Journalnr. 24-0016264
Opgørelse af kryptogevinster, tab og stablecoins efter nye handelsdata
- Instans
- Landsskatteretten
- Dokumenttype
- Landsskatterettens afgørelse
- Offentliggjort
- 12. januar 2026
- Kilde
- Åbn original i afgørelsesdatabasen ↗
Resumé
Sagen angik Skattestyrelsens talmæssige opgørelse af klagerens handler med kryptovaluta og stablecoins i indkomståret 2021. Skattestyrelsen havde opgjort spekulationsgevinst til 148.310 kr., ligningsmæssigt tabsfradrag til 31.227 kr. og nettoindkomst på finansielle kontrakter (stablecoins) til 56.544 kr., idet tab fra én vekslingstjeneste blev nægtet, fordi dokumentationen ikke var fremsendt i læsbart format. Klageren gjorde gældende, at han reelt havde haft et nettotab og fremlagde under klagesagen læsbare transaktionsfiler, hvorefter Skattestyrelsen udarbejdede en ny FIFO-opgørelse. Landsskatteretten ændrede afgørelsen i overensstemmelse med den nye opgørelse: gevinsten blev forhøjet til 181.590 kr., det ligningsmæssige tabsfradrag forhøjet til 47.097 kr., og kapitalindkomsten fra finansielle kontrakter blev ændret fra en gevinst på 56.544 kr. til et nettotab på 82.162 kr. efter kursgevinstlovens § 29. Udokumenterede anskaffelser blev fortsat ansat til 0 kr. ved negative beholdninger.
Titel, resumé og vurderinger er AI-genererede og kan indeholde fejl.
Lovhenvisninger
Henviser til
- SKM2017.520.SR
- SKM2018.130.SR
- SKM2019.67.SR
- SKM2020.400.LSR
- SKM2022.300.SR
- SKM2023.187.HR
- SKM2023.480.LSR
- SKM2024.592.VLR
- SKM2025.541.HR
Fuldtekst
Journalnr. 24-0016264 Klagepunkt Skattestyrelsens afgørelse Klagerens opfattelse Landsskatterettens afgørelse Skattestyrelsen har efter statsskattelovens § 5, stk. 1, litra a, opgjort klagerens skattepligtige fortjeneste ved salg af kryptovaluta i relation til spekulation til 148.310 kr. Mindre beløb 181.590 kr. Skattestyrelsen har opgjort klagerens tab (ligningsmæssigt fradrag) ved handel med kryptovaluta med spekulationshensigt, jf. statsskattelovens § 5, stk. 1, litra a, til 31.227 kr. Større beløb 47.097 kr. Nettoindkomst ved handel med finansielle kontrakter, skal medregnes som kapitalindkomst i henhold til kursgevinstlovens § 29, stk. 1. 56.544 kr. Mindre beløb - 82.162 kr. Faktiske oplysninger Klageren anmodede den 7. april 2022 Skattestyrelsen om at indberette et tab i rubrik 58 for indkomståret 2021 vedrørende klagerens handler med kryptovaluta. På denne baggrund bad Skattestyrelsen den 13. juni 2022 om dokumentation for klagerens samlede dispositioner med kryptovaluta samt hensigten hermed. Skattestyrelsen modtog følgende materiale: • Kontoudtog for [finans1] og [finans2] for indkomståret 2021 • [software1] rapport for indkomståret 2021 • Transaktionsoversigter fra [vekslingstjeneste1] og [vekslingstjeneste2] • Kontooversigt fra [vekslingstjeneste1] • Oversigt over handler på [vekslingstjeneste1] fra [finans1] Det fremgår af dokumentationen, at klageren har handlet med kryptovaluta på vekslingstjenesterne [vekslingstjeneste2], [vekslingstjeneste3] og [vekslingstjeneste1] for indkomståret 2021. De tilsendte filer fra [vekslingstjeneste1] blev ikke fremsendt i læsbare formater. Der blev ikke fremsendt transaktionsoversigter fra [vekslingstjeneste3], som fremgår af den tilsendte [software1] rapport. Skattestyrelsen modtog transaktionsoversigter fra [vekslingstjeneste2], men disse er ikke medregnet i den tilsendte [software1] rapport for 2021. Af klagerens redegørelse for handlerne med kryptovaluta, fremgår det, at hensigten med denne aktivitet har været spekulation. Klagerens køb og salg af kryptovaluta på vekslingstjenesten [vekslingstjeneste2] fordeler sig således: Kryptovaluta Køb Salg MANA 5.419,00 stk. 5.413,00 stk. XLM 605,00 stk. 604,00 stk. COMP 1,12 stk. XRP 43.522,00 stk. 39.866,00 stk. RARE 15.044,80 stk. 15.029,70 stk. SOL 20,17 stk. 20,14 stk. RUNE 97,80 stk. 97,70 stk. SAND 7.601,00 stk. 7.593,00 stk. ETH 4,89 stk. 5,14 stk. GALA 36.851,00 stk. 36.814 stk. MATIC 7.480,90 stk. 7.473,40 stk. ALICE 1.838,64 stk. 1.836,80 stk. BNB 0,02 stk. SHIB 89.670.619,00 stk. 89.580.948,00 stk. EGLD 2,66 stk. AVAX 93,12 stk. 99,53 stk. I forbindelse med klagesagsbehandlingen i Skatteankestyrelsen fremsendte klageren nye oplysninger vedrørende sine handler med kryptovaluta, herunder læsbare filer fra handelsplatformen [vekslingstjeneste1]. Dokumentationen blev herefter fremsendt til Skattestyrelsen for en supplerende udtalelse. Skattestyrelsen fremsendte herefter en ny opgørelse på baggrund af de nye oplysninger. Det fremgår af beregningen, at klagerens fortjeneste og tab med køb og salg af kryptovlauta er opgjort til henholdsvis 181.590 kr. og 47.097 kr. Det fremgår af rapporten, at det især er klagerens handler med kryptovalutaerne ETH og XRP på [vekslingstjeneste1], der medfører, at klagerens fortjeneste stiger betragteligt i forhold til den tidligere opgørelse. Opgørelsen af klagerens handler med [vekslingstjeneste4] USDT (stablecoin) er opgjort til en samlet nettoindkomst på 17.201 kr. Endvidere har Skattestyrelsen opgjort klagerens handler med differenceafregnede finansielle kontrakter til et samlet nettotab på 99.363 kr. Nettoindkomsten er således opgjort til et tab på 82.162 kr. Skattestyrelsens afgørelse Skattestyrelsen har for indkomståret 2021 opgjort klagerens fortjeneste ved køb og salg af kryptovaluta til 148.310 kr. samt opgjort klagerens ligningsmæssige fradrag til 31.227 kr. Klagerens handler med stablecoins er opgjort til en nettoindkomst på 56.544 kr. Skattestyrelsen har som begrundelse bl.a. anført: ” (…) 1.4. Skattestyrelsens bemærkninger og begrundelse Handel med kryptovaluta Skattemæssig klassifikation Skattestyrelsen kan på det foreliggende grundlag fastslå, at du er retmæssig ejer af de i sagen omhandlede kryptovalutaer. Spekulation efter statsskattelovens § 5, stk. 1, litra a, er i praksis administreret således, at spekulationshensigten antages at foreligge, når et formuegode er erhvervet med henblik på at opnå fortjeneste ved videresalg, jf. SKM20 1 8 . 104. SR. Skattestyrelsen vurderer, at hensigten med dine handler af kryptovaluta har været spekulation. Vi henholder os til, at du i din redegørelse har givet udtryk for denne hensigt. Det lægges endvidere til grund, at bitcoin samt lignende kryptovalutaer efter Skatterådets afgørelser som udgangspunkt anses for at være spekulationsobjekter. Hertil bemærkes, at du ikke har oplyst at have erhvervet kryptovaluta til andre formål end spekulation. Derved skal gevinster og tab ved afståelse af disse bitcoins indgå i den skattepligtige indkomst, jf. statsskattelovens § 5, stk. 1, litra a. Gevinsterne skal medregnes som personlig indkomst, jf. personskattelovens § 3, stk. 1, og dine tab giver et ligningsmæssigt fradrag efter personskattelovens § 3, stk. 2, nr. 1, modsætningsvis. Spekulationsgevinster er ikke omfattet af arbejdsmarkedsbidragsloven, hvorfor der ikke skal betales AM-bidrag heraf. Opgørelse af fortjenester og tab Efter gennemgang af dokumentationen for dine handler med kryptovaluta på anvendte vekslingstjeneste [vekslingstjeneste2] kan vi konstatere, at dine fortjenester og tab fordeler sig således: Kryptovaluta Indkomståret 2021 Fortjenester Tab MANA 4.317,23 -3.053,27 XLM -0,40 COMP 2.574,07 XRP 4.220,84 -5.829,81 RARE 3.238,00 -1.941,95 SOL 134,50 -84,59 RUNE -275,26 SAND 8.116,35 -4.716,71 ETH 8.203,97 -159,19 GALA 1.430,54 -1.837,54 MATIC 1.583,61 -3.713,96 ALICE 12.320,94 -7.495,48 BNB 71,91 SHIB -145,44 EGLD 4.626,85 AVAX 5.274,69 -1.973,54 I alt 56.113,50 -31.227,16 Kilde: Skattestyrelsens skatterapport. Beløb er i DKK. I ovenstående opgørelse af fortjenester og tab vedrørende handel med kryptovaluta anvendes FIFO-princippet - læs nedenfor omkring FIFO-princippet. Det fremgår af FIFO-opgørelsen, at du fortsat er i besiddelse af kryptovaluta. Handelsomkostninger I henhold til skatterådsafgørelse SKM2018.130.SR kan handelsomkostninger (fees) i forbindelse med køb og salg af kryptovaluta henholdsvis indgå i anskaffelsessummen og fragå i afståelsessummen. I opgørelsen af fortjenester og tab medregnes de ved handlerne direkte afholdte købs- og salgsomkostninger, kommission og netværksgebyr (miner-fee), vedrørende kryptovalutaer erhvervet med spekulationshensigt til anskaffelsessummen henholdsvis fradrages i afståelsessummen. Opgørelse af fortjenester og tab vedrørende [software1] Efter gennemgang af dine fremsendte [software1]-rapporter kan vi konstatere, at dine fortjenester og tab vedrørende [vekslingstjeneste1] og [vekslingstjeneste3] fordeler sig således: Kryptovaluta Indkomståret 2021 Fortjenester Tab XRP BTC MATIC 27.578,45 kr. 5.629,62 kr. 672,07 kr. 17.547,02 kr. 2.915,83 kr. 586,29 kr. BNB 142,39 kr. 97,05 kr. EOS 12,45 kr. RUNE 19,11 kr. BIT 0,12 kr. 52,83 kr. GALA 67,66 kr. FTT 3,40 kr. 86,78 kr. LINK 14,65 kr. 106,17 kr. SOL 290,32 kr. 419,10 kr. MANA 1,48 kr. 267,31 kr. MATICBULL 269,48 kr. SAND 332,01 kr. USD 3.002,78 kr. 5.065,23 kr. USDT 13.065,79 kr. 23.056,63 kr. ETH I alt 41.796,12 kr. 92.197,18 kr. 116.299,13 kr. 167.200,08 kr. Efter skattekontrollovens § 2, stk. 1, 1. pkt. har enhver skatteyder pligt til af egen drift at selvangive sin indkomst, uanset om den er positiv eller negativ, og det ligger i naturlig forlængelse af denne pligt, at skatteyder fremlægger dokumentation for, at de afgivne oplysninger er korrekte. I oplysningspligten ligger, at du skal kunne stå inde for de afgivne oplysninger, og du skal efter anmodning fra Skattestyrelsen kunne gøre rede for de afgivne oplysninger. Det fremgår af Den juridiske vejledning, afsnit A.C.2.1.2.1.2 Oplysningspligten. For at et tab ved handel med kryptovaluta kan fradrages i din skattepligtige indkomst i henhold til statsskattelovens § 5, stk. 1, litra a., skal du fremlægge dokumentation herfor. Da vi på anmodning ikke har modtaget denne dokumentation i henhold til skattekontrollovens § 2, stk. 1, 1. pkt., er betingelserne for fradrag efter statsskattelovens § 5, stk. 1, litra a ikke opfyldt. På denne baggrund kan vi ikke godkende fradrag for oplyste tab på 167.200,08 kr. for indkomståret 2021, jf. Koinlyrapporten. Det lægges til grund, at vi ikke har modtaget den underliggende dokumentation for udførte handler i læsbart format. Ud fra et skøn i henhold til skattekontrollovens § 74, kan vi kun godkende de oplyste fortjenester på 92.197,18 kr. for indkomståret 2021. Fortjenesterne indberettes i rubrik 20 for indkomståret 2021. Negative beholdninger I forbindelse med udarbejdelse af Skattestyrelsens FIFO-opgørelse opstår der negative balancer for kryptovalutaen BTC, AVAX, BNB, COMP, EGLD, ETH, XRP og USDT i løbet af handelsperioden. Dette indebærer, at der er solgt kryptovaluta, som ikke fremgår af din beholdning. For at imødegå denne ubalance indsætter vi fiktive køb på det tidspunkt den negative beholdning finder sted, svarende til den negative balance for den pågældende kryptovaluta. Anskaffelsessummen sættes til 0 kr., idet vi ikke har modtaget dokumentation for selve købstransaktionen, herunder oplysninger om handelsdato, anskaffelsessum og betalingsmiddel. Læs landsskatteretsafgørelse SKM2020.400.LSR vedrørende manglende dokumentation for køb af kryptovaluta. FIFO-princippet Ved et salg af en del af beholdningen af kryptovaluta (delafståelse), og særligt i tilfælde hvor der er foretaget flere køb af kryptovaluta, kan det være vanskeligt at identificere de solgte kryptovalutaer, da beholdningen ikke nødvendigvis er enkeltvist identificerbare. Såfremt det ikke er muligt at identificere de solgte kryptovalutaer, er det heller ikke muligt at identificere anskaffelsessummen for de ved en delafståelse solgte kryptovalutaer. Statsskattelovens § 5, stk. 1, litra a, forudsætter, at tab og gevinst opgøres særskilt for hver enkelt afståelse på baggrund af forskellen mellem den faktiske anskaffelsessum og afståelsessum for det pågældende formuegode, men bestemmelsen regulerer ikke en opgørelsesmetode ved delafståelser fra en beholdning af ensartede eller ikke særskilt identificerbare formuegoder med spekulationshensigt. Når det ikke er muligt at identificere de solgte kryptovalutaer ved delafståelser og dermed heller ikke anskaffelsessummen, skal anskaffelsessummen for de i beholdningen først anskaffede kryptovalutaer indgå i opgørelsen af gevinst eller tab ved enhver delafståelse. Dette princip kaldes FIFO (First In First Out) — læs eventuelt SKM2019.67.SR, hvor Skatterådet fandt, at FIFO-princippet skulle finde anvendelse ved delafståelser. (…) 2.4. Skattestyrelsens bemærkninger og begrundelse Handel med stablecoins Skattemæssig klassifikation Skattestyrelsen kan på det foreliggende grundlag fastslå, at du er retmæssig ejer af de i sagen omhandlede stablecoins. Skattestyrelsen finder, at kryptovalutaer med samme karakteristika som bitcoins sædvanligvis skal opgøres efter realisationsprincippet, da disse anses for formuegoder omfattet af statsskatteloven. I praksis ses det, at der findes kryptovalutaer med andre karakteristika end bitcoins. Skatterådet har i en afgørelse taget stilling til en type stablecoin, der fulgte værdien i sølvbarer, se SKM2017.520.SR. Skatterådet fandt i afgørelsen, at den pågældende type af stablecoin skattemæssigt skulle anses for en struktureret fordring, der skulle beskattes efter reglerne for finansielle kontrakter, jf. kursgevinstloven § 29, stk. 3. Skattestyrelsen er af den opfattelse, at nærværende stablecoins adskiller sig fra SKM2017.520.SR derved, at der her ikke er tale om strukturerede produkter, der består af en fordring og en finansiel kontrakt. Der er efter Skattestyrelsens opfattelse tale om selvstændige finansielle kontrakter, se nedenfor. Om dine investeringer i stablecoins, er det oplyst, at de pågældende stablecoins besidder andre karakteristika end bitcoins og lignende aktiver. Skattestyrelsen har derfor i det følgende vurderet om de pågældende stablecoins kan anses for finansielle kontrakter, som opgøres efter lagerprincippet. Se kursgevinstlovens §§ 29 og 33. Hvis et aktiv skal kvalificeres som en finansiel kontrakt omfattet af kursgevinstlovens § 29, følger det af Den juridiske vejledning 2022-1 afsnit C.B.1.8.1., at følgende tre kriterier skal være opfyldt: Der skal være en bindende aftale mellem parterne Der skal således foreligge en bindende aftale mellem parterne. Det kan være en særskilt aftale eller fx en aftale inkorporeret i en aktionæroverenskomst. Det er uden betydning, om aftalen er skriftlig eller mundtlig. Der skal være en tidsmæssig forskydning mellem aftale- og afviklingstidspunkt Det er ikke afgørende om en kontrakt er tidsbegrænset. En kontrakts løbetid kan således være tidsbegrænset eller tidsubegrænset. En tidsubegrænset kontrakt er ofte karakteriseret ved, at den først kan udnyttes, når en aftalt begivenhed indtræder. Der skal være aftale om afviklingspris eller -kurs Der skal være aftalt en afviklingspris eller -kurs ved indgåelsen af kontrakten. Det kan være en konkret pris eller kurs på de underliggende aktiver. Det kan også være en formel eller beregningsmodel for, hvordan prisen skal fastsættes. Det er dog en betingelse, at prisen er fastsat efter objektive kriterier, og at der ikke er væsentlig usikkerhed om den fremtidige salgspris. Finansielle kontrakter omfattet af kursgevinstlovens § 29 beskattes efter lagerprincippet. Se kursgevinstlovens § 33. En stablecoin forstås som en kryptovaluta, men til forskel fra andre kendte kryptovalutaer såsom bitcoins, så er stablecoins knyttet til et andet aktiv. Den pågældende stablecoin er knyttet til den amerikanske dollar (USD). Udstederen den pågældende stablecoin markedsfører deres stablecoin med at værdien følger USD 1:1. Udstederen oplyser, at værdien af de udstedte stablecoins er i behold i deres depot, som primært består af likvider. [vekslingstjeneste4] har dog placeret værdierne i en række forskellige typer værdipapirer. På deres hjemmeside fremgår de aftalevilkår, som deres stablecoins handles på. Læs aftalevilkårene underpunkt 2.1. Ud fra det oplyste, er det Skattestyrelsens opfattelse, at udstederen tilbyder at indfri den hos dem købte stablecoin, så længe at indløseren har en konto hos udstederen. Det fremgår dog direkte af [vekslingstjeneste4]s aftalevilkår, at de ikke indestår for værdien af de købte stablecoins. Det er Skattestyrelsens opfattelse, at der ved køb af de pågældende stablecoins indgås en tidsubegrænset bindende aftale på de aftalevilkår, som oplyses på udstederens hjemmeside. Køberen af stablecoins kan herefter vælge at indfri sine købte stablecoins hos den respektive udsteder. Skattestyrelsen finder derfor, at der er en forskydning mellem aftale -og afviklingstidspunktet, idet aftalen om køb sker på & tidspunkt, mens indfrielsen (afviklingen) sker på et andet tidspunkt. Det lægges derfor til grund, at der ikke er samtidighed mellem anskaffelsestidspunktet og indfrielsestidspunktet. Herudover finder Skattestyrelsen, at der på aftaletidspunktet er aftalt en afviklingspris, idet 1 stablecoin til enhver tid kan veksles til 1 USD eller til værdipapirer til en værdi af 1 USD. På baggrund af ovenstående er det Skattestyrelsens opfattelse, at kriterierne for, hvornår der foreligger en finansiel kontrakt, er opfyldt, idet der er indgået en bindende tidsubegrænset aftale, hvorved der er en forskydning mellem købstidspunktet og indfrielsestidspunktet, og idet der på aftaletidspunktet er aftalt en afviklingspris. Læs hertil skatterådsafgørelse SKM2022.300.SR. Skattestyrelsen finder henset hertil, at de pågældende stablecoins er omfattet af kursgevinstlovens § 29. Kontrakten er ikke undtaget efter kursgevinstlovens § 30. Gevinst og tab skal derfor opgøres efter lagerprincippet, jf. kursgevinstlovens § 33. Opgørelse af nettoindkomst ved handel med stablecoins Efter gennemgang af dokumentationen for dine handler med stablecoins på vekslingstjenesten [vekslingstjeneste2], kan vi konstatere, at din nettoindkomst fordeler sig således: Handlet aktivt Indkomståret 2021 Fortjenester Tab nettoindkomst USDT 17.593,72 -859,13 16.734,59 I alt 17.593,72 -859,13 16.734,59 Kilde: Skattestyrelsens skatterapport. beløb er i DKK Handel med finansielle kontrakter er omfattet af kursgevinstlovens § 29, stk. 1. Dette medfører at nettoindkomsten beskattes som kapitalindkomst, jf. personskattelovens § 4, stk. 1, nr. 2. Læs nedenfor omkring retspraksis for finansielle kontrakter. Fortjenester Dine samlede fortjenester ved handel med stablecoins på vekslingstjenesten [vekslingstjeneste2] (ikke-aktiebaserede finansielle kontrakter) udgør 16.734 kr. for indkomståret 2021. Beløbet vil blive indberettet i rubrik 346. Vi har anvendt lagerbeskatningsprincippet ved opgørelse af nettoindkomsten i henhold til kursgevinstlovens § 33. Handel med stablecoins samt øvrige finansielle kontrakter på [vekslingstjeneste1] og [vekslingstjeneste3] ifølge fremsendte [software1]-rapport Efter skattekontrollovens § 2, stk. 1, 1. pkt. har enhver skatteyder pligt til af egen drift at selvangive sin indkomst, uanset om den er positiv eller negativ, og det ligger i naturlig forlængelse af denne pligt, at skatteyder fremlægger dokumentation for, at de afgivne oplysninger er korrekte. I oplysningspligten ligger, at du skal kunne stå inde for de afgivne oplysninger, og du skal efter anmodning fra Skattestyrelsen kunne gøre rede for de afgivne oplysninger. Det fremgår af Den juridiske vejledning, afsnit A.C.2.1.2.1.2 Oplysningspligten. For at et tab ved handel med stablecoins samt øvrige finansielle kontrakter kan fradrages i din skattepligtige indkomst i henhold til kursgevinstlovens § 29, stk. 1, skal du fremlægge dokumentation herfor. Da vi på anmodning ikke har modtaget denne dokumentation i henhold til skattekontrollovens § 2, stk. 1, 1. pkt., er betingelserne for tab efter kursgevinstlovens § 29, stk. 1 ikke opfyldt. På denne baggrund kan vi ikke godkende en tabssaldo i henhold til kursgevinstlovens § 33 på 9.990 kr. vedr. USDT-stablecoins samt øvrige finansielle kontrakter på 99.517,42 kr. for indkomståret 2021, jf. [software1]-rapporten. Det lægges til grund, at vi ikke har modtaget den underliggende dokumentation for udførte handler i læsbart format. Hvad er lagerbeskatning? Lagerbeskatning betyder, at du skal betale skat af dit årlige afkast, uanset om du har solgt din investering eller ej. Principperne bag lagerbeskatning betyder, at du betaler skat af dine værdistigninger dvs. både realiserede og urealiserede gevinster. Samtidig vil eventuelle tab kunne trækkes fra i skat efter lagerprincippet. Det enkelte indkomstårs gevinst eller tab opgøres som forskellen mellem værdien ved indkomstårets slutning og værdien ved indkomstårets begyndelse. Ved afståelse/salg i løbet af indkomståret, anvendes afståelsessummen i stedet for værdien ved indkomstårets slutning. Ved erhvervelse/køb i løbet af indkomståret, skal anskaffelsessummen anvendes i stedet for værdien ved indkomstårets begyndelse. Negative beholdninger for USDT-stablecoins I forbindelse med udarbejdelse af Skattestyrelsens FIFO-opgørelse opstår der negative balancer for stablecoins i løbet af handelsperioden. Dette indebærer, at der er solgt stablecoins, som ikke fremgår af din beholdning. For at imødegå denne ubalance indsætter vi fiktive køb på det tidspunkt den negative beholdning finder sted, svarende til den negative balance for den pågældende kryptovaluta. Anskaffelsessummen sættes til 0 kr., idet vi ikke har modtaget dokumentation for selve købstransaktionen, herunder oplysninger om handelsdato, anskaffelsessum og betalingsmiddel. Læs landsskatteretsafgørelse SKM2020.400.LSR vedrørende manglende dokumentation for køb af kryptovaluta. Det er Skattestyrelsens vurdering, at denne skatterådsafgørelse tilsvarende kan anvendes i forhold til negative balancer vedrørende handel med stablecoins. (…)” Udtalelser fra Skattestyrelsen I forbindelse med Skatteankestyrelsens klagesagsbehandling har Skattestyrelsen den 26. februar 2024 udtalt følgende: ”(…) Skatteyder har tidligere ringet, hvor han er blevet vejledt i at fremsende den originale csv fil til sagen, hvis han ønskede genoptagelse. Det er oplyst at sagen kun kan genoptages, såfremt der fremsendes nyt materiale der ikke allerede indgår i sagen. Da der er fremsendt en sorteret excel fil igen, og der samtidig ikke er fremsendt det fulde materiale, vurderes der ikke at være nye oplysninger der ikke fremgår af sagsfremstillingen. (…)” Skattestyrelsen har ved supplerende udtalelse af 26. august 2025 udtalt følgende til klagerens nye oplysninger: ”(…) Der er i forbindelse med klagen fremsendt nye oplysninger, der ikke indgår i kontrolsagen. De nye oplysninger indeholder dokumentation for erhvervelse af kryptovaluta, som Skattestyrelsen ikke tidligere haft til rådighed til udarbejdelse af FIFO-opgørelsen. Efter tilføjelsen af de nye oplysninger ændrer det på skatteansættelsen. Resultatet af Skattestyrelsens nye FIFO-opgørelse er vedhæftet. Negative beholdninger: I forbindelse med udarbejdelse af den nye opgørelse ud fra de fremsendte oplysninger opstår der negative balancer for kryptovalutaerne AVAX, BNB, BTC, COMP, EGLD, ETH, UDST og XRP i løbet af handelsperioden. Dette indebærer, at der er solgt kryptovaluta, som ikke fremgår af beholdningen. For at imødegå denne ubalance indsættes fiktive køb på det tidspunkt den negative beholdning finder sted, svarende til den negative balance for den pågældende kryptovaluta. Anskaffelsessummen sættes til 0 kr., idet der ikke fremgår dokumentation for selve købstransaktionen, herunder oplysninger om handelsdato, anskaffelsessum og betalingsmiddel. Uspecificerede indsætninger: Det fremgår af dokumentationen, at der er flere deposits, hvoraf modparten er ukendt. Derfor er det uvist om der foreligger et ejerskab af disse kryptovalutaer inden modtagelsen på de anvendte wallets og vekslingstjenester. Idet der ikke er dokumentation for erhvervelse heraf, herunder oplysninger om handelsdato, anskaffelsessum og betalingsmiddel, ansættes anskaffelsessummen til 0 kr. i Skattestyrelsens FIFO-opgørelse. (…)” Klagerens opfattelse Klageren har fremsat påstand om, at opgørelsen af klagerens fortjeneste med køb og salg af kryptovaluta er opgjort forkert. Til støtte for påstanden er bl.a. anført: ” (…) Sagen skal genoptages da jeg fik at vide at et dokument jeg indsendte havde fejl i sortering der gjorde det ulæseligt. Derfor kunne jeg ikke få fradrag for mine netto tab af handler. Jeg indsender nu dokument med handlerne igen som jeg har downloadet fra exchangen. (…)” Klagerens bemærkninger til Skattestyrelsens udtalelse Klageren har fremsat følgende bemærkninger til Skattestyrelsens udtalelse: ” (…) Min klage vedrører afgørelsen om, at jeg ikke er blevet tildelt de ligningsmæssige fradrag. Jeg har haft et økonomisk tab og burde derfor ikke pålægges at betale beløb til SKAT, som jeg reelt ikke har... da jeg tabte penge. Jeg håber at dette materiale opklarer det. Jeg har ikke adgang til [vekslingstjeneste3], da de er gået konkurs. (…)” Landsskatterettens afgørelse Landsskatteretten skal tage stilling til, om Skattestyrelsens talmæssige opgørelse af klagerens handler med kryptovaluta er opgjort korrekt. Retsgrundlaget Ifølge statsskattelovens § 4 betragtes som skattepligtig indkomst med en række undtagelser og begrænsninger den skattepligtiges samlede årsindtægter. Til indkomsten henregnes, ifølge statsskattelovens § 5, stk. 1, litra a, ikke indtægter, som hidrører fra salg af den skattepligtiges ejendele, for så vidt disse salg ikke henhører til vedkommendes næringsvej eller er foretaget i spekulationsøjemed, i hvilke tilfælde den derved indvundne handelsfortjeneste henregnes til indkomsten, ligesom også eventuelt tab kan fradrages i denne. Personlig indkomst omfatter ifølge personskattelovens § 3, stk. 1, alle de indkomster, der indgår i den skattepligtige indkomst, og som ikke er kapitalindkomst. Efter bestemmelsens stk. 2 fradrages ved opgørelsen af den personlige indkomst de udgifter, der er nævnt i 1) - 11). Kapitalindkomst omfatter det samlede nettobeløb af de indtægter og udgifter, der fremgår af personskattelovens § 4. Ifølge Den juridiske vejledning, afsnit C.C.2.1.3.3.3, indebærer spekulationsbegrebet, at det pågældende aktiv skal være erhvervet med det formål at opnå fortjeneste ved videresalg. Både kravet om videresalgshensigt og kravet om, at videresalget sker med henblik på at opnå fortjeneste, skal være opfyldt allerede ved erhvervelsen. Kursgevinstlovens § 29: ”Stk. 1 Skattepligtige omfattet af § 2, eller § 12 skal medregne gevinst og tab på terminskontrakter og aftaler om køberetter og salgsretter ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Gevinst og tab medregnes efter de regler, der er angivet i dette kapitel og i kapitel 7. Stk. 2. Terminskontrakter omfatter ikke aftaler, hvor afviklingstidspunktet ligger senere end aftaletidspunktet, når afvikling finder sted inden for den afviklingsfrist, der på området anses for at være sædvanlig. Stk. 3. Dette kapitel og kapitel 7 gælder også gevinst og tab på fordringer, der ikke er omfattet af §§ 4 og 5, hvis fordringen reguleres helt eller delvis i forhold til udviklingen i priser og andet på værdipapirer, varer og andre aktiver m.v., når blot udviklingen er af en karakter, som kan lægges til grund i en finansiel kontrakt, jf. dog § 10. Dette kapitel og kapitel 7 gælder dog ikke, hvis fordringen alene reguleres i forhold til udviklingen i de af Danmarks Statistik beregnede forbrugerprisindeks eller nettoprisindeks. Dette kapitel og kapitel 7 gælder heller ikke, hvis fordringen alene reguleres i forhold til udviklingen i tilsvarende officielle forbrugerprisindeks eller nettoprisindeks inden for Den Europæiske Union eller dens medlemsstater. Dette kapitel og kapitel 7 gælder altid for fordringer, der ganske vist opfylder betingelserne i 2. og 3. pkt. for ikke at være omfattet, men som herudover reguleres helt eller delvis i forhold til udviklingen i et andet grundlag, jf. 1. pkt. og for fordringer, som reguleres på grundlag af valuta og prisindeks som nævnt i 2. og 3. pkt., der ikke vedrører samme område. Prisindeks i et land, der deltager i euroen, og euroen antages at vedrøre samme område.” Højesteretsdom af 4. juni 2025, offentliggjort som SKM2025.541.HR, der stadfæster Vestre Landsret dom af 29. oktober 2024, offentliggjort som SKM2024.592.VLR, hvor landsretten, med henvisning til ordlyden af personskattelovens § 3, stk. 1 og 2, fandt, at retten til fradrag i den personlige indkomst er begrænset til de udgifter mv., der udtrykkeligt fremgår af personskattelovens § 3, stk. 2. Som følge heraf kan tab ikke fradrages i den personlige indkomst efter personskattelovens § 3, stk. 1. Tabet kan derimod fradrages i den skattepligtige indkomst som et ligningsmæssigt fradrag, jf. personskattelovens § 3, stk. 2, modsætningsvist. I dom af 30. marts 2023, offentliggjort i SKM2023.187.HR, var spørgsmålet, om klagerens køb af 359 bitcoin skulle anses for at være sket i spekulationsøjemed. Højesteret fandt efter en samlet vurdering, at klagerens mulighed for at opnå fortjeneste ved et senere salg havde spillet en rolle ved købene i 2011-2012. I Landsskatterettens afgørelse af 8. september 2023, offentliggjort som SKM2023.480.LSR, blev klageren spekulationsbeskattet af sine handler med kryptovaluta, og ved opgørelsen af avancen anvendes FIFO, ligesom anskaffelsessummer fastsættes til 0 kr. i de tilfælde, hvor klageren ikke har dokumenteret anskaffelsessummerne, jf. Landsskatterettens afgørelse af 12. august 2020, offentliggjort som SKM2020.400.LSR. Landsskatterettens begrundelse og resultat Handler med kryptovaluta Klageren har i indkomståret 2021 handlet med forskellige kryptovalutaer og investeret i finansielle kontrakter i form af stablecoins og differenceafregnede finansielle kontrakter på vekslingstjenesterne [vekslingstjeneste2], [vekslingstjeneste3] og [vekslingstjeneste1]. Klageren har i sagen oplyst, at baggrunden for erhvervelserne af kryptovaluta har været spekulation. Landsskatteretten finder således, at såvel gevinst som tab ikke er indkomstopgørelsen uvedkommende, når erhvervelsen af kryptovaluta sker med spekulationshensigt, men skal medregnes til den skattepligtige indkomst. Det fremgår af statsskattelovens § § 4 og 5, stk. 1, litra a. Endvidere følger det af personskattelovens § 3, stk. 1, at alle de indkomster, der indgår i den skattepligtige indkomst, som ikke er kapitalindkomst, er personlig indkomst. Gevinsten på handel med kryptovaluta er ikke en del af de indkomsttyper, som udtømmende er opregnet i personskattelovens § 4, stk. 1, (kapitalindkomst) og § 4 a, stk. 1 (aktieindkomst). Der er således tale om personlig indkomst og skal derfor beskattes som sådan. For så vidt angår den talmæssige opgørelse, har Skattestyrelsen opgjort klagerens avance på baggrund af de oplysninger, som klageren selv har sendt ind, og på dette grundlag udarbejdet en skatterapport opgjort efter FIFO-princippet, jf. SKM2023.480.LSR. Det fremgår af skatterapporten, at klageren har haft negative beholdninger vedrørende nogle af kryptovalutaerne, idet antallet af salg overstiger klagerens beholdning af de nævnte kryptovalutaer. Når det er tilfældet ansættes anskaffelsessummerne for disse kryptovaluta til 0 kr., jf. SKM2020.400.LSR. For så vidt angår opgørelse af klagerens tab finder Landsskatteretten, under henvisning til højesteretsdom af 4. juni 2025, offentliggjort som SKM2025.541.HR, at tab skal opgøres som et ligningsmæssigt fradrag, jf. personskattelovens § 3, stk. 2, modsætningsvist. Retten til fradrag i den personlige indkomst efter personskattelovens § 3, stk. 1 og 2, er begrænset til de udgifter, der udtrykkeligt fremgår af personskattelovens § 3, stk. 2. Som følge heraf kan tab ikke fradrages i den personlige indkomst efter personskattelovens § 3, stk. 1. Efter en gennemgang af Skattestyrelsens skatterapport, samt klagerens nye oplysninger, finder Landsskatteretten, at klagerens fortjeneste og tab, skal opgøres efter Skattestyrelsen skatterapport udarbejdet på baggrund af klagerens nye oplysninger. Det fremgår heraf, at klagerens fortjeneste og tab ved handel med kryptovaluta skal opgøres til henholdsvis 181.590 kr. og 47.097 kr. Landsskatteretten ændrer herefter Skattestyrelsens afgørelse i overensstemmelse med Skattestyrelsens nye opgørelse. Klagerens fortjeneste forhøjes fra 148.310 kr. til 181.590 kr. og klagerens tab forhøjes fra 31.227 kr. til 47.097 kr. Finansielle kontrakter For så vidt angår opgørelsen af klagerens handler med ikke-aktiebaserede finansielle kontrakter, har Skattestyrelsen anset handlerne for at være omfattet af kursgevinstlovens § 29, stk. 1. I forbindelse med klagerens nye fremlagte oplysninger, har Skattestyrelsen opgjort klagerens nettoindkomst på finansielle kontrakter til et samlet nettotab på 82.162 kr. Der er således i den revurderede skatterapport medtaget klagerens handler med finansielle kontrakter på handelsplatformen [vekslingstjeneste1], som ikke tidligere har været medtaget, da oplysningerne ikke har været læsbare. Landsskatteretten ændrer herefter Skattestyrelsens afgørelse i overensstemmelse med Skattestyrelsen nye opgørelse. Klagerens kapitalindkomst skal herefter opgøres til et nettotab på finansielle kontrakter med 82.162 kr.