Journalnr. 23-0105234
Overførsler til hovedanpartshavers private depot anset som maskeret udbytte
- Instans
- Landsskatteretten
- Dokumenttype
- Landsskatterettens afgørelse
- Offentliggjort
- 4. februar 2026
- Kilde
- Åbn original i afgørelsesdatabasen ↗
Resumé
Sagen angik, om fem overførsler på i alt 1.500.000 kr. i 2020 fra klagerens helejede holdingselskab til et depot hos en investeringsplatform oprettet i klagerens eget navn skulle beskattes som maskeret udbytte efter ligningslovens § 16 A. Skattestyrelsen anså beløbene for udbytte, da de var stillet til klagerens rådighed uden bogføring på mellemregning, og fandt situationen analog med SKM2022.533.SR. Klageren gjorde gældende, at depotet ved en banal fejl var oprettet i hans navn i stedet for selskabets, at fejlen blev rettet straks ved opdagelsen i oktober/november 2020 ved overførsel af aktier og kontanter til selskabets nye depot, og at praksis om fejlekspeditioner (SKM2022.174.SR og SKM2022.151.SR) derfor førte til, at der skulle bortses fra overførslerne. Landsskatteretten fandt, at klageren ikke havde løftet sin skærpede bevisbyrde, idet der ikke var dokumentation for omstændighederne ved depotets oprettelse, klageren burde have bemærket fejlen ved de fem overførsler og aktiekøb, og der gik ca. fem måneder fra første overførsel til anmodning om berigtigelse. Skattestyrelsens forhøjelse af aktieindkomsten med 1.500.000 kr. blev stadfæstet.
Titel, resumé og vurderinger er AI-genererede og kan indeholde fejl.
Lovhenvisninger
Henviser til
- SKM2003.53.VLR
- SKM2006.611.ØLR
- SKM2018.356.SR
- SKM2022.151.SR
- SKM2022.174.SR
- SKM2022.533.SR
- TfS 1998.484
- TfS 1999.738
- TfS 2000.798
Fuldtekst
Journalnr. 23-0105234 Klagepunkt Skattestyrelsens afgørelse Klagerens opfattelse Landsskatterettens afgørelse Overførsler fra [virksomhed1] ApS, der er anset som udbytte 1.500.000 kr. 0 kr. Stadfæstelse Faktiske oplysninger Det fremgår af Det Centrale Virksomhedsregister, CVR, at klageren den 31. maj 2012 har stiftet [virksomhed1] ApS, CVR-nr. [...1], i det følgende kaldet selskabet. Klageren har siden stiftelsen har været eneejer af og direktør i selskabet. Selskabet er fortsat i drift. Selskabet er registreret med branchekode 642120 Ikke-finansielle holdingselskaber. Selskabets registrerede formål er at eje kapitalandele i [virksomhed2] ApS, CVR-nr. [...2], at foretage formueanbringelser i børsnoterede aktier og obligationer samt eventuel investering i fast ejendom (anlæg) med henblik på udlejning heraf. Selskabet har regnskabsår fra 1. januar – 31. december. Skattestyrelsen har udtaget selskabet til skattemæssig kontrol og i forbindelse hermed indkaldt og modtaget selskabets bogføring for indkomståret 2020. Af selskabets kontospecifikationer for konto [...] ”[finans1] værdipapirer” fremgår følgende posteringer: Dato Tekst Beløb Saldo 0,00 20-05-2020 [finans1] 100.000,00 100.000,00 25-05-2020 [finans1] 300.000,00 400.000,00 13-07-2020 [finans1] 500.000,00 900.000,00 16-07-2020 [finans1] 200.000,00 1.100.000,00 20-08-2020 [finans1] 400.000,00 1.500.000,00 23-10-2020 [klager] -250.000,00 1.250.000,00 19-11-2020 Til holding [finans1] 350.000,00 1.600.000,00 30-11-2020 Til holding [finans1] 350.000,00 1.950.000,00 17-12-2020 [klager] -200.000,00 1.750.000,00 31-12-2020 Kursregulering [finans1] 194.669,00 1.944.669,00 31-12-2020 Kursregulering [finans1] -83.923,00 1.860.746,00 31-12-2020 Kursregulering [finans1] -11.696,00 1.849.050,00 31-12-2020 Kursregulering [finans1] 54.916,77 1.903.966,77 -46.033,23 1.903.966,77 Der fremgår tillige af selskabets kontospecifikationer, at selskabet ikke har bogført posteringer på en mellemregning mellem klageren og selskabet for indkomståret 2020. Det fremgår af den påklagede afgørelse, at klageren i privat regi har haft depot nummer [kontonr.1] hos [finans1] i indkomståret 2020.Der er ikke fremlagt dokumentation for omstændighederne omkring oprettelsen af dette depot. Der er heller ikke fremlagt kontoudtog for depot nummer [kontonr.1] for indkomståret 2020. Det fremgår tillige af den påklagede afgørelse, at selskabet den 5. november 2020 har oprettet et depot med konto nummer [kontonr.2] hos [finans1]. Skattestyrelsen har anmodet selskabet om at fremsende kontoudtog for depotkontoen for indkomstårene 2020 og 2021. Skattestyrelsen har ikke modtaget kontoudtogene. Skattestyrelsen har modtaget kontoudtog for selskabets konto nummer [kontonr.3] i [finans2]. Det fremgår af kontoudtoget, at der i indkomståret 2020 har været følgende overførsler på samlet 1.500.00 kr. fra selskabets konto: Dato Tekst Beløb 20-05-2020 [kontonr.4] [finans1] 100.000 kr. 25-05-2020 Til [finans1] 300.000 kr. 16-07-2020 Til [finans1] 500.000 kr. 17-07-2020 Til [finans1] 200.000 kr. 20-08-2020 Til [finans1] 400.000 kr. I alt 1.500.000 kr. Der er fremlagt prints fra [finans1], der viser, at beløbene på i alt 1.500.000 kr. er overført til klagerens private depot med kontonummer [kontonr.1] i [finans1]. Selskabets revisor har den 8. februar 2023oplyst til Skattestyrelsen, at depotet med kontonummer [kontonr.1] blev oprettet i klagerens navn ved en fejl, og at det var meningen, at depotet skulle oprettes med selskabet som ejer. Revisoren har videre oplyst, at klageren, da han opdagede fejlen, fik flyttet depotet over i selskabets navn, og at alle køb og de ikke investerede midler i depotet blev overflyttet til selskabet. Revisoren har som dokumentation herfor fremlagt prints af følgende beskeder, der i oktober og november 2020 er udvekslet imellem klageren og [finans1]: “From: [kontonr.1] Received: 2020-10-16 07:58 To: [e-mail1]@[finans1]; Subject: Depot/Forkert oprettelse: Hej Ved oprettelse af depot /konto fik jeg fejloprettet således det står i mit navn. Depotet og midlerne der er tilført kommer fra mit holding selskab ([virksomhed1] ApS cvr [...1]). Er det muligt at få ændret min konto så den kommer til at stå i mit holding selskab? På forhånd tak [klager] (sagsnummer: [sag1])” “From: [kontonr.1] Received: 2020-10-27 10:36 To: [e-mail2]@[finans1]; Subject: RE: Depot/Forkert oprettelse: Hej [klager], Vi kan desværre ikke ændre et privat depot til et virksomhedsdepot. Derfor skal du oprette et virksomhedsdepot i dette link: [url1] Herefter kan vi overføre dine værdipapirer fra dit private depot til dit virksomhedsdepot. God dag Venlig hilsen [person1] [finans1]” “From: [kontonr.1] Received: 2020-11-07 12:40 To: [e-mail1]@[finans1]; Subject: Overførsler/overførsel værdipapirer: Hej Jeg ønsker at flytte ALLE mine værdipapirer fra min konto: [klager] [kontonr.1] til [virksomhed1] ApS ([kontonr.2]) Vh [klager] (Sagsnummer: [sag1])” ” From: [kontonr.1] Received: 2020-11-09 10:06 To: [e-mail2]@[finans1]; Subject: RE: Overførsler/overførsel værdipapirer: Hej [klager]. Tak for din henvendelse. Jeg får sendt din anmodning videre til rette afdeling. God dag. Venlig hilsen [SH] [finans1]” Der er fremlagt et print fra [finans1], der viser, at der den 22. oktober 2020 er udbetalt 250.000 kr. fra klagerens depot med kontonummer [kontonr.1]. Efter udbetalingen var saldoen på depotkontoen 227.346,97 kr. Det fremgår af kontoudtoget for selskabets konto nummer [kontonr.3] i [finans2], at der den 23. oktober 2020 er indsat et beløb på 250.000 kr. på kontoen. Posteringsteksten til indsætningen er ”[klager]”. Der er tillige fremlagt et print fra [finans1], der viser, at der den 9. november 2020 er udbetalt 227.248,22 kr. fra klagerens depot med kontonummer [kontonr.1]. Efter udbetalingen var saldoen på depotkontoen -150 kr. Der er endelig fremlagt prints fra [finans1], der viser, at klageren den 9. november 2020 har overført følgende aktier fra sit private depot med kontonummer r [kontonr.1] til selskabets depot med kontonummer [kontonr.2] i [finans1]: Aktie Antal [virksomhed3] 23.000 stk. [virksomhed4] 2000 stk. [virksomhed5] 500 stk. Den 9. november 2020 havde aktierne en værdi på i alt 1.084.175 kr. Skattestyrelsens afgørelse Skattestyrelsen har forhøjet klagerens aktieindkomst med overførsler fra [virksomhed1] ApS, der er anset som udbytte på 1.500.000 kr. i indkomståret 2020. Skattestyrelsen har som begrundelse bl.a. anført: ”… 1. Overførsler fra selskabet [virksomhed1] ApS´ bankkonto til dit private depot hos [finans1], er anset for skattepligtigt udbytte for dig. … 1.4 Skattestyrelsens bemærkninger og begrundelse Det fremgår af den juridiske vejledning, afsnit C.B.3.1, at udbytte af aktier, andelsbeviser og lignende værdipapirer medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Til udbytte medregnes alt, hvad selskabet udlodder til sine aktionærer eller andelshavere, uanset i hvilken form udlodningen finder sted. Se ligningslovens § 16 A, stk. 1. En ansat aktionær er personlig skattepligtig af alt, hvad aktionæren måtte modtage som vederlag for sin arbejdsindsats i selskabet, uanset om det udbetales kontant eller i naturalier i form af fri bolig, bil mv. Se statsskattelovens § 4a og personskattelovens § 3, stk. 1. Alt hvad den ansatte aktionær i øvrigt modtager fra selskabet er som udgangspunkt udbytte og beskattes som aktieindkomst. Se personskattelovens § 4A, stk. 1 nr. 1, ligningslovens § 16 A, stk. 1 og 2. I praksis kan øvrige ydelser til den ansatte aktionær blive anset for yderligere løn i stedet for maskeret udbytte, hvis der er et ansættelsesforhold. Se SKM2006.611.ØLR. det samlede vederlag - løn og maskeret udbytte - ikke er større, end hvad der kan anses for sædvanligt for det udførte arbejde. Se fx SKM2003.53.VLR og TfS 1998, 484 HRD. Det er vurderet, at du har haft bestemmende indflydelse på de dispositioner der er foretaget ved ovennævnte overførsler i 2020. Der er henset til at der ikke foreligger et ansættelsesforhold, at overførslerne er sket til dit private depot i [finans1] og alene er sket i kraft af den bestemmende indflydelse, overførsler fra selskabets konto til dit private depot hos [finans1] må anses for udbytte efter ligningslovens § 16A, stk. 1 og 2, fordi beløbene i kraft af indsættelsen på dit private depot er til rådighed for dig. Du skal derfor beskattes af 1.500.000 kr. i udbytte, jf. ligningslovens § 16 A, stk. 1 og 2. Beløbet beskattes som aktieindkomst efter personskattelovens § 4a. Beløbet specificeret således: 20-5-2020 Andet – Anden udgift [kontonr.4] [finans1] -100.000,00 25-5-2020 Andet – Anden udgift Til [finans1] -300.000,00 16-7-2020 Andet – Anden udgift Til [finans1] -500.000,00 17-7-2020 Andet – Anden udgift Til [finans1] -200.000,00 20-8-2020 Andet – Anden udgift Til [finans1] -400.000,00 1.500.000,00 Vores vurdering af din repræsentants bemærkninger og den modtagne dokumentation. Vi bemærker, at overførsler fra selskabets konto til dit depot i [finans1] må anses for udbytte efter ligningslovens § 16A, stk. 1 og 2, fordi beløbene i kraft af indsættelsen på dit depot er til rådighed for dig. Situationen er helt analog med skatterådets afgørelse i SKM2022.533.SR. Din repræsentants oplysninger om, at der er tale om en fejl ændrer ikke ved det faktum, at der er sket overførsel af værdier uden at der er sket bogføring på en mellemregning. Vi fastholder derfor udbyttebeskatningen som foreslået i sin helhed. …” Udtalelse fra Skattestyrelsen I forbindelse med Skatteankestyrelsens klagesagsbehandling har Skattestyrelsen den 27. december 2023 udtalt følgende: ”… Det bemærkes, at klagerens oplysninger om, at der ikke skal ske beskatning, når der foreligger en åbenbar fejl, som det har været muligt at reparere, er Skattestyrelsen som udgangspunkt enig i under hensyntagen til de konkrete forhold. Skattestyrelsen er dog ikke enig i at der ikke skal ske beskatning i klagerens sag. Klageren henviser til to afgørelser, hvor det har været muligt at reparere. Fælles for disse afgørelser er, at "reparationen" er foretaget i umiddelbar tidsmæssig tilknytning til det tidspunkt hvor fejlen er opstået og at der har været en anden part end selskabet og hovedanpartshaver involveret i transaktionen. SKM2022.174.SR: I denne sag var der fejlagtigt sket en pengeoverførsel fra selskabet til anpartshaverens private investeringsdepot. En investeringsrådgiver opdager straks fejlen og det fejlagtigt overførte beløb blev straks dagen efter overført til selskabets investeringsdepot. Ikke beskatning. SKM2022.151.SR: I denne sag var der fejlagtigt sket overførsel, fra en køber, af en salgssum for selskabets salg af anparter til anpartshaverens private konto. Fejlen blev opdaget af anpartshaveren samme dag om aftenen, hvorefter anpartshaveren straks iværksatte overførslen af beløbet til selskabets konto, som herefter gik ind på selskabets konto dagen efter. Ikke beskatning. Fælles for ovenstående afgørelser er, at dels er der sket "reparation" en dag efter den fejlagtige ekspedition, dels er der en anden part involveret — en investeringsrådgiver og en køber. Det er Skattestyrelsens vurdering, at de nævnte afgørelser ikke kan anvendes analogt med klagerens situation. Der er herved henset til: Det er klageren selv der har oprettet depotet i [finans1], og klageren er derfor ikke uvidende om at han opretter et depot i sit eget navn, Det er klageren selv der overfører beløbene fra selskabets konto i [finans2] til hans private depot i [finans1] i perioden 20. maj — 20. august 2020, og klageren er derfor ikke uvidende om, at han overfører selskabets midler til sit private depot, Der går forholdsvis lang tid (set i forhold til afgørelserne hvor intervallet er en dag), før "reparationen", i form af oprettelse af et depot i selskabets navn hos [finans1], sker, Det bemærkes at det ikke er Skattestyrelsens vurdering at der er tale om lån omfattet af Ligningslovens § 16E men om udbytte efter ligningslovens § 16A, stk. 1 og 2. Det bemærkes også, at beløbet ikke er ført på en mellemregning. Klageren henviser til to afgørelser der vedrører fejlagtig indbetaling af afgift (TFS 1999.738) og Indbetaling til kapitalpension — fejlkontering — korrektion — beskatning (TFS 2000, 798). Fælles for disse afgørelser er, at der er tale om pensionsordninger, hvor det er henholdsvis en bank og et forsikringsselskab der har foretaget fejlkonteringer. Det er Skattestyrelsens vurdering, at de nævnte afgørelser ikke kan anvendes analogt med klagerens situation, idet det ikke omhandler samme forhold. Det indstilles derfor at ansættelsen fastholdes i sin helhed. …” Klagerens opfattelse Klagerens repræsentant har fremsat påstand om, at forhøjelsen af klagerens aktieindkomst med udbytte på 1.500.000 kr. nedsættes til 0 kr. Til støtte for påstanden har repræsentanten bl.a. anført: ”… Vores bemærkninger til skattestyrelsens begrundelse Vi mener, at der alene er tale om, at der er sket en helt banal fejl, hvor der straks efter konstateringen af fejlen er sket en berigtigelse, som bringer de formelle registreringer i overensstemmelse med investeringernes faktiske forhold. Der er tale om, at selskabet har investeret i aktier og herefter hele tiden har være rette ejer af aktierne. Der er alene sket en registreringsfejl hos [finans1] i forbindelse med oprettelse af aktiedepot. Der er ikke foregået transaktioner mellem holdingselskabet og dets hovedaktionær, som skal udløse beskatning. Vi er uenig med Skattestyrelsen i, at der kan findes støtte til afgørelsen i det bindende svar i SKM2022.533.SR. I sagen SKM2022.533.SR var der tale om, at selskabet H1 ApS i 2021 ønskede at investere i kryptovaluta via en udenlandsk investeringsportal. Det var imidlertid ikke muligt at foretage disse investeringer fra en erhvervskonto hos den udenlandske investeringsportal, hvorfor det blev besluttet, at selskabets investeringer skulle ske via en i eneanpartshaverens navn oprettet investeringskonto hos den udenlandske investeringsportal. Selskabet overførte i alt x kr. i januar og maj 2021, som blev investeret i kryptovaluta. Størstedelen af investeringerne blev realiseret i oktober 2021, hvorefter x kr. blev overført fra investeringskontoen til selskabet. Spørger ønskede det bekræftet, at overførslerne til investeringskontoen ikke var omfattet af ligningslovens § 16 E om anpartshaverlån eller ligningslovens § 16 A om udbytte. Skatterådet fandt, at overførsler fra selskabets konto til eneanpartshaverens investeringskonto måtte anses for udbytte efter Ligningslovens § 16 A, fordi beløbene i kraft af indsættelsen på eneanpartshaverens investeringskonto var til rådighed for eneanpartshaveren. Vi er uenig i, at præmisserne i de to situationer er analoge. Faktum i det bindende svar er, at man aktivt havde foretaget en disposition med forkert civilretsligt indhold og ville fastholde denne situation. For [klager] er der tale om en helt igennem banal registreringsfejl, som straks blev søgt berigtiget, da fejlen blev opdaget. I modsætningen til det bindende svar har [klager] og dennes holdingselskab ikke forsøgt at videreføre den urigtige registrering med ændret reelt indhold. Der er forsøgt en hver mulighed for at bringe de formelle forhold i overensstemmelse med det reelle ejerskab til depotet. Vi er uenig i Skattestyrelsens synspunkt om, at der ikke kan ske berigtigelse af fejlen til med henblik på undgåelse af beskatningen hos [klager] som følge af den manglende bogføring på mellemregningskontoen. Der foreligger ikke en transaktion, der skal bogføres på mel-lemregningskonto. Der er tale om, at selskabet — fra købet af aktiverne og indsættelsen af kontantbeløbet på depot i [finans1] og frem til berigtigelsen ved oprettelsen af selskabets nye depot og overførsel af aktier og kontant beløb hertil — i hele perioden har været rette ejer af aktier og midler, hvorfor der ikke har skullet foretages bogføring på [klager]s mellem-regningskonto med selskabet. Henvisning til praksis Det er vores påstand, at overdragelsen af DKK 1.500.000 fra [virksomhed1] ApS til depot i [finans1] i [klager]s navn alene beror på en registreringsfejl. Der skal ikke ske beskatning, som alene skyldes en fejl, hvor der ikke er modtaget indkomst, der er reelt til rådighed. I den periode, hvor beløbet formelt har været overdraget til et depot registreret i [klager]s navn, har [klager] været i den vildfarelse, at depotet var korrekt registreret som selskabets. Da vildfarelsen blev opdaget, blev der uden udskydelse sørget for at for de foinielle forhold bragt i orden. Der har ikke været nogen som helst vinding for [klager] i den mellemliggende perioder. Der har ikke været nogle af selskabets midler, der har indgået i [klager]s privatøkonomi. Ligeledes har der ikke været tale om, at selskabet har mistet noget i perioden. Praksis: Vi skal henvise til SKM2022.174.SR: Skatterådets bindende svar af 22. marts 2022, j.nr. 22-0035872. Anpartshaverlån - Fejlekspedition - Investeringsdepot Spørger var et selskab, der ved en fejl foretog en pengeoverførsel til anpartshaverens private investeringsdepot. Overførslen blev opdaget straks efter af investeringsrådgiveren, og det overførte beløb blev overført straks dagen efter til spørgers investeringsdepot. Overførslen af midlerne skete efter instruks fra en investeringsrådgiver, og anpartshaveren havde ikke på overførselstidspunktet anledning til at betvivle, at det var en korrekt overførsel til selskabets depot, som blev igangsat. Spørger ønskede, at overførslen skattemæssigt blev anerkendt som en fejlekspedition, der ikke var omfattet af ligningslovens § 16 E om aktionærlån. Skatterådet fandt, at overførslen til anpartshaverens private investeringsdepot under disse omstændigheder måtte anses for en ren fejlekspedition, der under hensyn til den hurtige videreoverførsel til selskabets investeringsdepot måtte anses for skattemæssigt annulleret og derfor ikke var omfattet af ligningslovens § 16 E. SKM2022.151.SR: Skatterådets bindende svar af 22. marts 2022, j.nr. 21-1236072. Anpartshaverlån - Fejlekspedition - Salgssum Spørgerne var et selskab og dets anpartshaver. Salgssummen for selskabets salg af anparter blev ved en fejl overført fra køber til anpartshaverens private konto. Fejlen blev opdaget af anpartshaveren samme dag om aftenen, hvorefter anpartshaveren straks iværksatte overførslen af beløbet til selskabets konto, som herefter gik ind på selskabets konto dagen efter. Årsagen til, at anpartshaveren kom til at oplyse bankkontooplysningerne på sin private konto var, at der i anpartshaverens netbank fremgik en konto med selskabets navn, som oprindeligt var en lånekonto oprettet til at stifte selskabet. Spørger ønskede, at overførslen skattemæssigt anerkendes som en fejlekspedition, der ikke omfattes af ligningslovens § 16 E om aktionærlån. Skatterådet fandt, at overførslen til anpartshaverens private konto under disse omstændigheder måtte anses for en ren fejlekspedition, der under hensyn til den hurtige videreoverførsel til selskabets konto måtte anses for skattemæssig annulleret og derfor ikke var omfattet af ligningslovens § 16 E. I begge disse afgørelser er situationen sammenlignelig med situationen i [klager]s tilfælde. Der er sket en fejlekspedition, som bliver korrigeret umiddelbart efter, at fejlen er konstateret. Den eneste forskel er, at der er gået længere tid, inden [klager] opdagede fejlen. Men det er et faktum, at der også i [klager]s tilfælde var tale om, at fejlen blev rettet umiddelbart efter, at den blev opdaget. Vi er opmærksom på SICM2018.356.SR, hvor påstanden om fejlekspedition i forbindelse med overførsel af DKK 575.378,75 fra selskabets konto til hovedanpartshaverens private konto ikke blev godkendt. SKM2018.356.SR Skatterådet fandt, at et beløb, der var overført fra A ApS til anpartshaveren A, skulle behandles efter skattelovgivningens almindelige regler om hævninger uden tilbagebetalingspligt. Anpartshaveren havde gjort gældende, at overførslen var en fejlekspedition, men Skatterådet fandt under hensyn til omstændighederne ved overførslen og den forløbne tid på næsten fire måneder fra overførslen til anmodningen om berigtigelse, at der ikke kunne bortses fra overførslen skattemæssigt. Til det korte resume skal tilføjese, at udover den tid, der gik inden berigtigelsen så fremgik det ligeledes af afgøres, at Hovedanpartshaveren forud for overførslen havde sendt en mail til banken 7. juli, hvoraf fremgik "Jeg ved at der er kommet ca. 550.000 kr. på min C bank-konto, som du gerne må overføre til min egen konto...tak". Der var negativ saldo på hovedanpartshaverens private konto forud for overførslen Efter overførslen var der kun yderligere seks overførsler til den private konto i perioden fra den store overførsel og indtil 29. december samme år. De øverige posteringer i samme periode bestod af i alt 630 hævninger. TfS 1999, 738: Told- og Skattestyrelsens afgørelse af 11. maj 1999, j.nr. 99/99-4743-00075. Kapitalpension - "fejlagtig" indbetaling – afgift Åbenbart fejlagtige" indbetalinger til pensionsordninger kan tilbageføres uden afgiftsmæssige konsekvenser. Told- og Skattestyrelsen traf afgørelse om, at "åbenbar fejlagtige" indbetalinger til pensionsordninger, kan tilbageføres uden afgiftsmæssige konsekvenser. Told- og Skattestyrelsen modtog en anmodning fra en bank angående en "fejlagtig" indbetaling til en kapitalpensionsordning. Banken havde ved en fejl glemt at stoppe intern overførsel fra kundens konto til kundens fraskilte kones kapitalpensionskonto. Banken bad om tilladelse til at tilbageføre pengene uden at dette medførte en afgift på 60 pct. Ifølge pensionsbeskatningsloven, kan midler der er indbetalt til en fradragsberettiget pensionsordning, ikke frit udbetales før pensionsbegivenhedens indtræden. Enhver form udbetaling eller disposition over ordningen i utide betragtes som en udbetaling, der udløser krav om betaling af 60 pct. i afgift, jf. PBL §§ 28 og 30. Til en sådan udbetaling eller disposition hører normalt også korrektion af "fejlagtige" indbetalinger ved tilbageførsel. Der er i pensionsbeskatningsloven ikke givet skattemyndighederne mulighed for at dispensere herfor. Told- og Skattestyrelsen udtrykte dog som sin opfattelse, at i tilfælde, hvor der som i nærværende sag er tale om en fejl, der er så åbenbar, at den ikke giver anledning til tvivl, må denne kunne rettes ved at pengene tilbageføres uden afgiftsmæssige konsekvenser. TfS 2000, 798: Landsskatterettens kendelse af 22. september 1999, j.nr. 51-1915-52. Indbetaling til kapitalpension - fejlkontering - korrektion - beskatning. Det var under de foreliggende omstændigheder ikke i modstrid med pensionsbeskatningsloven, at en fejlkontering, der ikke var i overensstemmelse med parternes aftale om indbetaling til kapitalpension, efterfølgende blev korrigeret af forsikringsselskabet. Det fejlkonterede beløb på kapitalpensionen skulle derfor ikke beskattes hos forsikringstageren. Det kunne under de foreliggende omstændigheder ikke anses i modstrid med reglerne i pensionsbeskatningsloven, at en fejlkontering, der ikke var i overensstemmelse med parternes . aftale om indbetaling til kapitalpension, efterfølgende blev korrigeret af forsikringsselskabet. Der skulle derfor ikke ske beskatning hos forsikringstageren af det fejlkonterede beløb på kapitalpensionen Endelig skal vi også henvise til lovforarbejdeme til L199A folketingsåret 2011-12 om ændring af ligningsloven i forbindelse med beskatning af aktionærlån (ligningslovens § 16 E). Under udvalgsbehandlingen er der modtaget spørgsmål fra F[...]. Der er i den forbindelse spurgt til de skattemæssige konsekvenser, hvor et lån er opstået som følge af en fejl, hvor selskabet ikke har stillet midler direkte til rådighed for aktionæren. Som svar på F[...]s spørgsmål udtalte skatteministeren således: Hvis lånet er opstået ved en ren fejlekspedition, kan fejlen rettes uden at søge omgørelse efter Skatteforvaltningslovens § 29. I nærværende sag har Skattestyrelsen ikke gjort gældende, at der tale om en lånesituation, men konsekvensen af Skattestyrelsens afgørelse for [klager] er identisk og den situation, at overførslen er sket fra selskabet til et depot i hans navn, er præcis, som hvis man havde anset, at det var et aktionærlån. Fejl skal berigtiges — ikke beskattes Ved fastlæggelse af transaktioners skattemæssige kvalifikation, bør der lægges vægt på transaktionernes reelle indhold. Ved overførsel af midler fra [virksomhed1] ApS til det depot, der fejlagtigt var oprettet i hovedanpartshaver [klager]s navn, tilsidesætter skattestyrelsen fuldt ud det reelle indhold og hensigt med transaktionerne. I stedet henholdes der udelukkende til den formelle registrering af depotet, selvom det er åbenbart, at der forelå en fejl i forbindelse med registreringen på det tidspunkt, hvor der er sket overførsel af midler fra selskabets konto til depotet. Skattestyrelsens medarbejder afviser endda ikke, at transaktionerne beror på en fejl, men mener alligevel, at der skal foretages beskatning på et grundlag, som ikke er i overensstemmelse med realiteterne. Vi gør gældende, at der ikke skal ske beskatning, når der foreligger en åbenbar fejl, som det har vært mulig at reparerer. Det er et faktum, at fejlen er berigtiget staks, da [klager] blev opmærksom på den. Der foreligger tidsfæstet dateret dokumentation for dette i form af korrespondance mellem [klager] og [finans1]. [klager] har ikke haft nogen økonomisk vinding i forbindelse med, at investeringsdepotet fejlagtigt var oprettet i hans navn. Ligeledes har holdingselskabet ikke lidt noget tab på [klager]s vegne i den periode, hvor aktierne var fejlagtigt registreret. Der har ikke været en intention fra [klager]s side til den fejlagtige disposition og den har ikke tjent noget økonomisk formål. Vi mener, at den ovenfor refererede praksis dokumenterer, at der ikke skal ske beskatning, ved en tilsyneladende overdragelse af indkomst fra et skattesubjekt til at andet eller ved en uheldig kontopostering, når det er åbenbart, at der: Foreligger en fejlekspedition, Fejlen kan korrigeres og Fejlen rettes straks, når den er opdaget. …” Klagerens bemærkninger til Skattestyrelsens udtalelse Klagerens repræsentant har den 27. december 2023 fremsat følgende bemærkninger til Skattestyrelsens udtalelse: ”… I skattestyrelsens udtalelse til vores klage anføres det, at Skattestyrelsen som udgangspunkt er enig i, at der ikke skal ske beskatning, når en overførsel fra et selskab ved en fejl sker til hovedanpartshavers konto i stedet for til en konto, som tilhører selskabet. Alligevel mener Skattestyrelsen ikke, at det skal gælde i det aktuelle tilfælde, da der gået for lang tid inden fejlen er opdaget. Vi er helt uenig i Skattestyrelsens forståelse. En tidsfaktor kan og bør ikke være afgørende for, om en fejl kan berigtiges. Der er ingen tvivl om, hvilket Skattestyrelsen heller ikke tidligere har bestridt, at der foreligger en reel fejl ved overførslerne af midler i den konkrete sag. [klager]har i hele forløbet været i god tror om, at overførslerne skete til en konto, som var oprettet i selskabets navn. Straks fejlen blev opdaget, har [klager] iværksat initiativ til at få den berigtiget. Skattestyrelsens efterfølgende påstand om, at [klager] var vidende om, at overførslerne skete til hans egen, er ikke korrekt. Det er [klager] selv, der opdager fejlen. Det er hverken [finans1], revisor, bank eller andre, der gjorde [klager] opmærksom på fejlen. Endelig bemærkes, at der ikke er tale om, at [klager] er blevet beriget i perioden fra overførsel til kontoen og indtil, fejlen blev opdaget. Der er intet hævet fra depotet til [klager]i perioden og alle midlerne inklusive værditilvækst er efter opdagelsen af fejlen betalt til selskabet. At foretage en dobbeltbeskatning af [klager] og dennes selskab på baggrund af en banal fejl, er både helt urimelig og savner efter vores opfattelse hjemmel i lovgivningen. …” Klagerens yderligere bemærkninger til sagen Klagerens repræsentant har den 26. november 2025 fremsat følgende bemærkninger til Skatteankestyrelsens sagsfremstilling: ”… Vi har drøftet det modtagne materiale med vores kunde [klager]. Vi er naturligvis ikke enig i Skatteankestyrelsen indstilling til Landsskatteretten om stadfæstelse af Skattestyrelsens afgørelse. Vi gør således gældende fortsat, at hævningen i selskabet alene beror på en banal fejltagelse, hvor fejlen er rettet straks, da den blev opdaget. [klager] er ikke blevet beriget i forbindelse med fejltagelsen, ligesom der heller ikke er andre i hans omgangskreds eller i selskaber, hvor han har kapitalinteresser, der har noget som helst økonomisk vinding. Ved fastholdelse af Skattestyrelsens afgørelse er det således alene staten, der får en indtjening i forbindelse med den fejl, der er sket. Vi finder, at det er kritisabelt, at fællesskabet på den måde beriger sig på bekostning af enkeltindividet, hvor der alene forligger en simpel fejl. …” Landsskatterettens afgørelse Sagen drejer sig om, hvorvidt Skattestyrelsen med rette har anset overførslerne fra selskabet til klagerens private depot i [finans1] som maskeret udbytte på 1.500.000 kr. i indkomståret 2020, eller om klageren har godtgjort, at det private depot blev oprettet til klageren privat ved en fejlekspedition, der straks er rettet, hvorfor der skal bortses fra overførslerne skattemæssigt. Retsgrundlaget Alt, hvad der af selskabet udloddes til aktionærer, medregnes som udgangspunkt til den skattepligtige indkomst som udbytte af aktier. Det fremgår af ligningslovens § 16 A, stk. 1 og stk. 2, nr. 1. Vederlag i form af formuegoder af pengeværdi, sparet privatforbrug og værdien af helt eller delvis vederlagsfri benyttelse af andres formuegoder, medregnes til den skattepligtige indkomst som udbytte af aktier, medmindre vederlaget eller godet modtages som led i et ansættelsesforhold eller som led i en aftale om ydelse af personligt arbejde i øvrigt. Det følger af ligningslovens § 16, stk. 1, modsætningsvist. Landsskatterettens begrundelse og resultat Skattestyrelsen har forhøjet klagerens aktieindkomst med 1.500.000 kr. for indkomståret 2020 på baggrund af indsætninger på klagerens private depotkonto i [finans1], som Skattestyrelsen har anset som udbytte fra [virksomhed1] ApS til klageren. Klageren har siden den 31. maj 2012 ejet 100 % af selskabskapitalen i [virksomhed1] ApS. Landsskatteretten finder, at Skattestyrelsen har været berettiget til at forhøje klagerens aktieindkomst med beløbene på i alt 1.500.000 kr., der er overført til fra selskabet til klagerens private depot nummer [kontonr.1] i [finans1]. Klageren har på grund af interessefællesskabet med selskabet en skærpet bevisbyrde for, at det private depot blev oprettet til klageren ved en fejl, der straks er rettet. Landsskatteretten finder, at klagerne ikke har løftet denne skærpede bevisbyrde. Landsskatteretten har lagt vægt på, at der er ikke fremlagt dokumentation for omstændighederne omkring klagerens oprettelse af depotet. Klageren har i perioden fra 20. maj 2020 til 20. august 2020 foretaget 5 overførsler fra selskabet til det private depot og for de overførte beløb købt forskellige aktier, der er blevet lagt i det private depot. Landsskatteretten finder, at klageren i forbindelse hermed burde have bemærket, at depot nummer [kontonr.1] var oprettet i klagerens eget navn og ikke selskabets. Retten finder derfor og henset til den tid, der forløb fra første overførsel den 20. maj 2020 og frem til, at klageren den 16. oktober 2020 anmodede [finans1] om at flytte depotet over i selskabets navn, at der ikke kan bortses skattemæssigt fra overførslerne af beløbene på i alt 1.500.000 kr. Da klageren har haft rådighed over beløbene på i alt 1.500.000 kr. og også har disponeret over beløbene fra 20. maj 2020 til oktober 2020, finder Landsskatteretten, at klageren har modtaget maskeret udbytte fra selskabet på 1.500.000 kr. i indkomståret 2020. Retten bemærker, at ingen af beløbene eller de indkøbte aktier straks er overført til selskabet eller ført på en mellemregning mellem klageren og selskabet. Landsskatteretten stadfæster herefter Skattestyrelsens forhøjelse af klagerens aktieindkomst med 1.500.000 kr. for indkomståret 2020.