Spring til indhold
skattewiki.dk

← Alle afgørelser

Journalnr. 23-0045730

Skønsmæssig forhøjelse af kioskoverskud hjemvist trods gyldig afgørelse

Delvist medholdMellem sag (0,1-1 mio. kr.)
Instans
Landsskatteretten
Dokumenttype
Landsskatterettens afgørelse
Offentliggjort
17. juni 2026
Kilde
Åbn original i afgørelsesdatabasen ↗

Resumé

Sagen angik Skattestyrelsens skønsmæssige forhøjelse af en kioskejers overskud af virksomhed med 860.000 kr. for indkomståret 2021 samt et skattetillæg på 5.000 kr. Klageren gjorde gældende, at afgørelsen var ugyldig, da årsopgørelsen blev dannet inden udløbet af en indrømmet høringsfrist, og at begrundelsen var mangelfuld; materielt anførtes, at bankindsætninger fra salg af spil for Danske Spil-lignende produkter var gennemløbsbeløb, som ikke udgjorde klagerens omsætning. Landsskatteretten fandt, at hverken den for tidligt dannede årsopgørelse eller den mangelfulde begrundelse medførte ugyldighed efter en konkret væsentlighedsvurdering, og at Skattestyrelsen var berettiget til at skønne grundet manglende kasseafstemninger. Da der under klagesagen var fremlagt omfattende nyt materiale, herunder afregningsbilag og forhandlerkontrakt, hjemviste retten den beløbsmæssige opgørelse til fornyet behandling i Skattestyrelsen. Skattetillægget på 5.000 kr. blev stadfæstet, idet TastSelv-problemer ikke udgjorde særlige omstændigheder.

Titel, resumé og vurderinger er AI-genererede og kan indeholde fejl.

Lovhenvisninger

Henviser til

  • SKM2003.255.VLR
  • SKM2004.162.HR
  • SKM2004.39.ØLR
  • SKM2011.208.HR
  • UfR 1967.635 H

Fuldtekst

Journalnr. 23-0045730 Klagepunkt Skattestyrelsens afgørelse Klagerens opfattelse Landsskatterettens afgørelse Indkomståret 2021 Overskud af virksomhed 860.000 kr. Ugyldighed Hjemvisning Skattetillæg 5.000 kr. 0 kr. 5.000 kr. Faktiske oplysninger Det fremgår af Det Centrale Virksomhedsregister (CVR), at [klager] har drevet enkeltmandsvirksomheden [virksomhed1], med CVR-nr.: [...1]. Virksomheden er opstartet den 1. marts 2004 med branchekoden 471110 Købmænd og døgnkiosker, og er fortsat aktiv. Klageren har ikke oplyst et resultat af sin virksomhed for indkomståret 2021. Sagen er startet i forbindelse med en kontrol af virksomhedens indberettede moms. Ved et kontrolbesøg i virksomheden den 28. marts 2022 konstaterede Skattestyrelsen, at virksomheden ikke har foretaget løbende kasseafstemninger, men alene har udskrevet z-bonner. På dette grundlag har Skattestyrelsen ved materialeindkaldelse af den 25. april 2022, anmodet klageren om at indsende kontospecifikationer, virksomhedens momsregnskab, salgs- og købsbilag og kontoudskrifter fra klagerens bankkonto i [finans1], for indkomståret 2021. Klagerens repræsentant anmodede den 10. maj 2022 om fristforlængelse til at fremkomme med materialet til den 25. maj 2022. Repræsentanten henvendte sig til Skattestyrelsen den 26. maj 2022 med anmodning om en krypteret adgang til at fremsende materialet. Denne adgang blev fremsendt den 30. maj 2022. Den 21. juni 2022 fremsendte Skattestyrelsen en rykkerskrivelse til klageren. Repræsentanten fremsendte den 4. juli 2022 kontospecifikationer, momsopgørelser og bankkontoudskrifter for indkomståret 2021. Klageren udleverede den 6. juli 2022 fysisk materiale i form af mapper med udgiftsbilag til Skattestyrelsen. Følgende poster fremgår bl.a. af virksomhedens kontospecifikationer for indkomståret 2021: Konto Beløb ekskl. moms 1010: Omsætning 2.356.653 kr. 1036: Tip ind 50.667 kr. 1049: Skrab ind 10.797 kr. 2010: [virksomhed2] 2.286.931 kr. 2011: Øvrige køb 23.482 kr. 2017: Tlf.kort køb 3.500 kr. 2020: Serviceafgift 8.282 kr. 2072: Eget vareforbrug 40.000 kr. 3022: El 20.117 kr. 3050: Regnskabsmæssigassistance 6.500 kr. 3065: Forsikringer 15.593 kr. 3071: Abonnement 8.149 kr. 3110: Gebyr 1.040 kr. 3150: Alarm 2.670 kr. Skattestyrelsen udsendte den 25. januar 2023 et taksationsforslag til klageren. Følgende fremgår bl.a. af forslaget: ”… Begrundelse for skøn Overskud af virksomhed er skønnet ud fra det materiale vi har modtaget og gennemgået i forbindelse med vores kontrolbesøg den 28. marts 2022. Vi konstaterede under kontrollen, at virksomheden ikke laver kontantafstemninger, men udelukkende udskriver z-boner. Vi har gennemgået dine kontoudskrifter fra banken, samt bilag der er blevet afleveret. Ud fra de bilag, samt kontoudskrifterne fra banken har vi skønnet dit overskud af virksomhed. …” Det fremgår også af taksationsforslaget, at Skattestyrelsen agtede at ansætte klagerens skattepligtige indkomst for indkomståret 2021, hvis ikke klageren gjorde indsigelse inden den 17. februar 2023. Desuden fremgår det af taksationsforslaget, at den skønsmæssige ansættelse bortfalder, hvis klageren udfylder et oplysningsskema inden den 17. februar 2023. Yderligere fremgår det, at klageren skal betale et skattetillæg på 5.000 kr., idet oplysningsfristen, som var den 1. juli 2022, udløb. Af oplysninger fra Skattestyrelsen fremgår, at repræsentanten kontaktede Skattestyrelsen den 8. februar 2023 og forklarede, at han ikke havde indberettet oplysninger, da han ikke havde haft adgang til klagerens skattemappe, og at han i øvrigt ikke var enig i taksationen. Repræsentanten anmodede desuden om fristforlængelse til den 10. marts 2023, hvilket Skattestyrelsen imødekom. Den 7. marts 2023 anmodede repræsentanten Skattestyrelsen om yderligere fristforlængelse til den 31. marts 2023. Den 13. marts 2023 blev klagerens årsopgørelse for indkomståret 2021 dannet og tilgængelig i klagerens skattemappe. Af årsopgørelsen og den påklagede afgørelse fremgår, at klagerens overskud af virksomhed er ansat til 860.000 kr. Skattestyrelsen besvarede den 14. marts 2023 henvendelsen af den 7. marts 2023 og imødekom en fristudsættelse til den 31. marts 2023. Skattestyrelsen har oplyst, at årsopgørelsen er dannet automatisk på grund af en teknisk fejl. Af Skattestyrelsens sagsnotat fremgår en beregning af overskud af virksomhed for indkomståret 2021: Omsætning fra kontoudtog fra banken og kontant omsætning ekskl. moms 3.093.893,88 kr. Omsætning fra [virksomhed3] ekskl. moms 64.414,66 kr. - Vareforbrug 2.253.176,40 kr. - Øvrige udgifter 41.908,70 kr. Resultat af virksomhed 861.223,00 kr. Ved en efterberegning foretaget af Skatteankestyrelsen udgør resultat af virksomhed 863.223 kr. Skattestyrelsen fremsendte et forslag til afgørelse den 24. januar 2023 vedrørende fastsættelse af virksomhedens momstilsvar. Den 28. april 2023 har Skattestyrelsen fremsendt afgørelse vedrørende forhøjelse af virksomhedens momstilsvar, i overensstemmelse med forslaget, da repræsentanten ikke fremkom med indsigelse til forslaget. Det fremgår af afgørelsen af den 28. april 2023, at Skattestyrelsen i forbindelse med en gennemgang af klagerens bankkontoudtog har konstateret, at klageren har modtaget en række indsætninger, som ikke er blevet bogført og selvangivet som omsætning. Bankindsætningerne udgør henholdsvis overførsler via dankortterminalen, MobilePay overførsler og andre diverse overførsler. Indsætningerne er foretaget med forskellige posteringstekster, herunder blandt andet ”Dankort-salg”, ”[...]”, ”Bgs Tak for god service”, ”Fra [person1]”, ”Bgs [person2]” og en længere posteringstekst: ”[...]”, der løbende skifter talmæssigt. Skattestyrelsen har anset bankindsætningerne som indtægter ved erhvervsmæssig virksomhed og opgjort omsætningen for indkomståret 2021 til 3.519.304 kr. inkl. moms. Af bankkontoudtogene fremgår også hævninger med posteringstekst ”LS, kreditor (…) [virksomhed5]”, ”LS, kreditor (…) [virksomhed6]” og ”LS, kreditor (…) [virksomhed7]”. Beløbende udgør i alt 593.915 kr. Skattestyrelsen har ikke fratrukket disse beløb i opgørelsen af overskud af virksomhed. Herudover har Skattestyrelsen konstateret, at klageren har modtaget en enkelt kontantindbetaling af mønter på bankkontoen den 8. juli 2021 med posteringstekst ”Indbetaling mønt” på 15.304 kr., og at klageren har indkøbt varer kontant hos [virksomhed2], hvilket fremgår af de fremsendte udgiftsbilag. På denne baggrund har Skattestyrelsen foretaget en skønsmæssig opgørelse over virksomhedens kontante salg med udgangspunkt i statistiske oplysninger, herunder Nationalbankens analyse fra 2022 om kontanters anvendelse i samfundet. Det fremgår heraf, at kontantomsætningen er faldende på grund af større muligheder for digitale betalinger. Det fremgår også, at kontantbetaling udgjorde 9 % af den samlede transaktionsværdi i indkomståret 2021. Skattestyrelsen har således foretaget en skønsmæssig ansættelse af virksomhedens kontante salg til 9 % af virksomhedens samlede omsætning til 348.063 kr. inkl. moms. Virksomhedens omsætning er herefter ansat til 3.867.367 kr. inkl. moms og til 3.093.894 kr. ekskl. moms. Herudover har Skattestyrelsen konstateret, at klageren har modtaget provision fra [virksomhed3]. Det fremgår i den forbindelse af de fremlagte kontospecifikationer og afregningsbilag, at klageren har modtaget i alt kr. 78.018 kr. i indkomståret 2021. Den samlede provision fra [virksomhed3] har Skattestyrelsen opgjort til 78.018 kr. inkl. moms og 62.414 kr. ekskl. moms for indkomståret 2021. Skattestyrelsen har herved ansat virksomhedens samlede omsætning til 3.945.385 kr. inkl. moms og til 3.156.308 kr. ekskl. moms for indkomståret 2021. Yderligere har Skattestyrelsen ved en gennemgang af udgiftsbilagene og kontospecifikationerne konstateret, at klageren har afholdt udgifter til varekøb, herunder udgifter til [virksomhed2], øvrige køb, [virksomhed8], [virksomhed9], [virksomhed10], [virksomhed11], [virksomhed12] og [virksomhed13]. På denne baggrund har Skattestyrelsen ansat klagerens vareforbrug til i alt 2.878.970 kr. inkl. moms og 2.303.176 kr. ekskl. moms. Skattestyrelsen har anset, at et beløb af den 20. december 2021 på 9.047 kr. vedrørende et bilag med bilagsnummer 60/2 med posteringstekst ”[virksomhed2]”, ikke er dokumenteret. Herudover har Skattestyrelsen konstateret, at klageren har foretaget fradrag for udgifter til telefonkort, el, forsikringer, abonnementer og alarm. Udgifterne er ansat til i alt 50.158 kr. inkl. moms og 40.126 kr. ekskl. moms som øvrige udgifter. Der er ikke givet fradrag for fire beløb på henholdsvis 3.430 kr., 4.175 kr., 5.125 kr. og 3.000 kr. vedrørende henholdsvis bilagsnummer 30/2 af den 1. september 2021 med posteringstekst ”[virksomhed4] 01.07.21-31.07.21”, bilagsnummer 31/2 af den 1. november 2021 med posteringstekst ”[virksomhed4] 01.09.21-30.09.21”, bilagsnummer 307/1 af den 4.marts 2021 med posteringstekst ”17725” og bilagsnummer 308/1 af den 15. juni 2021 med posteringstekst ”17917” som vedrører posten regnskabsmæssigassistance. Skattestyrelsen har opgjort den talmæssige forhøjelse ekskl. moms således: Omsætning 3.093.893,88 kr. Omsætning fra [virksomhed3] 64.414,66 kr. - Vareforbrug 2.253.176,40 kr. - Øvrige udgifter 41.908,70 kr. Overskud af virksomhed 861.223 kr. Forhøjelsen af overskud af virksomhed er herefter nedrundet til 860.000 kr. Repræsentanten har i forbindelse med klagesagens behandling fremlagt følgende: Et print fra klagerens skattemappe af en udateret meddelelse, hvoraf fremgår, at TastSelv ikke kan anvendes, hvis man ønsker at rette sin årsopgørelse. Der er i meddelelsen henvist til et telefonnummer til Skattestyrelsen. En råbalance for perioden 1. januar 2021 til 31. december 2021, dateret den 19. marts 2024 af repræsentanten. Afregningsbilag udstedt af [virksomhed3] til [virksomhed14], [klager]. Leverandørserviceoversigter. Specifikationsbilag. En beregning af en bruttoavanceprocent. Af afregningsbilagene fremgår, at klageren i sin virksomhed, har været forhandler af [virksomhed3]s produkter og i den forbindelse har været formidler af lotterispil og skrabespil. De fremlagte afregningsbilag fra [virksomhed3] er udarbejdet pr. uge, som udgør afregningsperioden. Af hvert bilag fremgår virksomhedens salg fratrukket udbetalte præmier fra [virksomhed3]. Desuden fremgår, at virksomheden har betalt en serviceafgift på 184 kr. ekskl. moms for hver periode, svarende til 8.282 kr. pr. år. Det fremgår yderligere, at virksomheden har modtaget en provision på i alt kr. 78.018 kr. inkl. moms fra [virksomhed3], som udgør en andel af det indgåede salg for perioden. Videre fremgår det endelige afregningsbeløb samt dato for afregning. Af LeverandørService oversigterne fremgår, at disse er udstedt af [virksomhed3] til klageren med et samlet afregningsbeløb samt kundenummer og dato. Det fremgår også, at beløbet skal betales til [virksomhed7] A/S med en oplyst bankkonto i [finans2]. Følgende nøgletal fremgår bl.a. af den fremlagte råbalance for indkomståret 2021: Konto Beløb ekskl. moms Omsætning 2.356.653 kr. Tip ind, Skrab ind 61.463 kr. Omsætning i alt 2.418.116 kr. [virksomhed2] 2.286.931 kr. Øvrige køb 23.482 kr. Tlf.kort beløb 3.500 kr. Service afgift 8.282 kr. Eget vareforbrug - 40.000 kr. Vareforbrug i alt 2.282.196 kr. Lokaleomk., el 20.117 kr. Regnskabsmæssigasst. 6.500 kr. Forsikringer 15.593 kr. Abonnement 8.149 kr. Gebyr 1.040 kr. Alarm 2.670 kr. Administrationsomk. I alt 33.952 kr. Netto resultat 75.103 kr. Klagerens nye repræsentant har i forbindelse med klagesagens behandling desuden fremlagt de samme afregningsbilag, herunder leverandørservice-oversigter og specifikationsbilag, som tidligere fremsendt.Det fremgår heraf, at virksomhedens salg af lotterispil og skrabespil samlet i indkomståret 2021 udgjorde henholdsvis 688.967,5 kr. og 152.130 kr., i alt 841.098 kr. Repræsentanten har også fremlagt enkelte uddrag af klagerens kontoudtog, hvoraf fremgår overførsler fra kontoen med posteringsteksterne ”LS, kreditor (…) I/S [virksomhed6]”, ”LS, kreditor (…) [virksomhed5]”, ”LS, kreditor (…) [virksomhed7]”, der kan sammenstemmes med beløbene på de fremlagte specifikationsbilag. Yderligere har repræsentanten fremsendt en forhandlerkontrakt mellem [virksomhed7] A/S og [virksomhed14], [klager], CVR.nr: [...1], [adresse1], [by1]. Kontrakten er dateret i november 2021. Det fremgår af kontrakten, at [virksomhed14], herunder klageren, er anført som ”forhandleren”, og at parterne har indgået en kontrakt om forhandling af både landbaserede lotterier udbudt af [virksomhed7] og landbaserede væddemål udbudt af [virksomhed15] A/S. Det fremgår desuden af kontraktens punkt 4.2.2., at [virksomhed7] hver måned opgør forhandlerens omsætning. Ligeledes fremgår det af kontraktens punkt 7.4., at forhandleren modtager en provision. Yderligere fremgår det af kontraktens punkt 7.2, at forhandleren skal beløbene servicegebyr for det opstillede udstyr. Det fremgår også, af kontraktens punkt 7.5, at al fakturering foretages af [virksomhed7], og at [virksomhed7] fakturer provisionen på vegne af forhandleren. Skatteankestyrelsen har gennemgået klagerens bankkontoudtog i forhold til de overførsler der fremgår med posteringstekst ”LS” og sammenholdt beløbene med de beløb som [virksomhed3] har afregnet, der fremgår af afregningsbilagene og leverandørservice-oversigterne. Det fremgår i den forbindelse, at flere beløb kan sammenstemmes med de fremlagte bilag, herunder at der er sammenhæng med et samlet beløb på 469.486 kr. Repræsentanten har i forbindelse med klagesagens behandling yderligere fremlagt to fakturaer vedrørende en opgørelse over virksomhedens elforbrug udstedt af [virksomhed4] for perioden 1. juli 2021 til 31. juli 2021 og 1. september 2021 til 30. september 2021. Det fremgår af fakturaerne, at der er opkrævet et beløb på henholdsvis 3.429,66 kr. inkl. moms og 4.174,69 kr. inkl. moms. Videre er fremlagt to fakturaer udstedt af klagerens revisor [revisionsfirma1] ApS med fakturanummer 17725 og 17917. Det fremgår af disse fakturaer, at de angår honorar for ydet assistance vedrørende årsregnskab for 2020 og bogføring for 2. halvår 2020. Fakturaerne er dateret den 4. marts 2021 og den 15. juni 2021. Desuden fremgår det af fakturaerne, at beløbene udgør henholdsvis 3.500 kr. inkl. moms og 5.125 kr. inkl. moms. Skattestyrelsens afgørelse Skattestyrelsen har forhøjet klagerens skattepligtige indkomst ved overskud af virksomhed med 860.000 kr. for indkomståret 2021 ved årsopgørelse af 13. marts 2023. Skattestyrelsen har som begrundelse i taksationsforslag af 25. januar 2023 bl.a. anført: ”… Begrundelse for skøn Overskud af virksomhed er skønnet ud fra det materiale vi har modtaget og gennemgået i forbindelse med vores kontrolbesøg den 28. marts 2022. Vi konstaterede under kontrollen, at virksomheden ikke laver kontantafstemninger, men udelukkende udskriver z-boner. Vi har gennemgået dine kontoudskrifter fra banken, samt bilag der er blevet afleveret. Ud fra de bilag, samt kontoudskrifterne fra banken har vi skønnet dit overskud af virksomhed. …” Udtalelse fra Skattestyrelsen I forbindelse med klagesagens behandling har Skattestyrelsen den 8. juni 2023 udtalt følgende: ”… Skatteyderen klager over årsopgørelsen for indkomstår 2021 med en samlet indkomst på kr. 860.000 kr. Vi har tilsidesat det indsendte regnskabsmateriale og skønnet resultat af virksomhed, da vi ikke mener, at regnskabsgrundlaget er egnet som grundlag for opgørelsen af det skattemæssige resultat af virksomhed. Det har ikke været muligt at kontrollere om omsætningen er korrekt, da vi ikke har modtaget nogen daglige kasseafstemninger. Ved skønnet har vi taget udgangspunkt i de indsættelser der er posteret på skatteyderens bankkonti og provision fra [virksomhed3]. Vi har skønnet fradrag for de udgifter, som er dokumenteret. Det fremgår af Z-bonner, at skatteyderen ikke slår salg af spil ind på kasseapparatet. På den baggrund er det er vores vurdering, at omsætning fra [virksomhed16]/[virksomhed3] ikke indgår i de indsættelser der er posteret på bankkontiene og at det skønnet resultat af virksomhed er foretaget på korrekt grundlag. Vi har konstateret, at årsopgørelse for indkomstår 2021 er dannet automatisk den 13. marts 2023 på grund af en teknisk fejl. Skatteyderens repræsentant fik udsættelse med besvarelse til vores forslag til den 31. marts 2023. Hverken skatteyder eller dennes repræsentant er fremkommet med bemærkninger til vores forslag af den 25. januar 2023. Det er heller ikke dokumenteret, at omsætning fra [virksomhed16]/[virksomhed3] indgår i vores skønnet resultat af virksomhed. Med henvisning til bilag 3 bliver det understreget, at oplysningsskemaet ikke kunne indberettes rettidigt, da adgangen til at benytte TastSelv var blokeret. Det fremgår af meddelelsen, som fremgår af bilag 3: "Du kan ikke benytte TastSelv i øjeblikket til at ændre din årsopgørelse. Du skal i stedet ringe til os på telefon 72 22 18 18". Det fremgår af meddelelsen, at Skattestyrelsen skal kontaktes telefonisk, i stedet vælger man at se bort fra det. Vi fastholder derfor skattetillægget. …” Udtalelse fra Skattestyrelsen I forbindelse med klagesagens behandling er Skattestyrelsen den 30. april 2024 kommet med følgende supplerende bemærkninger: ”… Af det fremsendte materiale, kan vi se, at der er indsendt følgende: Kontospecifikationer for indkomståret 2021 Råbalancen for indkomståret 2021. Opgørelser fra [virksomhed3] for året 2021. I vores sagsbehandling har vi haft indblik i kontospecifikation samt opgørelserne fra [virksomhed3]. Vi har ikke haft indblik i råbalancen for indkomståret 2021. Af råbalancen ses der en omsætning på 2.356.652,62 kr. Vi har skønnet en omsætning på i alt 3.867.367,35 kr. ekskl. moms. Vores skøn er taget ud fra de indsættelser der er posteret på skatteyders bankkonti og provisionen fra [virksomhed3]. Der er skønnet fradrag ud fra de udgifter der er dokumenteret. Vi mener forsat vores vurdering er foretaget på et korrekt grundlag, da vi forsat ikke har modtaget nogen daglige kasseafstemninger, samt afstemninger hvor vi kan se spil bliver slået ind på kasseapparatet. …” Klagerens opfattelse Klagerens repræsentant har nedlagt principalt påstand om, at Skattestyrelsens afgørelse af 13. marts 2023 er ugyldig. Mere subsidiært har repræsentanten desuden nedlagt påstand om, at forhøjelsen af klagerens skattepligtige indkomst ved overskud af virksomhed nedsættes med henholdsvis 152.130 kr. og 688.967 kr. til 18.903 kr. for indkomståret 2021. Til støtte for påstanden er bl.a. anført: ”… Skatteyderen skal hermed klage over Skat Årsopgørelse af den 13. marts 2023. Årsopgørelsen vedr. indkomst årene 2021 med en samlet indkomst på kr. 860.000 (Bilag1) Det er skatteyderes opfattelse at den fremsendte Årsopgørelse er ugyldig da partshøringen endnu ikke er slut. Der henvises endvidere til forvaltningsloven kap. 5 § 19 og §21. Jf. vedlagte mail (bilag 2) giver Skat udsættelse med besvarelse af forslag til fastsættelse over ind indkomst til den 31. marts 2023 men fremsender en årsopgørelsen den 13. marts 2023. Årsopgørelsen for 2021 indeholder et skattetillæg på kr. 5.000. Det er skatteyderens opfattelse, at da man ved opstart af skattesag den 25. april 2022 for 2021 har Skat blokeret afgangen til at kunne indberette selvangivelsen for 2021 (bilag 3), hvorfor Skat ikke har hjemmel til at opkræve skattelæget på kr. 5.000. I den fastsatte indkomst kr. 860.000 for 2021 indgår bla. [virksomhed16]/[virksomhed3]'s omsætning i de sammenlagte dankort indbetalinger. Denne omsætning skal ikke indgå i skatteyderens skattepligt indkomst, da skatteyderen får provision af [virksomhed3] (bilag 5 - Skat ' s bilag 2). Skatteyderen fastholder derfor indkomsten fra det indsendte årsregnskab for 2021. …” Klagerens yderligere bemærkninger til sagen Klagerens repræsentant har under et møde med Skatteankestyrelsen den 21. marts 2024 bl.a. fremført, at bankindsætningerne vedrørende dankortsalg og FNR-indbetalingerne stammer fra betalinger med Mastercard og andre kortbetalinger, som administreres af NETS. Desuden anførte repræsentanten, at for så vidt angår de fremsendte afregningsbilag mellem virksomheden og [virksomhed3], udgør virksomhedens omsætning ikke det salg, som kunderne betalte for vedrørende spil, men derimod differencen mellem den modtagne provision og den serviceafgift, som virksomheden har udbetalt til [virksomhed3], for at have [virksomhed3]-terminalen i butikken. Yderligere gjorde repræsentanten gældende, at Skattestyrelsen afgørelse lider af fejl og mangler, og at afgørelsen ikke lever op til betingelserne i henhold til forvaltningsloven, hvorfor afgørelsen skal anses for at være ugyldig. Klagerens repræsentant har den 24. maj 2024 yderligere fremført, at de fremsendte afregningsbilag kan afstemmes med en hævning på bankkontoen med posteringsteksten ”LS… [virksomhed7]”, idet ”LS” er en forkortelse for ”leveringsservice – PBS” og ”[virksomhed7]”. Ligeledes blev det fremhævet, at flere afregningsbilag havde samme afregningsdato, hvorfor disse var lagt sammen til én samlet hævning. Klagerens bemærkninger til Skatteankestyrelsens sagsfremstilling Klagerens repræsentant er den 18. august 2025 fremkommet med bemærkninger til Skatteankestyrelsens sagsfremstilling af den 24. juni 2025.Følgende fremgår: ”… Forslag til afgørelse Refererende skrivelse af den 24. juni 2025 skal det bemærkes, at forslag til afgørelse ikke kan godkendes jf. nedenstående påstande. Landsskatterettens forslag til afgørelse ændrer Skattestyrelsens afgørelse fra DKK 860.000 til DKK 806.000 og i øvrigt fastholder Skattestyrelsens afgørelse. Primære påstand Skattestyrelsen har ved en fejl afgjort og lukket skatteansættelsen for indkomståret 2021 indenfor høringsfristen hvorved afgørelsen lider af en væsentlig formalitetsmangel, jf. skatteforvaltningslovens § 20 og anses for ugyldig og hjemvises til fornyet behandling. Subsidiær påstand Skattestyrelsen har forhøjet skatteansættelsen for indkomståret 2021 uden materielt grundlag for forhøjelse — hvorved samtlige indsætninger er anset for omsætning uden hensyntagen til de faktiske forhold. Mere subsidiær påstand Forhøjelse på DKK 860.000 nedsættes med [spil1]salg for indkomståret 2021, DKK 688.967,50. samt [spil2] DDK 152.130,00 Bemærkninger til Landsskatterettens forslag til afgørelse: 1. Formalitet - Landsskatteretten er enige i, at Skattestyrelsen har begået fejl ved at lukke sagen indenfor høringsfristen og derved fratage skatteyderen mulighed for at oplyse sagen i dens helhed. Uanset at der er tale om en teknisk fejl skal dette ikke lægge skatteyder til last, at sagsbehandler har glemt at sætte en stopkode i systemet. Vi er herudover uforstående overfor de Landsskatterettens bemærkninger omkring hvorvidt, Skattestyrelsen med rimelighed har kunnet gå ud fra, at der ikke ville komme yderligere oplysninger fra repræsentanten inden indsigelsesfristens udløb? Skatteankestyrelsen synes her at være i strid med forvaltningsretten samt forvaltningsloven med denne udtagelse. Det skal her bemærke at Skattestyrelsen anfører at det var en fejl at fremsende en ny årsopgørelse for indkomståret 2021 — hvordan kan Skattestyrelsen så " med rimelighed har kunnet gå ud fra, at der ikke ville komme yderligere oplysninger fra repræsentanten inden indsigelsesfristens udløb? " Endvidere, hvorfor ville sagsbehandler godkende yderligere frist til indsendelse af materiale hvis dette var tilfældet? Herudover, hvordan kunne sagsbehandler forudse hvorvidt der ikke vil komme yderligere oplysninger fra repræsentanten? Partshøring er et af de formelle regler som anses for garantihensyn for skatteyderen for at der træffes en korrekt og lovlig afgørelse. Idet det ikke fremgår tydeligt og forståeligt hvad der menes med ovenstående udtagelse, skal vi venligst bede Skatteankestyrelsen redegøre for herfor. Officialprincippet Skattestyrelsen har som en forvaltningsmyndighed pligt til at undersøge en sag tilstrækkeligt inden der træffes en afgørelse. Dette er imidlertid ikke sket i nærværende sag eftersom afgørelsen er truffet af systemet og ikke sagsbehandleren. Skatteankestyrelsens sagsbehandler har efterfølgende argumenteret i udtalelsen, at skatteyder havde muligheden for at gøre indsigelse i forbindelse med momsforhøjelsen — dette er vi uforstående overfor! Momsforhøjelsen er en særskilt afgørelse og har intet med nærværende sag at gøre! samt at det skal bemærkes at momsforhøjelsen er klaget til Skatteankestyrelsen Eftersom Skattestyrelsen hverken har overholdt officialprincippet eller givet skatteyderen mulighed for at oplyse sagen inden afgørelse blev truffet — anses afgørelsen ugyldig og bør efter gældende praksis tilsidesættes og hjemvises til fornyet behandling. Det skal bemærkes, at de oplysninger repræsentanten var i gang med at indhente var bl.a. dokumentation fra [virksomhed16] som kunne sandsynliggøre provision modtaget herfra ville disse oplysninger have haft afgørende indflydelse på den afgørelse som blev truffet af Skattestyrelsen. Det fastholdes at partshøring er et garantihensyn som sikrer at borgeren retssikkerhed og Skattestyrelsen, Skatteankestyrelsen som forvaltningsmyndighed underlagt loven. Imidlertid anser Landsskatteretten ikke denne fejl for væsentligt. Dette er imidlertid ikke i overensstemmelse med SKAT's juridiske vejledning, afsnit omkring formelle mangler, A.A.7.5: hvor en kommunes manglende partshøring medførte ugyldighed af en afgørelse — eftersom kommunen ikke kunne godtgøre at der ved en korrekt høring eller ved en tilstrækkelig sagsoplysning ikke ville fremkomme oplysninger der vil bevirke en anden afgørelse, se UFR 1998.10/2HR. Sagsbehandleren kan ikke godtgøre at udfaldet i nærværende sag ikke ville have været anderledes hvorfor forhøjelsen af skatteansættelsen er ugyldig. Vedlagt bilag 1— en af os udarbejdet opgørelse af bruttoavanceprocenten, burde være indeholdt i sagen. Opgørelsen udviser en bruttoavanceprocent på 41,53%. Dette er en urealistisk høj bruttoavanceprocent og er derfor væsentlig for en evt. afgørelse. Vi henviser til SKM2012.670 hvor bruttoavance er ca. 20 % 2. Materielle fejl Skattestyrelsen har forhøjet skatteyderens skatteansættelse med DKK 860.000 hvorfor tilsidesættelse af partshøringen har i høj grad medført til en materiel urigtig afgørelse. [spil1] Vedlagt er opgørelsen modtaget fra [virksomhed16] over den faktiske indkomst som skatteyder har modtaget i indkomståret. Hvilket betyder, at de indsætninger der er medtaget af Skattestyrelsen er bruttobeløb og heraf har skatteyder alene modtaget ca. 6 %! Heraf kan det udledes, at omsætningen fra [spil1] er fejlagtigt medtaget af sagsbehandleren. Af opgørelsen fremgår [spil1] samt udbetaling af gevinst og endeligt ca. 6 % i provision som skatteyder reelt har modtaget. Skatteankestyrelsen anfører" Landsskatteretten finder desuden, at klageren ikke har godtgjort, at omsætningen fra [virksomhed3] allerede indgår i dankort-indbetalingerne på klagerens bankkonto." Hvor er den omsætning som fremgår af [virksomhed16] opgørelse bilag 2 på DKK 668.967,50 samt [spil2] DDK 152.130, er blevet indbetalt til, når den nu ikke iflg. Skat's egen konklusion ikke indgår på skatteyderens bankkontoer som allerede er fremlagt. Hvor betaler [virksomhed3] kunder så hen til ?????? Opgørelsen som er udarbejdet af [virksomhed16], hvoraf skatteyders provision ses afregnet til, er skatteyderens virksomhedens bankkonto. Skatteankestyrelsen anfører endvidere "Retten finder ligeledes, at det ikke er godtgjort at hævninger på klagerens bankkonto med posteringstekst "LS" vedrører beløb, der er blevet tilbagebetalt til [virksomhed3]. Det er tillagt vægt, at de fremlagte afregningsbilag ikke kan afstemmes med bankkontoudtogene og at der i øvrigt ikke er fremlagt dokumentation herfor". Det skal her bemærkes, at vi har med tidligere sagsbehandler fra Skatteankestyrelsen, gennemgået og afstemt til skatteyderens bankkonto, til afregninger fra [virksomhed16] og konstaterede at afregningerne stemmer over ens til skatteyderens bankkonto. Der vedlægges fra [virksomhed3] opgørelser over indkomståret 2021(bilag 3) Såfremt Skatteankestyrelsen fastholder ovenstående ønsker vi syn og skøn jf. SFL § 47 [klager] skal på det grundlag anmode Skatteankestyrelsen om, at gives forhåndstilsagn til 100 pct. omkostningsgodtgørelse i medfør af skatteforvaltningsloves § 52, stk. 3, til at der gennemføres syn og skøn med formål at få konstateret om "sagsfremstilling og forslag til afgørelse" indeholder korrekte oplysninger/data samt fakta til at opnå en korrekt afgørelse. Forhøjelse uden grundlag og beskatning af fiktiv indkomst. Sagsbehandler har ydermere i afgørelsen og til Landsskatteretten oplyst at forhøjelsen er sket på baggrund af et skøn og skønnet er baseret på de faktiske indsætninger på virksomhedens erhvervs konto. Refererende til det ovnståede vedr. det vedlagt bilag 1— en af os udarbejdet opgørelse af bruttoavanceprocenten, som burde være indeholdt/indgået i sagen. Opgørelsen udviser en bruttoavanceprocent på 41,53%. Dette er en urealistisk høj bruttoavanceprocent og er derfor væsentlig for en evt. afgørelse. Vi henviser til SKM2012.670 hvor bruttoavance er ca. 20 % Udskrift af saldobalance – dato Det skal bemærkes, at sagsbehandleren anfører ydermere i afgørelsen at saldobalancen er udarbejdet efterfølgende dvs. på udskriftsdatoen. Dette er ikke korrekt — eftersom sagsbehandleren har modtaget den oprindelige bogføring i form af kontoudtog i juni 2022. Saldobalancen har ikke været indsendt tidligere da SKAT ikke havde krævet disse forinden. Balancetallene stemmer overens med de allerede fremsendte kontokort for bogføringen. Det må så konkluderes at det er noget vrøvl når Skatteankestyrelsen anfører i deres forslag til afgørelse " Endelig er der tillagt vægt, at den efterfølgende fremlagte råbalance for indkomståret 2021 er udarbejdet i indkomståret 2024 og således til brug for skattesagen. Bogføringssystemet anfører udskriftsdatoen på saldobalancen — hvilket ikke er ensbetydende med at denne er udarbejdet denne dag, men blot udskrevet denne dato. Indsendelse af regnskabsoplysninger den 4. juli 2022. SKAT har pålagt skatteyder kontrollovstillæg da regnskabet ikke anses for indsendt inden 1. juli 2022. Dette er ikke korrekt. SKAT har modtaget alle regnskabsoplysninger i juni 2022 inklusive samtlige bilag. Herefter har repræsentanten forsøgt at indtaste selvangivelsen men mødte en fejl meddelelse om at SKAT skulle kontaktes pr. telefon. Dette har repræsentanten gjort og fået at vide at man har noteret henvendelsen. Eftersom SKAT som en forvaltningsmyndighed har en notatpligt bør denne henvendelse være noteret — og kontrollovstillægget slettes. …” Klagerens yderligere bemærkninger til sagen Klagerens nye repræsentant er den 10. november 2025 fremkommet med følgende bemærkninger til Skatteankestyrelsens sagsfremstilling af den 24. juni 2025: ”… Det er [klager]s synspunkt, at Skattestyrelsens afgørelse er ugyldig, subsidiært, at den foretagne forhøjelse skal nedsættes. Ad manglende partshøring – ugyldighed Klagerens repræsentant havde den 7. marts 2023 anmodet Skattestyrelsen om, at høringsfristen vedrørende partshøring af forslaget til afgørelse blev fastsat til 31. marts 2023. Denne frist blev accepteret af Skattestyrelsen. Landsskatteretten kan lægge til grund, at Skattestyrelsen traf afgørelse ved årsopgørelsen af 13. marts 2023, og at dette skete, inden den aftalte frist for partshøring udløb den 31. marts 2023. Og dermed at SKAT har truffet afgørelse uden den lovbundne partshøring af selskabet, jf. forvaltningslovens § 19, jf. skatteforvaltningslovens §§ 19 og 20 Skatteankestyrelsen har side 10, 2. afs. anført, at høringsfristen til partshøring er en minimumsfrist og tilsidesættelse heraf som udgangspunkt medfører ugyldighed. Men har så side 11 1. afsnit anført, at ugyldighed forudsætter, at manglen skal være konkret væsentlig. Og Skatteankestyrelsen har også anført, at Skattestyrelsen henset til, at der var bedt om udsættelse af svarfristen med rimelighed kunne gå ud fra, at der – trods anmodning om frist til at komme med bemærkninger, der var imødekommet – ikke ville komme yderligere oplysninger fra klageren og hans repræsentant. Dette synspunkt er uholdbart, idet der netop er en formodning for, at klageren og hans repræsentant ønskede at kommentere forslaget til afgørelse, da man havde bedt om en fristudsættelse til at svare. Og synspunktet, om at der i en anden sag vedrørende momsansættelse er givet en begrundelse i momssagen, er heller ikke holdbart, da begrundelsen skal gives i den sag, som begrundelsen vedrører. Tilsidesættelse af retten til partshøring i medfør af skatteforvaltningslovens § 20 såvel som forvaltningslovens § 19 som sket, er en tilsidesættelse en forvaltningsretlig garantiregel, der medfører, at der foreligger generelt væsentlige retlige mangler, jf. Rønsholdt, Forvaltningsret, 5. udgave, side 430. Sådan overtrædelse medfører i almindelighed, afgørelsens ugyldighed, jf. Fenger side 598. Skatteankestyrelsens synspunkt om at denne sagsbehandlingsfejl efter en konkret vurdering alligevel ikke skal føre til ugyldighed, bestrides som værende i strid med gældende ret, jf. Rønsholt og Fenger ovenfor. Afgørelsen er derfor ugyldig. Måtte Landsskatteretten følge Skatteankestyrelsens retsopfattelse, således at der skal foretages en vurdering af,om sagsbehandlingsfejlen efter en konkret væsentlighedsvurdering ikke har haft nogen betydning for den trufne afgørelse, så gøres det gældende, at sagsbehandlingsfejlen er væsentlig og skal føre til afgørelsens ugyldighed. Skatteankestyrelsens synspunkt, om at Skattestyrelsen med rimelighed kunne gå ud fra, at der – trods anmodning om frist til at komme med bemærkninger, der var imødekommet – ikke ville komme yderligere oplysninger fra klageren og hans repræsentant, er uholdbar. Repræsentanten havde jo netop bedt om en udsættelse af høringsfristen til den 31. marts 2023 – og Skattestyrelsen havde accepteret dette. Det har derfor formodningen for sig, at repræsentanten netop ville have indsendt bemærkninger til Skattestyrelsen, der ville have medført, at der ikke var grundlag for at træffe den foreslåede afgørelse – der henvises til det nedenfor anførte om sagens materielle forhold. Ad mangelfuld begrundelse – ugyldighed Skattestyrelsen har i forslaget side 2ø hverken redegjort for, hvorfor der efter Skattestyrelsens opfattelse var grundlag for at tilsidesætte regnskabet eller redegjort for momenterne i det udøvede skøn. Begrundelseskravet er ligesom kravet på partshøring en lovbunden garantiregel, hvor tilsidesættelse af begrundelseskravet som udgangspunkt medfører, at en bebyrdende afgørelse – som den på- klagede – bliver ugyldig, jf. Fenger, Forvaltningsret, side 648. Udgangspunktet om ugyldighed slår navnlig igennem, når afgørelsen ikke angiver de hovedhensyn, der er lagt vægt på, og således gør det vanskeligt for parten at vurdere, om sagen bør indbringes for en anden instans, og samtidig besværliggør en eventuel legalitetskontrol ved dette andet organ, jf. U1999.1337H og U1999.2125Ø, jf. Fenger, Forvaltningsret, side 648. Afgørelsen i form af årsopgørelsen af 13. marts 2023 er derfor også af denne grund ugyldig. Ad materiel afgørelse om indkomstansættelse Der er ikke grundlag for at tilsidesætte den selvangivne indkomst For at Skattestyrelsen skønsmæssigt kan ansætte indkomsten for et indkomstår og dermed tilsidesætte regnskabet, påhviler det Skattestyrelsen at godtgøre, at der er grundlag for at tilsidesætte den selvangivne indkomst og regnskabsgrundlaget. Bevisbyrden for, at der foreligger et sådant grundlag for at tilsidesætte det selvangivne, påhviler al- tid skattemyndighederne, jf. f.eks. UfR 1967.635H og SKM2002.70H, jf. SKATs Jur.Vejl. A.C.2.1.4.4.2.2. Landsskatteretten skal derfor foretage en vurdering af, om Skattestyrelsen i afgørelsen har godtgjort, at der er grundlag for at tilsidesætte regnskabsgrundlaget. Dette er en forudsætning for, at der overhovedet kan foretages en skønsmæssig ansættelse. Det bestrides, at Skattestyrelsen har godtgjort dette i afgørelsen Tilsidesættelse af det udøvede skøn Måtte Landsskatteretten finde, at der er grundlag for at tilsidesætte regnskabsgrundlaget og det selvangivne resultat, og at resultatet af virksomheden derefter skal ansættes skønsmæssigt, er det vigtigt, at Landsskatteretten foretager en tilbundsgående undersøgelse af det udøvede skøn, hvor alle beløbsmæssige poster nøje undersøges. Skattestyrelsen – og i givet fald Landsskatteretten - må i sin skønsudøvelse ikke foretage et skøn, der er mindre sandsynligt end anden opgørelse af indkomsten. Landsskatteretten skal i sin prøvelse heraf foretage en tilbundsgående prøvelse af, om denne betingelse er opfyldt, jf. Bostrup, I skatterettens brændpunkt, side 199 og lovmotiverne til skattekontrollovens § 5, stk. 3. Således fremgår det af lovmotiverne fra lov nr. 1104 af 20-12-1995: ”Til § 5, stk. 3: Det foreslås, at skattemyndighederne - ligesom efter gældende ret - skal kunne skatteansætte en skattepligtig af en skønsmæssigt opgjort skattepligtig indkomst eller formue, hvis den skattepligtige ikke har selvangivet indkomsten eller formuen på ansættelsestidspunktet, eller en bogførings- eller regnskabspligtig ikke har indgivet årsregnskab på dette tidspunkt. Dette gælder også tilfælde, hvor »en selvangivelse eller et skattemæssigt årsregnskab« er så man- gelfuldt, at de ikke kan sidestilles med henholdsvis en selvangivelse eller et skattemæssigt års- regnskab, jf. § 1 og 3. Efter de almindelige principper for bevisførelse påhviler det i sådanne tilfælde som udgangs- punkt skattemyndigheden at sandsynliggøre, at den skønnede opgørelse ikke er mindre sand- synlig end andre opgørelser - set i lyset af de oplysninger, som skattemyndighederne er i besiddelse af.”(min understregning) Og fra lovmotiverne til 2017-skattekontrolloven § 74 skal fremhæves: ” Til § 74 Forslaget angår SKATs mulighed for at foretage skønsmæssig ansættelser. … Det følger af den gældende skattekontrollovs § 5, stk. 3, at hvis den selvangivelsespligtige ikke har selvangivet fyldestgørende på ansættelsestidspunktet, kan skatteansættelsen foretages skønsmæssigt. Forslaget er en omskrivning og videreførelse af indholdet af den gældende bestemmelse i skatte- kontrollovens § 5, stk. 3.” På hvilket grundlag, Skattestyrelsen har udøvet sit skøn, vides reelt ikke, idet alene resultatet heraf kendes – nemlig et skønsmæssigt resultat af virksomhed på 860.000 kr. Skatteankestyrelsen har tilsidesat Skattestyrelsen skøn og i stedet skønnet, at resultatet af virksom- heden udgør 800.905 kr. I henhold til selskabets råbalance udgjorde resultatet efter afskrivninger -76.699 kr. I råbalancen indgår provision fra [virksomhed3] med 50.666,67 kr. og 10.796,80 kr. Skatteankestyrelsens reviderede skøn svarer derfor til en forhøjelse af indkomsten med 877.604 kr. Der er enighed med Skatteankestyrelsen om, at omsætningen fra formidling af [virksomhed3]s forskellige spil og skrabelodder ikke indgår i den opgjorte omsætning, og at omsætningen opgjort efter indsætninger på virksomhedens bankkonto derfor er større. Årsagen hertil er, at det følger af lov om afgifter på spil, at det er spiludbyderen, der er den afgiftspligtige i henhold til loven, jf. lovens § 1, jf. JV E.A.9.2. Det er derfor [virksomhed3] og ikke forhandlerne, der formidler [virksomhed3]s produkter, der skal føre et regnskab, der kan danne grundlag for opgørelsen af afgiften og kontrollen med afgiftens berigtigelse, jf. lovens § 29 og JV E.A.9.15. En forhandler som klageren derfor hverken skal eller må medtage omsætningen ved salg af [virksomhed3]s produkter i sit regnskab. At fakturering af omsætningen fra salg af [virksomhed3]s produkter skal foretages af [virksomhed3] og ikke klageren fremgår tillige af forhandlerkontrakten, jf. bilag M, afsnit 7. Således skal forhandlere som klageren løbende indrapportere salget af [virksomhed3]s produkter til [virksomhed3], hvor der løbende foretages afregning. Til eksempel heraf kan nævnes perioden 11. januar til 17. januar 2021, jf. [virksomhed3]s opgørelse i bilag A. Bilag A er uddrag af tidligere indsendte opgørelser fra [virksomhed3], der dækker hele 2021. Af opgørelsen i bilag A fremgår, at klageren i perioden har solgt produkter fra [virksomhed3] for 15.410 kr., og der er udbetalt præmier med 6.291 kr. og 1.540 kr. Disse ind- og udbetalinger er sket til/fra virksomheden. [virksomhed3] har ud af det foretagne salg opgjort en provision på 1.153,71 kr. til klageren og har på den baggrund opgjort, at klageren ud af det foretagne salg skulle overføre 6.366,84 kr. til [virksomhed3] den 20. januar 2021. På den baggrund har [virksomhed3] fremsendt en LeverandørService oversigt, hvor [virksomhed3] pr. 20. januar 2021 overfører 6.366,84 kr., jf. bilag B. Kontoudtog fra banken fremlægges som bilag C, hvor det fremgår ”20.01 Ls, kreditor 10995 [virksomhed7] 20.01 -6.366,84” Tilsvarende med LeverandørService oversigt, hvor [virksomhed3] pr. 27. januar 2021 overførte 3.967,37 kr., jf. bilag G, jf. bilag D-F. Her fremgår det af bankkontoudtoget, jf. bilag H: ”27.01 Ls, kreditor 10995 [virksomhed7] 27.01 -3.967,37” Således er det dokumenteret, at afregning af det samlede salg af [virksomhed3]s produkter, præmieudbetalinger og provision afregnes løbende af [virksomhed3], og at disse afregninger kan afstemmes til bankkontoen, hvor indsætningerne er benævnt ”LS” – LeverandørService. Af årets sidste afregning ses, at der blev overført 4.945,14 kr. den 30. december 2021, jf. bilag I-K. Og indsætningen ses i banken den 30. december 2021 med følgende posteringstekst, jf. bilag L: ”30.12 Ls, kreditor 10995 [virksomhed7] 30.12 -4.945,” Af [virksomhed3]s opgørelse nr. 51 for perioden 20. december 2021 til 26. december 2021 i bilag J ses, at der for online spil var et salg på 688.967,50 kr. og for skrabespil 152.130 kr. i alt 840.097,50 kr. og provisioner på 49.871,41 kr. og 12.170,40 kr. Ovenstående beskrevne afregning mellem klageren og [virksomhed3] følger nøje det aftalte i forhandlerkontrakten i bilag M, afsnit 7. Klageren har således solgt produkter fra [virksomhed3] i 2021 for 841.097,50 kr., som er afregnet overfor [virksomhed3], der antages at have indberettet og afgiftsberigtiget salget overfor Spilmyndigheden. Denne ”omsætning” på 840.097,50 kr. har indgået i virksomhedens økonomi og er hovedsageligt sket via virksomhedens bankkonto. Da der ikke er tale om klagerens omsætning, men [virksomhed3]s omsætning, skal de 841.097,50 kr. ikke medregnes i virksomhedens omsætning i bogføringen, jf. lov om afgifter på spil. Det beror derfor på en retsvildfarelse, når Skatteankestyrelsen har indregnet denne ”omsætning” i klagerens omsætning. Og derfor er den skønnede omsætning opgjort 841.097,50 kr. for højt, og som konsekvens heraf kan det lægges til grund, at der ikke har været noget grundlag for at tilsidesætte regnskabsgrundlaget, ligesom det udøvede skøn er 840.097,50 kr. for højt og der af den grund heller ikke er grundlag for at skønne over virksomhedens indkomst. Subsidiært gøres det gældende, at skønnet højst kan udgøre 36.506,50 kr. Ad skattelovstillæg SKAT har pålagt skatteyder skattelovstillæg, da regnskabet ikke anses for indsendt inden 1. juli 2022. Men regnskabet m. bilag var indsendt inden 1. juli 2022. Således havde SKAT modtaget alle regnskabsoplysninger i juni 2022 inklusive samtlige bilag. Herefter forsøgte repræsentanten at indtaste selvangivelsen, men mødte en fejlmeddelelse, om at SKAT skulle kontaktes pr. telefon, jf. bilag 3. Herefter ringede repræsentanten til [person3] fra Skattestyrelsen og fik at vide, at Skattestyrelsen havde noteret henvendelsen. Skattestyrelsen må have noteret telefonopkaldet i sin log og anmodes derfor om at fremsende kopi heraf. …” Retsmøde Skattestyrelsens udtalelse til Skatteankestyrelsens indstilling I forbindelse med klagesagen er Skattestyrelsen den 9. januar 2026 fremkommet med følgende bemærkninger til Skatteankestyrelsens forslag til afgørelse: ”… Skattestyrelsen er enig i Skatteankestyrelsens indstilling, og foreslår derfor Landsskatteretten at ændre i afgørelsen, således at klagers overskud af virksomhed nedsættes til 406.452 kr. Som følge af posteringstekster på klagers kontoudtog, vurderes det som følge af de helt konkrete omstændigheder i klagers sag, og på trods af at klager ikke har fremlagt objektiv dokumentation, men dog i tilstrækkelig grad, har sandsynliggjort, at overførslerne kan være en konsekvens af fakturering af salg af [virksomhed3]s produkter. Endelig fastholder vi, at høringsfristen er overholdt, ligesom der ikke ses at foreligge en begrundelsesmangel som har betydning for afgørelsens materielle korrekthed. … Formelt Høringsfrist Vi fastholder at høringsfristen er overholdt, idet Skattestyrelsen ved give den pågældende fristforlængelse, har været begrundet i hensynet til at give den afgiftspligtige mulighed for at varetage sine interesser i sagen. Særligt henset til, at klager netop ikke har fundet anledning til at komme med bemærkninger inden udløb af den udsatte frist til forslaget af 25. januar 2023. Begrundelsesmangel Vi fastholder ligeledes, at den foreliggende begrundelsesmangel ikke kan anses for konkret væsentlig, da denne mangel ikke har haft betydning for afgørelsens materielle korrekthed eller for selskabets mulighed for at varetage sine interesser. Materielt Der kan ved en gennemgang af klagers kontoudtog og ved posteringsteksternes ordlyd, være en indikator af, at enkelte overførsler kan være tale om betalinger for ”LeverandørService oversigt”. På trods af at klager er pligtig at foretage daglige kasseafstemninger, således at der foreligger et tilstrækkeligt kontrolgrundlag til faktisk at kontrollere omsætningen. Samtidig bemærkes det, at der som følge af de fremlagte Z-bonner, at klager ikke har slået salg af spil ind på kasseapparatet. Alligevel vurderes det, på trods af at klager ikke har fremlagt objektiv dokumentation, alligevel i tilstrækkelig grad, har sandsynliggjort, at det som følge af de meget konkrete omstændigheder som foreligger i sagen, at enkelte af overførslerne kan være salg af [virksomhed3]s produkter. Vi fastholder for nedenstående vores argumentation, ligesom vi er enige med de af Skatteankestyrelsen foreslået ændringer: Vi har været berettiget til at foretage skønsmæssig ansættelse Den kontante omsætning udgør fortsat 9% af klagers omsætning Provisionen fra [virksomhed3] fastholdes Klagers eget vareforbrug forhøjes som foreslået af Skatteankestyrelsen Der gives fradrag for driftsomkostninger med nedslag for køb af taletidskort og forsikring At skattetillægget fastholdes …” Klagerens bemærkninger til Skatteankestyrelsens indstilling og Skattestyrelsens udtalelse Klagerens repræsentant har den 6. februar 2026 fremsat følgende bemærkninger til Skattestyrelsens udtalelse og til Skatteankestyrelsens fornyede forslag til afgørelse af 11. december 2025: ”… Ad Skatteankestyrelsens reviderede indstilling Skatteankestyrelsen har den 24. juni 2025 fremsendt forslag til afgørelse, hvor det af Skattestyrelsen fastsatte overskud af virksomhed på 860.000 kr. blev foreslået nedsat til 800.905 kr., og skattetillæg på 5.000 kr. blev foreslået stadfæstet. Skatteankestyrelsens indstilling er vedrørende de formelle mangler uændret i forhold til forslaget til afgørelse, hvorfor klageren vil nøjes med at henvise til indlægget af 10. november 2025, idet klageren ikke er enig med Skatteankestyrelsen. Ad [virksomhed3]s omsætning – ikke klagerens For så vidt angår sagens materielle del, har Skatteankestyrelsen foreslået, at virksomhedens resultat nedsættes til 406.452 kr. I dette beløb har Skatteankestyrelsen – på baggrund af indlægget 10. november 2025 med tilhørende bilag samt den eftersendte forhandlerkontrakt - foreslået, at Leverandør Service beløb på i alt 469.486 kr. skal fradrages. Valget af beløbet på 469.486 kr. er imidlertid forkert og må bero på en misforståelse af samspillet mellem [virksomhed3] og forhandlerne. Det følger af lov om afgifter på spil, at det er spiludbyderen, der er den afgiftspligtige i henhold til loven, jf. lovens § 1, jf. JV E.A.9.2. Det er derfor [virksomhed3] og ikke forhandlerne, der formidler [virksomhed3]s produkter, der skal føre et regnskab, der kan danne grundlag for opgørelsen af afgiften og kontrollen med afgiftens berigtigelse, jf. lovens § 29 og JV E.A.9.15. En forhandler som klageren derfor hverken skal eller må medtage omsætningen ved salg af [virksomhed3]s produkter i sit regnskab. At fakturering af omsætningen fra salg af [virksomhed3]s produkter skal foretages af [virksomhed3] og ikke klageren, fremgår tillige af forhandlerkontrakten, jf. bilag M, afsnit 7. Omsætningen fra salget af [virksomhed3]s produkter er således [virksomhed3]s og ikke klagerens, og må derfor som følge af lovgrundlaget for [virksomhed3] ikke medtages i forhandlernes omsætning, således som Skattestyrelsen har gjort, og således som Skatteankestyrelsen nu foreslår i den reviderede indstilling. I den af Skattestyrelsen opgjorte omsætning ihht. kontoudtogene fra banken på 3.519.304 kr. indgår [virksomhed3]s omsætning. Som det fremgår af bilag J, var der i 2021 salg af online spil på 688.967,50 kr. og salg af skrabespil 152.130 kr. i alt 840.097,50 kr. Og som det videre ses af bilag J, så fik klageren provisioner på 49.871,41 kr. og 12.170,40 kr., i alt 62.041,81 kr. Klageren har således solgt produkter fra [virksomhed3] i 2021 for 840.097,50 kr., som er afregnet overfor [virksomhed3], der antages at have indberettet og afgiftsberigtiget salget overfor Spilmyndigheden. Denne ”omsætning” på 840.097,50 kr. har indgået i virksomhedens økonomi og er hovedsageligt sket via virksomhedens bankkonto. Da der ikke er tale om klagerens omsætning, men [virksomhed3]s omsætning, skal de 841.097,50 kr. ikke medregnes i virksomhedens omsætning i bogføringen, jf. lov om afgifter på spil. Det beror derfor på en retsvildfarelse, når Skatteankestyrelsen har indregnet denne ”omsætning” i klagerens omsætning. Og derfor er den skønnede omsætning opgjort 841.097,50 kr. for højt, og som konsekvens heraf kan det lægges til grund, at der ikke har været noget grundlag for at tilsidesætte regnskabsgrundlaget, ligesom det udøvede skøn er 840.097,50 kr. for højt, og der af den grund heller ikke er grundlag for at skønne over virksomhedens indkomst. Vurderes virksomhedens resultat ud fra indsætningerne i banken i stedet for selskabets resultatopgørelse, jf. bilag N, så skal den omsætning, der ved lov tilhører [virksomhed3] og ikke klageren, trækkes ud, og det er beløbet på 840.097,81 kr. Og så skal provisionen på 62.041,81 kr. – ikke 62.414 kr. – tillægges resultatet. Der er derfor reelt ikke noget grundlag for at tilsidesætte den selvangivne indkomst og ansætte denne skønsmæssigt i stedet, idet som fastslået i lovmotiverne til skattekontrollovens: Efter de almindelige principper for bevisførelse påhviler det i sådanne tilfælde som udgangspunkt skattemyndigheden at sandsynliggøre, at den skønnede opgørelse ikke er mindre sandsynlig end andre opgørelser - set i lyset af de oplysninger, som skattemyndighederne er i besiddelse af.”(min understregning) Subsidiært gøres det gældende, at skønnet højst kan udgøre 36.506,50 kr Ad fradrag for driftsomkostninger I beløbet 406.452 kr. indgår underkendelse af enkelte konkrete driftsomkostninger, som klageren mener er fradragsberettigede i medfør af statsskattelovens § 6, litra a: [virksomhed4] 3.430 kr. bilag O [virksomhed4] 4.175 kr. bilag P Revisor 5.125 kr. bilag Q Revisor 2.800 kr. bilag Q Og fastholdes underkendelsen af revisionsydelserne pga. af periodisering, så gøres det gældende, at fradraget skal gives for indkomståret 2020, hvilket bedes præciseret i den endelige afgørelse. SKAT har pålagt skatteyder skattelovstillæg, da regnskabet ikke anses for indsendt inden 1. juli 2022. Men regnskabet m. bilag var indsendt inden 1. juli 2022. Således havde SKAT modtaget alle regnskabsoplysninger i juni 2022 inklusive samtlige bilag. Herefter forsøgte repræsentanten at indtaste selvangivelsen, men mødte en fejlmeddelelse, om at SKAT skulle kontaktes pr. telefon, jf. bilag 3. Herefter ringede repræsentanten til [person3] fra Skattestyrelsen og fik at vide, at Skattestyrelsen havde noteret henvendelsen. Skattestyrelsen bør have noteret telefonopkaldet i sin log. Der er anmodet om, at telefonloggen som led i officialmaksimen indhentes, men hverken Skatteankestyrelsen eller Skattestyrelsen i forbindelse med høringsudtalelsen har endnu gjort dette. Derfor anmodes – endnu en gang – om, at loggen indhentes til sagen, da den vil kunne dokumentere forløbet, og hvorfor der ikke er grundlag for at pålægge klageren skattelovstillæget – og indhentes dette sagsmateriale ikke, så er der ikke grundlag for at opretholde denne del af afgørelsen. Ny revideret indstilling Henset til, at Skatteankestyrelsen har medregnet [virksomhed3]s omsætning i klagerens omsætning, foreligger der en væsentlig fejl i grundlaget for den nuværende reviderede indstilling, og fejlen har en afgørende betydning for det nu foreslåede resultat af virksomheden på 406.452 kr., så anmodes Skatteankestyrelsen om at fremsende en ny revideret indstilling, hvor der er taget højde for [virksomhed3]s omsætning i forhold til indsætninger i bank. Skattestyrelsens udtalelse Skattestyrelsens udtalelse giver ikke anledning til yderligere bemærkninger, end anført ovenfor. …” Klagerens repræsentant har den 9. maj 2026 fremsat følgende supplerende bemærkninger til Skatteankestyrelsen forslag til afgørelse: “… I fortsættelse af indlæg af 7. februar 2026, som sammen med klagen og øvrige indlæg fastholdes, skal jeg som advokat for [klager] og efter aftale med revisor [person4] fremkomme med nedenstående supplerende bemærkninger, idet det kan konstateres, at Skatteankestyrelsen ikke har fremsendt en ny revideret indstilling. Det er [klager]s synspunkt, at Skattestyrelsens afgørelse er ugyldig, subsidiært at den foretagne forhøjelse skal nedsættes, således at overskud af virksomhed for indkomståret 2021 nedsættes til det selvangivne/regnskabsmæssige resultat, opgjort til 75.103 kr., eller til et lavere beløb end 406.452 kr., mere subsidiært at sagen skal hjemvises til fornyet behandling med henblik på en korrekt beløbsmæssig opgørelse af [virksomhed3]s omsætning og fradrag herfor. Endelig skal skattetillægget på 5.000 kr. bortfalde, subsidiært nedsættes, idet der foreligger særlige omstændigheder, og idet klageren ikke bør belastes for, at adgangen til digital indberetning var afskåret eller væsentligt vanskeliggjort. 1. Sagsbehandlingsfejl 1.1. Ad manglende partshøring – ugyldighed Klagerens repræsentant havde den 7. marts 2023 anmodet Skattestyrelsen om, at høringsfristen vedrørende partshøring af forslaget til afgørelse blev fastsat til 31. marts 2023. Denne frist blev accepteret af Skattestyrelsen. Landsskatteretten kan lægge til grund, at Skattestyrelsen traf afgørelse ved årsopgørelsen af 13. marts 2023, og at dette skete, inden den aftalte frist for partshøring udløb den 31. marts 2023, og dermed at SKAT har truffet afgørelse uden den lovbundne partshøring af selskabet, jf. forvaltningslovens § 19, jf. skatteforvaltningslovens §§ 19 og 20. Skatteankestyrelsen har i forslaget til afgørelse side 10, 2. afs. anført, at høringsfristen til partshøring er en minimumsfrist og tilsidesættelse heraf som udgangspunkt medfører ugyldighed. Men har så side 11, 1. afsnit anført, at ugyldighed forudsætter, at manglen skal være konkret væsentlig. Og Skatteankestyrelsen har også anført, at Skattestyrelsen, henset til at der var bedt om udsættelse af svarfristen, med rimelighed kunne gå ud fra, at der – trods anmodning om frist til at komme med bemærkninger, der var imødekommet – ikke ville komme yderligere oplysninger fra klageren og hans repræsentant. Skatteankestyrelsens synspunkt er uholdbart, idet der for det første netop er en formodning om, at klageren og hans repræsentant ønskede at kommentere forslaget til afgørelse, da man havde bedt om en fristudsættelse til at svare. Og synspunktet om, at der i en anden sag vedrørende momsansættelse er givet en begrundelse i momssagen, er heller ikke holdbart, da begrundelsen skal gives i den sag, som begrundelsen vedrører. Hertil kommer for det andet, at Skattestyrelsen i sit forslag til afgørelse foreslog, at resultatet af virksomheden blev ansat til 860.000 kr. i stedet for det regnskabsmæssige resultat på 75.103 kr., og at dette forslag byggede på Skattestyrelsens misforståelse af samspillet mellem klagerens virksomhed og [virksomhed3], og hvor uanset [virksomhed3]s omsætning indgår på virksomhedens bankkonto, så er det ikke virksomhedens omsætning. Dette har klageren redegjort overfor Skatteankestyrelsen med Skatteankestyrelsens forslag til ændring af den påklagede afgørelse til følge. Det er samme redegørelse for de faktiske forhold og samspillet mellem klagerens virksomhed og [virksomhed3], som klageren ville have givet og indgået i en drøftelse af med Skattestyrelsen. Og i lighed med Skatteankestyrelsens anerkendelse af samspillet mellem klagerens virksomhed og [virksomhed3] og af, at uanset [virksomhed3]s omsætning indgår på virksomhedens bankkonto, så er det ikke virksomhedens omsætning, så er der tale om oplysninger, som ville have ændret den endelige afgørelse – altså forudsat, at klagerens retskrav på partshøring ikke var blevet trådt under fode. Tilsidesættelse af retten til partshøring i medfør af skatteforvaltningslovens § 20 såvel som forvaltningslovens § 19 som sket er en tilsidesættelse af forvaltningsretlig garantiregel, der medfører, at der foreligger generelt væsentlige retlige mangler, jf. Rønsholdt, Forvaltningsret, 5. udgave, side 430. Sådan overtrædelse medfører i almindelighed, afgørelsens ugyldighed, jf. Fenger side 598. Skatteankestyrelsens synspunkt om, at denne sagsbehandlingsfejl efter en konkret vurdering alligevel ikke skal føre til ugyldighed, bestrides som værende i strid med gældende ret, jf. Rønsholt og Fenger ovenfor. Og subsidiært gøres det gældende, at Skattestyrelsens manglende partshøring også efter en konkret væsentlighedsvurdering skal føre til afgørelsens ugyldighed. 1.2. Ad mangelfuld begrundelse – ugyldighed Skattestyrelsen har i forslaget til afgørelse side 2ø hverken redegjort for, hvorfor der efter Skattestyrelsens opfattelse var grundlag for at tilsidesætte regnskabet, eller redegjort for momenterne i det udøvede skøn. Begrundelseskravet er ligesom kravet på partshøring en lovbunden garantiregel, hvor tilsidesættelse af begrundelseskravet som udgangspunkt medfører, at en bebyrdende afgørelse – som den på- klagede – bliver ugyldig, jf. Fenger, Forvaltningsret, side 648. Udgangspunktet om ugyldighed slår navnlig igennem, når afgørelsen ikke angiver de hovedhensyn, der er lagt vægt på, og således gør det vanskeligt for parten at vurdere, om sagen bør indbringes for en anden instans, og samtidig besværliggør en eventuel legalitetskontrol ved dette andet organ, jf. U1999.1337H og U1999.2125Ø, jf. Fenger, Forvaltningsret, side 648. Skatteankestyrelsen er i forslaget til afgørelse enig i, at Skattestyrelsens taksationsforslag alene angav, at der var foretaget en skønsmæssig ansættelse ud fra materiale modtaget ved kontrolbesøg, bankkontoudskrifter og udleverede bilag. Det fremgik ikke, hvilke konkrete poster der var medtaget, hvordan omsætningen var opgjort, hvordan kontantomsætningen var beregnet, hvilke udgifter der var godkendt eller nægtet fradrag for, eller hvordan resultatet på 860.000 kr. var fremkommet. Når en afgørelse beror på et administrativt skøn, følger det direkte af forvaltningslovens § 24, at begrundelse skal angive de hovedhensyn, der har været bestemmende for skønsudøvelsen. Det er ikke tilstrækkeligt at henvise generelt til “bankkontoudskrifter” og “bilag”. En sådan begrundelse giver ikke parten mulighed for at kontrollere beregningen, identificere fejl eller vurdere, hvilke bilag der skal fremlægges. Skatteankestyrelsens forslag om nedsættelse af virksomhedsresultatet fra 860.000 kr. til 406.452 kr. understreger, at begrundelsesmanglen var væsentlig. Havde afgørelsen været korrekt og tilstrækkeligt begrundet, burde sådanne væsentlige fejl i skønnet have været identificerbare allerede i første instans. Det bestrides, at der er tale om en begrundelsesmangel af ”skønsmæssig karakter”, som Landsskatteretten kan afhjælpe – heller ikke ved henvisning til en momssag. Indkomstskat og moms er forskellige afgørelsesområder med forskellige opgørelsesprincipper. Klageren skulle kunne forstå og anfægte den konkrete indkomstansættelse på grundlag af afgørelsen i indkomstskattesagen. Afgørelsen i form af årsopgørelsen af 13. marts 2023 er derfor også af denne grund ugyldig. 1.3. Skøn under regel Skatteankestyrelsen fastholder, at der skal tillægges kontantomsætning svarende til 9 % af omsætningen med henvisning til Danmarks Nationalbanks analyse om kontanters anvendelse i samfundet. Et sådant gennemsnitstal kan ikke uden videre overføres til den konkrete virksomhed. Der skal foretages en konkret vurdering af virksomhedens faktiske forhold, herunder: 1. Z-boner og dagsrapporter. 2. De faktiske bankindsætninger. 3. Kortbetalinger og MobilePay. 4. Kontanthævninger og kontantindbetalinger. 5. Vareforbrug og bruttoavance. 6. Virksomhedens branche og kundesammensætning. 7. Om der allerede er bogført kontantsalg i regnskabsmaterialet. Skatteankestyrelsen henviser til, at virksomheden har betalt visse udgifter kontant, og at der er én kontantindbetaling af mønter på 15.304 kr. Dette kan ikke i sig selv bære et tillæg på 274.484 kr. inkl. moms i kontantomsætning. Kontante betalinger til leverandører kan hidrøre fra allerede registreret kontantsalg, privat indskud eller anden likviditet. En enkelt møntindbetaling dokumenterer ikke, at der er udeholdt kontantomsætning svarende til 9 % af hele omsætningen. Der er derfor ikke foretaget et konkret skøn over kontantomsætningen, men et skøn under regel i strid med de forvaltningsretlige grundprincipper. 2. Skønnet hviler på et forkert grundlag - [spil1], [spil2] og [virksomhed3]-beløb er ikke klagerens omsætning, men gennemløbende beløb Som redegjort for i tidligere indlæg var omsætningen fra salget af [virksomhed3]s produkter ikke virksomhedens omsætning, men [virksomhed3]s omsætning. For så vidt angår sagens materielle del har Skatteankestyrelsen foreslået, at virksomhedens resultat nedsættes til 406.452 kr. I dette beløb har Skatteankestyrelsen – på baggrund af indlægget af 10. november 2025 med tilhørende bilag samt den eftersendte forhandlerkontrakt - foreslået, at Leverandør Service beløb på i alt 469.486 kr. skal fradrages. Valget af beløbet på 469.486 kr. er imidlertid forkert og må bero på en misforståelse af samspillet mellem [virksomhed3] og forhandlerne. Det gøres gældende, at Skatteankestyrelsens forslag til afgørelse fortsat ikke i tilstrækkelig grad tager højde for den særlige retlige og faktiske karakter af klagerens salg af [spil1], [spil2] og øvrige [virksomhed3]s produkter. 2.1. Retligt grundlag [spil1]- og [spil2]forhandlere sælger ikke spilprodukterne som egne varer i almindelig forstand. Som anført i den juridiske vejledning, D.B.2.8.3., leverer kiosker, [spil1]- og [spil2]forhandlere m.fl., der ikke selv har spilletilladelse, typisk ydelser til den egentlige spiludbyder og modtager provision herfor. Det fremgår udtrykkeligt, at kiosker sælger [spil1] og [spil2] i [virksomhed3]s navn og modtager provision herfor. Videre fremgår det af den juridiske vejledning, at forhandleren skal betale moms af det honorar, der modtages fra spiludbyderen, eksempelvis [virksomhed3] A/S, for at levere ydelsen. Det afgørende er dermed ikke kundernes samlede spilindbetalinger, men forhandlerens eget vederlag/provision. Hertil kommer, at omsætningen for de spil, som klageren har solgt på vegne [virksomhed3] er momsfritagede, jf. momslovens § 13, stk. 1, nr. 12, jf, momssystemdirektivet artikel 28, jf. artikel 135, stk. 1, litra i, jf. C-464/10, jf. den juridiske vejledning afsnit D.A.5.12. Dette understøttes også af [virksomhed3]s eget forhandlermateriale, hvor provisionen omtales som en procentdel af indskuddene, og hvor forhandleren betaler en ugentlig serviceafgift pr. terminal. Det viser, at forhandlerens økonomiske indtægt er provisionen — ikke hele spilomsætningen. 2.2. Kommissions-/formidlingssynspunktet Efter almindelige formidlings- og kommissionsretlige principper skal der sondres mellem: 1. beløb, som tilkommer virksomheden som egen omsætning, og 2. beløb, som virksomheden modtager på vegne af tredjemand og afregner videre. Den juridiske vejledning beskriver kommission som et forhold, hvor kommissionæren handler med tredjemand for en andens regning og risiko, og hvor det økonomiske resultat falder på kommittenten. Dette princip er relevant her. Klagerens butik har ikke spilletilladelsen og bærer ikke den økonomiske risiko for spilproduktet som sådan. Det er [virksomhed3], der udbyder spillet. Klageren modtager alene en provision/servicebetaling for at stille salgsfunktionen til rådighed og ekspedere kundernes spil. Konsekvensen er, at kundernes indbetalinger til [spil1], [spil2], [spil3], skrab mv. ikke uden videre kan beskattes som klagerens almindelige vareomsætning. De er gennemløbende betalinger, der skal afregnes til [virksomhed3], med fradrag/tillæg af provision, præmieudbetalinger, serviceafgifter og øvrige afregningsposter. 2.3. Skatteretlig konsekvens Efter statsskattelovens § 4 er klageren skattepligtig af sine indtægter. Men beløb, som modtages på vegne af en anden og videreafregnes til denne, er ikke klagerens indkomst i statsskattelovens forstand. Det er ikke en økonomisk fordel, der tilfalder klageren. Klagerens skattepligtige indkomst vedrørende [virksomhed3] består derfor alene af nettohonoraret/provisionen, dvs. den økonomiske betaling klageren faktisk oppebærer som vederlag for formidlingsydelsen. Det er i overensstemmelse med Skatteankestyrelsens egen delvise vurdering. Skatteankestyrelsen har nu anerkendt, at beløb med posteringstekster som “LS, kreditor … [virksomhed7]” m.v. kan udgøre salg, som er tilbagebetalt til [virksomhed3], og at 469.486 kr. derfor skal tages ud af den skønsmæssigt opgjorte omsætning. Dette er afgørende. Når Skatteankestyrelsen accepterer princippet for 469.486 kr., skal samme princip anvendes på alle posteringer, som efter deres tekst, beløbsmæssige sammenhæng, afregningsperiode eller bilagsgrundlag kan henføres til [virksomhed3]. 2.4. Konkret anvendelse på sagen Der foreligger flere forhold, som understøtter, at [spil1]/[spil2]/[virksomhed3]-beløb ikke skal beskattes som klagerens almindelige omsætning: For det første følger det af aftalen mellem [virksomhed3] og klageren, at omsætningen fra spiludbuddet er [virksomhed3]s og ikke klagerens. For det andet vil det være i strid med EU-retten at anse omsætningen fra spiludbuddet at vedrøre klagerens omsætning. For det tredje har Skatteankestyrelsen konstateret, at der foreligger afregningsbilag fra [virksomhed3], og at disse viser både salg, præmieudbetalinger, serviceafgift og provision. For det fjerde fremgår det af Skatteankestyrelsens forslag til afgørelse, at klageren har modtaget provision fra [virksomhed3] med 78.018 kr. inkl. moms, svarende til 62.414 kr. ekskl. moms. Denne provision er allerede særskilt medtaget som omsætning. For det femte har Skatteankestyrelsen anerkendt, at 469.486 kr. skal udgå, fordi beløbene er modtaget på vegne af [virksomhed3] og videreoverført. For det sjette fremgår det af Skattestyrelsens høringsudtalelse, at Skattestyrelsen nu er enig i Skatteankestyrelsens indstilling, og at det efter de konkrete omstændigheder er tilstrækkeligt sandsynliggjort, at visse overførsler kan være en konsekvens af fakturering/salg af [virksomhed3]s produkter. Der er dermed ikke længere tale om en udokumenteret forklaring fra klageren. Også myndighederne har anerkendt, at [virksomhed3]-sporet er reelt og har betydning for den skattepligtige opgørelse. 2.5. Risiko for dobbeltbeskatning Hvis både kundernes spilindbetalinger og klagerens provision beskattes som omsætning, sker der en skattemæssig dobbeltindregning. Der er ikke hjemmel til en sådan dobbeltbeskatning. Beskatningen skal ske ud fra disse overordnede betragtninger: [virksomhed3]-indbetalinger fra kunder: Ikke klagerens endelige omsætning, men gennemløbende beløb. Videreafregning til [virksomhed3]: Skal neutralisere de gennemløbende beløb. Provision fra [virksomhed3]: Klagerens skattepligtige indkomst. Serviceafgift til [virksomhed3]: Driftsomkostning/fradragsberettiget udgift efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Skatteankestyrelsen har godkendt serviceafgiften med 8.282 kr. ekskl. moms som fradragsberettiget driftsomkostning. Det understøtter, at der foreligger et reelt forhandler-/formidlingsforhold og ikke almindeligt varesalg for klagerens egen regning. … 2.7. sammenfattende synspunkt Det gøres sammenfattende gældende, at Landsskatteretten ved den endelige afgørelse skal foretage en fuldstændig og konsekvent udskillelse af samtlige [spil1]/[spil2]/[virksomhed3]-beløb fra klagerens almindelige omsætning. Efter Den juridiske vejledning sælger kiosker [spil1] og [spil2] i [virksomhed3]s navn og modtager provision herfor. Forhandlerens skattepligtige indtægt er derfor provisionen/honoraret og ikke kundernes samlede spilindbetalinger. Kundernes indbetalinger vedrørende [spil1], [spil2] og øvrige [virksomhed3]-produkter er gennemløbende beløb, som tilkommer [virksomhed3] og ikke klageren. Det forhold, at beløb passerer klagerens bankkonto, kan ikke i sig selv føre til, at beløbene udgør klagerens skattepligtige omsætning. Der skal foretages en materiel vurdering af, hvem beløbene endeligt tilkommer. Når beløbene efter afregningsbilag, LeverandørService-oversigter, posteringstekster og forhandlerforholdet tilkommer [virksomhed3], foreligger der ikke skattepligtig indkomst for klageren efter statsskattelovens § 4. Skatteankestyrelsen har allerede anerkendt dette princip ved at tage 469.486 kr. ud af den skønsmæssigt opgjorte omsætning. Samme princip skal anvendes på alle tilsvarende posteringer, der kan henføres til [virksomhed3]. Det vil være inkonsekvent og materielt forkert alene at udskille en del af [virksomhed3]-strømmene, hvis yderligere posteringer efter deres tekst og afstemning vedrører samme retsforhold. Klagerens skattepligtige indkomst vedrørende [virksomhed3] skal derfor begrænses til den dokumenterede provision, som Skatteankestyrelsen har opgjort til 62.414 kr. ekskl. moms, med fradrag for dokumenterede serviceafgifter og øvrige driftsomkostninger efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. 2.8. [virksomhed3]-poster skal udgå fuldt ud i det omfang de kan afstemmes Skatteankestyrelsen har med forslaget til afgørelse anerkendt, at 469.486 kr. skal udgå af den skønnede omsætning, fordi beløbet vedrører midler modtaget på vegne af [virksomhed3] og videreoverført til [virksomhed3]. Dette er klageren enig i, men dette forslag er imidlertid ikke dækkende, idet samme princip skal anvendes konsekvent for alle tilsvarende LS-/[virksomhed3]-poster, der kan afstemmes med afregningsbilag, LeverandørService-oversigter eller [virksomhed3]-materiale. Skatteankestyrelsen anfører, at posteringsteksterne “LS, kreditor”, “[virksomhed7]” m.v. indikerer, at der er tale om spilrelaterede transaktioner. Når Skatteankestyrelsen accepterer denne realitet for 469.486 kr., bør der ikke opstilles et strengere beviskrav for tilsvarende poster, hvis disse ved yderligere bilag kan knyttes til [virksomhed3]. Der skal derfor ske yderligere nedsættelse for samtlige beløb, som kan dokumenteres eller sandsynliggøres som gennemløbende [virksomhed3]-midler. 2.9. Provision fra [virksomhed3] må alene beskattes som provision, ikke som kundernes spilindbetalinger Klagerens indkomst fra [virksomhed3] består skattemæssigt af provisionen, ikke af kundernes samlede spilindbetalinger. [virksomhed3]-produkter sælges på vegne af [virksomhed3]. Beløb modtaget fra kunder vedrørende spil er ikke fuldt ud klagerens omsætning, men gennemløbende beløb, hvor klageren alene beskattes af provisionen. Skatteankestyrelsen har medtaget provision fra [virksomhed3] med 62.414 kr. ekskl. moms. Det bestrides ikke, at faktisk modtaget provision skal indgå i indkomsten. Det bestrides derimod, at øvrige spilrelaterede kundebetalinger kan behandles som klagerens almindelige omsætning, når de efter forhandlerforholdet og afregningsmaterialet tilkommer [virksomhed3]. 3. Skattetillægget bør bortfalde eller nedsættes Skatteankestyrelsen foreslår at fastholde skattetillægget på 5.000 kr. Det bestrides, at der er grundlag for at fastholde skattetillægget under de foreliggende omstændigheder. Klageren/repræsentanten har fremlagt udskrift fra skattemappen, hvoraf fremgår, at TastSelv ikke kunne anvendes til at ændre årsopgørelsen, og at Skattestyrelsen i stedet skulle kontaktes telefonisk. Det gøres gældende, at den manglende rettidige indgivelse skal ses i sammenhæng med: Den verserende kontrolsag. Den blokerede eller utilgængelige TastSelv-adgang. Skattestyrelsens tekniske fejl ved automatisk dannelse af årsopgørelsen. Repræsentantens løbende kontakt med Skattestyrelsen. Den omstændighed, at Skattestyrelsen var i besiddelse af væsentligt regnskabsmateriale og bilag. Efter skattekontrollovens § 73, stk. 4, kan der ske hel eller delvis fritagelse i særlige tilfælde. Det gøres gældende, at der foreligger sådanne særlige tilfælde, når klageren som følge af Skattestyrelsens systemmæssige forhold og verserende kontrolsag reelt var afskåret fra eller væsentligt hindret i at afgive oplysninger på normal vis. Subsidiært gøres det gældende, at skattetillægget bør nedsættes, hvis Landsskatteretten finder, at der ikke er grundlag for fuldt bortfald. 4. Hjemvisning til fornyet behandling med henblik på en korrekt beløbsmæssig opgørelse af [virksomhed3]s omsætning og fradrag herfor Henset til, at Skatteankestyrelsen har medregnet [virksomhed3]s omsætning i klagerens omsætning i det foreliggende forslag til afgørelse, foreligger der en væsentlig fejl i grundlaget for Skatteankestyrelsens indstilling. Skatteankestyrlesen har efter det for nuværende oplyste ikke taget højde herfor. Foretages der ikke korrektion, hvor [virksomhed3]s samlede del af bankindsætninger fratrækkes i grundlaget for opgørelsen af virksomhedens resultat og finder Landsskatteretten ikke, at det påhviler Landsskatteretten at foretage denne beløbs/bilagsmæssige gennemgang, så skal klagesagen hjemvises til Skattestyrelsen, jf. Landsskatterettens Forretningsorden § 12, stk. 5. …” Indlæg under retsmødet Under retsmødet fastholdt repræsentanten sine tidligere fremsatte påstande og gennemgik sine anbringender i overensstemmelse med de skriftlige indlæg. I forhold til den formelle del af sagen fastholdt repræsentanten, at Skattestyrelsen har begået sagsbehandlingsfejl, da der ikke er sket partshøring. Han bemærkede, at der er enighed hos Skattestyrelsen og Skatteankestyrelsen om, at der er sket fejl. Dog er der ikke enighed om, at det skal føre til, at afgørelserne er ugyldige. Repræsentanten fremhævede, at Skattestyrelsen ikke kunne føre bevis for, at der ikke ville komme yderligere materiale, da der var bedt om fristudsættelse, som blev imødekommet, og rent faktisk var der indkommet en hel del materiale efterfølgende. Derudover er der også enighed om, at ansættelsen skal nedsættes med mere end 50%, hvilket repræsentanten bemærker må anses som væsentlig for klageren. Derudover anførte repræsentanten, at afgørelserne ligeledes lider af begrundelsesmangel. Man skal ud fra begrundelsen kunne udlede de væsentlige hovedhensyn der er lagt vægt på ved afgørelsen, hvilket ikke fremgår af nærværende afgørelser fra Skattestyrelsen. Med hensyn til sagens materielle del, anførte repræsentanten, at det er bevist, at den foretagne skønsmæssig forhøjelse er for høj. Det blev yderligere forklaret, at det er spiludbyderen, som skal føre regnskab med salg af spil, selvom det foregår gennem andre forhandlere. Det fremgår af § 29 i lovbekendtgørelse nr. 1209 af 2020-08-13. Det blev desuden anført, at det således ikke er virksomhedens omsætning, når der sælges produkter fra [virksomhed3]. Der blev henvist til forhandlerkontraktens punkt 7.3 og 7.4, hvoraf fremgår, at [...] fastsætter prisen på disse spil, og at forhandleren modtager en provision for salget. Repræsentanten henviste desuden til bilag J, hvoraf klagerens provision fremgår. Repræsentanten bemærkede her særligt, at hvis denne omsætning udgår af det ansatte skøn, stemmer tallene nogenlunde med det af klageren oplyste. Vedrørende skattetillægget, henviste repræsentanten til, at det ikke kunne lade sig gøre at anvende TastSelv, hvilket ikke skal komme skatteyderen til last. Tillægget skal derfor bortfalde. Skattestyrelsen indstillede i overensstemmelse med tidligere udtalelser, at afgørelserne ændres i overensstemmelse med Skatteankestyrelsens indstilling. Skattestyrelsen fastholdt, at afgørelserne ikke er ugyldige, da det bl.a. fremgår af agterskrivelsen, hvilke faktiske og retlige forhold der ligger til grund for ansættelsen. Derudover har det ikke haft nogen konkret betydning, at årsopgørelsen blev udskrevet før fristforlængelsen udløb, da de ved automatisk genereret årsopgørelser er en 3 måneders indsigelsesfrist. Skattestyrelsen anførte desuden, at klagerens regnskabsmateriale var mangelfuldt, da der ikke var sket kasseafstemning og han havde ikke fremlagt dokumentation for sine udgifter, hvorfor Skattestyrelsen havde været berettiget til at foretage en skønsmæssig afgørelse. Skattestyrelsen anførte yderligere, at klageren skulle have indberettet sin indkomst senest den 1. juli 2022 og at det ikke er en undskyldning, at systemet ikke virkede, da det stadig var muligt at fremsende fysisk materiale og evt. ringe til Skattestyrelsen. Skattetillægget skal derfor fastholdes. Repræsentanten anførte hertil, at klageren ikke havde fået 3 måneder ekstra ved den forkert dannede årsopgørelse, men derimod de 3 måneder man altid får. Det fremhæves, at partshøring er essentielt og vigtigt i henhold til praksis. Derudover bemærkede repræsentanten, at råbalancen ikke som anført var udarbejdet til brug for skattesagen, men at den havde været under udarbejdelse. Der havde således været grundlag for at skønne indtægten oprindeligt, men det var der ikke længere, når man så på det materiale, som foreligger på nuværende tidspunkt. Landsskatterettens afgørelse Sagen angår om Skattestyrelsens afgørelse er ugyldig som følge af manglende partshøring, og om Skattestyrelsen har været berettiget til at foretage en skønsmæssig forhøjelse af klagerens overskud af virksomhed med 860.000 kr. for indkomståret 2021. Endelig angår sagen, om det har været berettiget at pålægge klageren et skattetillæg på 5.000 kr. Retsgrundlaget Al indkomst er som udgangspunkt skattepligtig. Det fremgår af statsskattelovens § 4. Enhver, der er skattepligtig her til landet, skal årligt oplyse Skattestyrelsen om sin indkomst, hvad enten den er positiv eller negativ. Det følger af gældende skattekontrollovs § 2, stk. 1 (lovbekendtgørelse nr. 1535 af 19. december 2017). Erhvervsdrivende skal ifølge gældende skattekontrollovs § 6, stk. 2, nr. 1, udarbejde, opbevare og indgive et skattemæssigt årsregnskab i overensstemmelse med de regler, skatteministeren har fastsat. Kravene til regnskabet fremgår af mindstekravsbekendtgørelsen for mindre virksomheder (bekendtgørelse nr. 1296 af 14. november 2018), bogføringsloven og årsregnskabsloven (lovbekendtgørelse nr. 395 af 25. maj 2009 med efterfølgende ændringer). Erhvervsdrivende, der fører regnskab, har, hvad enten den pågældende ifølge lovgivningen er regnskabspligtig eller ej, pligt til efter anmodning fra told- og skatteforvaltningen at indsende sit regnskabsmateriale med bilag for såvel tidligere som for det løbende regnskabsår og andre dokumenter, der kan have betydning for kontrollen af den pågældendes skatteansættelser. Det fremgår af skattekontrollovens § 53, stk. 1. Regnskabet skal være udarbejdet på grundlag af en løbende bogføring, herunder et ført og afstemt kasseregnskab. Efterkommes anmodningen om regnskabsmateriale ikke, eller hvis regnskabet ikke opfylder kravene, kan indkomsten fastsættes skønsmæssigt. Det fremgår af skattekontrollovens § 74, jf. §§ 53, stk. 3 og 6, stk. 2. Kravene til den løbende bogføring og registrering fremgår af bogføringsloven (lovbekendtgørelse nr. 648 af 15. juni 2006). Af dagældende bogføringslovs §§ 7, stk. 3, og 9, stk. 1, fremgår følgende: ”Registreringerne skal, i det omfang det er nødvendigt efter virksomhedens art og omfang, afstemmes med beholdningerne, herunder kasse- og likvidbeholdninger. (...) Enhver registrering skal dokumenteres ved bilag. Er der udstedt eksternt bilag, skal dette så vidt muligt benyttes. Bilag skal oplyse, hvad der er nødvendigt for at identificere kontrolsporet, herunder tydeligt angive transaktionsdato og beløb.” Den erhvervsdrivende skal bogføre varer udtaget fra virksomheden til eget forbrug i overensstemmelse med reglerne herfor, jf. reglerne i bogføringslovens § 1 og mindstekravsbekendtgørelsen § 4 (nr. 1296 af 14. november 2018 med senere ændringer) Hvis den erhvervsdrivende har undladt at registrere sit private udtag fra virksomhedens drift, har Skatteforvaltningen ret til at opgøre forbruget efter et konkret skøn, hvor der tages hensyn til størrelsen af den selvstændiges husstand og virksomhedens varesortiment. Der henvises til Vestre Landsrets dom af 9. april 2003 offentliggjort i SKM2003.255.VLR. Ifølge praksis stilles der strenge krav til beviset, hvis der ikke er bogført et privat forbrug eller skatteyderen gør gældende, at der ikke er udtaget varer til privat forbrug, jf. Østre Landsret dom af 16. januar 2004 offentliggjort i SKM2004.39.ØLR. Hvis der konstateres en yderligere indtægtskilde, eller det konstateres, at en skatteyder har modtaget indtægter af en vis størrelse, som ikke kan ses at være selvangivet, påhviler det, efter omstændighederne, skatteyderen at godtgøre, at disse indtægter stammer fra midler, der allerede er beskattet, eller som er undtaget fra beskatning. Der henvises til Højesterets dom af 10. oktober 2008, offentliggjort som SKM2008.905H, hvor Højesteret fandt, at der i et tilfælde, hvor der løbende over en længere periode blev indsat større beløb på sagsøgernes bankkonti, sammenholdt med de foreliggende oplysninger om sagsøgernes indtægtsforhold i de pågældende indkomstår, påhviler sagsøgerne at godtgøre, at de indsatte beløb stammer fra beskattede midler. Der lægges i denne forbindelse vægt på, om skatteyderens forklaringer kan underbygges af objektive kendsgerninger. Det fremgår af Højesterets dom af 7. marts 2011, offentliggjort som SKM2011.208.HR. Udgifter afholdt i årets løb for at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten er fradragsberettigede i henhold til statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Der skal foreligge en direkte og umiddelbar forbindelse mellem afholdelsen af udgiften og erhvervelsen af indkomsten. Det kræver dels, at udgiftsafholdelsen ligger inden for de naturlige rammer af virksomheden, dels at udgiften ikke kan karakteriseres som en privatudgift, som er indkomstopgørelsen uvedkommende. I henhold til bogføringslovens § 9 skal enhver udgift være dokumenteret ved et bilag, hvoraf der fremgår oplysninger om henholdsvis sælgers og købers navn og adresse, varens eller ydelsens art, mængde og pris. Bevisbyrden for skattemæssige fradrag påhviler som udgangspunkt den skattepligtige. Det følger af Højesterets dom af 19. marts 2004, offentliggjort i SKM2004.162.HR. Det følger af dagældende bestemmelse i skattekontrollovens § 73, stk. 1, at såfremt en skattepligtig omfattet af skattekontrollovens § 5 ikke rettidigt har givet skatteforvaltningen oplysninger efter § 2, pålægger forvaltningen den skattepligtige at betale et skattetillæg på 200 kr., for hver dag oplysningsfristen overskrides. Skattetillægget kan dog højst udgøre 5.000 kr. i alt, jf. skattekontrollovens § 73. For fysiske personer, hvis skattepligtige indkomst for det pågældende indkomstår ikke overstiger bundfradraget for topskatten efter personskattelovens § 7, udgør skattetillægget 100 kr., for hver dag fristen overskrides, dog højst 2.500 kr. i alt., jf. skattekontrollovens § 73, stk. 2. Bundfradraget for topskatten efter personskattelovens § 7 var i indkomståret 2021 på 544.800 kr. Skattepligtige, som er omfattet af regler om pligten til at give told- og skatteforvaltningen oplysninger som nævnt i § 2 digitalt efter regler fastsat af skatteministeren i medfør af skatteforvaltningslovens § 35, stk. 1-4, skal give oplysningerne i et oplysningsskema ved anvendelse af de digitale kanaler, som told- og skatteforvaltningen anviser, jf. skattekontrollovens § 5. Fysiske personer, som er omfattet af § 5, skal give Skatteforvaltningen oplysninger som nævnt i § 2 senest den 1. juli i året efter indkomstårets udløb, jf. skattekontrollovens § 11. Efter skattekontrollovens § 73, stk. 4, kan Skatteforvaltningen efter ansøgning i særlige tilfælde fritage den skattepligtige for skattetillægget efter SKL § 73, stk. 1-3 helt eller delvist. Det følger af skatteforvaltningslovens § 19, stk. 1 og 2, at skatteforvaltningen forinden der træffes en afgørelse, skal udarbejde en sagsfremstilling. Sagsfremstillingen skal indeholde en redegørelse for de oplysninger, som er tillagt betydning for den påtænkte afgørelse. Følgende fremgår videre af skatteforvaltningslovens § 20, stk. 1 og 2: ”Agter told- og skatteforvaltningen at træffe en afgørelse om ansættelse af indkomstskat, ejendomsværdiskat, grundskyld eller dækningsafgift på et andet grundlag end det, der er oplyst til told- og skatteforvaltningen efter skattekontrollovens § 2, skal den skattepligtige nævnt i skattekontrollovens § 2 og eventuelt andre parter underrettes om den påtænkte afgørelse. Det samme gælder, i det omfang en skattepligtig nævnt i skattekontrollovens § 2 har undladt at give told- og skatteforvaltningen oplysninger efter skattekontrollovens § 2 og ansættelsen som følge deraf skal ske skønsmæssigt. Underretningen skal opfylde de krav til begrundelsen af en forvaltningsafgørelse, der følger af forvaltningsloven. Stk. 2. Den skattepligtige m.v. nævnt i skattekontrollovens § 2 skal samtidig underrettes om, at afgørelsen vil blive truffet som varslet, medmindre den pågældende over for told- og skatteforvaltningen fremkommer med en begrundet skriftlig eller mundtlig udtalelse imod afgørelsen inden for en nærmere angivet frist, der ikke uden den pågældendes samtykke kan være på mindre end 15 dage regnet fra skrivelsens datering, medmindre en anden frist er bestemt i lovgivningen. Har den skattepligtige m.v. nævnt i skattekontrollovens § 2 ikke udtalt sig inden fristens udløb, kan afgørelsen træffes som varslet uden yderligere underretning.” Det fremgår af forvaltningslovens § 24, stk. 1, at en begrundelse for en afgørelse skal indeholde en henvisning til de retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen er truffet. I det omfang, afgørelsen efter disse regler beror på et administrativt skøn, skal begrundelsen tillige angive de hovedhensyn, der har været bestemmende for skønsudøvelsen. Begrundelsen skal endvidere om fornødent indeholde en kort redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen. Det fremgår af forvaltningslovens § 24, stk. 2. Det følger af forvaltningslovens § 19, stk. 1, at forvaltningen er forpligtet til at foretage partshøring, hvis en part ikke antages at være bekendt med, at myndigheden er i besiddelse af bestemte oplysninger om en sags faktiske grundlag eller eksterne faglige vurderinger. Der må ikke træffes afgørelse, før myndigheden har gjort parten bekendt med oplysningerne eller vurderingerne og givet denne lejlighed til at fremkomme med en udtalelse. Det gælder dog kun, hvis oplysningerne eller vurderingerne er til ugunst for den pågældende part og er af væsentlig betydning for sagens afgørelse. Myndigheden kan fastsætte en frist for afgivelsen af den nævnte udtalelse. Landsskatterettens begrundelse og resultat Formalitet Høringsfristen Landsskatteretten bemærker, at der i den af Skattestyrelsen fremsendte agterskrivelse af 25. januar 2023 blev givet klageren en indsigelsesfrist på 3 uger. Repræsentanten kontakterede Skattestyrelsen den 8. februar 2023 og bad om fristforlængelse til den 10. marts 2023, hvilket Skattestyrelsen imødekom. Den 7. marts 2023 anmodede repræsentanten om yderligere fristforlængelse til den 31. marts 2023. Den 13. marts 2023 blev klagerens årsopgørelse for indkomståret 2021 dannet og gjort tilgængelig i klagerens skattemappe. Skattestyrelsen besvarede den 14. marts 2023 repræsentantens henvendelse af 7. marts 2023 og imødekom en fristudsættelse til den 31. marts 2023, selv om årsopgørelsen allerede var dannet og gjort tilgængelig, og der dermed allerede forelå en afgørelse i form af en skatteansættelse. Retten finder således, at det må anses for en fejl, at Skattestyrelsen den 14. marts 2023 indrømmede en fristforlængelse til den 31. marts 2023, når der allerede den 13. marts 2023 var foretaget en skatteansættelse ved årsopgørelsen. Da fejlen er sket efter afgørelsen af 13. marts 2023, har den ikke haft betydning for afgørelsen af 13. marts 2023. I agterskrivelsen blev klageren givet en frist på 3 uger til at fremkomme med indsigelser. Skattestyrelsen indrømmede klageren en yderligere frist på samlet set 9 uger. Afgørelsen af 13. marts 2023 er truffet efter udløbet af den indsigelsesfrist, der var givet til den 10. marts 2023. Klageren indgav den 25. maj 2023 klage over årsopgørelsen af 13. marts 2023 til Skatteankestyrelsen, hvorved klageren fik mulighed for at fremkomme med yderligere indsigelser og oplysninger til sagen. Efter det oplyste blev der ikke fremsendt yderligere oplysninger til Skattestyrelsen i perioden fra den 14. marts 2023 til den 31. marts 2023. På denne baggrund kan den omstændighed, at Skattestyrelsen, efter udløbet af klagerens indsigelsesfrist den 10. marts 2023, traf afgørelsen den 13. marts 2023 inden besvarelse af klageres anmodning om fristforlængelse den 7. marts 2023 ikke føre til, at Skattestyrelsens afgørelse af 13. marts 2023 er ugyldig. Begrundelseskravet Skattestyrelsens forslag til afgørelse indeholder et administrativt skøn, idet Skattestyrelsen skønsmæssigt fastsætter indholdet af årsopgørelsen for det pågældende indkomstår. Skattestyrelsens afgørelse skal derfor angive de hovedhensyn, der har været bestemmende for skønsudøvelsen. I Skattestyrelsens taksationsforslag af 25. januar 2023, er der som begrundelse for forhøjelsen af overskud af virksomhed på 860.000 kr. alene anført, at der er foretaget en skønsmæssig ansættelse ud fra det materiale Skattestyrelsen har modtaget i forbindelse med et kontrolbesøg, bankkontoudskrifter samt udleverede bilag. Det er således ikke ud fra den konkrete begrundelse muligt at konstatere, hvilke hovedhensyn, der begrunder det takserede beløb. På denne baggrund finder Landsskatteretten, at Skattestyrelsens afgørelse for indkomståret 2021 er behæftet med en mangelfuld begrundelse. Selvom begrundelsen i forslaget ikke angiver de hovedhensyn, som Skattestyrelsen har tillagt betydning ved vurderingen af forhøjelsen af overskud af virksomhed for indkomståret 2021, finder retten dog ud fra en konkret væsentlighedsvurdering, at den mangelfulde begrundelse ikke kan føre til afgørelsens ugyldighed. Det fremgår således, at taksationen beror på de indhentede bankkontoudskrifter og de udleverede bilag. Retten finder, at klageren på denne baggrund har været bekendt med grundlaget for ansættelsen og har kunnet vurdere, om der var grundlag for at påklage afgørelsen. Det bemærkes tillige, at klageren som følge af modtagelsen af Skattestyrelsens forslag den 24. januar 2023 vedrørende forhøjelse af virksomhedens momstilsvar for afgiftsperioden 1. januar 2021 til 31. december 2021, som ligger tidsmæssig op til taksationsforslaget af den 25. januar 2023, har kunnet udlede, hvilke faktiske og retlige forhold, der har været bestemmende for skønsudøvelsen og den efterfølgende skattemæssige forhøjelse. Landsskatteretten har i den forbindelse foretaget en gennemgang af Skattestyrelsens afgørelse vedrørende forhøjelsen af virksomhedens skønnede momstilsvar for afgiftsperioden 1. januar 2021 til 31. december 2021 i den sammenholdte sag. Det må på baggrund af gennemgangen lægges til grund, at der foreligger fejl i opgørelsen af det skønsmæssige ansatte overskud af virksomhed i taksationen for indkomståret 2021. Retten finder dog, at denne fejl kan afhjælpes af Landsskatteretten som rekursinstans. Ud fra en samlet konkret vurdering finder Landsskatteretten således, at den påklagede afgørelse ikke er behæftet med sådanne begrundelsesmangler, der kan føre til afgørelsens ugyldighed. Materielt Skønsmæssig forhøjelse af overskud af virksomhed Landsskatteretten finder, at det er berettiget, at Skattestyrelsen har foretaget en skønsmæssig ansættelse af virksomhedens overskud, jf. skattekontrollovens § 74, jf. § 53, stk. 3. Retten har lagt vægt på, at klageren uanset det meget store antal posteringer på bankkontoen og de meget betydelige beløb, ikke har bogført denne aktivitet. Hertil kommer, at det indsendte regnskabsmateriale ikke kan afstemmes til ind- og udbetalinger på klagerens bankkonti. Der er desuden lagt vægt på, at klageren ikke har fremlagt kassekladder og derfor ikke kan dokumentere, at der er foretaget effektive kasseafstemninger. Endelig er det tillagt vægt, at den efterfølgende fremlagte råbalance for indkomståret 2021 er udarbejdet i indkomståret 2024 og således til brug for skattesagen. Der er henset til, at assistanceerklæringen er underskrevet den 19. marts 2024, hvorefter det ikke er godtgjort, at råbalancen alene er udskrevet i 2024. Landsskatteretten finder herefter, at det af klageren fremlagte regnskabsmateriale ikke opfylder kravene i bogføringsloven, årsregnskabsloven og mindstekravsbekendtgørelsen for mindre virksomheder, hvorfor det ikke kan lægges til grund for en korrekt opgørelse af klagerens skattepligtige indkomst. Skattestyrelsen har derfor været berettiget til at fastsætte indkomsten skønsmæssigt. Overskud af virksomhed Ud fra det foreliggende finder Landsskatteretten, at der er grundlag for at hjemvise den skønsmæssige opgørelse af klagerens overskud af virksomhed for indkomståret 2021 til fornyet behandling ved Skattestyrelsen. Det bør således overlades til Skattestyrelsen som første instans at tage stilling til det for Landsskatteretten fremlagte materiale, herunder om det fremlagte materiale kan føre til et mere retvisende skøn over resultatet af klagerens virksomhed. Der er henset til omfanget af det fremlagte materiale og at oplysningsgrundlaget ved Landsskatteretten er ændret i væsentlig grad, som ses at kunne føre til et andet resultat. Der er lagt vægt på, at der er fremsendt nyt regnskabsmateriale, udgiftsbilag, afregningsbilag fra [virksomhed3], herunder leverandørservice oversigter samt en forhandlerkontrakt indgået mellem klageren og [virksomhed7] A/S, som ikke forelå ved Skattestyrelsens afgørelse af 13. marts 2023. Retten har desuden henset til de af Skattestyrelsens begåede sagsbehandlingsfejl. Landsskatteretten hjemviser derfor spørgsmålet om skønsmæssig ansættelse af klagerens overskud af virksomhed i indkomståret 2021 til fornyet behandling i Skattestyrelsen. Skattetillæg Landsskatteretten finder, at Skattestyrelsen har været berettiget til at pålægge klageren et skattetillæg, jf. skattekontrollovens § 73. Der er herved henset til, at klageren ikke inden den 1. juli 2022 har oplyst om virksomhedens resultat for indkomståret 2021. Landsskatteretten finder endvidere, at klageren ikke har godtgjort, at der foreligger særlige omstændigheder efter bestemmelsen i skattekontrollovens § 73, stk. 4. Det kan ikke føre til et andet resultat, at klageren ikke kunne benytte TastSelv, som en følge af nedbrud i Skattestyrelsens it-system, herunder at Skattestyrelsen havde låst adgangen. Retten har henset til, at Skattestyrelsen ved meddelelse i skattemappen havde oplyst klageren om, at klageren kunne ændre sin årsopgørelse ved at kontakte Skattestyrelsen telefonisk. Repræsentantens henvendelse til Skattestyrelsens af den 8. februar 2023, ligger i den forbindelse ikke inden for rimelig tid. Desuden har klageren ikke godtgjort, at oplysningsskemaet er blevet forsøgt afsendt inden for fristens udløb. Landsskatteretten finder desuden, at det beregnede skattetillæg korrekt udgør det maksimale beløb, idet der ikke er fremsendt dokumentation for, at klageren ikke har overskredet oplysningsfristen med mere end 25 dage. Landsskatteretten stadfæster på denne baggrund Skattestyrelsens afgørelse på dette punkt.

Skønsmæssig forhøjelse af kioskoverskud hjemvist trods gyldig afgørelse (jnr. 23-0045730) · skattewiki.dk