Journalnr. 23-0077851
Momstilsvar forhøjet – ingen selvstændig økonomisk virksomhed og efterfaktureret konsulentmoms
- Instans
- Landsskatteretten
- Dokumenttype
- Landsskatterettens afgørelse
- Offentliggjort
- 19. juni 2026
- Kilde
- Åbn original i afgørelsesdatabasen ↗
Resumé
Sagen vedrørte Skattestyrelsens forhøjelse af en rådgivende ingeniørvirksomheds momstilsvar med 220.271 kr. for perioden 2. halvår 2019 – 2. halvår 2021. Skattestyrelsen fandt, at indehaveren i 2020-2021 ikke drev selvstændig økonomisk virksomhed efter momslovens § 3, da arbejdet reelt blev udført som direktør for et selskab, hvor indehaveren var medejer, uden fakturering og uden reel økonomisk risiko, hvorfor købsmomsfradrag blev nægtet og foreløbige fastsættelser tilbageført. Derudover forhøjede Skattestyrelsen salgsmomsen i 2. halvår 2019 med 249.335 kr. på baggrund af en faktura udstedt til tidligere seniorpartnere for konsulentarbejde udført i 2013-2015. Klageren gjorde gældende, at der var flere hvervgivere, at momsen allerede var indberettet i 2014, og at Skattestyrelsen ikke havde oplyst sagen tilstrækkeligt. Landsskatteretten stadfæstede afgørelsen, da der ikke var dokumentation for andre hvervgivere eller for tidligere indberetning af momsen, idet den indberettede salgsmoms i 2014 måtte anses for at vedrøre acontobetalinger og andet salg.
Titel, resumé og vurderinger er AI-genererede og kan indeholde fejl.
Lovhenvisninger
Fuldtekst
Journalnr. 23-0077851 Klagen skyldes, at Skattestyrelsen har forhøjet virksomhedens momstilsvar med 220.271 kr. for afgiftsperioden 2. halvår 2019 – 2. halvår 2021. Forhøjelsen skyldes dels en forhøjelse af virksomhedens salgsmoms på baggrund af en udstedt faktura og dels nedsættelse af virksomhedens købsmoms, idet Skattestyrelsen har anset virksomheden for ikke at drive selvstændig økonomisk virksomhed. Landsskatteretten stadfæster Skattestyrelsens afgørelse. Faktiske oplysninger [klager], herefter virksomheden, blev starter den 1. juli 2013 af [person1], herefter indehaveren, der er den fuldt ansvarlige deltager. Virksomheden er registreret under branchekoden 711210 ”Rådgivende ingeniøraktiviteter inden for byggeri og anlægsarbejder”. Virksomheden har angivet følgende momstilsvar i perioden 1. halvår 2019 – 2. halvår 2021: Periode Salgsmoms Købsmoms Momstilsvar 1. halvår 2019 0 kr. 10.727 kr. -10.727 kr. 2. halvår 2019 0 kr. 3.088 kr. -3.088 kr. I alt 0 kr. 13.815 kr. -13.815 kr. Periode Salgsmoms Købsmoms Momstilsvar 1. halvår 2020 0 kr. 0 kr. 0 kr. 2. halvår 2020 - - (FF) 12.000 kr. I alt 0 kr. 0 kr. 12.000 kr. Periode Salgsmoms Købsmoms Momstilsvar 1. halvår 2021 - - (FF) 12.000 kr. 2. halvår 2021 0 kr. 1.078 kr. -1.078 kr. I alt 0 kr. 1.078 kr. 10.922 kr. For 2. halvår 2020 og 1. halvår 2021 har Skattestyrelsen foreløbigt fastsat tilsvaret, da virksomheden ikke har angivet moms for disse perioder. Selvstændig økonomisk virksomhed Virksomheden har ud fra det oplyste i den påklagede periode blandt andet udført arbejde for [virksomhed1] ApS og [virksomhed2] A/S, og har i den forbindelse leveret ydelser i form af administration, investorpleje, kapitalformidling, leverandørstyring herunder styring af projektleverandører. [virksomhed1] ApS, CVR-nr. [...1], herefter [virksomhed1], blev stiftet den 30. Maj 2017 af [person2] og [virksomhed3] ApS, CVR-nr. [...2]. Indehaveren indtrådte I direktionen på stiftelsesdatoen og har siden den 1. juni 2018 ejet 38,33 % af anparterne. [virksomhed2] A/S, CVR-nr. [...3], blev stiftet den 21. december 2018 af [virksomhed1] ApS. Indehaveren har været direktør og medlem af bestyrelsen siden stiftelsesdatoen, og har været medejer gennem sine anparter i moderselskabet [virksomhed1] ApS. Af virksomhedens resultatopgørelse for 2019 fremgår, at virksomheden har bogført indtægter som regulering af værdi af igangværende arbejde for 150.000 kr. Der er bogført udgifter til telefoni, regnskabsassistance, advokatassistance, reparation, rejseudgifter, diverse, småanskaffelser og husleje for samlet 90.796 kr. Af virksomhedens resultatopgørelse for 2020 fremgår, at virksomheden har bogført indtægter som regulering af værdi af igangværende arbejde for 100.000 kr. Der er bogført udgifter til telefoni, regnskabsassistance, advokatassistance, reparation, software, rejseudgifter, kontingenter, diverse, småanskaffelser, aviser og husleje for samlet 71.339 kr. Af virksomhedens resultatopgørelse for 2021 fremgår, at virksomheden har bogført indtægter som regulering af værdi af igangværende arbejde for 100.000 kr. Der er bogført udgifter til telefoni, regnskabsassistance, advokatassistance, forplejning, software, rejseudgifter, kontingenter, diverse, småanskaffelser, aviser, gebyrer og husleje for samlet 63.979 kr. Omsætningen hidrører ifølge indehaveren for arbejde udført for [virksomhed1]. Virksomheden har ikke udstedt fakturaer til kunden grundet manglende likviditet hos dem. Beløbet er opgjort til værdien af indehaverens arbejde ud fra et timeforbrug og en kostpris på 300 kr. pr time. For 2019 er timeantallet beregnet til 930 timer, for 2020 er det beregnet til 1.270 timer akkumuleret og for 2021 er det beregnet til 1.600 timer akkumuleret. Ifølge Skattestyrelsen svarer arbejdet i gennemsnit til 41,67 timer om måneden i 2019, 28,33 timer om måneden i 2020 og 27,50 timer om måneden i 2021. Ifølge indehaveren har virksomheden også udført arbejde for en række andre kunder. Der er ikke fremlagt materiale for samarbejdet hermed. Regulering af fakturanr. 1902 Indehaveren har over for Skattestyrelsen oplyst, at virksomheden over en årrække fra 2013 - 2015 har udført arbejde for [virksomhed4], hvor virksomheden havde oparbejdet et tilgodehavende på 1.268.208 kr. ekskl. moms pr. 31. december 2018. Nederst på opgørelsen af tilgodehavende fremgår at ”aftalen om betaling af saldoen jf. spec. Er baseret på et forlig” og det fremgår, at saldoen pr. 31. december 2019 var 0 kr. Virksomheden har den 4. juli 2019 udstedt kreditnotanummer 1901, der annullerede forholdet mellem virksomheden og [virksomhed4]. Det fremgår af kreditnotaen, at der af den samlede sum på 1.268.208 kr. ekskl. moms, er der blevet indbetalt 800.000 kr. inkl. moms aconto pr. december 2014. Kreditnotaen lyder herefter på 806.250 kr. inkl. moms. Virksomheden har den 4. juli 2019 udstedt fakturanummer 1902 til tidligere senior partnere i [virksomhed4] for konsulentarbejde udført i indkomstårene 2013 – 2015. Fakturasummen udgør samlet 1.268.207 kr. inkl. moms. Fakturasummen udgøres af 806.250 kr. inkl. moms (beløbet ifølge kreditnota 1901), andre konsulentydelser i perioden 2013-2015 på 440.423 kr. inkl. moms og rejseomkostninger på 21.534 kr. Skattestyrelsen har forhøjet virksomhedens salgsmoms i 2. halvår 2019 med 249.335 kr. af de fakturerede konsulentydelser svarende til den moms, der fremgår af fakturanummer 1902. Virksomheden har ifølge Skattestyrelsen angivet salgsmoms i 2014 for 186.250 kr. Ifølge virksomheden er momsen på 249.335 kr. indeholdt i den indberettede salgsmoms i 2014. Af en mailkorrespondance mellem virksomhedens advokat og [virksomhed4] fremgår følgende: ”… * [person1] sender den nævnte kreditnota på et beløb svarende til det beløb der udgør forskellen mellem det der tidligere er faktureret, og de 800.000 kr der er betalt a conto. Kreditnotaen må I gerne sende til [e-mail1], med kopi til undertegnede og [person3] ([e-mail2]). Når vi har modtaget kreditnotaen er det konkrete udestående beløb mellem [virksomhed4] og [person1] neutraliseret. Der fremgår ikke længere en gæld til [person1] i [virksomhed4]. * Derefter sender [person1] en faktura på det aftalte udestående beløb (inkl. de to bonusbeløb der ikke tidligere er faktureret og de sidste ikke fakturerede måneder men ekskl de nævnte rejseomkostninger) til vores advokat [person4], [advokatfirma1]. På fakturaen skal det eksplicit fremgå, at fakturaen skal betales af følgende 11 Senior Partnere i [virksomhed4] (før salget til [virksomhed5]): …” Skattestyrelsens afgørelse Skattestyrelsen har ved afgørelsen anset virksomheden for ikke at drive selvstændig økonomisk virksomhed i perioden 1. halvår 2020 – 2. halvår 2021, og har nedsat virksomhedens momstilsvar med 12.000 kr. i 2020 og 10.922 kr. i 2021. Skattestyrelsen har derudover forhøjet virksomhedens salgsmoms i 2. halvår 2019 på baggrund af en faktura udstedt af virksomheden. Skattestyrelsen har som begrundelse bl.a. anført: ”3. Opgørelse af virksomhedens moms for 2019-2021 … 3.4. Skattestyrelsens bemærkninger og begrundelse Efter momslovens § 3, stk. 1, er man en afgiftspligtig person, hvis man driver selvstændig økonomisk virksomhed. Ifølge Den juridiske vejledning afsnit C.C.1.1.1 er den momsretlige vurdering af, om en virksomhed er momspligtig, ofte sammenfaldende med den skatteretlige vurdering af, om der foreligger en selvstændig erhvervsvirksomhed, men det er altid en konkret vurdering. Den juridiske vejledning afsnit D.A.3.1.4.1 beskriver, hvad der forstås ved begrebet økonomisk virksomhed i forhold til momsloven. Her fremgår det, at ved økonomisk virksomhed forstås alle former for virksomhed som producent, handlende eller tjenesteyder, herunder minedrift og landbrug, samt virksomhed inden for liberale og dermed sidestillede erhverv. Det fremgår endvidere, at økonomisk virksomhed kun kan udøves selvstændigt. Lønmodtagere og andre personer er derfor ikke omfattet af momsreglerne. Den juridiske vejledning afsnit D.A.3.1.3 beskriver de betingelser, der er for selvstændig virksomhed. Her lægges blandet andet vægt på, om skatteyderen selv bærer den økonomiske risiko ved virksomheden samt om denne handler for egen regning eller på eget ansvar, eller om det i stedet er for hvervgivers regning og ansvar. Jævnfør afsnit 1.4 anser vi dig for at være lønmodtager og vi henviser dertil. Vi mener derfor ikke, at du opfylder betingelserne for at drive selvstændig økonomisk virksomhed efter momslovens § 3, stk. 1. På baggrund af ovenstående har vi i indkomstårene 2019 - 2021 nedsat årets resultat til 0 kr. Vi behandler ikke momstilsvaret for 1. halvår 2019, da perioden er forældet efter skatteforvaltnings-lovens § 31, stk. 1. Salgsmoms Ifølge momslovens § 4, stk. 1, er enhver erhvervsmæssig levering af varer og ydelser mod vederlag her i landet momspligtig. 2019 I 2019 udsteder du en faktura (faktura 1902) vedrørende arbejde udført i perioden 2012 - 2015. Salgsmomsen udgør i alt 249.335 kr. Vi har ikke modtaget dokumentation for, at salgsmomsen er indberettet i tidligere år. Da arbejdet er udført i tidligere år, hvor du har været selvstændig erhvervsdrivende, skal der afregnes moms af fakturaen, selvom du ikke anses som selvstændig erhvervsdrivende i 2019, jævnfør afsnittet ovenfor. Du har oplyst, at der i 2018 foretages en regulering af tilgodehavendet, således at tilgodehavendet i 2018 forøges med 30.708 kr. Vi har ikke modtaget regnskabet for 2018, men af sammenligningstallene til regnskabet for 2019 kan vi se, at der i 2018 er indtægtsført 24.567 kr., svarende til beløbet uden moms. Salgsmomsen heraf udgør 6.141 kr. Der er for 2. halvår 2018 indberettet en salgsmoms på 6.142 kr. Skattestyrelsens samlede opgørelse af virksomhedens momstilsvar Periode Salgsmoms ifølge faktura Tidligere indberettet salgsmoms Yderligere salgsmoms 2. halvår 2019 249.335 kr. 6.142 kr. 243.193 kr. 2020 For 1. halvår 2020 indberetter du 0 kr. i salgsmoms. Du har ikke foretaget momsindberetninger for 2. halvår 2020, hvorfor Skattestyrelsen tidligere har foreløbig fastsat din virksomheds momstilsvar med 12.000 kr. Da vi ikke mener, at du driver selvstændig økonomisk virksomhed i perioden, nedsætter vi din salgsmoms med den foreløbige fastsættelse på 12.000 kr. Ved en gennemgang af virksomhedens regnskab er vi heller ikke blevet bekendt med en momspligtig omsætning, ligesom det ikke fremgår af dine bankkontoudtog. 2021 Du har ikke foretaget momsindberetninger for 1. halvår 2021, hvorfor Skattestyrelsen tidligere har foreløbig fastsat din virksomheds momstilsvar med 12.000 kr. Da vi ikke mener, at du driver selvstændig økonomisk virksomhed i perioden, nedsætter vi din salgsmoms med den foreløbige fastsættelse på 12.000 kr. Ved en gennemgang af virksomhedens regnskab er vi heller ikke blevet bekendt med en momspligtig omsætning, ligesom det ikke fremgår af dine bankkontoudtog. For 2. halvår 2021 indberetter du 0 kr. i salgsmoms. Handel med udlandet Af din momsindberetning for 2. halvår 2021, kan vi se, at du har indberettet 98.100 kr. i "Rubrik C — varer". Vi har ikke modtaget dokumentation for beløbet og kan ikke se det af dit regnskab eller bankkontoudtog, ligesom du tidligere har oplyst, at der ikke har været indtægt i virksomheden i meget lang tid og derfor heller ikke udstedt fakturaer. Vi nedsætter derfor rubrik C — varer med 98.100 kr. Købsmoms Ifølge momslovens § 37, stk. 1, kan du som momspligtig virksomhed få fradrag for købsmoms på indkøb af varer og ydelser, som udelukkende anvendes til virksomhedens momspligtige aktiviteter. Ved en gennemgang af dine regnskaber har vi ikke konstateret momspligtige leverancer, hvorfor du ikke opfylder betingelser for at få fradrag efter momslovens § 37, stk. 1. Vi nedsætter derfor din købsmoms til 0 kr. Da du den 4. juli 2019 udsteder en salgsfaktura vedrørende arbejde udført i tidligere år, godkender vi retten til fradrag for den indberettede købsmoms i 2. halvår 2019, da vi antager, at det knytter sig det momspligtige formål. Momsændringer På baggrund af ovenstående, har vi i tabellen nedenfor opgjort ændringen af momstilsvaret fordelt på perioder. Skattestyrelsens samlede opgørelse af virksomhedens momstilsvar fordelt på perioder Periode Skønnet salgsmoms Indberettet salgsmoms/FF Godkendt købsmoms Indberettet købsmoms Ændring af momstilsvar 2. halvår 243.193 kr. 0 kr. 3.088 kr. 3.088 kr. 243.193 kr. I alt 2019 243.193 kr. 0 kr. 3.088 kr. 3.088 kr. 243.193 kr. Periode Skønnet salgsmoms Indberettet salgsmoms/FF Godkendt købsmoms Indberettet købsmoms Ændring af momstilsvar 1. halvår 0 kr. 0 kr. 0 kr. 0 kr. 0 kr. 2. halvår 0 kr. 12.000 kr. 0 kr. 0 kr. -12.000 kr. I alt 2020 0 kr. 12.000 kr. 0 kr. 0 kr. -12.000 kr. Periode Skønnet salgsmoms Indberettet salgsmoms/FF Godkendt købsmoms Indberettet købsmoms Ændring af momstilsvar 1. halvår 0 kr. 12.000 kr. 0 kr. 0 kr. -12.000 kr. 2. halvår 0 kr. 0 kr. 0 kr. 1.078 kr. 1.078 kr. I alt 2021 0 kr. 12.000 kr. 0 kr. 1.078 kr. -10.922 kr. Herudover nedsættes rubrik C — varer med 98.100 kr. for 2. halvår 2021. Skattestyrelsens endelige afgørelse Du har oplyst, at en del af det opgjorte momsbeløb i nærværende sag allerede er indberettet i 2014, i alt 186.250 kr. Det er vores vurdering, at det ikke er tilstrækkelig dokumenteret, at den indberettede salgsmoms på 186.250 kr. er en del af den salgsmoms, som vi har opgjort. Det er også vores opfattelse, at den salgsmoms, du har indberettet i 2016 og 2017 vedrører andet salg. Det fremgår af den bogføringsoversigt, som du har sendt i mail af 9. maj 2023. Det fremgår af den fremsendte mailkorrespondance vedrørende din slutafregning med [virksomhed4], at "...[person1] sender den nævnte kreditnota på et beløb svarende til det beløb der udgør forskellen mellem det der tidligere er faktureret, og de 800.000 kr der er betalt a conto...". Af din udstedte kreditnota nr. 1901 fremgår det, at der i december 2014 blev indbetalt et acontobeløb på 800.000 kr., heraf en salgsmoms på 160.000 kr. Det er vores opfattelse, at den indberettede salgsmoms i 2014 på 186.250 kr. vedrører salgsmomsen af det indbetalte acontobeløb samt andet salg, som udgør forskellen i salgsmoms på 26.250 kr. (186.250 kr. — 160.000 kr.). Det ses ikke, at salgsmomsen på 160.000 kr. kan være indberettet i andre perioder. Det fremgår ligeledes af kreditnota nr. 1901, at det oprindelige krav indeholdt en salgsmoms på 321.250 kr. Vi har gentagende gange bedt om regnskabsmaterialet for 2013 — 2014 som dokumentation for, at den indberettede salgsmoms i 2014 ikke vedrører andet salg end det opgjorte momskrav i nærværende sag. Vi har givet udsættelse til at finde materialet flere gange. Du anmoder senest om udsættelse den 16. maj 2023 for så vidt angår yderligere dokumentation. Vi mener dog, at vi i kraft af kreditnota nr. 1901 har fået tilstrækkelig dokumentation til at kunne træffe afgørelse i sagen. Vi giver derfor ikke yderligere udsættelse, da vi ikke mener, at det vil kunne ændre vores afgørelse. Vi gør derimod opmærksom på, at sagen kan påklages efterfølgende. Se venligst afsnit til sidste i denne afgørelse. Vi har undersøgt mellemværendet med Gældsstyrelsen, som du henviser til. Det ses ikke, at det opgjorte momskrav i indeværende sag er indeholdt i Gældsstyrelsens krav. På baggrund af ovenstående redegørelser, træffes afgørelsen i overensstemmelse med forslaget, som er dateret den 1. marts 2023. ...” Udtalelse fra Skattestyrelsen I forbindelse med Skatteankestyrelsens klagesagsbehandling har Skattestyrelsen den 6. september 2023 udtalt, at der ikke er nye oplysninger i klagen, som ikke står i sagsfremstillingen. Virksomhedens opfattelse Virksomhedens repræsentant har i klagen af 31. august 2023 anført, at Skattestyrelsens afgørelse skal omgøres, subsidiært at klagen sagen skal hjemvises til fornyet behandling ved Skattestyrelsen. Til støtte for påstanden er i klagen af 31. august 2023 bl.a. anført: ”Ad udførte arbejder og fakturering: Klager bestrider ikke, at der ikke er faktureret meget de seneste år i virksomheden, hvilket da også fremgår af de fremsendte opgørelser til Skattestyrelsen. Dog skal klager gøre gældende, at det ikke er ensbetydende med, at der ikke er udført arbejder i perioden, som kan viderefaktureres, når opgaverne er afsluttet. I perioden fra 2012 og frem til nu, har klager udført arbejde for 7 forskellige selskaber, beliggende i Danmark, Kenya, Malawi og Schweiz. At klager ikke har kunnet fakturere det fulde arbejde endnu, er således ikke et udtryk for, at denne ikke rent faktisk har haft større aktivitet i sin virksomhed. Ad skyldigt momsbeløb: Af Skattestyrelsens afgørelse fremgår et større beløb i indregningerne, som klager skal bestride kan medtages i denne sag idet det gøres gældende at beløbet relaterer sig til en anden konkret skattesag. Efter fremsendelse af ovenstående indsigelse oplyser klager da også til Skattestyrelsen, at denne vil frem-finde alt materialet tilbage fra 2013, men at henset til alderen på materialet skal det først forefindes på et fjernlager, noget som klager ikke kan nå inden for den satte frist. Som oplyst til Skattestyrelsen er en del at det medtaget momsbeløb allerede indberettet i 2014, noget som klager da også har dokumenteret behørigt over for indklagede. Det til trods fastholder indklagede, at den indberettede salgsmoms hidrører fra andet salg. Ad virksomhedsordningen Skattestyrelsen gør i deres afgørelse gældende, at klager ikke opfylder betingelserne for at være i virksomhedsordningen, og med deres afgørelse falder klager derfor uden for virksomhedsordningen. Klager skal i det hele fastholde at have og stadig opfylde kravene for at forblive i virksomhedsskatteordningen. Det følger af sædvaner for området, at virksomheder, der overgår fra virksomhedsskatteordning til anden struktur, får en frist til at etablere supplerende virksomhed i fald, at aktiviteter bortfalder, eller at man på anden vist falder udenfor denne. Samtidigt taler det da også for klagers sag, at denne har været i virksomhedsskatteordningen i mange år, og tillige at det opsparede overskud stammer fra virksomhedsaktivitet udført før 2012, noget klager også har gjort opmærksom på. Det gøres derfor gældende at min klient er berettiget til at forblive i virksomhedsskatteordningen subsidiært er berettiget til indenfor en periode at etablere en supplerende virksomhed som berettiger min klient til at forblive i virksomhedsskatteordningen. Ad forløbet generelt: Generelt skal klager gøre gældende, at denne har forsøgt, så vidt det har været muligt, at overholde indklagedes frister til at fremsende dokumentation som var nødvendigt. Når det ikke hver gang har været muligt, skyldes det omfanget af dokumentation samt alderen på dette. Skattestyrelsen ligger i deres afgørelse særlig vægt på at: indkomstmodtageren udelukkende eller i overvejende grad har samme hvervgiver der er indgået aftale mellem hvervgiveren og indkomstmodtageren om løbende arbejdsydelse og hvervgiveren afholder udgifterne i forbindelse med udførelsen af arbejdet, der ikke behøver foreligge en egentlig ansættelseskontrakt, for at der er tale om et tjenesteforhold. Det afgørende er en bedømmelse af de faktiske forhold.”, og på ovenstående baggrund træffer afgørelse om, at skatteforholdene skal ændres. Dette skal klager i det hele bestride. Som redegjort for adskillige gange, har klager haft flere hvervgivere, og Skattestyrelsen ses ikke at have ført dokumentation for det modsatte. Som dokumenteret har klager haft minimum 7 forskellige hvervgive-re de seneste 10 år, lokaliseret forskellige steder i verden. Af hvervgivere kan klager notere følgende virksomheder: [virksomhed1] ApS, [virksomhed2] A/S, [virksomhed6] ApS alle tre selskaber i Danmark, [virksomhed7] Limited, [virksomhed8] Limited begge med selskaber i Kenya, [virksomhed9] Limited i Malawi, [virksomhed10] AG i Schweiz. Dertil kommer, at klager inden for de kommende 3-4 måneder ligeledes bliver engageret i forhold til 2 selskaber i Sverige: [virksomhed11] AB og [virksomhed12] AB. Det samme gør sig gældende for afholdelse af udgifter. Det er korrekt, at klager har afholdt nogle af udgifterne, men baggrunden for dette skyldes, at klagers samarbejdspartnere ikke har haft likviditet til at kunne betale herfor. Skattestyrelsen gør gældende, at klager har bestemmende indflydelse i virksomheden, [virksomhed1] ApS, hvilket bestrides af klager. Skattestyrelsen henviser til historiske data, som ikke er retvisende. På nuværende tidspunkt er klager ansat som direktør i virksomheden og ejer mindre end 50%, pt. ca. 38%, og det kan således lægges til grund, at klager ikke har bestemmende indflydelse. Slutteligt skal klager i det hele bestride, at der foreligger et tjenesteforhold mellem denne og dennes hvervgivere. Anbringender. at klagers virksomhed løbende har udført arbejde svarende til kravene for virksomhedsskatteordningen, at klager har ikke kunnet fakturere det fulde beløb herfor endnu, at det omstridte momsbeløb allerede er medtaget i en sag med Gældstyrelsen, at indklagede ikke har dokumenteret det modsatte, at klager har forsøgt at sende alt påkrævet dokumentation til indklagede, men henset til alderen, samt omfanget herpå, må det anses for undskyldeligt, at denne ikke har kunnet overholde ale frister at indklagede ved ikke at afvente modtagelsen af dokumentationen ikke har opfyldt kravet om at træffe afgørelse på et oplyst grundlag, at det er indklagede som myndighed, der har ansvaret for, at en sag bliver belyst på betryggende grundlag, at indklagede ikke har opfyldt dette, at klager ikke udelukkende eller i overvejende grad har samme hvervgiver, at indklagede ikke har ført dokumentation for modsatte, at der ikke er indgået aftale mellem hvervgiveren og klager om løbende arbejdsydelse, at klager ikke har haft bestemmende indflydelse på selskabet, [virksomhed1] ApS, i den omhandlende periode, at klager har været i virksomhedsskatteordningen i adskillige år, at det følger af sædvaner, at en virksomhed normalt får en frist til at etablere sig, når aktivitet bortfalder, at det opsparede overskud stammer fra virksomhedsaktivitet udøvet før 2012, at klager skal forblive i virksomhedsskatteordningen. …” Landsskatterettens afgørelse Landsskatteretten skal tage stilling til, om det er med rette, at Skattestyrelsen har forhøjet virksomhedens momstilsvar med 220.271 kr. for perioden 2. halvår 2019 – 2. halvår 2021. Retten skal herunder tage stilling til om virksomheden har drevet selvstændig økonomisk virksomhed i perioden, og om moms af fakturanr. 1902 tidligere er blevet indberettet. Retsgrundlaget Af momslovens § 3, stk. 1, fremgår: “Afgiftspligtige personer er juridiske eller fysiske personer, der driver selvstændig økonomisk virksomhed.” Af momslovens § 4, stk. 1, fremgår: ”Der betales afgift af varer og ydelser, der leveres mod vederlag her i landet. Ved levering af varer forstås overdragelse af retten til som ejer at råde over et materielt gode. Levering af en ydelse omfatter enhver anden levering.” Af momssystemdirektivet art. 2, stk. 1, litra c, fremgår: ”Følgende transaktioner er momspligtige: […] levering af ydelser, som mod vederlag foretages på en medlemsstats område af en afgiftspligtig person, der handler i denne egenskab.” Af momssystemdirektivet art. 9, stk. 1, fremgår: “Ved »afgiftspligtig person« forstås enhver, der selvstændigt og uanset stedet udøver økonomisk virksomhed uanset formålet med eller resultatet af den pågældende virksomhed. Ved »økonomisk virksomhed« forstås alle former for virksomhed som producent, handlende eller tjenesteyder, herunder minedrift og landbrug, samt virksomhed inden for liberale og dermed sidestillede erhverv. Ved økonomisk virksomhed forstås navnlig udnyttelse af materielle eller immaterielle goder med henblik på opnåelse af indtægter af en vis varig karakter.” Af momssystemdirektivet art. 10 fremgår: “Eftersom økonomisk virksomhed kun kan udøves selvstændigt, jf. artikel 9, stk. 1, er lønmodtagere og andre personer ikke omfattet af momsreglerne, i det omfang de er forpligtede over for deres arbejdsgiver ved en arbejdskontrakt eller ved et andet retligt forhold, som skaber et arbejdstager-arbejdsgiverforhold med hensyn til arbejds- og aflønningsvilkår og arbejdsgiverens ansvar.” Efter ovennævnte bestemmelser er det kun juridiske eller fysiske personer, der driver selvstændig (økonomisk) virksomhed, der er afgiftspligtige. Selvstændig virksomhed er kendetegnet ved, at virksomheden udøves for egen regning og risiko. Momspligten omfatter således ikke lønmodtagere. En lønmodtager er kendetegnet ved at udføre personligt arbejde i et arbejdstager-arbejdsgiverforhold, det vil sige efter arbejdsgiverens instruktioner og for dennes regning. Betaling for det udførte arbejde sker oftest i form af løn, provision, akkordbetaling og lignende. EU-domstolen har i sag C-420/18 (IO) udtalt, jf. præmis 39, at det ved fastlæggelse af, om der foreligger et underordnelsesforhold, skal undersøges, om den pågældende person udøver sin virksomhed i eget navn, for egen regning og på eget ansvar, og om den pågældende selv bærer den økonomiske risiko, der er forbundet med udøvelsen af denne virksomhed. Ved vurderingen af om der er tale om selvstændig virksomhed, lægges der i praksis vægt på, om der foreligger en arbejdskontrakt eller andre retlige forhold mellem parterne, som skaber et arbejdstager-arbejdsgiverforhold med hensyn til arbejds- og aflønningsvilkår og arbejdsgiverens ansvar. Afgiftspligtige personer kan ved opgørelsen af afgiftstilsvaret opnå fradrag for de udgifter til købsmoms på indkøb af varer og ydelser, som udelukkende anvendes til brug for virksomhedens leverancer, der ikke er fritaget efter momslovens § 13, jf. momslovens § 37, stk. 1. Det fremgår af momslovens § 46, stk., 6, af betaling af afgift påhviler enhver, der på en faktura anfører et afgiftsbeløb eller en anden angivelse af, at fakturabeløbet indbefatter afgift. Landsskatterettens begrundelse og resultat Selvstændig økonomisk virksomhed Indehaveren har efter det oplyste i den omhandlede periode udført arbejde for [virksomhed1], hvor indehaveren ejer 38% af anparterne og indgår i direktionen. Der er ifølge indehaveren leveret arbejdet i form af administration, investorpleje, kapitalformidling, leverandørstyring herunder styring af projektleverandører. Landsskatteretten lægger i overensstemmelse hermed til grund, at de omhandlede ydelser har bestået i det beskrevne arbejde for [virksomhed1], og [virksomhed1] har været den eneste hvervgiver i perioden, da der ikke er fremlagt dokumentation for, at der har været andre hvervgivere i perioden, ligesom der heller ikke er bogført omsætning fra sådanne. Efter en samlet vurdering finder Landsskatteretten, at virksomheden ikke har drevet selvstændig økonomisk virksomhed i henhold til momslovens § 3 i perioden 1. halvår 2020 – 2. halvår 2021. Retten har herved lagt vægt på, at virksomheden ikke har udstedt fakturaer til [virksomhed1], og at omsætningen i virksomheden er blevet bogført som regulering af værdien af igangværende arbejde. Virksomheden må samtidig anses for at have ydet en længere kredit, end hvad der er sædvanligt mellem uafhængige parter, og de omhandlede ydelser, som består i det arbejde, indehaveren har udført for [virksomhed1], er ydelser, som indehaveren sædvanligvis ville være ansvarlig for i sin rolle som direktør. Virksomheden har endvidere alene afholdt udgifter i et begrænset omfang, og i 2019 har virksomheden viderefaktureret bogførte rejseudgifter til en tidligere kunde. Virksomheden har således ikke afholdt flere udgifter end, hvad der er sædvanligt i et lønmodtagerforhold. Virksomheden kan herefter ikke under de her foreliggende omstændigheder anses for at have påtaget sig en reel økonomisk risiko vedrørende ydelserne i form af arbejdet for [virksomhed1]. Da virksomheden ikke kan anses for at være en afgiftspligtig person, kan der ikke godkendes fradrag for virksomhedens udgifter til købsmoms efter momslovens § 37, ligesom der ikke er grundlag for Skattestyrelsens foreløbige fastsættelser (FF) af virksomhedens salgsmoms for de pågældende perioder. Landsskatteretten kan herefter tiltræde Skattestyrelsens regulering af virksomhedens momstilsvar for perioden 1. halvår 2020 – 2. halvår 2021, hvor tilsvaret er nedsat med i alt 22.922 kr. Regulering af faktura 1902 Virksomheden har udstedt fakturanummer 1902 til tidligere seniorpartnere i [virksomhed4], hvor moms er anført til 249.335 kr., og som ifølge fakturateksten vedrører konsulentydelser leveret i perioden 2013-2015. Indehaveren har forklaret, at moms af fakturaen er indeholdt i det indberettede momstilsvar for 2014. Landsskatteretten finder, at det ikke er dokumenteret, at salgsmoms af fakturanummer 1902 allerede er indberettet i 2014. Retten har herved henset til, at virksomheden i 2014 har modtaget acontobetalinger i perioden 2012 – 2014 på samlet 800.000 kr. inkl. moms, hvor moms udgør 160.000 kr., og virksomhedens indberettede salgsmoms for 2014 på 186.250 kr. anses for at indeholde dette momsbeløb. Ud fra fakturateksten på fakturanummer 1902 kan det samtidig udledes, at der også er faktureret for ydelser, der ikke tidligere har været faktureret af virksomheden. Retten finder herefter, at det er med rette, at Skattestyrelsen har forhøjet virksomhedens salgsmoms med 249.335 kr. af fakturanummer 1902. Landsskatteretten stadfæster herefter Skattestyrelsens afgørelse.