Journalnr. 23-0052174
Forhøjelse af sambeskatningsindkomst som konsekvens af nægtet underleverandørfradrag
- Instans
- Landsskatteretten
- Dokumenttype
- Landsskatterettens afgørelse
- Offentliggjort
- 30. november 2025
- Kilde
- Åbn original i afgørelsesdatabasen ↗
Resumé
Sagen vedrørte, om et holdingselskabs sambeskatningsindkomst for indkomståret 2019 skulle forhøjes med 2.587.678 kr. som konsekvens af, at Skattestyrelsen havde nægtet datterselskabet fradrag for udgifter til en række underleverandørselskaber. Skattestyrelsen gjorde gældende, at forhøjelsen af datterselskabets skattepligtige indkomst automatisk medførte en tilsvarende forhøjelse af sambeskatningsindkomsten efter selskabsskattelovens § 31, stk. 2. Selskabets repræsentant påstod nedsættelse, subsidiært skønsmæssig nedsættelse eller hjemvisning, og anførte på retsmødet bl.a., at betalingerne vedrørte mandskabsleje, og at der i stedet burde ske indeholdelse af A-skat og AM-bidrag på grundlag af beløbene uden moms. Landsskatteretten henviste til, at den i den samtidige klagesag for datterselskabet havde stadfæstet nægtelsen af fradrag, og stadfæstede derfor konsekvensændringen af sambeskatningsindkomsten.
Titel, resumé og vurderinger er AI-genererede og kan indeholde fejl.
Lovhenvisninger
Henviser til
- SKM2023.213.ØLR
Fuldtekst
Journalnr. 23-0052174 Skattestyrelsen har forhøjet selskabets sambeskatningsindkomst for indkomståret 2019 med i alt 2.587.678 kr. Landsskatteretten stadfæster Skattestyrelsens afgørelse. Faktiske oplysninger [klager] ApS, herefter benævnt selskabet, blev stiftet den 17. april 2018 og er ejet 100 % af [person1]. Selskabets formål er ”at eje aktier og anparter samt enhver virksomhed i hermed stående forbindelse”, og selskabet er registreret under branchekode ”642020 Ikke-finansielle holdingselskaber”. Skattestyrelsen har i en afgørelse af 13. juni 2023 for selskabets datterselskab, [virksomhed1] ApS med CVR-nr. [...1], nægtet datterselskabet fradrag for en række udgifter til underleverandørselskaber, der er bogført og fratrukket i datterselskabets skattepligtige indkomst for indkomståret 2019. [virksomhed1] ApS’ skattepligtige indkomst for 2019 er herefter blevet forhøjet med 2.587.678 kr. Skattestyrelsens afgørelse Skattestyrelsen har forhøjet selskabets sambeskatningsindkomst for indkomståret 2019 med i alt 2.587.678 kr. Skattestyrelsen har som begrundelse bl.a. anført: ” Ændring af sambeskatningsindkomsten for indkomståret 2019 […] Skattestyrelsens bemærkninger og begrundelse Forhøjelsen af den skattepligtige indkomst i datterselskabet [virksomhed1] ApS medfører konsekvens- ændringer i form af en tilsvarende forhøjelse af sambeskatningsindkomsten for indkomståret 2019. Der henvises til selskabsskattelovens § 31, stk. 2.” Selskabets opfattelse Selskabets repræsentant har nedlagt påstand om, at selskabets skattepligtige indkomst for indkomståret 2019 nedsættes med 2.587.678 kr. Repræsentanten har nedlagt subsidiær påstand om, at selskabets skattepligtige indkomst for indkomståret 2019 nedsættes mest muligt alt efter Landsskatterettens skøn. Repræsentanten har nedlagt mere subsidiær påstand om, at selskabets skattepligtige indkomst for indkomståret 2019 hjemvises til fornyet behandling. Til støtte herfor har repræsentanten anført: ”SAGSFREMSTILLING OG BEMÆRKNINGER Sagen vedrører overordnet spørgsmålet om, hvorvidt Selskabets skattepligtig indkomst for indkomståret 2019 skal forhøjes som antaget af Skattestyrelsen. Selskabet er ved at indsamle dokumentation for, at Selskabets skattepligtig indkomst ikke bør forhøjes. Dokumentation vil blive fremlagt for Skatteankestyrelsen.” Retsmøde Skattestyrelsens udtalelse til Skatteankestyrelsens indstilling Skattestyrelsen har udtalt følgende til Skatteankestyrelsens indstilling: ”Skattestyrelsen har gennemgået sagen, herunder klagers bemærkninger og tiltræder i det hele Skatteankestyrelsens begrundelse og indstilling til stadfæstelse af sagen. Sambeskatningsindkomst for indkomståret 2019 ændres med 2.587.678 kr., som følge af nægtet fradrag for udgifter afholdt til underleverandører i datterselskabet.” Indlæg under retsmødet Selskabets repræsentant nedlagde påstand i overensstemmelse med klagen. Repræsentanten pointerede, at der havde været ansatte i [virksomhed1] ApS, hvilket fremgik af de anonyme anmeldelser, som Skattestyrelsen havde lagt vægt på. Repræsentanten anførte endvidere, at der ikke både kunne være tale om maskeret udbytte og vederlag for sort arbejde. Repræsentanten anførte desuden, at betalingerne var sket i [virksomhed1] ApS’ interesse, idet der var tale om betaling for mandskabsleje. Der burde derfor være sket indeholdelse af A-skat og AM-bidrag. Efter repræsentantens opfattelse er det herefter beløbene uden moms, svarende til 80 % af beløbene, der skal danne grundlag for beregningen af A-skat og AM-bidrag. Repræsentanten henviste i den forbindelse til nogle ikke-offentliggjorte afgørelser fra Landsskatteretten. Repræsentanten henviste desuden til Østre Landsrets dom af 13. februar 2023, offentliggjort som SKM2023.213.ØLR, som blev udleveret på retsmødet. Skattestyrelsen indstillede i overensstemmelse med tidligere udtalelser, at afgørelsen stadfæstes. Landsskatterettens afgørelse Sagen angår, hvorvidt der skal ske en forhøjelse af selskabets sambeskatningsindkomst for indkomståret 2019 på 2.587.678 kr. som følge af, at Skattestyrelsen har nægtet selskabets datterselskab fradrag for udgifter afholdt til underleverandørselskaber. Retsgrundlaget Det fremgår af selskabsskattelovens § 31, stk. 2: ”For sambeskattede selskaber opgøres en sambeskatningsindkomst, der består af summen af den skattepligtige indkomst for hvert enkelt selskab omfattet af sambeskatningen opgjort efter skattelovgivningens almindelige regler med de undtagelser, der gælder for sambeskattede selskaber. Før sambeskatningsindkomsten opgøres, modregner hvert overskudsgivende selskab først den del af egne underskud fra indkomstperioder inden sambeskatningen, der kan rummes i indkomstårets positive indkomst. Et selskabs underskud fra indkomstperioder inden sambeskatningen kan kun modregnes i selskabets eget overskud. Herefter modregner hvert overskudsgivende selskab den del af egne underskud fra tidligere indkomstperioder under sambeskatningen, der kan rummes i indkomstårets resterende positive indkomst. Hvis der herefter både er selskaber med positiv indkomst og selskaber med negativ indkomst i sambeskatningen, fordeles den del af indkomstårets underskud, der kan rummes i andre selskabers positive indkomst, forholdsmæssigt mellem de selskaber, der har positiv indkomst. Hvis der herefter fortsat er selskaber med positiv indkomst, modregnes forholdsmæssigt den del af andre selskabers resterende underskud fra tidligere indkomstperioder under sambeskatningen, der kan rummes i indkomstårets positive indkomst. Er der fortsat selskaber med resterende underskud i indkomståret eller resterende underskud fra tidligere indkomstperioder, fremføres disse til modregning i efterfølgende indkomstår efter reglerne herom. Et selskab, der modregner underskud fra tidligere indkomstperioder, skal modregne de ældste underskud først. Et selskabs underskud fra tidligere indkomstår kan kun modregnes i overskud i et andet selskab, hvis underskuddet er opstået i et indkomstår, hvor det underskudsgivende selskab har været sambeskattet med det andet selskab og sambeskatningen ikke efterfølgende har været afbrudt.” Landsskatterettens begrundelse og resultat Landsskatteretten har i afgørelsen af klagesagen med sagsnr. [sag1] vedrørende [virksomhed1] ApS’ skattepligtige indkomst for indkomståret 2019 fundet, at selskabet ikke har fradragsret for overførsler, der er sket til en række underleverandørselskaber. Landsskatteretten har som følge heraf stadfæstet Skattestyrelsens forhøjelse af [virksomhed1] ApS’ skattepligtige indkomst for 2019 med 2.587.678 kr. Forhøjelsen af [virksomhed1] ApS’ skattepligtige indkomst for indkomståret 2019 medfører en konsekvensændring for [klager] ApS, jf. selskabsskattelovens § 31, stk. 2. Landsskatteretten stadfæster Skattestyrelsens afgørelse.