Journalnr. 23-0020377
Afslag på ekstraordinær genoptagelse af kapitalfondsinvesteringer tidligere år
- Instans
- Landsskatteretten
- Dokumenttype
- Landsskatterettens afgørelse
- Offentliggjort
- 25. august 2026
- Kilde
- Åbn original i afgørelsesdatabasen ↗
Resumé
Sagen angik, om et holdingselskab kunne få genoptaget skatteansættelserne for indkomståret 2017 og tidligere år ekstraordinært efter skatteforvaltningslovens § 27, efter at Skattestyrelsen for indkomståret 2018 havde nægtet fradrag for et nettovalutakurstab på 10.953.377 kr., som reelt var en tilbageførsel af fejlagtig lagerbeskatning af skattefrie porteføljeaktier i kapitalfonde fra 2008-2017, og samtidig ændret periodiseringen, så et halvt år (1. januar – 30. juni 2017) med en negativ indkomst på 2.313.513 kr. faldt ud af beskatning. Selskabet gjorde gældende, at genoptagelse kunne ske som en direkte følge efter § 27, stk. 1, nr. 2, på grund af særlige omstændigheder efter nr. 8 samt efter balancepostreglen i § 27, stk. 4, da fastholdelsen medførte en beskatning langt over det reelle afkast over tid. Skattestyrelsen fandt med henvisning til bl.a. SKM2007.44.VLR og SKM2014.860.LSR, at der var tale om forkert retsanvendelse og selskabets eget valg af forkert periodisering, hvilket hverken udgjorde en direkte følge eller særlige omstændigheder. Landsskatteretten stadfæstede afgørelsen, idet de ønskede nedsættelser ikke var en direkte følge af 2018-ansættelsen, fejlene alene kunne bebrejdes selskabet selv, og § 27, stk. 4, forudsætter, at betingelserne i stk. 1 er opfyldt.
Titel, resumé og vurderinger er AI-genererede og kan indeholde fejl.
Lovhenvisninger
Henviser til
- SKM2007.44.VLD
- SKM2007.44.VLR
- SKM2011.533.HR
- SKM2014.860.LSR
- SKM2017.224.HR
- SKM2018.203.HR
- SKM2018.496.BR
- SKM2019.195.BR
- SKM2020.396.ØLD
- SKM2020.396.ØLR
Fuldtekst
Journalnr. 23-0020377 Skattestyrelsen har ikke imødekommet selskabets anmodning om at få genoptaget og ændret skatteansættelserne for indkomstårene forud for indkomståret 2018. Landsskatteretten stadfæster Skattestyrelsens afgørelse. Faktiske oplysninger [klager] ApS, CVR-nr. [...1] (herefter benævnt selskabet) blev stiftet den 10. november 1989. Selskabet indgår i en sambeskatning efter selskabsskattelovens § 31 med [virksomhed1] ApS som administrationsselskab. Selskabets aktivitet er at eje aktier og anparter i datterselskaber samt direkte eller indirekte gennem kapitalandele i andre virksomheder at drive investeringsvirksomhed samt hermed beslægtet virksomhed. Selskabet har investeret i seks danske og udenlandske kapitalfonde, herunder de tre kapitalfonde [kapitalfond1] L.P. (herefter [kapitalfond1]), [kapitalfond2] L.P. (herefter [kapitalfond2]) og [kapitalfond3] SICAR (herefter [kapitalfond3]). Kapitalfondene investerer i porteføljeselskaber mv. med henblik på at udvikle og senere videresælge selskaberne. En af kapitalfondene har 1. april – 31. marts som regnskabsperiode, mens de øvrige fem kapitalfonde har kalenderåret som regnskabsperiode. Selskabets regnskabsperiode er 1. juli – 30. juni. Selskabets indkomstår 2017 omfatter regnskabsperioden 1. juli 2016 – 30. juni 2017. I dokumentet “Skattemæssig indregning af selskabets Fonde” har selskabet opgjort de indtægter og udgifter for kapitalfondene, der medregnes ved opgørelse af selskabets skattemæssige resultat for indkomståret 2018. Ifølge Skattestyrelsen fremgår det, at selskabet har lagt de enkelte kapitalfondes årsregnskaber til grund ved selskabets beregning af den skattepligtige indkomst fra kapitalfondene. Det fremgår af den skattemæssige indregning for kapitalfonden [kapitalfond1] for indkomståret 2018, at selskabet har medregnet et valutakurstab på 7.386.283 kr., beregnet som forskellen mellem den lagermæssige primoværdi af “valutakursregulering” på 7.609.366 kr. og ultimoværdien på 223.083 kr. Af den skattemæssige indregning for kapitalfonden [kapitalfond2] for indkomståret 2018 fremgår, at selskabet har medregnet en valutakursgevinst på 176.732 kr. Beløbet er lig med “valutakursregulering primo”, idet lagerværdien ultimo er anført til 0 kr. “Valutakursregulering ultimo” på -209.799 kr. har selskabet også fratrukket ved opgørelsen af den skattemæssige indkomst fra kapitalfonden. Af den skattemæssige indregning for kapitalfonden [kapitalfond3] for indkomståret 2018 fremgår, at selskabet har medregnet et valutakurstab på 3.743.826 kr., beregnet som forskellen mellem lagerværdien primo for “valutakursregulering” på 1.091.207 kr. og ultimoværdien på -2.652.619 kr. Det samlede nettobeløb for de selvangivne valutakursgevinster og -tab for indkomståret 2018 for de tre kapitalfonde [kapitalfond1], [kapitalfond2] og [kapitalfond3] udgør: -7.386.283 + 176.732 - 3.743.826 = -10.953.377 kr. Den 29. april 2022 udsendte Skattestyrelsen forslag til afgørelse om selskabets skatteansættelse for indkomståret 2018. Skattestyrelsen foreslog i afsnit 2 at korrigere samtlige kapitalfondes indtægter og udgifter, så der sker korrekt periodisering og beskatning. Skattestyrelsens forslag til beløbsmæssige ændringer som følge af bl.a. ændret periodisering fremgår af forslagets afsnit 3-10, hvor de enkelte indkomstarter er behandlet særskilt. I afsnit 8 foreslog Skattestyrelsen, at selskabet i indkomståret 2018 ikke kan fratrække netto-valutakurstabet på 10.953.377 kr. Den 16. september 2022 kom selskabets repræsentant med indsigelse mod Skattestyrelsens forslag af 29. april 2022. I indsigelsen kom repræsentanten med bemærkninger til Skattestyrelsens forslag til ændret periodisering. Repræsentanten anførte også følgende anmodning som følge af Skattestyrelsens forslag om, at lagerbeskatning af valutakursgevinster/-tab fra tidligere år ikke kan tilbageføres ved at fratrække et samlet nettotab på 10.953.377 kr. i indkomståret 2018: “… Der ses således efter lovgivning og retspraksis at være hjemmel til at foretage de ændringer tilbage i tid, som er en direkte konsekvens af den tilbageførsel/forhøjelse Skattestyrelsen foreslår for indkomståret 2018. Vi skal derfor venligst anmode om at vor anmodning revurderes i rette lys, og der gives adgang til at korrigere den skattepligtige indkomst for de tidligere år i konsekvens af den ændring, som Skattestyrelsen foreslår.” I den påklagede afgørelse af 29. november 2022 fastholdt Skattestyrelsen sit forslag om ændret periodisering, og forslaget om at selskabet ikke kan foretage fradrag i indkomståret 2018 for nettotabet på 10.953.377 kr. for valutakursgevinster og -tab, ligesom Skattestyrelsen fandt, at skatteforvaltningslovens betingelser for ekstraordinær ansættelse for indkomstårene forud for indkomståret 2018 ikke er opfyldt. Skattestyrelsens afgørelse Skattestyrelsen har ikke imødekommet selskabets anmodning om at få genoptaget og ændret de skattepligtige indkomster for indkomstårene forud for indkomståret 2018. I afgørelsen har Skattestyrelsen begrundet afslaget således: “8.4. Skattestyrelsens bemærkninger og begrundelse Under afsnit 3 er det konkluderet, at vi ikke har identificeret nogen børsnoterede aktier i de underliggende investeringer, hvorfor samtlige investeringer skal behandles som skattefrie porteføljeaktier efter aktieavancebeskatningslovens § 4C, stk. 1, idet I ejer under 10% i samtlige fonde og dermed også under 10% af de enkelte underliggende investeringer. Da der er tale om unoterede porteføljeaktier efter aktieavancebeskatningslovens § 4C, skal gevinst og tab ved afståelse af porteføljeaktierne ikke medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, det står i aktieavancebeskatningslovens § 8. Der skal således heller ikke foretages en lager-beskatning af aktiernes værdi, idet aktierne er den skattepligtige indkomst uvedkommende i forhold til gevinst og tab. Dog bemærkes det, at vi som følge af indsigelsen er blevet opmærksom på, at investeringen via [finans1] skal lagerbeskattes, da der er tale om en investering i et investeringsselskab. Dette forhold er medtaget under afsnit 3. Da vi ved kontrollen af indkomståret 2018 ikke fandt børsnoterede aktier ejet via jeres investeringer, vil det sandsynligvis være samme skattemæssig behandling i tidligere indkomstår. Da I blev opmærksomme på fejlen, valgte I at medtage ændringen i indkomståret 2018, ved at tilbageføre tidligere gevinst ved lagerbeskatning som et tab i indkomståret 2018, og tidligere tab som gevinst, tilsvarende hvad I har oplyst for indkomstårene i perioden 2008-2017. Det skal i den forbindelse nævnes, at vi ved udarbejdelse af vores forslag til afgørelse var af den opfattelse, at tilbageførelserne alene omhandlede indkomstårene 2016 og 2017. Jeres rådgivere oplyste imidlertid under mødet den 17. august 2022, at tilbageførelserne vedrører indkomstårene tilbage fra fondens start. Det vil sige indkomstårene 2008-2017. Indsigelse: Jeres rådgiver anfører i indsigelsen til forslaget til afgørelse, at lovgivningen, herunder fristregler, giver fuld mulighed for at gennemføre en tilretning til de principper for opgørelse af den skattepligtige indkomst. Rådgiver oplyser i den forbindelse, at opgørelsesmetoden i regnskabsåret 2017/2018 ændres i forhold til tidligere år, hvilket har den afledte konsekvens, at den tidligere indregnede værdiregulering – saldoen ultimo 2017 – tilbageføres i skatteregnskabet for 2018. Vi læser denne bemærkning som om, at rådgiver her mener, at der efter de ekstraordinære frist-regler i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1 nr. 2 og stk. 4 er hjemmel til at foretage en korrektion som den ønskede med henvisning til principskifte. Ekstraordinær genoptagelse - skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1 nr. 2 Herudover henviser jeres rådgiver til, at tilbageførslen af indkomsten kan ske med hjemmel i de ekstraordinære genoptagelsesregler, der følger af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1 nr. 2 samt stk. 4, således at den samlede skattebetaling bliver korrekt. Denne indsigelse behandles i det følgende. Det fremgår af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1 nr. 2, at der kan ske ekstraordinær genoptagelse, når en ansættelse er en direkte følge af en ansættelse vedrørende den skattepligtige for et andet indkomstår. Jeres rådgiver henviser i den forbindelse til afgørelsen SKM 2019.195 BR, hvortil der henvises til afsnit 8.2. Sagen vedrører et tilfælde, hvor skattemyndighederne foretager en forhøjelse af en skattepligtig indkomst i 2007, som konsekvens af at skattemyndighederne ved en fejl havde foretaget forhøjelsen vedrørende 2008. Spørgsmålet var således, om skattemyndighederne kunne ”flytte” forhøjelsen fra indkomståret 2008 til 2007. Dette blev godkendt med hjemmel i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1 nr. 2. Dommen er på nogle punkter sammenlignelig med faktum i denne sag, da begge omhandler muligheden for at flytte forhøjelser til et andet indkomstår. I nærværende sag er faktum imidlertid, at Skattestyrelsen foretager en forhøjelse af jeres skattepligtige indkomst i 2018, som følge af at I i strid med de skatteretlige periodiseringsprincipper medtager et påstået tab i 2018, som reelt vedrører 2008-2017. Der er foretaget lagerbeskatning på en indkomst, der ikke skulle lagerbeskattes. Der er således tale om forkert retsanvendelse, hvilket ikke er tilfældet i den omtalte dom. Dommen er derfor ikke sammenlignelig på i hvert fald ét væsentligt punkt, hvorfor den ikke kan føre til et andet resultat end det i vores forslag til afgørelse anførte. Herudover henviser jeres rådgiver til SKM 2020.396 ØLD, hvortil der henvises til afsnit 8.2. Der henvises til jeres rådgivers bemærkninger ovenfor. Sagen vedrører et tilfælde, hvor skattemyndighederne foretager en forhøjelse af den skattepligtige indkomst for indkomståret 2008 på skatteyders initiativ, som herefter bliver underkendt. Skattemyndighederne laver herefter en ny afgørelse og henfører herefter indkomsten til 2013, som var det korrekte år efter periodiseringsreglerne. Dette blev godkendt med hjemmel i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1 nr. 2. Jeres rådgiver anfører, at dommen understøtter, at der er ret til at ændre tidligere år som følge af en indkomstforhøjelse i et konkret (ordinært) år. Dette er ikke korrekt, da dommen tillader ændring i et senere år, som følge af at den oprindelige afgørelse underkendes. Dette anses som en direkte følge. Sagen er ikke sammenlignelig med nærværende sag, hvorfor den ikke kan føre til et andet resultat end det i vores forslag til afgørelse anførte. Vi er af en opfattelse, at nedennævnte domme i højere grad minder om nærværende sag. Her tages der stilling til, hvad der i praksis må antages at være ”en direkte følge” efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1 nr. 2. I dommen SKM 2007.44 VLD fandt retten, at der var ikke tale om en direkte følgevirkning i et tilfælde, hvor der i perioden 1991-1996 var selvangivet for store beløb. I stedet for at foretage fradrag i de respektive år valgte borgeren at foretage et samlet fradrag i 1997, hvilket blev nægtet. Landsretten fandt ikke, at de ønskede ændringer for 1991-1996 kunne anses for en direkte følge af nægtelsen af fradrag for 1997, jf. SSL § 35, stk. 1, nr. 2. Denne dom er sammenlignelig, idet der også i nærværende sag er tale om, at der i tidligere (ekstraordinære) år er selvangivet for store beløb, hvorefter I i stedet for at foretage fradrag i de respektive år (2008-2017) har valgt at foretage et samlet fradrag i 2018. Dommen kan således tages til indtægt for, at der i et lignende tilfælde ikke kan godkendes fradrag vedrørende tidligere år, idet ændringerne ikke kan anses som en direkte følge efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1 nr. 2. Det bemærkes, at SSL § 35, stk. 1, nr. 2 (den tidligere skattestyrelseslov) har samme indhold som den nugældende skatteforvaltningslov § 27, stk. 1 nr. 2. Derudover kan der henvises til SKM2014.860.LSR. I sagen havde borgeren fejlagtigt anvendt realisationsprincippet frem for lagerbeskatning. Landsskatteretten fandt, at ændring af borgerens skatteansættelse i form af anvendelse af lagerprincippet for det pågældende værdipapir, var en følge af forkert retsanvendelse, og ikke en direkte følge af ændringerne for de øvrige indkomstår. Dommens faktum er sammenlignelig med nærværende sag, idet der også her er tale om forkert retsanvendelse. I har i årene 2008-2017 fejlagtigt ladet jer lagerbeskatte af indkomster, som ikke skulle lagerbeskattes. Der er således også her tale om forkert retsanvendelse, som i overensstemmelse med dommen ikke konstituerer en direkte følge af ændringerne for de øvrige indkomstår. Denne dom taler således også for, at fastholde den foreslåede korrektion i vores forslag til afgørelse. På baggrund af ovenstående er det vores opfattelse, at skatteforvaltningslov § 27, stk. 1 nr. 2 ikke finder anvendelse i nærværende sag, hvorfor rådgiver bemærkninger herom ikke kan føre til et andet resultat end det i vores forslag til afgørelse anførte. Ekstraordinær genoptagelse - skatteforvaltningslovens § 27, stk. 4: Jeres rådgiver anfører i indsigelsen, at skatteforvaltningslovens § 27, stk. 4 giver adgang til at foretage den ønskede regulering i 2017 og tidligere år ud fra de generelle regler for behandling af balanceposter. Det fremgår af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 4, at hvis en ansættelse vedrører opgørelsen af en balancepost, kan opgørelsen primo indkomståret kun foretages eller ændres, hvis ansættelsen for det foregående indkomstår ændres tilsvarende vedrørende opgørelsen ultimo for dette indkomstår. For balanceposter vedrørende tab og gevinst omfattet af aktieavancebeskatningsloven og kursgevinstloven gælder, at såfremt den skattepligtige har anvendt realisationsprincippet og en anden opgørelsesmetode skulle have været anvendt, anvendes henholdsvis værdipapirets anskaffelsessum og værdien ved gældens påtagelse med tillæg af gevinst og fradrag for tab medregnet i tidligere indkomstår som værdien primo indkomståret for det tidligste indkomstår inden for fristen efter stk. 1 eller 2 i skatteforvaltningsloven § 27. Såfremt den skattepligtige har anvendt en anden opgørelsesmetode end realisationsprincippet, og skulle realisationsprincippet have været anvendt, anvendes henholdsvis værdipapirets anskaffelsessum og gældens værdi ved påtagelsen med tillæg af gevinst og fradrag for tab medregnet i tidligere indkomstår som værdipapirets anskaffelsessum og gældens værdi ved påtagelsen. For så vidt angår investeringerne i [kapitalfond1] og [kapitalfond2], så er der tale om investeringer i skattefrie porteføljeaktier omfattet af aktieavancebeskatningslovens § 4c, som efter aktieavancebeskatningslovens § 8 ikke medtages til beskatning. Der henvises til redegørelsen herfor under afsnit 3. For disse fonde har I i årene 2008-2017 fejlagtigt ladet jer lagerbeskatte af skattefrie porteføljeaktier, som der ikke skal ske beskatning af. Dog skal der ske beskatning af investeringen i [finans1], hvorfor en lagerbeskatning her har været korrekt. Det har dermed ikke været korrekt, at I har søgt at tilbageføre en tidligere lagerbeskattet gevinst på [finans1], som rent faktisk skulle lager-beskattes i de tidligere år. Skatteforvaltningslovens § 27, stk. 4 omhandler tilfælde, hvor man enten har anvendt realisationsprincippet og anden opgørelsesmetode skulle være anvendt, samt tilfælde, hvor man har anvendt lagerprincippet, men anden opgørelsesmetode skulle have været anvendt. Da der er tale om skattefrie porteføljeaktier, skulle der ikke have været anvendt en opgørelsesmetode, idet aktierne er skattefrie og ikke skal medregnes i den skattepligtige indkomst. En fejlagtig lagerbeskatning af gevinst og tab som er tilfældet her, falder derfor uden for anvendelsesområdet af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 4. For så vidt angår investeringerne i [kapitalfond4] og [kapitalfond3] er der tale om henholdsvis investeringer i skattefrie porteføljeaktier og fordringer. For så vidt angår de skattefrie porteføljeaktier, gælder det samme som for de ovennævnte fonde, nemlig at forholdet falder uden for anvendelsesområdet for skatteforvaltningsloven § 27, stk. 4. For så vidt angår investeringerne i fordringer, så har I lagerbeskattet disse. Som det fremgår under afsnit 6, sker der en valutakursregulering af fordringerne, som ud fra kursgevinstlovens § 25, stk. 3 sker ved anvendelse af lagerprincippet. Der er derfor ikke tale om, at der er anvendt en forkert opgørelsesmetode, idet I for årene 2008-2017 har foretaget en korrekt lagerbeskatning i overensstemmelse med reglerne. (dog ikke med de korrekte primo- og ultimoværdier). Dette tilfælde falder derfor også uden for anvendelsesområdet for skatteforvaltningslovens § 27, stk. 4. Endelig bemærkes det, at betingelserne for ekstraordinær genoptagelse i skatteforvaltningsloven § 27, stk. 1 skal være opfyldt, før skatteforvaltningsloven § 27, stk. 4 kan finde anvendelse. Dette gør sig ikke gældende i nærværende sag, hvilket konkluderes ovenfor samt nedenfor. Det faktum at I i selvangivelsen for 2018 foretager en tilbageførelse af en indkomst, der er korrekt beskattet i tidligere år (fordringerne og investering i [finans1]), forekommer desuden ubegrundet og uforståelig. Ekstraordinær genoptagelse - skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8: Det fremgår ikke direkte af indsigelsen, at I påberåber jer skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8, hvorefter der kan gives tilladelse til ændring af ansættelsen som følge af, at der foreligger særlige omstændigheder. Imidlertid anføres det i indsigelsen, at der har været fejl i de modtagne regnskaber, ligesom det også under mødet blev nævnt af rådgiver, at de i forbindelse med investeringen i [kapitalfond1] er blevet fejlinformeret af fonden, idet fonden oplyste, at der var børsnoterede selskaber, hvilket var baggrunden for lagerbeskatningen. Dette mener rådgiver bør indgå i vurderingen. Herudover fremlagde rådgiver en oversigt over den faktiske beskatning af fondene opgjort over hele deres levetid sammenholdt med beskatningen som følge af vores forslag til afgørelse. Efter deres opgørelse medfører det en nettoregulering på 4,9 mio., mens vores forslag til afgørelse medfører en beskatning på 11,1 mio. Disse forhold mener vi, skal vurderes efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8 om særlige omstændigheder. Som det fremgår af mødereferatet, så oplyste jeres rådgivere på mødet den 17. august 2022, at grunden til at der 2018 regnskabet opstår en særskilt post vedrørende tilbageførelse af tidligere foretaget lagerbeskatning for perioden 2008-2017, skyldes, at der har været oplysninger i informationerne fra fondene, som har givet anledning til en forkert opgørelsesmetode. Helt præcist nævner jeres rådgiver som eksempel, at [kapitalfond1] fejlagtigt havde oplyst, at der var investeret i børsnoterede aktier, men hvor dette vidste sig ikke at være tilfældet. Hertil skal bemærkes, at der ikke i det fremsendte materiale er noget, der indikerer, at der skulle være børsnoterede aktier i [kapitalfond1] for perioden 2008-2017. Første gang noget benævnes børsnoteret (publicly traded), er i [kapitalfond1]s årsrapport for 2017. I kvartalsrapporten Q3 2017 fremgår således ingen børsnoterede aktier, hvilket stemmer med oplysningerne fra [virksomhed2] om, at aktien [virksomhed3] ([...]) først børsnoteres i november 2017. Der foreligger i øvrigt ikke informationer om, at [kapitalfond1] på et tidligere tidspunkt skulle have haft børsnoterede aktier i porteføljen. Det kan derfor konstateres, at den fejlagtige lagerbeskatning ikke skyldes fejlinformation fra fonden for så vidt, angår indkomstårene 2008-2017. Det skal i den forbindelse bemærkes, at jeres 2018 regnskab løber fra 01. juli 2017 til 30. juni 2018. [kapitalfond1]s kvalifikation af en børsnotering af [virksomhed3] i november 2017 kan således ikke have haft betydning for jeres 2017 regnskab eller tidligere indkomstår i øvrigt. Herudover har vi ikke set noget materiale i de øvrige fonde, der skulle indikere, at der er børsnoterede aktier, der kan have givet jer en forventning om, at aktier skulle lagerbeskattes. Heller ikke her foreligger der således fejlinformation fra fondene. Endelig anfører jeres rådgiver, at vores forslag til afgørelse ikke medfører en korrekt beskatning, hvis man ser på perioden, der dækker alle fondenes levetid. Vores forslag til afgørelse medfører således en merbeskatning på 6,2 mio. (11,1 mio. minus 5,9 mio.). Da der ikke er konstateret nogen objektive forhold, der begrunder en lagerbeskatning af skattefrie porteføljeaktier, må det lægges til grund, at lagerbeskatningen skyldes manglende kendskab til reglerne. Det fremgår af SKM2018.496.BR, at manglende kendskab til reglerne ikke i sig selv udgør en særlig omstændighed. På baggrund af ovenstående findes der således ikke at være nogen særlige omstændigheder, der kan begrunde en ekstraordinær genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8. Derfor fastholdes nedenstående, som anført i vores forslag til afgørelse: Som beskrevet i afsnit 2, skal indkomster periodiseres korrekt til de korrekte indkomstår. Det betyder, at da skatteforholdene reelt vedrører indkomstårene 2008-2017, skal disse skatteforhold også behandles under disse indkomstår. Vi kan derfor ikke godkende, at jeres ændring fra lagerbeskatning til skattefrie porteføljeaktier foretages i indkomståret 2018, for indkomster der vedrører 2008-2017. Af dokumentet ”skattemæssig indregning” fremgår beløbene som en minusværdi på primoværdien for indkomstårene. Vi forhøjer jer derfor med disse beløb, så den skattepligtige indkomst for 2018 kun vedrører indkomster, der tilhører dette indkomstår. For så vidt angår [kapitalfond1], så har I tilbageført tidligere oplyst gevinst ved lagerbeskatning på i alt 7.609.366 kr. for tidligere indkomstår under indkomståret 2018 på i alt 7.609.366 kr. Det betyder, at vi forhøjer jer med dette beløb. I har samtidig oplyst en gevinst på 223.083 kr. som lagerbeskatning fra fonden i 2018. Vi nulstiller også dette beløb, da der ikke skal foretages lagerbeskatning med undtagelse af investeringen i [finans1], som behandles under afsnit 3. Det betyder en nedsættelse på 223.083 kr. Det er samlet set en forhøjelse på 7.386.283 kr. (7.609.366 kr. – 223.083 kr.) For så vidt angår [kapitalfond2], så har I tilbageført tidligere oplyst tab ved lagerbeskatning på i alt 176.732 kr. for tidligere indkomstår under indkomståret 2018. Vi nedsætter jeres skattepligtige indkomst med dette beløb. For så vidt angår [kapitalfond3], så har I tilbageført tidligere oplyst gevinst ved lagerbeskatning på 1.091.207 kr. for tidligere indkomstår under indkomståret 2018. Det betyder, at vi forhøjer jeres skattepligtige indkomst med dette beløb. I har også oplyst et tab på 2.652.619 kr. for indkomståret 2018. Dette beløb er jeres beregning af lagerbeskatningen på den andel af fonden som vedrører gældsbreve. Vi har behandlet dette beløb under afsnit 6. Vi nulstiller derfor også dette tab ved at forhøje jeres skattepligtig indkomst med samme beløb. Det betyder en samlet forhøjelse på 3.743.826 kr. (1.091.207 kr. + 2.652.619 kr.) For de øvrige fonde er der ikke medtaget en kursregulering af denne art. Når I bliver opmærksomme på, at der er oplyst en forkert skattepligtig indkomst for et tidligere indkomstår, skal I søge genoptagelse af dette indkomstår. Ifølge skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2, har I mulighed for at søge genoptagelse af et indkomstår inden for den ordinære frist senest den maj i det fjerde år efter indkomstårets udløb. Det betyder, at fristen for at søge genoptagelse for indkomståret 2016 var den 1. maj 2020, og for indkomståret 2017 den 1. maj 2021. Det er ligeledes samme frist der gælder for Skatteforvaltningen for at kunne genoptage et skatteforhold inden for den ordinære frist. Konklusionen er derfor, at indkomsterne ikke kan genoptages efter de ordinære genoptagelsesregler. Vi mener heller ikke forholdene kan genoptages efter de ekstraordinære genoptagelsesregler i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, da reglen ikke giver anledning til at foretage nedsættelser. Tilbageførelsen som foretages i 2018 kan således ikke accepteres, og der kan ikke ske hverken ordinær eller ekstraordinær genoptagelse af indkomstårene 2008-2017. Da vi på baggrund af ovenstående fastholder, at der ikke kan ske tilbageførelse af tidligere års beskatning i 2018, og da vi har konstateret, at der ikke skal ske valutakursregulering af fondene med undtagelse af de forhold, der er behandlet i afsnit 6 og afsnit 3 omkring [finans1], behandler vi ikke indsigelsen om fortsat valutakursregulering i 2018 for samtlige fonde, da vi allerede i det forudgående har konkluderet, at en sådan opgørelsesmetode ikke er korrekt. Konklusion: Vi forhøjer jeres skattepligtige indkomst i 2018 med 7.386.283 kr. vedrørende [kapitalfond1]. Vi nedsætter jeres skattepligtige indkomst med -176.732 kr. vedrørende [kapitalfond2]. Vi forhøjer jeres skattepligtige indkomst med 3.743.826 kr. vedrørende [kapitalfond3]. Det giver i alt en samlet forhøjelse på 10.953.377 kr.” Udtalelse fra Skattestyrelsen I forbindelse med Skatteankestyrelsens klagesagsbehandling har Skattestyrelsen den 9. maj 2023 udtalt følgende om klagen: ”Selskabet har klaget over, at vi ikke har tilladt genoptagelse af tidligere indkomstår (både ordinær og ekstraordinær). Rådgivers klage er i stort omfang identisk med de bemærkninger, som rådgiver fremkom med under sagens behandling. Der henvises derfor i det hele til vores bemærkninger under afsnit 8.4, som vedrører kursreguleringer og nægtelse af genoptagelse. Vi ønsker at knytte følgende bemærkninger til klagen: Det anføres i klagen, at vores ændring i skatteansættelsen vedrørende kursreguleringer (afsnit 8) primært skyldes en ændret periodisering. Dette er faktuelt forkert. Vores ændringer i forhold til kursreguleringer skyldes, at selskabet ved selvangivelsen i 2018 tilbagefører i alt netto 10.953.377 kr. vedrørende fondene [kapitalfond1], [kapitalfond3] og [kapitalfond2]. Selskabet har i klagen og under sagen begrundet tilbageførslen med, at der i indkomståret 2017/2018 ændres opgørelsesmetode i forhold til tidligere år, idet selskabet blev klar over, at man ikke alene havde investeret i lagerbeskattede aktiver. (idet en stor del af investeringerne består af skattefrie porteføljeaktier) Helt konkret tilbagefører selskabet hele den lagerbeskatning, som selskabet har haft fra deres indtrædelse i fondene og medtager dette som et tab i indkomståret. (Det anføres i klagen, at ejerperioden af fondene begynder i 2015. Dette er faktuelt forkert. Selskabet indtræder i fondene i henholdsvis 2007 ([kapitalfond1]), 2006 ([kapitalfond2]) og 2010 ([kapitalfond3])). Dog muligvis 1-2 år senere, såfremt selskabet ikke har været med i fonden fra start. Selskabet opdager med andre ord, at de har ladet sig lagerbeskatte af noget, som de ikke skulle have været beskattet af. Af denne grund tilbageføres hele den foretagne lagerbeskatning for perioden 2006-2017, og fratrækker dette som tab på kursreguleringer i 2018. Dette gøres, uagtet, at der ikke er hjemmel hertil. Selskabet kunne have søgt om genoptagelse, idet selskabet på denne måde kunne have afbødet (en del af) konsekvensen af, at de ikke har behandlet investeringerne skattemæssigt korrekt. Det skal derfor understreges, at reguleringen på 10.953.377 kr. jf. afsnit 8 i afgørelsen, ikke skyldes Skattestyrelsen ændring af en periodisering, men derimod alene skyldes, at selskabets i 2018 har korrigeret indkomster, som vedrører tidligere indkomstår, og uden at der er indsendt en genoptagelsesanmodning. Vi har i afgørelsen afvist at disse indkomster kan genoptages i 2018, fordi indkomsterne vedrører andre indkomstår, der ligger uden for den ordinære genoptagelsesfrist, ligesom vi har vurderet, at de ekstraordinære genoptagelsesregler ikke finder anvendelse. Disse forhold har ikke noget at gøre med vores periodisering. Der knyttes kort en bemærkning til klagens henvisninger til retsregler, der efter selskabets opfattelse kan begrunde en genoptagelse: Skatteforvaltningslovens § 26. Klagen nævner denne bestemmelse, men omtaler den ikke yderligere. Rådgiver har ikke anmodet om genoptagelse for indkomståret 2017 inden 1. maj 2021 og der foreligger i øvrigt ingen anmodninger om genoptagelse for tidligere indkomstår. Skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 2. (direkte følge) Der er intet nyt i klagen i forhold til indsigelserne, hvorfor der henvises til vores bemærkninger i afgørelsen, afsnit 8.4. Skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8. (særlige omstændigheder) Selskabet henviste ikke til denne bestemmelse i indsigelserne, men Skattestyrelsen behandlede den på afgørelsesniveau. Det anføres i klagen, at det er ganske urimeligt og i strid med kravet om retssikkerhed at fastholde en beskatning på 11 mio., når den korrekte skat over tid ville udgøre 3 mio. Der henvises i sin helhed til vores bemærkninger i afgørelsen. Dog skal det understreges, at der efter vores opfattelse ikke er tale om en urimelig afgørelse. Der er tale om, at selskabet eller dennes rådgivere har ladet sig beskatte af noget over en lang periode, som ikke skulle have været beskattet. Der er således ikke tale om myndighedsfejl, eller øvrige forhold, som selskabet ikke har haft nogen muligheder for at imødegå. Med andre ord har selskabet eller dennes rådgiver ikke tilstrækkeligt undersøgt, hvad der i bund og grund har været investeret i (skattefrie porteføljeaktier, fordringer og investeringsselskab). Det skal samtidig bemærkes, at der ikke er tale om komplicerede skatteregler. Selskabet er derfor nærmest til at bære risikoen for, at det de selvangiver, er korrekt. Det kan således ikke anses for at være urimeligt at opretholde afgørelsen. Skatteforvaltningslovens § 27, stk. 4. (balancepost) Der er intet nyt i klagen i forhold til indsigelserne, hvorfor der henvises til vores bemærkninger i afgørelsen, afsnit 8.4., hvor af det fremgår, at Skattestyrelsen ikke er enig i, at der er tale om forhold omfattet af bestemmelsen. Det skal dog afslutningsvist fremhæves, at selskabet ved klagen forsøger at fastholde retten til at fratrække et beløb i 2018, som dækker over tidligere års beskatning. Det er selskabets opfattelse, at de ikke skulle have været beskattet heraf. Det er Skattestyrelsens opfattelse, at der ikke er hjemmel til dette. Herudover skal det nævnes, at en del af den beskatning, som forsøges tilbageført, rent faktisk har været korrekt, idet nogle af kapitalfondene har investeret i fordringer og i et investeringsselskab. Disse investeringer skal netop lagerbeskattes, hvorfor en tilbageføring heraf ikke vil være udtryk for ”den korrekte skat over tid”, som der henvises til flere steder i klagen. På baggrund af ovenstående og begrundelserne i afgørelsen fastholder Skattestyrelsen afgørelsen dateret 29. november 2022 og henviser i sin helhed til denne, da klagen ikke indeholder nye oplysninger, der giver anledning til at ændre afgørelsen.” Klagerens opfattelse I klagen af 27. februar 2023 har selskabets repræsentant nedlagt påstand om, at der gives tilladelse til ekstraordinær genoptagelse, således at beskatningen af investeringen i de omhandlede fonde rettes til det reelle, faktiske afkast over tid, så beskatningen bliver korrekt, samt at sagen hjemvises til fastsættelse af de konkrete indkomstændringer i tidligere indkomstår. I repræsentantens indlæg af 12. marts 2025 er desuden nedlagt påstand om, at selskabets indkomst for indkomståret 2017 skal genoptages og nedsættes med 2.313.513 kr. I klagen af 27. februar 2023 fremsatte selskabets repræsentant følgende anbringender til støtte herfor: ”Det påklagede og vores påstand Ved den påklagede afgørelse foretager Skattestyrelsen ændringer i skatteansættelsen for indkomståret 2018 [klager] ApS vedrørende kursreguleringer. Begrundelsen herfor er primært en ændret periodisering, da kapitalfondene og [klager] ApS ikke anvender samme regnskabsperiode. Ved selvangivelsen er anvendt kapitalfondens seneste regnskab, der typisk er afsluttet 6 måneder før, regnskabet for [klager] ApS afsluttes. Da det nævnte selvangivelsesprincip havde været anvendt i forudgående indkomstår – og fra erhvervelsen af andelen i kapitalfondene – opstår en skævhed i beskatningen, hvis der ikke tilsvarende sker ændringer i forudgående indkomstår. I regnskabsåret 2017/2018 ændredes opgørelsesmetode i forhold til tidligere år. Det har den afledte konsekvens, at den tidligere indregnede værdiregulering - saldoen ultimo 2017 - tilbageføres i skatteregnskabet for 2018. Den ændrede opgørelsesmåde var begrundet i, at man blev bekendt med, at selskabet ikke alene har investeret i lagerbeskattede aktiver. Konkret foretager Skattestyrelsen en ændring – forhøjelse – af indkomsten for indkomståret 2018 på t.DKK 11.097, men den reelle ændring set over ejerperioden fra 2015, og forudsat Skattestyrelsens beregningsmodel lægges til grund, ville udgøre et nettobeløb på t.DKK 2.677. Opgørelsen heraf er vist i bilag 1. Lovgivningen, herunder fristregler, giver efter vores opfattelse mulighed for at gennemføre en tilretning til de principper for opgørelse af den skattepligtige indkomst, som Skattestyrelsens afgørelse betyder for fremtiden – og som vi har accepteret. Ud over skatteforvaltningsloven § 26 om ordinær genoptagelse gælder § 27 om ekstraordinær genoptagelse. Der er således lovhjemmel til at ændre tidligere år, således at den samlede skattebetaling bliver korrekt set over tid. Skattestyrelsens afviser ved den påklagede afgørelse, at der kan ske ekstraordinær genoptagelse. Denne afgørelse og nægtelsen af ekstraordinær genoptagelse betyder konkret, at der sker beskatning af et betydeligt beløb, som ikke modsvares af en reel indtjening. En sådan beskatning synes i strid med grundlæggende regler om skatteopkrævning. Vores påstand over for Skatteankestyrelsen er, at der gives tilladelse til ekstraordinær genoptagelse, således at beskatningen af investeringen i de her omhandlede fonde rettes til det reelle, faktiske afkast over tid, sådan at beskatningen bliver korrekt. Sagen kan hjemvises til fastsættelse af de konkrete ændringer i tidligere indkomstår. Begrundelse for påstanden Det er vores opfattelse at såvel SFL § 27, stk. 1, nr. 2 og 8 som stk. 4 hver for sig hjemler, at der konkret kan ske ekstraordinær genoptagelse. SFL § 27, stk. 1, nr. 2 Bestemmelsen har følgende ordlyd: … Karnov har følgende kommentar til bestemmelsen: Bestemmelsen finder herefter anvendelse, hvor skatteforvaltningen forhøjer en skatteansættelse vedrørende den skattepligtige, dennes ægtefælle eller et sambeskattet selskab med den virkning, at en skatteansættelse for indkomstår, der ligger uden for de ordinære ansættelsesfrister, skal nedsættes. Dette er understøttet af to domme, der giver ret til at ændre tidligere år (ekstraordinær genoptagelse) som følge af en indkomstforhøjelse (ordinær genoptagelse) i et konkret år: SKM 2019.195 BR, hvor Skatteforvaltningen den 1. marts 2010 forhøjede sagsøgerens skatteansættelse for 2008, og den ordinære frist i SFL § 26, stk. 1, hvorefter skattemyndighederne ikke kan varsle en ændring af skatteansættelsen senere end den 1. maj i det fjerde år efter indkomstårets udløb, var derfor overholdt. Forhøjelsen skulle dog rettelig have været henført til indkomståret 2007. Skatteforvaltningen varslede den 2. november 2011 en forhøjelse af sagsøgerens indkomst for 2007, og den 15. november 2011 blev skatteansættelsen forhøjet. Spørgsmålet var herefter, om forvaltningen kunne flytte forhøjelsen fra indkomståret 2008 til indkomståret 2007. Forhøjelsen af sagsøgerens skat for året 2007 den 15. november 2011 blev anset for at være en følge af ændringen af skatteansættelsen for 2008. Skattemyndighederne kunne derfor forhøje sagsøgerens skatteansættelse for 2007, jf. SFL § 27, stk. 1, nr. 2. og Se tilsvarende i SKM 2020.396 ØLD, men dog også noget udvidede anvendelse til fordel for skattemyndighed, da man i sagen var meget på "kant med korrekt regelanvendelse". Fejltagelsen fra myndighedens side var en eklatant forkert retsanvendelse af almindelige periodiseringskriterier ifølge ellers fast praksis (dvs. helt forkert indkomstår), og her foretog Skatteforvaltningen den første skatteansættelse med forhøjelse i 2008, men det skulle have været skatteansat i indkomståret 2013. Dommen viser, at domstolene nu går meget vidt i at fortolke sådanne ændringer som "direkte-følge". I sagsforløbet underkendte Landsskatterettens den første afgørelse i sagen i 2017, og herefter blev skatteyders forhøjelse for 2008 nedsat til DKK 0, idet forhøjelsen burde have været henført til et andet indkomstår, men da der rettidigt kunne have været varslet forhøjelse af skatteyderens skattepligtige indkomst for 2013, da myndigheden i 2016 varslede forhøjelsen af indkomsten for 2008, anså Østre Landsret det som en direkte følge af Landsskatterettens første afgørelse, at Skatteforvaltningen nu i 2018 på ny varslede forhøjelse af borgerens skattepligtige indkomst for 2013, og Østre Landsret henviste bl.a. til U 2011 3105 H og U 2018 1960 H. Landsretten fandt, at fristen i forhold til kundskab om, hvornår skatteyderens skatteansættelse rettelig skulle henføres til, i medfør af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, også var overholdt, idet Landsskatteretten traf endelig afgørelse i sagen i 2017, og ny afgørelse blev truffet inden 6 måneder derfra. Det forhold, at sagsforholdet generelt blev omtalt i flere nyhedsmedier i 2012 og 2013, og at myndigheden derfor ved omhu kunne have skatteansat forholdet i 2013, førte dog ikke til andet resultat. Skatteministeriet fik derfor medhold i sin påstand om, at skatteyderens indkomst for indkomståret 2013 kunne forhøjes. Der ses således efter lovgivning og retspraksis at være hjemmel til at foretage de ændringer tilbage i tid, som er en direkte konsekvens af den tilbageførsel/forhøjelse, Skattestyrelsen foreslår for indkomståret 2018. Skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8 har følgende ordlyd: … Karnov har blandt andre følgende kommentarer til bestemmelsen: ”Bestemmelsens anvendelsesområde er primært tilfælde, hvor der foreligger særlige omstændigheder uden for de tilfælde, hvor genoptagelse kan ske efter de objektive betingelser i bestemmelsens øvrige punkter, og hvor det må anses for urimeligt at opretholde ansættelsen Der skal henvises til fristudvalgets betænkning fra 2003 med anbefalinger (bet 2003 1426 hvor man konkluderede, at alene området »offentligretlig culpa« eller om man vil ansvarspådragende fejl ikke var tilstrækkeligt favnende til de mange sager, hvor det fandtes urimeligt at opretholde afgørelsen, og derfor blev ved lovændring i 2003 området udvidet udover de rent ansvarspådragende fejl med motivering bag loven i Fristudvalgets betænkning. Således var hensigten at skabe en "sluse-bestemmelse", som skulle kunne afbøde urimelige afgørelsers opretholdelse og tilmed efter 2003 uden bagatelgrænse.” ”En redaktionel kommentar til praksis og bestemmelsen som sådan er, at det er vigtigt at holde fast i, at ordvalget i loven ikke er formuleret som »ganske særlige omstændigheder«, men blot »særlige omstændigheder«, og tilmed at genoptagelse skulle kunne bygge på helt konkrete og individuelle forhold. Praksis der er offentliggjort synes restriktiv eller om man vil »for snæver« set i forhold til lovens ånd, herunder lovmotiverne samt efter Fristudvalgets Betænkning som lå direkte bag udvidelsen af fristreglerne i 2003 og som er videreført i skatteforvaltningsloven. Det er en bestemmelse, som af hensyn til retssikkerheden skulle kunne lukke op for individuelle sager, hvor der var særlige konkrete omstændigheder, og hvor der ikke skulle »generaliseres« fra den ene sag til den anden, men der skulle alt efter det individuelle sagsforhold kunne accepteres en genoptagelse efter konkret skøn.” Som det fremgår heraf, er formålet med bestemmelsen grundlæggende at hjemle genoptagelse i tilfælde, hvor retssikkerheden tilsiger, at genoptagelse skal ske, og hvor det i øvrigt vil være helt urimeligt at opretholde konsekvenserne af en afgørelse. I den foreliggende situation er det efter vores opfattelse ganske urimeligt og i strid med kravet om retssikkerhed i dansk skatteret at fastholde en beskatning i 2018 på mere end m.DKK 11, når den korrekte beskatning over tiden alene ville udgøre knap m.DKK 3 – eller med andre ord at fastholde en beskatning på mere end m.DKK 8, som skatteyder på intet tidspunkt har ”oppebåret”. På baggrund heraf er det vores opfattelse, at der i SFL § 27 er hjemmel til at tillade genoptagelse i den foreliggende situation. Der kan endvidere henvises til de generelle regler for behandling af balanceposter, som også giver adgang til at foretage den ønskede regulering i 2017 og tidligere år. SFL § 27, stk. 4 har følgende ordlyd: … I og med der er hjemmel til at foretage en samlet ansættelse for alle år, som er skattemæssig neutral for skatteyder, skal vi derfor anmode om, at dette tillades konkret. Sammenfattende På baggrund af det ovenfor anførte er det vores opfattelse, at der er hjemmel i såvel loven - SFL § 27 - som praksis for, at der kan tillades ekstraordinær genoptagelse i den foreliggende situation. …” Selskabets bemærkninger til Skattestyrelsens udtalelse om klagen Selskabets repræsentant har ikke fremsat bemærkninger til Skattestyrelsens udtalelse af 9. maj 2023 om klagen. Selskabets yderligere bemærkninger til sagen I indlæg indsendt til Skatteankestyrelsen den 7. november 2024 har selskabets repræsentant endvidere anført følgende om selskabets opgørelse af skattemæssige resultater: ”Vi skal i nærværende notat nærmere redegøre for hvordan vi har opgjort det skattemæssige resultat for [klager] ApS af selskabets investering i udenlandske kapitalfonde (herefter ”fonde”), for indkomståret 2018 og tidligere. Herunder særligt hvorfor de udenlandske kapitalfonde er behandlet netop sådan. Overordnet har vi, ved opgørelsen af skattepligtig indkomst, fulgt følgende fremgangsmåde; indledningsvist har vi undersøgt, hvorledes den udenlandske kapitalfond kvalificeres efter danske skatteregler – dvs. er kapitalfonden et selvstændigt skattesubjekt eller en transparent enhed efter danske skatteregler. Herefter har vi, hvis kapitalfonden blev kvalificeret som skattemæssig transparent, undersøgt den underliggende investeringsstruktur, hvilket vil sige en kvalifikation efter danske skatteregler af eventuelle holdingselskaber mellem kapitalfonden og investeringsaktivet (porteføljeselskabet), samt endelig (hvis relevant) en kvalifikation af selve investeringsaktivet (porteføljeselskabet). Efterfølgende har vi, igen efter danske skatteregler, kvalificeret investeringsafkastet, dvs. en kvalifikation af hvorvidt det investeringsafkast, der modtages fra kapitalfonden efter danske skatteregler, skal kvalificeres som kapitalgevinster, renter og/eller udbytter. Strukturering af fondene I forbindelse med opgørelsen af den skattepligtige indkomst, har vi som nævnt indledningsvist søgt at kvalificere de udenlandske kapitalfonde efter danske skatteregler. Baggrunden for denne vurdering har været en sammenligning af selskabsretlige karakteristika for tilsvarende danske enheder – typisk danske kommanditselskaber. Vores undersøgelser har resulteret i, at fondene alle er blevet kvalificeret som skattemæssigt transparente enheder. Efter at fondene er blevet klassificeret som transparente, har vi videre undersøgt de underliggende enheder, for ligeledes at afklare, om disse efter danske skatteregler er skattemæssigt transparente eller selvstændige skattesubjekter, herunder, hvorvidt en enhed efter danske skatteregler eventuelt kunne kvalificeres som et investeringsselskab efter ABL §19. Dette har alene været tilfældet i en enkelt situation. Beskatning af afkast Efter at have klarlagt kapitalfondenes investeringsstruktur har vi søgt at forstå, hvorledes afkastet og dermed betalingsstrømmene i kapitalfonden skulle kvalificeres, for at kunne indregne afkastet korrekt i opgørelsen af skattepligtig indkomst. Dette arbejde har været foretaget på baggrund af de reviderede regnskaber for fondene, sammenholdt med vores forståelse af investeringsstrukturen. Typisk for fondene er, at de investerer i unoterede kapitalandele og yder finansiering til disse investeringsobjekter. I enkelte tilfælde besiddes kapitalandele i noterede selskaber. Investering i fondene sker i udenlandsk valuta. Ejerandelen er under 5% og typisk mellem 1% og 3%. Det komplekse i opgørelsen af den skattepligtige indkomst består på baggrund heraf primært i at vurdere, hvorvidt realiserede og urealiserede gevinster/tab fra investeringer er skattepligtige eller ej samt at vurdere, hvorvidt valutakursreguleringen på investeringen kan henføres til skattepligtige eller skattefrie balanceposter i fonden. Eksempel på opgørelse af fordelingen af urealiserede gevinster/tab fra [kapitalfond3]: Aktiver (investeringer) i fonden: Cost 31.12.17 Noterede papirer 0,0% Unoterede papirer 2.458.816 38.111.316 17,1% Øvrige 0 0,0% Fordringer 184.442.728 184.442.728 82,9% I alt 186.901.544 222.554.044 Cost 31.12.16 Noterede papirer 0,0% Unoterede papirer 2.458.816 35.904.881 16,3% Øvrige 0 0,0% Fordringer 184.442.728 184.442.728 83,7% I alt 186.901.544 220.347.609 Kursregulering og gevinst Primo Ultimo I alt Noterede papirer 0 0,0% Lagerbeskattes Unoterede papirer 33.446.065 35.652.500 2.206.435 100,0% Skattefri Øvrige 0 0 0 0,0% Lagerbeskattes Fordringer 0 0 0 0,0% Lagerbeskattes I alt 33.446.065 35.652.500 2.206.435 På baggrund af ovenstående eksempel er 100% af den urealiserede avance anset som skattefri. Som det fremgår, har der ikke været ændringer i ”cost” og ændringen i værdien vil i dette tilfælde derfor være udtryk for værdistigning på de unoterede aktier, hvilken vil være skattefri. Som det også fremgår, har der ingen ændring været i hverken ”cost” eller værdien på fordringerne, hvorved den skattepligtige indkomst herfra udelukkende vil være renteindtægter, der beskattes 100%. Såfremt der i den pågældende fond også har været noterede aktier, derivater eller investeringer via mellemholdingselskaber, der efter dansk skatteret er at betragte som § 19-selskaber, vil der ske lagerbeskatning af værdireguleringerne på disse. [klager] ApS har, i relation til samtlige investeringer, betinget sit investeringstilsagn af, at den relevante kapitalfond har villet medvirke til at fremskaffe de relevante og nødvendige informationer til brug for [klager] ApS’ udarbejdelse af dansk selvangivelse. Grundet den beskedne ejerandel har [klager] ApS dog ikke haft den store gennemslagskraft i forhold til at få udleveret yderligere materiale, end det fondene i forvejen genererer. Ovenstående vurderinger er derfor foretaget på baggrund af udleverede reviderede regnskaber for fondene og sammenholdt med vores analyse/forståelse og vurdering af investeringsstrukturen. Herudover er der modtaget ureviderede kvartalsopgørelser for fondene. Den talmæssige præsentation heri er oftest meget simpel og uspecificeret. Kvartalsopgørelserne indeholder i enkelte tilfælde verbale beskrivelser af udviklingen i de enkelte investeringer, og har derfor primært været anvendt til at opnå forståelse af bevægelser i forholdet mellem skattepligtige og skattefrie balanceposter, hvis de reviderede regnskaber har afsløret sådanne bevægelser. Skattestyrelsen har i et enkelt tilfælde korrigeret en investering fra at være noteret til at være unoteret. Jf. det reviderede regnskab var investeringen noteret, men efter skattestyrelsens undersøgelse var konklusionen, at noteringen ikke fandt sted på en børs, der efter danske regler var at opfatte som ”et aktivt marked”. Herudover har der ikke været uenighed med skattestyrelsen om fordelingen af realiserede og urealiserede gevinster/tab mellem skattepligtigt og skattefrit. Beskatning af valutakursregulering Beskatningen af valutakursreguleringen på investeringen er blevet foretaget på baggrund af fordelingen mellem skattepligtige og skattefrie balanceposter primo og ultimo. Der er som nævnt udelukkende taget udgangspunkt i de reviderede regnskaber, hvorfor der ikke har været taget højde for udsvingene i fordelingen i løbet af året, hvilket skattestyrelsen anfægter. Der er efterfølgende opnået en fælles forståelse med skattestyrelsen om, hvordan valutakursreguleringen fordeles mere nøjagtig, ved at inddrage kvartalsrapporterne, således fordelingen foretages kvartårligt. En præcis opdeling er ønskeligt, men på baggrund af de begrænsede muligheder for at få yderligere rapportering, herunder f.eks. månedsrapporter eller kontoudtog fra fondenes bankkonti, har dette ikke været muligt. I førnævnte eksempel er valutakursreguleringen ultimo fordelt med 71,1% skattefri og 82,9% skattepligtig på baggrund af fordelingen af fondens balanceposter. Periodisering Som tidligere nævnt er opgørelsen af skattepligtig indkomst for indkomståret 2018 (1. juli 2017 – 30. juni 2018) og tidligere indkomstår foretaget på baggrund af de reviderede regnskaber fra fondene. Fondene har typisk regnskabsafslutning 31.12, dog har en enkelt fond afslutning 31.03. [klager] ApS har bagud forskudt regnskabsår, hvilket indebærer regnskabsafslutning 30.06. Der er således ikke sammenfald mellem regnskabsåret for [klager] ApS og regnskabsårene for de respektive kapitalfonde. For indkomståret 2018 og tidligere har vi ikke foretaget en periodisering af indkomsten fra kapitalfondene svarende til [klager] ApS’ bagud forskudte indkomstår, men har anvendt kalenderårsregnskaberne ved opgørelsen af skattepligtig indkomst for det bagud forskudte regnskabsår for [klager] ApS. Baggrunden herfor er, at de kvartalsrapporter vi har modtaget fra kapitalfondene, ikke har været reviderede, og ikke indeholdt tilstrækkelig information til, at vi har kunnet foretage en nøjagtig opgørelse af skattepligtig indkomst som ved brug af de reviderede regnskaber. I tillæg hertil har det, på baggrund af de modtagne kvartalsrapporter, ikke været muligt for os at foretage den forudsætningsvise danske skatteretlige kvalifikation af enhederne i kapitalfondenes investeringsstruktur, endsige at verificere eventuelle ændringer i investeringsstrukturen. Dette princip er fra og med indkomståret 2020 ændret, således perioden fra fondenes årsafslutning og frem til 30.06 i indkomståret bliver beskattet ud fra en foreløbig opgørelse på baggrund af det materiale, der er tilgængeligt. Herefter består forskellene udelukkende af en evt. korrektion af den foreløbige opgørelse, såfremt der ved modtagelse af fondenes reviderede regnskaber er sket ændringer. I forbindelse med opgørelsen af den skattepligtige indkomst, har vi tillagt de reviderede regnskaber høj værdi, idet det har været vores erfaring, at kvartalsrapporterne ikke nødvendigvis er retvisende og at indkomsten er blevet korrigeret væsentligt i det reviderede regnskab. En sådan korrektion har det på baggrund af det tilgængelige materiale, ikke været muligt at henføre til de enkelte kvartaler. Vores fokus har dermed været at lave en så nøjagtig opgørelse af den skattepligtige indkomst som muligt, for derved at sikre, at det er den rigtige indkomst, der beskattes over tid. I forbindelse med selvangivelse af indkomståret 2020 er vi dog blevet opmærksomme på, at skattestyrelsen foretrækker en periodisering, uagtet at denne er opgjort på et mere unøjagtigt grundlag. På baggrund heraf er der fra indkomståret 2020 foretaget en periodisering på baggrund af de ureviderede kvartalsrapporter. Ændringen i princip er udelukkende en ændring i periodiseringen, og den samlede indkomst til beskatning fra fonden er over årene således den samme. For indkomståret 2018 (perioden 01.07.17 - 30.06.18), er der tidligere sket beskatning efter ovenstående principper på baggrund af fondenes reviderede regnskaber for 2017. Skattestyrelsen korrigerer princippet for periodisering for indkomståret 2018, hvorved fondenes indkomst for 1. halvår 2018 bliver tillagt den skattepligtige indkomst. Samtidig bliver perioden 1. halvår 2017 tilbageført, idet perioden tilhører indkomståret 2017. Herefter er der overensstemmelse mellem indkomstperioderne for skatteyder og fondene. Indkomståret 2017 er imidlertid forældet ift. mulighederne for genoptagelse, hvilket dermed får den konsekvens, at perioden 01. januar 2017 - 30. juni 2017 helt udelades til beskatning. Dette gælder både indtægter og udgifter/fradrag vedrørende den pågældende periode. Dette er ligeledes beskrevet i vores klage af 27. februar 2023 om ekstraordinær genoptagelse.” Under klagesagen har Skatteankestyrelsen på baggrund af klagen bedt selskabet om at redegøre nærmere for, hvilke indkomstår selskabet påstår genoptaget, og hvilke indkomstændringer selskabet påstår for de pågældende indkomstår. Skatteankestyrelsen har også bedt selskabet om at redegøre for de år, der er medtaget beløb for i bilag 1 til klagen, herunder hvorfor beløbene for tre fonde er opgjort fra 2015 i stedet for fra købsåret, og hvorfor der er medtaget beløb for år efter 2018. Selskabets repræsentant har den 12. marts 2025 præciseret selskabets påstand for så vidt angår indkomståret 2017. Repræsentanten har i den forbindelse anført følgende: “Ad. 1 – Redegørelse for genoptagelse Vi anmoder om ekstraordinær genoptagelse af indkomståret 2017. Det gør vi, da ændringen i princip omfatter en ændring i periodiseringen, hvorved en periode udelades. For indkomståret 2018 (perioden 01.07.17-30.06.18), er der tidligere sket beskatning på baggrund af fondenes reviderede regnskaber for 2017, der typisk har kalenderår som regnskabsår, Skattestyrelsen korrigerer princippet for periodisering for indkomståret 2018, hvorved fondenes indkomst for 1. halvår 2018 bliver tillagt den skattepligtige indkomst. Samtidig bliver perioden 1. halvår 2017 tilbageført idet perioden tilhører indkomståret 2017. Herefter er der overensstemmelse mellem indkomstperioderne for skatteyder og fondene. Indkomståret 2017 er imidlertid forældet ift. mulighederne for genoptagelse, hvilket dermed får den konsekvens, at perioden 01. januar 2017 - 30. juni 2017 helt udelades til beskatning. Dette gælder både indtægter og udgifter/fradrag vedrørende den pågældende periode da selskabets skattepligtige indkomst for indkomståret 2017 netop har fondenes regnskab for 2016 med. På baggrund heraf mener vi, at indkomståret 2017 bør genoptages, således der ikke bortfalder et halvt år (01.01.17-30.06.17). Nedenstående indkomst bortfalder helt fra beskatning, såfremt der ikke genoptages for indkomståret 2017. Beskatning af indkomst for perioden 01.01.17-30.06.17 [kapitalfond1], Q1 253.571 [kapitalfond1], Q2 28.501 [kapitalfond2], Q1* - [kapitalfond2], Q2 - 59.213 [kapitalfond3], Q1 - 476.844 [kapitalfond3], Q2 - 2.011.471 [...], Q1 - 23.855 [...], Q2 - 24.202 I alt - 2.313.513 *[kapitalfond2] har årsafslutning 31/3, og korrigeres derfor først fra 01.04.17 Genoptagelsen vedrører således i det hele periodisering og skyldes, at en periode ikke kommer til beskatning, hvis ikke der genoptages. Ad. 2 og 3 – Redegørelse for perioder i tidligere fremsendt materiale Jf. bilag 1 til klagen, er fondene [kapitalfond1], [kapitalfond2] og [kapitalfond3] rigtig nok opgjort fra 2015 og frem til 2021, mens de to sidste fonde er opgjort fra indtræden i fondene og frem til 2021, idet der først er indtrådt i disse fonde efter 2015. Bilaget er udarbejdet med det formål, at illustrere, at forskellene i beskatning ved opgørelse ”efter Skattestyrelsens principper” i stedet for de tidligere anvendte principper, i høj grad handler om periodisering. De enkelte år kan give store indkomster eller fradrag isoleret set og variere mellem principperne, men over tid er det er spørgsmål om periodisering. Det bliver derfor udtalt, at der i 2018 isoleret set jf. agterskrivelse reguleres t.DKK 11.097, når vi ved denne opgørelse viser at reguleringen fra 2015-2021 totalt vil udgøre t.DKK 2.677. At der er medtaget frem til 2021 velvidende, at genoptagelsen omhandler indkomståret 2018, er blot et spørgsmål om, at vi ønsker at påpege det principielle i, at forskellen over tid i høj grad omhandler periodisering. Herudover ligeledes fradrag for administrationsomkostninger, hvilket dog behandles særskilt. At der er opgjort fra 2015 i bilaget er et spørgsmål om at begrænse den administrative byrde, der vil være ved at regne helt tilbage til indtræden i de ældre fonde. Denne administration vil blive øget for årene før 2015, idet vi her kommer ud over de år hvor selskabet er forpligtet til at opbevare materiale. Så opgørelsen er blot udarbejdet til at illustrere/forklare, at over tid vil det opgjorte blive beskattet korrekt, mens det at tage en periode helt ud, vil betyde at periodens indkomst/fradrag ikke vil blive beskattet, hvilket ikke er hensigtsmæssigt. Der har ligeledes været tvivl om, at ovennævnte opgørelse på et møde med skattestyrelsen er blevet fremlagt med et resultat på DKK 4,9 mio. mod nu senere oplyste DKK 2,7 mio. Dette beror på en fejl i de fremlagte på møde med skattestyrelsen. Her er den tidligere selvangivne beskatning for fondene opgjort fra indtræden og frem til 2021, mens opgørelsen ”efter skattestyrelsens principper” er opgjort fra 2015 og frem til 2021 på baggrund af ovenstående begrundelse. Der er dermed fejlagtigt blevet sammenholdt 2 forskellige perioder på mødet med skattestyrelsen, hvilket naturligvis ikke giver mening. Dette er derfor korrigeret så begge principper er opgjort for årene 2015-2021 i den fremsendte klage.” Retsmøde Skattestyrelsens udtalelse til Skatteankestyrelsens indstilling Skattestyrelsen har den 8. august 2025 udtalt følgende til Skatteankestyrelsens indstilling: ”Skattestyrelsen er enig i Skatteankestyrelsens indstilling i sagen. Heraf fremgår det, at der ikke anses at være grundlag for at genoptage selskabets indkomst for indkomståret 2017 ved en ekstraordinær ansættelse efter skatteforvaltningslovens § 27, hvorefter Skattestyrelsens afgørelse for indkomståret 2017 indstilles stadfæstet. Det fremgår også af Skatteankestyrelsens indstilling i sagen, at sagen angår, om selskabet er berettiget til at få genoptaget og ændret sin indkomst for indkomståret 2017 ved en ekstraordinær ansættelse efter skatteforvaltningslovens § 27, som følge af at Skattestyrelsen har ændret selskabets indkomst for indkomståret 2018. Derudover fremgår det af Skatteankestyrelsens indstilling i sagen, at repræsentanten har gjort gældende, at der er hjemmel til ekstraordinær genoptagelse både efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 2, efter lovens § 27, stk. 1, nr. 8, og efter lovens § 27, stk. 4. Skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 2 Efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 2 kan en ansættelse af indkomstskat ændres, hvis skatteansættelsen er en direkte følge af en skatteansættelse for den skattepligtige for et andet indkomstår. Af de grunde, der er anført af Skatteankestyrelsen i indstillingen i sagen, er Skattestyrelsen enig i, at den af selskabet ønskede indkomstnedsættelse for indkomståret 2017 ikke kan anses for en direkte følgevirkning af, at Skattestyrelsen har truffet afgørelse om, at selskabet ikke kan medregne indkomst for perioden 1. januar – 30. juni 2017 til den skattepligtige indkomst for indkomståret 2018. Skattestyrelsen er således enig med Skatteankestyrelsen i, at forholdet ikke er omfattet af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 2. Skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8 Efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8, kan skattemyndighederne ekstraordinært give tilladelse til ændring af en skatteansættelse, hvis der foreligger særlige omstændigheder. Skattestyrelsen er enig i Skatteankestyrelsens bemærkning i indstillingen i sagen om, at det ikke kan bebrejdes andre end selskabet selv, at selskabet opgjorde den selvangivne indkomst for indkomståret 2017 ud fra forkerte principper for periodisering af indkomsten. Det er Skattestyrelsens opfattelse, at selskabet har ladet sig beskatte af noget over en lang periode, som ikke skulle have været beskattet. Det er selskabets eget ansvar at selvangive korrekt. Der er dermed hverken tale om myndighedsfejl, eller øvrige forhold, som selskabet ikke har haft nogen muligheder for at imødegå. Skattestyrelsen er således enig med Skatteankestyrelsen i, at der ikke foreligger særlige omstændigheder i henhold til skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8. 6 måneders fristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2 Når en af betingelserne om ekstraordinær genoptagelse i skatteforvaltningslovens § § 27, stk. 1, nr. 1-8, er opfyldt, er det en yderligere betingelse for ekstraordinær ansættelse, at 6 måneders fristen i skatteforvaltningsloven § 27, stk. 2, er overholdt. 6 måneders fristen regnes fra det tidspunkt, hvor skatteforvaltningen har fået kendskab til det forhold, der kan begrunde ekstraordinær genoptagelse. Skattestyrelsen bemærker hertil, at eftersom ingen af betingelserne for ekstraordinær genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, er opfyldte, jf. det ovenfor anførte om skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 2 og nr. 8, er det ikke relevant at tage stilling til om 6 måneders fristen efter lovens § 27, stk. 2 er overholdt. Skattestyrelsen er dog enig i Skatteankestyrelsens bemærkning i indstillingen om, at i tilfælde af, at det måtte blive lagt til grund, at forholdet er omfattet af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 2 eller nr. 8, så må selskabet anses at have overholdt 6 måneders fristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2. Skatteforvaltningslovens § 27, stk. 4 Ifølge ordlyden af balancepostreglerne i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 4, forudsætter anvendelsen af bestemmelsen, at der er grundlag for at genoptage og ændre det pågældende indkomstår ekstraordinært efter § 27, stk. 1. Betingelserne for ekstraordinær genoptagelse i skatteforvaltningsloven § 27, stk. 1 skal være opfyldt, før skatteforvaltningsloven § 27, stk. 4 kan finde anvendelse. Skattestyrelsen er her enig i Skatteankestyrelsen konklusion i indstillingen i sagen om, at eftersom ingen af betingelserne for ekstraordinær genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1 er opfyldte, jf. det ovenfor anførte om skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1. nr. 2 og nr. 8, så er det dermed heller ikke relevant at tage stilling til lovens § 27, stk. 4. Konklusion Skattestyrelsen er enig i Skatteankestyrelsens indstilling i sagen om, at der ikke er grundlag for at genoptage selskabets indkomst for indkomståret 2017 ved en ekstraordinær ansættelse efter skatteforvaltningslovens § 27, hvorfor der skal ske stadfæstelse af Skattestyrelsens afgørelse for indkomståret 2017.” Selskabets bemærkninger til Skatteankestyrelsens indstilling og Skattestyrelsens udtalelse I indlæg af 21. august 2025 har selskabets repræsentant anført følgende om Skatteankestyrelsens indstilling og Skattestyrelsens udtalelse: ”… Vi konstaterer, at vi ikke er enige i Skatteankestyrelsens indstilling. Vi har dog ikke yderligere til det skriftlige grundlag.” Indlæg under retsmødet Selskabets repræsentant nedlagde endelig påstand om, at der skal ske ekstraordinær genoptagelse af selskabets skatteansættelser for indkomståret 2017 og tidligere indkomstår, og gennemgik herefter sine anbringender i overensstemmelse med de skriftlige indlæg. Repræsentanten anførte, at ud fra Den juridiske vejledning, afsnit A.A.8.2.2.2.2.2, er forholdet med genoptagelse og nedsættelse af indkomsterne omfattet af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 2, som en direkte følge, og selskabets tidligere fejlagtige lagerbeskatning af porteføljeaktier blev tilbageført af selskabet i 2018, og det forhold også er omfattet af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8, som bl.a. gælder, når det er urimeligt at opretholde skatteansættelsen. Repræsentanten oplyste, at det materiale, der modtages fra kapitalfondene, er meget omfattende, og der er tit tale om investeringer i flere led. Det gør det svært at vurdere, hvordan beskatningen skal ske. Nogle gange stiller fondene heller ikke de nødvendige informationer til rådighed. Selskabets oprindelige vurdering var, at værdipapirerne var skattepligtige, og at der skulle ske lagerbeskatning, men nye informationer førte efterfølgende til en anden vurdering. Repræsentanten anførte, at der ikke er tale om en fejlagtig anvendelse af retsgrundlaget vedrørende henholdsvis lagerbeskatning og realisationsbeskatning. Der er tale om forkert kvalifikation af selve værdipapiret. Endelig anførte repræsentanten, at det vil give en retssikkerhedsmæssig ubalance, hvis genoptagelse ikke tillades. For hvis selskabet omvendt fejlagtigt havde kvalificeret værdipapirer som at skulle realisationsbeskattes i stedet for løbende at skulle lagerbeskattes, så ville Skattestyrelsen have statueret grov uagtsomhed og foretaget ekstraordinær genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5. Skattestyrelsen anførte, at det må lægges til grund, at selskabets anmodning blev indgivet efter udløbet af fristen i skatteforvaltningslovens § 26. Der er ikke grundlag for genoptagelse af skatteansættelserne efter skatteforvaltningslovens § 27. Der er ikke tale om en direkte følge, der er omfattet af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 2. Det følger også af SKM2014.860.LSR, at når der har været tale om forkert retsanvendelse, foreligger der ikke en direkte følge efter lovens § 27, stk. 1, nr. 2. Skattestyrelsen anførte, at forholdet heller ikke er omfattet af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8. Der er ikke tale om myndighedsfejl eller svig fra tredjemand. Det kan kun bebrejdes selskabet selv, at der ikke er selvangivet korrekt. Fristreglerne giver således ikke hjemmel til, at der kan gennemføres den materielt korrekte beskatning af selskabet. Landsskatterettens afgørelse Sagen angår, om selskabet er berettiget til at få genoptaget og ændret sine skatteansættelser for indkomstårene forud for indkomståret 2018 ved ekstraordinære ansættelser efter skatteforvaltningslovens § 27, som følge af at Skattestyrelsen har ændret selskabets skatteansættelse for indkomståret 2018. Retsgrundlaget Lovregler Af skatteforvaltningslovens §§ 26 og 27 fremgår (uddrag): ”§ 26. … Stk. 2. En skattepligtig, der ønsker at få ændret sin ansættelse af indkomstskat, ejendomsværdiskat, grundskyld eller dækningsafgift, skal senest den 1. maj i det fjerde år efter indkomstårets udløb fremlægge oplysninger af faktisk eller retlig karakter, der kan begrunde ændringen. … § 27. Uanset fristerne i § 26 kan en ansættelse af indkomstskat, ejendomsværdiskat, grundskyld eller dækningsafgift foretages eller ændres efter anmodning fra den skattepligtige eller efter told- og skatteforvaltningens bestemmelse, hvis: … 2) Ansættelsen er en direkte følge af en ansættelse vedrørende den skattepligtige for et andet indkomstår. Tilsvarende gælder, hvis ansættelsen er en direkte følge af en ansættelse for det samme eller et andet indkomstår vedrørende den skattepligtiges ægtefælle, med hvilken den skattepligtige var samlevende ved indkomstårets udløb, jf. kildeskattelovens § 4, eller vedrørende et selskab, hvormed den skattepligtige var sambeskattet. … 8) Told- og skatteforvaltningen efter anmodning fra den skattepligtige giver tilladelse til ændring af ansættelsen som følge af, at der foreligger særlige omstændigheder. … Stk. 2. En ansættelse kan kun foretages i de i stk. 1 nævnte tilfælde, hvis den varsles af told- og skatteforvaltningen eller genoptagelsesanmodning fremsættes af den skattepligtige senest 6 måneder efter, at told- og skatteforvaltningen henholdsvis den skattepligtige er kommet til kundskab om det forhold, der begrunder fravigelsen af fristerne i § 26. … … Stk. 4. Vedrører en ansættelse efter stk. 1 opgørelsen af en balancepost, kan opgørelsen primo indkomståret kun foretages eller ændres, hvis ansættelsen for det foregående indkomstår ændres tilsvarende vedrørende opgørelsen ultimo for dette indkomstår, jf. dog 2.-4. pkt. … Har den skattepligtige anvendt en anden opgørelsesmetode end realisationsprincippet, og skulle realisationsprincippet have været anvendt, anvendes henholdsvis værdipapirets anskaffelsessum og gældens værdi ved påtagelsen med tillæg af gevinst og fradrag for tab medregnet i tidligere indkomstår som værdipapirets anskaffelsessum og gældens værdi ved påtagelsen. …” Retspraksis I Højesterets dom af 15. august 2011, offentliggjort i SKM2011.533.HR, havde skattemyndigheden henført en fortjeneste ved salg af aktier til beskatning i indkomståret 2000. Afgørelsen blev ændret af Landsskatteretten, som fandt, at aktierne var solgt i 2001. Skattemyndigheden traf efterfølgende en afgørelse, hvor fortjenesten ved aktiesalget blev beskattet i indkomståret 2001. Højesteret fandt, at ændringen for indkomståret 2001 var en direkte følge af Landsskatterettens ændring af skatteansættelsen for indkomståret 2000, der var omfattet af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 2. Højesteret lagde vægt på, at den almindelige ansættelsesfrist for indkomståret 2001 ikke var udløbet, da skattemyndigheden traf afgørelsen om beskatning i det forkerte indkomstår 2000. I Højesterets dom af 9. marts 2018, offentliggjort i SKM2018.203.HR, havde SKAT forhøjet den skattepligtige indkomst for indkomståret 2006. Afgørelsen blev ændret af byretten, der i sin dom fandt, at beskatningen af maskeret udlodning i stedet skulle henføres til indkomståret 2005. Højesteret fandt med henvisning til SKM2011.533.HR, at byrettens forhøjelse af skatteansættelsen for 2005 var en direkte følge af nedsættelsen af skatteansættelsen for 2006, der var omfattet af § 27, stk. 1, nr. 2. Højesteret henviste til, at ifølge byrettens dom blev SKATs forhøjelse for 2006 alene tilsidesat, fordi den maskerede udlodning skulle have været henført til indkomståret 2005. Højesteret henviste også til, at det var ubestridt, at den almindelige ansættelsesfrist efter skatteforvaltningslovens § 26 for indkomståret 2005 ikke var udløbet, da SKAT forhøjede skatteansættelsen for 2006. I sagen behandlet i Østre Landsrets dom af 29. september 2020, offentliggjort i SKM2020.396.ØLR, havde Landsskatteretten nedsat SKATs forhøjelse af den skattepligtige indkomst for indkomståret 2008 til 0 kr., fordi forhøjelsen burde have været henført til et andet indkomstår. Med henvisning til at der rettidigt kunne være varslet forhøjelse af den skattepligtige indkomst for indkomståret 2013 på det tidspunkt, hvor SKAT varslede forhøjelsen for indkomståret 2008, anså Østre Landsret det som en direkte følge af Landsskatterettens afgørelse, at SKAT varslede forhøjelsen af indkomsten for indkomståret 2013, hvorfor forholdet var omfattet af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 2. I byretsdom af 5. marts 2019, offentliggjort i SKM2019.195.BR, havde SKAT i første omgang henført en indkomstforhøjelse til indkomståret 2008, selvom det korrekte indkomstår var 2007. Forhøjelsen for indkomståret 2008 var varslet den 1. marts 2010. Den ordinære varslingsfrist i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, for indkomståret 2007 var ikke udløbet på det tidspunkt, hvor forhøjelsen for indkomståret 2008 blev varslet af SKAT. Byretten fandt, at SKATs flytning af forhøjelsen fra indkomståret 2008 til indkomståret 2007 derfor var berettiget i medfør af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 2. I dom af 21. februar 2017, offentliggjort i SKM2017.224.HR, henviste Højesteret til, at det fremgår af forarbejderne til lov nr. 410 af 2. juni 2013 om den tidligere gældende skattestyrelseslovs § 35, stk. 1, nr. 8, nu skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8, at anvendelsesområdet for bestemmelsen er tilfælde, hvor der foreligger særlige omstændigheder uden for de tilfælde, hvor genoptagelse kan ske efter de objektive betingelser i de øvrige punkter i § 27, stk. 1, og hvor det må anses for urimeligt at opretholde skatteansættelsen, f.eks. hvor en urigtig ansættelse skyldes svig fra tredjemand eller andre særlige omstændigheder, der ikke kan bebrejdes den skattepligtige. Højesteret henviste endvidere til, at det fremgår af forarbejderne, at genoptagelse vil kunne ske efter bestemmelsen, hvis der er begået fejl af skattemyndighederne, og at et glemt fradrag ikke giver grundlag for genoptagelse. Højesteret udtalte herefter, at § 27, stk. 1, nr. 8, efter sin ordlyd, placering og forarbejder må antages at have et snævert anvendelsesområde. I dom af 14. december 2006, offentliggjort i SKM2007.44.VLR, fandt Vestre Landsret, at der var ikke tale om en direkte følgevirkning i et tilfælde, hvor et selskab i indkomstårene 1991-1996 havde selvangivet for store beløb som følge af manglende løbende kreditering for fejlbehæftede eller mangelfulde leverancer, som efter almindelige periodiseringsprincipper skulle henføres til de år, hvor leverancerne fandt sted. I stedet for at foretage fradrag i de respektive år, havde selskabet foretaget et samlet fradrag i indkomståret 1997, hvilket blev nægtet af skattemyndighederne. Vestre Landsret fandt, at de ønskede fradrag for indkomstårene 1991-1996 ikke var en direkte følge af nægtelsen af et samlet fradrag i indkomståret 1997, og at forholdet derfor ikke var omfattet af § 35, stk. 1, nr. 2, i den tidligere skattestyrelseslov (nu skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 2). Vestre Landsret fandt endvidere, at situationen måtte sidestilles med et glemt fradrag, hvorfor forholdet heller ikke var omfattet af den dagældende skattestyrelseslovs § 35, stk. 1, nr. 8 (nu skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8). Landsskatterettens begrundelse og resultat Både selskabet og Skattestyrelsen har anset kapitalfondene, som selskabet har investeret i, for at være skattemæssigt transparente, hvilket Landsskatteretten også lægger til grund ved sin bedømmelse af klagen. Det betyder, at selskabet beskattes af en forholdsmæssig andel af indkomsten i hver af kapitalfondene svarende til selskabets ejerandel. Ud fra det foreliggende og selskabets forklaring lægger Landsskatteretten til grund, at selskabet for indkomståret 2017, der omfatter perioden 1. juli 2016 – 30. juni 2017, valgte at selvangive sin andel af kapitalfondenes resultater for perioden 1. januar – 31. december 2016, samt at selskabet for indkomståret 2018, der omfatter perioden 1. juli 2017 – 30. juni 2018, valgte at selvangive sin andel af kapitalfondenes resultater for perioden 1. januar – 31. december 2017. I sin afgørelse har Skattestyrelsen ændret periodiseringen, således at selskabet for indkomståret 2018 i stedet beskattes af de opgjorte resultater for kapitalfondene for perioden 1. juli 2017 – 30. juni 2018, dvs. perioden som indkomståret 2018 omfatter. Dette har selskabet accepteret. Herved er selskabets andel af kapitalfondenes indkomst for perioden 1. januar – 30. juni 2017, som ifølge selskabet er negativ med 2.313.513 kr., ikke blevet medregnet til selskabets skattepligtige indkomst. Landsskatteretten lægger videre til grund, at selskabet for indkomståret 2018 har selvangivet et samlet nettovalutakurstab på 10.953.377 kr. som følge af, at selskabet fejlagtigt havde medregnet valutakursgevinster og -tab til de skattepligtige indkomster for indkomstårene forud for indkomståret 2018. Skattestyrelsen har ikke godkendt det pågældende tab fratrukket i indkomståret 2018. Selskabets repræsentant bad om genoptagelse og ændring af selskabets indkomst den 16. september 2022, hvor fristerne i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2, for ordinær ændring af selskabets skatteansættelser for indkomståret 2017 og tidligere indkomstår var udløbet. Spørgsmålet er derfor, om der er grundlag for at foretage ekstraordinære skatteansættelser for indkomstårene forud for indkomståret 2018 ud fra skatteforvaltningslovens § 27 og nedsætte selskabets indkomster. Repræsentanten har således gjort gældende, at der er hjemmel til ekstraordinær genoptagelse både efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 2, efter lovens § 27, stk. 1, nr. 8, og efter lovens § 27, stk. 4, hvilket Landsskatteretten tager stilling til i det følgende. Skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 2 Det følger af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 2, at en ansættelse af indkomstskat kan ændres, hvis skatteansættelsen er en direkte følge af en skatteansættelse for den skattepligtige for et andet indkomstår. Repræsentanten har henvist til Østre Landsrets dom i SKM2020.396.ØLR og til byretsdommen i SKM2019.195.BR. Begge domme angik den situation, at skattemyndigheden havde henført en forhøjelse af indkomsten til et forkert indkomstår. I de to domme lagde både byretten og landsretten vægt på, at forhøjelsen for det korrekte indkomstår kunne være varslet rettidigt af skattemyndigheden efter skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, på det tidspunkt, hvor skattemyndigheden varslede forhøjelsen for det forkerte indkomstår. De to domme er i overensstemmelse med Højesterets domme i SKM2011.533.HR og SKM2018.203.HR, hvor Højesteret fandt, at skatteansættelserne kunne ændres af skattemyndigheden efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 2. I begge domme lagde Højesteret vægt på, at den ordinære ansættelsesfrist i skatteforvaltningslovens § 26 for det korrekte beskatningsår ikke var udløbet på det tidspunkt, hvor skattemyndigheden traf afgørelse om beskatning i det forkerte indkomstår. Landsskatteretten finder, at situationen i de fire domme adskiller sig fra denne sag – herunder også fordi selskabets frist i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2, for at anmode om ordinær ændring af skatteansættelserne for indkomståret 2017 og tidligere indkomstår, var overskredet den 16. september 2022, hvor selskabet bad om genoptagelse. Landsskatteretten finder, at den af selskabet ønskede indkomstnedsættelse for indkomståret 2017 på 2.313.513 kr. ikke kan anses for en direkte følgevirkning af, at Skattestyrelsen har truffet afgørelse om, at selskabet ikke kan medregne indkomst for perioden 1. januar – 30. juni 2017 til den skattepligtige indkomst for indkomståret 2018. Landsskatteretten finder ligeledes, at de af selskabet ønskede indkomstændringer for indkomstår forud for indkomståret 2018 ikke er en direkte følgevirkning af, at Skattestyrelsen har truffet afgørelse om, at selskabet ikke kan fratrække det samlede nettovalutakurstab på 10.953.377 kr. i den skattepligtige indkomst for indkomståret 2018. Landsskatteretten henviser til Vestre Landsrets dom i SKM2007.44.VLR. Her havde et selskab ikke selvangivet nogle fradrag i de korrekte indkomstår 1991-1996, men havde i stedet foretaget et samlet fradrag i indkomståret 1997. Vestre Landsret fandt, at de ønskede fradrag for indkomstårene 1991-1996 ikke var en direkte følge af nægtelsen af det samlede fradrag i indkomståret 1997. Landsskatteretten finder således, at forholdene ikke er omfattet af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 2. Skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8 Efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8, kan skattemyndighederne ekstraordinært give tilladelse til ændring af en skatteansættelse, hvis der foreligger særlige omstændigheder. Som Højesteret også henviste til i sin dom i SKM2017.224.HR, fremgår det af forarbejderne til den tidligere gældende skattestyrelseslovs § 35, stk. 1, nr. 8, nu skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8, at bestemmelsen kan anvendes, hvor der foreligger myndighedsfejl, og det må anses for urimeligt at opretholde skatteansættelsen, eller hvor en forkert skatteansættelse skyldes svig fra tredjemand eller andre særlige omstændigheder, der ikke kan bebrejdes den skattepligtige. Højesteret udtalte også, at bestemmelsen har et snævert anvendelsesområde. Til den skattepligtige indkomst for en givent indkomstår skal medregnes de indtægter, udgifter, fortjenester og tab mv., der ud fra de relevante skatteregler kan henføres til henholdsvis beskatning og fradrag i den periode, som det pågældende indkomstår dækker. Ud fra repræsentantens redegørelse for selskabets opgørelse af de selvangivne resultater finder Landsskatteretten, at det må lægges til grund, at selskabets opgørelser for de omhandlede indkomstår beroede på, at selskabet foretog et valg, som selskabet mente betød en mere nøjagtig opgørelse af skattepligtig indkomst for en forkert periode, fremfor en mere unøjagtig opgørelse med en mere korrekt periodisering af indtægter og udgifter. Landsskatteretten finder, at det ikke kan bebrejdes andre end selskabet selv, at selskabet opgjorde den selvangivne indkomst for indkomståret 2017 ud fra forkerte principper for periodisering af indkomsten, og at selskabet forud for indkomståret 2018 fejlagtigt anså de pågældende valutakursgevinster og -tab for at være skattepligtige og omfattet af lagerbeskatning. Når selskabet har valgt at investere i kapitalfonde, herunder udenlandske kapitalfonde, er det selskabets eget ansvar at sikre sig de nødvendige oplysninger fra fondene til opgørelse af selskabets skattepligtige indkomst. Selskabets valg af investeringsform er således ikke styrende for selskabets pligt til korrekt opgørelse af selskabets skattepligtige indkomst, herunder korrekt periodisering af den skattepligtige indkomst, og tilsvarende kan selskabets valg af investeringsform ikke indebære, at selve betingelserne for ekstraordinær genoptagelse fraviges eller modificeres. På baggrund heraf finder Landsskatteretten, at der ikke foreligger særlige omstændigheder i henhold til skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8. Skatteforvaltningslovens § 27, stk. 4 Ifølge ordlyden af balancepostreglerne i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 4, forudsætter anvendelsen af bestemmelsen, at der er grundlag for at genoptage og ændre det pågældende indkomstår ekstraordinært efter § 27, stk. 1. Som begrundet ovenfor, finder Landsskatteretten, at betingelserne for ekstraordinær genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, ikke er opfyldt. Dermed finder bestemmelsen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 4, heller ikke anvendelse. Konklusion På baggrund af ovenstående finder Landsskatteretten, at der ikke er grundlag for at genoptage selskabets skatteansættelser for indkomstårene forud for indkomståret 2018 ved ekstraordinære ansættelser efter skatteforvaltningslovens § 27. Landsskatteretten stadfæster derfor Skattestyrelsens afgørelse.