Journalnr. 24-0015432
Fradrag for tab på unoterede anparter i datterselskaber nægtet
- Instans
- Landsskatteretten
- Dokumenttype
- Landsskatterettens afgørelse
- Offentliggjort
- 6. juli 2026
- Kilde
- Åbn original i afgørelsesdatabasen ↗
Resumé
Sagen angik, om klageren kunne fradrage tab på unoterede anparter på 50.000 kr. i 2020 og 25.544 kr. i 2022 efter konkurs og opløsning af en række selskaber. Klageren havde stiftet et holdingselskab med 50.000 kr., som efterfølgende stiftede datterselskaber, og gjorde gældende, at selskaberne var stiftet kontant med hjælp fra revisor og advokat, og at dokumentationen var afleveret til kurator. Skattestyrelsen fandt, at klagerens anskaffelsessum alene udgjorde 50.000 kr. i holdingselskabet, hvor tabet allerede var fradraget i 2019, og at datterselskaberne var stiftet med holdingselskabets midler. Landsskatteretten stadfæstede, da klageren ikke havde dokumenteret en anskaffelsessum eller et tab i de påklagede indkomstår, og tab i datterselskaber ejet af holdingselskabet var klageren uvedkommende.
Titel, resumé og vurderinger er AI-genererede og kan indeholde fejl.
Lovhenvisninger
Fuldtekst
Journalnr. 24-0015432 Klagepunkt Skattestyrelsens afgørelse Klagerens opfattelse Landsskatterettens afgørelse Fradrag for tab på unoterede anparter i indkomståret 2020 0 kr. 50.000 kr. Stadfæstelse Fradrag for tab på unoterede anparter i indkomståret 2022 0 kr. 25.544 kr. Stadfæstelse Faktiske oplysninger Klageren stiftede den 6. marts 2017 selskabet [virksomhed1] ApS (tidligere [virksomhed2] ApS), CVR-nr. [...1]. Selskabet blev stiftet med en kapital på 50.000 kr., der blev indbetalt kontant til kurs 100. Selskabet blev opløst ved konkurs den 25. november 2019. Det fremgår af den påklagede afgørelse, at klageren har selvangivet tab på aktier i [virksomhed1] ApS på 50.000 kr. i indkomståret 2019. Det fremgår af den påklagede afgørelse, at [virksomhed1] ApS den 10. marts 2017 stiftede selskabet [virksomhed3] ApS (tidligere [virksomhed4] ApS), CVR-nr. [...2]. Selskabet blev stiftet med en kapital på 50.000 kr., der blev indbetalt kontant til kurs 100. Selskabet blev opløst efter konkurs den 15. maj 2020. Det fremgår af den påklagede afgørelse, at [virksomhed1] ApS den 3. januar 2018 stiftede selskabet [virksomhed5] ApS, CVR-nr. [...3]. Selskabet blev stiftet med en kapital på 50.000 kr., der blev indbetalt kontant til kurs 100. Selskabet blev opløst efter erklæring den 4. marts 2019. Klageren har yderligere stiftet [virksomhed6] ApS (tidligere [virksomhed7] IVS), CVR-nr. [...4]. Dette selskab stiftede den 28. august 2018 selskabet [virksomhed6] IVS, CVR-nr. [...5], med en kapital på 1 kr., der blev indbetalt kontant til kurs 100. Selskabet blev opløst efter erklæring den 22. september 2021. Det fremgår af den påklagede afgørelse, at [virksomhed6] IVS stiftede selskabet [virksomhed8] IVS, CVR-nr. [...6], med en kapital på 1 kr., der blev indbetalt kontant til kurs 100. Selskabet blev opløst efter erklæring den 15. januar 2021. Det fremgår af den påklagede afgørelse, at [virksomhed6] IVS stiftede selskabet [virksomhed9] IVS, CVR-nr. [...7], med en kapital på 1 kr., der blev indbetalt kontant til kurs 100. Selskabet blev opløst efter erklæring den 15. januar 2021. Det fremgår af udskrift fra Erhvervsstyrelsen af 24. oktober 2017, at [virksomhed3] ApS blev stiftet af [virksomhed1] ApS. Heraf fremgår [virksomhed1] ApS også som den legale ejer, mens klageren fremgår som reel ejer. Klageren har fremlagt en faktura fra [advokatfirma1] af 14. marts 2017 vedrørende stiftelse af [virksomhed4] ApS (nu [virksomhed3] ApS), en aftale om NemKonto for [virksomhed4] ApS (nu [virksomhed3] ApS) samt en posteringsoversigt for [virksomhed3] ApS’ bankkonto i [finans1] for perioden 2. juli 2018 til 15. maj 2019. Skattestyrelsens afgørelse Skattestyrelsen har forhøjet klagerens aktieindkomst med 50.000 kr. for indkomståret 2020 og 25.544 kr. for indkomståret 2022. Skattestyrelsen har som begrundelse bl.a. anført: ”1.4. Skattestyrelsens bemærkninger og begrundelse Udlodning af likvidationsprovenu i samme kalenderår, som selskabet endeligt opløses, beskattes efter aktieavancebeskatningsloven. Det står i aktieavancebeskatningslovens § 2, stk. 1. Reglerne om, at tab ved afståelse af aktier kan fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, står i aktieavancebeskatningslovens § 13. Du har stiftet selskabet [virksomhed1] ApS (tidligere [virksomhed2] ApS). Selskabet er stiftet kontant med 50.000 kr., der er indbetalt til kurs 100. Vi kan opgøre den kontante anskaffelsessum for [virksomhed1] ApS til 50.000 kr. (50.000 kr. til kurs 100). [virksomhed1] ApS har senere stiftet selskaberne [virksomhed3] ApS (tidligere [virksomhed10] ApS) og [virksomhed5] ApS. Disse er stiftet med midler fra [virksomhed1] ApS, hvorfor det ikke påvirker din anskaffelsessum. Senere stifter du [virksomhed6] IVS den 28. august 2018. Selskabet er stiftet af selskabet [virksomhed6] ApS, kontant med 1 kr., der er indbetalt til kurs 100. Da det ikke er dine egne midler, der er brugt til at stifte selskabet, påvirker det ikke din anskaffelsessum. Senere stifter du selskabet [virksomhed8] IVS. Selskabet er stiftet af selskabet [virksomhed6] ApS, kontant med 1 kr., der er indbetalt til kurs 100. Da det ikke er dine egne midler, der er brugt til at stifte selskabet, påvirker det ikke din anskaffelsessum. Desuden stifter du selskabet [virksomhed9] IVS. Selskabet er stiftet af selskabet [virksomhed6] ApS, kontant med 1 kr., der er indbetalt til kurs 100. Da det ikke er dine egne midler, der er brugt til at stifte selskabet, påvirker det ikke din anskaffelsessum. Din samlede anskaffelsessum udgør herefter 50.000 kr. Idet [virksomhed1] ApS er gået konkurs i 2020 antages det, at egenkapitalen er negativ, hvorfor afståelsessummen er 0 kr. Tabet udgør herefter 50.000 kr. som kan fradrages i aktieindkomsten i 2019, da [virksomhed1] ApS går konkurs i 2019. Det står i personskattelovens § 4 a, stk. 1, nr. 4, at fortjeneste og tab beregnet efter aktieavancebeskatningslovens §§12-14 er aktieindkomst. Når din samlede aktieindkomst bliver negativ, beregnes der en negativ aktieskat, der modregnes i din slutskat. Det står i personskattelovens § 8 a, stk. 5. Du har allerede på din årsopgørelse for 2019 medregnet et tab på 50.000 kr., som vedrører [virksomhed1] ApS. Da du har medtaget et tab på 50.000 kr. i 2020 og et tab på 25.544 kr. i 2022, som ikke er fradragsberettiget, forhøjer vi din aktieindkomst i 2020 med 50.000 kr. og din aktieindkomst i 2022 med 25.544 kr.” Udtalelse fra Skattestyrelsen I forbindelse med Skatteankestyrelsens klagesagsbehandling har Skattestyrelsen den 26. februar 2024 udtalt følgende: ”Det skal indledningsvis bemærkes, at skatteyder i 2020 havde anmodet om tab på -50.000 kr. på unoterede anparter, og i 2021 havde anmodet om et tab på -25.544 kr., på unoterede anparter. Der var også angivet et tab i 2019 på -50.000 kr. på unoterede anparter, men vi har ikke kunne behandle indkomståret 2019, da fristen herfor var overskredet. 1. Klage over afgørelse i sagen Indledningsvis skal det bemærkes, at [klager] ikke har fremsendt nye oplysninger i sagen, efter Skattestyrelsens afgørelse. Skattestyrelsen har beskrevet sagens forløb i vedlagte sagsnotat. Skatteyder har påklaget Skattestyrelsens afgørelse, da skatteyder mener at hendes selskaber er stiftet ved hjælp fra revisor og advokat, og da selskaberne er ophørt, mener hun at hun kan opnå fradrag for tabene på selskaberne. Skatteyder stifter i 2017 selskabet [virksomhed2] ApS, cvr.nr. [...1], som senere skifter navn til [virksomhed1] ApS. Selskabet stiftes kontant med en kapital på 50.000 kr. Selskabet er opløst efter konkurs i 2019. Skatteyder bruger de indskudte midler i ovennævnte holdingselskab til at stifte selskabet [virksomhed4] ApS, cvr.nr. [...2], som senere skifter navn til [virksomhed3] ApS. Selskabet er opløst efter konkurs i 2020. Desuden bruges midlerne fra holdingselskabet også til at stifte selskabet [virksomhed5] ApS, cvr.nr. [...3]. Dette selskab er opløst efter erklæring i 2019. Skatteyder fastholder, at [virksomhed1] ApS og [virksomhed3] ApS er stiftet kontant, og henviser til, at det er en statsautoriseret revisor og et advokatfirma der har stået for oprettelsen af selskaberne. Derfor mener skatteyder ikke, at der kan være begået fejl. Skattestyrelsen har anmodet skatteyder om at fremsende dokumentation, der dokumenterer, at selskabet [virksomhed3] ApS også skulle være stiftet kontant. Skatteyder har ikke dokumenteret eller sandsynliggjort dette. Ifølge CVR-registeret står selskaberne [virksomhed3] ApS og [virksomhed5] ApS til at være oprettet af selskabet [virksomhed1] ApS. Ligeledes ses det i CVR-registeret, at [virksomhed1] ApS står oplyst som legal ejer af de to selskaber.” Klagerens opfattelse Klageren har fremsat påstand om, at der godkendes fradrag for tab på unoterede anparter som selvangivet for indkomstårene 2020 og 2022. Til støtte for påstanden har klageren bl.a. anført: ”Jeg vil klager over afgørelse for sagen: Cpr-/cvr-/se-nr. [cpr1]. Sags-id [sag1]. [virksomhed5] var lukket vha. revisor og SKAT har ikke betalt noget tab for denne virksomhed til mig. [virksomhed3] APS og [virksomhed1] APS var gået konkurs, hvilket betyder, at alt materiale og dokumenter om firmaet var afleveret til Statsadvokaterne. Derfor vil jeg henvise jer til Statsadvokaten ([advokatfirma2]) for yderligere information om dokumentation, da jeg besidder ingen dokumenter fra de 2 virksomheder. Endvidere i 2018 årsregnskabet for [virksomhed3] og [virksomhed1] APS, som var publiceret på virk.dk, stod at der var indskudt 50.000 kr for stiftelse af begge virksomheder. Det havde en autoriseret revisor diskuteret med advokaten som havde stiftet virksomheden på vegne af mig. Er i tvivl om årsregnskabet og den autoriseret revisor som har lavet regnskabet, vil jeg anbefale at tage kontakt til ham. Jeg besidder ingen dokumentation for de 2 firmaer, da alt materiale var afleveret til Statsadvokater under konkurs.” Klagerens bemærkninger til Skattestyrelsens udtalelse Klageren har den 5. marts 2024 fremsat følgende bemærkninger til Skattestyrelsens udtalelse: ”Jeg fastholder, at [virksomhed1] ApS og [virksomhed3] ApS er stiftet kontant, og henviser til jeres/ Statsadvokat [advokatfirma2], document/ brev vedhæftet længere ned her, hvor de skriver de ikke har bankkontoudtog fra 2017, hvor firma var stiftet. Som sagt ifølge lovgivningen, som et firma som er ved at gå konkurs, har jeg afleveret alle mapper og dokumenter om firma til Statsadvokaten. Jeg har ingen kontoudtog eller dokumenter fra firmaet. Det er helt forkert at i efterspørger om noget imod jeres egen lovgivning. Jeg fik at vide af Statsadvokaten at jeg skal aflevere bank-kort, mapper om firma, kontrakter, min email, alt. Nu vil I have det jeg har afleveret ved konkurs til statsadvokaten, tilbage fra mig? Det er uretfærdigt og håber I kan se det. SKAT har flere dokumenter om min firma end det jeg har. Håber for retfærdig opgørelse.” Landsskatterettens afgørelse Landsskatteretten skal tage stilling til, hvorvidt klageren er berettiget til fradrag for tab på unoterede anparter. Retsgrundlaget Det fremgår af aktieavancebeskatningslovens § 2, stk. 1, at gevinst og tab ved udlodning af likvidationsprovenu fra aktieselskaber m.v. i det kalenderår, hvori selskabet m.v. endeligt opløses, behandles efter reglerne i aktieavancebeskatningsloven. Tab ved afståelse af unoterede anparter skal medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, jf. aktieavancebeskatningslovens § 13, stk. 1. Det fremgår af aktieavancebeskatningslovens § 23, stk. 1, at gevinst og tab på aktier, der skal medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, medregnes i det indkomstår, hvori gevinsten eller tabet realiseres (realisationsprincippet). Af aktieavancebeskatningsloven § 26, stk. 1 og stk. 2, fremgår, at tab skal opgøres efter lagerprincippet. Landsskatterettens begrundelse og resultat Klageren har medregnet tab på 50.000 kr. på oplysningsskema for 2020 og 25.544 kr. for 2022. Det følger af aktieavancebeskatningslovens § 26, at et tab skal opgøres som forskellen mellem anskaffelsessum og afståelsessum. Landsskatteretten finder, at klageren ikke har dokumenteret, at hun har haft tab på anparter i indkomstårene 2020 og 2022. For så vidt angår tab ved [virksomhed1] ApS’ konkurs i 2019, har klageren foretaget fradrag for tab i indkomståret 2019, og der er ikke grundlag for fradrag herfor i 2020. For så vidt angår [virksomhed5] ApS og [virksomhed3] ApS, er disse selskaber stiftet af [virksomhed1] ApS. Klageren har derfor ikke haft en anskaffelsessum i forbindelse med stiftelsen. [virksomhed5] ApS blev opløst efter erklæring den 4. marts 2019. Et eventuelt tab i den forbindelse er klageren uvedkommende, da selskabet var ejet af [virksomhed1] ApS. [virksomhed3] ApS blev opløst efter konkurs den 15. maj 2020. Selvom klageren måtte have overtaget anparterne i [virksomhed3] ApS ved [virksomhed1] ApS’ konkurs, har klageren ikke fremlagt dokumentation for en anskaffelsessum i den forbindelse. Klageren har derfor ikke dokumenteret et tab ved selskabets konkurs. Landsskatteretten finder, at klageren heller ikke i øvrigt har dokumenteret, at hun har haft tab på anparter i indkomstårene 2020 og 2022. Landsskatteret stadfæster Skattestyrelsens afgørelse.