Skattepligtig rejsegodtgørelse og nægtet befordringsfradrag til Polen

Journalnr. 23-0063025 2019 Klagepunkt Skattestyrelsens afgørelse Klagerens opfattelse Landsskatterettens afgørelse Rejsegodtgørelse 78.895 -78.895 Stadfæstelse Befordringsfradrag 30.334 -30.334 Stadfæstelse 2020 Klagepunkt Skattestyrelsens afgørelse Klagerens opfattelse Landsskatterettens afgørelse Rejsegodtgørelse 49.744 -49.744 Stadfæstelse Befordringsfradrag 33.803 -33.803 Stadfæstelse 2021 Klagepunkt Skattestyrelsens afgørelse Klagerens opfattelse Landsskatterettens afgørelse Rejsegodtgørelse 5.990 -5.990 Stadfæstelse Befordringsfradrag 19.762 -19.762 Stadfæstelse 2022 Klagepunkt Skattestyrelsens afgørelse Klagerens opfattelse Landsskatterettens afgørelse Befordringsfradrag 34.079 -34.079 Stadfæstelse Faktiske oplysninger Det fremgår af folkeregisteret, at klageren indrejste til Danmark fra Polen den 10. juli 2023, og fraflyttede den 15. maj 2024. Klagerens adresse i Danmark var registreret som [adresse1], [by1]. Klageren har ikke tidligere været registreret i folkeregisteret. Af klagerens polske bopælsattest fremgår, at klageren har adresse i Polen på [Polen1]. Klageren har fremlagt ”Certificate of fiscal Residence” af den 19. april 2023 og 31. oktober 2023, hvoraf fremgår at de polske skattemyndigheder anser klageren for at have bopæl og værende fuldt skattepligtig til Polen. Klageren har fremlagt sine polske selvangivelser for 2021 og 2022, hvoraf blandt andet fremgår, under afsnit C, klagerens udenlandske indkomst og betalte skat. Det fremgår af klagerens kalender, at han i 2019 opholdt sig 167 dage i Polen og 198 dage i Danmark. I 2020 opholdt klageren sig 168 dage i Polen og 198 dage i Danmark. I 2021 opholdt klageren sig 264 dage i Polen og 101 dage i Danmark, klageren har angivet at han i en større del af året afholdt barsel. I 2022 opholdt klageren sig 171 dage i Polen og 194 dage i Danmark. Klageren har ifølge timesedlerne i 2019 arbejdet i Danmark i perioden 7. til den 12., 14 til den 19., 21 til den 26. og 28. til 31. januar, 1. til den 2. og 25. til den 28. februar, 1. til den 2., 4. til den 9., og 11. til den 14. marts, 8. til den 13., 15. til den 17., og 29 til den 30. april, 1. 1. til den 4., 6. til den 11., 13. til den 18., og 20. til den 23. maj. 4. til den 8., 10. til den 14., og 17. til den 20. juni, 15. til den 20., og 22. til den 26. juli, 12. til den 17., 19 til den 24. og 26. til den 31. august, 2. til den 6., 16. til den 28., og den 30. september, 1. til den 4., 21. til den 26., og 28. til den 31. oktober, 1. til den 2., 4. til den 9., 11. til den 16., 18. til den 23., og 25 til den 30. november, og 2. til den 4. december. Klageren har ifølge timesedlerne i 2020 arbejdet i Danmark i perioden 27. til den 31. januar, 1., 3 til den 8, og 10 til den 14. februar, 2. til den 7., 9. til den 14., 16. til den 21. 23. til den 28., og 30 til den 31. marts, 1. til den 4., 6 til den 9., 11., 14. til den 18., 20. til den 25., og 27. til den 30. april, 1. til den 2., 4. til den 8., og 27. til den 30. maj, 1. til den 6., 8. til den 13. og 15. til den 17. juni, 1. til den 4., 6. til den 11., 13. til den 18., og 20. til den 23. juli, 17. til den 22., 24. til den 29., og 31. august, 1. til den 5., 7. til den 10., 22. til den 26., og 28. til den 30. september, 1. til den 3., 5. til den 10. 12. til den 16., og 26. til den 31. oktober, 2. til den 7., 9. til den 14. 16. til den 21., og 30. november, 1. til den 5., 7. til den 12., og 14. til den 17. december. Klageren har ifølge timesedlerne i 2021 arbejdet i Danmark i perioden 7. til den 12., 14. til den 19., og 21. til den 30. juni, 1. til den 3., og 5. til den 6. juli, 9. til den 14., 16. til den 21., 23. til den 28., og 30. til den 31. august, 1. til den 3., 13. til den 18., 20. til den 21., 23. til den 26. 28., og den 30. september, 1. til den 2., 5. til den 6., 23., og den 30. oktober, 1. til den 4. november, 1. til den 3., og 6. til den 14. december. Klageren har ifølge timesedlerne i 2022 arbejdet i Danmark i perioden 20. til den 22., 24. til den 29., og 31. januar, 1. til den 5., 7. til den 11., 21. til den 26., og 28. februar, 1. til den 5., 7. til den 11., 21. til den 26., og 28. til den 31. marts, 1. til den 2., 4. til den 9., og 11. til den 13. april, 4. til den 7., 9. til den 13., 16. til den 17., og 23. til den 27. maj, 14. til den 16., 22. til den 24., og 27. til den 30. juni, 1. til den 2., 4. til den 9., 11. til den 14., 22. til den 27., og 29. til den 31. august, 1., og 26. til den 28. september, 3. til den 4., 10. til den 11., og 13. oktober, 7. til den 10. 12., og 14. til den 15. november, 5. til den 10., 12. til den 16., og den 19. december. Klageren har fremlagt kontoudskrifter fra sin bankkonto i [finans1], for årene 2019, 2020, 2021 og 2022, der underbygger, at klageren har opholdt sig i Danmark og Polen i det i kalenderen angivende omfang. Af kontoudtogene fremgår videre, at klageren løbende hæver og overfører største delen af sin løn. Klageren har fremlagt sit sundhedskort, hvoraf fremgår hans polske adresse. Klageren blev ved kontrakt af den 22. oktober 2018 ansat i [virksomhed1] ApS. Ifølge Google Maps er der 1.463 km mellem klagerens polske adresse, til [virksomhed1] ApS adresse. Det fremgår af Google Maps, at der er ca. 16 km mellem [adresse1], [by1], til [virksomhed1] ApS adresse. Klageren har fremlagt sin kollegas forskudsopgørelse, hvoraf fremgår at vedkommende i 2023 har fået godkendt befordringsfradrag fra Danmark til Polen på 37.562 kr., og befordringsfradrag i Danmark for 9.505. Skattestyrelsens afgørelse Skattestyrelsen har i deres afgørelse af 15. juni 2023, anset modtaget rejsegodtgørelse for skattepligtig. Skattestyrelsen har derudover godkendt befordringsfradrag mellem klagerens bopæl i Danmark og arbejdsstedet, og anset klagerens befordring mellem hans polske bopæl og arbejdsstedet for en privat udgift, som ikke berettiger til befordringsfradrag. Skattestyrelsen har godkendt rejsefradrag for 16 døgn i 2021. Skattestyrelsen har i afgørelsen, ikke taget stilling til klagerens skattemæssige hjemsted. Skattestyrelsen har som begrundelse bl.a. anført: ”… 1. Skattefri rejsegodtgørelse … 1.4. Skattestyrelsens bemærkninger og begrundelse Det følger af ligningsloven § 9, stk. 4, at godtgørelser, der udbetales af arbejdsgiveren for udgifter, som en lønmodtager påføres af arbejdet, medregnes ved indkomstopgørelsen. Dette gælder dog ikke for godtgørelser for rejseudgifter omfattet af ligningsloven § 9 A og som ikke overstiger standardsatserne. Ifølge bekendtgørelse om rejse- og befordringsgodtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000 er det en betingelse for at få udbetalt skattefri rejsegodtgørelse, at der foreligger et behørigt bogføringsbilag, samt at arbejdsgiveren har ført kontrol med at dette, og øvrige betingelserne for at udbetale godtgørelsen skattefrit, er opfyldt på udbetalingstidspunktet. Se nærmere i den juridiske vejledning afsnit C.A.7.2.5.1 om skattefri godtgørelse af rejseudgifter. Ved kontrollen i [virksomhed1] ApS blev det konstateret, at der mangler en række oplysninger på afregningsbilagene, i form af registrering af rejsens start og sluttidspunkt samt hvilken adresse rejsen er startet fra og sluttet på samt en beskrivelse af formålet med rejsen. Udover at der således er fejl i selve grundlaget for udbetalingerne af rejsegodtgørelser, viser fejlene i afregningsbilagene endvidere, at arbejdsgiveren ikke har opfyldt sin pligt til at kontrollere, at betingelserne for at udbetale skattefri rejsegodtgørelser var opfyldt, hvilket er en grundlæggende forudsætning for, at godtgørelsen kan udbetales skattefrit. Som følge heraf har vi oplyst [virksomhed1] ApS om, at udbetalingen af rejsegodtgørelserne ikke kunne ske skattefrit. Du har forklaret til os, at når du opholder dig i Danmark, bor du på adressen [adresse1], [by1]. Du oplyser, at [virksomhed1] ApS har opgaver over hele Danmark, og at det kan ske, at du arbejder i forskellige dele af Danmark i en uge eller længere tid og i den forbindelse bor i en bolig, som firmaet lejer. Du har også fremsendt dine timesedler for de 3 år, hvor det fremgår, at du primært har arbejdet i Jylland i en afstand fra [by1], hvor du har kunnet køre hjem til [by1] og overnatte. Dog viser timesedlerne også, at du har arbejdet på Sjælland ca. 38 dage i 2019 og 16 dage i 2021. Antallet af rejsedage ses dog ikke at hænge sammen med de rejsegodtgørelser, du har modtaget. Dine oplysninger understøtter således Skattestyrelsens afgørelse om, at din arbejdsgiver [virksomhed1] ApS ikke har kunne udbetale skattefrie rejsegodtgørelser til deres ansatte, bl.a. fordi de har udbetalt skattefrie godtgørelser til dig, selvom du har haft mulighed for at overnatte på din sædvanlige bopæl i Danmark Dernæst viser dine arbejdsoplysninger også, at de adresser, hvor du har udført arbejde på, hovedsageligt ligger inden for en afstand, hvor det er muligt for dig at overnatte på din sædvanlige bopæl hver nat, hvilket du også selv bekræfter ved at oplyse, at du er kørt frem og tilbage mellem din bopæl og din arbejdsgivers adresse hver dag. Dine oplysninger ændrer derfor ikke på vores vurdering af, at de godtgørelser, du har modtaget fra [virksomhed1] ApS, ikke kunne ske skattefrit. De beløb du har modtaget i rejsegodtgørelser er derfor skattepligtige efter ligningslovens § 9, stk. 4, 1. pkt. Godtgørelserne beskattes som am-bidragspligtigt personlig indkomst efter arbejdsmarkedsbidrags-lovens § 2, stk. 1 og personskattelovens § 3, stk. 1. Din skattepligtige indkomst forhøjes derfor med 78.895 kr. i 2019, med 49.744 kr. i 2020 og med 5.990 kr. i 2021. 2. Befordringsfradrag … 2.4 Skattestyrelsens bemærkninger og begrundelse Efter ligningslovens § 9 C, stk. 1-3 er man berettiget til et befordringsfradrag mellem sin sædvanlige bopæl og arbejdsplads. Fradrag for befordring mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads beregnes med udgangspunkt i den normale transportvej ved bilkørsel efter en kilometertakst, der fastsættes af Skatterådet. Fradrag sker kun for den del af befordringen pr. arbejdsdag, der overstiger 24 km. Efter ligningslovens § 9 C er der kun én sædvanlig bopæl. Ved vurdering af, hvad der regnes for den sædvanlige bopæl, er det afgørende, hvor en person har centrum for sine livsinteresser. Du har for indkomstårene 2019 til 2022 taget befordringsfradrag for kørsel mellem [by1] og din bolig i Polen. Du har oplyst, at du bor på [adresse1] i [by1], når du er i Danmark. Din arbejdsgiver [virksomhed1] ApS har også adresse i [by1]. Du har dermed kun omkring 16 km fra din bopæl til arbejdet. De fradrag du har taget ifølge oplysningerne på årsopgørelserne har været både for kørsel mellem Polen og [by1] og mellem din bopæl i [by1] og din arbejdsplads. Du har forklaret, at du kører i egen bil mellem [adresse1] og [adresse2] [by1], når du skal på arbejde. Det fremgår af den juridiske vejledning afsnit 4.3.3.1 at der kun er én bopæl, der i forhold til bestemmelsen kan kvalificeres som "sædvanlig bopæl". Begrebet skal derfor ses i modsætning til andre opholdssteder. Hvis der er tvivl, skal den sædvanlige bopæl fastlægges ud fra en vurdering af, hvor personen har centrum for sine livsinteresser. Fastsættelsen kan ikke ske ud fra et enkelt kriterium, men i forhold til ligningslovens § 9 C lægges der vægt på den økonomiske forbindelse her i landet. Efter en samlet og konkret vurdering finder vi, at din sædvanlige bopæl i indkomstårene 2019 til 2022 har været i Danmark på [adresse1] i [by1] i relation til fradrag for udgifter til befordring, jf. ligningslovens § 9 C. Vi lægger vægt på følgende: at du har oplyst, at du har bopæl på [adresse1] i [by1], og at det er derfra, du har taget til og fra arbejde. at du har haft fast fuldtidsarbejde i Danmark siden november 2018 og dermed opnået en stærk økonomisk forbindelse til Danmark. at du på din årsopgørelse for 2020 i forbindelse med befordringsfradraget har oplyst, at du har haft 210 arbejdsdage og at du i 2022 har haft 170 arbejdsdage. at du på dine årsopgørelser har oplyst befordring svarende til, at du har kørt mellem Danmark og Polen mellem 12 og 16 gange om året. at du må have opholdt dig mere i Danmark end i Polen henset til antal arbejdsdage og at afstanden mellem [by1] og din bolig i Polen er ca. 1400 km. Din transport til arbejde er dermed i langt overvejende grad sket fra din bopæl i Danmark. Når din sædvanlige bopæl er i Danmark og du har haft fast arbejde i Danmark siden november 2018, kan dine ture mellem Danmark og Polen ikke anses for at være befordring mellem hjem og arbejde, selvom du også har en bolig i Polen. Kørsel til og fra Polen anses derfor for at være en privat udgift, som ikke berettiger til befordringsfradrag efter ligningslovens § 9 C. Se SKM2023.199.LSR og SKM2019.603, om sædvanlig bopæl i Danmark og kørsel til Polen. Du har sendt bemærkninger, som er gengivet under ”dine bemærkninger ” i punkt 2.2. Vi har følgende kommentarer til dine bemærkninger: Sagen her behandler ikke spørgsmålet om, hvor du er skattemæssigt hjemhørende i forhold til dobbeltbeskatningsoverenskomsten. Vurderingen af din sædvanlige bopæl er udelukkende foretaget i forhold til de danske regler om befordringsfradrag i ligningslovens § 9 C. Praksis viser, at der ikke er noget til hinder for, at en skatteyder kan være skattemæssigt hjemmehørende efter dobbeltbeskatningsoverenskomsten i ét land og have sædvanlig bopæl i forhold til befordringsfradrag efter ligningslovens § 9 C i et andet land se SKM2023.199.LSR. Ordlyden i ligningsloven § 9 C stk. 1 lyder ”Ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst kan fradrag for befordring frem og tilbage mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads…” Begrebet sædvanlig bopæl er i høj grad fastlagt gennem praksis, og i tilfælde som dit, hvor der er en bopæl i Danmark og en bopæl i udlandet, er der et vist sammenfald med de kriterier, man bruger ved vurdering af, hvor man skattemæssigt er hjemhørende. Som tidligere nævnt lægges der i vurderingen stor vægt på den økonomiske forbindelse her i landet, men vi har også henset til, at du har et fast sted, du opholder dig, og hyppigheden af dine ophold. Ved vurdering af sædvanlig bopæl i relation til ligningslovens § 9 C, er der endvidere ikke krav til hverken størrelsen af boligen, beskaffenheden eller ejerforholdet. Et lejet eller lånt værelse, der deles med andre, kan således godt betegnes ”sædvanlig bopæl”. Et fradrag jf. ligningslovens § 9 C, stk. 1, er netop betinget af et indtægtsgivende forhold (et arbejde) og den normale transportvej mellem arbejdet og ”sædvanlig bopæl”. Du bekræfter, at du opholder dig i Danmark netop af ”erhvervsmæssige årsager”. Derfor er det kun din normale transportvej til og fra arbejde i Danmark, der er omfattet af bestemmelsen. Du skriver: ”det ville være meget ulogisk, hvis jeg skulle pendle hver dag til mit hjem i Polen, mens jeg arbejder i Danmark.” Det understøtter sagens kerne, at din normale transportvej mellem arbejde og sædvanlig bopæl er mellem din arbejdsgiver på [adresse2] og [adresse1] i [by1], hvor du opholder dig i de perioder, du arbejder i Danmark, og at det er denne transportvej, du kan få befordringsfradrag for. Opgørelse og konklusion Du har sendt os dine timesedler fra 2019, 2020 og 2021, hvor det fremgår, hvilke dage du har arbejdet og hvor. Vi har opgjort nedenstående arbejdsdage, hvor det må formodes, at du har haft befordring. I opgørelse har vi taget højde for de dage, du har været på rejse jf. punkt 2 2019 2020 2021 jan 22 5 feb 20 12 mar 12 26 april 11 24 maj 19 11 juni 14 15 8 juli 11 20 5 aug 18 11 20 sept 18 17 17 okt 5 20 6 nov 4 19 4 dec 1 15 12 I alt 155 195 72 Dit befordringsfradrag for 2019 til 2022 fra din sædvanlige bopæl på [adresse1] kan opgøres således (16 x 2 = 32 – 24 = 8 km med fradragsret pr. dag): År Antal arbejdsdage Km retur Km i alt Sats Fradrag Oplyst Difference 2019 155 8 1240 1,98 2.455 kr. 32.789 kr. 30.334 kr. 2020 195 8 1560 1,96 3.058 kr. 36.861 kr. 33.803 kr. 2021 72 8 576 2,16 1.244 kr. 21.006 kr. 19.762 kr. 2022 170 8 1360 2,19 2.978 kr. 37.057 kr. 34.079 kr. Skattestyrelsen godkender derfor dit befordringsfradrag til 2.455 kr. i 2019, til 3.058 kr. i 2020, til 1.244 kr. i 2021 og til 2.978 kr. i 2022. Din skattepligtige indkomst forhøjes derfor med 30.334 kr. i 2019, med 33.803 kr. i 2020, med 19.762 kr. i 2021 og med 34.079 kr. i 2022. 3 Rejsefradrag … 3.4. Skattestyrelsens bemærkninger og begrundelse Reglerne om rejsefradrag fremgår af reglerne i ligningslovens § 9 A, stk. 1, og her fremgår, at der kan udbetales skattefri rejsegodtgørelse, når lønmodtageren påføres udgifter, fordi han på grund af afstanden mellem bopæl og et midlertidigt arbejdssted ikke har mulighed for at overnatte på sin bopæl. Hvor betingelserne for udbetaling af skattefri rejsegodtgørelse i ligningslovens § 9 A, stk. 1 er opfyldt, men hvor udbetaling ikke er sket, kan lønmodtageren fradrage rejseudgifter i indkomsten med de satser, der er fastsat herfor. Dette fremgår af ligningslovens § 9 A, stk. 7. Det er en betingelse for udbetaling af skattefri kostgodtgørelse, at en rejse har varet i mindst 24 timer. Herefter kan godtgørelsen udbetales med 1/24 af døgnsatsen for tilsluttende rejsetimer Fradrag for rejseudgifter kan ikke overstige et grundbeløb på 25.000 kr. (2010-niveau) i et indkomstår. Fradraget er betinget af, at lønmodtageren kan dokumentere det faktiske antal rejsedage med overnatning samt antallet af efterfølgende timer, hvorimod udgifterne ikke skal dokumenteres, jf. Den juridiske vejledning, afsnit C.A.7.3.1. Du har oplyst, at [virksomhed1] ApS har opgaver over hele Danmark, og at det kan ske, at du arbejder i forskellige dele af Danmark i en uge eller længere tid og i den forbindelse bor i en bolig, som firmaet lejer. Det fremgår af øvrige oplysninger vi har modtaget i forbindelse med en kontrol hos din arbejdsgiver, at medarbejderne selv skal betale for kost. Du har desuden sendt os dine timesedler, hvor vi kan se, at du i 2019 og i 2021 har arbejdet på Sjælland. For 2019 har du allerede taget det maximale fradrag for rejseudgifter på 28.000 kr., mens du for 2021 ikke har taget rejsefradrag. Vi har derfor lavet følgende opgørelse over dine rejsedage/hele døgn i 2021. Udrejse Hjemrejse Adresse Antal døgn Kostsats Fradrag 07-06-2021 12-06-2021 [by2], [by3], [by4] 6 532 3.192 14-06-2021 19-06-2021 [adresse3] [by3] 6 532 3.192 21-06-2021 24-06-2021 [adresse3] [by3] + [by5] 4 532 2.128 I alt 16 8.512 De øvrige arbejdssteder, der fremgår af timesedlerne, ligger ikke så langt væk fra din arbejdsgivers adresse, at du vil været berettiget til et rejsefradrag efter reglerne i ligningslovens § 9 A. Du har oplyst, at din arbejdsgiver [virksomhed1] ApS har betalt for logi og derfor kan du kun få fradrag med kostsatsen. Ud fra oplysningerne anses du for at have dokumenteret, at du har været på rejse for din arbejdsgiver, og at du derfor er berettiget til et rejsefradrag kostsatsen på 532 for 16 hele døgn i 2021. Din skattepligtige indkomst nedsættes derfor med 8.512 kr. i 2021. …” Udtalelse fra Skattestyrelsen I forbindelse med Skatteankestyrelsens klagesagsbehandling har Skattestyrelsen den 07. august 2023 udtalt følgende: ”… Resume og baggrund for sagen Sagen er en afledt ændring fra en arbejdsgiverkontrol hos [virksomhed1] ApS cvr [...1], som bl.a. har udbetalt store beløb som skattefri rejsegodtgørelse. Kontrollen i [virksomhed1] ApS er udført på baggrund af stikprøver og viser, at den fremlagte dokumentation ikke opfylder betingelserne for at udbetalingen af rejsegodtgørelse kan ske skattefrit, ligesom [virksomhed1] ApS ikke anses for at have ført den nødvendige kontrol med at betingelserne for at udbetale rejsegodtgørelsen skattefrit. Vi har derfor oplyst [virksomhed1] ApS om, at udbetalingerne er skattepligtige, jf. ligningslovens § 9, stk. 4, idet betingelserne ikke var opfyldt på udbetalingstidspunktet. [klager] har arbejdet for [virksomhed1] ApS, der har udbetalt ham skattefri rejsegodtgørelse, som her gøres skattepligtig. Endvidere korrigerer vi rejse- og befordringsfradrag. (Vi har foretaget ændringer på en række ansatte hos [virksomhed1] ApS, der har fået udbetalt skattefri rejsegodtgørelse. Mange er udenlandske statsborgere. De har haft individuelle forhold omkring de fradrag de har taget og omkring deres skattepligt-status, som vi har foretaget individuelle vurderinger af. Vores bemærkninger til klagen og de til klagen medsendt dokumenter Vi ser følgende klagepunkter i klagen: 1) Ændring af skattepligtsstatus – skattemæssigt hjemsted 2) Rejsegodtgørelse gøres skattepligtig 3) Sædvanlig bopæl i relation til fradrag 4) Forskelsbehandling Ad 1) [klager] var i forvejen skattemæssigt registreret som dobbeltdomicileret. Vi har ikke ændret på hans skattepligtsstatus. Ad 2) Ingen bemærkninger. Ad 3) Klagen indeholder ikke nye perspektiver. Vi har allerede i afgørelsen behandlet forskellen mellem ”sædvanlig bopæl” jf. dobbeltbeskatningsoverenskomsten og ”sædvanlig bopæl” i relation til ligningsloven § 9. Ad 4) Vi kan ikke vide, hvorfor [klager] har fået indtryk af at blive forskelsbehandlet. Vi træffer individuelle afgørelser ud fra individuelle forhold, men ud fra samme brug af lovgivningen. Der er sammenfald mellem de fleste af de dokumenter, I har modtaget med klagen og dem, vi tidligere har modtaget, men vi har ikke modtaget kopi af ”Det særlige sundhedskort” og heller af brevet om ændring i forskudsopgørelse for 2023 (screen2.PNG). Vi vurderer dog, at disse to bilag ikke tilfører noget nyt til sagen. … Der er ikke nye oplysninger i sagen, som ikke står i sagsfremstillingen. …” Klagerens opfattelse Klageren har fremsat påstand om ikke at være skattepligtig til Danmark, samt værende skattemæssigt hjemmehørende i Polen. Klageren har yderligere fremsat påstand om at være berettiget til skattefri rejsegodtgørelse og befordringsfradrag som selvangivet. Til støtte for påstanden er bl.a. anført: ” Jeg er uenig i beslutningen om at ændre min skattepligtige status til fuld beskatning i Danmark samt betalingen af skat for min arbejdsgivers, [virksomhed1], fejlagtige beregning af min løn. I årene 2019-2022 arbejdede jeg hos [virksomhed1], og under mit ophold i Danmark boede jeg på adressen [adresse1], [by1], hvorfra jeg kørte til arbejde hver dag i min private bil til virksomheden på [adresse2]. Der hentede jeg en firmabil og kørte til den angivne adresse for at udføre arbejde. Efter endt arbejde vendte jeg tilbage til virksomheden, afleverede firmabilen og kørte tilbage til [adresse1] i min private bil, undtagen når jeg blev udsendt til andre områder i Danmark. Jeg har oprettet kalendere for mine arbejdsdage i årene 2019-2022, hvor jeg præcist har angivet antallet af mine arbejdsdage i Danmark samt antallet af dage, jeg var hjemme i Polen. Disse kalendere er lavet på baggrund af [software]-programmet, som registrerede vores arbejde. Baseret på dette program fik vi udbetalt vores løn, og programmet har en præcis registrering af vores arbejdssted og -tid. Dette program blev stillet til rådighed for os af [virksomhed1]. I kalenderen for 2022 er der inkluderet arbejde, som jeg udførte på akkord, hvilket ikke er angivet i programmet. I hele perioden fra 2019 til 2022 havde jeg ikke en dansk adresse. Jeg arbejder på rotationsbasis, hvilket betyder, at jeg er på arbejde i 3 eller 4 uger og er hjemme i Polen i 1 eller 2 uger. Alle mine fridage, helligdage og ferier tilbringer jeg i Polen. Jeg er ikke en dansk bosiddende og er uenig i beslutningen om at beskatte mig som en dansk bosiddende, da det er i modstrid med: Det følger af kommentarerne til OECD-modellen (dobbeltbeskatningsoverenskomst), artikel 4, at når en fysisk person har en fast bolig i begge kontraherende stater, er det nødvendigt at se på de faktiske forhold for at fastslå, med hvilken af de to stater han har de stærkeste personlige og økonomiske forbindelser. Der skal således tages hensyn til hans familie og sociale forhold, hans beskæftigelse, hans politiske, kulturelle eller andre aktiviteter, hans forretningssted, det sted hvorfra han administrerer sine aktiver osv. Der foretages en samlet bedømmelse, og fastlæggelsen kan ikke ske på baggrund af et enkelt kriterium. Dette er ikke en pålidelig vurdering af situationen. Mit arbejde udgør hele min livsinteresse, og det kan ikke adskilles, om det er økonomisk eller personligt vigtigt. I reglerne står det klart, at man ikke kun kan tage ét kriterium i betragtning, men som man kan læse ovenfor, bliver der kun taget et kriterium i betragtning. Det er nødvendigt at undersøge fakta for at finde ud af, med hvilket land jeg har den stærkeste forbindelse og hvor jeg styrer hele min formue fra. Mit livscenter (økonomisk og personligt) er netop i Polen, i Danmark arbejder jeg bare, jeg har ikke en fast adresse, jeg ejer ingenting her, og jeg styrer også hele min formue fra Polen. Jeg er ikke en resident, fordi jeg ikke har nogen ret til at købe ejendom eller endda en bil (uden en dansk adresse). Der er ingen regler, der tillader mig at købe ejendom i Danmark bare ved at erklære, at jeg har arbejdet her siden 2019, og at jeg kan købe et hus. Man kan ikke basere valget af bopælsland udelukkende på opholdet. Opholdets varighed er ikke afgørende, da det ville være meget ulogisk, hvis jeg pendlede til mit hjem i Polen hver dag, mens jeg arbejder i Danmark. Under mit ophold på arbejdspladsen i Danmark er jeg indkvarteret på adressen [adresse1] i [by1], og jeg betragter det sted som et hotel og ikke som mit almindelige opholdssted. Mit opholdssted er i Polen, der er mit hjem, min familie, mit centrum for livets interesser. I Danmark har jeg ingen adresse, jeg er ikke registreret i den danske befolkningsevidens, og jeg ejer ingenting her. I henhold til loven om dobbeltbeskatning fra 2021 indgiver jeg erklæringer i mit eget land om indkomst fra Danmark (vedlagt årsopgørelsen for 2021 og 2022). Denne lov regulerer præcist, hvornår og i hvilke tilfælde man kan anvende reglerne om bopælsland. Jeg er en polsk resident (vedlagt CFR1 fra det polske myndighed, der bekræfter min bopæl). Loven om dobbeltbeskatning Artikel 4 Skattemæssigt hjemsted I denne overenskomst betyder udtrykket »en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat«, enhver person som i henhold til lovgivningen i denne stat er skattepligtig der på grund af bopæl, hjemsted, ledelsens sæde eller ethvert andet kriterium af lignende karakter, og omfatter også denne stat og enhver dertil hørende politisk underafdeling eller lokal myndighed. Dette udtryk omfatter dog ikke en person, som er skattepligtig i denne stat udelukkende af indkomst fra kilder i denne stat. Formålet med denne bestemmelse er at afklare, hvilke personer der er omfattet af aftalen om dobbeltbeskatning mellem de to kontraherende stater, og hvilke kriterier der skal opfyldes for at blive betragtet som skattepligtig i en bestemt stat. Ved at definere udtrykket "en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat" hjælper denne bestemmelse med at undgå dobbeltbeskatning og sikrer, at beskatningen af indkomst foretages i overensstemmelse med de relevante nationale lovgivninger og den indgåede aftale. Det er dog vigtigt at bemærke, at udtrykket ikke omfatter en person, der kun er skattepligtig i den pågældende stat på grund af indkomst fra kilder i den pågældende stat. Dette betyder, at hvis en person er skattepligtig i en stat, udelukkende på grund af indkomst, de modtager fra kilder i denne stat, vil de ikke blive betragtet som "en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat" i henhold til denne bestemmelse. Jeg ønsker at understrege, at jeg er polsk statsborger, og mit bopælsland er Polen. Jeg befinder mig i øjeblikket i Danmark udelukkende af erhvervsmæssige årsager, hvor jeg har indgået en midlertidig ansættelse. Mit ophold i Danmark er midlertidigt, og mine skattemæssige forpligtelser stammer kun fra indkomst, jeg tjener i dette land. Det er fuldstændig uforståeligt, hvorfor I behandler forskellige mennesker forskelligt. Jeg kan se, at reglerne ikke er de samme for alle. Nogle får bekræftelse på deres rejser, andre gør ikke (vedlagt sender jeg min kollegas Skat-beslutning fra 2023, der bekræfter mine ture til Polen). Jeg er ikke enig i at blive anerkendt som en fuldgyldig dansk skatteyder, medmindre der indføres ensartede regler for alle. Det er uacceptabelt at ignorere bestemmelserne i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Polen og Danmark og alle bemærkninger vedrørende undersøgelsen af, hvilket land skatteyderen er mest tilknyttet. I indfører jeres egen definition af "almindeligt ophold" til jeres egne formål for at indkræve så mange skatter som muligt. Jeg beder om indførelse af ensartede regler for alle og overholdelse af skatteloven. Danmark, som i mine øjne var et land med korrekte principper og retfærdighed, er desværre ikke længere det. Jeg skriver for at udtrykke min dybe frustration og uenighed i forbindelse med den fejlagtigt beregnede skattebeløb fra 2019 til 2022. Som almindelig medarbejder har jeg ingen adgang til eller indflydelse på, hvordan min arbejdsgiver beregner lønnen. Jeg mødte op på arbejde og registrerede korrekt mine timer i [software]-systemet, og min arbejdsgiver håndterede lønudbetalingerne. Jeg er uenig i, at jeg skal dække skatteomkostningerne, da jeg ikke er bekendt med disse lovmæssige bestemmelser. Desuden er jeg en udenlandsk medarbejder ansat af et dansk firma, og det er virksomhedens ansvar at beregne løn korrekt. Virksomheden ansætter en regnskabsmedarbejder til at overvåge sådanne forhold. Jeg forstår ikke, hvorfor du forsøger at lægge ansvaret for denne fejl på mig. Hvorfor skal jeg betale? Det var deres skyld, og du selv bemærkede uoverensstemmelser mellem mine registrerede arbejdstimer og dem, der blev angivet af [virksomhed1]-firmaet. Som almindelige medarbejdere har vi begrænset indflydelse, selvom vi er bekendt med lovgivningen. Jeg tvivler på, at min chef vil lytte til mig i stedet for deres egen regnskabsmedarbejder. Vi har alle brugt tidsregistreringssystemet og havde ingen kontrol over, hvordan lønninger blev udbetalt eller hvilke oplysninger om vores arbejdssted og arbejdsvilkår der blev kommunikeret. På trods af de mange fejl, der blev afsløret fra [virksomhed1]-firmaets side, hvor de tager fuldt ansvar i deres korrespondance, forsøger I at lægge byrden på os, de almindelige medarbejdere. Det virker ikke særlig retfærdigt, når man tager i betragtning, at det er en polsk medarbejder, der står over for en dansk virksomhed. I min klage har jeg udtrykt min uenighed og frustration over beslutningen om at behandle mig som dansk resident og nødvendigheden af at betale skat på grund af fejlagtigt beregnet løn af min arbejdsgiver. Jeg har understreget, at jeg er polsk statsborger, og at mit bopælsland og centrum for mine interesser er i Polen. Jeg opholder mig kun midlertidigt i Danmark af erhvervsmæssige årsager. Jeg har påpeget, at som almindelig medarbejder har jeg ingen indflydelse på lønberegningen og er afhængig af min arbejdsgivers handlinger. Jeg har korrekt registreret mine arbejdstimer i det system, der er stillet til rådighed af virksomheden. Jeg har også påpeget, at ansvaret for korrekt lønberegning ligger hos arbejdsgiveren, der ansætter specialister til at overvåge disse spørgsmål. Jeg har udtrykt min uenighed med forsøget på at lægge skylden for fejl på mig, når jeg ikke har viden og færdigheder inden for skattelovgivningen. Jeg har påpeget, at jeg ikke er dansk resident og ikke har en fast adresse eller aktiver i Danmark. Jeg har også nævnt bestemmelserne i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Polen og Danmark, som bør tages i betragtning. Jeg har anmodet om indførelse af ensartede regler for alle medarbejdere samt overholdelse af skatteloven. Jeg har understreget behovet for retfærdig og ærlig behandling af medarbejdere, uanset deres nationalitet eller bopælsland.” Landsskatterettens afgørelse Sagen angår om klageren i indkomstårene 2019 – 2022 var berettiget til skattefri rejsegodtgørelse efter ligningslovens § 9 A, samt befordringsfradrag efter ligningslovens § 9 C. Retsgrundlaget Rejsegodtgørelse Det fremgår af Ligningslovens § 9, stk. 4.: ”Godtgørelse, der udbetales af arbejdsgiveren for udgifter, som lønmodtageren påføres som følge af arbejdet, medregnes ved indkomstopgørelsen. Dette gælder dog ikke godtgørelse for rejseudgifter mv. omfattet af § 9 A eller §31, stk. 4, og befordringsudgifter omfattet af § 9 B eller § 31, stk. 5. Godtgørelsen skal dog medregnes vedindkomstopgørelsen, hvis lønmodtageren ved lønomlægning har kompenseret arbejdsgiveren m.v. for at få godtgørelsen. Skatteministeren kan fastsætte nærmere regler om kontrol og administrationen af godtgørelsesreglerne. 3. og 4. pkt. finder tilsvarende anvendelse på godtgørelser, jf. 2. pkt., der udbetales til medlemmer af eller medhjælpere for bestyrelser, udvalg, kommissioner, råd og lignende.” Det fremgår af ligningslovens § 9 A, stk. 5.: ”Stk. 1-4 finder kun anvendelse, når rejsen varer mindst 24 timer. Det enkelte arbejdssted, jf. stk. 1, kan ved anvendelsen af standardsatserne i stk. 2, nr. 1-3, og stk. 4 højst anses for midlertidigt i de første 12 måneder. 2. pkt. finder ikke anvendelse, når arbejdsstedet er mobilt eller i takt med arbejdets udførelse eller færdiggørelse flytter sig over en strækning på mindst 8 km. 2. pkt. finder endvidere ikke anvendelse i forhold til godtgørelser, der udbetales i forbindelse med enkeltstående kortvarige tjenesterejser til samme midlertidige arbejdssted.” Ifølge § 1 i bekendtgørelse om rejse- og befordringsgodtgørelse (bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000, herefter benævnt bekendtgørelsen) er det en betingelse for at få udbetalt skattefri rejsegodtgørelse, at arbejdsgiveren har ført kontrol hermed, og at der foreligger bogføringsbilag, der indeholder: 1. Modtagerens navn, adresse og CPR-nummer 2. Rejsens erhvervsmæssige formål 3. Rejsens start- og sluttidspunkt 4. Rejsens mål med eventuelle delmål 5. De anvendte satser 6. Beregning af rejsegodtgørelsen Det er en betingelse, at kontrollen senest foretages på udbetalingstidspunktet, idet der skal være tale om forudgående kontrol, jf. højesteretsdommen SKM2009.430.HR. Konsekvensen af manglende effektiv kontrol er, at hele den udbetalte godtgørelse anses som skattepligtig, uanset om de øvrige betingelser er opfyldt, jf. eksempelvis Vestre Landsretsdommen SKM2002.525.VLR og højesteretsdommen SKM2007.247.HR. Det er modtageren af godtgørelsen, der har bevisbyrden for, at betingelserne for skattefri udbetaling er opfyldt, jf. byretsdommene SKM2013.136.BR og SKM2018.61.BR. Det tillægges i den forbindelse ikke betydning, at det forhold, at betingelserne ikke er opfyldt, beror på arbejdsgiverens fejl, jf. Østre Landsretsdommen Tfs.1994.495 Ø. I byretsdommen SKM2018.61.BR fandt byretten, at skatteyderen ikke havde løftet bevisbyrden for, at hans arbejdsgiver havde ført den fornødne kontrol, hvorfor han ikke var berettiget til at modtage skattefri rejsegodtgørelse. Der blev lagt vægt på, at det som følge af arbejdsgiverens praksis ikke var muligt af bilagene at se, at de blev kontrolleret, inden der skete udbetaling af rejsegodtgørelse. Der forelå således ikke bogføringsbilag, der opfyldte kravene i bekendtgørelsen. Byretten bemærkede også, at udbetaling af et beløb som skattefri godtgørelse forudsætter, at arbejdsgiveren forinden har ført kontrol med antallet af erhvervsmæssige rejsedage, herunder bl.a. start- og sluttidspunkt for rejsen, således som det fremgår af § 1 i bekendtgørelsen. Befordringsfradrag Af ligningslovens § 9 C, stk. 1, 1. pkt., og stk. 2, fremgår: ”§ 9 C: Ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst kan fradrag for befordring frem og tilbage mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads foretages med et beløb, som beregnes på grundlag af den normale transportvej ved bilkørsel efter en kilometertakst, der fastsættes af Skatterådet. Stk. 2. Fradrag kan dog kun foretages for den del af befordringen pr. arbejdsdag, der overstiger 24 kilometer. …” Den, der anser sig berettiget til et befordringsfradrag skal i fornødent omfang kunne dokumentere eller sandsynliggøre, at befordring rent faktisk har fundet sted i det angivne omfang, jf. Højesterets dom af 19. marts 2004, offentliggjort som SKM2004.162.HR. I Landsrettens dom, offentliggjort som SKM2023.547.ØLR, fandt retten, at begrebet sædvanlig bopæl efter § 9 C, står i modsætning til andre opholdssteder, f.eks. et sommerhus, og at “sædvanlig bopæl” i tvivlstilfælde efter praksis skal fastlægges ud fra en vurdering af, hvor personen har centrum for sine livsinteresser. Fastlæggelsen kan ikke ske ud fra et enkelt kriterium, og i vurderingen indgår forhold som personlig, social, familie- og boligmæssig tilknytning til stedet, opholdenes hyppighed og tilmelding til folkeregisteret. I Byrettens dom, offentliggjort som SKM2024.454.BR, fandt retten at skatteyderen ikke var underlagt et skærpet beviskrav for befordringen. Der blev i den sammenhæng lagt vægt på, at der alene var tale om en ugentlig befordring (24 gange tur/retur i indkomståret 2019). Efter et samlet skøn over den fremlagte dokumentation fandt retten, at skatteyderen i tilstrækkelig grad havde sandsynliggjort omfanget af den angivne befordring, hvorfor skatteyderens endelige principale påstand blev taget til følge. I Landsskatterettens afgørelse offentliggjort som SKM2024.400.LSR., fandt retten at klagerens sædvanlige bopæl var i polen i relation til befordringsfradrag. Der blev ved bedømmelsen henset til at klageren opholdt sig væsentligt mere i Polen end i Danmark, og at klagerens familiemæssige og personlige forhold i Polen fremstod veldokumenterede. Retten lagde endvidere vægt på at klagerens boligforhold i Danmark og Polen adskilte sig fra hinanden ved, at klageren i Danmark delte sin bopæl med andre, hvorimod klageren ejede en ejendom i Polen, som klageren beboede sammen med hans familie. Klageren var herefter berettiget til befordringsfradrag fra sin sædvanlige bopæl i Polen. Landsskatterettens begrundelse og resultat Rejsegodtgørelse Skattestyrelsen har ved kontrol hos klagerens arbejdsgiver konstateret, at der generelt mangler oplysninger på timesedlerne i form af registrering af rejsernes start- og sluttidspunkter, start- og slutadresser og erhvervsmæssige formål. Klagerens arbejdsgiver ses herved ikke at have ført en effektiv kontrol med, om rejserne har været af- brudt, fx som følge af at klageren er kørt til sin sædvanlige bopæl for at overnatte, og om betingelsen om, at rejsen skal have haft en varighed af mindst 24 timer, har været opfyldt. Klageren har derudover ikke selv ført bevis for, at betingelserne for skattefri udbetaling har været opfyldt. Samlet set finder Landsskatteretten, at betingelserne for udbetaling af skattefri rejsegodtgørelse ikke har været opfyldt. Der er herved henset til, at udbetalingerne generelt set ikke har været underlagt en fyldestgørende kontrol fra arbejdsgiverens side. Konsekvensen heraf er, at den udbetalte rejsegodtgørelse for indkomstårene 2019, 2020, 2021 og 2022, er skattepligtig for klageren. Landsskatteretten stadfæster skattestyrelsens afgørelse på dette punkt. Befordringsfradrag Klageren har fået godkendt befordringsfradrag af Skattestyrelsen, mellem hans danske bopæl og arbejdsstedet, i henhold til de fremlagte timesedler. Landsskatteretten finder herefter, at dette punkt ikke er omfattet af klagen, hvorfor Retten ikke behandler spørgsmålet. Efter en konkret helhedsvurdering af sagens faktiske omstændigheder, finder Landsskatteretten, at klagerens sæd- vanlige bopæl i indkomstårene 2019, 2020, 2021 og 2022 har været klagerens bolig i Danmark. Landsskatteretten har ved afgørelsen lagt vægt på klagerens erhvervsmæssige tilknytning til Danmark, samt at klageren i alle indkomstårene, undtagen i 2021 hvor klageren afholdt barsel i Polen, har opholdt sig størstedelen af året i Danmark. Der er videre lagt vægt på, at klagerens tilknytning til Polen i vidt omfang fremstår udokumenteret. Landsskatteretten finder herefter, at klagerens befordring til og fra Polen i forbindelse med familiebesøg er en privat udgift, som ikke berettiger til et befordringsfradrag efter ligningslovens § 9 C. Der er herved særligt lagt vægt på klagerens beskrivelse af de faktiske forhold, hvorefter klageren anvender boligen i Danmark i forbindelse med sit arbejde, og anvender sin bopæl i Polen, i forbindelse med ferie og fritid. Landsskatteretten stadfæster i overensstemmelse med det ovenstående, skattestyrelsens afgørelse for indkomstårene 2019, 2020, 2021 og 2022.