Spring til indhold
skattewiki.dk

← Alle afgørelser

Journalnr. 24-0060782

Maskeret udbytte ved udokumenterede overførsler fra selskabskonto

Myndigheden fik medholdStor sag (> 1 mio. kr.)
Instans
Landsskatteretten
Dokumenttype
Landsskatterettens afgørelse
Offentliggjort
16. oktober 2025
Kilde
Åbn original i afgørelsesdatabasen ↗

Resumé

Sagen angik, om overførsler på i alt 1.047.281 kr. fra et byggeselskab til klagerens private konti og til tredjemand, herunder et hotel og ukendte bankkonti, i indkomståret 2021 skulle beskattes som maskeret udbytte efter ligningslovens § 16 A. Klageren var indirekte eneejer via et holdingselskab og direktør i selskabet. Skattestyrelsen fandt, at de udokumenterede pengestrømme måtte anses for afholdt i hovedanpartshaverens interesse, mens klageren gjorde gældende, at der var tale om erhvervsmæssige udgifter, og at selskabet reelt blev drevet af klagerens onkel. Landsskatteretten fandt, at klageren som indirekte enekapitalejer havde en skærpet bevisbyrde, som ikke var løftet, da ingen dokumentation var fremlagt, og at oplysningen om onklens rolle ikke kunne føre til et andet resultat. Skattestyrelsens afgørelse blev stadfæstet.

Titel, resumé og vurderinger er AI-genererede og kan indeholde fejl.

Lovhenvisninger

Henviser til

  • SKM2009.262.VLR
  • UfR 2009.757 H

Fuldtekst

Journalnr. 24-0060782 Klagepunkt Skattestyrelsens afgørelse Klagerens opfattelse Landsskatterettens afgørelse Overførsler fra [virksomhed1] ApS’ konto anset som maskeret udbytte for klageren 1.047.281 kr. 0 kr. Stadfæstelse Faktiske oplysninger Klageren har siden stiftelsen den 7. juli 2020 ejet 100 pct. af [virksomhed2] ApS med CVR-nr. [...1] (herefter ”holdingselskabet”). Klageren har desuden udgjort holdingselskabets direktion siden stiftelsen og indtil den 15. august 2023, hvor anmodning om opløsning af holdingselskabet er tilsendt Skifteretten. Skifteretten har opløst holdingselskabet den 7. november 2023. Holdingselskabet har siden stiftelsen været registreret med branchekoden ”642020 Ikke-finansielle holdingselskaber”, og formålet har været ”at eje andre selskaber”. Holdingselskabet har siden den 23. oktober 2020 været 100 pct. ejer af [virksomhed1] ApS (herefter ”selskabet”) med CVR-nr. [...2] og indtil den 16. august 2023, hvor anmodning om opløsning af selskabet er tilsendt Skifteretten. Klageren har tillige været en del af selskabets direktion i perioden 29. oktober 2020 -16. august 2023. Selskabet blev endeligt opløst den 7. november 2023. Selskabet har siden stiftelsen været registreret med branchekoden ”412000 Opførelse af bygninger”, og formålet har været ”konstruktion af bygninger og anden beslægtet virksomhed”. Det fremgår af et kontoudskrift for selskabets bankkonto [kontonr.1] hos [finans1], at selskabet i alt har overført 330.436,54 kr. til klagerens private bankkonti [kontonr.2], [kontonr.3] og [kontonr.4] i indkomståret 2021, og som Skattestyrelsen har anset som maskeret udlodning for klageren. Beløbet er specificeret i bilag 3 til den påklagede afgørelse. Det fremgår desuden, at selskabet har foretaget følgende større overførsler på i alt 716.845 kr. i indkomståret 2021, som Skattestyrelsen har anset som private udgifter og dermed maskeret udlodning for klageren: 134.000,00 kr. til [finans2] A/S. 74.095,00 kr. til [virksomhed3] A/S. 433.250,00 kr. til Konto [kontonr.5] ([finans3]). 75.500,00 kr. til Konto [kontonr.6] ([finans4]) Klageren har på mødet med Skatteankestyrelsen desuden oplyst, at overførslen til [virksomhed3] A/S har været i forbindelse med, at selskabets underleverandør har benyttet håndværkere, der skulle have et sted at overnatte. På mødet har klagerens repræsentant desuden oplyst, at klageren er indsat som ejer og direktør i selskabet, men at det er klagerens onkel, der har drevet selskabet. Klageren har ikke fremlagt dokumentation for overførslerne. Skattestyrelsens afgørelse Skattestyrelsen har forhøjet klagerens aktieindkomst med 1.047.281 kr. for indkomståret 2021. Skattestyrelsen har som begrundelse bl.a. anført: ” … 2. Maskeret udbytte … 2.4. Skattestyrelsens bemærkninger og begrundelse Vi har gennemgået de indhentede bankkontoudskrifter for [virksomhed1] ApS konto [kontonr.1] hos [finans1] og konstateret, at der er overført væsentlige beløb herfra. Efterfølgende har vi bedt [finans1] A/S om at oplyse os om hvilke kontonumre overførslerne er sket til. På grundlag af oplysningerne fra [finans1] A/S har vi konstateret at overførslerne er sket til en række personer og virksomheder, heri blandt dig. Af bilag 3 fremgår det, at der fra selskabets bankkonto er overført 330.436,54 kr. til dig/dine bankkonti. Herudover er der fra selskabets bankkonto overført: 134.000 kr. til en bankkonto i [finans2] A/S bank, hvor det ikke er muligt at se hvem den endelige beløbsmodtager er. 74.095 kr. til [virksomhed3] A/S, som er et 3 stjernet hotel i [by1]. 433.250 kr. til konto [kontonr.5] ([finans3]), hvor det ikke er muligt at se hvem den endelige beløbsmodtager er. 75.500 kr. til konto [kontonr.6] ([finans4]), som ifølge vores oplysninger er en investeringsbank. Vi har ikke modtaget de tilhørende bilag. Vi anser ikke, at det ud fra det foreliggende materiale er dokumenteret, at ovenstående udgifter/overførsler har haft en konkret og direkte sammenhæng med [virksomhed1] ApS indkomstskabende aktiviteter. Det er vores opfattelse, at udgifterne anses for at vedrører dig personligt, hvorfor udgifterne ikke er fradragsberettigede i selskabet. (hvorfor udgifterne er uvedkommende for selskabet.) De samlede overførsler kan specificeres således: Overført til dig (se bilag 3) 330.436,54 kr. [finans2] A/S 134.000,00 kr. [virksomhed3] A/S 74.095,00 kr. Konto [kontonr.5] ([finans3]) 433.250,00 kr. Konto [kontonr.6] ([finans4]) 75.500,00 kr. I alt 1.047.281,54 kr. Efter aktieavancebeskatningslovens § 4, stk. 1, anses du for hovedaktionær i [virksomhed1] ApS i kontrolperioden. De af selskabet overførte beløb på 1.047.281 kr. anses for at være maskeret udlodning til dig efter reglerne i ligningslovens § 16 A, stk. 1 og 2. Ved vurderingen heraf er der henset til, at udokumenterede pengestrømme ud af et selskab, ifølge praksis alt andet lige må være afholdt i hovedanpartshaverens interesse, i kraft af dennes dominerende indflydelse på selskabet. Beløbet beskattes derfor hos dig som aktieindkomst efter personskattelovens § 4 a, stk. 1, nr. 1. Da vi ikke har modtaget bemærkninger til det fremsendte forslag til afgørelse af 28. november 2023, fastholder vi vores forslag om beskatning af maskeret udlodning (se ovenfor). …” Udtalelse fra Skattestyrelsen Skattestyrelsen er ved udtalelse af 27. august 2024 ikke fremkommet med nye oplysninger. Klagerens opfattelse Klagerens repræsentant har nedlagt påstand om, at den af Skattestyrelsen foretagne forhøjelse på 1.047.281 kr. skal nedsættes til det selvangivne for indkomståret 2021. Til støtte for påstanden har repræsentanten bl.a. anført: ”… ANBRINGENDER Til støtte for den nedlagte påstand gøres det for så vidt angår den maskerede udlodning overordnet gældende, at de omtvistede hævninger på selskabets konto udgør erhvervsmæssige udgifter mv. og er [klager]s skatteansættelse uvedkommende. [klager] er i færd med at indhente yderligere dokumentation herfor, og denne vil blive fremlagt hurtigst muligt. …” Klagerens bemærkninger til Skattestyrelsens udtalelse Klagerens repræsentant har ikke fremsat bemærkninger til Skattestyrelsens udtalelse Klagerens yderligere bemærkninger til sagen Klagerens repræsentant har den 24. juni 2025 fremsat følgende bemærkninger forud for med mødet med Skatte- ankestyrelsen: “… ANBRINGENDER Til støtte for den nedlagte påstand gøres det for så vidt angår den maskerede udlodning overordnet gældende, at de omtvistede hævninger på selskabets konto udgør erhvervsmæssige udgifter, hvorfor de er [klager]s skatteansættelse uvedkommende. … 2 Hvad angår maskeret udlodning Det er udgangspunktet i dansk skatteret, at skattepligtige i Danmark skal beskattes af alle deres indtægter, uanset deres fremtrædelsesform, jf. statsskattelovens § 4. Hvorvidt der er grundlag for at beskatte udlodning, beror på en vurdering af, om betingelserne i ligningslovens 8 16 A er opfyldt. Ligningslovens $ 16 A, stk. 1 og 2, er sålydende: ”Ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst medregnes udbytte af aktier, andelsbeviser og lignende værdipapirer, jf. dog stk. 4. Stk. 2. Til udbytte henregnes: 1) Alt, hvad der af selskabet udloddes til aktuelle aktionærer eller andelshavere, jf. dog stk. 3, og afståelsessummer omfattet af $ 16 B, stk. 1. […]” Det følger således af ligningslovens § 16 A, stk. 1, at alt hvad der udloddes til en kapitalejer, som følge af deres kapitalejerstatus skatteretteligt skal behandles som udbytte. Bestemmelsen finder også anvendelse på overførsler til kapitalejere, som ”maskeres” med henblik på at opnå en gunstigere skattemæssig position. Maskeret udlodning ses almindeligvis statueret i de situationer, hvor et selskab sælger aktiver til hovedaktionæren eller vice versa, hvor dette ikke er sket til markedspris. Maskeret udlodning er således almindeligvis statueret, hvis en sådan disposition ikke er foretaget efter armslængdeprincippet i ligningslovens § 2. Det følger i forbindelse hertil, at indkomst omfattet af ligningslovens § 16 A udgør aktieindkomst, jf. personskatteloven § 4 A, stk. 1. Det skatteretlige udbyttebegreb omfatter samtlige økonomiske fordele, der tilgår kapitalejeren, hvorved maskeret udlodning foreligger i de situationer, hvor kapitalejeren får en økonomisk fordel fra selskabet. | en sådan situation vil der være korrektionsadgang for Skattestyrelsen i medfør af ligningslovens § 16 A, stk. 1. For at kunne statuere maskeret udlodning opstilles der i teorien krav om, at 1) der skal være tale om forretningsmæssigt set unormale dispositioner mellem et selskab og dets kapitalejer, 2) der skal være et interessefællesskab mellem selskabet og kapitalejeren, og 3) det skal være kapitalejerindflydelsen, der har forårsaget anvendelsen af de forretningsmæssigt set unormale dispositioner. Herved forstås at problemstillingen vedrørende maskeret udlodning angår om de dispositioner, som kapitalejer m.v. og selskabet m.v. foretager indbyrdes afviger fra dispositioner som uafhængige skattesubjekter ville foretage indbyrdes. I forbindelse hertil fremgår følgende af Den juridiske vejledning 2025-1, afsnit C.B.3.5.2.1: ”For at statuere maskeret udbytte skal disse to spørgsmål altid vurderes konkret: Er udgiften afholdt i aktionærens interesse? Er udgiften en driftsomkostning? Der skal kunne svares ja til det første spørgsmål og nej til det andet spørgsmål, for at der kan statueres maskeret udbytte.” Det fremgår således af Den juridiske vejledning, at der skal foretages en konkret vurdering af hver enkelt sag, hvor der særligt skal lægges vægt på kapitalejerens selvstændige interesse i den pågældende disposition samt lægges vægt på, om dispositionen er foretaget i selskabets interesse. I vurderingen af, hvorvidt udgiften er afholdt i kapitalejerens selvstændige interesse, skal den skattepligtige disposition have passeret kapitalejerens økonomi, jf. bl.a. SKM 2009.262.VLR og professor, dr.jur. Jan Pedersens kommentar hertil offentliggjort i Revision og Regnskabsvæsen, Skattemæssige Meddelelser 2009.173. Af Jan Pedersens artikel fremgår bl.a. følgende: ”Uden udtrykkelig hjemmel kan reelle og skatteretligt retskraftige dispositioner ikke undergives beskatning, medmindre skatteyderen har givet afkald på indkomsten på en sådan måde, at indkomstmuligheden positivt er disponeret til optjening hos en anden indkomstmodtager, typisk en nærtstående.” Det kan således konstateres, at det er en betingelse for at statuere maskeret udlodning i medfør af ligningslovens 8 16 A, at udgiften er afholdt i kapitalejerens interesse, og at der ikke er tale om en driftsomkostning. Udlodningsbeskatningen kræver, at der af hensyn til kapitalejerens personlige interesse, i selskabet ikke er ageret forretningsmæssigt. Det er skattemyndighederne pligtig at godtgøre, at betingelserne for maskeret udlodning er opfyldt, jf. eksempelvis UfR.2009.757H. 2.1 Den konkrete sag Det gøres gældende, at der ikke er grundlag for at beskatte [klager] af maskeret udlodning fra [virksomhed1] ApS. Skattestyrelsen har ikke formået at godtgøre, at betingelserne for maskeret udlodning er opfyldt, som er dem pligtig, jf. eksempelvis UfR.2009.757.H. Skattestyrelsen anfører blot i afgørelsen af den 12. april 2024, at de ikke finder det dokumenteret, at de omtvistede overførsler har haft konkret og direkte sammenhæng med [virksomhed1] ApS' indkomstskabende aktiviteter fra det foreliggende materiale, hvorfor udgifterne anses for at vedrøre [klager] personligt. Skattestyrelsen anser således overførslerne for at udgøre maskeret udlod- ning, jf. ligningslovens $ 16 A, stk. 1 og 2. Det er derimod [klager]s opfattelse, at overførslerne ikke udgør usædvanlige forretningsmæssige dispositioner. Overførslerne er almindelige erhvervsmæssige udgifter som ikke kan anses at være foretaget i [klager]s interesse. …” Landsskatterettens afgørelse Landsskatteretten skal tage stilling til, om overførsler fra selskabets konto til tredjemand og klagerens bankkonti på i alt 1.047.281 kr. i indkomståret 2021 skal anses som værende maskeret udbytte til klageren efter ligningslovens § 16 A. Retsgrundlaget Det fremgår af statsskattelovens § 4, stk. 1: ”Som skattepligtig indkomst betragtes med de i det følgende fastsatte undtagelser og begrænsninger den skattepligtiges samlede årsindtægter, hvad enten de hidrører her fra landet eller ikke, bestående i penge eller formuegoder af pengeværdi …” Det fremgår af ligningslovens §§ 16 A, stk. 1 og 2, stk. 1: ”Ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst medregnes udbytte af aktier, andelsbeviser og lignende værdipapirer, jf. dog stk. 4. Stk. 2. Til udbytte henregnes: Alt, hvad der af selskabet udloddes til aktuelle aktionærer eller andelshavere, jf. dog stk. 3, og afståelsessummer omfattet af § 16 B, stk. 1. …” Vederlag i form af formuegoder af pengeværdi, sparet privatforbrug og værdien af helt eller delvis vederlagsfri benyttelse af andres formuegoder medregnes til den skattepligtige indkomst som udbytte af aktier, medmindre vederlaget eller godet modtages som led i et ansættelsesforhold eller som led i en aftale om ydelse af personligt arbejde i øvrigt. Det følger af ligningsloven § 16, stk. 1, modsætningsvist. Udbytte beskattes som aktieindkomst, jf. personskattelovens § 4 a, stk. 1, nr. 1. Landsskatterettens begrundelse og resultat Skattestyrelsen har ved gennemgang af selskabets bankkonto, [kontonr.1] hos [finans1] konstateret overførsler på i alt 1.047.281 kr. for indkomståret 2021. Overførslerne er sket til klageren og andre bankkonti, herunder et hotel. Klageren har været indirekte eneejer af selskabet i perioden 23. oktober 2020 – 31. oktober 2023 og har desuden udgjort selskabets direktion i perioden 29. oktober 2020 – 16. august 2023. Under disse omstændigheder påhviler det klageren som indirekte enekapitalejer af selskabet at sandsynliggøre, at posteringerne på selskabets konto er sket i selskabets interesse og ikke har karakter af private udgifter. Bevisbyrden er som følge af interessefællesskabet mellem klageren og selskabet skærpet. Klageren har ikke fremlagt dokumentation for overførslerne. Landsskatteretten finder på den baggrund, at klageren ikke har dokumenteret eller tilstrækkeligt sandsynliggjort, at selskabets overførsler på i alt 1.047.281 kr., herunder afholdelse af udgifter til 3. mand, er sket i selskabets interesse. Retten har lagt vægt på, at der ikke er fremlagt dokumentation for overførslerne, som kan understøtte klagerens forklaring om, at overførslerne ikke er afholdt i klagerens personlige interesse. Det er desuden ikke dokumenteret eller tilstrækkeligt sandsynliggjort, at selskabets overførsler er sket som led i et låneforhold mellem selskabet og klageren. Det kan ikke føre til et andet resultat, at repræsentanten har oplyst, at klagerens onkel har drevet selskabet, idet klageren har været indirekte enekapitalejer og direktør i selskabet i indkomståret 2021. Udgifterne anses herefter for afholdt i klagerens interesse og beskattes som maskeret udbytte. Landsskatteretten stadfæster herefter Skattestyrelsens afgørelse.

Maskeret udbytte ved udokumenterede overførsler fra selskabskonto (jnr. 24-0060782) · skattewiki.dk