Journalnr. 24-0014948
Afslag på ekstraordinær genoptagelse af skønsmæssig ansættelse efter fraflytning til Norge
- Instans
- Landsskatteretten
- Dokumenttype
- Landsskatterettens afgørelse
- Offentliggjort
- 2. oktober 2025
- Kilde
- Åbn original i afgørelsesdatabasen ↗
Resumé
Sagen angik, om klageren kunne få ekstraordinær genoptagelse af skatteansættelsen for indkomståret 2013, hvor SKAT skønsmæssigt havde ansat anden udenlandsk personlig indkomst til 195.000 kr., selv om klageren var flyttet til Norge i august 2012 og betalte skat dér. Klageren gjorde gældende, at der var sket en administrativ fejl, da ægtefællens skattepligt var ophørt på baggrund af de samme fraflytningsoplysninger, og at hun ikke havde modtaget forslaget eller årsopgørelsen, da hun ikke havde e-Boks og var flyttet flere gange i Norge. Skattestyrelsen fandt, at skattepligten med rette var opretholdt, fordi klageren fortsat havde bolig til rådighed i Danmark indtil salget i 2016, og at 6-måneders reaktionsfristen under alle omstændigheder var overskredet. Landsskatteretten fandt, at der ikke forelå særlige omstændigheder efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8, idet forslaget var sendt til den adresse, klageren selv havde oplyst, og at klageren som fuldt skattepligtig ejendomsejer måtte anses for at have haft kundskab om ansættelsen via skattemappen senest i februar 2015, hvorfor fristen i § 27, stk. 2, ikke var overholdt. Skattestyrelsens afgørelse blev stadfæstet.
Titel, resumé og vurderinger er AI-genererede og kan indeholde fejl.
Lovhenvisninger
Henviser til
- SKM2015.433.BR
- SKM2017.242.VLR
- SKM2023.344.HR
Fuldtekst
Journalnr. 24-0014948 Skattestyrelsen har givet afslag på anmodning om genoptagelse af skatteansættelsen for indkomståret 2013. Landsskatteretten stadfæster Skattestyrelsens afgørelse. Faktiske oplysninger Klageren har i et supplerende indlæg til Skatteankestyrelsen tilkendegivet, at klagepunktet vedrørende ejendomsværdiskatten for perioden 2012 -2018 er tilbagekaldt. Klageren var i Skatteforvaltningens systemer registreret som fuldt skattepligtig til Danmark i indkomstårene 2012, 2013, 2015 og 2016 og som begrænset skattepligt i indkomståret 2014. Klageren var i henhold til Det Centrale Personregister registret med adressen [adresse1], [by1] fra den 15. juli 2003 til 22. august 2012. Det fremgår videre af Det Centrale Personregister, at klageren udrejste til Norge den 22. august 2012. Ejendommen beliggende [adresse1], [by1] blev solgt den 1. januar 2016, hvorefter klageren blev registreret med skattepligtsophør. De norske skattemyndigheder har den 24. september 2014 genereret en årsopgørelse for indkomståret 2013. Heraf fremgår, at klageren har haft en indkomst på 251.032 NOK, svarende til omkring 158.542 DKK, og har betalt 53.903 NOK i skat til Norge, svarende til omkring 34.077 DKK. Klageren har ikke selvangivet for indkomståret 2013, hvorefter SKAT (nu Skattestyrelsen) den 24. februar 2015 har fremsendt et forslag til skønsmæssig ansættelse af klagerens ”anden udenlandske personlige indkomst” til 195.000 kr. Forslaget er adresseret til klagerens adresse på [adresse2], [Norge]. Ifølge klagerens norske adressehistorik boede han på adressen fra november 2011 til december 2012. De norske skattemyndigheder har genereret årsopgørelser for indkomstårene 2014- 2018. I forbindelse med sin immigration til Norge har klageren over for SKAT (Nu Skattestyrelsen) oplyst om sine bopælsforhold, herunder angivet adressen [adresse2], [Norge]. Klageren har fremlagt en oversigt over sine bopælsadresser for indkomstårene 2012-2017. De af klageren oplyste adresser svarer til de adresser, der fremgår af de norske årsopgørelser. Da klageren ikke reagerede på forslaget, blev der genereret en årsopgørelse i overensstemmelse hermed. Årsopgørelsen blev lagt i den elektroniske skattemappe den 26. marts 2015. Klagerens repræsentant rettede henvendelse til SKAT (nu Skattestyrelsen) den 7. 11. og 17. oktober 2012 samt den 28. december 2012 vedrørende betaling af ejendomsværdiskat. Den 25. juni 2013 fremsendte SKAT (nu Skattestyrelsen) en e-mail til klagerens repræsentant med oplysning om, at klagerens årsopgørelse for indkomståret 2012 var klar og tilgængelig i hendes skattemappe. Klagerens repræsentant har under kontormødet med sagsbehandleren oplyst, at klageren først blev bekendt med den skattemæssige ansættelse for indkomståret 2013 i forbindelse med modtagelsen af brev fra Gældsstyrelsen den 7. marts 2023. Klagerens repræsentant har yderligere anført, at klageren ikke har haft beskæftigelse i Danmark i 2013. Repræsentanten har endvidere forklaret, at klageren ikke har haft adgang til en digital postkasse (e-Boks) og derfor ikke har modtaget korrespondancer fra Skattestyrelsen. I forbindelse med klagesagsbehandlingen har Skattestyrelsen i e- mail af 10. marts 2025 oplyst følgende: ”Forslaget til skønsmæssig ansættelse for 2013 er sendt med fysisk post. Jeg kan i øvrigt oplyse, at vi efterfølgende har modtaget det udsendte forslag som returpost med beskeden ”eftersendelsestid udløbet”. Vi har ikke modtaget indsigelser hverken mod forslaget eller årsopgørelsen. … Da borger har været bopælsregistreret, er det ikke Skattestyrelsen, som har registreret fraflytning til Norge i CPR-systemet. … Borger er også takseret for 2014, hvor hun er anset for at være omfattet af begrænset skattepligt pga. ejendommen i Danmark.” Skattestyrelsen har endvidere den 5. maj 2025 oplyst følgende: ”Ifølge logfilen i TastSelv er årsopgørelsen for 2013 dannet d. 26. marts 2015. Det fremgår ikke af logfilen, at årsopgørelsen samtidig er udskrevet og sendt som fysisk post.” Den 20. marts 2023 indsendte klageren en anmodning om genoptagelse af skatteansættelsen for indkomstårene 2012- 2018 til Skattestyrelsen. Skattestyrelsens afgørelse Skattestyrelsen har afvist ekstraordinær genoptagelse af indkomstårene 2012- 2018. Skattestyrelsen har som begrundelse bl.a. anført: ”… Skattestyrelsen har ikke genoptaget dine skatteansættelser for 2012-2018 Du har gjort indsigelse mod vores forslag, idet du fremfører, at du var ikke klar over der ville blive takseret en skønsmæssig indkomst, hvis ikke du udfyldte selvangivelserne. Du skriver desuden, at du var 100 procent sikker på, at der ikke ville blive nogen dansk løn at beskatte, når der ikke var indberettet noget fra en arbejdsgiver. Endelig mener du, at det er urimeligt, at du skal betale skat af en indkomst, du ikke har haft. Du skriver, at I har flyttet rundt i området i Norge 5 gange og det er gået galt med at få de girokort til betalingen af b-skat. Vi mener ikke disse indsigelse imødekommer betingelserne i skatteforvaltningslovens § 27 stk. 1 eller stk. 2. Vi henviser specielt til betingelser der er beskrevet i Juridisk Vejledning A.A.8.2.2.2.2.8 og bemærker i den forbindelse, at du selv er årsagen til, at der er dannet forkerte årsopgørelser, og du ikke har været forhindret i at rette forholdet langt tidligere. Når du havde ejendom i Danmark måtte du under alle omstændigheder forvente en dansk årsopgørelse. Vi fastholder derfor vores forslag. Vores forslag. Du har anmodet om at få dine skatteansættelser genoptaget fra 2012 – 2018. Du skriver, at du ikke fik ændret i dine skatteforhold, men var i god tro. Vi modtog din anmodning den 20/3 2023 Du har på vores foranledning efterfølgende sendt norske årsopgørelser ind for 2012 og 2013. Øvrige oplysninger i sagen Du flyttede til Norge 22/8 2012. Du er registreret med fuld skattepligt hele 2012, 2013,2015 og 2016, For 2014 og 2015 er du takseret med en skønsmæssig ansat indkomst. [adresse1] er solgt 1/1 2016, og du blev registreret med skattepligts ophør. For 2012 er den norske årsopgørelse dateret 26/6 2013. Den danske årsopgørelse er udskrevet den 14/8 2013. For 2013 er den norske årsopgørelse dateret 24/9 2014. Den danske årsopgørelse er udskrevet den 26/3 2015. Regler og praksis på området • Genoptagelsesreglerne. Det fremgår af skatteforvaltningslovens § 26 stk. 2, at du senest den 1. maj i det fjerde år efter indkomstårets udløb, skal fremlægge oplysninger af faktisk eller retlig karakter, der kan begrunde ændringen for at kunne få genoptaget ansættelsen af indkomst- eller ejendomsværdiskat. Dvs at dine muligheder for at anvende denne bestemmelse for 2018 udløb den 1. maj 2022. Da du har indsendt din anmodning i marts 2023, kan du ikke anvende denne bestemmelse for 2018 og tidligere år. Ifølge skatteforvaltningslovens § 27 stk. 1, er det muligt ekstraordinært at genoptage skatteansættelsen, hvis der er opfyldt en af de givne betingelser. Det fremgår af skatteforvaltningslovens § 27 stk. 2. ”En ansættelse kan kun foretages i de i stk. 1 nævnte tilfælde, hvis den varsles af told- og skatteforvaltningen eller genoptagelsesanmodning fremsættes af den skattepligtige senest 6 måneder efter, at told- og skatteforvaltningen henholdsvis den skattepligtige er kommet til kundskab om det forhold, der begrunder fravigelsen af fristerne i § 26”. Der henvises i øvrigt til juridisk vejledning A.A.8.2.2.2.4 Reaktionsfristen - 6 måneder. Forslag til afgørelse Da vi ikke kan se, at du opfylder betingelserne i skatteforvaltningslovens § 27, foreslår vi, at dine skatteansættelser ikke genoptages. Du har ikke selv påpeget hvilken bestemmelse i § 27 der skulle begrunde genoptagelsen. Du har sendt norske årsopgørelser ind for 2012 og 2013. Det ses, at disse dels er udskrevet før de danske årsopgørelser og dels er så gamle at de for os, at se ikke rykker ved reaktionsfristen i stk. 2. På den baggrund fastholdes skatteansættelserne. …”. Udtalelse fra Skattestyrelsen I forbindelse med Skatteankestyrelsens klagesagsbehandling har Skattestyrelsen den 26. februar 2024 udtalt følgende: ” … Skattestyrelsen har registreret 5 henvendelser i [...] i ægtefællen [person1]s navn vedrørende [klager] før 15/3 2023. Skattestyrelsen har ikke registreret nogen henvendelser på hende i [...] i [person1]s navn før 15/3 2023. Vores bemærkninger til sagen. Indledningsvis skal vi gøre opmærksom på, at der er anmodet om genoptagelse for indkomstårene 2012 -2018. Skattepligten er ophævet for 2016 – 2018. For indkomstårene 2012, 2014 og 2015 er [klager] kun beskattet af ejendomsværdiskat på årsopgørelserne, idet der ingen indkomstskat var. I 2013 indgår der et takseret beløb fra «Anden udenlandsk personlig indkomst på 195.000 kr. Vores bemærkninger relaterer sig derfor primært til dette indkomstår. Vedrørende påstanden om sagsbehandlingsfejl. I klagen gøres det gældende, at det er en sagsbehandlingsfejl, at vi ikke tog hensyn til de oplysninger vi tidligere modtog fra ægtefællen vedrørende fraflytningen fra Danmark, og ophævede hendes skattepligt som vi tidligere havde gjort ved hans. Vi mener ikke, det er en sagsbehandlingsfejl, der kan begrunde en genoptagelse efter SFL § 27 stk. 1 nr. 8, da [klager] forsat stod med en ejendom i Danmark. Vi skal i den forbindelse henlede opmærksomheden på, at ejendommen først blev solgt 1/1 2016 og taksationsforslaget for 2013 er dateret 24/2 2015. Vi skal påpege, at formidlingsaftalen med mægleren er dateret 15/5 2012 og [klager] i klagen skriver, at de først flyttede til Norge i august 2012 og efter 3-4 måneder besluttede at blive der. Dvs boligen må have stået mange måneder og potentielt kunne benyttes af familien. Vi skal i den forbindelse henlede opmærksomheden på, at skattepligten som udgangspunkt ikke ophæves, når man flytter fra Danmark og har bolig til rådighed i Danmark. Det kræver normalt, at man en udlejer boligen uopsigeligt i mindst 3 år eller dokumenterer, at man har sat den til salg og samtidig har været afskåret fra at benytte boligen (se juridisk vejledning C.F.1.2.3). I perioden 7/10 2012 – 28/12 2012 rettede hendes mand [person1] således 4 henvendelser i forbindelse med fraflytningen, der bekræfter, at SKAT ikke fik oplysninger ind, der kunne bekræfte, at boligen ikke var tilgængelig. I forbindelse med anmodningen fra 7/10 bad SKAT om en blanket 04.029. I forbindelse med anmodningen fra 11/10 bad SKAT om aftale med ejendomsmægler. I forbindelse med anmodningen fra 17/10 Skrev vi at vi troede «det af aftalen fremgik, at I havde aflevere nøgler m.v. til mægler og at I ikke (mere...) har adgang til boligen». Vi skrev så «Ovenstående skal være på plads før vi kan ændre beskatning af ejendomsværdiskat - også af hensyn til den kommende selvangivelse 2012». I forbindelse med anmodningen fra 28/12 bad SKAT om en erklæring fra ejendomsmægler på, at I ikke havde rådighed over ejendommen. Konklusionen på dette er, at der med udgangen af 2012 ikke var grundlag for at ophæve skattepligten og at dette var meddelt [person1] skriftligt. [klager]s ægtefælle [person1] fik et taksationsforslag dateret 8/11 2012, hvoraf en del af forslaget gik på, at skattepligten skulle ophøre pr. 08.11.2011, da han flyttede til Norge. I den forbindelse skal det bemærkes, at [person1] flyttede til Norge i 2011, mens [klager] først flyttede dertil året efter. Der kom ingen reaktion/indsigelse mod dette forslag, så hans skattepligt blev sat til ophør, mens [klager] og børnene forsat boede i Danmark. Man kan argumentere for, at skattepligten ikke skulle være ophørt, da det ikke var afklaret om han forsat havde bolig til rådighed i Danmark, men da han ikke reagerede på forslaget, blev der dannet årsopgørelse. Vi mener ikke, at det forhold, at [person1]s skattepligt blev ophævet i et taksationsforslag for 2011 kan bevirke, at det var en sagsbehandlingsfejl ikke at ophæve skattepligten for hende året efter. Vi mener, der blev truffet en korrekt afgørelse for indkomståret 2013 i taksationsforslaget af 24/2 2015, idet vi i mail den 08-01-2013 (jfr [...]henvendelse af 28/12 2012) skrev, at vi manglede en erklæring fra ejendomsmægler på at ejendommen var sat til salg, før vi kunne ophæve beskatningen af ejendommen. I samme mail blev der gjort opmærksom på, at der fremover skulle indsendes selvangivelser. Vores bemærkninger om reaktionsfristen Vi skal gøre opmærksom på, at vi som anført i afgørelsen mener, at reaktionsfristen er overskredet. Vi skal i den forbindelse henvise til juridisk vejledning A.A.8.2.2.2.4, hvoraf fremgår at reaktions-fristen normalt regnes fra den dato, hvor årsopgørelsen er til gængelig i skattemappen. I denne sag er der specifikt i forbindelse med de 4 henvendelse i [...] som er beskrevet ovenfor henvist til, at besiddelse af ejendommen alene vil medføre at der skal selvangives. Desu-den fremgår det af skattemappen, at der har der været adskillige adviseringer via mail om, at der er dannet årsopgørelser. Vi skal i den forbindelse også henlede opmærksomheden på ægtefællens henvendelse 25/06 2013 hvor han skrev »Jeg bor i Norge og vil meget gerne selvangive 2012 via pc'en, men får at vide jeg ikke kan selvangive mere? SKAL jeg sende papirversionen ned ? Desuden trænger både Fruen og jeg noget hjælp vedr. skat, er der et direkte nr jeg kan ringe til vedr. Udlandsforhold». Vi svarede [person1] den 14-08-2013 på mail «Din ægtefælles årsopgørelse for 2012 er nu klar og kan ses i hendes skattemappe. Derfor kan vi ikke se, hvad der skulle begrunde en udskydelse af reaktionsfristen. Derfor foreslår vi at klagen ikke imødekommes. Der er ikke nye oplysninger i sagen, som ikke står i afgørelsen. Hvis der kommer yderligere oplysninger fra klager, ønsker Skattestyrelsen at blive hørt i sagen igen, inden der træffes afgørelse i sagen. …” Klagerens opfattelse Klageren har fremsat påstand om, at skatteansættelsen for indkomståret 2013 skal genoptages. Til støtte for påstanden er bl.a. anført: ”… Vi er en Dansk familie der bor og arbejder i Norge. Jeg ([person1]) flytter til Norge første November i 2011. Firma vi begge arbejdede for ([virksomhed1]) gik konkurs i sommeren 2011 hvorfor jeg var nødsaget at tage et job i Norge. [klager] (min kone) og vores to børn flytter til Norge året efter i August 2012. Efter 3-4 måneder finder [klager] et arbejde i Norge, vores børn starter i skole og vi beslutter os for at bliver her permanent og for egentlig emigration. Vores hus i Danmark ([adresse1], [by1]) sætter vi til salg, men der går en del år før det bliver solgt (med stort tab) i 2016. I Oktober 2022 modtager jeg post om jeg mangler at indbetale B-skat for [adresse1]. Jeg ved med med sikkerhed det ikke er en fejl fordi jeg husker der var en hel del fejl med addresseskift m.m. der har afgjort jeg ikke får tilsendt girokort og påmindelser. Jeg undrer mig selvfølgelig over der skal gå så mange år før jeg får en meddelse om dette. Jeg indbetaler det fulde beløb jeg skylder inklusiv renter og gebyrer. I Marts 2023 kommer der brev (dato 070323, sagsnr. hos Gældsstyrelsen [sag1]) til [klager] om hun også skylder en hel del penge til skat. Både b-skat og skat på indkomst. Vi henvender os selvfølgelig til Skat og påpejer vi mener der må være fejl i regnskabet vedrørende rest skatten på indkomst. Der foregår en god del samtaler frem- og tilbage hvor vi selvfølgelig bliver en god del klogere på hvor i det hele grunder i. B-skatten for [klager] er der naturligvis ingen tvivl om vi skylder. Jeg beder efterfølgende om en opgørelse over hvad [klager] skylder i b-skat og får tilsendt girokort på dette. Akkurat som det beløp jeg skyldte i b-skat, vælger vi at begynde at indbetale nogen penge. Jeg indbetaler hvad jeg har mulighed for fra min Danske konto (dkr 10 000). Sagen er allerede overført til Gældsstyrelsen i Danmark der vælger at indkræve de resterende penge via Norske Skatteetaten. Jeg summerer de resterende beløb der vedrører [klager]s b-skat (inklusiv renter og gebyrer) og indbetaler pengene til Skatteetaten i Norske kroner. Vi er selvfølgelig IKKE enige om [klager] skal betale skat af arbejde hun aldrig har haft i Danmark og var i starten meget uforstående hvordan det hele er opstået. Vi henvender os til skattestyrelsen og bliver høfligt og sagligt taget under behandling af [person2]. Vi beder om at få genoptaget [klager]s skatteansættelser på baggrund af de beløp i selvangivelserne er skønsmæssige beløp på arbejde hun aldrig har haft. Vi bliver bekendtgjort med det skal være vores eget ansvar at undersøge om vores indberetninger m.m. stemmer. I tillæg tilsender vi Skat [klager]s Norske årsopgørelser m.m. så der vises hun er fuld skattepligtig i Norge, betaler sin skat i Norge og bor her fast. Vi undskylder os med vi ikke mener vi havde nogen pligt til dette fordi vi har emigreret til Norge og har betragtet os som «ikke-skattepligtige» i Danmark. Desuden eksisterer der grundprincip imellom bl.a. Norge og Danmark hvorfor det ikke skal være mulig at blive «dobbelt beskattet» på arbejde. Det påpejer vi, dog efter den endelige avgørelse til [person2] men får at vide det han hæfter sig ved primært er den udløbede reaktionsfrist (paragraf 27 stk. 2 i skatteforvaltningsloven vedrørende genoptagelsesanmodninger). Vi modtager brev fra Skattestyrelsen dateret 1 feb. 24 om det er besluttet at fastholde krav og ikke at genoptage [klager]s skatteansættelser. Ifølge [person2] skyldes det der ikke fremgår et grundlag for at genåpne dem og at reaktionsfristerne er udløbet. Vi begynder at undrer os over hvorfor [klager] er i denne situation og ikke mig ([person1]). Der skal selvfølgelig ikke være en forskel når vi er i helt den samme situation. Det er KUN [klager]s vedkommende hvor der forekommer et krav om skat på indkomst. Vi begynder at undre os over dette EFTER [person2] har vedtaget beslutning om ikke at genåbne de gamle ansættelser. Vi opdager han desværre har foretaget sin beslutning på et grundlag uden alle de oplysninger vi finder senere. Egentlig klage: Vi mener kravet vedrørende rest skat (dog KUN på indkostdelen) HELT skal bortfalde på baggrund af en åbenlys administativ fejl: I 2012 henvender vi os til SKAT i Danmark og fortæller vi har emigreret til Norge. Jeg ([person1]) bliver sat til «ikke skattepligtig» i Danmark fordi jeg har emigreret til Norge. I henvendelse 07/10 2012 skriver jeg at HELE familien ([klager] og børnene) har flyttet til Norge. 11/10 2012 sender jeg på opfordring af [person3] hos Skat en blanket (04.029) for emigration til Norge for både [klager] og mig. Desuden sender jeg en «fraflytningsblanket» den 19/10 2012 der gælder for os begge (SE VEDLAGTE BILAG). Det er åbentbart der er sket en fejl hvorfor [klager] ikke bliver «ikke-skattepligtig». Derfor indberetter Skat en skønsmæssig indkomst i hendes navn. I kontakt [person3] bliver vi bekendtgjort med han er få dage for at gå af på pension. Om det er derfor fejlen er opstået- eller det som vi løbende erfarer de digitale systemer har været behæftet med fejl, betyder ingenting for os. Det er åbentlyst hvorfor [klager] bliver takseret skønsmæssig og hvorledes dette kan rettes. Vi beder om beslutningen om «ikke at genoptage skatteansættelserne for årene 2012 – 2018» for [klager] revurderes så vi kan få rettet op i de gamle oplysninger. Klagerens bemærkninger til Skattestyrelsens udtalelse Klageren har ikke fremsat bemærkninger til Skattestyrelsens afgørelse. Klagerens yderligere bemærkninger til sagen Klageren har den 26. februar 2024 fremsat supplerende bemærkninger: ”… Har modtaget mail idag om min kones sag. Ser til min overraskelse der desværre fortsat ikke findes grundlag for en genoptagelse af hendes gamle skatte mapper. Det er er fortsat uforståelig for os hvorfor vi havner i en situation hvor der skal betales skat af en indkomst hun aldrig har haft i Danmark. Hæfter mig dog ved følgende i mailen: "I 2013 indgår der et takseret beløb fra «Anden udenlandsk personlig indkomst på 195.000 kr. Vores bemærkninger relaterer sig derfor primært til dette indkomstår." Hvorfor takseres der 195 000 kr for 2013 når der ikke takseres noget for feks 2014 og 2015 ??? Vi har jo vist [klager] boede i Norge i 2013 og betalte Norsk skat af sin indkomst i Norge. Hvorfor takseres der et beløb for Anden udenlandsk indkomst i det hele taget når der betales skat i Norge ? Som der skrives i mail: For indkomstårene 2012, 2014 og 2015 er [klager] kun beskattet af ejendomsværdiskat på årsopgørelserne, idet der ingen indkomstskat var. Dette er jo også tilfellet for 2013 ... SÅ jeg forstår overhovedet ikke hvorfor dette bliver gjort til en sag. Jeg håber ikke der er en misforståelse her: vi har INTET at klage over på b-skatten af ejendommen. Det eneste vi klager over er hun skal betale skat af indkomst hun ikke har haft. Har desuden modtaget endnu et brev fra de Norske Skattemyndigheder hvor i fremgår et beløp gældsstyrelsen har overført til dem. Har fortsatt ikke fået nogen som helst "oppgjørelse" fra nogen om de penge jeg indbetalte vedr. de resterende beløp på b-skat er registreret nogen plads. I klagen vi sendte til jer vedlagde vi alle oplysninger. De oplysninger viser jo vi intet har at udsætte på at betale b-skatten. Der er enda vedlagt kvitteringer på indbetalinger. Desuden har jeg tidligere sendt opgør fra det Norske skattevæsen der viser jeg har betalt min skat i Norge. …”. Klageren har den 14. marts 2024 fremsat yderligere bemærkninger: ”… Vil bemærke vi fortsat klager over avgørelsen i ikke at vi får genoptaget min skatte sag. Som det ses i diverse indsendte dokumenter i sagen fremgår det vi på skats opfordring tilsender et emigationsdokument. I dette fremsendte dokument udfylder vi for hele familiens emigration til Norge. Min mand [person1] bliver gjort "ikke skattepligtig" i Danmark og får ingen skønsmæssig indkomst lagt ind i sin selvangivelse. Jeg er står fortsat som fuldt skattepligtig i Danmark uden at være velvidende om det. Jeg får at vide "jeg bør være klar over det" fordi jeg har et hus til salg i Danmark. Det havde min mand [person1] også. Vi havde huset til sammen 50/50. Rest skatterne består som sagt af både ejendomsskat og så den skønsmæssige indkomst. b skatten på ejendommen har vi intet at klage over. Vi har flyttet rundt og har ikke modtaget post m.m. pga nogen addresse ændringer der ikke har gået igennem. B skatten har vi allerede summert sammen og indbetalt (krav fra Norsk skat). Det er kun kravet på restskatten af den skønsmæssige indkomst vi syntes er dybt uretfærdigt hvis vi skal betale. Vi mener selvfølgelig at når vi meddeler skat i et emigationsdokument vi har vi flyttet til Norge for at bo og arbejde her det må være grundlag nok til få genåbnet nogen skattemapper for at få rettet i den skønsmæssige indkomst. …”. Landsskatterettens afgørelse Landsskatteretten skal tage stilling til, om klageren opfylder betingelserne for ekstraordinær genoptagelse for indkomståret 2013, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8, jf. § 27, stk. 2. Retsgrundlaget Følgende fremgår af skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2: ”Stk. 2. En skattepligtig, der ønsker at få ændret sin ansættelse af indkomstskat, ejendomsværdiskat, grundskyld eller dækningsafgift, skal senest den 1. maj i det fjerde år efter indkomstårets udløb fremlægge oplysninger af faktisk eller retlig karakter, der kan begrunde ændringen.” Følgende fremgår af skatteforvaltningslovens 27, stk. 1: ”§ 27. Uanset fristerne i § 26 kan en ansættelse af indkomst- eller ejendomsværdiskat foretages eller ændres efter anmodning fra den skattepligtige eller efter told- og skatteforvaltningens bestemmelse, hvis: […] 4) En udenlandsk skattemyndighed har truffet en afgørelse, der har betydning for beskatningen af den skattepligtige. Det er en betingelse, at den danske skattemyndighed anerkender afgørelsen. […] 8) Told- og skatteforvaltningen efter anmodning fra den skattepligtige giver tilladelse til ændring af ansættelsen som følge af, at der foreligger særlige omstændigheder” Skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8, svarer indholdsmæssigt til den tidligere gældende bestemmelse i skattestyrelseslovens § 35, stk. 1, nr. 8 (lovbekendtgørelse nr. 868 af 12. august 2004). Af bemærkningerne til denne bestemmelse (lovforslag nr. 175 af 12. marts 2003 til lov om ændring af skattestyrelsesloven og andre love) fremgår bl.a.: ”… Forslaget indebærer, at ændring af ansættelsen kan tillades efter en konkret bedømmelse af forholdene. Bestemmelsens anvendelsesområde er således tilfælde, hvor der foreligger særlige omstændigheder uden for de tilfælde, hvor genoptagelse kan ske efter de objektive betingelser i bestemmelsens øvrige punkter, jf. forslaget til § 35, stk. 1, nr. 1-7, og hvor det må anses for urimeligt at opretholde ansættelsen. Genoptagelse vil endvidere kunne ske efter bestemmelsen i de tilfælde, der er omfattet af den gældende § 35, stk. 1, nr. 9, i skattestyrelsesloven, hvorefter en ansættelse kan foretages eller ændres i det omfang, der er begået ansvarspådragende fejl af skattemyndighederne. Den foreslåede bestemmelse vil dog yderligere finde anvendelse, hvor der er begået fejl af den skatteansættende myndighed, uden af fejlene kan anses for ansvarspådragende, når fejlen har medført en materielt urigtig ansættelse, og det efter en konkret bedømmelse må anses for urimeligt at opretholde ansættelsen. Bestemmelsen vil eksempelvis finde anvendelse i tilfælde, hvor en urigtig ansættelse skyldes svig fra tredjemand eller andre særlige omstændigheder, der ikke kan bebrejdes den skattepligtige. (…) Bestemmelsen giver derimod ikke grundlag for genoptagelse i tilfælde, hvor den skattepligtige har glemt et fradrag, eller hvor myndighederne har fortolket lovgivningen forkert, med mindre myndighederne i den forbindelse har handlet ansvarspådragende. …” Bestemmelsen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8, har et snævert anvendelsesområde, jf. bl.a. bl.a. Højesterets dom af 21. februar 2023, offentliggjort som SKM2023.344.HR. Af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, følger: ”Stk. 2. En ansættelse kan kun foretages i de i stk. 1 nævnte tilfælde, hvis den varsles af told- og skatteforvaltningen eller genoptagelsesanmodning fremsættes af den skattepligtige senest 6 måneder efter, at told- og skatteforvaltningen henholdsvis den skattepligtige er kommet til kundskab om det forhold, der begrunder fravigelsen af fristerne i § 26. En ansættelse, der er varslet af told- og skatteforvaltningen, skal foretages senest 3 måneder efter den dag, hvor varsling er afsendt. Denne frist gælder ikke for den skatteberegning, der er en følge af ansættelsen. Har det betydning for den skattepligtiges mulighed for at varetage sine interesser, at fristen for at foretage ansættelsen forlænges, skal en anmodning om en rimelig fristforlængelse imødekommes. Told- og skatteforvaltningen kan behandle en anmodning om genoptagelse, der er modtaget efter udløbet af fristen i 1. pkt., hvis særlige omstændigheder taler derfor.” Skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, svarer indholdsmæssigt til den tidligere gældende bestemmelse i skattestyrelseslovens § 35, stk. 2. Af bemærkningerne (samme lovforslag som ovenfor) fremgår bl.a.: ”Der kan således efter en konkret vurdering af de foreliggende omstændigheder, herunder sagens karakter og den skattepligtiges personlige forhold, gives dispensation, således at en anmodning om genoptagelse behandles, uanset at denne er indgivet mere end 6 måneder efter, at den skattepligtige er kommet til kundskab om det forhold, der begrunder den ekstraordinære ansættelse.” I byrettens dom af 10. juni 2015, offentliggjort som SKM2015.433.BR., fandt byretten, at SKAT med rette havde nægtet ekstraordinær genoptagelse, allerede fordi genoptagelsesanmodningen var fremkommet mere end 6 måneder efter, at sagsøgeren via sin skattemappe kunne få kendskab til omstændighederne. Det forhold, at Skattestyrelsen som følge af manglende oplysninger og dokumentation har foretaget en skønsmæssig ansættelse, som skatteyderen efterfølgende dokumenterer, er for højt ansat, udgør ikke i sig selv en sådan særlig omstændighed, der kan begrunde ekstraordinær genoptagelse i medfør af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8. Der kan bl.a. henvises til Vestre Landsrets dom i SKM2017.242.VLR. Landsskatterettens begrundelse og resultat Den 20. marts 2023 anmodede klageren om genoptagelse af skatteansættelsen for 2013. Fristen for ordinær genoptagelse af skatteansættelsen for indkomståret 2013 udløb den 1. maj 2017, jf. skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2, og var således udløbet på tidspunktet for anmodningen om genoptagelse. Der vil herefter alene kunne ske genoptagelse, hvis en af betingelserne for ekstraordinær genoptagelse i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 1-8, er opfyldt, og såfremt fristen på 6 måneder i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, 1. pkt., er overholdt. Ingen af betingelserne i nr. 1-7 er opfyldt. I henhold til skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8, kan der efter anmodning fra den skattepligtige gives tilladelse til ekstraordinær genoptagelse af indkomstansættelsen, hvis der foreligger særlige omstændigheder. SKAT (Nu Skattestyrelsen) udsendte den 24. februar 2015 et forslag til skønsmæssig ansættelse til en norsk adresse, hvor klageren havde bopæl i perioden fra november 2011 til december 2012. Forslaget blev efterfølgende returneret til Skattestyrelsen med bemærkningen ” eftersendelsestid udløbet”. Landsskatteretten finder, at der ikke foreligger sådanne særlige omstændigheder, som kan begrunde ekstraordinær genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8, i forbindelse med Skattestyrelsens skønsmæssige ansættelse for indkomståret 2013. Landsskatteretten lægger vægt på, at SKAT (Nu Skattestyrelsen) har fremsendt forslaget til ansættelse til den adresse, som klageren selv har oplyst i forbindelse med sin immigration til Norge. Landsskatteretten finder, at der ikke foreligger særlige omstændigheder i henhold til skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8. 6-måneders fristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2 Klagerens repræsentant har oplyst, at klageren ikke har haft adgang til Digital Post/e-Boks i 2013 og derfor ikke har modtaget korrespondancer fra Skattestyrelsen. Klageren rettede i 2012 henvendelse til SKAT (nu Skattestyrelsen) vedrørende betaling af ejendomsværdiskat. Den 25. juni 2013 fremsendte SKAT (nu Skattestyrelsen) en e-mail til klageren vedrørende årsopgørelse for indkomståret 2012, som var tilgængelig i hendes skattemappe. Landsskatteretten bemærker endvidere, at den pågældende ejendom beliggende i [adresse1], [by1] blev afhændet i januar 2016. Under hensyn hertil, og da klageren i den relevante periode havde fuldt skattepligt til Danmark, finder Landsskatteretten, at klageren senest den 24. februar 2015 måtte anses for at have opnået kendskab til den skattemæssige ansættelse, idet oplysningerne på dette tidspunkt var tilgængelige i hendes skattemappe. Det forhold, at klageren var fuldt skattepligtig til Danmark og ejede fast ejendom her i landet, indebærer en forpligtelse til at holde sig orienteret om sine skatteforhold. Da anmodningen om genoptagelse først er modtaget den 20. marts 2023, finder Landsskatteretten, at reaktionsfristen på 6 måneder efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2 ikke er overholdt. Landsskatteretten stadfæster Skattestyrelsens afgørelse for indkomståret 2013.