Vi medregner dermed årets kursstigninger og kurstab. Hvis beviserne er købt i løbet af året, anvendes købesummen i stedet for kursværdien ved begyndelsen af indkomståret. Hvis beviserne er solgt i året, anvendes salgssummen i stedet for kursværdien ved udgangen af indkomståret. Da du sælger alle dine investeringsbeviser den 3. januar 2020, anvendes salgssummen pr. denne dag. Se opgørelserne i bilag 3. Gevinst fra obligationsbaserede investeringsselskaber beskattes som kapitalindkomst, og tab kan som udgangspunkt fratrækkes i kapitalindkomsten. Det står i personskattelovens § 4, stk. 1, nr. 5. Fradrag for tab For at få fradrag for tab på dine investeringsbeviser i investeringsselskaber, er det en betingelse, at vi har modtaget oplysninger om købet. Vi skal have oplysningerne senest den 1. juli i året efter, at du har købt beviserne. De oplysninger, som vi skal have er bevisernes identitet - navn, fondskode (ISIN) m.v., antal, købstidspunktet, kurs og købesummen. Reglerne står i aktieavancebeskatningslovens § 19 D. Da der ved arven er sket universalsuccession, gælder dette også oplysningspligten. Vi kan ikke i vores systemer se, at din afdøde ægtefælle har indsendt ovenstående oplysninger. Vi kan derfor ikke godkende fradrag for salg af tabsgivende investeringsbeviser, idet vi ikke har modtaget oplysninger om købet heraf. Vi forhøjer derfor din udenlandske kapitalindkomst med 2.966 DKK for indkomståret 2020. Udtalelse fra Skattestyrelsen I forbindelse med Skatteankestyrelsens klagesagsbehandling har Skattestyrelsen den 15. juli 2024 udtalt følgende på baggrund af klagen: Det fremføres i klagen, at Skattestyrelsen i forbindelse med gennemgangen af boopgørelsen, var bekendt med beholdningen af værdipapirer i depot i Schweiz. Klager har valgt, at boet skattemæssigt behandles som et uskiftet bo efter dødsboskattelovens § 58, stk. 1, nr. 4 og stk. 5. Eftersom boet behandles som uskiftet bo, er dødsboet ikke omfattet af reglen om boopgørelse. Det fremgår blandt andet af den juridiske vejledning afsnit C.E.9.1.1 samt dødsboskiftelovens § 24, modsætningsvist. Af aktieavancebeskatningslovens §14, stk. 5, fremgår det, at oplysningsfristen er opfyldt, såfremt oplysningerne afgives i forbindelse med indlevering af boopgørelsen. Da boopgørelse ikke finder anvendelse ved uskiftet bo, er det vores opfattelse, at denne bestemmelse ikke finder anvendelse. Det er derfor Skattestyrelsens opfattelse at hovedreglen må gælde, således at den længstlevende succederer i afdødes skattemæssige stilling, og dermed også betingelserne for tabsfradrag. Klagerens opfattelse Klagerens repræsentant har fremsat påstand om, at den af Skattestyrelsen foretagne forhøjelse nedsættes med samlet 343.505 kr. Til støtte for påstanden er det bl.a. anført: "[person2] er ikke enig i, at oplysningspligten i ABL § 14, stk. 1 ikke er opfyldt idet Skattestyrelsen ifm. med gennemgangen af boopgørelsen efter ægtefællens død var bekendt med beholdningen af samtlige værdipapirer i depotet i Schweiz. Desuden har [person2] oplyst, at ægtefællen kort før sin død forsikrede hende om, at alle oplysningspligter ifm. overgangen af depotet fra [virksomhed8] Ltd. til [person1] personligt var iagttaget. [person2] havde ikke adgang til ægtefællens skatteoplysninger på TastSelv, og havde derfor ikke mulighed for at verificere om dette var korrekt. [person2] har endvidere oplyst, at hun ikke er enig i, at skiftereglernes universalsuccesionsprincip kan udstrækkes til også at gælde oplysningspligten iht. de bestemmelser, som Skattestyrelsen henviser til. Dette begrundes i, at dispositionen ift. overgangen af depotet Schweiz fra [virksomhed8] Ltd. til ægtefællen [person1] privat skete forud for indgåelsen af ægteskabet mellem [person1] og [person2] kort før [person1]s død. Det er derfor [person2]s opfattelse, at hendes oplysningspligt først indtræder ifm. Udlægget af værdipapirerne iht. boopgørelsen. Skattestyrelsen er dermed efter [person2]s opfattelse oplyst op de depotet inden for oplysningsfristen i f.eks. ABL § 14, stk. 5. Desuden oplyser [person2], at altid har været [person1] der varetog sine egne investeringer helt frem til sin død og hun således derfor intet overblik havde ift. investeringerne og depotet i Schweiz eller de skattemæssige virkninger, som Skattestyrelsen ifm. skiftet af boet iht. boopgørelsen mener hun har succederet i." Klagerens bemærkninger til Skattestyrelsens udtalelse Klagerens repræsentant har fremsat følgende bemærkninger til Skattestyrelsens udtalelse: "Skattestyrelsen anfører i afsnit 1, 2. punktum at: "Klager har valgt, at boet skattemæssigt behandles som uskiftet bo efter dødsboskattelovens § 58, stk. 1, nr. 4 og 5." Vi skal hertil bemærke, at der rent faktisk jf. vedhæftede bilag 1 fra Skattestyrelsen side kvitteres for modtagelsen af boopgørelsen indsendt 4. december 2018 med bemærkning om, at denne er modtaget og man ikke har bemærkninger hertil. Endvidere træffer Skattestyrelsen i samme brev afgørelse om, at boet behandles efter dødsboskattelovens § 58, stk. 1, nr. 4 og stk. 5 og meddeler i denne forbindelse, at den indsendte selvangivelse for boet ikke vil blive behandlet. Det er således ikke korrekt når Skattestyrelsen i udtalelsen i nærværende sag anfører, at "Klager har valgt..." (min fremhævelse). Skattestyrelsen anfører videre i afsnit 2 og 3 at: "Af aktieavancebeskatningslovens §14, stk. 5, fremgår det, at oplysningsfristen er opfyldt, såfremt oplysningerne afgives i forbindelse med indlevering af boopgørelsen. Da boopgørelse ikke finder anvendelse ved uskiftet bo, er det vores opfattelse, at denne bestemmelse ikke finder anvendelse. Det er derfor Skattestyrelsens opfattelse at hovedreglen må gælde, således at den længstlevende succederer i afdødes skattemæssige stilling, og dermed også betingelserne for tabsfradrag." Vi skal hertil bemærke, at det er vores opfattelse, at uagtet om Skattestyrelsen vælger at anvende de modtagne oplysninger i den tidligere indsendte boopgørelse og boselvangivelse eller ej, så har ikke har betydning for, om Skattestyrelsen har modtaget oplysningerne iht. aktieavancebeskatningslovens § 14, stk. 5. Det er jo et faktum at oplysningerne er fremlagt for Skattestyrelsen i både i boopgørelsen og den selvangivelse for boet, som Skattestyrelsen efterfølgende traf afgørelse om ikke skulle anvendes som grundlag for selve indkomstopgørelsen for dødsåret. Oplysninger er således modtaget hos Skattestyrelsen og tabsfradrag kan ikke nægtes under henvisning til at oplysninger ikke er modtaget rettidigt." Landsskatterettens afgørelse Sagen angår, om det er med rette, at Skattestyrelsen ikke har godkendt fradrag for tab på værdipapirer i udenlandsk depot med henvisning til, at fristen for indberetning af oplysninger i aktieavancebeskatningslovens § 14 og 19 D samt kursgevinstlovens § 15, ikke er overholdt. Retsgrundlaget Følgende fremgår af nedenstående bestemmelser: Dødsboskattelovens § 58, stk. 1, nr. 4 og stk. 5: "Reglerne i dette kapitel finder anvendelse, når afdøde efterlader sig en ægtefælle, som afdøde ikke var separeret fra ved dødsfaldet, og når (...) 4) den længstlevende ægtefælle i øvrigt er eneste legale arving efter førstafdøde. (...) Stk. 5. Når dødsboet efter førstafdøde udleveres til den længstlevende ægtefælle efter stk. 1, nr. 4, kan den længstlevende ægtefælle uanset stk. 1 vælge, at beskatning skal ske efter afsnit II. Erklæring om, at den længstlevende ægtefælle ønsker beskatning efter afsnit II, skal afgives samtidig med indgivelsen af en opgørelse over afdødes aktiver og passiver på dødsdagen." Dødsboskattelovens § 59, stk. 1: "Den længstlevende ægtefælle indtræder i afdødes skattemæssige stilling med hensyn til aktiver og passiver, der har tilhørt afdøde. Ved beskatningen af den længstlevende ægtefælle anses aktiver og passiver, der før dødsfaldet tilhørte afdøde, for erhvervet af den længstlevende ægtefælle på de tidspunkter, til de beløb og under de omstændigheder, hvorved de i sin tid er erhvervet af afdøde. Er der i afdødes ejertid sket skattemæssigt relevante ændringer i et aktivs eller passivs status hos ejeren, overtages aktivet eller passivet af den længstlevende ægtefælle med hensyntagen til sådanne ændringer." Aktieavancebeskatningslovens § 12: "Gevinst ved afståelse af aktier medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst." Aktieavancebeskatningslovens § 13: "Tab ved afståelse af aktier, der ikke er optaget til handel på et reguleret marked, fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Stk. 2. Stk. 1 finder ikke anvendelse for aktier, som i den skattepligtiges ejertid har været optaget til handel på et reguleret marked. Tab på sådanne aktier behandles i stedet efter § 13 A." Aktieavancebeskatningslovens § 13 A, stk. 1, 1. pkt.: "Tab ved afståelse af aktier, der er optaget til handel på et reguleret marked, fradrages i summen af indkomstårets udbytter, gevinster og afståelsessummer efter ligningslovens § 16 B, jf. dog nærværende lovs § 14." Aktieavancebeskatningslovens § 14, stk. 1 og 5: "Fradrag efter § 13 A er betinget af, at told- og skatteforvaltningen inden udløbet af selvangivelsesfristen efter skattekontrollovens § 4, stk. 1, 1. pkt., for det indkomstår, hvor erhvervelsen har fundet sted, eller hvor båndlæggelsen af aktier båndlagt efter ligningslovens § 7 A ophører, har modtaget oplysninger om erhvervelsen af aktierne med angivelse af aktiernes identitet, antallet, anskaffelsestidspunktet og anskaffelsessummen. (...) Stk. 5. For aktier erhvervet ved udlodning fra et dødsbo, hvor boopgørelsen er indleveret efter fristen i stk. 1, anses betingelsen i stk. 1 for opfyldt, hvis udlodningsmodtageren senest samtidig med indlevering af boopgørelsen afgiver de i stk. 1 angivne oplysninger til told- og skatteforvaltningen." Aktieavancebeskatningslovens § 19, stk. 1: "Ved et investeringsselskab forstås: 1) Et investeringsinstitut i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/65/EF, jf. bilag 1. 2) Et selskab m.v., hvis virksomhed består i investering i værdipapirer m.v., og hvor andele i selskabet på forlangende af ihændehaverne skal tilbagekøbes for midler af selskabets formue til en kursværdi, der ikke i væsentlig grad er mindre end den indre værdi. Med tilbagekøb sidestilles, at en tredjemand tilkendegiver over for selskabet, at enten den pågældende eller en anden fysisk eller juridisk person på forlangende vil købe enhver andel til en kursværdi, der ikke i væsentlig grad er mindre end den indre værdi. Kravet om tilbagekøb på forlangende er opfyldt, selv om kravet kun imødekommes inden for en vis frist. Uanset at der ikke er pligt til tilbagekøb, anses selskabet for et investeringsselskab, hvis dets virksomhed består i kollektiv investering i værdipapirer m.v. Ved kollektiv investering forstås, at selskabet har mindst 8 deltagere. Koncernforbundne og nærtstående deltagere, jf. kursgevinstlovens § 4, stk. 2, og denne lovs § 4, stk. 2, regnes i denne sammenhæng for én deltager." Aktieavancebeskatningslovens § 19 B, stk. 1 og 2, 1. pkt.: "§ 19 B. Gevinst og tab på aktier og investeringsbeviser m.v. udstedt af et investeringsselskab, jf. § 19, der er aktiebaseret, jf. stk. 2-6, medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Stk. 2. Ved et aktiebaseret investeringsselskab forstås et investeringsselskab, der over for told- og skatteforvaltningen har meddelt, at investeringsselskabet er aktiebaseret. (...)" Aktieavancebeskatningsloven § 19 C, stk. 1 og 2: "Gevinst og tab på aktier og investeringsbeviser m.v. udstedt af et investeringsselskab, jf. § 19, der er obligationsbaseret, jf. stk. 2, medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Stk. 2. Et investeringsselskab er obligationsbaseret, medmindre investeringsselskabet opfylder betingelserne i § 19 B, stk. 2." Aktieavancelovens § 19 D, stk. 1 og 4: "Fradrag efter §§ 19 B eller 19 C er betinget af, at told- og skatteforvaltningen inden udløbet af oplysningsfristen efter skattekontrollovens § 10, stk. 2, og § 11, jf. § 13, for det indkomstår, hvor erhvervelsen har fundet sted, har modtaget oplysninger om erhvervelsen af aktierne eller investeringsbeviserne m.v. med angivelse af deres identitet, antal, kurs, anskaffelsestidspunkt og anskaffelsessum. (...) Stk. 4. For aktier og investeringsbeviser m.v. erhvervet ved udlodning fra et dødsbo, hvor boopgørelsen er indleveret efter fristen i stk. 1, anses betingelsen i stk. 1 for opfyldt, hvis udlodningsmodtageren senest samtidig med indlevering af boopgørelsen afgiver de i stk. 1 angivne oplysninger til told- og skatteforvaltningen." Lovbekendtgørelse nr. 1148 af 29. august 2016, aktieavancebeskatningslovens § 23, stk. 7, 1. pkt.: "Den skattepligtige skal anvende lagerprincippet ved opgørelse af gevinst og tab på aktier, investeringsbeviser m.v. omfattet af §§ 19 A, 19 B eller 19 C." Kursgevinstlovens § 12: "Personer, der er skattepligtige efter kildeskatteloven, og dødsboer, der er skattepligtige efter dødsboskatteloven, skal ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst medregne gevinst og tab på fordringer og gæld, som omfattes af § 1, efter de regler, der er angivet i dette kapitel og § 29 samt i kapitel 4, 5 og 7." Kursgevinstlovens § 14, stk. 1: "Gevinst og tab på fordringer medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, jf. dog stk. 2 og §§ 15, 17 og 18. 1. pkt. finder dog alene anvendelse, hvis årets nettogevinst eller nettotab sammenlagt med nettogevinster og nettotab omfattet af § 23 og gevinst og tab på investeringsbeviser i obligationsbaserede investeringsinstitutter med minimumsbeskatning, jf. aktieavancebeskatningslovens § 22, overstiger 2.000 kr." Kursgevinstlovens § 15, stk. 1: "Fradrag for tab efter § 14, stk. 1, på fordringer, der er optaget til handel på et reguleret marked, er betinget af, at told- og skatteforvaltningen inden udløbet af oplysningsfristen efter skattekontrollovens §§ 10 og 11, jf. § 13, for det indkomstår, hvor erhvervelsen har fundet sted, har modtaget oplysninger om erhvervelsen af fordringen med angivelse af fordringens identitet, antallet eller pålydende værdi, anskaffelsestidspunktet og anskaffelsessummen. (...) Stk. 5. For fordringer erhvervet ved udlodning fra et dødsbo, hvor boopgørelsen er indleveret efter fristen i stk. 1, anses betingelsen i stk. 1 for opfyldt, hvis udlodningsmodtageren senest samtidig med indlevering af boopgørelsen afgiver de i stk. 1 angivne oplysninger til told- og skatteforvaltningen." Kursgevinstlovens § 26, stk. 1 og 2, 1. pkt.: "Gevinst og tab på fordringer og gæld opgøres efter reglerne i stk. 2-5, jf. dog § 25, stk. 2-5, om lagerprincippet og § 25, stk. 7-10. Stk. 2. Gevinst eller tab på fordringer opgøres som forskellen mellem anskaffelsessummen og afståelsessummen. Som anskaffelsessum anvendes kursværdien på erhvervelsestidspunktet, medmindre den skattepligtige godtgør at have erhvervet fordringen for et højere beløb." Skattekontrollovens §§ 10 og 11: "§ 10. Fysiske personer, der modtager en årsopgørelse efter regler udstedt i medfør af § 8, stk. 1, skal give told- og skatteforvaltningen oplysninger som nævnt i § 2 senest den 1. maj i året efter indkomstårets udløb, jf. dog stk. 2. Stk. 2. Følgende personer skal senest den 1. juli i året efter indkomstårets udløb give told- og skatteforvaltningen oplysninger som nævnt i § 2: 1) Personer, som modtager en årsopgørelse, men som ifølge lovgivningen forudsættes at indgive et oplysningsskema, jf. § 8, stk. 1, nr. 2. 2) Personer, som modtager en servicemeddelelse, jf. § 8, stk. 2. 3) Personer, som giver told- og skatteforvaltningen meddelelse som nævnt i § 8, stk. 3. § 11. Fysiske personer, som er omfattet af § 5, skal give told- og skatteforvaltningen oplysninger som nævnt i § 2 senest den 1. juli i året efter indkomstårets udløb." Af afsnit 3.6. i de almindelige bemærkninger til lovforslag nr. 95 om ændring af aktieavancebeskatningsloven, ligningsloven, personskatteloven og forskellige andre love af 29. februar 2012 fremgår følgende til indsættelsen af aktieavancebeskatningslovens § 14, stk. 5, og kursgevinstlovens § 15, stk. 4: "Fysiske personer, der har modtaget en selvangivelse, og en eventuel samlevende ægtefælle, skal selvangive senest den 1. juli i året efter indkomståret, jf. skattekontrollovens § 4, stk. 1. Fysiske personer, der alene modtager en årsopgørelse eller en årsopgørelse sammen med et oplysningskort, skal derimod normalt selvangive senest den 1. maj i året efter indkomståret, jf. skattekontrollovens § 4, stk. 1. Fysiske personer, som alene modtager en årsopgørelse eller en årsopgørelse sammen med et oplysningskort, eller alene modtager oplysning om indberettede tal til brug for årsopgørelsen eventuelt sammen med et oplysningskort, kan undlade at selvangive, hvis de anvendte oplysninger i årsopgørelsen eller indberettede tal til brug for årsopgørelsen er korrekte og fyldestgørende, jf. skattekontrollovens § 4, stk. 5. Efter de gældende regler er der således 2 forskellige frister for afgivelse af oplysning til SKAT om erhvervelse af aktier og fordringer m.v., der er optaget til handel på et reguleret marked, idet fristen afhænger af, hvilken frist den skattepligtige har for indsendelse af selvangivelsen. Når aktier eller fordringer m.v. erhverves ved udlodning fra et dødsbo, har arvingen ikke i alle tilfælde kendskab til anskaffelsen inden udløbet af selvangivelsesfristen for erhvervelsesåret. Efter dødsboskiftelovens § 32 - som ændret ved lov nr. 221 af 21. marts 2011 med ikrafttræden 1. juli 2011 - skal boopgørelsen indsendes senest 15 måneder efter dødsdagen i to eksemplarer til skifteretten, som videresender et eksemplar af opgørelsen til SKAT, når dødsboet skiftes som et privat skifte. Dødsboet kan vælge en skæringsdag mellem dødsdagen og 1 årsdagen for dødsfaldet. Når dødsfald sker f.eks. 15. maj i et indkomstår, kan dødsboet vente til 15. august med at sende boopgørelsen ind med en skæringsdag mellem 15. maj i dødsåret og 15. maj i det efterfølgende år. Når fristen for arvingen til at selvangive udløber, har denne ikke kendskab til anskaffelsen, når skæringsdagen vælges mellem dødsdagen og 31. december i dødsåret og det først besluttes, efter at fristen efter aktieavancebeskatningslovens § 14 og kursgevinstlovens § 15 er overskredet. Arvingen er derfor afskåret fra tabsfradrag ved senere afståelse af arvede aktier eller fordringer m.v., der er optaget til handel på et reguleret marked. (...) Det foreslås endvidere, at fristen for oplysning til SKAT om erhvervelsen af aktier og fordringer efter aktieavancebeskatningslovens § 14 og kursgevinstlovens § 15 i relation til aktier og fordringer erhvervet fra et dødsbo, hvor boopgørelsen indleveres efter fristen for oplysning til SKAT, anses for overholdt, når arvingens oplysning om erhvervelsen sker til SKAT senest samtidig med, at boopgørelsen indleveres." Skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, har følgende ordlyd: "Told- og skatteforvaltningen kan ikke afsende varsel som nævnt i § 20, stk. 1, om foretagelse eller ændring af en ansættelse af indkomstskat, ejendomsværdiskat, grundskyld eller dækningsafgift senere end den 1. maj i det fjerde år efter indkomstårets udløb. Ansættelsen skal foretages senest den 1. august i det fjerde år efter indkomstårets udløb. Denne frist gælder ikke for den skatteberegning, der er en følge af ansættelsen. Har det betydning for den skattepligtiges mulighed for at varetage sine interesser, at fristen for at foretage ansættelsen forlænges, skal en anmodning om en rimelig fristforlængelse imødekommes. Skatteministeren kan for grupper af skattepligtige fastsætte kortere frister end angivet i 1. og 2. pkt." Bekendtgørelse nr. 1305 af 14. november 2018 om en kort frist for skatteansættelse af personer med enkle økonomiske forhold § 1, stk. 1, nr. 2 og § 2, stk. 1, nr. 4, har følgende ordlyd: "§ 1. Uanset fristen i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, 1. pkt., skal Skatteforvaltningen afsende varsel om foretagelse eller ændring af en ansættelse af indkomst- eller ejendomsværdiskat for fysiske personer senest den 30. juni i det andet kalenderår efter indkomstårets udløb. Dog gælder fristen i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, 1. pkt., i følgende tilfælde: 1) Når den skattepligtige ikke har enkle økonomiske forhold, jf. § 2. (...) § 2. En skattepligtig anses ikke for at have enkle økonomiske forhold, hvis den skattepligtige 1) ikke modtager en årsopgørelse i stedet for et oplysningsskema efter § 1, stk. 1, i bekendtgørelse om fysiske personers modtagelse af en årsopgørelse i stedet for et oplysningsskema," Landsskatterettens begrundelse og resultat Ifølge aktieavancebeskatningslovens §§ 14, stk. 1, og 19 D, stk. 1, samt kursgevinstlovens § 15, stk. 1, er fradragsretten for tab på henholdsvis børsnoterede aktier, investeringsbeviser og obligationer betinget af, at der er givet oplysning til Skattestyrelsen om værdipapirernes identitet, antal, anskaffelsestidspunkt og anskaffelsessum inden for selvangivelsesfristen i skattekontrollovens § 10, stk. 2, § 11, jf. § 13. Det fremgår af den påklagede afgørelse, at klagerens afdøde ægtefælle erhvervede værdipapirerne fra sit selskab den 13. april 2017. Der er hverken over for Skattestyrelsen eller Landsskatteretten fremlagt oplysninger, der godtgør, at klagerens afdøde ægtefælle til Skattestyrelsen har afgivet ovennævnte oplysninger om sine erhvervelser af værdipapirer. Afdøde ægtefælle har derfor fortabt retten fradrag af tab på værdipapirer, jf. aktieavancebeskatningslovens § 14, stk. 1, 19 D, stk. 1 og kursgevinstlovens § 15, stk. 1. Klageren har i 2020 realiseret et tab ved afhændelse af sine børsnoterede værdipapirer i [finans1] på 202.855 kr. for så vidt angår aktier, 124.861 kr. for så vidt angår obligationer og 15.792 kr. for så vidt angår investeringsbeviser i obligationsbaserede investeringsselskaber. Det fremgår af Skattestyrelsens afgørelse, at værdipapirerne er arvet af klageren fra dennes afdøde ægtefælle. Det fremgår af fremsendte boopgørelse, at dødsboet efter klagerens ægtefælle er udlagt til privat skifte. Af Skattestyrelsens afgørelse af 18. februar 2019 fremgår, at klageren er eneste legale arving efter afdøde, og at boet derfor skatteretligt som udgangspunkt behandles som et uskiftet bo, jf. dødsboskiftelovens § 58, stk. 1, nr. 4. Det fremgår af Skattestyrelsens afgørelse af 16. februar 2019, at der ikke er anmodet om, at boet behandles efter reglerne i dødsboskattelovens afsnit II om beskatning af dødsboer som selvstændige skattesubjekter, jf. dødsboskattelovens § 58, stk. 5. Klageren og boet behandles derfor som om, at klageren sidder i uskiftet bo, jf. dødsboskiftelovens § 58, stk. 1, nr. 4 og stk. 5. Da boet behandles som et uskiftet bo, succederer klageren i sin afdøde ægtefælles skattemæssige stilling med hensyn til formuegoderne i boet, jf. dødsboskattelovens § 59, stk. 1. Efter dødsboskattelovens § 59, stk. 1, indebærer den skattemæssige succession, at længstlevende ægtefælle skattemæssigt anses for at have erhvervet aktiver og passiver, der har tilhørt afdøde ægtefælle, på de tidspunkter, til de beløb og under de omstændigheder, hvorved de i sin tid er erhvervet af afdøde. Det fremgår af forarbejderne til aktieavancebeskatningslovens § 14, stk. 5, og kursgevinstlovens § 15, stk. 5, at bestemmelserne blev indsat for at give arvinger en længere frist for at indsende oplysning om erhvervelsen af værdipapirerne til Skatteforvaltningen, da arvinger ikke i alle tilfælde har kendskab til erhvervelse af værdipapirer inden udløbet af selvangivelsesfristen for erhvervelsesåret. Indsættelsen af aktieavancebeskatningslovens § 14, stk. 5 og § 19 D, stk. 4, samt kursgevinstlovens § 15, stk. 4, kan da ikke ses at have haft til formål at udgøre en undtagelse til princippet om succession i dødsboskattelovens § 59. Selvom boet er udlagt til privat skifte, indtræder klageren derfor skatteretligt fortsat ind i sin afdøde ægtefælles retsstilling vedrørende de arvede aktiver, herunder de i sagen omhandlede tabsbærende værdipapirer. Skattestyrelsen kunne sende varsel om ændring af skatteansættelsen for indkomståret 2020 senest den 1. maj 2024 og foretage ansættelsen senest den 1. august 2024, jf. skatteforvaltningslovens § 26, stk.1. Skattestyrelsen har sendt forslag til afgørelse den 2. april 2024 og truffet afgørelse om forhøjelse den 8. maj 2024, hvorfor fristreglerne i skatteforvaltningslovens § 26 er opfyldt. Klageren er ikke omfattet af den korte ansættelsesfrist i bekendtgørelse nr. 1305 af 14. november 2018 om skatteansættelse af personer med enkle økonomiske forhold, da aktiverne, som ændringen vedrører, er placeret i udlandet, jf. bekendtgørelsens § 2, stk. 1, nr. 4. Landsskatteretten stadfæster på denne baggrund Skattestyrelsens afgørelse.

Tabsfradrag nægtet på arvede udenlandske værdipapirer ved uskiftet bo (jnr. 24-0061057) · skattewiki.dk