Journalnr. 24-0050589
Beskatning af værelsesudlejning og udeholdt omsætning i kurervirksomhed
- Instans
- Landsskatteretten
- Dokumenttype
- Landsskatterettens afgørelse
- Offentliggjort
- 9. marts 2026
- Kilde
- Åbn original i afgørelsesdatabasen ↗
Resumé
Sagen angik, om klageren for indkomstårene 2020-2022 skulle beskattes af indsætninger på sine bankkonti, som Skattestyrelsen havde henført dels til værelsesudlejning i klagerens egen bolig (ca. 1,3 mio. kr. brutto, opgjort efter den skematiske metode i ligningslovens § 15 Q, stk. 1), dels til udeholdt omsætning i uregistreret kurervirksomhed (ca. 368.000 kr. ekskl. moms). Klageren gjorde gældende, at lejeindtægterne reelt kun udgjorde ca. 115.200 kr. årligt, da mange indbetalinger var modtaget på vegne af andre, at han havde ret til fradrag for faktiske drifts- og renteudgifter, at virksomhedsindtægterne skulle nedsættes, og at han var berettiget til kørselsfradrag for ca. 50.000 km årligt. Landsskatteretten fandt, at klageren ikke havde løftet bevisbyrden for, at indsætningerne ikke var skattepligtige, jf. SKM2008.905.HR, og at der uden dokumentation for faktiske udgifter alene kunne gives skematisk fradrag efter § 15 Q, stk. 1. Kørselsfradrag blev nægtet, da der ikke forelå kørebog eller bilag, og klagepunktet om renteudgifter blev afvist, da Skattestyrelsen ikke havde truffet afgørelse herom. Skattestyrelsens afgørelse blev stadfæstet på alle punkter.
Titel, resumé og vurderinger er AI-genererede og kan indeholde fejl.
Lovhenvisninger
Henviser til
- SKM2008.905.HR
- UfR 2004.1516 H
Fuldtekst
Journalnr. 24-0050589 Klagepunkt Skattestyrelsens afgørelse Klagerens opfattelse Landsskatterettens afgørelse Indkomståret 2020 Årlig indtægt fra værelsesudlejning, [adresse1], [by1] 408.710 kr. inkl. forbrug 115.200 kr. Stadfæstes Fradrag for udgifter ved værelsesudlejning, [adresse1], [by1] 181.064 kr. 177.902 kr. Stadfæstes Indtægter i enkeltmandsvirksomhed 50.400 kr. ekskl. moms Nedsættes Stadfæstes Fradrag for kørsel i enkeltmandsvirksomhed Nej Ja Stadfæstes Indkomståret 2021 Årlig indtægt fra værelsesudlejning, [adresse1], [by1] 476.779 kr. inkl. forbrug 115.200 kr. Stadfæstes Fradrag for udgifter ved værelsesudlejning, [adresse1], [by1] 197.732 kr. 177.902 kr. Stadfæstes Indtægter i enkeltmandsvirksomhed 102.916 kr. ekskl. moms Nedsættes Stadfæstes Fradrag for kørsel i enkeltmandsvirksomhed Nej Ja Stadfæstes Indkomståret 2022 Årlig indtægt fra værelsesudlejning, [adresse1], [by1] 412.554 kr. inkl. forbrug 115.200 kr. Stadfæstes Fradrag for udgifter ved værelsesudlejning, [adresse1], [by1] 172.162 kr. 177.902 kr. Stadfæstes Indtægter i enkeltmandsvirksomhed 215.019 kr. ekskl. moms Nedsættes Stadfæstes Fradrag for kørsel i enkeltmandsvirksomhed Nej Ja Stadfæstes Faktiske oplysninger [adresse1], [by1]. Klageren ejer ejendommen beliggende [adresse1], [by1]. Skattestyrelsen har oplyst, at der ifølge det Centrale Person Register (CPR) på adressen har været registreret op til 21 personer, der ikke er klageren eller hans ægtefælle, i perioden fra 2020 til 2022. Klageren har ikke selvangivet lejeindtægter. Det fremgår af klagerens bankkontoudtog for indkomstårene 2020, 2021 og 2022 fra [finans1] og [finans2], at der er sket overførsler til klagerens konti, hvor der af tekstfeltet fremgår ”husleje”, ”rent” og ”room”, samt også indbetalinger fra personer, som har været tilknyttet adressen. Skattestyrelsen har opgjort indtægterne til henholdsvis 408.710 kr. inkl. forbrug i 2020, 476.779 kr. inkl. forbrug i 2021 og 412.544 kr. inkl. forbrug i 2022. Skattestyrelsen har ved materialeindkaldelser af 2. februar 2023 og 4. oktober 2023 bedt klageren om at indsende oplysninger vedrørende redegørelse og dokumentation for beløb, som vedrører udlejning af [adresse1], [by1]. Skattestyrelsen har bedt klageren fremsende oplysninger om, hvilken ejendom/ejendomme indbetalingerne vedrører, regnskab med indtægter og udgifter vedrørende udlejningsejendommen, bilag for indtægter og udgifter for 2020, 2021 og 2022, lejekontrakter, redegørelse og dokumentation for, hvilke beløb som vedrører depositum, og redegørelse og dokumentation for, hvad indsætningerne dækker over. Klageren har fremsendt oplysninger vedrørende udgifter til terminsydelser i 2023, husforsikring, ejendomsskatter i 2022, varme i 2023 og vand i 2023. Klageren har endvidere oplyst, at han har smidt de fleste bilag vedrørende udlejningen ud. Enkeltmandsvirksomhed Klageren er ejer af enkeltmandsvirksomheden [virksomhed1], cvr [...1], som har startdato den 22. juli 2022. Branchekoden er 532000 Andre post- og kurertjenester. Klageren har i 2021 haft lønindkomst før skat og AM-bidrag fra [virksomhed2] på 210 kr., fra [virksomhed3] ApS på 10.125 kr. og fra [virksomhed4] ApS på 3.375 kr. Klageren har i 2022 haft lønindkomst før skat og AM-bidrag fra [virksomhed5] ApS på 32.905 kr. Det fremgår af klagerens bankkontoudtog for indkomstårene 2020, 2021 og 2022 fra [finans1] og [finans2], at der er sket overførsler via Mobilepay, kontante indbetalinger i automat, løn, overførsler fra virksomheder og en række overførsler uden særlige beskrivelser i tekstfeltet. Skattestyrelsen har opgjort indsætningerne til henholdsvis 63.000 kr. i 2020, 128.644 kr. i 2021 og 268.773,35 kr. i 2022. Skattestyrelsen har oplyst, at klageren i 2021 havde registreret 8 knallerter i sit navn. Vedrørende moms Skattestyrelsen har endvidere truffet afgørelse om, at klagerens virksomhed er momspligtig pr. 3. januar 2020. Landsskatteretten har ved afgørelse i sagsnr. [sag1] stadfæstet Skattestyrelsens afgørelse vedrørende momspligt. Skattestyrelsens afgørelse Skattestyrelsen har forhøjet klagerens kapitalindkomst med i alt 747.085 kr. for 2020, 2021 og 2022 vedrørende værelsesudlejning i egen bolig. Skattestyrelsen har i denne forbindelse fastsat klagerens fradrag efter reglerne om skematisk fradrag i ligningslovens § 15 Q. Skattestyrelsen har endvidere forhøjet klagerens virksomhedsresultat i klagerens enkeltmandsvirksomhed med i alt 368.335 kr. for 2020, 2021 og 2022. Skattestyrelsen har som begrundelse herfor anført: ”(…) Udlejning af værelser på adressen [adresse1], [by1] (…) 1.4. Skattestyrelsens bemærkninger og begrundelse Enhver, der er skattepligtig her til landet, skal årligt oplyse Skattestyrelsen om sin indkomst, hvad enten den er positiv eller negativ. Det følger af skattekontrollovens § 2, stk. 1. Udgangspunktet er, at al indkomst er skattepligtig. Det gælder både engangsindtægter og tilbagevendende indtægter, og det er uden betydning, om indkomsten er resultat af en aktiv indsats for at få indtægter fx ved arbejde som lønmodtagere eller som selvstændig erhvervsdrivende eller som en uventet erhvervelse, fx en gevinst eller gave. Se statsskattelovens § 4. Indtægter fra udlejning af værelser i helårsboligen eller fra udlejning af en privat helårsbolig til beboelse en del af indkomståret skal medregnes til den skattepligtige indkomst. Det gælder, uanset om der er tale om udlejning af en ejerbolig eller om fremleje af en lejlighed. Der gives ved indkomstopgørelsen fradrag for udgifter i forbindelse med udlejningen. Fradraget kan beregnes efter forskellige regler, der afhænger af, om resultatet af udlejningen opgøres efter en skematisk metode eller en regnskabsmæssig metode. Udlejeren skal anvende den skematiske eller den regnskabsmæssige metode, når betingelserne for at anvende regelsættet i ligningslovens § 15 P eller § 15 Q er opfyldt. Reglerne gælder for ikke-erhvervsmæssig udlejning af en helårsbolig, som ejeren selv benytter til beboelse. Reglerne i ligningslovens § 15 P vedrører alene fremleje af værelser i egen lejet lejlighed og da du ejer [adresse1], [by1], kan du ikke anvende disse regler. En ejer, der udlejer sin helårsbolig en del af indkomståret, eller udlejer værelser i boligen, kan vælge at foretage en skematisk opgørelse af resultatet af udlejningen. Se ligningslovens § 15 Q, stk. 1 og 2. Reglerne kan anvendes, uanset hvor stor en del af boligen der udlejes. Du har oplyst, at du har bopæl på adressen, hvilket også fremgår af oplysninger i det Centrale Person Register (CPR), hvorfor vi anvender ligningslovens § 15 Q. Det har ikke været muligt for os at opgøre huslejen efter den regnskabsmæssige metode, da vi ikke har modtaget materiale for udlejningen af [adresse1], [by1]. Vi har opgjort udlejningen efter den skematiske metode for ligningslovens § 15 Q, da vi vurderer, at denne metode er den mest hensigtsmæssigt for dig. Se bilag A. Resultatet af udlejningen opgøres ved, at der gives bundfradrag i bruttolejeindtægten. Bundfradragets størrelsen afhænger af, om udlejningen af boligen sker gennem et udlejningsbureau eller lign. eller om ejeren selv forestår udlejningen. Se Den juridiske vejledning, afsnit C.H.3.4.1.1 Udlejning af værelser eller udlejning af helårsbolig en del af året. Du har ikke oplyst, at der er sket udlejning ved et udlejningsbureau, hvor vi anser det for at være dig selv, som har forestået udlejningen af [adresse1], [by1]. Bundfradraget ved udlejning af bolig, som du selv bor i (privat udlejning) er: 2020* 2021 2022 Bundfradrag 29.300 kr. 11.700 kr. 11.900 kr. *Fra 2018-2020 bliver der ikke skelnet mellem, om du har udlejet via en platform eller udenom en platform. Bundfradraget dækker samtlige udgifter og afskrivninger ved udlejningen, herunder ejendomsskat, der ellers ville være fradragsberettiget ved indkomstopgørelsen. Se ligningslovens § 15 Q, stk. 1 og stk. 3. I den del af bruttolejeindtægten, der overstiger bundfradraget, gives yderligere fradrag på 40 pct. 40 pct.-fradraget dækker alle udgifter i forbindelse med udlejningen, herunder fradrag for eventuelle ejendomsskatter. 40 pct.-fradraget dækker også ejerens ejendomsværdiskat i udlejningsperioden. Vi kan se i Det Centrale Personregister (CPR), at der er personer, som er tilmeldt [adresse1], [by1]. Der er registeret personer i både 2020, 2021 og 2022. Da vi ikke har modtaget lejekontrakter eller regnskabsmateriale til opgørelse af værelsesudlejning, har vi gennemgået dine bankkontoudtog og kan konstatere indbetalinger fra personerne, som er registreret på adressen. Vi har derfor skønnet at indbetalingerne, hvor der fremgår ”husleje”, ”rent”, ”room”, samt hvor vi har kunne identificere personer, som er, eller har været, tilknyttet adressen vedrører udlejning af [adresse1], [by1]. Vi har sammenholdt personer, som er registreret på adressen, deres ophold på adressen og de indbetalinger, som vi anser vedrører husleje for udlejning af [adresse1]. Vi kan se, at der er væsentlige flere indbetalinger for husleje end personer registreret på adressen, hvorfor vi vurderer, at ikke alle beboer på [adresse1], [by1], har registreret deres ophold på adressen. Se bilag A for specifikation af husleje indbetalinger. Vi har desuden set på din bankkonto, at der er flere indbetalinger, som vedrører både husleje og depositum, som vi har medtaget i vores opgørelse. Se bilag A. Vi vurderer, at vi ikke kan adskille beløbet og opgøre en husleje og et depositum, da vi ikke kender de konkrete beløb for hverken husleje eller deposita. Vi har derfor medtaget beløb fra din konto, hvor det fremgår af posteringsteksten, at det er vedrørende depositum. Vi har på baggrund af ovenstående opgjort dit resultat ved udlejning af værelse på [adresse1], [by1], til: 2020 2021 2022 Årlig lejeindtægt inkl. forbrugsudgifter (fx el, vand, varme) 408.710 kr. 476.779 kr. 412.554 kr. Beregnet bundfradrag -29.300 kr. -11.700 kr. -11.900 kr. Beløb efter bundfradrag 379.410 kr. 465.079 kr. 400.654 kr. 40 % reduktion af beløb efter bundfradrag -151.764 kr. -186.032 kr. -160.262 kr. Skattepligtig indtægt 227.646 kr. 279.047 kr. 240.392 kr. Vi anser ovenstående beløb som værende skattepligtige efter statsskattelovens § 4 og skal medtages i den skattepligtige indkomst efter personskattelovens § 4, stk. 1, nr. 6. Resultat af din virksomhed (…) 2.4. Skattestyrelsens bemærkninger og begrundelse Enhver, der er skattepligtig her til landet, skal årligt oplyse Skattestyrelsen om sin indkomst, hvad enten den er positiv eller negativ. Det følger af skattekontrollovens § 2, stk. 1. Al indkomst er som udgangspunkt skattepligtig. Se statsskattelovens § 4. En erhvervsdrivende skattepligtig skal selvangive sin indkomst til Skattestyrelsen og indgive et skattemæssigt årsregnskab i overensstemmelse med de regler, der er fastsat. Se skattekontrollovens § 6. Disse regler er et supplement til de almindelige bogføringskrav, fastsat i bogføringsloven og årsregnskabsloven. Regnskabet skal være udarbejdet på grundlag af en løbende bogføring, herunder et ført og afstemt kasseregnskab. Se bogføringslovens § 7, § 8 og § 9. Ifølge mindstekravsbekendtgørelsen for mindre virksomheder, skal regnskabet og bilagsmaterialet på en klar og overskuelig måde kunne danne grundlag for skattemyndighedernes kontrol. Se mindstekravsbekendtgørelsen for mindre virksomheder § 7 og § 8. Erhvervsdrivende har pligt til at udarbejde og indgive et skattemæssigt årsregnskab inden udløbet af oplysningsfristen. Det fremgår af skattekontrollovens § 6. Det fremgår desuden heraf, at den erhvervsdrivende skal opbevare regnskabsmateriale og regnskab i overensstemmelse med de fastsatte regler herom. Det fremgår af skattekontrollovens § 6, stk. 2, at hvis du ikke indsender eller opbevarer et skattemæssigt årsregnskab og regnskabsmateriale, kan vi foretage en skønsmæssig ansættelse af den skattepligtige indkomst efter skattekontrollovens § 74. Det fremgår af skattekontrollovens § 74 stk. 1 og 3, at hvis du ikke har givet os oplysninger kan vi foretage en skønsmæssig ansættelse og når den skønsmæssige ansættelse af din indkomst sker på et sikkert grundlag ud fra andre oplysninger, såsom kontoudtog, kan vi foretage et skøn af din indkomst, uden hensyn til dit privatforbrug, din skattepligtige indkomst for tidligere år, årsopgørelser, forskudsregistreringer og oplysninger fra indberetningspligtige. Vi kan se, at du har indsat og modtaget beløb af en vis størrelse på din bankkonti i [finans2] og [finans1], som vi ikke anser at vedrører din allerede beskattede indkomst. Vi har den 4. oktober 2023 bedt dig redegøre og dokumentere beløbene. Det har vi ikke modtaget. Hvis der ses en yderligere indtægtskilde, eller det ses, at en skatteyder har modtaget indtægter af en vis størrelse, som ikke kan ses at være oplyst, kan indkomsten forhøjes. Det påhviler skatteyderen at godtgøre, at disse indtægter stammer fra midler, der allerede er beskattet, eller som er undtaget fra beskatning og der lægges vægt på, om skatteyderens forklaringer kan underbygges af objektive kendsgerninger. Se SKM2008.905.HR. Vi har den 4. december 2023 indkaldt bankkontoudtog fra [finans1] og [finans2] for indkomståret 2022. Vi har modtaget disse den 22. december 2023. Vi har på baggrund af dine bankkontoudtog opgjort et skønsmæssig resultat af din virksomhed for 2020, 2021 og 2022. Vi har i vores gennemgang af dine kontoudtog taget højde for interne overførsler og indtægter, som vi kan se allerede vedrører din beskattede indkomst. Indtægter Vi har gennemgået dine bankkontoudtog fra [finans2] og [finans1] og vi har anset de indsatte beløb på dine bankkonti for 2020 og 2021 og 2022 for udeholdt omsætning i din uregistreret virksomhed, indtil du starter din virksomhed [virksomhed1] (Cvr. [...1]). Vi har set flere beløb på dine kontoer, hvor der fremgår ”overførsler” og ”Udenl. Overf.” og flere beløb af en vis størrelse. Der er i 2020 er indsætninger på i alt 63.000 kr., i 2021 indsættes 128.644 kr. og i 2022 indsættes 268.773,35 kr. på dine bankkonti, som vi anser vedrører din virksomheds omsætning. Vi har desuden set nogle andre overførsler, hvor der fremgår navne eller lignende, som vi har anset for også at være vedrørende virksomheden grundet beløbets størrelse og art og ikke anset det for private indsættelser eller indsætninger som vedrører din allerede beskattede indkomst. Vi har desuden henset til, at du i 2021 registrer i alt 8 knallerter på dig privat, hvor der er en væsentlig stigning i indsætningerne fra 2020. Du har den 22. juli 2022 startet virksomheden [virksomhed1], som har branchekode 532000 Andre post- og kurertjenester. Vi anser derfor at der er sammenfald i væsentlige indsætninger på dine bankkonti, din aktiviteter vedrørende køb af knallerter og aktivitet i din virksomhed [virksomhed1]. Vi anser derfor indsætningerne for 2020, 2021 og 2022 for at vedrøre udeholdt omsætning i din virksomhed. Vi har også medtaget et beløb på 5.848 kr. med teksten ”[virksomhed2]”. Vi kan dog se på modpostkontoen, at det indbetalte beløb ikke er fra [virksomhed2], hvorfor vi har medtaget beløbet i din virksomhed. Se bilag B for specifikation af hvilke indsætninger, som vi har medtaget i regnskabet, som virksomhedens omsætning. Vi anser indtægterne i bilag B for at være skattepligtige efter statsskattelovens § 4, stk. 1, litra a og beskattes som personlig indkomst efter personskattelovens § 3, stk. 1. Udgifter Statsskattelovens § 6 indeholder den grundlæggende hovedregel for, hvilke driftsomkostninger, der kan trækkes fra ved beregningen af den skattepligtige nettoindkomst. De fradragsberettigede driftsomkostninger er "de udgifter, som i årets løb er anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten, herunder ordinære afskrivninger". Se statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Vi har ved vores gennemgang af dine bankkontoudtog fra [finans2] og [finans1] ikke set udgifter, som vi med et tilstrækkeligt sikkert grundlag kan givet fradrag i din virksomhed. Det er f.eks. ikke oplyst, hvilken konto, som virksomheden har brugt til sin bankkonto og du har ikke indsendt købsbilag, som vedrører virksomheden. Det skal bemærkes, at bevisbyrden for, at der foreligger en fradragsberettiget driftsomkostning og ikke f.eks. en privatudgift, som udgangspunkt påhviler skatteyderen. Skatteyderen skal derfor kunne dokumentere eller sandsynliggøre, at eventuelle udgiftsbilag dækker over faktiske udgifter, og at samtlige betingelser for fradrag er opfyldt, herunder at udgiften henhører til det pågældende indkomstår. Ændring af virksomhedens resultat Vi har på baggrund af ovenstående opgjort resultatet af din virksomhed for 2020, 2021 og 2022 til: 2020 Beløb m/ moms Moms heraf Beløb u/ moms Omsætning 63.000,00 kr. 12.600,00 kr. 50.400,00 kr. Udgifter 0,00 kr. 0,00 kr. 0,00 kr. Resultat af virksomhed 50.400 kr. 2021 Beløb m/ moms Moms heraf Beløb u/ moms Omsætning 128.644,00 kr. 25.728,00 kr. 102.916,00 kr. Udgifter 0,00 kr. 0,00 kr. 0,00 kr. Resultat af virksomhed 102.916 kr. 2022 Beløb m/ moms Moms heraf Beløb u/ moms Omsætning 268.773,35 kr. 53.754,00 kr. 215.019,35 kr. Udgifter 0,00 kr. 0,00 kr. 0,00 kr. Resultat af virksomhed 215.019 kr. Resultatet af din virksomhed er skattepligtige efter statsskattelovens § 4, stk. 1, litra c og beskattes som personlig indkomst efter personskattelovens § 3, stk. 1 og der skal efter reglerne i arbejdsmarkedsbidragslovens § 4 stk. 1, beregnes arbejdsmarkedsbidrag af beløbet. (…)” Udtalelse fra Skattestyrelsen I forbindelse med Skatteankestyrelsens klagesagsbehandling har Skattestyrelsen den 1. juli 2024 udtalt: ”(…) Vores kommentar til punkt 1. Renteudgifter Borgeren skriver i klage (begrundelse): ”Årsrente er nu fra 10% til 11,5% af lånbeløb 4.5 milion Renteudgifter Total: ca. 517.000kr om år” Vores gennemgang har ikke omfattet renteudgifter. Borgeren har fortalt i telefonsamtale den 17. november 2023, at ikke alle renteudgifter er indberettet korrekt. Vi har den 22. november 2023 og 7. februar 2024 modtaget udsnit af låneaftaler. Vi har den 7. februar 2024 modtaget spørgsmål om rentestigning på lånene. Vi har den 20. februar 2024 informeret ham om, at vi ikke kan svare på spørgsmålet, da rentestigninger ikke vedr. skattemæssige forhold. Vi har henvist til skat.dk: Fradrag for renter og i Den juridiske vejledning, afsnit C.A.11.2.2 Betingelserne for, at renteudgifter kan fradrages. Vores kommentar til punkt 2. Nettolejeindtægt Borgeren skriver i klage (begrundelse): ”Tre person er nu registre og bor i huset / 89kvm (udvendig mål), 3 værelses. Husleje er 3800+2000+3800=9600kr. Lejeindtægt Total: ca.115.200kr om år” Vores gennemgang er alene fra 2020 til 2022 og vi kan i forbindelse med vores gennemgang konstatere, at der i perioden fra 2020 til 2022 er registreret andre personer på adresse end borgeren selv og ægtefælle, se side 3 i vores afgørelse. Vi har på bankkontoudtog set, at der er indbetalinger, hvor der fremgår ”husleje”, ”rent”, ”room”. Vi har set personers navne på bankkontoudtogene, som er, eller har været, tilknyttet adressen vedrører udlejning af [adresse1], [by1]. Vi har sammenholdt personer, som er registreret på adressen, deres ophold på adressen og de indbetalinger, som vi anser vedrører husleje for udlejning af [adresse1]. Vi kan se, at der er væsentlige flere indbetalinger for husleje end personer registreret på adressen, hvorfor vi vurderer, at ikke alle beboer på [adresse1], [by1], har registreret deres ophold på adressen og vi har på den baggrund opgjort den årlige leje indtægt for værelsesudlejning af ejendommen [adresse1], [by1]. Se vores bilag A i afgørelsen. Vores kommentar til punkt 3. Årlig udgift Borgeren skriver i klage (begrundelse): ”Fjernvarme 13467kr. om år Vand 12807kr. om år Bygas 1182kr. om år El 15163kr. om år Hus Forsikring 6453kr. om år Udgift(1) Total: ca. 49072kr. om år Reparation, Renovering, Vedligeholdelse ca.13800kr. om år Rengøring assistant 4 gang om måned, ca. 12000kr. om år Have arbejde, træfældning , maskine leje, rette jord, jord bortkørsel 19800kr. om år Person ikke betale huslej 21600kr. om år Udgift(2) Total: ca. 67200kr. om år” Vi har den 4. oktober 2023 bedt borgeren indsende regnskab med indtægter og udgifter vedrørende udlejningsejendommen/ejendommene for både 2020, 2021 og 2022, bilag for indtægter og udgifter for 2020, 2021 og 2022, lejekontrakter på dem, som indbetaler husleje/rent eller lignende til dig. Dette har vi ikke modtaget for året, men alene for oktober måned. Det er oplyst telefonisk den 4. oktober 2023, at borgeren ikke har mange bilag for udlejning af [adresse1], da det meste er smidt ud og at han har billeder af udgifterne på din telefon. Det er oplyst at den højeste huslejeindtægt er 30-34.000 kr. i måneden og at han ikke har mange husleje-kontrakter, da lejerne typisk for der i 1-2 måneder, og at han ikke får depositum fra disse. Se siden 5 i afgørelse. Vi har derfor opgjort udlejningen efter ligningslovens § 15 Q, da det har ikke været muligt for os at opgøre huslejen efter den regnskabsmæssige metode, da vi ikke har modtaget materiale for udlejningen af [adresse1], [by1]. Vi har opgjort udlejningen efter den skematiske metode for ligningslovens § 15 Q, da vi vurderer, at denne metode er den mest hensigtsmæssigt, som vi også skriver på siden 6 i vores afgørelse. Den skematiske metode i ligningslovens § 15 Q giver et bundfradrag på 29.300 kr. (2020), 11.700 kr. (2021) og 11.900 kr. (2022), ved udlejning af bolig, som ejeren selv bor i. Derudover gives der 40% reduktion af beløb efter bundfradrag. Bundfradraget dækker samtlige udgifter og afskrivninger ved udlejningen, herunder ejendomsskat, der ellers ville være fradragsberettiget ved indkomstopgørelsen. Se ligningslovens § 15 Q, stk. 1 og stk. 3. Alt dette fremgår også af vores forslag og sidenhen afgørelse. Vi gør desuden opmærksomme på, at ovenstående udgifter ikke er dokumenteret. Vi gør også opmærksomme på, at der, efter vores opfattelse, alene kan ske fradrag for udgifterne med en fordelingsnøgle på de faktisk udlejet kvadratmeter. Dvs. hvis ejendommen fx er udlejet med 25%, kan der alene ske fradrag for 25% af udgifterne, svarende til det udlejede areal, og ikke 100%, da ejendommen forsat anvendes privat på de resterende 75%. Se ligningslovens § 15 Q, stk. 3. Se Skat.dk: Du udlejer et værelse eller en bolig, du selv bor i og den juridiske vejledning, afsnit C.H.3.4.1.1.2 Opgørelse af den skattepligtige indkomst efter LL § 15 Q. Vores kommentar til punkt 4. Ejendomsværdiskat Borgeren skriver i klage (begrundelse): ”Ejendomsskat, affald, Total: 61630kr. om år” Se vores kommentar til punkt 3: Bundfradraget dækker samtlige udgifter og afskrivninger ved udlejningen, herunder ejendomsskat, der ellers ville være fradragsberettiget ved indkomstopgørelsen. Se ligningslovens § 15 Q, stk. 1 og stk. 3. Vores kommentar til punkt 5. Kilometerpenge Borgeren skriver i klage (begrundelse): ”Jeg har kørt ca. 50.000km fra mine tidligere job.” Vi har ikke bemærkninger til dette punkt, da vi hverken har behandlet befordring efter ligningslovens § 9 C eller skattefri kørselsgodtgørelse efter ligningslovens § 9 B, da vi ikke har modtaget noget kørselsregnskab eller lignende herfor. Vi har den 4. oktober 2023 bedt om bl.a. salgs- og købsbilag for 2022 for virksomheden, men har ikke modtaget noget hertil. (…)” Klagerens opfattelse Klageren har fremsat påstand om, at huslejeindtægterne for 2020, 2021 og 2022, der er fastsat af Skattestyrelsen, skal nedsættes. Klageren har endvidere fremsat påstand om, at han er berettiget til fradrag for en række drifts- og vedligeholdelsesudgifter, der udgør 177.902 kr. årligt, og for renteudgifter, der udgør 517.000 kr. årligt, i forbindelse med udlejningen af værelser. Klageren har ligeledes nedlagt påstand om, at han hans virksomhedsindtægter skal nedsættes til det selvangivne, samt at han er berettiget til kørselsfradrag for kørsel i virksomheden, der svarer til 50.000 kørte km årligt. Til støtte for påstanden er bl.a. anført: ”(…) Jeg vil klager Årsopgørelse fra 2016 til 2024 5 ting som er forkert i alle årsopgørelse 1. Renteudgifter Årsrente er nu fra 10% til 11,5% af lånbeløb 4.5 milion Renteudgifter Total: ca. 517.000kr om år 2. Nettolejeindtægt Tre person er nu registre og bor i huset / 89kvm(udvendig mål), 3 værelses. Husleje er 3800+2000+3800=9600kr. Lejeindtægt Total: ca.115.200kr om år 3. Årlig udgift Fjernvarme 13467kr. om år Vand 12807kr. om år Bygas 1182kr. om år El 15163kr. om år Hus Forsikring 6453kr. om år Udgift(1) Total: ca. 49072kr. om år Reparation, Renovering, Vedligeholdelse ca.13800kr. om år Rengøring assistant 4 gang om måned, ca. 12000kr. om år Have arbejde, træfældning , maskine leje, rette jord, jord bortkørsel 19800kr. om år erson ikke betale huslej 21600kr. om år Udgift(2) Total: ca. 67200kr. om år 4. Ejendomsværdiskat Ejendomsskat, affald, Total: 61630kr. om år 5. Kilometerpenge Jeg har kørt ca. 50.000km fra mine tidligere job. Alle udgift har jeg bevis fra bank / regning / faktura, udover udgif(2) Som jeg læst fra internet, udgift man kan træk fra som fradrag. https://www.lejeloven.dk/lejer/skat-fremleje https://www.advodan.dk/da/privat/viden-til-dig/hvornar-skal-man-betale-skat-af-lejeindtaegt/ (…)” Klagerens bemærkninger til Skattestyrelsens udtalelse Klageren har fremsat følgende bemærkninger til Skattestyrelsens udtalelse: ”(…) Jeg kan se afgørelse fra [person1] af år 2020, 2021, 2022 har over 5 sted er forkert. Gælde det sammen for Årsopgørelse fra 2016 til nu. Foreksempel: [person1] afgørelse mener at udlejning af hus har overskud 240.000kr. Jeg har sendt alle regning til [person1], som man kan se der var stor underskud. Som regning man kan se at: Renteudgifter fra 4 gælderbrev er 517000kr. om år (Kun rente, ikke afdfrag) Årsrente er nu fra 10% til 11,5% af lånbeløb 4.5 milion (hos skat.dk er der kun 1.8 milion registret) Ejendomsskat og affald er 61630kr. om år Årlig udgift 116272kr. om år Hus er 91år gammel, ikke haft renovering, masse af skade. Hus invendig mål er kun 69m2, har 3 værelser. Det er umuligt at leje den lille gammel 3 værelse hus (jeg bor også selv) for over 1 million kr. om år som svar til 83.333kr om månede, for at dække alle udgift plus har en overskud på 240.000kr. som står i afgørelse fra [person1]. Tre person er nu registre og bor i huset Husleje er 3800+2000+3800=9600kr./månede Jeg ønske hermed genoptager afgørelse Enkelmand firma [virksomhed1] har overskud er også forkert.” Klagerens yderligere bemærkninger til sagen Klageren har fremsat følgende bemærkninger i forbindelse med mødet med Skatteankestyrelsen: ”Følgende personer, som ikke bor hos mig, bør ikke tælles med i min husleje. 2019 boet hos mig [person2] [person3] [person4] [person5] [person7] [person8] 2019 boet ikke hos mig [person9] [person10] [person11] 2020 boet hos mig [person12] [person4] [person3] 2020 boet ikke hos mig [person13] [person14] [person15] [person16] [person17] (DEPOSIT) 2021 boet hos mig [person4] [person18] [person19] [person3] [person20] [person21] [person22] 2021 boet ikke hos mig [person12] (POST ADRESSEN HOS MIG) [person15] [person13] [person14] [person23] [person24] [person25] [person26] [person27] [person28] [person29] [person30] [person31] [person32] [person33] [person34] (DEPOSIT) [person35] [person21] (DEPOSIT) [person36] [person37] 2022 boet hos mig [person21] [person3] [person4] [person22] 2022 boet ikke hos mig [person12] (POST ADRESSEN HOS MIG) [person15] [person29] [person26] [person14] [person6] [person24] [person37] [person38] [person39] [person40] [person41] [person42] [person43] [person44] Jeg har hele tiden forsøgt alle måder at skaffe penge til overførsler for at tilbagebetale højt rente boliglån (Ca.40000kr/månede) Har I lagt mærke til, at pengene i banken – bortset fra betaling af nødvendige udgifter fx. til huset, aldrig er blevet brugt til private formål som butikker, indkøbscentre, supermarkeder, tankstationer, forretningsrejser, ferier, restauranter, hoteller, rejseudgifter, boligrenovering, rengøring af bolig, havearbejde osv. Pengene i banken kommer fra: Hjælpe venner og familie med at modtage husleje Tilbagebetaling af gæld fra andre Selv modtage depositum Hjælpe andre med at modtage depositum Valutaveksling Låntagning Private handler, såsom motorcykel, bil, varer Nedenfor ses et brev fra Skat fra 2024 samt breve (svar/klage/framelding til [by1] kommune) fra min e-Boks vedrørende, hvor mange personer der har boet i min bolig i perioden 2019 til 2022. [billede udeladt] (…)” Retsmøde Skattestyrelsens udtalelse til Skatteankestyrelsens indstilling Skattestyrelsen har udtalt følgende til Skatteankestyrelsens indstilling: ”Skattestyrelsen tiltræder Skatteankestyrelsens forslag til afgørelse, der indstiller til stadfæstelse af den påklagede afgørelse. Skattestyrelsen fastholder således, at vi har været berettiget til at beskatte klager af indtægter ved udlejning på [adresse1], [by1] samt af indtægter i klagers enkeltmandsvirksomhed og uregistrerede virksomhed i indkomstårene 2020-2022. Skattestyrelsen fastholder ligeledes, at vi har været berettiget til at opgøre klagers fradrag for udgifter ved værelsesudlejning efter ligningslovens § 15 Q, stk. 3. Endelig fastholder Skattestyrelsen, at det er med rette, at vi har nægtet klager fradrag for kørsel og udgifter til drift og vedligeholdelse af køretøjer i enkeltmandsvirksomheden, da klager ikke har løftet bevisbyrden for berettigelsen af et fradrag. Vi henviser til begrundelserne som anført i den påklagede afgørelse og Skatteankestyrelsens indstilling. (…)” Klagerens bemærkninger til Skatteankestyrelsens indstilling og Skattestyrelsens udtalelse Klageren har fremsat følgende bemærkninger til Skatteankestyrelsens indstilling og Skattestyrelsens udtalelse: ”Jeg fremsender hermed mine bemærkninger til Skattestyrelsens udtalelse og Skatteankestyrelsens forslag til afgørelse. Jeg anmoder samtidig om, at sagen fortsat behandles på et retsmøde. 1. Jeg har bemærkninger til både udtalelsen og forslaget til afgørelse Jeg gør udtrykkeligt opmærksom på, at jeg er uenig i flere faktiske forudsætninger og vurderinger i sagen, og jeg ønsker derfor at indsende yderligere dokumentation og forklaring. 2. Jeg bekræfter, at jeg ønsker retsmøde Selvom jeg tidligere har anmodet om et retsmøde, bekræfter jeg hermed på ny, at jeg fortsat ønsker et retsmøde i denne sag. 3. Vedrørende “husleje”, “room” og “rent” posteringer De posteringer, der fremgår af mine bankkontoudtog som “husleje”, “room” og “rent”, er ikke alle relateret til min egen bolig. Jeg anerkender kun de personer som mine lejere, hvis deres CPR-adresse er registreret på min adresse, og de samtidig bor fysisk hos mig. Personer, der har CPR-adresse et andet sted, er ikke mine lejere. De betalinger, der kommer fra disse personer, vedrører ikke udlejning af min bolig, men er beløb, jeg midlertidigt har hjulpet andre med at modtage på deres vegne. Min bolig har kun få værelser og kan fysisk ikke rumme det store antal personer, som Skattestyrelsen har lagt til grund. Hvis I ønsker det, vil jeg fremlægge en detaljeret opdeling af: reelle lejere, som både bor hos mig og har CPR registreret på min adresse personer, som ikke bor hos mig, men hvor jeg blot har hjulpet med at modtage husleje på vegne af en anden udlejer 4. Vedrørende udgifter Jeg har samtlige bilag til mine faktiske udgifter, og disse er tidligere fremsendt. Alle udgifter (varme, vand, el, forsikring, reparation mv.) kan også verificeres digitalt via leverandørernes online portaler. Hvis I ønsker det, vil jeg genfremsende en samlet og struktureret dokumentation, så der ikke opstår tvivl. 5. Vedrørende virksomhedens indtægter Jeg vil udarbejde og indsende en fuldstændig specifikation af virksomhedens omsætning, udgifter, resultat og privat hævning, så Skatteankestyrelsen får et korrekt og retvisende billede af virksomhedens faktiske økonomi. 6. Vedrørende kørelsesfradrag (kilometer) Min erhvervsmæssige kørsel var automatisk registreret i [virksomhed2]-appen, som lagrer alle ture, datoer og kilometertal. Men [virksomhed2] har senere lukket min konto, og jeg har derfor ikke længere adgang til at hente disse data. Jeg anmoder derfor om, at retten – hvis nødvendigt – indhenter oplysningerne direkte fra [virksomhed2] som led i sagsbehandlingen. 7. Jeg befinder mig midlertidigt i udlandet, og al relevant dokumentation, bilag og elektroniske filer befinder sig fysisk på min computer i Danmark. Jeg har derfor ikke mulighed for at skaffe, gennemgå og udarbejde materialet inden for den nuværende 14-dages frist. Sagen vedrører en omfattende mængde oplysninger om både udlejning, kontobevægelser, virksomhed og kørselsdata, som kræver tid til korrekt gennemgang og strukturering, så Skatteankestyrelsen og Landsskatteretten får et retvisende og fyldestgørende billede. (…)” Indlæg under retsmødet Klageren har ved brev af 23. februar 2026 anmodet om udsættelse af retsmødet med den begrundelse, at klageren først for nyligt er blevet opmærksom på, at den skønsmæssige ansættelse er baseret på bankmateriale, som klageren ikke mener, at han har haft fuld adgang til. Klageren har anført, at han alene har modtaget en sammenfatning i PDF-form og derfor ikke har haft mulighed for at foretage en gennemgang og af samtlige posteringer. Skatteankestyrelsen har ved brev af 24. februar 2026 fastholdt retsmødet og bl.a. anført, at klageren under retsmødet ville kunne fremføre sine synspunkter omkring bilagsmaterialet. Klageren anførte på retsmødet, at han ikke havde haft adgang til det materiale, som Skattestyrelsen har haft i form af bankkontoudskrifter for perioden 2020 – 2022, hvor alle ind- og udbetalinger kan følges. Han havde alene modtaget en pdf-oversigt over de indsætninger i banken, som var anset for skattepligtige. Sagen var på den baggrund ikke tilstrækkeligt oplyst, og han ønskede derfor, at sagen blev udsat for at kunne gennemgå alle indbetalinger og udbetalinger. Klageren anførte videre, at antallet af indbetalinger, som indgik i Skattestyrelsens forhøjelse af lejeindtægter, ikke stemmer overens med dem, der reelt havde betalt lejeindtægter og boet i ejendommen. Klageren forklarede, at han havde udlejet for andre, og at han havde modtaget provision af udlejningen for andre. Skattestyrelsen indstillede i overensstemmelse med tidligere udtalelser, at afgørelsen stadfæstes i overensstemmelse med Skatteankestyrelsens indstilling. Landsskatterettens afgørelse Sagen angår, om klageren skal beskattes af indbetalinger, overførsler og kontante indsætninger i indkomstårene 2020, 2021 og 2022, om klageren kan opnå fradrag for de af klageren oplyste drifts- og vedligeholdelsesudgifter i de pågældende indkomstår, samt om klageren kan opnå fradrag for udgifter til kørsel. Retsgrundlaget Det fremgår af skatteforvaltningslovens § 14, stk. 1, 1. pkt., at Landsskatteretten afgør klager over told- og skatteforvaltningens afgørelser. Indtægter ved udlejning Det følger af skattekontrollovens § 2, stk. 1, at enhver, der er skattepligtig her til landet, årligt skal oplyse Skattestyrelsen om sin indkomst, hvad enten den er positiv eller negativ. Det følger af skattekontrollovens § 74, stk. 1, at hvis en skattepligtig ikke rettidigt har givet told- og skatteforvaltningen oplysninger efter § 2, kan told- og skatteforvaltningen foretage en skatteansættelse skønsmæssigt. Indtægter ved udlejning af fast ejendom er indkomstskattepligtige og skal medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Dette fremgår af statsskattelovens § 4, litra b, 1. pkt. Det er fastslået i retspraksis, at hvis en skatteyder har modtaget beløb af en vis størrelse og/eller hyppighed, er det skatteyderen, der har bevisbyrden for, at beløbene ikke er skattepligtige. Det fremgår af Højesterets dom af 10. oktober 2008, offentliggjort som SKM2008.905.HR. Fradrag for udgifter ved værelsesudlejning Ifølge ligningslovens § 15 Q, stk. 1, kan ejere, der udlejer en del af boligen i hele indkomståret til beboelse, ved indkomstopgørelsen foretage et bundfradrag på 10.000 kr. (2010-niveau) i bruttolejeindtægten pr. helårsbolig. Bundfradraget kan ikke overstige bruttolejeindtægten pr. helårsbolig. Endvidere kan der af den del af lejeindtægten, der overstiger bundfradraget, fradrages 40 %. Ifølge ligningslovens § 15 Q, stk. 2, medregnes ejendomsværdiskat efter ejendomsskatteloven for hele indkomståret, hvis ejeren vælger at foretage fradrag efter stk. 1. Ifølge ligningslovens § 15 Q, stk. 3, kan ejere, der ikke vælger fradrag efter stk. 1, vælge at fradrage de faktiske udgifter afholdt til vedligeholdelse af indbo og inventar, foretage skattemæssige afskrivninger efter reglerne om delvis erhvervsmæssigt benyttede driftsmidler som nævnt i afskrivningslovens kapitel 2 og fradrage ejendomsskatter efter ligningslovens § 14, stk. 3. Fradrag kan foretages med så stor en del, som svarer til den periode, hvor udlejning har fundet sted. Det samlede fradragsbeløb kan ikke overstige bruttolejeindtægten. Fradrag for renteudgifter Det fremgår af personskattelovens § 4, stk. 1, nr. 1, at kapitalindkomsten omfatter renteudgifter. Endvidere fremgår det af personskattelovens § 4, stk. 1, nr. 17, at kapitalindkomsten omfatter overskud ved lejeres og andelshaveres fremleje eller udlejning omfattet af ligningslovens § 15 Q, stk. 1 og 3. Indtægter i enkeltmandsvirksomhed Indtægter ved udlejning af fast ejendom er indkomstskattepligtige og skal medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Dette fremgår af statsskattelovens § 4, litra b, 1. pkt. Det fremgår af skattekontrollovens § 6, at en erhvervsdrivende skattepligtig skal selvangive sin indkomst til Skattestyrelsen og indgive et skattemæssigt årsregnskab i overensstemmelse med de regler, der er fastsat. Det fremgår af bogføringslovens §§ 7, 8 og 9, at regnskabet skal være udarbejdet på grundlag af en løbende bogføring, herunder et ført og afstemt kasseregnskab. Ifølge mindstekravsbekendtgørelsen for mindre virksomheder §§ 7 og 8 skal regnskabet og bilagsmaterialet på en klar og overskuelig måde kunne danne grundlag for skattemyndighedernes kontrol. Erhvervsdrivende har pligt til, efter anmodning fra skatteforvaltningen, at indsende regnskabsmateriale, der kan have betydning for skattekontrollen, jf. skattekontrollovens § 53, stk. 1. Efterkommer den skattepligtige ikke anmodningen, kan skatteforvaltningen foretage en skønsmæssig ansættelse efter skattekontrollovens § 53, stk. 3, og § 74, stk. 1. Det er fastslået i retspraksis, at hvis en skatteyder har modtaget beløb af en vis størrelse og/eller hyppighed, er det skatteyderen, der har bevisbyrden for, at beløbene ikke er skattepligtige. Det fremgår af Højesterets dom af 10. oktober 2008, offentliggjort som SKM2008.905.HR. Fradrag for udgifter ved drift af enkeltmandsvirksomhed Efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, kan udgifter afholdt i årets løb for at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten fradrages. Den selvstændige kan ved opgørelsen af virksomhedens resultat fratrække de faktiske udgifter i forbindelse med sin erhvervsmæssige kørsel som en driftsudgift, hvis udgiften opfylder de almindelige betingelser for at kunne anses for en driftsudgift efter SL § 6, stk. 1, litra a. Det følger af praksis, at den selvstændigt erhvervsdrivende i stedet for fradrag for de faktiske udgifter, kan vælge at fratrække de erhvervsmæssige kørselsudgifter med Skatterådets satser, hvis bilen anvendes til både erhvervsmæssig og privat kørsel. Dette følger af ligningslovens § 9 B. Hvis den selvstændigt erhvervsdrivende ønsker, at et kørselsregnskab skal danne grundlag ved opgørelsen af den erhvervsmæssige kørsel i forbindelse med skatteansættelsen, skal der løbende være ført en kørebog. Kørebogen skal minimum indeholde kilometerstanden ved indkomstårets begyndelse, ved start af en erhvervsmæssig kørsel, ved slut af en erhvervsmæssig kørsel og ved indkomstårets slutning. Der skal ved registreringen af den erhvervsmæssige kørsel fremgå dato, formål, bestemmelsessteder for den erhvervsmæssige kørsel og lignende notater, der kan sandsynliggøre og eventuelt dokumentere kørebogens rigtighed. Det er som udgangspunkt skatteyderen, der har bevisbyrden for berettigelsen af et fradrag. Det fremgår af Højesterets dom af 19. marts 2004, offentliggjort i U.2004.1516H. Landsskatterettens begrundelse og resultat Klageren har ikke nærmere konkretiseret, hvilke bilag og oplysninger klageren angiveligt ikke har modtaget eller ikke har haft adgang til forud for retsmødet, og der foreligger for Landsskatteretten ingen oplysninger, der viser, at dette skulle være tilfældet. Landsskatteretten træffer derfor afgørelse på det foreliggende grundlag. Indtægter ved udlejning på [adresse1], [by1]. Det fremgår af klagerens bankkontoudtog for indkomstårene 2020, 2021 og 2022, at der er sket en række indbetalinger, overførsler og kontante indsætninger, hvor der af tekstfeltet fremgår ”husleje”, ”rent” og ”room”. Yderligere er der foretaget en række overførsler og indbetalinger fra personer, som har været tilknyttet adressen. Skattestyrelsen har vurderet, at indbetalingerne vedrører lejeindtægter ved værelsesudlejning på [adresse1], [by1]. Landsskatteretten finder, at det påhviler klageren at godtgøre, at de modtagne beløb ikke er skattepligtige, jf. SKM2008.905.HR. Landsskatteretten finder, at der ikke er grundlag for at ændre Skattestyrelsens afgørelse, da klageren ikke har fremlagt dokumentation for, at de overførsler og kontante indsætninger på klagerens konti, ikke er skattepligtige indtægter. Flere af indsætningerne angår efter bogføringsteksterne husleje, der er skattepligtige indtægter. Klagerens anbringende om, at der ikke kan bo så mange personer i boligen, som de af Skattestyrelsens fastsatte lejeindtægter, og som CPR-registret antyder, kan ikke føre til et andet resultat. Der er særligt lagt vægt på, at lejeindtægterne er fastsat ud fra overførsler og kontante indsætninger på klagerens konti, og at der ikke er tale om en skønsmæssig opgørelse på baggrund af, hvor mange personer der har været tilmeldt adressen. Landsskatteretten stadfæster Skattestyrelsens afgørelse på dette punkt. Fradrag ved udlejning på [adresse1], [by1]. Landsskatteretten bemærker, at klageren ved udlejning af værelser i egen bolig som udgangspunkt alene kan opnå fradrag efter reglerne i ligningsloven § 15 Q, stk. 1 eller stk. 3. Klageren har fremsendt oplysninger vedrørende udgifter til terminsydelser i 2023, husforsikring, ejendomsskatter i 2022, varme i 2023 og vand i 2023. Klageren har endvidere oplyst, at han har smidt de fleste bilag vedrørende udlejningen ud. For at kunne opnå fradrag efter den regnskabsmæssige metode i ligningslovens § 15 Q, stk. 3, er det et krav, at klageren kan dokumentere de faktiske udgifter, der er forbundet med udlejningen. Landsskatteretten finder, at klageren ikke har fremlagt tilstrækkelig dokumentation for de drifts- og vedligeholdelsesudgifter, som klageren har gjort gældende er forbundet med udlejningen. Det er således til klagerens fordel at opnå fradrag efter den skematiske metode i ligningslovens § 15 Q, stk. 1. Klageren kan derfor alene opnå fradrag efter det af Skattestyrelsen fastsatte bundfradrag og herefter 40 %. Landsskatteretten stadfæster Skattestyrelsens afgørelse på dette punkt. Fradrag for renteudgifter Det er en forudsætning for, at Landsskatteretten kan behandle et forhold i en klage, at der foreligger en afgørelse fra Skattestyrelsen vedrørende forholdet. Det følger af skatteforvaltningslovens § 14, stk. 1, 1. pkt. Skattestyrelsen har truffet afgørelse vedrørende resultatet af værelsesudlejningen i klagerens bolig efter ligningslovens § 15 Q, stk. 1. Overskud ved udlejning omfattet af ligningslovens § 15 Q, stk. 1 og stk. 3, medregnes særskilt i kapitalindkomsten efter personskattelovens § 4, stk. 1, nr. 17. Skattestyrelsen har ikke truffet afgørelse vedrørende klagerens renteudgifter af lån med pant i boligen. Landsskatteretten kan således ikke tage stilling til, om klageren kan opnå yderligere fradrag for renteudgifter, fordi renteudgifterne ikke vedrører resultatet af værelsesudlejningen. Landsskatteretten afviser derfor dette klagepunkt. Landsskatteretten bemærker, at klageren har mulighed for over for Skattestyrelsen at anmode om genoptagelse af tidligere indkomstår efter reglerne i skatteforvaltningslovens §§ 26 og 27. Indtægter i enkeltmandsvirksomhed Det fremgår af klagerens bankkontoudtog for indkomstårene 2020, 2021 og 2022, at der er sket indbetalinger, overførsler og kontante indsætninger i 2020 på i alt 63.000 kr., i 2021 på i alt 128.644 kr. og i 2022 på i alt 268.773,35 kr. Skattestyrelsen har anset indsætningerne for at vedrøre indtægter i klagerens enkeltmandsvirksomhed, der ikke er beskattet. Det påhviler klageren at godtgøre, at de modtagne beløb ikke er skattepligtige, jf. SKM2008.905.HR. Klageren har ikke godtgjort, at de omhandlede beløb ikke er skattepligtige. Der er særligt lagt vægt på, at klageren ikke har fremlagt oplysninger, der godtgør, at han ikke er rette indkomstmodtager, at han er långiver eller låntager ved private lån i relation til familie og venner, eller at der i øvrigt er sammenfald mellem ind- og udbetalinger ved eksempelvis salg af køretøjer og valutaveksling for andre i overensstemmelse med klagerens forklaring. Landsskatteretten finder endvidere, at det er med rette, at Skattestyrelsen har anset indtægterne for at være udeholdt omsætning i uregistreret virksomhed. Herved er der særligt lagt vægt på, at klagerens lønindtægter i de pågældende indkomstår er relativt lave. Endvidere har Landsskatteretten lagt vægt på, at klageren senere registrerede en virksomhed med branchekoden 532000 Andre post- og kurertjenester sammenholdt med, at klageren havde en række knallerter registreret i sit navn. Landsskatteretten stadfæster Skattestyrelsens afgørelse for dette punkt. Udgifter i enkeltmandsvirksomhed Det er skatteyderen, her klageren, der som udgangspunkt har bevisbyrden for skattemæssige fradrag, jf. U.2004.1516H. Landsskatteretten finder, at klageren ikke har fremlagt oplysninger bilag eller andet, der dokumenterer eller i tilstrækkeligt omfang sandsynliggør, at der er afholdt udgifter til drift og vedligeholdelse af køretøjer i enkeltmandsvirksomheden. Klageren har heller ikke dokumenteret eller i tilstrækkeligt omfang sandsynliggjort, herunder ikke ved fremlæggelse af kørebog, at der er afholdt erhvervsmæssige udgifter til kørsel. Landsskatteretten stadfæster Skattestyrelsens afgørelse for dette punkt.