Journalnr. 24-0016927
Carobpulver til svinefoder ikke omfattet af chokoladeafgift
- Instans
- Landsskatteretten
- Dokumenttype
- Landsskatterettens afgørelse
- Offentliggjort
- 12. november 2025
- Kilde
- Åbn original i afgørelsesdatabasen ↗
Resumé
Sagen angik, om et selskabs import af 6.000 kg carobpulver fra Spanien til brug som ingrediens i mineralsk svinefoder var afgiftspligtigt som erstatningsvare for chokolade efter chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 1, nr. 9, hvorefter Skattestyrelsen havde opkrævet 132.480 kr. i chokoladeafgift for 2022. Skattestyrelsen gjorde gældende, at carobpulver er en kendt chokoladeerstatning, at pulveret kunne indtages af mennesker på importtidspunktet, og at selskabet hverken var registreret som varemodtager eller havde bevilling til afgiftsfritagelse i perioden. Selskabet anførte, at der skal foretages en samlet bedømmelse af beskaffenhed, anvendelse og markedsføring, og at produktet udelukkende markedsføres og sælges som dyrefoder i Big Bags og 10 kg sække uden nogen tilknytning til kakao eller chokolade. Landsskatteretten fandt, at det afgørende er, om den almindelige forbruger køber varen for at tilfredsstille samme behov som en chokoladevare, og da pulveret ikke sælges i detailhandlen, ikke anvendes til menneskeligt konsum og allerede af leverandøren er angivet til dyrefoder, kunne det ikke anses som erstatningsvare. Afgiften blev nedsat til 0 kr.
Titel, resumé og vurderinger er AI-genererede og kan indeholde fejl.
Lovhenvisninger
Henviser til
- SKM2004.202.VLR
- SKM2018.202.LSR
Fuldtekst
Journalnr. 24-0016927 Klagen vedrører Skattestyrelsens opkrævning af 132.480 kr. i chokoladeafgift for afgiftsperioderne 1. september 2022 til 30. september 2022 og 1. december 2022 til 31. december 2022. Landsskatteretten ændrer Skattestyrelsens afgørelse og nedsætter den opkrævede chokoladeafgift til 0 kr. Faktiske oplysninger Selskabet er et anpartsselskab etableret den 1. januar 1990. Selskabet har siden den 1. oktober 2012 været registreret med branchekoden 467600 Engroshandel med andre råvarer og halvfabrikata. Det fremgår af Det Centrale Virksomhedsregister, CVR. Selskabet producerer kosttilskud til dyr samt strømateriale, der absorberer væsker fra staldgulve. Produkterne sælges primært til landbruget og landmænd. Selskabet har ikke selv produktionslokaler eller lager. Selskabet har indgået aftaler med produktionsvirksomheder, der blander ingredienserne sammen til selskabets produkter. Når selskabet importerer ingredienser fra udlandet, leveres de direkte til produktionsvirksomhederne. Selskabet har i 2022 importeret 6.000 kg carobpulver fra Spanien. Carobpulveret er anvendt som ingrediens i selskabets produkt ”[produkt]”, der er mineralsk foder til svin. På både fakturaen og pakkesedlen fra leverandøren er carobpulveret angivet som ”Carob- A powder”, hvor ”A’et” refererer til ”Animals”, dvs. carobpulveret skal indgå i fremstilling af dyrefoder. Selskabet var i 2022 ikke registreret som varemodtager for chokoladeafgift. Selskabet blev registreret for chokoladeafgift den 26. juli 2023. Skattestyrelsen har i afgørelse af 31. oktober 2023 meddelt selskabet bevilling til at købe carobpulver afgiftsfrit. Bevillingen er gældende fra den 26. juli 2023. Selskabets repræsentant har overfor Skatteankestyrelsen fremlagt en produktbeskrivelse vedrørende produktet ”[produkt]”. Det fremgår heraf, at det sælges i 10 kg sække eller Big Bags. Skattestyrelsens afgørelse Skattestyrelsen har opkrævet 132.480 kr. i chokoladeafgift for perioderne 1. september 2022 til 30. september 2022 og 1. december 2022 til 31. december 2022. Skattestyrelsen har som begrundelse bl.a. anført: ”... Vores ændringer … Beregninger for ændringer af chokoladeafgiften. Opgørelse af carob pulver i 2022. Periode Angivet kg. Fakturanr. Ny opgørelse kg. Ny opgørelse kr. Sats (22,08) Regulering kg. Regulering afgift kr. 01/09 - 30/09/2022 0 N22/0012 2.000 44.160 2.000 44.160 01/12 - 31/12/2022 0 0018/22 4.000 88.320 4.000 88.320 I alt: 0 6.000 132.480 6.000 132.480 Chokoladeafgiften for 2022 forhøjes med 132.480 kr. 2.4. Vores begrundelse Der skal betales chokoladeafgift af varer der benævnes i chokoladeafgiftsloven §1 stk.1, nr.1-9. Carob pulver også kendt som Johannesbrød mel, er en erstatningsvare for chokolade og er derved afgiftspligtig efter chokoladeafgiftsloven §1 stk.1 nr.9. I har importeret carob pulver uden at være registreret, og har derfor heller ikke betalt chokoladeafgift efter chokoladeafgiftslovens §10a stk.1. I har heller ikke haft en bevilling, der fritager carob pulveret for afgiften. Derfor skal I betale afgiften af det importerede carob pulver i 2022. Det fremgår af databladet på carob pulveret, at produktet indeholder både ”reducing sugas” og ”Total inverted sugers” som begge fremkommer naturligt i carob bælgen. Det vil sige at carob pulveret ikke indeholder over 0,5 g. pr. 100 g. tilsat sukker. Derved bliver carob pulveret anset som et sukkerfrit produkt, som fremgår i den juridiske vejledning ”E.A.2.3.2. Forskellige definitioner ed chokolade- og sukkervarer m.m.”. Da carob pulveret bliver anset som et sukkerfrit produkt bliver afgiften beregnet med den lave sats på 22,08 kr. pr. kg. efter chokoladeafgiftsloven §2 stk. 1, nr. 2. Vores bemærkninger til jeres indsigelser I bemærker, det tydeligt er beskrevet på virksomheden hjemmeside, at carob-a powder ikke kan indtages af mennesker. I har også sendt os en udtalelse fra [virksomhed1], hvor de udtaler sig om forskellen, mellem produktionen af carob til mennesker og dyr. Ud fra hjemmesiden og [virksomhed1]s udtalelser kan vi ikke se en konkret begrundelse til at carob-a powder ikke kan indtages af mennesker, eller at der er en betydelig forskel mellem produkterne. I produktionsbeskrivelserne er den mest betydelige forskel mellem carob til mennesker og dyr, at det til mennesker er ristet og det til dyr ikke er. Carob pulver kan indtages af mennesker uanset om det er ristet eller ej. Forskellen mellem ristet og ikke ristet carob pulver er, at ikke ristet carob pulver er mere bittert i smagen. At carob pulveret der importeres til Danmark, har en bitter smag fritager det ikke for chokoladeafgiften. I henviser også til fakturaerne hvor carob pulveret er beskrevet som ”carob animal powder” eller ”carob-A powder”. Hvor A´et står for animal. I fremkommer med denne beskrivelse i forlængelse af beskrivelsen på [virksomhed1]s hjemmeside, som viser, at det ikke er egnet til at blive indtaget af mennesker. På samme faktura fremgår carob pulveret med HS code også kendt som KN-kode: 12129200. KN-kode: 12129200 har følgende beskrivelse ”Johannesbrød, tang og andre alger, sukkerroer og sukkerrør, friske, kølede, frosne eller tørrede, også formalede; frugtsten og -kerner samt andre vegetabilske produkter, herunder ikke-brændte cikorierødder af arten "Cichorium intybus sativum", af den art, der hovedsagelig anvendes til menneskeføde, i.a.n.”. KN-kode:12129200 omfatter produkter der som udgangspunkt, er egnet til at blive indtaget af mennesker. Jeres bemærkninger har ikke ændret på vores vurdering af, at vi mener, at jeres køb af carob pulver er afgiftspligtigt. Vi træffer derfor afgørelse om opkrævning af chokoladeafgiften, i overensstemmelse med forslaget. … Øvrige punkter Det fremgår af chokoladeafgiftslovens §9 stk.4 at Told- og skatteforvaltningen kan udstede en bevilling som fritager varer som ellers ville være afgiftspligtige efter §1. stk.1 nr.1-9, hvis varerne anvendes til fremstilling af et chokoladeafgiftsfrit produkt. Et produkt som, hvis det var importeret ikke ville være afgiftspligtigt efter kapitel 3. Carob pulveret anvendes til fremstilling af kosttilskud til dyr. Da kosttilskuddet indeholder stoffer som ikke er egnet til menneskeføde fx, bentonit, vil carob pulveret derved også blive uegnet til mennesker når det blandes sammen. Dette vil gøre carob pulveret afgiftsfrit efter chokoladeafgiftslovens §9 stk.4 Selvom vi har gennemgået oplysningerne, udelukker det ikke, at vi på et senere tidspunkt vil se på regnskabsmaterialet igen. …” Udtalelse fra Skattestyrelsen I forbindelse med Skatteankestyrelsens klagesagsbehandling har Skattestyrelsen den 10. april 2024 udtalt følgende: ”Virksomheden, [klager] ApS, har den 22. februar 2024 ved advokat [person1] klaget over Skattestyrelsens afgørelse af den 24. november 2023. Det er Skattestyrelsens vurdering, at der ikke er fremlagt nye oplysninger eller dokumentation, som kan medføre en anden afgørelse. … Bilagene i klagen fra advokat [person1], giver ikke anledning til ændring af afgørelsen. Det er vores opfattelse at carob pulveret kan indtages af mennesker på importtidspunktet og derved er omfattet af chokoladeafgiften. Nye informationer Bilag 6 og 7 er dokumenter jeg ikke tidligere har set. Vedrørende bilag 6 På bilag 6 refereres der til carob produktet på følgende måde: “Description Trade name: CAROB-A animals Specificaton: CAROB POWDER” Denne beskrivelse giver anledning til opfattelsen, at CAROB-A animals er markedsført til dyr og CAROB POWDER er markedsført til mennesker, men i realiteten er de det samme produkt med forskellige navne, som begge kan indtages af mennesker. Vedrørende bilag 7 På Bilag 7 lyder de karaktergivende egenskaber som følger: ”Organoleptic characteristics: Flavor – sweet Odor – without any extraneous Color – brown to dark brown Appearence – Powder” Det er ikke vores opfattelse at bilag 6 og 7 indeholder oplysninger der ændrer vores opfattelse af afgørelsen. Produkter der importeres til Danmark som er omfattet at chokoladeafgiftslovens §1 stk. 1 nr. 1-9. kan fritages for afgift efter reglerne i chokoladeafgiftslovens §9 stk. 4, ved bevilling, hvis de anvendes til afgiftsfritagne formål. I kontrolperioden har virksomheden ikke haft en bevilling til at importere afgiftspligtige produkter til afgiftsfrie formål. Det er samlet set, stadig vores opfattelse at det importerede carob pulver for perioden 1. september 2022 – 31. december 2022 er omfattet af chokoladeafgiften efter chokoladeafgiftslovens § 1, stk.1 nr. 1-9.” Klagerens opfattelse Selskabets repræsentant har principalt nedlagt påstand om, at selskabets import af produktet Carob-A pulver ikke er omfattet af chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 1 nr. 9, hvorfor Skattestyrelsens opkrævning af chokoladeafgift skal nedsættes til 0 kr. Subsidiært har repræsentanten nedlagt påstand om, at der skal ske afgiftsfritagelse efter reglerne i chokoladeafgiftslovens § 9, stk. 4. Til støtte for påstandene har repræsentanten bl.a. anført: ”… [klager] ApS har købt Produktet fra virksomheden [virksomhed1] S.A. (”[virksomhed1]”) Produktet markedsføres af [virksomhed1] som et kosttilskud til dyrefoder, jf. den som bilag 6 fremlagte specifikation. Link til [virksomhed1]s hjemmeside for Carob-A findes her (engelsk): Carob-A (zootechnical) ([hjemmeside1]) Som det fremgår, betoner [virksomhed1]s hjemmeside Carob-A’s egenskaber som følgende: ”CAROB-A i form af et pulver baseret på et ekstrakt af johannesbrød og knuste bælg er af interesse for markedet for kvægavlere. Ud over smag har den antibakterielle og immunostimulerende egenskaber på grund af tilstedeværelsen af sukker og tanniner (det reducerer risikoen for diarré hos dyr).” (min oversættelse) Det er åbenbart, at Produktet Carob-A ikke er omfattet af chokoladeafgiftsloven §1, stk. 1, nr. 1 om chokolade, chokoladevarer m.v. Det må også afvises, at Produktet Carob-A er omfattet af chokoladeafgiftsloven §1, stk. 1, nr. 9. Der skal i denne sammenhæng foretages en samlet vurdering af varens beskaffenhed, anvendelse og markedsføring. En vurdering af Produktet carob-A i forhold til beskaffenhed, anvendelse og markedsføring må såvel samlet som individuelt føre til, at carob-A ikke er omfattet af chokoladeafgiftsloven. a) Beskaffenhed Ved varens beskaffenhed forstås nærmere produktets objektive karakteristika. Begrebet dækker over bl.a. produktets indholdsmæssige sammensætning, smag, duft, tekstur og visuelle fremtræden, jf. SR.2021.234, s. 13. Produktet Carob-A sælges i pulverform som et ekstrakt af bælgen og kernerne fra det såkaldte carob-træ (johannnesbrødtræ). Produktet har intet til fælles med de i chokoladeafgiftsloven §1, stk. 1, nr. 1 anførte varer, ligesom produktet heller ikke kan anses som erstatning for eller efterligning af afgiftsbelagte varer. Carob-A sælges af [virksomhed1] i neutrale big bags á 500 kg, jf. bilag 3. Produktet fremstår ikke som og sælges ikke som substitut for kakao eller andre varer omfattet af chokoladeafgiftsloven. Udtræk fra johannesbrødtræet er i sig selv smagsneutralt, jf. bl.a. [virksomhed2], der sælges produktet: Johannesbrød-Kernemel 100 g ([hjemmeside2]). b) Anvendelse Som det fremgår af [virksomhed1]s hjemmeside sælges Produktet carob-A udelukkende som kosttilskud til dyr, herunder især landbrugsdyr som kvæg, svin og geder, men produktet egnes også til husdyr som hunde og kaniner. Produktet er uegnet til menneskelig konsum, jf. den som bilag 5 fremlagte erklæring fra [virksomhed1] S.A. Produktet fremstår således ikke som og sælges ikke som substitut for kakao eller andre varer omfattet af chokoladeafgiftsloven. Ordene ”chokolade” eller ”kakao” eller lignende anvendes ikke i forbindelse med Produktet carob-A. c) Markedsføring Ved markedsføring af varen forstås de tiltag, som samtlige led i en omsætningskæde for et givent produkt har iværksat for at fremme afsætningen af produktet. Produktet carob-A markedsføres kun som tilskud til dyrefoder. Markedsføringen har ingen snitflader med kakao eller chokolade eller lignende. Herefter er SKM2004.202VLR irrelevant for nærværende sag. I SKM2004.202VLR skete der markedsføring af et tilskudsfoder til hunde. På forsiden af emballagen er et billede af en hund, og produktets navn ”CHOKO SNACKS” er anført. På bagsiden er anført følgende: ”CHOKO SNACKS – TILSKUDSFODER TIL ALLE HUNDE. 7. Afgiftsfritagelse Såfremt Skatteankestyrelsen – mod forventning – måtte finde, at [klager] ApS’ køb af Produktet carob-A pulver er omfattet af chokoladeafgiftsloven §1, stk. 1, nr. 9 skal jeg anmode om, at der sker afgiftsfritagelse efter reglerne i chokoladeafgiftsloven §9, stk. 4. Det fremgår af § 9, stk. 4 at: ”Told- og skatteforvaltningen kan meddele bevilling til afgiftsfritagelse for varer, der erhvervsmæssigt anvendes til fremstilling af varer, der ikke er omfattet af afgiftspligten, og som ikke ved modtagelse fra udlandet ville være afgiftspligtige efter kapitel 3.” Det fremgår af Skattestyrelsens afgørelse den 24. november 2023, at ”Det fremgår af chokoladeafgiftslovens § 9 stk. 4 at Told- og skatteforvaltningen kan udstede en bevilling som fritager varer som ellers ville være afgiftspligtige efter § 1, stk. 1-9, hvis varerne anvendes til fremstilling af et chokoladeafgiftsfrit produkt. Et produkt som, hvis det var importeret ikke ville være afgiftspligtigt efter kapitel 3. Carob pulveret anvendes til fremstilling af kosttilskud til dyr. Da kosttilskuddet indeholder stoffer som ikke er egnet til menneskeføde fx, bentonit, vil carob pulveret derved også blive uegnet til mennesker når det blandes sammen. Dette vil gøre carob pulveret afgiftsfrit efter chokoladeafgiftslovens § 9 stk. 4.” På baggrund af ovenstående må det lægges til grund som ubestridt, at der kan opnås afgiftsfritagelse, for det tilfælde, at carob-A pulveret overhovedet er omfattet af chokoladeafgiftsloven. [klager] A/S har den 31. oktober 2023 modtaget afgørelse fra Skattestyrelsen, hvorefter virksomheden fra 26. juli 2023 afgiftsfrit kan købe carob-pulver. Afgørelsen vedlægges som bilag 10. For fuldstændighedens skyld bemærker jeg, at det fastholdes, at tilladelsen er unødvendig, da Produktet carob-A ikke er omfattet af chokoladeafgiftslovens §9, stk. 1, nr. 9. Formålet med chokoladeafgiftslovens § 9, stk. 4 er helt overordnet, at lovgiver har ønsket at sikre i mod, at der ikke i afgiftsmæssig henseende sker forskelsbehandling af identiske varer, uanset om de fremstilles her i landet eller importeres hertil. Såfremt der opkræves afgift for carob-A produktet for år 2022, vil der ske forskelsbehandling af identiske varer, idet kosttilskuddet [produkt] som [klager] ApS fremstiller ikke ville være afgiftspligtig, hvis det færdige produkt blev importeret hertil. Formålet med bestemmelsen er netop at sikre, at [klager] ApS ikke lider afgiftsmæssig last ved selv at fremstille produktet i Danmark. Endvidere må fremføres, at hensynet til at pålægge en afgift på de i loven nævnte produkter er, at lovgiver vil sikre, at den type af forbrug, der ønskes beskattet, også bliver det. Formålet med chokoladeafgiftsloven og opkrævningen af afgifter i overensstemmelse hermed er, at sikre at de i bestemmelsen nævnte produkter som lovgiver har ønsket skulle beskattes også bliver det. Da Skattestyrelsen ikke i henhold til chokoladeafgiftsloven ønsker at beskatte kosttilskud til dyr, som er uegnet til mennesker, er der dermed heller intet hensyn som berettiger Skattestyrelsens opkrævningen af afgiften for 2022. Det vil derfor også stride imod lovens formål at pålægge afgift på et produkt, der ubestridt kan ske afgiftsfritagelse for.” Klagerens bemærkninger til Skattestyrelsens udtalelse Selskabets repræsentant har fremsat følgende bemærkninger til Skattestyrelsens udtalelse: ”… Under henvisning til den af Skatteankestyrelsen fremsendte udtalelse fra Skattestyrelsen i forbindelse med ovenstående klagesag, skal undertegnede herved fremkomme med bemærkninger. Af Skattestyrelsens udtalelse til Skatteankestyrelsen fremgår, at: ” […] Det er vores opfattelse at carob pulveret kan indtages af mennesker på importtidspunktet og derved er omfattet af chokoladeafgiften.” Skattestyrelsen angiver således, at det efter Skattestyrelsens opfattelse, er afgørende for afgiftspligten, om carob-pulveret kan indtages af mennesker. En sådan forståelse af chokoladeafgiftsloven §1, stk. 1, nr. 9 kan ikke tiltrædes og strider direkte imod bestemmelsens ordlyd. Jeg bemærker i den forbindelse, at det fremgår udtrykkeligt af chokoladeafgiftsloven, at vurderingen af, hvorvidt en erstatningsvare for chokolade er omfattet af afgiftspligten, kræver en ”samlet bedømmelse” af produktets beskaffenhed, anvendelse og den måde, hvorpå det markedsføres, jf. chokoladeafgiftsloven § 1, stk. 1, nr. 9. Hvorvidt [klager] ApS’ import af ”carob animal powder” er omfattet af chokoladeafgiftsloven, kræver derfor en samlet vurdering af ovenstående tre kriterier (beskaffenhed, anvendelse og markedsføring), hvilken vurdering Skattestyrelsen ikke har foretaget. Skattestyrelsen henviser blot i udtalelsen til, at Skattestyrelsen fortsat er af den opfattelse, at produktet på importtidspunktet kan indtages af mennesker. Dette argument kan i henhold til chokoladeafgiftsloven ikke føre til, at produktet er omfattet af afgiftspligten. Jeg henviser endvidere til undertegnedes klage af 22. februar 2024 til Skatteankestyrelsen, s. 3-5, hvori der er foretaget en udførlig samlet vurdering af ovenstående tre kriterier. Som det fremgår heraf, er der ikke grundlag for at anse det i sagen omhandlede dyrepulver som en erstatningsvare for chokolade. Følgelig er [klager] ApS heller ikke pligtig at svare chokoladeafgift herfor.” Landsskatterettens afgørelse Landsskatteretten skal tage stilling til, om det af selskabet importerede carobpulver er afgiftspligtigt efter chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 1 nr. 9, og om det således er med rette, at Skattestyrelsen har opkrævet selskabet 132.480 kr. i chokoladeafgift. Retsgrundlaget Når der i det følgende henvises til chokoladeafgiftsloven, er det en henvisning til lovbekendtgørelse nr. 1446 af 21. juni 2021 om afgift af chokolade- og sukkervarer m.m. med senere ændringer, der var gældende i de omhandlede afgiftsperioder. Det fremgår af chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 1: ”Af følgende varer svares afgift til statskassen: 1. Chokolade og chokoladevarer, kakaomasse, kakaopulver, kakaosmør og kakaopræparater af enhver art. 2. Lakridssaft, lakrids og lakridsvarer af enhver art. Pulveriseret lakridsrod og blandinger af salmiak og lakridsrod og lign. 3. Marcipan- og nougatmasser og varer heraf. 4. Konfekt, bolsjer, dragévarer, skummasse, skumvarer, fondant, sukrede korn og lign. tilsat essenser eller farve samt i øvrigt sukkervarer af enhver art. 5. Tyggegummi. 6. Kandiseret frugt og frugtskal og andre kandiserede varer med undtagelse af skaller af citrusfrugter. 7. Sukkade, marmelade og tilsvarende varer, når de er formet i plader, stænger, figurer og lign. 8. Kager, kiks og lign. delvis bestående af skummasse, når bagværket ikke udgør mindst to tredjedele af varens rumfang. 9. Andre varer, der efter en samlet bedømmelse af deres beskaffenhed og anvendelse og den måde, hvorpå de markedsføres, kan betragtes som efterligninger af eller erstatningsvarer for de varer, der er nævnt under 1-7.” Af chokoladeafgiftslovens § 2 fremgår: ” Afgiften svares efter følgende satser på grundlag af den afgiftspligtige vægt: 1) Varer, hvis indhold af tilsat sukker overstiger 0,5 g sukker pr. 100 g 25 kr. og 97 øre pr. kg 2) Varer, hvis indhold af tilsat sukker udgør højst 0,5 g sukker pr. 100 g 22 kr. og 8 øre pr. kg. Stk. 2. Den afgiftspligtige vægt er varernes nettovægt.” Det fremgår af chokoladeafgiftslovens § 10 a, stk. 1: ”I andre tilfælde svares afgiften i forbindelse med varemodtagelsen her i landet, medmindre varerne modtages efter reglerne i § 5 eller er omfattet af § 11. Erhvervsdrivende varemodtagere skal, inden varerne afsendes fra udlandet, lade sig registrere som registreret varemodtager hos told- og skatteforvaltningen.” Vestre Landsret har i dom af 14. april 2004, offentliggjort som SKM2004.202.VLR, fastslået, at et produkt ikke er fritaget for afgiftspligten i chokoladeafgiftsloven, alene fordi der er tale om dyrefoder. Følgende fremgår blandt andet af landsrettens begrundelse og resultat: ”Afgiftspligten på chokolade- og sukkervarer efter lovens kapitel 1 omfatter de "varer", der er nævnt i § 1, stk. 1, nr. 1-10. Der sondres efter ordlyden af § 1 ikke mellem fødevarer og andre varetyper, herunder dyrefoder.” Landsskatteretten har i afgørelse af 9. april 2018, offentliggjort som SKM2018.202.LSR, truffet afgørelse om, at en energibar ikke var afgiftspligtig efter chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 1, nr. 10 (nu nr. 9). Af Landsskatterettens begrundelse fremgår blandt andet: ”Ved vurderingen af, hvorvidt energibaren kan anses for at være en efterligning af eller erstatningsvare for en chokoladevare, jf. chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 1, nr. 10, skal der henses til varens karakter, herunder varens beskaffenhed, anvendelse og markedsføring. Det er Landsskatterettens opfattelse, at hvis den almindelige forbruger er bevidst om, at varerne købes for at tilfredsstille samme behov som f.eks. en chokoladebar, så skal varen anses for at være en erstatningsvare. Anses varen derimod af den almindelige forbruger for at dække andre behov, er der ikke tale om en erstatningsvare.” Følgende fremgår blandt andet af Den Juridiske Vejledning 2022-2, pkt. E.A.2.3.3: “… Andre varer Andre varer, der efter en samlet bedømmelse af deres beskaffenhed og brug og den måde, hvorpå de markedsføres, kan betragtes som efterligninger af eller erstatningsvarer for de varer, der er nævnt ovenfor, undtagen kager, kiks og lignende. Se CHOAL § 1, stk. 1, nr. 9. Ved vurdering af om et produkt kan betragtes som en efterligning af eller en erstatningsvare for fx chokoladevarer, skal der foretages en samlet bedømmelse af varens beskaffenhed, herunder smag, anvendelse og markedsføring. Det betyder, at varer, der efter beskaffenhed, herunder smag, anvendelse og markedsføring, samlet set anses som erstatninger for eller efterligninger af afgiftspligtige varer som fx chokoladevarer, som udgangspunkt også er omfattet af afgiften. Derimod er varer, der hverken indeholder chokolade eller kakao, og i smag afviger fra chokoladevarer, som det meget klare udgangspunkt ikke omfattet af afgiftspligten. Det gælder, selvom varerne har samme form som chokoladevarer, og sælges samme steder som disse. … Eksempler: Andre varer der betragtes som efterligninger eller erstatningsvarer … Produktet sælges som substitut for kakao og fremtræder som et fint brunt pulver, der består af behandlet johannesbrødmel, som ser ud og smager som chokolade. Produktet er omfattet af det afgiftspligtige vareområde. …” Landsskatterettens begrundelse og resultat Skattestyrelsen har forhøjet selskabets chokoladeafgiftstilsvar for afgiftsperioderne 1. september 2022 til 30. september 2022 og 1. december 2022 til 31. december 2022 med samlet 132.480 kr. vedrørende selskabets import af 6.000 kg carobpulver fra Spanien. Selskabet anvender det importerede carobpulver som ingrediens i foder til svin. Landsskatteretten lægger ved sagens afgørelse til grund, at carobpulveret ikke er omfattet af chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 1, nr. 1. Landsskatteretten skal herefter tage stilling til, om carobpulveret i henhold til chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 1, nr. 9, kan anses som en efterligning af eller en erstatningsvare for de varer, der er nævnt under chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 1, nr. 1 - 7. Det følger af Vestre Landsrets dom af 14. april 2004, offentliggjort som SKM2004.202.VLR, at der efter ordlyden af chokoladeafgiftsloven ikke sondres mellem fødevarer og andre varetyper, herunder dyrefoder. Det er således ikke afgørende for afgiftspligten, om varen er egnet til menneskeligt konsum. Ved bedømmelsen af, om en vare kan anses for at være en efterligning af eller en erstatningsvare for en chokoladevare i henhold til chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 1, nr. 9, skal der foretages en samlet bedømmelse af varens beskaffenhed, anvendelse og måden, hvorpå den markedsføres. Landsskatteretten finder, at det afgørende er, om den almindelige forbruger køber varen for at tilfredsstille samme behov som en chokoladevare, f.eks. en chokoladebar. Der henvises til Landsskatterettens afgørelse af 9. april 2018, offentliggjort som SKM2018.202.LSR. Det omhandlede carobpulver sælges ikke i supermarkeder og markedsføres ikke som fødevarer til detailforbrugere, ligesom det ikke anvendes til menneskeligt konsum. Carobpulveret er endvidere allerede af leverandøren angivet til at blive anvendt til fremstilling af dyrefoder. Hertil kommer, at det sælges i 10 kg sække eller Big Bags og dermed ikke visuelt fremtræder som en chokoladevare. Efter en samlet konkret vurdering finder Landsskatteretten, at det omhandlede carobpulver ikke kan anses som en efterligning af eller en erstatningsvare omfattet af chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 1, nr. 9, og at der som følge heraf ikke skal svares chokoladeafgift ved selskabets import fra Spanien. Landsskatteretten ændrer herefter Skattestyrelsens afgørelse, hvorefter forhøjelsen af selskabets chokoladeafgiftstilsvar nedsættes til 0 kr.