Journalnr. 24-0056582
Tabsfradrag nægtet for aktier i udenlandsk depot – forhøjelse skærpet
- Instans
- Landsskatteretten
- Dokumenttype
- Landsskatterettens afgørelse
- Offentliggjort
- 21. november 2025
- Kilde
- Åbn original i afgørelsesdatabasen ↗
Resumé
Sagen angik opgørelsen af en skatteyders gevinster og tab på aktier og investeringsbeviser i et udenlandsk depot hos en britisk udbyder, som skatteyderen delte med sin ikke-skattepligtige ægtefælle, for indkomstårene 2020-2022. Skattestyrelsen havde på baggrund af CRS-oplysninger og en Portfolio Report forhøjet aktie- og kapitalindkomsten med bruttogevinster og nægtet fradrag for tab, herunder et selvangivet tab på 375.536 kr. i 2022, fordi købsoplysninger ikke var indsendt inden oplysningsfristen efter aktieavancebeskatningslovens § 14 og § 19 D. Klageren gjorde gældende, at opgørelsen var forkert, at der netto var tab i perioden, og at porteføljerapporter var indsendt med selvangivelserne. Under klagesagen fremlagde klageren Closed Positions Reports, hvorefter Skattestyrelsen genberegnede gevinsterne til højere beløb. Landsskatteretten fandt, at tabsfradrag med rette var nægtet, da købsoplysningerne først var modtaget efter fristens udløb, og forhøjede yderligere aktieindkomsten med 40.381 kr. (2020), 63.493 kr. (2021) og 15.454 kr. (2022) samt kapitalindkomsten med 746 kr. (2021), mens nægtelsen af tabet i 2022 blev stadfæstet.
Titel, resumé og vurderinger er AI-genererede og kan indeholde fejl.
Lovhenvisninger
Henviser til
- SKM2017.610.LSR
Fuldtekst
Journalnr. 24-0056582 Klagepunkt Skattestyrelsens afgørelse Klagerens opfattelse Landsskatterettens afgørelse Indkomståret 2020 Aktieindkomst Gevinst ved salg af aktier i udenlandsk depot 160.945 kr. 0 kr. Forhøjes til 201.326 kr. Indkomståret 2021 Aktieindkomst Gevinst på aktier og aktiebaserede investeringsbeviser i udenlandsk depot Kapitalindkomst Gevinst på obligationsbaserede investeringsbeviser i udenlandsk depot 52.472 kr. 5.792 kr. 0 kr. 0 kr. Forhøjes til 115.965 kr. Forhøjes til 6.538 kr. Indkomståret 2022 Kapitalindkomst Gevinst på obligationsbaserede investeringsbeviser i udenlandsk depot Aktieindkomst Gevinst ved salg af aktier i udenlandsk depot 0 kr. 0 kr. -375.536 kr. 0 kr. Stadfæstelse Forhøjes til 15.454 kr. Faktiske oplysninger Klageren har bopæl i Danmark og har i de påklagede indkomstår haft diverse konti og depoter hos [finans1] Ltd. i Storbritannien. Disse konti er delt med klagerens ægtefælle. Ægtefællen er efter det oplyste ikke skattepligtig til Danmark. På baggrund af oplysninger modtaget fra skattemyndighederne i Storbritannien efter reglerne i internationale aftaler om udveksling af oplysninger om finansielle konti, Common Reporting Standard (CRS), har Skattestyrelsen forhøjet klagerens aktie- og kapitalindkomst for indkomstårene 2020, 2021 og 2022. I forbindelse med Skattestyrelsens sagsbehandling har klageren indsendt ”Portfolio Report” fra [finans1] Ltd. for 2019 til 2022. Af materialet fremgår blandt andet oplysninger om gevinster og tab (”P/L”) for de enkelte aktier og investeringsbeviser. På årsopgørelsen for indkomstårene 2020 og 2021 har klageren ikke oplyst om gevinster eller tab på aktier og investeringsbeviser handlet via [finans1] Ltd. På årsopgørelsen for indkomståret 2022 har klageren oplyst et samlet tab i kapitalindkomsten på 375.536 kr. for salg af aktier og investeringsbeviser. I forbindelse med klagen har klageren den 19. august 2024 fremsendt yderligere materiale til Skatteankestyrelsen. Materialet omfatter ”Closed Positions Report” fra [finans1] Ltd. for 2020, 2021 og 2022 og indeholder mere detaljerede oplysninger om handlerne med aktier og investeringsbeviser for de pågældende år. Her fremgår bl.a. oplysninger om anskaffelsessummer, afståelsessummer og antal af de enkelte aktier og investeringsbeviser. Dette materiale har ikke været fremlagt for Skattestyrelsen på tidspunktet for Skattestyrelsens afgørelse. Skattestyrelsen har ved udtalelse af 18. juli 2025 opgjort klagerens gevinster og tab på aktier og investeringsbeviser på baggrund af de nye oplysninger i ”Closed Positions Report” for 2020, 2021 og 2022. Ifølge Skattestyrelsens nye opgørelse kan klagerens gevinster og tab opgøres således: 2020: Aktieindkomst forhøjes med 201.326 kr. 2021: Aktieindkomst forhøjes med 115.965 kr. Kapitalindkomst forhøjes med 6.538 kr. 2022: Kapitalindkomst forhøjes med 375.536 kr. Aktieindkomst forhøjes med 15.454 kr. Skattestyrelsens afgørelse Skattestyrelsen har forhøjet klagerens aktieindkomst med 160.945 kr. for indkomståret 2020 og 52.472 kr. for indkomståret 2021 samt forhøjet klagerens kapitalindkomst med 5.792 kr. for indkomståret 2021 og 375.536 kr. for indkomståret 2022. Skattestyrelsen har som begrundelse bl.a. anført: ”1.1 De faktiske forhold (…) Du har indsendt Portfolio Report fra 2019-2022 fra [finans1] Limited, der indeholder en samlet opgørelse af dine tab og gevinster ved salg af aktier. Vi kan dog ikke se, hvordan gevinst og tab er beregnet, idet der ikke fremgår oplysninger om køb og salg. I Portfolio Report fra [finans1] Limited har de klassificeret en del af dine værdipapirer som værende Stocks. Vi kan ikke se, at du tidligere har indsendt oplysninger til os om købet af de aktier, du har solgt i 2020-2022 inden udløbet af fristen for at afgive oplysninger til årsopgørelsen for købsåret, da du ikke har registreret dem i Skattestyrelsens Værdipapirsystem eller på anden måde har indsendt oplysninger vedrørende købet af dine aktier. (…) 1.3 Vores begrundelse og bemærkninger Vi har anvendt din banks klassifikation af værdipapirerne. Værdipapirer angivet med Stocks anses derfor som værende aktier. Du har ikke oplyst om gevinst/tab på dine aktier deponeret hos [finans1] Limited på din årsopgørelse for indkomståret 2020 og 2021. Da du deler kontoen i [finans1] Limited med din ægtefælle, medtages kun halvdelen af indkomsten på kontoen til din beskatning. Ud fra det materiale vi har modtaget fra dig, har vi opgjort din skattepligtige gevinst ved salg af aktier til 160.945 DKK i 2020 og 47.736 DKK i 2021. Vi har omregnet til danske kroner efter Nationalbankens gennemsnitskurs for indkomståret, da vi ikke kender handelsdatoerne. Vores opgørelse af gevinst og tab er specificeret i vedlagte Bilag 1. Vi har anvendt bankens profit and loss (P/L) opgørelse, til at beregne dine tab og gevinster, da vi ikke har modtaget de konkrete oplysninger om køb og salg af aktier og derfor ikke er i stand til at opgøre gevinst og tab korrekt. Vi anser dine aktier som værende handlet på et reguleret marked. Ifølge aktieavancebeskatningslovens § 12 er du skattepligtig af gevinst og tab ved salg af aktier, og beløbene skal medregnes i det indkomstår, hvor aktierne er solgt. Det står i aktieavancebeskatningslovens § 23, stk. 1. Gevinst og tab skal opgøres efter gennemsnitsmetoden og som forskellen mellem afståelses- og anskaffelsessummerne efter bestemmelsen i aktieavancebeskatningslovens § 24, stk. 1, § 26, stk. 1 og § 26, stk. 2. Ifølge aktieavancebeskatningslovens § 26, stk. 6, skal du opgøre den gennemsnitlige købesum for din samlede beholdning af aktier i hvert enkelt selskab forud for hvert salg af aktier i selskabet, medmindre du sælger din samlede beholdning på én gang. For at du kan få fradrag for tab efter aktieavancebeskatningslovens § 13 A, stk. 1, er det en betingelse, at du har indsendt oplysninger til Skattestyrelsen om købet af aktierne inden udløbet af den frist, der står i aktieavancebeskatningslovens § 14, stk. 1. De oplysninger der skal indsendes er: • aktiernes identitet • antallet af aktier • anskaffelsestidspunktet og • anskaffelsessummen Da vi ikke kan se, at du har indsendt købsoplysninger for de aktier, du har købt via [finans1] Limited inden udløbet af fristen for at afgive oplysninger til årsopgørelsen for købsåret, kan vi ikke godkende fradrag for tab på disse aktier. Opgørelsen af gevinst og tab skal ske ved anvendelse af bruttometode. Det betyder, at du skal betale skat af bruttogevinster, selvom du ikke få fradrag for dit tab. Det fremgår bl.a. af Den juridiske vejledning, afsnit C.B.2.2.1.4 og af SKM2017.610.LSR. Gevinst ved salg af aktier skal medregnes i aktieindkomsten efter bestemmelsen i personskattelovens § 4 a, stk. 1, nr. 4. Vi forhøjer din aktieindkomst med 160.945 DKK i 2020 og 47.736 DKK i 2021. (…) 2.1 De faktiske forhold Du har ikke oplyst om gevinst eller tab på investeringsbeviser handlet via [finans1] Limited på din årsopgørelse for 2021. I 2022 har du opgivet et samlet tab på 375.536 DKK ved salg af aktier og investeringsbeviser som kapitalindkomst. I Portfolio Report fra [finans1] Limited for 2021 og 2022 har de klassificeret en del af dine værdipapirer som værende Exchange traded products (ETF, ETC, ETN). (…) 2.3 Vores begrundelse og bemærkninger Vi har anvendt din banks klassifikation af værdipapirerne. Værdipapirer angivet med Exchange traded products (ETF, ETC, ETN), anser vi som værende investeringsbeviser i et investeringsselskab omfattet af aktieavancebeskatningslovens § 19, stk. 1, nr. 2. Der skelnes mellem aktiebaserede og obligationsbaserede investeringsselskaber. Et investeringsselskab er obligationsbaseret, medmindre det opfylder betingelserne for at være aktiebaseret. Det fremgår af aktieavancebeskatningslovens § 19 C, stk. 2. For at være aktiebaseret skal selskabet have meddelt dette til told- og skatteforvaltningen efter aktieavancebeskatningslovens § 19 B, stk. 2. Investeringsselskabet [fond1] og [fond2] fremgår på vores liste over aktiebaserede investeringsselskaber. Du kan finde listen på skat.dk under menuen aktier og andre værdipapirer, vælg derefter investeringsforeninger og investeringsselskaber. De resterende fremgår ikke på listen, hvorfor det er obligationsbaserede investeringsselskaber. Ud fra det materiale vi har modtaget fra dig, har vi opgjort din skattepligtige gevinst ved salg af obligationsbaserede investeringsbeviser til 5.792 DKK i 2021. Vi opgjort din skattepligtige gevinst ved salg af aktiebaserede investeringsbeviser til 4.736 DKK i 2021. Vi har omregnet til danske kroner efter Nationalbankens gennemsnitskurs for indkomståret, da vi ikke kender handelsdatoerne. Vores opgørelse af gevinst og tab er specificeret i vedlagte Bilag 1. Vi har anvendt bankens profit and loss (P/L) opgørelse, til at beregne dine tab og gevinster, da vi ikke har modtaget de konkrete oplysninger om køb og salg af investeringsbeviser og derfor ikke er i stand til at opgøre gevinst og tab korrekt. Ved opgørelsen af gevinst/tab på obligationsbaserede og aktiebaserede investeringsbeviser anvendes lagerprincippet, hvilket betyder at gevinst/tab opgøres som forskellen mellem værdien ved indkomstårets udgang og værdien ved indkomstårets begyndelse. For investeringsbeviser, der er afstået i indkomstårets, anvendes afståelsessummen i stedet for værdien ved indkomstårets slutning. Det fremgår af aktieavancebeskatningslovens § 23, stk. 7. Gevinst/tab af obligationsbaserede investeringsbeviser skal medregnes i den skattepligtige indkomst efter § 19 C, stk. 1 og beskattes som kapitalindkomst efter personskattelovens § 4, stk. 1, nr. 5. Mens gevinst/tab af aktiebaserede investeringsbeviser medregnes i den skattepligtige indkomst efter aktieavancebeskatningslovens § 19 B, stk. 1, og beskattes som aktieindkomst efter personskattelovens § 4 a, stk. 1, nr. 4. For at få fradrag for tab på dine investeringsbeviser er det en betingelse, at vi har modtaget oplysninger om købet. Vi skal have oplysningerne senest den 1. juli i året efter, at du har købt investeringsbeviserne. Oplysningerne vi skal have er: Værdipapirets identitet – navn, fondskode (ISIN) mv., antal, købstidspunktet, kurs købesummen. Det fremgår af aktieavancebeskatningslovens § 19 D, stk. 1. For 2021 forhøjes din kapitalindkomst med 5.792 DKK og din aktieindkomst forhøjes med 4.736 DKK. Du har i 2022 indberettet et samlet tab for investeringsbeviser og aktier på 375.536 DKK. Da vi ikke kan se, at du har indsendt købsoplysninger for de aktier og investeringsbeviser, du har købt via [finans1] Limited inden udløbet af fristen for at afgive oplysninger til årsopgørelsen for købsåret, kan vi ikke godkende fradrag for tab på disse værdipapirer. Vi forhøjer derfor din kapitalindkomst med 375.536 DKK i 2022. (…)” Udtalelse fra Skattestyrelsen I forbindelse med Skatteankestyrelsens klagesagsbehandling har Skattestyrelsen den 12. juli 2024 udtalt, at afgørelsen fastholdes. Skattestyrelsen har bl.a. udtalt følgende: ”Der er ikke nye oplysninger i sagen, som ikke står i sagsfremstillingen. Det bemærkes, at der i sagen er blevet efterspurgt yderligere materiale. Der er efterspurgt en transaktionsliste hvor købs- og salgsoplysninger af de enkelte værdipapirer fremgår. Borger har ikke reageret på disse henvendelser. Hvorfor vi har anvendt det materiale vi har haft til rådighed. Som svar på materialeindkaldelse har borger anmodet om, at vi indberetter den Profit og Loss, der er opgjort i [finans1] Ltds Portfolio Report for 2019-2022. Vi tager i vores opgørelse udgangspunkt i de samme Profit og Loss tal, blot fordelt på de enkelte værdipapirer. Borger har i 2020 og 2021 ikke oplyst om udenlandsk indkomst på årsopgørelsen. Der er ikke tidligere indsendt købsoplysninger til Skattestyrelsen. Borger sender først disse oplysninger i forbindelse med kontrolsagen. Borger er i materialeindkaldelserne blevet gjort opmærksom på oplysningsfristen i 2023. (…)” Ved udtalelse af 18. juli 2025 har Skattestyrelsen videre udtalt følgende: ”Modtagelse af oplysninger om værdipapirer i udenlandsk depot [klager] har oplyst til Skatteankestyrelsen, at han i forbindelse med selvangivelsen for indkomstårene 2019, 2020, 2021 og 2022 har indsendt oplysninger om værdipapirer i et udenlandsk depot. Det bemærkes, at [klager] forud for vores kontrol ikke har oplyst om gevinst og tab vedrørende disse værdipapirer på årsopgørelsen. I bilag 1-3 kan årsopgørelserne før vores ændringer ses. Kontrolsagen blev igangsat den 22. marts 2023. Den 2. juli 2023 fremsendte [klager] materiale for indkomstårene 2019–2022 som led i kontrolsagen. Se vedlagte bilag 4 for dokumentation af modtagelsen. Materialet blev sendt som svar på vores henvendelser via e-Boks og indeholder Portfolio Reports fra [finans1] Ltd. for de nævnte år. Rapporterne indeholder oplysninger om beholdningen ultimo indkomståret, købspriser samt en samlet opgørelse af "Profit and Loss". Vi har anmodet [klager] om yderligere dokumentation, da rapporterne ikke indeholder detaljer om de enkelte salgstransaktioner, og da "Profit and Loss"-opgørelsen også inkluderer urealiserede gevinster. Da vi ikke modtog den ønskede dokumentation, har vi anvendt de opgjorte "Profit and Loss"-tal fra rapporterne. Modtagelse af ny dokumentation I forbindelse med klagesagen har [klager] fremsendt yderligere materiale til Skatteankestyrelsen. På baggrund af denne nye dokumentation har vi foretaget nye beregninger af gevinst og tab. Den nye dokumentation indeholder oplysninger om de enkelte salg, hvilket gør det muligt at vurdere, om der har været gevinst eller tab ved hvert delsalg. Det er derfor mere korrekt at anvende disse rapporter til beregning af gevinst og tab. De nye beregninger for aktier og lagerbeskattede investeringsbeviser fremgår af bilag 5 og 6. Konsekvenser af de nye beregninger: Indkomståret 2020: Oprindelig forhøjelse af aktieindkomsten: 160.945 kr. Ny beregning af aktieindkomst: 201.326 kr. Yderligere forhøjelse af aktieindkomst: 40.381 kr. Indkomståret 2021: Oprindelig forhøjelse af aktieindkomsten: 52.472 kr. Oprindelig forhøjelse af kapitalindkomsten: 5.792 kr. Ny beregning af aktieindkomst: 115.965 kr. (aktier og lagerbeskattede investeringsbeviser der er aktieindkomst) Ny beregning af kapitalindkomst: 6.538 kr. Yderligere forhøjelse af aktieindkomst: 63.493 kr. Forhøjelse af kapitalindkomst: 746 kr. Indkomståret 2022 Kontrolsagen blev oprindeligt igangsat for 2020 og 2021. Da [klager] blev opmærksom på, at han ikke havde oplyst udenlandsk indkomst, indberettede han selv indkomsten for 2022, og fremsendte den 2. juli 2023 købsoplysninger til os. Vi inddrog derfor 2022 i kontrolsagen. [klager] har indberettet et tab som kapitalindkomst på 375.536 kr. Da dette tab ikke kan godkendes, forhøjes kapitalindkomsten med samme beløb. Tabet skal fortsat nægtes. Efter den nye beregning skal der yderligere ske en forhøjelse af: Aktieindkomsten: 15.454 kr. “ Klagerens opfattelse Klageren har fremsat påstand om, at hans aktieindkomst nedsættes med 160.945 kr. for indkomståret 2020 og 52.472 kr. for indkomståret 2021, samt at hans kapitalindkomst nedsættes med 5.792 kr. for indkomståret 2021 og 375.536 kr. for indkomståret 2022. Til støtte for påstanden har klageren bl.a. anført: ”Hovedpunkter 1. Uenig i Skattestyrelsens fastsættelse af skat på gevinst af ikke realiseret aktier og investeringsbeviser for årene 2020, 2021 og 2022 2. Uenig i at Skattestyrelsen ikke accepterer fradrag for tab på realiseret aktie/investeringsbeviser i 2021 og 2022, 3. Uenig i at Skattestyrelsen fastsætter skat af ikke realiseret gevinst, grundet at aktie portefølje iflg. Skattestyrelsen ikke var oplyst i 2020 og 2021 og 2022. 4. Uenig i at Skat ikke har fået oplyst aktie portefølje for 2020,2021 og 2022 inden 01.07.2022 ([finans1] portefølje års rapporter fremsendt med selvangivelsen for 2019, 2020, 2021 og 2022) 5. Uenig i Skattestyrelsens opgørelse og fordeling af tab/gevinst af aktiebeholdning og investeringsbeviser. Opgørelse er ikke korrekt. (…)” Klagerens bemærkninger til Skattestyrelsens udtalelse Klageren har den 19. august 2024 bl.a. fremsat følgende bemærkninger til Skattestyrelsens udtalelse af 12. juli 2024: ”(…) Jeg er forsat uenige i Skattestyrelsen (Skat) afgørelse af 17.05.2024 og redegøre med nedenstående oversigt de faktiske aktiegevinster og tab iht. [finans1] Closed Positions Report (CPR) for 2020, 2021 og 2022 Investerings depot er samejet med min ægtefælle, som ikke er dansk skattepligtig. Derfor er alene min andel af sameje aktie portefølje (50%) beskatnings/fradrags berettiget. [Grafik udeladt, Schultz redak.] [Grafik udeladt, Schultz redak.] Opsummering Af ovenstående tabel 1.0 og 2.0 fremgår det at Skattestyrelsens afgørelse om beskatning af aktier og investerings papirer ikke er i overensstemmelse med faktiske gevinster og tab for 2020, 2021 og 2022 iht. [finans1] CPR. 2020: Skat fastsætter aktie indkomst til DKK 160.945 Vs. CPR DKK 124.368 (gevinst) 2021: Skat fastsætter aktie indkomst til DKK 52.472 Vs. CPR DKK – 5.873,33 (tab) 2021: Skat fastsætter forhøjet kapital indkomst DKK 5,792 (Det er uvist hvordan dette beløb Fremkommer), hvorfor det bestrides 2022: Skat fastsætter forhøjet kapital indkomst DKK 375.536. Dette beløb blev angivet af mig på selvangivelse for 2022, som samlet aktietab for 2020, 2021 og 2022, angivet som lagerprincippet. Ved selvangivelsens indberetning var vedlagt [finans1] Portfolio Annual Reports (PAR) for 2020,2021 og 2022. Der er samlet for indkomstårene 2020,2021 og 2022 et net aktietab på DKK -33.413 Skat afviser i afgørelse af 17.05.2024, fradrag for tab i indkomstårene 2021 og 2022. Denne afgørelse bestrides, da Skat fastsætter beskatning af aktieindkomst (gevinst) for 2020, men samtidig acceptere ikke fradrag for aktietab for 2021 og 2022 indkomstår. Skat har modtaget oversigt over faktisk Portfolio for 2020, 2021 og 2022 ([finans1] PAR), Skats afgørelse anses derfor for urigtig og afgørelsen ankes jf. tidligere og vedlagte dokumentation. Der er ikke i ovennævnte svar skrift ikke foretaget en net skatteberegning for 2020, 2021 og 2022 (Ny årsopgørelse), da en regulering af endelig skat for 2020, 2021 og 2022, skal genberegnes ud fra faktiske aktie gevinster/tab, kapital indkomst (løn mm.) og tidligere betalt A skat. ” Klagerens yderligere bemærkninger til sagen Klageren har den 26. september 2025 bl.a. fremsat følgende bemærkninger til Skattestyrelsens udtalelse af 18. juli 2025: ”Investerings depot i [finans1] UK er samejet af min ægtefælle, hvoraf min andel er 50%. Opgørelse over aktie og investerings gevinst og tab for årene 2020, 2021 og 2022 skal derfor kun fordeles med 50% andel til mig ([klager]) JF. Tabel 2.0. Af ovenstående tabel 1.0 og 2.0 fremgår det at Skattestyrelsens afgørelse om beskatning af aktier og investeringsbeviser ikke er i overensstemmelse med faktiske gevinster og tab for 2020, 2021 og 2022 iht. [finans1] CPR. 2020: Skat fastsætter aktie indkomst til DKK 201.326 Vs. CPR DKK 124.368 (gevinst) 2021: Skat fastsætter aktie og lagerbeskattet investeringsbeviser indkomst til DKK 115.965 Vs. CPR DKK -5.873,33 (tab) 2021: Skat fastsætter forhøjet kapital indkomst DKK 6.538 (Det er uvist hvordan dette beløb Fremkommer), hvorfor beløbet bestrides 2022: Skat fastsætter forhøjet kapital indkomst DKK 375.536. Dette beløb blev angivet af mig på selvangivelse for 2022, som samlet aktietab for 2020, 2021 og 2022, angivet efter lagerprincippet. Ved selvangivelsens indberetning var vedlagt [finans1] Portfolio Annual Reports (PAR) for 2020,2021 og 2022. Der er efterfølgende fremsendt [finans1] Closed Positions report (CPR) for årene 2020,2021 og 2022 (vedlagt igen dette brev) Faktiske tab aktie og lagerinvesteringsbeviser for 2022 DKK -151.908,50 (tab) (…)” Landsskatterettens afgørelse Landsskatteretten skal tage stilling til, hvordan klagerens gevinst på aktier og investeringsbeviser skal opgøres for indkomstårene 2020, 2021 og 2022, herunder om fradrag for tab på aktier og investeringsbeviser kan nægtes i henhold til aktieavancebeskatningslovens § 14, stk. 1, og § 19 D, stk. 1. Retsgrundlaget Gevinst og tab ved afståelse af aktier skal medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, jf. aktieavancebeskatningslovens §§ 1 og 12. Følgende fremgår af aktieavancebeskatningslovens § 13 A, stk. 1, 1. pkt.: ”Tab ved afståelse af aktier, der er optaget til handel på et reguleret marked eller en multilateral handelsfacilitet, fradrages i summen af indkomstårets udbytter og gevinster, jf. dog nærværende lovs § 14. ” Af aktieavancebeskatningslovens § 14, stk. 1, fremgår: ”Fradrag efter § 13 A er betinget af, at told- og skatteforvaltningen inden udløbet af oplysningsfristen efter skattekontrollovens § 10, stk. 2, og § 11, jf. § 13, for det indkomstår, hvor erhvervelsen har fundet sted, har modtaget oplysninger om erhvervelsen af aktierne med angivelse af aktiernes identitet, antallet, anskaffelsestidspunktet og anskaffelsessummen. ” Følgende fremgår af aktieavancebeskatningslovens § 19 B, stk. 1: ”Gevinst og tab på aktier og investeringsbeviser m.v. udstedt af et investeringsselskab, jf. § 19, der er aktiebaseret, jf. stk. 2-6, medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst. ” Af aktieavancebeskatningslovens § 19 C, stk. 1, fremgår: ”Gevinst og tab på aktier og investeringsbeviser m.v. udstedt af et investeringsselskab, jf. § 19, der er obligationsbaseret, jf. stk. 2, medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst. ” Følgende fremgår af aktieavancebeskatningslovens § 19 D, stk. 1: ”Fradrag efter §§ 19 B eller 19 C er betinget af, at told- og skatteforvaltningen inden udløbet af oplysningsfristen efter skattekontrollovens § 10, stk. 2, og § 11, jf. § 13, for det indkomstår, hvor erhvervelsen har fundet sted, har modtaget oplysninger om erhvervelsen af aktierne eller investeringsbeviserne m.v. med angivelse af deres identitet, antal, kurs, anskaffelsestidspunkt og anskaffelsessum. ” Af aktieavancebeskatningslovens § 23, stk. 1, fremgår: ”Gevinst og tab på aktier, der skal medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, medregnes i det indkomstår, hvori gevinsten eller tabet realiseres (realisationsprincippet). ” Følgende fremgår af aktieavancebeskatningslovens § 23, stk. 8: ”Den skattepligtige skal anvende lagerprincippet ved opgørelse af gevinst og tab på aktier, investeringsbeviser m.v. omfattet af §§ 19 A, 19 B eller 19 C. I tilfælde, hvor der er tale om aktier, der ikke er optaget til handel på et reguleret marked eller en multilateral handelsfacilitet, eller om aktier, der ikke er registreret i en værdipapircentral, og den skattepligtiges indkomstår er forskelligt fra kalenderåret, foretages opgørelsen i stedet som forskellen mellem værdien ved udgangen af kalenderåret og værdien ved begyndelsen af kalenderåret. For aktier, som den skattepligtige har erhvervet i løbet af kalenderåret, anvendes anskaffelsessummen i stedet for værdien ved begyndelsen af kalenderåret. For aktier, som den skattepligtige har afstået i løbet af kalenderåret, anvendes afståelsessummen i stedet for værdien ved udgangen af kalenderåret. Afståelsessummer, der er skattepligtige efter ligningslovens § 16 B, stk. 1, indgår ikke i opgørelsen. Ved værdien af aktier og investeringsbeviser m.v., som er udstedt af et investeringsselskab, forstås markedskursen. Kan en markedskurs ikke fastlægges, eller er denne lavere end tilbagekøbsværdien opgjort efter § 19, stk. 1, nr. 2, anvendes tilbagekøbsværdien. ” Det fremgår af skattekontrollovens §§ 10, stk. 2, og 11, at oplysningsfristen er den 1. juli i året efter indkomstårets udløb. Landsskatterettens begrundelse og resultat Gevinster og tab på aktier, der skal medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, medregnes i det indkomstår, hvori gevinsten eller tabet realiseres, jf. aktieavancebeskatningslovens § 23, stk. 1. Gevinster og tab på investeringsbeviser omfattet af aktieavancebeskatningslovens §§ 19 B og 19 C skal opgøres efter lagerprincippet, jf. aktieavancebeskatningslovens § 23, stk. 8. Klageren har den 19. august 2024 fremsendt ”Closed Positions Report” fra [finans1] Ltd. for 2020, 2021 og 2022 som dokumentation for, at han har realiseret gevinster og tab ved salg af aktier og investeringsbeviser optaget på et reguleret marked for disse år. Klageren skal beskattes efter realisationsprincippet for disse aktiehandler og efter lagerprincippet for disse handler med investeringsbeviserne, jf. aktieavancebeskatningslovens § 23, stk. 1 og 8. For at der kan godkendes fradrag for tab på handel med aktier og investeringsbeviser i klagerens udenlandske depot, skal oplysninger om erhvervelse af aktier og investeringsbeviser med angivelse af aktiernes og investeringsbevisernes identitet, antal, anskaffelsestidspunkt og anskaffelsessum være indsendt til Skattestyrelsen inden udløbet af oplysningsfristen efter skattekontrollovens § 11 for det indkomstår, hvor erhvervelsen har fundet sted, jf. aktieavancebeskatningslovens § 14, stk. 1, og § 19 D, stk. 1. Efter det oplyste har klageren erhvervet aktierne og investeringsbeviserne over adskillige omgange i perioden fra 2018 til 2022. Den sidste relevante oplysningsfrist for indberetning af erhvervelserne efter aktieavancebeskatningslovens § 14, stk. 1, og § 19 D, stk. 1, var således den 1. juli 2023. Skattestyrelsen har ikke inden for oplysningsfristerne modtaget oplysninger som angivet i aktieavancebeskatningslovens § 14, stk. 1, og § 19 D, stk. 1, for aktierne og investeringsbeviserne. Det bemærkes, at de af klageren fremsendte ”Closed Positions Report” for 2020-2022 er fremsendt af klageren den 19. august 2024, hvilket vil sige efter fristens udløb Landsskatteretten finder herefter, at Skattestyrelsen med rette har nægtet fradrag for tab på aktierne og investeringsbeviserne. Landsskatteretten finder videre, at klagerens aktie- og kapitalindkomst for indkomstårene 2020-2022 skal forhøjes på baggrund af den fremsendte ”Closed Positions Report” for 2020-2022 og kan opgøres i overensstemmelse med Skattestyrelsens opgørelse. Landsskatteretten forhøjer derfor klagerens aktieindkomst med 40.381 kr. for indkomståret 2020, med 63.493 kr. for indkomståret 2021 og med 15.454 kr. for indkomståret 2022 samt forhøjer klagerens kapitalindkomst med 746 kr. for indkomståret 2021. Landsskatteretten ændrer Skattestyrelsens afgørelse i overensstemmelse hermed.