Journalnr. 23-0063073
Emballageafgift på PP non-woven-poser stadfæstet som afgiftspligtige bæreposer
- Instans
- Landsskatteretten
- Dokumenttype
- Landsskatterettens afgørelse
- Offentliggjort
- 31. august 2026
- Kilde
- Åbn original i afgørelsesdatabasen ↗
Resumé
Sagen angik, om et selskabs salg af PP non-woven-poser i perioden 1. januar 2020 til 30. september 2022 var afgiftspligtigt efter emballageafgiftslovens § 2 a, hvilket medførte et afgiftskrav på 1.049.955 kr. Skattestyrelsen fandt, at poserne var fremstillet af plast, havde hank og et rumindhold på mindst 5 liter, og at de med rimelighed kunne erstattes af stofposer, bærenet mv. Selskabet gjorde gældende, at vurderingen af porøsitet og holdbarhed var subjektiv og uden hjemmel, og at afgørelsen udgjorde en uvarslet praksisændring, ligesom der blev nedlagt subsidiær påstand om tilbagebetaling af frivilligt indbetalt afgift fra 1. oktober 2022. Landsskatteretten fandt med henvisning til SKM2026.166.LSR, at der skal ses på posens funktion og ikke holdbarheden, at poserne fungerede som traditionelle bæreposer, og at der ikke var dokumenteret en administrativ praksis for afgiftsfrihed. Skattestyrelsens afgørelse blev stadfæstet, og kravet om tilbagebetaling blev afvist.
Titel, resumé og vurderinger er AI-genererede og kan indeholde fejl.
Lovhenvisninger
Henviser til
- SKM2002.512.LSR
- SKM2004.485.LSR
- SKM2017.513.HR
- SKM2021.326.SR
- SKM2023.146.HR
- SKM2026.166.LSR
Fuldtekst
Journalnr. 23-0063073 Klagen vedrører Skattestyrelsens afgørelse om, at selskabet skal betale 1.049.955 kr. i emballageafgift for perioden 1. januar 2020 til 30. september 2022, idet Skattestyrelsen har anset selskabets salg af PP non-woven-poser i perioden for afgiftspligtigt efter emballageafgiftslovens § 2 a. Landsskatteretten stadfæster Skattestyrelsens afgørelse. Faktiske oplysninger [klager] ApS, herefter selskabet, er registreret under branchekode 468600 Engroshandel med andre råvarer og halvfabrikata og selskabets formål er at drive handel og industri. Det fremgår af oplysninger fra Det Centrale virksomhedsregister, CVR. Selskabet har været registreret som oplagshaver for bæreposeafgift siden den 1. januar 2019. Selskabet har overfor Skattestyrelsen fremlagt 7 vareprøver, der anses for at være repræsentative for selskabets salg af PP non-woven poser. Pose nr. 7 er ikke medtaget i afgiftsberegningen, da den ikke er solgt i den omhandlede kontrolperiode. Skattestyrelsen har i afgørelsen beskrevet de øvrige 6 poser på følgende måde: ”… Selskabet har ikke kunne fremskaffe specifikationer på de 7 vareprøver. Nedenfor bliver de 7 vareprøver beskrevet, dels ud fra Skattestyrelsens observationer og dels ud fra de oplysninger, som fremgår af selskabets hjemmeside. 4 af de 7 vareprøver kan sammenlignes med de standardvarer, som fremgår på hjemmesiden. Pose 1 Pose 1 kan sammenlignes med en pose på virksomhedens hjemmesiden. Den sammenlignelige pose er en undertrøjepose fremstillet af 40 g/m2 Non-woven materiale og har samme konstruktion som de tynde plastikposer du får, når du f.eks. køber frugt og grønt. Beskrivelse af posen: Posen har sidefalds og er svejset i bunden, siderne og foroven ved hanken. Posen er forstærket ved en dobbelt svejsning i bunden. Pose 2 og Pose 3 Pose 2 og pose 3 kan sammenlignes med en pose på virksomhedens hjemmesiden, posen er fremstillet af 100 g/m2 Non-woven materiale. Beskrivelse af poserne: Poserne har bundfalds og er svejset i siderne og foroven. Poserne er forstærket foroven ved at være ombukket, så der dannes et dobbeltlag og der er krydssvejsning ved hanken. Pose 4 Pose 4 kan sammenlignes med en pose på virksomhedens hjemmesiden, posen er fremstillet af 100 g/m2 Non-woven materiale. Beskrivelse af posen: Posen har bundfalds og har en indre syning i bunden, siderne og foroven af hankene. Posen er forstærket foroven ved at være ombukket, så der dannes et dobbeltlag og der er krydssyning ved hanken. Posen er lamineret med et tyndt lag. Pose 5 Pose 5 er fremstillet af Non-woven materiale som er forstærket med laminering. Posen er forstærket foroven ved at være ombukket, så der dannes et dobbeltlag. Posen er syet i bunden, siderne og foroven. Posen har ikke krydssyning ved hanken. Pose 6 Pose 6 er fremstillet af kraftigt plast og har bundfalds, sidefalds og en falds foroven. Falds foroven åbnes/lukkes med lynlås. Posen er forstærket med kantbånd ved alle syninger. Posen har en 3 cm bred stofhank, som er forstærket med krydssyning og delvist dobbeltsyning. Pose 5 og 6 er ikke blevet solgt i kontrolperioden og der findes ikke sammenlignelige poser på hjemmesiden, men har været retningsgivende i forhold til hvilke poser selskabet har medregnet deres opgørelse. …” Skattestyrelsen har opgjort afgiften pr. måned i bilag 4 til afgørelsen. Af opgørelsen fremgår følgende vedrørende afgift pr. år: Opgørelse – PP non-woven poser Kg Sats Afgift 2020 3.594 66,00 237.219 2021 7.636 69,93 531.675 2022 4.036 69,93 281.061 I alt 1.049.955 Skattestyrelsens afgørelse Skattestyrelsen truffet afgørelse om, at selskabet skal betale 1.049.955 kr. i emballageafgift for perioden 1. januar 2020 til 30. september 2022, idet Skattestyrelsen har anset selskabets salg af PP non-woven poser i perioden for afgiftspligtigt efter emballageafgiftslovens § 2 a. Skattestyrelsen har som begrundelse bl.a. anført: ”… 1.4. Vores bemærkninger og begrundelse Selskabet har i kontrolperioden solgt poser af materiale Non-woven polypropylen, som er et plastmateriale og poserne har et rumindhold på mindst 5 liter. Selskabet har anset poserne som afgiftsfrie. Det er Skattestyrelsens opfattelse at Non-woven poser af afgiftspligtige, fordi de er fremstillet af plast. 1.4.1. Vurdering af de 7 vareprøver Grundlaget for opgørelsen af Non-woven poser, der er solgt i kontrolperioden, tager udgangspunkt i 7 vareprøver, som anses for, at være repræsentative for selskabets varesortiment. Pose 1 er fremstillet af Non-woven materiale og er svejset. Posens materiale og tykkelse på 40 g/m2, medfører at holdbarheden på svejsningen er lav. Posen er kun egnet til at bære lettere ting i. Posen fremstår porøs og kan nemt perforeres. Pose 2 og 3 er fremstillet af Non-woven og er svejset. Posens materiale, tykkelse på 100 g/m2 samt, at poserne ikke er forstærket udover foroven, medfører at poserne fremstår porøse og kan forholdsvis nemt perforeres. Pose 4 er fremstillet af Non-woven og er syet. Posen tykkelse er 100 g/m2 og den er forstærket med en tynd laminering. Posen er syet og er alene forstærket foroven. Materiale fremstår ikke porøs. Posens materiale og syning kan forholdsvis nemt perforeres. Pose 5 er fremstillet af Non-woven og er syet. Skattestyrelsen vurderer posen til at være 80 g/m2-100 g/m2. Posen er syet i bunden, siderne og foroven. Posen er ikke forstærket på andet vis, end at materiale er lamineret. Materiale fremstår ikke porøs. Posens materiale og syning kan forholdsvis nemt perforeres. Pose 6 er fremstillet af kraftigt plast og har bundfalds, sidefalds og en falds foroven. Falds foroven kan åbnes/lukkes med lynlås. Skattestyrelsen vurderer posen til at være 140 g/m2-160 g/m2. Posen er forstærket med kantbånd ved alle kanter, hvor der er syninger. Posen har en 3 cm bred stofhank og forstærket med krydssyning og delvist dobbeltsyning. Materiale fremstår ikke porøs. Posens materiale og syning kan ikke perforeres, ved almindelt brug af posen. Pose 7 er fremstillet af plast. Materialet kan sammenlignes med de traditionelle bæreposer. Posen har en snorelukkeordning foroven og der dannes en hank ved, at trække i snoren og posen lukkes. Skattestyrelsen har været i dialog med virksomheden om det afgiftspligtige vareområde, hvor de 7 vareprøver har været retningsgivende. Virksomheden har i kontrolperioden solgt poser af karakter og kvalitet som pose 1, 2, 3 og 4. Det er Skattestyrelsens opfattelse at poser, som har samme karakter og kvalitet som pose 1, 2, 3, 4 og 5 er afgiftspligtige. Poserne er lavet af Non-woven plastmateriale og har et rumindhold på mindst 5 liter. Poserne opfylder betingelser for at være afgiftspligtige efter emballageafgiftsloven § 2 a. Der skal afregnes afgift med afgiftssatsen efter emballageafgiftsloven § 2 b, punkt 2. I vurdering har vi lagt vægt på følgende forhold: Poserne anvendes som traditionel pose, det vil sige til at bære ting i. Poserne lavet af Non-woven polypropylen, som er et plastmateriale. Poserne er ikke forstærket ved syningerne og svejsningerne. Poserne fremstår porøse. Poserne perforeres nemmere end et bærenet eller taske mv. Poserne fremstår ikke robust i samme omfang som bærenet og tasker mv. På baggrund af overnævnte forhold kan poserne ikke anses som afgiftsfrie, da poserne ikke er lavet af meget kraftigt plast eller kan sammenlignes med et bærenet eller taske mv. SKM2021.326.SR er lagt til grund for vurderingen. Det er Skattestyrelsens vurdering at poserne med rimelighed kan erstattes af stofposer, bærenet, tasker og lignende og er derfor afgiftspligtige hvilket fremgår af den juridiske vejledning, E.A.7.1.6, Det afgiftspligtige vareområde for bæreposer. Det er skattestyrelsens opfattelse at pose 6 er lavet af kraftigt plast og har en holdbarhed, som gør at den kan sammenlignelige med bærenet og taske. Skattestyrelsen anser pose 6 for ikke at være afgiftspligtig ud fra de retningslinjer der fremgår af den juridiske vejledning, E.A.7.1.6. Pose 7 er lavet af plast. Posen er konstrueret sådan, at der kan forekomme en hank. Det er Skattestyrelsen umiddelbare opfattelse at posen opfylder betingelser for at være afgiftspligtig efter emballageafgiftsloven § 2 a og SKM2004.485.LSR. 1.4.2 Vores bemærkninger og begrundelse efter høringsfristen Den 3. marts 2023 har Skattestyrelsen modtaget bemærkninger til forslaget. Advokaten har anført, at Skattestyrelsen har brugt posen i SKM2021.326.SR som grundlag for, at poser af non-woven materialer anses for at være afgiftspligtige og at der er tale om en praksisændring. Det er skattestyrelsens opfattelse, at lovgivningen ikke giver anledning til, at poser af et bestemt plastmateriale er undtaget for afgiftspligten. SKM2021.326.SR understøtter Skattestyrelens opfattelse, af non-woven poser er omfattet af afgiftspligtige efter emballageafgiftsloven § 2 b. Skattestyrelsen er derfor ikke enig i, at det er en praksisændring. Advokaten har anført, at det ikke kan påvises at der tidligere er opkrævet afgift af poser af materialet non-woven. Skattestyrelsen som myndighed skal overholde den særlige tavshedspligt. Skattestyrelsen må ikke videregive oplysninger, om hvordan andre virksomheder har afregnet afgift af deres bæreposer. Reglerne om Skattestyrelsens særlige tavshedspligt fremgår af den juridiske vejledning, A.A.6.1.2.3, Oplysninger omfattet af den særlige tavshedspligt. Advokaten har anført, at forbeholdet om ansvarsvurdering og ”mistanke ” grænser til at bliver misbrugt, når der er tale om en praktiskændring. Advokaten anmoder derfor Skattestyrelsen om, at sagen ikke sendes til ansvar. Det er skattestyrelsens opfattelse at virksomheden har indsendt urigtige angivelser, hvilket er en overtrædelse af strafbestemmelsen i emballageafgiftsloven § 18 stk. 1 litra. 1. Dette skaber grundlag til formodning, at virksomheden har overtrådt afgiftslovgivningen, derfor skal vi sende sagen over til Skattestyrelsens straffesagsenhed til vurdering af muligt strafansvar. Denne administration fremgår af den juridiske vejledning, A.C.3.4.1, Sådan opstår en sag til vurdering af muligt strafansvar. Skattestyrelsen har sendt forslag til afgørelse den 18. januar 2023. Jeres indsendte bemærkninger ændrer ikke på Skattestyrelsens opfattelse, hvorfor afgørelsen er i overensstemmelse med forslaget. 1.4.3. Opgørelse af den afgiftspligtige mængde Skattestyrelsen godkender ikke formler til at finde frem til vægten pr. pose i forbindelse med angivelse af den afgiftspligtige mængde. Hvis fremstilleren eller leverandøren ikke har angivet vægten på de leverede poser, skal der foretages vejning af poserne, som skal ske ved vejning af mindst 100 stk. hvilket fremgår af Den juridiske vejledning, E.A.7.1.14, Opgørelse af den afgiftspligtige mængde efter emballageafgiftsloven. Der er taget udgangspunkt i 7 vareprøver, som har været retningsgivende for hvilke poser selskabet skal medregne i deres opgørelse. Eksempler på poser, som virksomheden har medregnet i deres opgørelse, kan ses i bilag 3. Skattestyrelsen har på baggrund af virksomhedens indsendt opgørelse opgjort emballageafgiften. Opgørelsen er opdelt pr. måned og indeholder samtlige fakturaer. Resultatet er, at I skal betale 1.049.955 kr. Emballageafgift af poser af plast Kg Sats Afgiftsbeløb 2020 (Perioden 1. januar til 31. december) 3.594 66,00 237.219 2021 (Perioden 1. januar til 31. december) 7.636 69,63 531.675 2022 (Perioden 1. januar til 31. december) 4.036 69,63 281.061 Afgift i alt 15.266 1.049.955 Se specifikation i bilag 4 Det bemærkes, at vores beregninger, ikke i alle tilfælde kan afstemmes direkte. Dette skyldes afrundinger af decimaler i regnearket, som er vedlagt som bilag 4. …” Udtalelse fra Skattestyrelsen I forbindelse med Skatteankestyrelsens klagesagsbehandling har Skattestyrelsen ikke fremsendt bemærkninger. Skattestyrelsens udtalelse til Skatteankestyrelsens indstilling Skattestyrelsen har udtalt følgende til Skatteankestyrelsens indstilling: ”… Skattestyrelsen er enig i Skatteankestyrelsens indstilling. Selve den beløbsmæssige opgørelse af afgiften er ikke bestridt i sagen. Sagen omhandler om hvorvidt de for sagen omhandlende non woven poser, skal anses for er omfattet af emballageafgiftsloven § 2 a. I lighed med de argumenter der tidligere er fremkommet i sagen, herunder de henvisninger der er foretaget, anser vi at sagen bør fastholdes. Således tiltræder vi sagen i sin helhed, herunder de henvisninger der er foretaget. …” Klagerens opfattelse Selskabets repræsentant har principalt fremsat påstand om, at den opkrævede afgift for perioden 1. januar 2020 til 30. september 2022 skal nedsættes til 0 kr. Repræsentanten har subsidiært fremsat påstand om, at den af selskabet frivilligt indbetalte afgift for perioden 1. oktober 2022 og frem til endelig afgørelse tilbagebetales. Til støtte for påstanden er bl.a. anført: ”… II. Sagens omstændigheder og argumentation Påstanden støttes overordnet på, at de omhandlede poser ikke er omfattet af emballageafgiftspligten i henhold til emballageafgiftslovens § 2 a. Afgiftspligten efter emballageafgiftslovens § 2 a, omfatter ”poser fremstillet af papir eller plast mv. med et rumindhold op til hank eller lignende på mindst 5 l”. Efter hidtidig praksis er en pose fremstillet af non-woven polypropylen ikke anset for afgiftspligtig, hvis posen efter sin karakter ikke med ”rimelighed kan erstattes af stofposer, bærenet, tasker og lignende. Som anført har Skattestyrelsen på baggrund af Skatterådets bindende svar SKM2021.326.SR, der angik et bindende svar om én konkret pose, lagt til grund, at non-woven polypropylen poser generelt er afgiftspligtige. Det fremgår imidlertid hverken af det bindende svar eller Skattestyrelsens afgørelse, hvad der efter skattemyndighedernes opfattelse skal forstås ved ”porøs”, hvornår noget ”forholdsvist” nemt kan perforeres, eller hvilke poser der i øvrigt sammenlignes med. Lovforarbejderne eller hidtidig praksis omtaler heller ikke et sådan retligt kriterium. Kontrolbesøget hos [klager] ApS er et led i en generel kontrolindsats rettet mod virksomheder, der leverer poser fremstillet af non-woven polypropylen, igangsat af Skattestyrelsen efter det bindende svar. Skattestyrelsen har i afgørelsen, jf. bilag 1, fundet, at [klager] ApS’ pose 1 – 5 er afgiftspligtige, mens pose 6 er anset for afgiftsfri. Begrundelsen for afgiftspligten for pose 1 – 5 er enslydende med begrundelsen i det bindende svar: at posen fremstår ”porøs” og ”forholdsvist nemt [kan] perforeres”. Det er min opfattelse, at en sådan reelt subjektiv og ikke-teknisk understøttet vurdering i sig selv er uegnet som grundlag for en konklusion om afgiftspligt. Som anført følger de anførte kriterier, som Skattestyrelsen har baseret sin subjektive vurdering på, heller ikke af lovgrundlaget. Bortset herfra er der ikke grundlag for at fastslå, at de omhandlede poser med rimelighed kan erstattes af en pose af stof eller lærred. De omhandlede poser er netop egnede til at blive genanvendt på samme måde som en pose af stof eller lærred. Dette bekræftes også af, at de omhandlede poser indtil Skatterådets afgørelse ikke er anset for afgiftspligtige. Skattestyrelsens afgørelse indebærer en ændring af hidtidig praksis, der ikke kan gennemføres uden et forudgående varsel. Der henvises herudover foreløbigt til Skattestyrelsens afgørelse. Det skal bemærkes, at [klager] ApS’ frivillige indbetaling af emballageafgiften for perioden 1. oktober 2022 og frem, alene er foretaget for at handle i overensstemmelse med Skattestyrelsens afgørelse, indtil endelig afgørelse foreligger. …” Klagerens bemærkninger til Skattestyrelsens udtalelse Skattestyrelsen er ikke kommet med en udtalelse. Repræsentanten har derfor ikke fremsendt bemærkninger til denne. Klagerens bemærkninger til Skatteankestyrelsens indstilling og Skattestyrelsens udtalelse Selskabets repræsentant har fremsat følgende bemærkninger til Skatteankestyrelsens indstilling og Skattestyrelsens udtalelse: ”Skatteankestyrelsens sagsnr. 23-0063073 - [klager] ApS - vores sagsnr. [sag1] I ovennævnte sag skal jeg meddele, at begæringen om retsmøde frafaldes. Sagen kan afgøres på det foreliggende grundlag uden afholdelse af retsmøde. Der anmodes om tilsagn om genoptagelse på grundlag af SKM2026.166 LSR, der er indbragt for domstolene for det tilfælde, at Landsskatterettens afgørelse i denne sag helt eller delvist bliver ændret ved domstolene.” Landsskatterettens afgørelse Landsskatteretten skal tage stilling til, om det er med rette, at Skattestyrelsen har anset selskabets salg af PP non-woven-poser i perioden 1. januar 2020 til 30. september 2022 for afgiftspligtigt efter emballageafgiftslovens § 2 a, hvorfor selskabet skal betale 1.049.955 kr. i emballageafgift. Landsskatteretten skal endvidere tage stilling til, hvorvidt den af selskabet frivilligt indbetalte afgift for perioden fra den 1. oktober 2022 til endelig afgørelse skal tilbagebetales. Retsgrundlaget Når der henvises til emballageafgiftsloven, er det en henvisning til lovbekendtgørelse nr. 600 af 5. maj 2020 om afgift af visse emballager, poser og engangsservice med de senere lovændringer, som var gældende i den omhandlede periode 1. august 2020 til 30. september 2022. Følgende fremgår af emballageafgiftslovens § 2 a: “Der svares tillige afgift af poser fremstillet af papir eller plast mv. med et rumindhold op til hank eller lignende på mindst 5 l.” Følgende fremgår af emballageafgiftslovens § 10: ”Oplagshavere skal efter udløbet af hver afgiftsperiode angive mængden af de varer, hvoraf virksomheden skal betale afgift, jf. §§ 4 og 5, og indbetale afgiften for afgiftsperioden til told- og skatteforvaltningen. Angivelsen og betalingen sker efter reglerne i §§ 2-8 i lov om opkrævning af skatter og afgifter mv.” Bestemmelsen i emballageafgiftslovens § 2 a om afgift på poser blev indsat ved lov nr. 488 af 30. juni 1993. Af lovforslagets almindelige bemærkninger, LFF 1993-05-19 nr. 299, fremgår bl.a. følgende vedrørende lovforslaget: ”… Lovforslaget er et led i regeringens forslag om en gennemgribende omlægning af skattesystemet. Der henvises til bemærkningerne til det samtidig hermed fremsatte forslag til lov om ændring af personskatteloven og andre skattelove (Skatteomlægning). Lovforslaget, der indfører afgift af visse poser af papir eller plast m.v., er et led i miljøindsatsen. Såvel ud fra et miljøsynspunkt som et konkurrenceforvridningssynspunkt bør poser såvel af papir som plast m.v. afgiftsbelægges. Lovforslaget tager sigte på at afgiftspålægge de typer poser, der med rimelighed kan erstattes af stofposer, bærenet, tasker og lignende. For at afgrænse afgiftspligtige poser i forhold til f.eks. de traditionelle affaldsposer, fryseposer og de brune papirsposer foreslås det kun at afgiftsbelægge poser med hank (eller forberedt til hank) eller lignende. Det foreslås endvidere, at der fastsættes et mindstemål, således at små poser, der mere kan betragtes som emballage, ikke afgiftspålægges. En pose, der opfylder disse kriterier er også afgiftspligtig, selv om den bruges som en almindelig emballage, pose og lign., f.eks. til frugt eller grønt hos detailhandleren. Derimod vil poser, der indeholder f.eks. mel, sukker, hunde- og kattemad, toiletpapir og køkkenruller, og som normalt er lukkede, ikke være omfattet af afgifts-pligten, selv om de er forsynet med hank. …” Højesterets dom af 30. juni 2017, offentliggjort som SKM2017.513.HR, vedrører om en bank havde fradragsret for lønudgifter, som blev afholdt i forbindelse med bankens opkøb af anden bankvirksomhed, og om en fast administrativ praksis afskar skattemyndighederne fra at nægte fradrag. Højesteret fandt, at banken ikke havde fradragsret for lønudgifterne og at der ikke forelå nogen fast administrativ praksis om godkendelse eller nægtelse af fradrag i denne situation. Ifølge Højesteret kunne det forhold, at skattemyndighederne ikke tidligere havde grebet korrigerende ind over for virksomheders fradrag for dette, ikke sidestilles med en positiv afgørelse om spørgsmålet. Højesterets dom af 8. marts 2023, offentliggjort som SKM2023.146.HR, vedrører bl.a. om nogle kommanditister kunne beskattes ud over deres resthæftelse over for kommanditselskabet som følge af indholdet af Den juridiske vejledning. Højesteret fandt, at den retsopfattelse, som skattemyndighederne havde givet udtryk for i bl.a. Den juridiske vejledning, klart ikke var forenelig med det overordnede retsgrundlag (kursgevinstloven og transparensprincippet). Skattemyndighederne havde som følge heraf været berettigede og forpligtede til at ændre praksis. Landsskatterettens afgørelse af 26. september 2002, offentliggjort som SKM2002.512.LSR, vedrører om en plastpose til affald med snørelukkeordning kunne anses for afgiftspligtig i medfør af emballageafgiftslovens § 2 a. Landsskatteretten fandt, at snørelukningen på posen hovedsageligt fungerede som lukning af posen, selvom snorene, eventuelt efter sammenbinding, kunne bruges til at bære posen. Landsskatteretten fandt, at snørelukningen ikke medførte, at posen kunne antages at få en funktion, således, at den med rimelighed kunne erstattes af stofposer mv. Posen var dermed ikke afgiftspligtig. Landsskatterettens afgørelse af 1. oktober 2004, offentliggjort som SKM2004.485.LSR, vedrører om en plastpose til affald med snørelukkeordning kunne anses for afgiftspligtig i medfør af emballageafgiftslovens § 2 a. Landsskatteretten fandt, at posens snørelukning var konstrueret således, at der fremkom en hank ved træk i de påsvejsede plastsnører samt at snørelukningen ikke hovedsageligt havde til formål at fungere som lukning af posen. Landsskatteretten fandt, at posen ved sammensnøring måtte antages at få en funktion, således, at den med rimelighed kunne erstattes af stofposer mv. Posen var derfor afgiftspligtig. Landsskatteretten har i afgørelse af 18. marts 2026, offentliggjort som SKM2026.166.LSR, taget stilling til afgiftspligten af en række forskellige poser fremstillet af PP non-woven. Afgørelsen er truffet med dissens. Et flertal på tre retsmedlemmer, herunder retsformanden, udtalte blandt andet: ”… Disse retsmedlemmer finder, at der ved vurderingen af, om der er tale om en type pose omfattet af emballageafgiftslovens § 2 a, ikke kan henses til holdbarheden af posen, men at der skal henses til posens funktion. Der kan henvises til Landsskatterettens afgørelser, offentliggjort som SKM2002.512.LSR og SKM2004.485.LSR, hvor Landsskatteretten bl.a. tog stilling til, hvorvidt de omhandlede poser ved en sammensnøring kunne antages at få en funktion, således at de med rimelighed kunne erstattes af stofposer mv. Disse retsmedlemmer lægger vægt på, at efter de foreliggende oplysninger er det de i sagen omhandlede posers funktion at fungere som traditionelle poser, der anvendes til at bære ting i. Der er ikke godtgjort, at der er tale om poser med en særlig funktion, der ikke kan varetages af en stofpose, et bærenet, en taske eller lignende. Disse retsmedlemmer finder derfor, at de omhandlede poser er af en type, der med rimelighed kan erstattes af en stofpose mv. Disse retsmedlemmer finder herefter, at selskabets salg af PP non-woven-poser i perioden 1. august 2020 til 31. december 2020 er afgiftspligtigt efter emballageafgiftslovens § 2 a. …” Landsskatterettens begrundelse og resultat Afgiftspligten for en pose i medfør af emballageafgiftslovens § 2 a er betinget af, at posen er fremstillet af papir eller plast mv., at posen er med hank eller lignende samt at posens rumindhold op til hanken er på mindst 5 liter. Det lægges ved sagens afgørelse til grund, at de i sagen omhandlede poser er fremstillet af et plastmateriale. Poserne er i øvrigt med hank og har et rumindhold op til hanken på mindst 5 liter. Selskabets salg af poserne i perioden er derfor som udgangspunkt at anse for afgiftspligtigt efter emballageafgiftslovens § 2 a. Det fremgår dog af forarbejderne til emballageafgiftslovens § 2 a, at det med bestemmelsen er hensigten at afgiftspålægge de typer poser, der med rimelighed kan erstattes af stofposer, bærenet, tasker og lignende. Landsskatteretten finder på den baggrund, at en posetype, der ikke med rimelighed kan erstattes af en stofpose mv., vil være undtaget fra afgiftspligten. Det fremgår hverken af emballageafgiftslovens § 2 a eller forarbejderne hertil, at afgiftspligten er betinget af forhold vedrørende posematerialets holdbarhed, herunder at holdbarheden af en pose, som er fremstillet af papir eller plast mv., kan medføre undtagelse fra afgiftspligten. Det fremgår af forarbejderne, at lovforslaget er et led i miljøindsatsen, og Retten lægger vægt på, at der med emballageafgiftslovens § 2 a blev indført en afgift, som er betinget af arten af posematerialet (papir eller plast mv.). Ligeledes fremgår det af forarbejderne, at hensyn vedrørende såvel miljø som konkurrenceforvridning har begrundet en afgiftsbelæggelse, som er målrettet arten af posematerialet (papir eller plast mv.). Landsskatteretten finder, at der ved vurderingen af, om der er tale om en type pose omfattet af emballageafgiftslovens § 2 a, ikke kan henses til holdbarheden af posen, men at der skal henses til posens funktion. Der henvises til Landsskatterettens afgørelse offentliggjort som SKM2026.166.LSR. Landsskatteretten lægger vægt på, de i sagen omhandlede posers funktion efter de foreliggende oplysninger er at fungere som traditionelle poser, der anvendes til at bære ting i. Det er ikke godtgjort, at der er tale om poser med en særlig funktion, der ikke kan varetages af en stofpose, et bærenet, en taske eller lignende. Retten finder derfor, at de omhandlede poser er af en type, der med rimelighed kan erstattes af en stofpose mv. Retten finder herefter, at selskabets salg af PP non-woven-poser i perioden 1. januar 2020 til 30. september 2022 er afgiftspligtigt efter emballageafgiftslovens § 2 a. Selskabets repræsentant har anført, at Skattestyrelsens afgørelse af 18. april 2023 indebærer en ændring af praksis, der ikke kan gennemføres uden et forudgående varsel. Borgere og virksomheder kan som udgangspunkt støtte ret på gældende administrativ praksis, medmindre denne praksis er direkte ulovlig. En påstået praksis skal dokumenteres eller sandsynliggøres, og praksis skal i øvrigt være entydig, uden forbehold og ikke i klar modstrid med højere retskilder. Retten finder, at det forhold, at der ikke foreligger afgørelser, hvor PP non-woven-poser pålægges afgiftspligt, ikke dokumenterer eller sandsynliggør en administrativ praksis, hvorefter PP non-woven-poser er undtaget fra afgiftspligten efter emballageafgiftslovens § 2 a. Der kan henvises til Højesterets dom, offentliggjort som SKM2017.513.HR. Landsskatteretten finder derfor, at der ikke foreligger en administrativ praksis, der afskærer Skattestyrelsen fra at opkræve emballageafgift for selskabets salg af PP non-woven-poser for perioden 1. august 2020 til 30. september 2022. Skattestyrelsens beløbsmæssige opgørelse af afgiften er ikke bestridt. Tilbagebetaling af frivilligt indbetalt afgift Selskabet har i perioden siden den 1. oktober 2022 frivilligt indbetalt emballageafgift af de omhandlede poser. Landsskatteretten finder på baggrund af ovenstående, at selskabet ikke har krav på tilbagebetaling af den indbetalte afgift, idet der er tale om afgift vedrørende salg af afgiftspligtige poser. Landsskatteretten stadfæster Skattestyrelsens afgørelse.