Journalnr. 24-0007975
Leasingselskab hæfter for registreringsafgift ved stilstandsleasing
- Instans
- Landsskatteretten
- Dokumenttype
- Landsskatterettens afgørelse
- Offentliggjort
- 14. januar 2026
- Kilde
- Åbn original i afgørelsesdatabasen ↗
Resumé
Sagen angik, om et leasingselskab som registreret ejer hæftede for fuld registreringsafgift på 422.787 kr. af en Mercedes AMG, som leasingtageren under en stilstandsleasingaftale havde kørt ca. 13 km uden nummerplader for at flytte bilen til en ny garage. Selskabet gjorde gældende, at det ikke hæftede efter registreringsafgiftslovens § 20, stk. 1, 3. pkt., da det hverken vidste eller burde have vidst, at leasingtageren ville tage køretøjet i brug, og at leasingaftalen udtrykkeligt angav, at bilen ikke måtte køre. Motorstyrelsen fastholdt, at ejeren hæfter objektivt, og at undtagelsen primært sigter til situationer som tyveri. Landsskatteretten fandt, at selskabet ved at overlade den fysiske råderet og opbevaring til leasingtageren uden særlige eller effektive foranstaltninger burde have indset en nærliggende risiko for ibrugtagning, og stadfæstede afgørelsen om solidarisk hæftelse.
Titel, resumé og vurderinger er AI-genererede og kan indeholde fejl.
Lovhenvisninger
Fuldtekst
Journalnr. 24-0007975 Motorstyrelsen har truffet afgørelse om opkrævning af fuld registreringsafgift, under henvisning til at køretøjet er anvendt på færdselslovens område, uden at være registreret og afgiftsberigtiget, jf. lov registrering af køretøjer § 2, jf. registreringsafgiftslovens § 1, stk. 1, og at selskabet som registreret ejer hæfter for afgiftskravet, jf. registreringsafgiftslovens § 20, stk. 1. Landsskatteretten stadfæster Motorstyrelsens afgørelse. Faktiske oplysninger [klager] ApS (herefter selskabet) er registreret under branchekoden, finansiel leasing, og har til formål at drive virksomhed med leasing af køretøjer og hermed forbundet virksomhed. Sagens køretøj er en Mercedes Benz, AMG X 63 S, stelnummer [...]. [region1] Politi har ved en kontrol den 12. november 2023, kl. 15:45 ved [adresse1] [by1], konstateret at køretøjet var taget i brug på færdselslovens område uden at køretøjet var korrekt registreret eller afgiftsberigtiget. Køretøjet blev anvendt på færdselslovens område, uden at være påmonteret nummerplader. Føreren af køretøjet var [person1], der forklarede at han tidligere havde flexleaset køretøjet, men at køretøjet var blevet afmeldt den 4. oktober 2023, hvorefter han ville opbevare køretøjet i en nærliggende garage, på adressen [adresse2], [by2], som han var på vej hen til fra hans hjemmeadresse, [adresse3], [by3], der udgør en rute på cirka 13 km. Føreren forklarede videre at han blot ville køre køretøjet fra sin bopæl til opbevaringsadressen, og at han mente han godt kunne køre den korte strækning uden at blive opdaget. På kontroltidspunktet var selskabet registreret ejer af køretøjet i Køretøjsregisteret, og havde i henhold til leasingaftale nr. [...], indgået en leasingaftale om en stilstandsperiode, således at køretøjet ikke var registreret eller afgiftsberigtiget på forholdsmæssig registreringsafgift i leasingperioden. Følgende fremgår af leasingaftalen: “Køretøjet vil ikke være registreret i leasingperioden, da dette er en aftale om leasing i en såkaldt stilstandsperiode. Det betyder at der ikke bliver betalt registreringsafgift af køretøjet i leasingperioden, da køretøjet ikke skal indregistreres.” Selskabet har gjort gældende, at de som registrerede ejer af køretøjet, ikke hæfter for afgiftskravet, idet selskabet ikke vidste eller burde have vidst, at leasingtager ville tage køretøjet i brug på færdselslovens område. Motorstyrelsens afgørelse Motorstyrelsen har truffet afgørelse om opkrævning af fuld registreringsafgift for sagens køretøj, under henvisning til, at køretøjet er blevet taget i anvendelse på færdselslovens område uden forinden at være korrekt registreret og afgiftsberigtiget, jf. Motorstyrelsen har som begrundelse bl.a. anført: ” [region1] Politi har den 12. november 2023 kl. 15:45 foretaget en kontrol af nedenstående køretøj, som I er registreret som ejer af. Kontrollen er foretaget ud for [adresse1], [by1]. Mærke: Mercedes Benz Model: AMG C 63 S Stelnummer: [...] Registreringsland: Danmark Kilometerstand: 164.000 Kontrollen viste, at køretøjet er blevet anvendt på færdselslovens område i Danmark uden at være korrekt indregistreret og afgiftsberigtiget i Danmark. Vi har nu afgjort jeres sag. Resultatet er: · I skal betale 422.787 kr. i registreringsafgift. [person1], cpr-nr. [cpr1], som er køretøjets leasingtager/bruger, hæfter solidarisk for betaling af registreringsafgiften. […] Begrundelse Vores vurdering Det er vores vurdering, at køretøjet har været anvendt på færdselslovens område i Danmark, og at det er omfattet af registreringspligten i Danmark. Køretøjet skulle derfor have været indregistreret på danske nummerplader, og der skulle have været betalt registreringsafgift af køretøjet, før det blev taget i anvendelse. Vi vurderer endeligt, at I som registrerede ejer af køretøjet hæfter solidarisk for betaling af registreringsafgiften sammen med køretøjets leasingtager. Sagens oplysninger [region1] Politi har den 12. november 2023 stoppet køretøjet i en kontrol, da køretøjet blev ført uden montering af nummerplader. Føreren af køretøjet var [person1]. [person1] har ved kontrollen forklaret Politiet, at han tidligere havde flexleaset bilen, men at han havde afmeldt den pr. 4. oktober 2023. Han ville opbevare den i en nærliggende garage, hvor han netop var på vej til. Garagens adresse var [adresse2], [by2], og [person1] var kørt fra hjemadressen [adresse3], [by3], en rute på cirka 13 km. [person1] forklarede, at han blot ville køre køretøjet fra sin bopæl til opbevaringsadressen i [by2]. Han tænkte, at han godt kunne gøre det uden at blive opdaget, da det var kort en strækning. Vi har indkaldt materiale fra jer. Vi har den 14. november 2023 indkaldt materiale fra jer, for at få bekræftet ejerforholdet. Hvis køretøjet var blevet solgt, bad vi jer om at sende salgsfakturaen. Vi har den 29. november 2023 modtaget redegørelse for ejerforholdet samt stilstands-/leasingaftale nr. [...] fra jer, som er indgået i behandlingen af jeres sag. I har oplyst følgende: Køretøjet er ejet af jer og det er ikke solgt. Køretøjet bliver leaset på en stilstandsaftale af leasingtager [person1]. [person1] opbevarer køretøjet på sit lager. Årsagen til at køretøjet befandt sig på offentlig vej var, at [person1] var i gang med at flytte køretøjet fra sit gamle lager til sit nye lager, da lejemålet for det gamle lager var opsagt. I mener at registreringsafgiften skal opkræves hos [person1], da [person1] i leasingaftalen er blevet gjort opmærksom på, at der er tale om en aftale om leasing i en såkaldt stilstandsperiode. Af ordet stilstandsperiode fremgår det at køretøjet skal stå stille. Derudover bliver leasingtager [person1] gjort opmærksom på, at der ikke er betalt registreringsafgift i leasingperioden, da køretøjet ikke er registreret i leasingperioden. Endvidere bliver [person1] gjort opmærksom på sit ansvar som leasingtager, som følge af hans brug af det leasede køretøj. [person1] afmeldte selv køretøjet den 4. oktober 2023 i forbindelse med at hans tidligere leasingperiode for samme køretøj udløb, hvilket understreger hans viden om at bilen ikke er registreret, og der ikke må køres i køretøjet. [person1] har også leaset andre køretøjer på en aftale om stilstand hos [klager] ApS. Derfor er [person1] bekendt med at et afmeldt køretøj ikke må føres på offentlig vej. [person1] er selv ansvarlig for at opbevare køretøjet i stilstandsperioden, og bliver altid gjort opmærksom på at køretøjet ikke må føres på offentlig vej, da det er afmeldt og der ikke er betalt registreringsafgift. I spørger endvidere til, at hvis denne sag ender med at registreringsafgiften bliver opkrævet hos jer, hvordan I så fremadrettet kan sikre jer, at brugeren bliver opkrævet registreringsafgiften. […] Hvad har vi lagt vægt på? Vi har lagt vægt på, at køretøjet er taget i brug på færdselslovens område og at køretøjet ikke var indregistreret. Vi har også lagt vægt på, at I har fået en selvangivertilladelse af os. Denne tilladelse danner grundlag for angivelse af forholdsmæssig registreringsafgift, uden at vi først skal godkende det på baggrund af en ansøgning for det konkrete køretøj. Vi bemærker i den forbindelse, at det er jer som leasinggiver og ejer af køretøjet, der har indgået en stilstands/leasingsaftale. Det er dermed jer, der indestår for, at de aftalte vilkår i leasingaftalen er overholdte, og at betingelserne for afregning af registreringsafgift er opfyldt. Vi vurderer på den baggrund, at I hæfter for registreringsafgiften. Vi lægger endvidere til grund, at registreringsafgiftspligten indtrådte den 12. november 2023, hvor kontrollen blev foretaget. Da det er mindre end 3 år siden, kan vi afsende varsel om fastsættelse af registreringsafgiften. Jeres bemærkninger til forslaget Vi har på mail den 04. januar 2024 modtaget jeres bemærkninger til sagen. I spørger til med hvilken lovhjemmel, vi kan kræve, at ejeren af køretøjet hæfter solidarisk med brugeren, når det er brugerens helt egen beslutning at anvende køretøjet på færdselslovens område i Danmark uden at være korrekt indregistreret og afgiftsberigtiget i Danmark. Yderligere oplyser I, at sagens køretøj drejer sig om en sedan, men at I kan se at registreringsafgiften blandt andet er vurderet på grundlag af en stationcar. Stationcars har en højere nypris og en lavere afskrivning end sedaner. I ser gerne, at der bliver taget højde for dette forhold i værdiansættelsen. Vores afsluttende bemærkninger Vi gør opmærksom på, at oplysningerne har været med i vores vurdering af sagen, men at de ikke kan føre til et andet resultat. Vi henviser til, at det fremgår registreringsafgiftslovens § 20, stk. 1 at den registrerede ejer hæfter for betaling af registreringsafgiften på det tidspunkt, hvor registreringspligten træder i kraft. Vi finder i den forbindelse at I var ejer af det omhandlende køretøj på tidspunktet for afgiftspligtens indtræden. […] Vi henviser i øvrigt til de vedhæftede bilag vedrørende værdifastsættelsen. Vi træffer afgørelse i henhold til det udsendte forslag til afgørelse dateret den 15. december 2023. […]” Udtalelse fra Motorstyrelsen I forbindelse med Skatteankestyrelsens klagesagsbehandling har Motorstyrelsen den 6. februar 2024 udtalt følgende: ” [klager] ApS mener ikke, at der er tale om solidarisk hæftelse i denne sag. [klager] ApS mener, at det ene og alene er leasingtageren/brugeren som skal hæfte for opkrævningen af registreringsafgift. [klager] ApS begrunder påstanden på grundlag af 3. pkt. i registreringsafgiftslovens § 20, stk. 1, hvoraf fremgår: ”Ejeren eller den registrerede ejer hæfter dog ikke, hvis køretøjet er taget i brug på færdselslovens område, uden at den pågældende vidste eller burde have vidst dette”. [klager] ApS oplyser, at det var leasingtagerens/brugerens helt egen beslutning at flytte bilen fra et sted til et andet på færdselslovens område. Leasingselskabet har på intet tidspunkt været klar over, at leasingtageren/brugeren ville tage bilen i brug på færdselslovens område. Motorstyrelsen henviser i forbindelse med ovenstående til ordlyden af registreringsafgiftslovens § 20, stk. 1, 1. pkt., hvor af det fremgår at” For betaling af afgiften hæfter den, der ejer køretøjet på det tidspunkt, hvor afgiftspligten indtræder.” Motorstyrelsen finder det ubestridt, at [klager] ApS var registreret som ejer af det omhandlende køretøj på tidspunktet for afgiftspligtens indtræden. Motorstyrelsen bemærker derudover, at bestemmelsen i § 20, stk. 1, herunder 3. pkt. er indarbejdet i registreringsafgiftsloven ved lov nr. 481 af 30. maj 2012. Der kan af bestemmelsens forarbejder gengives følgende passage i forhold til fortolkningen af 3. pkt. i § 20, stk. 1. ”Ejeren hæfter dog ikke, hvis køretøjet er taget i brug på færdselslovens område uden at ejeren vidste eller burde havde vidst dette, f.eks. ved tyveri af køretøjet”. (Motorstyrelsens understregning). Det fremgår således af ordlyden i § 20, stk. 1, 3. pkt. samt forarbejderne, at ejeren af køretøjet ikke hæfter for registreringsafgiften, såfremt ejeren ikke vidste eller burde have vidst at køretøjet var taget i brug på færdselslovens område, f.eks. ved tyveri af køretøjet.¨ Kravet til ejerens manglende viden må forstås således, at ejeren efter en samlet vurdering positivt må anses som uvidende eller ikke burde have været vidende om køretøjets ibrugtagning på færdselslovens område. Det er således ikke tilstrækkeligt, hvis ejeren gennem kontraktmæssige vilkår civilretlig har begrænset brugeren i anvendelse af køretøjet, men i øvrigt ud fra en samlet vurdering må anses for burde at have vidende om en faktisk eller potentiel anvendelse af køretøjet på færdselslovens område. Motorstyrelsen fremhæver, at [klager] ApS som ejer af køretøjet, har udfærdiget en leasingaftale med leasingtager (aftale nr. [...]), hvor af fremgår, at der er tale om en leasingaftale i en såkaldt stilstandsperiode. Det betyder blandt andet at køretøjet er opbevaret hos leasingtager i stilstandsperioden og at han har derfor adgang til køretøjet og nøglen til samme. Motorstyrelsen er derfor af den opfattelse, at [klager] ApS utvivlsomt var vidende om en potentiel ibrugtagning af køretøjet på færdselslovens område og på den baggrund vurderer vi, at [klager] ApS hæfter for betaling af registreringsafgiften efter registreringsafgiftslovens § 20, stk. 1. Motorstyrelsen bemærker, at betalingen af registreringsafgiften/hæftelsen udelukkende er et civilretligt anliggende imellem parterne virksomheden [klager] ApS og leasingtager [person1]. Motorstyrelsen finder ikke, at der er kommet nye oplysninger i klagen og henviser tillige til Motorstyrelsens afgørelse og sagsfremstilling af 12. januar 2024, hvoraf Motorstyrelsens begrundelse, argumentation, besvarelse på indsigelse mm. nærmere fremgår. Motorstyrelsen fastholder afgørelsen om betaling af registreringsafgift på 422.787 kr. og pligt til omregistrering af køretøj. Motorstyrelsen indstiller derfor, at vores afgørelse af 12. januar 2024 stadfæstes. […]” Klagerens opfattelse Selskabet har fremsat påstand om at selskabet ikke hæfter solidarisk for afgiftskravet, jf. registreringsafgiftslovens § 20, stk. 1, 3. pkt. Til støtte for påstanden er bl.a. anført: ”[…] 1. Forhold – solidarisk hæftelse Ifølge afgørelsen hæfter leasingtageren/brugeren og leasingselskabet/ejeren solidarisk for opkrævningen for registreringsafgift. Vi mener ikke at der er tale om solidarisk hæftelse i denne sag. Vi mener at det ene og alene er leasingtageren/brugeren som skal hæfte for opkrævningen for registreringsafgift. Vi bygger påstanden på grundlag af 3. pkt. i registreringsafgiftslovens § 20, stk. 1, hvoraf fremgår: ”Ejeren eller den registrerede ejer hæfter dog ikke, hvis køretøjet er taget i brug på færdselslovens område, uden at den pågældende vidste eller burde have vidst dette.” Det var leasingtagerens/brugerens helt egen beslutning at flytte bilen fra et sted til et andet på færdselslovens område. Leasingselskabet har på intet tidspunkt været klar over, at leasingtageren/brugeren ville tage bilen i brug på færdselslovens område. […]” Motorstyrelsens udtalelse til Skatteankestyrelsens indstilling Motorstyrelsen har udtalt følgende til Skatteankestyrelsens indstilling: ” Motorstyrelsen er enig i Skatteankestyrelsens kontorindstilling og har følgende bemærkninger: Køretøjet blev i forbindelse med en kontrol foretaget af politiet standset på færdselslovens område. Køretøjet var ikke påført nummerplader på tidspunktet for kontrollen den 12. november 2023. Det fremgår af § 2 i lov om registrering af køretøjer, at motorkøretøjer der tages i brug på færdselslovens område skal registreres i Køretøjsregisteret. Det fremgår desuden af § 1, stk. 1 i registreringsafgiftsloven, at der skal svares afgift af køretøjer, som skal registreres efter lov om registrering af køretøjer. Køretøjet er på kontroltidspunktet taget i brug på færdselslovens område, hvorfor køretøjet er registreringspligtigt. Køretøjet er som følge heraf også afgiftspligtigt efter registreringsafgiftsloven. Det er Motorstyrelsens vurdering, at afgiftspligten indtræder på kontroltidspunktet den 12. november 2023. Klager har oplyst, at de ejede køretøjet på dette tidspunkt. Klager har ligeledes oplyst, at der var indgået en stilstandsaftale med leasingtager på køretøjet. Da klager ejer køretøjet på tidspunktet for afgiftspligtens indtræden, er det Motorstyrelsens vurdering, at klager hæfter for registreringsafgiften efter registreringsafgiftslovens § 20, stk. 1. Motorstyrelsen er enig med det i kontorindstillingen anførte om, at selskabet ikke har godtgjort, at selskabet ikke vidste eller burde have vidst, at køretøjet kunne blive taget i anvendelse på færdselslovens område. Selskabet har i henhold til stilstandsleasingaftalen overladt den fysiske råderet og opbevaringen af køretøjet til leasingtager. Motorstyrelsen er således også enig i, at selskabet ikke har foretaget sig særlige eller effektive foranstaltninger, der har kunnet forhindre, at leasingtager tager køretøjet i anvendelse på færdselslovens område. Selskabet burde herefter have vidst, at der kunne være en nærliggende risiko for, at køretøjet kunne blive taget i anvendelse på færdselslovens område af leasingtager. Det forhold at det fremgår af stilstandsleasingaftalen, at køretøjet ikke var registreret og afgiftsberigtiget i stilstandsperioden, kan ikke føre til en anden vurdering heraf. Motorstyrelsen indstiller således, at afgørelsen stadfæstes.” Klagerens bemærkninger til Skatteankestyrelsens indstilling og Motorstyrelsens udtalelse Selskabet har ikke fremsat bemærkninger til Skatteankestyrelsens indstilling og Motorstyrelsens udtalelse. Landsskatterettens afgørelse Sagen handler om, hvorvidt selskabet hæfter for afgiftskravet som ejer af køretøjet, der er taget i brug på færdselslovens område af leasingtageren, uden forinden at være korrekt registreret og afgiftsberigtiget, jf. registreringsafgiftslovens § 20, stk. 1. Retsgrundlaget Lov om registrering af køretøjer, lovbekendtgørelse nr. 179 af 22. februar 2023, § 2, stk. 1. nr. 1, har følgende ordlyd: ”Følgende køretøjer skal registreres i Køretøjsregisteret og forsynes med nummerplader, inden køretøjet tages i brug på færdselslovens område, jf. dog stk. 2-5 og §§ 5 og 7 a-7 h: 1) Motorkøretøj. Dette gælder dog ikke motorkøretøjer, der er omfattet af færdselslovens regler om forsøg med selvkørende enheder. Registreringsafgiftsloven, lovbekendtgørelse nr. 785 af 24. maj 2022, § 1, stk. 1, har følgende ordlyd: ”Der svares afgift til statskassen af motorkøretøjer, som skal registreres i Køretøjsregisteret efter lov om registrering af køretøjer, og af påhængs- og sættevogne til sådanne motorkøretøjer. Der svares dog ikke afgift af køretøjer, der registreres på grænsenummerplader eller prøvemærker. Afgiften svares i forbindelse med et køretøjs første registrering, medmindre andet følger af bestemmelserne i denne lov.! Registreringsafgiftslovens § 20, stk. 1, har følgende ordlyd: ”For betaling af afgiften hæfter den, der ejer køretøjet på det tidspunkt, hvor afgiftspligten indtræder. Registreres køretøjet i forbindelse med afgiftspligtens indtræden, er det den registrerede ejer, der som ejer hæfter for betaling af afgiften. Ejeren eller den registrerede ejer hæfter dog ikke, hvis køretøjet er taget i brug på færdselslovens område, uden at den pågældende vidste eller burde have vidst dette.” Følgende fremgår af bemærkningerne til indsættelsen af registreringsafgiftslovens § 20, stk. 1, i forslag til lov nr. 122 af 28. marts 2012, § 2, nr. 5, om ændring af lov om registrering af køretøjer, registreringsafgiftsloven og love om energiafgifter: ”Til nr. 5 Efter stk. 1 hæfter den, der ejer et køretøj på det tidspunkt, hvor pligten til at betale registreringsafgift af køretøjet indtræder, for afgiftens betaling. Det er den, der ejer køretøjet på det tidspunkt, hvor køretøjet tages i brug første gang. Køretøjet kan være et nyt køretøj, et importeret brugt køretøj eller et køretøj, der har mistet sin afgiftsmæssige identitet ved reparation eller ombygning. En registreret ejer af et køretøj er ikke nødvendigvis den samme som den civilretlige ejer af køretøjet, idet der ved registrering af et køretøj i Køretøjsregisteret normalt ikke sker en prøvelse af, hvem der civilretligt ejer køretøjet. Er den civilretlige og den registrerede ejer af et køretøj ikke identisk, er det den registrerede ejer, der hæfter for afgiftens betaling. Denne hæftelse gælder dog ikke, hvis køretøjet er taget i brug uden ejerens viden, f.eks. hvis køretøjet er stjålet.” Landsskatterettens begrundelse og resultat Politiet har ved kontrollen den 12. november 2023 konstateret, at køretøjet er blevet taget i brug på færdselslovens område, uden forinden at være registreret og afgiftsberigtiget. Køretøjet blev ført af leasingtageren, der i henhold til en stilstandsaftale havde leaset køretøjet af selskabet. Landsskatteretten finder herefter, at der er indtrådt registreringspligt og afgiftspligt for køretøjet den 12. november 2023, jf. lov om registrering af køretøjer, § 2, stk. 1. nr. 1, jf. registreringsafgiftslovens § 1, stk. 1, idet køretøjet er taget i anvendelse på færdselslovens område. Udgangspunktet er, at selskabet som ejer og registreret ejer af køretøjet, på objektivt grundlag hæfter for registreringsafgiften, jf. registreringsafgiftslovens § 20, stk. 1, 1. og 2. pkt. Selskabet har gjort gældende at selskabet ikke hæfter for afgiftskravet, idet selskabet ikke har været vidende om, eller burde være vidende om, at køretøjet blev taget i brug på færdselslovens område, jf. registreringsafgiftslovens § 20, stk. 1, 3. pkt., idet leasingtager var vidende om, at køretøjet i henhold til leasingaftalen ikke måtte anvendes på færdselslovens område. Det fremgår af registreringsafgiftslovens § 20, stk. 1, 3. pkt., at ejeren af et køretøj ikke hæfter, hvis køretøjet bliver taget i brug på færdselslovens område, uden at ejeren vidste eller burde have vidst dette. Landsskatteretten finder, at selskabet ikke har godtgjort, at selskabet ikke vidste eller burde have vidst, at køretøjet kunne blive taget i anvendelse på færdselslovens område. Selskabet har i henhold til stilstandsleasingaftalen overladt den fysiske råderet og opbevaringen af køretøjet til leasingtager. Selskabet har ikke sikret sig ved særlige eller effektive foranstaltninger, der har kunnet forhindre leasingtager i at tage køretøjet i anvendelse på færdselslovens område. Selskabet burde herefter have vidst, at der kunne være en nærliggende risiko for, at køretøjet kunne blive taget i anvendelse på færdselslovens område af leasingtager. Det forhold at det fremgår af stilstandsleasingaftalen, at køretøjet ikke var registreret og afgiftsberigtiget i stilstandsperioden, kan ikke føre til en anden vurdering heraf. Landsskatteretten stadfæster herefter Motorstyrelsens afgørelse.