Journalnr. 23-0106207
Omberegning af registreringsafgift for veteranbil hjemvist til Motorstyrelsen
- Instans
- Landsskatteretten
- Dokumenttype
- Landsskatterettens afgørelse
- Offentliggjort
- 27. oktober 2025
- Kilde
- Åbn original i afgørelsesdatabasen ↗
Resumé
Sagen angik Motorstyrelsens omberegning af registreringsafgiften på en Porsche 911 Cabriolet (veterankøretøj) efter lov nr. 203 af 13. februar 2021, hvorved klageren blev efteropkrævet 54.105 kr., idet satsen for veteranbiler blev ændret fra 40 % til 75 % af nyprisen med virkning fra 18. december 2020. Klageren gjorde gældende, at køretøjet var anmeldt den 17. december 2020, at han ikke var blevet vejledt om den kommende lovændring, og at efteropkrævningen først kom knap tre år senere. Motorstyrelsen fastholdt, at omberegningen var korrekt og lovpligtig, da køretøjet blev afgiftsberigtiget den 10. februar 2021. Landsskatteretten fandt, at omberegningen var sket med rette, da der ikke var hjemmel til at fravige overgangsreglen i § 9, stk. 8, men at Motorstyrelsen alene havde beregnet afgiften ud fra 75 % af nyprisen uden at undersøge, om beregning ud fra køretøjets aktuelle afgiftspligtige værdi ville give en lavere afgift. Afgørelsen blev derfor hjemvist til fornyet behandling.
Titel, resumé og vurderinger er AI-genererede og kan indeholde fejl.
Lovhenvisninger
Fuldtekst
Journalnr. 23-0106207 Motorstyrelsen har foretaget en omberegning af den betalte registreringsafgift på køretøjet. Omberegningen medfører, at klageren skal betale yderligere 54.105 kr. i registreringsafgift. Landsskatteretten hjemviser Motorstyrelsens afgørelse til fornyet behandling. Faktiske oplysninger Sagens køretøj er en Porsche 911 Cabriolet med stelnummer [...] og med første registreringsdato den 25. oktober 2984. Køretøjet har arten personbil, og har status som veterankøretøj. Det fremgår af Køretøjsregistreret, at klageren anmeldte køretøjet til afgiftsberigtigelse den 17. december 2020. Motorstyrelsen beregnede herefter i afgørelse af 26. januar 2021 en registreringsafgift for køretøjet på 102.840 kr. Af bilaget til Motorstyrelsens afgørelse af 26. januar 2021 fremgik bl.a. følgende: “Uddybende begrundelse mv. (…) Vigtig information vedr. omlægning af bilafgifterne Motorstyrelsen henleder opmærksomheden på, at folketinget den 18. december 2020 har fremsat et lovforslag om omlægning af bilafgifterne. Hvis lovforslaget bliver vedtaget i dets nuværende form, vil reglerne træde i kraft den 1. juni 2021, men med virkning fra den 18. december 2020. Det betyder, at såfremt du i forbindelse med registreringen af dit køretøj betaler den registreringsafgift, som fremgår af denne afgørelse, vil der efter lovens ikrafttræden ske en ny beregning af registreringsafgiften ud fra de nye regler. Eventuelle forskelsbeløb vil blive efteropkrævet eller tilbagebetalt af Motorstyrelsen. For mere information om de foreslåede regler henviser vi til vores nyhedsbrev herom af 18. december 2020, som du finder på www.motorst.dk ® Nyhedsbreve.” Efter de regler, der var gældende, inden lov nr. 203 af 13. februar 2021 trådte i kraft, beregnedes registreringsafgiften for veterankøretøjer enten ud fra 40 % af køretøjets afgiftspligtige værdi som nyt, eller ud fra køretøjets aktuelle afgiftspligtige værdi fastsat efter køretøjets almindelige pris indbefattet merværdiafgift, men uden registreringsafgift. Den almindelige pris fastsattes efter salg til bruger her i landet i den stand, hvori køretøjet skal registreres. Motorstyrelsen vurderede i afgørelse af 26. januar 2021, at registreringsafgiften beregnet ud fra 40 % af køretøjets afgiftspligtige værdi som nyt ville medføre den laveste registreringsafgift. Derfor blev dette afgiftsgrundlag anvendt til at beregne registreringsafgiften for køretøjet. Registreringsafgiften blev herefter betalt af klageren den 10. februar 2021, og den 11. februar 2021 blev køretøjet registreret i Køretøjsregisteret. Den 19. september 2023 traf Motorstyrelsen den påklagede afgørelse om omberegning af den betalte registreringsafgift på køretøjet som følge af nye regler for beregning af registreringsafgift, jf. lov nr. 203 af 13. februar 2021, som trådte i kraft den 1. juni 2021. De nye regler havde tilbagevirkende kraft fra den 18. december 2020. Ved omberegningen af køretøjets registreringsafgift foretog Motorstyrelsen udelukkende en beregning på baggrund af 75 % af køretøjets afgiftspligtige værdi som nyt. Omberegningen betød, at klageren skulle betale 54.105 kr. yderligere i registreringsafgift af køretøjet. Motorstyrelsens afgørelse Motorstyrelsen har foretaget omberegning af den betalte registreringsafgift på køretøjet. Omberegningen medfører, at klageren skal betale 54.105 kr. yderligere i registreringsafgift. Motorstyrelsen har som begrundelse bl.a. anført: ” Folketinget vedtog den 13. februar 2021 en ny lov, som har medført en ny måde at beregne registreringsafgift (lov nr. 203 af 13. februar 2021). De nye regler har virkning fra den 18. december 2020. Vi skriver til dig, fordi du i perioden fra den 18. december 2020 til den 31. Maj 2021 har betalt registreringsafgift af et køretøj og derfor kan have betalt for meget eller for lidt. Vi sendte dig den 16-08-2023 et forslag til afgørelse for nedenstående køretøj. Mærke: PORSCHE Model: 911 Cabriolet, 3,2 Stelnummer: [...] Ændringerne for beregning af registreringsafgift betyder, at vi fastsætter en ny afgiftspligtig værdi og beregner en ny registreringsafgift for dit køretøj efter de nye regler. Vi har nu afgjort din sag. Resultatet er: Du har betalt for lidt i registreringsafgift. Du skal derfor betale yderligere 54.105 kr.” Udtalelse fra Motorstyrelsen I forbindelse med Skatteankestyrelsens klagesagsbehandling har Motorstyrelsen den 5. december 2023 udtalt følgende: ”Motorstyrelsen har på sin hjemmeside fra den 18. december 2020 oplyst om konsekvenserne hvis lovforslag om grøn omstilling af vejtransport fremsat den 18. December 2020 blev vedtaget, der er løbende efterfølgende opdateret på Motorstyrelsens hjemmeside, her kan blandt andet henvises til ”Spørgsmål/svar-katalog vedrørende lovforslag til ændring af bilafgifter (L 129)”. Motorstyrelsen har beregnet registreringsafgiften for køretøjet korrekt, der er i afgørelsens af den 19. september 2023 vedhæftet en opgørelse af afgiften. Til denne udtalelse vedhæftes en efterberegning af afgiften. Motorstyrelsen indstiller, at afgørelsen af den 19. september 2023 fastholdes.” Klagerens opfattelse Klageren har fremsat påstand om, at Motorstyrelsen ikke skulle foretage en omberegning af køretøjets registre- ringsafgift, da registreringsafgiften for køretøjet skal beregnes efter de regler, der var gældende til og med den 17. december 2020. Til støtte for påstanden er bl.a. anført: ”2 år og 11 mdr. efter at have anmeldt min Porsche 911 til Skat.dk for at anmode om værdiansættelse, får jeg en afgørelse på, at registreringsafgiften er forhøjet med kr. 54.105. Det finder jeg urimeligt ud fra flg. forløb: 17/12-2020 har jeg anmodet om værdifastsættelse 26/1-2021 har jeg fået oplysning om, at Motorstyrelsen har beregnet en registreringsafgift på kr. 102.840 10/2-2021 er registreringsafgiften betalt 11/2-2021 er bilen indregistreret 18/8-2023 får jeg brev om forslag til regulering af registreringsafgiften med henvisning til ny lov af 13/2-2021 med virkning fra 18/12-2020. Registreringsafgiften forhøjes med kr. 54.105 19/9-2023 får jeg tilsendt afgørelse om regulering af registreringsafgiften. Forhøjelsen på kr. 54.105 fastholdes. På intet tidspunkt i denne sag er jeg blevet gjort opmærksom på, at jeg kunne bede om at få genberegnet registreringsafgiften efter de regler, der gjaldt d. 17/12-2020. Jeg har registreret bilen d. 11/2-2021, og har på det tidspunkt intet kendskab til, at der d. 13/2-2021 kommer en ny lov, som Motorstyrelsen nu 2 år og 9 mdr. efter bruger som udgangspunkt for en ny afgiftsberegning. Jeg vil klage over den nye beregning af registreringsafgift. I forbindelse med klagen vil jeg anmode Motorstyrelsen om, at sag nr. [sag1] genoptages med henblik på anvendelse af den af Motorstyrelsen den 26. januar 2021 fastsatte registreringsafgift.” Klagerens bemærkninger til Motorstyrelsens udtalelse Klageren har fremsat følgende bemærkninger til Motorstyrelsens udtalelse: ”Jeg er ikke på noget tidspunkt blevet orienteret om, at jeg havde mulighed for at søge om bindende svar vedr. værdifastsættelse af min bil. Jeg har afsendt anmodning om værdifastsættelse d. 17/12-2020. Det kan ikke forventes, at jeg derefter hver eneste dag tjekker Motorstyrelsens hjemmeside for at se, om der kommer nye lovforslag, der kan have betydning for værdifastsættelse af køretøjer. D. 26. januar 2021 har jeg fået beregning af registreringsafgiften på bilen. Beregningen er tidligere fremsendt som bilag, og Motorstyrelsen har selv vedlagt beregningen fra denne dato i dets udtalelse om sagen. I dette brev er der ingen angivelse af, at der – som følge af lovforslag fra december 2020 – kan være en risiko for, at afgiften skal genberegnes. Det kan jo ikke være rigtigt, at man ikke kan stole på, at værdifastsættelsen er rigtig, når der ikke står nogen som helst forbehold i beregningen. Tværtimod står der, at ”Hvis du vælger at indregistrere køretøjet i Danmark på grundlag af denne afgift, skal du betale registreringsafgiften inden tre måneder fra datoen i brevet her.” Og ”Hvis du ikke når det inden tre måneder, skal du søge om en ny værdifastsættelse i Motorregistret.” Det er ikke selve den nye beregning, jeg anfægter, men det er problematikken med, at Motorstyrelsen efter næsten 3 år finder på at sende ny beregning på baggrund af en lov fra februar 2021. Og jeg har i perioden siden jeg betalte afgiften – 10/2-2021 – og frem til 19/9-2023, ikke fået henvendelser om, at der på et tidspunkt kunne komme ny beregning af afgiften. Når man én gang har afregnet, forventer man ikke, at prisen ændres. Og spørgsmålet er, om der kan komme yderligere afgiftsændringer? Kan jeg overhovedet regne med, at Motorstyrelsen er færdig med at ændre værdifastsættelsen efter forgodtbefindende? Havde ændring af værdifastsættelsen været ”varslet” (uden at jeg selv skulle holde øje med diverse lovforslag og bekendtgørelser), og var ændringen sket uden unødigt ophold efter, at loven blev vedtaget, og ikke 2 år og 9 mdr. efter, kunne jeg måske have haft lidt forståelse for sagen. Forløbet i sagen er under al kritik, og jeg kan ikke acceptere den ændrede afgift.” Klagerens yderligere bemærkninger til sagen Klageren har den 24. september 2025 fremsat følgende bemærkninger til Skatteankestyrelsens sagsfremstilling: ”Min holdning er uændret i forhold til de bemærkninger, jeg har fremsendt til Skatteankestyrelsen d. 22.11.2023 og d. 3.1.2024. Jeg vil dog gerne fremhæve en passage fra motorstyrelsen, fremsendt til mig d. 19.9.2023 i forbindelse med reguleringen af registreringsafgiften: "Selvom vi har set på sagen nu, udelukkes det ikke, at der senere kan foretages yderligere kontrol inden for skatteforvaltningens myndighedsområde". Dette tolker jeg som en, i mangel af et bedre ord, trussel om, at der kan komme yderligere reguleringer, formodentlig til økonomisk ugunst for mig. Jeg finder det besynderligt, at der tilsyneladende ingen ende er på, hvor længe og hvor ofte motorstyrelsen kan regulere registreringsafgiften. Min forventning er, at såfremt denne seneste regulering fastholdes, vil det blive til fuld og endelig afgørelse, således at jeg ikke i al fremtid kan risikere nye afgiftsreguleringer.” Landsskatterettens afgørelse Landsskatteretten skal tage stilling til, om det er med rette, at Motorstyrelsen har foretaget en omberegning af den betalte registreringsafgift af køretøjet, og i bekræftende fald, om omberegningen er foretaget korrekt. Retsgrundlaget Det følger af registreringslovens § 2, stk. 1 (lovbekendtgørelse nr. 186 af 1. marts 2020 om registrering af køretøjer), at: ”Følgende køretøjer skal registreres i Køretøjsregisteret og forsynes med nummerplader, inden køretøjet tages i brug på færdselslovens område, jf. dog stk. 2-5 og §§ 5 og 7 a-7 h: 1) Motorkøretøj.” Det fremgår af registreringsafgiftslovens § 1, stk. 1 (lovbekendtgørelse nr. 228 af 11. marts 2020 om registreringsafgift af motorkøretøjer m.v.), at: ”Der svares afgift til statskassen af motorkøretøjer, som skal registreres i Køretøjsregisteret efter lov om registrering af køretøjer, og af påhængs- og sættevogne til sådanne motorkøretøjer. Der svares dog ikke afgift af køretøjer, der registreres på grænsenummerplader eller prøvemærker. Afgiften svares i forbindelse med et køretøjs første registrering, medmindre andet følger af bestemmelserne i denne lov.” Af registreringsafgiftslovens § 4, stk. 1, 2, 3, 7 og 8 fremgår: ”Afgiften beregnes for nye køretøjer og for genopbyggede køretøjer, der skal afgiftsberigtiges efter § 7, af køretøjets afgiftspligtige værdi med følgende satser: Motorcykler: 85 pct. af 8.900-54.500 kr. (2010-niveau) og 150 pct. af resten. Andre køretøjer, jf. dog §§ 5-6 a: 85 pct. af 172.900 kr. (2010-niveau) og 150 pct. af resten. Stk. 2. For benzindrevne og dieseldrevne personbiler gives et fradrag i registreringsafgiften efter stk. 1, nr. 2, der opgøres på baggrund af bilens energieffektivitet. Fradraget for benzindrevne personbiler udgør 4.000 kr. for hver kilometer, som bilen tilbagelægger ud over 20 km pr. liter brændstof. Fradraget for dieseldrevne personbiler udgør 4.000 kr. for hver kilometer, som bilen tilbagelægger ud over 22 km pr. liter brændstof. For øvrige personbiler fastsættes fradraget som for benzindrevne personbiler, hvis det beregnede brændstofforbrug, jf. stk. 4, 3. og 4. pkt., opgøres i liter benzin pr. kilometer, eller som for dieseldrevne personbiler, hvis det beregnede brændstofforbrug, jf. stk. 4, 3. og 4. pkt., opgøres i liter diesel pr. kilometer. Stk. 3. For benzindrevne og dieseldrevne personbiler gives et tillæg i registreringsafgiften efter stk. 1, nr. 2, der opgøres på baggrund af bilens energieffektivitet. Tillægget for benzindrevne personbiler udgør 6.000 kr. for hver kilometer, som bilen tilbagelægger mindre end 20 km pr. liter brændstof. Tillægget for dieseldrevne personbiler udgør 6.000 kr. for hver kilometer, som bilen tilbagelægger mindre end 22 km pr. liter brændstof. For øvrige personbiler fastsættes tillægget som for benzindrevne personbiler, hvis det beregnede brændstofforbrug, jf. stk. 4, 3. og 4. pkt., opgøres i liter benzin pr. kilometer, eller som for dieseldrevne personbiler, hvis det beregnede brændstofforbrug, jf. stk. 4, 3. og 4. pkt., opgøres i liter diesel pr. kilometer. (…) Stk. 7. Afgiften for brugte køretøjer beregnes på samme måde som for nye køretøjer. Beløb i stk. 1-3, 5 og 6, § 3, stk. 2, § 5 b, stk. 2, § 5 c, stk. 3, og § 8, stk. 7, nedsættes med samme procentdel, som køretøjets værdi inklusive afgift er ændret, sammenholdt med et tilsvarende køretøj, der er afgiftsberigtiget som nyt. Stk. 8. Et brugt køretøjs alder regnes fra første registrering. Hvis et brugt køretøj ikke har været registreret her i landet eller i udlandet, eller hvis første registreringstidspunkt eller ibrugtagningstidspunkt ikke kan fastslås, regnes køretøjets første registreringstidspunkt eller ibrugtagning fra køretøjets fremstillingstidspunkt.” I registreringsafgiftslovens § 10, stk. 4, står: ”Stk. 4. Den afgiftspligtige værdi af et køretøj, der er mere end 35 år gammelt, jf. § 4, stk. 8, og som fremtræder som ved første registrering, er køretøjets almindelige pris ved salg til bruger her i landet indbefattet merværdiafgift, men uden afgift efter denne lov. Afgiften beregnet efter 1. pkt. kan ikke overstige afgiften beregnet på grundlag af 40 pct. af køretøjets nypris indbefattet merværdiafgift, men uden afgift efter denne lov. Er der for samme køretøj udbetalt godtgørelse efter § 7 b, fastsættes afgiften dog til den udbetalte godtgørelse.” Ved lov nr. 203 af 13. februar 2021 om ændring af blandt andet registreringsafgiftsloven vedtog Folketinget en ændring af afgiftssatserne til beregning af registreringsafgiften for veterankøretøjer. Det følger af ændringslovens § 1, nr. 6, 7, 8 og 31 i relation til ændring af registreringsafgiftsloven, at: ”6. I § 4, stk. 1, nr. 2, ændres »jf. dog §§ 5-6 a: 85 pct. af 172.900 kr. (2010-niveau)« til: »jf. dog §§ 5-5 c: 25 pct. af 55.600 kr. (2010-niveau), 85 pct. af 55.600 kr.-172.900 kr. (2010-niveau)«. 7. § 4, stk. 2-6, ophæves, og i stedet indsættes: »Stk. 2. For personbiler beregnes et tillæg i registreringsafgiften efter stk. 1, nr. 2, på 213,5 kr. (2010-niveau) pr. g af de første 125 g CO2 pr. km, 427 kr. (2010-niveau) pr. g af de næste 35 g CO2 pr. km og 812 kr. (2010-niveau) pr. g CO2 pr. km af resten. Stk. 3. Grundlaget for tillæg efter stk. 2 er CO2-udledning som fastsat i overensstemmelse med den på verdensplan harmoniserede prøvningsprocedure for lette køretøjer (WLTP), jf. Kommissionens forordning (EU) nr. 1151/2017 af 1. juni 2017. For personbiler, for hvilke der ikke opgøres CO2-udledning i gram pr. kilometer som angivet i 1. pkt., anvendes i stedet CO2-udledning opgjort efter Rådets direktiv 80/1268/EØF eller forordning (EF) nr. 692/2008 (NEDC) multipliceret med 1,21. For personbiler, for hvilke der ikke foreligger en måling af CO2-udledning i gram pr. kilometer som angivet i 1. pkt., men hvor der foreligger et omregnet brændstofforbrug, beregnes CO2-udledning i gram pr. kilometer ved at multiplicere det angivne brændstofforbrug i liter pr. 100 km med 24 for benzindrevne biler og med 26,5 for dieseldrevne biler. For personbiler, for hvilke der alene foreligger et omregnet brændstofforbrug som angivet i 2. pkt., beregnes CO2-udledning i gram pr. kilometer ved at multiplicere det angivne brændstofforbrug i liter pr. 100 km med 29 for benzindrevne biler og med 32 for dieseldrevne biler. For personbiler, for hvilke der hverken foreligger angivelse af CO2-udledning i gram pr. kilometer som angivet i 1. eller 2. pkt. eller brændstofforbrug som angivet i 3. eller 4. pkt., beregnes CO2-udledning i stedet på baggrund af bilens forbrug af brændstof beregnet i liter pr. 100 km, jf. brændstofforbrugsafgiftslovens § 3, stk. 2, 9 eller 10. Det beregnede brændstofforbrug i liter pr. 100 km omregnes til CO2-udledning i gram pr. kilometer ved at multiplicere det beregnede brændstofforbrug med 29 for benzindrevne biler og med 32 for dieseldrevne biler. Stk. 4. Grænseværdierne for CO2-udledning, der er angivet i stk. 2, reguleres med et reguleringstal. Reguleringstallet udgør 1,00 i årene 2020 og 2021 og nedsættes med 0,033 årligt i hvert af årene 2022-2025 og med 0,011 i hvert af årene 2026-2035, og de herved fremkomne grænseværdier afrundes til nærmeste hele gram. Fra og med 2036 anvendes de samme grænseværdier som for 2035. Stk. 5. For personbiler gives der et fradrag i afgiften efter stk. 1, nr. 2, og tillæg efter stk. 2 på 18.500 kr. (2010-niveau). Fradraget kan dog højst udgøre summen af afgift efter stk. 1, nr. 2, og tillæg efter stk. 2.« Stk. 7 og 8 bliver herefter stk. 6 og 7. 8. I § 4, stk. 7, 2. pkt., der bliver stk. 6, 2. pkt., ændres »stk. 1-3, 5 og 6, § 3, stk. 2, § 5 b, stk. 2, § 5 c, stk. 3, og § 8, stk. 7« til: »stk. 1, 2 og 5, § 5 b, stk. 2-4, og § 5 c, stk. 2«. (…) 31. § 10, stk. 4, affattes således: »Stk. 4. For biler, der er mere end 35 år gamle, jf. § 4, stk. 7, beregnes afgiften uden tillæg for CO2-udledning, jf. § 4, stk. 2, og § 5, stk. 4, og uden bundfradrag efter § 4, stk. 5, og § 5, stk. 6, og afgiften kan ikke overstige afgiften beregnet på grundlag af 75 pct. af bilens nypris indbefattet merværdiafgift, men uden afgift efter denne lov. For motorcykler, der er mere end 35 år gamle, jf. § 4, stk. 7, kan afgiften ikke overstige afgiften beregnet på grundlag af 40 pct. af køretøjets nypris indbefattet merværdiafgift, men uden afgift efter denne lov. Er der for samme køretøj udbetalt godtgørelse efter § 7 b, fastsættes afgiften dog til den udbetalte godtgørelse.«” Det følger af lov nr. 203 af 13. februar 2021 § 9, stk. 8, at: ”Stk. 8. For køretøjer, der afgiftsberigtiges i perioden fra og med den 18. december 2020 til og med den 31. maj 2021, fastsættes registreringsafgiften på ny efter denne lovs ikrafttræden med de ændringer, der følger af § 1, § 2, nr. 12, og § 3, nr. 8. Den, der skal svare afgift efter registreringsafgiftslovens almindelige regler, har krav på tilbagebetaling eller pligt til efterbetaling af en eventuel afgiftsdifference, der måtte opstå for disse køretøjer. Efter lovens ikrafttræden tilbagebetaler eller efteropkræver told- og skatteforvaltningen afgiftsdifferencen til eller hos den, der skal svare afgift efter registreringsafgiftslovens almindelige regler. Krav om tilbagebetaling af registreringsafgift kan af en køber af et køretøj, som ikke selv har forestået registrering af køretøjet, alene rettes mod den, der skal svare afgift efter registreringsafgiftslovens almindelige regler. Den, der skal svare afgift efter registreringsafgiftslovens almindelige regler, kan tilsvarende alene rette et eventuelt krav om efterbetaling af registreringsafgift mod køberen eller leasingtageren m.v. af køretøjet. Krav om tilbagebetaling efter 5. pkt. betragtes ikke som en ændring af leasingaftalen, der er omfattet af registreringsafgiftslovens § 3 b, stk. 8, 1. pkt.” Det følger af Skatteforvaltningslovens § 31, stk. 1, at: “Told- og skatteforvaltningen kan ikke afsende varsel om fastsættelse eller ændring af afgiftstilsvarsenere end 3 år efter angivelsesfristens udløb. Tilsvarende kan varsel om ændring af godtgørelse afafgift ikke afsendes senere end 3 år efter, at kravet om godtgørelse tidligst kunne gøres gældende. Fastsættelsen af afgiftstilsvaret henholdsvis godtgørelsen skal foretages senest 3 måneder efter udløbet af fristen efter 1. eller 2. pkt. Har det betydning for den afgiftspligtiges henholdsvis den godtgørelsesberettigedes mulighed for at varetage sine interesser, at fristen efter 3. pkt. forlænges, skal en anmodning om en rimelig fristforlængelse imødekommes.” Landsskatterettens begrundelse og resultat Klageren anmeldte køretøjet til afgiftsberigtigelse den 17. december 2020, og køretøjet blev afgiftsberigtiget den 10. februar 2021. Det fremgår af lov nr. 203 af 13. februar 2021, at køretøjer, der er afgiftsberigtiget inden for perioden 18. december 2020 til 31. maj 2021, skal have den betalte registreringsafgift omberegnet. Klageren har med det formål for øje, at køretøjet kunne afgiftsberigtiges efter de regler, der var gældende den 17. december 2020, anmeldt køretøjet til afgiftsberigtigelse denne dato. Motorstyrelsens værdiansættelse og afgiftsberegning af køretøjet forelå dog først den 26. januar 2021, og køretøjet blev derfor først afgiftsberigtiget den 10. februar 2021. Landsskatteretten er opmærksom på, at klageren er utilfreds med den vejledning, han har modtaget af Motorstyrelsen. Landsskatteretten kan konstatere, at reglerne som medfører en omberegning af registreringsafgiften, er fremsat ved lovforslag, LFF 2020-12-18 nr. 129, den 18. december 2020, og at lovforslaget blev vedtaget af folke- tinget den 9. februar 2021. Landsskatteretten finder herefter, at forholdet ikke har betydning for sagens udfald. Landsskatteretten finder, at der ikke i den konkrete sag er hjemmel til at fravige lov nr. 203 af 13. februar 2021 § 9, stk. 8, der bestemmer, at køretøjer, som afgiftsberigtiges i perioden fra og med den 18. december 2020 til og med den 31. maj 2021, skal have registreringsafgiften omberegnet. Eftersom køretøjet er afgiftsberigtiget den 10. februar 2021, finder Landsskatteretten, at Motorstyrelsens omberegning af registreringsafgiften på køretøjet er sket med rette. Motorstyrelsens beregning af registreringsafgiften den 26. januar 2021 skete på baggrund af reglerne for veterankøretøjer. Registreringsafgiften blev beregnet ud fra 40 % af køretøjets afgiftspligtige værdi som nyt, da Motorstyrelsens fandt, at dette resulterede i, at registreringsafgiften blev mindre, end hvis registreringsafgiften blev beregnet ud fra køretøjets aktuelle afgiftspligtige værdi. Ved lov nr. 203 af 13. februar 2021 blev procentsatsen i registreringsafgiftslovens § 10, stk. 4, ændret for veteranbiler fra 40 % til 75 %. Ved omberegningen af køretøjets registreringsafgift den 19. september 2023 foretog Motorstyrelsen alene en beregning af køretøjets registreringsafgift ud fra 75 % af køretøjets afgiftspligtige værdi som nyt. Motorstyrelsen foretog således ikke en beregning af, om registreringsafgiften havde været mindre, såfremt registreringsafgiften i stedet for blev beregnet ud fra køretøjets aktuelle afgiftspligtige værdi. Landsskatteretten finder, at begge beregninger er nødvendige for, at omberegningen af registreringsafgiften kan anses for værende korrekt foretaget. Som sagen foreligger for Landsskatteretten, er det ikke muligt at afgøre hvilket afgiftsgrundlag for beregning af registreringsafgift af køretøjet, der vil medføre den laveste registreringsafgift og dermed være til størst gunst for klageren. Det af klageren i øvrigt anførte kan ikke føre til et andet resultat. Landsskatteretten hjemviser på den baggrund Motorstyrelsens afgørelse til fornyet behandling.