Journalnr. 23-0097725
Polske enkeltmandsvirksomheder anset for lønmodtagere – hæftelse for A-skat
- Instans
- Landsskatteretten
- Dokumenttype
- Landsskatterettens afgørelse
- Offentliggjort
- 12. december 2025
- Kilde
- Åbn original i afgørelsesdatabasen ↗
Resumé
Sagen angik, om indehaverne af tre polske enkeltmandsvirksomheder, der udførte maler- og renoveringsarbejde for et dansk bygningsserviceselskab i 2022 og 2023, skulle anses for selvstændige erhvervsdrivende eller lønmodtagere, og om selskabet dermed var indeholdelsespligtigt og hæftede for A-skat og AM-bidrag på i alt ca. 623.000 kr. Skattestyrelsen lagde vægt på, at der ikke forelå skriftlige kontrakter, at der blev betalt fast timeløn på 30 EUR, at selskabet stillede materialer, maskiner og stillads til rådighed, instruerede og førte tilsyn, og at de polske virksomheder ikke havde andre kunder. Selskabet gjorde gældende, at der var tale om normal samhandel med udenlandske virksomheder, der var registreret og beskattet i Polen og RUT-registrerede, og subsidiært at selskabet ikke hæftede. Landsskatteretten fandt efter en samlet vurdering ud fra personskattecirkulærets kriterier, at de polske personer var i tjenesteforhold, og at selskabet var bekendt med grundlaget herfor og derfor hæftede efter kildeskattelovens § 69, stk. 1. Skattestyrelsens afgørelse blev stadfæstet.
Titel, resumé og vurderinger er AI-genererede og kan indeholde fejl.
Lovhenvisninger
Henviser til
- SKM2021.639.HR
- SKM2022.228.HR
- SKM2023.13.HR
- UfR 1996.1027 H
Fuldtekst
Journalnr. 23-0097725 Klagepunkt Skattestyrelsens afgørelse Klagerens opfattelse Landsskatterettens afgørelse Indkomståret 2022 Lønmodtagerforhold AM-bidrag – 8 % af 929.380 kr. 74.350 kr. 0 kr. Stadfæstelse A-skat – 55 % af 855.030 kr. (929.380 kr. –74.350 kr.) 470.266 kr. 0 kr. Stadfæstelse Indkomståret 2023 Lønmodtagerforhold AM-bidrag – 8 % af 134.324 kr. 10.746 kr. 0 kr. Stadfæstelse A-skat – 55 % af 123.578 kr. (134.324 kr. -10.746 kr.) 67.968 kr. 0 kr. Stadfæstelse Faktiske oplysninger [klager] ApS (herefter selskabet) blev stiftet den 28. oktober 2021 af [person1] med formålet at drive virksomhed med bygningsservice og hermed forbundet virksomhed. Selskabet har branchekoden 811000 levering af kombinerede hjælpetjenester i forbindelse med drift af fast ejendom. Selskabet er registreret som arbejdsgiver og kvartalsvis moms. I perioden 1. januar 2022 til 31. januar 2023 anvendte selskabet udenlandsk arbejdskraft. [person1] er administrerende direktør og eneejer i selskabet. Af selskabets første årsrapport for perioden 28. oktober 2021 til 31. december 2022 fremgår en bruttofortjeneste på 139.506 kr. og personaleomkostninger på 0 kr. Af årsrapporten for 2023 fremgår en bruttoavance på -74.567 kr. og personaleomkostninger på 7.520 kr. Det gennemsnitligt ansatte udgjorde i begge regnskabsår 0. Den 11. februar 2023 foretog Skattestyrelsen et uanmeldt kontrolbesøg på adressen [adresse1], [by1]. Skattestyrelsen antraf tre polske enkeltmandsvirksomheder [virksomhed1], [virksomhed2] og [virksomhed3] og selskabets direktør [person1]. Skattestyrelsen har benævnt de to førstnævnte udenlandske enkeltvirksomheder som Hubert Niodaba, [virksomhed2] og [virksomhed3]. Virksomheden [virksomhed1] er ejet af [person2] (af Skattestyrelsen benævnt [person2]). Virksomheden [virksomhed2] er ejet af [person3]. Virksomheden [virksomhed3] er ejet af [person4] og [person5]. Ved kontrolbesøget interviewede Skattestyrelsen de udenlandske virksomhedsejere. [person2] svarede for de udenlandske virksomhedsejere, da han kommunikerede godt på engelsk. [person2] oplyste, at der ikke var indgået kontrakt omkring arbejdet. Yderligere oplyste [person2], at [person1] stod for materialer, større maskiner, stillads og sikkerhedsudstyr. Det var også [person1], som instruerede i, førte tilsyn med og godkendte det daglige arbejde. Samtidig bestemte han også hvor mange personer, der skulle arbejde på adressen. [person2] oplyste desuden, at ingen af de tre udenlandske enkeltmandsvirksomheder havde andre danske kunder. Ved kontrolbesøget interviewede Skattestyrelsen også selskabets direktør [person1], som oplyste, at de udenlandske enkeltmandsvirksomheder udførte arbejde med vægge, lofter og malerarbejde. Han oplyste, at selskabet betalte de udenlandske enkeltmandsvirksomheder 30 EUR i timen, og at virksomhederne medbragte håndværktøj. Desuden oplyste [person1], at der ikke er indgået en kontrakt for arbejdet, at selskabet stiller materialer til rådighed, betaler arbejdsskadeforsikring for de udenlandske virksomhedsejere, og selskabet modtager fakturaer fra de udenlandske virksomhedsejere hver 14. dag eller hver måned. Selskabet har i forbindelse med Skattestyrelsens materialeindkaldelse fremlagt fakturaer fra de udenlandske virksomheder. Selskabet har fremlagt 17 fakturaer for indkomståret 2022 på i alt 929.380 kr. og to fakturaer for indkomståret 2023 på i alt 134.324 kr. Af fakturateksterne fremgår blandt andet ”malearbejde” og ”renoveringsarbejde”. Selskabet har under Skattestyrelsens sagsbehandling indsendt følgende bemærkninger til Skattestyrelsens forslag til afgørelse: ”Kommentar til [person2]’s interview.: Der er indgået aftaler for hver opgave, hvilket fremgår af RUT registrering hos Erhvervsstyrelsen. [klager] ApS bestemmer ikke hvor mange personer der er på arbejdspladsen, det er det enkelte polske firmas beslutning. [klager] ApS, har ikke kendskab til øvrige kunder for de polske firmaer. Kommentar til [person1]’s interview.: Der er indgået aftaler for hver opgave, hvilket fremgår af RUT registrering hos Erhvervsstyrelsen. [klager] ApS indkøber oftest materialer til de enkelte opgaver. [klager] er bekendt med en afregningspris på ca. 30 EUR pr. time. Men timeprisen og aftalt pris for opgaven har ikke sammenhæng med hinanden, da der opnås højere timepris ved mindre tidsforbrug end planlagt og mindre timepris ved mere tidsforbrug end planlagt. Der er ikke tegnet Arbejdsskade for de polske firmaer/medarbejdere. (…) Konklusion: Det er firma [klager] ApS’ opfattelse, at der er tale normal samhandel med udenlandske firmaer, da der betales aftalte beløb. Derfor anses medarbejdere i de Polske firmaer ikke som lønmodtagere i Danmark. De Polske arbejdere betaler personlig SKAT, Sundhedsforsikring og pension i Polen.” Skattestyrelsen har opgjort beregningsgrundlaget på baggrund af den samlede fakturasum for indkomstårene 2022 og 2023. Skattestyrelsens afgørelse Skattestyrelsen har anset selskabet for indeholdelsespligtig af A-skat og AM-bidrag for 2022 og 2023, og Skattestyrelsen har anset selskabet for at hæfte for den manglende indeholdt A-skat og AM-bidrag for 2022 og 2023. Skattestyrelsen har som begrundelse anført: ”1. Lønmodtagerforhold (…) Skattestyrelsens bemærkninger og begrundelse I jeres bemærkninger til forslaget, som fremgår af afsnit 1.2, skriver I, at de udenlandske virksom- heder ikke kan anses for at være i et lønmodtagerforhold til jer, da: De driver virksomhed i Polen Virksomhederne og ejerne af disse er hjemmehørende i Polen, grundet deres adresser og familieforhold De har andre kunder, heriblandt tyske kunder Hvorledes virksomhederne er registreret i udlandet, og hvor personerne har adresse og familie, skal vurderes som en del af de faktiske forhold i sagen, som er beskrevet i forslaget af den 25. juli 2023. De udenlandske virksomheders registrering og adresse i Polen ændrer ikke den måde, hvorpå de arbejder for [klager] ApS. De faktiske forhold taler således fortsat overvejende for, at de anses for at være lønmodtagere i selskabet. Dernæst har I kommenteret på de interviews af de udenlandske virksomheder og [person1], som blev foretaget ved den uanmeldte kontrol på fortovet ud for adressen [adresse1], [by1]. [person2]s interview: Der er indgået aftaler for hver opgave, hvilket fremgår af RUT registrering hos Erhvervs- styrelsen. [klager] ApS bestemmer ikke hvor mange personer der er på arbejdspladsen, det er det enkelte polske firmas beslutning. [klager] ApS har ikke kendskab til de Polske firmaers øvrige kunder. [person1]s interview: Der er indgået aftaler for hver opgave, hvilket fremgår af RUT registrering hos Erhvervs- styrelsen. [klager] ApS indkøber oftest materialer til de enkelte opgaver. [klager] er bekendt med en afregningspris på ca. 30 EUR pr. time. Betaling for opgaven indeholder det polske firmaers udgifter til værktøj, logi, mad, kørsel i egne biler og mv. Timeprisen og aftalt pris for opgaven har ikke sammenhæng med hinanden, da der opnås højere timepris ved mindre tidsforbrug end planlagt og mindre timepris ved mere tidsfor- brug end planlagt. Der er ikke tegnet arbejdsskadeforsikring af [klager] ApS for de polske firmaers med- arbejdere. I forhold til [person2]s interview forholder det sig fortsat sådan, at der ikke er lavet kontrakter på opgaverne, hvilket blev oplyst af både [person2] og [person1] ved det uanmeldte kontrolbesøg den 21. februar 2023. Mundtlige aftaler og RUT-registreringer vedr. hvert projekt ændrer ikke på dette. [person2] oplyste ved kontrolbesøget at [klager] ApS bestemmer antallet af medarbejdere på projektet, samt disses kvalifikationer. I forhold til [person1]s interview henvises der til ovenstående vedr. de manglende skriftlige kontrakter. Angående timeprisen, dennes størrelse og hvad den indeholder af udgifter for de udenlandske er noteret. Timeprisen på 30 EURO er fælles for både kommentarerne og det, som blev oplyst ved kontrolbesøget. Den omstændighed, at indkomstmodtageren i et vist mindre omfang selv afholder driftsudgifter, f.eks. til håndværktøj eller andre mindre driftsmidler, udgifter til kontorhold eller repræsentations udgifter, udelukker dog ikke, at der kan foreligge et tjenesteforhold. Driftsudgifterne skal både efter deres art og omfang ligge væsentligt ud over, hvad der er sædvanligt i lønmodtagerforhold. Væsentlige udgifter til transport, egen bil, fortæring, overnatning eller andre lignende udgifter bevirker ikke i sig selv, at vederlaget må anses for indkomst oppebåret ved selvstændig erhvervsvirksomhed. At [klager], i modsætning til hvad han oplyste på kontrolbesøget, ikke alligevel har tegnet arbejdsskadeforsikring for de udenlandske personer er ikke af afgørende betydning ved vurderingen. På baggrund heraf træffes afgørelse i overensstemmelse med forslaget af den 25. juli 2023, som beskrevet nedenfor: Virksomheden har ikke indeholdt og angivet AM-bidrag eller A-skat vedrørende arbejdet udført af [person3], [person2] og [person4], som er ejerne af de polske virksomheder. De polske underentreprenører er registreret som selvstændige virksomheder i Polen. Selvstændig erhvervsvirksomhed er kendetegnet ved, at der for egen regning og risiko udøves en virksomhed af økonomisk karakter og med det formål at opnå et overskud. Som lønmodtager an- ses den, der modtager vederlag for personligt arbejde i et tjenesteforhold. En lønmodtager er desuden kendetegnet ved at udføre arbejde efter arbejdsgiverens anvisninger og for dennes regning og risiko. I de fleste tilfælde er det ikke vanskeligt at afgøre, om der foreligger et tjenesteforhold, fordi indkomstmodtageren udfører arbejdet efter arbejdsgiverens anvisninger og helt for dennes regning. Der kan dog i praksis være tilfælde, hvor det er vanskeligt at afgøre, om indkomstmodtageren står i et tjenesteforhold til hvervgiveren eller er selvstændigt erhvervsdrivende. I tvivlstilfælde må afgørelsen ske på grundlag af en samlet bedømmelse af en række momenter i forholdet mellem den, der udfører arbejdet, og den, arbejdet udføres for. Ved bedømmelsen skal der lægges vægt på, om der i vederlaget i væsentligt omfang indgår betaling for andet end den personlige arbejdsydelse. I Den juridiske vejledning, afsnit C.C.1.2.1, Selvstændig erhvervsvirksomhed, afgrænsning over for lønmodtagere, og i cirkulære til personskatteloven nr. 129 af 4. juli 1994, afsnit 3.1.1, Afgrænsning mellem lønmodtagere og selvstændige erhvervsdrivende, er der oplistet en række kriterier, der taler for tjenesteforhold, og en række kriterier, der taler for selvstændig erhvervsvirksomhed, der kan lægges vægt på ved vurderingen af, om der er tale om tjenesteforhold eller selvstændig erhvervsvirksomhed. Ingen af de nævnte kriterier, der taler for enten tjenesteforhold eller for selvstændig erhvervsvirksomhed, er i sig selv afgørende. Kriterierne har desuden ikke lige stor betydning i alle situationer. I praksis kan det være sådan, at visse sider af forholdet mellem hvervgiver og indkomstmodtager taler for, at det er et tjenesteforhold, mens andre sider taler for, at der foreligger selvstændig erhvervsvirksomhed. I sådanne tilfælde afhænger afgørelsen af en samlet vurdering. Det er i princippet forholdet mellem indkomstmodtageren og den enkelte hvervgiver, der skal bedømmes. Herunder vil de udenlandske virksomheder, hvor ejerene har arbejdet for dig, blive vurderet ud fra de kriterier, som taler for et tjenesteforhold: De udenlandske virksomhedsejere udfører arbejde inden for [klager] ApS’s branche og er derfor en integreret del af selskabets drift Der foreligger ikke nogen kontrakter. Det medfører, at de udenlandske virksomheder ikke stiller nogen former for garanti eller ifalder erstatningsansvar for det arbejde, som de udfører. Det betyder at selskabet bærer det økonomiske ansvar vedr. arbejdet. Der er ifølge [klager] alene aftalt en fast timeløn, hvilket er almindeligt i et tjenesteforhold Vederlaget betales periodisk, som [klager] oplyste ved den uanmeldte kontrol. Dette fremgår desuden af frekvensen af de fremsendte fakturaer Selskabet betaler, ifølge [klager], arbejdsskadeforsikring for de udenlandske virksomhedsejere De udenlandske virksomhedsejere oplyste, at [klager] instruerer i- og fører tilsyn med arbejdet, ligesom han godkender det færdige arbejde Når der ikke foreligger en kontrakt, fremgår det ikke hvad for noget arbejde, der skal udføres. Det fremgår heller ikke hvor, hvornår eller af hvem arbejdet skal udføres. Det betyder, at selskabet med overvejende sandsynlighed har fastsat arbejdstiden for de udenlandske virksomhedsejere. [person2] oplyste samtidig, at [klager] bestemmer antallet af folk, der skal arbejde Selskabet leverer ifølge [person2] materialer, håndværktøj og sikkerhedsudstyr, samt sørger for maskiner og stillads Selskabet afholder udgifterne i forbindelse med udførelsen af arbejdet, og vederlaget derfor i overvejende grad er nettoindkomst for indkomstmodtageren Vi mener ikke, at de udenlandske virksomheder har en reel økonomisk risiko i forbindelse med udførelsen af arbejdet for selskabet. De har ikke udgifter udover, hvad er normalt i et ansættelses- forhold. Det er vores opfattelse, at der i vederlaget ikke i væsentligt omfang indgår betaling for andet end den personlige arbejdsydelse. Det er derfor vores opfattelse ud fra en samlet vurdering, at ejerne af de udenlandske virksomheder har været i et tjenesteforhold til [klager] ApS, og at der ikke er tale om selvstændig erhvervsvirksomhed. Derfor burde I have indeholdt arbejdsmarkedsbidrag og A-skat og indberettet lønoplysningerne til eIndkomst i forbindelse med udbetalinger til dem. Ejerne af de udenlandske virksomheder bliver derfor som minimum begrænset skattepligtig til Danmark i henhold til kildeskattelovens § 2, stk. 1, nr. 1. Hele indkomsten hos ejerene af de udenlandske virksomheder er A-indkomst i henhold til kilde skattelovens § 43, stk. 1 og indkomsten er arbejdsmarkedsbidragspligtig efter kildeskattelovens § 49A, stk. 1 og § 49B, stk. 1, samt arbejdsmarkedsbidragslovens § 2, stk. 1, nr. 1. Arbejdsmarkeds- bidraget udgør 8% i henhold til arbejdsmarkedsbidragslovens § 1. Når ejerne af de udenlandske virksomheder ikke er registreret i Danmark og ikke har skattekort, eller er skatteansat i Danmark, skal der indeholdes A-skat med 55%. Det står i kildeskattelovens § 48, stk. 7. Det er vores opfattelse, at det er [klager] ApS, der er indeholdelsespligtig i henhold til kildeskattelovens § 46, stk. 1 og stk. 2, samt arbejdsmarkedsbidragslovens § 7, da vi anser virksomheden som arbejdsgiver, hvilket vi har beskrevet ovenfor. Selskabet hæfter for betalingen af AM-bidrag og A-skat i henhold til kildeskattelovens § 69, stk. 1 og arbejdsmarkedsbidragslovens § 7. Det er vores opfattelse, at virksomheden er omfattet af erstatningspligten efter ovenstående bestemmelser, da selskabet har været registreret som arbejdsgiver i hele perioden, hvor de udenlandske virksomhedsejere har arbejdet for selskabet. I har entreret med virksomheder, som leverer arbejdsydelser, der udgør en integreret del af jeres selskabs drift, og burde have indset, at betalingerne herfor var omfattet af indeholdelsespligt. Vi har endvidere ikke modtaget oplysninger, der kan godtgøre, at der ikke er udvist forsømmelighed ved iagttagelsen af bestemmelserne i kildeskatteloven. Oplysninger om løn og indeholdte beløb mv. skal angives til eIndkomst (indkomstregisteret) i hen- hold til skatteindberetningslovens § 1, stk. 1 og 2 og indkomstregisterlovens § 2 og § 3, stk. 1. Vi mener derfor, at selskabet hæfter for ikke indeholdt A-skat og arbejdsmarkedsbidrag i udbetalte beløb til de udenlandske virksomheder. Herunder er AM-bidrag og A-skatterne udregnet på baggrund af de fremsendte fakturaer: Lønmodtagerforhold Ændringer vedrørende 2022 Ikke indeholdt AM-bidrag og A-skat udgør: AM-bidrag, 8 % af 929.380 kr. 74.350 kr. A-skat, 55 % af (929.380 kr. – 74.350 kr.) 855.030 kr. 470.266 kr. I alt til betaling af AM-bidrag og A-skat for 2022 544.616 kr. Der henvises til bilag 1. Ændringer vedrørende 2023 Ikke indeholdt AM-bidrag og A-skat udgør: AM-bidrag, 8 % af 134.324 kr. 10.746 kr. A-skat, 55 % af (134.324 kr. – 10.746 kr.) 123.578 kr. 67.968 kr. I alt til betaling af AM-bidrag og A-skat for 2023 78.714 kr. Der henvises til bilag 2. Beløbene opkræves efter opkrævningslovens § 5, stk. 1.” Udtalelse fra Skattestyrelsen I forbindelse med Skatteankestyrelsens klagesagsbehandling har Skattestyrelsen den 9. november 2023 udtalt: ”Selskabet har fremsendt dokumentation for registrering af hhv. [person4]s, [person3]s, [person5]s, [person3]s og [person2]s personligt ejede virksomheder i Polen. Selskabet har ligeledes fremsendt skattepapirer på ovenstående personer. Dokumentationen for registrering af personligt ejede virksomheder og skattepapirer fra Polen er ifølge selskabet dokumentation for, at der ikke skal svares dansk A-skat og AM-bidrag. Skattestyrelsen henviser til argumentationen i afgørelsen for, at der skal svares A-skat og AM-bidrag.” Selskabets opfattelse Selskabet har nedlagt påstand om, at selskabet ikke er forpligtet til at foretage indeholdelse af A-skat og AM-bidrag for 2022 og 2023. Selskabet har subsidiært gjort gældende, at selskabet ikke hæfter for betalingen af den ikke indeholdte A-skat og arbejdsmarkedsbidrag. Til støtte for påstanden er bl.a. anført: ”Der klages over afgørelse om, at selskabet [klager] ApS skal betale arbejdsudlejeskat og AM-Bidrag kr. 623.330,00 for medarbejdere der er ansat hos polske underleverandører. Det er [klager] ApS opfattelse, at der er tale om normal samhandel med udenlandske firmaer. Derfor anses medarbejderne i de Polske firmaer ikke so lønmodtagere i Danmark, da de betaler personlig SKAT, Sundhedsforsikring og pension m.m. i Polen. [klager] ApS, anfører derfor at afgørelsen bør ændres til kr. 0,00 i tilsvar af arbejdsudlejeskat og AM-Bidrag.” Landsskatterettens afgørelse Sagen angår, om indehaverne af de tre polske enkeltmandsvirksomheder skal anses selvstændige erhvervsdrivende eller lønmodtagere i forbindelse med deres arbejde for selskabet i 2022 og 2023, og om selskabet derfor var forpligtet til at indeholde AM-bidrag og A-skat i det udbetalte vederlag. Desuden angår sagen, om selskabet hæfter for den manglende afregnede skat. Retsgrundlaget Pligt til at svare indkomstskat til staten påhviler personer, der erhverver indkomst i form af vederlag for personligt arbejde i tjenesteforhold udført her i landet. Det er uden betydning for skattepligten, hvilken form vederlaget udbetales i. Det fremgår af kildeskattelovens § 2, stk. 1, nr. 1. Kriterierne for afgrænsningen mellem tjenesteforhold og selvstændig erhvervsdrivende fremgår af cirkulære nr. 129 af 4. juli 1994 til personskatteloven pkt. B.3.1.1., jf. Højesterets dom af 9. maj 1996, gengivet i UfR.1996.1027H. Ifølge cirkulæret anses som lønmodtager den, der modtager vederlag for personligt arbejde i et tjenesteforhold, mens selvstændig erhvervsvirksomhed er kendetegnet ved, at der for egen regning og risiko udøves en virksomhed af økonomisk karakter med det formål at opnå et overskud. Ved vurderingen af, om der er tale om selvstændig erhvervsvirksomhed, kan der ifølge cirkulæret blandt andet lægges vægt på, om indkomstmodtageren tilrettelægger, leder, fordeler og fører tilsyn med arbejdet uden anden instruktion fra hvervgiveren end den, der eventuelt følger af den afgivne ordre. Der kan derudover lægges vægt på, om hvervgiverens forpligtelse over for indkomstmodtageren er begrænset til det enkelte ordreforhold, om indkomstmodtageren påtager sig en selvstændig økonomisk risiko, om indkomsten oppebæres fra en ubestemt kreds af hvervgivere, og om indkomsten afhænger af et eventuelt overskud. Som udgangspunkt anses en person for lønmodtager, hvis vedkommende modtager vederlag for personligt arbejde i tjenesteforhold efter hvervgiverens anvisninger og for dennes regning og risiko. Ved vurderingen af, om der er tale om et tjenesteforhold, kan der blandt andet lægges vægt på, om hvervgiveren har en almindelig adgang til at fastsætte generelle eller konkrete instrukser for arbejdets udførelse, om indkomstmodtageren udelukkende eller i overvejende grad har samme hvervgiver, om der mellem hvervgiveren og indkomstmodtageren er indgået aftale om løbende arbejdsydelse, om arbejdstiden er fastsat af hvervgiveren, om indkomstmodtageren har ret til opsigelsesvarsel, om hvervgiveren afholder udgifterne i forbindelse med udførelsen af arbejdet, samt om indkomstmodtageren anses for lønmodtager ved praktiseringen af ferieloven, funktionærloven mv. I tvivlstilfælde må afgrænsningen ske på grundlag af en samlet bedømmelse af det enkelte forhold mellem hvervgiver og hvervtager. Til A-indkomst henregnes enhver form for vederlag i penge samt i forbindelse hermed ydet fri kost og logi for personligt arbejde i tjenesteforhold. Dette følger af kildeskattelovens § 43, stk. 1. Af samme lovs § 46, stk. 1, fremgår, at i forbindelse med enhver udbetaling af A-indkomst skal den, for hvis regning udbetalingen foretages, indeholde foreløbig skat i det udbetalte beløb. Personer, der har lønindkomst mv. fra beskæftigelse udført her i landet, er pligtige til at betale arbejdsmarkedsbidrag af indkomst, jf. arbejdsmarkedsbidragslovens § 1 og § 2. Den, som undlader at opfylde sin pligt til at indeholde skat, er over for det offentlige umiddelbart ansvarlig for betaling af manglende beløb, medmindre han godtgør, at der ikke er udvist forsømmelighed fra hans side. Det fremgår af kildeskattelovens § 69, stk. 1. Der henvises til Højesterets dom offentliggjort som SKM2023.13.HR samt Højesterets domme af 21. april 2022 og 29. november 2021, offentliggjort som henholdsvis SKM2022.228.HR og SKM2021.639.HR. Landsskatterettens begrundelse og resultat Indeholdelsespligt Der er ikke indgået skriftlige aftaler om arbejdets udførelse, tilsyn og kontrol, eller om hvem der har ansvaret og risikoen for mangler ved det udførte arbejde. Ifølge sagens oplysninger var det selskabet, der bestemte, hvor og hvornår arbejdet skulle udføres. Det er selskabet, som har stillet materialer, større maskiner, stillads og sikkerhedsudstyr til rådighed. Vederlaget er aftalt som en fast timeløn og er udbetalt periodisk. Den aftalte timeløn på 30 EUR levner ikke plads til afholdelse af væsentlige driftsudgifter. De tre udenlandske enkeltmandsvirksomheder havde kun selskabet som hvervgiver. Det arbejde, som de udenlandske virksomheder udførte for selskabet, har karakter af simpelt arbejde, som ikke kræver megen instruktion for at kunne udføres. Herefter, og uanset om de tre polske personer i Polen er anset som og beskattet som selvstændig erhvervsdrivende, finder Landsskatteretten efter en samlet vurdering af sagens faktiske omstændigheder, sammenholdt med kriterierne i personskattecirkulæret, at det ikke er godtgjort, at de polske personer ved udførelsen af opgaverne for selskabet drev selvstændig erhvervsvirksomhed for egen regning og risiko. De udbetalte vederlag er herefter lønmodtagerindkomst. Det forhold, at de udenlandske enkeltmandsvirksomheder, som anført af selskabet, under deres arbejde for selskabet i RUT har registreret sig som selvstændigt erhvervsdrivende fører heller ikke til et andet resultat. Hæftelse Landsskatteretten finder med henvisning til sagens faktiske omstændigheder, at selskabet var bekendt med grundlaget for, at de udenlandske virksomhedsejere må anses for lønmodtagere. Derfor var der ikke en sådan uklarhed om selskabets indeholdelsespligt, at selskabet kan fritages for hæftelsesansvar. Selskabet havde således ikke føje til at tro, at selskabet ikke skulle indeholde A-skat og AM-bidrag i medfør af kildeskattelovens § 69, stk. 1. Der henvises til Højesterets domme af 8. december 2022, 21. april 2022 og 29. november 2021 offentliggjort som henholdsvis SKM2023.13.HR, SKM2022.228.HR og SKM2021.639.HR. Landsskatteretten stadfæster herefter Skattestyrelsens afgørelse.