Spring til indhold
skattewiki.dk

← Alle afgørelser

Journalnr. 24-0002940

Beskatning af udenlandsk værdipapirdepot trods mangelfuld partshøring

Myndigheden fik medholdStor sag (> 1 mio. kr.)
Instans
Landsskatteretten
Dokumenttype
Landsskatterettens afgørelse
Offentliggjort
19. juni 2026
Kilde
Åbn original i afgørelsesdatabasen ↗

Resumé

Sagen angik en hollandsk statsborger bosat i Danmark 2004-2020, som ikke havde selvangivet gevinster, udbytter og renter fra et værdipapirdepot i Nederlandene. Skattestyrelsen forhøjede på baggrund af CRS-oplysninger klagerens aktieindkomst og kapitalindkomst for 2017-2020 med samlet ca. 2,4 mio. kr., nægtede tabsfradrag på grund af manglende rettidige købsoplysninger og genoptog 2017-2019 ekstraordinært under henvisning til grov uagtsomhed. Klagerens advokat påstod afgørelsen ugyldig, da Skattestyrelsen traf afgørelse tre dage efter, at advokaten var indtrådt og havde anmodet om fristforlængelse, uden at det materielle indhold blev bestridt. Landsskatteretten fandt, at Skattestyrelsen havde begået en sagsbehandlingsfejl ved ukorrekt partshøring, men at fejlen efter en konkret væsentlighedsvurdering ikke medførte ugyldighed, da afgørelsen var materielt korrekt og der ikke var fremkommet nye oplysninger. Afgørelsen blev stadfæstet i sin helhed, herunder at reaktionsfristen efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, var overholdt.

Titel, resumé og vurderinger er AI-genererede og kan indeholde fejl.

Lovhenvisninger

Aktieavancebeskatningsloven § 1, stk. 4Aktieavancebeskatningsloven § 12Aktieavancebeskatningsloven § 13 A, stk. 1Aktieavancebeskatningsloven § 14Aktieavancebeskatningsloven § 14, stk. 1Aktieavancebeskatningsloven § 19, stk. 1Aktieavancebeskatningsloven § 19 AAktieavancebeskatningsloven § 19 BAktieavancebeskatningsloven § 19 B, stk. 1Aktieavancebeskatningsloven § 19 CAktieavancebeskatningsloven § 19 D, stk. 1Aktieavancebeskatningsloven § 23Aktieavancebeskatningsloven § 23, stk. 1Aktieavancebeskatningsloven § 23, stk. 7Aktieavancebeskatningsloven § 24, stk. 1Aktieavancebeskatningsloven § 24, stk. 2Aktieavancebeskatningsloven § 25, stk. 1Aktieavancebeskatningsloven § 25, stk. 2Aktieavancebeskatningsloven § 5, stk. 1Forvaltningsloven § 19Forvaltningsloven § 8Forvaltningsloven § 8, stk. 1Kildeskatteloven § 1, stk. 1Ligningsloven § 16 ALigningsloven § 16 A, stk. 1Ligningsloven § 16 A, stk. 2Personskatteloven § 4, stk. 1Personskatteloven § 4 A, stk. 1Skatteforvaltningsloven § 19Skatteforvaltningsloven § 19, stk. 2Skatteforvaltningsloven § 19, stk. 3Skatteforvaltningsloven § 19, stk. 4Skatteforvaltningsloven § 20Skatteforvaltningsloven § 20, stk. 1Skatteforvaltningsloven § 20, stk. 2Skatteforvaltningsloven § 20, stk. 3Skatteforvaltningsloven § 26Skatteforvaltningsloven § 26, stk. 1Skatteforvaltningsloven § 27, stk. 1Skatteforvaltningsloven § 27, stk. 2Skattekontrolloven § 2Skattekontrolloven § 2, stk. 1Skattekontrolloven § 2, stk. 3Skattekontrolloven § 74, stk. 1Skattekontrolloven § 74, stk. 2Statsskatteloven § 4, stk. 1

Henviser til

  • SKM2003.317.ØLR

Fuldtekst

Journalnr. 24-0002940 Klagepunkt Skattestyrelsens afgørelse Klagerens opfattelse Landsskatterettens afgørelse Indkomståret 2017 Forhøjelse af aktieindkomst Forhøjelse af kapitalindkomst Indkomståret 2018 Forhøjelse af aktieindkomst Forhøjelse af kapitalindkomst Indkomståret 2019 Forhøjelse af aktieindkomst Forhøjelse af kapitalindkomst Indkomståret 2020 Forhøjelse af aktieindkomst Aktieavance Aktiebaserede investeringsbeviser Udbytte af udenlandske aktier Forhøjelse af kapitalindkomst Gevinst af investeringsbeviser Udbytte af investeringsbeviser Renteindtægter 62.238 kr. 77.740 kr. 735.185 kr. 107 kr. 107.159 kr. 134.699 kr. 1.135.614 kr. 22.384 kr. 16.182 kr. 168.813 kr. 12.235 kr. 386 kr. 0 kr. 0 kr. 0 kr. 0 kr. 0 kr. 0 kr. 0 kr. 0 kr. 0 kr. 0 kr. 0 kr. 0 kr. Stadfæstelse Stadfæstelse Stadfæstelse Stadfæstelse Stadfæstelse Stadfæstelse Stadfæstelse Stadfæstelse Stadfæstelse Stadfæstelse Stadfæstelse Stadfæstelse Faktiske oplysninger [klager] (herefter ”klageren”) er hollandsk statsborger og var bosiddende i Danmark fra 2004 til slutningen af 2020, hvor han flyttede til Brasilien. Klageren har for indkomståret 2019 selvangivet aktieindkomst fra aktier i dansk depot på 530.218 kr. Herudover har klageren for indkomstårene 2017-2020 oplyst skattemyndighederne 0 kr. i aktieindkomst og kapitalindkomst. Klageren har ikke selvangivet udenlandsk kapitalindkomst for indkomstårene 2017-2020. Klageren har ligeledes ikke selvangivet udbytte fra udenlandske aktier, aktieavance i udenlandske aktier og aktieindkomst fra aktiebaserede investeringsbeviser. Skattestyrelsen har modtaget oplysninger om klagerens finansielle konti (CRS) fra skattemyndighederne i Nederlandene den 13. december 2022. På baggrund heraf har Skattestyrelsen anmodet klageren om at redegøre og dokumentere sine økonomiske aktiviteter i Nederlandene. Den 14. marts 2023 har klageren indsendt transaktionslister og depotoversigter for indkomstårene 2019 og 2020 til Skattestyrelsen. Den 25. maj og den 19. juni 2023 har klageren indsendt transaktionslister og dokumentation for købet af forskellige værdipapirer i indkomstårene 2017 og 2018. Den 8. september 2023 har Skattestyrelsen sendt forslag til ændring af klagerens aktieindkomst og kapitalindkomst for indkomstårene 2017-2020. Skattestyrelsen og klageren har herefter løbende haft kommunikation vedrørende indsendelse af yderligere materiale. Skattestyrelsen har bl.a. efterspurgt dokumenter vedrørende klagerens skatteopgørelse for 2021 fra de brasilianske skattemyndigheder, dokumentation for adresse i Brasilien, lejeaftaler for alle lejeforhold vedrørende udlejningslejligheder i Danmark, som er ejet af klagen. Skattestyrelsen har desuden anmodet om årsregnskabet for klagerens fotografivirksomhed for indkomståret 2021 mv. Den 14. september 2023 har klageren til Skattestyrelsen oplyst, at han ønsker juridisk assistance i sagen. I samme korrespondance har klageren anmodet om fristforlængelse med indsendelsen af de efterspurgte dokumenter. Den 5. oktober 2023 har klageren oplyst, at repræsentanten indtræder i sagen, og at kommunikationen med Skattestyrelsen fremadrettet kan foregå med repræsentanten. Den 6. oktober 2023 har klagerens repræsentant ved e-mail til Skattestyrelsen meddelt, at hun repræsenterer klageren samt anmodet om fristforlængelse med indsendelsen af de efterspurgte dokumenter. Den 9. oktober 2023 har Skattestyrelsen truffet den påklagede afgørelse om forhøjelse af klagerens aktieindkomst og kapitalindkomst for indkomstårene 2017-2020. Den 11. oktober 2023 har Skattestyrelsen over for klagerens repræsentant bekræftet, at fristen for at indsende dokumentation blev forlænget til 1. november 2023. Den 11. oktober 2023 har klageren og klagerens repræsentant modtaget Skattestyrelsens afgørelse af 9. oktober 2023. Samme dag har klagerens repræsentant kontaktet Skattestyrelsen og gjort gældende, at afgørelsen af 9. oktober 2023 skal tilbagekaldes på grund af manglende partsrepræsentation. Den 17. oktober 2023 har Skattestyrelsen svaret klagerens repræsentant, at Skattestyrelsen har forstået henvendelsen fra hende af 6. oktober 2023 vedrørende materialeindkaldelsen for indkomståret 2021, og at det var Skattestyrelsens opfattelse, at styrelsen ikke havde fået besked om indsigelser eller anmodning om fristudsættelse vedrørende indkomstårene 2017-2020. Afgørelsen ville derfor ikke blive tilbagekaldt. Skattestyrelsens afgørelse Skattestyrelsen har forhøjet klagerens aktieindkomst for indkomstårene 2017 til 2020 med henholdsvis 62.238 kr., 735.185 kr., 107.159 kr. og 1.174.180 kr. samt forhøjet klagerens kapitalindkomst for indkomstårene 2017 til 2020 med henholdsvis 77.740 kr., 107. kr., 134.699 kr. og 181.434 kr. Skattestyrelsen har som begrundelse bl.a. anført: ”(…) 1. Ekstraordinær genoptagelse (…) 1.4 Skattestyrelsens begrundelser og bemærkninger Du er forpligtet til årligt, at oplyse Skattestyrelsen om din indkomst. Se skattekontrollovens § 2, stk. 1. Fristen for genoptagelse af din skatteansættelse er for indkomstårene 2017, 2018, 2019 og 2020, den 1. maj 2021, 2022, 2023 og 2024. Fristen for at foretage ændringer af skatteansættelse er den 1. august 2021, 2022, 2023 og 2024. Det fremgår af skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1. Vi kan derfor på nuværende tidspunkt ændre din skatteansættelse for indkomståret 2020 efter den ordinære frist i skatteforvaltningslovens § 26. Vi kan ændre din skatteansættelse for indkomstårene 2017, 2018 og 2019, hvis én af betingelserne i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 1-8 er opfyldt. Hvis du eller nogen på dine vegne forsætligt eller groft uagtsomt har været årsag til, at din skatteansættelse har været opgjort forkert, er forholdet ikke omfattet af den ordinære frist. Det står i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5. Det er vores opfattelse, at du som minimum har handlet groft uagtsomt, da du har udeholdt oplysninger om dit værdipapirsdepot i Nederlandene. Dette har medført, at din skatteansættelse har været opgjort på et forkert grundlag. Vi kan derfor ændre din skatteansættelse for indkomstårene 2017-2019 efter udløbet af den ordinære frist. Du kan læse mere om skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5 i Den juridiske vejledning afsnit A.A.8.2.2.1.2.5 Forsæt eller grov uagtsomhed. I forbindelse med gennemgangen af din skat for indkomstårene 2017-2020, indsendte du den 14. marts 2023 transaktionslister og depotoversigter. For de værdipapirer, som vi har kunnet opgøre gevinster og tab for indkomståret 2019, gælder seks måneders fristen tidligst fra den 14. marts 2023. Du sendte den 25. maj 2023 og 19. juni 2023 dokumentation ind for købet af forskellige værdipapirer, af disse dokumenter fremgik de nødvendige oplysninger til beregning af dine gevinster og tab for dine resterende værdipapirer for indkomståret 2017-2019. For disse værdipapirer gælder seks måneders fristen tidligst fra henholdsvis 25. maj 2023 og 19. juni 2023. Fristen for afsendelse af forslag og afgørelse i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, er derfor overholdt med vores forslag, som er afsendt den 8. september 2023. og vores afgørelse der er sendt inden 3 måneder efter afsendelse af vores forslag. Du kan læse mere om fristerne i Den juridiske vejledning afsnit A.A.8.2.2.1.4 Reaktionsfristen – 6 måneder. Idet vi fik kendskab til forholdet om dine udbytter og renter i indkomstårene 2017-2019 for mere end 6 måneder siden, kan vi ikke længere genoptage behandlingen af disse. Dine modtagne udbytter og renteindtægter i indkomstårene 2017-2019 behandles derfor ikke i denne sag. 2. Salg af aktier (…) 2.4. Skattestyrelsens bemærkninger og begrundelse På baggrund af dine indsendte depotoversigter og transaktionslister har vi klassificeret og opgjort dine værdipapirer. Vi har opgjort dine gevinster og tab ved salg af aktier, resultatet er at vi forhøjer din aktieindkomst i årene 2017-2020 med: Opgørelse 2017 2018 2019 2020 Forhøjelse 62.238 DKK 735.185 DKK 197.461 DKK 1.135.614 DKK Vi har klassificeret dine værdipapirer til at være aktier handlet på regulerede markeder, ADR-beviser og investeringsbeviser. Klassifikationen fremgår af bilag 1. Det fremgår af din indsendte transaktionsliste for 2018, at du har afstået et værdipapir med ISIN koden: [...]. Vi har klassificeret det til at være en tegningsret til aktier. Klassifikationen fremgår af bilag 1. Vi behandler dine investeringsbeviser i afsnit 2. I dette afsnit behandler vi dine aktier, ADR-beviser og tegningsretter til aktier. Gevinst og tab ved afståelse af aktier skal medregnes i din skattepligtige indkomst i det år, hvor aktierne bliver realiseret. Dette medfører at gevinster er skattepligtige og tab er som udgangspunkt fradragsberettigede. Se aktieavancebeskatningslovens § 12, 13A, stk. 1 og 23, stk. 1. Afståelse af aktier skal opgøres efter FIFO princippet og gennemsnitsmetoden. FIFO princippet indebærer, at de første aktier købt også er de første aktier der bliver solgt. Gennemsnitsmetoden betyder, at såfremt en aktie er erhvervet flere gange, så udgør anskaffelseskursen gennemsnittet af de anskaffede aktier. Såfremt en aktie er købt og solgt flere gange, så beregnes der en ny gennemsnitlig anskaffelseskurs, hver gang aktien bliver købt. Se aktieavancebeskatningslovens § 5, stk. 1 og § 24, stk. 1. Vi har i vores opgørelse taget højde for de aktier der handles i begge dine værdipapirsdepoter. Opgørelserne fremgår af bilag 2, 3, 4 og 5. De gevinster og tab der i forvejen er indberettet til os fra dit danske depot, har vi taget højde for i vores indberetning af dine udenlandske gevinster og tab. Vi har klassificeret et af dine værdipapirer til at være et ADR-bevis: [virksomhed1]. Vedrørende værdipapirerne med betegnelsen ”ADR”, som på ESMA benævnt ED=Depositary receipts on equities, er der tale om depotbeviser, der repræsenterer aktier i et selskab. ADR-beviser er ikke særskilt Regulerede i intern dansk ret – hverken civilretligt eller skatteretligt. Et ADR-bevis er et særskilt omsætningspapir, der i større eller mindre grad – alt efter ADR-programmet – kan indeholde rettigheder, der er knyttet til de underliggende aktier. Udgangspunktet er derfor, at ADR-beviset er en fordring. De forvaltningsmæssige og økonomiske rettigheder til de underliggende aktier kan dog være overdraget til ADR-indehaveren i en sådan grad, at ADR-indehaveren anses for aktionær. Ved vurderingen lægges særligt vægt på, om såvel de økonomiske rettigheder som fx ret til udbytte og hæftelse for skatter, som de forvaltningsmæssige rettigheder som fx ret til at stemme er overdrages til indehaveren af ADR beviset, ret til ombytning og tegningsret til nye aktier. ADR-programmet vil typisk indeholde en beskrivelse af ADR-indehaverens rettigheder. [virksomhed1] ADR vurderes på baggrund af prospektet, som nævnt i bilag 1, at kunne sidestilles med en aktie, da både de økonomiske og de forvaltningsmæssige rettigheder anses for overdraget. Årsagen til dette er at du beholder stemmerettighederne og retten til at modtage udbytte. Der skal derfor ske beskatning efter reglerne om aktier. Vi har omregnet dine anskaffelses- og afståelsessummer til danske kroner ved brug af Nationalbankens dagskurs på transaktionsdatoen. Gevinst og tab fra aktier, skal beskattes som aktieindkomst. Se personskattelovens § 4 a, stk. 1. Vi har opgjort dine gevinster og tab ved afståelse af aktier for indkomstårene 2017, 2018, 2019 og 2020 til: Opgørelse 2017 2018 2019 2020 Gevinst 62.238 DKK 743.695 DKK 342.916 DKK 1.135.614 DKK Tab 0 DKK -107.746 DKK -197.242 DKK -197.447 DKK Fradrag for tab 0 DKK 8.510 DKK 145.455 DKK 0 DKK Af det opgjorte tab for indkomstårene 2018 og 2019 har vi opgjort et tab fra et værdipapir i dit danske depot, dette tab er fradragsberettiget, da vi har modtaget oplysningerne om erhvervelsen før udløbet af oplysningsfristen. Vi har i vores indberetninger medregnet dit fradragsberettigede tab, fra de aktier i dit danske depot der har indflydelse på opgørelsen af dit udenlandske depot. Betingelsen for at beholde retten til fradrag for tab er, at du har oplyst Skattestyrelsen om erhvervelsen af dine aktier med angivelse af aktiernes identitet, antallet, anskaffelsestidspunktet og anskaffelsessummen senest den 1. juli året efter erhvervelsen. Det betyder at fristen for indsendelse af købsoplysninger for indkomstårene 2017 og 2018 udløb den 1. juli henholdsvis 2018 og 2019. For indkomståret 2019 og 2020, udløb oplysningsfristen henholdsvis den 1. september 2020 og 2021. Se aktieavancebeskatningslovens § 13 A, stk. 1 og § 14, stk. 1. Da vi ikke har modtaget oplysninger om erhvervelsen inden for oplysningsfristens udløb, nægter vi fradrag for tab vedrørende salg af dine aktier i udenlandsk depot. Vi forhøjer derfor din aktieindkomst med de opgjorte gevinster for indkomstårene 2017-2020. Opgørelse 2017 2018 2019 2020 Forhøjelse 62.238 DKK 735.185 DKK 197.461 DKK 1.135.614 DKK Vedrørende din tegningsret til aktien [virksomhed2] ISIN: [...], fremgår det af din transaktionsliste for 2018, at du har afstået din tegningsret til 200 [virksomhed2] aktier i 2018. Gevinst og tab ved afståelse af tegningsretter til aktier, skal medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Se aktieavancebeskatningslovens § 1, stk. 4. Tegningsretter til aktier skal opgøres efter aktie for aktie-metoden og som forskellen mellem afståelsessummen og anskaffelsessummen, da du har modtaget tegningsretten mens du ejede aktien, ansættes anskaffelsessummen til 0 kr. Se aktieavancebeskatningslovens § 24, stk. 2. § 25, stk. 1 og stk. 2. Vi har opgjort din gevinst ved afståelse af tegningsretter til aktier i indkomståret 2018 til: 2.459 DKK. Gevinsten ved afståelse af tegningsretten er medregnet i vores indberetning af din aktieindkomst for indkomståret 2018. 3. Investeringsbeviser (…) 3.4. Skattestyrelsens bemærkninger og begrundelse Vi har på baggrund af dine indsendte transaktionslister og depotoversigter opgjort dine gevinster og tab vedrørende investeringsbeviser. Resultatet er at vi i indkomstårene 2017-2019 forhøjer din kapitalindkomst med: Opgørelse 2017 2018 2019 Kapitalindkomst 77.740 DKK 107 DKK 134.699 DKK For indkomståret 2020 forhøjer vi dine indkomster som følger: Opgørelse 2020 Kapitalindkomst 168.813 DKK Aktieindkomst 22.384 DKK Gælder for 2017, 2018 og 2019 Gevinst og tab fra investeringsbeviser skal medregnes til din skattepligtige indkomst. Se aktieavancebeskatningslovens § 19, stk. 1. Gevinst og tab fra investeringsbeviser skal opgøres efter lagerprincippet, dette medfører at gevinst og tab skal opgøres som forskellen mellem værdien af investeringsbeviset ved indkomstårets begyndelse og indkomstårets udløb. Såfremt investeringsbeviset er erhvervet i løbet af indkomståret, så træder anskaffelsessummen i stedet for værdien ved indkomstårets begyndelse. Såfremt investeringsbeviset er afstået i løbet af indkomståret, så træder afståelsessummen i stedet for værdien ved indkomstårets udløb. Se aktieavancebeskatningslovens § 23, stk. 7. Vi har omregnet værdierne til danske kroner ved brug af Nationalbankens dagskurs. Gevinst og tab fra investeringsbeviser for indkomstårene 2017, 2018 og 2019, skal medregnes til din skattepligtige indkomst, som kapitalindkomst. Se personskatteloven § 4, stk. 1, nr. 5. Vi har opgjort gevinster og tab for dine investeringsbeviser for indkomstårene 2017, 2018, 2019 og 2020. Opgørelserne fremgår af bilag 2, 3, 4, 5. Da vi ikke har værdien for dine investeringsbeviser pr. 31. december 2016 og 2017, har vi fundet dem på internettet og skønsmæssigt opgjort dine gevinster og tab for indkomstårene 2017 og 2018. Værdierne vi har anvendt fremgår af bilag 7. Reglerne om at vi kan opgøre en indkomst skønsmæssigt fremgår af skattekontrollovens § 2, stk. 1 §74, stk. 1 og stk. 2. Vi har opgjort dine gevinster og tab fra investeringsbeviser for 2017, 2018 og 2019 til: Opgørelse 2017 2018 2019 Gevinst 77.740 DKK 107 DKK 134.699 DKK Tab 0 DKK -45.841 DKK -1.128 DKK Fradrag for tab på investeringsbeviser er betinget af, at du har oplyst Skattestyrelsen om erhvervelsen af dine investeringsbeviser, med angivelse af investeringsbevisets identitet, antal, kurs, anskaffelsestidspunktet og anskaffelsessummen senest den 1. juli året efter erhvervelsen. Fristen for indsendelse af købsoplysninger udløb for indkomstårene 2017 og 2018 således den 1. juli 2018 og 2019. Fristen for indsendelse af købsoplysninger for indkomståret 2019, udløb den 1. september 2020. Da vi ikke har modtaget oplysninger om erhvervelsen af dine investeringsbeviser, nægter vi fradrag for tab. Vi forhøjer derfor din kapitalindkomst i 2017, 2018 og 2019 med de ovenstående gevinster. Gælder for 2020 For indkomståret 2020 og fremad skal investeringsbeviser opdeles i obligationsbaserede og aktiebaserede investeringsbeviser. Gevinster og tab fra aktie og obligationsbaserede investeringsbeviser skal medregnes til den skattepligtige indkomst. Se aktieavancebeskatningslovens § 19 B og 19 C. Vi har klassificeret dine investeringsbeviser til at være både aktiebaserede og obligationsbaserede. Klassificeringen fremgår af bilag 1. Aktie og obligationsbaserede investeringsbeviser skal opgøres efter lagerprincippet. Se aktieavancebeskatningslovens § 23, stk. 7. Vi har opgjort dine gevinster og tab fra dine investeringsbeviser i 2020. Opgørelsen kan ses i bilag 5. Vi har opgjort dine gevinster fra obligationsbaserede investeringsbeviser i 2020 til: 168.813 DKK. Vi har opgjort dit tab fra obligationsbaserede investeringsbeviser i 2020 til: -37.579 DKK. Vi har opgjort dine gevinster fra aktiebaserede investeringsbeviser i 2020 til: 22.384 DKK. Gevinster fra obligationsbaserede investeringsbeviser, medregnes til den skattepligtige indkomst som kapitalindkomst. Se personskattelovens § 4, stk. 1, nr. 5. Gevinster fra aktiebaserede investeringsbeviser, medregnes til den skattepligtige indkomst, som aktieindkomst. Se personskattelovens § 4 a, stk. 1, nr. 4. Fradrag for tab er betinget af, at Skattestyrelsen har modtaget oplysninger om erhvervelsen inden udløbet af oplysningsfristen året efter erhvervelsen. For indkomståret 2020, udløb fristen for indsendelse af købsoplysninger den 1. september 2021. Da vi ikke har modtaget oplysninger om erhvervelsen, nægter vi fradrag for tab. Vi forhøjer derfor din kapitalindkomst med 168.813 DKK og din aktieindkomst med 22.384 DKK. 4. Udbytter 2020 (…) 4.4. Skattestyrelsens bemærkninger og begrundelse Af dine indsendte dokumenter fremgår det, at du i indkomståret 2020 har modtaget udbytter fra aktier og obligationsbaserede investeringsbeviser. Vi har omregnet dine udbytter til danske kroner og forhøjer din kapitalindkomst i 2020 med 12.235 DKK og din aktieindkomst med 16.182 DKK. Udbytter fra aktier og obligationsbaserede investeringsbeviser skal medregnes til den skattepligtige indkomst. Se statsskattelovens § 4, stk. 1 og ligningslovens § 16 A, stk. 1 og stk. 2. Vi har omregnet dine udbytter og den indeholdte udbytteskat til danske kroner, ved brug af Nationalbankens dagskurs på udbetalingstidspunktet. Vi har opgjort dine udbytter fra dit obligationsbaserede investeringsbevis i 2020 til 12.235 DKK. Der er ikke indeholdt kildeskat for dette udbytte. Vi har opgjort dine udbytter fra aktier i 2020 til 16.182 DKK. Vi giver nedslag for betalt skat med 15 procent, svarende til 2.427 DKK. Se dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og USA artikel 10, stk. 1 og 2 og artikel 23, stk. 3, litra a og b. Opgørelserne kan ses i bilag 6. Udbytte fra obligationsbaserede investeringsbeviser skal beskattes som kapitalindkomst. Se personskattelovens § 4, stk. 1. nr. 4. Udbytte fra aktier beskattes som aktieindkomst. Se personskattelovens § 4 a, stk. 1, nr. 1. Vi forhøjer derfor din kapitalindkomst i 2020 med 12.235 DKK og din aktieindkomst med 16.182 DKK, samt giver nedslag for betalt skat med 2.427 DKK. 5. Renteindtægter 2020 (…) 5.4. Skattestyrelsens bemærkninger og begrundelse Af dine indsendte depotoversigter fremgår der renteindtægter for indkomståret 2020, på samlet 51,78 EUR. Vi har ikke modtaget oplysninger om hvornår renteindtægterne er tilskrevet, vi har derfor omregnet renteindtægterne til danske kroner ved brug af Nationalbankens gennemsnitskurs for indkomståret 2020. Nationalbankens gennemsnitskurs var, for euro i 2020, 7,454226. Vi har opgjort dine renteindtægter til 386 kr. i 2020. (51,78 EUR * 7,454226). Renteindtægter skal beskattes som kapitalindkomst. Se statsskattelovens § 4, stk. 1, litra e og personskattelovens § 4, stk. 1, nr. 1. Vi forhøjer derfor din kapitalindkomst i 2020 med 386 kr. 6. Indberetning af formue (…) 6.4. Skattestyrelsens bemærkninger og begrundelse Enhver, der er skattepligtig til Danmark, skal hvert år oplyse om værdien af værdipapirer og om indestående pr. 31. december, der er placeret i udlandet. Se skattekontrollovens § 2, stk. 3. Vi har omregnet værdierne til danske kroner ved brug af Nationalbankens dagskurs pr. 31. december 2017, 2018, 2019 og 2020. Vi har opgjort værdien af dit værdipapirsdepot for 2017 til: 3.717.725 DKK. Vi har opgjort værdien af dit værdipapirsdepot for 2018 til: 2.014.317 DKK. Vi har opgjort værdien af dit værdipapirsdepot for 2019 til: 4.480.502 DKK. Vi har opgjort værdien af dit værdipapirsdepot for 2020 til: 5.601.995 DKK.” Udtalelse fra Skattestyrelsen I forbindelse med Skatteankestyrelsens klagesagsbehandling har Skattestyrelsen den 19. januar 2024 udtalt: ”Skattestyrelsen er enig i, at man kunne have undgået misforståelserne ved at have bedt advokaten uddybe, om der både blev bedt om udsættelse på materialeindkaldelsen for 2021 og forslaget for 2017-2020. Vi gør dog også opmærksom på, at der fra både [klager] og advokatens side alene skrives om at skaffe det manglende materiale, som Skattestyrelsen har forstået som vedrørende 2021. I advokatens mail af 11. oktober skriver hun, at [klager] som bekendt har meddelt Skattestyrelsen, at han havde brug for juridisk bistand i de sager, Skattestyrelsen har åbnet mod ham. Hertil bemærker vi, at det ikke fremgår af hverken [klager] ́s eller advokatens anmodning af 6. oktober, at det drejer sig om ”de sager”. Det er først i mail af 11. oktober 2023, der skrives om begge sager. Skattestyrelsen har i beskeder af 15. september 2023 og 5. oktober 2023 spurgt ind til partsrepræsentation og i den forbindelse givet udtryk for, at udsættelsen blev opfattet som vedrørende 2021. Dette blev ikke korrigeret af advokaten 6. oktober 2023. Der er således ikke tale om, at [klager] er blevet nægtet til at lade sig repræsentere. Advokaten gør på s. 6 opmærksom på, at den manglende partsrepræsentation har haft helt afgørende betydning for afgørelsens udfald. Det er dog ikke uddybet, hvordan det har påvirket sagens udfald, idet det materielle indhold af afgørelsen ikke er bestridt. Advokaten gør ikke opmærksom på, om der måtte være fejl i afgørelsens faktiske forhold og/eller Skattestyrelsens vurderinger og advokaten beskriver ikke, hvordan afgørelsen skulle have været anderledes. Skattestyrelsen vurderer derfor ikke, at det kan have haft afgørende betydning for sagens afgørelse. Uanset om der måtte være tale om en sagsbehandlingsfejl, vurderes det ikke, at fejlen har medført en materiel urigtig afgørelse, som vil være urimelig at fastholde. Se DJV. ”A.A.7.4.2.1 En parts mulighed for at lade sig repræsentere eller bistå af andre ...En sagsbehandlingsfejl skal være væsentlig for at kunne medføre ugyldighed. Det fremgår af praksis. Væsentlighedskriteriet opdeles i praksis i to led: Det påses, om den tilsidesatte regel har karakter af en væsentlig garanti for afgørelsens lovlighed og rigtighed, dvs. der foretages en generel væsentlighedsvurdering af, om den begåede fejl generelt set er egnet til at medføre ugyldighed. Selv om der er sagsbehandlingsfejl i forbindelse med sagsbehandlingen, skal fejlen have ført til en materiel urigtig afgørelse, som vil være urimelig at opretholde...”” Klagerens opfattelse Klagerens repræsentant har fremsat påstand om, at de foretagne forhøjelser skal nedsættes til 0 kr., idet Skattestyrelsen afgørelse er ugyldig. Til støtte for påstanden er bl.a. anført: ”[klager] kommer oprindeligt fra Holland, er hollandsk statsborger, har boet i en kortere årrække i Danmark og bor nu i Brasilien og har gjort det siden slutningen af 2020, hvor han fraflyttede Danmark. Jeg er først blevet kontaktet af og er indtrådt i sagen som advokat for [klager] i september/oktober 2023. Skattestyrelsen havde gennem nogen tid forud herfor været i kontakt med min klient i forbindelse med en af Skattestyrelsen iværksat undersøgelse af min klients skatteforhold og skatteopgørelser for indkomstårene 2017, 2018, 2019 og 2020 samt 2021. [klager] erindrer ikke præcist, hvornår Skattestyrelsen første gang rettede henvendelse til ham om sagen, men mener at det var ca. 10-12 måneder forud for, at [klager] henvendte sig til mig i september 2023 og bad mig om at indtræde i sagen. Det underliggende forhold drejer sig primært om dansk beskatning af indtægter/tab og gevinster vedrørende diverse værdipapirer som [klager] havde fået af sin far. Efter [klager]'s opfattelse var værdipapirerne blevet beskattet i Holland og han forstod ikke Skattestyrelsens spørgsmål og gentagne anmodninger til ham om oplysninger vedrørende disse. [klager] hverken taler eller skriver dansk og følte sig i løbet af 2023 i stigende grad utryg ved og forstod ikke kommunikationen med Skattestyrelsens sagsbehandler Overassistent [person1]. Kommunikationen mellem de to foregik primært på engelsk, men engelsk er hverken [klager]s eller overassistent [person1]s modersmål [klager] skrev derefter selv den 14. september 2023 en mail til Skattestyrelsens sagsbehandler, Overassistent [person1], hvori min klient orienterede Overassistent [person1] om, at han netop havde kontaktet mig (advokat [person2]) og bedt mig om at bistå ham med juridisk assistance i forhold til Skattestyrelsen og at jeg ville kontakte Skattestyrelsen senere. Jeg var anført i mailen cc. Overassistent [person1] havde således fra den 14. september 2023 såvel information om, at min klient ønskede legal repræsentation i forhold til Skattestyrelsen og dels havde Overassistent [person1] de specifikke oplysninger om hvilken advokat det specifikt drejede sig om, ligesom han også fik den relevante kontaktinformation på advokaten. [klager]'s mail af 14. september 2023 til Overassistent [person1] vedhæftes som Bilag 2. Efter det som jeg har fået oplyst af min klient, skrev Overassistent [person1] den 5. oktober 2023 en besked på [klager]'s skattemappe på www.skat.dk. Jeg er ikke i besiddelse af en direkte kopi af den specifikke besked fra Overassistent [person1] på min klients skattemappe i Skattestyrelsens IT-system. Jeg har set et uddrag af beskeden af 5. oktober 2023 dateret 15:02, idet beskeden er klippet ind i en mail fra min klient til Overassistent [person1] sendt den 5. oktober 2023 kl. 20.09, hvor jeg var sat på cc. [klager]'s mail af 5. oktober 2023 kl. 20.09 til Overassistent [person1] fremlægges som Bilag 3. Beskeden fra Overassistent [person1] af 5. oktober 2023, kl. 15.02 (Bilag 3) indeholder opregning af en række forskellige oplysninger som Overassistent [person1] anmoder min klient om at fremskaffe og sende til Skattestyrelsen i form af: skatteopgørelse for 2021 fra de brasilianske skattemyndigheder, dokumentation for min klients adresse i Brasilien, fra de brasilianske myndigheder, lejeaftaler for alle lejeforhold vedrørende 4 udlejningslejligheder i Danmark ejet af [klager], dokumentation for opsigelsen af [klager]'s lejeaftale for den lejlighed i [adresse1], som han boede i, i Danmark, lejeaftaler for alle (frem)lejere af denne lejlighed, Regnskab for den tidligere af [klager] drevne fotografvirksomhed, Dokumentation for nedlukning og afregistrering af CVR-nummer som den omtalte foto-grafvirksomhed blev drevet under. Derudover spørger Overassistent [person1] i sin meddelelse af 5. oktober 2023, hvorvidt han skal kommunikere direkte med advokaten eller med [klager]. Den 6. oktober 2023, kl. 09.16 skrev jeg derefter en mail til Overassistent [person1] og introducerede mig selv. Min mail af den 6. oktober 2023, kl. 09.16 til Overassistent [person1] fremlægges som Bilag 4. Jeg oplyste i mailen af den 6. oktober 2023, kl. 09.16, at vi var i gang med processen med at sikre den obligatoriske "Kend din klient"-procedure (KYCL-procedure på engelsk), hvidvasktjek m.v., hvilket vi er forpligtet til i henhold til de advokatetiske regler og Finanstilsynets bestemmelser m.v. Jeg oplyste samtidig at når dette var på plads og vi havde haft lejlighed til at gennemgå de dokumenter vi havde modtaget fra [klager] og havde fået overblik over sagerne og de forskellige henvendelser fra Skattestyrelsen, ville vi vende tilbage til Skattestyrelsen. Henset til den forestående efterårsferie ville det være realistisk at vi kunne vende tilbage til Skattestyrelsen/Overassistent [person1] med de af Skattestyrelsen efterspurgte oplysninger m.v. og i forhold til den videre proces den 1. november 2023. Jeg oplyste samtidig i min mail af 6. oktober 2023 (Bilag 4), at jeg ikke havde adgang til min klients skattemappe, men at kommunikationen kunne foregå via direkte mail til mig, idet advokatvirksomhedens mail-system er tunnelkrypteret, eller via advokatvirksomhedens sikkermail-postadresse, hvis Skattestyrelsen foretrak det. Den 11. oktober 2023, kl. 15.02 modtog jeg en svarmail fra Overassistent [person1] som svar på min mail af 6. oktober 2023, hvor han dels bekræftede, at han/Skattestyrelsen fremadrettet ville kontakte mig via mail og dels oplyste, at Skattestyrelsen havde modtaget [klager]'s account statements (kontoudtog) fra [finans1] og Overassistent [person1] vedhæftede en "Account Statement Report" fra [finans1] for perioden 1. januar 2020 - 31. december 2021. Overassistent [person1] oplyste samtidig, at han ville forlænge tidsfristen for fremsendelse af den af Skattestyrelsen begærende dokumentation m.v. til 1. november 2023. Overassistent [person1]s svarmail til mig af 11. oktober 2023, kl. 15.02 inklusive bilaget fra [finans1] fremlægges som Bilag 5. Det bemærkes, at Overassistent [person1] ikke med ét ord i sin mail af 11. oktober 2023, kl. 15.02, oplyser eller nævner, at han/Skattestyrelsen faktisk allerede på dette tidspunkt allerede havde udstedt en afgørelse vedrørende forhøjelse af min klients skattemæssige indkomstopgørelser for indkomstårene 2017, 2018, 2019 og 2020. Dateret den 9. oktober 2023 - men først modtaget den 11. oktober 2023 - traf Overassistent [person1]/Skattestyrelsen således mellemliggende sin endelige afgørelse om forhøjelse af min klients skattemæssige indkomstopgørelser for indkomstårene 2017, 2018, 2019 og 2020. Afgørelsen dateret den 9. oktober 2023, modtaget den 11. oktober 2023, er den som Bilag 1 fremlagte afgørelse. Det bemærkes, at afgørelsen dateret den 9. oktober 2023 (mandag), ubestridt er afsagt af Skattestyrelsen/Overassistent [person1] efter min mail af 6. oktober 2023 til Overassistent [person1] den 6. oktober 2023, kl. 09.16 (forudgående fredag) er modtaget i Skattestyrelsen. Da jeg fra min klient fik oplyst, at Skattestyrelsen/Overassistent [person1] i løbet af den 9. oktober 2023 havde sendt min klient en eller flere beskeder på mail om, at der var lagt en meddelelse op i min klients skattemappe, og det viste sig, at være den som Bilag 1 fremlagte endelige afgørelse fra Skattestyrelsen, skrev jeg på ny den 11. oktober 2023, kl. 17.35 til Overassistent [person1] i forlængelse af dennes tidligere mail af 11. oktober 2023, kl. 15.02 til mig. Min mail af 11. oktober 2023, kl. 17.35 til Overassistent [person1] fremlægges som Bilag 6 i sagen. I min mail af 11. oktober 2023, kl. 17.35 til Overassistent [person1], gør jeg høfligt opmærksom på, at jeg mener, at der må være tale om fejl, hvis det er korrekt, som jeg på det tidspunkt havde fået oplyst af min klient, at Overassistent [person1] i løbet af den 9. oktober 2023 havde sendt mails direkte til min klient om, at der i min klients skattemappe skulle være oplagt vigtige beskeder/dokumenter og truffet afgørelse. Jeg gjorde i min mail af 11. oktober 2023 videre opmærksom på, at der efter min opfattelse i givet fald ville være tale om en tilsidesættelse af grundlæggende juridiske forvaltningsretlige krav, der af hensyn til retssikkerheden for borgerne skal være opfyldt i forhold til forvaltningens - som Skattestyrelsen også er en del af - sagsbehandling, jf. Skatteforvaltningsloven og forvaltningsloven samt de principper, der er rodfæstet heri. Dette gælder bl.a. retten til repræsentation, kontradiktion, oplysning af sagen m.v. Jeg gjorde også i min mail af 11. oktober 2023 Skattestyrelsen/Overassistent [person1] opmærksom på, at dette så meget desto mere burde gælde i de sager som Skattestyrelsen havde indledt mod min klient, [klager], og hvor Skattestyrelsen havde taget forbehold for at indlede strafferetslige undersøgelse af min klient. Dette er naturligvis meget indgribende og alvorligt for enhver skatteborger. Jeg anførte i min mail af 11. oktober 2023 kl. 17.35 til Skattestyrelsen (Bilag 6), at der efter min opfattelse ville være tale om ugyldige afgørelser, behæftet med væsentlige sagsbehandlings-mangler. Jeg opfordrede endvidere i min mail Skattestyrelsen til på eget initiativ omgående at trække eventuelle trufne afgørelser tilbage og sørge for tilbagerulning af eventuelle allerede udstedte årsopgørelser, som følge af den/de ugyldige afgørelser. Den 12. oktober 2023 blev jeg derefter telefonisk kontaktet af Overassistent [person1]. Denne bekræftede indledningsvist, at der kørte to sager mod min klient i Skattestyrelsen, og at han/Skattestyrelsen havde truffet afgørelse i den ene sag den 9. oktober 2023, uanset at han havde modtaget og set min mail af den 6. oktober 2023. Overassistent [person1] udtalte, at han ikke kunne se, hvad min klient skulle kunne komme med af oplysninger, argumenter m.v. der kunne betyde noget og at det derfor var ligegyldigt, at min klient havde bedt om partsrepræsentation og at jeg havde skrevet den 6. oktober 2023. Jeg spurgte Overassistent [person1] om han havde vendt sagen og min mail af 11. oktober 2023 kl. 17.35 med den lokale fagleder/kontorchef. Overassistent [person1] oplyste, at det havde han gjort og Skattestyrelsen ville ikke tilbagekalde den allerede trufne afgørelse vedrørende forhøjelse af min klients indkomstopgørelse for 2017, 2018, 2019 og 2020. Jeg bad derefter om at få et skriftligt svar på min mail af 11. oktober 2023 kl. 17.35 til Skattestyrelsen. Dette kunne Overassistent [person1] umiddelbart ikke se noget behov for. Det måtte være nok, at han ringede og forklarede det i telefonen. Jeg fastholdt, at jeg havde både ret til og forlangte en skriftlig tilbagemelding fra Skattestyrelsen. Den 17. oktober 2023 kl. 14:12 modtog jeg derefter en mail fra Skattestyrelsen /Overassistent [person1], som fremlægges som Bilag 7. I mailen af den 17. oktober 2023 (Bilag 7) påstår Overassistent [person1] nu, at han /Skattestyrelsen opfattede min henvendelse af den 6. oktober 2023 som alene relaterende sig til den sag som Skattestyrelsen havde kørende vedrørende 2021 og ikke til den sag som Skattestyrelsen havde kørende vedrørende 2017-2020. Afslutningsvis bemærkes, at jeg først efterfølgende den 18. oktober 2023 som svar på min akt-indsigtsbegæring har modtaget flere mails fra Skattestyrelsen med omfattende bilagsmateriale, samlet over 1.200 siders materiale, heraf en del af det i relativt uigennemsigtige og uforståelige formater. Dette aktindsigtsmateriale fremlægges som Bilag 8. Det betydeligt omfattende og vanskeligt overskuelige aktindsigtsmateriale belyser om noget, hvor kompliceret et grundlag, der er tale om. Det bemærkes, at aktindsigtsmaterialet ikke kan uploades på Skatteankestyrelsens portal, idet materialet fylder for meget i forhold til Skatteankestyrelsens IT-system. Bilag 8 overbringes således efterfølgende. 2. Argumenter Skattestyrelsen har i den foreliggende sag tilsidesat skatteborgerens legitime interesser og tilsidesat bærende, grundlæggende juridiske retssikkerhedsgarantier. Retssikkerhedsgarantier, der netop er etableret med henblik på at sikre borgernes tillid til forvaltningsmyndighederne og tilliden til de afgørelser, der bliver truffet af myndighederne. Skattestyrelsen har tilsidesat forvaltningslovens og skatteforvaltningens bestemmelser og almindelige forvaltningsretlige principper for god, hensynsfuld og saglig sagsbehandling af offentlige myndigheder. Adgangen til partsrepræsentation er sikret i lovgivningen i Forvaltningslovens 8, stk. 1, der eksplicit angiver, at enhver part i en sag er berettiget til at lade sig repræsentere eller bistå af andre. Derudover kan der henvises til Folketingets Ombudsmands 'Overblik 6', hvor det understreges, at denne rettighed også gælder digitalt, jf. Folketingets Ombudsmands 'Overblik 6', nr. 2. Det er vigtigt at bemærke, at denne vejledning yderligere præciserer, at en part har ret til at lade sig repræsentere på et senere tidspunkt i sagsforløbet og ikke nødvendigvis fra sagens begyndelse. Yderligere er det relevant at understrege, at når der er etableret en egentlig partsrepræsentant, hvilket er tilfældet her, pålægges myndigheden, i dette tilfælde Skattestyrelsen, forpligtelsen til at korrespondere med partsrepræsentanten, i overensstemmelse med Folketingets Ombudsmands 'Overblik 6', nr. 3. Det bør også bemærkes, i overensstemmelse med Folketingets Ombudsmands 'Overblik 6', nr. 7, at hvis en part uretmæssigt nægtes adgang til at lade sig repræsentere eller bistå, kan det under visse omstændigheder medføre, at afgørelsen bliver ugyldig. Dette gælder især, hvis en sådan bistand ville have haft afgørende betydning for varetagelsen af partens interesser eller for oplysningen af sagen. Dette er tydeligvis tilfældet i den aktuelle situation, hvor manglende respekt for retten til repræsentation har haft afgørende betydning for sagens udfald. Uretmæssig benægtelse af retten til korrekt repræsentation har direkte påvirket sagens udvikling og udfald og har således været afgørende for resultatet. Dertil kommer, at der også bør tages hensyn til, at den af Skattestyrelsen anvendte fremgangsmåde, i væsentlig grad risikerer at underminere skatteborgernes og offentlighedens tillid til den offentlige forvaltning i almindelighed, og skattemyndighederne i særdeleshed. Dette bør i sig selv føre til afgørelsens ugyldighed for ikke at opmuntre Skattestyrelsen til at fortsætte af dette spor i andre sager og for at genetablere skatteborgernes og offentlighedens tillid til skattemyndighederne og disses offentlige forvaltning. Skattestyrelsen/Overassistent [person1] har således på det tidspunkt hvor afgørelsen blev truffet, været fuldt ud vidende om, at min klient havde begæret partsrepræsentation, og har været fuldt ud vidende om, at jeg på vegne af min klient havde bedt om udsættelse til den 1. november 2023 med henblik på, at jeg på et tilstrækkeligt oplyst grundlag kunne sætte mig ind i sagerne, der var åbnet af Skattestyrelsen mod min klient, kunne fremskaffe de oplysninger og dokumenter som Skattestyrelsen havde bedt om, og kunne varetage min klients interesser. Det bemærkes, at afgørelsen dateret den 9. oktober 2023 (mandag), ubestridt er afsagt af Skattestyrelsen/Overassistent [person1] efter min mail af 6. oktober 2023 til Overassistent [person1] den 6. oktober 2023, kl. 09.16 (forudgående fredag) er modtaget i Skattestyrelsen. Selv uden min mail af 6. oktober 2023 måtte Skattestyrelsen/Overassistent [person1] imidlertid være klar over, at min klient havde begæret partsrepræsentation og at Skatte-styrelsen/Overassistent [person1] derfor ikke forvaltningsretligt var sagligt berettiget til at træffe afgørelse i sagen før spørgsmålet om partsrepræsentation og fremlæggelse af de oplysninger som Skattestyrelsen selv havde bedt om, var afklaret. Hvis Overassistent [person1] ikke ville afvente yderligere, burde han i det mindste i stedet som minimum have fastsat en rimelig ultimativ frist overfor [klager]. Dette gjorde Overassistent [person1] imidlertid ikke. Tværtimod skrev han i sin mail af 11. oktober 2023 direkte til mig (Bilag 5), at der var givet fristforlængelse til den 1. november 2023, som jeg havde bedt om i min mail af 6. oktober 2023. Det bemærkes, at der ikke var nogen tidsfrist (forældelse) for Skattestyrelsen der gjorde, at det hastede med at få truffet afgørelse, der gjorde sig gældende. Der har således ikke været andre faktorer, der eventuelt kunne have berettiget til en forhastet/fremskyndet afsigelse af afgørelse og som - måske - kunne have begrundet, at der ikke skulle tages fornødent og sædvanligt hensyn til skatteborgerens ønsker om partsrepræsentation. Det bemærkes, at Skattestyrelsens/Overassistent [person1]s forklaring i sin mail af 17. oktober 2023, om at han/Skattestyrelsen opfattede min mail af 6. oktober 2023 om kun at dreje sig om den sag som Skattestyrelsen havde rejst vedrørende 2021, mest af alt fremstår som en søgt efterrationalisering. Det var for det første ikke en oplysning som Overassistent [person1] fremkom med under den forudgående telefonsamtale vedrørende forløbet som vi havde den 12. oktober 2023 - altså umiddelbart efter hændelsen. Der er for det andet heller ingen objektive holdepunkter i formuleringen af min mail af 6. oktober 2023 (Bilag 4), der støtter den udlægning som Skattestyrelsen/Overassistent [person1] nu efterfølgende hævder i sin mail af 17. oktober 2023. For det tredje gøres opmærksom på, at hvis man overhovedet kunne komme i tvivl om forståelsen og rækkevidden af min mail af 6. oktober 2023 til Skattestyrelsen, så ville det have været almindelig, saglig, fornuftig og hensynsfuld sagsbehandling af Skattestyrelsens medarbejder straks at have taget skridt til at afdække enhver tvivl inden der blev taget yderligere skridt i sagen fra Skattestyrelsens side. Sagsbehandlingen fremstår desværre - og helt unødvendigt - som udtryk for en arrogant og usaglig sagsbehandling, der ikke i tilstrækkeligt og relevant omfang tager hensyn til skatteborgernes beskyttelsesværdige interesser i, at forvaltningen (Skattestyrelsen) dokumenterbart overholder de grundlæggende retssikkerhedsgarantier. Det er den form for arrogant, sjusket, tendentiøs, sagsbehandling som desværre i alvorlig grad risikerer at underminere skatteborgernes og offentlighedens tillid til skattemyndighederne.” Retsmøde Skattestyrelsens udtalelse til Skatteankestyrelsens indstilling Skattestyrelsen har den 30. marts 2026 udtalt følgende til Skatteankestyrelsens indstilling: ”Skattestyrelsens vurdering Skattestyrelsen er enig i Skatteankestyrelsens forslag til afgørelse, der indstiller til en stadfæstelse af Skattestyrelsens afgørelse. Faktiske forhold [klager], herefter klageren, har været fuld skattepligtig til Danmark i den påklagede periode. Skattestyrelsen har indledt en kontrol af klagerens skatteansættelse på baggrund af oplysninger fra de nederlandske myndigheder om afståelse af værdipapirer. Udover nærværende sag vedrørende klagerens kapital- og aktieindkomst, har Skattestyrelsen iværksat en særskilt kontrolsag for indkomståret 2021. Materialeindkaldelsen i denne sag er fremsendt den 2. august 2023. D. 8. september 2023 sender Skattestyrelsen forslag i nærværende sag om klagerens aktie- og kapitalindkomst. D. 10. september 2023 oplyser klageren, at fristen i materialeindkaldelsen af 2. august 2023, ikke kan overholdes. D. 14. september 2023 anmoder klageren igen om fristforlængelse og oplyser samtidig at have fået en repræsentant, som er cc på mailen. D. 15. september 2023 spørger Skattestyrelsen hvor lang fristudsættelsen skal være samt om repræsentanten har adgang til klagerens TastSelv eller om Skattestyrelsen skal kommunikere direkte med repræsentanten. D. 5. oktober 2023 oplyser klageren, at det var hans opfattelse, at repræsentanten havde lavet en formel anmodning om fristforlængelse og at al kommunikation skulle foregå imellem Skattestyrelsen og repræsentanten, som er cc på mailen. D. 6. oktober 2023 retter repræsentanten direkte henvendelse til Skattestyrelsen med anmodning om fristforlængelse til 1. november 2023. Herudover oplyser repræsentanten, at der skal dannes et overblik over breve/korrespondancer imellem klageren og Skattestyrelsen. D. 9. oktober 2023 træffer Skattestyrelsen afgørelse om at forhøje klagerens kapital-og aktieindkomst. Sagen omhandler hvorvidt Skattestyrelsens afgørelse af den 9. oktober 2023 er ugyldig som følge af manglende iagttagelse af retten til partsrepræsentation jf. forvaltningslovens § 8. Formelt Partsrepræsentation jf. forvaltningslovens § 8, stk. 1. For så vidt angår spørgsmålet om, hvorvidt afgørelsen er ugyldig grundet tilsidesættelse af klagerens ret til partsrepræsentation, vurderer Skattestyrelsen, at retten til partsrepræsentation er overholdt. Med henvisning til Skattestyrelsen mail af 15. september 2023, er det Skattestyrelsens opfattelse, at muligheden for partsrepræsentation er iagttaget, da Skattestyrelsen spørger ind til repræsentantens adgang til klagerens TastSelv, og såfremt repræsentanten ikke har adgang, hvorvidt Skattestyrelsen skal kommunikere direkte med repræsentanten. Retten til partshøring jf. skatteforvaltningslovens § 20 og fristudsættelse efter § 26 Selvom klagerens anmodning om fristudsættelse jf. mail af den 10. september 2023, udtrykkeligt refererer til materialeindkaldelsen vedrørende kontrolsagen for indkomståret 2021, fremgår det af repræsentantens mail af 6. oktober 2023, at der skal dannes et overblik over klagerens korrespondancer med Skattestyrelsen, herunder samtlige breve fra Skattestyrelsen. Idet repræsentanten samtidig anmoder om fristudsættelse til den 1. november 2023, skulle Skattestyrelsen imødekomme fristudsættelsen i begge kontrolsager og ikke kun kontrolsagen vedrørende indkomståret 2021. Skattestyrelsen traf afgørelse den 9. oktober 2023, hvorfor klagerens ret til behørig partshøring samt fristudsættelse jf. skatteforvaltningslovens §§ 20 og 26, stk. 1, 4. pkt. ikke blev overholdt. Hvorvidt sagsbehandlingsfejlen bevirker, at afgørelsen er ugyldig, henviser Skattestyrelsen til Skatteankestyrelsens forslag til afgørelse, samt det forhold, at der under klagesagen ikke er fremkommet nye oplysninger, som kan resultere i en materiel ændring af afgørelsen. Det er herefter Skattestyrelsens vurdering, at afgørelsen af den 9. oktober 2023 er gyldig. Ekstraordinær ansættelse af klagerens skat for indkomstårene 2017-2019 Klageren er fuld skattepligtig til Danmark jf. kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1, og dermed omfattet af globalindkomstprincippet i statsskattelovens § 4, stk. 1. Klageren har haft pligt til at oplyse sine indtægter jf. skattekontrollovens § 2. Ukendskab til regler kan jf. Østre Landsrets dom af 26. juni 2003 (SKM2003.317.ØLR), ikke tillægges betydning. Henset til størrelsen af avancerne, er det Skattestyrelsens opfattelse, at klageren som minimum har handlet groft uagtsomt ved at undlade at oplyse sine indtægter til Skattestyrelsen. Klageren anses for at have bevirket, at skatteansættelserne for indkomstårene 2017-2019, er foretaget på et ufuldstændigt grundlag jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5. Med henvisning til side 5 i afgørelsen af den 9. oktober 2023, er det Skattestyrelsens vurdering, at 6-månedersfristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2 er overholdt.” Klagerens bemærkninger til Skatteankestyrelsens indstilling og Skattestyrelsens udtalelse Klagerens repræsentant har d. 15. maj 2026 fremsat følgende bemærkninger til Skatteankestyrelsens indstilling og Skattestyrelsens udtalelse: ”Vores klient, [klager], bemærker, at han har noteret sig og anerkender, at det fra Skatteankestyrelsen fremsendte forslag til afgørelse fra Landsskatteretten indeholder en tilkendegivelse om, at Skattestyrelsen har begået sagsbehandlingsfejl, idet Skattestyrelsen ikke har partshørt korrekt i strid med reglerne i skatteforvaltningslovens §§ 19 og 20 og forvaltningslovens § 19. [klager] har dog samtidig givet udtryk for, at han finder det uhensigtsmæssigt og egnet til at skabe tvivl om retssikkerheden, at konsekvensen af tilsidesættelse af en fundamental og væsentlig garantiforskrift som partshøring tilsyneladende er begrænset. [klager] har imidlertid besluttet ikke at allokere yderligere ressourcer til denne sag. Han har derfor ligeledes besluttet at frafalde anmodningen om retsmøde i forbindelse med sagens afgørelse i Landsskatteretten.” Landsskatterettens afgørelse Sagen angår beskatning af klagerens danske og udenlandske værdipapirer, og om Skattestyrelsens afgørelse af 9. oktober2023 er ugyldig som følge af tilsidesættelse af retten til partsrepræsentation. Materielt Landsskatterettens begrundelse og resultat Aktier Gevinst ved afståelse af aktier medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, jf. aktieavancebeskatningslovens § 12. Ifølge aktieavancebeskatningslovens § 23 skal gevinst og tab på aktier medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst i det indkomstår, hvori gevinsten eller tabet realiseres. Da klageren ikke har indsendt oplysninger om erhvervelsen af sine udenlandske aktier som påkrævet i aktieavancebeskatningslovs § 14, kan tab på de udenlandske aktier ikke fradrages. Landsskatteretten kan tiltræde Skattestyrelsen opgørelse af aktieavancerne. Investeringsbeviser Gevinst og tab på aktier og investeringsbeviser, der er udstedt af et investeringsselskab, medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, jf. aktieavancebeskatningslovs § 19 B, stk. 1, og daværende aktieavancebeskatningslovs § 19, stk. 1. Ifølge aktieavancebeskatningslovens § 23, stk. 7, skal gevinst og tab på investeringsbeviser opgøres efter lagerprincippet, hvorefter gevinst og tab opgøres som forskellen mellem værdien af investeringsbeviset ved indkomstårets udløb og værdien ved indkomstårets begyndelse. Da klageren ikke har indsendt oplysninger om erhvervelsen af sine udenlandske investeringsbeviser som påkrævet i aktieavancebeskatningslovs § 19 D, stk. 1, og den dagældende aktieavancebeskatningslovs § 19 A, kan tab på investeringsbeviserne ikke fradrages. Landsskatteretten kan tiltræde Skattestyrelsens opgørelse af gevinst på investeringsbeviser mv. Udbytte Til udbytte henregnes alt, hvad der af selskabet udloddes til aktionærerne. Dette fremgår af ligningslovens § 16 A og statsskattelovens § 4, stk. 1. Landsskatteretten kan tiltræde Skattestyrelsens opgørelse af udbytterne. Renter Renteindtægter er skattepligtige, uanset om de hidrører fra Danmark eller udlandet. Dette fremgår af statsskattelovens § 4, stk. 1, litra e. Landsskatteretten kan tiltræde Skattestyrelsens opgørelse af klagerens renteindtægter. Genoptagelse Retsgrundlaget Efter skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, skal Skattestyrelsen afsende varsel om ændring af indkomstskat senest den 1. maj i det fjerde år efter indkomstårets udløb. Ansættelsen skal foretages senest den 1. august i det fjerde år efter indkomstårets udløb. Uanset fristerne i § 26 kan en ansættelse af indkomstskat foretages eller ændres efter anmodning fra den skattepligtige eller efter skatteforvaltningens bestemmelse. Dette følger af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1. Efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, kan den skattepligtiges skatteansættelse genoptages ekstraordinært, når den skattepligtige eller nogen på dennes vegne forsætligt eller groft uagtsomt har bevirket, at skattemyndighederne har foretaget en ansættelse på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag. En ansættelse kan efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, kun foretages i henhold til skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, såfremt den varsles af Skatteforvaltningen senest 6 måneder efter, at skatteforvaltningen er kommet til kundskab om det forhold, der begrunder fravigelsen af fristerne i § 26. Landsskatterettens begrundelse og resultat Skattestyrelsens forslag til afgørelse blev sendt den 8. september 2023. Afgørelsen er blevet truffet den 9. oktober 2023. Fristen for at fremsende varsel om ændring af skatteansættelsen udløb den 1. maj 2024 for indkomståret 2020, jf. skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1. Genoptagelsen af skatteansættelsen for indkomståret 2020 er derfor sket inden for den ordinære frist, jf. skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1. Genoptagelse af indkomstårene 2017-2019 er foretaget efter udløbet af den ordinære frist. Landsskatteretten finder, at klageren ved at have undladt at oplyse om indtægterne af sine aktier og investeringsbeviser i sit værdipapirsdepot i Nederlandene mindst groft uagtsomt har bevirket, at hans skatteansættelser blev foretaget på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag. Efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, 1. pkt., er det en betingelse for at foretage en ekstraordinær genoptagelse af skatteansættelsen, at den varsles af told- og skatteforvaltningen senest 6 måneder efter, at told- og skatteforvaltningen er kommet i besiddelse af tilstrækkelige oplysninger til, at der forelå grundlag for ekstraordinær ansættelse efter § 27, stk. 1, nr. 5. Da Skattestyrelsen har modtaget de relevante oplysninger i maj og juni 2023, er reaktionsfristen på 6 måneder overholdt med agterskrivelsen af 8. september, jf. skatteforvaltningsloven § 27, stk. 2. Ugyldighed Retsgrundlaget Af forvaltningslovens § 8, stk. 1, fremgår: ”Den, der er part i en sag, kan på ethvert tidspunkt af sagens behandling lade sig repræsentere eller bistå af andre. Myndigheden kan dog kræve, at parten medvirker personligt, når det er af betydning for sagens afgørelse.” Når en part i sagen haren partsrepræsentant, bør henvendelser fra Skattestyrelsen om sagens behandling og sagens afgørelse normalt gives til den pågældende partsrepræsentant, jf. FOB 1991.161. Når der er partsrepræsentation, er Skattestyrelsen forpligtet til at brevveksle med partsrepræsentanten. Af skatteforvaltningslovens § 19 fremgår: ”Forinden told- og skatteforvaltningen træffer en afgørelse, skal der udarbejdes en sagsfremstilling. Dette gælder dog ikke, i det omfang afgørelsen træffes efter anmodning fra sagens parter og told- og skatteforvaltningen fuldt ud kan imødekomme anmodningen eller told- og skatteforvaltningen og sagens parter i øvrigt er enige om afgørelsen. Stk. 2. Sagsfremstillingen skal indeholde en redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens faktiske forhold, der påtænkes tillagt betydning ved afgørelsen. Der skal endvidere oplyses om den afgørelse, som disse oplysninger efter forvaltningens vurdering fører til, med en begrundelse, der opfylder de krav til begrundelsen af en forvaltningsafgørelse, der følger af forvaltningsloven. Stk. 3. Sagsfremstillingen skal sendes til udtalelse hos sagens parter med en svarfrist, der ikke uden parternes samtykke kan være på mindre end 15 dage regnet fra høringsskrivelsens datering, medmindre en anden frist er bestemt i lovgivningen. En part i sagen kan give afkald på denne høring. Stk. 4. Hvis der foretages høring efter stk. 3, kan told- og skatteforvaltningen meddele sagens parter, at afgørelsen vil blive truffet som anført i sagsfremstillingen, medmindre den pågældende over for told- og skatteforvaltningen fremkommer med en begrundet skriftlig eller mundtlig udtalelse imod afgørelsen inden for en nærmere angivet frist, der ikke uden den pågældendes samtykke kan være på mindre end 15 dage regnet fra skrivelsens datering, medmindre en anden frist er bestemt i lovgivningen. Har parterne ikke udtalt sig inden fristens udløb, kan afgørelsen træffes som varslet uden yderligere underretning. ...” Følgende fremgår af skatteforvaltningslovens § 20: ”Agter told- og skatteforvaltningen at træffe en afgørelse om ansættelse af indkomstskat, ejendomsværdiskat, grundskyld eller dækningsafgift på et andet grundlag end det, der er oplyst til told- og skatteforvaltningen efter skattekontrollovens § 2, skal den skattepligtige nævnt i skattekontrollovens § 2 og eventuelt andre parter underrettes om den påtænkte afgørelse. Det samme gælder, i det omfang en skattepligtig nævnt i skattekontrollovens § 2 har undladt at give told- og skatteforvaltningen oplysninger efter skattekontrollovens § 2 og ansættelsen som følge deraf skal ske skønsmæssigt. Underretningen skal opfylde de krav til begrundelsen af en forvaltningsafgørelse, der følger af forvaltningsloven. Stk. 2. Den skattepligtige m.v. nævnt i skattekontrollovens § 2 skal samtidig underrettes om, at afgørelsen vil blive truffet som varslet, medmindre den pågældende over for told- og skatteforvaltningen fremkommer med en begrundet skriftlig eller mundtlig udtalelse imod afgørelsen inden for en nærmere angivet frist, der ikke uden den pågældendes samtykke kan være på mindre end 15 dage regnet fra skrivelsens datering, medmindre en anden frist er bestemt i lovgivningen. Har den skattepligtige m.v. nævnt i skattekontrollovens § 2 ikke udtalt sig inden fristens udløb, kan afgørelsen træffes som varslet uden yderligere underretning. Stk. 3. Underretning som nævnt i stk. 1 og 2 kan undlades, i det omfang afgørelsen træffes efter anmodning fra sagens parter og told- og skatteforvaltningen fuldt ud kan imødekomme anmodningen eller told og skatteforvaltningen og sagens parter i øvrigt er enige om afgørelsen. ...” Landsskatterettens begrundelse og resultat Skattestyrelsen sendte forslag til afgørelse den 8. september 2023 og afgørelse den 9. oktober 2023. Afgørelsen er sendt til klageren og klagerens repræsentant. [advokatfirma1] I/S har den 5. oktober 2023 meddelt Skattestyrelsen, at firmaet indtræder i sagen som klagerens repræsentant. Skattestyrelsen har i forbindelse med den efterfølgende sagsbehandling korresponderet med repræsentanten. Landsskatteretten finder, at Skattestyrelsen har begået en sagsbehandlingsfejl i forbindelse med høringen over forslag til afgørelse. Da det var meddelt, at repræsentanten var indtrådt, og da der var anmodet om fristforlængelse, skulle Skatteankestyrelsen have afventet bemærkninger fra partsrepræsentanten eller have svaret på anmodningen om fristforlængelse forud for, at der blev truffet afgørelse. Sagsbehandlingsfejlen består således i, at Skattestyrelsen ikke har partshørt korrekt, jf. skatteforvaltningslovens §§ 19 og 20 og forvaltningslovens § 19. Reglen om partshøring er en garantiforskrift, som skal sikre, at der bliver truffet en materiel rigtig afgørelse, samt sikre, at den skattepligtige har haft reel mulighed for at vurdere forslaget, og eventuelt afgive korrigerende eller supplerende oplysninger. Som udgangspunkt vil manglende iagttagelse af en garantiforskrift bevirke en afgørelses ugyldighed, medmindre det i det konkrete tilfælde er klart og dokumenteret, at afgørelsen, trods fejlen, alligevel har fået et korrekt indhold. En sagsbehandlingsfejl skal være væsentlig for at kunne medføre ugyldighed. Landsskatteretten finder ud fra en konkret væsentlighedsvurdering, at sagsbehandlingsfejlen i form af ukorrekt partshøring ikke medfører, at afgørelsen er ugyldig, da Skattestyrelsens afgørelse vurderes at være materielt korrekt, og da der ikke er fremkommet nyt materiale, som kan føre til et andet resultat. Landsskatteretten har lagt vægt på, at Skattestyrelsens afgørelse er baseret på de oplysninger, der er meddelt i agterskrivelsen af 8. september 2023. Landsskatteretten finder, at vurderingen ikke ville være anderledes, selvom afgørelse først var blevet truffet senere. Klagerens repræsentant har heller ikke i forbindelse med klagebehandlingen fremlagt materiale eller synspunkter, der kan føre til et andet materielt resultat. Landsskatteretten finder derfor, at den pågældende sagsbehandlingsfejl ikke har haft væsentlig betydning for sagens afgørelse. Der er på denne baggrund ikke grundlag for at fastslå, at Skattestyrelsens afgørelse af 9. oktober 2023 er ugyldig. Landsskatteretten stadfæster Skattestyrelsens afgørelse.

Beskatning af udenlandsk værdipapirdepot trods mangelfuld partshøring (jnr. 24-0002940) · skattewiki.dk