Spring til indhold
skattewiki.dk

← Alle afgørelser

Journalnr. 23-0049575

Lempelse efter ligningslovens § 33 A nægtet for arbejde i Norge

Myndigheden fik medhold
Instans
Landsskatteretten
Dokumenttype
Landsskatterettens afgørelse
Offentliggjort
21. november 2025
Kilde
Åbn original i afgørelsesdatabasen ↗

Resumé

Sagen angik, om klageren var berettiget til lempelse efter ligningslovens § 33 A for lønindkomst optjent i Norge i perioden 2. april til 3. december 2020. Klageren gjorde gældende, at han kun havde opholdt sig 14 dage i Danmark og fremlagde færgebilletter og Brobizz-udskrifter som dokumentation. Skattestyrelsen fandt, at der manglede dokumentation for hjemrejsen forud for udrejsen den 30. oktober 2020, hvorfor opholdsdagene i Danmark ikke kunne opgøres med sikkerhed. Landsskatteretten fandt, at klageren ikke havde løftet bevisbyrden, da der hverken var dokumentation for hjemrejsen i perioden 2. august til 30. oktober 2020 eller anden dokumentation for selve opholdet i Norge, såsom kontoudtog eller arbejdsplaner. Skattestyrelsens afgørelse blev stadfæstet.

Titel, resumé og vurderinger er AI-genererede og kan indeholde fejl.

Lovhenvisninger

Henviser til

  • SKM2003.209.HR
  • SKM2018.207.BR
  • SKM2019.512.ØLR
  • SKM2023.310.BR

Fuldtekst

Journalnr. 23-0049575 Skattestyrelsen har ved skatteberegningen for indkomståret 2020 ikke anset klageren for berettiget til lempelse i henhold til ligningslovens § 33 A. Landsskatteretten stadfæster Skattestyrelsens afgørelse. Faktiske oplysninger Klageren arbejdede i Norge i perioden 2. april 2020 til 3. december 2020. Det fremgår af brev fra Udbetaling Danmark af 20. februar 2021, at klageren var omfattet af dansk social sikring i perioden 14. april 2020 til 1. december 2020, imens klageren arbejdede i Norge for [virksomhed1] ApS, [adresse1], [by1]. Der er fremlagt ”Attest vedrørende lovgivning om social sikring, som personen er omfattet af”, hvor det fremgår, at klageren var udstationeret arbejdstager i Norge ved adressen [adresse2], [Norge]. Endvidere er fremlagt klagerens norske årsopgørelse for indkomståret 2020. Klageren har gjort gældende, at han i perioden 2. april til 3. december 2020 alene opholdt sig 14 dage i Danmark. Til støtte herfor har klageren fremlagt følgende bilag: Billet – [by2] til [Sverige] – Afgang den 2. april 2020 Brobizz – Hjemrejse – Den 14. juni 2020 Billet – [by3] til [Norge] – Afgang den 21. juni 2020 Billet – [Sverige] til [by2] – Afgang den 23. juli 2020 Billet – [by2] til [Sverige] – Afgang den 2. august 2020 Billet – [by2] til [Sverige] – Afgang den 30. oktober 2020 Brobizz – Hjemrejse – Den 3. december 2020 Det fremgår af mail fra Skattestyrelsen til klageren af 13. februar 2023: ”Du rejser tilbage til Norge den 30/10, men jeg mangler datoen for, hvornår du kom til Danmark” Klageren har oplyst, at han har fremlagt alt han kunne. Skattestyrelsens afgørelse Skattestyrelsen har ikke anset klageren for berettiget til lempelse i henhold til ligningslovens § 33 A for indkomståret 2020. Skattestyrelsen har som begrundelse bl.a. anført: ”Du har bedt om at få ændret grundlaget for din skat for 2020. Begrundelsen er, at vi tidligere har sendt dig et brev, hvor vi bad dig om at sende os oplysninger, som vi kunne bruge til at behandle din sag. Vi har ikke modtaget dokumentation for alle dine rejser mellem Danmark og Norge og kan derfor godkende, at du opfylder reglerne i Ligningslovens § 33 A. Det kan ikke med sikkerhed ud fra de foreliggende oplysninger opgøres, hvornår du har været i Danmark og hvornår du har været i Norge.” Udtalelse fra Skattestyrelsen I forbindelse med Skatteankestyrelsens klagesagsbehandling har Skattestyrelsen den 20. juni 2023 udtalt følgende: ”Der er ikke nye oplysninger i sagen, som ikke står i sagsfremstillingen. [klager] har tidligere fremsendt dokumentation for at han er rejst fra Danmark til Norge den 30. oktober 2020, men der er ikke fremsendt dokumentation for, hvornår han er kommet til Danmark umiddelbart før denne dato. Det har derfor ikke med sikkerhed kunnet fastslås om [klager] opfylder reglerne i Ligningslovens 33 A omkring opholdsdagene i Danmark. Udrejse DK 2/4-20 14/6-21/6 Ophold DK = 8 dage 23/7-2/8 Ophold DK = 11 dage Xxxx — 30/10 ophold DK 3/12-20 slut ophold Norge” Klagerens opfattelse Klageren har nedlagt påstand om lempelse, jf. ligningslovens § 33 A, for indkomståret 2020. Til støtte for påstanden er bl.a. anført: ”Skat har truffet afgørelse om at jeg er skattepligtig i Danmark af den indkomst jeg i 2020 Har haft i Norge. Det er denne afgørelse jeg gerne vil anke da jeg mener at opfylde alle betingelser i § 33 i skatteloven. Her er der anført at man kan fritages helt eller delvist for at skulle betale skat i Danmark af udenlandsk Indkomst hvis man opfylder de krav der er opstillet. Krav nr. 1. Opholdet skal være af min 6 mdr`s varighed Jeg arbejdede i Norge fra 2 april 2020 til 3 Dec. 2020 Krav nr. 2. Man må max opholde sig 42 dage i Danmark indenfor et halvt år- Denne regel er også opfyldt, da jeg i den samlede periode kun har opholdt mig i Danmark 14 dage. Det har jeg dokumenteret ved brug af mine færgebilletter og udskrifter fra brobizz. Opgørelse over dage i Danmark. Udrejse 2/3 - 20. Færgebillet [virksomhed2] Hjemrejse 14/6 -20 Brobiz udskrift. Udrejse 21/6 – 20 Færgebillet [virksomhed3]. Hjemrejse 23/7 – 20 Færgebillet [virksomhed2] Udrejse 2/8 - 20 Færgebillet [virksomhed2]. Hjemrejse 3/12 – 20 Udskrift Brobiz” Landsskatterettens afgørelse Sagen angår, om klageren i perioden 2. april 2020 til 3. december 2020 har godtgjort, at han ikke har opholdt sig inden for det danske rige mere end 42 dage inden for enhver seksmåneders periode, og dermed opfylder betingelserne for lempelse i skatten af udenlandsk lønindkomst for sit arbejde i Norge efter ligningslovens § 33 A, stk. 1. Retsgrundlaget Det fremgår af § 1, stk. 1, nr. 1 i kildeskatteloven (lovbekendtgørelse nr. 460 af 3. maj 2024): ”Pligt til at svare indkomstskat til staten i overensstemmelse med reglerne i denne lov påhviler: personer, der har bopæl her i landet,” Det fremgår af § 33 A, stk. 1 og stk. 6 i ligningsloven (lovbekendtgørelse nr. 42 af 13. januar 2023): ” Har en person, der er skattepligtig efter kildeskattelovens § 1, under ophold uden for riget i mindst 6 måneder uden andre afbrydelser af opholdet end nødvendigt arbejde her i riget i direkte forbindelse med udlandsopholdet, ferie el.lign. af en sammenlagt varighed på højst 42 dage erhvervet lønindkomst ved personligt arbejde i tjenesteforhold, nedsættes den samlede indkomstskat med det beløb, der forholdsmæssigt falder på den udenlandske indkomst. Nedsættelsen omfatter ikke den del af lønindkomsten, der kan henføres til arbejde her i landet. Ved opgørelsen af den nævnte 6-månedersperiode anses ophold om bord på et dansk skib, der er registreret i Dansk Internationalt Skibsregister, jf. lov om beskatning af søfolk, for at være ophold uden for riget. Ophører skattepligten efter kildeskattelovens § 1 inden udløbet af 6-månedersperioden, finder reglerne i denne bestemmelse tilsvarende anvendelse på lønindkomst erhvervet i den periode, hvor skattepligten bestod, såfremt betingelserne i 1. pkt. i øvrigt er opfyldt.” ”Ved anvendelsen af stk. 1 kan personen vælge at se bort fra ophold her i riget fra og med den 9. marts 2020 til det tidspunkt, hvor arbejdet genoptages i det land, hvor arbejdet normalt udføres, dog senest til og med den 30. juni 2020. Valget medfører, at arbejde her i riget, der ikke er nødvendigt arbejde i direkte forbindelse med udlandsopholdet, ikke afbryder udlandsopholdet. Nedsættelsen af den samlede indkomstskat efter stk. 1 og 3 omfatter ikke den del af lønindkomsten, der kan henføres til den angivne periode. Valget skal træffes senest den 1. maj 2021 og kan omgøres til og med den 30. juni 2022.” I overensstemmelse med Højesterets dom, offentliggjort i SKM2003.209.HR, må et udlandsophold anses for afbrudt, såfremt klageren på en given dato har opholdt sig her i landet i mere end 42 dage inden for enhver afsluttet seksmåneders periode. Der kan kun gives lempelse, såfremt den, der anser sig berettiget til lempelse i henhold til ligningslovens § 33 A, i fornødent omfang kan dokumentere, at vedkommende ikke har opholdt sig i Danmark i mere end 42 dage inden for enhver afsluttet seksmåneders periode, jf. byrettens dom af 8. februar 2018, offentliggjort i SKM2018.207.BR og Østre Landsrets dom af 23. september 2019, offentliggjort i SKM2019.512.ØLR. Det fremgår af byretsdom af 4. maj 2023, offentliggjort som SKM2023.310.BR, at det påhviler skatteyderen at løfte bevisbyrden for at være berettiget til lempelse efter ligningslovens § 33 A. Landsskatterettens begrundelse og resultat Landsskatteretten lægger ved sagens afgørelse til grund, at klageren i indkomståret 2020 var fuldt skattepligtig til Danmark i henhold til kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1. Der kan kun gives lempelse, såfremt den, der anser sig berettiget til lempelse i henhold til ligningslovens § 33 A, i fornødent omfang kan dokumentere, at vedkommende ikke har opholdt sig i Danmark i mere end 42 dage inden for enhver afsluttet 6-måneders periode. Det er således klageren, der på tilstrækkelig vis skal godtgøre, at han opfylder betingelserne for lempelse efter ligningslovens § 33 A, jf. SKM2023.310.BR. Klageren har fremlagt færgebilletter samt Brobizz-oversigt. Det fremgår heraf, at klageren rejste fra [by2] til [Sverige] den 2. april 2020, med bil den 14. juni 2020, fra [by3] til [Norge] den 21. juni 2020, fra [Sverige] til [by2] den 23. juli 2020, fra [by2] til [Sverige] den 2. august 2020, fra [by2] til [Sverige] den 30. oktober 2020 og med bil den 3. december 2020. Der er ikke fremlagt dokumentation for klagerens hjemrejse i perioden den 2. august til den 30. oktober 2020 trods opfordring hertil. Retten bemærker, at perioden fra den 2. august til. 30. oktober 2020 ikke er omfattet af bestemmelsen i ligningslovens § 33 A, stk. 6. Landsskatteretten finder på den baggrund, at klageren ikke med det fremlagte og oplyste på tilstrækkelig vis har godtgjort, at klageren ikke har opholdt sig i Danmark i mere end 42 dage inden for enhver afsluttet 6-måneders periode. Retten har lagt vægt på, at hverken brevet fra Udbetaling Danmark af 20. februar 2021, den vedlagte attest vedrørende lovgivning om social sikring eller klagerens norske årsopgørelse for 2020 i sig selv udgør relevant dokumentation for, hvor klageren har opholdt sig. Endvidere har retten lagt vægt på, at klageren ikke har fremlagt anden dokumentation for ophold i udlandet end billetter mv. vedrørende transport, og der således ikke er fremlagt dokumentation i øvrigt vedrørende selve opholdet i Norge. Der er således ikke fremlagt f.eks. kontoudtog, arbejdsplaner, kvitteringer, forbrugsoversigter eller andet relevant materiale for den omhandlede periode, der kan belyse omfanget af klagerens ophold i Norge. Da klageren ikke har godtgjort, at klageren ikke har opholdt sig i mere end 42 dage i Danmark inden for den relevante periode, opfylder klageren ikke betingelserne for at være berettiget til lempelse i henhold til ligningslovens § 33 A for indkomståret 2020. Landsskatteretten stadfæster herefter Skattestyrelsens afgørelse.

Lempelse efter ligningslovens § 33 A nægtet for arbejde i Norge (jnr. 23-0049575) · skattewiki.dk