Spring til indhold
skattewiki.dk

← Alle afgørelser

Journalnr. 22-0077245

Underskud fra opløst datterselskab kunne ikke fremføres efter sambeskatningens ophør

Myndigheden fik medholdMellem sag (0,1-1 mio. kr.)
Instans
Landsskatteretten
Dokumenttype
Landsskatterettens afgørelse
Offentliggjort
6. oktober 2025
Kilde
Åbn original i afgørelsesdatabasen ↗

Resumé

Sagen angik, om et moderselskab kunne modregne fremførte underskud på 360.976 kr. fra et datterselskab, der var opløst ved betalingserklæring efter selskabslovens § 216 i marts 2020, i moderselskabets skattepligtige indkomst for 2020 og 2021. Skattestyrelsen forhøjede indkomsten med henholdsvis 157.975 kr. og 192.032 kr. med henvisning til, at datterselskabet var udtrådt af sambeskatningen, og at underskud herefter ikke kan anvendes af de øvrige sambeskattede selskaber, jf. selskabsskattelovens § 31, stk. 2, sidste pkt. Selskabet gjorde gældende, at der reelt var tale om en lodret fusion, idet alle aktiver og forpligtelser var overført til moderselskabet, og at der ikke var hjemmel til at fjerne underskuddene. Landsskatteretten fandt, at der ikke var dokumentation for en fusion, at datterselskabet ifølge CVR var opløst ved erklæring, og at sambeskatningen dermed var afbrudt, hvorfor underskuddene ikke kunne anvendes. Skattestyrelsens afgørelse blev stadfæstet.

Titel, resumé og vurderinger er AI-genererede og kan indeholde fejl.

Lovhenvisninger

Fuldtekst

Journalnr. 22-0077245 Skattestyrelsen har forhøjet klagerens skattepligtige indkomst med 157.975 kr. for indkomståret 2020 og med 192.032 kr. for indkomståret 2021. Herudover har Skattestyrelsen ændret klagerens tabssaldo efter aktieavancebeskatningsloven for 2020 til 0 kr. Landsskatteretten stadfæster Skattestyrelsens afgørelse. Faktiske oplysninger [klager] ApS, herefter kaldet ”selskabet” har ejet alle kapitalandele i [virksomhed1] ApS, herefter kaldet ”datterselskabet”, cvr-nr. [...1], siden dets stiftelse den 11. marts 2014, hvorfor selskaberne har været sambeskattede efter selskabsskattelovens § 31 med selskabet som administrationsselskab. Selskaberne har regnskabsår 1. oktober – 30. september. Det fremgår af registrering i CVR-registeret den 17. marts 2020, at datterselskabet er opløst ved erklæring efter selskabslovens § 216, jf. lov om erhvervsdrivende virksomheder § 20. Opgørelsen af den skattepligtige indkomst for datterselskabet har udvist underskud i alle indkomstårene fra 2014 frem til selskabets opløsning ved betalingserklæring den 17. marts 2020. Det fremgår af datterselskabets sidste årsregnskab, som er afgivet for perioden 1. oktober 2018 til 30. september 2019, som er godkendt på generalforsamling af 23. december 2019, at der ikke har været nogen aktivitet eller ansatte i selskabet i dette år. Det fremgår yderligere af årsregnskabet: ”Betydningsfulde hændelser indtruffet efter statusdag Der er efter regnskabsårets afslutning truffet beslutning om nedlukning af selskabets virksomhed og selskabets varelager er som følger deraf nedskrevet til forventet realisationsværdi. Forventet udvikling, herunder særlige forudsætninger og usikre faktorer I det kommende år forventer selskabet at selskabets virksomhed ophører og alle aktiver realiseres.” Datterselskabet har ultimo indkomståret 2019 en underskudssaldo på 360.976 kr. Det fremgår af Skattestyrelsens afgørelse, at: ”Selskabet har oplyst følgende for 2020 og 2021: 2020 2021 Skattepligtig indkomst før anvendt underskud 157.975 kr. 192.032 kr. - Anvendt underskud -157.975 kr. -192.032 kr. Skattepligtig indkomst efter anvendt underskud 0 kr. 0 kr. Underskudssaldoen pr. 30. september 2019 udgjorde 360.976 kr. Der er i 2020 oplyst en tabssaldo efter aktieavancebeskatningsloven (felt 086) på 203.001 kr. Selskabet har den 21. marts 2022 anmodet om genoptagelse vedrørende 2020, idet beløbet i felt 086 skal flyttes til felt 085 (underskudssaldo ultimo til modregning i fremtidig skattepligtig indkomst).” Skattestyrelsens afgørelse Skattestyrelsen har forhøjet selskabets skattepligtige indkomst med 157.975 kr. for indkomståret 2020 og med 192.032 kr. for indkomståret 2021. Herudover har Skattestyrelsen ændret selskabets tabssaldo efter aktieavancebeskatningsloven for 2020 til 0 kr. i henhold til anmodning fra selskabet. Skattestyrelsen har som begrundelse bl.a. anført: ”Datterselskabet [virksomhed1] ApS er udtrådt af sambeskatningen pr. 30. september 2019, idet det er oplyst, at aktiviteten i selskabet ophørte på dette tidspunkt. På tidspunktet for udtræden af sambeskatningen havde [virksomhed1] ApS en underskudssaldo på 360.976 kr. Når et selskab ikke længere indgår i sambeskatningskredsen, kan underskuddet ikke længere modregnes i overskud hos andre selskaber, som det pågældende selskab tidligere var sambeskattet med. Dette gælder også i de tilfælde, hvor selskabet udgår af sambeskatningen som følge af en solvent likvidation. Underskuddet for [virksomhed1] ApS kan derfor ikke anvendes til at nedbringe den skattepligtige indkomst for [klager] ApS efter den 30. september 2019. Vi forhøjer derfor den skattepligtige indkomst for 2020 og 2021 med det anvendte underskud på henholdsvis 157.975 kr. og 192.032 kr. I henhold til anmodningen fra selskabet, ændrer vi tabssaldoen efter aktieavancebeskatningsloven (felt 086) for 2020 til 0 kr.” Udtalelse fra Skattestyrelsen I forbindelse med Skatteankestyrelsens klagesagsbehandling har Skattestyrelsen den 9. september 2022 udtalt følgende: ”Datterselskabet [virksomhed1] ApS er opløst efter erklæring den 17. marts 2020. Datterselskabet [virksomhed1] ApS er udtrådt af sambeskatningen pr. 30. september 2019, idet det er oplyst, at aktiviteten i selskabet ophørte på dette tidspunkt. Der er derfor ikke tale om en fusion mellem klager og [virksomhed1] ApS. Dermed fastholder vi, at klager ikke er berettiget til at anvende underskuddene fra [virksomhed1] ApS i indkomstårene 2020 og frem.” Klagerens opfattelse Selskabets repræsentant har fremsat påstand om, at forhøjelsen af skattepligtige indkomst for indkomståret 2020 og 2021 nedsættes til 0 kr. Til støtte for påstanden er bl.a. anført: ”Det er opfattelsen at der i realiteten er tale om en fusion mellem to selskaber som altid har været sambeskattet idet datterselskabets aktiver og forpligtelser er overført til moderselskabet som herefter hæfter for alt, herunder selskabsskatter m.v. Der er der er efter vor opfattelse ikke et retsligt grundlag for at fjerne selskabernes fremførbare underskud opstået i sambeskatningen.” Klagerens bemærkninger til Skattestyrelsens udtalelse Selskabets repræsentant har ikke fremsat bemærkninger til Skattestyrelsens udtalelse. Landsskatterettens afgørelse Sagen angår, hvorvidt det er med rette, at Skattestyrelsen har forhøjet selskabets skattepligtige indkomst for henholdsvis indkomståret 2020 med 157.975 kr. og indkomståret 2021 med 192.032 kr. Retsgrundlaget Selskabsskattelovens § 5, stk. 1 har følgende ordlyd: ”Når her i landet hjemmehørende selskaber og foreninger mv. opløses, fortsætter skattepligten indtil tidspunktet for opløsningen. (…) .” Den dagældende selskabsskattelovs § 12 (lovbekendtgørelse nr. 1376 af 7. december 2010) har følgende ordlyd: ”Hvis den skattepligtige indkomst udviser underskud, kan dette underskud fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst for de følgende indkomstår efter reglerne i stk. 2 og 3. Stk. 2. (…) Stk. 3. Underskud kan kun fremføres til fradrag i et senere indkomstår, i det omfang det ikke efter reglerne i stk. 2 kan rummes i tidligere års indkomst.” Den dagældende selskabsskattelovs § 31 (lovbekendtgørelse nr. 1164 af 6. september 2016) har følgende ordlyd: ”Koncernforbundne selskaber og foreninger m.v. omfattet af § 1, stk. 1, nr. 1-2 b, 2 d-2 j, 3 a-5 og 5 b, § 2, stk. 1, litra a og b, eller kulbrinteskattelovens § 21, stk. 4, skal sambeskattes (national sambeskatning). Ved koncernforbundne selskaber og foreninger m.v. forstås selskaber og foreninger m.v., der på noget tidspunkt i indkomståret tilhører samme koncern, jf. § 31 C. (…) Ved ultimativt moderselskab forstås det selskab, som er moderselskab uden at være datterselskab, jf. § 31 C. Stk. 2. For sambeskattede selskaber opgøres en sambeskatningsindkomst, der består af summen af den skattepligtige indkomst for hvert enkelt selskab omfattet af sambeskatningen opgjort efter skattelovgivningens almindelige regler med de undtagelser, der gælder for sambeskattede selskaber. Før sambeskatningsindkomsten opgøres, modregner hvert overskudsgivende selskab først den del af egne underskud fra indkomstperioder inden sambeskatningen, der kan rummes i indkomstårets positive indkomst. Et selskabs underskud fra indkomstperioder inden sambeskatningen kan kun modregnes i selskabets eget overskud. Herefter modregner hvert overskudsgivende selskab den del af egne underskud fra tidligere indkomstperioder under sambeskatningen, der kan rummes i indkomstårets resterende positive indkomst. Hvis der herefter både er selskaber med positiv indkomst og selskaber med negativ indkomst i sambeskatningen, fordeles den del af indkomstårets underskud, der kan rummes i andre selskabers positive indkomst, forholdsmæssigt mellem de selskaber, der har positiv indkomst. Hvis der herefter fortsat er selskaber med positiv indkomst, modregnes forholdsmæssigt den del af andre selskabers resterende underskud fra tidligere indkomstperioder under sambeskatningen, der kan rummes i indkomstårets positive indkomst. Er der fortsat selskaber med resterende underskud i indkomståret eller resterende underskud fra tidligere indkomstperioder, fremføres disse til modregning i efterfølgende indkomstår efter reglerne herom. Et selskab, der modregner underskud fra tidligere indkomstperioder, skal modregne de ældste underskud først. Et selskabs underskud fra tidligere indkomstår kan kun modregnes i overskud i et andet selskab, hvis underskuddet er opstået i et indkomstår, hvor det underskudsgivende selskab har været sambeskattet med det andet selskab og sambeskatningen ikke efterfølgende har været afbrudt. Stk. 3. § 12, stk. 2, gælder samlet for de sambeskattede selskaber. § 12, stk. 2, anvendes kun, hvis summen af de sambeskattede selskabers indkomst i indkomståret er positiv. Den samlede begrænsning efter § 12, stk. 2, fordeles forholdsmæssigt mellem de sambeskattede selskabers fremførselsberettigede underskud, jf. stk. 2, 4. og 6. pkt., således at modregning af hvert underskud kun kan ske med den andel af underskuddet, der svarer til forholdet mellem den del af de samlede underskud, der efter § 12, stk. 2, kan fradrages i indkomståret, og de samlede underskud, der ville kunne fradrages i indkomståret, hvis § 12, stk. 2, ikke fandt anvendelse. (…)” Landsskatterettens begrundelse og resultat Selskabet har været moderselskab for datterselskabet siden selskabets stiftelse i 2014, og derfor sambeskattede, jf. den dagældende selskabsskattelovs § 31, stk. 1. Et selskabs underskud fra tidligere indkomstår kan kun modregnes i overskud i et andet selskab, hvis underskuddet er opstået i et indkomstår, hvor det underskudsgivende selskab har været sambeskattet med det andet selskab, og sambeskatningen ikke efterfølgende har været afbrudt. Det fremgår af selskabsskattelovens § 31, stk. 2, sidste punktum. Underskuddene i datterselskabet er opstået i indkomstårene 2014-2019, hvor selskaberne har været sambeskattede. Det fremgår af registrering i CVR-registeret den 17. marts 2020, at datterselskabet er opløst ved erklæring efter selskabslovens § 216. Selskabet kan derfor ikke anvende datterselskabets underskudssaldo i 2020 og 2021 til at nedbringe sin skattepligtige indkomst, da sambeskatningen er afbrudt, jf. selskabsskattelovens § 31, stk. 2, sidste punktum. Selskabets repræsentant har gjort gældende, at datterselskabet er ophørt ved gennemførelse af en lodret fusion af datterselskabet og selskabet med selskabet som det fortsættende selskab. Der er ikke fremlagt nogen dokumentation herfor, og det fremgår herudover af CVR.dk, at datterselskabet er ophørt ved betalingserklæring den 17. marts 2020, jf. selskabslovens § 216. Landsskatteretten stadfæster derfor Skattestyrelsens afgørelse.

Underskud fra opløst datterselskab kunne ikke fremføres efter sambeskatningens ophør (jnr. 22-0077245) · skattewiki.dk