Mandskabsvogn hjemvist efter kørsel til overnatningssted anset erhvervsmæssig

Journalnr. 23-0019220 Motorstyrelsen har opkrævet 188.624 kr. i registreringsafgift, idet Motorstyrelsen har fundet, at sagens køretøj blev anvendt i strid med betingelserne for afgiftsfritagelsen som mandskabsvogn, jf. registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 9, på kontroltidspunktet. Landsskatteretten hjemviser sagen til fornyet behandling i Motorstyrelsen. Faktiske oplysninger Det fremgår af kontrolskemaet, at sagens køretøjer er en Mercedes-Benz Sprinter 316 CDI Dobbeltkabine Standard med stelnummer [...]. Køretøjet var på kontroltidspunktet den 1. juni 2022 afgiftsfritaget som mandskabsvogn med [klager] A/S (herefter selskabet) som registreret bruger og ejer. Selskabets ansatte oplyste ved kontrollen, at de var på vej til [adresse1], [by1], hvor de skulle overnatte, og at de forinden havde arbejdet ved [adresse2], [by1]. De oplyste desuden, at køretøjet normalt blev anvendt til kørsel mellem arbejdspladsen og overnatningsstedet i arbejdsperioden (mandag til torsdag). Før og efter arbejdsperioden blev køretøjet anvendt til kørsel mellem arbejdspladsen og bopælsadressen for en af selskabets ansatte ([person1]). Motorstyrelsens afgørelse Motorstyrelsen har opkrævet 188.624 kr. i registreringsafgift for køretøjet under henvisning til, at køretøjet er blevet anvendt til privat personbefordring i strid med afgiftsfritagelsen, jf. registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 9, hvorfor køretøjet skal afgiftsberigtiges, jf. § 2, stk. 3. Motorstyrelsen har som begrundelse bl.a. anført: “Vi vurderer, at køretøjet er blevet anvendt til privat kørsel i strid med betingelserne for køretøjets registrering som afgiftsfri mandskabsvogn. Vi vurderer, at køretøjet er omfattet af reglerne for personmotorkøretøjer. Køretøjet skulle derfor have været anmeldt til omregistrering, inden det blev taget i brug til privat kørsel. Ved omregistreringen skulle der også have været betalt registreringsafgift. Vi vurderer endeligt, at I som registrerede ejer og bruger af køretøjet hæfter for betaling af registreringsafgiften […] Vi har lagt vægt på, at det på kontroltidspunktet blev oplyst, at køretøjet altid anvendes til kørsel fra arbejdspladsen og til overnatningssted. Vi har også lagt vægt på, at I oplyste, at køretøjet altid køres til en privatadresse efter endt arbejdsuge, hvor der ikke forefindes lager eller materialer til brug for arbejdsopgavens udførelse. I denne forbindelse er køretøjet også er anvendt til både at aflevere og opsamle medarbejdere på privatadresser på turen fra [by2] og til arbejdspladsen ved [adresse2]. Vi lægger endvidere til grund, at registreringsafgiftspligten indtrådte den 1. Juni 2022, hvor kontrollen blev foretaget. Da det er mindre end 3 år siden, kan vi afsende varsel om fastsættelse af registreringsafgiften. […] Vi gør opmærksom på, at oplysningerne har været med i vores vurdering af sagen, men at de ikke kan føre til et andet resultat. Vi henviser til, at en mandskabsvogn kun må bruges imellem virksomhedens arbejdspladser. Eftersom [adresse1] ikke er virksomhedens arbejdsplads, kan denne kørsel ikke anses for værende i imellem virksomhedens arbejdspladser. Yderligere har den ansatte køretøjet med til den private bopæl efter hver endt arbejdsuge. Denne anvendelse forudsætter at der er en betydelig afstand imellem den private bopæl og virksomhedens adresse, her er der ifølge Google Maps 8,1 kilometer imellem [adresse3], [by2], hvor [person1]s bor og [adresse4], [by2] hvor virksomheden [klager] A/S har adresse. Dette kan ikke anses for at være en betydelig afstand. Køretøjet bliver dermed anvendt til privat personbefordring af medarbejderne, som ikke er i virksomhedens erhvervsmæssige interesse. Det forhold, at [person1] samler kollegaer op på vejen, ændre ikke på vores vurdering. Ifølge betingelserne for brug af mandskabsvogne, er det en forudsætning for at have mandskabsvognen med hjemme på den private bopæl, at der er en betydelig afstand mellem virksomhedens adresse og den private bopæl og at der op den private adresse findes materialer. I jeres bemærkninger henviser I til SKM2022.422.BR, i dommen ligger retten også vægt på at der var en betydelig afstand fra medarbejderens adresse og til virksomhedens adresse. Yderligere var der også kortere fra den private bopæl til arbejdspladsen. Ingen af forholdene er gældende i denne sag, hvorfor det ikke ændre på vores opfattelse.” Udtalelse fra Motorstyrelsen I forbindelse med Skatteankestyrelsens klagesagsbehandling har Motorstyrelsen den 16. marts 2023 udtalt følgende: “I forhold til vurderingen af, hvorvidt registreringsafgiftskravet på 188.624 kr. skal fastholdes over for [klager] A/S. Motorstyrelsen har lagt vægt på følgende: At køretøjet anvendes til kørsel til og fra den private bopæl, uden betydelig afstand fra virksomhedens adresse til den private bopæl, yderligere er der ikke en vagtordning. At køretøjet anvendes til kørsel fra arbejdspladsen og til et overnatningssted. [klager] henviser i udtalelsen til SKM2022.422.BR, hvor man fandt kørslen imellem arbejdspladsen og den privat bopæl lovlig. Motorstyrelsen henviser hertil fra dommen. Der er en betydelig afstand fra medarbejdernes private bopæl og til virksomhedens adresse, mens der er noget kortere mellem medarbejdernes private bopæl og arbejdspladsen samt I sådanne tilfælde forudsættes det, at der er en betydelig afstand (en anden by/landsdel) fra den private bopæl til virksomhedens adresse. Endvidere vil en sådan brug af køretøjerne også normalt forudsætte, at der på den private adresse er et mindre lager af materiel og/eller materialer. (Motorstyrelsens understregning) I sagen her er der ubestridt 8 kilometer imellem [person1]s private adresse og virksomhedens adresse, denne afstand kan ikke anses for at være en betydelig afstand, hvorfor kørslen anses for privat personbefordring. Det fremgår derudover af [klager]s udtale, at [person1] havde et mindre lager af værktøjer mv. på sin egen bopæl. Hertil skal det bemærkes at [person1] svarede til Motorstyrelsen under kontrollen, at han ikke havde et lager på hans egen privatadresse. Vi finder det derfor ubestridt, at mandskabsvognen er blevet anvendt privat fra [person1]s private adresse. Vi mener derfor ikke, at denne sag er sammenlignelig med SKM2022.422.BR. Det fremgår af [klager]s udtale til Skattestyrelsen, at når der ses på virksomhedens samlede benyttelse af mandskabsvognen, hvor mandskabsvognen anvendes til transport af hele fire medarbejdere til arbejdspladsen i [by1], så er det i sagens natur den af de fire medarbejdere, der bor tættest på virksomhedens adresse, der i første omgang afhenter mandskabsvognen ved virksomheden. (Motorstyrelsens understregning) Hertil skal Motorstyrelsen bemærke at forklaringen på kontroltidspunktet var at køretøjet altid var på den private adresse efter endt arbejdsuge. Hvilket ikke bestrides i udtalen af [klager], hvorfor det er Motorstyrelsens opfattelse at den samlede benyttelse foregår fra den private adresse og ikke fra virksomhedens adresse. Det fremgår endvidere af [klager]s udtale til Skatteankestyrelsen, at kørslen til overnatningsstedet samt overnatningen var arbejdsgiver betalt og i virksomhedens interesse. Det ændrer ikke på Motorstyrelsens opfattelse af hvorvidt et overnatningssted er virksomhedens arbejdsplads, kørslen foretages derfor ikke i overensstemmelse med retningslinjerne. Motorstyrelsen finder ikke, at der er kommet nye oplysninger i klagen og henviser tillige til Motorstyrelsens afgørelse af 26. januar 2023, hvoraf Motorstyrelsens begrundelse, argumentation, besvarelse på indsigelse m.m. fremgår. Motorstyrelsen fastholder afgørelsen om betaling af registreringsafgift på 188.624 kr.” Klagerens opfattelse Selskabets repræsentant har fremsat påstand om, at sagens køretøj er blevet anvendt i overensstemmelse med betingelserne for afgiftsfritagelsen, jf. registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 9, hvorfor registreringsafgiftskravet skal bortfalde. Til støtte for påstanden er bl.a. anført: ” Til støtte for den nedlagte påstand gøres det overordnet gældende, at køretøjet ikke er anvendt til privat kørsel i strid med betingelserne for registrering som afgiftsfri mandskabsvogn, jf. registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 9. […] Nærværende sag Det gøres overordnet gældende, at betingelserne for opkrævningen af registreringsafgift på 188.624 kr. ikke er opfyldt, hvorfor Motorstyrelsens afgørelse skal bortfalde. Motorstyrelsen har i afgørelsen af 26. januar 2023 lagt vægt på følgende tre oplysninger afgivet under kontrollen den 1. juni 2022: At det på kontroltidspunktet blev oplyst, at køretøjet altid anvendes til kørsel fra arbejdspladsen og til overnatningssted. At medarbejderne i køretøjet oplyste, at køretøjet altid køres til en privatadresse efter endt arbejdsuge, ”hvor der ikke forefindes lager eller materialer til brug for arbejdsopgavens udførelse”. At køretøjet også er anvendt til både at aflevere og opsamle medarbejdere på privatadresser på turen fra [by2] og til arbejdspladsen ved [adresse2]. Ad 1: Køretøjet anvendes altid til kørsel fra arbejdspladsen og til overnatningssted Kørslen til overnatningsstedet i nærværende sag skete alene efter endt arbejde ved [adresse2], og var alene begrundet i virksomhedens erhvervsmæssige interesse, idet virksomheden betalte for medarbejdernes ophold i [by1] i forbindelse med de fire ugentlige arbejdsdage ved [adresse2]. Medarbejderne var således på arbejde fra det tidspunkt, hvor de kørte fra Fyn mandag morgen, til det tidspunkt de returnerede torsdag eftermiddag/aften. Medarbejderne var dermed teknisk set udstationeret ved arbejdspladsen i [by1], og der var ikke tale om, at de havde et almindeligt privatliv efter endt arbejdsdag, idet medarbejderne alene havde et minimum af timer til afslapning på overnatningsstedet, som var valgt og betalt af arbejdsgiveren. Denne konstellation var alene til gavn for arbejdsgiveren, da arbejdet på [adresse2] herved kunne udføres hurtigt og effektivt. Når de fire medarbejdere var færdige på arbejdspladsen sidst på eftermiddagen mandag-onsdag, kørte de sammen ud til overnatningsstedet [adresse1], hvor mandskabsvognen holdt parkeret til næste morgen. Virksomheden anvendte således mandskabsvognen til at flytte medarbejderne fra arbejdspladsen til deres overnatningssted, og til at fragte kostbart værktøj og udstyr væk fra byggepladsen for at undgå tyveri. Det fremgår af Den juridiske vejledning 2023-1, afsnit I.A.1.3.6 Mandskabsvogne, at mandskabsvogne som udgangspunkt ikke kan anvendes afgiftsfrit til kørsel til overnatningssteder. Der er således alene tale om et udgangspunkt, og den praksis, der henvises til i Den Juridiske Vejledning, angår kun situationer, hvor der er tale om kørsel direkte mellem den private bopæl og overnatningsstedet. Hvis der derimod ikke foreligger kørsel direkte mellem den private bopæl og overnatningsstedet – men kørsel mellem en midlertidig arbejdsplads og et overnatningssted - så udløser kørsel til overnatningsstedet ikke registreringsafgift, da kørslen indgår som et naturligt led i udstationeringen på den midlertidige arbejdsplads langt fra hjemadresserne. Til støtte herfor henvises retsstillingen på området for kørselsgodtgørelse efter ligningslovens § 9 B, som er beskrevet ovenfor, jf. SKM2022.44.SR. De fire pågældende medarbejdere kan lovligt benytte mandskabsvognen mellem den midlertidige arbejdsplads og det midlertidige overnatningssted i [by1], da denne afstand er langt kortere end den afstand, som medarbejderne skulle køre i mandskabsvognen, hvis den hver dag skulle køres tilbage til virksomhedens adresse i [by2]. Ad 2: Køretøjet køres altid til en privatadresse efter endt arbejdsuge, hvor der ikke forefindes lager eller materialer til brug for arbejdsopgavens udførelse. [person1] havde et mindre lager af værktøjer mv. på sin egen bopæl bestående af bolte, bor og kostbart håndværktøj mv., som medarbejderne benyttede på arbejdsstedet. Det fremgår af Den juridiske vejledning 2023-1, afsnit I.A.1.3.6 Mandskabsvogne, at kørsel mellem virksomheden og den private bolig normalt forudsætter, at der på den private adresse er et mindre lager af materiel og/eller materialer. Motorstyrelsen anfører i afgørelsen nederst side 3 følgende: ”Vi har også lagt vægt på, at I oplyste, at køretøjet altid køres til en privatadresse efter endt arbejdsuge, hvor der ikke forefindes lager eller materialer til brug for arbejdsopgavens udførelse.” Det skal hertil for det første bemærkes, at det ikke er en ultimativ betingelse, at der skal forefindes ”et mindre lager af materiel og/eller materialer”, idet der med udtrykket “normalt” menes almindeligvis, men ikke nødvendigvis. For det andet bemærkes det, at der aldrig i praksis har eksisteret et krav om et egentligt ”lager” på den private adresse – men derimod ”et mindre lager af materiel og/eller materialer”. Der er selvsagt en væsentlig forskel på de to begreber ”lager” og ”et mindre lager af materiel og/eller materialer”. Da Motorstyrelsen spurgte [person1], om han havde et lager eller materialer på den private bopæl, tænkte han i sagens natur på lager og materialer i gængs forstand. Da byggematerialerne blev afleveret direkte på byggepladsen, og [person1] ikke havde et lager af materialer på privatadressen, svarede han naturligvis nej til spørgsmålet. [person1] havde derimod de facto på den private bopæl et mindre lager af udstyr og værktøj tilhørende virksomheden, som medarbejderne benyttede på arbejdsstedet, og hermed er kriteriet opfyldt. Det er dyrt værktøj og dyre instrumenter, som medtages i mandskabsvognen, og udstyret kan ikke efterlades på byggepladsen ved [adresse2], hvorfor det medtages i køretøjet efter endt arbejdsdag. Fuldstændigt på samme måde som i byretsdommen offentliggjort i SKM2022.422.BR, som er omtalt ovenfor. Ad 3: Køretøjet er også anvendt til både at aflevere og opsamle medarbejdere på privat-adresser på turen fra [by2] og til arbejdspladsen ved [adresse2]. I nærværende sag blev den pågældende mandskabsvogn alene anvendt til erhvervsmæssig transport af de samme fire medarbejdere, som var til stede under kontrollen. De tre af medarbejderne bor i eller nær [by2], mens den fjerde bor i [by3]. Medarbejderen [person1], der bor længst væk fra arbejdsstedet, der var [adresse2], kørte hjemmefra tidligt mandag morgen og samlede de andre tre medarbejdere op på vejen til [adresse2]. Opsamlingen af de tre øvrige medarbejdere medførte kun en omvej på samlet cirka 6 km fra den direkte vej. Det var 100 % i virksomhedens erhvervsmæssige interesse, at de fire medarbejdere ikke skulle køre ind til virksomhedens adresse i [by2] hver mandag morgen, og parkere deres private køretøjer her til torsdag aften. Den valgte kørselsform var således både effektiv og forhindrede samtidig, at virksomhedens matrikel blev fyldt op med alle medarbejdernes private køretøjer. Det fremgår af Den juridiske vejledning 2023-1, afsnit I.A.1.3.6 Mandskabsvogne, at kørsel mellem virksomheden og den private bolig kan anses som erhvervsmæssig, hvis køretøjerne normalt bliver brugt til kørsel direkte fra en medarbejders private bopæl og til arbejdspladserne, forudsat, at der er en betydelig afstand fra den privates bopæl til virksomhedens adresse. Efter praksis kan en mandskabsvogn anvendes til opsamling eller afsætning af medarbejdere på disses private bopæl. I nærværende sag anvendes mandskabsvognen ligeledes til befordring af medarbejdere mellem arbejdsstedet og overnatningsstedet. I begge tilfælde er der tale om befordring af personer. Hertil kommer, at mandskabsvognen anvendes til kørsel med værktøjer mv., som skal anvendes på arbejdsstedet. Hvis mandskabsvognen efterlades på arbejdsstedet i aften- og nattetimerne, vil den være udsat for indbrud, hærværk mv. Den er ikke på samme måde udsat, når det står på overnatningsstedet. I nærværende sag råder virksomheden over flere mandskabsvogne, som anvendes af de enkelte sjak. Mandskabsvognene er velegnede, da der skal ske transport af sjak til byggepladserne, og fordi mandskabsvognene har plads til nødvendige værktøjer og udstyr mv. Byggematerialer leveres oftest direkte på byggepladsen, men mandskabsvognene anvendes også til at hente nødvendige byggematerialer ved byggemarkeder i løbet af arbejdsdagen, hvis der opstår et behov herfor. Virksomheden har altid været meget opmærksomme på de særlige krav, som gælder for brugen af mandskabsvogne, og medarbejderne er ved flere lejligheder gjort bekendt hermed. Kørslen mellem [by2] og [adresse2] samt kørslen mellem [adresse2] og overnatningsstedet [adresse1] var 100 % i virksomhedens erhvervsmæssige interesse, og køretøjet er aldrig blevet anvendt til andet end befordring af virksomhedens medarbejdere og virksomhedens udstyr i erhvervsmæssigt øjemed. Virksomhedens brug af mandskabsvognen har således været i overensstemmelse med reglerne, og samtidig den absolut mest Co2-venlige løsning. Motorstyrelsens afgørelse strider direkte mod retspraksis, idet der i ovennævnte byretsdom offentliggjort i SKM2022.422.BR også var tale om en mandskabsvogn, der blev anvendt til daglig transport til overnatningsstedet af de ”udstationerede” medarbejdere, hvilket ikke medførte en overtrædelse af registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 9. Motorstyrelsens argument om, at der var for kort afstand mellem [person1]s adresse og virksomhedens adresse, er ikke i sig selv et argument for at opkræve registreringsafgift af køretøjet. Når der ses på virksomhedens samlede benyttelse af mandskabsvognen, hvor mandskabsvognen anvendes til transport af hele fire medarbejdere til arbejdspladsen i [by1], så er det i sagens natur den af de fire medarbejdere, der bor tættest på virksomhedens adresse, der i første omgang afhenter mandskabsvognen ved virksomheden. Det er herefter i nærværende sag også helt naturligt, at det herefter er denne medarbejder, der afhenter de andre, da han bor længst væk fra arbejdspladsen i [by1], og dermed uden større omveje kan samle de øvrige tre medarbejdere op på ruten mod [by1]. At en sådan helt igennem fornuftig og Co2-venlig benyttelse af mandskabsvognen skulle være i strid med reglerne, forekommer derfor helt absurd. Det gøres på baggrund heraf sammenfattende gældende, at den omhandlende mandskabsvogn ikke er anvendt i strid med registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 9, hvorfor [klager] A/S ikke skal betale 188.624 kr. i registreringsafgift.” Klagerens bemærkninger til Motorstyrelsens udtalelse Selskabets repræsentant har fremsat følgende bemærkninger til Motorstyrelsens udtalelse: ”Jeg skal hermed oplyse, at min klient og jeg er afgørende uenig i Motorstyrelsens udtalelse til sagen, og jeg skal i øvrigt fremkomme med følgende bemærkninger: Følgende fremgår af Motorstyrelsens udtalelse side 2, midt: ”Det fremgår derudover af [klager]s udtale, at [person1] havde et mindre lager af værktøjer mv. på sin egen bopæl. Hertil skal det bemærkes at [person1] svarede til Motorstyrelsen under kontrollen, at han ikke havde et lager på hans egen privat-adresse.” Af Motorstyrelsens afgørelse af 26. januar 2023 side 3, 2. afsnit fremgår imidlertid følgende: ”I oplyste, at [person1], som var passager på kontroltidspunktet, altid har bilen med hjemme på hans private bopæl efter endt arbejdsuge. Han samler de andre medarbejder op, når I tager afsted. I oplyste i den forbindelse også, at [person1] ikke har materialer på privatadressen.” (min understregning) Motorstyrelsen forhørte således under kontrollen [person1] om, hvorvidt han havde materialer på den private bopæl. Da byggematerialerne blev afleveret direkte på byggepladsen, og [person1] ikke havde et lager af materialer på privatadressen, svarede han naturligvis nej til spørgsmålet. [person1] opbevarede derimod et mindre lager af udstyr og værktøj tilhørende virksomheden, som medarbejderne benyttede på arbejdsstedet. Der var tale om dyrt værktøj og dyre instrumenter, som blev medtaget i mandskabsvognen, og udstyret kunne ikke efterlades på byggepladsen ved [adresse2], hvorfor det også blev medtaget i køretøjet efter endt arbejdsdag. Fuldstændigt på samme måde som i byretsdommen offentliggjort i SKM2022.422.BR. Følgende fremgår af Motorstyrelsens udtalelse side 2, nederst: ”Det fremgår endvidere af [klager]s udtale til Skatteankestyrelsen, at kørslen til overnatningsstedet samt overnatningen var arbejdsgiver betalt og i virksomhedens interesse. Det ændrer ikke på Motorstyrelsens opfattelse af hvorvidt et overnatningssted er virksomhedens arbejdsplads, kørslen foretages derfor ikke i overensstemmelse med retningslinjerne.” Det har ingen støtte i lovgivningen, at en mandskabsvogn ikke kan benyttes til kørsel til et overnatningssted, når overnatningen – som i nærværende sag – sker i forbindelse med udførelse af arbejde langt fra bopælen, og hvor det ikke giver mening at køre hjem for at overnatte på bopælen hver aften. I den situation udgør overnatningsstedet en arbejdsplads i skatte- og afgiftsmæssig henseende, hvorfor kørslen til overnatningsstedet udgør erhvervsmæssig kørsel. Der henvises derudover til det i klagen af den 2. marts 2023 anførte, og det fastholdes, at den omhandlende mandskabsvogn ikke er anvendt i strid med registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 9, hvorfor [klager] A/S ikke skal betale 188.624 kr. i registreringsafgift.” Klagerens yderligere bemærkninger til sagen Selskabets repræsentant har den 22. januar 2025 fremsat følgende bemærkninger til referatet fra mødet med sagsbehandleren i Skatteankestyrelsen: ”Der henvises i referatet til et afsnit fra Motorstyrelsens seneste vejledning fra september 2024. Det bemærkes, at mandskabsvognen blev standset den 1. juni 2022. I forhold til ruten, som de omhandlede personer kørte i mandskabsvognen fra [by2] til arbejdspladsen ved [adresse2], henvises til mailen nedenfor med de angivne links med rutebeskrivelser mv. Det fremgår heraf, at i forhold til den korteste rute fra [by2] til [by1] – både i relation til kørte km. og anvendt tid – så var det mest hensigtsmæssigt at køre fra [person1]s adresse på [adresse3], hvorefter han samlede de øvrige kolleger op, uden at de kørte forbi virksomhedsadressen på [adresse4], når de kørte til [by1]. Derfor tog [person1] også normalt mandskabsvognen med hjem, idet det ikke ville give mening, hvis mandskabsvognen blev parkeret på [adresse4]. Vi fastholder på den baggrund, at den stedfundne kørsel udgjorde udelukkende erhvervsmæssig kørsel. […] Forklaring; Første rute viser hvis bruger kører til [adresse4] for at hente mandskabsbilen, så bruger han 16 minutter og kører 8,5 km. Anden rute viser at bruger kører hjemmefra og på opsamling uden at komme på [adresse4], hvor han så bruger 2 timer og 26 min og kører 178 km på hele ruten. Rute tre viser hvis bruger kører hjemmefra og over [adresse4] og ud og henter de tre andre, så kørers der i 2 timer og 40 minutter og 184 km. Så mindst forbrugt tid og færrest km bliver den direkte tur med mandskabsvognen hjemmefra.” Retsmøde Motorstyrelsens udtalelse til Skatteankestyrelsens indstilling Motorstyrelsen har udtalt følgende til skatteankestyrelsens indstilling: ”Motorstyrelsen kan ikke tiltræde Skatteankestyrelsens indstilling og har følgende bemærkninger: […] Kørslen på kontroltidspunktet Motorstyrelsen er enig i, at kørslen mellem arbejdsstedet og overnatningsstedet ikke er i strid med betingelserne for anvendelsen, idet denne kørsel efter en konkret vurdering anses for erhvervsmæssig. Det tillægges i den forbindelse afgørende betydning, at arbejdsstedet ligger i væsentlig afstand fra virksomhedens adresse. Kørsel mellem privat bopæl og arbejdsstedet Motorstyrelsen vurderer, at medarbejderens kørsel mellem selskabets arbejdsplads og vedkommendes private bopæl var privat personbefordring, som ikke blev foretaget i selskabets interesse, særligt henset til, at virksomhedens adresse lå 8 km. fra bopælen. Henset til den korte afstand mellem bopælen og virksomhedens adresse, anses kørslen for værende i strid med betingelserne for afgiftsfritagelsen efter registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 9. Motorstyrelsen er ikke enig i, at Landsskatteretten ikke kan tage stilling til sagens øvrige faktum, idet Landsskatteretten som offentlig myndighed er underlagt officialprincippet. Motorstyrelsen har fastsat tidspunktet for afgiftspligtens indtræden med udgangspunktet i kørslen på kontroltidspunktet. Det fremgår dog tydeligt af Motorstyrelsens begrundelse, at afgiftspligtens indtræden er begrundet i både kørslen på kontroltidspunktet, men samtidig i den afgivne forklaring i forhold til køretøjets anvendelse, hvor det oplyses, at køretøjet altid anvendes til at køre hjem til medarbejderens private bopæl. Det fremgår af kontrolskemaet, at medarbejderne kører hjem til [by2] den 2. juni 2022, hvorfor afgiftspligten senest indtræder på dette tidspunkt, da de også oplyser, at køretøjet altid tages med til den ene medarbejders private bopæl. Motorstyrelsen bemærker i den forbindelse, at dagen for kontroltidspunktet er den 1. juni 2022 mens kørslen hjem til medarbejderens private bopæl sker dagen efter, hvorfor det ikke har betydning for den afgiftspligtige værdi, hvis Landsskatteretten kommer frem til, at afgiftspligten først indtræder i forbindelse med kørslen den 2. juni 2022. Motorstyrelsen indstiller således, at afgørelsen fastholdes, dog således at afgiftspligten først indtræder den 2. juni 2022.” Klagerens bemærkninger til Skatteankestyrelsens indstilling og Motorstyrelsens udtalelse Klagerens repræsentant har fremsat følgende bemærkninger til Skatteankestyrelsens indstilling og Motorstyrelsens udtalelse: ”Min klient og jeg er enige i forslaget til afgørelse.” Indlæg under retsmødet Repræsentanten nedlagde påstand om at afgiftskravet skal bortfalde, idet mandskabsvognen er blevet anvendt i overensstemmelse med registreringen som afgiftsfritaget mandskabsvogn, og gennemgik sine anbringender i overensstemmelse med de skriftlige indlæg og det materiale, der blev udleveret på retsmøde. Det blev yderligere anført, at der er enighed om, at kørslen på kontroltidspunktet fra arbejdspladsen til overnatningsstedet er i overensstemmelse med registreringen som afgiftsfritaget mandskabsvogn, og at der alene kan pålægges afgift for den anvendelse som er foretaget på kontroltidspunktet, og at dette følger af praksis, hvorefter repræsentanten gennemgik praksis ved en gennemgang af SKM2011.748.LSR, Landsskatterettens afgørelse af 8, februar 2012, J.nr. 10-01382, SKM2013.BR, SKATs afgørelse af den 9. oktober 2015, SKATs tilbagekaldelse af den 10. marts 2016 af afgørelse af 9. oktober 2015, SKM2017.62.LSR, Landsskatterettens afgørelse af den 20. september 2017, J.nr. 16-1303060, og SKM2022.422.BR. Skatteforvaltningen indstillede i overensstemmelse med tidligere udtalelser, at Skatteankestyrelsens indstilling ikke kan tiltrædes, og i overensstemmelse med Motorstyrelsens udtalelse til Skatteankestyrelsens indstilling, at Motorstyrelsens afgørelse skal stadfæstes, dog således at afgiftspligten først indtræder den 2. juni 2022. Det blev yderligere uddybet, at der kan tages stilling til sagens øvrige faktum, herunder oplysninger som bliver givet ved kontrollen, og ikke kun den kørsel som er foretaget på kontroltidspunktet i henhold til praksis, hvorefter der blev foretaget en gennemgang af praksis vedrørende SKM2025.40.LSR og Landsskatterettens afgørelser med J.nr. 24-0051621, og J.nr. 23-0043200. Landsskatterettens afgørelse Sagen angår, om sagens køretøj opfyldte betingelserne for afgiftsfritagelsen som mandskabsvogn, jf. registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 9, på kontroltidspunktet den 1. juni 2022. Retsgrundlaget Det fremgår af registreringsafgiftslovens § 1, stk. 1, lovbekendtgørelse nr. 785 af 24. maj 2022: ”Der svares afgift til statskassen af motorkøretøjer, som skal registreres i Køretøjsregisteret efter lov om registrering af køretøjer, og af påhængs- og sættevogne til sådanne motorkøretøjer. Der svares dog ikke afgift af køretøjer, der registreres på grænsenummerplader eller prøvemærker. Afgiften svares i forbindelse med et køretøjs første registrering, medmindre andet følger af bestemmelserne i denne lov.” Det følger af registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 9: ”Motorkøretøjer, som utvivlsomt er konstrueret og særligt indrettet til befordring af mandskab og materiel (mandskabsvogne). Personkabinen skal være indrettet til befordring af mindst 4 personer og med mindst ét sæde bag forsæderne. Kabinen skal være adskilt fra vareladet eller varerummet. Køretøjets varelad eller varerum skal have større flademål end personkabinen. Køretøjet må kun anvendes til transport til og fra virksomhedens arbejdspladser af materiel, værktøj og materialer og til transport til og fra arbejdspladserne af personer, der arbejder i ejerens eller brugerens virksomhed. Køretøjet må ikke benyttes til privat personbefordring. Køretøjet skal på tydelig måde være påmalet virksomhedens navn. Afgiftsfritagelsen er betinget af, at køretøjer af samme fabriksmærke ikke markedsføres med lignende karrosseri i personvognsudførelse (stationcars o.lign.)” Det fremgår af de specielle bemærkninger til § 1, nr. 2 (vedrørende den udvidede benyttelsesadgang for mandskabsvogne) i lovforslag nr. 39 af 31. oktober 1996 om ændring af bl.a. registreringsafgiftsloven, at: “Forslaget medfører, at mandskabsvognene uden begrænsninger kan anvendes til transportopgaver mellem virksomhederne og arbejdspladserne. Privat personbefordring vil som hidtil ikke være tilladt, f.eks. vil det ikke være tilladt at bruge disse registreringsafgiftsfri biler til kørsel mellem virksomheden og den private bopæl. Kørsel mellem arbejdspladserne og den private bopæl vil normalt også være at anse som privat personbefordring og vil derfor være i strid med reglerne. Der kan dog forekomme tilfælde, hvor en sådan kørsel kan anses som erhvervsmæssig. Eksempelvis, hvor køretøjerne normalt anvendes til kørsel direkte fra en medarbejders private bopæl og til arbejdspladserne. I sådanne tilfælde forudsættes det, at der er en betydelig afstand ( en anden by/landsdel ) fra den private bopæl til virksomhedens adresse. Endvidere vil en sådan brug af køretøjerne også normalt forudsætte, at der på den private adresse er et mindre lager af materiel og/eller materialer.” Det fremgår af registreringsafgiftslovens § 2, stk. 3: ”Et køretøj, som er fritaget for afgift efter stk. 1-2, afgiftsberigtiges efter §§ 4-5 c, når betingelserne for afgiftsfritagelsen ikke længere er opfyldt.” Af registreringsafgiftslovens § 20, stk. 1, fremgår: ”For betaling af afgiften hæfter den, der ejer køretøjet på det tidspunkt, hvor afgiftspligten indtræder. Registreres køretøjet i forbindelse med afgiftspligtens indtræden, er det den registrerede ejer, der som ejer hæfter for betaling af afgiften. Ejeren eller den registrerede ejer hæfter dog ikke, hvis køretøjet er taget i brug på færdselslovens område, uden at den pågældende vidste eller burde have vidst dette.” Landsskatterettens begrundelse og resultat Det bemærkes indledningsvist, at Landsskatteretten forstår Motorstyrelsens afgørelsen således, at afgiftspligten udspringer af den konkrete kørsel på kontroltidspunktet den 1. juni 2022. Der henvises i denne forbindelse til, at det af afgørelsen fremgår, at Motorstyrelsen lægger til grund, at afgiftspligten indtrådte den dag, hvor kontrollen blev foretaget. Det fremgår af sagens oplysninger, at køretøjet normalt blev anvendt af selskabets ansatte til kørsel mellem arbejdspladsen, [adresse2], [by1], og overnatningsstedet, [adresse1], [by1]. Selskabets adresse er [adresse4], [by2]. Landsskatteretten finder på baggrund af en konkret vurdering, at kørslen på kontroltidspunktet den 1. juni 2022 mellem arbejdspladsen og overnatningsstedet, som må anses som den midlertidige bopæl for selskabets ansatte, var erhvervsmæssig og derfor i overensstemmelse med betingelserne for afgiftsfritagelsen, jf. registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 9. Afgiftspligten indtrådte således ikke ved kontrollen den 1. juni 2022, jf. registreringsafgiftslovens § 2, stk. 3. Motorstyrelsen har under klagesagen gjort gældende, at afgiftspligten også er begrundet med, at køretøjet ifølge det ved kontrollen oplyste altid anvendtes til at køre hjem til en medarbejders private adresse i [by2], der var 6-8 km fra arbejdsstedet. Landsskatteretten hjemviser sagen til Motorstyrelsen således, at der kan træffes afgørelse herom i 1. instans og i forbindelse med hjemvisningen, tages stilling til tidspunktet, hvor afgiftspligten i givet fald indtræder og værdiansættelsen af køretøjet på dette tidspunkt.