Spring til indhold
skattewiki.dk

← Alle afgørelser

Journalnr. 22-0106829

Polsk håndværksvirksomhed anset for momsmæssigt etableret i Danmark

Myndigheden fik medholdLille sag (< 100.000 kr.)
Instans
Landsskatteretten
Dokumenttype
Landsskatterettens afgørelse
Offentliggjort
31. oktober 2025
Kilde
Åbn original i afgørelsesdatabasen ↗

Resumé

Sagen angik, om en polsk registreret enkeltmandsvirksomhed inden for byggeri var etableret i Danmark i momsmæssig forstand, således at indehaveren selv var betalingspligtig for salgsmoms af leverancer til danske erhvervskunder i 2021, som var faktureret uden moms efter reglerne om omvendt betalingspligt. Skattestyrelsen forhøjede salgsmomsen med 28.445 kr. med henvisning til, at indehaveren var skattemæssigt hjemmehørende og drev økonomisk virksomhed i Danmark. Klageren gjorde gældende, at virksomhedens hjemsted med kontor og værksted lå i Polen, at der ikke var fast forretningssted i Danmark, at momslovens § 46, stk. 1, nr. 3, derfor fandt anvendelse, og at afgørelsen var ugyldig på grund af begrundelsesmangler. Landsskatteretten fandt, at hjemstedet for den økonomiske virksomhed var i Danmark, idet de væsentlige driftsbeslutninger træffes af indehaveren, der opholdt sig 131 dage i Danmark, og at Skattestyrelsens fejlagtige overførsel af skattepligtsbegrundelser til momssagen ikke konkret havde haft betydning for resultatet. Afgørelsen blev stadfæstet.

Titel, resumé og vurderinger er AI-genererede og kan indeholde fejl.

Lovhenvisninger

Henviser til

  • SKM2009.219.LSR
  • SKM2010.655.ØLR
  • SKM2011.55.SR
  • SKM2012.434.LSR
  • SKM2012.434.SR
  • SKM2015.634.SR

Fuldtekst

Journalnr. 22-0106829 Skattestyrelsen har forhøjet virksomhedens salgsmoms for perioden 1. januar – 31. december 2021 med i alt 28.445 kr., da indehaveren for 2021 anses at være hjemmehørende og drive økonomisk virksomhed i Danmark. Landsskatteretten stadfæster Skattestyrelsens afgørelse. Faktiske oplysninger Virksomheden [klager] (herefter virksomheden) blev drevet af Indehaveren. Det fremgår af Skattestyrelsens afgørelse, at Indehaverens virksomhed blev opstartet den 15. februar 2014 med virksomhedsnummeret [...]. Virksomheden blev registreret for moms den 1. januar 2016. Virksomheden er registreret som udenlandsk virksomhed, og branchen er oplyst til ”Opførelse af bygninger”. Virksomheden fremgår ikke i det Centrale Virksomhedsregister (CVR). Indehaveren har i 2021 påtaget sig håndværksmæssige opgaver for såvel privatpersoner som virksomheder. Det fremgår af fremlagte fakturaer, at der er tale om ”Building Services”. Virksomheden har i perioden angivet moms halvårligt, og den indberettede moms vedrører fakturaer udstedt til privatpersoner for året 2021.Indehaveren har endvidere udstedt fakturer til erhvervsdrivende med leverancer med leveringssted i Danmark efter reglerne om omvendt betalingspligt med teksten ”Reverge Charge”. Virksomhedens samlede omsætning i Danmark ekskl. moms for 2021 har udgjort 289.916 kr., herunder 13.650 polske Sl. optjent i Polen. Skattestyrelsen har omregnet omsætningen i Polen til 22.239 kr. eksklusive moms. Indehaveren har for virksomheden i perioden 1. januar – 31. december 2021 indberettet moms halvårligt, svarende til fakturaer udstedt til privatpersoner: 1. halvår 13.218 kr. 2. halvår 16.320 kr. Indehaveren har endvidere udstedt fakturer til afgiftspligtige personer med leveringssted i Danmark efter reglerne om omvendt betalingspligt. Ifølge virksomhedens momsangivelser har virksomheden i perioden 1. januar til 31. december 2021 indberettet momspligtige leverancer til ikke afgiftsmæssige personer på 128.937kr. Skattestyrelsen har anset indehaveren for fuldt skattepligtig til Danmark efter kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1, jf. § 7, stk. 1, og for skattemæssigt hjemmehørende i Danmark efter artikel 4 i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Polen og som følge heraf skattepligtig af overskud af virksomhed i perioden 1. januar til 31. december 2021. Skattestyrelsen har opgjort virksomhedens salgsmoms i afgiftsperioden 1. januar til 31. december 2021 således: 1. halvår 2021 Opgjort salgsmoms 20 % af 162.230 kr. 32.446 kr. Angivet salgsmoms -13.218 kr. Ændring 19.228 kr. 2. halvår 2021 Opgjort salgsmoms 20 % af 127.686 kr. 25.537 kr. Angivet salgsmoms -16.320 kr. Ændring 9.217 kr. Skattestyrelsen har i afgørelsen anført, at Indehaveren i indkomståret 2021 er registreret som fuldt skattepligtig til Danmark,og at det ud fra det oplyste fremgår, at Indehaveren har bolig til rådighed i både Danmark og Polen i 2021. Repræsentanten har oplyst, at Indehaveren for indkomståret 2021 har udført håndværksmæssige arbejdsopgaver i Danmark for private og virksomheder,og at Indehaverens virksomhed drives fra Polen, hvor han har værksted og kontor på adressen [adresse1], [Polen].Dertil er det anført, at kontoret primært bruges til administrative opgaver i virksomheden, herunder f.eks. fakturering, regnskab, betaling af regninger, korrespondance med myndigheder m.m. Indehaveren har oplyst, at han udfører disse opgaver, når han er hjemme i Polen. Indehaverens repræsentant har fremlagt kalenderoversigt over Indehaverens ophold i 2021og oplyst, at Indehaveren i indkomståret 2021 har opholdt sig 131 dage i Danmark i forbindelse med diverse arbejdsopgaver. Af CPR-registret fremgår det, at Indehaveren har haft kontaktadresse på [adresse2] i [by1] gældende fra den 1. januar 2017.Af lejekontrakten for 2021 fremgår det, at ejendommen beliggende på [adresse2] er en villa på 135 m2 med 3 værelser. Den årlige leje udgjorde 60.600 kr.Der har, jf. Skattestyrelsen, ikke været tilmeldt andre personer på adressen udover ægtefællen, heller ikke i de perioder, hvor ægtefællen har været registreret som udrejst. Skattestyrelsen traf i forbindelse med en landsdækkende kontrolaktion den 26. august 2020 Indehaveren på adressen [adresse3] i [by2].Indehaveren oplyste her til Skattestyrelsen, at hans virksomhed blev drevet som en enkeltmandsvirksomhed, at han de seneste år havde arbejdet en måned i Danmark, hvorefter han havde været i Polen en til to uger, og at han ikke udførte arbejde under sit ophold i Polen. Han oplyste endvidere, at han boede sammen med sin hustru i [by1], at hans hustru arbejdede på [virksomhed1], og at de stadig havde en ejendom i Polen beliggende på adressen [adresse1], [Polen], hvorfra Indehaverens virksomhed drives. Indehaveren har i en mail til Skattestyrelsen den 7. oktober 2020 oplyst, at hans ægtefælle har opholdstilladelse og er registreret på adressen [adresse2], [by1]. Han har i samme mail oplyst, at han opholder sig der, når har udfører sit arbejde. Indehaveren har, jf. de fremlagte fakturaer fra 2021, udført opgaver fem gange i [by3], to gange i [by4], to gange i [by5], én gang i [by6] og tre gange i Polen. [by5] ligger ca. 5 km fra hustrus adresse i [by1].[by3] ligger ca. 20 km fra hustrus adresse i [by1].[by4] ligger ca. 43 km fra adressen i [by1]. Skattestyrelsen har indhentet oplysninger om Indehaverens hustru. Det fremgår af hustruens ansættelseskontrakter, at hun har arbejdet i Danmark i perioderne 2. april 2018 til 28. oktober 2018, 15. april 2019 til 24. november 2019, 9. marts 2020 til 6. september 2020 og 12. marts 2021 til 19. december 2021. Af alle ansættelseskontrakter fremgår adressen [adresse2], [by1]. I en række ansøgninger om skattekort har Indehaverens hustru angivet, at Indehaveren henholdsvis bor sammen med hende, opholder sig i Danmark eller opholder sig og arbejder i Danmark. Skattestyrelsens afgørelse Skattestyrelsen har anset Indehaveren for værende hjemmehørende i Danmark 2021 og for at drive økonomisk virksomhed i Danmark og dermed betalingspligtig af levering af varer og ydelser her i landet. Skattestyrelsen har forhøjet virksomhedens salgsmoms for perioden 1. januar – 31. december 2021 med 28.445 kr. Skattestyrelsen har som begrundelse for afgørelsen anført: ”(…) 2.4. Skattestyrelsens bemærkninger og begrundelse Skattestyrelsen anser dig for at være hjemmehørende i Danmark efter sagsfremstillingens pkt. 1 og for at drive økonomisk virksomhed her i landet. Du er dermed momspligtig jf. momslovens § 1 og § 3. Du skal betale moms af varer og ydelser, der leveres mod vederlag i Danmark jf. momslovens § 4, stk. 1. Betalingen af momsen påhviler den momspligtige person, der leverer varer og ydelser her i landet, jf. momslovens § 46, stk. 1. Momspligten indtræder på det tidspunkt, hvor varen eller ydelsen er leveret, jf. momslovens § 23, stk. 1. Hvis der udstedes en faktura, er det fakturadatoen, der er leveringstidspunktet jf. momslovens § 23, stk. 2. Grundlaget for beregning af moms er vederlaget jf. momslovens § 27, stk. 1 og momssatsen udgør 25 % af grundlaget jf. momslovens § 33. Hvis en virksomhed fejlagtigt har undladt at opkræve moms, og der efterfølgende skal ske efteropkrævning, skal der som udgangspunkt ske efteropkrævning af for lidt opkrævet moms med 20 pct., svarende til 25 pct. af 80 pct. af vederlaget, jf. momsloven § 27, stk. 1, i tilfælde, hvor betalingspligten for momsen påhviler leverandøren. Dette følger af De forenede sager Corina-Hrisi Tulica og Calin Ion Plavosin C-249/12 og C-250/12. Vi har derfor opgjort din salgsmoms til 20 % af dit samlede vederlag. (…) Der er fradrag for moms af køb af varer og ydelser der udelukkende anvendes til virksomhedens leverancer jf. momslovens § 37, stk. 1. Momsen der kan fradrages, er moms af varer og ydelser, der er leveret til virksomheden jf. momslovens § 37, stk. 2. Det er et krav, at der skal ligge dokumentation i form af fakturaer herunder forenklede fakturaer og afregningsbilag for at kunne få fradrag for indkøb af varer og ydelser til brug i virksomheden jf. momsbekendtgørelsens § 82. Du har ikke indsendt fakturaer eller anden form for regnskabsmateriale, der dokumenterer dit indkøb af varer. Du har desuden oplyst, at kunderne leverer materialer, og at du udelukkende leverer arbejdskraft og værktøj. Du har ligeledes ikke angivet købsmoms. Der godkendes derfor ikke fradrag for moms af køb af varer og ydelser, da der ikke foreligger dokumentation for din virksomheds indkøb af varer der godtgør, at du kan få fradrag for købsmomsen jf. momslovens § 37, stk. 1 og momsbekendtgørelsens § 82. Ifølge opkrævningslovens § 5, stk. 1 kan Skattestyrelsen, såfremt der er afgivet urigtig angivelse, opkræve det skyldige beløb. (…) Se tidligere fremsendte afgørelse for 2017 – 2020 dateret 17. juni 2021. (…)” Udtalelse fra Skattestyrelsen I forbindelse med Skatteankestyrelsens klagesagsbehandling har Skattestyrelsen den 13. januar 2023 udtalt: ”(…) Vi har følgende kommentarer til de nye oplysninger, som ikke står i sagsfremstillingen: Det kan oplyses, at [person1] udelukkende har indsendt fakturaer for 2021. Fakturaerne for 2020 er tidligere indsendt i forbindelse med sagsbehandlingen af moms og skat for indkomstårene 2017 - 2020. Skattestyrelsen har ikke modtaget bemærkninger til fremsendte forslag dateret den 15. august 2022. Skatteyder har for indkomstårene 2020 og 2021 været registreret som fuld skattepligtig til Danmark. Skatteyder er optaget på mandtal i forbindelse med sagsbehandlingen for 2017 - 2020. Skatteyder har været på mangelliste, da han ikke har indsendt oplysninger om resultat af virksomhed til skattestyrelsen. Hertil kan oplyses: Skatteyder oplyser i forbindelse med at vi træffer ham på en kontrol den 26. august 2020, at han de seneste par år udelukkende har udført arbejde i Danmark, han har arbejdet i DK ca. en uge, derefter hjemme ca. 1 - 2 uger osv. Han har ikke udført arbejde i Polen. Han leverer udelukkende arbejdskraft og værktøj, materialer bliver leveret af kunderne. Hans ægtefælle er flyttet til Danmark, og de bor på Sjælland i [by1]. De har dog stadig bolig i Polen. I mail af 7. oktober 2020 oplyser han, "at hans ægtefælle har opholdstilladelse og er registreret på adressen [adresse2], [by1]. Jeg bliver der, når jeg laver mit arbejde og jeg kommer tilbage til Polen, men det er sådan, jeg kan leje dette hus. Det er muligt at tjekke ind efter at have opnået permanent opholdstilladelse". Endvidere kan det oplyses, at Ægtefællen har den 26. februar 2018 indsendt anmodning om skattekort. Hun oplyser i ansøgningen, at ægtefællen bor sammen med hende i Danmark, og han har arbejde i Danmark. Endvidere oplyses det, at de bor i en lejet lejlighed. Ifølge vedlagte ansættelseskontrakt er bopælsadressen [adresse2], [by1]. Den 1. april 2019 indsendes igen en ansøgning om skattekort, her oplyses, at ægtefællen opholder sig i Danmark. Den 10. maj 2021 indsendes ansøgning om skattekort, der oplyses, at ægtefællen opholder sig og arbejder i Danmark. Den 17. januar 2022 genindsendes samme ansøgningsblanket og ansættelseskontrakt fra 10. maj 2021, dog med den ændring, at ægtefælle ikke opholder sig og arbejder i Danmark. På samtlige ansættelseskontrakter er adressen" [adresse2], [by1]" anført. Ifølge Cpr-registret har ægtefællen været tilmeldt adressen [adresse2], [by1] i perioderne 30. august 2019 til I. november 2019 (fraflytningsdatoen er ajourført den 2. marts 2020). 8. april 2021 - til dato. Der har ikke været tilmeldt andre personer på ovenstående adresse, heller ikke i de perioder, hvor ægtefællen har været registreret som udrejst til Polen. Ægtefællens arbejdsperioder ifølge arbejdsgiveroplysninger, er [virksomhed2] ApS ([virksomhed3] ApS) i perioden 2/4 2018 til 28/10 2018 [virksomhed2] ApS ([virksomhed3] ApS) i perioden 15/4 2019 til 24/11 2019 [virksomhed3] ApS i perioden 9/3 2020 til 6/9 2020 [virksomhed4] ApS ([virksomhed5]) i perioden 12/3 2021 til 19/12 2021 [virksomhed4] ApS ([virksomhed5]) i perioden 3/1-22 til 2/10 2022 [virksomhed5] A/S i perioden 3/10 2022 til 25/12 2022 Ægtefællen har stået som ejer af"[reg.nr.1] Peugeot 207" siden 12. september 2019. Ifølge notat dateret den 21. oktober 2018 i forbindelse med forskudsregistrering fremgår det, bl.a. at Skatteyder er fuld skattepligtig iht. KSL § 1, stk. 1, nr. 1. Bor i DK i lejet lejlighed sammen med ægtefælle. (…) I 2021 har skatteyder indsendt 11 fakturaer vedrørende omsætning i Danmark g 3 fakturaer udstedt vedrørende arbejde i Polen. I forbindelse med klageskrivelsen er der indsendt kalenderoversigt for 2020 og 2021, hvoraf det fremgår hvor mange dage, han har opholdt sig i Polen. Det ses ikke, at klager har arbejdet i Polen i størstedelen af disse perioder. Der er ikke modtaget yderligere dokumentation for rejser mellem Danmark og Polen. I klageskrivelsen fremgår det, at skatteyder køber værktøj og materialer i Polen. Ifølge skatteyders egne oplysninger leverer kunderne materialer. Skattestyrelsen har ikke modtaget dokumentation for afholdte udgifter i forbindelse med omsætningen. I klageskriveisen fremgår det, at ydelserne i 2020 har været udført at 2 personer på grund af omfanget af arbejdet. Der er ligeledes ikke modtaget dokumentation for udbetaling af lønninger. Skattestyrelsen er af den opfattelse, at skattepligten skal fastholdes til Danmark, da han har de stærkeste personlige og økonomiske interesser i Danmark. Endvidere vurderes det, at han har bopæl til rådighed her i Danmark med udgangspunkt i ovenstående oplysninger. I klageskrivelsen henvises der til landsskatteretsafgørelse 17-000128. Afgørelsen fremgår ikke af afgørelsesdatabasen Såfremt der er tale om en ikke offentliggjort afgørelse, kan den ikke umiddelbart indgå i vurderingen af de påklagede punkter. I klageskrivelsen henvises der til tidligere indsendt klageskrivelse herunder argumenter m.v. vedrørende momspligt (jeres sagsnummer [sag1]). Skattestyrelsen henviser til vedlagte udtalelser i samme sagsnummer [sag1], da der er tale om samme forhold der bliver påklaget. Hvis der kommer yderligere oplysninger fra klager, ønsker Skattestyrelsen at blive hørt i sagen igen, inden der træffes afgørelse i sagen. (…)” Klagerens opfattelse Klagerens repræsentant har fremsat påstand om, at der ikke er grundlag for at forhøjelse virksomhedens salgsmoms med 28.445 kr. for perioden 1. januar – 31. december 2021. Herunder er det gjort gældende, at Skattestyrelsens afgørelse lider af væsentlige begrundelsesmangler, hvor afgørelsen er ugyldig. Repræsentanten har som begrundelse for påstanden anført: “(…) Skattestyrelsen har afgjort, at virksomheden for den påklagede periode skal betale 28.445 kr. mere i moms. Det skyldes, at Skattestyrelsen har anset virksomheden som værende etableret med sin økonomisk virksomhed i Danmark. (…) Påstand momsmæssigt: Det er vores påstand, at forhøjelsen af momstilsvaret for perioden 1. halvår 2021 og 2. halvår 2021 skal ændres til 0 kr. (…) Vi har nærmere redegjort for sagen samt vores synspunkter herunder. Argumentation for klagen Historik og faktiske forhold [person1] (klager i det efterfølgende) driver enkeltmandsvirksomhed i Polen, ligesom denne er registreret i Polen. Klager har i årene 2020 og 2021 påtaget sig håndværksmæssige opgaver i Danmark for såvel private som virksomheder. Der har primært været tale om maleopgaver. Klager driver virksomhed i Polen og bor i Polen sammen med hans hustru på adressen [adresse1], [Polen]. På denne adresse har han også værksted og kontor. Når han har opholdt sig i Danmark har det været for at udføre konkrete arbejdsopgaver og han har typisk overnattet på arbejdspladserne eller i varevognen. Hans hustru har lejet en bolig som hun benytter til overnatning ved arbejde i Danmark. Hustruen har fortsat sin primære bolig i Polen. Det er således ikke korrekt når Skattestyrelsen oplyser at hans hustru er flyttet til Danmark. Klagers hustrus arbejde påvirker ikke hans ophold i Danmark, han har regelmæssige rejser til Polen, som er forretningsmæssigt begrundet, idet firmaets hovedkvarter, værksted og kontor er beliggende i Polen. Klager køber også værktøjer og materialer, der er nødvendige for at udføre arbejdsopgaverne i Danmark. Klager handler dagligvarer i Polen på grund af de lavere priser, hvilket også er rentabelt. Det regelmæssige ophold i hjemmet i Polen har også været varetagelse af hans personlige og familiemæssige interesser. Navnlig skal nævnes at klagers mor, som bor i Polen, har været meget syg og sengeliggende. Klager har en stor tilknytning til hende og må også opholde sig i Polen for at hjælpe med at tage sig af hende. Vedhæftet er billeder af kalenderen for 2020 og 2021. I 2020 blev ydelsen udført af to personer på grund af ydelsens store størrelse. (…) 2021 Klagers hustru blev registreret som udrejst og dette resulterede i at Motorcentret ville hente nummerpladerne på hendes bil. Derfor vendte hun tilbage til Danmark den 27. februar 2021 for at sælge bilen. Hun blev dog, fordi hun fik tilbudt arbejde hos [virksomhed5]. Hun fik derfor i stedet opholdstilladelse på ny, og håndhævelsen af indsamlingen af nummerplader blev suspenderet. I 2021 opholdt klage sig i Danmark i 131 dage i forbindelse med forskellige arbejdsopgaver. Vedlagt følger en kalenderoversigt. (…) Skattestyrelsens begrundelse – Salgsmoms Der skal i klagen henvises til vores påstande, argumentation og indsendt dokumentation i den eksisterende klagesag for de tidligere år. Det drejer sig om følgende sagsnr. [sag1]. I den nye afgørelse, som nærværende klage omhandler, savnes der igen en behørig begrundelse efter forvaltningslovens regler, hvilket må medføre at afgørelsen er ugyldig, da dette også medfører et materielt forkert resultat. Den momsmæssige del af afgørelsen begrundes bl.a. igen med, at indehaver efter Skattestyrelsens opfattelse er skattepligtig til Danmark, hvilket er irrelevant. Derudover savnes der igen henvisning til- og behandling af de korrekte lovregler, herunder særligt momslovens § 46, stk. 1, nr. 3. Virksomheden er, på samme måde som gennemgået for de øvrige år, ikke etableret i Danmark i momsmæssig forstand, og er derfor ikke betalingspligtig for momsen af de omhandlede leverancer jf. momslovens § 46, stk. 1, nr. 3. Der kan i det store hele henvises til argumentationen i vores breve af 13. december 2021 og 10. august 2022 vedr. sagsnr. [sag1]. Disse er også vedhæftet. Det må desuden anses som foruroligende, at Skattestyrelsen i endnu en afgørelse til virksomheden end ikke er i stand til at henvise til- og behandle de lovregler, der er relevante for den momsmæssige bedømmelse af sagen. Vi kan som supplerende argumentationen til vores breve af 13. december 2021 og 10. august 2022 henvise til Landsskatterettens kendelse i journalnr. 17-000128. Her blev en udenlandsk virksomhed ikke anset som værende etableret i Danmark, og var derfor ikke betalingspligtig for momsen på byggeydelser. Landsskatteretten lagde bl.a. vægt på, at virksomheden var registreret som udenlandsk virksomhed. Skattestyrelsen, der også påstod at virksomheden ikke var etableret i Danmark, lagde i sagen bl.a. vægt på følgende: (…) Ad 1) I denne sag er der også tale om en udenlandsk indehaver, idet klager er fra Polen. Virksomheden er samtidigt registreret i Danmark som ”anden udenlandsk virksomhed” uden etablering i Danmark.’ Ad 2) Klagers virksomhed har heller ikke lejede lokaler i Danmark eller i øvrigt adgang til fast ejendom i Danmark. Ad 3) Der er ingen ansatte i virksomheden, men der benyttes en udenlandsk bil. Ad 4) Klager har ikke lejet beboelseslokaler i Danmark, men overnatte oftest i forbindelse med byggepladserne. Klager overnatter undtagelsesvist hos sin ægtefælle. Ad 5) Klager har hverken ejet eller lejet en dansk bil. Landsskatterettens kendelse i journalnummer 17-000128 underbygger, at klagers virksomhed under ingen omstændigheder kan anses som etableret i Danmark i momsmæssig forstand. Landsskatterettens kendelse i journalnummer 17-000128 er således både relevant i forhold til nærværende klage, samt i forhold til bedømmelsen af klagers momssag for tidligere år, sagsnr. [sag1], hvor den også bør indgå i bedømmelsen. Det må i øvrigt anses som yderst foruroligende, at Skattestyrelsen i nærmest identiske sager (klagers sager og ovennævnte kendelse fra Landsskatteretten) kommer frem til vidt forskellige resultater. Motivationen herfor kan synes drevet af at ville foretage en regulering i klagers sag, idet virksomheden i Landsskatterettens kendelse 17-000128 havde påført dansk moms på fakturaen, mens det modsatte er tilfældet i klagers tilfælde. Klager har dog ageret fuldstændig korrekt i forhold til den momsmæssige behandling, hvilket også understreges af Landsskatteretten – og i øvrigt af Skattestyrelsens egen argumentation - i den herover nævnte kendelse. I forlængelse af ovenstående kan det konstateres, at Skattestyrelsen i bedømmelsen af den momsmæssige betalingspligt igen ikke har vurderet sagen ud fra de relevante bestemmelser i momsloven. Såfremt denne vurdering havde fundet sted, ville afgørelsen ikke have medført betaling af moms. Det er således vores klare opfattelse, at der ikke er grundlag for opkrævning af moms i sagen. Som det er nævnt ovenfor, indeholder afgørelsen således ikke en behørig begrundelse efter forvaltningslovens regler. Afgørelsen må derfor anses som ugyldig, idet manglen både har væsentlig karakter, ligesom den har medført en materielt forkert afgørelse, hvilket også er gennemgået herover. Såfremt afgørelsen ikke anses som ugyldig, er den stadig materielt forkert, og skal derfor ændres i overensstemmelse med vores argumentation ovenfor. Forhøjelsen af salgsmomsen skal således nedsættes til 0 kr. (…)” Klagerens bemærkninger til Skattestyrelsens udtalelse Indehaverens repræsentant har følgende bemærkninger til Skattestyrelsens udtalelse: ”(…) Vi er ikke enige i Skattestyrelsens udtalelse, og fremsender i den forbindelse vores bemærkninger til udtalelsen, herunder nærmere redegørelse for vores synspunkter. Ad. Momssagen I vores klage af den 9. december 2022 er henvist til Landsskatterettens afgørelse med journalnr. 17-000128. Beklageligvis mangler et ciffer i journalnummeret - der skulle i stedet have fremgået journalnr. 17-0001281, hvilket er sagen der er henvist til og refereret fra i klagen. Skattestyrelsen kunne dog let have opklaret dette forhold ved at rette henvendelse til os, da det må være åbenlyst der er tale om en skrivefejl. Skattestyrelsen nævner, at de ikke har modtaget dokumentation for afholdt udgifter i forbindelse med omsætningen. Dette er dog ikke korrekt. Skattestyrelsen har modtaget billeddokumentation fra virksomhedens hjemsted i Polen, hvorfra virksomheden drives. Heraf fremgår det tydeligt, at der er findes værktøj mv. Det samme gør billeddokumentationen fra klagers bil. Værktøj m.m. er købt i Polen – hvilket beviser der er afholdt udgifter i forbindelse med omsætningen, da [person1] anvender eget værktøj for arbejdet i Danmark. I øvrigt må det være uden betydning for momssagen, at der fremlægges fakturaer el.lign. over køb af værktøj m.m. Der henvises herudover til argumentationen i vores klage af 9. december 2022. (…)” Retsmøde Skattestyrelsens udtalelse til Skatteankestyrelsens indstilling Skattestyrelsen har den 20. marts 2025 udtalt følgende til Skatteankestyrelsens indstilling: ”(…) Skattestyrelsens vurdering Skattestyrelsen er enig i Skatteankestyrelsens indstilling. Sagen er sammenholdt med jeres sagsnr. [sag1] (moms), som vedrører en anden periode. Faktiske forhold Klager er en enkeltmandsvirksomhed, som er registreret i RUT (Registreret for udenlandske tjenesteydere) med RUT-nummer [...]. I RUT-registreringen fremgår det, at klager ikke er reelt etableret i hjemlandet, jf. sagsnotat. Klager udfører arbejde for privatpersoner og danske virksomheder. Klager er momsregistreret i Danmark, idet han leverer ydelser med leveringssted her i landet til private personer. Branchekoden er 43.33 Udførelse af gulvbelægninger og vægbeklædning. Klager har under klagesagsbehandlingen oplyst, at der primært har været tale om maleopgaver Skattestyrelsen har ved afgørelse af 17. juni 2021 forhøjet klagers momstilsvar med 28.445 kr. for perioden 1. januar 2021 – 31. december 2021 som følge af, at Skattestyrelsen har anset klager for at have momsmæssigt etableringssted i Danmark. Skattestyrelsen har derfor anset klager som betalingspligtig for momsen af fakturaer, som klager har udstedt uden dansk moms, jf. momslovens § 46, stk. 1. Skattestyrelsen har beregnet momsen som 20 % af beløbet på de pågældende fakturaer, jf. § 27, stk. 1, jf. § 33. Klagers påstand er, at Skattestyrelsens ændring af momstilsvaret skal nedsættes til 0 kr., idet klager ikke har etableringssted i Danmark. Klager har anført, at klager er omfattet af reglerne om omvendt betalingspligt, hvorved momsen påhviler aftager af ydelsen, når ydelserne er leveret af klager, som ikke er etableret her i landet, men etableret i Polen, jf. § 46, stk. 1, nr. 3. Materielt Ifølge momslovens § 1, stk. 1, 1. pkt., er erhvervsmæssig levering af varer med leveringssted i Danmark momspligtige efter momsloven. Det følger af momslovens § 4, stk. 1, 1. pkt., at der skal betales afgift af ydelser, der leveres mod vederlag her i landet. Ydermere følger det af momslovens § 16, stk. 1, at leveringsstedet for ydelser er her i landet, når ydelsen leveres til en afgiftspligtig person, der handler i denne egenskab, og som har etableret stedet for sin økonomiske virksomhed her i landet eller har et fast forretningssted her i landet (…). Det følger af momslovens § 46, stk. 1, nr. 2 og 3, at momsen påhviler aftager af ydelserne, hvis ydelserne leveres af en afgiftspligtig person, der er etableret i udlandet. Klager har oplyst at virksomheden drives fra Polen. Klager har oplyst til Skattestyrelsen, at han primært arbejder på Sjælland, og at han ikke har udført arbejde i Polen de seneste par år, jf. sagsnotat. Det ses ubestridt, at klager har faktureret for sine tjenesteydelser. Klager har oplyst, at det udelukkende er arbejdskraft, som klager har stillet til rådighed. Klager har angivet dansk moms på de fakturaer, der er stilet til danske privatpersoner, hvorimod der ikke ses angivet moms på de fakturaer, der er sendt til danske virksomheder. Samtlige fakturaer er udelukkende sendt til danske adresser. På den baggrund anses leveringsstedet for at være i Danmark, jf. momslovens §16, stk. 1. I forhold til klagers momsmæssige etableringssted er Skattestyrelsen enig med Skatteankestyrelsen i, at klager skal anses for at være etableret i Danmark. Skattestyrelsen fastholder, at præmisserne fra SKM2012.434LSR kan anvendes i nærværende sag. Følgende fremgår af Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse, hvor der henvises til EU-Domstolen i sag c-168/84, Gunter Berkholz (præmis 17): På samme måde tilkommer det hver enkelt medlemsstats skatte- og afgiftsmyndigheder, inden for rammerne af de ved direktivet indrømmede valgmuligheder at bestemme det tilknytningsmoment, der ud fra et fiskalt synspunkt er det mest hensigtsmæssige for en bestemt tjenesteydelse. Ifølge artikel 9, stk. 1, har det sted, hvor tjenesteyderen har etableret hjemstedet for sin økonomiske virksomhed, forrang som tilknytningsmoment, således at et andet etableringssted, hvorfra tjenesteydelsen præsteres, kun kan komme i betragtning, såfremt tilknytningen til hjemstedet ikke er nogen rationel løsning ud fra et skatte- og afgiftsmæssigt synspunkt, eller såfremt den skaber en konflikt med en anden medlemsstat. Skattestyrelsen fastholder, at klagers virksomhedsregistrering i Polen ikke er nogen rationel løsning, idet klager selv har oplyst, at ikke har udført arbejde i Polen, når han har været i Polen for den påklagede periode. Endvidere fremgår det af EU-Domstolen i sag. C73/06, Planzer Luxembourg (præmis 61), at ”fastlæggelsen af hjemstedet for et selskabs økonomiske virksomhed (indebærer), at der tages hensyn til en bred vifte af faktorer, herunder først og fremmest selskabets vedtægtsmæssige hjemsted, stedet, hvor selskabets centrale administration befinder sig, hvor ledelsen træder sammen, og stedet – normalt det samme – hvor selskabets forretningspolitik fastlægges (…)”. I vurderingen af, om klager skal anses for at være momsmæssigt etableret i Danmark, har Skattestyrelsen lagt vægt på følgende: Klagers forretningspolitik fastlægges, hvor klager er hjemmehørende, idet klager er en enkeltmandsvirksomhed. Klager har ikke dokumenteret, at klager har andre ansatte end klager selv. Klager arbejdet primært på Sjælland. Klager har oplyst til Skattestyrelsen, at klager ikke har udført arbejde i Polen for den påklagede periode, selvom virksomheden ifølge RUT-registrering drives fra klagers fælles ejendom med ægtefællen i Polen. Klagers ægtefælle er flyttet til Danmark og arbejder i Danmark. Klager har opholdt sig i [by1], hvor ægtefællen har lejet en bolig. Klager har opholdt sig i Danmark i 131 dage i 2021. Klager har ikke løftet bevisbyrden for, at klager har drevet økonomisk virksomhed i Polen i sådan en grad, at hjemstedet for klagers økonomiske virksomhed kan anses for at være i Polen. Dermed fastholder Skattestyrelsen, at hjemstedet for klagers økonomiske virksomhed er i Danmark, og klagers leverancer er momspligtige i henhold til momslovens § 4. Klager er derfor betalingspligtig for salgsmomsen, jf. momslovens § 46, stk. 1, 1. pkt. Formelt Skatteankestyrelsen har indstillet til, at Skattestyrelsens afgørelse ikke lider af konkrete væsentlige sagsbehandlingsfejl, som kan medføre ugyldighed. Skattestyrelsen tiltræder Skatteankestyrelsens indstilling vedrørende dette punkt. (…)” Indehaverens bemærkninger til Skatteankestyrelsens indstilling og Skattestyrelsens udtalelse hertil Klagerens repræsentant har den 16. juni 2025 fremsat følgende bemærkninger til Skatteankestyrelsens indstilling og Skattestyrelsens udtalelse hertil: ”(…) Generelt Skatteankestyrelsen har indstillet at klagers virksomhed skal anses for værende etableret i Danmark, ud fra hvor mange dage klager har opholdt sig her i landet, hvormed virksomhedens aftagere af ydelserne ikke er betalingspligtige af momsen efter momslovens § 46, stk. 1, nr. 3. Skattestyrelsen argumenterer i udtalelsen for, at klager ikke har etableret hjemstedet for sin økonomisk virksomhed i Polen, men i Danmark og at klager derfor er betalingspligtig for momsen af de omhandlede leverancer. Vi er ikke enige i nogle af delene, hvilket vi har gennemgået i det følgende. Helt generelt vil det efter vores opfattelse stride mod princippet om momsens neutralitet at fastholde Skatteankestyrelsens forslag til afgørelse. Klager har udstedt faktura til sine erhvervsmæssige kunder efter regler omkring omvendt betalingspligt i momslovens § 46, stk. 1, nr. 3 og det er dermed køberne af ydelserne som har afregnet momsen. Skattestyrelsen har allerede fået den skyldige moms og en ekstra opkrævning af salgsmoms ved klager skaber dermed en dobbeltbeskatning af ydelserne. Endvidere vil en fastholdelse af Skatteankestyrelsens indstilling går direkte imod formålet med reglerne for omvendt betalingspligt. Den politisk motivation for at vi har reglerne om omvendt betalingspligt er primært, at det herved undgås at udenlandske leverandører skal momsregistreres her i landet, og at det sikres, at momsen rent faktisk betales her i landet. Dette afhjælper problemer i forhold til de lande, som Danmark ikke har et kontrol- og inddrivelsessamarbejde med, og i forbindelse med bekæmpelse af momskarruselsvig. Dette fremgår særskilt af lovforarbejdelserne til lov 2008-06-17 nr. 524: ”Brug af omvendt betalingspligt har til formål at sikre, at den betalingspligtige befinder sig indenfor rækkevidde af de nationale skattemyndigheders jurisdiktionsområde. Hermed sikres staten mod indtægtstab ved manglende afregning og indbetaling af moms, som ellers ville påhvile den udenlandske leverandør. Den omvendte betalingspligt fritager endvidere skattemyndighederne for den vanskeligere og mere ressourcekrævende direkte kommunikation med de udenlandske virksomheder, idet virksomhederne siden 1. januar 2002 ikke har skullet være repræsenteret ved en herboende repræsentant.” Det fremgår endvidere: ”På grund af den relativt store usikkerhed om, hvorvidt de udenlandske virksomheder angiver korrekt, samt et stadig stigende problem med restancer, foreslås det, at reglerne om omvendt betalingspligt bliver obligatoriske, således at staten bedst muligt sikres mod indtægtstab ved manglende afregning og indbetaling af moms fra de udenlandske virksomheder.” Den politiske motivation for at vi har regler om omvendt betalingspligt er altså netop, at udenlandske leverandører ikke skal momsregistreres i Danmark når der handles mellem afgiftspligtige personer, idet der er stor usikkerhed omkring de udenlandske leverandørers angivelser. Derfor bliver køber i disse situation betalingspligtig for momsen, således både salgsmomsen og købsmomsen følges ad. Efter vores opfattelse så medfører afgørelsen en udvidelse af hvornår man anser en virksomhed for etableret her i landet. Det tydeliggøres af lovforarbejderne at dette er modstridende med reglen, hvor man netop ikke vil have udenlandske virksomheder registreret i Danmark. Bemærkninger til Skatteankestyrelsen forslag til afgørelse - Hjemsted for økonomisk virksomhed i Polen Skatteankestyrelsen argumenterer for at klager har hjemsted for sin økonomisk virksomhed i Danmark ud fra, hvor virksomhedens forretningspolitik og de væsentlige beslutninger vedrørende den almindelig drift af virksomheden træffes. Skatteankestyrelsen indstiller ud fra dette, at klager har etableret hjemstedet for sin økonomisk virksomhed i Danmark og underbygger at de væsentlige beslutninger om den almindelige drift træffes i Danmark, idet klager har opholdt sig i Danmark i 196 dage i 2018, 217 dage i 2019, 183 dage i 2020 og 131 dage i 2021. Hjemstedet for den økonomisk virksomhed skal fastsættes på baggrund af en bred vifte af faktorer. Se hertil bl.a. EU-Domstolens dom i sag C-73/06, Planzer Luxembourg Sàrl, præmis 61. Kriterierne er præciseret i momsforordningens artikel 10, stk. 1 – 3. Ved hjemstedet for den økonomiske virksomhed, forstås det sted, hvor virksomheden har sit hovedkontor. Med henblik på nærmere at fastslå dette, skal der lægges vægt på, hvor de væsentlige beslutninger vedrørende den almindelige drift af virksomheden træffes, hvor virksomheden har sit vedtægtsmæssige hjemsted og hvor virksomhedens ledelse mødes. Virksomheden har sit hovedkontor og vedtægtsmæssige hjemsted på adressen [adresse1], [Polen]. Der er tale om en beboelses- og erhvervsejendom, som indeholder kontor, værksted og lager til virksomheden, foruden beboelsen hvor klager bor. Klager vender konsekvent, regelmæssig og ofte tilbage til Polen efter afslutningen af arbejdsopgaver, for bl.a. at foretage administrative opgaver i virksomheden, herunder planlægning af den næste periodes arbejdsopgaver. Derudover foretages der reparationer på værktøj m.m., ligesom der suppleres med værktøj og materialer til den næste periodes opgaver i Danmark. Der skal også tages hensyn til hvor væsentlige beslutninger vedrørende virksomhedens drift træffes. Som nævnt foretages planlægning af virksomhedens arbejdsopgaver m.m. fra hjemstedet i Polen. Desuden sker alle administrative beslutninger og opgaver fra kontoret i Polen, herunder beslutninger omkring økonomi og kunder/arbejdsopgaver, korrespondance med myndigheder og andre interessenter, udfærdigelse af fakturaer, betaling af regninger, regnskab m.m. Der skal videre tages hensyn til hvor virksomhedens ledelse mødes. Der er tale om en enkeltmandsvirksomhed, hvorfor ledelsen udelukkende består af klager. Det eneste faste sted ”ledelsen mødes” og træffer beslutninger vedrørende virksomheden er dog på kontoret i Polen. Det skal også hertil bemærkes, at EU-Domstolen i Planzer Luxembourg-dommen understreger, at etableringsstedet godt kan være forskelligt fra det sted, hvor selskabets aktiviteter faktisk udøves. Det har derfor isoleret set ingen betydning, at virksomheden i perioden ikke har haft udgående arbejdsopgaver i Polen. Skatteankestyrelsen forholder sig ikke til tilknytningsmomenter, som er beskrevet i momsforordningens artikel 10, men udelukkende, hvor de væsentlige beslutninger vedrørende den almindelige drift af virksomheden træffes. Skatteankestyrelsen lægger udelukkende elementer fra den skattemæssige vurdering til grund for at underbygge, at de væsentlige beslutningerne træffes i Danmark. Skatteankestyrelsen lægger ikke vægt på de realiteter vi har fremhævet, men udelukkende på hvor mange dage klager befinder sig i Danmark. De nødvendige beslutning træffes ikke nødvendigvis i Danmark, men i Polen når klager opholder sig i Polen. Dette er ikke tidligere noget, der har været et afgørende moment i praksis momsmæssigt. Der er tale om et tilknytningsmoment, som er relevant inden for skatteretten. 180 dages reglen omhandler, hvornår der indtræder dansk skattepligt, reglen siger ikke noget om at hvis skatteyder opholder sig her i landet i et bestemt antal dage, så rykkes hjemstedet for skatteyders økonomisk virksomhed til Danmark. Endvidere er der i Skatteankestyrelsens forslag til afgørelse ikke henvist til en eneste afgørelse, hvor dette har været det afgørende moment, hvorfor der ikke er hjemmel til at anvende antal dage klager opholder sig her i landet som det afgørende moment. Vi har tidligere, som supplerende argumentationen til vores breve af 13. december 2021 og 10. august 2022, henvist til Landsskatterettens kendelse i journalnr. 17-0001281. Her blev en udenlandsk virksomhed ikke anset som værende etableret i Danmark, og var derfor ikke betalingspligtig for momsen på byggeydelser. Landsskatteretten lagde bl.a. vægt på, at virksomheden var registreret som udenlandsk virksomhed. Skattestyrelsen, der også påstod at virksomheden ikke var etableret i Danmark, lagde i sagen bl.a. vægt på følgende: [virksomhed6] er registeret som en udenlandsk virksomhed, hvilket fremgår af CVR.dk, og indehaver er udenlandsk. Efter SKATs oplysninger har [virksomhed6] byg ikke lejet lokaler i Danmark. At de på deres fakturaer anfører dansk adresse har derfor ikke betydning. Se momsforordningens artikel 11, stk. 3., hvoraf det fremgår at en postadresse ikke alene kan betragtes som det økonomiske hjemsted. At en afgiftspligtig person har et momsnummer i et land er ikke i sig selv tilstrækkeligt til, at virksomheden kan anses for at have et fast forretningssted i dette land. Se momsforordningens artikel 11, stk. 3. At [virksomhed6] fejlagtig har udskrevet fakturaer med dansk moms, har ingen betydning for vurderingen af beliggenheden af den økonomiske virksomhed/det faste forretningssted, og ændrer heller ikke den omvendte betalingspligt, som er obligatorisk. Jf. SKM2009.219.LSR. og SKM2010.655.ØLR At [virksomhed6] har en dansk bankkonto, og udskriver fakturaer på dansk ændrer heller ikke ved, at [virksomhed6] er en udenlandsk virksomhed. Efter SKATs opfattelse er det ikke usædvanligt, at udenlandske virksomheder har en dansk konto, eller at de får oversat deres fakturaer. Der er ved vurderingen også lagt vægt på, at SKAT ved en udgående kontrol har konstateret, at [virksomhed6] ved denne kontrol anvendte udenlandsk arbejdskraft og udenlandske biler. Ifølge SKATs oplysninger har virksomheden ikke ansat dansk personale. At indehaveren af [virksomhed6] har lejet beboelseslokaler i Danmark er ikke tillagt betydning, idet det forhold, at håndværkerne overnatter i Danmark ikke er ensbetydende med at f.eks. væsentlige beslutninger vedrørende driften af virksomheder bliver besluttet i Danmark eller at virksomheden har hovedkontor i Danmark. At [virksomhed6] har ejet en bil i et halvt år er ikke tillagt betydning. SKAT har intet kendskab til anvendelse af bilen. At indehaveren af [virksomhed6] har lejet beboelseslokaler i Danmark er ikke tillagt betydning, idet det forhold, at håndværkerne overnatter i Danmark, ikke er ensbetydende med at f.eks. væsentlige beslutninger vedrørende driften af virksomheder bliver besluttet i Danmark eller at virksomheden har hovedkontor i Danmark. At [virksomhed6] har ejet en bil i et halvt år er ikke tillagt betydning. SKAT har intet kendskab til anvendelse af bilen. Ad 1) I denne sag er der også tale om en udenlandsk indehaver, idet klager er fra Polen. Virksomheden er samtidigt registreret i Danmark som ”anden udenlandsk virksomhed” uden etablering i Danmark. Ad 2) Klagers virksomhed har heller ikke lejede lokaler i Danmark eller i øvrigt adgang til fast ejendom i Danmark. Ad 6) Der er ingen ansatte i virksomheden, men der benyttes en udenlandsk bil. Ad 7) Klager har ikke lejet beboelseslokaler i Danmark, men overnatte oftest i forbindelse med byggepladserne. Klager overnatter undtagelsesvist hos sin ægtefælle. Ad 8) Klager har hverken ejet eller lejet en dansk bil. Landsskatterettens kendelse i journalnummer 17-0001281 underbygger, at klagers virksomhed under ingen omstændigheder kan anses som etableret i Danmark i momsmæssig forstand. Landsskatterettens kendelse i journalnummer 17-0001281 er således særlig relevant i forhold til både [sag1] og 22-0106829. Det må i øvrigt anses som yderst foruroligende, at der i nærmest identiske sager (klagers sager og ovennævnte kendelse fra Landsskatteretten) kommes frem til vidt forskellige resultater. Motivationen herfor kan synes drevet af at ville foretage en regulering i klagers sag, idet virksomheden i Landsskatterettens kendelse 17-0001281 havde påført dansk moms på fakturaen, mens det modsatte er tilfældet i klagers tilfælde. Klager har dog ageret fuldstændig korrekt i forhold til den momsmæssige behandling, hvilket også understreges af Landsskatteretten – og i øvrigt af Skattestyrelsens egen argumentation - i den herover nævnte kendelse. Såfremt Landsskatteretten vil fastholde at klager kan anses for at have hjemstedet for sin økonomisk virksomhed i Danmark ud fra hvor mange dage klager har opholdt sig i Danmark vil dette helt klart være en praksisændring der ikke er hjemlet i hverken momsloven eller praksis. En sådan praksisændring, vil alene kunne ske med fremadrettet virkning. På baggrund af ovenstående, er der efter vores opfattelse ikke tvivl om, at virksomhedens økonomiske hjemsted må anses for at være i Polen. Bemærkninger til Skattestyrelsens udtalelse – Hjemsted i Polen og intet fast forretningssted Skattestyrelsen udtaler, at klager må anses for etableret i Danmark, og at klager derfor er betalingspligtig for momsen af de omhandlede leverancer jf. momslovens § 46, stk. 1. Skattestyrelsen lægger i deres vurdering vægt på følgende: Klagers forretningspolitik fastlægges, hvor klager er hjemmehørende, idet klager er en enkeltmandsvirksomhed. Klager har ikke dokumenteret, at klager har andre ansatte end klager selv. Klager arbejdet primært på Sjælland. Klager har oplyst til Skattestyrelsen, at klager ikke har udført arbejde i Polen for den påklagede periode, selvom virksomheden ifølge RUT-registrering drives fra klagers fælles ejendom med ægtefællen i Polen. Klagers ægtefælle er flyttet til Danmark og arbejder i Danmark. Klager har opholdt sig i [by1], hvor ægtefællen har lejet en bolig. Klager har opholdt sig i Danmark i 196 dage i 2018, 217 dage i 2019, 183 dage i 2020 og 131 dage i 2021. Klager har ikke løftet bevisbyrden for, at klager har drevet økonomisk virksomhed i Polen i sådan en grad, at hjemstedet for klagers økonomiske virksomhed kan anses for at være i Polen. Skattestyrelsens opfattelse om at klager må anses for etableret i Danmark er udelukkende begrundet med tilknytningsmomenter fra skatteretten. Det har således inden betydning for klagers momspligtige virksomhed, hvor klagers ægtefælle er bosiddende eller hvor mange dage klager har opholdt i Danmark eller at klager er skattemæssigt hjemmehørende i Danmark. Dette må derfor anses som irrelevante argumenter. Vi skal henvise til vores argumentation i ovenstående afsnit omkring klagers hjemsted for sin økonomisk virksomhed. Skattestyrelsen henviser i deres argumentation til SKM2012.434.LSR og sag C-168/84, Gunter Berkholz. Berkholz dommen fastslår at stedet for den økonomiske virksomhed har forrang som tilknytningsmoment, præmis 17. Et andet etableringssted, hvorfra en ydelse præsteres, kan kun komme i betragtning, hvis tilknytningen til hjemstedet ikke er nogen rational løsning ud fra afgiftsmæssigt synspunkt eller hvis den skaber en konflikt med en anden medlemsstat. Når Skattestyrelsen skriver, at klagers virksomhedsregistrering i Polen ikke er nogen rationel løsning, så anerkender Skattestyrelsen implicit at klager har hjemstedet for sin økonomisk virksomhed i Polen, men da dette ikke anses for rationelt som tilknytningsmoment af Skattestyrelsen skal andre tilknytningsmomenter komme i betragtning. Skattestyrelsen skriver dog, at de fastholder at hjemstedet for klagers økonomiske virksomhed er i Danmark ud fra ovenstående, oplistede momenter. Dette er dog modstridende med Skattestyrelsens henvisninger til praksis, hvorfor Skattestyrelsen begrundelser må anses for modsigende med Skattestyrelsen vurdering. Ud fra Skattestyrelsen argumentation og begrundelser, skal hjemstedet for den økonomiske virksomhed altså anses for at have leveret ydelsen, medmindre et fast forretningssted opfylder betingelserne for at kunne anses for leverandør. Et fast forretningssted, hvorfra ydelsen leveres, kan anvendes som tilknytningsmoment, hvis forretningsstedet har en tilstrækkelig permanent karakter og en passende struktur med hensyn til menneskelige og tekniske midler til at præstere de pågældende ydelser. Hvis leverandøren hverken har etableret et sted for den økonomiske virksomhed eller et fast forretningssted, bestemmes leveringsstedet efter leverandørens bopæl eller sædvanlige opholdssted. Valg af bopæl eller sædvanligt opholdssted er altså sekundært som tilknytningsmoment i forhold til stedet for den økonomiske virksomhed og fast forretningssted. Det er således irrelevant når Skattestyrelsen bruger argumenter i forhold til klagers bopæl, sædvanlige opholdssted eller skattemæssige tilhørsforhold. Det skal således undersøges, om klager har etableret et fast forretningssted i Danmark hvorfra ydelserne leveres. Er dette ikke tilfældet, skal virksomhedens hjemsted i Polen anvendes som tilknytningsmoment, og dermed anses for at have leveret de omhandlede ydelser. Skattestyrelsen fremkommer som sådan ikke med brugbare argumenter i retning af at virksomheden har etableret et fast forretningssted i Danmark, men fremhæver dog Landsskatterettens kendelse i SKM2012.434.LSR. Vi skal derfor kommentere på helt afgørende forskelle mellem klagers situation og situationen i SKM2012.434.LSR. Efter oplysningerne i SKM2012.434.LSR, er der tale om en lettisk virksomhed registreret som en udenlandsk virksomhed med herboende repræsentant. Der er altså tale om at virksomheden har en registrering på en fast adresse i Danmark, og således en fast etablering. Klagers virksomhed er momsregistreret i Danmark som en udenlandsk virksomhed uden etablering her. Der henvises her også til vores gennemgang i vores argumentation af 13. december 2021. Den eneste årsag til, at klager er momsregistreret i Danmark er, at han også leverer ydelser med leveringssted her i landet til private personer. Virksomhedens aktivitet i SKM2012.434.LSR består i omdeling af aviser og reklamer. Der er altså tale om en virksomhed indenfor transportsektoren, hvilket tillige også typisk vil være en aktivitet, hvor der er behov for parkerings- og lagerfaciliteter m.v. i Danmark. At virksomheden i SKM2012.434.SR må have en etablering i form af fast ejendom understøttes endvidere af Planzer Luxembourg-dommen, hvor EU-Domstolen i præmis 55 udtaler at virksomheder, navnlig indenfor transportsektoren, skal have i hvert fald et kontor, hvor der kan indgås kontrakter og træffes administrative beslutninger samt et areal til parkering af de køretøjer, der anvendes til den nævnte virksomhed, førend de kan anses som havende et fast forretningssted. Opmærksomheden henledes i denne forbindelse på, at EU-Domstolen her ikke begrænser sig til transportsektoren, men blot udtaler at disse krav navnlig gælder for den. Virksomheder indenfor håndværksbranchen, ligesom klagers, må på tilsvarende måde antages at skulle have adgang til kontor, lagerfaciliteter, værksted m.m., førend der kan siges at være et fast forretningssted. Klager har ikke adgang til noget af dette i Danmark, men kun på virksomhedens hjemsted i Polen. Skattestyrelsen lægger videre i SKM2012.434.LSR vægt på, at virksomheden drives fra Danmark, og nævner i denne forbindelse, at virksomhedens indehaver ikke har været i Letland siden virksomhedens registrering i Danmark. Der synes endvidere ikke i SKM2012.434.LSR at være nogen form for etablering i Letland. Dette står i skarp kontrast til klagers situation, hvor han med jævne mellemrum er hjemme i Polen på virksomhedens hjemadresse. I SKM2012.434.LSR havde virksomheden endvidere ikke haft aktiviteter i Letland forud for registreringen i Danmark. Virksomheden havde således udelukkende haft aktiviteter i Danmark, ligesom virksomhedens indehaver siden virksomhedens registrering udelukkende havde opholdt sig i Danmark. Klagers virksomhed er registreret i Polen allerede i 2008, men først i Danmark i 2014. Klager har således haft aktiviteter i Polen i flere år forinden virksomhedens registrering i Danmark. Vi skal i stedet henvise til Skatterådets bindende svar i SKM2015.634.SR, som omhandler en virksomhed, der har etableret hjemstedet for sin økonomiske virksomhed i et andet land. Virksomheden varetager forskellige undervisningsaktiviteter i Danmark, men er kun fysisk til stede i Danmark i de perioder, hvor der rent faktisk undervises. Skatterådet konkluderer i denne forbindelse, at virksomheden ikke har et fast forretningssted i Danmark, og lægger særligt vægt på, at tilstedeværelsen ikke kan anses for at være af permanent karakter, når de menneskelige ressourcer alene er til stede i de perioder, hvor der rent faktisk undervises. På samme måde har klager indrettet hjemstedet for sin økonomiske virksomhed i et andet land (Polen), og er kun fysisk til stede i Danmark når der udføres arbejde. Klager har, ligesom virksomheden i SKM2015.634.SR, heller ingen fysisk fast etablering i Danmark. Som yderligere eksempel, kan der henvises til Skatterådets bindende svar i SKM2011.55.SR. Efter vores klare opfattelse, er der ingen tvivl om, at klager har indrettet hjemstedet for sin økonomiske virksomhed i Polen. Der er heller ingen tvivl om, at klager ikke har et fast forretningssted i Danmark. Af denne grund skal klagers hjemsted i Polen anses for at have leveret de omhandlede ydelser, hvorfor de skal behandles efter reglerne om omvendt betalingspligt jf. momslovens § 46, stk. 1, nr. 3. Vi fastholder således vores anbringender og argumentation jf. vores brev af 13. december 2021 og af 10. august 2022. Som det er nævnt, indeholder afgørelserne således ikke en behørig begrundelse efter forvaltningslovens regler. Afgørelserne må derfor anses som ugyldige, idet manglen både har væsentlig karakter, ligesom den har medført materielt forkerte afgørelser, hvilket også er gennemgået. Såfremt afgørelserne ikke anses som ugyldig, er de stadig materielt forkerte, og skal derfor ændres i overensstemmelse med vores argumentation ovenfor. Forhøjelsen af salgsmomsen skal således nedsættes til 0. Afrunding Afslutningsvis skal vi igen gøre opmærksom på, at det klart vil stride mod momsens neutralitet, såfremt Skatteankestyrelsens forslag til afgørelser fastholdes. Hverken Skattestyrelsen eller Skatteankestyrelsen har i øvrigt forholdt sig til vores argumentation og henvisning til relevant praksis. Det er under al kritik, at vores fremførte argumentation ikke bliver behandlet, da det ikke giver den retssikkerhed klager, har krav på. Skattestyrelsen og Skatteankestyrelsen forholder sig udelukkende til skatteretlige tilknytningsmomenter i en sag som omhandler det momsretlige hjemsted for den økonomiske virksomhed. (…)” Indlæg under retsmødet Repræsentanten gentog sin påstand om, at virksomheden ikke er etableret i Danmark, hvorfor der ikke er grundlag for at forhøje virksomhedens momstilsvar. Det blev fremhævet, at formålet med reglerne om omvendt betalingspligt er, at udenlandske virksomheder ikke skal momsregistreres i Danmark, og at Skattestyrelsens afgørelse således strider mod lovgivers formål. Opkrævning af moms vil i sagen medføre dobbeltbetaling, idet virksomhedens kunder har betalt moms efter reglerne om omvendt betalingspligt. Repræsentanten henviste til Landsskatterettens afgørelse med journalnummer 17-0001281 og anførte, at der er tale om sammenlignelige forhold. Skattestyrelsen anførte i overensstemmelse med fremsendte udtalelser, at Skattestyrelsens afgørelse skal stadfæstes, idet virksomheden må anses for etableret i Danmark, hvorfor der skal afregnes moms af de leverede ydelser. Landsskatterettens afgørelse Sagen angår, om virksomheden er etableret i Danmark i momsmæssig forstand, herunder om der er grundlag for, at virksomheden er betalingspligtig af salgsmoms for leverancer udført i Danmark til afgiftspligtige personer i perioden 1. januar 2021 til 31. december 2021. Sagen angår også, om afgørelsen lider af konkret væsentlige begrundelsesmangler, som fører til, at Skattestyrelsens afgørelse er ugyldig. Retsgrundlaget Der skal betales afgift af varer og ydelser, der leveres mod vederlag her i landet, jf. momslovens § 4, stk. 1. Ved levering af en vare forstås overdragelse af retten til som ejer at råde over et materielt gode. Levering af en ydelse omfatter enhver anden levering. Leveringsstedet for ydelser er her i landet, når ydelsen vedrører fast ejendom beliggende her i landet, herunder ydelser fra sagkyndige og ejendomsmæglere, indkvartering i hotelsektoren eller i sektorer med tilsvarende funktion, såsom ferielejre eller campingpladser, overdragelse af brugsrettigheder til fast ejendom samt ydelser i forbindelse med forberedelse eller koordinering af byggearbejder, herunder ydelser fra arkitekter og tilsynsførende. Dette fremgår af momslovens § 18. Afgiftspligten indtræder, jf. momslovens § 23, på det tidspunkt, hvor leveringen af varen eller ydelsen finder sted (leveringstidspunktet). ”Stk. 2. Udstedes faktura over en leverance, anses faktureringstidspunktet som leveringstidspunkt, for så vidt faktureringen sker inden eller snarest efter leverancens afslutning.” Grundlaget for beregning af moms er vederlaget jf. momslovens § 27, stk. 1 og momssatsen udgør 25 % af grundlaget jf. momslovens § 33. Af momslovens § 46, stk. 1, nr. 2 og 3, fremgår: ”Betaling af afgift påhviler den afgiftspligtige person, som foretager en afgiftspligtig levering af varer og ydelser her i landet. Afgiften påhviler dog aftageren af varer eller ydelser, når (…) ”aftageren er en afgiftspligtig person, der får leveret og installeret eller monteret varer her i landet af en virksomhed, der er etableret i udlandet, eller for dennes regning” ”aftageren er en afgiftspligtig person eller en ikkeafgiftspligtig momsregistreret juridisk person, til hvem der leveres ydelser omhandlet i § 16, stk. 1, § 18 bortset fra bro- og tunnelbilletter, § 21 a og § 21 b, hvis ydelserne leveres af en afgiftspligtig person, der ikke er etableret her i landet” Momslovens kapitel 12 opregner den gruppe af personer, der er forpligtet til eller frivilligt kan lade sig registrere for moms. Som hovedregel omfatter registreringspligten afgiftspligtige personer, der driver virksomhed med levering af varer og ydelser, jf. momslovens § 47, stk. 1, 1. pkt. Af opkrævningslovens § 5 stk. 1, fremgår: ”Har en virksomhed ikke afgivet en både korrekt og rettidig angivelse eller indberetning af beløb omfattet af § 2, stk. 1, 4. pkt., eller svarer et beløb, der efter § 4, stk. 1, er skønsmæssigt fastsat, ikke til det korrekte beløb, således at virksomheden har betalt for lidt i skatter eller afgifter m.v. eller har fået udbetalt for meget i negativt tilsvar eller godtgørelse, skal virksomheden betale det skyldige beløb. For betalingen af det for lidt betalte tilsvar af skatter eller afgifter m.v. og kravet på tilbagebetaling af for meget udbetalt negativt tilsvar eller godtgørelse finder betalingsfristen, der anvendes ved en rettidig angivelse eller indberetning, anvendelse.” I sag C-73/06, Planzer Luxembourg Sàrl understregede EU-domstolen, at etableringsstedet godt kan være forskelligt fra det sted, hvor selskabets aktiviteter faktisk udøves. Det fremgår af præmis 63 i EU-domstolens afgørelse i sagen, at trettende artikel 1, nr. 1, skal fortolkes således, at hjemstedet for et selskabs økonomiske virksomhed er stedet, hvor de beslutninger, der vedrører den almindelige ledelse af selskabet, træffes, og hvor selskabets centrale administration udøves. I SKM2011.55.SR fandt Skatterådet, at et selskab ikke ville etablere fast forretningssted i Danmark ved salg af rejser til blandt andet danske kunder. Rejsebureauet ville blive etableret uden for EU, hvor også selskabets øverste ledelse havde bopæl. Det fremgår af Skatterådets begrundelse, at der var enighed om, at selskabet vil blive etableret uden for EU, da de væsentlige beslutninger vedrørende den overordnede ledelse vil blive vedtaget der, og at de centrale administrationsfunktioner ligeledes ville blive udført i lande uden for EU. I SKM2015.634.SR fandt Skatterådet, at et selskabs undervisningsaktiviteter i Danmark ikke ville medføre, at selskabet fik fast forretningssted i Danmark. Der var tale om et selskab etableret i udlandet, hvor undervisere kom til Danmark for at undervise en konkret kunde. Spørgsmålene til Skatterådet omhandlede, hvorvidt aktiviteten ville udgøre et fast forretningssted, og ikke stedet for selskabets økonomiske aktivitet. En afgørelse kan anses som ugyldig, hvis afgørelsen ikke er truffet i overensstemmelse med forvaltningsrettens regler. Af forvaltningslovens § 22 fremgår: ”En afgørelse skal, når den meddeles skriftligt, være ledsaget af en begrundelse, medmindre afgørelsen fuldt ud giver den pågældende part medhold.” Af forvaltningslovens § 24, stk. 1 og 2, fremgår: ”En begrundelse for en afgørelse skal indeholde en henvisning til de retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen er truffet. I det omfang, afgørelsen efter disse regler beror på et administrativt skøn, skal begrundelsen tillige angive de hovedhensyn, der har været bestemmende for skønsudøvelsen. Stk. 2. Begrundelsen skal endvidere om fornødent indeholde en kort redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen.” Landsskatterettens begrundelse og resultat Landsskatteretten har i klagesagen med sagsnr. [sag2] fundet, at indehaveren i perioden 1. 2021 – 31.december 2021 har opholdt sig 131 dage i Danmark og løbende har udøvet erhvervsmæssig virksomhed her i landet. På den baggrund har Landsskatteretten fundet, at indehaveren er fuld skattepligtig til Danmark og skattemæssigt hjemhørende i Danmark. Landsskatteretten har endvidere i sagsnr. [sag2] fundet, at indehaveren er skattepligtig af overskud af virksomhed. Af de fremlagte fakturaer fremgår det, at virksomheden har aftaget byggeydelser og byggematerialer vedrørende byggeprojekter på navngivne adresser i Danmark. Landsskatteretten finder derfor, at leveringsstedet for byggeydelserne og byggematerialerne fra Indehaverens virksomhed til disse virksomheder, er her i landet, jf. momslovens § 18. En afgiftspligtig person skal anses som etableret i Danmark, hvis den afgiftspligtige har hjemstedet for sin økonomiske virksomhed eller et fast forretningssted, hvorfra virksomheden er blevet udøvet. Ved fastlæggelse af etableringsstedet skal der tages hensyn til en række faktorer, herunder hvor de væsentlige beslutninger vedrørende den almindelige drift af virksomheden træffes, hvor virksomhedens har sit vedtægtsmæssige hjemsted og endelig hvor virksomhedens ledelse mødes. Hvis disse kriterier ikke gør det muligt at fastlægge hjemstedet for den økonomiske virksomhed med sikkerhed, er det sted, hvor vigtige beslutninger vedrørende den almindelige drift af virksomheden, det afgørende kriterium. Ved ”det sted, hvor væsentlige beslutninger vedrørende den almindelige drift af virksomheden træffes” forstås det sted, hvor de overordnede beslutninger om den løbende drift træffes. Da der er tale om en enkeltmandsvirksomhed, vil stedet hvor virksomhedens ledelse mødes, være sammenfaldende med, hvor indehaveren opholder sig. Virksomhedens vedtægtsmæssige hjemsted er i Polen, da det er i dette land virksomheden formelt er registreret. Dette alene er dog ikke afgørende for vurderingen af hvor hjemstedet for den økonomiske virksomhed er placeret. Virksomhedens forretningspolitik og de væsentlige beslutninger vedrørende den almindelige drift af virksomheden træffes af indehaveren hvis tilstedeværelse i Danmark har udgjort 131 dage i 2021. Landsskatteretten finder herefter, at virksomheden har etableret hjemsted for sin økonomiske virksomhed i Danmark. Landsskatteretten finder, at det er med rette, at virksomheden anses for etableret i Danmark i momspligtig forstand, og herefter er betalingspligtig af salgsmoms for leverancer udført i Danmark til afgiftspligtige personer og der skal således betales salgsmoms for perioden 1. januar – 31. december 2021. De afgørelser fra Landsskatteretten og Skatterådet, som klagerens repræsentant har henvist til i sit indlæg af 16. juni 2025, kan ikke føre til et andet resultat, idet det i de nævnte afgørelser blev lagt til grund, at sælgende selskab eller virksomhed var etableret i et andet land. Landsskatteretten er herefter enig i Skattestyrelsens afgørelse om forhøjelse af salgsmoms på 28.445 kr. for afgiftsperioden 1. 2021 – 31. december 2021, fordelt med 19.228 kr. i 1. halvår 2021 og 9.217 kr. i 2. halvår 2021. Formalitet – manglende begrundelse Skattestyrelsens afgørelse indeholder en henvisning til de retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen er truffet såvel som en kort redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen. Skattestyrelsen har dog fejlagtigt overført begrundelser vedrørende skattepligtssagen til momssagen, uden at tage stilling til de momsmæssige kriterier der er for etablering af hjemsted for økonomiske virksomhed i Danmark. Denne sagsbehandlingsfejl finder Landsskatteretten dog ikke konkret har haft betydning for sagens afgørelse og fører derfor ikke til, at Skattestyrelsens afgørelse er ugyldig. Da virksomheden anses for at være etableret i Danmark, er virksomhedens aftagere af ydelser ikke betalingspligtige, jf. momslovens § 46, stk. 1, nr. 3, hvorfor reglen ikke kan finde anvendelse. Landsskatteretten stadfæster Skattestyrelsens afgørelse.