Spring til indhold
skattewiki.dk

← Alle afgørelser

Journalnr. 23-0050596

Momsfradrag nægtet for eventbureaus fakturaer vedrørende seminar i Frankrig

Myndigheden fik medholdMellem sag (0,1-1 mio. kr.)
Instans
Landsskatteretten
Dokumenttype
Landsskatterettens afgørelse
Offentliggjort
8. juni 2026
Kilde
Åbn original i afgørelsesdatabasen ↗

Resumé

Sagen angik, om et dansk rådgivningsselskab i en kapitalfondskoncern kunne fradrage købsmoms på 976.265 kr. af fakturaer fra et dansk eventbureau, der havde planlagt og gennemført koncernens årsmøde i Frankrig. Skattestyrelsen anså eventbureauet for at have ageret som incoming-bureau, hvorfor de enkelte ydelser (hotel, bespisning, transport, arrangementer) skulle bedømmes særskilt efter momslovens leveringsstedsregler, og en væsentlig del havde leveringssted i Frankrig, således at den danske moms var uretmæssigt opkrævet. Selskabet gjorde gældende, at der var tale om én samlet ydelse med leveringssted i Danmark, at Skattestyrelsen burde have kontrolleret leverandøren, og at nægtelse af fradrag strider mod neutralitetsprincippet. Landsskatteretten fandt, at leverancen bestod af flere ydelser, at selskabet ikke havde godtgjort, at ydelserne i det hele havde leveringssted i Danmark, og at det ikke var dokumenteret, hvilken del af fakturabeløbene der kunne henføres til danske ydelser. Skattestyrelsens afgørelse blev stadfæstet.

Titel, resumé og vurderinger er AI-genererede og kan indeholde fejl.

Lovhenvisninger

Fuldtekst

Journalnr. 23-0050596 Klagen skyldes, at Skattestyrelsen har forhøjet selskabets momstilsvar for maj 2022 med 976.265 kr., idet Skattestyrelsen ikke har godkendt selskabets fradrag for købsmoms, jf. momslovens § 37, stk. 1. Landsskatteretten stadfæster Skattestyrelsens afgørelse. Faktiske oplysninger [klager] ApS (herefter selskabet) blev ifølge oplysninger i CVR stiftet den 19. juli 2017 af [person1] under branchekode 702200 ”Virksomhedsrådgivning og anden rådgivning om driftsledelse”. Selskabet har til formål at levere rådgivningsydelser til koncernforbundne selskaber, som ikke kræver registrering hos eller tilladelse fra Finanstilsynet. Selskabet er en del af [virksomhed1]-gruppen, der har kontorer i Belgien, Holland, UK, Tyskland, Schweiz, Irland, Frankrig, Norge, Spanien, Polen og i Danmark. [virksomhed1] er en uafhængig kapitalfond. Selskabets repræsentant har oplyst, at selskabet udelukkende har momspligtige leverancer. Selskabet har for maj måned 2022 angivet et samlet momstilsvar på -1.000.717 kr. Der er angivet 2.628 kr. i salgsmoms og 1.010.340 kr. i købsmoms. Herudover er der angivet 6.995 kr. i moms af ydelseskøb i udlandet med omvendt betalingspligt, 27.980 kr. i rubrik A – ydelser, og 6.077.318 kr. i rubrik B – ydelser. Skattestyrelsen har modtaget selskabets negative momsangivelse for maj måned 2022 den 14. juni 2022. Skattestyrelsen har den 23. og 24. juni 2022 modtaget saldobalance, kontospecifikationer og underliggende købsbilag. Den 24. juni 2022 oplyste selskabet følgende om årsagen til det negative momstilsvar: ”(…) Fakturaerne dækker over udgiften til en ekstern rejsearrangør og vedrører hele [virksomhed1] koncernens årlige seminar, hvor der var 130 deltagere fra mange lande. I år stod den danske afdeling for at arrangere og betale dette. Da de er et selskab, hvis formål er at finde investeringer til den Hollanske fond, bliver deres udgifter viderefaktureret (inkl. disse fakturaer) til [virksomhed2] B.V momsnummer NL[...01] i Holland. (…)” Ifølge sagens oplysninger er [virksomhed3] ApS et dansk eventbureau, som arrangerede og planlagde [virksomhed1]s gruppemøde. Der er fremlagt en underskrevet kontrakt indgået mellem selskabet og [virksomhed3] ApS den 7. januar 2022, der beskriver [virksomhed3] ApS’ forpligtelser og de opgaver, som selskabet selv skal varetage. Følgende fremgår af kontrakten: ”Project description (…) Project name: [virksomhed1] Retreat 2022 Date: March 22-27. 2022 Place: [Frankrig] [virksomhed3]’s responsibilities [virksomhed3] will take care of the following in relation to the event: Contract handling with [hotel1], inclusive all negotiations Planning and coordination of activities, lunches, dinners, transport, conference rooms in and outside the hotel, parties, speakers, live performances Contact to suppliers, logistics and rental of alle materials, which will be needed for activities Site visits in connection with research before the retreat Planning of food and drinks tastings Meetings with suppliers Booking of flight tickets for [virksomhed3] team Booking of flight tickets for external suppliers (speakers, comedians & musicians) Planning of deliveries Layout and production of graphical elements (banners, flags, menu cards, drinks cards, information cards Budget management Execution of the event Artist bookings Booking of conference rooms Tasks performed by [klager] ApS Prepare content for the day and evening programs in collaboration with [virksomhed3], Collection of necessary information from participants – including allergens Insurance for all participants Booking of other airline tickets Distribution of hotel rooms Approval of suggested activities, lunches, dinners, transport, conference rooms, speakers, and live performances Payment of [hotel1] 1st installment payment is due after the contract signature, i.e., before Friday 19-11-2021: 52.000 EUR 2nd installment payment is due by Friday 21-01-2022: 44.500 EUR 3rd installment payment is due by Tuesday 22-02-2022: 44.500 EUR The remaining balance is due 8 days after departure from [hotel1] Price [klager] ApS will pay [virksomhed3] a fee of DKK 180.000 excluding VAT for the tasks and services listed above. [virksomhed3] will send an invoice to [klager] ApS once this contract are signed by both parties. (…)” Ifølge kontrakten består den af [virksomhed3] ApS leverede ydelse i forhandlinger og kontraktindgåelse med hotellet, planlægning og koordinering og booking af hele gruppemødet, herunder aktiviteter, bespisning, transport, diverse konferencerum, sociale arrangementer, talere og underholdning. Selskabet har ifølge kontrakten selv stået for forberedelse af det faglige indhold, indsamling af oplysninger om deltagere, forsikring af deltagere, booking af flybilletter for deltagerne, fordeling af værelser på hotellet, godkendelse af planer og arrangementer, som [virksomhed3] ApS foretog, samt betaling til hotellet direkte og løbende godkendelse af budget. Selskabet har herudover selv afholdt visse restaurantudgifter. Selskabet har fremlagt fakturanr. 101884 af 10. februar 2022. Fakturaen vedrører [virksomhed1] Retreat 2022 og indeholder fakturabeskrivelsen: ”Aconto på 50 % af estimeret budget ekskl. hotel, jf. kontrakt”. Fakturabeløbet udgør 1.350.000 kr. ekskl. moms og momsbeløbet udgør 337.500 kr. Selskabet har endvidere fremlagt fakturanr. 101905 af 4. maj 2022. Fakturaen indeholder beskrivelsen: ”Samlet pris excl. [...] og [...]”. I fakturabeløbet er fradraget acontobetalingen ved fakturanr. 101884. Fakturabeløbet udgør dermed 2.555.061,15 kr. ekskl. moms, og momsbeløbet udgør 638.765,29 kr. Selskabet har samlet fratrukket købsmoms vedrørende disse udgifter for maj måned 2022 med 976.265 kr. (337.500 kr. + 638.765 kr.) Selskabet har modtaget en kreditnota fra [virksomhed3] ApS udstedt den 5. juli 2022, som indeholder et momsbeløb på -123.572 kr., som ikke er behandlet af Skattestyrelsen, idet den vedrører juli 2022. Skattestyrelsen har ikke godkendt selskabets angivne fradrag for købsmoms, idet det er Skattestyrelsens opfattelse, at flere af de leverede ydelser ikke har leveringssted i Danmark, men i Frankrig, og at momsen derfor er uretmæssigt opkrævet. Skattestyrelsen har i mail af 13. oktober 2022 stillet selskabet følgende spørgsmål vedrørende specificeringen af de enkelte ydelser: ”(…) Det er uklart hvilke arter af ydelser som [virksomhed3] ApS opkræver jf. ovenstående beløb - derfor bedes I specificere de enkelte ydelser som indgår – opdelt i beløb, hvis det er muligt. (…)” Skattestyrelsen har den 12. december 2022 sendt følgende mail til selskabet: ”(…) Vi kan vejledningsmæssigt anbefale, at I tager kontakt til [virksomhed3] og gør dem opmærksomme på, at Skattestyrelsen ikke vil godkende fradrag for den moms som de har opkrævet [klager] gennem de pågældende fakturaer med korrektion af kreditnotaen, hvorfor de bør sende jer en kreditnota og nye korrekte fakturaer, hvorpå dansk moms opkræves i overensstemmelse med momslovens bestemmelser. (…)” Selskabets repræsentant har under klagesagens behandling fremlagt det budget, der har dannet grundlag for [virksomhed3] ApS’ faktureringer af selskabet og selskabets salgsfakturaer til moderselskabet i Holland. Det fremgår af budgettet, hvilke udgifter [virksomhed3] ApS har realiseret i forbindelse med planlægningen af gruppemødet. Det fremgår heraf, at udgifterne bl.a. vedrører konferencefaciliteter, leje af ski og liftkort, drikkevarer, after-ski, underholdning, lufthavnstransfer og projektfee på 180.000 kr. ekskl. moms. Ifølge repræsentanten er de afholdte udgifter viderefaktureret til moderselskabet i Holland med undtagelse af selskabets egen andel af udgiften til det årlige gruppemøde. Skattestyrelsens afgørelse Skattestyrelsen har ikke godkendt selskabets fradrag for købsmoms på 976.265 kr. vedrørende udgifter til et seminar afholdt i Frankrig, idet Skattestyrelsen har anset momsen for at være uretmæssigt opkrævet. Skattestyrelsen har som begrundelse bl.a. anført: ”1. Købsmomsen for perioden 1. – 31. maj 2022 ændres fra 1.010.340 til 34.075 kr. (…) For perioden 1. — 31. maj 2022 har virksomheden angivet købsmoms med et beløb på i alt 1.010.340 kr., hvor virksomheden blandt andet har medtaget 2 fakturaer (fakturanr. 101884 — beløb incl. moms på 1.687.500 kr. heraf udgør momsen 337.500 kr.) samt (fakturanr. 101905 — beløb incl. moms på 3.193.826,44 kr. heraf udgør momsen 638.765,29 kr.) fra [virksomhed3] ApS i forbindelse med et afholdt seminar i [Frankrig], hvor [virksomhed3] ApS har været rejsearrangør. Virksomheden har oplyst, at [virksomhed3] ApS den 5. juli 2022 i forbindelse med den endelige afregning vedr. seminaret har fremsendt en kreditnota nr. 101940 på 617.861,09 kr. hvor momsen udgør 123.572,22 kr. Rettelsen er foretaget på momsangivelsen for juli måned 2022 og vil således ikke indgå i det beløbsmæssige for maj måned 2022. Virksomheden har oplyst, at [virksomhed3] ApS’s opgaver i forbindelse med seminaret har bestået af følgende: Vi gør samtidig opmærksom, at det af kontrakten mellem [virksomhed3] og [klager] fremgår, at [virksomhed3]s ansvarsområde bl.a. er at varetage: Kontrakthåndtering med [hotel1], inklusiv alle forhandlinger Planlægning og koordinering af aktiviteter Kontakt til leverandører, logistik og leje af materiel Planlægning af mad og drinkssmagning Møder med leverandører Booking af fly til [virksomhed3] eget team og eksterne leverandører Budgethåndtering Booking af kunstnere Booking af mødelokaler Det fremgår herudover af kontrakten, at alle omkostninger vil fremgå af det budget, [virksomhed3] håndterer og løbende opdaterer. Samt at [klager] skal godkende alle foreslåede aktiviteter, bespisning, transport mv. Der er således ikke, som anført i jeres mail af 3. november, tale om, at [virksomhed3] leverer hotelreservation bespisning, transport og leje af konferencefaciliteter. [virksomhed3] leverer derimod en serviceydelse i form af håndtering, planlægning, koordinering og kontakt. Virksomheden har efterfølgende uddybet dette således: Vi har på baggrund af dine spørgsmål gransket aftalen og bilagene i forbindelse med aftalen med [virksomhed3] og kan herefter oplyse følgende: Aftalerne med de respektive leverandører er indgået med [virksomhed3]. Den eneste undtagelse er aftalen med hotellet, som er indgået direkte med [virksomhed1]. [virksomhed3] har prisfastsat ydelser. I nogle tilfælde har [virksomhed3] prisfastsat ydelserne 1:1, altså direkte viderefaktureret, indsat i budgettet, den faktiske udgift. I andre tilfælde har [virksomhed3] selv fastsat prisen, som [virksomhed1] skal betale. Prisfastsættelsen er sket ved opdatering af det arbejdsbudget, der er udarbejdet på seminariet og som hver gang er godkendt af [virksomhed1]. [virksomhed1] har således hele tiden godkendt priser og vilkår for de planlagte aktiviteter på seminariet. På baggrund af ovennævnte oplysninger, så er det vores opfattelse, at [virksomhed3] ApS leverer ovennævnte ydelser i eget navn. Det begrunder vi med, at de enkelte leverandører har indgået aftalerne med [virksomhed3] ApS samt at [virksomhed3] har prisfastsat ydelserne der leveres. At der i nogle tilfælde ikke tillægges nogen avance, er i den sammenhæng uden betydning, da det er [virksomhed3] der leverer ydelserne i eget navn og derfor selv har prisfastsat disse. I Den Juridiske Vejledning D.A.17.4.3 fremgår bl.a. følgende: Pladsarrangementer i Destination Management virksomheder anses ikke som rejsebureauvirksomhed, der er omfattet af særordningen om moms af fortjenstmargen. (I daglig tale om disse selskaber for Incoming-bureauer) Som eksempler kan nævnes arrangementer vedrørende: Møder og konferencer "Events" og reklamefremstød ("messer") Kongresser. Pladsarrangementerne omfatter typisk transfer til og fra lufthavn, hotelreservation, bespisning af mødedeltagere, leje af konferencefaciliteter, tolkeydelser, konferenceydelser og "hospitality desk". Arrangementerne, der sælges i eget navn på kundens forespørgsel, afvikles i destination management virksomhedens operationsområde og sælges oftest til kunder, som befinder sig geografisk uden for dette område, men for visse typer af arrangementer, også til lokale kunder. Da pladsarrangementerne ikke omfatter et element af "rejse", men er ydelser, der svarer til eller er umiddelbart sammenlignelige med ydelser, der leveres af andre grupper og typer af erhvervsdrivende end rejsebureauer, er det momslovens almindelige regler, der skal anvendes. Der er tale om følgende ydelser: Reklamevirksomhed Rådgivningsvirksomhed Udlejning af arbejdskraft (dvs. vikarbureauer m.fl.) Udlejning af løsøregenstande Udlejning af transportmidler Udlejning af værelser mv. Organisator af virksomhed inden for kunst og kultur, sport, underholdning, undervisning, videnskab og lignende, fx messer og udstillinger Leverandør af transportydelser. Ved mail af 27. oktober 2022 modtog vi en kopi af det budget, som virksomheden har aftalt med [virksomhed3] ApS og som viser, at de ydelser som [virksomhed3] ApS har leveret i forbindelse med afholdelse af seminaret i [Frankrig] omfatter: hotelreservation, bespisning af deltagerne, transport af deltagerne til og fra indlogeringsstedet, leje af konferencefaciliteter, at forestå arrangementer og møder under seminaret. Det er vores opfattelse, at [virksomhed3] har ageret som et incomingbureau, og de skal fakturere efter de almindelige momsregler. De enkelte ydelsers leveringssted skal herefter behandles efter følgende særregler: Momslovens § 18 for indkvartering i hotelsektoren, er leveringsstedet her i landet, når indkvarteringen finder sted her i landet. Momslovens § 19 Leveringsstedet for personbefordringsydelser er her i landet, for den del af personbefordringen der finder sted her. Momslovens § 21, stk. 1 Leveringsstedet for adgang til arrangementer indenfor kultur, kunst, sport, videnskab, undervisning, underholdning og lign., herunder messer og udstillinger, og ydelser i tilknytning hertil, der leveres til en afgiftspligtig person, er her i landet, når disse arrangementer rent faktisk finder sted her. Momslovens § 21 A leveringsstedet for restaurant- cateringydelser er her i landet, når ydelserne rent faktisk udføres her, jf. dog stk. 2. Der er således tale om en levering B2B, og stedet for afholdelse af arrangementet (indkvartering, bespisning mv.) er således vigtig at fastslå således at leveringsstedet for de enkelte ydelser kan fastlægges — som tidligere nævnt er seminaret afholdt i [Frankrig], hvorfor en lang række af de omtalte ydelser vil have leveringssted i Frankrig. Ydelser der ikke omfattes af særreglerne i momslovens §§18 — 21e, vil være omfattet af hovedreglen i momslovens § 16. I dette tilfælde har [virksomhed3] faktureret [klager] for den samlede ydelse jf. kontrakten tillagt dansk moms. Det er vores opfattelse, at [virksomhed3] ApS har ageret som et incomingbureau, og at de skal fakturere efter de almindelige momsregler. Det betyder således at der skal fastlægges et leveringssted for de enkelte ydelser (jf. bestemmelserne i momslovens § 16 – 21e), som [virksomhed3] har leveret til virksomheden i forbindelse med dette seminar. Det betyder at den samlede fakturering af hele fakturabeløbet tillagt dansk moms efter vores opfattelse er uretmæssig opkrævet, og at virksomheden ikke har fradragsret for moms på sammenlagt kr. 976.265, som er opkrævet ved de 2 fakturaer fra [virksomhed3] ApS. I henhold til momslovens § 37, stk. 1 er der kun fradrag for den moms der ophæves i medfør af momslovens bestemmelser. Der kan samtidig henvises til Skattestyrelsens juridiske vejledning, afsnit D.A.11.1.4.2, "Ikke fradrag for moms, som ikke skal betales efter momsloven". Det betyder f.eks. at der er fradrag for den moms der vedrører [virksomhed3] ApS's honorar på 180.000 kr. som er indeholdt i 2 oprindelige fakturaer vedrørende det afholdte seminar i [Frankrig], idet leveringsstedet for dette honorar vil følge hovedreglen i momslovens § 16, stk. 1. Fradragsretten indtræder dog først på det tidspunkt, hvor virksomheden har modtaget en faktura, som er udfærdiget jf. ovenstående retningslinier. Den efterfølgende kreditnota fra [virksomhed3] ApS til virksomheden, som er modtaget og medtaget i virksomhedens momsregnskab for juli måned 2022 indgår ikke i ovennævnte talopgørelse for maj måned 2022, men I skal fastlægge hvorvidt den modtagne kreditnota opfylder betingelserne jf. ovenstående retningslinier vedr. incomingbureauer. (…)” Udtalelse fra Skattestyrelsen I forbindelse med Skatteankestyrelsens klagesagsbehandling har Skattestyrelsen den 22. juni 2023 udtalt: ”(…) Det er korrekt, at Skattestyrelsen ikke har haft kontakt med [virksomhed3] ApS, og udelukkende har forholdt sig til de leverede ydelser, og muligheden for momsfradragsretten i [klager] ApS. Dette er sket på baggrund af selskabets besvarelser samt det fremsendte materiale, som har dannet grundlag for den trufne afgørelse. [klager] ApS er blevet vejledt om, at de havde mulighed for at kontakte [virksomhed3] ApS, med henblik på at [virksomhed3] ApS kunne udstede en kreditnota på dele af den leverede ydelse til [klager] ApS, således at momsen opkræves i overensstemmelse med momslovens bestemmelser. (…)” Selskabets opfattelse Selskabets repræsentant har fremsat påstand om, at selskabet er berettiget til fuldt fradrag for købsmoms på 976.265 kr. af sine udgifter til [virksomhed3] ApS. Til støtte for påstanden er bl.a. anført: ”Begrundelse Det er [klager] ApS’ opfattelse, at selskabet har fradragsret for momsen af fakturaerne fra [virksomhed3], jf. momslovens § 37, da ydelsen er anvendt til momspligtige leverancer ved viderefaktureringen til [virksomhed1]. Det er herudover selskabets opfattelse, at de fremlagte fakturaer er tilstrækkelig dokumentation for selskabets fradragsret. Selskabet har indgået en kontrakt med [virksomhed3] om at levere en sammensat ydelse. For [virksomhed1] har det været afgørende, at [virksomhed3] leverede én samlet ydelse i form af planlægning m.v. af [virksomhed1] gruppens årlige møde. Som slutkunde på den leverede ydelse har det været afgørende for [virksomhed1], at [virksomhed3] leverede alle elementer, som er fastsat i kontrakten og dermed sikrede årsmødes gennemførelse uden anvendelse af ressourcer hos [virksomhed1], da aftalen ellers ikke ville have nogen værdi for [virksomhed1]. Det ville således være unaturligt at opsplitte de enkelte ydelser, der ikke har været et mål i sig selv for [klager] ApS, hvilket også fremgår af [...]. På denne baggrund er det selskabets opfattelse, at [virksomhed3] korrekt har faktureret en samlet ydelse med leveringssted i Danmark, hvorfor der er lagt dansk moms på fakturaen. I forbindelse med Skattestyrelsens sagsbehandling har sagen og Skattestyrelsens udmelding til [virksomhed1] været drøftet med [virksomhed3] og dette selskabs rådgiver. [virksomhed3] og deres rådgiver har i denne forbindelse oplyst, at Skattestyrelsen aldrig har kontaktet [virksomhed3] med påstand om, at selskabet leverer flere ydelser, hvoraf nogle ikke har leveringssted i Danmark. Tværtimod har Skattestyrelsen i forbindelse med [virksomhed3] ansøgning om momsrefusion i andre EU-lande bekræftet, at [virksomhed3] leverer momspligtige ydelser i Danmark. Skattestyrelsen har således ikke foretaget en kontrol af de faktiske forhold i [virksomhed3], som ligger til grund for, at [virksomhed3] er af den opfattelse, at den leverede ydelse skal faktureres med dansk moms. Skattestyrelsen har derfor ikke et tilstrækkeligt grundlag at bedømme ydelsens momsmæssige behandling på, da Skattestyrelsen ikke har ulejliget sig med at kontrollere faktum hos leverandøren af ydelsen. Vi skal i den forbindelse gøre opmærksom på, at [klager] ApS ikke har haft grund til at betvivle, at den fremsendte faktura er korrekt. Incoming rejsebureauer, eller Destination Managementydelser består normalt af ydelser i form af transfer til og fra lufthavn, hotelreservation, bespisning af mødedeltagere, leje af konferencefaciliteter, tolkeydelser, konferenceydelser og ”hospitality desk”. [virksomhed3] har som tidligere nævnt leveret ydelser i form af: Alle former for forhandlinger og kontaktindgåelse med hotel Planlægning og koordinering og booking af hele gruppemødet, herunder aktiviteter, bespisning, transport, diverse konferencerum, sociale arrangementer, talere og underholdning Al kontakt til leverandører Al logistik og leje af materialer Research forud for gruppemødet Booke flybilletter for egne ansatte og eksterne leverandører Layout og produktion af diverse materiale til gruppemødet (banners, flag, menukort, information om gruppemødet) Budget Gennemførelse af gruppemøde. Ingen af ovenstående ydelser er omfattet af en bestemmelse i momslovens §§ 16 – 21d, hvor leveringsstedet flyttes ud af Danmark, hvorfor [virksomhed3] korrekt har opkrævet dansk moms ved fakturering til selskabet. Endelig er det selskabets opfattelse at nægtelse af fradrag for købsmomsen af [virksomhed3]’s leverancer, samtidig med at Skattestyrelsen anerkender [virksomhed3] fakturering og angivelse af købsmoms, strider mod momsens neutralitetsprincip, som gentagende gange er fastslået af EU-domstolen for at være et af grundprincipperne med momssystemet. Det vil således stride mod momsens natur og EU-retten at nægte fradrag for en betalt moms, når Skattestyrelsen samtidig over for leverandøren anerkender, at momsen er korrekt pålagt. (…)” Selskabets yderligere bemærkninger til sagen Repræsentanten har på mødet med Skatteankestyrelsen gjort gældende, at selskabet skal have godkendt det angivne momsfradrag. Det blev herefter gjort gældende, at Skattestyrelsens begrundelse er mangelfuld, idet styrelsen har henvist til bestemmelser i momsloven, efter hvilke man kan flytte leveringsstedet ud af Danmark, men at der ikke er lavet nogen opgørelse heraf, og at det ikke er tilstrækkeligt begrundet, at [virksomhed3] ApS’ ydelser skal anses for at have leveringssted i Frankrig. Det blev endvidere gjort gældende, at det må anses som en fejl, at Skattestyrelsen ikke har kontrolleret forholdene hos [virksomhed3] ApS. Repræsentanten oplyste, at [virksomhed3] ApS har fået refunderet den moms, der er betalt til leverandørerne i Frankrig, og at Skattestyrelsen og de franske skattemyndigheder derfor er af den opfattelse, at [virksomhed3] ApS ikke skal have en fransk momsregistrering. Det må derfor være Skattestyrelsens opfattelse, at [virksomhed3] ApS udøver momspligtig aktivitet i Danmark. Repræsentanten gjorde endelig gældende, at selskabet har efterspurgt én samlet ydelse hos [virksomhed3] ApS, og at det derfor vil være kunstigt at opdele ydelsen i flere selvstændige hovedydelser. I tilfælde af der er tale om flere selvstændige hovedydelser, gjorde repræsentanten gældende, at [virksomhed3] ApS ikke kan anses for at have leveret en ydelse vedrørende fast ejendom, jf. momslovens § 18, idet [virksomhed3] ApS blot har videreformidlet disse ydelser til selskabet. Repræsentanten henviste til artikel 31 a, stk. 3, litra d, i momsforordningen, som fastslår, at formidling som led i indkvartering i hotelsektoren eller i sektorer med tilsvarende funktion som f.eks. ferielejre eller campingpladser, hvis formidleren handler i en anden persons navn og på en anden persons vegne, ikke er en ydelse vedrørende fast ejendom. Derfor har den del af [virksomhed3] ApS’ ydelser ikke leveringssted i Frankrig. For så vidt angår spørgsmålet om, hvorvidt [virksomhed3] ApS har anvendt udlægsreglerne, oplyste repræsentanten, at dette er kutymen i branchen. Det vides dog ikke med sikkerhed, om [virksomhed3] ApS har indkøbt samtlige ydelser i eget navn eller i selskabets navn. Landsskatterettens afgørelse Sagen angår, om selskabet er berettiget til fradrag for købsmoms på 976.265 kr. vedrørende udgifter viderefaktureret fra [virksomhed3] ApS i forbindelse med [virksomhed1]-gruppens årsmøde i Frankrig. Retsgrundlaget Af momslovens § 1, 1. pkt., fremgår, at erhvervsmæssig levering af varer og ydelser med leveringssted i Danmark er afgiftspligtige. Det fremgår af momslovens § 4, stk. 1, 1. pkt., at der betales afgift af varer og ydelser, der leveres mod vederlag her i landet. Følgende fremgår af momslovens § 16, stk. 1: ”§ 16. Leveringsstedet for ydelser er her i landet, når ydelsen leveres til en afgiftspligtig person, der handler i denne egenskab, og som har etableret stedet for sin økonomiske virksomhed her i landet eller har et fast forretningssted her i landet, hvortil ydelsen leveres, eller i mangel heraf har sin bopæl eller sit sædvanlige opholdssted her i landet, og ydelsen leveres hertil, jf. dog stk. 2 og 3 og § 18, § 19, stk. 1, § 21, stk. 1, § 21 a og § 21 b.” Følgende fremgår af momslovens § 37, stk. 1: ”§ 37. Virksomheder registreret efter §§ 47, 49, 51 eller 51 a kan ved opgørelsen af afgiftstilsvaret som indgående afgift, jf. § 56, stk. 3, fradrage afgiften efter denne lov for virksomhedens indkøb mv. af varer og ydelser, der udelukkende anvendes til brug for virksomhedens leverancer, som ikke er fritaget for afgift efter § 13, herunder leverancer udført i udlandet, jf. dog stk. 6 og 9.” Ved anmodning om fradrag i henhold til momslovens § 37 påhviler det selskabet at godtgøre, at betingelserne herfor er opfyldt, jf. præmis 24 i sag C-268/83 (Rompelman). Følgende fremgår af dagældende afsnit D.A.11.1.4.2 - Ikke fradrag for moms, som ikke skal betales efter momsloven, i Den juridiske vejledning: ”(…) Regel En modtager af en faktura, hvor der ved en fejl er påført moms, har ikke fradragsret for den fejlagtigt anførte moms. Se EF-domstolens dom i sag C-342/87, Genius Holding BV. Ved en fejl forstås i denne forbindelse, at der er anført moms på fakturaen, selvom der efter lovens øvrige bestemmelser ikke skal betales moms. Baggrund Den, der ved en fejl skriver moms på en faktura, skal som udgangspunkt indbetale den fejlagtigt fakturerede moms til Skattestyrelsen. Se ML § 46, stk. 7, og § 52 a, stk. 7. Se tillige "Ikke registrerede virksomheder" og "Uretmæssigt opkrævede momsbeløb" i afsnit A.B.3.3.1.2 Faktureringspligten og afsnit D.A.13.6. Det kan fx være, hvis fakturaudstederen ikke er momspligtig leverancen ikke har fundet sted leverancen er undtaget for moms efter de særlige regler om leverancer inden for samme ministerområde, region eller kommune (ML § 9) den leverede ydelse er momsfritaget leveringsstedet ikke er i Danmark, eller leverancen er omfattet af omvendt betalingspligt. Se sag C-691/17, PORR. Dvs. at moms, som ikke skal indbetales til Skattestyrelsen efter momslovens øvrige bestemmelser, som udgangspunkt alligevel skal indbetales til Skattestyrelsen efter bestemmelserne om fejlagtigt faktureret moms. (…)” Følgende fremgår af dagældende afsnit D.A.17.4.3 om destination management virksomhed i Den juridiske vejledning: ”Pladsarrangementer i Destination Management virksomheder anses ikke som rejsebureauvirksomhed, der er omfattet af særordningen om moms af fortjenstmargen. Som eksempler kan nævnes arrangementer vedrørende: Møder og konferencer "Events" og reklamefremstød ("messer") Kongresser. Pladsarrangementerne omfatter typisk transfer til og fra lufthavn, hotelreservation, bespisning af mødedeltagere, leje af konferencefaciliteter, tolkeydelser, konferenceydelser og "hospitality desk". Arrangementerne, der sælges i eget navn på kundens forespørgsel, afvikles i destination management virksomhedens operationsområde og sælges oftest til kunder, som befinder sig geografisk uden for dette område, men for visse typer af arrangementer, også til lokale kunder. Da pladsarrangementerne ikke omfatter et element af "rejse", men er ydelser, der svarer til eller er umiddelbart sammenlignelige med ydelser, der leveres af andre grupper og typer af erhvervsdrivende end rejsebureauer, er det momslovens almindelige regler, der skal anvendes. Der er tale om følgende ydelser: Reklamevirksomhed Rådgivningsvirksomhed Udlejning af arbejdskraft (dvs. vikarbureauer m.fl.) Udlejning af løsøregenstande Udlejning af transportmidler Udlejning af værelser mv. Organisator af virksomhed inden for kunst og kultur, sport, underholdning, undervisning, videnskab og lignende, fx messer og udstillinger Leverandør af transportydelser. Hvis destination management virksomheden leverer en flerhed af ydelser, skal der foretages en vurdering af, om der er tale om flere selvstændige hovedydelser, eller om nogle af ydelserne kun er biydelser til en hovedydelse. Se afsnit D.A.4.1.6.2. (…)” Landsskatterettens begrundelse og resultat Selskabet har fratrukket købsmomsen af sine udgifter til [virksomhed3] ApS, som har leveret ydelser til brug for planlægningen og gennemførelsen af [virksomhed1]-gruppens årsmøde i Frankrig. Det påhviler selskabet at godtgøre, at betingelserne for fradrag i henhold til momslovens § 37 er opfyldt, jf. præmis 24 i sag C-268/83 (Rompelman). Til støtte for fradragsretten har selskabet fremlagt en kontrakt, et budget samt købs- og salgsfakturaer. Landsskatteretten finder, at [virksomhed3] ApS’ leverance vedrører virksomhed som incoming-bureau og derfor består af flere ydelser, som skal undergå en særskilt momsmæssig bedømmelse med henblik på fastlæggelse af leveringsstedet. Leverandøren kan således ikke anses for at have leveret én samlet ydelse til selskabet. Selskabet har ved det fremlagte materiale ikke godtgjort, at ydelserne fra [virksomhed3] ApS i det hele har leveringssted i Danmark. I hvert fald en del af momsen må således anses for opkrævet ulovligt af leverandøren, hvorfor selskabet ikke er berettiget til at fradrage denne købsmons, jf. momslovens § 37, stk. 1. [virksomhed3] ApS’ fakturaer til selskabet er udformet, findes det heller ikke dokumenteret, at en bestemt del af fakturabeløbene kan henføres til ydelser med leveringssted i Danmark. Selskabet er derfor ikke berettiget til at fradrage købsmomsen i henhold til fakturaerne. Det bemærkes, at selskabet ikke ses at have fulgt Skattestyrelsens vejledning om at kontakte [virksomhed3] ApS med henblik på at få berigtiget faktureringen. Det, repræsentanten har anført om, at [virksomhed3] ApS har fået udbetalt momsrefusion, at Skattestyrelsen ikke har foretaget kontrol hos [virksomhed3] ApS, og at selskabet har viderefaktureret omkostningerne til sit hollandske moderselskab, kan ikke føre til et andet resultat. Landsskatteretten stadfæster derfor Skattestyrelsens afgørelse.

Momsfradrag nægtet for eventbureaus fakturaer vedrørende seminar i Frankrig (jnr. 23-0050596) · skattewiki.dk