Skønsmæssig forhøjelse af virksomhedsoverskud på baggrund af bankindsætninger

Journalnr. 22-0088946 Klagepunkt Skattestyrelsens afgørelse Klagerens opfattelse Landsskatterettens afgørelse Indkomståret 2018 Overskud af virksomhed 192.383 kr. 0 kr. Stadfæstelse Faktiske oplysninger Det fremgår af det Centrale Virksomhedsregister, CVR, at klageren i perioden fra den 1. januar 2008 til den 28. februar 2009 og i perioden fra den 1. oktober 2015 til den 15. februar 2016 drev enkeltmandsvirksomheden [virksomhed1] med CVR-nr. [...1] (herefter benævnt virksomheden). Virksomheden var senest registreret under branchekoden ”801000 Private vagt- og sikkerhedstjenester” og bibranchen ”812100 Almindelig rengøring i bygninger”. Klageren har desuden drevet virksomheden under navnet [virksomhed2] v/[klager] i perioden fra den 1. januar 2008 til den 16. april 2008 og under navnet [virksomhed2] v/[klager] i perioden fra den 17. april 2008 til den 28. februar 2009. Klageren har den 6. juni 2019 anmodet Skattestyrelsen om genregistrering for moms af virksomheden med virkning fra den 1. juli 2019. Klageren har i den forbindelse angivet virksomhedsnavnet ”[virksomhed3]”, branchekoden ”812100 Almindelig rengøring”, bibrancherne ”494100 Vejgodstransport” og ”812200 Anden rengøring af bygninger” samt adressen [adresse1], [by1]. Skattestyrelsen afslog genregistrering af virksomheden for moms ved afgørelse af 17. juli 2019, idet klageren udeblev fra et møde med Skattestyrelsen og ikke fremkom med det af Skattestyrelsen efterspurgte materiale. Klageren har ikke oplyst et overskud af virksomhed for indkomståret 2018. På baggrund af klagerens anmodning om genregistrering for moms af virksomheden foretog Skattestyrelsen en kontrol af virksomheden for indkomståret 2018. I den forbindelse har Skattestyrelsen den 5. april 2022 anmodet klageren om at indsende materiale. Skattestyrelsen har for perioden fra den 1. januar 2018 til den 31. december 2018 bl.a. anmodet klageren om at indsende en redegørelse for indtægter og privatforbrug, teksterede kontospecifikationer for klagerens bankkonti samt virksomhedens årsregnskab med momsafstemning og skattemæssige specifikationer, såfremt klageren har haft virksomhedsdrift. Klageren sendte Skattestyrelsen en besked gennem sin skattemappe den 28. april 2022, hvori klageren oplyste, at han ikke havde haft drift i sin virksomhed, og at han derfor lukkede sit CVR-nummer. Skattestyrelsen besvarede klageren gennem skattemappen samme dato og bad i den forbindelse om klagerens kontospecifikationer. Da Skattestyrelsen fortsat ikke modtog de ønskede kontoudtog efter fristens udløb den 6. maj 2022, har Skattestyrelsen indhentet disse hos klagerens banker. Skattestyrelsen modtog henholdsvis kontoudtogene den 16. maj 2022, den 19. maj 2022, den 24. maj 2022 og den 7. juni 2022. Ved en gennemgang af klagerens kontoudtog for indkomståret 2018 har Skattestyrelsen konstateret en række konkrete indsætninger på klagerens bankkonti, som Skattestyrelsen har anset for udeholdt omsætning i klagerens virksomhed. Det er herefter Skattestyrelsens vurdering, at klageren har drevet erhvervsmæssig virksomhed i indkomståret 2018 baseret på klagerens kontoaktiviteter. Det fremgår af klagerens kontoudtog, at han bl.a. har modtaget en indsætning med posteringsteksten ”[...] Ovf. [kontonr.1]”, tre indsætninger med posteringsteksten ”[klager]” og seks indsætninger med posteringsteksten ”Overførsel”. Klageren har derudover modtaget to indsætninger med posteringsteksten ”tak for lån” og fire indsætninger med posteringsteksten ”lån retur”. Derudover fremgår en række automatindbetalinger. Skattestyrelsen har opgjort klagerens samlede omsætning inkl. moms således: Indtægter 2018 Omsætning konto [kontonr.2] Omsætning konto [kontonr.3] Omsætning konto [kontonr.4] 163.347,20 65.064,50 28.100,00 Samlet omsætning på konti 256.511,70 Skattestyrelsen har desuden indrømmet klageren et skønsmæssigt fradrag for driftsomkostninger på 5 % af omsætningen svarende til 12.825,59 kr., idet Skattestyrelsen har vurderet, at klageren må have haft mindre skattemæssigt fradragsberettigede udgifter. Den samlede skønsmæssige forhøjelse af virksomhedens omsætning er derfor opgjort således: Resultat 2018 Omsætning Salgsmoms 256.511,70 51.302,34 Omsætning ex. salgsmoms 205.209,59 Omkostninger Købsmoms 12.825,59 0,00 Omkostninger ex. købsmoms 12.825,59 Beregnet overskud af virksomhed 192.383,78 Oplyst overskud af virksomhed 0,00 Forhøjelse af overskud, afrundet 192.383,00 Klageren har over for Skattestyrelsen ikke redegjort nærmere eller fremlagt yderligere dokumentation for sin forklaring om, hvor indsætningerne stammer fra. Skattestyrelsen har på baggrund heraf ved forslag til afgørelse af 20. juni 2022 foreslået at ændre klagerens overskud af virksomhed for indkomståret 2018 til 192.383 kr. ekskl. moms. Skattestyrelsen har den 12. juli 2022 truffet afgørelse i overensstemmelse med forslaget af 20. juni 2022. I forbindelse med behandlingen af klagesagen har klagerens repræsentant indsendt følgende dokumentation til Skatteankestyrelsen: Privatforbrugsopgørelse for indkomståret 2018. Af dokumentet fremgår klagerens budget, herunder klagerens udgifter og indtægter. Redegørelse for kontantindsætninger af 23. juni 2024. Af dokumentet fremgår, at klageren i en mail til sin repræsentant har farvekoordineret en række kontantindsætninger på sine konti og oplyst, at han har modtaget 5.000 kr. fra [person1], 45.500 kr. fra [person2], 1.500 kr. fra [person3] og 11.754 kr. ved salg af effekter fra 2. Verdenskrig, samt at de resterende indsætninger er fra familie, venner og andre, som har lånt ham penge. Skattestyrelsens afgørelse Skattestyrelsen har forhøjet klagerens overskud af virksomhed til 192.383 kr. for indkomståret 2018. Skattestyrelsen har som begrundelse bl.a. anført: ”… 1.4. Skattestyrelsens bemærkninger og begrundelse Vi har gennemgået de kontoudskrifter, som vi har modtaget fra dine banker, [finans1], [finans2] og [finans3], for indkomståret 2018. Vi har i den forbindelse identificeret indbetalinger, på dine konti, som vi ikke kan udelukke skulle vedrøre skatte- og momspligtig omsætning. Eksempelvis kan nævnes følgende indbetaling: På konto: [kontonr.2] Dato: 12. marts 2018 – på 24.000 kr. med følgeteksten: [...] Ovf. [kontonr.1] Dato: 4. juni 2018 – på 14.000 kr. med følgeteksten: Overførsel Dato: 11. oktober 2018 – på 5.312 kr. med følgeteksten: [klager] Det er derfor Skattestyrelsens vurdering, at du har drevet erhvervsmæssig virksomhed i perioden 1. januar 2018 til 31. december 2018 baseret på den aktivitet, der ses på dine konti. Vi anser din virksomhed for værende omfattet af bogføringslovens regler med henvisning til bogføringsloven § 1, hvoraf det fremgår, at bogføringsloven gælder for erhvervsdrivende virksomheder etableret her i landet af en hver art uanset ejer- eller hæftelsesforhold. En offentlig myndighed kan jf. bogføringsloven § 15, kræve indsigt i alt dit regnskabsmateriale. Du skal derfor udlevere dine regnskabsmæssige oplysninger, når vi anmoder dig herom. Al indkomst er som udgangspunkt skattepligtig, hvilket fremgår af statsskatteloven § 4. Du skal hertil selvangive din indkomst. Det følger af skattekontrolloven § 2, stk. 1. Du skal som erhvervsdrivende udarbejde et skattemæssigt årsregnskab som grundlag for oplysningsskemaet. Det står i skattekontrolloven § 6, stk. 2 nr. 1. Du har pligt til at indsende dit regnskabsmateriale og bilag, hvis det har betydning for skatteligningen, jf. skattekontrolloven § 53, stk. 1. Vi har ikke modtaget fyldestgørende regnskabsmateriale for indkomståret 2018. Når der ikke foreligger et skattemæssigt årsregnskab mv. jf. skattekontrolloven § 6, stk. 3, kan vi foretage skatteansættelsen skønsmæssigt jf. skattekontrolloven § 74, stk. 2. Indtægter/Omsætning Alle indtægter der stammer fra at have drevet virksomhed anses for at være skattepligtig indkomst, jf. statsskatteloven § 4, stk. 1, litra a. Vi har gennemgået de modtagne kontospecifikationer, og har i den forbindelse observeret, at der er registreret indbetalinger, der sandsynliggør, at der er tale om skatte- og momspligtig omsætning. Da vi ikke har modtaget det adspurgte materiale fra dig, har vi ikke kunnet afstemme indbetalingerne på dine konti. Vi har derfor skønsmæssigt opgjort din virksomheds omsætning. Vi har vurderet, at de oplistede indbetalinger i bilag 1, 2 og 3, alle må anses for at udgøre virksomhedsomsætning til beskatning. Vi baserer denne vurdering på vores gennemgang af det materiale, som vi har modtaget fra din banker. Vi har i denne forbindelse tillige henset til beløbenes typer/teksteringer, antallet af indbetalinger, hyppigheden og beløbenes størrelse og heraf mønsteret for indbetalingerne. Vi har opgjort følgende omsætning, specificeret i bilag 1, 2 og 3. Indtægter 2018 Omsætning konto [kontonr.2] Omsætning konto [kontonr.3] Omsætning konto [kontonr.4] 163.347,20 65.064,50 28.100,00 Samlet omsætning på konti 256.511,70 Udgifter/Omkostninger Det følger af statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a, at ved beregningen af den skattepligtige indkomst fradrages driftsomkostninger, det vil sige, de udgifter, som i årets løb er anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten, derunder ordinære afskrivninger. Driftsomkostningsbegrebet indebærer, at der skal være en direkte og umiddelbar forbindelse mellem afholdelsen af udgiften og erhvervelse af indkomsten. Der skal altså være en aktuel driftsmæssig begrundelse for at afholde udgiften. Vi kan foretage en skønsmæssig ansættelse af udgiften, hvis vi finder det konkret sandsynliggjort, at der er afholdt fradragsberettigede udgifter, hvis størrelse den skattepligtige ikke kan dokumentere på regulær vis. Vi kan alene give dig fradrag for udgifter, som vi vurderer, må have haft en direkte og umiddelbar forbindelse til erhvervelse af indkomsten. Da du ikke har fremlagt dokumentation, der kan påvise, eller sandsynliggøre, at du har afholdt udgifter, der ville være fradragsberettede i henhold til statsskatteloven § 6 stk. 1, litra a, og vi ikke har kunnet finde udgifter, som vi vurderer, alene har haft en direkte og umiddelbar forbindelse til erhvervelse af indkomsten, tildeler vi dig ikke fradrag for udgifter ud fra dine kontospecifikationer. Vi har i stedet tildelt dig et procentvist fradrag, baseret på vores opgørelse af din samlede omsætning. Vi har vurderet, at du må have haft skattemæssigt fradragsberettigede udgifter til småting, såsom mindre værktøjer, arbejdstøj mv. på trods af, at det ikke tydeligt fremgår at dine kontospecifikationer. Vi har derfor tildelt dig et skattemæssigt fradrag på 5% af din samlede omsætning. Vi har på baggrund af dine kontospecifikationer vurderet, at fradraget ikke skal dække brændstof til at komme rundt mellem arbejdsopgaverne, idet vi ikke kan se på dine konti, at du skulle have afholdt udgifter til brændstof. Vi kan tillige ikke se, at du har haft en bil i perioden. Det er vores vurdering, at hvis du har haft lånt en bil og afholdt udgifter til brændstof, må disse være afholdt for midler, der ikke har været registreret på din konto, hvorved de heller ikke optræder som en del af nærværende indkomstopgørelse og derfor heller ikke skal være med i skønnet på udgiftssiden. Vi skal gøre opmærksom på, at det er dig, der skal dokumentere eller sandsynliggøre, at der har været fradragsberettigede udgifter. De erhvervsmæssige udgifter ansættes herefter som følgende: Udgifter 2018 Omkostninger (5% af omsætning) 12.825,59 Resultat af virksomhed Den samlede forhøjelse af virksomheden for indkomståret 2018 er følgende: Resultat 2018 Omsætning Salgsmoms 256.511,70 51.302,34 Omsætning ex. salgsmoms 205.209,36 Omkostninger Købsmoms 12.825,59 0,00 Omkostninger ex. købsmoms 12.825,59 Beregnet overskud af virksomhed 192.383,00 Oplyst overskud af virksomhed 0,00 Forhøjelse af overskud, afrundet 192.383,00 Resultatet er skattepligtigt jf. statsskatteloven § 4, stk. 1, litra a. Beløbet beskattes som personlig indkomst jf. personskatteloven § 3, stk. 1, og der skal betales arbejdsmarkedsbidrag af personlig indkomst ved selvstændig virksomhed, jf. arbejdsmarkedsbidragsloven § 4, stk. 1 …” Udtalelser fra Skattestyrelsen I forbindelse med Skatteankestyrelsens klagesagsbehandling har Skattestyrelsen den 7. november 2022 udtalt følgende: ”… Skattestyrelsens bemærkninger til anbringender /klagepunkterne … Punkt 1: Bevisbyrden for skattepligtig indkomst påhviler Skattestyrelsen Artikel TfS2003,401 - ’Det skatteretlige skøn’. Klagers repræsentant har under første klagepunkt henledt opmærksomheden på, at det er Skattestyrelsen der har bevisbyrden for pålæg af skattepligtig indkomst og i det henseende henvist til TfS2003,401, som vedrører ’Det skatteretlige skøn’. Skattestyrelsen har i den forbindelse gennemgået artiklen i ’Tidsskrift for skatter og afgifter’, og har neden for citeret passager i artiklens fem afsnit, som er relevante for nærværende udtalelse. Dele markeret med ’fed’ er vores fremhævning. Efter citeringerne vil vi kommentere, hvorledes citaterne har relevans for udtalelsen. TfS2003,401. Afsnit 2. Hjemmelgrundlaget. Enkelt citat fra afsnittet. ”Hjemmelsgrundlaget for udøvelsen af et skatteskøn i forbindelse med enkelte indtægts- og udgiftsposter er de almindelige bevisregler. Skattemyndighederne er ikke bundet af den skattepligtiges vurdering, men må foretage en samlet bedømmelse på grundlag af alle foreliggende oplysninger af relevans. I overensstemmelse med de grundlæggende forvaltningsretlige principper om saglighed er skattemyndighederne forpligtet til at tilstræbe en så korrekt ansættelse som muligt ved skønsudøvelsen.” TfS2003,401. Afsnit 3. Den skattepligtiges muligheder for at forbedre kvaliteten af myndighedernes skatteskøn. Udpluk fra afsnittet i form af enkelte citeringer. ”Formålet med skatteskønnet er så godt som muligt at “ramme det rigtige”, hvad enten der er tale om den samlede opgørelse af den skattepligtige årsindkomst eller blot enkelte indtægts- eller udgiftsposter… Skønnet kan i det enkelte tilfælde udøves med en større eller mindre grad af sikkerhed, afhængigt af mængden og kvaliteten af de foreliggende relevante oplysninger, der indgår som momenter i skønsudøvelsen. Netop for at nå målet om at “ramme det rigtige” er det vigtigt i videst muligt omfang at tilvejebringe relevante oplysninger og dokumentation. Jo bedre fundamentet for skønnet er, jo bedre bliver også muligheden for, at kvaliteten af skønnet bliver god.” ”Det følger af de almindelige bevisbyrderegler, at den, der er nærmest til at tilvejebringe og sikre sig den relevante dokumentation, også bærer bevisbyrden. Refleksvirkningen af dette princip er, at det kommer den pågældende til skade, hvis den relevante dokumentation mangler eller er ufyldestgørende. Såfremt skatteyderen f.eks. hævder at have haft en fradragsberettiget udgift, påhviler det ham derfor at dokumentere sin påstand.” ”Hvis han vælger at “læne sig op ad officialprincippet” i stedet for selv at bidrage med de nødvendige oplysninger og beviser, må skatteyderen påregne en skuffelse, jf. således også den i TfS 1984,259 V citerede udtalelse fra Justitsministeriets lovafdeling, hvor det fastslås, at manglen på bevis kommer den skattepligtige, der ønsker fradraget, til skade.” ”Faktisk er det taktisk det klogeste at gøre sit bedste til fremskaffelse af relevante oplysninger og dokumentation, allerede inden skattemyndighederne foretager deres skøn i stedet for at vente med anstrengelserne til efter afgørelsen. Det er naturligvis langt bedre at få et optimalt skøn i første omgang end at stå over for opgaven med at skulle anfægte det skøn, som myndigheden har lagt sig fast på, i en efterfølgende klagesag.” TfS2003,401. Afsnit 4. Den skattepligtiges muligheder for at anfægte skattemyndighedernes skøn. Udpluk fra afsnittet i form af enkelte citeringer. ”Hvis der er tale om et skatteskøn i forbindelse med enkelte indtægts- eller udgiftsposter, vil en indsigelse om, at der slet ikke er grundlag for noget skøn, som regel være baseret på et synspunkt om, at indtægtens eller udgiftens nøjagtige størrelse er tilstrækkeligt dokumenteret. Også i den situation vil holdbarheden af indsigelsen bero på en konkret bevisvurdering.” ”… Uanset om den skattepligtige vælger at anfægte skønnet ud fra den ene eller den anden vinkel, ligger det fast, at udsigten til at få medhold afhænger af hans evne til at fremkomme med oplysninger og dokumentation, der er relevante i relation til det skøn, der er tale om. Hvis han bare protesterer uden at bidrage med oplysninger og dokumention af betydning, kan en ændring af skønnet ikke påregnes, jf. herved også det ovenfor i afsnit 3 anførte om bevisbyrdeforholdene. Dette ligger i øvrigt i god forlængelse af ordningen i henhold til statsskatteloven, jf. således § 33, 4. pkt. i 1903-loven, der havde følgende ordlyd: “For så vidt skatteansættelsen ikke beror på faktiske oplysninger, der lader sig efterregne, eller på lovens rette forståelse, men på et umiddelbart skøn af skatterådet, har det sit forblivende ved dette skøn, medmindre klageren erklærer at ville meddele oplysninger, hvorved overskatterådet sættes i stand til at danne sig et selvstændigt skøn.”” ”Den anden “vinkel” for en indsigelse imod skattemyndighedernes skøn er som nævnt den, hvor det er rimeligheden og rigtigheden af resultatet, som anfægtes. Udsigten til succes afhænger meget af den skattepligtiges evne til at fremlægge oplysninger og dokumentation, der understøtter hans synspunkt om, at skønnet i det konkrete tilfælde har ført til et urimeligt resultat.” TfS2003,401. Afsnit 5. Behov for særlig lovregulering af det skatteretlige skøn? Enkelt citat. ”Reglerne om det skatteretlige skøn er efterhånden så grundfæstede, at der ikke hersker tvivl om gældende ret, og at de uden særlige overvejelser følges og anvendes af domstolene, skattemyndighederne og skatteyderne og deres rådgivere. Netop fordi der ikke er tale om firkantede lovbestemmelser, men derimod normer, der har udviklet sig hen over en lang årrække og tilpasset sig det praktiske retslivs behov med de talrige forskelligartede situationer, som dette frembyder, er resultatet også løsninger, som generelt virker så afbalancerede og fornuftige, at der på intet tidspunkt har været noget pres for grundlæggende ændringer, som ville forudsætte en generel lovregulering.” Det er Skattestyrelsen vurdering at ovennævnte citeringer bakker vores forståelse af bevisbyrde og skønsudøvelse op, dermed at vi har ret til at foretage et skøn baseret på foreliggende oplysninger i en given sag, men at vi er forpligtiget til at tilstræbe et så korrekt skøn som muligt, jf. citeringen fra afsnit 2. I henhold til første citering fra afsnit 3 står det klart, at artiklen bl.a. omfatter skøn over ”den samlede opgørelse af den skattepligtiges årsindkomst eller blot enkelte indtægts- eller udgiftsposter”. Hertil at skønnet kan ”udøves med en større eller mindre grad af sikkerhed, afhængigt af mængden og kvaliteten af de foreliggende relevante oplysninger, der indgår som momenter i skønsudøvelsen”. I henhold til anden og tredje citering fra afsnit 3, oplyses det i artiklen, at den der er nærmest til ”at tilvejebringe og sikre sig den relevante dokumentation, også bærer bevisbyrden”, at ”det kommer den pågældende til skade, hvis den relevante dokumentation mangler eller er ufyldestgørende.”, samt via en citeret udtalelse fra ”Justitsministeriets lovafdeling, hvor det fastslås, at manglen på bevis kommer den skattepligtige, der ønsker fradraget, til skade.” I henhold til fjerde citering fra afsnit 3, oplyses det i artiklen, at det taktisk er klogest af skatteyder at gøre sit bedste til fremskaffelse af relevante oplysninger og dokumentation, allerede inden skattemyndighederne foretager deres skøn i stedet for at vente med anstrengelserne til efter afgørelsen. Det er Skattestyrelsens vurdering, at trods eksemplerne i artiklens afsnit tre vedrører skøn i forbindelse med retten til fradrag, så er det modsætningsvist ens svarende med skøn i forbindelse med retten til undgåelse af skattepligt, dermed i forbindelse med elementer der stiller skatteyder, her klager, til ugunst. Det er ligeledes Skattestyrelsens vurdering, at det er hævet over en hver tvivl, at i henhold til artiklen, ligger bevisbyrden hos skatteyder, her klager, idet klager har været nærmest til at tilvejebringe oplysninger i sagen vedrørende indsætningerne på klagers egne konti, herunder redegørelser og dokumentation. Især denne citering kan fremhæves: ”Såfremt skatteyderen f.eks. hævder at have haft en fradragsberettiget udgift, påhviler det ham derfor at dokumentere sin påstand.” Det er Skattestyrelsens vurdering, at klager ikke har oppebåret sin bevisbyrde vedrørende, at Skattestyrelsens skøn, som var baseret på faktiske indsættelser på klagers konti, skulle være forkert, idet klager ikke dokumenterede karakteren af indsættelserne i forbindelse med, at de blev fremlagt i forslaget. Det er endvidere Skattestyrelsens vurdering, at klager og klagers repræsentant fortsat ikke har dokumenteret karakteren af indsætningerne på klagers konti i forbindelse med Skatteankestyrelens anmodning om udtalelse, hvor der ikke er vedlagt dokumentation i nogen form eller grad. I henhold til citeringerne fra artiklens afsnit 4 udleder Skattestyrelsen, at skal skatteyder, her klager, anfægte vores skøn, afhænger det af, hvorledes skattepligtige dokumenterer tilstrækkeligt; fremhævelse af citater: ”udsigten til at få medhold afhænger af hans (red. skattepligtige) evne til at fremkomme med oplysninger og dokumentation, der er relevante i relation til det skøn, der er tale om.” Og citering: ”… Hvis han (red. skattepligtige) bare protesterer uden at bidrage med oplysninger og dokumentation af betydning, kan en ændring af skønnet ikke påregnes…” Skattestyrelsen skal igen henlede opmærksomheden på, at indsætningerne er forelagt klager og klagers repræsentant førend, der blev truffet afgørelse i sagen, og med mulighed for at gøre indsigelse mod forslaget, herunder mulighed for at indsende oplysninger og dokumentation. Skattestyrelsen har, som tidligere skrevet, heller ikke modtaget dokumentation i forbindelse med modtagelse af Skatteankestyrelens anmodning om udtalelse. I henhold til citeringen fra artiklens afsnit 5 er det Skattestyrelsens overbevisning, at artiklen påpeger, at der reelt ikke foreligger konkrete retsregler på området, men alene normer som afstedkommer, at der ikke er tvivl om gældende ret – hertil citat vedrørende normerne: ”at de uden særlige overvejelser følges og anvendes af domstolene, skattemyndighederne og skatteyderne og deres rådgivere.” Det er Skattestyrelsens klare overbevisning, at de omtalte normer er anvendt i forbindelse med brug af det skatteretlige skøn i forbindelse med påklagede sag. Skattestyrelsen har skønsmæssigt henset til faktuelle indsætninger på klagers konti, som ikke er blevet ført videre til andre uden unødige ophold i forholdet 1:1, og er efterfølgende forbrugt fra klagers konti, hertil at klager er forelagt den påtænkte beskatning af indsætningerne uden at reagere med dokumentation. Officialmaksimen Klagers repræsentant henviser til officialmaksimen og gør gældende, at Skattestyrelsen ikke har løftet bevisbyrden i påklagede sag. Med henvisning til ovennævnte artikel oplyses det i artiklens afsnit tre: ”Hvis han (red. skattepligtige) vælger at “læne sig op ad officialprincippet” i stedet for selv at bidrage med de nødvendige oplysninger og beviser, må skatteyderen påregne en skuffelse… ” Det er Skattestyrelsens opfattelse, at officialmaksimen pålægger myndighederne, at en sag er tilstrækkeligt oplyst inden, der træffes afgørelse, men at det ikke nødvendigvis indebærer, at den kompetente myndighed selv skal tilvejebringe oplysningerne, som det er beskrevet af ’Medarbejder og Kompetence Styrelsen’ i PAV (Personale Administrative Vejledning) afsnit 9.3.1 – Officialmaksimen. Citat af hele afsnittet: ”Det er myndigheden, der har ansvaret for, at en sag er tilstrækkeligt oplyst. Ansvaret for, at de nødvendige oplysninger foreligger, og undersøgelser er foretaget, inden der træffes afgørelse, påhviler således som hovedregel den myndighed, der skal træffe afgørelse. Det indebærer ikke nødvendigvis, at den kompetente myndighed selv skal tilvejebringe oplysningerne. Denne virksomhed kan være overladt til de(n) private part(er) eller andre myndigheder. Den kompetente myndighed har imidlertid ansvaret for, at sagsforberedelsen har været forsvarlig.” Det er Skattestyrelsens vurdering, at vi ved konstatering af indsætninger på klagers tre konti, og efterfølgende forelæggelse af indsætningerne i forslag af den 20. juni 2022, med mulighed for indsigelse via fremlæggelse af dokumentation/oplysninger, har opfyldt vores pligt til at oplyse sagen tilstrækkeligt, herunder opfordret den anden part i sagen (klager) til at tilvejebringe yderligere oplysninger, og dermed sørget for at sagsforberedelsen har været forsvarlig. Det oplyses på sitet www.ombudsmanden.dk (Folketingets ombudsmand), under ’generel forvaltningsret’, citat: ”at myndighederne har ansvaret for, at en sag oplyses tilstrækkeligt, inden der træffes afgørelse.” og citat: ”En sag oplyses navnlig ved at indhente oplysninger fra myndigheden selv, andre myndigheder og parten.” og citat: ”Det faktiske materiale kan tilvejebringes gennem oplysninger, som myndigheden selv ligger inde med, eller oplysninger, som kommer udefra … Der kan ikke i almindelighed opstilles regler for, hvilke oplysninger og undersøgelser der er nødvendige for at træffe afgørelse i en sag.” Det er Skattestyrelsens opfattelse, at det beskrevne på folketingets ombudsmands website, er i overensstemmelse med det anførte i POV, afsnit 9.3.1 Officialmaksimen, og herefter at Skattestyrelsen i påklagede sag har handlet i overensstemmelse med officialmaksimen. Skattestyrelsen kan ikke ud fra teksteringer på bankkontospecifikationer udlede, hvad en transaktion reelt dækker over – til dette behøver vi redegørelse og fremlæggelse af dokumentation, som kun skattepligtige kan forelægge/fremvise, for at forsikre den reelle hensigt. SKM2010.26.HR, SKM2008.905. HR og SKM2017.614.BR Klagers repræsentant har oplyst i klagen, at SKM2010.26.HR er overordnet (senere dom) SKM2008.905.HR og skal derfor vægtes tungere i brugen af retspraksis. Skattestyrelsen er som udgangspunkt enig i denne opfattelse af juraens lex posterior derogat priori, altså rangsætning af retspraksis. Til denne anskuelse skal det dog fremhæves, at sagernes situationer skal være ens svarende i forhold til den juridiske problemstillen, der søges afklaret, hvis lex posterior derogat priori skal bringes i spil. Det er Skattestyrelsens vurdering, at SKM2010.26.HR, som klagers repræsentant henviser til, ikke står nærværende situation ens svarende. Højesteret fandt i dennes afgørelse, hvem af to selskaber der var rette indkomstmodtager af indtægter, modtaget i det ene selskab, baseret på objektive kendsgerninger. Skattestyrelsen har i påklagede sag ikke været fremlagt redegørelser eller dokumentation, herunder objektive kendsgerninger, på, at de omhandlende indsætninger på klagers egne tre konti ikke skulle være skattepligtige hos klager. Nærmere en ens svarende situation ses i SKM2008.905.HR, stadfæstelse af SKM2007.214.ØLR. Sagen angik indsættelser på sagsøgernes konti, som SKAT havde anset for midler til beskatning hos sagsøgerne. Højesteret stadfæstede Landsrettens begrundelse: ”I den foreliggende situation, hvor der løbende over en længere periode er indsat beløb i den omhandlede størrelsesorden på sagsøgernes konti, sammenholdt med de foreliggende oplysninger om sagsøgernes indtægtsforhold i de pågældende år, påhviler det sagsøgerne at godtgøre, at de indsatte beløb stammer fra beskattede midler.” Og citering: ”Efter forklaringerne for landsretten og de i øvrigt foreliggende oplysninger findes sagsøgerne B og C heller ikke at have løftet bevisbyrden for, at de på disse sagsøgeres konti indsatte beløb, stammer fra allerede beskattede midler … ". Det må herefter lægges til grund, at SKM2010.26.HR i det store hele vedrører fastsættelse af rette indkomstmodtager i forbindelse med konstaterede indsættelser, hvor klager havde oplyst sagen så vidt muligt, og hvor ingen var i tvivl om, at indtægterne skulle beskattes, mens SKM2008.905.HR i det store hele vedrører, hvorvidt der skal ske beskatning af beløb modtaget hos sagsøgerne, og ikke bringer princippet om rette indkomstmodtager i spil. Skattestyrelsen er ikke fremlagt redegørelse eller dokumentation på, at indsætningerne på klagers konti, skulle være skattepligtige hos andre personer. Spørgsmålet om rette indkomstmodtager er derfor for nuværende irrelevant for nærværende sag. Det er Skattestyrelsens klare overbevisning, at situationen i SKM2008.905.HR er betragtelig mere sammenlignelig med nærværende situation, end situationen i SKM2010.26.HR, hvorved juraens lex posterior derogat priori ikke kan tilsidesætte indholdet i SKM2008.905.HR for nærværende sag. SKM2008.905.HR bakker endvidere Skattestyrelsen op i, at klager må ved fremlæggelse af objektive kendsgerninger påvise, at Skattestyrelsens resultat skal tilsidesættes helt eller delvist. Med andre ord at bevisbyrden påhviler skattepligtige/klager. Ovenstående opfattelse støttes, efter Skattestyrelsens vurdering, yderligere af retspraksis fremført i SKM2017.614.BR, hvor sagen bl.a. angik beskatning af transaktioner, som af sagsøger var oplyst værende tilbagebetaling af lån fra en broder. Trods enstemmige forklaringer og gældsbreve mellem de to brødre fandt retten, at sagsøger ikke havde løftet bevisbyrden for, at der reelt var tale om reelle lån. Retten vægtede nogle modsigende objektive kendsgerninger. Det er Skattestyrelsens klare opfattelse og vurdering, at det i henhold til både SKM2008.905.HR og SKM2017.614.BR er klager, der har bevisbyrden for i tilstrækkeligt omfang at kunne dokumentere, at indsætninger på klagers konti har karakter af allerede beskattede midler, eller ikke skal henregnes til indkomsten jf. statsskatteloven § 5. Beløbene, der er beskattet i påklagede sag, er indsat på klagers konti, er ikke ført videre uden unødigt ophold i forholdet 1:1 og er derfor herefter forbrugt fra klagers konti. Skattestyrelsen henleder opmærksomheden på, at hvis det var således, at bevisbyrden uomtvisteligt lå hos Skatteministeriet, og herunder Skattestyrelsen, kunne enhver blot skrive en uvilkårlig tekst i overførselsteksten til en transaktion og dermed undgå beskatning, uanset det reelle formål med transaktionen. Det følger af hovedreglen i statsskatteloven § 4, at al indkomst som udgangspunkt er skattepligtigt, mens samme lovs § 5 oplyser, hvad der ikke skal henregnes til indkomsten. Da hovedreglen er skattepligt på al indkomst, vil det fordre skærpede krav til bevisførelse, hvis skattepligtige skal undgå beskatning af indkomst, herunder indsætninger på konti. Skattestyrelsen er hverken under påklagede sag eller i forbindelse med nærværende sag forelagt redegørelser eller dokumentation på, at de omhandlende indsættelser på klagers tre konti, har karakter af allerede beskattede midler, eller ikke skulle henregnes til indkomsten jf. statsskatteloven § 5. På baggrund af Skattestyrelsens indkaldelse af materialer, hos klager, i brev af den 5. april 2022, modtog Skattestyrelsen den 28. april 2022 besked via klagers skattemappe fra klager, hvori klager tilspurgte, hvad klager skulle fremvise, når klager ikke havde drevet virksomhed. Klager oplyste endvidere, at klager alene havde fået SU, haft et bijob og herefter supplerende dagpenge i perioden. Skattestyrelsen besvarede samme dag henvendelsen med, at hvis klager ikke havde drevet virksomhed og ikke havde regnskaber eller andet, skulle klager alene sende sine bankkontospecifikationer, som efterspurgt i materialeindkaldesen af den 5. april 2022. Skattestyrelsen modtog herefter ingen yderligere henvendelser eller materialer fra klager førend, klagers repræsentant anmodede om aktindsigt den 24. juni 2022, fire dage efter forslaget var udsendt. Hverken i forbindelse med aktindsigten eller efterfølgende i påklagede sagsgang, modtog Skattestyrelsen yderligere redegørelser eller dokumentation på karakteren af de listede indsætninger i forslagets bilag 1-3, som danner grundlaget for forhøjelserne i påklagede sag. Skattestyrelsen gør gældende, at den materielle oplysning af sagen har været tilstrækkelig og ansvarlig, dvs. vi har overholdt officialmaksimen, at vi har ret til at udøve skøn i påklagede sags situation og at klager har haft bevisbyrden i forbindelse med argumentering for karakteren af de fremlagte faktiske indsætninger på klagers tre konti. Punkt 2: Forhøjelse af XXX’s indkomst er ikke tilstrækkeligt godtgjort Det er Skattestyrelsens vurdering, at repræsentanten med navnet (som vi har anonymiseret), i sin overskrift i klagen, mener ’[klager]’. Oplysning af andres fulde navne i forbindelse med andres (klage)sager anser vi for potentielt at være overtrædelse af reglerne i GDPR. Skattestyrelsen kan ikke tiltræde, at der er belæg for at mene, at Skattestyrelsen ikke har godtgjort i tilstrækkeligt omfang, at de påklagede forhøjelser er skattepligtig indkomst. I henhold til skattekontrolloven § 74, stk. 2, kan skatteforvaltningen foretage en skønsmæssig ansættelse, når skattepligtige ikke har oplyst sin indkomst ved oplysningsfristens udløb. Med henvisning til klagepunkt 1 er det Skattestyrelsens klare overbevisning, at vi under påklagede sag har anvendt de almene normer og holdt os inden for gældende retspraksis, hvor vi har opfyldt vores pligt til at oplyse sagen tilstrækkeligt, herunder anmodet om redegørelse og dokumentation, som vi ikke uden klagers medvirken, med objektive kendsgerninger, kunne komme i besiddelse af. Skattestyrelsen har skønsmæssigt henset til faktuelle indsætninger på klagers konti, som ikke er blevet ført videre til andre uden unødige ophold i forholdet 1:1, og er derfor efterfølgende forbrugt fra klagers konti, hertil at klager er forelagt den påtænkte beskatning af indsætningerne uden at reagere med redegørelse og dokumentation. Det er Skattestyrelsens vurdering på baggrund af indsætningerne på klagers konti, at klager ikke har oplyst Skatteforvaltningen om sin indkomst inden for oplysningsfristen, og vi har derfor ret til at foretage en skønsmæssig ansættelse. Klagers repræsentant gør gældende, at de i påklagede sags indsætninger på klagers konti alle er skattefri i medfør af bl.a. statsskattelovens § 5, samt statsskattelovens § 4, ec. Skattestyrelsen er ikke blevet forelagt dokumentation, hverken under påklagede sag eller i forbindelse med anmodning om udtalelse, der kan påvise, at Skattestyrelsens skøn kan eller skal tilsidesættes helt eller delvist i medfør af bl.a. statsskattelovens § 5, samt statsskattelovens § 4, ec. Skattestyrelsen fastholder skatteansættelsen på 192.383 kr. i 2018, i afgørelse af 12. juli 2022. …” I forbindelse med Skatteankestyrelsens klagesagsbehandling har Skattestyrelsen den 31. maj 2024 udtalt følgende: ”… 3. Anbringender og Skattestyrelsens udtalelser hertil Anbringende 3.1: Bevisbyrden for grov uagtsomhed Klagers repræsentant gør gældende, at det er Skattestyrelsen, der har bevisbyrden for, at klager har handlet mindst groft uagtsomt, henset til skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5. Klager er tidligere erhvervsdrivende og burde derfor kende reglerne herfor. Skattestyrelsen har modtaget valide data fra klagers banker, i form af kontoudtog, hvor der efter frasortering af registrerede indtægter og mindre beløb end 1.000 kr., blev fundet 30 indsættelser, i perioden 1. januar 2018 til 31. december 2018, som blev opgjort til samlet 256.511,70 kr. Det er Skattestyrelsens overbevisning, som fremlagt i forslaget og senere i afgørelsen, at transaktionernes mønster, herunder beløbsstørrelser, frekvens, teksteringer og antallet, fordrer, at klager kan dokumentere skattefrihed, hvis det er denne kvalificering, der er den reelle, da mønsteret mv. må vurderes at være atypisk. Det er desuden Skattestyrelsens overbevisning, at klager, bland andet som tidligere erhvervsdrivende, burde have haft viden om, at der ville være et sådan krav og behov for konkret dokumentation for skattefrihed. Skattestyrelsen har, som fremlagt i forslaget og senere i afgørelsen, vurderet, at indsættelserne på 256.511,70 kr., modtaget på en tolvmåneders periode, skulle kvalificeres som omsætning i drift af uregistreret virksomhed. Denne kvalificering blev baseret på, dels det høje beløb, dels omtalte mønster, dels tidligere drift af virksomhed, dels genregistreringsansøgninger i året 2019, hvilket Skattestyrelsen fremlagde i forslaget og senere i afgørelsen. Skattestyrelsen har taget konkret stilling til sagens omstændigheder, således foreliggende grundlag og fastholder, at der er tale om grov uagtsomhed, idet klager burde have vidst, at indtægter i virksomhedsregi er skatte- og momspligtige, men undlod at indberettet skatter og afgifter til skattemyndighederne. Skattestyrelsen har således ikke foretaget skøn under regel, som af klagers repræsentant gør gældende. Skattestyrelsen anser præmissen for opfyldt i og med, at Skattestyrelsen har taget alle sagens omstændigheder konkret i betragtning til kvalificeringen og i vurderingen af, at klager burde have vidst, at indkomsten/overskuddet skulle selvangives, men undlod og dermed groft uagtsomt har bevirket skatte- og afgiftsunddragelse. Skattestyrelsen fastholder, at Skattestyrelsen ikke har draget skøn under regel, men har opfyldt præmissen og tilstrækkeligt begrundet, at klager har handlet mindst groft uagtsomt ved sin undladelse af at selvangive sin overskud/indtægt, med skatteunddragelse til følge. Anbringende 3.2: Skatteretlig kvalifikation Skattestyrelsen forbeholder sig retten til at udelade konkret udtalelse om punktet, da der er usikkerhed om, hvad klagers repræsentant reelt gør gældende. Skattestyrelsen kommenterer i stedet følgende udledt af det forelagte anbringende. I 2023 er der alene offentliggjort SKM-domme mv. til og med nr. 637. Det er derfor ikke muligt at fremfinde SKM2023.680.BR, som klagers repræsentant henviser til. Klagers repræsentant henviser desuden til byretsdommen SKM2023.65.BR, som efterfølgende blev anket til Landsretten, og hvor landsretsdommen er offentliggjort i SKM2024.126.ØLR. Skattestyrelsen bemærker, at advokaten, [person4], der repræsenterer skatteyderen (A) i begge retssager, er selvsamme advokat, som repræsenterer klager, [klager], i nærværende sag. SKM2023.65.BR Skattestyrelsen bemærker, at Byretten fastslog, at al indkomst som udgangspunkt er skattepligtigt i henhold til statsskattelovens § 4, og fastslog for indkomståret 2018, at skatteydere skal selvangive deres indkomst og skal kunne dokumentere indtægts- og formueforhold i henhold til skattekontrollovens § 2, stk. 1 og § 55 stk. 1. Desuden fastslog Byretten, at i henhold til skattekontrollovens § 74, stk. 1 og stk. 2, kan skatteforvaltningen foretage ansættelsen skønsmæssigt, hvis en skattepligtig omfattet af § 5 ikke rettidigt har givet skatteforvaltningen oplysninger efter § 2, eller hvis den skattepligtige ved oplysningsfristens udløb ikke har givet skatteforvaltningen oplysninger som i § 2, som kan danne grundlag for skatteansættelsen. Af Byrettens begrundelse og resultat fremgår desuden angående skønsudøvelse: ”… Skattekontrollovens § 74, stk. 3, angiver bl.a. de oplysninger, som told- og skatteforvaltningen skal lægge vægt på i forbindelse med en skønsmæssig skatteansættelse. Det følger af bestemmelsens 4. pkt., at told- og skatteforvaltningen dog kan foretage en skønsmæssig ansættelse efter stk. 1 eller 2 uden anvendelse af de nævnte oplysninger, hvis ansættelsen kan foretages på et mere sikkert grundlag på baggrund af andre oplysninger. Af forarbejderne til skattekontrollovens § 74, jf. de specielle bemærkninger til § 74 i lovforslag nr. 13 af 4. oktober 2017, fremgår blandt andet: […] Forslaget er en omskrivning og videreførelse af indholdet af den gældende bestemmelse i skattekontrollovens § 5, stk. 3. […] Efter forslaget til § 74, stk. 3, 4. pkt., kan SKAT dog foretage en skønsmæssig ansættelse efter stk. 1 eller 2 uden anvendelse af de nævnte oplysninger, hvis ansættelsen kan foretages på et mere sikkert grundlag på baggrund af andre oplysninger. Forslaget er nyt, men følger af gældende praksis. Forslaget betyder, at hvis SKAT eksempelvis er kommet i besiddelse af konkrete oplysninger om indsætninger på bankkonti, oplysninger fra tredjemand om omsætning og lignende oplysninger om ikke oplyste indtægter eller omsætning, og oplysningerne er valide, vil de oplysninger, som er nævnt i stk. 3, 1.-3. pkt., ingen betydning have for, at en skønsmæssig ansættelse kan foretages. Det tjener derfor ikke noget formål at stille krav om, at de oplysninger, som er nævnt i bestemmelsens 1.-3. pkt., indgår i grundlaget for ansættelsen.” Byretten fandt desuden: ”… Retten finder henset til sagens oplysninger, at der i den foreliggende situation, hvor der løbende over en længere periode er indsat beløb i den omhandlede størrelsesorden på As konti, at det påhviler A at godtgøre, at de indsatte beløb på hans konti ikke er skattepligtig indkomst. …” Byretten fandt herefter, at A ikke havde godtgjort indsættelserne som værende skattefrie og bemærkede yderligere, at: ”… Retten bemærker i den forbindelse, at de fremlagte e-mails af henholdsvis […] fra NK til A, den af A udarbejdede opgørelse af ind- og udgående overførsler til og fra As konti samt den af A udarbejdede privatforbrugsopgørelse, hvilken ses udarbejdet til brug for nærværende sag, ikke kan føre til en ændret vurdering heraf. Herefter, og da det ikke er godtgjort, at der er grundlag for at tilsidesætte Skattestyrelsens og Landsskatterettens afgørelser som ugyldige, finder retten, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte de skete forhøjelser af As skattepligtige indkomster for indkomstårene 2016, 2017 og 2018. Det af A i øvrigt anførte herom kan ikke føre til et andet resultat. På denne baggrund tages Skatteministeriets frifindelsespåstande til følge. …” Et sikkert grundlag Af Byrettens begrundelse og resultat kan udledes, at Byrettens holdning er, at skattekontrollovens § 74, stk. 3, 4. pkt. kan overtrumfe bestemmelsens 1.-3. pkt., såfremt SKAT er kommet i besiddelse af konkrete oplysninger om indsætninger på bankkonti og oplysningerne er valide. Det er således holdningen at konkrete indsættelser på bankkonti, når de er valide, kan lægges til grund for en skønsansættelse, hvorved ansættelsen foretages på et mere sikkert grundlag på baggrund af andre oplysninger, end oplysningerne i bestemmelsens 1.-3. pkt. Det er Skattestyrelsens overbevisning, at validiteten af oplysninger, herunder indsætninger på klagers konti, modtaget direkte fra klagers pengeinstitutter, i form af klagers kontoudtog, ikke bør betvivles. De konkrete indsættelser på klagers konti, som forelagt i både forslag og afgørelse, udgør derfor et mere sikkert grundlag for skønudøvelsen, end de oplysninger som fremgår af skattekontrollovens § 74, stk. 3, 1.-3. pkt. herunder en privatforbrugsopgørelse. Bevisbyrden Af Byrettens begrundelse og resultat kan tillige udledes, at Byrettens holdning er, at når der foreligger usædvanlige omstændigheder, tilfalder det den skattepligtige at løfte bevisbyrden for, at indsættelser på skattepligtiges konti er skattefrie. Klager er tidligere registreret med virksomhed, har i 2019 ad to gange søgt om genregistrering, men fik afslag begge gange, det er dokumenteret, at der er sket indsættelser på klagers konti, af betydelige beløb, som ses at have et atypisk mønster. Det er herefter Skattestyrelsens overbevisning, at det helt er i led med Byrettens holdning at kræve klager bevisbyrden for kvalificering af indsættelserne som skattefrie, da nævnte omstændigheder må anses for sammenfaldende og usædvanlige, omend samlet set. Objektive kendsgerninger Af Byrettens begrundelse og resultat kan desuden udledes, at Byrettens holdning er, at alene objektive kendsgerninger, der ikke kan betvivles, kan anvendes som tilstrækkelig dokumentation i forbindelse med at dokumentere indsættelser som værende skattefrie, når bevisbyrden ligger hos skattepligtige. Klager har under skattesagen alene oplyst, at klager ikke har drevet uregistreret virksomhed, der har hertil ikke været forelagt nogen grad af dokumentation for kvalificering af de pågældende påviste indsættelser på klagers konti. Skattestyrelsen har efter forsendelse af forslaget og agtindsigtsmaterialet foretaget opkald til klagers repræsentant, den 11. juli 2022, således der kunne aftales ny frist for indsigelse, herunder frist for indsendelse af dokumentation på skattefrihed på de tredive indsættelser. Flere af dem har samme ordlyd og ville muligvis kunne forklares/dokumenteres under ét, såfremt der reelt var tale om skattefrie indsættelser. Grundet skatteforvaltningslovens frister kunne Skattestyrelsen ikke imødekomme repræsentantens tidshorisont, da klagers repræsentant behøvede mere end fra den 11. juli 2022, til primo september, altså mere end 8 uger, til, at kigge på sagen. Hvorefter repræsentanten opfordrede til, at Skattestyrelsen blot kunne træffe afgørelse og varslede så en efterfølgende klagesag. Skattestyrelsen skulle træffe afgørelse ikke senere end den 20. september 2022, og ville skulle bruge tid til også at indarbejde en indsigelse, hvorfor en længere tidsfrist ikke kunne imødekommes inden for skatteforvaltningslovens frister. Skattestyrelsen påpeger, at klager og klagers repræsentant fortsat ikke har indsendt dokumentation, der vil kunne tjene som objektive kendsgerninger, som tilstrækkeligt beviser, at de pågældende indsættelser er skattefrie for klager. Byretsdommen blev anket og førte til: SKM2024.126.ØLR Skattestyrelsen bemærker, at Landsretten fandt, at i et sådan tilfælde som i hovedsagen, var det A, der havde en skærpet bevisbyrde for at godtgøre, at indsætningerne på A’s bankkonti ikke var skattepligtig indkomst hos A, da der var tale om usædvanlig brug af A’s bankkonti. Landsretten fandt desuden, dels at A ikke havde løftet bevisbyrden for skattefrihed af indsættelserne på A’s konti, dels at A ikke havde godtgjort over for Landsretten, at den oprindelige skattesag skulle have lidt af sådanne sagsbehandlerfejl, der kunne begrunde tilsidesættelse af Landsskatterettens afgørelse, hvorfor Landsretten tiltrådte at påstande om omgørelse behørigt var blevet afvist af Skatteministeriet, herunder i Landsskatterettens afgørelse. Landsretten stadfæstede Byrettens dom og Skatteministeriet blev (igen) frifundet på alle punkter. SKM2021.433.ØLR Skattestyrelsen bemærker, at hovedsagen i landsretsdommen angår fem store indsættelser indsat i et enkelt indkomstår, året 2012, forlydende på samlet 1.688.397,91 kr. Landsretten fandt, at der var tale om usædvanlighed og deraf, at bevisbyrden for skattefrihed lå hos A (red. skatteyderen). Landsretten kommenterede brugen af privatforbrugsopgørelse i forbindelse med skønnet, således: ”… Da skattemyndighedernes forhøjelse af As skattepligtige indtægter i indkomståret 2012 er baseret på konkrete indsætninger på hans bankkonto, er den af ham udarbejdede privatforbrugsopgørelse uden betydning for sagen. …” Bevisbyrde og objektive kendsgerninger Af Landsrettens begrundelse og resultat fremgår desuden, dels at A ikke havde løftet bevisbyrden for skattefrihed ved fire af indsættelserne, og stadfæstede således indsættelserne som værende omsætning i privat virksomhed, primært baseret på manglende objektive kendsgerninger uanset eksempler på tilstedeværelse af gældsbreve. Dels at én indsættelse på 38.000 kr., kontooverført fra A’s bror ([person5]) i maj 2012, skulle anerkendes som et lån, idet A kontooverførte 40.000 kr. til sin bror, syv måneder senere, i december 2012. Landsretten belyste deres vurdering og vægtning således: ”… Efter A og [person5]s forklaringer, beløbets størrelse og den tidsmæssige sammenhæng mellem overførslerne, finder landsretten efter en samlet vurdering, at A − uanset at der ikke er fremlagt et lånedokument − i tilstrækkelig grad har godtgjort, at hans bror [person5]s overførsel af 38.000 kr. i maj 2012 til ham var et privat lån, som A tilbagebetalte i december 2012 med et mindre tillæg…” Der var med andre ord tale om en konkret vurdering i den pågældende sag, hvor objektive kendsgerninger bevirkede, at de to brødres forklaring om et mindre lån blev taget til følge af retten. Kongruens Skattestyrelsen anfægter klagers repræsentant i repræsentantens påstand om, at der ikke skulle være kongruens mellem instanserne. Det er Skattestyrelsens klare overbevisning, at der er tydelig kongruens mellem retternes retlige behandling af situationen i henholdsvis i SKM2023.65.BR, senere instans SKM2023.126.ØLR, henholdsvis situationen i SKM2023.680.BR. Det gælder for de tre domme, at retten henser til det retslige grundlag, fremkommet gennem langvarig praksis på området, hvor skattepligtige skal dokumentere skattefriheden af konkrete indsættelser, på skattepligtiges bankkonti, ved fremlæggelse af objektive kendsgerninger. Det er således alene vurderingen af objektiviteten og graden af ’kendsgerning’ i de konkrete sager, der adskiller det ene resultat i den ene situation, fra det andet resultat i den anden situation. Skattestyrelsen finder i henhold til ovenstående fuld opbakning, i de to situationer/ tre afgørelser, til Skattestyrelsens sagsbehandling af påklagede sag. Klager skal således kunne godtgøre hvorfor, klager har foretaget de konkrete lån/udlån, der skal være enstemmige forklaringer mellem parterne, transaktionerne skal kunne følges, dvs. dokumenteres i form af bankoverførsler eller andet, lånedokument bør være udfærdiget, men kan ikke stå alene, begyndende tilbagebetalinger, men også andre objektive kendsgerninger kan bringes ind i konteksten, eksempelvis mailkorrespondancer fra tiden forud for lånet, der beskriver behovet for lånet og/eller andre omstændigheder, der belyser rigtigheden af låneforholdet. Der skal altså kunne skabes et billede af, at der har foreligget en konkret og reel tilbagebetalingsforpligtigelsen ved lånets indgåelse, baseret på objektive kendsgerninger. Anbringende 3.3: Rette indkomstmodtager Klagers repræsentant gør gældende, at bevisbyrden for kvalificering af rette indkomstmodtager, ligger hos Skatteministeriet, herunder Skattestyrelsen. Klagers repræsentant henleder opmærksomheden på SKM2010.26.HR i forbindelse med dette anbringende. Af Højesterets begrundelse og resultat følger i den konkrete situation, at trods det faktum, at der ikke forelå skriftlige aftaler mellem de interesseforbundne selskaber, vedrørende flytning af dels indkomstgivende aktivitet, dels indkomsten hertil, fra det ene selskab til det andet selskab, vægtede retten, at de afgivne forklaringer, som i øvrigt var bakket op af objektive kendsgerninger i form af regnskaberne, var troværdige og bevirkede tilstrækkelig sandsynlighed for, at aktiviteten reelt var flyttet og dermed, at indtægterne tillige skulle beskattes hos det modtagne selskab, og ikke hos det selskab, som aktiviteten blev flyttet fra. Retten fandt, at Skatteministeriet ikke havde godtgjort, at beskatningen skulle ske, hos det selskab, som aktiviteten og tilhørende indkomst blev flyttet fra. Skattepligtige i sagen blev derfor frifundet. Skattestyrelsen bemærker, at der i ovennævnte sag var tale om, at skattepligtige bidrog med for- klaringer og objektive kendsgerninger, der bakkede skattepligtiges påstand op, således at Højesteret kunne vurdere, at skattepligtige havde godtgjort sin påstand tilstrækkeligt. Heraf må det gælde, at hvis skattepligtige bidrager med objektive kendsgerninger til sagen, der desuden bakker skattepligtiges påstande op, bliver det op til Skatteministeriet at modbevise skattepligtiges påstande, hvis Skatteministeriet fortsat fastholder deres kvalificering af rette indkomstmodtager. Det er i Højesteretssagen således ikke et spørgsmål om, at Skatteministeriet alene har bevisbyrden i forbindelse med kvalificering af rette indkomstmodtager, men et spørgsmål om, at skattepligtige med sine objektive kendsgerninger godtgør, at skattepligtige ikke er rette indkomstmodtager. I nærværende sag anser Skattestyrelsen præmissen for opfyldt i og med, at klager har modtaget indsættelserne på klagers private konti, indsættelserne er ikke ført videre 1:1 og er efterfølgende forbrugt fra klagers konti. Klager har desuden ikke dokumenteret med objektive kendsgerninger, hverken under kontrolsagen eller klagesagen, at indsættelserne ikke skal beskattes hos klager. Klager har altså ikke, som Højesteret begrunder rettens resultatet i ovenstående sag med, godtgjort, at klager ikke er rette indkomstmodtager. Skattestyrelsen fastholder, at klager er rette indkomstmodtager af de omhandlende indsættelser. Anbringende 3.4: Skønsmæssig indkomstansættelse Klagers repræsentant gør gældende, med henvisning til forarbejderne til skattekontrollovens § 74, at bevisbyrden for den skønsmæssige ansættelse påhviler Skattestyrelsen, hvilket Skattestyrelsen ikke har løftet bevisbyrden for. Klagers repræsentant har citeret følgende fra forarbejderne: ”… Som grundlag for en skønsmæssig ændring af indkomstansættelsen, skal SKAT i hvert tilfælde begrunde, at en skønsmæssig ansættelse, der afviger fra det selvangivne, kan sandsynliggøres som mere retvisende end det selvangivne. …” I nærværende sag anser Skattestyrelsen præmissen for opfyldt i og med, at der i forarbejderne er tale om en begrundelsespligt, ikke en bevisbyrde, for det konkrete skøn, hvilken Skattestyrelsen har ført i både forslaget og i påklagede afgørelse. Skattestyrelsen har således behørigt sandsynliggjort, at den skønsmæssige ansættelse, der fraviger fra det selvangivne, er mere retvisende, end det selvangivne. Brugen af konkrete indsættelser som grundlag og udgangspunkt for opgørelsen af omsætning, er behandlet indgående under Anbringende 3.2, vi henviser derfor dertil. Skattestyrelsen har taget udgangspunkt i valide data, i form af konkrete indsættelser på klagers egne konti, i størrelsen fra og med 1.000 kr., som ikke allerede var registreret som indkomst, som ikke var ført videre 1:1, som er blevet forbrugt fra klagers konti og som klager hverken har dokumenteret eller sandsynliggjort skulle være skattefritagne, eller allerede beskattede midler. Skattestyrelsen påpeger, at overførsler til bankkonti kan påføres en vilkårlig tekstering, således kan teksteringerne sløre den reelle hensigt med overførslen. Af samme årsag skal overførsler, uanset teksteringernes ordlyd, kunne dokumenteres eller sandsynliggøres i tilstrækkeligt omfang. Skattestyrelsen påpeger desuden, at der for lån, uanset relation mellem parterne, er særlige krav til dokumentation, idet der skal kunne fremlægges objektive kendsgerninger, der dokumenterer, at der ved lånets indgåelse forelå en reel tilbagebetalingsforpligtigelse. Klagers repræsentant har i dette henseende, angående lån, henvist til SKM2011.208.HR. Af Højesterets begrundelse og resultat fremgår, at Højesteret stadfæstede Landsrettens dom. Det var altså underordnet, hvilken relation der var mellem långiver og låntager, som i sagen var fader og søn. Skattepligtige (appellanten) havde ikke godtgjort, at en række indsættelser på appellantens konto udgjorde lån fra appellantens far. Det er Skattestyrelsens overbevisning, at ovenstående Højesteretsdom bestyrker Skattestyrelsen i, at det er klager, der skal godtgøre rigtigheden, hvis der reelt er tale om lån, også hvis det er lån mellem nære relationer, når Skattestyrelsen har påvist konkrete indsættelser på klagers konti, som ikke umiddelbart ses indkomstregistreret. Skattestyrelsen fastholder at have overholdt sin begrundelsespligt for skønsudøvelsen i påklagede sag, hertil at skønnet er sagligt og at fravigelsen, fra det selvangivne, er sandsynliggjort værende mere retvisende end det selvangivne. … Anbringende 3.8: Officialmakismen står over bevisbyrderegler Klagers repræsentant gør gældende, at det påhviler Skattestyrelsen at oplyse sagen tilstrækkeligt og således ikke blot ”gemme sig bag bevisbyrderegler” (red. citeret). Skattestyrelsen anfægter, at påklagede kontrolsag skulle lide af sådanne mangler, således der alene skulle være truffet afgørelse i sagen på baggrund af klagers manglende bevisførelse. Skattestyrelsen påpeger, at alle faktiske omstændigheder fordrede nødvendighed af dokumentation i form af objektive kendsgerninger, således påviste indsættelser på klagers konti kunne sandsynliggøres som værende fritaget fra beskatning, eller som værende allerede beskattede midler. Skattestyrelsen henviser til omstændigheder som følgende: Klager blev nægtet genregistrering af sin virksomhed den 16. maj 2019. Klager søgte genregistrering igen den 6. juni 2019, men blev også denne gang, den 17. juli 2019, nægtet genregistrering af virksomheden. Virksomhedens drift skulle i henhold til seneste anmodning bestå i ’Almindelig rengøring’, ’Vejgodstransport’ og ’Anden rengøring af bygninger’. Af historikken fremgår, at klager ikke mødte op til møde hos Skattestyrelsen, [adresse2], i [by2], den 16. juli 2019. En dato som klager telefonisk specifikt, havde bedt om, i stedet for den 10. juli 2019, kl. 10.30, som klager oprindeligt var indkaldt til. Skattestyrelsen modtog i den forbindelse ikke det materiale, som Skattestyrelsen havde bedt om i mødeindkaldelsen, heller ikke blot som tilsendt. Udeblivelsen fra mødet og det manglende materiale bevirkede nægtelse. Klager har tidligere været registreret med sin virksomhed og var i den forbindelse registreret med moms. Tidligere drift af virksomhed og gentagende anmodninger om genregistrering, skærper behovet for konkret og objektiv bevisførelse for eventuelle indsættelser på klagers konti både før, under og efter en anmodning om genregistrering. Skattestyrelsen skal desuden bemærke, at det er en balancegang, som skal vurderes i hver enkelt sag, hvor meget argumentation der skal forceres ind i forslag og afgørelser. Ændringer i forslag og afgørelser skal være tilstrækkeligt begrundet og sagen tilstrækkeligt belyst, men det er ligeledes et vigtigt hensyn at vise modtageren, her klager, at afgørelsens tekst tilstræbes at være målrettet modtageren. Et hensyn i denne forbindelse taler for, at forslag og afgørelser ikke bliver længere og mere komplicerede end allerhøjest nødvendigt. Påklagede afgørelse af 12. juli 2022, eksklusive første side med afgørelsens resultatet og eksklusive afgørelsens sidste sider med klagevejledning, yderligere oplysninger såsom betaling, straffebestemmelser mv., og eksklusive afgørelsens bilag (1-3), udgør fjorten sider med sagsfremstilling. Det er Skattestyrelsens klare overbevisning, at sagsfremstillingen er fyldestgørende for, at Skattestyrelsens begrundelsespligt behørigt er opfyldt, deslige, at der er taget hensyn til modtager, hvorved sagsfremstillingen er forsøgt gjort så let gennemkommelig og mindstmuligt kompliceret, uden at gå på kompromis med tilstrækkelig begrundelse. Skattestyrelsen kan ikke vedkende, at påklagede sag og afgørelse skulle være utilstrækkeligt oplyst eller utilstrækkeligt begrundet. Anbringende 3.9: Grov uagtsomhed i skatteretligt-og strafferetligt henseende Klagers repræsentant gør gældende, at bedømmelsen af skatteretlig uagtsomhed og strafferetlig uagtsomhed er den samme. Klagers repræsentant gør gældende, at der i bedømmelsen af simpel uagtsomhed og grov uagtsomhed skal tages hensyn til, om den juridiske kvalifikation af en indkomst er foretaget efter bedste evne af den skattepligtige (red. klager). Klagers repræsentant gør gældende, at klager ikke har drevet virksomhed i 2018 og at klager derfor ikke har haft viden om, at indsættelserne juridisk ville kunne blive kvalificeret som erhvervsindkomst. Klagers repræsentant gør desuden gældende, at klager alene kan have handlet simpelt uagtsomt. Skattestyrelsen medgiver klagers repræsentant i, at det er en konkret vurdering i den enkelte sag, om skattepligtige har handlet mindst groft uagtsomt og derfor skal behandles efter de ekstraordinære frister i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5 og § 32, stk. 1 nr. 3. Skattestyrelsen fastholder, at klager har handlet mindst groft uagtsomt ved at modtage indtægter på sine konti uden at oplyse Skatteforvaltningen herom. Det er altså Skattestyrelsens overbevisning, at klager mindst groft uagtsomt har bevirket skatteunddragelse. Skattestyrelsen påpeger, at repræsentantens henvisning til sonderingen mellem simpel- og grov uagtsomhed, med citering af Jan Pedersen, bestyrker Skattestyrelsens konkrete vurdering af, at klager ikke har udvist den forsigtighed og omhu, som må forventes af en person i klagers sted, angående den juridiske kvalificering af indkomsten og indberetning. Citeringen forlyder: ”… Generelt gælder, at normen for opfyldelse af skatte- og afgiftslovgivningens pligter er højere for erhvervsdrivende end for privatpersoner, idet selve det forhold, at en person påbegynder selvstændig erhvervsvirksomhed, indebærer, at den pågældende undergiver sig et sæt af regler og forpligtigelser. …” Klager var tidligere momsregistreret med sin virksomhed, cvr. [...1]. Mere præcist i perioden 1. januar 2008 til 28. februar 2009, og igen i perioden 1. oktober 2015 til 15. februar 2016, hvor virksomheden også var registreret med pligten Import. Klager kan grundet ovenstående ikke kvalificeres som en helt almindelig privatperson. Klager har været erhvervsdrivende med den indsigt, som en sådan status må formodes at medføre, som omtalt af Jan Pedersen, ovenfor. Skattestyrelsen fastholder, at klager subjektivt i form af tidligere registreret burde vide, dels at overskud af virksomhed skal opgøres og indberettes, dels at atypiske indsættelser, som set i det pågældende, skal kunne dokumenteres, hvis indsættelserne ikke skal risikeres at kvalificeres som skattepligtige indsættelser, hvis de reelt er skattefritagne eller fritaget fra beskatning. Skattestyrelsen påpeger endnu engang, at Skattestyrelsen på intet tidspunkt er blevet forelagt dokumentation, eller oplysninger der kan sandsynliggøre klagers påstand tilstrækkeligt. Klager og klagers repræsentant har end ikke forsøgt at dokumentere eller sandsynliggøre deres påstand. Skattestyrelsen fastholder, at Skattestyrelsens vurdering, alle sagens omstændigheder taget i betragtning, ikke kan føre til andet resultat, end en kvalificering af indsættelserne som værende omsætning i virksomhedsregi - og som klager i øvrigt, grundet tidligere registrering, med dertil følgende forpligtigelser, har den til strækkelige viden til at være bevidst om, at overskud af virksomhed skal indberettes til Skatteforvaltningen, og derved groft uagtsomt har bevirket skatteunddragelse. Skattestyrelsen fastholder, at brugen af de ekstraordinære frister, i henhold til skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5 og § 32, stk. 1 nr. 3, i påklagede sag, er begrundet og fuldt lovmedholdelig. Anbringende 3.10: Overførslerne er ikke validerede Klagers repræsentant gør gældende, at forarbejderne til skattekontrollovens § 74, stk. 3, 4. pkt. skal fortolkes således, at Skattestyrelsen ikke har været i sin ret til at skønne de konkrete indsættelser, på klagers konti, som værende skattepligtige, idet indsættelserne ikke er validerede. Skattestyrelsen fortolker forarbejderne til skattekontrollovens § 74, stk. 3, 4. pkt. således, at hvis Skattestyrelsen er kommet i besiddelse af konkrete oplysninger om indsætninger på bankkonto og de er valide (red. at de pågældende data er pålidelige), er der ingen grund til at inddrage skønsmulighederne i skattekontrollovens § 71, stk. 3, 1.-3.pkt. (red. da de påviste konkrete indsættelser i sig selv bevirker et mere sikkert og retvisende skønsgrundlag). I påklagede sag må det lægges til grund, at oplysninger modtaget fra et pengeinstitut, i form af konkrete bankkontoudtog, i sig selv har en yderst høj grad af validitet, hvorved Skattestyrelsen i høj grad kan tillade sig at anse oplysningerne som pålidelige og på denne baggrund, bruge oplysningerne (indsætningerne) som udgangspunkt for en sagsbehandling og beskatning. Det kan med andre ord ikke betvivles, at de indsætninger, der er sket på klagers konti, er reelle, da rigtigheden af data, modtaget fra pengeinstitutter, må formodes generelt at være stærkt valide data. Skattestyrelsen antager, at repræsentanten må fortolke begrebet ”valide” i forarbejderne som værende, at der skal være valide beviser for, at de konkrete indsættelser stammer fra eksempelvis uregistreret virksomhed. Et sådan krav ville være absurd konteksten taget i betragtning - hvorledes skulle pengeinstitutterne være i stand til at kunne kvalificere konkrete indsættelser, på deres kunders bankkonti, som værende skattefrie versus skattepligtige. At klagers repræsentant anfægter Skattestyrelsens skønsmæssige kvalificering af indsættelserne, har intet at gøre med, om de data, som er modtaget fra pengeinstituttet, er pålidelige - altså valide. Skattestyrelsen påpeger, at kravet om validitet i forarbejderne, henvender sig til de situationer, hvor Skattestyrelsen har modtaget data, som der kan være tvivl om pålideligheden af. Eksempelvis en excel-opgjort oversigt over et kundekontokort i et regnskab. Validiteten af en excel-opgørelse kan med god grund betvivles og kræver yderligere kontrolhandlinger før, at disse data kan lægges til grund for et skøn. Omvendt må det altovervejende gælde, at udskrifter af bankkonti modtaget direkte fra et pengeinstitut har en meget høj grad af pålidelighed/validitet, blandt andet grundet en helt udeblivende interesse i at sende forkerte oplysninger til Skattestyrelsen. Skattestyrelsen fastholder, at de data, som Skattestyrelsen har fået fra pengeinstitutterne i påklagede sag, i allerhøjeste grad er pålidelige/valide, og derfor kan lægges som grund og udgangspunkt for en skønsmæssig forhøjelse af klagers indkomst. Anbringende 3.11: Forhøjelser utilstrækkeligt godtgjort jf. Officialmarkismen Klagers repræsentant gør gældende, at de omhandlende indsætninger på klagers konti er skattefrie. Repræsentanten oplyser desuden, at klager er i færd med at lave en privatforbrugsopgørelse samt indsamle ’tro og love’ -erklæringer på en del af de overførsler, der er sket til klagers konti i 2018. Skattestyrelsen påpeger, at alle indtægter som hovedregel er skattepligtige i henhold til statsskattelovens § 4, deraf følger, at ønskes en kvalificering, der adskiller sig fra hovedreglen, herunder skattefrihed, såvel som fradrag, vil en sådan fordelagtig kvalificering fordre skærpede dokumentationskrav eller skærpet tilstrækkelig sandsynlighed for rigtigheden af den ønskede kvalificering. Det er Skattestyrelsens overbevisning, at modtagelse af ’tro og love’ -erklæringer samt oprettede lånedokumenter udfærdiget til brug for kontrol- eller klagesagen, ikke tjener som tilstrækkelig dokumentation. Omtalte dokumenter, oprettet til brug for en skatte- eller klagesag, skal bakkes op af yderligere objektive kendsgerninger. Eksempelvis i form af objektiv dokumentation på, at klager reelt har overført/udlånt de pågældende beløb til vedkommende, der påstås at tilbagebetales. Har klager selv lånt midler af andre, kan begyndende tilbagebetalinger fra klager til vedkommende, der har indbetalt beløbene til klagers konti, indicere, at der reelt har været tale om et lån med en reel tilbagebetalingsforpligtigelse. Mailkorrespondancer vedrørende lån, i forbindelse med at udlån skulle være sket, kan tillige indicere, at der har været en konkret og reel tilbagebetalingsforpligtigelse på tidspunktet for udlån af de pågældende midler. Skattestyrelsen bemærker desuden, at en privatforbrugsopgørelse, der viser et tilstrækkeligt privatforbrug, ikke i sig selv er dokumentation på, at de konkrete indsættelser på klagers konti er allerede skattede midler, eller midler fritaget fra beskatning. Skattepligtige, uanset privatforbrugets bæreevne, er skattepligtige af indtægter, der tilkommer deres råderet. Valide data fra klagers banker påviser, at der er tilkommet klages konti beløb i indkomståret 2018, som ikke ses registreret, som anses for usædvanlige/atypiske, som ikke føres videre 1:1 og som forbruges fra klagers konti, har derfor stået helt til klagers disponering og råderet. Klager og klagers repræsentant har ikke tilstrækkeligt dokumenteret, end ikke forsøgt at dokumentere, at der faktuelt ikke er tale om skattepligtig indkomst. Skattestyrelsen har begrundet kvalificeringen, i form af overskud af virksomhed, som værende mest sandsynlig, grundet klagers tidligere registrering, samt de to efterfølgende forsøg på momspligtig genregistrering af virksomheden året efter kontrolperioden. Klager og klagers repræsentant har ikke tilstrækkeligt dokumenteret, at der skulle være tale om en anden kvalificering af den skattepligtige indkomst. Eksempelvis skattepligtig anden personlig indkomst, skattepligtig gave, eller andre skattepligtige indkomster. Påstanden er alene skattefrihed for alle tredive indsættelser. Skattestyrelsen fastholder, at de omhandlende konkrete indsættelser på klagers konti ikke er skattefrie, uanset fremlæggelse af en eventuel privatforbrugsopgørelse og eventuelle ’tro-og-love’ - erklæringer produceret til brug for klagesagen. Berigtigelsen af indsættelserne som værende skattefrie anses ikke for løftet i nogen grad. Opgørelsen af den skattepligtige indkomst er baseret på de påviste indsættelser på klagers konti, nedbragt med salgsmomsbeløbene svarende til 20 pct. af indsættelserne (totalbeløbene), således salgsmomsen behørigt er svarende til 25 pct. af momsgrundlaget (subtotalbeløbene) og med et skønsmæssigt skattefradrag baseret på størrelsen af den skattepligtige omsætning, i mangel af indsendte objektive kendsgerninger fra klager. Skattestyrelsen har således vurderet og fastholder, at klager, grundet indkomstformen overskud af virksomhed, sandsynligvis må have afholdt driftsomkostninger, da det må anses for utænkeligt, at virksomhedsdrift kan føres helt uden nogen former for driftsomkostninger, uanset branche. Det skønsmæssige fradrag for driftsomkostninger blev skønnet ansat til 5 pct. af omsætningen. Begrundelsen herfor findes i påklagede sags afgørelse side 7. Hensynet, som klagers repræsentant påpeger ved henvisning til inddragelse af bruttoavance, til opgørelse af skattepligtig indkomst, er således allerede medregnet, i og med, at opgørelsen af den skattepligtige indkomst indeholder fradrag for driftsomkostninger, omend skønsmæssigt opgjort. Skattestyrelsen henviser til Anbringende 3.2, hvor udtalelsen indgående omhandler skattekontrollovens § 74, herunder et mere sikkert grundlag, samt de øvrige skønsmuligheder, implicit konkret brug af bruttoavance som opgørelsesmetode. Skattestyrelsen tiltræder ikke, at skønnet i påklagede sag ikke er lovmedholdelig og begrundet. Skattestyrelsen tiltræder ikke, at skønnet i påklagede sag ikke opfylder kravene under officialmakismen. … Anbringende 3.14: Tilsidesættelse af garantiforskrifter Klagers repræsentant gør gældende, at Skattestyrelsen i påklagede sag og afgørelse har tilsidesat garantiforskrifter, såsom officialmakismen og begrundelsespligten. Dertil gøres gældende, at sagen og afgørelsen lider af sådanne mangler af ’general væsentlighed’, eller i anden række mangler af ’konkret væsentlighed’, eventuelt samlet set, med den konsekvens, at sagen i sin helhed er ugyldig med annullation eller hjemvisning til retsfølge. Generel væsentlighed Skattestyrelsens udtalelse, under samtlige ovenstående punkter, beskriver sagens belysningsgrad, afgørelsens begrundelsesgrad mv. Vi henviser derfor til ovenstående og gør følgende gældende: Hensynet: ubetinget hævdelse af respekt for sagsbehandlings- og procesforskrifter Skattestyrelsen gør gældende at have behandlet og truffet afgørelse i påklagede sag med den fornødne hjemmel, omhu og begrundelse, herunder overholdelse af officialmakismen og begrundelsespligten, således udvist agtpågivenhed og hensyn til forskrifterne for sagsbehandling og processer. Hensynet: håndhævelseshensynet eller den præventive effekt Skattestyrelsen gør gældende at have sagsbehandlet og truffet afgørelse i påklagede sag uden, bevist eller ubevidst, at have tilsidesat formelle retsregler. Desuden er garantiforskrifter, såsom officialmakismen og begrundelsespligten, opfyldt på behørig vis. Håndhævelse af lovgivningen er forestået med ubetinget respekt herfor. Hensynet: en sikker eller mere sikker retlig afgørelse Skattestyrelsen gør gældende at have sagsbehandlet og truffet afgørelse i påklagede sag uden, bevist eller ubevidst, at være gået på kompromis med garantiforskrifter, der kunne have bevirket en mere sikker retlig afgørelse. Konkret væsentlighed Skattestyrelsens udtalelse, under samtlige ovenstående punkter, beskriver sagens belysningsgrad, afgørelsens begrundelsesgrad mv. Vi henviser derfor til ovenstående og gør følgende gældende: Skattekontrollovens § 74, stk. 3, 2. pkt. - bruttoavance Skattestyrelsen gør gældende, at skattekontrollovens § 74, stk. 3, 2. pkt., vedrørende anvendelse af bruttoavance til opgørelse af den skattepligtige indkomst, viger for omstændigheder, der kan begrunde opgørelse af den skattepligtige indkomst i henhold til skattekontrollovens § 74, stk. 3, 4. pkt., som det ses at være tilfældet i påklagede sag. Skattekontrollovens § 74, stk. 3, 3. pkt. - privatforbrugs- og formueopgørelse Skattestyrelsen gør gældende, at skattekontrollovens § 74, stk. 3, 3. pkt., vedrørende anvendelse af privatforbrugs- og formueopgørelse til opgørelse af den skattepligtige indkomst, viger for omstændigheder, der kan begrunde en mere sikker opgørelse af den skattepligtige indkomst i henhold til skattekontrollovens § 74, stk. 3, 4. pkt., som det ses at være tilfældet i påklagede sag. Skattekontrollovens § 74, stk. 3, 4. pkt. - konkrete indsættelser Skattestyrelsen gør gældende, at skattekontrollovens § 74, stk. 3, 4. pkt., vedrørende anvendelse af påviste konkrete indsættelser på klagers konti, går forud for skønsudøvelse i henhold til skattekontrollovens § 74, stk. 3, 1-3. pkt., når der er påvist konkrete indsættelser på klagers konti. Skattestyrelsen påpeger, at Skattestyrelsen i afgørelsen har henvist til retsreglerne i skattekontrollovens § 74, stk. 2, der bestemmer, at Skatteforvaltningen, i påklagede sag, kan foretage en skønsmæssig ansættelse i den pågældende situation - Skattestyrelsen har desuden henvist til retsreglerne i skattekontrollovens § 6, stk. 3, tillige angående skønssituationen, som henviser til skattekontrollovens § 74, som ét samlet hele. Skattestyrelsen gør gældende, at Skattestyrelsen materialet har oplyst sagen tilstrækkeligt og har begrundet afgørelsen tilstrækkeligt både angående anvendelsen af retsregler og argumentation for udfaldet, omend der ikke specifikt er henvist til bestemmelsen i skattekontrollovens § 74, stk. 3, 4. pkt., men alene overordnet til skattekontrollovens § 74, under skattekontrollovens § 6, stk. 3. Opkrævningslovens § 5, stk. 2, samt lighedsgrundsætningen og forventningsprincippet Skattestyrelsen gør gældende, at opkrævningslovens § 5, stk. 2, vedrørende Skatteforvaltningens skønsbeføjelser for fastsættelse af momstilsvaret, afregningsperioden eller dagen, behørigt er anvendt i afgørelsen, som desuden, med samme begrundelse som i alle ovenstående punkter i udtalelsen, behørigt er anvendt under hensyntagen til de ovenfor behandlede garantiforskrifter og principielle hensyn. Skattestyrelsen gør gældende at have sagsbehandlet og truffet afgørelse i påklagede sag i henhold til lighedsgrundsætningen. Skattestyrelsen har således ikke udøvet usaglig forskelsbehandling i påklagede sag. Skattestyrelsen gør desuden gældende, at der ingen omstændigheder foreligger, som klager kan påberåbe sig principperne om bristede retsbeskyttede, berettigede forventninger ved - og der foreligger derfor heller ikke, på dette punkt, ugyldighed, med annullation eller hjemvisning til retsfølge. …” I forbindelse med Skatteankestyrelsens klagesagsbehandling har Skattestyrelsen den 10. juli 2024 udtalt følgende: ”… Tilføjelser i endelig klage Klagers repræsentant gør gældende, at klager har fremvist et balanceret privatforbrug for 2018, og at klager har fremlagt en konkret redegørelse for, hvorfra de omhandlende indsættelser hidrører. Tilføjelserne i klagen vedrører altså alene de to bilag, som Skattestyrelsen vil gennemgå nedenfor. Redegørelse og opstilling af sit privatforbrug for 2018 Klagers repræsentant gør gældende, at klager har fremvist et balanceret privatforbrug for 2018, som kan påvise hans ikke-negative privatforbrug. Det er Skattestyrelsens vurdering af klagers redegørelse af klagers privatforbrug, ikke er en privat- forbrugsopgørelse, men et budget over faste udgifter og indtægter. Derudover er det vores klare overbevisning, at der er væsentlige mangler i budgettet. At faste udgifter og faste indtægter går op med hinanden, eller lader til at give et balanceret budget, er ikke nødvendigvis et udtryk for, at klager ikke har modtaget midler på sine konti, som klager burde have oplyst skattemyndighederne om og være blevet beskattet af. Budgetopgørelsen lider væsentlige mangler og giver ikke et retvisende billede af klagers faste udgifter, blandt andet fordi, at der i klagers redegørelse ikke er medregnet klagers opsparing, forsikringer, investeringsbeløb og deslige på udgiftssiden. Opsparing og lån Klagers opsparing i 2018, på konto, [kontonr.5], hos [finans3], stiger fra en primo beholdning på 25.074,16 kr. til en ultimo beholdning på 110.733,90 kr., altså en stigning i klagers opsparede formue på 85.659,74 kr., som klager ikke har kunnet bruge på sine reelt afholdte udgifter. Klager afbetalte i 2018, på konto [kontonr.6], hos [finans1], reelt på sit lån 52.803,63 kr., som klager heller ikke har kunnet bruge på sine reelt afholdte udgifter. Se Excelfilen for opgørelsen. De to poster har klager medregnet som værende (3.300 kr. + 1.500 kr.) = 4.800 kr. pr måned og dermed årligt 57.600 kr., mens de to poster i 2018 reelt udgør 138.463,37 kr. årligt, altså udgifter på over det dobbelte af, hvad klager har oplyst i sin opgørelse/sit budget. Yderligere lån og årlige faste udgifter Desuden har klager afholdt udgifter til [finans4] (formodet lån) på samlet 3.400 kr. og udgifter til [virksomhed4] pension og [...] livforsikring på 5.856,50 kr. fra konto [kontonr.3], hos [finans1], og Livsforsikring på 3.368 kr. på konto [kontonr.4], hos [finans3], samlet 12.624,50 kr. Faste månedlige udgifter Budgettet indeholder heller ikke udgifter til alm. faste mindre udgifter til telefoni, yderligere udgifter til [virksomhed4], A-Kasse, mv. Se Excelfilen hvor disse faste mindre udgifter afholdt i sidste kvartal af 2018, fra konto [kontonr.4], hos [finans3] er oplistet. Samlet 8.359,79 kr., dvs. forsigtigt beregnet for året samlet 30.000 kr. Automathævninger, uforudsete udgifter og påregnelige udgifter til mad mm. Herudover er der divergerende uforudsete udgifter som selvfølgelig ikke kan være en sikker post i budgettet, hvis det er udformet som et fore cast – men post opgjort er det muligt at medregne automatudbetalinger, på samlet 22.100 kr. - og generelt (inkl. madposten) lader det til at der afholdt udgifter for omkring 17.000 kr., alene fra konto [kontonr.3], hos [finans1]. Resultat Det efterlader et forbrug, opsparing og afbetaling af lån, på samlet over 200.000 kr. Desuden kommer endvidere de udgifter, som klager har haft i forbindelse med investering jf. teksteringerne [...] investering og [finans5] på konto [kontonr.4], hos [finans3], som for fjerde kvartal 2018 udgjorde 18.300 kr. Der er i ovenstående, 200.000 kr., heller ikke medregnet det, af klager, budgetterede vedrørende, Buskort, Træning, Børnepenge, Bro og Husleje, samlet 5.800 kr. pr. måned / årligt 69.000 kr. Formue, gæld og tilføring af yderligere midler Det er for Skattestyrelsen klart, at for at kunne afholde disse reelle udgifter, skal der en større indkomst til end det indberettede på 221.626 kr. kr. før skat., medmindre der optages gæld eller der forbruges af en formue. Formuen 2018 forlød primo 47.708 kr. og ultimo 148.346 kr. = formueforøgelse på 100.638 kr. Gælden 2018 forlød primo 168.780 kr. og ultimo 130.974 kr. = nedbragt med 37.806 kr. Dette betyder, at der samlet i 2018 er blevet bundet midler for 138.444 kr. i formueforøgelse og nedbringelse af gæld, som derfor ikke kan være brugt til andre udgifter i klagers økonomi 2018. Klager må derfor have fået tilført sin økonomi midler, som ikke er indberettet som indkomst af nogen art. Dette bakkes op af de pågældende indsættelser på klagers konti, som vi i afgørelsen af 12. juli 2022 har beskattet som yderligere indkomst. Det er herefter Skattestyrelsens overbevisning, at det udfærdigede budget, modtaget i bilag 2, ikke kan anses for dækkende over klagers privatforbrug i året 2018. Redegørelse af afsendere af midler indsat på klagers konto i 2018 Klagers repræsentant gør gældende, at klager har fremlagt en konkret redegørelse for, hvorfra de omhandlende indsættelser hidrører, herunder salg af 2. verdenskrig effekter, som klager fortsat er samler af. Skattestyrelsen påpeger, at det selvsagt må ligge i begrebernes betydning, at en redegørelse af, hvem der har indsat eller overført de pågældende midler til klagers konti, ikke udgør en dokumentation på skattefrihed for midlerne. Foruden manglen af en oversigt af indsættelserne, som klager referer til, at klager har markeret med farver, har klager fortsat ikke tilstrækkeligt dokumenteret, at de pågældende indsættelser/overførsler reelt vedrører lån, med en tilbagebetalingsforpligtigelse ved lånets indgåelse, og at resterende indsættelser er skattefrie salg af private ejendele. Skattestyrelsen fastholder, at skattefriheden skal dokumenteres. Skattestyrelsens afsluttende bemærkninger Det er herefter, også på baggrund af de netop modtagne og behandlede eftersendte materialer, i form af tilføjelser i endelige klage, bilag 2 og bilag 3, fortsat Skattestyrelsens overbevisning, at Skattestyrelsens afgørelse af den 12. juli 2022 fastholdes. Det eftersendte bilag 2 redegør og sandsynliggør ikke tilstrækkeligt for, at klager reelt har haft et privatforbrug i en sådan balance, at de konkrete, fortsat udokumenterede, indsættelser af midler på klagers konti, som redegjort for i det eftersendte bilag 3, kan anerkendes uden videre dokumentation for skattefrie reelle lån (med en tilbagebetalingsforpligtigelse ved lånets indgåelse) og skattefrie salg af ejendele. Desuden påpeges igen, at der, i afgørelsen, er taget udgangspunkt i konkrete indsættelser på klagers konti, som vi har vurderet giver et mere sikkert grundlag, som det er beskrevet i skattekontrollovens § 74, stk. 3, sidste punkt, og som der er argumenteret for i videre omfang i den supplerende udtalelse af 31. maj 2024, hvorfor vi henviser hertil. Skattestyrelsen gør gældende, at hverken den endelige klage eller de vedlagte bilag, kan ændre på resultatet i afgørelse af den 12. juli 2022. …” I forbindelse med Skatteankestyrelsens klagesagsbehandling har Skattestyrelsen den 2. september 2024 udtalt følgende: ”… Skattestyrelsens udtalelse til klageskriftet Nærværende vil bestå i vores udtalelse om tilføjelser /præciseringer mellem de to senest modtagne klageskrifter, værende: Klageskrift, af den 08.07.2024 – Fra rep - Endelig klage.PDF, og Klageskrift, af den 20.08.2024 – Fra rep - Supplerende oplysninger til sagen.PDF Indsat er udklip fra de to pågældende udtalelser, først fra den ældste, 08.07.2024, herefter udklip fra den seneste, 20.08.2024, som også indeholder gulmarkering af det, der er tilføjet /præciseret. … Skattestyrelsens udtalelse til 1. tilføjelse /præcisering Skattestyrelsen medgiver klagers repræsentant i, at der ikke nødvendigvis (red. vores understregning) er tale om et atypisk mønster vedr. indsætninger som lån. tilbagebetaling for udlæg, skattefrie gaver mv., som det ses på klagers konti. Skattestyrelsen er af den opfattelse, at flere variabler skal inddrages i denne vurdering af atypisk vs. sædvanlig, hertil dokumentationsomfanget og validitetsgraden af dokumentationen. Det er fortsat Skattestyrelens vurdering, at i den konkrete sag er mønsteret for indsætningerne atypisk. For nuværende er der (fortsat) 30 indsætninger i 2018, på samlet 256.511,70 kr., som i ingen af de 30 tilfælde kan dokumenters skattefrie med tilstrækkeligt objektive kendsgerninger. Alene at modtage beløb på op til 20.000 kr., 23.000 kr., 24.000 kr. ad gangen, og hele 10 indsætninger med beløb på mellem 10.000 kr. og 20.000 kr., foruden de 7 indsætninger med beløb på mellem 5.000 kr. og 10.000 kr. på et enkelt indkomstår, som ikke i nogen af indsætningernes tilfælde kan dokumenteres med objektive kendsgerninger, må anses for at være usædvanligt. Klager har end ikke kommenteret eller dokumenteret, hvorledes modtagelse af 256.511,70 kr. i 2018, ikke er atypisk for klager - dertil må huskes, modsætningsvist, at hvis dette indkomstår ikke er atypisk ang. kontoaktiviteten, men et ganske sædvanligt år for klager, må årene før og efter være ligedan. Således må det forholde sig, at klager, som elektrikerlærling, sædvanligvis årligt modtager i omegnen af 250.000 kr., midler, som klager ikke kan dokumentere skattefriheden af. Dette forekommer Skattestyrelsen højst usandsynligt. I Danmark er alt som udgangspunkt skattepligtigt. Modtages midler på en konto, er det modtager af midlernes pligt at kunne dokumentere tilstrækkeligt for, at midlernes kvalificering skal modstå udgangspunktet, og således kunne dokumentere tilstrækkeligt for, at midlerne ikke skal beskattes. Vi henviser til de øvrige udtalelser vedrørende dette emne, hvor emnet er behandlet grundigt. Tilføjelsen til klageskriftet har ikke ændret Skattestyrelsens vurdering på dette punkt, hvortil vi fastholder fremlagte i afgørelsen af den 12. juli 2022. … Skattestyrelsens udtalelse til 2. tilføjelse /præcisering Det er Skattestyrelsens vurdering, at dette emne er behandlet tilstrækkeligt fra vores side, i seneste udtalelse, af den 10. juli 2024. Det er fortsat Skattestyrelsens vurdering, at oplysninger i form af bankkontoudtog, modtaget direkte fra vedkommende bank, er valide i allerhøjeste grad, hvorfor oplysningerne nævnt i bestemmelsens 1.-3. pkt. ikke tjener til noget formål at kræve hensynstaget i ansættelsesgrundlaget. Har Skattestyrelsen valide konkrete data/oplysninger fx indsættelser på bankkontoen, kan vi ansætte alene på dette grundlag og således udelade en eventuel balanceret privatforbrugsberegning mv. (bestemmelsens 1.-3.) i grundlaget for ansættelsen. Det må huskes, at en stabil økonomi med et balanceret privatforbrug ikke er en garanti mod udeholdt omsætning eller andre ikke-oplyste skattepligtige indkomster. Alle, uden undtagelse, kan modtage midler som retmæssigt skal beskattes, men som undlader at lade midlerne beskatte. Skattestyrelsen fastholder opgørelsen og dermed grundlaget for ansættelsen i afgørelsen, af den 12. juli 2022, da grundlaget for ansættelsen er baseret på valide konkrete indsættelser på klagers bankkonti, som klager ikke kan dokumentere i noget tilfælde eller i nogen grad. Tilføjelsen til klageskriftet har ikke ændret Skattestyrelsens vurdering på dette punkt, hvortil vi fastholder fremlagte i afgørelsen af den 12. juli 2022. … Skattestyrelsens udtalelse til 3. tilføjelse /præcisering Skattestyrelsen henviser til punktet ovenfor (punkt 2) og henviser i øvrigt til seneste udtalelse, af den 10. juli 2024, hvor emnet anses for tilstrækkeligt behandlet fra vores side. Dels er det valide konkrete indsættelser på klagers konti, som danner ansættelsens grundlag (punktet ovenfor), dels kan en privatforbrugsopgørelse, der åbenlyst fraviger fra et retvisende billede, ikke anvendes som gangbar dokumentation. Skattestyrelsen fastholder, at den fremlagte privatforbrugsopgørelse ikke ændrer ved behandlingen og ansættelsen i afgørelsen af den 12. juli 2022. Tilføjelsen til klageskriftet har ikke ændret Skattestyrelsens vurdering på dette punkt, hvortil vi fastholder fremlagte i afgørelsen af den 12. juli 2022. … Skattestyrelsens udtalelse til 4. tilføjelse /præcisering Skattestyrelsen henviser igen til punktet 2. Skattestyrelsen kan ikke medgive klagers repræsentant i, at begrebet validitet i denne sammenhæng skal begrebsafklares, som repræsentanten forstår og fremlægger det. Skattestyrelsen fastholder, at validitet, som det anvendes i 2017/1 LSF 13, forslag til Skattekontrollov, fremsat den 4. oktober 2017, som klagers repræsentant har henvist til i klageskriftet, betyder, hvorvidt de pågældende data er korrekte/ægte/pålidelige, dvs. at validitetsgraden afhænger af, hvor stor eller lille sandsynligheden er for, at de modtagne data er tilstrækkeligt pålidelige og derfor, i første række, om de kan lægges til grund for det videre arbejde eller sagsbehandling. Med henvisning til selvsamme lovforslag, 2017/1 LSF 13, citeres herved følgende angående skattekontrolloven § 74, stk. 3, 1.- 4. pkt.: […] Efter forslaget til § 74, stk. 3, 1. pkt., skal SKAT som grundlag for den skønsmæssige ansættelse efter stk. 1 og 2 navnlig lægge vægt (red. vores fremhævning) på oplysninger om den skattepligtige indkomst for tidligere år, årsopgørelser, forskudsregistreringer og oplysninger fra indberetningspligtige Forslaget er nyt, men følger af gældende praksis. Forslaget indeholder eksempler (red. vores fremhævning) på oplysninger, som vil kunne indgå (red. vores fremhævning) i grundlaget for den skønsmæssige ansættelse. Der er tale om oplysninger, som typisk (red. vores fremhævning) indeholder vigtig information for SKATs afgørelse, og som SKAT derfor vil anvende (red. vores fremhævning) ved fastsættelsen af den skønsmæssige afgørelse. Opregningen er ikke udtømmende. Der kan således - afhængig af den konkrete situation - også være andre oplysninger af betydning for den skønsmæssige afgørelse, som SKAT vil vurdere. Er den skattepligtige en fysisk person, indgår i grundlaget for den skønsmæssige ansættelse oplysninger om den skattepligtiges privatforbrug, herunder oplysninger om skattefrie indtægter og oplysninger om formue. En privatforbrugsopgørelse vil være medvirkende til (red. vores fremhævning) at dokumentere baggrunden for SKATs afgørelse og vil kunne understøtte (red. vores fremhævning) rimeligheden af den skønsmæssige ansættelse. Det følger af forslaget til § 74, stk. 3, 2. pkt., at er den skattepligtige erhvervsdrivende, indgår i grundlaget tillige oplysninger om moms og afgifter samt eventuelle oplysninger om bruttoavancen for indkomståret og tidligere indkomstår (red. vores fremhævning). Forslaget er nyt, men følger af gældende praksis. Med bruttoavancen menes forskellen mellem nettoomsætning og vareforbrug i pct. af nettoomsætningen. Det følger af forslaget til § 74, stk. 3, 3. pkt., at er den skattepligtige en fysisk person, indgår i grundlaget efter stk. 2 tillige oplysninger om den skattepligtiges privatforbrug (red. vores fremhævning), herunder oplysninger om skattefrie indtægter og oplysninger om formue. Forslaget er nyt, men følger af gældende praksis. Oplysninger til brug for vurderingen af den skattepligtiges privatforbrug vil kunne (red. vores fremhævning) indhentes efter forslagets §§ 55 og 56. Efter forslaget til § 74, stk. 3, 4. pkt., kan SKAT dog foretage en skønsmæssig ansættelse efter stk. 1 eller 2 uden anvendelse af de nævnte oplysninger, hvis ansættelsen kan foretages på et mere sikkert grundlag (red. vores fremhævning) på baggrund af andre oplysninger (red. vores fremhævning). Forslaget er nyt, men følger af gældende praksis. Forslaget betyder, at hvis SKAT eksempelvis er kommet i besiddelse af konkrete oplysninger om indsætninger på bankkonti (red. vores fremhævning), oplysninger fra tredjemand om omsætning og lignende oplysninger om ikke oplyste indtægter eller omsætning, og oplysningerne er valide (red. vores fremhævning), vil de oplysninger, som er nævnt i stk. 3, 1.-3. pkt., ingen betydning have for, at en skønsmæssig ansættelse kan foretages. Det tjener derfor ikke noget formål at stille krav om, at de oplysninger, som er nævnt i bestemmelsens 1.-3. pkt., indgår i grundlaget for ansættelsen (red. vores fremhævning). […] I henhold til 1. pkt. fremhæver vi, at i bemærkningerne til bestemmelsen oplyses det, at der er tale om eksempler på, hvad der vil kunne indgå. Hertil at det er oplysninger, som typisk kan indeholde vigtig information, som SKAT derfor vil anvende. Det oplyses endvidere specifik for fysiske personer, at en privatforbrugsopgørelse vil være medvirkende som dokumentation og vil kunne understøtte den skønsmæssige ansættelse Således oplyses det intet sted, i bemærkningerne til 1. pkt., at der med bestemmelsen er en hensigt om, at SKAT skal gøre brug af en privatforbrugsopgørelse, men at der er tale om et eksempel, som kan indgå, da den vil kunne understøtte et skøn. Således kan SKAT undlade at bruge en privatforbrugsopgørelse, hvis den ikke tjener et rimeligt formål afhængig af øvrige oplysninger. I henhold til 2. pkt. fremhæver vi, at i bemærkningerne til bestemmelsen oplyses det, at når der er tale om en erhvervsdrivende kan eventuelle oplysninger om bruttoavancen for indkomståret eller tidligere indkomstår indgå i grundlaget. Således oplyses det intet sted, i bemærkningerne til 2. pkt., at der med bestemmelsen er en hensigt om, at SKAT skal gøre brug af oplysninger om en bruttoavance, men at oplysningerne kan bruges, når de vedrører pågældende indkomstår eller tidligere. Da Skattestyrelsen ikke er bekendt med disse oplysninger i nærværende sag, kan de af samme årsag ikke indgå i grundlaget. Det bemærkes desuden, at der ikke står noget om en pligt til at gøre brug af Danmarks Statistik og statistiske branchetal. Hvilket vi kommenterer yderligere under punkt 4. I henhold til 3. pkt. fremhæver vi, at i bemærkningerne til bestemmelsen oplyses det, at der i grundlaget indgår oplysninger om privatforbruget, hertil at disse kan indhentes i henhold til tidligere paragraffer i samme lov. Således oplyses det intet sted, i bemærkningerne til 3. pkt., at der med bestemmelsen er en hensigt om, at der specifikt skal anvendes en privatforbrugsopgørelse, altså en decideret opgørelse af privatforbruget. I stedet er det specifikt nævnt, hvor SKAT har lovhjemmel til at indhente oplysninger om forbruget i det private regi, og at disse oplysninger indgår i grundlaget efter stk. 2, men altså ikke, at der skal indgå en opgørelse af privatforbruget. I henhold til 4. pkt. fremhæver vi, at der i bemærkningerne til bestemmelsen er en opremsning af eksempler på, hvilke data man kunne forestille sig muligvis kunne give et mere sikkert grundlag end nævnte i 1. -3. pkt., hertil at det selvfølgelig afhænger af, hvor pålidelige/valide de pågældende data/oplysninger er. Blandt andet nævnes ’konkrete oplysninger om indsætninger på bankkonti’. Det oplyses, som fremhævet, at i de tilfælde, hvor sådanne oplysninger er i SKATs besiddelse, bliver oplysninger som nævnt i 1. -3. punkt, herunder privatforbrugsopgørelse, grundlaget underordnet og deraf irrelevante at indhente. Således oplyses det intet sted, i bemærkningerne til 4. pkt., at der med bestemmelsen er en hensigt om, at punktet alene kan anvendes, såfremt skattepligtige er enige i SKATs kvalificeringen af indsætninger på en given bankkonto - eller i anden række, såfremt skattepligtige ikke bestrider SKATs vurdering af modtagne data helt generelt. Validitetsgraden vurderes ud fra en samlet vurdering af følgende: hvad det er for data, vi har modtaget? hvem modtog vi disse data fra? hvordan modtog vi disse data? og i hvilken form modtog vi disse data? Det er Skattestyrelsens klare overbevisning, at data vedrørende indsætninger på en bankkonto, modtaget i form af et bankkontoudtog og modtaget direkte fra pågældende bank, i høj grad er valide - og derfor kan og bør gå forud for brugen af oplysninger nævnt i skattekontrolloven § 74, stk. 3, 1. - 3. pkt., medmindre øvrige omstændigheder taler for andet. Skattestyrelsen fastholder, dels at validitet på dette område skal forstås som være, hvorvidt de modtagne data er tilstrækkeligt pålidelige, dels at den fremlagte privatforbrugsopgørelse ikke ændrer ved grundlaget for vores skønsmæssige ansættelse i hovedsagen. Tilføjelsen til klageskriftet har ikke ændret Skattestyrelsens vurdering på dette punkt, hvortil vi fastholder fremlagte i afgørelsen af den 12. juli 2022. … Skattestyrelsens udtalelse til 5. tilføjelse /præcisering Skattestyrelsen er ikke bekendt med en pligt til at påvise en branche - i naturlig forlængelse heraf, er vi heller ikke bekendt med en pligt til at anvende branchetal fra Danmarks Statistik i forbindelse med vores skønsudøvelse. I klageskriftet henvises endog heller ikke til, hvor denne pligt skulle være offentliggjort. Tværtimod kan branchetal fra Danmarks Statistik ikke anvendes uden, at der i forslag og afgørelse er en udførlig begrundelse for, hvorfor denne konkrete branche og dette konkrete branchetal skulle være retvisende i den konkrete sag. Taler sagens omstændigheder på foreliggende grundlag ikke ind i, at Skattestyrelsen kan argumentere tilstrækkeligt for, at indtægterne er modtaget inden for en specifik branche, kan branchetallene ikke lægges til grund for ansættelsen. I sådanne tilfælde må Skattestyrelsen skønne virksomhedens udgiftsside ud fra øvrige oplysninger og omstændigheder i den konkrete sag. Brug af Danmarks Statistik og de offentliggjorte branchetal, er altså en mulig variabel, men ikke en pligtig variabel, i skønsudøvelsen. Citat fra afgørelsen af den 12. juli 2022, side 6-7, angående udgifter/omkostninger: ”Det følger af statsskattelovens § 6, litra a, at ved beregningen af den skattepligtige indkomst fradrages driftsomkostninger, det vil sige de udgifter, som i årets løb er anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten, derunder ordinære afskrivninger. Driftsomkostningsbegrebet indebærer, at der skal være en direkte og umiddelbar forbindelse mellem afholdelsen af udgiften og erhvervelse af indkomsten. Der skal altså være en aktuel driftsmæssig begrundelse for at afholde udgiften. Vi kan foretage en skønsmæssig ansættelse af udgiften, hvis vi finder det konkret sandsynliggjort, at der er afholdt fradragsberettigede udgifter, hvis størrelse den skattepligtige ikke kan dokumentere på regulær vis.” Når Skattestyrelsen ikke med sikkerhed kan opstille konkret afholdte udgifter i virksomhedsregi ud fra bankkontoudtog, behøver en skatteyder (her klager) at dokumentere sine afholdte udgifter, netop for tilstrækkeligt at sandsynliggøre omfanget af afholdte driftsomkostninger, som alene er anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten. Indsender skatteyder (her klager) ikke dokumentation, kan Skattestyrelsen skønsmæssigt ansætte et skattemæssigt fradrag. Vi har i afgørelsen skønnet det skattemæssige fradrag og begrundet fradragets størrelse. På momssiden er der ikke de samme muligheder, da neutralitetsprincippet på momsområdet går forud for skønsmæssig ansættelse af et momsfradrag. Citat fra afgørelsen af den 12. juli 2022, side 13, angående købsmoms: Det skal bemærkes, at virksomhedens ret til fradrag af købsmoms efter momslovens § 37, stk. 1 forudsætter, at der fremlægges dokumentation efter reglerne i momsbekendtgørelsens § 82, stk. 1. Klager har ikke indsendt dokumentation på afholdte erhvervsmæssige udgifter indeholdende købs- moms, hverken under kontrolsagen eller klagesagen. Vi har begrundet det skønsmæssige skattefradrag og begrundet nægtelse af momsmæssigt fradrag i afgørelsen af 12. juli 2022, alle sagens omstændigheder taget i betragtning. Hvorledes repræsentanten mener, at der er meget få brancher med en bruttoavance på 95 pct. og om dette er repræsentativt for klager i nærværende sag, er sagen uvedkommende, så længe klager ikke har fremlagt dokumentation på eventuelt afholdte udgifter i klagers virksomhedsregi, som alene er anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde klagers indkomst. Tilføjelsen til klageskriftet har ikke ændret Skattestyrelsens vurdering på dette punkt, hvortil vi fastholder fremlagte i afgørelsen af den 12. juli 2022. … Skattestyrelsens udtalelse til 6. tilføjelse /præcisering Skattestyrelsen henviser til udtalelsens ovenstående punkt 2, punkt 3 og punkt 4. Tilføjelsen til klageskriftet har ikke ændret Skattestyrelsens vurdering på dette punkt, hvortil vi fastholder fremlagte i afgørelsen af den 12. juli 2022. …” I forbindelse med Skatteankestyrelsens klagesagsbehandling har Skattestyrelsen den 5. september 2025 fremsendt udtalelse til Skatteankestyrelsens sagsfremstilling. Følgende er anført: ”… (Tabel udeladt) Skattestyrelsens vurdering Skattestyrelsen tiltræder Skatteankestyrelsens forslag til afgørelse, der indstiller til stadfæstelse af den påklagede afgørelse. Med de grunde, der er anført i Skatteankestyrelsens indstillinger og den påklagede afgørelse, finder vi fortsat, at Skattestyrelsen har været berettiget til at fastsætte klagers overskud af virksomhed til 192.383 kr. på baggrund af indsætninger på klagers bankkonti, samt fastsætte et skønsmæssigt fradrag for driftsudgifter på 5% af omsætningen i indkomståret 2018. Skattestyrelsen fastholder, at der skal betales salgsmoms af virksomhedens momspligtige omsætning, i alt 51.302 kr. for afgiftsperioderne 1. kvartal 2018 til 4. kvartal 2018. Skattestyrelsen fastholder endvidere, at vi har overholdt officialmaksimen og begrundelsespligten i afgørelsen. Endeligt fastholder Skattestyrelsen, at vi har været berettiget til at genoptage klagers skatteansættelse ekstraordinært efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, samt genoptage klagers momstilsvar ekstraordinært efter skatteforvaltningslovens § 32, stk. 1, nr. 3. …” Klagerens opfattelse Klagerens repræsentant har principalt fremsat påstand om nedsættelse af klagerens overskud af virksomhed for indkomståret 2018 med 192.383 kr. Repræsentanten har subsidiært fremsat påstand om, at Skattestyrelsens afgørelse hjemvises til fornyet behandling. I forbindelse med Skatteankestyrelsens klagesagsbehandling har repræsentanten indsendt klage af 3. oktober 2022, endelig klage af 19. april 2024, sammenfattende klage af 25. juni 2024 og endelig sammenfattende klage af 19. august 2024. Samtlige klager er indgået i endelig sammenfattende klage af 19. august 2024, som er den seneste, hvoraf følgende fremgår: ”… 3. ANBRINGENDER 3.1. BEVISBYRDEN FOR GROV UAGTSOMHED I SKATTEFORVALTNINGSLOVENS § 27, STK. 1, NR. 5’S FORSTAND PÅHVILER SKATTESTYRELSEN Skattestyrelsen har bevisbyrden for [klager]s grove uagtsomhed i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5’s forstand, idet skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5’s ordlyd og/eller forarbejder ikke omtaler bevisbyrdespørgsmålet, jf. TfS 1984, 259, jf. den deri citerede udtalelse fra Justitsministeriets lovafdeling af 11. december 1979 om bl.a. bevisbyrdens udgangspunkt hos Skattestyrelsen. Bl.a. SKM2008.702HD er en sententia superior til SKM2022.566.BR. Desuden vil en udledt retstilstand om, at udeholdt indkomst altid konstituerer grov uagtsomhed hos skattesubjektet, være et ulovligt skøn under regel (afskæring af hele skønnet uden via lov), hvorfor domspræmisserne skal læses på den måde, at det var i det konkrete tilfælde, at den omhandlede udeholdte indkomst kvalificerede mindst grov uagtsomhed, jf. også herom hos Højesteretspræsident Jens Peter Christensen i U.2013B.15 vedrørende læsning af domspræmisser. Skattestyrelsen har ikke løftet denne bevisbyrde. 3.2. SKATTESTYRELSEN, SKATTEANKESTYRELSEN, LANDSSKATTERETTEN OG DEN DØMMENDE MAGT ANVENDER IKKE-KONGRUENT DEN SKØNSMÆSSIGE INDKOMSTANSÆTTELSE SOM LOVHJEMMEL UNDER PRÆCISE BELØBSOPGØRELSER (SKATTEKONTROLLOVENS § 74) I STEDET FOR BESKATNING SOM UDEHOLDT INDKOMST (STATSSKATTELOVENS § 4) Skattestyrelsen, Skatteankestyrelsen, Landsskatteretten og den dømmende magt anvender ikke-kongruent den skønsmæssige indkomstansættelse som lovhjemmel under præcise beløbsopgørelser (skattekontrollovens § 74) i stedet for beskatning som udeholdt indkomst (statsskattelovens § 4). Det fremgår af bl.a. SKM2023.65.BR og senere SKM2024.126.ØLR, og som verserer ved Procesbevillingsnævnet, samt af SKM2023.680.BR der verserer ved Østre Landsret under BS-47050/2023-OLR. Dommene er sententia posterior, herunder en dom under samme trinhøjde til SKM2021.433.ØLR. [klager] vil således have sin omhandlede beskatning til skatteretlig kvalifikation under skattekontrollovens § 74, jf. stk. 3, 3. pkt. (privatforbrugsberegninger og ikke-validerede bankkontoplysninger), under den uensartede praksis herfor, jf. herom i SpO2015.487, ligesom [klager] kan støtte ret på SKM2024.126.ØLR under Grundlovens § 3, 3. pkt., jf. retsplejelovens § 338 (forhandlingsmaksimen) via sententia posterior (den senere dom). 3.3. BEVISBYRDEN FOR SKATTEPLIGTIG INDKOMST VEDRØRENDE RETTE INDKOMSTMODTAGER UNDER STATSSKATTELOVENS § 4 PÅHVILER SKATTESTYRELSEN Skattestyrelsen har bevisbyrden for pålæg af skattepligtig indkomst, jf. TfS 1984, 259, jf. den deri citerede udtalelse fra Justitsministeriets lovafdeling af 11. december 1979 om bl.a. bevisbyrdens udgangspunkt hos Skattestyrelsen/Skatteministeriet. Skattestyrelsen har ikke løftet denne bevisbyrde under faktum, herunder i sammenhæng med officialmaksimen, jf. bl.a. SKM2010.26.HR (rette indkomstmodtager). Spørgsmålet om rette indkomstmodtager er af retlig karakter, og det må derfor følge SKM2010.26.HR, som i øvrigt er sententia posterior (senere dom) til SKM2008.905.HR, ligesom trinlavere retspraksis er underordnet Højesteret. SKM2008.905.HR er fra skattesubjekternes side ført som selvmøder eller uden advokat, tillige hvorfor dommen skal vurderes under forhandlingsmaksimen (retsplejelovens § 338). SKM2008.905.HR er ikke sententia specialis til SKM2010.26.HR. Det forhold, at der er konstateret en konkret anden mulig rette indkomstmodtager i SKM2010.26.HR, og at SKM2008.905.HR omhandler, hvorvidt indsætningerne var allerede beskattede skattefri midler, er ikke tilstrækkeligt til at kvalificerer en sententia specialis. SKM2018.46.VLR er sententia inferior til SKM2010.26.HR, hvilken trinlavere landsretsdom er afsagt under forhandlingsmaksimen i retsplejelovens § 338 (de fremsatte anbringender i byret og ved landsretten). Retsgrundlaget herfor er, at begge domme er under alene praksis vedr. kvalifikationen rette indkomstmodtager eller i anden række samme lovbestemmelse i statsskattelovens § 4, hvilken praksis eller i anden række lovbestemmelse (statsskattelovens § 4) er båret af samme hensyn. Det har således ingen betydning, hvorvidt rette indkomstmodtager skal kvalificeres under én eller flere mulige andre retssubjekter, og om der foreligger en juridisk eller fysisk person. 3.4. BEVISBYRDEN FOR SKØNSMÆSSIG INDKOMSTANSÆTTELSE UNDER SKATTEFORVALTNINGSLOVENS § 74 PÅHVILER SKATTESTYRELSEN Denne retstilstand med Skatteministeriets bevisbyrde vedrørende selve skønsudøvelsen/bevisskønnet fremgår ufravigeligt af forarbejderne til skattekontrollovens § 74 (de almindelige bemærkninger) i lovforslag nr. 13 af 10. april 2017 (mine understregninger): ”… Som grundlag for en skønsmæssig ændring af indkomstansættelsen skal SKAT i hvert tilfælde begrunde, at en skønsmæssig ansættelse, der afviger fra det selvangivne, kan sandsynliggøres som mere retvisende end det selvangivne. …” Lovgivningsmagten har således taget stilling hertil, hvorfor domstolene skal indordne sig herunder, jf. Grundlovens § 3, 1. pkt., jf. princippet i U.1999.841H (Tvind-dommen) og U.2017.842H (Ajos-dommen). Der er intet særligt som familielån (lån mellem interesseforbundne), jf. SKM2011.208.HR, som kan fravige dette udgangspunkt. Denne bevisbyrde er ikke løftet af Skattestyrelsen. … 3.8. OFFICIALMAKSIMEN ER FOR SKATTESTYRELSEN OG LANDSSKATTERETTEN PRIMÆR I FORHOLD TIL LOVHJEMLEDE ELLER HJEMLEDE BEVISBYRDEREGLER Officialmaksimen er for Skattestyrelsen og Landsskatteretten primær i forhold til lovhjemlede eller hjemlede bevisbyrderegler, jf. FOU.2014.0006 og FOB.2018-31, hvori det udtales af Ombudsmanden, at: ”… Ombudsmanden var enig med Ankestyrelsen i, at aktivlovens § 11, stk. 7, var en ”skærpet bevisbyrderegel” for borgeren, men at reglen ikke ændrede på, at myndighederne efter officialprincippet havde pligt til at oplyse sagen. …” En offentlig myndighed som Skattestyrelsen eller Landsskatteretten (den udøvende magt) kan således populært skrevet ikke gemme sig bag bevisbyrderegler (dokumentere eller sandsynliggøre) i sin sagsoplysning og afgørelsesvirksomhed (officialmaksimen). [klager] er i den forbindelse tillige under retssikkerhedslovens § 10 (bilag nr. 1, side 14). 3.9. INGEN GROV UAGTSOMHED I SKATTEFORVALTNINGSLOVENS § 27, STK. 1, NR. 5’S OG § 32, STK. 1, NR. 3’S FORSTAND HOS [klager] [klager] har ikke handlet groft uagtsomt i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5’s og § 32, stk. 1, nr. 3’s forstand. Bedømmelsen af den skatteretlige uagtsomhed, jf. bl.a. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, og § 32, stk. 1, nr. 3, og den strafferetlige uagtsomhed er den samme, jf. bl.a. Den Juridiske Vejledning 2024-1, afsnit A.A.8.2.2.1.2.5 (forsæt eller grov uagtsomhed). Det fremgår af Jan Pedersen Skattestrafferet, 4. udgave, 2019, DJØFs Forlag, p. 76 - 77, vedrørende sondringen mellem simpel og grov uagtsomhed, at (mine understregninger): ”… Også konkrete forhold hos lovovertræderens person i henseende til uddannelse, baggrund og intellektuelle habitus etc. vil have betydning. Generelt gælder, at normen for opfyldelsen af skatte- og afgiftslovgivningens pligter er højere for erhvervsdrivende end privatpersoner, idet selve det forhold, at en person påbegynder selvstændig erhvervsvirksomhed, indebærer, at den pågældende undergiver sig et sæt af regler og forpligtelser. … Selve den konkrete situation, hvorunder uagtsomheden er foregået, er naturligvis også af stor betydning. Gentagne tilsidesættelser af retsforskrifter vil således i højere grad kunne bedømmes som udslag af grov uagtsomhed end enkeltstående tilsidesættelser. … Med andre ord er hændelige eller blot simpelt uagtsomme overtrædelser straffrie. Navnlig afgrænsningen mellem simpel og grov uagtsomhed er vanskelig at foretage i praksis, idet denne er resultatet af afvejningen af en række konkrete og individuelle omstændigheder. Kendetegnende for den simple uagtsomhed er, at overtrædelsen burde være undgået, men dog er af mindre graverende karakter.” Professor, dr.jur. Jan Pedersen har i SR-Skat 2015.160 ff. følgende vurdering af kriterierne/hensynene under skattekontrollovens § 27, stk. 1, nr. 5: ”… Almindeligvis vil den rent juridiske kvalifikation af en indkomst eller en udgift ikke blive bedømt som udslag af grov uagtsomhed, hvis skatteyderens retlige kvalifikation og dermed de afgivne oplysninger er sket efter bedste evne. …” [klager] har ikke drevet indkomstgivende virksomhed i indkomståret 2018 eller i momsperioden 1. januar 2018 – 31. december 2018. Han har absolut ikke haft nogen viden om, at lån, betaling for udlæg, salg af WW2-genstande og/eller skatte- og afgiftsfri gaver skulle kunne kvalificeres som erhvervsindkomst. Der foreligger ikke nødvendigvis et atypisk mønster vedr. indsætninger som lån, tilbagebetaling for udlæg og/eller skatte- og afgiftsfri gaver, men derimod konkret et helt sædvanligt mønster. [klager], der er elektrikerlærling, kan således at gode grunde ikke vide, at Skattestyrelsen fejlagtigt vil kvalificere alle og i anden række nogen af de omhandlede indsætninger som erhvervsindkomst. Hans retlige kvalifikation af de omhandlede indsætninger og afgivne oplysninger herom således sket efter bedste evne uanset den materielle skatteretlige kvalifikation. [klager] har således i givet fald alene handlet simpelt uagtsomt, hvilken vurdering skal foretages konkret og individuelt i forhold til [klager] og begrundes konkret, jf. SKM2008.702HD. Desuden vil en udledt retstilstand om, at udeholdt indkomst altid konstituerer grov uagtsomhed hos skattesubjektet, være et ulovligt skøn under regel (afskæring af hele skønnet uden via lov), hvorfor domspræmisserne i SKM2022.566.BR skal læses på den måde, at det var i det konkrete tilfælde, at den omhandlede udeholdte indkomst kvalificerede mindst grov uagtsomhed, jf. også herom hos Højesteretspræsident Jens Peter Christensen i U.2013B.15 vedrørende læsning af domspræmisser og sententia superior i bl.a. SKM2008.702HD i sig selv. Allerede derfor skal de principale påstande under Skattestyrelsens bevisbyrde i samvirke med officialmaksimen tages til følge. 3.10. SKATTESTYRELSEN SKAL ANVENDE SKATTEFORVALTNINGSLOVENS § 74, STK. 3, 3. PKT., ELLER PRIVATFORBRUGS- OG FORMUEOPGØRELSE FOR INDKOMSTÅRET 2018, IDET DET OMHANDLEDE OVERFØRSLER (BILAG NR. 1 – 3 TIL SKATTESTYRELSENS AFGØRELSE) IKKE ER VALIDEREDE (ER BESTRIDTE SOM SKATTEPLIGTIGE) UNDER SKATTEKONTROLLOVENS § 74, STK. 3, 4. PKT. Det fremgår af skattekontrollovens § 74, stk. 3, 3. pkt., jf. stk. 2, at en privat- og formueopgørelse efter omstændigheder skal indgå som konkret retningsgivende kriterie/hensyn ved en skønsmæssig indkomstforhøjelse. Det fremgår af forarbejderne til skattekontrollovens § 74, stk. 3, 3. pkt. og 4. pkt. (de specielle bemærkninger til lovforslag nr. 13 af 5. oktober 2017), at: ”… Det følger af forslaget til § 74, stk. 3, 3. pkt. og 4. pkt., at er den skattepligtige en fysisk person, indgår i grundlaget efter stk. 2 tillige oplysninger om den skattepligtiges privatforbrug, herunder oplysninger om skattefrie indtægter og oplysninger om formue. Forslaget er nyt, men følger af gældende praksis. Oplysninger til brug for vurderingen af den skattepligtiges privatforbrug vil kunne indhentes efter forslagets §§ 55 og 56. Efter forslaget til § 74, stk. 3, 4. pkt., kan SKAT dog foretage en skønsmæssig ansættelse efter stk. 1 eller 2 uden anvendelse af de nævnte oplysninger, hvis ansættelsen kan foretages på et mere sikkert grundlag på baggrund af andre oplysninger. Forslaget er nyt, men følger af gældende praksis. Forslaget betyder, at hvis SKAT eksempelvis er kommet i besiddelse af konkrete oplysninger om indsætninger på bankkonti, oplysninger fra tredjemand om omsætning og lignende oplysninger om ikke oplyste indtægter eller omsætning, og oplysningerne er valide, vil de oplysninger, som er nævnt i stk. 3, 1.-3. pkt., ingen betydning have for, at en skønsmæssig ansættelse kan foretages. Det tjener derfor ikke noget formål at stille krav om, at de oplysninger, som er nævnt i bestemmelsens 1.-3. pkt., indgår i grundlaget for ansættelsen. …” [klager] har tillige udarbejdet en privatforbrugsberegning for indkomståret 2018, som balancerer og dermed påviser hans ikke-negative privatforbrug, jf. skattekontrollovens § 74, stk. 3, 3. pkt. Denne privatforbrugsberegning fremlægges som bilag nr. 2. Denne privatforbrugsberegning opfylder alle krav, ligesom bevisbedømmelsen i øvrigt er fri, jf. princippet i retsplejelovens § 344, stk. 1. Han har ligeledes fremlagt en konkret redegørelse for, hvorfra de omhandlede indsætninger hidrører, herunder hidrører de fra skattefri salg af 2. verdenskrigseffekter, jf. statsskattelovens § 5, lån og tilbagebetaling af udlæg. [klager] har samlet på, og han er samler af 2. verdenskrigseffekter som uniformer mv. Denne redegørelse fremlægges som bilag nr. 3. [klager] vil tillige stå til rådighed med en partsforklaring herom på mødet i Skatteankenævn [region1]. Validitet i skattekontrollovens § 74, stk. 3, 4. pkt.’s forstand betyder, at det omhandlede indsætninger ikke er bestridte som skattepligtige og i anden række med en til vished grænsende sandsynlighed kan anses for udeholdt indkomst. I modsat fald ville lovgivningsmagten have bemyndiget Skattestyrelsen til en skønsmæssig indkomsansættelse ud fra blot indsætninger alene. Det er åbenlyst ikke tilfældet. Skattestyrelsen skal under en flerhed af beviste kriterier/hensyn (lovgivningsmagtens bestemmelse i ordlyd og forarbejder) kunne validere undtagelsesvist uden en privatforbrugsberegning, at der er grundlag for en skønsmæssig indkomstansættelse. En sådan bevisbyrde er ikke løftet af Skattestyrelsen i [klager]s tilfælde med både positiv privatforbrugsberegning og redegørelse for de konkrete indsætninger, herunder via generelle oplysninger (bilag nr. 2 og bilag nr. 3). To ansøgninger om registrering for virksomhedsdrift i indkomståret 2019 eller året efter 2018 kan ikke tillægges nogen betydning eller i anden række ingen særlig betydning, allerede fordi det er et andet og efterfølgende indkomstår. I den forbindelse er skattepligten af alle de omhandlede bankoverførsler således bestridte (bilag nr. 1 – 3 til Skattestyrelsens afgørelse/bilag nr. 1) og modbeviste (bilag nr. 2 og bilag nr. 3), hvorfor de ikke er validerede i skatteforvaltningslovens § 74, stk. 3, 4. pkt.’s forstand (to kumulative kriterier). 3.11. DE OMHANDLEDE FORHØJELSER AF [klager]S SKATTEPLIGTIGE INDKOMST ER IKKE TILSTRÆKKELIGT GODTGJORTE AF SKATTESTYRELSEN I SAMVIRKE MED OFFICIALMAKSIMEN De omhandlede indbetalinger eller indsætninger på [klager]s bankkonto er alle skattefri i medfør af bl.a. statsskattelovens § 5 samt statsskattelovens § 4, e.c. Han er samtidig i færd med via bl.a. sin fader at indhente erklæringer på tro & love under straffelovens § 163, stk. 1, om, at de omhandlede overførsler var skattefri salg af 2. verdenskrigseffekter (WW2), lån og tilbagebetaling af udlæg samt gaver under boafgiftslovens § 22, jf. skattekontrollovens § 74, stk. 3, 4. pkt. Skattestyrelsen har heller ikke anvendt en bruttoavance til en skønsmæssig forhøjelse af overskuddet af en evt. indtægt fra erhvervsvirksomhed (indkomsten x bruttoavancen = beløb til skatteretlig forhøjelse), jf. skattekontrollovens § 74, stk. 3, 2. pkt. Der i øvrigt med få brancher med en bruttoavance på 95 procent, jf. Skattestyrelsens udtalelse af 31. maj 2024, side 18), ligesom Skattestyrelsen ikke har påvist branche og de konkrete branchetal fra Danmarks Statistik, som pligtigt skal anvendes ved et sådant skøn. Skattestyrelsens kriterie- og hensynsanvendelse under skattekontrollovens § 74, og bevisskøn, jf. princippet i retsplejelovens § 344, stk. 1, med afgørende vægt på beløbenes typer/teksteringer, antallet af indbetalinger, hyppigheden og beløbenes størrelse og heraf mønsteret for indbetalingerne (bilag nr. 1, underbilag nr. 1 – 3), er således ikke lovhjemlet og dermed contra legem, ligesom bevisanvendelsen må anses for omvendt bevisbyrde i øvrigt i strid med en tilstrækkelig sagsoplysning under officialmaksimen. Skattestyrelsen har derfor ikke tilstrækkeligt godtgjort i samvirke med officialmaksimen de omhandlede forhøjelser af [klager]s skattepligtige indkomst. … 3.14. TILSIDESÆTTELSE AF GARANTIFORSKRIFTER SOM OFFICIALMAKSIMEN OG BEGRUNDELSESPLIGTEN ER SOM UDGANGSPUNKT UNDER GENEREL VÆSENTLIGHED OG I ANDEN RÆKKE UNDER EN KONKRET VÆSENTLIGHEDSBEDØMMELSE Officialmaksimen (almindelig retsgrundsætning) er en såkaldt garantiforskrift, der kræver, at en sag oplyses tilstrækkeligt både faktisk og retligt, inden en afgørelse træffes. Begrundelsespligten, jf. forvaltningslovens § 24, hvorunder anvendte retsregler og hovedhensyn ved skønsudøvelse samt relevant faktum skal angives i afgørelsen, er ligeledes en såkaldt garantiforskrift. Officialmaksimen er juridisk spejlet i begrundelsen for en afgørelse. Sådanne mangler/fejl (tilsidesættelse af garantiforskrifter) er som udgangspunkt givet retsvirkningen generel væsentlighed, jf. bl.a. U.2015.3233H, jf. Rønsholdt, 5. udgave, Karnov Group, side 527, og Garde m.fl., Forvaltningsret, Sagsbehandling, 6. udgave, 2007, DJØFs Forlag, side 163 - 164. Det kvalificerer, at fejlens/manglens tilstedeværelse i sig selv udløser væsentlighed og ugyldighed med annullation eller hjemvisning til retsfølge. Et helt grundlæggende hensyn bag reglerne om generel væsentlighed er ubetinget hævdelse af respekt for sagsbehandlings- og procesforskrifter, jf. Rønsholdt, Forvaltningsret, 2018, 5. udgave, Karnov Group, side 517. Et andet grundlæggende hensyn bag reglerne om generel væsentlighed er håndhævelseshensynet eller den præventive effekt, jf. Rønsholdt, Forvaltningsret, 2018, 5. udgave, Karnov Group, side 517. Dette hensyn kan tillige overføres til det foreliggende tilfælde. Et tredje grundlæggende hensyn bag reglerne om generel væsentlighed vil være muligheden for, at der kan træffes en sikker eller mere sikker retlig afgørelse, jf. Rønsholdt, Forvaltningsret, 2018, 5. udgave, Karnov Group, side 517. I andre tilfælde foretages en konkret væsentlighedsvurdering, hvorunder kravene til den konkrete uvæsentlighed er meget høje via ”kan ikke udelukkes”, jf. U.1996.1462H, og ”kan ikke afvises”, jf. U.2005.1780H. Der må ikke foreligge bagatelagtige mangler, jf. U.2008.2538H. Der er følgende i sig selv eller samlede generelt eller i anden række konkret væsentlige mangler ved Skattestyrelsens afgørelse om de foreløbige skønsmæssige indkomst- og momsansættelser (bilag 1): Skattekontrollovens § 74, stk. 3, 2. pkt., vedr. bruttoavance er ikke overvejet eller anvendt. Der har den konkrete væsentlige betydning, at den omhandlede omsætning skal ganges med bruttoavancen for den pågældende virksomhedstype, hvorved den skattepligtige indkomst bliver meget markant lavere end efter den af Skattestyrelsen anvendte model (Y = omsætning x 0,Z = overskud under bruttoavance). Skattekontrollovens § 74, stk. 3, 3. pkt., vedr. privatforbrugs- og formueopgørelse (retningsgivende kriterie-/hensyn) er ikke overvejet eller anvendt. Skattekontrollovens § 74, stk. 3, 4. pkt., er ikke overvejet eller anvendt. Samme lovlige kriterier/hensyn ovenfor er ikke anvendt som alene praksis (kan kun anvendes begunstigende for [klager] under en lighedsgrundsætning og/eller et princip om retsbeskyttede, berettigede forventninger, jf. bl.a. U.1998.1314H) eller i anden række som lovlige kriterier/hensyn under opkrævningslovens § 5, stk. 2, vedrørende et skønsmæssigt ansat momstilsvar. Skattestyrelsens udtalelse af 10. juli 2024 påviser i sig selv under Skattestyrelsens eget bestridte bevisskøn og juridiske skøn, at Skattestyrelsens afgørelse ikke faktisk (bl.a. privatforbrugs- og formueberegning) var tilstrækkeligt oplyst. Ingen af de omhandlede faktiske oplysninger fremgår af afgørelsen fra Skattestyrelsen. …” Retsmøde Skattestyrelsens udtalelse til Skatteankestyrelsens indstilling Skattestyrelsen har udtalt følgende til Skatteankestyrelsens indstilling: ”… Skattestyrelsen tiltræder Skatteankestyrelsens forslag til afgørelse, der indstiller til stadfæstelse af den påklagede afgørelse. Med de grunde, der er anført i Skatteankestyrelsens indstillinger og den påklagede afgørelse, finder vi fortsat, at Skattestyrelsen har været berettiget til at fastsætte klagers overskud af virksomhed til 192.383 kr. på baggrund af indsætninger på klagers bankkonti, samt fastsætte et skønsmæssigt fradrag for driftsudgifter på 5% af omsætningen i indkomståret 2018. (…) Skattestyrelsen fastholder endvidere, at vi har overholdt officialmaksimen og begrundelsespligten i afgørelsen. Endeligt fastholder Skattestyrelsen, at vi har været berettiget til at genoptage klagers skatteansættelse ekstraordinært efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5 (…) …” Indlæg under retsmødet Klagernes repræsentant fastholdt sine påstande og gennemgik sine anbringender i overensstemmelse med de skriftlige indlæg samt den inden retsmødet fremsendte materialesamling. Repræsentanten anførte bl.a. i den forbindelse, at Skattestyrelsen skal overholde officialmaksimen og at man i tvivlstilfælde skal vende tilbage til bevisbyrden. Udgangspunktet i skattesager er, at Skattestyrelsen har bevisbyrden. Det blev yderligere anført, at det også er Skattestyrelsen, der har bevisbyrden for, at klageren har handlet groft uagtsomt i henhold til skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, og for at fristerne er overholdt. Skattestyrelsen har også bevisbyrden for, at det er klageren, der er rette indkomstmodtager. Skattestyrelsen indstillede i overensstemmelse med tidligere udtalelser, at Skattestyrelsen er enig i Skatteankestyrelsens indstilling og at afgørelsen fastholdes. Landsskatterettens afgørelse Sagen angår om Skattestyrelsen var berettiget til at foretage en skønsmæssig forhøjelse af klagerens overskud af virksomhed for indkomståret 2018, herunder om der er grundlag for fradrag for driftsudgifter. Sagen angår desuden om Skattestyrelsen ved sin afgørelse har overholdt officialmaksimen og på hvilket grundlag den skønsmæssige fastsættelse skal foretages, herunder om det mest retvisende skøn foretages på baggrund af konkrete indsætninger på klagerens konti eller på baggrund af en privatforbrugsberegning. Sagen angår endvidere om Skattestyrelsen var berettiget til at genoptage klagerens skatteansættelse for indkomståret 2018 ekstraordinært. Retsgrundlaget Al indkomst er som udgangspunkt skattepligtig. Det fremgår af statsskattelovens § 4. Efter statsskattelovens § 5, stk. 1, litra a, henregnes ikke til indkomsten indtægter, som hidrører fra salg af den skattepligtiges ejendele, for så vidt disse salg ikke henhører til vedkommendes næringsvej eller er foretaget i spekulationsøjemed. Udgifter afholdt i årets løb for at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten er fradragsberettigede i henhold til statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Der skal foreligge en direkte og umiddelbar forbindelse mellem afholdelsen af udgiften og erhvervelsen af indkomsten. Det kræver, dels at udgiftsafholdelsen ligger inden for de naturlige rammer af virksomheden, dels at udgiften ikke kan karakteriseres som en privatudgift, som er indkomstopgørelsen uvedkommende. Bevisbyrden for skattemæssige fradrag påhviler som udgangspunkt den skattepligtige. Det følger af Højesterets dom af 19. marts 2004, offentliggjort i SKM2004.162.HR. Enhver skatteyder skal selvangive sin indkomst, uanset om denne er positiv eller negativ. Det følger af skattekontrollovens § 2. Erhvervsdrivende skal ifølge i skattekontrollovens § 6, stk. 1, nr. 1, indgive et skattemæssigt årsregnskab i overensstemmelse med de regler, skatteministeren har fastsat. Kravene til regnskabet fremgår af mindstekravsbekendtgørelsen for mindre virksomheder (bekendtgørelse nr.1296 af 14. november 2018) og årsregnskabsloven (lovbekendtgørelse nr. 395 af 25. maj 2009 med efterfølgende ændringer). Erhvervsdrivende, der fører regnskab, hvad enten den pågældende ifølge lovgivningen er regnskabspligtig eller ej, har pligt til på begæring af told- og skatteforvaltningen til denne at indsende sit regnskabsmateriale med bilag for såvel tidligere som for det løbende regnskabsår og andre dokumenter, der kan have betydning for den pågældendes skatteansættelser, herunder for afgørelsen af skattepligt her til landet. Det fremgår af skattekontrollovens § 53, stk. 1. Hvis den selvangivelsespligtige ikke har selvangivet fyldestgørende på ansættelsestidspunktet, kan skatteansættelsen foretages skønsmæssigt, jf. skattekontrollovens § 74, stk. 1 og 2. Hvis der konstateres en yderligere indtægtskilde, eller det konstateres, at en skatteyder har modtaget indtægter af en vis størrelse, som ikke er selvangivet, påhviler det efter omstændighederne skatteyderen at godtgøre, at disse indtægter stammer fra midler, der allerede er beskattet, eller som er undtaget fra beskatning. Der kan henvises til Højesterets dom af 10. oktober 2008, offentliggjort i SKM2008.905.HR, hvor Højesteret fandt, at der i et tilfælde, hvor der løbende over en længere periode blev indsat større beløb på sagsøgernes bankkonti, sammenholdt med de foreliggende oplysninger om sagsøgernes indtægtsforhold i de pågældende indkomstår, påhviler sagsøgerne at godtgøre, at de indsatte beløb stammer fra beskattede midler. Der lægges i denne forbindelse vægt på, om klagerens forklaring kan underbygges af objektive kendsgerninger, jf. Højesterets dom af 7. marts 2011, offentliggjort i SKM2011.208.HR. Låneforhold skal kunne dokumenteres f.eks. ved fremlæggelse af lånedokumenter, aftaler om forrentning og afvikling af lån mv., hvilket følger af byrettens dom af 18. marts 2018, offentliggjort i SKM2013.363.BR. Det kan udledes af byrettens dom af 29. juni 2010, offentliggjort i SKM2010.509.BR, at der ved vurderingen af, hvorvidt der er tale om et lån, lægges der vægt på, om der er udarbejdet et lånedokument og om lånevilkårene, herunder tilbagebetalingsvilkårene og rentevilkår i øvrigt, kan dokumenteres, samt om tilbagebetalingen af beløbet kan dokumenteres. Derudover følger det af praksis, at lånedokumentets indhold skal være bestyrket af objektive kendsgerninger for pengestrømmen, jf. Østre Landsretsdom af 29. juni 2011, offentliggjort i SKM2011.493.ØLR. Klageren skal kunne godtgøre, at der består et reelt gældsforhold med en reel forpligtigelse til tilbagebetaling. Der kan henvises til byrettens dom af 17. juni 2019, offentliggjort i SKM2019.352.BR. Det følger af skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, at told- og skatteforvaltningen ikke kan afsende varsel om foretagelse eller ændring af en ansættelse af indkomstskat senere end den 1. maj i det fjerde år efter indkomstårets udløb, og at ansættelsen skal foretages senest den 1. august i det fjerde år efter indkomstårets udløb. Følgende fremgår af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5: ” Uanset fristerne i § 26 kan en ansættelse af indkomstskat, ejendomsværdiskat, grundskyld eller dækningsafgift foretages eller ændres efter anmodning fra den skattepligtige eller efter told- og skatteforvaltningens bestemmelse, hvis: … 5) Den skattepligtige eller nogen på dennes vegne forsætligt eller groft uagtsomt har bevirket, at skattemyndighederne har foretaget en ansættelse på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag.” En skatteansættelse efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, kan dog alene foretages, hvis den varsles af Skattestyrelsen senest 6 måneder efter, at Skattestyrelsen er kommet til kundskab om det forhold, der begrunder fravigelsen af fristerne i § 26, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, 1. pkt. En skatteansættelse, der er varslet af Skattestyrelsen, skal foretages senest 3 måneder efter den dag, hvor varsling er afsendt, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, 2. pkt. Kundskabstidspunktet i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, 1. pkt., om ekstraordinær skatteansættelse regnes fra det tidspunkt, hvor skatteforvaltningen er kommet i besiddelse af tilstrækkelige oplysninger til, at der forelå grundlag for ekstraordinær ansættelse efter § 27, stk. 1, nr. 5, jf. bl.a. SKM2018.481.HR. Efter sin ordlyd og kontekst af skatteforvaltningslovens §§ 26, stk. 1, og § 20, stk. 1, må § 27, stk. 2, forstås sådan, at kundskabstidspunktet ikke indtræffer, før skattemyndighederne er kommet i besiddelse af de oplysninger, som er nødvendige for, at der – med fristafbrydende virkning – kan afgives et varsel om den ekstraordinære ansættelse, og at et sådant varsel forudsætter, at de oplysninger, som skattemyndighederne er i besiddelse af, gør det muligt – med forbehold for den skattepligtiges eventuelle udtalelse imod den varslede forhøjelse, herunder den beløbsmæssige opgørelse af en forhøjelse – at angive og begrunde en beløbsmæssig opgørelse af forhøjelsen, jf. Østre Landsrets dom af 19. december 2023, offentliggjort i SKM2024.140.ØLR. Landsskatterettens begrundelse og resultat Erhvervsmæssig virksomhed Skattestyrelsen har anset de samlede indsætninger på klagerens bankkonti, i alt 192.383 kr. ekskl. moms, for at udgøre erhvervsmæssig virksomhed. Landsskatteretten finder, at disse indsætninger kan anses for at stamme fra erhvervsmæssig virksomhed. Der er ved afgørelsen særligt lagt vægt på klagerens kontoudskrifter med posteringsteksterne ”[...] Ovf. [kontonr.1]”, ”[klager]” og ”Overførsel”. Der er desuden lagt vægt på karakteren, hyppigheden og størrelsen af indsætningerne samt på beløbenes samlede størrelse. Der er endvidere lagt vægt på, at klageren i perioden fra den 1. oktober 2015 til den 15. februar 2016 var registreret med enkeltmandsvirksomheden [virksomhed1], samt at klageren den 17. juli 2019 fik afslag fra Skattestyrelsen på genregistrering af virksomheden for moms. Indsætninger Landsskatteretten finder, at klageren ikke har dokumenteret eller tilstrækkeligt godtgjort, at han har modtaget 11.754 kr. ved salg af privat indbo i form af effekter fra 2. Verdenskrig, og at beløbet stammer fra midler, der allerede er beskattede eller som ikke skal beskattes hos klageren. Retten har lagt vægt på, at klagerens forklaringer ikke er understøttet ved objektivt konstaterbare forhold, herunder eksempelvis ved salgsaftaler, salgsannoncer, korrespondance vedrørende salgene eller kvitteringer for køb af de ejendele, som klageren har anført at have solgt. Landsskatteretten finder desuden, at klageren ikke har dokumenteret eller tilstrækkeligt godtgjort, at han har modtaget 1.500 kr. fra [person3], 5.000 kr. fra [person1] og 45.500 kr. fra [person2], og at de resterende indsætninger udgør lån fra familie, venner og andre, og dermed er undtaget fra beskatning. Landsskatteretten har lagt vægt på, at låneforholdene ikke er dokumenteret ved gældsbreve eller øvrige lånedokumenter, der nærmere fastlægger, at der har bestået et gældsforhold. Landsskatteretten har yderligere lagt vægt på, at klageren ikke har godtgjort, at klageren af andre årsager skulle have haft indtægter af en sådan størrelsesorden. Retten finder således, at klageren ikke har godtgjort, at indsætningerne ikke er skattepligtige som yderligere omsætning ved uregistreret virksomhed. Landsskatteretten finder desuden, at der var grundlag for at Skattestyrelsen kan foretage en skønsmæssig ansættelse af virksomhedens resultat. Landsskatteretten har lagt vægt på, at klageren ikke har selvangivet et overskud af virksomhed for indkomståret 2018 inden for oplysningsfristen, og at klageren ikke har fremsendt regnskabsoplysninger på Skattestyrelsens anmodning. Ved den skønsmæssige fastsættelse af resultatet i klagerens virksomhed, tages der udgangspunkt i de konkrete indsætninger på klagerens konti. Landsskatteretten finder, at dette er det mest virkelighedsnære grundlag for skønsudøvelsen, idet klageren ikke har fremsendt regnskabsmateriale, der svarer til reelle indtægter, der har været i virksomheden i indkomståret 2018. Landsskatteretten lægger samtidig vægt på, at Skattestyrelsen i samme afgørelse har fastsat salgsmoms i klagerens virksomhed skønsmæssigt, på baggrund af konkrete indsætningerne på klagerens konti. Landsskatteretten finder, at repræsentantens oplysninger om, at en eventuel skønsudøvelse skal foretages på baggrund af en privatforbrugsberegning, ikke kan føre til et andet resultat, idet konstateret indkomst er skattepligtig uafhængig af, at klageren i øvrigt har haft midler til rådighed til et antageligt privatforbrug. Landsskatteretten stadfæster herved Skattestyrelsens afgørelse på dette punkt. Fradrag for driftsomkostninger Landsskatteretten finder ikke grundlag for at ændre det af Skattestyrelsen skønsmæssigt fastsatte fradrag for driftsomkostninger i klagerens virksomhed på 5 % af omsætningen svarende til i alt 12.825,59 kr. Landsskatteretten har herved henset til, at klageren ikke har fremlagt materiale i sagen, som sandsynliggør, at Skattestyrelsen har foretaget et urimeligt skøn. Retten har desuden lagt vægt på, at det må anses for sandsynligt, at klageren har afholdt udgifter til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten i virksomheden. Landsskatteretten finder således ikke grundlag for at ændre på Skattestyrelsens skønsmæssigt fastsatte fradrag i virksomheden for indkomståret 2018. Formalitet Det af repræsentantens anførte om manglende opfyldelse af officialmaksimen og manglende angivelse af beskatningslovhjemmel kan ikke føre til et andet resultat. Retten har lagt vægt på, at Skattestyrelsen har indkaldt materiale hos klageren og forsøgt sagen oplyst i tilstrækkelig grad. For så vidt angår repræsentantens bemærkning om, at Skattestyrelsen ikke har angivet beskatningslovhjemmel, bemærker retten, at Skattestyrelsens afgørelse ikke ses at lide af de af repræsentantens anførte mangler. Retten har henset til, at det fremgår af Skattestyrelsens afgørelse hvilken hjemmel Skattestyrelsen har anvendt til beskatning af klagerens indkomst. Frister Skattestyrelsen har den 20. juni 2022 fremsendt forslag til afgørelse vedrørende klagerens skatteansættelse for indkomståret 2018. Varslingsfristen var den 1. maj 2022. Skattestyrelsens forslag til afgørelse blev derfor fremsendt efter fristen for ordinær genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1. Spørgsmålet om genoptagelse skal herefter afgøres efter bestemmelsen om ekstraordinær genoptagelse i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5. Landsskatteretten finder, at Skattestyrelsen var berettiget til at genoptage virksomhedens skatteansættelse ekstraordinært, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5. Der er ved afgørelsen lagt vægt på, at klageren har handlet mindst groft uagtsomt ved at undlade at oplyse Skattestyrelsen om sit resultat af virksomhed. Herved er henset til, at klageren har modtaget indsætninger af ikke ubetydelig størrelse, som Skattestyrelsen ikke er blevet gjort bekendt med, hvilket har bevirket, at Skattestyrelsen har foretaget en ansættelse på et ufuldstændigt grundlag. Skattestyrelsen modtog henholdsvis den 16. maj 2022, den 19. maj 2022, den 24. maj 2022 og den 7. juni 2022 bankkontoudtog fra klagerens banker. Retten finder på den baggrund, at Skattestyrelsen tidligst den 16. maj 2022 fik kundskab om de oplysninger, som danner grundlag for en korrekt skatteansættelse for indkomståret 2018. Retten finder således, at varslingsfristen på seks måneder i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, 1. pkt., er overholdt. Skattestyrelsen udsendte den 12. juli 2022 endelig afgørelse. Retten finder på den baggrund, at fristen på tre måneder i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, 2. pkt., også er overholdt. Herefter, og da det, som klageren i øvrigt har anført, ikke kan føre til et andet resultat, stadfæster Landsskatteretten Skattestyrelsens afgørelse.