Spring til indhold
skattewiki.dk

← Alle afgørelser

Journalnr. 23-0072161

Genoptagelse af skattepligtsstatus pålagt efter fejlregistrering som fuldt skattepligtig

Skatteyder fik medhold
Instans
Landsskatteretten
Dokumenttype
Landsskatterettens afgørelse
Offentliggjort
15. januar 2026
Kilde
Åbn original i afgørelsesdatabasen ↗

Resumé

Sagen angik, om klageren kunne få genoptaget skatteansættelserne for 2011-2021 med henblik på at ændre sin registrerede skattepligtsstatus, så han efterfølgende kunne omfattes af forskerskatteordningen i kildeskattelovens §§ 48 E-F. Klageren var fraflyttet Danmark i 1997 og havde i 1999 fået meddelelse om skattepligtsophør, men blev i forbindelse med lønindberetninger fra en dansk arbejdsgiver i 2003-2007 genregistreret som fuldt skattepligtig. Skattestyrelsen afviste genoptagelse med henvisning til, at der ikke forelå myndighedsfejl, og at 6-måneders reaktionsfristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, ikke var overholdt, da årsopgørelserne havde været tilgængelige i skattemappen. Landsskatteretten fandt, at genregistreringen beroede på en myndighedsfejl, der udgjorde særlige omstændigheder efter § 27, stk. 1, nr. 8, og at der – selvom reaktionsfristen ikke var iagttaget – skulle dispenseres herfra efter § 27, stk. 2, sidste pkt., da fejlen ikke kunne bebrejdes klageren. For 2019-2021 var betingelserne for ordinær genoptagelse opfyldt, og Skattestyrelsen blev pålagt at genoptage alle årene 2011-2021.

Titel, resumé og vurderinger er AI-genererede og kan indeholde fejl.

Lovhenvisninger

Henviser til

  • SKM2008.432.ØLR
  • SKM2023.267.LSR
  • SKM2025.440.LSR
  • UfR 2021.3465 H

Fuldtekst

Journalnr. 23-0072161 Skattestyrelsen har ikke imødekommet anmodningen om ekstraordinær genoptagelse af skatteansættelserne for indkomstårene 2011 – 2018 samt ordinær genoptagelse af skatteansættelserne for indkomstårene 2019 – 2021. Landsskatteretten ændrer Skattestyrelsens afgørelse og pålægger Skattestyrelsen at genoptage skatteansættelserne for indkomstårene 2011-2021. Faktiske oplysninger Det fremgår af folkeregistret, at klageren udrejste pr. 1. december 1997 og flyttede tilbage til Danmark igen pr. 4. juli 2022. [by1] Kommune har ved brev af 14. oktober 1999 meddelt klageren, at klagerens fulde skattepligt ophørte pr. 31. december 1997. Af Skattestyrelsens afgørelse fremgår følgende: ”Det fremgår af skatteoplysningerne på skat.dk, at der for årene 2003-2007 er indberettet lønindtægt fra [virksomhed1] A/S, [adresse1], [by2]. Disse indberetninger må have medført, at du igen er registreret som fuldt skattepligt til Danmark. For 2003 er årsopgørelse 1 efterfølgende korrigeret den 22. november 2004, således at nu fremgår, at der ingen skattepligt er mere. På hvilket grundlag denne korrektion er foretaget fremgår ikke. Det fremgår ingen steder i vores systemer, at du for 2004-2007 har haft kontakt med det daværende SKAT og anmodet om at skattepligten til Danmark skulle ophøre igen, hvorfor Skattestyrelsen ikke har haft mulighed for at vurdere skattepligten på daværende tidspunkt.” Det fremgår af årsopgørelserne for indkomstårene 2004 – 2009, at [by1] Kommune er anført som skattekommune, og at der for indkomstårene 2004 – 2007 er indberettet lønindkomst på henholdsvis 61.600 kr., 72.800 kr., 67.200 kr. og 16.800 kr. Klageren overtog i 2007 en andel af et sommerhus i Danmark og er blevet opkrævet ejendomsværdiskat heraf i indkomstårene 2007 – 2021. Af klagerens skattemappe under ”oversigt over hændelser” fremgår det bl.a., at der den 8. marts 2010 er fremsendt mail til klageren vedrørende information om årsopgørelse i skattemappen, den 21. juni 2010 er der bestilt ny TastSelv kode, og den 5. juli 2010 er e-mail adresse blevet indberettet/ændret. Klageren har ved meddelelse af 5. juli 2010 oplyst til SKAT, at han har modtaget TastSelv kode samt opnået adgang til tidligere årsopgørelser. Endvidere har klageren ved meddelelse af 10. december 2011 oplyst, at han manuelt har tilføjet renteudgifter som ændring vedrørende indkomståret 2010. Endvidere fremgår det af klagerens skattemappe under ”oversigt over hændelser”, at der den 8. marts 2012 er fremsendt mail vedrørende ny årsopgørelse i skattemappen. Det fremgår af årsopgørelserne for indkomstårene 2010 – 2021, at [by1] Kommune er anført som skattekommune, og at der for alle år er blevet indregnet ”Kompensation for forhøjede afgifter (grøn check)” på mellem 525 kr. og 1.300 kr. For indkomstårene 2010 og 2011 har klageren foretaget frivillig indbetaling på henholdsvis 566 kr. og 2.199 kr., og der er i begge indkomstår ikke blevet udbetalt overskydende skat. Klageren er således for alle de omhandlede indkomstår registreret som fuldt skattepligtig. Klagerens repræsentant anmodede den 17. oktober 2022 Skattestyrelsen om genoptagelse med henblik på, at klageren efterfølgende kunne blive omfattet af forskerskatteordningen, jf. kildeskattelovens §§ 48 E-F. Skattestyrelsens afgørelse Anmodningen om ekstraordinær genoptagelse af skatteansættelserne for indkomstårene 2011 – 2018 samt ordinær genoptagelse af skatteansættelserne for indkomstårene 2019 – 2021 med henblik på ændring af klagerens skattepligtsstatus er ikke imødekommet. Skattestyrelsen har som begrundelse bl.a. anført: ”Begrundelse vedrørende særlige omstændigheder Fristen for ordinær genoptagelse af din skatteansættelse for 2018 udløb den 1. maj 2022, hvorfor fristen for de tidligere år dermed også er udløbet. Såfremt dine skatteansættelser for 2011-18 skal ændres, skal en af betingelserne for ekstraordinær genoptagelse i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1 og fristen i § 27, stk. 2 være opfyldt. Skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1 giver mulighed for ekstraordinær genoptagelse forudsat, at en eller flere af betingelserne i stk.1, nr. 1-8 er opfyldt. I denne sag er det relevant, hvorvidt du kan opfylde betingelsen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8 om, at der skal foreligge særlige omstændigheder. Skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8 er ifølge forarbejderne tiltænkt et snævert anvendelsesområde. Særlige omstændigheder kan foreligge, hvis Skattestyrelsen har begået en fejl eller har foretaget en åbenbart urimelig skønsmæssig ansættelse. Dette vurderes ikke af være tilfældet i denne sag. Som det fremgår ovenfor har [by1] Kommune meddelt, at din skattepligt til Danmark ophørte pr. 31. december 1997. Det fremgår af skatteoplysningerne på skat.dk, at der for årene 2003-2007 er indberettet lønindtægt fra [virksomhed1] A/S, [adresse1], [by2]. Disse indberetninger må have medført, at du igen er registreret som fuldt skattepligt til Danmark. For 2003 er årsopgørelse 1 efterfølgende korrigeret den 22. november 2004, således at det nu fremgår, at der ingen skattepligt er mere. På hvilket grundlag denne korrektion er foretaget fremgår ikke. Det fremgår ingen steder i vores systemer, at du for 2004-2007 har haft kontakt med det daværende SKAT og anmodet om at skattepligten til Danmark skulle ophøre igen, hvorfor Skattestyrelsen ikke har haft mulighed for at vurdere skattepligten på daværende tidspunkt. Din advokat har anført, at det ikke er relevant for sagen om forskerskatteordningen, at du har været registreret som fuldt skattepligtig for årene 2003-2007. Skattestyrelsen kan hertil bemærke, at det jo netop er årene 2003-07, der har gjort at du er blevet registreret som fuldt skattepligtigt til Danmark og da du ikke har kontaktet det daværende SKAT med henblik på at få skattepligten ophævet medfører det, at skattepligten består for alle de efterfølgende år. Det vil sige indtil dags dato. Din advokat har endvidere anført, at når Skattestyrelsen har mulighed for at se, at du har modtaget lønindtægter, bør Skattestyrelsen ligeledes kunne vurdere, om du faktisk også var fuldt skattepligtig til Danmark i årene. Oplysningen om lønindtægt tilgår Skattestyrelsen automatisk. Det er Skattestyrelsens vurdering, at en sådan indberetning ikke kan medføre, at borgeren kan have en forventning om, at Skattestyrelsen foretager en sagsbehandling i den anledning. Det er borgerens egen pligt at kontakte Skattestyrelsen, hvis borgeren er af den opfattelse, at årsopgørelsen indeholder urigtige oplysninger. Der kan være forskellige årsager til, at skattepligten skal opretholdes. Det at man har en adresse i udlandet er ikke ensbetydende med, at man ikke skal/kan være fuld skattepligtig til Danmark. For at Skattestyrelsen kan vurdere en borgers skattepligt skal der en særskilt sagsbehandling til og dermed vurdering af borgerens skattepligtsforhold. Denne vurdering kan kun finde sted, hvis borgerne retter henvendelse til Skattestyrelsen og indsender den fornødne dokumentation herfor. Det er borgeren, der bærer bevisbyrden for, at skattepligten skal ophøre se f.eks SKM2008.432.ØLR En adresseændring i folkeregisteret er ikke en fornøden oplysning eller dokumentation for, at skattepligten er ophørt eller ønskes ophørt af borgeren. Skattestyrelsen er af den opfattelse, at vi ikke har begået en fejl og dermed anses betingelsen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8 ikke for opfyldt. Skattestyrelsen er således ikke enig med din repræsentants udlægning af, at der i forslag til afgørelse af 26. september 2022 er erkendt, at der er Skattestyrelsens fejl. Afdelingen for forskerskatteordningen har anført, at de formoder, at der måske er tale om en fejlregistrering. Skattestyrelsen har nu konkret i denne sag taget stilling hertil. Begrundelse vedrørende reaktionsfristen Skattestyrelsen kan kun give tilladelse til ekstraordinær genoptagelse for indkomstårene 2011-18, hvis du har bedt om genoptagelse senest 6 måneder efter, at du har fået kundskab til det forhold, der begrunder en ekstraordinær genoptagelse ifølge skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2. Skattestyrelsen har modtaget anmodningen den 17. oktober 2022. For at kunne overholde fristen i § 27, stk. 2, 1. pkt. forudsætter det, at du først den 17. april 2022 eller på et senere tidspunkt er kommet til kundskab om det forhold, der begrunder fravigelsen af fristerne i § 26. Denne forudsætning anses ikke for opfyldt, da årsopgørelserne for 2011-18 har været sendt/tilgængelige i TastSelv efter reglerne for udsendelse af årsopgørelser i de pågældende år. I disse årsopgørelser fremgår din skattepligt, hvorfor det burde stå klart ved hver modtagelse af disse, at du er registreret som fuld skattepligtig til Danmark. Din advokat har anført, at ”fristen skal regnes fra den 26. september 2022, som er den dato Skattestyrelsens første forslag til afgørelse er dateret – eller det fremtidige tidspunkt, hvor Skattestyrelsen formelt træffer afgørelse i sagen.” Skattestyrelsen er ikke enig heri, da retspraksis på nuværende tidspunkt siger, at kundskabstidspunktet som udgangspunkt er, når årsopgørelsen er tilgængelig i skattemappen. Det er korrekt, at det på årsopgørelserne for 2011-18 ikke direkte er anført, at du er fuld skattepligtig til Danmark. Det kan dog indirekte udledes af, at der er anført en skattekommune. Se LSR af 13.10.2020 journalnummer 18-0026425, hvoraf blandt andet fremgår, at det forhold, at man ikke har kendskab til skattereglerne, herunder hvordan en årsopgørelse skal forstås (f.eks. i forhold til skattepligt) ikke er et forhold, der berettiger til ekstraordinær genoptagelse. Det fremgår videre, at selvom man er fraflyttet Danmark, skal man dog fortsat sikre, at de registrerede oplysninger er korrekte. Det fremgår endvidere af årsopgørelserne for 2011-18 under specifikation af forskudsskat mv. at der er modregnet 1.300 kr. for årene 2011-14 og herefter reducerede beløb (grøn check) og for enkelte år også et tillæg hertil som kompensation for forhøjede afgifter i den beregnede skat. I henhold til lov om skattefri kompensation for forhøjede energi- og miljøafgifter kan man kun få denne kompensation, hvis man er fyldt 18 og er skattepligtig efter kildeskattelovens § 1 (fuldt skattepligtig). Konklusion Det er Skattestyrelsens vurdering, at du ikke opfylder betingelserne i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1 og 2 og dermed kan vi ikke ændre den registrerede skattepligtstatus for 2011-18. Endvidere er Skattestyrelsen af den opfattelse at der heller ikke er grundlag for at ændre dine skatteansættelser for 2019-21, da du ikke er fremkommet med oplysninger af faktisk eller retlig karakter, der kan begrunde en ændring af skatteansættelserne, se reglerne herom i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2. Vi har i denne sag ikke taget stilling til om du opfylder betingelserne i kildeskattelovens § 48 E-F. Det er en separat sag, som behandles særskilt.” Udtalelse fra Skattestyrelsen I forbindelse med Skatteankestyrelsens klagesagsbehandling har skattestyrelsen den 15. januar 2025 udtalt følgende: ”Der er ingen årsopgørelser dannet for 2000 og 2001, da klageren for disse år ikke kendes i vores system. Det er korrekt, at klageren i 1999 har modtaget brev om, at skattepligten var ophørt med udgangen af 1997. Brevet er fremsendt tidligere i forbindelse med vores udtalelse af 31. august 2023. Klagerens advokat henviser til brev af 15. august 2023 og fremfører, at Skattestyrelsen i den forudgående sagsbehandling har erkendt, at der formentlig er begået en fejl fra den skatteansættende myndigheds side. Brevet af 15. august 2023 er advokatens klage til Skatteankestyrelsen. Ud over det i vores afgørelse af 12. maj 2023 anførte, har vi ikke yderligere bemærkninger hertil. For så vidt angår forklaring og dokumentation vedrørende indtræden af skattepligten henvises til det i afgørelsen anførte, at formodningen er, at den indberettede A-indkomst for årene 2003-07 er baggrunden for, at klageren er blevet registreret som fuld skattepligtig igen. Endvidere kan der henvises til en kundehenvendelse af den 5. juli 2010, hvoraf kan udledes, at der ingen sagsbehandling har været i forbindelse med arbejdsgiverens oplysning om lønindkomst. Klagerens advokat henviser til, at det taler for genoptagelse, når indkomstændringen overstiger en grænse på 5.000 kr. Efter Skattestyrelsens opfattelse omfatter væsentlig økonomisk betydning ikke de indkomstår efter klageren er vendt tilbage til Danmark, men vedrører de år, der er omfattet af anmodningen om ekstraordinær genoptagelse, det vil sige 2011-21. Indkomstansættelserne for disse år er efter Skattestyrelsens opfattelse ikke urigtige. Klagerens advokat anfører, at klageren ikke kunne og ikke havde anledning til at reagere på myndighedens fejl før den fik for ham urimelige og utilsigtede konsekvenser. Skattestyrelsen er ikke enig heri og kan henvise til, at klageren i 2010 og 2011 har haft kontakt til det daværende SKAT, bilag vedlagt. Klageren har i disse henvendelser blandt andet oplyst, at han ingen indtægt har haft i Danmark og at han har modtaget en tastselvkode og fået adgang til årsopgørelserne online. SKAT har blandt andet gjort klageren opmærksom på reglerne for genoptagelse. Ifølge oversigt over hændelser har klageren været aktiv på tastselv/skat.dk i 2004 og 2010-13, se vedlagte. Autorisation er givet til [cpr1], som formodes at være klagerens far. Skattestyrelsen er af den opfattelse, at der ikke er sket myndighedsfejl i denne sag og at betingelsen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8 ikke kan anses for opfyldt. Klagerens advokat har henvist til Landsskatterettens afgørelse sagsnr. 20-0017328 og at der derfor er grundlag for dispensation fra fristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2. Landsskatteretten har som begrundelse for at dispensere fra 6 måneders fristen lagt vægt på sagens karakter og klagerens personlige forhold. Efter Skattestyrelsens opfattelse er det derfor tale om en konkret afgørelse. Landsskatteretten har lagt vægt op, at der er tale om en ung borger, der aldrig har været logget på skat.dk Den grønne check er ikke udbetalt, men anvendt til modregning. Adressen på årsopgørelserne var fejlbehæftet og klageren nægtede at have modtaget årsopgørelserne. Efter Skattestyrelsens opfattelse er dette tilfældet i denne sag, hvor klageren har været i kontakt med det daværende SKAT og været aktiv på tastselv/skat.dk.” Klagerens opfattelse Klagerens repræsentant har nedlagt påstand om, at Skattestyrelsen pålægges at genoptage klagerens skatteansættelser for indkomstårene 2011 – 2021. Til støtte for påstanden er bl.a. anført: ”I ovennævnte sag og som advokat for [klager] ([klager]) indsender jeg hermed klage over Skattestyrelsens afgørelse af 12. maj 2023 om afslag på genoptagelse af [klager] skatteansættelser for 2011-21 med det formål, at [klager] efterfølgende kan blive omfattet af forskerskatteordningen i kildeskattelovens § 48 E -F. Klagen er et led i det samlede sagskompleks om det, som mange anser som en fejlagtig praktisering af samspillet mellem reglerne om genoptagelse og 10 -årskravet i kildeskattelovens § 48 E, stk. 3, nr. 1. Det i brev til Skattestyrelsen af 17. oktober 2022 og 22. marts 2023 anførte fastholder vi i det hele. [klager] opfylder samtlige objektive og subjektive betingelser for at kunne blive omfattet af forskerskatteordningen. Han har reelt ikke været skattepligtig til Danmark i 10 år forud for flytningen til Danmark. Da han har været uvidende om de danske skattemyndigheders fejlagtige registrering af hans skatteforhold, har han krav på berigtigelse heraf. Konklusion [klager] har krav på at få genoptaget skatteansættelserne for indkomstårene 2011 - 2021, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8, jf. stk. 2, under henvisning til at i) [klager] ikke har været fuldt skattepligtig til Danmark i årene 2011 -2021, at ii) der er sket en myndighedsfejl, idet [klager] fejlagtigt er blev et registreret som fuldt skattepligtig til Danmark i årene 2011-2021 samt at iii) [klager] først fik kendskab til dette, da han modtog Skattestyrelsens første forslag til afgørelse den 26. september 2022. Sagens faktum Denne klage handler om, hvorvidt [klager] kan anmode om genoptagelse af skatteansættelserne (årsopgørelserne) for indkomstårene 2011-2021, jf. skatteforvaltningslovens § 26 og § 27, stk. 1, nr. 8, jf. stk. 2. [klager] fraflyttede Danmark den 1. december 1997 og tog fast ophold i Danmark næsten 25 år senere den 4. juli 2022. Han har ikke været indkomstskattepligtig til Danmark i samtlige 25 år. I 2007 overtog [klager] en andel af et sommerhus i Danmark og har været begrænset skattepligtig af denne andel. [klager] har efter det af Skattestyrelsen oplyste været registreret som fuldt skattepligtig til Danmark i alle årene siden fraflytningen og har siden 2011 modtaget grøn check – årsagen hertil er den fejlagtige registrering og automatisering i behandlingen af udbetaling af grøn check. Ved ansøgning af 23. august 2022 søgte [klager] om at blive omfattet af forskerskatteordningen i kildeskattelovens § 48E, den såkaldte forskerskatteordning, da [klager] siden 1. juli 2022 har været ansat ved [virksomhed2] ApS (CVR nr. [...1]). I forslag til afgørelse af 26. september 2022 konkluderer Skattestyrelsen med henvisning til praksis, at [klager] ikke kan være omfattet af forskerskatteordningen i kildeskattelovens § 48E, da [klager] i indkomstårene 201 1 - 2021 har været ”registreret” som fuldt skattepligtig til Danmark i Skattestyrelsens systemer, og derfor ikke formelt har været ude af dansk skattepligt i ti år forud for ansættelsen ved [virksomhed2]. Skattestyrelsen fastslår herefter, at [klager] ikke har adgang til at få skatteansættelserne ekstraordinært genoptaget i medfør af skatteforvaltningslovens § 26 og § 27, stk. 1, nr. 7 og 8 og stk. 2. Begrundelsen herfor er, at der efter Skattestyrelsens vurdering ikke foreligger sådanne særlige omstændigheder, som påkrævet i skatteforvaltningslovens § 26 og § 27, idet [klager] ikke rettidigt havde påklaget skatteansættelserne. Der er ikke belæg for en sådan konklusion, da der dels i) ikke tidligere er ansøgt om genoptagelse og dels ii) har [klager] krav på en individuel vurdering af sine forhold. Vurdering af Skattestyrelsens forslag til afgørelse af 26. september 2022, 7. marts 2023 og afgørelse af 12. maj 2023 Det kan af [klager]’ årsopgørelser ikke udledes, at han er fuldt skattepligtig til Danmark. Det finder også støtte i, at Skattestyrelsen i sin afgørelse af 26. september 2022 erkender, at det er en fejl, at han har været registreret som sådan – og at [klager] alene har været ”registreret”. På samtlige relevante årsopgørelser er [klager] opført med adresse i Kina. Skattestyrelsen har således været i besiddelse af relevante oplysninger til at udarbejde korrekte opgørelser eller som det mindre i det mere foretage korrekte registreringer. Af [klager]’ årsopgørelser fremgår alene en specifikation af udbetaling af grøn check og ejendomsværdiskatten for andelen af det sommerhus, som [klager] ejer i Danmark. Under afsnittet ”Opgørelse af skattepligtig indkomst” i årsopgørelserne står 0 kr. og under afsnittet ”Skattepligtig indkomst” fremgår ”Der er ikke registreret indkomst eller fradrag.” [klager]’ årsopgørelser for indkomstårene 2011 – 2021 er i Skattestyrelsens besiddelse. [klager] har fra sin fraflytning den 1. december 1997 og frem til den 4. juli 2022, hvor han flyttede tilbage til Danmark, ikke haft en helårsbolig til rådighed eller i øvrigt taget ophold i Danmark i en periode, der medfører indtræden af skattepligt. Dette synes at være ubestridt. Det fremgår af forslaget til afgørelse af 7. marts 2023, at [klager] i årene 2003-2007 har modtaget løn fra [virksomhed1] A/S, hvorfor disse indberetninger ”må” have medført, at [klager] igen er registreret som fuldt skattepligtig til Danmark. Hvorvidt [klager] var skattepligtig til Danmark i årene 2003 -2007 er ikke relevant for vurderingen af, om [klager] kan være omfattet af forskerskatteordningen. Det var et praktisk forhold, der medførte beskatning af lønnen i Danmark, men det er langt tidligere end 10 år før ansøgningen. Det tydeligt, at Skattestyrelsen har begået en myndighedsfejl ved at fejlregistrere [klager] som fuld skattepligtig i disse år. Dette har Skattestyrelsen også tilkendegivet i forslag til afgørelse af 26. september 2022, hvor det bl.a. er anført at: ”Vi formoder, at der måske er tale om en fejlregistrering, og at du i stedet skulle have været registreret som begrænset skattepligtig, jf. kildeskattelovens § 2, sk. 1, nr. 5.” Dertil kommer, at hvis Skattestyrelsen har mulighed for at se, at [klager] har modtaget lønindtægter, bør Skattestyrelsen ligeledes kunne vurdere, om han faktisk også var fuldt skattepligtig til Danmark i årene. Skattestyrelsen skriver i sin afgørelse af 12. maj 2023, at 2003-2007 er relevante, idet pligten til at kontakte det daværende SKAT med henblik på at få skattepligten ophævet medfører, at skattepligten består alle efterfølgende år og indtil i dag. Det er ikke korrekt. Den skatteretlige realitet tilsiger et andet resultat og risikoen for fejlsubsumptionen kan myndighederne ikke lægge over på borgeren, da det vil være i strid med de dagældende regler i bkg. nr. 962 fra 2005. Den eneste årsag til registreringen som fuldt skattepligtig er Skattestyrelsens fejl, og der synes derfor også at være enighed om, at [klager] ikke har været reelt fuldt skattepligtig til Danmark siden fraflytningen i 1997 – den reelle skattepligt er borgerens værn mod administrativ fejlagtig sagsbehandling. Skattestyrelsen skriver derudover, at det er borgerens pligt at kontakte Skattestyrelsen, hvis borgeren er af den opfattelse, at årsopgørelserne indeholder urigtige oplysninger. Dette er konkret ikke korrekt, særligt ikke når borgeren med rette kan gå ud fra, at vedkommende er behandlet skattemæssigt korrekt. [klager] årsopgørelser viser ikke kendeligt for ham, at han er blevet registreret som fuldt skattepligtig. Det er dog kendeligt, at [klager] ikke er behandlet som fuldt skattepligtig. Han har derfor ikke haft grund til at reagere, da han f.eks. ikke er blevet anmodet om supplerende oplysninger eller har fået rykkere. Som anført har skattemyndighederne været i besiddelse af oplysninger om bopæl. Da [klager] fra sin fraflytning fra Danmark den 1. december 1997 og frem til sin flytning til Danmark den 4. juli 2022, ikke har været skattepligtig til Danmark efter bestemmelsen i kildeskattelovens § 48E, stk. 3, nr. 1, har han ret til få sine skatteansættelser i årene 2011 - 2021 ekstraordinært genoptaget, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1. Reaktionsfristen Skattestyrelsen skriver i forslag til afgørelse af 7. marts 2023 og afgørelse af 12. maj 2023, at [klager] ikke har overholdt 6 måneders-fristen for anmodning om ekstraordinær genoptagelse i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, fordi det af årsopgørelserne burde have stået klart for [klager], at han var registreret som fuldt skattepligtig til Danmark. Vi fastholder, at fristen skal regnes fra den 26. september 2022, som er den dato Skattestyrelsens første forslag til afgørelse er dateret – eller 12. maj 2023, hvor Skattestyrelsen formelt traf afgørelse i sagen. Da anmodningen om ekstraordinær genoptagelse blev sendt den 17. oktober 2022, er fristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, 1. pkt. overholdt. På baggrund af ovenstående er det vores vurdering, at [klager] opfylder betingelserne for at få sine skatteansættelser for årene 2011-2021 ekstraordinært genoptaget, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8, jf. stk. 2, under henvisning til at i) [klager] ikke har været fuldt skattepligtig til Danmark i årene 2011-2021, at ii) der er sket en myndighedsfejl, idet [klager] fejlagtigt er blev registreret som fuldt skattepligtig til Danmark i årene 2011-2021 samt at iii) [klager] først fik kendskab til dette, da han modtog Skattestyrelsens første forslag til afgørelse den 26. september 2022. Da [klager] modtog afgørelsen den 15. maj 2023 er klagefristen på 3 måneder overholdt.” Klagerens yderligere bemærkninger til sagen Klagerens repræsentant har i et supplerende indlæg af 13. maj 2024 bl.a. anført følgende: ”Supplerende til bemærkningerne i brev med klage af 15. august 2023, har jeg på vegne af klager [klager] følgende oplysninger, som fremkommer i lyset af konsekvenserne af og fortolkningen af Højesterets domme af 2. februar 2024 i forskerskattesagerne, særligt dom af 2. februar 2024 i sag BS-44771/2022-HJR, der igen fastslår, at kerneområdet for skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8, blandt andet er fejl fra den skatteansættende myndigheds side. Kort om faktum i nærværende sag bemærker jeg af relevans og som værende væsentligt, at [klager] i 1999 – efter at have været flyttet fra Danmark i 1997 – blev meddelt skattepligts ophør til Danmark. I årene 2003-2007 fik [klager] udbetalt løn i Danmark og dermed også beskattet i Danmark for sin ansættelse i [virksomhed1], da der var udfordringer med det kinesiske banksystem. Det medførte dog ikke, at der efter kildeskattelovens § 1 indtrådte fuld skattepligt til Danmark. Dette har Skattestyrelsen heller ikke gjort gældende. Som anført i brev af 15. august 2023 har Skattestyrelsen i den forudgående sagsbehandling erkendt, at der formentligt er begået en fejl fra den skatteansættende myndigheds side ved, at [klager] fortsat er registeret som fuld skattepligtig i Danmark. Der er ikke fremkommet nogen forklaring eller dokumentation fx fra Skattestyrelsens sagsbehandlingssystemer for, hvorfor behandlingen af [klager] som fuldt skattepligtig blev genoptaget. Den seneste retspraksis som henvist til ovenfor viser, at [klager] efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8, har krav på genoptagelse. Den for [klager] skønnede indkomstændring – betalt merskat efter de almindelige regler sammenlignet med forskerskatteordningen - i den periode, han ind til videre burde have været omfattet af forskerskatteordningen, er på nuværende tidspunkt ikke mulig at opgøre, men overstiger grænsen på de 5.000 kr., der taler for genoptagelse af ansættelsen. Skatteansættelserne er materielt forkerte, da der er genereret årsopgørelser som fuldt skattepligtig, selv om der er meddelt skattepligtsophør, og registreringen som fuldt skattepligtig herefter – uden [klager] har kunnet få en forklaring på det fra Skattestyrelsen – er blevet genoptaget. Højesteret henviser i dom af 2. februar 2024 i sag BS -44771/2022 HJR i afsnittet om ”Skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8” til U 2021.3465 H og skriver følgende om dommen, hvori det er; ”tillige fastslået, at bestemmelsen eksempelvis vil finde anvendelse, hvor der er begået fejl af den skatteansættende myndighed…” Skattestyrelsen har indikeret, at der er sket en fejl, i deres sagsbehandling. Da der i det anførte lovforberedende arbejde eller i Højesterets praksis i øvrigt ikke fremgår noget, der undtager myndighedernes fejl som værende inden for kerneområdet for anvendelsen af reglen om genoptagelse i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8), herunder reaktionsfristen på 6 måneder i stk. 2, som Skattestyrelsen i bilag 1 trods fejlen afviser genoptagelse med henvisning til, er Højesterets bemærkninger i både U 2021.3465 H og dom af 2. februar 2024 i sag BS-44771/2022 HJR efter sagsøgers opfattelse udtryk for, at myndighedsfejl medfører et objektivt krav på genoptagelse efter reglen, jf. også kravet om den konkrete rimelighedsbedømmelse. Højesterets ubetingede henvisning til skattemyndighedens fejl medfører derfor, at [klager] efter den nu foreliggende praksis har et krav på genoptagelse. Han kunne ikke og havde ikke anledning til at reagere på myndighedens fejl, før den fik de for ham urimelige og utilsigtede konsekvenser, der ligger i, at [klager] pga. skattemyndighedernes fejl blev afskåret fra at anvende kildeskattelovens §§ 48 E -F. Der er helt korrekt registreret skattepligtsophør i 1999. Det er derfor ikke i overensstemmelse med bemærkningerne til loven og anvendelsesområdet for ekstraordinær genoptagelse, at [klager] bliver nægtet ekstraordinær genoptagelse, da fejlen ligger hos myndigheden. Det fremgår til støtte herfor af Den Juridiske Vejlednings afsnit A.A.8.2.2.2.4, at der i fastlæggelsen af kundskabstidspunktet skal tages udgangspunkt i borgerens konkrete subjektive kendskab til de nødvendige oplysninger. [klager] har korrekt sikret og fået registreret ophør af sin fulde skattepligt til Danmark i 1999 og har på den baggrund ikke haft kendskab til, at skattepligten efterfølgende er indtrådt uden nogen indikationer herpå. Reaktionsfristen begynder derfor først at løbe på det tidspunkt, borgeren bliver bekendt med de forhold, der begrunder anmodningen om genoptagelse. Hvis Skatteankestyrelsen mener, at kundskabstidspunktet ligger forud for det af [klager] anførte tidspunkt, og dermed at 6-måneders fristen ikke er overholdt, bør styrelsen alligevel nå frem til, at [klager] har krav på genoptagelse. I Landsskatterettens afgørelse (sagsnr. 22-0017328) fandt Landsskatteretten, på trods af at 6- måneders fristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, var overskredet, at klagerens skatteansættelser for indkomstårene 2009 og 2010 kunne genoptages. Retten lagde i sin vurdering vægt på, ”at det alene skyldes en myndighedsfejl, at klageren blev anset for fuldt skattepligtig til Danmark” og ”at klageren gav daværende SKAT meddelelse om sin flytning til udlandet i 2007”. Sagen vedrørte skattestyrelsens fejlagtige registrering af fuld skattepligt i indkomstårene 2009 og 2010 efter, at klageren havde meldt flytning til udlandet i 2007, som medførte ophør af vedkommendes fulde skattepligt til Danmark. Den fejlagtige registrering af fuld skattepligt for indkomstårene 2009 og 2010 medførte, at klageren i sagen ikke opfyldte betingelserne for at blive omfattet af forskerskatteordningen senere. Klageren anmodede efterfølgende den 14. august 2020 om genoptagelse af skatteansættelserne for de to indkomstår. Retten fandt; ”at den fejlagtige registrering af klageren som fuldt skattepligtig ikke kan bebrejdes klageren. Sagens karakter og klagerens personlige forhold taler derfor for, at der dispenseres fra overskridelsen af 6-måneders fristen, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, sidste pkt.” I nærværende sag skal der derfor ske dispensation fra den evt. overskridelse af 6-måneders fristen, hvis Skatteankestyrelsen finder, at denne er udløbet, da der er tale om en sammenlignelig fejl fra skattemyndighedernes side efter, at [klager] korrekt har fået registreret ophør af sin fulde skattepligt til Danmark. Den frivillige lønudbetaling i Danmark fra [virksomhed1] kan ikke føre til et andet resultat, da der herved ikke indtrådte fuld skattepligt efter kildeskatteloven. Efter en konkret vurdering, herunder i) myndighedernes kendskab til, at [klager] opholdt sig i udlandet, ii) at skattepligten tidligere var ophørt, iii) at det ikke kan lægges til grund, at borgeren kender baggrunden for, hvorfor der bliver udarbejdet årsopgørelse, når borgeren har bragt den fulde skattepligt til ophør ved flytning ud af Danmark, iv) udarbejdelsen af årsopgørelse skyldes en fejl fra myndighedernes side, hvorfor borgeren slet ikke ved, at der bliver genereret en opgørelse og endnu mindre baggrunden herfor, og v) ud fra formålet med reglerne om genoptagelse og med henvisning til de lovforberedende bemærkninger, så har [klager] i den konkrete sag krav på genoptagelse som påstået. Hvis Skatteankestyrelsen fortsat nægter at imødekomme genoptagelse, strider det imod de lovforberedende bemærkninger om kerneområdet for anvendelsen af reglen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8), om forståelsen af ” særlige omstændigheder”. Højesterets ubetingede henvisning til hovedreglen om krav på ekstraordinær genoptagelse ved myndighedsfejl, og skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8) vil i realiteten i langt de fleste tilfælde være uden egentligt indhold i de tilfælde, hvor Skattestyrelsen har genereret en årsopgørelse, hvilket må antages at stride mod det udtrykkelige formål med reglen og forekommer at være et forvaltningsretligt skøn under regel – hvilket ikke er tilladt, når der foreligger en pligt til at foretage et konkret skøn i hver individuel sag. Det fremgår af konteksten af bestemmelsen, at myndigheden altid skal foretage en konkret vurdering og ikke blot må lægge til grund, at generering af en årsopgørelse aktiverer 6 måneders reaktionsfristen for borgeren. Med disse supplerende bemærkninger bør [klager] have medhold i den nedlagte påstand.” Klagerens yderligere bemærkninger til sagen Klagerens repræsentant har i et supplerende indlæg af 13. marts 2025 bl.a. anført følgende: ”Klager er blevet opmærksom på afgørelse fra Landsskatteretten af 4. marts 2025 i sag nr. 21 -0112565, hvori sagen blev hjemvist til fornyet behandling ved Skattestyrelsen, fordi Skattestyrelsen havde begået fejl i sagsbehandlingen. Klageren i den sag var registreret afmeldt som skattepligtig og derfor ved en fejl hos skattemyndighederne igen blev registreret som fuldt skattepligtig. Som det fremgår af faktum i nærværende sag, er den sammenlignelig med den afgørelse og derfor må nuværende praksis for Landsskatteretten i sager, hvor der er begået fejl af skattemyndighederne i forbindelse med (gen)registrering af borgeren som fuldt skattepligtig lede til, at skatteyderen får medhold. [klager] bør derfor få medhold i sit krav i sagen.” Landsskatterettens afgørelse Sagen angår, om det er med rette, at Skattestyrelsen ikke har imødekommet anmodningen om genoptagelse af klagerens skatteansættelser indkomstårene 2011 – 2021, med henblik på ændring af klagerens skattepligtsstatus. Retsgrundlaget Det fremgår af kildeskattelovens § 1, stk. 1: ”Pligt til at svare indkomstskat til staten i overensstemmelse med reglerne i denne lov påhviler: Personer, der har bopæl i landet, personer, der uden at have bopæl her i landet opholder sig her i et tidsrum af mindst 6 måneder, heri medregnet kortvarige ophold i udlandet på grund af ferie eller lignende, danske statsborgere, der uden at være omfattet af bestemmelserne under nr. 1 og 2 gør tjeneste eller varigt opholder sig om bord på skibe med hjemsted her, medmindre de godtgør, at de godtgør, at de har bopæl i udlandet, eller at de aldrig har haft bopæl her i landet. Udenlandsk statsborger, der inden sin tjeneste eller sit ophold om bord senest har været skattepligtig her i landet i medfør af bestemmelserne i nærværende paragraf, sidestilles i denne forbindelse med dansk statsborger, personer, som af den danske stat, regioner, kommuner eller andre offentlige institutioner m.v. er udsendt til tjeneste uden for riget, og som ikke er omfattet af bestemmelserne foran under nr. 1 og 2, samt de med disse personer samlevende ægtefæller og de hos dem hjemmeværende børn, der ikke er fyldt 18 år ved indkomstårets begyndelse, når de pågældende ægtefæller og børn ikke er undergivet indkomstbeskatning til fremmed stat efter reglerne for derboende personer. Af § 26, stk. 2, i skatteforvaltningsloven fremgår: ”En skattepligtig, der ønsker at få ændret sin ansættelse af indkomstskat, ejendomsværdiskat, grundskyld eller dækningsafgift, skal senest den 1. maj i det fjerde år efter indkomstårets udløb fremlægge oplysninger af faktisk eller retlig karakter, der kan begrunde ændringen.” Det fremgår af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1 og 2: § 27. Uanset fristerne i § 26 kan en ansættelse af indkomstskat, ejendomsværdiskat, grundskyld eller dækningsafgift foretages eller ændres efter anmodning fra den skattepligtige eller efter told- og skatteforvaltningens bestemmelse, hvis: (…) Told- og skatteforvaltningen efter anmodning fra den skattepligtige giver tilladelse til ændring af ansættelsen som følge af, at der foreligger særlige omstændigheder. (…) Stk. 2. En ansættelse kan kun foretages i de i stk. 1 nævnte tilfælde, hvis den varsles af told- og skatteforvaltningen eller genoptagelsesanmodning fremsættes af den skattepligtige senest 6 måneder efter, at told- og skatteforvaltningen henholdsvis den skattepligtige er kommet til kundskab om det forhold, der begrunder fravigelsen af fristerne i § 26. (…) Told- og skatteforvaltningen kan behandle en anmodning om genoptagelse, der er modtaget efter udløbet af fristen i 1. pkt., hvis særlige omstændigheder taler derfor.” Skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8, svarer indholdsmæssigt til den tidligere gældende bestemmelse i skattestyrelseslovens § 35, stk. 1, nr. 8 (lovbekendtgørelse nr. 868 af 12. august 2004). Af bemærkningerne til denne bestemmelse (lovforslag nr. 175 af 12. marts 2003 til lov om ændring af skattestyrelsesloven og andre love) fremgår bl.a.: ”Genoptagelse vil endvidere kunne ske efter bestemmelsen i de tilfælde, der er omfattet af den gældende § 35, stk. 1, nr. 9, i skattestyrelsesloven, hvorefter en ansættelse kan foretages eller ændres i det omfang, der er begået ansvarspådragende fejl af skattemyndighederne. Den foreslåede bestemmelse vil dog yderligere finde anvendelse, hvor der er begået fejl af den skatteansættende myndighed, uden af fejlene kan anses for ansvarspådragende, når fejlen har medført en materielt urigtig ansættelse, og det efter en konkret bedømmelse må anses for urimeligt at opretholde ansættelsen.” Skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, svarer indholdsmæssigt til den tidligere gældende bestemmelse i skattestyrelseslovens § 35, stk. 2. Af bemærkningerne (samme lovforslag som ovenfor) fremgår bl.a.: ”Der kan således efter en konkret vurdering af de foreliggende omstændigheder, herunder sagens karakter og den skattepligtiges personlige forhold, gives dispensation, således at en anmodning om genoptagelse behandles, uanset at denne er indgivet mere end 6 måneder efter, at den skatte­pligtige er kommet til kundskab om det forhold, der begrunder den ekstraordinære ansættelse.” Landsskatterettens begrundelse og resultat Den 17. oktober 2022 anmodede klageren om genoptagelse af skatteansættelserne for indkomstårene 2011 – 2021. Fristen for ordinær genoptagelse af skatteansættelsen for indkomståret 2019 udløb den 1. maj 2023, jf. skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2. Anmodningen om ordinær genoptagelse af skatteansættelsen for indkomståret 2019 og for de senere indkomstår 2020 og 2021 er derfor indgivet rettidigt i forhold til fristen for ordinær genoptagelse. Retten finder, at klageren ved anmodning om genoptagelse har fremlagt tilstrækkelige faktiske og retlige oplysninger til at begrunde genoptagelse med henblik på spørgsmålet om ændring af klagerens skattepligtsstatus. Retten har herved bl.a. lagt vægt på, at det fremlagte og oplyste om, at klageren er udrejst af Danmark og ikke har været fuldt skattepligtig til Danmark siden 1997. Retten finder herefter, at betingelserne i skatteforvaltningslovens § 26 for genoptagelse af klagerens skatteansættelser for indkomstårene 2019 – 2021 er opfyldt. Fristen for ordinær genoptagelse af skatteansættelsen for indkomståret 2018 udløb den 1. maj 2022, jf. skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2, og den ordinære frist for indkomståret 2018 var således udløbet på tidspunktet for klagerens anmodning. Fristen for ordinær genoptagelse af skatteansættelserne for indkomstårene 2011 – 2017 var dermed også udløbet på tidspunktet for anmodningen. Klagerens skatteansættelser for indkomstårene 2011 – 2018 kan derfor alene genoptages, hvis betingelserne for ekstraordinær genoptagelse i skatteforvaltningslovens § 27 er opfyldt. Oplistningen af betingelserne i bestemmelsen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, er udtømmende. Skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 1-7, indeholder en række objektive forhold, som kan begrunde ekstraordinær genoptagelse. Klageren opfylder ikke betingelserne for ekstraordinær ansættelse efter disse. Herefter skal spørgsmålet om ekstraordinær genoptagelse afgøres efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8. Landsskatteretten finder, at det daværende SKAT har begået myndighedsfejl. Retten har herved lagt vægt på, at klageren med udgangen af 1997 udrejste og opgav sin fulde skattepligt til Danmark, og den dagældende skatteforvaltning i [by1] Kommune i 1999 meddelte klageren, at klagerens skattepligt til Danmark var ophørt pr. 31. december 1997. Daværende SKAT har herefter i forbindelse med [virksomhed1] A/S’ lønudbetaling til klageren i indkomståret 2003 genregistreret klageren som fuldt skattepligtig til Danmark. En genregistrering af klageren som fuldt skattepligtig efter kildeskattelovens § 1 forudsætter opfyldelse af kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1-4, og en lønindbetaling fra et dansk registreret kapitalselskab indebærer ikke i sig selv og uden videre en opfyldelse af en af disse bestemmelser. Klageren var således udtrådt af den fulde danske skattepligt pr. 31. december 1997, men alligevel fremgår det af årsopgørelserne for indkomstårene 2003 og frem, at [by1] Kommune er registreret som skattekommune i alle indkomstårene, selvom der ikke umiddelbart ses at have været tilstrækkeligt grundlag herfor. Det må således anses for at bero på en fejl hos daværende SKAT, at klageren for indkomstårene 2011 – 2018 har været registreret som fuldt skattepligtig. Henset til karakteren af myndighedsfejlen, anses betingelsen om ”særlige omstændigheder” i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8, herefter for at være opfyldt. Det er tillige en betingelse for ekstraordinær genoptagelse, at klageren har fremsat anmodningen herom senest 6 måneder efter, at klageren er kommet til kundskab om det forhold, der begrunder fravigelsen af fristerne i § 26, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, 1. pkt. Fastlæggelsen af kundskabstidspunktet i § 27, stk. 2, 1. pkt., sker på grundlag af en konkret vurdering af, om klageren har fået eller burde have fået kundskab om det forhold, der begrunder fravigelsen af fristerne i § 26. Landsskatteretten finder, at klageren ikke har iagttaget fristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, 1. pkt. Retten har herved lagt vægt på, at klagerens årsopgørelser for indkomstårene, herunder indkomstårene 2010 og 2011, løbende er blevet tilgængelige i klagerens skattemappe, og at det i årsopgørelserne er anført, at [by1] Kommune er registreret som klagerens skattekommune, ligesom klageren har modtaget kompensation for forhøjede afgifter (grøn check) på 1.300 kr. i indkomstårene 2010 og 2011 på grund af registreringen som fuldt skattepligtig. Desuden har retten har lagt vægt på, at klageren for begge disse indkomstår har foretaget frivillige indbetalinger vedrørende restskat, og at det af hændelsesoversigten fremgår, at der den 8. marts 2010 er fremsendt mail vedrørende tilgængelig årsopgørelse i skattemappen, ligesom klageren ved henvendelse af 10. december 2011 til daværende SKAT oplyste, at klageren selv havde tilgået og tilføjet renteudgifter vedrørende indkomståret 2010. På denne baggrund finder retten således, at klageren i denne periode har haft adgang til sine årsopgørelser, registrerede skatteoplysninger samt rent faktisk har orienteret sig i disse, hvorfor klageren på det tidspunkt må anses for at have opnået kundskab om genregistreringen som fuldt skattepligtig, også selv om den daværende skatteforvaltning i [by1] Kommune i 1999 oplyste, at klagerens fulde skattepligt var ophørt pr. 31. december 1997. Da anmodningen om genoptagelse først er indgivet den 17. oktober 2022, er der forløbet mange år efter det tidspunkt, hvor klageren senest kom til kundskab om det forhold, der begrunder anmodningen, og reaktionsfristen på 6 måneder efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, 1. pkt., er derfor ikke iagttaget. Efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, sidste pkt., kan en anmodning om genoptagelse, der er modtaget efter udløbet af fristen i 1. pkt., dog behandles, hvis særlige omstændigheder taler derfor. Retten finder, at klagerens skatteansættelser for indkomstårene 2011 – 2018 kan genoptages, selvom fristen efter § 27, stk. 2, 1. pkt., ikke er iagttaget. Retten har herved lagt vægt på, at det alene skyldes en myndighedsfejl, at klageren blev anset for fuldt skattepligtig til Danmark, efter klageren udrejste af Danmark med udgangen af 1997, og den dagældende skatteforvaltning i [by1] Kommune i 1999 meddelte klageren, at skattepligten til Danmark ophørte pr. 31. december 1997. Klageren har således efterfølgende har haft en klar forventning om, at klagerens fulde skattepligt til Danmark var ophørt på dette tidspunkt registreret korrekt. Det har således formodningen imod sig, at der fra myndighedens side sker en fejlregistrering på det ovenfor beskrevne utilstrækkelige grundlag, og retten finder derfor, at genregistreringen af klageren som fuldt skattepligtig ikke kan bebrejdes klageren. I den forbindelse kan også henvises til Landsskatterettens afgørelser af 6. februar 2023 og 4. marts 2025, offentliggjort som SKM2023.267.LSR og SKM2025.440.LSR. Endvidere har retten lagt vægt på, at genregistreringen af klageren som fuldt skattepligtig til Danmark er foretaget mange år efter fraflytning og ophør af skattepligt, ligesom klagerens årsopgørelse for indkomståret 2003, som er den første med indberettet lønindtægt efter udtræden af fuld dansk skattepligt, blev korrigeret af myndighederne, sådan klageren herefter fortsat ikke var fuldt skattepligtig til Danmark, men klageren blev efterfølgende alligevel igen registreret som fuldt skattepligtig. Retten finder således, at dette konkrete sagsforløb, hvor klageren blev meddelt af den daværende skatteforvaltning i [by1] Kommune, at klagerens fulde skattepligt til Danmark var ophørt, og som først så mange år senere ikke fortsat har orienteret sig tilstrækkeligt i forhold til det specifikke spørgsmål om selve sin skattepligtsstatus, indebærer, at sagens karakter taler for, at der dispenseres fra overskridelsen af fristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, 1. pkt., jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, sidste pkt. Landsskatteretten ændrer således Skattestyrelsens afgørelse og pålægger Skattestyrelsen at genoptage klagerens skatteansættelser for indkomstårene 2011 – 2021.

Genoptagelse af skattepligtsstatus pålagt efter fejlregistrering som fuldt skattepligtig (jnr. 23-0072161) · skattewiki.dk