Journalnr. 23-0009452
Hjemvisning af skønsmæssig momsansættelse for kiosk efter re-bogføring
- Instans
- Landsskatteretten
- Dokumenttype
- Landsskatterettens afgørelse
- Offentliggjort
- 30. september 2025
- Kilde
- Åbn original i afgørelsesdatabasen ↗
Resumé
Sagen angik Skattestyrelsens skønsmæssige ansættelse af momstilsvaret for en kioskvirksomhed for 1. og 2. halvår 2019, hvor salgsmomsen blev forhøjet med i alt 41.932 kr. og købsmomsfradraget nedsat med i alt 166.093 kr. på grund af fejlbehæftede og indbyrdes afvigende regnskaber, dobbeltbogførte bilag, bilag udstedt til andre virksomheder og udokumenteret varekøb. Klageren gjorde gældende, at skønnet var åbenbart forkert, og fremlagde under klagesagen en re-bogføring udført af ny revisor samt afregningsbilag fra en samarbejdspartner, idet alene provisionen og ikke hele salget skulle indgå i omsætningen. Skattestyrelsen fastholdt forhøjelsen af salgsmomsen, men tiltrådte hjemvisning af købsmomsen. Landsskatteretten fandt, at der fortsat var grundlag for skønsmæssig ansættelse, men hjemviste både salgsmoms og købsmoms til fornyet behandling, da oplysningsgrundlaget var væsentligt ændret, og da Skattestyrelsen reelt havde godkendt et skønsmæssigt købsmomsfradrag uden en egentlig bilagsprøvelse, hvilket ikke er muligt efter opkrævningslovens § 5, stk. 2.
Titel, resumé og vurderinger er AI-genererede og kan indeholde fejl.
Lovhenvisninger
Henviser til
- SKM2021.456.LSR
- SKM2025.138.BR
Fuldtekst
Journalnr. 23-0009452 Klagepunkt Skattestyrelsens afgørelse Klagerens opfattelse Landsskatterettens afgørelse Afgiftsperioden 1. halvår 2019 Ændring af salgsmoms Forhøjes med 20.966 kr. Nedsættes med 128.096 kr. Hjemvisning Ændring af købsmoms Nedsættes med 83.787 kr. Nedsættes med 129.468 kr. Hjemvisning Afgiftsperioden 2. halvår 2019 Ændring af salgsmoms Forhøjes med 20.966 kr. Nedsættes med 72.233 kr. Hjemvisning Ændring af købsmoms Nedsættes med 82.304 kr. Nedsættes med 144.929 kr. Hjemvisning Faktiske oplysninger [klager] (herefter indehaveren) er registreret med enkeltmandsvirksomheden [klager] med CVR-nr. [...1]. Virksomheden er startet den 1. juli 2008 og er registreret med branchekoden 471110 Købmænd og døgnkiosker. Virksomheden har været registreret med halvårlig momsafregning i 2019. Der er indberettet følgende moms for virksomheden i afgiftsperioderne 1. og 2. halvår 2019: 1. halvår 2019 2. halvår 2019 I alt Salgsmoms 307.514 kr. 295.323 kr. 602.837 kr. Købsmoms 300.554 kr. 292.445 kr. 592.999 kr. Skattestyrelsen har den 25. juni 2022 modtaget regnskab samt kontokort for virksomheden vedrørende indkomståret 2019. Den 28. juni 2022 modtog Skattestyrelsen et nyt regnskab uden tilhørende kontokort for virksomheden vedrørende indkomståret 2019. Der fremgår følgende af det fremsendte regnskabsmateriale: 2019 Regnskab fremsendt den 25. juni 2022 Regnskab fremsendt den 28. juni 2022 Omsætning 2.579.076 kr. 2.411.348 kr. Vareforbrug 1.529.123 kr. 2.169.123 kr. Forbrug af egne varer - 6.240 kr. Resultat 969.247 kr. 125.386 kr. Udgående moms 644.769 kr. Indgående moms 389.791 kr. Skyldig moms 254.978 kr. 2.878 kr. Der fremgår følgende af de fremsendte kontospecifikationer for indkomståret 2019: Omsætning 2.510.152 kr. Provision [virksomhed4] 68.923 kr. Omsætning i alt 2.579.076 kr. Vareforbrug 1.529.123 kr. Udgående moms 644.769 kr. Indgående moms 389.791 kr. Skyldig moms 254.978 kr. Det fremgår af det seneste regnskab for virksomheden, at virksomheden har haft øvrige omkostninger på i alt 123.079 kr. i indkomståret 2019. Skattestyrelsen modtog alle regnskabsbilag til de fremsendte regnskaber den 12. juli 2022. Følgende 3 bilag ses at indgå flere gange på varekøbskontoen i regnskabet for virksomheden vedrørende indkomståret 2019: Dato Bilagsnummer Afsender af bilaget Beløb ekskl. moms 11. januar 2019 38 og 45 [virksomhed1] 3.596 kr. 8. februar 2019 137 og 139 [virksomhed2] 1.136 kr. 13. marts 2019 137 og 232 [virksomhed2] 1.136 kr. I alt 5.867 kr. Bilagsnummer 805 og 807 indgår i Skattestyrelsen opgørelse over posteringer på varekøbskontoen i kontospecifikationerne, som Skattestyrelsen nægter fradrag for med begrundelsen, at bilagsnumrene er to enslydende posteringer på baggrund af samme bilag. Bilagsnummer 805 og bilagsnummer 807 indgår i kontospecifikationen til varekøbskontoen i kontospecifikationerne med samme beløb på 2.731 kr. Bilagsnummer 805 er en kvittering fra [virksomhed1], som er dateret den 8. november 2019. Det fakturerede beløb til betaling udgør 2.731 kr. eksklusiv moms. Det fremgår af bilag 807, at det er en kvittering fra [virksomhed1] dateret den 7. november 2019. Det samlede beløb til betaling i henhold til bilaget udgør 2.200 kr. eksklusiv moms. Kvitteringen er adresseret til virksomheden med virksomhedens adresse. Følgende 8 bilag i virksomhedens regnskaber for indkomståret 2019 er adresseret til andre virksomheder end virksomheden: Dato Bilagsnummer Afsender af bilaget Beløb ekskl. moms 11. januar 2019 47 [virksomhed1] 1.551 kr. 31. januar 2019 107 [virksomhed1] 2.718 kr. 6. marts 2019 211 [virksomhed1] 1.930 kr. 2. april 2019 287 [virksomhed1] 321 kr. 16. april 2019 328 [virksomhed1] 1.228 kr. 4. juni 2019 479 [virksomhed1] 1.539 kr. 13. juli 2019 1173 [virksomhed1] 4.970 kr. 11. november 2019 795 [virksomhed3] 329 kr. I alt 14.587 kr. Bilagsnummer 287 er adresseret til virksomheden [O] med att. til en person, som ikke er indehaveren, og med et andet CVR-nr. og en anden adresse end virksomheden. De øvrige bilagsnumre, som er adresseret til andre virksomheder end virksomheden, er alle adresseret til virksomheden [S] med att. til en person, som ikke er indehaveren, og med et andet CVR-nr. og en anden adresse end virksomheden. Underbilagene til de 6 bilag med bilagsnumrene 1168, 1134, 1084, 1041, 896 og 647 udgør kvitteringer for køb på apoteker på i alt 1.188 kr. eksklusiv moms. Der er kvitteret for køb af håndkøbsmedicin, eksempelvis Panodil eller Treo. Det fremgår af bilagsnummer 1041, at der tillige er kvitteret for køb af receptpligtig medicin til en person med fødselsdag [...]. Skatteankestyrelsen har den 1. november 2024 modtaget et nyt regnskab for indkomståret 2019 og dertilhørende kontokort. Der indgår resultatopgørelse, balance, skatteregnskab samt momsopgørelse. Virksomhedens repræsentant har oplyst, at regnskabet er fremkommet efter en re-bogføring foretaget af virksomhedens nye revisor. Der fremgår følgende af det fremsendte regnskab: 2019 Regnskab fremsendt den 1. november 2024 Omsætning 1.610.028 kr. Direkte omkostninger 1.170.771 kr. Forbrug af egne varer - Skattemæssigt resultat 306.080 kr. Skattestyrelsens afgørelse Skattestyrelsen har forhøjet virksomhedens salgsmoms med henholdsvis 20.966 kr. og 20.966 kr. i afgiftsperioderne 1. og 2. halvår 2019. Skattestyrelsen har samtidig nedsat virksomhedens fradrag for købsmoms med henholdsvis 83.787 kr. og 82.304 kr. i afgiftsperioderne 1. og 2. halvår 2019. Skattestyrelsen har som begrundelse bl.a. anført: ”… 2.4. Skattestyrelsens bemærkninger og begrundelse Juridiske eller fysiske personer, der driver selvstændig økonomisk virksomhed, er afgiftspligtige. Det fremgår af momslovens § 3, stk. 1. Det er vores opfattelse, ud fra de foreliggende oplysninger i sagen, at du er en afgiftspligtig person, der driver selvstændig økonomisk virksomhed med drift af en kiosk. Der skal betales moms af alt det salg, du leverer mod vederlag her i landet. Se momslovens § 4, stk. 1. Momsbeløbet udgør 25 %. Se momslovens § 33. Vi kan opgøre virksomhedens momstilsvar skønsmæssigt, hvis dit regnskab ikke opfylder kravene som beskrevet i momsbekendtgørelsens § 72 og § 73, eller du ikke indsender det regnskabsmateriale, som vi beder om. Se opkrævningslovens § 5, stk. 1 og 2. Skattestyrelsen har på baggrund af punkt 1 i denne sagsfremstilling ikke fundet dit regnskab egnet til en korrekt indkomstopgørelse. Salgsmoms Du skal betale moms af varer og ydelser, du leverer mod vederlag her i landet. Se momslovens § 4, stk. 1. Skattestyrelsen kan foretage ændring af dit momstilsvar. Se opkrævningslovens § 5. I det vi har foretaget en skønsmæssig ansættelse af din indkomst ifølge denne sagsfremstillings punkt 1, kan vi ifølge opkrævningslovens § 5, stk. 2. foretage en skønsmæssig ansættelse af din virksomheds momstilsvar. Med udgangspunkt i momsloven finder Skattestyrelsen, at du er momspligtig af det yderligere salg ifølge sagsfremstillingens punkt 1. Se momslovens § 4 stk. 1. Den beregnede yderligere moms udgør 25 % af 167.727 kr., eller 41.932 kr. De 41.932 kr. vil blive delt ligeligt mellem 1. og 2. halvår. Den skønnede yderligere salgsmoms fordeles pr. halvår således: 2019 1. halvår 2. halvår I alt Ændring af salgsmoms 20.966 kr. 20.966 kr. 41.932 kr. Den samlede ændring af salgsmoms udgør 41.932 kr. Købsmoms Omkostningssiden er en del af vurderingen af den skønnede moms. Der skal dermed foretages en konkret vurdering heraf ud fra tilgængelige oplysninger, som fx bilag eller tilsvarende dokumentation. Dette betyder, at der skal tages stilling til både salgsmoms og købsmoms, herunder om der skønnes at være afholdt momsbelagte indkøb af varer og ydelser til brug for din momspligtige aktivitet, som kan trækkes fra ved opgørelsen af momsen. Som dokumentation for købsmomsen skal du kunne fremlægge fakturaer, herunder forenklede fakturaer eller afregningsbilag. Se momsbekendtgørelsens § 82 (nu momsbekendtgørelsens § 81). Når dette sammenholdes med kravene i momsbekendtgørelsens § 58 (nu momsbekendtgørelsens § 57) til indholdet af en faktura, hvorefter en faktura bl.a. skal angive mængden og arten af de leverede varer, og at der er pålagt moms, er det vores opfattelse, at i de tilfælde - hvor der ikke er fremlagt fakturaer - skal der fremlægges anden dokumentation, hvoraf mængden og arten af de leverede varer fremgår, og at der er pålagt moms. Dette kan fx bestå i ordrebekræftelser eller lignende. Som nævnt i sagsfremstillingens punkt 1, har vi konstateret fejl i varekøb for 24.372 kr. samt ikke modtaget dokumentation for varekøb på 640.000 kr. På dette grundlag mener vi ikke, at der foreligger objektive beviser på, at der i tilknytning til din virksomhed er afholdt udgifter på 24.372 kr. og 640.000 kr., der berettiger til momsfradrag. Du har ikke fremlagt faktura, afregningsbilag eller anden dokumentation for de afholdte udgifter på henholdsvis 24.372 kr. og 640.000 kr., hvoraf vi kan udlede, at der er sket levering af varer eller ydelser til din virksomhed, eller at du har betalt udgifterne, herunder momsbeløb. Der er ikke tale om, at vi afviser, at du har fradragsret alene, fordi der mangler dokumentation, men at du ikke kan udøve din fradragsret uden dokumentation. Det er dig, der skal godtgøre, at betingelserne for fradrag er opfyldt. Det er nødvendigt, for at vi kan godkende et skønnet momsfradrag, at du fremlægger dokumentation for levering og betaling. Opkrævningslovens § 5, stk. 2, anses ikke for at være et tilstrækkeligt hjemmelsgrundlag for et udokumenteret momsfradrag. Derfor godkender vi ikke det momsfradrag, der er indberettet på 6.093 kr. (25% af de 24.372 kr.) Vi finder ikke, at der er fradrag for momsen ifølge momslovens § 37. Udgifterne er ikke vedrørende eller afholdt af virksomheden. Det ikke godkendte momsbeløb vil blive fordelt pr. halvår ud fra bogføringsdatoen. Yderligere godkender vi ikke det momsfradrag, der er indberettet på 160.000 kr. (25% af de 640.000 kr.). Se momsbekendtgørelsens § 82 (nu momsbekendtgørelsens § 81). Momsbeløbet anses ikke for fradragsberettiget ifølge momslovens § 37 modsætningsvis. De 160.000 kr. vil blive delt ligeligt mellem 1. og 2. halvår 2019. Ændring af din købsmoms udgør således 166.093 kr., der fordeler sig således pr. halvår: 2019 1. halvår 2. halvår I alt Ændring af købsmoms 83.789 kr. 82.304 kr. 166.093 kr. Den samlede ændring af købsmoms udgør 166.093 kr. …” Udtalelse fra Skattestyrelsen Skattestyrelsen har i udtalelse af 31. januar 2023 fastholdt den påklagede afgørelse. Klagerens opfattelse Indehaveren har nedlagt påstand om, at Skattestyrelsens ændring af virksomhedens salgsmoms nedsættes til henholdsvis 128.096 kr. og 72.233 kr. i afgiftsperioderne 1. og 2. halvår 2019, og at Skattestyrelsens ændring af virksomhedens købsmoms nedsættes til henholdsvis 129.468 kr. og 144.929 kr. i afgiftsperioderne 1. og 2. halvår 2019. Til støtte for påstanden er bl.a. anført: ”… Vi skal hermed på vegne af ovennævnte klient påklage den af Skattestyrelsen afsagte afgørelse dateret den 17. oktober 2022 vedrørende moms for perioden 1. januar 2019 til 31. december 2019 samt den skattepligtige indkomst for indkomståret 2019. Skattestyrelsens afgørelse af den 17. oktober 2022 fremlægges som sagens (bilag 1). Den for sagen samlede skattemæssige forhøjelse udgør kr. 832.109, og den samlede ændring af momstilsvaret udgør kr. 208.023. Som sagens (bilag 2) vedlægges fuldmagt, der er underskrevet digitalt med MitID af vores klient. PÅSTAND Der nedlægges principalt påstand om, at Skattestyrelsens gennemførte forhøjelse af [klager] i relation til Skattestyrelsens afgørelse dateret 17. oktober 2022 vedrørende såvel momstilsvar som indkomstforhøjelse, skal nedsættes til kr. 0. Der nedlægges subsidiært påstand om, at Skattestyrelsen skal anerkende, at den gennemførte ændring af såvel momstilsvar som indkomstforhøjelse i relation til Skattestyrelsens afgørelse dateret 17. oktober 2022, skal hjemvises til fornyet behandling. Der tages forbehold for at foretage ændring i de nedlagte påstande ved et senere supplerende indlæg i sagen. SAGSFREMSTILLING Det er ikke på nuværende tidspunkt muligt at redegøre udtømmende for sagens faktiske forhold, hvorfor der i første omgang henvises til sagsfremstillingen indeholdt i Skattestyrelsens afgørelse af den 17. oktober 2022 (bilag 1). Det kan oplyses, at vi d.d. er blevet anmodet om at indtræde i nærværende sag, hvorfor vi ikke har et fyldestgørende indblik heri endnu. Som følge heraf vil Skattestyrelsen blive anmodet om at fremsende fuld aktindsigt i morgen. Når aktindsigtsmaterialet er modtaget og behørigt gennemgået, vil vi fremkomme med et supplerende indlæg i sagen hurtigst muligt. Der tages således forbehold for at uddybe sagsfremstillingen i et senere supplerede indlæg. ANBRINGENDER Til støtte for de nedlagte påstande gøres det foreløbigt helt overordnet gældende, at der ikke er grundlag for at foretage den af Skattestyrelsen gennemførte ændring af virksomhedens indkomst og momstilsvar, idet der ikke er grundlag for at nægte virksomheden fradrag i relation til varekøb da virksomheden de facto har afholdt de i sagen omhandlende udgifter i relation til varekøb, idet virksomheden kan fremlægge den fornødne dokumentation for udgifternes afholdelse, idet virksomheden vil fremlægge korrigeret og fyldestgørende regnskabsmateriale, hvormed det dokumenteres, at virksomhedens bruttoavance ikke udgjorde ca. 41 % som Skattestyrelsen skønner, Skattestyrelsen lægger til grund, at virksomhedens varesalg udgjorde kr. 2.579.075 og varekøb kr. 1.504.751. …” Repræsentanten er den 1. november 2024 kommet med følgende bemærkninger til Skatteankestyrelsens sags- fremstilling: ”… På vegne af min klient fremsendes hermed dokumentation i form af driftsregnskabet for 2019 med tilhørende bilag til selvangivelsen samt en momsafstemning for samme år. I forbindelse med nærværende sag har min klient fundet det nødvendigt at få foretaget en re-bogføring ved en ny revisor, hvilket er blevet foretaget pr. 13. marts 2023. Samtlige poster i bogføringen er understøttet af tilhørende bilag, og banken stemmer til saldo. Det vedlagte driftsregnskab for 2019 viser et resultat før renter på kr. 306.080, og der er ingen renteudgifter i det pågældende år. For så vidt angår moms fremgår det af den vedlagte momsafstemning for 2019, at re-bogføringen har medført en samlet rettelse på kr. 69.022, fordelt på fire efterangivelser (Q1, Q2, Q3 og Q4 for 2019). Hvis det vurderes nødvendigt, vil min klient kunne fremlægge kontokort samt bilagsmateriale med tilhørende referencer, så det ved en kontrol kan gennemgås på bilagsniveau. Det har også betydningen for en hjemvisning af sagen til fornyet behandling ved Skattestyrelsen. Den nedlagte principale påstand ændres i overensstemmelse med ovenstående og den vedlagte dokumentation. Den subsidiære påstand om sagens hjemvisning til Skattestyrelsen opretholdes. …” Retsmøde Skattestyrelsens udtalelse til Skatteankestyrelsens indstilling Skattestyrelsen har udtalt følgende til Skatteankestyrelsens indstilling: ”… Skattestyrelsens begrundelse Skattestyrelsen er enige i Skatteankestyrelsens forslag til afgørelse, som stadfæster Skattestyrelsen har været berettiget til at tilsidesætte klagers momsregnskab og opgøre momstilsvaret skønsmæssigt for momsperioden 1. halvår 2019 – 2. Halvår 2019. Skatteankestyrelsen indstiller at Skattestyrelsen med rette har forhøjet klagers salgsmoms og dermed momstilsvar. Skatteankestyrelsen indstiller videre at opgørelsen af klagers købsmoms hjemvises, da Skattestyrelsen ikke har foretaget en egentlig prøvning af regnskabsmaterialet og de under sagsbehandlingen fremlagte bilag. Skattestyrelsen foretog efter en uanmeldt kontrol en nærmere gennemgang af klagers skatte- og momsregnskab for perioden, og indkaldte i den forbindelse klagers regnskabsmateriale. [klager] drev i perioden i 2019 en kiosk i [by1] med bla. Indtægter i form af provision fra [virksomhed4]. Klager var registreret med hovedbranche 471110 Købmænd og døgnkiosker. Virksomheden er momsregistreret med halvårsmoms pr. 1. januar 2016. Klager har under kontrollen indsendt grundbilag samt to regnskaber til Skattestyrelsen udvisende store forskellige, dog uden nærmere forklaring herpå. Der er alene indsendt kontospecifikationer til det første modtaget regnskab. Det andet regnskab svarer til de oplysninger, der fremgår af klagers selvangivelse for 2019. Momsregnskabet svarer dog ikke overens med det af klager momsangivet til Skattestyrelsen for perioden. Skattestyrelsen har derfor med udgangspunkt i kontospecifikationerne til det første regnskab og øvrige oplysninger foretaget en skønsmæssig opgørelse af klagers momstilsvar, jf. opkrævningslovens § 5, stk. 2. Forhøjelse af salgsmoms Skattestyrelsen fastholder forhøjelsen af klagers salgsmomsen med i alt 41.932 kr. for momsperioden 1. halvår 2019 – 2. halvår 2019. Registrerede virksomheder skal, jf. momslovens § 55 og momsbekendtgørelsens § 72-73 på en klar og overskuelig måde føre et regnskab, der kan danne grundlag for opgørelsen af momstilsvaret for hver momsperiode og for kontrollen med momsens berigtigelse. Regnskabet skal føres efter reglerne i bogføringsloven og årsregnskabsloven. Registrerede virksomheden er videre efter momslovens § 56, stk. 1 og § 57, stk. 1 forpligtet til at opgøre og indberette virksomhedens bogførte salgsmoms, købsmoms og momstilsvar. Klager har ikke fremlagt regnskab, bogføring mv., som kan danne grundlag for klagers momstilsvar, jf. ovenstående beskrivelse. Det er derfor berettiget at Skattestyrelsen har foretaget en skønsmæssig ansættelse, jf. opkrævningslovens § 5, stk. 2, hvilket klager ikke ses at bestride. Skattestyrelsen fastholder, at salgsmomsen derfor kan opgøres med udgangspunkt i den bogførte omsætning ifølge kontospecifikationerne til det første regnskab, jf. også Skatteankestyrelsens bemærkninger. Momsgrundlaget udgør den bogførte omsætning, jf. kontospecifikationerne, og salgsmomsen udgør 20 % efter reglerne i momslovens § 27. Skattestyrelsen finder ikke at der kan tages udgangspunkt i det af klager fremlagte regnskab fra 1. november 2024. Der henvises til bemærkningerne hertil under ”Nedsættelse af købsmoms”. Nedsættelse af købsmoms Skattestyrelsen er efter en meget konkret vurdering og ud fra oplysningerne i sagen enig i at fastsættelsen og opgørelsen af klagers købsmoms skal hjemvises, jf. bemærkningerne i indstillingen. Skattestyrelsen har med udgangspunkt og efter gennemgang af kontospecifikationerne for konto 13200 Vareforbrug Software, konstateret, at der er fratrukket købsmoms af udgifter som: - Vedrørende andre momsperioder - Bliver fratrukket to gange - Udstedes til anden virksomhed - Mangler dokumentation Derved er der på konto 13200 Vareforbrug Software fratrukket købsmoms med ovenstående fejl og mangler. Øvrige posteringer er ikke gennemgået, og synes dermed lagt uprøvet til grund. Skattestyrelsen har under sagsbehandlingen modtaget et stort antal udgiftsbilag, bla. til konto 13200 Vareforbrug Software og har på baggrund af disse nedsat den indberettede købsmoms i afgiftsperioderne 1. og 2. halvår 2019 med henholdsvis 83.787 kr. og 82.304 kr. Skattestyrelsen er efter en meget konkret vurdering enige i at fastsættelsen af klagers købsmoms skal hjemvises til fornyet behandling hos Skattestyrelsen, med henblik på en opgørelse af klagers købsmoms for momsperioderne i 2019, herunder en behandling af og stillingtagen til de foreliggende udgiftsbilag. Det bemærkes dog at Skattestyrelsen ikke finder at der kan tages udgangspunkt i det fremlagte regnskab fra 1. november 2024 fremsendt under klagebehandlingen. Det skyldes at regnskabet efter det oplyste alene er bogført efter bankkontospecifikationerne. Der er således ikke sket bogføring efter bilag, kassekladder, eller kasseafstemninger, i det Skattestyrelsen bemærker at klager også har omsætning som stammer fra kontanter. Skattestyrelsen henviser til at der ikke er bogført kassedifferencer i regnskabet fremlagt under klagebehandlingen, lige som at kassebeholdningen ikke er ført korrekt, jf. teksterne på posteringerne og beløbene (indeholder ørebeløb). Klager har videre ikke redegjort hvori differencerne til de tidligere indsendte regnskaber består i. Skattestyrelsens udtalelse bedes sammenholdt med Skattestyrelsens udtalelse i de sammenholdte sager, jeres sagsnr. [sag1]. …” Klagerens bemærkninger til Skatteankestyrelsens indstilling og Skattestyrelsens udtalelse hertil Virksomhedens repræsentant har den 26. marts 2025 fremsat følgende bemærkninger til Skatteankestyrelsens indstilling og Skattestyrelsens udtalelse hertil: ”… 2. SAGENS MATERIELLE PROBLEMSTILLING Det fastholdes, at der ikke er grundlag for at opretholde det skøn, som Skattestyrelsen har foretaget i relation til såvel overskud af virksomhed som de momsmæssige forhold, idet skønnet dokumenterbart er åbenbart forkert og fører til et urimelighedsresultat. Med andre ord; skønnet er ugyldigt som følge af, at det hviler på forkerte forudsætninger og medfører et åbenbart urimeligt resultat. Det gøres gældende, at de af Skattestyrelsen og Skatteankestyrelsen (i indstillingen) anførte begrundelser for de skønsmæssige forhøjelser er utilstrækkelig og reelt misvisende. Det bestrides ikke, at Skattestyrelsen på kontroltidspunktet var berettiget til at tilsidesætte det tidligere regnskabsmateriale, der blev indleveret til Skattestyrelsen henholdsvis den 25. juni 2022 og den 28. juni 2022, og efterfølgende foretage en skønsmæssig ansættelse. Imidlertid har vores klient, som tidligere oplyst over for Skatteankestyrelsen, entreret med en ny revisor, der har gennemført en fuldstændig og korrekt re-bogføring (bilag 3-6). Det gøres gældende, at denne re-bogføring er korrekt og retvisende og derfor skal lægges til grund. Skatteankestyrelsen, herunder Landsskatteretten er, som et administrativt klageorgan, underlagt officialmaksimum. Dette er en fundamental retsgrundsætning og -princip. Det indebærer, at Skatteankestyrelsen af egen drift er forpligtet til at belyse og oplyse alle relevante forhold inden, at Skatteankestyrelsen, herunder Landsskatteretten træffer afgørelse. Det er derfor efter vores opfattelse en forkert retsanvendelse, når Skatteankestyrelsen i sin indstilling anfører, at: ”Ved den skønsmæssige fastsættelse af virksomhedens resultat tages der udgangspunkt i det seneste regnskab, modtaget den 28. juni 2022 for indkomstårene 2019, idet det er dette regnskab klageren har indberettet overskud af virksomhed på baggrund af.” (mine understregninger) Det kan lægges til grund, at der består enighed om, at det regnskabsmateriale, der blev indleveret den 28. juni 2022, er fejlbehæftet. Skatteankestyrelsen havde derfor, efter vores opfattelse, en pligt til at revidere sit vurderingsgrundlag efter modtagelsen af ny revisors re-bogføring. Skatteankestyrelsen burde have udsendt et nyt forslag til afgørelse baseret på det korrekte regnskabsgrundlag. Intet sted i indstillingen forholder Skattestyrelsen sig imidlertid til det nye materiale, hvilket må anses for påfaldende, eftersom det netop har afgørende betydning for sagens udfald. Af Skattestyrelsens udtalelse af 12. februar 2025 (sagsnr. [sag1]) fremgår desværre, at Skattestyrelsen fortsat henviser til det tidligere og fejlagtige regnskabsmateriale af 25. juni 2022 og 28. juni 2022, blandt andet ved at omtale kontospecifikationer for ”konto 13200”, som er en konto, der ikke eksisterer i det anvendte bogføringssystem [software], som re-bogføringen er udført i. Dette understreger med tydelighed, at Skattestyrelsen ikke har inddraget det nye korrekte regnskabsgrundlag i sin vurdering. Vedrørende de momsmæssige forhold bemærkes det, at Skatteankestyrelsen i sin indstilling bl.a. anfører: ”Retten har lagt vægt på, at der ikke foreligger kontospecifikationer til regnskabet indsendt den 28. juni 2022, er det ikke muligt at se hvorledes forskellene mellem de øvrige regnskaber og kontospecifikationer fremkommer.” (min understregning) Denne betragtning er ikke relevant for den materielle juridiske bedømmelse, idet det tidligere regnskab ubestridt er fejlagtigt, og ny revisor har intet med det tidligere regnskab at gøre. Det afgørende er, at ny revisors re-bogføring foreligger fuldstændigt dokumenteret og skal lægges til grund for afgørelsen. Jeg kan tilslutte mig Skatteankestyrelsens bemærkning i sin indstilling angående, at: ”Der kan ikke godkendes et momsfradrag på baggrund af et skøn, uden at foretage en egentlig prøvelse af de fremsendte bilag.” Vores klient er i besiddelse af samtlige bilag, hvilket også er oplyst overfor Skatteankestyrelsen. Det skal særligt bemærkes, at i det supplerende indlæg af 1. november 2024 blev følgende bl.a. oplyst: ”Hvis det vurderes nødvendigt, vil min klient kunne fremlægge kontokort samt bilagsmateriale med tilhørende referencer, så det ved en kontrol kan gennemgås på bilagsniveau. Det har også betydningen for en hjemvisning af sagen til fornyet behandling ved Skattestyrelsen.” (min understregning) Det klinger derfor hult når Skattestyrelsen i sin udtalelse af 11. februar 2025 (sagsnr. 23-0009452) anfører, at: ”Det bemærkes dog, at Skattestyrelsen ikke finder at der kan tages udgangspunkt i det fremlagte materiale fra 1. november 2024 fremsendt under klagebehandlingen. Det skyldes, at regnskabet efter det oplyste alene er bogført efter kontospecifikationerne. Der er således ikke sket bogføring efter bilag, klassekladder, eller kasseafstemninger” Dette bestrides og er faktuelt forkert. Det findes særdeles kritisabelt, at Skattestyrelsen fremkommer med sådan en udtalelse, som strider imod alle faktuelle oplysninger. Skattestyrelsen opfordres (1) hermed til at redegøre for, hvorfra Skattestyrelsen ”efter det oplyste” skulle have modtaget oplysningen angående, at re-bogføringen skulle være baseret efter bankkontospecifikationer. Re-bogføringen er naturligvis foretaget på baggrund af det fulde bilagsmateriale. Foruden det anførte i det supplerende indlæg af 1. november 2024 (bilag 7), skal der desuden henvises til vores bemærkninger i supplerende indlæg af 12. december 2024, hvor det gentages, at ”Det bemærkes, at alt bilagsmateriale har været i Skattestyrelsens fysiske besiddelse, og har indscannet dette. Såfremt Skatteankestyrelsen måtte ønske det fysiske bilagsmateriale overleveret, bedes Skatteankestyrelsen give særskilt orientering herom, idet det naturligvis kan overleveres.” Vores supplerende indlæg af 12. december 2024 fremlægges som sagens (bilag 8). Skatteankestyrelsens kvitteringsbrev af kontospecifikationer til re-bogføringsmaterialet fremlægges (bilag 9). Skattemyndighederne skal altid tilstræbe en ansættelse svarende til den virkelige indkomst. Afgørende er blot at ”den skønnede opgørelse ikke er mindre sandsynlig end andre opgørelser, set i lyset af de oplysninger som skattemyndighederne er i besiddelse af.” jf. forarbejderne til SKL § 5, stk. 3 i Lovforslag nr. 104 af den 1. december 1995 (lov nr. 1104 af 20. december 1995). Bestemmelsen findes nu videreført i SKL § 6, stk. 2 og § 74. Som det tillige fremgår af disse forarbejder, har Skattestyrelsen bevisbyrden for, at dette er tilfældet. Skattestyrelsens skøn skal være så virkelighedsnært som muligt; dette gælder både indtægter og fradrag baseret på de oplysninger, som Skattestyrelsen har. Det gøres afslutningsvist gældende, at det af Skattestyrelsen udøvede skøn er mindre sandsynligt end den fremlagte re-bogføring opgørelser set i lyset af de oplysninger, som skattemyndighederne er i besiddelse af. …” Indlæg under retsmødet Under retsmødet fastholdt repræsentanten sine tidligere fremsatte påstande og gennemgik sine anbringender i overensstemmelse med de skriftlige indlæg. Repræsentanten anførte, at Skattestyrelsen har modtaget alle regnskabsbilag, og at bilagene har dannet grundlag for klagerens nye revisors re-bogføring. Der blev udleveret bilagsmateriale på retsmødet, blandt andet tidligere indsendt materiale, samt afregningsbilag / specifikation fra [virksomhed4]. Repræsentanten oplyste også, at klagerens forhenværende revisor havde medregnet alt salg fra [virksomhed4] i omsætningen, men at virksomheden alene skal beskattes af provisionen fra [virksomhed4]. Dette er en fejl i de tidligere regnskaber, som Skattestyrelsen ikke har forholdt sig til. I forhold til fradrag for købsmoms erklærede repræsentanten sig enig i, at der ikke kan gives et skønsmæssigt fradrag for købsmoms. Det angives, at det er re-bogføringen, der skal lægges til grund, idet dette er lavet på bilagsniveau. Skattestyrelsen bemærkede, at det er ubestridt, at det oprindelige regnskab er fejlbehæftet, hvormed det ikke er muligt at kontrollere disse, hvorfor der kan foretages en skønsmæssig opgørelse. Det oplyses, at Skattestyrelsen har taget udgangspunkt i det senest indsendte regnskab fra klagerens forhenværende revisor. Skattestyrelsen anførte i forhold til det nye regnskab, at der ikke er redegjort for differencerne i de forskellige regnskaber, at der er forskellige resultater i regnskaberne, at kassebeholdning ikke er udført korrekt, at ørebeløb er medtaget i regnskabet, samt at bemærkningen til de nyere regnskaber hver gang er, at de tidligere regnskaber er forkerte. Skattestyrelsen anførte desuden, at det er den skattepligtige, der har bevisbyrden for regnskaberne, herunder for driftsudgifter. Idet der er tale om et skøn, så er der en margin og en usikkerhed, her henset til, at der er tale om udeholdt omsætning – kontantomsætning. Det blev anført, at det foretagne skøn ikke kan anses for at være så urimeligt og fejlbehæftet, at det skal tilsidesættes. Skattestyrelsen anførte, at Skattestyrelsen kan tiltræde hjemvisning for så vidt angår købsmomsen, idet denne ikke kan fastsættes skønsmæssigt. Landsskatterettens afgørelse Landsskatteretten skal tage stilling til, om det er med rette, at Skattestyrelsen har forhøjet virksomhedens salgsmoms med henholdsvis 20.966 kr. og 20.966 kr. i afgiftsperioderne 1. og 2. halvår 2019 på baggrund af det fremsendte regnskabsmateriale. Landsskatteretten skal samtidig tage stilling til, om det er med rette, at Skattestyrelsen har godkendt fradrag for købsmoms for virksomheden på henholdsvis 223.727 kr. og 213.019 kr. i afgiftsperioderne 1. og 2. halvår 2019. Retsgrundlaget Afgiftspligtige personer er juridiske eller fysiske personer, der driver selvstændig økonomisk virksomhed, jf. momslovens § 3, stk. 1, og der skal betales afgift af varer og ydelser, der leveres mod vederlag her i landet, jf. momslovens § 4, stk. 1, 1. pkt. Der fremgår følgende af momslovens § 5, stk. 1: ”Med levering mod vederlag sidestilles udtagning af varer fra virksomheden, såfremt der er opnået fuld eller delvis fradragsret ved indkøb, fremstilling m.v. af de pågældende varer. Det gælder, når udtagning sker til privat brug for virksomhedens indehaver eller for dennes personale eller til vederlagsfri overdragelse eller i øvrigt til formål, som ikke vedrører den registreringspligtige virksomheds levering af varer og ydelser. Udtagning af reklameartikler og lign. til en værdi af mindre end 100 kr., ekskl. afgift, og vareprøver sidestilles ikke med en levering.” Betaling af afgift påhviler som udgangspunkt den afgiftspligtige person, som foretager en afgiftspligtig levering af varer og ydelser her i landet, jf. momslovens § 46, stk. 1, 1. pkt. Virksomheder, der skal registreres efter bestemmelsen i § 47, stk. 1, skal føre et momsregnskab, der kan danne grundlag for opgørelsen af afgiftstilsvaret for hver afgiftsperiode og for kontrollen med afgiftens berigtigelse, jf. momslovens § 55. Kravene til regnskabet fremgår af kapitel 13 i momsbekendtgørelsen, bogføringsloven samt årsregnskabsloven. Hvis størrelsen af det tilsvar, der påhviler virksomheden, ikke kan fastsættes på grundlag af virksomhedens regnskab, eksempelvis hvis regnskabet ikke er fremlagt eller ikke opfylder kravene, kan afgiften fastsættes skønsmæssigt. Det fremgår af dagældende opkrævningslovs § 5, stk. 2 (lov nr. 1127 af 23. september 2013). Efter momslovens § 57, stk. 1, 1. og 2. pkt., skal virksomheder registreret efter § 47 efter udløbet af hver afgiftsperiode til told- og skatteforvaltningen angive størrelsen af virksomhedens udgående og indgående afgift i perioden. Beløbene angives i hele kroner, idet der bortses fra ørebeløb. Af momslovens § 37 fremgår der: “Virksomheder registreret efter §§ 47, 49, 51 eller 51 a kan ved opgørelsen af afgiftstilsvaret som indgående afgift, jf. § 56, stk. 3, fradrage afgiften efter denne lov for virksomhedens indkøb mv. af varer og ydelser, der udelukkende anvendes til brug for virksomhedens leverancer, som ikke er fritaget for afgift efter § 13, herunder leverancer udført i udlandet, jf. dog stk. 6. Stk. 2. Den fradragsberettigede afgift er 1) afgiften af varer og ydelser, der er leveret til virksomheden, (...) Stk. 3. Såfremt der skal betales afgift ved udtagning, kan afgiften af indkøb mv. hertil fradrages i det omfang, dette ikke allerede er sket. Fradragsbeløbet kan ikke overstige 25 pct. af afgiftsgrundlaget ved udtagningen, jf. dog § 43, stk. 3, nr. 3. (…)” Af opkrævningslovens § 5, stk. 2, 1, pkt., fremgår følgende: ”Kan størrelsen af det tilsvar, som påhviler virksomheden, ikke opgøres på grundlag af virksomhedens regnskaber, kan told- og skatteforvaltningen ansætte virksomhedens tilsvar skønsmæssigt”. Byretten har i dom af 16. januar 2025, offentliggjort som SKM2025.138.BR, truffet afgørelse vedrørende opkrævningslovens § 5, stk. 2, 1. pkt. Byretten anfører: ”… Det følger af opkrævningslovens § 5, stk. 2, 1. pkt., at skaffeforvaltningen kan fastsætte et skønsmæssigt fradrag for købsmoms. Der følger ikke et udokumenteret momsfradrag af bestemmelsen og hermed et retskrav på fastsættelse af et udokumenteret fradrag for købsmoms. Det fremgår af momssystemdirektivets art. 178, at en afgiftspligtig person for at kunne udøve sin fradragsret for moms skal være i besiddelse af en faktura, der er udfærdiget i overensstemmelse med art. 226, herunder blandt andet udstedelsesdato, momsregistreringsnummer og dato for levering af vare eller ydelse. Fradrag kan ikke alene nægtes af den grund, at en faktura ikke opfylder alle betingelser i art. 226, men det påhviler den afgiftspligtige, som anmoder om momsfradrag, at godtgøre, at denne opfylder de betingelser, der gælder for at opnå fradrag, hvilket indebærer en forpligtigelse til at fremlægge objektive beviser for levering og betalt moms. …” Folketingets ombudsmand udtalte i FOB1974.79 følgende vedrørende bevisskøn: ”... Om sådanne vurderinger gælder som almindeligt princip, at de skal gøres så virkelighedsnære, som det er muligt på det foreliggende (utilstrækkelige) grundlag ...” Landsskatterettens begrundelse og resultat Landsskatteretten har i afgørelsen af klagesagen med sagsnummer [sag1] vedrørende indehaverens skattepligtige indkomst for indkomståret 2019 fundet, at indehaverens skattepligtige indkomst kan fastsættes skønsmæssigt. Retten fandt således grundlag for at tilsidesætte virksomhedens fremsendte regnskaber. Retten lagde herved lagt vægt på, at det af indehaveren fremsendte regnskabsmateriale modtaget henholdsvis den 25. juni 2022, den 28. juni 2022 og den 1. november 2024 ikke kunne afstemmes, idet der forelå differencer regnskaberne imellem, som ikke var forklaret eller dokumenteret. Henset hertil finder retten, at der ligeledes er grundlag for at fastsætte virksomhedens momstilsvar skønsmæssigt, jf. opkrævningslovens § 5 stk. 2. Retten har lagt vægt på, at der ikke foreligger kontospecifikationer til regnskabet indsendt den 28. juni 2022, og at det ikke er muligt at se, hvorledes forskellene mellem de øvrige regnskaber og kontospecifikationer fremkommer. Salgsmoms Landsskatteretten finder, at der er grundlag for at hjemvise den skønsmæssige opgørelse af virksomhedens salgsmoms i afgiftsperioderne 1.- 2. halvår 2019 til fornyet behandling ved Skattestyrelsen, så Skattestyrelsen som første instans får mulighed for at tage stilling til det for Landsskatteretten fremlagte materiale, herunder om det fremlagte materiale kan føre til et mere virkelighedsnært skøn af virksomhedens salgsmoms. Retten har henset til omfanget af det fremlagte materiale og finder, at oplysningsgrundlaget ved Landsskatteretten er ændret i væsentlig grad. Der er herved lagt vægt på, at der er fremsendt nyt regnskabsmateriale, som ikke forelå ved Skattestyrelsens afgørelse af 17. oktober 2022. Der er bl.a. fremlagt en ny opgørelse af provisionen fra [virksomhed4], samt afregningsbilag fra [virksomhed4]. Købsmoms Den indberettede købsmoms for virksomheden i afgiftsperioderne 1. og 2. halvår 2019 udgør samlet henholdsvis 300.554 kr. og 292.445 kr. Virksomhedens købsmoms udgør samlet 389.791 kr. i indkomståret 2019 i henhold til kontospecifikationerne. Skattestyrelsen har under sagens behandling modtaget et stort antal udgiftsbilag, og Skattestyrelsen har på baggrund af de fremsendte bilag nedsat den indberettede købsmoms i afgiftsperioderne 1. og 2. halvår 2019 med henholdsvis 83.787 kr. og 82.304 kr. Virksomhedens købsmoms i afgiftsperioderne 1. og 2. halvår 2019 udgør henholdsvis 223.727 kr. og 213.019 kr. efter Skattestyrelsens ændringer, hvilket giver et samlet købsmomsfradrag på 436.746 kr. Dette fradrag overstiger det i kontospecifikationerne opgjorte købsmomsfradrag på 389.791 kr. Landsskatteretten finder, at Skattestyrelsen har godkendt et skønsmæssigt fradrag for købsmoms, idet Skattestyrelsen har nedsat det indberettede købsmomsfradrag med de udgifter, der ikke godkendes fradrag for, i stedet for at lave en egentlig opgørelse af de udgiftsbilag, som indehaveren har indsendt. Der ses således ikke at være foretaget en egentlig prøvelse af de konkret fremsendte bilag og opgørelse af det fremsendte materiale i den oprindelige sagsbehandling hos Skattestyrelsen, hvorfor retten finder, at fradraget er godkendt på baggrund af et skøn. Der kan ikke godkendes et momsfradrag på baggrund af et skøn uden at foretage en egentlig prøvelse af de fremsendte bilag. Det er nødvendigt for godkendelse af købsmomsfradrag, at der fremlægges dokumentation for levering og betaling, jf. SKM2021.456.LSR. Dette er et krav i henhold til EU-retten, og opkrævningslovens § 5, stk. 2, 1. pkt., anses ikke for et tilstrækkeligt hjemmelsgrundlag for et udokumenteret momsfradrag. Landsskatteretten finder herefter, at det i første instans bør overlades til Skattestyrelsen at tage stilling til og træffe afgørelse om virksomhedens fradrag for købsmoms for de omhandlede afgiftsperioder på baggrund af det til Skattestyrelsen fremlagte materiale. Der er herved lagt vægt på princippet om instansrækkefølge, herunder muligheden for at bevare virksomhedens adgang til en administrativ prøvelse i forhold til virksomhedens momstilsvar for de omhandlede afgiftsperioder. Landsskatteretten hjemviser på denne baggrund spørgsmålet om den skønsmæssige fastsættelse af virksomhedens salgsmoms og spørgsmålet om virksomhedens fradrag for købsmoms til fornyet behandling i Skattestyrelsen med henblik på en opgørelse af virksomhedens momstilsvar for afgiftsperioderne 1. og 2. halvår 2019, herunder en behandling af og stillingtagen til de foreliggende udgiftsbilag.