Tysk arbejdsgiver hæfter ikke som bruger for registreringsafgift

Journalnr. 22-0085577 Motorstyrelsen har truffet afgørelse om, at selskabet hæfter solidarisk for registreringsafgiften, jf. registreringsafgiftslovens § 20, stk. 5, idet selskabet er leasingtager af et tysk registreret køretøj, som er blevet anvendt på færdselslovens område af en af selskabets medarbejdere uden forinden at være registreret og afgiftsberigtiget. Landsskatteretten ændrer Motorstyrelsens afgørelse og nedsætter afgiftskravet over for selskabet til 0 kr. Faktiske oplysninger Sagens køretøj er et tysk registreret leasingkøretøj, Audi A6 Avant, stelnummer [...], tysk registreringsnummer [reg.nr.1]. Køretøjets ejer er det tyske leasingselskab, [virksomhed1] GmbH. Det tyske selskab, [klager] GmbH (herefter selskabet) er leasingtager af køretøjet og har som arbejdsgiver til [person1] stillet køretøjet til rådighed for [person1] til privat og erhvervsmæssig kørsel. Motorstyrelsen har truffet særskilt afgørelse over for [person1], som var fører af køretøjet ved Toldstyrelsens kontrol af køretøjet den 2. februar 2022 ved grænseovergangen ved [by1]. Motorstyrelsen har under henvisning til, at [person1] har anvendt køretøjet til kørsel i Danmark uden at være omfattet af fritagelsesbestemmelserne for registreringspligt, jf. § 15, stk. 2, § 10, § 13, stk. 2, samt §§ 16-26 i registreringsbekendtgørelsen, truffet afgørelse om, at [person1] hæfter for registreringsafgiften som fører af køretøjet, jf. registreringsafgiftslovens § 20, stk. 5. Motorstyrelsen har over for selskabet, i den påklagede afgørelse, truffet afgørelse om, at selskabet som leasingtager af det tyske registrerede køretøj er bruger af køretøjet og hæfter solidarisk for registreringsafgiften sammen med [person1], jf. registreringsafgiftslovens § 20, stk. 5. Henset til, at selskabet ikke er civilretlig ejer af køretøjet, har Motorstyrelsen anset selskabet for at være bruger af køretøjet under henvisning til, at selskabet har overdraget køretøjet til dets medarbejder [person1] som en firmabil, og at selskabet på kontroltidspunktet den 2. februar 2022 utvivlsomt har været vidende om, at [person1] var fast bosat i Danmark, og derfor burde være vidende om, at køretøjet var taget i brug på færdselslovens område i Danmark. Selskabet har ikke anfægtet, at køretøjet er omfattet af registreringspligten, og at køretøjet derfor forinden benyttelsen på færdselslovens område i Danmark skulle have været registreret og afgiftsberigtiget. Motorstyrelsens afgørelse Motorstyrelsen har truffet afgørelse om opkrævning af 287.196 kr. i registreringsafgift under henvisning til, at selskabet som leasingtager af det tyske registrerede leasingkøretøj hæfter for registreringsafgiften som bruger, jf. registreringsafgiftslovens § 20, stk. 5. Motorstyrelsen har som begrundelse bl.a. anført: ”Begrundelsen for afgørelsen er følgende: Toldstyrelsen har den 2. februar 2022 ved en kontrol ved [by1] grænseovergang konstateret, at [person1] har indført en Mærke: Audi Model: A6 Avant Stelnr.: [...] Registreringsnummer: [reg.nr.1] Registreringsland: Tyskland Km. stand: 70.154 og anvendt motorkøretøjet til kørsel i Danmark, selvom motorkøretøjet skulle have været indregistreret og afgiftsberigtiget inden benyttelsen i Danmark. Motorstyrelsen finder endvidere, at [person1] kørsel i et udenlandsk motorkøretøj ikke er omfattet af nogen af fritagelserne for registreringspligt, jf. § 15, stk. 2, § 10, § 13, stk. 2 samt §§ 16-26 i registreringsbekendtgørelsen. For yderligere begrundelse henvises til vedlagte sagsfremstilling […] Motorstyrelsens begrundelse for ændringen [person1] har både den 21. juni 2021 og den 2. februar 2022 ført en tysk indregistreret Audi med registreringsnummer [reg.nr.1]. Køretøjet er som udgangspunkt registreringspligtig i Danmark, idet [person1] er bosiddende og har sit private tilhørsforhold i Danmark, jf. bekendtgørelse nr. 2523 af 15. december 2021 om registrering af køretøjer §§ 3, stk. 1, nr. 1 og 5, stk. 3. Det fremgår af det tilsendte materiale, at [klager] GmbH har stillet køretøjet til rådighed for [person1]. Det fremgår af [klager] GmbH skrivelse af den 9. februar 2022, at [person1] har haft råderet over køretøjet i januar og februar 2022. Registreringspligten bevirker, at køretøjet samtidig er registreringsafgiftspligtigt, jf. registreringsafgiftslovens § 1, stk. 1. Undtagelsesvis skal der ikke svares afgift af køretøjer, der stilles til rådighed for en herboende arbejdstager, af en virksomhed med hjemsted eller fast forretningssted i et andet EU/EØS-land, medmindre køretøjet i det væsentlige skal anvendes varigt i Danmark, jf. registreringsafgiftslovens § 1, stk. 4 og 5. Det fremgår af registreringsbekendtgørelsen § 21, at en herboende arbejdstager, der får stillet et udenlandsk registreret motorkøretøj til rådighed af en virksomhed med hjemsted eller fast forretningssted i en anden EU/EØS-stat, må føre køretøjet på færdselslovens område. Det er dog en forudsætning for anvendelsen på færdselslovens område, at Skatteforvaltningen har fritaget køretøjet for afgift efter registreringsafgiftsloven. Denne fritagelse skal medbringes under kørsel på færdselslovens område, og skal efter anmodning vises til politiet eller Skatteforvaltningen, jf. bekendtgørelsens § 21, stk. 3. Det er derfor en forudsætning, at Motorstyrelsen har givet tilladelse til den afgiftsfri kørsel til den udenlandsk firmabil, inden køretøjet tages i brug på færdselslovens område. Landsskatteretten har ved kendelse af 27. november 2020 (SKM2021.28.LSR) anset et køretøj, indregistreret på udenlandske nummerplader, for registrerings- og afgiftspligtig efter de almindelige bestemmelser, idet køretøjet var taget i brug på færdselslovens område, inden der var givet tilladelse til en afgiftsfri kørsel efter reglerne for udenlandske firmabiler. Da køretøjet er taget i brug på færdselslovens område, er det Motorstyrelsens opfattelse, at [person1] ikke opfylder betingelserne i registreringsafgiftslovens § 1, stk. 4 og stk. 5, jf. § 3 a, stk. 1 samt registreringsbekendtgørelsens § 21, stk. 2 for at kunne anvende køretøjet i Danmark uden, at der betales registreringsafgift af dette. Derudover finder Motorstyrelsen, at [person1] var vidende om, at der skulle ansøges om tilladelse til at køre i en afgiftsfritaget udenlandske firmabil i Danmark, da [person1] på begge kontroltidspunkter forklarede, at der var ved at blive udarbejdet en ansøgning om tilladelse, samt at [person1] forklarede at han havde været i kontakt med Motorstyrelsen om dette. Motorstyrelsen har ikke modtaget en ansøgning om afgiftsfritagelse af [person1] udenlandske firmabil. Dobbelt domicil: Motorstyrelsen bemærker, at [person1] som herboende med tysk statsborgerskab, kan være underlagt undtagelserne i reglerne for dobbelt domicil, jf. registreringsbekendtgørelsens § 8. Motorstyrelsen har derfor i materialeindkaldelsen af den 24. februar 2022 subsidiært anmodet [person1] om at sende materiale, der kan belyse dette. [person1] har i telefonsamtale med Motorstyrelsen den 25. marts 2022 forklaret, at han primært bor og opholder sig i Danmark, men at han har en søn og en lejlighed i Tyskland. [person1] har den 12. april 2022 sendt dokumentation, der bekræfter dette. Motorstyrelsen har i vurderingen om dobbelt domicil lagt vægt på, at [person1] bor i Danmark med sin kone, og at han primært opholder sig i Danmark. Motorstyrelsen finder ud fra en samlet vurdering af sagens faktiske forhold, at [person1] ikke er underlagt undtagelserne i reglerne om dobbelt domicil, da han har sin private tilknytning til Danmark. Motorstyrelsen mener på baggrund af ovenstående, at køretøjet er registreringspligtigt i Danmark, og dermed registreringsafgiftspligtig. Hæftelse [klager] GmbH har i forbindelse med Motorstyrelsen udsendte forslag til afgørelse af den 25. april 2022 fremført, at køretøjet er leaset af [virksomhed2] GmbH, og at [klager] GmbH dermed ikke er den civilretlige ejer af køretøjet. Da [klager] GmbH ikke er civilretlige ejer af køretøjet, anser Motorstyrelsen virksomheden [klager] GmbH for værende bruger af køretøjet, da det er dem der har overdraget køretøjet til deres medarbejder [person1], som en firmabil. Det er Motorstyrelsens opfattelse, at [klager] GmbH på kontroltidspunktet den 2. februar 2022 utvivlsomt har været vidende om, at [person1] var fast bosat i Danmark. Allerede i september 2021 blev [klager] GmbH vidende om, at [person1] havde arbejdet fra Danmark samt at [person1] havde erhvervet sig en ejendom i Danmark. Det er derfor Motorstyrelsen opfattelse, at [klager] GmbH burde være vidende om, at køretøjet var taget i brug på færdselslovens område i Danmark. Motorstyrelsen finder derfor, at [klager] GmbH som bruger af køretøjet, hæfter for betaling af registreringsafgiften, jf.registreringsafgiftslovens § 20, stk. 5. [person1] hæfter solidarisk som fører for betaling af registreringsafgiften, jf. registreringsafgiftslovens § 20, stk. 5. […]” Udtalelse fra Motorstyrelsen I forbindelse med Skatteankestyrelsens klagesagsbehandling har Motorstyrelsen den 13. oktober 2022 udtalt følgende: ”Motorstyrelsen bemærker først og fremmest, at [klager] GmbH (herefter ”[klager]”) gør indsigelse på, hvorvidt klager hæfter for betaling af registreringsafgiften, og ikke hvorvidt køretøjet er registreringspligtigt i Danmark. I forhold til vurderingen af, hvorvidt [klager] har været vidende om, at deres ansatte anvendte køretøjet på færdselslovens område i Danmark uden, at der var betalt korrekt afgift af køretøjet, har Motorstyrelsen lagt vægt på følgende: At medarbejderen har fået stillet køretøjet til rådighed som en firmabil af [klager], og at medarbejderen ifølge sin ansættelseskontrakt, må benytte køretøjet ubegrænset. At medarbejderen den 12. september 2022 meddeler [klager], at medarbejderen har arbejdet fra Danmark. I den forbindelse nedlægger [klager] forbud mod at medarbejderen arbejder fra sit hjem i Danmark, da dette kan betyde at dette skattemæssigt skal anses som et fast driftssted for virksomheden. At medarbejderen den 27. september 2022 orienterede [klager] om, at medarbejderen vil anvende firmabilen i Danmark, og at køretøjet i den forbindelse skulle fritages for registreringsafgift i Danmark. Medarbejderen anmoder derfor om en erklæring fra [klager], for at medarbejderen kan ansøge om tilladelsen for afgiftsfri kørsel i firmabilen i Danmark. Den 4. oktober 2022 sender [klager] erklæringen til medarbejderen, hvori [klager] selv adresserer til medarbejderens danske adresse samt at [klager] erklærer, at medarbejderen ikke har anvendt køretøjet erhvervsmæssigt i Danmark i 2021. Samme erklæring udsteder [klager] igen den 9. februar 2022. Det forhold at [klager] som en del af deres ansættelsesforhold har givet medarbejderen et forbud mod at anvende køretøjet i Danmark, kan ikke medføre at [klager] ikke hæfter for betaling af registreringsafgiften. I forlængelse af dette, lægger vi vægt på, at [klager] udfærdigede en erklæring for at medarbejderen kunne ansøge om tilladelse til at anvende køretøjet afgiftsfrit i Danmark, og dermed har accepteret at medarbejderen anvendte firmabilen i Danmark. Derudover fremgår det af [klager] udtalelse til Skatteankestyrelsen, at det stod medarbejderen frit for at anvende køretøjet i Danmark i sin fritid indtil den 11. november 2021. Motorstyrelsen fremhæver ud fra ovenstående, at [klager] allerede i september og oktober var vidende om, at medarbejderen var bosat i Danmark samt at medarbejderen ønskede at søge om tilladelse til at anvende firmabilen afgiftsfrit i Danmark, da medarbejderen boede og havde arbejdet fra sit hjem i Danmark i en periode. [klager] gør overfor Skatteankestyrelsen gældende, at Motorstyrelsen fejlagtigt undlader at lægge vægt på, at [klager] først den 3. december 2021 blev vidende om, at medarbejderen var fuld skattepligtig til Danmark. Motorstyrelsen finder det ubestridt, at [klager] allerede i september 2021 for det første blev bekendt med, at deres medarbejder boede og arbejdede fra sit hjem i Danmark, og at [klager] var bekendt med medarbejderens danske adresse, samt at medarbejderen ønskede at ansøge om tilladelse til afgiftsfri kørsel i Danmark og at [klager] udarbejdede en erklæring til denne ansøgning. Derudover henviser Motorstyrelsen til, at medarbejderne i forbindelse med ansøgningen forklarer overfor [klager], at det kun er medarbejderen der kan ansøge om tilladelsen, da det kræver et dansk CPR-nr. og NemID. Motorstyrelsen finder det ubestridt, at [klager] var vidende om ibrugtagningen i Danmark inden den 3. december 2021, samt at et forbud, der er blevet aftalt i et ansættelsesretligt forhold ikke kan ændre på, hvorvidt [klager] har været vidende om ibrugtagning i Danmark på baggrund af de ovenstående anførte grunde. Yderligere gør [klager] gældende overfor Skatteankestyrelsen, at [klager] ikke er omfattet af begrebet ”bruger” i registreringsafgiftslovens § 20, stk. 5s forstand. Motorstyrelsen sendte den 28. april 2022 et forslag til opkrævning af registreringsafgift til [klager]. Det var på daværende tidspunkt Motorstyrelsens opfattelse, at [klager] hæftede for registreringsafgift som ejer af køretøjet, jf. registreringsafgiftslovens § 20, stk. 1. Det var Motorstyrelsens umiddelbare opfattelse, at [klager] var ejer af køretøjet, da [klager] var anført som ejer af køretøjet på registreringsattesten. [klager] fremsendte i forbindelse med sine bemærkninger til Motorstyrelsens forslag til afgørelse af den 28. april 2022, [klager] leasingaftale vedrørende køretøjet. På den baggrund sendte Motorstyrelsen den 8. juli 2022 et nyt forslag til [klager], hvoraf [klager] hæftede for betaling af registreringsafgift efter registreringsafgiftslovens § 20, stk. 5. Overfor Skatteankestyrelsen gør [klager] gældende, at de ikke kan anses som bruger af køretøjet, da [klager] har leaset køretøjet med henblik på en ansats ultimative råden over køretøjet i perioden, hvor køretøjet stilles til rådighed for medarbejderen, og at [klager] i perioden ingen råderet eller brugsret har over køretøjet. Motorstyrelsen henviser til, at leasingaftalen er indgået med [klager] som storkunde og som leasingtager, og at [klager] derefter har stillet køretøjet til rådighed for sin medarbejder. [klager] henviser til registreringsbekendtgørelsens § 1, stk. 3, 2. pkt. Motorstyrelsen vil i den forbindelse gerne henvise [klager] til bestemmelsens fulde ordlyd og særligt til bestemmelsens sidste punktum, hvoraf fremgår: ”Det samme gælder en filial her i landet af en udenlandsk erhvervsdrivende eller en udenlandsk arbejdsgiver” (Motorstyrelsens understregning) Derudover er det ikke Motorstyrelsen opfattelse, at [klager] har overgivet den ultimative råden over køretøjet til medarbejderen, da [klager] netop har begrænset medarbejderens brugsret af køretøjet, ved at give medarbejderen forbud mod at anvende køretøjet i Danmark. Motorstyrelsen finder ikke, at der er kommet nye oplysninger i klagen og henviser tillige til Motorstyrelsens afgørelse af 7. september 2022, hvoraf Motorstyrelsens begrundelse, argumentation, besvarelse på indsigelse mm. nærmere fremgår. Motorstyrelsen fastholder afgørelsen om betaling af registreringsafgift på 287.196 kr. Motorstyrelsen indstiller derfor, at vores afgørelse af 7. september 2022 stadfæstes” Motorstyrelsens udtalelse til Skatteankestyrelsens indstilling Motorstyrelsen har udtalt følgende til Skatteankestyrelsens indstilling: ”Følgende fremgår af registreringsbekendtgørelsens § 1, stk. 3 (bekendtgørelse nr. 2523 af 15. december 2021): ”Stk. 3. I denne bekendtgørelse, bortset fra kapitel 4, bruges betegnelsen »ejer« eller »bruger« af et køretøj, eller afledninger heraf, såvel om tilfælde, hvor der kun er én ejer eller én bruger, som om tilfælde, hvor der er flere ejere eller flere brugere af køretøjet. Betegnelsen »bruger« af et køretøj bruges om en fysisk eller juridisk person, der er forskellig fra køretøjets registrerede ejer, og som har ret til at bruge køretøjet i 30 dage eller mere, jf. dog § 5, stk. 2 og 3. Det samme gælder en filial her i landet af en udenlandsk erhvervsdrivende virksomhed eller en udenlandsk arbejdsgiver.” Klager har leaset køretøjet af et tysk leasingselskab og stillet det til rådighed for arbejdstageren, som har bopæl i Danmark. Det er herefter Motorstyrelsens vurdering, at klager, som udenlandsk arbejdsgiver, opfylder definitionen af en bruger i registreringsbekendtgørelsens § 1, stk. 3. Det fremgår af registreringsafgiftslovens § 20, stk. 5, at for betaling af afgiften hæfter tillige en fører eller bruger af køretøjet, hvis den pågældende bruger køretøjet med viden om, at der ikke er betalt den afgift af køretøjet, som kræves efter denne lov. Det er således ikke en betingelse for hæftelsen i § 20, stk. 5, at brugeren er registreret i køretøjsregistret eller burde være registreret. Denne forståelse af bestemmelsen kan ligeledes udledes af hæftelsen i § 20, stk. 1, hvor der faktisk sondres mellem den registrerede ejer og den civilretlige ejer. Dette tilsiger, at hæftelsen efter § 20, stk. 5 gælder, uanset om brugeren er registreret eller ej, da der i bestemmelsen ikke sondres mellem hæftelsen for registrerede og ikke-registrerede brugere. Det fremgår af forarbejderne til bestemmelsen, at den primært finder anvendelse i tilfælde hvor der ikke er betalt afgift af køretøjet, fx hvor en udenlandsk bruger af et køretøj, der er registreret i udlandet, opholder sig her i landet på en sådan måde, at køretøjet skal registreres her. Det er Motorstyrelsens vurdering, at køretøjet er taget i brug på færdselslovens område af klagers medarbejder, som har bopæl her i landet, hvorfor køretøjet er afgiftspligtigt til Danmark. Klager har stillet køretøjet til rådighed for medarbejderen og opfylder betingelserne for at blive anset for bruger efter registreringsbekendtgørelsens § 1, stk. 3. Det er herefter Motorstyrelsens vurdering, at klager hæfter for afgiften efter registreringsafgiftslovens § 20, stk. 5. Motorstyrelsen indstiller således, at afgørelsen stadfæstes.” Klagerens opfattelse Selskabets repræsentant har fremsat påstand om, at selskabet ikke er omfattet af begrebet ”bruger” i registreringsafgiftslovens § 20, stk. 5, og at selskabet i øvrigt ikke hæfter for afgiftskravet som bruger af køretøjet, jf. registreringsafgiftslovens § 20, stk. 5. Til støtte for påstanden har repræsentanten bl.a. anført: ”[klager] modtog den 28. april 2022 et brev fra Motorstyrelsen vedrørende forslag til afgørelse om påkrav om registrering af en Audi A6, stelnummer [...], tysk registreringsnr. [reg.nr.1], samt betaling af registreringsafgift på i alt 287.196 kr. in solidum med [person1] (herefter benævnt ”[person1]”). I skrivelsen fremgik følgende beskrivelse: ”Ved en rutinemæssig kontrol d. 02.02.2022 ved [by1] grænseovergang kl. 20:21, blev denne Audi (...) udtaget til kontrol. Føreren af bilen var [person1], herefter [person1], med sig i bilen havde han [NAVN PÅ NILS’ HUSTRU] herefter [person2]. [person1] fortalte, at han havde boet i Danmark siden November 2020, [person2] havde boet i Danmark i 5 år. Da jeg spurgte ind til en tilladelse for at køre i bilen, sagde [person1] at det var en firmabil og at de ved firmaet var i gang med en tilladelse. Jeg spurgte ham om han havde en tilladelse fra Danmark, men det havde han ikke., men han havde været i kontakt med jer (Motorstyrelsen), dog uden at kunne bevise det. Jeg fortalte ham at jeg ville kontakte jer, og at han ville høre på e-boks.” På baggrund af at Motorstyrelsen fandt, at da [person1] blev standset i køretøjet ved grænsen til Danmark den 2. februar 2022 havde centrum for sine livsinteresser i Danmark og at [person1] derved på dette tidspunkt var fuldt skattepligtig til Danmark. Derfor var det Motorstyrelsens opfattelse, at køretøjet er registreringspligtigt i Danmark. Indledningsvis vurderede Motorstyrelsen, at min klient skulle hæfte som ejer af køretøjet efter registreringsafgiftslovens § 20, stk. 1, hvilket imidlertid viste sig ikke at være en korrekt slutning, idet køretøjet er leaset af et tysk leasingselskab. Senere konkluderede Motorstyrelsen, at [klager] vidste, at [person1] var fuldt skattepligtigt til Danmark, at [klager] vidste, at [person1] anvendte køretøjet i Danmark, og at [klager] skulle anses som bruger af køretøjet, hvorfor [klager] som bruger var solidarisk hæftende med [person1] under henvisning til registreringsafgiftslovens § 20, stk. 5. Jeg skal på vegne af [klager] bestride, at [klager] havde et sådant kendskab til og at [klager] således hæfter efter registreringsafgiftslovens § 20, stk. 5, idet jeg henviser til følgende bemærkninger: [person1] ansættelse hos min klient [person1] blev ansat hos min klient i april 2018. Min klient havde på tidspunktet for ansættelsen ikke set nogen indikationer på, at [person1] havde nogen tilknytning til Danmark og at [person1] således på noget tidspunkt ville arbejde fra Danmark eller i øvrigt anvende køretøjet i Danmark, idet [person1] talte tysk, boede i Tyskland og i øvrigt skulle udføre sit arbejde i Tyskland. Min klient har således ikke haft kendskab til [person1] private forhold, der har givet anledning til, at min klient burde have indført ansættelsesretlige indskrænkninger i [person1] brug af bilen. På baggrund heraf indgik parterne ansættelsesaftale i april 2018. I ansættelsesaftale mellem min klient og [person1] af den 19. april 2018, der vedlægges som bilag 2, fremgår følgende af § 8: ”Für de Ausübung der Tätigkeit stellt die Arbeitgeberin Hernn [person1] einen Dienstwa gen der Mittelklasse zur Verfügung, der auch für private Zwecke genutzt werden darf. Hierüber wird eine gesonderte Dienstwagenve-reinbarung geschlossen, die als Anlage beigefügt ist”. Det fremgår således af ansættelsesaftalen, der er forfattet på tysk, at [person1] i forbindelse med ansættelsen fik stillet et køretøj til rådighed, der også måtte anvendes til private formål. Derudover fremgår det øverst af ansættelsesaftalen, at [person1] bopæl er på en adresse i Tyskland, og at [person1] arbejdsplads i øvrigt er i Tyskland. Viden om adresse i Danmark Til sin store overraskelse blev [person3], HR Business Partner, den 12. september 2021 orienteret om, at [person1] i perioder arbejdede fra en adresse i Danmark. Idet [person3], HR Business Partner, ikke ville risikere, at [klager] kunne blive anset som selskabsskattepligtig til Denmark som følge af de strenge regler om hjemmekontorer (fast driftssted), besvarede hun denne orientering pr. e-mail af den 13. september 2021: ”Wie heute schon telefonisch besprochen, war mir nicht bekannt, dass Du überwiegend in Dänemark an Deinem weiteren Wohnsitz arbeitest. Wir fordern Dich daher wie besprochen auf, ab sofort in Deutschland zu arbeiten. Zudem benötigen wir von Dir die An gabe, ob Du im dänischen Melderegister, dem dänischen zentralen Personenregister, eingetragen bist, also eine dänische ”CPR-nummer” besitzt. Dies hat ggf. Auswirkun gen auf die Besteuerung des Diesntwagens, die wir prüfen müssen”. Min klient traf således straks de nødvendige foranstaltninger, som indebar et ansættelsesretligt forbud mod yderligere arbejde i Danmark. Idet min klient på dette tidspunkt nu havde identificeret, at [person1] havde en adresse i Danmark (men uden at have kendskab til at hans primære bopæl var i Danmark og at [person1] derved var fuldt skattepligtig til Danmark), blev [person1] hurtigt indkaldt til et møde mellem parterne. Mødet blev afholdt den 11. november 2021. På mødet meddelte [person1], at han ikke ville anvende køretøjet i Danmark, idet han alene ville parkere køretøjet i [Tyskland1], hvor [person1] har tilknytning til familie. Inden mødet den 11. november 2021 stod det [person1] frit for at anvende køretøjet i Danmark i sin fritid, men den 11. november 2021 [person1] modtog således et forbud mod at køre køretøjet i Danmark. Af brev fra [klager] til [person1] af 19. november 2021, fremgik følgende (bilag 4): ”Nachdem wir erfahren hatten, dass Sie neben Ihrem o.g. Wohnsitz einen weiteren Wohnsitz in Dänemark haben, welchen Sie der HR-Abteilung nicht proaktiv mitgeteilt haben, baten wir Sie in unserem persönlichen Gespräch mit [person4] am 08. September 2021 um Auskunft, welches Ihr Erst-wohnsitz ist. Am 01. Oktober teilten Sie der HR-Abteilung erstmalig die An-schrift Ihres weiteren Wohnsitzes in Dänemark ([adresse1], DK-[by2]) mit, jedoch ohne An gabe, ob Ihr Hauptwohnsitz in Dänemark oder an der uns am 25. September 2020 als Wohnsitz genannten o.g. Anschrift in Deutschland. Da wir diese Auskunft bis heute nicht von Ihnen erhalten haben, ermahnen wir Sie hiermit offiziell. Wir fordern Sie auf, unsgemäß Ihrer Verpflichtung mit Unterzeichnung unseres Personalfragebogens, der HR-Abteilung Änderungen sofort mitzuteilen - uns bis zum 05. Dezember 2021 schriftlich darüber zu informieren, welches Ihr Hauptwohnsitz bzw. Ihr Lebensmittelpunkt ist. ” Af ovennævnte citat kan udledes, at [klager] anmodede [person1] om at dele oplysninger om hans primære bopæl allerede straks efter at have modtaget orientering om, at [person1] også havde tilknytning til en dansk adresse. Det kan også udledes, at [person1] ikke svarede herpå inden den 3. december 2021. [person1] svarede herpå ved brev af 3. december 2021, hvoraf fremgik følgende (bilag 5): ”Ich nehme Bezug auf Ihr Ermahnungsschreiben vom 19.11.2021 und teile Ihnen auf diesem Wege mit, dass sich mein Hauptwohnsitz in Dänemark un-ter der Adresse [adresse1], DK [by2] befindet. Ferner möchte ich darauf hin weisen, dass ich postalisch auch weiterhin an meinem weiteren Wohnsitz in Deutschland unter der Adresse [adresse2], [Tyskland2], erreichbar bin Det står derfor klart, at først den 3. december 2021 og efter adskillige rykkere fra min klient til [person1] blev min klient endeligt vidende om, at [person1] var fuldt skattepligtig til Danmark (at han havde primær bopæl i Danmark). I parentes bør det også fremhæves, at anmodningen fra [klager] af 19. november 2021 (bilag 4) er et slutresultat af adskillige rykkere af [person1], der i flere måneder undlod at svare på spørgsmålet. Da [person1] endelig svarede den 3. december 2021, havde parterne imidlertid som bekendt allerede på mødet den 11. november 2021 aftalt, at [person1] ikke måtte anvende køretøjet i Danmark, hvorfor denne nye viden naturligvis ikke gav anledning til yderligere restriktioner i forhold til anvendelsen af bilen. [klager] opfylder ikke betingelserne for at hæfte efter registreringsafgiftslovens § 20, stk. 5 På baggrund af ovennævnte står det klart, at [klager] aldrig på samme tid har haft viden om, at [person1] var fuldt skattepligtig til Danmark og at [person1] anvendte køretøjet i Danmark, som er to kumulative betingelser for at hæfte efter registreringsafgiftslovens § 20, stk. 5. Da [klager] i september 2021 fik at vide, at [person1] havde arbejdet fra en adresse i Danmark, blev [person1] dels anmodet om at oplyse sin primære bopælsadresse (bilag 4) og indkaldt til møde den 11. november 2021, hvor det blev aftalt, at han ikke måtte anvende køretøjet i Danmark. Da [klager] herefter den 3. december 2021 blev vidende om [person1]’ tilknytning til Danmark, kunne [klager] ikke vide, at [person1] på trods af det aftalte fortsat ville anvende køretøjet i Danmark. Motorstyrelsen anfører følgende på afgørelsens side 21: ”[Motorstyrelsen] finder det ubestridt, at [klager] GmbH posttivt har været vidende om, at [person1] har anvendt køretøjet i Danmark. Motorstyrelsen lægger vægt på, at medarbejderen ifølge sin ansættelseskontrakt, var berettiget til at anvende køretøjet privat og at medarbejder i øvrigt er blevet beskattet ubegrænset af firmabilen. Derudover har medarbejderen allerede i 2021 oplyst [klager] GmbH, at han i en periode, havde arbejdet fra Danmark, hvorefter [klager] GmbH ud fra en samlet positiv vurdering var vidende om, at medarbejderen havde anvendt køretøjet på færdselslovens område”. I begrundelsen for afgørelsen anfører Motorstyrelsen således, at der alene er blevet lagt vægt på, at [person1] rent faktisk anvendte køretøjet i Danmark og at [klager] kendte til dette brug. Motorstyrelsens undlader derimod fejlagtigt at lægge vægt på, at [klager] først den 3. december 2021 blev vidende om [person1] skattepligt til Danmark. Indtil da har det været en helt berettiget antagelse, at [person1] var fuldt skattepligtig til Tyskland, og at hans anvendelse af køretøjet i Danmark således ikke ville udløse en registreringsafgiftsforpligtelse i Danmark. Ydermere undlader Motorstyrelsen fejlagtigt at lægge vægt på, at [klager] efter den 11. november 2021 havde indgået en aftale om, at [person1] ikke ville bruge køretøjet i Danmark. Først da [klager] blev vidende om [person1] skattemæssige tilknytning til og bopæl i Danmark den 3. december 2021, ville viden om anvendelse af bil i Danmark således kunne udløse en hæftelsesforpligtelse efter registreringsafgiftslovens § 20, stk. 5. På dette tidspunkt var [klager] imidlertid ikke blevet vidende om, at [person1] havde forbrudt sig mod den indgåede aftale ved at anvende køretøjet i Danmark. [klager] er ikke bruger af bilen efter REGAL § 20, stk. 5 I Motorstyrelsens afgørelse antages det, at [klager] er ”bruger” af køretøjet, og at [klager] derved er omfattet af registreringsafgiftslovens § 20, stk. 5. Dette bestrides. Registreringsafgiftsloven indeholder ikke en definition af ”bruger”, men begrebet stammer formentlig fra registreringsbekendtgørelsens § 1, stk. 3, 2. pkt., hvoraf fremgår: ”Betegnelsen »bruger« af et køretøj bruges om en fysisk eller juridisk person, der er forskellig fra køretøjets registrerede ejer, og som har ret til at bruge køretøjet i 30 dage eller mere, jf. dog § 5, stk. 2 og 3” I nærværende tilfælde har [klager] leaset en bil med henblik på en ansats ultimative råden over bilen i den periode, hvor bilen stilles til rådighed for medarbejderen. [klager] har i perioden ingen råderet eller brugsret over køretøjet, hvilket da også understøttes af, at Motorstyrelsen anfører, at [person1] bliver indkomstbeskattet af køretøjet. På baggrund heraf er det min opfattelse, at [klager] ikke er omfattet af begrebet ”Bruger” i registreringsafgiftslovens § 20, stk. 5s forstand.” Klagerens bemærkninger til Motorstyrelsens udtalelse Selskabets repræsentant har fremsat følgende bemærkninger til Motorstyrelsens udtalelse: ”Motorstyrelsen er ved brev af 13. oktober 2022 fremkommet med udtalelser til min klients klage over afgørelsen i ovennævnte sag. Udtalelserne giver ikke anledning til ændringer af de klagen anførte argumenter, idet jeg dog finder det nødvendigt at berigtige en række ukorrekte beskrivelser af faktum i Motorstyrelsens skrivelse: På skrivelsens side 2 anfører Motorstyrelsen følgende: ”Den 4. oktober 2022 sender [klager] erklæringen til medarbejderen, hvori [klager] selv adresserer til medarbejderens danske adresse samt at [klager] erklærer, at medarbejderen ikke har anvendt køretøjet erhvervsmæssigt i Danmark i 2021". [min kursivering] Som det fremgår af klagen, blev [klager] orienteret allerede i september om, at medarbejderen havde tilknytning til en adresse i Danmark – men ikke at denne var hans primære bopæl. Først efter at være blevet rykket flere gange, orienterede medarbejderen [klager] den 3. december 2021 om sin primære bopæl i Danmark. I øvrigt skal jeg henholde mig til beskrivelserne i klagen. På skrivelsens side 2 anfører Motorstyrelsen følgende: ”Motorstyrelsen finder det ubestridt, at [klager] allerede i september 2021 for det første blev bekendt med, at deres medarbejder boede og arbejde fra sit hjem i Danmark, og at [klager] var bekendt med medarbejderens danske adresse […]. Motorstyrelsens finder det ubestridt, at [klager] var vidende om ibrugtagningen i Danmark inden den 3. december 2021, samt at et forbud, der er blevet aftalt i et ansættelsesretligt forhold ikke kan ændre på, hvorvidt [klager] har været videde om ibrugtagning i Danmark på baggrund af de ovenstående anførte grunde”. [min understregning og kursivering] Som det fremgår af klagen, er de omtalte ”ubestridte” forhold i allerhøjeste grad bestridt af [klager]. Skatteankestyrelsen kan og bør derfor ikke lægge de nævnte forhold til grund, som var de ubestridt af [klager]. Afslutningsvis anføres på skrivelsens side 3 følgende: ”Motorstyrelsen vil i den forbindelse gerne henvise [klager] til bestemmelsens fulde ordlyd og særligt til bestemmelsens sidste punktum, hvoraf fremgår: ”Det samme gælder en filial her i landet af en udenlandsk erhvervsdrivende eller en udenlandsk arbejdsgiver” (Motorstyrelsens understregning)”” [original understregning og kursiv] Jeg er ikke helt med på, hvad Motorstyrelsen ønsker at opnå ved citeringen af bestemmelsens sidste punktum og hvad Motorstyrelsen mener med henvisningen til ”bestemmelsens fulde ordlyd”. Årsagen for at sidste pkt. i bestemmelsen er blevet udeladt er, at det efter min forståelse ikke er omtvistet i sagen, og det herfor ikke været min intention at foretage en ukorrekt gengivelse af bestemmelsen. Jeg er enig i, at bestemmelsen – og derved også begrebet ”bruger” – kan omfatte udenlandske arbejdsgivere. Det følger selvsagt direkte af bestemmelsen, jf. også Motorstyrelsens bemærkning herom. Bestemmelsen kan imidlertid ikke fortolkes således, at en udenlandsk arbejdsgiver pr. definition altid vil være anset som en ”bruger” i bekendtgørelsens forstand. Den udenlandske arbejdsgiver skal naturligvis fortsat opfylde de øvrige betingelser i bestemmelsen – navnlig at denne skal have ”ret til at bruge køretøjet i 30 dage eller mere”. Det centrale spørgsmål i denne del af sagen er herefter, om hvorvidt [klager] kan anses for at have ”ret til at bruge køretøjet”, når medarbejderen havde den ultimative råden over bilen, og når [klager] således hverken havde råderet eller brugsret over køretøjet. Det er således korrekt, at det af bestemmelsens sidste punktum fremgår, at udenlandske arbejdsgivere også kan være anset som ”brugere”, men det ændrer ikke på, at der fortsat er krav om 30 dages rådighedsstillelse – hvilke betingelser ifølge [klager] ikke er opfyldt. Klagerens bemærkninger til Skatteankestyrelsens indstilling og Motorstyrelsens udtalelse hertil Selskabets repræsentant har fremsat følgende bemærkninger til Skatteankestyrelsens indstilling og Motorstyrelsens udtalelse hertil: ”For god ordens skyld bemærkes indledningsvis, at registreringsafgiften allerede er betalt af [klager] tidligere medarbejder. Sagens udfald har derfor ikke betydning for et evt. betalingskrav mod [klager]. Sagen vedrører således alene det principielle spørgsmål, om [klager] har handlet i strid med registreringsafgiftsloven og kan ifalde solidarisk hæftelse efter registreringsafgiftslovens § 20, stk. 5. Motorstyrelsens bemærkninger af 28. oktober 2025 giver anledning til følgende sammenfattede og præciserende bemærkninger: Ved sagens opstart var det Motorstyrelsens opfattelse, at [klager] hæftede som ejer af køretøjet, jf. registreringsafgiftslovens § 20, stk. 1. Af skrivelsen af 25. april 2022 fremgik (bilag A): ”Motorstyrelsen har til hensigt at opkræve 287.196 kr. i registreringsafgift. Som ejer af køretøjet hæfter I for betaling af registreringsafgiften, jf. registreringsafgiftslovens § 20, stk. 1”. Efter [klager] dokumenterede, at bilen var leaset – og at [klager] dermed ikke kunne hæfte efter stk. 1 – ændrede Motorstyrelsen i forslaget af 8. juli 2022 blot henvisningen til “stk. 5”, men fastholdt samtidig betegnelsen “ejer”: (bilag B): ”Motorstyrelsen har til hensigt at opkræve 287.196 kr. i registreringsafgift. Som ejer af køretøjet hæfter I for betaling af registreringsafgiften, jf. registreringsafgiftslovens § 20, stk. 5”. [mine understregninger] På trods af de væsentlige nye informationer om sagen (at [klager] ikke var køretøjets ejer) fandt Motorstyrelsen det således tilsyneladende tilstrækkeligt blot at udskifte henvisningen fra ”stk. 1” til ”stk. 5” og ellers fastholde den oprindelige ordlyd. Sagens grundlag skiftede altså fundamentalt karakter, men uden at Motorstyrelsen reelt forholdt sig til de nye oplysninger. Det har været karakteristisk for Motorstyrelsens sagsbehandling, at de væsentlige nye oplysninger ikke er blevet integreret i vurderingen, men at Motorstyrelsen derimod blot har forsøgt at forsvare sin oprindelige indstilling. Det er [klager] opfattelse, at Motorstyrelsen hverken ville (eller burde) have indledt sagen mod [klager], hvis det fra starten havde stået klart, at [klager] ikke var køretøjets ejer. Det er ikke en tilstrækkeligt fyldestgørende begrundelse, at Motorstyrelsen argumenterer for, at en udenlandsk arbejdsgiver kan være ’bruger’ i bekendtgørelsens forstand. Det er korrekt, at en udenlandsk arbejdsgiver kan være ’bruger’. Men det betyder ikke, at arbejdsgiveren faktisk er bruger. Lagde man Motorstyrelsens tilgang til grund, ville enhver arbejdsgiver per definition være ’bruger’, hvorved det reelt ville blive uden betydning at sondre mellem begreberne ’ejer’ eller ’bruger’. En sådan forståelse har ikke støtte i lovens ordlyd eller formål. Af bekendtgørelsens 1, stk. 3 fremgår: ”Betegnelsen ’bruger’ af et køretøj bruges om en fysisk eller juridisk person, der er forskellige fra køretøjets registrerede ejer, og som har ret til at bruge køretøjet i 30 dage eller mere, jf. dog § 5, stk. 2 og 3.” [mine understregninger] [klager] har i det hele taget ikke haft ”ret til at bruge køretøjet i 30 dage”, idet køretøjet var udlånt til den tidligere medarbejder, og [klager] har hverken ført eller brugt køretøjet. Allerede derfor kan [klager] ikke anses som ’bruger’ i bekendtgørelsens forstand. Når der derudover i bekendtgørelsens § 1, stk. 3 er henvist til ”jf. dog § 5, stk. 2 og 3”, må dette forstås således, at der ikke er tale om en ’bruger’, før betingelserne i § 5, stk. 3 er opfyldt. Dette er relevant, idet der i § 1, stk. 3 ikke er opstillet nogen geografisk betingelse (’råden på færdselslovens område’). Denne betingelse ses først i § 5, stk. 3: ”Selv om ingen ejer af et køretøj har bopæl eller hjemsted her i landet, skal køretøjet registreres i Køretøjsregisteret, hvis der er en bruger af køretøjet, og denne har bopæl eller hjemsted her i landet. Køretøjet skal dog kun registreres i Køretøjsregisteret, hvis brugeren råder over køretøjet på færdselslovens område i 30 dage eller mere. Pligten til at anmelde køretøjet til registrering i Køretøjsregisteret påhviler i disse tilfælde tillige brugeren af køretøjet”. [min understregning] Det er herefter mest nærliggende at forstå ’bruger’-begrebet således, at der som minimum er krav om, at vedkommende bruger/fører bilen på færdselslovens område, før vedkommende er bruger/fører i bekendtgørelsens forstand, jf. herved § 5, stk. 3. Var det ikke hensigten, at § 5, stk. 3 skulle forstås som en nuancering af ’bruger’-begrebet, ville det ikke give mening at henvise til bestemmelsen med formuleringen ”jf. dog § 5, stk. 2 og 3” Sammenholdes begrebet med registreringsafgiftslovens § 20, stk. 5, må reglerne under alle omstændigheder forstås sådan, at det ikke er enhver fører/bruger med abstrakt viden om afgiftspligt, der ifalder hæftelse. Der må også indlæses betingelser om, (i) at den påståede bruger/fører faktisk har anvendt køretøjet i Danmark, og (ii) at vedkommende har konkret og relevant viden om afgiftspligtens indtræden i forbindelse med denne anvendelse. Hvis Motorstyrelsens fortolkning blev lagt til grund, ville enhver medarbejder, der låner det pågældende køretøj, herunder også i udlandet, kunne ifalde hæftelse, hvis blot vedkommende var bekendt med, at køretøjet også anvendes i Danmark af en anden medarbejder. En så vidtgående og retssikkerhedsmæssigt uforsvarlig konsekvens kan ikke være tilsigtet. På den baggrund fastholder [klager], at der hverken foreligger status som bruger efter bekendtgørelsen eller registreringsafgiftslovens § 20, stk. 5.” Landsskatterettens afgørelse Sagen vedrører i første række, om selskabet kan anses for at være bruger af køretøjet, jf. registreringsafgiftslovens § 20, stk. 5. Hvis selskabet kan anses for at være bruger af køretøjet, jf. registreringsafgiftslovens § 20, stk. 5, vedrører sagen i anden række, om selskabet hæfter solidarisk for registreringsafgiften i henhold til registreringsafgiftslovens § 20, stk. 5. Retsgrundlaget Registreringsafgiftslovens § 1, stk. 1, dagældende lovbekendtgørelse nr. 1194 af 2. juni 2021, har følgende ordlyd: ”Der svares afgift til statskassen af motorkøretøjer, som skal registreres i Køretøjsregisteret efter lov om registrering af køretøjer, og af påhængs- og sættevogne til sådanne motorkøretøjer. Der svares dog ikke afgift af køretøjer, der registreres på grænsenummerplader eller prøvemærker. Afgiften svares i forbindelse med et køretøjs første registrering, medmindre andet følger af bestemmelserne i denne lov.” Det fremgår af registreringsafgiftslovens § 20, stk. 1 og 5: ”Stk. 1. For betaling af afgiften hæfter den, der ejer køretøjet på det tidspunkt, hvor afgiftspligten indtræder. Registreres køretøjet i forbindelse med afgiftspligtens indtræden, er det den registrerede ejer, der som ejer hæfter for betaling af afgiften. Ejeren eller den registrerede ejer hæfter dog ikke, hvis køretøjet er taget i brug på færdselslovens område, uden at den pågældende vidste eller burde have vidst dette. […] Stk. 5. For betaling af afgiften hæfter tillige en fører eller bruger af køretøjet, hvis den pågældende bruger køretøjet med viden om, at der ikke er betalt den afgift af køretøjet, som kræves efter denne lov.” Af lovforslaget til lov nr. 122 af 28. marts 2012 om ændring af lov om registrering af køretøjer, registreringsafgiftsloven og love om energiafgifter fremgår bl.a. følgende vedrørende hæftelsen efter registreringsafgiftslovens § 20, stk. 5: ”Efter stk. 4 hæfter en fører eller bruger af køretøjet for afgiftens betaling, hvis den pågældende ved brug af køretøjet ikke er i god tro om registreringsafgiftens betaling. Således hæfter en fører eller bruger af køretøjet, hvis den pågældende bruger køretøjet, selv om den pågældende ved, at der ikke er betalt den afgift af køretøjet, der kræves efter registreringsafgiftsloven. En fører af et køretøj er en fysisk person. En bruger af et køretøj kan være såvel en fysisk som en juridisk person. Bestemmelsen vil normalt ikke finde anvendelse på spørgsmål om registreringsafgiftens størrelse, da en fører eller bruger normalt ikke har eller bør have kendskab hertil. Bestemmelsen vil primært finde anvendelse i tilfælde, hvor et køretøj føres eller bruges, selv om der ikke er betalt registreringsafgift af køretøjet. Det kan eksempelvis være i tilfælde, hvor en udenlandsk bruger af et køretøj, der er registreret i udlandet, opholder sig her i landet på en sådan måde, at køretøjet skal registreres her. Det kan eksempelvis også være i tilfælde, hvor et køretøj, der er registreret her i landet, mister sin afgiftsmæssige identitet, således at der skal betales registreringsafgift. Efter stk. 1-3 hæfter disse ejere og brugere solidarisk for afgiftens betaling.” Registreringslovens § 2, stk. 1, nr. 1, dagældende lovbekendtgørelse nr. 186 af 1. marts 2020, har følgende ordlyd: ”Følgende køretøjer skal registreres i Køretøjsregisteret og forsynes med nummerplader, inden køretøjet tages i brug på færdselslovens område, jf. dog stk. 2-5 og §§ 5 og 7 a-7 h: Motorkøretøj. […]” Det fremgår af registreringsbekendtgørelsens § 1, stk. 3, dagældende bekendtgørelse nr. 2523 af 15. december 2021: ”Stk. 3. I denne bekendtgørelse, bortset fra kapitel 4, bruges betegnelsen »ejer« eller »bruger« af et køretøj, eller afledninger heraf, såvel om tilfælde, hvor der kun er én ejer eller én bruger, som om tilfælde, hvor der er flere ejere eller flere brugere af køretøjet. Betegnelsen »bruger« af et køretøj bruges om en fysisk eller juridisk person, der er forskellig fra køretøjets registrerede ejer, og som har ret til at bruge køretøjet i 30 dage eller mere, jf. dog § 5, stk. 2 og 3. Det samme gælder en filial her i landet af en udenlandsk erhvervsdrivende virksomhed eller en udenlandsk arbejdsgiver.” Registreringsbekendtgørelsens § 5 har følgende ordlyd: ”Stk. 1. Et køretøj registreres kun i Køretøjsregisteret, hvis køretøjet har en ejer med bopæl eller hjemsted her i landet, jf. dog stk. 2 og 3. Stk. 2. Selv om en ejer af et køretøj har bopæl eller hjemsted her i landet, skal køretøjet ikke registreres i Køretøjsregisteret, hvis 1) der ifølge en skriftlig aftale er en bruger af køretøjet, 2) ejeren i brugsaftalen har givet afkald på brugsretten til køretøjet i brugsperioden, og 3) brugeren ikke har bopæl eller hjemsted her i landet. Stk. 3. Selv om ingen ejer af et køretøj har bopæl eller hjemsted her i landet, skal køretøjet registreres i Køretøjsregisteret, hvis der er en bruger af køretøjet, og denne har bopæl eller hjemsted her i landet. Køretøjet skal dog kun registreres i Køretøjsregisteret, hvis brugeren råder over køretøjet på færdselslovens område i 30 dage eller mere. Pligten til at anmelde køretøjet til registrering i Køretøjsregisteret påhviler i disse tilfælde tillige brugeren af køretøjet.” Byretten har i dom af 29. november 2024, offentliggjort som SKM2025.115.BR, taget stilling til, om et taxaselskab som leasingtager og registreret bruger af køretøjet i Køretøjsregisteret hæftede for afgiftskravet som bruger, jf. registreringsafgiftslovens § 20, stk. 5, når køretøjet var anvendt til privat personkørsel af en af taxaselskabets ansatte. Byretten udtalte følgende om taxaselskabets hæftelse efter registreringsafgiftslovens § 20, stk. 5: ”Det næste spørgsmål, retten herefter skal tage stilling til, er, om H1 med rette er pålagt betalingspligten. H1 var ikke ejer af det omhandlede køretøj, og som sagen er ført for retten, er spørgsmålet alene, om virksomheden hæfter for betaling af afgiften efter registreringsafgiftslovens § 20, stk. 5. Det følger af ordlyden af registreringsafgiftslovens § 20, stk. 5, at såvel en fører som en bruger - efter omstændighederne – hæfter for afgiftsbetalingen. Af forarbejderne til bestemmelsen følger endvidere, at brugeren også kan være en juridisk person. Det er er efter bestemmelsens ordlyd en forudsætning, at “den pågældende bruger køretøjet med viden om, at der ikke er betalt den afgift af køretøjet, som kræves efter denne lov.” Den forståelse af bestemmelsen og dens forarbejder, som H1 har gjort gældende under sagen, vil indebære, at en juridisk person i form af en virksomhed, der er bruger af afgiftsfritagne, leasede køretøjer, reelt kan lade sine ansatte køre privat i disse køretøjer, uden at dette har (direkte) afgiftsmæssige konsekvenser for virksomheden. En sådan forståelse kan ikke lægges til grund, da den vil stride mod hensynet til at sikre, at afgiftsfritagelse forbeholdes de køretøjer, der til stadighed opfylder lovens betingelser herfor, og hensynet til en effektiv opkrævning af afgift for køretøjer, der ikke længere opfylder betingelserne.” Landsskatterettens begrundelse og resultat Landsskatteretten lægger ved sagens afgørelse til grund, at Motorstyrelsens afgørelse om registreringsafgiftspligtens indtræden og opgørelsen af registreringsafgiftskravet ikke er påklaget af selskabet. Sagen for Landsskatteretten vedrører herefter alene, om selskabet tillige hæfter for registreringsafgiftskravet. Henset til, at sagens køretøj er et udenlandsk registreret leasingkøretøj, hvor selskabet - der tillige er et udenlandsk registreret selskab – er leasingtager af køretøjet, kan selskabet ikke anses for at være civilretlig ejer eller registreret ejer af køretøjet og dermed på objektivt grundlag hæfte for registreringsafgiftskravet, jf. registreringsafgiftslovens § 20, stk. 1. Det er herefter afgørende for, om Motorstyrelsen kan gøre registreringsafgiftskravet gældende over for selskabet, om selskabet kan anses for at være omfattet af begrebet bruger i registreringsafgiftslovens § 20, stk. 5. Selskabet, der er et udenlandsk registreret selskab, har i henhold til en leasingaftale indgået med et udenlandsk leasingselskab leaset køretøjet og stillet dette køretøj til rådighed for en af selskabets ansatte, der som fører af køretøjet har anvendt køretøjet på færdselslovens område i Danmark. Det fremgår af ordlyden i registreringsafgiftslovens § 20, stk. 5, at for afgiften hæfter tillige en fører eller en bruger af et køretøj, hvis den pågældende bruger køretøjet med viden om, at der ikke er betalt den afgift af køretøjet, som kræves efter denne lov. Det fremgår således af bestemmelsens ordlyd, at der både kan være en fører og en bruger af et køretøj, og at disse kan være forskellige fra hinanden. Videre fremgår af bestemmelsens ordlyd og forarbejder, at en fører af et køretøj er en fysisk person, og at en bruger af et køretøj kan være såvel en fysisk som en juridisk person. Endvidere fremgår af bestemmelsens ordlyd, at for at en fører eller en bruger kan anses for at hæfte for afgiften i henhold til bestemmelsen, skal den pågældende bruge køretøjet med viden om, at der ikke er betalt den afgift af køretøjet, som kræves i henhold til registreringsafgiftsloven. Af bestemmelsens forarbejder herom fremgår, at bestemmelsen primært vil finde anvendelse i tilfælde, hvor et køretøj føres eller bruges, selvom der ikke er betalt registreringsafgift af køretøjet, f.eks. hvor en udenlandsk bruger af et køretøj, der er registreret i udlandet, opholder sig her i landet på en sådan måde, at køretøjet skal registreres her. Det er således efter bestemmelsens ordlyd en forudsætning, at ”den pågældende bruger køretøjet med viden om, at der ikke er betalt den afgift af køretøjet, som kræves efter denne lov”. Hæftelsen efter registreringsafgiftslovens § 20, stk. 5, må således forudsætte, at den pågældende faktisk har anvendt køretøjet på færdselslovens område, er registreret som bruger i Køretøjsregisteret eller i øvrigt er forpligtet til lade køretøjet registrere i Køretøjsregisteret, førend der kan gøres et hæftelsesansvar gældende over for en fysisk eller juridisk person som bruger, jf. registreringsafgiftslovens § 20, stk. 5. Det følger af registreringsbekendtgørelsens § 5, stk. 3, at selv om ingen ejer af et køretøj har bopæl eller hjemsted her i landet, skal køretøjet registreres i Køretøjsregisteret, hvis der er en bruger med råderet over køretøjet, og denne har bopæl eller hjemsted her i landet. Køretøjet skal dog kun registreres i Køretøjsregisteret, hvis brugeren råder over køretøjet på færdselslovens område i 30 dage eller mere. Pligten til at anmelde køretøjet til registrering i Køretøjsregisteret påhviler i disse tilfælde tillige brugeren af køretøjet. Henset til, at selskabet er en juridisk person, der ikke har hjemsted her i landet, har selskabet ikke været forpligtet til at lade køretøjet registrere i Køretøjsregisteret, jf. registreringsbekendtgørelsens § 5, stk. 3. Henset til, at selskabet ikke faktisk har anvendt køretøjet på færdselslovens område, er registreret som bruger i Køretøjsregisteret og i øvrigt ikke er forpligtet til lade køretøjet registrere i Køretøjsregisteret, finder Landsskatteretten, at selskabet ikke kan anses for at være bruger af køretøjet i henhold til registreringsafgiftslovens § 20, stk. 5. Denne forståelse af bestemmelsen og dens forarbejder har ikke som konsekvens, at udenlandske arbejdsgivere kan stille et udenlandsk leasingkøretøj til rådighed for en medarbejder med dansk bopæl, uden at dette har afgiftsmæssige konsekvenser, idet medarbejderen (føreren/brugeren) vil hæfte for afgiftskravet, jf. registreringsafgiftslovens § 20, stk. 5, som følge af, at medarbejderen vil være forpligtet til at lade køretøjet registrere i Køretøjsregisteret, jf. registreringsbekendtgørelsens § 5, stk. 3. En sådan forståelse vil heller ikke stride mod hensynet til at sikre en opkrævning af afgift for køretøjer, der tages i anvendelse på færdselslovens område uden forinden at være korrekt registreret og afgiftsberigtiget. Denne forståelse af begrebet bruger er tillige i overensstemmelse med, hvornår og af hvem et køretøj skal registreres i Køretøjsregisteret. Landsskatteretten ændrer herefter Motorstyrelsen afgørelse og nedsætter registreringsafgiftskravet over for selskabet til 0 kr., idet selskabet ikke kan anses som bruger af køretøjet og dermed tillige at hæfte for afgiftskravet, jf. registreringsafgiftslovens § 20, stk. 5.