Journalnr. 23-0072805
Lønsumsafgift efter metode 2 for uvildig økonomisk rådgiver med låneformidling
- Instans
- Landsskatteretten
- Dokumenttype
- Landsskatterettens afgørelse
- Offentliggjort
- 26. august 2026
- Kilde
- Åbn original i afgørelsesdatabasen ↗
Resumé
Sagen angik, om et selskab, der ydede uvildig økonomisk rådgivning til private og i den forbindelse formidlede lån fra banker og realkreditinstitutter, skulle afregne lønsumsafgift efter metode 4 (lønsum plus over-/underskud) eller metode 2 (finansielle virksomheder). Selskabet gjorde gældende, at det var en rådgivningsvirksomhed, der blot formidlede lån, at kunderne ikke opfattede det som en finansiel virksomhed, og at det derfor efter Den juridiske vejledning burde omfattes af metode 4. Skattestyrelsen fandt, at låneformidlingen var hovedydelsen, at rådgivningen var en biydelse, og at selskabet med over 50 % momsfritaget omsætning skulle anses som finansiel virksomhed efter cirkulære nr. 186 af 1992. Landsskatteretten lagde vægt på, at selskabet ved sit navn fremtrådte som finansiel virksomhed, og at 97,38 % af omsætningen i perioden januar-april 2023 (484.000 af 497.000 kr.) stammede fra momsfritagne finansielle aktiviteter, hvorfor disse udgjorde hovedaktiviteten. Skattestyrelsens afgørelse om afregning efter metode 2 blev stadfæstet.
Titel, resumé og vurderinger er AI-genererede og kan indeholde fejl.
Lovhenvisninger
Fuldtekst
Journalnr. 23-0072805 Skattestyrelsen har imødekommet selskabets ansøgning om registrering for lønsumsafgift, men har afslået, at selskabet kan afregne lønsumsafgift efter lønsumsafgiftslovens § 4, stk. 1 (metode 4). Selskabet skal afregne lønsumsafgift efter lønsumsafgiftslovens § 4, stk. 2, nr. 1 (metode 2) som en finansiel virksomhed. Landsskatteretten stadfæster Skattestyrelsens afgørelse. Faktiske oplysninger [klager] ApS (herefter selskabet) var på ansøgningstidspunktet i det Centrale Virksomhedsregister, CVR, registreret under CVR-nr. [...1] og branchekolde 661900, der omfatter andre hjælpetjenester i forbindelse med finansiel formidling. Selskabets formål var at give uvildig økonomisk rådgivning til private og erhverv og hertil beslægtede aktiviteter. Selskabet har oplyst, at selskabet har leveret uvildig økonomisk rådgivning til private og i forbindelse med denne rådgivning har oppebåret honorar ved eksempelvis låneformidling. Den økonomiske rådgivning kan have handlet om hushandel, herunder finansiering, valg af lån, pensionsrådgivning m.m. Derudover har selskabet oplyst, at formålet med levering af selskabets ydelser har været låneformidling ved at assistere kunder med at opnå lån fra pengeinstitut eller kreditforening. Selskabet har den 31. december 2021 ansøgt om at blive registreret for lønsumsafgift med afregning efter metode 4 (lønsummen + over-/underskud). Selskabet har fremlagt en samarbejdsaftale vedrørende omlægning af lån, hvoraf der fremgår følgende: ”Indhold: Aftalen beror på, at [klager] indhenter relevant økonomisk materiale hos kunden, som danner grundlag for løsning af opgaven. Selve opgaven består af: Med udgangspunkt i de modtagne økonomiske oplysninger foretager [klager] et uvildigt økonomisk tjek af kundens økonomi. Formål hermed er, at skabe overblik og optimere økonomien på baggrund af de ønsker, kunden måtte have. Kunden har specifikt ytret ønske omkring følgende: Rådgivning omkring valg af finansiering, herunder fordele og ulemper herved Rådgivning omkring valg af bank, herunder hjælp til godkendelse af omlægning af eksisterende lån til nyt lån. Forhandling med bank og realkreditforening Generel økonomisk rådgivning Økonomisk forpligtelse: [klager] honoreres med xx kr. når lånet omlægges i nuværende pengeinstitut som faktureres når der foreligger endelig godkendt finansiering fra bank og kreditforening. Særlige forhold: Sagen startes når [klager] har modtaget alle oplysninger Kunde og [klager] har afklaret forholdende ift. økonomisk forpligtelse i samarbejdsaftalen Kunden accepteres ved sin underskrift forretningsbetingelser fra [klager] Forretningsbetingelser vedrørende uvildig økonomisk rådgivning Gældende for: [klager] [adresse1] [by1] Uvildighed: [klager] er et uvildigt og uafhængigt selskab. Der er for [klager] ingen økonomisk gevinst ved at rådgive omkring særskilte produkter, såvel som at anbefale en leverandør indenfor bank, pension, investering eller forsikring. Modtages, der mod forventning, henvisningshonorarer eller kommissioner i forbindelse med opgaveløsningen, så tildeles kunden disse honorarer ubeskåret. [klager] honorering for udførelsen af opgaven kommer udelukkende og direkte fra kunden i henhold til Samarbejdsaftaler punkt, Økonomisk forpligtelse. Forpligtelser: [klager] forpligter sig til at varetage kundens interesser. Dette gøres ved at skabe overblik over de økonomiske muligheder, der er tilgængelige for kunden. [klager] vil rådgive kunden omkring de optimeringsmulighederne og risici, der måtte være indenfor finansielle leverandører og produkter. Endeligt vil [klager] komme med anbefalinger på en eventuel næste ageren. Uvildig rådgiver abonnement: Såfremt kunden ønsker en opgave, som er udover 1 times varighed, honoreres der efter den gældende prisliste. Kunden kan til enhver tid opsige sit abonnement. Der er 3 mdr. opsigelse gældende fra ultimo måned. Varighed: Aftaler er gældende fra underskrevne dato og indtil opgaverne og forpligtelserne beskrevet i ’Samarbejdsaftale’ er løst og opfyldt– dog senest 6 måneder fra dato. Såfremt kunden efter indgåelse af ”Samarbejdsaftale” ønsker at udtræde af aftalen inden endt forløb, så faktureres det antal timer, der er anvendt frem til kunden meddeler ønske om udtrædelse. Timeprisen der beregnes ved udtrædelse er 1.800 kr. pr. påbegyndt time, dog således at beløb og timer aldrig kan overstige en aftalt fast pris eller aftalt maksimalt timeforbrug, jf. afsnittet økonomisk forpligtelse. Personfølsom data-opbevaring: Kunden giver ved underskrift på Samarbejdsaftaler sit samtykke til, at personfølsomme økonomiske data vedrørende kunden udleveret til [klager] ApS opbevares af 3. mand i overensstemmelse med dataperson-forordningens regler herom for at sikre gældende GDPR reglement overholdes. Kundedata bliver slettet i overensstemmelse med reglerne dog seneste 2 år efter dato.” Selskabet har også fremlagt en samarbejdsaftale vedrørende køb af bolig: ”Indhold: Aftalen beror på, at [klager] indhenter relevant økonomisk materiale hos kunden, som danner grundlag for løsning af opgaven. Selve opgaven består af: Rådgive kunden omkring valg af bank samt rådgivning omkring valg af finansiering af boligen. Kunden har specifikt ytret ønske omkring følgende: Budgetrådgivning i forbindelse med boligkøb Rådgivning omkring valg af finansiering, herunder fordele og ulemper herved Rådgivning omkring valg af bank, herunder hjælp til godkendelse af købet Forhandling med bank og realkreditforening Forhandling af kontantprisen på boligen med sælger/mægler Uvildig rådgiver abonnement [klager] overvåger rente- og kursudvikling på kundens realkreditlån, indhenter eventuelle lånetilbud, foretager kurssikring [klager] agerer, efter kundens ønske, formidler til bank og kreditinstitutioner Alle finansielle- og bankrelaterede opgaver, forespørgsler spørgsmål - under 1 times varighed - er inkluderet i abonnementet Økonomisk forpligtelse: [klager] honoreres med kr. for køberrådgivningsdelen, som faktureres når der foreligger endelig godkendt finansiering. Hvis [klager] forhandler købsprisen på boligen, så er honoraret særskilt 10% af opnået afslag i kontantprisen for denne ydelse. Hvis der ønskes abonnementet for uvildig rådgivning koster kr. 250,- pr. måned pr. ejendom, som opkræves via PBS månedsvis bagud. Særlige forhold: Sagen startes når [klager] har modtaget alle oplysninger og når kunden og [klager] har afklaret forholdende ift. økonomisk forpligtelse i samarbejdsaftalen Kunden accepteres ved sin underskrift forretningsbetingelser fra [klager] Nyhedsbrev: Kunden ønsker at modtage [klager]nyhedsbrev” Af forretningsbetingelserne for uvildig økonomisk rådgivning fremgår følgende: ”Uvildighed: [klager] er et uvildigt og uafhængigt selskab. Der er for [klager] ingen økonomisk gevinst ved at rådgive omkring særskilte produkter, såvel som at anbefale en leverandør indenfor bank, pension, investering eller forsikring. Modtages, der mod forventning, henvisningshonorarer eller kommissioner i forbindelse med opgaveløsningen, så tildeles kunden disse honorarer ubeskåret. [klager] honorering for udførelsen af opgaven kommer udelukkende og direkte fra kunden i henhold til Samarbejdsaftaler punkt, Økonomisk forpligtelse. Forpligtelser: [klager] forpligter sig til at varetage kundens interesser. Dette gøres ved at skabe overblik over de økonomiske muligheder, der er tilgængelige for kunden. [klager] vil rådgive kunden omkring de optimeringsmulighederne og risici, der måtte være indenfor finansielle leverandører og produkter. Endeligt vil [klager] komme med anbefalinger på en eventuel næste ageren. Uvildig rådgiver abonnement: Såfremt kunden ønsker en opgave, som er udover 1 times varighed, honoreres der efter den gældende prisliste. Kunden kan til enhver tid opsige sit abonnement. Der er 3 mdr. opsigelse gældende fra ultimo måned. Varighed: Aftaler er gældende fra underskrevne dato og indtil opgaverne og forpligtelserne beskrevet i ’Samarbejdsaftale’ er løst og opfyldt– dog senest 6 måneder fra dato. Såfremt kunden efter indgåelse af ”Samarbejdsaftale” ønsker at udtræde af aftalen inden endt forløb, så faktureres det antal timer, der er anvendt frem til kunden, meddeler ønske om udtrædelse. Timeprisen der beregnes ved udtrædelse er 1.800 kr. pr. påbegyndt time, dog således at beløb og timer aldrig kan overstige en aftalt fast pris eller aftalt maksimalt timeforbrug, jf. afsnittet økonomisk forpligtelse. Personfølsom data-opbevaring: Kunden giver ved underskrift på Samarbejdsaftaler sit samtykke til, at personfølsomme økonomiske data vedrørende kunden udleveret til [klager] ApS opbevares af 3. mand I overensstemmelse med dataperson-forordningens regler herom for at sikre gældende GDPR-reglement overholdes. Kundedata bliver slettet i overensstemmelse med reglerne dog seneste 2 år efter dato. [klager] bemyndiges til at må kontakte kunden indenfor de næste 2 år, hvis der sker ting som kan være af økonomisk fordel for kunden.” Selskabet har oplyst til Skattestyrelsen, at selskabet i perioden 1. januar 2023 til 30. april 2023 har haft følgende omsætning: ”Omlægning af lån (formidling af nyt lån i nyt eller eksisterende pengeinstitut): Kr. 307.500 Formidling af lån til boligkøb kr. 176.500. Økonomirapport kr. 13.000. Samlet omsætning kr. 497.000, hvoraf 484.000 er momsfritaget. Svarende til 97,38 %.” Skattestyrelsens afgørelse Skattestyrelsen har imødekommet selskabets ansøgning om registrering for lønsumsafgift og har samtidig truffet afgørelse om, at selskabet skal afregne lønsumsafgift efter metode 2 som en finansiel virksomhed. Skattestyrelsen har som begrundelse bl.a. anført: ”Virksomheden [klager] ApS, har overfor Skattestyrelsen bekræftet, at hovedaktiviteten er låneformidling. Ifølge momslovens § 13 stk. 1 nr. 11 er denne ydelse momsfritaget, som en finansiel ydelse. Samtidig er nr. 11 nævnt i lønsumsafgiftslovens § 1 stk. 1. Virksomheden skal derfor registreres for lønsumsafgift. Skattestyrelsen er derfor enig i, at ansøgningen om lønsumsafgift kan godkendes. Det er derudover vores vurdering, at der ud fra de tilsendte samarbejdsaftaler, er tale om en finansiel hovedydelse og en momspligtig biydelse, i form af økonomisk rådgivning. Ved første gennemgang af aftalerne, lagde vi vægt på, at ydelserne i kontrakterne er benævnt, som rådgivning. Efter modtagelse af indsigelse og klarlæggelse af virksomhedens ydelser, er det vores opfattelse, at rådgivningsydelserne er biydelser til hovedydelsen og dermed momsfritaget. Da virksomhedens hovedydelser er fritaget for moms efter momslovens § 13 stk. 1 nr. 11 og I overfor Skattestyrelsen har vist, at den momsfritaget del af den samlede omsætning er over 50%, skal virksomheden lønsumsregistreres efter metode 2. Med henvisning til CIR nr. 186 af 29/10/1992, er det derfor vores vurdering, at jeres virksomhed opfylder kriterierne for registrering af lønsumsafgift efter metode 2. Jeres ansøgning om lønsumsafgift efter metode 4 er derfor nægtet.” Udtalelse fra Skattestyrelsen I forbindelse med Skatteankestyrelsens klagesagsbehandling har Skattestyrelsen den 25. september 2023 udtalt følgende: ”Det er Skattestyrelsen opfattelse, at [klager] ApS drives som en finansiel virksomhed, hvor deres hovedydelse er fritaget efter momslovens § 13 stk. 1 nr. 11. Virksomheden har ligeledes bekræftet overfor os, at deres hovedydelse er finansiel aktivitet (akt 15 i til sendt materiale). Ifølge Den juridiske vejledning D.B.4.6. skal virksomheder, hvis hovedaktivitet er fritaget efter momslovens § 13 stk. 1 nr. 11 afregne lønsumsafgift efter metode 2. I samme besvarelse (akt 15), bekræfter [klager] ApS ligeledes, at størstedelen af virksomhedens omsætning stammer fra de finansielle aktiviteter. I Den juridiske vejledning D.B.4.4.2 står der, at virksomheder, hvor salget af finansielle ydelser udgør en væsentlig de af omsætningen, skal registreres med lønsumsafgift metode 2. Det er derfor Skattestyrelsens vurdering, at [klager] ApS omsætning i væsentlig grad, består af finansielle aktiviteter. I Den juridiske vejledning D.B.4.4.6 og D.B.4.4.7 er der, som korrekt nævnt af [klager] ApS, oplistet eksempler på brancher, som kan være omfattet eller undtaget af metode 2. Skattestyrelsen gør opmærksom på, at der er tale om eksempler og en udtømmende liste. Skattestyrelsen er derfor ikke enig i [klager] ApS’s påstand om, at der tvivl om, hvorvidt virksomhedens hovedydelse er finansiel eller ej. Derfor skal der afregnes lønsumsafgift efter metode 2.” Skattestyrelsens udtalelse til Skatteankestyrelsens indstilling Skattestyrelsen har udtalt følgende til Skatteankestyrelsens indstilling: ”… Skattestyrelsen er derfor også enig i Skatteankestyrelsens indstilling i sin helhed. Det er vi fordi, det klager i sit svar på vores henvendelse af 22. marts 2023 anmoder om yderligere oplysninger, selv oplyser at ”Vi har to primære ydelser som udgør 99 % af vores forretning. Og det er låneformidling ifm. boligkøb (køberrådgivning), hvor vi formidler “nye” lån til kunder, der ønsker at købe hus. Lånene formidles fra bank og realkredit. Derudover rådgiver vi omkring omlægning af eksisterende lån til nye lån. Der kalder vi låneomlægning. I begge tilfælde formidler vi lån fra bank, sparekasse eller anden lånevirksomhed.” Endvidere fremgår klagers salg af momsfri aktiviteter som opgjort af Skatteankestyrelsen svarende til 97,38% af klager omsætning, og som derfor skal opgøre lønsumsafgiftsgrundlaget efter metode 2, jf. lønsumsafgiftslovens § 4, stk. 2, nr. 1 og cirkulærets pkt. 5 og 6. …” Selskabets opfattelse Selskabets repræsentant har fremsat påstand om, at selskabet skal betale lønsumsafgift efter metode 4 (lønsummen + over-/underskud). Til støtte for påstanden er bl.a. anført: ”… Baggrund [klager] ApS har anmodet Skattestyrelsen om at blive registreret for lønsumsafgift og betale afgift efter metode 4, da selskabet både har momsfritaget omsætning og momspligtig omsætning. [klager] ApS anfører i den forbindelse, at selskabets aktiviteter ikke overvejende vil være momsfritagne, finansielle aktiviteter. Skattestyrelsen modtager kopi af et par samarbejdsaftaler og fastslår i den forbindelse, at [klager] ApS skal betale lønsumsafgift efter metode 2 (finansielle virksomheder). Øvrige oplysninger fremgår af den vedlagte afgørelse. … Når det ikke står klart, hvorvidt virksomhedens hovedaktivitet er finansiel eller ej, skal en virksomhed registreres og betale afgift efter metode 4. Begrundelse De virksomheder, der skal betale lønsumsafgift efter metode 2, er virksomheder med finansielle aktiviteter, når de finansielle aktiviteter er virksomhedens hovedaktivitet, og det er faktuelt, at virksomhedens aktiviteter overvejende er finansielle, momsfritagne aktiviteter. Hvis virksomheden har andre lønsumsafgiftspligtige aktiviteter end finansielle aktiviteter, f.eks. undervisning, skal virksomheden betale lønsumsafgift af disse aktiviteter efter metode 1 eller metode 4. Finansielle aktiviteter er aktiviteter og transaktioner omfattet af momslovens § 13, stk. 1 nr. 10 (forsikringsvirksomhed mv.) eller momslovens § 13, stk. 1, nr. 11 (finansielle aktiviteter). Det er kun virksomheder, hvor salget af finansielle ydelser udgør en væsentlig del af virksomhedens samlede omsætning, der er omfattet af pligten til at betale afgift efter metode 2. Hvis indtægterne fra finansiel virksomhed typisk udgør mere end 50 pct. af den samlede omsætning, anses virksomheden normalt for finansiel. Det kan også indgå i vurderingen, om virksomheden overfor offentligheden fremtræder som finansiel virksomhed. Det vil være en konkret vurdering. [klager] ApS har og vil faktuelt have momsfritagne, finansielle aktiviteter, men disse aktiviteter vil ikke være virksomhedens primære aktivitet. Det er således ikke korrekt, når Skattestyrelsen anfører, at [klager] ApS’ rådgivningsydelser er biaktiviteter til virksomhedens hovedaktivitet med låneformidling. [klager] ApS leverer økonomisk rådgivning, hvor denne uvildige rådgivning isoleret set er en momspligtig tjenesteydelse. Det forhold, at der i forbindelse med den økonomiske rådgivning oppebæres honorar i forbindelse med låneformidling, mener vi ikke gør, at den økonomiske rådgivning bliver en biydelse, og at selskabets aktiviteter fritages helt fra momspligten. De kunder, som henvender sig til [klager] ApS, ser ikke selskabet som en finansiel virksomhed – men derimod som en virksomhed, der kan give økonomisk rådgivning om hushandler, herunder finansiering. Vi mener, at man i denne sag bør lægge vægt på, hvordan virksomheden fremtræder overfor kunderne og deres opfattelse af [klager] ApS. De fremsendte aftaler, som Skattestyrelsen har modtaget i forbindelse med ansøgningen, mener vi ikke viser, at vores klient alene driver momsfritaget virksomhed. Aftalerne viser netop, at der leveres økonomisk rådgivning, og at der formidles/forhandles lån. Afslutningsvis skal vi henlede opmærksomheden på Skattestyrelsens juridiske vejledning, hvor det står anført, hvem der typisk skal registreres som værende en finansiel virksomhed og andre virksomheder. Her fremgår det: Virksomheder, der er omfattet af metode 2, er f.eks.: Banker Sparekasser Andelskasser Børsmæglerselskaber Vekselerer investeringsforeninger og -selskaber realkreditinstitutter pensionskasser pantebrevshandlere finansieringsfonde forsikringsvirksomheder forsikringsmæglere. Virksomheder, som normalt er undtaget fra at betale lønsumsafgift efter metode 2, fordi de i stedet er omfattet af metode 1 eller metode 4, er f.eks.: detailhandelsbutikker, når de formidler lån og forsikringer rejsebureauer, når de formidler lån og forsikringer ejendomsmæglere, når de formidler lån og forsikringer andre, der formidler lån og forsikringer. [klager] ApS er efter vores opfattelse en rådgivningsvirksomhed, der formidler lån, og dermed opfattet af metode 4.” Landsskatterettens afgørelse Skattestyrelsen har imødekommet selskabets ansøgning om registrering for lønsumsafgift, men har afslået, at selskabet kan afregne lønsumsafgift efter lønsumsafgiftslovens § 4, stk. 1 (metode 4). Selskabet skal afregne lønsumsafgift efter lønsumsafgiftslovens § 4, stk. 2, nr. 1 (metode 2) som en finansiel virksomhed. Retsgrundlaget Dagældende momslovs § 4, stk. 1, med efterfølgende ændringer (lovbekendtgørelse nr. 1021 af 26. september 2019): ”Der betales afgift af varer og ydelser, der leveres mod vederlag her i landet. Ved levering af en vare forstås overdragelse af retten til som ejer at råde over et materielt gode. Levering af en ydelse omfatter enhver anden levering.” Momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, litra a: ”Følgende varer og ydelser er fritaget for afgift: … Følgende finansielle aktiviteter: Långivning og formidling af lån samt långivers forvaltning af egne udlån.” Lønsumsafgiftslovens § 1, stk. 1 (lovbekendtgørelse nr. 2729 af 21. december 2021): ”Der betales en afgift til statskassen af virksomheder, der mod vederlag leverer varer og ydelser, der er fritaget for afgift efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 1, nr. 3, nr. 5 og 6, nr. 10-12, nr. 15 og 16 og nr. 19, jf. dog nedenfor stk. 2 og 3, og af virksomheder med anden økonomisk virksomhed, der mod vederlag leverer ydelser, der ikke er afgiftspligtige efter momsloven. ….” Lønsumsafgiftslovens § 4, stk. 1 og stk. 2, nr. 1: ”Afgiftsgrundlaget er virksomhedens lønsum med tillæg af overskud eller med fradrag af underskud af selvstændig erhvervsvirksomhed i indkomståret opgjort efter reglerne i 2.-4. pkt., jf. dog stk. 2 og 5. Virksomhedens overskud eller underskud opgøres efter reglerne for opgørelse af skattepligtig indkomst før fradrag for henlæggelse til konjunkturudligning efter virksomhedsskattelovens § 22 b. Til virksomhedens overskud eller underskud opgjort efter 2. pkt. tillægges renteudgifter og kurstab på fordringer og gæld og fradrages rente- og udbytteindtægter samt kursgevinst på fordringer og gæld, som indgår i opgørelsen af virksomhedens overskud eller underskud. Til virksomhedens overskud eller underskud opgjort efter 2. og 3. pkt. medregnes ikke overskud eller underskud, der hidrører fra virksomhed i udlandet Stk. 2. Afgiftsgrundlaget er virksomhedens lønsum for følgende virksomheder: 1) Virksomheder inden for den finansielle sektor, der omfatter virksomheder med aktiviteter vedrørende forsikring, ind- og udlån, kreditformidling, pensionsopsparing, investeringsforvaltning, betalingsformidling samt handel med værdipapirer eller valuta.” Der er fire metoder til at opgøre lønsumsafgiften. Lønsumsafgiftsgrundlaget opgøres forskelligt afhængig af, hvilken metode virksomheden er omfattet af, ligesom satsen er forskellig afhængig af metode. Metoden, som en virksomhed bliver omfattet af, afhænger af virksomhedens aktiviteter og organisationsform. Virksomheder, der har både momspligtige aktiviteter og momsfritaget formidling af finansielle ydelser, skal foretage en konkret vurdering af, om virksomheden skal betragtes som finansiel virksomhed i forhold til, hvilken metode den skal anvende ved opgørelse af lønsumsafgiften. Principperne for denne vurdering er fastsat i cirkulære nr. 186 af 29. oktober 1992 om afgift af lønsum m.v., som blev udsendt i forbindelse med, at lønsumsafgiftsloven blev ændret pr. 1. januar 1992 til at omfatte andre momsfritagne virksomheder end finansielle virksomheder. Følgende fremgår bl.a. heraf: ”… B. Afgrænsning af virksomheder inden for den finansielle sektor … Den finansielle sektor omfatter som udgangspunkt alle virksomheder, som leverer finansielle ydelser i forbindelse med erhvervsmæssig virksomhed her i landet. Finansielle ydelser er aktiviteter vedrørende ind- og udlån, kreditformidling, investeringsforvaltning, forsikring, pensionsopsparing, betalingsformidling samt handel med valuta og/eller værdipapirer, herunder handel med finansielle kontrakter, f. eks. futures (terminskontrakter) og optioner (købs- og salgsretter). Sektoren omfatter således forsikringsvirksomheder, banker, sparekasser, andelskasser, realkreditinstitutter, pensionskasser, børsmæglerselskaber, pantebrevshandlere, vekselerere, finansieringsfonde, investeringsforeninger og -selskaber og andre virksomheder med finansielle aktiviteter. 4. Det særlige afgiftsgrundlag og den særlige afgiftssats for virksomheder inden for den finansielle sektor omfatter imidlertid kun virksomheder, hvor salget af finansielle ydelser udgør en væsentlig del af virksomhedens samlede omsætning. Dette svarer til den tidligere afgrænsning af lønsumsvirksomheder efter lov om lønsumsafgift for virksomheder inden for den finansielle sektor. Virksomheder med finansielle biaktiviteter anses ikke som virksomheder inden for den finansielle sektor i henseende til loven. Afgiften for disse virksomheder er derfor 2,5 pct. af virksomhedens afgiftsgrundlag, jf. lovens § 4, stk. 1. Virksomheder med både momspligtige og momsfri aktiviteter 5. For virksomheder, som både har momspligtige aktiviteter og momsfrit salg af finansielle ydelser, skal der foretages en konkret vurdering af, om virksomheden skal betragtes som finansiel virksomhed i relation til loven. Ved vurderingen af, om salget af de finansielle ydelser har en sådan karakter og et sådant omfang, at virksomheden skal betragtes som en finansiel virksomhed, må der lægges afgørende vægt på, om den finansielle aktivitet kan anses som virksomhedens hovedaktivitet eller biaktivitet. 6. I overvejelserne indgår størrelsen af virksomhedens fradragsret for indgående moms af fællesomkostninger. Virksomheder, der udover det momsfri salg har momspligtige aktiviteter, vil have delvis fradragsret for indgående moms af fællesomkostninger. Den delvise fradragsret beregnes på grundlag af det momspligtige salgs andel af virksomhedens samlede omsætning. Derudover kan det indgå i vurderingen, om virksomheden over for offentligheden fremtræder som finansiel virksomhed. Hvis virksomhedens momspligtige salg udgør mindre end halvdelen af den samlede omsætning, og fradragsretten som følge af virksomhedens momsfri finansielle aktiviteter derfor er under 50 pct., vil virksomheden almindeligvis være omfattet af lovens § 5, stk. 2, nr. 1, som en finansiel virksomhed. …” Landsskatterettens begrundelse og resultat Selskabet har mod vederlag leveret ydelser i form af formidling af lån samt økonomisk rådgivning, jf. momslovens § 4, stk. 1. Ydelser i form af långivning og formidling af lån er omfattet af momsfritagelsen i momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, litra a. Det følger af lønsumsafgiftslovens § 1, stk. 1, 1. pkt., at virksomheder, der mod vederlag leverer ydelser, der er fritaget for afgift efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, skal betale lønsumsafgift. Selskabets aktivitet med formidling af lån er dermed lønsumsafgiftspligtigt. Hvorvidt selskabet skal opgøre lønsumsafgiftsgrundlaget efter metode 4 eller efter metode 2, afhænger af, hvorvidt selskabet i lønsumsafgiftslovens forstand kan anses for at drive ”virksomhed inden for den finansielle sektor”, jf. lønsumsafgiftslovens § 4, stk. 2, nr. 1 og cirkulærets pkt. 5 og 6. Selskabet, der over for offentligheden i kraft af sit navn fremtræder som en finansiel virksomhed har oplyst, at den samlede omsætning i perioden 1. januar 2023 til 30. april 2023 udgjorde 497.000 kr., hvoraf 484.000 kr. stammede fra momsfritagne aktiviteter, svarende til 97,38 %. Henset hertil finder Landsskatteretten efter en samlet konkret vurdering, at selskabet driver virksomhed inden for den finansielle sektor, idet de finansielle aktiviteter må anses for selskabets hovedaktivitet, jf. lønsumsafgiftslovens § 4, stk. 2, nr. 1 og cirkulærets pkt. 5 og 6. Som følge heraf skal selskabet opgøre afgiftsgrundlaget efter metode 2. På den baggrund stadfæstes Skattestyrelsens afgørelse.