Spring til indhold
skattewiki.dk

← Alle afgørelser

Journalnr. 22-0073103

Forhøjelse af sambeskatningsindkomst efter nægtet fradrag for underleverandører

Myndigheden fik medholdMellem sag (0,1-1 mio. kr.)
Instans
Landsskatteretten
Dokumenttype
Landsskatterettens afgørelse
Offentliggjort
26. november 2025
Kilde
Åbn original i afgørelsesdatabasen ↗

Resumé

Sagen angik, om Skattestyrelsen med rette havde forhøjet et holdingselskabs sambeskatningsindkomst med 70.380 kr. for 2018/2019 og 62.875 kr. for 2019/2020 som konsekvens af ændringer i det sambeskattede datterselskabs skattepligtige indkomst, hvor fradrag for udgifter til ti underleverandører var nægtet, da fakturaerne blev anset for fiktive. Selskabets repræsentant påstod, at sambeskatningsindkomsten skulle ansættes i overensstemmelse med det selvangivne, og gjorde subsidiært gældende, at der skulle tages højde for administrationsselskabets forskudte regnskabsår, idet fire fakturaer var udstedt efter den 31. juli 2020. Datterselskabet blev taget under konkursbehandling, og konkursboet ønskede ikke at opretholde klagen over afgørelsen vedrørende datterselskabet. Landsskatteretten fandt ikke grundlag for at ændre opgørelsen af sambeskatningsindkomsten, heller ikke for de fire fakturaer, da der i datterselskabets afgørelse ikke var korrigeret for det forskudte indkomstår, hvorfor ændringerne omfattedes af sambeskatningsindkomsten efter selskabsskattelovens § 31, stk. 2 og 7, og stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse.

Titel, resumé og vurderinger er AI-genererede og kan indeholde fejl.

Lovhenvisninger

Fuldtekst

Journalnr. 22-0073103 Skattestyrelsen har forhøjet selskabets skattepligtige sambeskatningsindkomst med 70.380 kr. for indkomståret 2019 og med 62.875 kr. for indkomståret 2020. Forhøjelsen beror på, at Skattestyrelsen har ændret det sambeskattede datterselskab [virksomhed1] ApS’ skattepligtige indkomst vedrørende udgifter til datterselskabets underleverandører. Landsskatteretten stadfæster Skattestyrelsens afgørelse. Faktiske oplysninger [klager] ApS (tidligere [virksomhed2] ApS), herefter selskabet, CVR-nr. [...1], blev stiftet den 9. februar 2010. Selskabet er registreret under branchekode 642020 ”Ikke-finansielle holdingselskaber” og har til formål at investere i selskaber, virksomheder samt fast ejendom ved at virke som holdingselskab. Selskabet ejes 100 % af [person1], herefter selskabets eneanpartshaver. Selskabet har i den relevante periode haft forskudt regnskabsår, som løb fra 1. august til 31. juli. Selskabet har for regnskabsåret 2018/2019 selvangivet et underskud på -82.962 kr. og for regnskabsåret 2019/2020 selvangivet indkomst på 1.240.150 kr. Selskabet var i den påklagede periode sambeskattet med datterselskabet [virksomhed1] ApS, herefter datterselskabet, med CVR-nr. [...2]. Selskabet har siden den 9. november 2011 været administrationsselskab i relation til datterselskabet. Selskabet er derudover holdingselskab for selskabet [virksomhed3] ApS (tidligere [virksomhed4] ApS) med CVR-nr. [...3]. Datterselskabet [virksomhed1] ApS blev stiftet den 9. november 2011 og var registreret under branchekoden 463890 ”Specialiseret engroshandel med fødevarer i.a.n.”. Datterselskabet var registreret med følgende bibranche 454000 ”Salg, vedligeholdelse og reparation af motorcykler og reservedele og tilbehør hertil”. Datterselskabet var registreret med binavnet [virksomhed5] ApS og blev ved dekret afsagt den 10. marts 2025 taget under konkursbehandling. Datterselskabet blev stiftet af [person2] og var ejet af selskabet, som var ejet 100 % af [person1], der var datterselskabets reelle ejer og eneanpartshaver. Datterselskabet var drevet af datterselskabets direktør [person3]. Datterselskabet anvendte kalenderåret som regnskabsår i den relevante periode. Ifølge Det Centrale Virksomhedsregister, CVR, havde datterselskabet haft mellem fire og seks ansatte i den påklagede periode. Af datterselskabets resultatopgørelse for perioden 1. januar til 31. december 2019 fremgår, at selskabet har haft en nettoomsætning på 15.801.849 kr. og udgifter til fremmed arbejde på 1.496.000 kr. Af datterselskabets resultatopgørelse for perioden 1. januar til 31. december 2020 fremgår, at selskabet har haft en nettoomsætning på 17.502.164 kr. og udgifter til fremmed arbejde på 2.271.700 kr. Skattestyrelsen har på baggrund af kontrol af datterselskabet anset udgifter til datterselskabets underleverandører for ikke at dække over reelle leverancer i relation til underleverandørerne [virksomhed6] A/S, [virksomhed7] ApS, [virksomhed8] ApS, [virksomhed9] ApS, [virksomhed10] ApS, [virksomhed11] ApS, [virksomhed12] ApS, [virksomhed13] ApS, [virksomhed14] ApS og [virksomhed15] ApS. Skattestyrelsen har på den baggrund ved den påklagede afgørelse forhøjet datterselskabets momstilsvar med 299.340 kr. vedrørende ikke godkendt momsfradrag for datterselskabets brug af nævnte underleverandører. Skattestyrelsen har som konsekvens af, at datterselskabets momsfradrag ikke er godkendt, forhøjet datterselskabets A-skat og AM-bidrag med samlet 630.286 kr. for perioden 1. januar 2019 til 31. december 2020, da Skattestyrelsen har anset datterselskabets overførsler til de ti underleverandører for at dække over løn til uregistrerede ansatte. Datterselskabets lønudgifter blev som følge heraf forhøjet med 1.075.000 kr., svarende til fakturabeløbene ekskl. moms fordelt med 616.700 kr. for perioden 1. januar 2019 til 31. december 2019 og 458.300 kr. for perioden 1. januar 2020 til 31. december 2020. Sambeskatning Skattestyrelsen har ved opgørelse af datterselskabets skattepligtige indkomst medregnet nedenstående fakturaer udstedt af [virksomhed12] ApS, der ligger uden for selskabets regnskabsår for 2019/2020, der løber fra 1. august 2019 til 31. juli 2020: Fakturadato Faktura nr./bilag Fakturatekst Beløb ekskl. moms i kr. Moms i kr. Beløb inkl. moms i kr. 07-08-2020 10514 Nedtagning af indblæsning system. Klargøring til nyt aircondition system 38.700,00 9.675,00 48.375,00 11-09-2020 10709 Opsætning af sejl i baggård efter special mål. Tilpasning af redskabsskur og forstærkning. 39.900,00 9.975,00 49.875,00 11-09-2020 10710 Udskiftning af ventilationsfiltre samt rens. 36.500,00 9.125,00 45.625,00 25-09-2020 10850 Klargøring mht Corona restriktioner. Daglig rengøring og desinficering fastpris aftale kvartalsvis 39.900,00 9.975,00 49.875,00 I alt 224.500,00 56.125,00 280.625,00 Skattestyrelsen har forhøjet datterselskabets skattepligtige indkomst med i alt 133.255 kr. for perioden 1. januar 2019 til 31. december 2020. Forhøjelsen vedrører ikke godkendt fradrag for udgifter til underleverandører, som er bogført på konti 5281 ”driftsmidler” og 5361 ”indretning af lejede lokaler” samt ikke godkendt fradrag for udgiften til [virksomhed15] på 38.800 kr. ekskl. moms. Skattestyrelsen har på baggrund heraf forhøjet datterselskabets skattepligtige indkomst med 70.380 kr., fra -71.675 kr. til -1.295 kr. for indkomståret 2019 og med 62.875 kr. fra 721.746 kr. til 784.621 kr. for indkomståret 2020. På baggrund af de skattemæssige forhøjelser i datterselskabet har Skattestyrelsen ændret selskabets sambeskatningsindkomst for indkomstårene 2018/2019 og 2019/2020. Skattestyrelsen har ændret selskabets sambeskatningsindkomst med følgende: Sambeskatningsindkomst for 2018/2019 Selvangivet/oplyst skattepligtig indkomst -82.962 kr. Ændringer i [virksomhed1] ApS, cvr [...2] 70.380 kr. Ansat indkomst -12.582 kr. Sambeskatningsindkomst for 2019/2020 Selvangivet/oplyst skattepligtig indkomst 1.240.150 kr. Ændringer i [virksomhed1] ApS, cvr [...2] 62.875 kr. Ansat indkomst 1.303.025 kr. Skattestyrelsens afgørelse Skattestyrelsen har forhøjet selskabets sambeskatningsindkomst for indkomståret 2019 med i alt 70.380 kr. og med i alt 62.875 kr. for indkomståret 2020. Skattestyrelsen har som begrundelse bl.a. anført: ”… 1.4. Skattestyrelsens bemærkninger og begrundelse Det foreslåede ændringer af datterselskabets indkomst fremgår af afgørelse i datterselskabet af den 28. juni 2021, hvortil der henvises. Det fremførselsberettigede underskud i sambeskatningen ændres som følge af indkomstændring af [virksomhed1] ApS. Ændring af [klager] ApS: 2018/2019 2019/2020 Selvangivet anvendt underskud 170.080 kr. 229.244 kr. Selvangivet indkomst - 82.962 kr. 1.240.150 kr. Selvangivet fremførselsberettiget underskud 229.244 kr. Ny indkomst Ny indkomst Indkomst ændring af [virksomhed1] ApS 70.380 kr. -12.582 kr. Indkomst ændring af [virksomhed1] ApS 62.875 kr. 1.303.025 kr. Restunderskud: 2013 2014 2015 2016 2017 2018 2019 2020 [klager] ApS [...1] 53.109 18.643 4.819 9.769 7.880 11.287 105.507 [virksomhed3] ApS [...3] 52.062 52.062 [virksomhed1] ApS [...2] 1.295 1.295 158.864 Fremførselsberettiget underskud ændres til (229.244 kr. reduceret med regulering af indkomsten 2018/19 - 70.380) 158.864 kr. …” Klagerens opfattelse Selskabets repræsentant har fremsat påstand om at selskabets sambeskatningsindkomst skal ansættes i overensstemmelse med det selvangivne. Til støtte for påstanden er bl.a. anført: ”… Vedr.: [klager] ApS – cvr.nr. [...1] – … Skattestyrelsen har ved skrivelse af 22. august 2022 ændret sambeskatningsindkomsten for ovennævnte selskab med baggrund i Skattestyrelsens afgørelse af 28. juni 2022 vedrørende [virksomhed1] ApS. … Jeg henviser i øvrigt til den argumentation, der er fremkommet i såvel sagens behandling som i den indsendte klage. …” Udtalelse og bemærkninger til Skatteankestyrelsens indstilling Skattestyrelsens udtalelse til Skatteankestyrelsens indstilling Skattestyrelsen har udtalt følgende til Skatteankestyrelsens indstilling: ”I den ovenfor anførte klagesag har Skatteankestyrelsen i brev dateret den 4. juni 2024 bedt Skattestyrelsen om en udtalelse i sagen, der skal afgøres af Landsskatteretten. Skattestyrelsen er enig i Skatteankestyrelsens indstilling i sagen. Heraf fremgår, at den beløbsmæssige opgørelse af sambeskatningsindkomsten indstilles overladt til Skattestyrelsen, hvor der skal tages højde for (administrations-)selskabets forskudte regnskabsår i forhold til datterselskabet ([virksomhed1] ApS) og de skattemæssige ændringer foretaget i datterselskabets sag med sagsnr. [sag1], jf. § 12, stk. 5, i forretningsorden for Landsskatteretten. Blandt andet følgende fremgår af Skatteankestyrelsens indstilling: ”Landsskatteretten skal tage stilling til, om det er med rette, at selskabets sambeskatningsindkomst er blevet ændret med 133.255 kr. for regnskabsårene 1. august 2018 til 30. juni 2020. 1. august 2018 til 31. juli 2019 og med 62.875 kr. for perioden 1. august 2019 til 31. juli 2020” Skattestyrelsen antager, at der er som følge af slåfejl er faldet tekst ud i det lige ovenfor citerede. Skattestyrelsen har i afgørelsen for administrationsselskabet [klager] ApS ændret sambeskatningsbeskatningsindkomsten som følge af ændringerne i datterselskabet [virksomhed1] ApS med følgende beløb: Ændring af selskabets resultat 2018/2019 70.380 kr. Ændring af selskabets resultat 2019/2020 62.875 kr. Den samlede ændring af administrationsselskabets sambeskatningsindkomst udgør herefter i alt 133.255 kr., jf. selskabsskattelovens § 31. [klager] ApS er administrationsselskab i sambeskatning med flere selskaber, herunder med datterselskabet [virksomhed1] ApS. Administrationsselskabet [klager] ApS’s anvendte regnskabsperiode er fra 1. august – 31. juli i den påklagede periode. Administrationsselskabet har forskudt regnskabsår i forhold til datterselskabet [virksomhed1] ApS, som har kalenderåret som regnskabsår. Det fremgår af Skatteankestyrelsens indstilling, at den i sagen med Skatteankestyrelsens sagsnr. [sag1] vedrørende forhøjelse af datterselskabet [virksomhed1] ApS’ skattepligtige indkomst for indkomstårene 2019 og 2020 har indstillet at overlade den talmæssige opgørelse til Skattestyrelsen. Dette dels som følge af at datterselskabets yderligere godkendte fradrag for skønnet udgifter til løn i stedet skal udgøre 882.000 kr. for 2019 og 616.075 kr. for 2020, og dels som følge af, at Skattestyrelsen ikke ved posten ”ikke godkendte udgifter til underleverandører” har taget højde for tilbageførte beløb til underleverandørerne, der har været bogført på konto 5281 ”Driftsmidler” og 5381 ”Indretning af lejede lokaler”. Skattestyrelsen har i sin udtalelse i sagen med Skatteankestyrelsens sagsnr. [sag1] tilsluttet sig Skatteankestyrelsens indstilling. Derudover fremgår det af Skatteankestyrelsens indstilling, at Skattestyrelsen ikke har korrigeret for administrationsselskabets forskudte indkomstår ved beregningen af sambeskatningsindkomsten. Fire af fakturaerne fra [virksomhed12] ApS er udstedt efter den 31. juli 2020, som er efter afslutningen på administrationsselskabets indkomstår for 2019/2020. Disse beløb skal derfor ikke indgå i opgørelsen af sambeskatningsindkomsten for indkomståret 2019/2020. Skattestyrelsen er her enig med Skatteankestyrelsen i, at der ved beregning af sambeskatningsindkomsten skal tages højde for administrationsselskabets forskudte indkomstår. Skattestyrelsen tilslutter sig derfor også - og som allerede ovenfor anført - Skatteankestyrelsens indstilling om, at den beløbsmæssige opgørelse af sambeskatningsindkomsten overlades til Skattestyrelsen, hvor der skal tages højde for administrationsselskabets forskudte regnskabsår i forhold til datterselskabet og de skattemæssige ændringer foretaget i datterselskabets sag med Skatteankestyrelsens sagsnr. [sag1], jf. § 12, stk. 5, i forretningsorden for Landsskatteretten.” Repræsentantens bemærkninger til Skatteankestyrelsens indstilling og Skattestyrelsens udtalelse Repræsentanten har den 1. juli 2024 udtalt følgende til Skatteankestyrelsens indstilling og Skattestyrelsens udtalelse til indstillingen: ”… Jeg har på vegne af klager, [klager] ApS, modtaget Skatteankestyrelsens skrivelse af 17. juni 2024. Jeg er som udgangspunkt enig i, at i det omfang at der overhovedet skal ske nogen ændring vedrørende [virksomhed1] ApS’ skattepligtige indkomst, da skal der i forhold til [klager] ApS tages højde for selskabets forskudte indkomstår. Jeg henviser til de af mig anførte bemærkninger i skrivelse af samme dato til Skatteankestyrelsen vedrørende sagsnr. [sag2], [sag3] og [sag1]. Jeg fastholder, at der afholdes retsmøde, således at sagerne sambehandles …” Repræsentanten har den 30. september 2024 indgivet en begæring om syn og skøn for [by1]s Byret, hvor der er anmodet om syn og skøn i forhold til at vurdere de til datterselskabet fakturerede ydelser, herunder en afklaring af størrelsen af udgifter medgået til anvendte materialer, som relaterer sig til de fakturerede ydelser. [by1]s Byret afsagde kendelse den 19. februar 2025, hvor repræsentantens begæring om syn og skøn ikke blevet taget til følge. Af kendelsen fremgår følgende: ”Efter de foreliggende oplysninger lægger retten til grund, at spørgsmålet i den verserende klagesag ved Landsskatteretten er, om de fakturaer, der er fremlagt af rekvirenten, er fiktive eller dækker over reelt leverede varer og ydelser. Tvisten er således, om ydelserne er leveret af de selskaber, der har udstedt fakturaerne, eller om fakturaerne er fiktive. Parterne er enige om, at rekvirenten har fået udført det arbejde, som er beskrevet i fakturaerne, og retten finder derfor, at det er uden betydning for sagen at få en skønsmand til at beskrive arbejdet og udtale sig om, at arbejdet er udført. Retten finder det endvidere uden betydning for sagen, om den fakturerede pris for det udført arbejde er rimelig. Retten finder det endeligt uden betydning for sagen at få et skøn over prisens fordeling på henholdsvis materialer og arbejdsløn. Som følge heraf finder retten, at den af rekvirenten ønskede bevisførelse i form af syn og skøn i henhold til det fremlagte udkast til skønstema er uden betydning for sagen ved Landsskatteretten. Rekvirentens begæring om syn og skøn tages derfor ikke til følge, jf. retsplejelovens § 341. …” Supplerende udtalelse fra Skattestyrelsens til repræsentantens bemærkninger Skattestyrelsen er den 8. august 2025 fremkommet med følgende bemærkninger til repræsentantens bemærkninger til Skatteankestyrelsens indstilling og Skattestyrelsens udtalelse til Skatteankestyrelsens indstilling: ”Skatteankestyrelsen har den 7. august 2025 via mail sendt repræsentantens bemærkninger med tilhørende bilag til Skatteankestyrelsens forslag til afgørelse for i alt fem sager for henholdsvis klagerne JB Foods ApS, [klager] ApS og [person1] til Skattestyrelsen. Skatteankestyrelsen har også sendt kopi af kendelse afsagt af [by1]s Byret (Sag [sag4] ApS mod Skatteforvaltningen) om repræsentantens anmodning om isoleret bevisoptagelse i form af syn og skøn i klagesagerne for [virksomhed1] ApS. Repræsentantens bemærkninger til Skatteankestyrelsen forslag til afgørelse i de fem sager giver ikke Skattestyrelsen anledning til yderligere bemærkninger, da der ikke ses at være nye oplysninger heri, der kan ændre på Skattestyrelsens opfattelse af sagerne. Skattestyrelsen henviser derfor til sine tidligere fremsendte udtalelser til Skatteankestyrelsen i de fem sager. Skattestyrelsen bemærker også, at det af kendelsen fra [by1]s Byret (Sag [sag4], fremgår, at retten efter de forliggende oplysninger lægger til grund, at spørgsmålet i den verserende klagesag ved Landsskatteretten er, om de fakturaer, der er fremlagt af rekvirenten, er fiktive eller dækker over reelt leverede varer og ydelser. Desuden fremgår det af kendelsen fra [by1]s Byret, at tvisten således er, om ydelserne er leveret af de selskaber, der har udstedt fakturaerne, eller om fakturaerne er fiktive, og derudover også at parterne er enige om, at rekvirenten har fået udført det arbejde, som er beskrevet i fakturaerne, hvorfor retten finder, at det er uden betydning for sagen at få en skønsmand til at beskrive arbejdet og udtale sig om, om arbejdet er udført.” Landsskatterettens afgørelse Sagen angår, om det er med rette, at selskabets sambeskatningsindkomst er blevet forhøjet med samlet 133.255 kr. Sambeskatningsindkomsten for regnskabsårene 1. august 2018 til 31. juli 2019 er forhøjet med 70.380 kr. og med 62.875 kr. for perioden 1. august 2019 til 31. juli 2020. Retsgrundlaget Det fremgår af selskabsskattelovens § 31, stk. 1, at koncernforbundne selskaber og foreninger m.v. omfattet af § 1, stk. 1, nr. 1-2 b, 2 d-2 j, 3 a-5 og 5 b, § 2, stk. 1, litra a og b, eller kulbrinteskattelovens § 21, stk. 4, skal sambeskattes (national sambeskatning). Af bestemmelsens stk. 2 fremgår det, at for sambeskattede selskaber opgøres en sambeskatningsindkomst, der består af summen af den skattepligtige indkomst for hvert enkelt selskab omfattet af sambeskatningen opgjort efter skattelovgivningens almindelige regler med de undtagelser, der gælder for sambeskattede selskaber. Af selskabsskattelovens § 10, stk. 5, fremgår, at alle selskaber i en sambeskatning omfattet af § 31 skal have samme indkomstår som administrationsselskabet. Videre fremgår af selskabsskattelovens § 31, stk. 7, at alle selskaber i sambeskatningen skal opgøre den skattepligtige indkomst for samme periode som administrationsselskabet uanset regnskabsåret efter selskabsretlige regler, jf. § 10, stk. 5. Landsskatterettens begrundelse og resultat Skattestyrelsen har forhøjet selskabets indkomst i overensstemmelse med forhøjelserne, foretaget i afgørelsen vedrørende driftsselskabet for indkomstårene 2019 og 2020. Driftsselskabet er ved dekret af 10. marts 2025 taget under konkursbehandling, og konkursboet har ikke ønsket at opretholde den indgivne klage over Skattestyrelsens afgørelse vedrørende driftsselskabet. Landsskatteretten finder ikke grundlag for at ændre Skattestyrelsens opgørelse af sambeskatningsindkomsten for indkomstårene 2019 og 2020, herunder heller ikke med de fire fakturaer fra [virksomhed12] ApS, der er udstedt efter den 31. juli 2020, det vil sige efter afslutningen af selskabets indkomstår for 2020. Landsskatteretten har herved henset til, at der ikke i Skattestyrelsens afgørelse vedrørende driftsselskabet er taget højde for, at fakturaerne er udstedt efter udløbet af selskabets indkomstår, hvorfor ændringerne vedrørende fakturaerne også omfattes af sambeskatningsindkomsten i selskabet, jf. selskabsskattelovens § 31, stk. 2 og 7. Landsskatteretten stadfæster herefter Skattestyrelsens afgørelse.

Forhøjelse af sambeskatningsindkomst efter nægtet fradrag for underleverandører (jnr. 22-0073103) · skattewiki.dk