Spring til indhold
skattewiki.dk

← Alle afgørelser

Journalnr. 23-0077613

Afslag på ekstraordinær genoptagelse af aktietab fra 2013

Myndigheden fik medholdStor sag (> 1 mio. kr.)
Instans
Landsskatteretten
Dokumenttype
Landsskatterettens afgørelse
Offentliggjort
29. december 2025
Kilde
Åbn original i afgørelsesdatabasen ↗

Resumé

Sagen angik, om klageren kunne få ekstraordinær genoptagelse af skatteansættelsen for 2013 med henblik på fradrag for et tab på ca. 1,78 mio. kr. på unoterede aktier i et udenlandsk selskab, der blev likvideret og aktieombyttet i december 2013. Klageren gjorde gældende, at genoptagelse kunne ske efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 2, som direkte følge af Skattestyrelsens afgørelse om at nægte fradraget i 2018, subsidiært efter nr. 8 om særlige omstændigheder, idet oplysningerne om tabet var sendt til en spærret arbejdsmail, så klageren først fik kendskab til tabet i 2021. Skattestyrelsen afviste, at der forelå en ansættelsesændring, der kunne udløse en følgeændring, og anså forholdet som et glemt fradrag, ligesom reaktionsfristen på 6 måneder ikke var overholdt. Landsskatteretten fandt, at der ikke var sket nogen ansættelsesændring for 2018, at SKM2020.531.HR ikke var relevant, og at manglende adgang til e-mailen beroede på klagerens egne forhold og ikke udgjorde særlige omstændigheder, hvorfor Skattestyrelsens afslag blev stadfæstet.

Titel, resumé og vurderinger er AI-genererede og kan indeholde fejl.

Lovhenvisninger

Henviser til

  • SKM2009.37.LSR
  • SKM2010.162.BR
  • SKM2014.59.LSR
  • SKM2016.335.LSR
  • SKM2017.224.HR
  • SKM2020.531.HR
  • SKM2021.576.HR
  • TfS 1998.315
  • TfS 1999.189

Fuldtekst

Journalnr. 23-0077613 Skattestyrelsen har ikke imødekommet klagerens anmodning om ekstraordinær genoptagelse af klagerens skatteansættelse for indkomståret 2013. Landsskatteretten stadfæster Skattestyrelsens afgørelse. Faktiske oplysninger Det fremgår af udskrift med overskriften ”Personal Shareholding Details”, at klageren den 24. juni 2008 har erhvervet 66.936 aktier i [virksomhed1] Ltd. for en samlet værdi på £ 196.122,48. Det er oplyst, at værdien i DKK har udgjort 1.848.963 kr. Af et dokument med overskriften ”Summary note on the [virksomhed1] Open Offer and subsequent liquidation of [virksomhed1] Limited” fremgår, at [virksomhed1] Ltd i december 2013 har foretaget en aktiekonvertering, hvor prisen på én aktie udgjorde 10 pence. Det er oplyst, at værdien i DKK har udgjort 59.178,12 kr. Det fremgår desuden, at [virksomhed1] Ltd. den 13. december 2013 blev taget under likvidation, og at aktier i [virksomhed1] Limited Inc. den 18. december 2013 blev ombyttet til aktier i [virksomhed2] ([...]). Den 18. december 2013 er, i følge skrivelsen, den relevante dato i forhold til, om aktionærerne har opnået en gevinst eller tab på aktierne i [virksomhed1] Ltd. Skrivelsen er dateret februar 2014. Der har været påbegyndt en afvikling af [virksomhed2] i 2018, som er afsluttet i 2021. Klageren har afstået aktierne i [virksomhed2] i 2021 for en værdi på 23.961 kr. Klageren har den 23. august 2021, i forlængelse af klagerens anmodning om genoptagelse af 19. marts 2021, fremsendt en opgørelse over tab på aktier i [virksomhed1] Ltd. Klageren har anført, at tab på unoterede aktier skal angives til 1.842.963 kr. i indkomståret 2018 og 688.208 kr. i indkomståret 2019. Skattestyrelsen har i forlængelse heraf den 21. februar 2023 truffet afgørelse vedrørende genoptagelse af klagerens skatteansættelse for indkomstårene 2017-2020. Det fremgår heraf, at Skattestyrelsen ikke har imødekommet klagerens anmodning om fradrag for tab på aktier i [virksomhed1] Ltd. i indkomståret 2018, da tabet anses for at skulle henføres til indkomståret 2013. Tabet er opgjort til 1.783.784,88 kr. med udgangspunkt i en anskaffelsessum på 1.848.963 kr. og en afståelsessum på 59.178 kr. Skattestyrelsen har i afgørelsen oplyst, at den ordinære genoptagelsesfrist for indkomståret 2013 er udløbet, men at klageren kan anmode om ekstraordinær genoptagelse for indkomståret 2013. Klageren har den 27. marts 2023 anmodet om ekstraordinær genoptagelse af skatteansættelsen for indkomståret 2013 med den begrundelse, at han i forbindelse med Skattestyrelsens afgørelse af 21. februar 2023 er blevet opmærksom på retten til fradrag for tab på aktier i [virksomhed1] Ltd. Klageren har oplyst, at information fra [virksomhed2] er sendt til klagerens [virksomhed3]-mail, som blev spærret i forbindelse med klagerens fratrædelse i [virksomhed3] A/S i september 2013, hvorfor oplysninger om tabet på aktierne først er modtaget i 2021. Som dokumentation for, at oplysningerne først er modtaget i 2021, har klageren fremlagt en e-mail dateret den 28. februar 2021, hvor det fremgår, at klageren modtager en række dokumenter vedrørende aktiekonverteringen herunder ”Summary note on the [virksomhed1] Open Offer and subsequent liquidation of [virksomhed1] Limited”. Skattestyrelsen har den 4. maj 2023 sendt agterskrivelse. Det fremgår heraf, at Skattestyrelsen foreslog ikke at genoptage klagerens skatteansættelse for indkomståret 2013. Skattestyrelsen traf i forlængelse heraf afgørelse den 31. maj 2023. Det er oplyst, at klagerens årsopgørelse for 2013 er dannet den 19. august 2014. Skattestyrelsens afgørelse Skattestyrelsen har ikke imødekommet klagerens anmodning om ekstraordinær genoptagelse af skatteansættelsen for indkomståret 2013. Skattestyrelsen har som begrundelse bl.a. anført: ”… 4. Skattestyrelsens begrundelse Fristen for genoptagelse for indkomståret 2013 udløb 1. maj 2017. Fristen for genoptagelse er derfor udløbet, jævnfør skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2 og du kan kun få genoptagelse, hvis du opfylder betingelserne i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 1-8 og stk. 2. Skattestyrelsen mener, at du ikke er berettiget til genoptagelse, fordi du ikke opfylder betingelsen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8 og stk. 2. Ifølge skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8, er det en betingelse for ekstraordinær genoptagelse af skatteansættelsen, at der er særlige omstændigheder. I henhold til praksis er det en betingelse for genoptagelse på grund af særlige omstændigheder, at der for eksempel er tale om myndighedsfejl, svig fra tredjemand eller andre helt særlige uforudsigelige tilfælde, der ikke kan bebrejdes den skattepligtige, herunder alvorlig sygdom. Det er en forudsætning for genoptagelse i henhold til skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8, at der er sandsynlighed for, at en genoptagelse resulterer i en ændring af den hidtidige ansættelse. Skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8 kan ikke bruges til genoptagelse, hvis der er tale om glemte eller oversete fradrag med videre eller den skattepligtige ved en fejl har oplyst for store beløb. Se Den juridiske vejledning, afsnit A.A.8.2.2.2.2.8 Særlige omstændigheder. Vi mener, at der ikke er grundlag for at genoptage din skatteansættelse, da et glemt fradrag ikke er en særlig omstændighed, der kan begrunde genoptagelse i henhold til skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8. Du har i forbindelse med forslaget til afgørelse dateret den 4. maj 2023 oplyst, at du ikke havde mulighed for at anvende fradraget inden for de almindelige frister, fordi du ikke længere havde adgang til den mailadresse, hvortil informationen vedrørende aktierne blev fremsendt. Det bemærkes i forhold til dette, at det er dig selv, der bærer risikoen for ikke at have haft denne adgang, hvorfor dette ikke er en særlig omstændighed, der kan begrunde genoptagelse af skatteansættelsen. Ifølge skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2 er det endvidere en betingelse for ekstraordinær genoptagelse af skatteansættelsen, at du har bedt om genoptagelse senest 6 måneder efter, at du er kommet til kundskab om det forhold, der begrunder, at fristen i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2 kan overskrides. Vi har mulighed for at se bort fra 6-månedersfristen, hvis der er særlige omstændigheder. Du har bedt om genoptagelse den 27. marts 2023. Det er vores opfattelse, at 6-månedersfristen, jævnfør skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, skal regnes fra det tidspunkt årsopgørelsen for indkomståret 2013 blev synlig i TastSelv, da du på dette tidspunkt har fået kendskab til det forhold, som efter din opfattelse begrunder, at fristen for ordinær genoptagelse i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2 kan overskrides. Årsopgørelsen for indkomståret 2013 blev synlig i TastSelv den 19. august 2014. Skattestyrelsen har noteret sig, at din daværende advokat den 16. december 2022 har oplyst, at du blev opmærksom på tabet for 2013 i 2018, hvorimod du i dine bemærkninger til forslaget til afgørelse af 4. maj 2023 har oplyst, at det var i starten af 2021, at du blev opmærksom på, at der var lidt et tab tilbage i 2013. Ovenstående ændrer således ikke på, at du bedt om genoptagelse mere end 6 måneder efter at du har fået kendskab til forholdet. Skattestyrelsen finder endvidere ikke, at det kan føre til et andet resultat, at Skattestyrelsen i afgørelsen af 21. februar 2023 har anført, at aktierne skal henføres til 2013, da de ikke herved har taget stilling til, om betingelserne for ekstraordinær genoptagelse var opfyldt. Skattestyrelsen finder ikke, at der er særlige omstændigheder, der gør, at der skal ses bort fra 6-månedersfristen. Fristen for ekstraordinær genoptagelse er derfor overskredet, jævnfør skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, og du kan derfor ikke få tilladelse til genoptagelse af din skatteansættelse. På baggrund af ovenstående afslår Skattestyrelsen at genoptage din skat for indkomståret 2013. …“ Udtalelse fra Skattestyrelsen I forbindelse med Skatteankestyrelsens klagesagsbehandling har Skattestyrelsen den 13. september 2023 udtalt følgende: ”… Der er ikke nye oplysninger i sagen, som ikke står i sagsfremstillingen. Det er fortsat Skattestyrelsens opfattelse, at betingelserne for ekstraordinær genoptagelse efter § 27, stk. 1, nr. 8 og stk. 2 ikke er opfyldt. Det kan ikke føre til et andet resultat, at Skattestyrelsen i forbindelse med afgørelsen dateret 21. februar 2023 har nægtet fradraget i 2017-2020 og henført tabet til 2013. Hvis der kommer yderligere oplysninger fra klager, ønsker Skattestyrelsen at blive hørt i sagen igen, inden der træffes afgørelse i sagen. …” Klagerens opfattelse Klagerens tidligere repræsentant har nedlagt påstand om ekstraordinær genoptagelse af klagerens skatteansættelse for indkomståret 2013. Til støtte for påstanden er bl.a. anført: ”… Anbringender Det gøres gældende, at [klager] har krav på genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 2, subsidiært skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8. Det gøres endvidere gældende, at [klager] opfylder 6-månedersfristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2. … Følgende fremgår af Karnovs note 110 til § 27, stk. 1, nr. 2: ”Bestemmelsen finder alene anvendelse, hvis ændringen er en direkte følge og konsekvens af den primære ansættelse, dvs. den ansættelse, som udløser en afledt ændring. Dette indebærer, at der skal være en relevant og direkte årsagssammenhæng mellem den ansættelse, der giver anledning til følgeændringen, også selve følgeændringen. Reglen omfatter dog efter praksis alle konsekvensændringer, der er en følge af en ansættelsesændring vedrørende borgeren, herunder konsekvensændringer, når borgeren har fået medhold i en klagesag. I øvrigt gælder det helt grundlæggende, at hvad angår konsekvensændringer inden for samme indkomstår, kan sådanne ændringer ske uanset SFL frister, når ændringen er en følge af en anmodning om genoptagelse, jf. TfS 1998.315.VLD. Bestemmelsen finder herefter anvendelse, hvor skatteforvaltningen forhøjer en skatteansættelse vedrørende den skattepligtige, dennes ægtefælle eller et sambeskattet selskab med den virkning, at en skatteansættelse for indkomstår, der ligger uden for de ordinære ansættelsesfrister, skal nedsættes. Ligeledes vil bestemmelsen finde anvendelse, hvis den skattepligtige, dennes ægtefælle eller et selskab, der er sambeskattet med den skattepligtige, begærer nedsættelse af ansættelsen med den følge, at skatteansættelsen for et indkomstår, der ligger uden for de ordinære ansættelsesfrister, skal forhøjes.” Det gøres gældende, at ændringen af indkomståret 2013 er en direkte følge og konsekvens af Skattestyrelsens afgørelse af 21. februar 2021, dvs. at det er Skattestyrelsens ansættelse, som udløser ændringen for indkomståret 2013, herunder at der er den relevante og direkte årsagssammenhæng. [klager] opfylder således skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 2. Skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8 Det gøres derudover gældende, at der foreligger ekstraordinære omstændigheder, hvorfor [klager] også opfylder skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8. Skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2 Det gøres endvidere gældende, at [klager] opfylder 6-månedersfristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2. Som nævnt er anmodningen om genoptagelse af indkomståret 2013 en konsekvensændring af Skattestyrelsens afgørelse af 21. februar 2023. Det gøres derfor gældende, at 6-månedersfristen løber fra den 21. februar 2023. Skattestyrelsen har modtaget [klager] anmodning om genoptagelse den 27. marts 2023, hvorfor 6-månedersfristen er opfyldt. Det gøres på baggrund af ovenstående gældende, at Skattestyrelsen skal imødekomme [klager] anmodning om ekstraordinær genoptagelse af indkomståret 2013. …“ Klagerens bemærkninger til Skattestyrelsens udtalelse Klagerens tidligere repræsentant har fremsat følgende bemærkninger til Skattestyrelsens udtalelse: ”Da Skattestyrelsens udtalelse af 13. september 2023 ikke indeholder noget nyt, har vi på nuværende tidspunkt ingen bemærkninger til udtalelsen. ...” Klagerens yderligere bemærkninger til sagen Klageren har den 4. november 2024 fremsat følgende bemærkninger i forbindelse med mødet med Skatteankestyrelsen: ”… SKAT har afvist at godkende fradrag for tab på aktier i [virksomhed1] Ltd. i 2018, da tabet ifølge SKAT først kan opgøres endeligt i 2021 SKAT henviser til aktieavancebeskatningslovens § 13, stk. 1. SKAT anerkender, at der er dokumenteret et legitimt tab på [virksomhed2]-aktier på 1.783.784,88 kr. i 2013 og et tab på 59.178,12 kr. i 2018. SKAT afviser dog fradrag i 2018 med henvisning til afgørelsen i SKM2020.531 og påpeger, at der i 2013 var plads til fuldt fradrag, hvorfor der ikke er retskrav på fradrag i senere år, herunder i 2018. SKAT anfører endvidere, at der er mulighed for at ansøge om ekstraordinær genoptagelse af skatteansættelsen for 2013. Min anke er følgende: SKAT henviser først til, at tabet kan opgøres endeligt i 2021, men argumenterer samtidig for, at det skulle have været fratrukket i 2013, hvilket er modstridende. SKAT henviser til afgørelsen SKM2020.531 som begrundelse for afslag på at anvende fradraget fra 2013 i 2018. Imidlertid fastslår SKM2020.531, at fradrag kan anvendes i efterfølgende år, selvom det ikke blev selvangivet for indkomståret 2013. SKAT nævner muligheden for ekstraordinær genoptagelse af skatteansættelsen for 2013, men afslår efterfølgende denne mulighed. Vedrørende SKAT's afgørelse om ekstraordinær genoptagelse af 2013 SKAT henviser til et brev fra min daværende advokat af 16. december 2022, hvor det blev anført: "[klager] har imidlertid ikke fratrukket tabet i 2013, idet han først blev opmærksom på tabet i 2018." SKAT påpeger, at der er tale om et glemt fradrag og afviser min anmodning om genoptagelse med henvisning til, at ansøgningen indsendt den 27. marts 2023 overskred 6-måneders fristen, og at der ikke foreligger særlige omstændigheder, der kan begrunde en undtagelse. Min anke er som følger: SKAT fejlciterer min advokats brev og hævder fejlagtigt, at jeg blev opmærksom på tabet i 2018. Dette er faktuelt forkert, da jeg først blev informeret om tabet den 13. januar 2021, hvilket er blevet kommunikeret til SKAT flere gange. Min advokat synes at have forvekslet tidspunktet for, hvornår tabet kunne anvendes, med hvornår jeg blev opmærksom på det. SKAT’s påstand om, at der er tale om et "glemt fradrag", er urigtig, da jeg først blev bekendt med tabet den 13. januar 2021, og der er ingen dokumentation, der understøtter, at jeg skulle have kendt til det tidligere. SKAT hævder, at 6-måneders fristen blev overskredet, da TastSelv for 2013 blev åbnet den 13. august 2014. Denne begrundelse er forkert, da jeg først blev opmærksom på tabet den 13. januar 2021 og derefter straks inddrog det i min dialog med SKAT. Forsinkelsen i anmodningen om ekstraordinær genoptagelse skyldes sagsbehandlingstiden for min skatteansættelse, som blev indledt allerede i oktober 2020 og senest den 13. marts 2021. Med henvisning til ovenstående er det min opfattelse, at min anmodning om ekstraordinær genoptagelse af indkomståret 2013 bør godkendes. Alternativt bør fradraget godkendes i de efterfølgende år, og SKAT bør foretage de nødvendige justeringer i min skatteansættelse. …” Klageren har den 25. april 2025 fremsat følgende bemærkninger til Skatteankestyrelsens sagsfremstilling : ”… 1. Der foreligger særlige omstændigheder – ikke et glemt fradrag Skattestyrelsen har kvalificeret mit forhold som et "glemt fradrag", men dette er ikke korrekt. Jeg havde ikke mulighed for at kende til fradraget for tabet på [virksomhed1] Ltd., da centrale oplysninger først blev mig tilsendt fra tredjepart i februar 2021. Dokumentationen var tidligere sendt til en [virksomhed3]-mail fra min tidligere arbejdsgiver, som jeg mistede adgang til ved fratrædelse i 2013. Der er derfor tale om objektiv utilgængelighed – og ikke forsømmelse. Dette opfylder den fortolkning af "særlige omstændigheder", som fremgår af bl.a. forarbejderne og Højesterets dom i SKM2021.576.HR, hvor det anerkendes, at oplysninger uden for skatteyderens rækkevidde kan begrunde genoptagelse efter § 27, stk. 1, nr. 8. 2. Jeg opfylder 6-månedersfristen i § 27, stk. 2 Skattestyrelsen hævder, at fristen begyndte at løbe allerede i 2014, da årsopgørelsen for 2013 blev tilgængelig i TastSelv. Dette er ikke korrekt. Jeg blev først opmærksom på realisationen af tabet i januar 2021, da jeg modtog dokumenter fra [virksomhed1]’ administrator. Det var på dette tidspunkt, jeg blev bekendt med det forhold, der begrunder genoptagelse. Min anmodning om genoptagelse blev indgivet den 27. marts 2023 og bør derfor anses som rettidig under hensyn til, at der netop forelå særlige omstændigheder. 3. Tabet er reelt, dokumenteret og anerkendt Skattestyrelsen har selv anerkendt tabet på 1.783.784 kr. i afgørelsen af 21. februar 2023 og har henført det til 2013. Tabet er veldokumenteret og opgjort korrekt. Betingelsen om, at en genoptagelse skal kunne medføre en ændring i ansættelsen, er derfor også opfyldt. 4. Praksis og retssikkerhed taler for genoptagelse Det fremgår af både Den Juridiske Vejledning og domme som SKM2017.224.HR og SKM2020.531.HR, at der skal være en klar skillelinje mellem egentlige fejl og dokumenterede tab, der først kan konstateres eller dokumenteres senere. At opretholde en ansættelse i strid med et anerkendt tab uden skattemæssig virkning vil være i strid med proportionalitetsprincippet og skatteyderens retssikkerhed. 5. Retten til at fremlægge dokumentation under klagesagen Jeg henviser til SKM2009.37.LSR, hvor Landsskatteretten anerkender, at skatteyderen har ret til at fremlægge yderligere dokumentation under klagebehandlingen. Dette princip bør også finde anvendelse i min sag, såfremt retten ønsker yderligere underbygning af min forklaring og tabets opgørelse. 6. Påstand Jeg anmoder om, at Landsskatteretten: Tillader ekstraordinær genoptagelse af indkomståret 2013, jf. § 27, stk. 1, nr. 8, Finder, at fristen i § 27, stk. 2 er overholdt, da kundskab først forelå i januar 2021, og Anerkender tabet på aktier i [virksomhed1] Ltd. i overensstemmelse med Skattestyrelsens afgørelse af 21. februar 2023. Afsluttende bemærkning En stadfæstelse af afslaget vil betyde, at et dokumenteret og anerkendt tab aldrig får skattemæssig virkning – udelukkende som følge af formaliteter. Det strider mod proportionalitet, materiel retfærdighed og retsbeskyttelsesprincipper, som bør tillægges vægt i Landsskatterettens vurdering. …” Retsmøde Skattestyrelsens udtalelse til Skatteankestyrelsens indstilling Skattestyrelsen har udtalt følgende til Skatteankestyrelsens indstilling: ”… Skattestyrelsen er enig i Skatteankestyrelsens indstilling i sagen. Skatteankestyrelsen indstiller stadfæstelse af Skattestyrelsens afgørelse. Det fremgår af Skatteankestyrelsens indstilling i sagen, at Landsskatteretten skal tage stilling til, om det er med rette Skattestyrelsen for indkomståret 2013 har nægtet genoptagelse af klagerens skatteansættelse, jf. skatteforvaltningslovens § 27. Skattestyrelsen har den 27. marts 2023 modtaget klagerens anmodning om genoptagelse af klagerens skatteansættelse for indkomståret 2013. Fristen for at anmode om ordinær genoptagelse for indkomståret 2013 udløb den 1. maj 2017. Anmodningen om genoptagelse ligger således uden for den ordinære ansættelsesfrist i skatteforvaltningslovens § 26. Skattestyrelsen fastholder, at der ikke kan ske genoptagelse af klagerens skatteansættelse for indkomståret 2013 fordi betingelserne for genoptagelse ikke er opfyldt, jævnfør skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 1-8 og stk. 2. Skattestyrelsen henviser til den begrundelse, der står i afgørelsen. Skattestyrelsen er enig i Skatteankestyrelsens bemærkning i indstillingen om, at forholdet ikke er omfattet af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 2 om direkte følge af en ændring. Skattestyrelsen har ikke foretaget en ansættelsesændring i indkomståret 2018. En ansættelse i indkomståret 2013 kan derfor ikke anses for at være en direkte følge af en ansættelse for det samme eller andet indkomstår. Skattestyrelsen er også enig i Skatteankestyrelsens bemærkning i indstillingen om at der ikke foreligger sådanne særlige omstændigheder, at klagerens anmodning om ekstraordinær genoptagelse kan imødekommes efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8. Der er ikke tale om myndighedsfejl. Ansættelsen beror på klagerens egen selvangivelse, hvor klageren ikke har angivet tab på aktier i [virksomhed1] Ltd. for indkomståret 2013. Forholdet må sidestilles med et glemt fradrag, hvor der efter praksis ikke gives tilladelse til ekstraordinær genoptagelse. Skattestyrelsen er derudover også enig med Skatteankestyrelsen i, at det ikke kan føre til et andet resultat, at klageren først i 2021 modtog oplysning om likvidationen og aktiekonverteringen på grund af, at han ikke længere havde adgang til den mailadresse, som oplysningerne tidligere var blevet sendt til. Skattestyrelsen bemærker hertil, at det er klageren selv, der bærer risikoen for ikke at have haft denne adgang, hvorfor dette ikke er en særlig omstændighed, der kan begrunde genoptagelse af skatteansættelsen. Endelig er Skattestyrelsen også enig med Skatteankestyrelsen i, at der ved Højesterets dom SKM2020.531.HR er taget stilling til, om fremførselsberettiget negativ skat af negativ aktieindkomst kan ændres efter udløbet af genoptagelsesfristen for realisationsåret med virkning for de indkomstår, der er indenfor fristen for ordinær gentagelse. Dommen vedrører ikke genoptagelse af realisationsåret. Dommen SKM2020.531.HR kan derfor ikke føre til et andet resultat i nærværende sag. Samlet set bemærker Skattestyrelsen, at ingen af betingelserne for ekstraordinær genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1 er opfyldte, hvorfor der ikke kan ske ekstraordinær genoptagelse af indkomståret 2013. Derudover bemærker Skattestyrelsen, at heller ikke reaktionsfristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, 1. punktum er overholdt af klageren. Reaktionsfristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, 1. punktum, går ud på, at når en af betingelserne i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 1-8, er opfyldt, er det en yderligere betingelse for tilladelse til ekstraordinær genoptagelse, at reaktionsfristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, er overholdt. Denne 6-måneders frist regnes fra det tidspunkt, hvor borgeren har fået kendskab til det forhold, der kan begrunde ekstraordinær genoptagelse. Dette tidspunkt kaldes kundskabstidspunktet. For en borgers vedkommende sker afbrydelse af fristen ved indgivelse af anmodning om genoptagelse. Dette fremgår af Den juridiske vejledning 2025-1, afsnit A.A.8.2.2.2.4 Reaktionsfristen - 6 måneder. Klageren har den 27. marts 2023 anmodet om genoptagelse. Her er det Skattestyrelsen opfattelse, at 6-månedersfristen jævnfør skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, skal regnes fra det tidspunkt klagerens årsopgørelse for indkomståret 2013 blev synlig i TastSelv. Årsopgørelsen for indkomståret 2013 blev synlig i TastSelv den 19. august 2014. Klageren fik på dette tidspunkt kendskab til det forhold, som efter klagerens opfattelse begrunder, at fristen for ordinær genoptagelse i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2 kan overskrides. Klageren har således anmodet om genoptagelse mere end 6 måneder efter at han har fået kendskab til forholdet. Klageren har derfor ikke overholdt reaktionsfristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, hvorfor der allerede af den grund ikke kan ske genoptagelse af indkomståret 2013. …” Klagerens bemærkninger til Skatteankestyrelsens indstilling og Skattestyrelsens udtalelse Klageren har fremsat følgende bemærkninger til Skatteankestyrelsens indstilling og Skattestyrelsens udtalelse: “… 1. Vedrørende § 27, stk. 1, nr. 2 – direkte følge Jeg er uenig i vurderingen af, at forholdet ikke kan anses for en direkte følge af en anden ansættelse. Skattestyrelsen traf den 21. februar 2023 afgørelse om, at mit fradrag for tabet på aktierne ikke kunne godkendes i 2018, da tabet efter deres opfattelse skulle henføres til 2013. Dette må nødvendigvis udgøre en årsagskæde, hvor 2013-ansættelsen ændres som en direkte følge af afslaget i 2018. Dette forhold er ikke korrekt adresseret i afgørelsesforslaget. 2. Vedrørende § 27, stk. 1, nr. 8 – særlige omstændigheder Jeg blev først den 13. januar 2021 bekendt med tabet og likvidationen i [virksomhed1] Ltd., da oplysningerne var sendt til en mail, jeg ikke længere havde adgang til efter min fratrædelse i 2013. Dette er dokumenteret med e-mails. Det er således ikke et glemt fradrag, men et forhold uden for min kontrol. Jeg henviser til praksis, hvor svigt fra tredjemand eller tekniske hindringer, som ikke kan bebrejdes borgeren, kan udgøre særlige omstændigheder. Det bør derfor anses som urimeligt at opretholde ansættelsen uden fradraget. 3. Vedrørende § 27, stk. 2 – reaktionsfristen på 6 måneder Skatteankestyrelsen og Skattestyrelsen henviser fejlagtigt til, at fristen skal regnes fra 2014 (årsomgørelsens dannelse). Det forhold, der begrunder anmodningen, blev først kendt for mig i januar 2021, og jeg anmodede om genoptagelse i marts 2023, efter Skattestyrelsens egen udmelding i februar 2023 om, at fradraget hørte hjemme i 2013. Dermed bør fristen i henhold til kundskabstidspunktet anses for overholdt, alternativt burde sagen vurderes efter § 27, stk. 2, 3. pkt., hvor fristen kan tilsidesættes ved særlige omstændigheder – som netop gør sig gældende her. 4. Afsluttende bemærkning Jeg gør gældende, at betingelserne for ekstraordinær genoptagelse i henhold til skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 2 og 8, samt stk. 2, er opfyldt, og at en stadfæstelse vil være i strid med lovens formål og gældende praksis. Alternativt anmodes om, at tabet godkendes i 2018 eller senere år, hvor det blev endeligt konstateret, jf. aktieavancebeskatningslovens regler. …” Klageren har den 14. oktober 2025 fremsat følgende supplerende bemærkninger: ”… Jeg vil gerne indlede med at udtrykke min oprigtige bekymring og personlige frustration over det samlede forløb. Da jeg initierede dialogen med SKAT allerede i 2020 – senere også anerkendt af SKAT i marts 2021 – var det netop for at få ryddet op i de uafklarede forhold, som opstod efter min daværende revisors pludselige forsvinden. Jeg var fuldt bevidst om, at der var problemer, men mit håb var, at vi kunne finde en ordentlig og samarbejdsbaseret løsning, inden det udviklede sig til egentlige sager med alvorlige konsekvenser. Det har desværre vist sig umuligt. Forløbet siden har været både tungt og opslidende – ikke mindst under corona-perioden, hvor de praktiske muligheder for at indhente dokumentation var stærkt begrænsede. Jeg må ærligt sige, at mine personlige ressourcer er tæt på udtømte. Jeg står tilbage med en følelse af, at jeg – trods mit bedste forsøg på at handle korrekt – ikke kunne have gjort meget anderledes. Jeg har været åben, samarbejdsvillig og handlede i god tro med ønsket om at få styr på forholdene, ikke for at skjule noget. Derfor er det også en stor skuffelse for mig at erfare, at andre tidligere kolleger fra [virksomhed3] i tilsvarende situationer har fået godkendt fradrag for tab på [virksomhed2], mens min sag har udviklet sig i modsat retning. Jeg erkender fuldt ud, at der har været rod i materialet efter revisorskiftet – men det er netop derfor, jeg selv tog kontakt til SKAT for at finde en løsning. Det har derfor været meget svært for mig at opleve, at mine henvendelser og mit samarbejde nu bliver fortolket som om, jeg skulle have haft hensigt om at unddrage skat. Det har aldrig været tilfældet. Jeg har gjort, hvad jeg kunne, med de muligheder og ressourcer, jeg havde. Jeg håber, at Skatteankestyrelsen i sin behandling af sagen vil se forløbet i den sammenhæng og med forståelse for, at mit formål fra starten var at finde en løsning – ikke at undgå et ansvar. … Supplerende indlæg – vedrørende [virksomhed1] Ltd. – skatteansættelsen for 2013 / fradrag for tab … 1. Baggrund for supplerende indlæg Efter min seneste bemærkning af 6. juni 2025 er jeg blevet bekendt med, at Skattestyrelsen i en række sammenlignelige sager har godkendt fradrag for tab på [virksomhed1] Ltd. efter fremsendelsen af brevet af 13. januar 2021 fra selskabets administratorer. Disse sager vedrørte personer, som var i samme faktiske situation som jeg: Tidligere medarbejdere i [virksomhed3]. De modtog først information om likvidationen og aktietabet i januar 2021. De havde ikke længere adgang til deres [virksomhed3]-mailkonti efter fratrædelse i eller før 2013. Skattestyrelsen har i disse tilfælde accepteret fradraget – enten via genoptagelse af 2013 efter § 27, stk. 1, nr. 8, eller ved godkendelse i et senere indkomstår end 2017. Jeg anmoder ikke om fremlæggelse af de konkrete afgørelser, men gør gældende, at Skatteankestyrelsen som klageinstans har pligt til at sikre, at ensartede tilfælde behandles ens, jf. lighedsgrundsætningen og god forvaltningsskik. 2. Den særlige og urimelige situation Mit forhold til [virksomhed2]-investeringen er et eksempel på en situation, hvor jeg ikke med rimelighed kunne have handlet anderledes. Jeg havde ingen adgang til den arbejdsmail, hvortil oplysninger om likvidationen blev sendt, og jeg blev først bekendt med tabet, da administrator den 13. januar 2021 fremsendte brev til min private adresse. Dette er dokumenteret og ikke et “glemt fradrag”, men et forhold uden for min kontrol. Jeg havde ingen mulighed for tidligere at opdage eller reagere på tabet, og jeg har reageret loyalt og rettidigt, så snart jeg fik kendskab til det. At fastholde en skattemæssig afvisning under disse omstændigheder vil skabe en urimelig og uproportional konsekvens, som det ikke har været lovgivers hensigt at pålægge den skattepligtige. Det er reelt et tilfælde, hvor den skattepligtige – mig – bliver stillet væsentligt ringere, uden nogen realistisk mulighed for at have handlet anderledes. 3. Retligt grundlag • § 27, stk. 1, nr. 2 – direkte følge: Skattestyrelsens afgørelse af 21. februar 2023 flyttede tabet fra 2018 til 2013. Dette udgør en direkte følge i lovens forstand, som nødvendiggør genoptagelse af 2013-ansættelsen. • § 27, stk. 1, nr. 8 – særlige omstændigheder: Den manglende adgang til arbejdsmailen og det sene kendskab til tabet er netop det forhold, bestemmelsen er tiltænkt at afhjælpe. I SKM2021.576.HR anerkendte Højesteret, at urimelige konsekvenser for en skatteyder pga. utilgængelige oplysninger kan udgøre særlige omstændigheder. • § 27, stk. 2 – reaktionsfrist: Kundskabstidspunktet indtrådte først i januar 2021, hvor jeg modtog dokumentation om tabet. Min anmodning af 27. marts 2023 bør derfor anses som rettidig, eller alternativt vurderes efter bestemmelsens 3. pkt., hvor fristen kan fraviges ved særlige omstændigheder. • SKM2020.531.HR viser, at tab kan få skattemæssig virkning i senere indkomstår, selv om realisationsåret ligger uden for fristen, når de senere år fortsat er åbne. 4. Lighedsgrundsætningen og praksis Jeg gør gældende, at der foreligger en fast administrativ praksis i tilsvarende [virksomhed2]-sager, hvor fradrag er blevet godkendt efter 2021. Hvis Skatteankestyrelsen i min sag fastholder en anden vurdering, vil dette være i strid med lighedsgrundsætningen, da der ikke foreligger nogen saglig forskel mellem min situation og de nævnte tilfælde. Skatteankestyrelsen bedes derfor sikre, at min sag behandles i overensstemmelse med den praksis, som Skattestyrelsen allerede har anvendt i sammenlignelige sager. 5. Samlet vurdering Jeg har handlet i god tro og uden mulighed for at forudse eller forhindre denne situation. Det er derfor hverken rimeligt eller retssikkerhedsmæssigt forsvarligt, at jeg skal bære konsekvensen af et tab, som jeg først objektivt kunne kende til i 2021. At nægte fradraget under disse omstændigheder vil medføre et urimeligt og menneskeligt urimeligt resultat, som bør undgås i lyset af lovens formål og proportionalitetsprincippet. 6. Anmodning Jeg anmoder derfor om, at Skatteankestyrelsen: 1. Anerkender, at betingelserne for genoptagelse af 2013 er opfyldt efter § 27, stk. 1, nr. 2 og 8. 2. Alternativt anerkender fradraget i 2018, hvor tabet blev endeligt konstateret. 3. Sikrer, at sagen behandles i overensstemmelse med gældende praksis for tilsvarende [virksomhed2]-sager. … Supplerende indlæg – Sag 2 (23-0077613) … 1. Indledning og relation til Sag 1 ([sag1]) Dette indlæg vedrører Sag 2 (23-0077613), der i vidt omfang omhandler de samme faktiske og retlige forhold som Sag 1 ([sag1]). For at undgå gentagelser henvises derfor til de allerede fremsendte og dokumenterede indlæg i Sag 1, som udgør en integreret del af nærværende sag, herunder: • Supplerende indlæg vedrørende [virksomhed1] Ltd. (tab og fradrag) • Supplerende indlæg vedrørende hævninger fra [virksomhed4] ApS (2017–2020) • Supplerende indlæg vedrørende værdiansættelse af [virksomhed5] ApS (2020) • Supplerende indlæg vedrørende renteudgifter (2019–2020) Da disse dokumenter indeholder fyldestgørende gennemgang af de faktiske forhold, retlige synspunkter og henvisninger til relevant praksis, anmoder jeg Skatteankestyrelsen om at inddrage og lægge dem til grund som bilag i nærværende sag. 2. Hovedsynspunkt for Sag 2 De forhold, der behandles i Sag 2, udspringer af de samme hændelsesforløb, selskaber og regnskabsmæssige problemstillinger som i Sag 1. Den overordnede problemstilling vedrører fortsat: • Skattestyrelsens fejlklassifikation af økonomiske dispositioner (hævninger, renter, mellemværender) • Manglende realitetsvurdering af de underliggende økonomiske forhold • Efterrationaliseret værdiansættelse af selskabsandele og afvisning af reelle fradrag Jeg fastholder derfor samtlige anbringender, dokumentationer og argumenter fremsat i Sag 1, og gør gældende, at de skal lægges til grund tilsvarende i Sag 2, idet de faktiske forhold er identiske eller nært forbundne. 3. Retlig og forvaltningsmæssig konsekvens Skatteankestyrelsen bedes sikre, at behandlingen af Sag 2 sker i koordination med Sag 1, således at der ikke træffes afgørelser, som hviler på modstridende vurderinger af samme forhold. Særligt bør der lægges vægt på: • Lighedsgrundsætningen og kravet om ensartet sagsbehandling • Forbuddet mod dobbeltafgørelse ved overlappende faktum • At tidligere indsendt dokumentation (bilag, redegørelser og kontoudtog) anses som fremlagt i begge sager 4. Anmodning Jeg anmoder derfor om, at Skatteankestyrelsen: 1. Inkluderer de tidligere indlæg i Sag 1 ([sag1]) som bilag og argumentgrundlag i Sag 2. 2. Behandler de overlappende forhold samlet, for at sikre konsekvent og ensartet vurdering. 3. Lægger vægt på, at der i begge sager er tale om samme faktiske og økonomiske kompleks, og at eventuelle uoverensstemmelser mellem sagsbehandlere undgås. … Supplerende indlæg – vedrørende hævninger fra [virksomhed4] ApS (2017–2020) … 1. Baggrund og faktiske forhold Det er korrekt, at der i perioden 2017–2020 er foretaget hævninger fra [virksomhed4] ApS. Skattestyrelsen har imidlertid fejlklassificeret karakteren af disse hævninger, idet de ikke alle udgør løn eller vederlag for arbejde. En væsentlig del af hævningerne dækker over mellemværender og tilgodehavender mellem mig og selskabet. Denne uoverensstemmelse opstod som følge af, at min tidligere revisor forsvandt midt i revisionsarbejdet og efterlod uafklarede regnskabsposter. Jeg stod herefter alene med opgaven at rekonstruere og afstemme kontiene – uden adgang til hele revisionsmaterialet. Det var netop denne situation, der fik mig til at kontakte SKAT allerede i 2020 for at få vejledning og sikre korrekt behandling af hævningerne. 2. Myndighedsforløbet – og mit initiativ Min henvendelse til SKAT i 2020 er desværre ikke længere dokumenteret i deres systemer, formodentlig som følge af et systemteknisk problem. Det afgørende er dog, at Skattestyrelsen senere har anerkendt, at jeg igen tog kontakt i marts 2021, og at det var på mit eget initiativ, sagen blev rejst og undersøgt. Jeg gjorde således, hvad jeg kunne, for at sikre korrekt oplysning og afstemning – og jeg søgte aktivt at samarbejde med myndigheden. Denne dokumenterede handlemåde viser, at sagen ikke er udtryk for forsømmelighed, men tværtimod for proaktiv og loyal medvirken. 3. Karakteren af hævningerne Jeg anerkender, at nogle af hævningerne kan have karakter af løn. Netop derfor tog jeg kontakt til SKAT: for at få en korrekt klassifikation af hver enkelt hævning, baseret på faktiske mellemværender, tidligere udlæg og eventuel arbejdsindsats. At Skattestyrelsen efterfølgende har valgt at anse samtlige hævninger som løn uden at tage hensyn til de underliggende tilgodehavender, giver et forkert og ufuldstændigt billede af de faktiske forhold. Flere af hævningerne var bogført som modposteringer til mine tidligere private indskud, og i andre tilfælde som mellemregning i forbindelse med driftsudlæg. Jeg har i videst muligt omfang forsøgt at dokumentere dette gennem kontoudtog og kontokort, men revisorskiftet og datatabet har gjort rekonstruktionen vanskelig. 4. Retlige og retssikkerhedsmæssige synspunkter • Der foreligger ingen ansættelseskontrakt, lønaftale, feriepenge eller A-skat-afregning, som understøtter Skattestyrelsens antagelse om løn. • Den blanketklassifikation, hvor alle hævninger sidestilles med løn, uden konkret vurdering af deres karakter, strider mod proportionalitet og objektivitetsprincipperne i forvaltningsretten. • Sagen blev rejst på mit initiativ – ikke som følge af kontrolopdagelse. • Skattestyrelsen har selv anerkendt, at der forelå kontakt i marts 2021, hvilket dokumenterer min aktive medvirken. Jeg gør gældende, at denne sammenhæng bør føre til en nuanceret vurdering, hvor hævningerne opdeles efter deres reelle karakter og ikke antages som ensartet løn. 5. Anmodning Jeg anmoder derfor om, at Skatteankestyrelsen: 1. Påser, at hævningerne vurderes individuelt med henblik på sondring mellem løn, udlæg og tilbagebetalinger. 2. Lægger vægt på, at jeg selv tog initiativ til sagens opklaring, og at henvendelsen til SKAT i 2020 og marts 2021 dokumenterer mit samarbejde. 3. Tilsidesætter Skattestyrelsens blanketklassifikation, idet den ikke afspejler det faktiske mellemværende mellem mig og [virksomhed4] ApS. … Supplerende indlæg – vedrørende værdiansættelse af [virksomhed5] ApS (2020) … 1. Baggrund og Skattestyrelsens vurdering Skattestyrelsen har i afgørelsen af 21. februar 2023 skønnet, at værdien af anparterne i [virksomhed5] ApS på overdragelsestidspunktet i 2020 udgjorde 180.746 kr., og har derfor tilsidesat den faktiske overdragelsessum på 1.000 kr. som udtryk for en underprisoverdragelse. Dette skøn er imidlertid ikke baseret på objektive vurderingskriterier, men på en efterrationalisering af selskabets udvikling efter salgsdatoen – en udvikling, der udelukkende blev skabt gennem min egen arbejdsindsats og forretningsudvikling efter salget. 2. Den faktiske situation på overdragelsestidspunktet Ved overdragelsen i 2020 var [virksomhed5] ApS et inaktivt selskab uden reelle driftsaktiviteter, kunder eller omsætning. Der var ingen aktiver af værdi, ingen kontrakter og ingen realistiske udsigter til indtjening uden væsentlig ny indsats. Overdragelsessummen på 1.000 kr. afspejlede derfor selskabets reelle markedsværdi på tidspunktet for handlen. Det er vigtigt at understrege, at uden min efterfølgende personlige indsats – herunder udvikling af forretningsgrundlag, etablering af nye kunderelationer og investering af egen arbejdstid – ville selskabet fortsat have været uden reel værdi. Den værdi, der senere opstod, var altså skabt fra bunden efter salget og kunne ikke forudses eller indregnes i handelsværdien i 2020. 3. Skattestyrelsens skøn hviler på efterfølgende begivenheder Værdiansættelsen skal i henhold til fast praksis ske på tidspunktet for overdragelsen. Efterfølgende begivenheder, herunder indtjening eller vækst, kan ikke tillægges vægt ved fastsættelsen af markedsværdien, medmindre der allerede forelå konkrete, kendte og dokumenterbare forhold på overdragelsestidspunktet. Skattestyrelsens skøn bygger på senere hændelser og resultater, der ikke eksisterede i 2020, og som derfor ikke kan indgå i beregningen af markedsværdien. Der er således tale om en efterrationalisering, hvor myndigheden har tillagt senere succes en tilbageskuende betydning, som ikke er lovligt efter praksis. 4. Den personlige indsats – ikke en latent selskabsværdi Den efterfølgende udvikling i [virksomhed5] ApS skyldtes udelukkende min egen arbejdsindsats og iværksætteraktivitet. De resultater, der senere blev skabt, var et direkte udtryk for min personlige værdiskabelse – ikke for nogen eksisterende selskabsmæssig værdi. Skattestyrelsens skøn indebærer reelt, at man beskatter min fremtidige arbejdsindsats som en allerede eksisterende selskabsværdi, hvilket er i strid med gældende principper for værdiansættelse. Uden min indsats – og uden det arbejde, der efterfølgende blev lagt i virksomheden – ville selskabet ikke have haft nogen markedsværdi overhovedet. 5. Retlige og forvaltningsmæssige betragtninger • Værdiansættelsen skal ske ud fra objektive forhold pr. overdragelsesdatoen, jf. Den Juridiske Vejledning C.B.2.1.3.3. • Efterfølgende forhold eller subjektiv arbejdsindsats kan ikke inddrages. • Skattestyrelsen har ikke fremlagt regnskabsanalyse, kapitalopgørelse eller tredjepartsvurdering til støtte for det anvendte skøn. • Skønnet på 180.746 kr. fremstår derfor vilkårligt og uunderbygget. Landsskatteretten har i flere sager (bl.a. SKM2016.335.LSR og SKM2014.59.LSR) fastslået, at efterfølgende forhold ikke må danne grundlag for værdiansættelse. 6. Anmodning Jeg anmoder derfor om, at Skatteankestyrelsen: 1. Tilsidesætter Skattestyrelsens skønsmæssige forhøjelse af værdien af [virksomhed5] ApS. 2. Anerkender, at overdragelsessummen på 1.000 kr. korrekt afspejlede selskabets markedsværdi pr. overdragelsesdatoen i 2020. 3. Lægger vægt på, at enhver efterfølgende værdiskabelse udelukkende skyldes min egen indsats – og at selskabet uden denne indsats ikke ville have haft nogen værdi. … Supplerende indlæg – vedrørende renteudgifter (2019–2020) … 1. Baggrund Skattestyrelsen har i afgørelsen af 21. februar 2023 afvist størstedelen af mine selvangivne renteudgifter for indkomstårene 2019 og 2020. Afvisningen hviler på den begrundelse, at der enten ikke er sket reel betaling af renterne, eller at de angiveligt ikke kan anses som fradragsberettigede, fordi betalingen er sket gennem nye lån. Denne vurdering er imidlertid ikke i overensstemmelse med den faktiske økonomiske sammenhæng eller med den gældende skattemæssige definition af afholdte renteudgifter. 2. Faktiske forhold Mine renteudgifter i 2019 og 2020 udspringer af en række lån, hvor betalingerne i perioder blev håndteret gennem refinansiering – dvs. at et nyt lån eller forhøjelse af eksisterende lån blev anvendt til at betale renter på et tidligere lån. Dette er en fuldt almindelig og anerkendt finansiel fremgangsmåde, som ikke ophæver realiteten i, at renten faktisk er betalt. Der er i alle tilfælde tale om renter, som jeg hæfter for og som er afholdt, enten kontant eller via låneoptagelse. Skattestyrelsen har dog uden tilstrækkelig dokumentation antaget, at der “ikke er sket betaling” og dermed afvist fradragene i næsten fuldt omfang. 3. Retsgrundlaget – hvad udgør en betalt rente Efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra e, er renteudgifter fradragsberettigede, når de er endeligt forfaldne og betalt. Betaling kan ske både kontant og ved modregning, kapitalisering, låneoptagelse eller anden faktisk udligning, jf. retspraksis (bl.a. TfS1999.189.LSR og SKM2010.162.BR). Det afgørende er, at betalingen reducerer låntagers retslige gældsforpligtelse, ikke hvordan likviditeten tilvejebringes. At optage et nyt lån for at betale renter på et eksisterende lån udgør derfor en reel betaling, idet renten derved er endeligt udlignet i det oprindelige låneforhold. Skattestyrelsens antagelse om, at sådanne betalinger ikke kan anses for “afholdte”, mangler hjemmel og er i strid med praksis. 4. Den økonomiske realitet I mit tilfælde fremgår det tydeligt af kontoudtog og lånedokumenter, at: • en række renter i 2019 og 2020 er betalt kontant, og • øvrige renter er betalt gennem låneoptagelse eller forhøjelse af eksisterende kreditfaciliteter. Alle disse betalinger er bogført og dokumenteret i regnskabsmaterialet. Der er ikke tale om fiktive renter, men om faktiske udgifter, jeg hæfter for og som er betalt. Skattestyrelsen har dog behandlet hele kompleksiteten som ét samlet “ikke-dokumenteret forhold” og derved tilsidesat de økonomiske realiteter. 5. Retssikkerhed og proportionalitet Skattestyrelsen burde have foretaget en konkret gennemgang af de enkelte lån og betalinger frem for at afvise hele posten samlet. Ved at anvende en blanketafvisning har myndigheden ikke opfyldt sin undersøgelsespligt efter forvaltningslovens § 24 og har samtidig tilsidesat proportionalitetsprincippet. Jeg har løbende søgt at dokumentere samtlige betalinger, men pga. revisorskift og systemskift i perioden 2020–2021 har det været nødvendigt at rekonstruere kontoudtog og lånebevægelser, hvilket jeg har samarbejdet fuldt ud om. 6. Anmodning Jeg anmoder derfor om, at Skatteankestyrelsen: 1. Påser, at renteudgifterne for 2019–2020 vurderes individuelt pr. lån og ikke afvises samlet. 2. Anerkender, at betaling gennem låneoptagelse udgør en reel og fradragsberettiget betaling efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra e. 3. Tilsidesætter Skattestyrelsens blanketafvisning, idet denne ikke tager højde for den faktiske økonomiske realitet. …” Indlæg under retsmødet Klageren fastholdt påstanden alt i henhold til den fremsendte klage og supplerende indlæg, og klageren gennemgik herefter sine anbringender i overensstemmelse med de skriftlige indlæg. Skattestyrelsen indstillede i overensstemmelse med tidligere udtalelser, at der træffes afgørelse i overensstemmelse med Skatteankestyrelsens indstilling om stadfæstelse. Landsskatterettens afgørelse Landsskatteretten skal tage stilling til, om det er med rette, at Skattestyrelsen ikke har imødekommet anmodningen om genoptagelse af klagerens skatteansættelse for indkomståret 2013, jf. skatteforvaltningslovens § 27. Retsgrundlaget Følgende fremgår af skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1 og 2, vedrørende ordinær genoptagelse af skatteansættelsen: ”§ 26. Told- og skatteforvaltningen kan ikke afsende varsel som nævnt i § 20, stk. 1, om foretagelse eller ændring af en ansættelse af indkomst- eller ejendomsværdiskat senere end den 1. maj i det fjerde år efter indkomstårets udløb. Ansættelsen skal foretages senest den 1. august i det fjerde år efter indkomstårets udløb. Denne frist gælder ikke for den skatteberegning, der er en følge af ansættelsen. Har det betydning for den skattepligtiges mulighed for at varetage sine interesser, at fristen for at foretage ansættelsen forlænges, skal en anmodning om en rimelig fristforlængelse imødekommes. Skatteministeren kan for grupper af skattepligtige fastsætte kortere frister end angivet i 1. og 2. pkt. Stk. 2. En skattepligtig, der ønsker at få ændret sin ansættelse af indkomst- eller ejendomsværdiskat, skal senest den 1. maj i det fjerde år efter indkomstårets udløb fremlægge oplysninger af faktisk eller retlig karakter, der kan begrunde ændringen.” Bestemmelsen om ekstraordinær genoptagelse af skatteansættelsen fremgår af skatteforvaltningslovens § 27: ”§ 27. Uanset fristerne i § 26 kan en ansættelse af indkomst- eller ejendomsværdiskat foretages eller ændres efter anmodning fra den skattepligtige eller efter told- og skatteforvaltningens bestemmelse, hvis: Der er indtrådt en ændring i det privatretlige eller offentligretlige grundlag for ansættelsen. Ansættelsen er en direkte følge af en ansættelse ve‌‌drør‌ende den skattepligtige for et andet indkomstår. Tilsvarende gælder, hvis ansættelsen er en direkte følge af en ansættelse for det samme eller et andet indkomstår vedrørende den skattepligtiges ægtefælle, med hvilken den skattepligtige var samlevende ved indkomstå‌rets udløb, jf. kildeskattelovens § 4, eller vedrørende et selskab, hvormed den skattepligtige var sambeskattet. En ansættelse af overdragelsessummen for et aktiv, jf. ligningslovens § 12 B, ejendomsavancebeskatningslovens § 4, stk. 6, eller afskrivningslovens § 45, stk. 3, vedrørende en anden skattepligtig er ændret. En udenlandsk skattemyndighed har truffet en afgørelse, der har betydning for beskatningen af den skattepligtige. Det er en betingelse, at den danske skattemyndighed anerkender afgørelsen Den skattepligtige eller nogen på dennes vegne forsætligt eller groft uagtsomt har bevirket, at skattemyndighederne har foretaget en ansættelse på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag. Skatterådet udnytter sin kompetence efter § 2, stk. 3, til at ændre en skatteankenævnsafgørelse. Det er dog en betingelse, at den skattepligtige senest 3 måneder efter skatteankenævnets afgørelse er underrettet om, at afgørelsen er udtaget til ændring. Hidtidig praksis er endeligt underkendt ved en dom, en afgørelse fra skatteankeforvaltningen, et skatteankenævn eller Landskatteretten eller ved en praksisændring offentliggjort af Skatteministeriet. I disse tilfælde kan genoptagelse foretages til gunst for den skattepligtige fra og med det indkomstår, der har været til prøvelse i den første sag, der resulterede i en underkendelse af praksis, eller fra og med det indkomstår, der er påbegyndt, men endnu ikke udløbet 3 år forud for underkendelsen af praksis. Told- og skatteforvaltningen efter anmodning fra den skattepligtige giver tilladelse til ændring af ansættelsen som følge af, at der foreligger særlige omstændigheder. Stk. 2. En ansættelse kan kun foretages i de i stk. 1 nævnte tilfælde, hvis den varsles af told- og skatteforvaltningen eller genoptagelsesanmodning fremsættes af den skattepligtige senest 6 måneder efter, at told- og skatteforvaltningen henholdsvis den skattepligtige er kommet til kundskab om det forhold, der begrunder fravigelsen af fristerne i § 26. En ansættelse, der er varslet af told- og skatteforvaltningen, skal foretages senest 3 måneder efter den dag, hvor varsling er afsendt. Denne frist gælder ikke for den skatteberegning, der er en følge af ansættelsen. Har det betydning for den skattepligtiges mulighed for at varetage sine interesser, at fristen for at foretage ansættelsen forlænges, skal en anmodning om en rimelig fristforlængelse imødekommes. Told- og skatteforvaltningen kan behandle en anmodning om genoptagelse, der er modtaget efter udløbet af fristen i 1. pkt., hvis særlige omstændigheder taler derfor.” Skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 2 og 8, svarer indholdsmæssigt til den tidligere gældende bestemmelse i skattestyrelseslovens § 35, stk. 1, nr. 2 og 8 (lovbekendtgørelse nr. 868 af 12. august 2004, ophævet ved lovbekendtgørelse nr. 758 af 2. august 2005). I forarbejderne til bestemmelsen er der bl.a. anført, jf. lovforslag nr. 175 af 12. marts 2003, under de specielle bemærkninger til § 1, nr. 2 og 3: ”… Forslaget til § 35, stk. 1, nr. 2, er en videreførelse af den gældende § 35, stk. 1, nr. 3 og 4, idet det herudover foreslås, at bestemmelsen udvides til også at finde anvendelse, hvor skatteansættelsen er en direkte følge af en skatteansættelse for et andet selskab, der var sambeskattet med den skattepligtige i det indkomstår, ansættelsen vedrører. Det er endvidere med forslaget præciseret, at bestemmelsen alene finder anvendelse, såfremt konsekvensændringen (den sekundære ansættelse) er en direkte følge af den anden skatteansættelse (den primære ansættelse). Bestemmelsen vil herefter finde anvendelse, hvor skattemyndighederne forhøjer en skatteansættelse vedrørende den skattepligtige, dennes ægtefælle eller et sambeskattet selskab med den virkning, at en skatteansættelse for indkomstår, der ligger uden for de almindelige ansættelsesfrister, skal nedsættes. Ligeledes vil bestemmelsen finde anvendelse, såfremt den skattepligtige, dennes ægtefælle eller et selskab, der er sambeskattet med den skattepligtige, begærer nedsættelse af ansættelsen med den følge, at skatteansættelsen for et indkomstår, der ligger uden for de almindelige ansættelsesfrister, skal forhøjes. Bestemmelsen finder derimod ikke anvendelse, såfremt en forhøjelse af skatteansættelsen for et indkomstår, der ligger inden for de almindelige ansættelsesfrister, giver anledning til forhøjelse af en skatteansættelse vedrørende et indkomstår, der ligger uden for de almindelige ansættelsesfrister. Det vil heller ikke være en direkte følge, hvis skattemyndighederne f.eks. ved ligningen af indkomståret 2001 forhøjer skatteansættelsen med et beløb, som ved en senere landsskatteretskendelse viser sig korrekt at skulle henføres til indkomståret 1997. I dette tilfælde kan bestemmelsen ikke anvendes til i stedet af foretage forhøjelsen for 1997, idet dette år er forældet, medmindre andre fristgennembrudsgrunde kan gøres gældende. … Forslaget indebærer, at ændring af ansættelsen kan tillades efter en konkret bedømmelse af forholdene. Bestemmelsens anvendelsesområde er således tilfælde, hvor der foreligger særlige omstændigheder uden for de tilfælde, hvor genoptagelse kan ske efter de objektive betingelser i bestemmelsens øvrige punkter, jf. forslaget til § 35, stk. 1, nr. 1-7, og hvor det må anses for urimeligt at opretholde ansættelsen. Genoptagelse vil endvidere kunne ske efter bestemmelsen i de tilfælde, der er omfattet af den gældende § 35, stk. 1, nr. 9, i skattestyrelsesloven, hvorefter en ansættelse kan foretages eller ændres i det omfang, der er begået ansvarspådragende fejl af skattemyndighederne. Den foreslåede bestemmelse vil dog yderligere finde anvendelse, hvor der er begået fejl af den skatteansættende myndighed, uden af fejlene kan anses for ansvarspådragende, når fejlen har medført en materielt urigtig ansættelse, og det efter en konkret bedømmelse må anses for urimeligt at opretholde ansættelsen. Bestemmelsen vil eksempelvis finde anvendelse i tilfælde, hvor en urigtig ansættelse skyldes svig fra tredjemand eller andre særlige omstændigheder, der ikke kan bebrejdes den skattepligtige. … Bestemmelsen giver derimod ikke grundlag for genoptagelse i tilfælde, hvor den skattepligtige har glemt et fradrag, eller hvor myndighederne har fortolket lovgivningen forkert, medmindre myndighederne i den forbindelse har handlet ansvarspådragende. …” Højesteret fandt ved dom af 8. december 2020, offentliggjort som SKM2020.531.HR, at en skatteyder havde adgang til at modregne uudnyttet negativ skat af et tab på anparter i 2010 i slutskatten for indkomstårene 2013 og 2014, i det omfang den negative skat oversteg skatteyderens slutskatter i 2010-2012, jf. personskattelovens § 8 a, stk. 5, selv om skatteyderen ikke havde selvangivet tabet for 2010, og betingelserne for genoptagelse af skatteansættelsen for dette indkomstår ikke var opfyldt. Højesteret fandt i den forbindelse, at den tidligere bestemmelse i skattestyrelseslovens § 35, stk. 1, nr. 2, som er videreført i lovens § 34 og siden som skatteforvaltningslovens § 26, gav hjemmel til, at såvel skattemyndighederne som den skattepligtige kunne kræve, at skatteansættelsen blev foretaget på et korrekt grundlag for de indkomstår, der lå inden for de ordinære ansættelsesfrister, selv om det nødvendiggjorde ændring af grundlaget for en skatteansættelse eller et fremførselsberettiget underskud, der lå uden for disse frister. Landsskatterettens begrundelse og resultat Fristen for at anmode om ordinær genoptagelse af skatteansættelsen for indkomståret 2013 udløb den 1. maj 2017. Klagerens repræsentant har den 27. marts 2023 fremsendt anmodning til Skattestyrelsen om genoptagelse af klagerens skatteansættelse for indkomståret 2013. Anmodningen om genoptagelse ligger således uden for den ordinære frist i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1. Genoptagelse af skatteansættelsen for indkomståret 2013 vil derfor kun kunne ske, hvis klageren opfylder en af betingelserne for ekstraordinær genoptagelse i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 1-4, eller nr. 6- 8, samt i øvrigt betingelserne i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2. Der ses ikke at foreligge nogen af de objektive forhold, som anført i bestemmelserne i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 1, 3-4, og 6-7. Det er derfor afgørende, om ansættelsen er en direkte følge af en ansættelse ve‌‌drør‌ende klageren for et andet indkomstår, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 2, eller om der foreligger særlige omstændigheder i henhold til skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8. Landsskatteretten finder, at forholdet ikke er omfattet af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 2. Retten har herved lagt vægt på, at der ikke er foretaget en ansættelsesændring for indkomståret 2018, da klageren udelukkende har anmodet Skattestyrelsen om fradrag for tabet på aktier i [virksomhed1] Ltd. i det pågældende indkomstår. Da der ikke foreligger en ansættelsesændring vedrørende klageren for indkomståret 2018, kan en ansættelse for indkomståret 2013 dermed ikke anses for at være en direkte følge af en ansættelse for det samme eller andet indkomstår. Videre har retten lagt vægt på, at der ikke blot ved at anmode om eller oplyse tabsfradrag på aktier i et indkomstår, hvori der ikke er sket realisation af tabet på disse aktier, kan skabes adgang gennem bestemmelsen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 2, til genoptagelse og ændring af skatteansættelsen med tabsfradrag i det indkomstår, hvori der er sket realisation af aktierne. Bestemmelsen omfatter således ikke på denne måde forhold, der må sidestilles med et glemt fradrag, jf. også herom nedenfor. Retten bemærker, at Højesterets dom af 8. december 2020, offentliggjort i SKM2020.531.HR, ikke kan føre til et andet resultat. Ved dommen er der taget stilling til, om fremførselsberettiget negativ skat af negativ aktieindkomst kan ændres efter udløbet af genoptagelsesfristen for realisationsåret med virkning for de indkomstår, der er indenfor fristen for ordinær gentagelse. Situationen i sagen for Højesteret er således ikke sammenlignelig med situationen i nærværende sag, og dommen angår ikke spørgsmålet om genoptagelse af skatteansættelsen for det indkomstår, hvori et tab på aktier er realiseret. Landsskatteretten finder, at der ikke foreligger sådanne særlige omstændigheder, at klagerens anmodning om ekstraordinær genoptagelse kan imødekommes efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8. Bestemmelsen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8, må således efter sin ordlyd, placering og forarbejder anses for at have et snævert anvendelsesområdet, jf. bl.a. SKM2021.576.HR, og den omstændighed, at skatteansættelsen er forkert, er ikke i sig selv tilstrækkeligt til ekstraordinær genoptagelse. Retten finder, at der ikke i forbindelse med klagerens skatteansættelse for indkomståret 2013 foreligger en myndighedsfejl. Klagerens skatteansættelse for indkomståret 2013 beror således på klagerens egen selvangivelse, hvor klageren ikke har angivet tab på aktier i [virksomhed1] Ltd. for indkomståret 2013. Det kan ikke føre til et andet resultat, at klageren efter det oplyste først i 2021 modtog oplysning om likvidationen og aktiekonverteringen som følge af, at klageren ikke længere havde adgang til den e-mailadresse på sit tidligere arbejde, som oplysningerne var blevet sendt til. Dette beror således på klagerens egne forhold og ikke på myndighedernes forhold. Da der ikke foreligger en myndighedsfejl i forbindelse med klagerens skatteansættelse for indkomståret 2013, finder retten endvidere, at der ikke er grundlag for at inddrage overvejelser om, hvorvidt det er åbenbart urimeligt at opretholde skatteansættelsen for indkomståret 2013. Dette er således alene relevant i en situation, hvor der rent faktisk er begået en myndighedsfejl, som dog ikke er ansvarspådragende, og hvor fejlen har resulteret i en ukorrekt skatteansættelse. Det er ikke tilfældet her. Det fremgår således af lovbemærkningerne til bestemmelsen, at det ikke er tilstrækkeligt, at der foreligger en ukorrekt skatteansættelse, der er åbenbart urimelig at opretholde. Retten finder endvidere, at der heller i øvrigt ikke foreligger forhold, der kan udgøre særlige omstændigheder i bestemmelsens forstand. Forholdet må derimod sidestilles med et glemt fradrag, som efter både retsgrundlaget og fast praksis, jf. f.eks. Højesterets dom af 21. februar 2017, offentliggjort i SKM2017.224.HR, ikke udgør særlige omstændigheder og ikke kan føre til ekstraordinær genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8. På baggrund af ovenstående anses klageren ikke at opfylde betingelserne for ekstraordinær genoptagelse af skatteansættelsen for indkomståret 2013 efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, og det er derfor med rette, at anmodningen om genoptagelse ikke er imødekommet. Landsskatteretten stadfæster herefter Skattestyrelsens afgørelse.

Afslag på ekstraordinær genoptagelse af aktietab fra 2013 (jnr. 23-0077613) · skattewiki.dk