Journalnr. 22-0044976
Vedtægtsbestemt likvidationskurs ikke markedsværdi ved tilbagesalg af B-anparter
- Instans
- Landsskatteretten
- Dokumenttype
- Landsskatterettens afgørelse
- Offentliggjort
- 3. november 2025
- Kilde
- Åbn original i afgørelsesdatabasen ↗
Resumé
Sagen angik et bindende svar om, hvorvidt den vedtægtsbestemte likvidationskurs 4.000 pr. nominelt 100 kr. B-anpart kunne lægges til grund ved et påtænkt tilbagesalg af nominelt 850.000 kr. B-anparter (34 mio. kr.) fra klageren og dennes ægtefælle til det udstedende familieselskab som led i et glidende generationsskifte efter A/B-modellen. Klageren gjorde gældende, at B-anparternes økonomiske rettigheder var maksimeret til forlods udbytte på CIBOR + 1 % af kurs 4.000 og forlods likvidationsprovenu til kurs 4.000, hvorfor en uafhængig køber aldrig ville betale mere, hvilket blev støttet af en indhentet syns- og skønserklæring. Skattestyrelsen fandt, at værdien skulle fastsættes efter de almindelige retningslinjer for værdiansættelse af aktier med regulering for forlods udbytteret, og at vedtægterne reelt var udformet i et interessefællesskab. Landsskatteretten stadfæstede med henvisning til, at selskabets egenkapital på ca. 137 mio. kr. tilsagde en indre værdi-kurs på ca. 11.457, at den forlods udbytteret var tidsubegrænset og kumulativ, og at skønserklæringen byggede på en likvidationsforudsætning, der ikke var forenelig med den påtænkte disposition; der blev ikke givet omkostningsgodtgørelse til syn og skøn.
Titel, resumé og vurderinger er AI-genererede og kan indeholde fejl.
Lovhenvisninger
Henviser til
- SKM2011.80.ØLR
- SKM2016.219.SR
- SKM2019.371.SR
- TfS 2003.229
- TfS 2004.832
- TfS 2006.104
- TfS 2010.272
- TfS 2010.686
- TfS 2014.486
- UfR 1983.8 H
Fuldtekst
Journalnr. 22-0044976 Klageren har anmodet skattestyrelsen om bindende svar på følgende spørgsmål: ”1. Kan Skatteforvaltningen bekræfte, at den vedtægtsbestemte kurs 4.000 per nominelt 100 DKK B-anpart kan lægges til grund ved det påtænkte tilbagesalg af B-anparter fra [klager] til [virksomhed1] ApS?” Skattestyrelsen har svaret nej til spørgsmålet. Landsskatteretten stadfæster Skattestyrelsens afgørelse. Faktiske oplysninger I forbindelse med anmodningen om bindende svar af 29. oktober 2021 er der oplyst følgende: ”I forbindelse med forberedelsen af et tilbagesalg af B-anparter fra [klager] til [virksomhed1] ApS (herefter ”[virksomhed1]”), ønskes Skatteforvaltningens bekræftelse på, at den vedtægtsbestemte kursværdi af B-anparterne kan lægges til grund ved et tilbagesalg af B-anparterne til det udstedende selskab, [virksomhed1]. Faktiske forhold [virksomhed1] er ejet af ægteparret [person1] og [klager] med henholdsvis 16,38 % og 83,17 %. De resterende 0,45 % er ejet af deres to sønner [person2] og [person3], med hver 0,23 %. [virksomhed1] gennemførte den 5. juli 2012 et delvist generationsskifte, hvor selskabskapitalen i [virksomhed1] blev opdelt i A- og B-anparter. I den forbindelse erhvervede de to sønner, [person2] og [person3], hver nominelt 1.000 DKK A-anparter og nominelt 1.700 DKK B-anparter. Der er ikke forskel i stemmerettighederne tilknyttet A og B-andelene. B-anparterne er ved generationsskiftet i 2012 værdiansat ud fra markedsværdien til kurs 3.855 og A-anparterne værdiansat til kurs 5. Selskabskapitalen i [virksomhed1] udgør på nuværende tidspunkt i alt DKK 1.200.000 og fordeler sig på følgende måde: Kapitalejer Anpartstype Nominel værdi [klager] B-anparter 998.000 DKK [person1] B-anparter 196.600 DKK [person2] A-anparter 1.000 DKK B-anparter 1.700 DKK [person3] A-anparter 1.000 DKK B-anparter 1.700 DKK De rettigheder der er tilknyttet de enkelte kapitalklasser i [virksomhed1], er reguleret i [virksomhed1]s vedtægter (herefter ”vedtægterne”) pkt. 4. Det følger heraf at B-anparterne er tilknyttet en forlods udbytteret, jf. vedtægternes pkt. 4.5: ”B-kapitalandelene har ret til forlods udbytte. Den forlods udbytteret opgøres for hvert regnskabsår som en procentdel af den nominelle B-kapital. Procentdelen opgøres som 40 multipliceret med (12 måneders Cibor ved regnskabsårets begyndelse med tillæg af 1 procentpoint). Er 12 måneders Cibor ved regnskabsårets begyndelse f.eks. 1,5 % bliver procentdelen således 40 x (1,5 % + 1 %) = 100 %. Retten til forlods udbytte er kumulativ. B-kapitalandelene kan ikke modtage udbytte ud over den forlods udbytteret. A-kapitalandelene kan i et givent regnskabsår kun modtage udbytte, såfremt B-kapitalandelene har modtaget det fulde forlods udbytte i henhold til ovenstående. Udbytte til A-kapitalandelene kan endvidere udelukkende hidrøre fra regnskabsmæssige overskud indtjent i regnskabsåret 2012 og senere regnskabsår.” Værdien af B-anparterne i tilfælde af likvidation er anført i vedtægternes pkt. 4.6: ”B-kapitalandelene har i tilfælde af likvidation ret til forlods likvidationsprovenu svarende til kurs 4.000, således at der for hver B-kapitalandel af nominelt 100 kr. udbetales 4.000 kr. i forlods likvidationsprovenu. B-kapitalandelene kan ikke modtage likvidationsprovenu herudover.” Anparternes rettigheder i relation til fondskapitalandele er anført i vedtægternes pkt. 4.7: ”B-kapitalandelene giver ikke ret til andel i eventuelle fondskapitalandele. Fondskapitalandele, der tildeles på grundlag af A-kapitalandele, kan være såvel A-kapitalandele som B-kapitalandele. Der kan alene udstedes fondskapitalandele på grundlag af regnskabsmæssige overskud indtjent i regnskabsåret 2012 og senere regnskabsår.” Som det fremgår af vedtægternes pkt. 4.6, har B-anparterne i tilfælde af likvidation ret til forlods likvidationsprovenu svarende til kurs på 4.000. Spørger ønsker ikke på nuværende tidspunkt at likvidere selskabet, men ønsket er derimod at tilbagesælge en forholdsmæssig andel af sine B-anparter, forventeligt nominelt 850.000 B-anparter, tilbage til [virksomhed1]. Det er således udelukkende [person1] og [klager] der ønsker at tilbagesælge en forholdsmæssig andel af deres B-anparter. De to øvrige kapitalejere bibeholder deres forholdsmæssige andel. Overdragelsen ønskes på nuværende tidspunkt, idet Spørger ønsker en forøget likviditet i privatøkonomien. Der er ikke akkumuleret udbytte fra tidligere år, da Spørger har modtaget (årligt) udbytte efter den forlods rettighed reguleret i vedtægternes pkt. 4.5.” [virksomhed1] ApS’ aktivitet består i besiddelse af kapitalandele i associerede virksomheder. Resultatopgørelsen for 2020 udviser et overskud på 13.912.323 kr., og selskabets balance pr. 31. december 2020 udviser en egenkapital på 137.483.840 kr. Selskabets balance pr. 31. december 2020 – AKTIVER: Finansielle anlægsaktiver Kapitalandele i associerede virksomheder (indre værdi) 66.655.001 kr. Omsætningsaktiver Tilgodehavende selskabsskat 1 kr. Værdipapirer og kapitalandele 67.882.066 kr. Likvide beholdninger 3.757.945 kr. Omsætningsaktiver i alt 71.640.012 kr. AKTIVER I ALT 138.295.013 kr. Selskabets balance pr. 31. december 2020 – PASSIVER: Egenkapital Selskabskapital 1.200.000 kr. Reserve for nettoopskrivning efter indre værdi 39.842.993 kr. Overført resultat 94.440.847 kr. Foreslået udbytte for regnskabsåret 2.000.000 kr. Egenkapital i alt 137.483.840 kr. Kortfristede gældsforpligtelser Skyldig selskabsskat 801.172 kr. Anden gæld 10.001 kr. Gældsforpligtelser i alt 811.173 kr. PASSIVER I ALT 138.295.013 kr. Syn og skøn Under klagesagens behandling har der været afholdt syn og skøn. Skønsmanden har besvaret repræsentantens spørgsmål som følger: ”(…) Spørgsmål 1: Er en forrentning beregnet som ”12 måneders Cibor ved regnskabsårets begyndelse med tillæg af 1 procentpoint” et udtryk for en forrentning på markedsvilkår af et ansvarligt lån ydet til [virksomhed1] ApS uden anden sikkerhedsstillelse? Skønsmandens besvarelse bedes begrundet. Svar på spørgsmål 1: Nej Begrundelse: Rente er udtryk for prisen på penge. Prisen på penge afhænger af risikoen på udlånet (tabsrisiko) samt termin for tilbagebetaling (varighed). I finansieringsmæssig begrebsverden tales om at rentevilkår består af elementerne: Den risikofrie basisrente baseret på lånets varighed Risikotillæg for lånets tabsrisiko, der fastsættes med afsæt i: Risiko for tab – låntagers driftsmæssige risiko Sikkerhedsrettigheder ved betalingsudfald A. Den risikofrie rente Den risikofrie basisrente er prisen for penge i et ”ideelt” setup, hvor der ikke er risiko. En fuld risikofri rente findes principielt ikke, men i praksis anses nationalbankernes rentemargin som et retvisende basis. Den her valgte ”basisrente” er Cibor12 fikseret ved regnskabsårets begyndelse. Det betyder at den valgte basisrente dækker den forventede rentekurve for perioden året ud. Vi anser dette for et retvisende basis for første element i prisfastsættelsen ”Den risikofrie rente”. B. Risikotillæg B.1 Låntagers driftsmæssige risiko Låntager er et solidt holdingselskab, som primært har investeret sin kapital i et 50% ejet driftsselskab. Uanset en stærk soliditet består en driftsmæssig risiko, som i vores vurdering er beskeden/moderat. En långiver af et ansvarligt lån vil typisk sikre sit kendskab til virksomhed ved at lade sig repræsentere i ledelsen, og dermed kunne monitorere sin risiko. Er långiver et pengeinstitut vil denne lade sit kendskab monitorere gennem løbende rapportering. Vi antager at långivers informationsniveau kan sidestilles med det informationsniveau en professionel tredjepart (et pengeinstitut) vil fordre. Uanset den stærke soliditet er det vores vurdering at et pengeinstitut næppe vurderer pristillægget for den driftsmæssige risiko til at have en pris på under 2 procentpoint. B.2. Sikkerhedsposition Et ansvarligt lån er kendetegnet ved at være en ”hybrid-kapital”, som står tilbage for øvrige kreditorer – og dermed vil dette i konkursordenen være stillet svagt. I tilfælde af låntagers konkurs, vil der være lav sandsynlighed for, at der i konkursordenen er 100% dækning til §97-krav og endvidere yderligere lavere sandsynlighed for, at der er dækning til en efterstillet ansvarlig lånekapital. Rent sikringsmæssigt står det ansvarlige lån dermed på en ringere position end en kassekredit ydet af et pengeinstitut uden anden sikkerhed. Pengeinstituttet vil indgå som et §97-krav. Frasigelsen af ”ret til” at indgå i konkursordenen som §97-krav medfører dermed et pristillæg til renten. Henset til den stærke soliditet anses denne pristillæg at være beskeden, men næppe under 1 procent. Konklusion Det er vores argument, at rentesatsen skal være moderat højere end den rentesats som et eksternt pengeinstitut vil tilbyde for en usikret kassekredit med en 12 måneders opsigelse. Rentesatsen skal være moderat højere, da långivers sikkerhedsposition er ringere end pengeinstituttet ville være stillet, idet långiver har accepteret at yde lån på efterstillet vilkår. Det er vores vurdering, at et eksternt pengeinstitut på dette grundlag vil fordre en pris for lånet der udgør minimum den ”variable risikofrie rente” med tillæg af 2,75%-point. En rentesats på 1% er dermed mindre end den vi vurderer et eksternt pengeinstitut vil tilbyde. Derfor besvarer vi det stillede spørgsmål afkræftende. Spørgsmål 2: Medfører bestemmelserne i vedtægterne for [virksomhed1] ApS, herunder særligt bestemmelserne i vedtægternes punkt 4.5, 4.6 og 4.7, at B-anparterne i [virksomhed1] ApS maksimalt kan have en markedsværdi svarende til kurs 4.000 per nominelt 100 DKK B-anparter? Skønsmandens besvarelse bedes begrundet. Svar på spørgsmål 2: Ja Begrundelse: Værdi med afsæt i nuværende vedtægter De nuværende vedtægter tildeler B-anparterne en udbytteret, der er maksimeret til den givne ud-byttebestemmelse der er defineret som en rentebestemmelse og endvidere er maksimeret i tilfælde af selskabets likvidation. Værdien af anparterne skal derfor kalkuleres med afsæt i nutidsværdien af udbytteretten hhv. værdien ved likvidation. Imidlertid kan indehaver af B-anparterne ikke egenhændigt fordre selskabet likvideret, hvorfor værdien af anparterne grundlæggende svarer til nutidsværdien af de fremtidige pengestrømme som kan afledes af udbytteretten. Nutidsværdien er den tilbagediskonterede værdi af de fremtidige pengestrømme, som skal tilbagediskonteres med den rentefod som er markedskonform afledt af selskabets (pengestrømmens) risikoprofil – se redegørelse under spørgsmål 1. Vi antager - som anført i svar 1 - at den markedskonforme rentefod udgør Cibor12+2,75%. Udbytteretten bærer afsæt i en rentefod på Cibor12+1%. De fremtidige pengestrømme vil derfor have en værdi der er mindre end kurs 100. Den fremtidige pengestrøm er fastlåst til at udgøre 850.000 kr. per år. Nutidsværdien af disse udgør derfor med den af os vurderede markedsrente for fordringen således mindre end 850.000 kr. Principielt er udbytteretten ”livsvarig”, men henset til renteforholdet vil den implicit have en lavere og lavere værdi desto længere tidshorisont der indkalkuleres. Med en rentefod på 1% vil 52 års udbytteydelser have en nutidsværdi på 34,3 mio. kr. Med en rentefod på 2,75% vil det fordre mere end 200 års levetid for at opnå en nutidsværdi på 34 mio. kr. I det lys anses likvidationsbestemmelsen at udtrykke den største værdi. Vi henviser til at B-anpartshaveren ikke har ret til at fordre likvidationen gennemført, og derfor ikke kan anse denne som ”en sikker værdi”. Endvidere er tidspunktet herfor uvist hvormed nutidsværdien ikke udgør 34 mio. kr. Ændring af vedtægten Selskabsretligt er A-anpartshaveren minoritetsanpartshaver. B-anpartshaveren synes umiddelbart at have bestemmende indflydelse qua en ejerandel på over 99%. Imidlertid har A-anparterne fået tillagt en rettighed til udlodning der er ”anderledes” end B-anparterne. Da A-anparterne er en minoritet, er disse underlagt minoritetsbeskyttelse i Selskabsloven. Minoritetsbeskyttelsesreglerne i Selskabslovens §107 fordrer, at såvel A- og B-aktierne skal stemme for beslutninger, der forringer en aktieklasses rettighed. I det mindste skal 2/3-del af A-anparterne tiltræde at dets rettigheder forringes. Denne klausul betyder i praksis, at den tillagte fordel til klasse A ikke kan ophæves uden tilslutning fra klasse A. Vi anser det derfor for udelukket at foretage en værdiansættelse med afsæt i, at udbytteretten til B-anpartshaver kan forbedres. Konklusion På grundlag af at vedtægten ikke kan tilpasses er markedsværdien af B-anparterne at værdiansætte på basis af værdien af den forlods udbytteret som pt. eksisterer. Nutidsværdien – og dermed markedsværdien – af denne udgør maksimalt en værdi svarende til kurs 4.000 per 100 anparter eller svarende til 34 mio. kr. for nom. 850.000 B-anparter.” Skønsmanden har besvaret Skattestyrelsens spørgsmål som følger: ”(…) Spørgsmål IA: Skønsmand bedes oplyse og begrunde den aktuelle markedsmæssige værdi/kurs for 850.000 B – anparter i [virksomhed1] ApS ved overdragelse mellem uafhængige parter. Ved vurdering bedes skønsmanden tage udgangspunkt i anvisningerne i Juridisk Vejledning afsnit C.B.3.5.4.4. Svar på spørgsmål IA: Der henvises til begrundelse af svaret på rekvirentens spørgsmål 2.” Klagerens repræsentant har stillet et supplerende spørgsmål til skønsmanden, som Skønsmanden har besvaret som følger: ”(…) Supplerende spørgsmål 3: I skønsmandens besvarelse af spørgsmål 2 angives bl.a. ”Imidlertid kan indehaver af B-anparterne ikke egenhændigt fordre selskabet likvideret, hvorfor værdien af anparterne grundlæggende svarer til nutidsværdien af de fremtidige pengestrømme som kan afledes af udbytteretten.” Selskabskapitalen på 1.200.000 kr. er fordelt på anparter á 100 kr., dvs. 12.000 anparter med hver én stemme. 850.000 kr. B-anparter modsvarer således 8.500 stemmer, svarende til +70 % af kapitalen og stemmerne. Likvidation vedtages med 2/3 flertal jf. selskabsloven § 217, jf. § 106. På den baggrund ønskes besvaret følgende supplerende spørgsmål 3: Medfører bestemmelserne i vedtægterne for [virksomhed1] ApS, herunder særligt bestemmelserne i vedtægternes punkt 4.5, 4.6 og 4.7, at nominelt DKK 850.000 B-anparter i [virksomhed1] ApS har en markedsværdi på DKK 34.000.000 (svarende til kurs 4.000), hvis det lægges til grund, at ejeren af de pågældende B-anparter egenhændigt vil kunne beslutte at likvidere selskabet? Skønsmandens besvarelse bedes begrundet. Svar på spørgsmål 3: Ja Begrundelse: I spørgsmålet forudsættes det, at anpartshaver kan gennemføre en beslutning om likvidation. I nedenstående besvarelse lægges til grund, at anpartshaver fortsat ikke vil kunne ændre vedtægten, og at vedtægtens bestemmelser om likvidationsprovenu derfor er opretholdt. Som angivet i svar på spørgsmål 1, er det vurderingsmandens opfattelse, at en reel forrentning på 1%-point ikke fuldt ud godtgør den underliggende risiko i den foretagne investering. Det er således vurderingsmandens opfattelse, at nutidsværdien af de fremtidige udbytteudlodninger er under kurs 100. Som anført i svar til spørgsmål 2, skal der med en rentefod på 1% opnås 52 udbytteydelser før en nutidsværdi på DKK 34 mio. opnås. Dermed er nutidsværdien af likvidationsprovenuet større end nutidsværdien af udbytteretten i sig selv. Dersom B-anpartshaverne kan gennemføre en beslutning om likvidation, vil det økonomisk være fordelagtigt for B-anpartshaverne straks at likvidere selskabet. Ved en sådan likvidation er værdien jf. vedtægtens bestemmelser maksimeret til DKK 34 mio. Med spørgers forudsætning, at B-anpartshaver kan gennemføre likvidationsbeslutningen, da er vurderingsmanden enig i, at markedsværdien er DKK 34 mio. Spørgsmål 3 besvares derfor med ”Ja”.” Skattestyrelsens afgørelse Skattestyrelsen besvarede det stillede spørgsmål med ”Nej”. Skattestyrelsens begrundelse: ”Skattestyrelsen er enig i, at det påtænkte tilbagesalg af 850.000 B-anparter fra [person1] og [klager] til [virksomhed1] ApS er omfattet af ligningslovens § 2. I har ikke sendt nogen form for dokumentation for eller sandsynliggjort, at kursen på 4.000 er overensstemmelse med den aktuelle markedspris for en B-anpart i [virksomhed1] ApS. Vi mener, at værdiansættelsen af en B-anpart i selskabet skal ske efter de retningslinjer, der gælder værdiansættelse af aktier. Se nærmere herom i Den juridiske vejledning 2022-1, afsnit C.B.3.5.4.4 Aktier. Disse retningslinjer anvendes, når der aktuelt ikke har være handel af selskabets B-anparter med en uafhængig part. Vi kan derfor ikke tilslutte os, at kursen ifølge pkt. 4.6 i selskabets vedtægter er et udtryk for den aktuelle markedspris for en B-anpart i selskabet. Spørgsmål 1 er derfor besvaret med et nej. Vores bemærkninger til jeres høringssvar af 9. februar 2022 mv. Ifølge vedtægterne for [virksomhed1] ApS (bilag 1) er der ingen særlige bestemmelser for beslutninger på generalforsamlingen, så vedtagelse af sådanne beslutninger følger derfor selskabslovens regler herfor om afstemninger. Hvis en uafhængig part køber 850.000 B-anparter i [virksomhed1] ApS, vil den nye anpartshaver besidde mere end 70 procent af stemmerne i selskabet og eje mere end 70 procent af selskabskapitalen. Det er derfor Skattestyrelsens opfattelse, at en uafhængig køber af de 850.000 B-anparter i selskabet efter selskabslovens § 105, stk. 1, 1. pkt. og § 106, stk. 1, vil kunne bestemme om: Der skal udloddes udbytte til A-anpartshaverne, da de ikke har en forlods ret til udbytte ifølge pkt. 4.5 i selskabets vedtægter. Køberen med sin ejerandel i selskabet kan derfor på generalforsamlingen bestemme f.eks., at A-anparterne ikke skal have udbetalt udbytte fra selskabet i et år for at beskytte sine økonomiske værdier i selskabet. Selskabet skal likvideres ifølge pkt. 4.6 i vedtægterne. Det fremgår i øvrigt ikke af jeres ansøgning, at der er aktuelle planer for likvidation af selskabet. Der skal udstedes fondskapitalandele til A-kapitalandelene efter pkt. 4.7 i vedtægterne. Køberen vil med sin ejerandel kunne vedtage en ændring af vedtægterne, så B-anparterne også indgår i en eventuel fondsemission. Vi mener derfor ikke, at de begrænsninger, som fremgår af pkt. 4.5- 4.7 i selskabets vedtægter, giver grundlag for at fastsætte en aktuel markedsværdi for B-anparterne til kurs 4.000 for 850.000 B-anparter i selskabet efter ligningslovens § 2. Kursen kan ved en konkret opgørelse fastsat efter retningslinjerne i Den juridiske vejledning (se nedenfor) derfor være meget højere end kursen på 4.000. Dette har I ikke sandsynliggjort ved en konkret opgørelse for den påtænkte overdragelse af de 850.000 B-anparter i selskabet på et givet tidspunkt i 2022. Vi fastholder derfor, at en værdiansættelse af B-anparterne skal ske ud fra de retningslinjer, der gælder for værdiansættelse af aktier, som beskrevet i Den juridiske vejledning 2022-1, afsnit C.B.3.5.3.4.4 Aktier. Disse retningslinjer anvendes, når der aktuelt ikke har være handel af selskabets B-anparter med en uafhængig part. Der er også vores opfattelse, at der skal ske en justering for værdiansættelsen af B-anparterne mht. forlods udbytteretten efter pkt. 4.5 i selskabet. Dette skal ske efter retningslinjerne i afsnit C.B.2.1.4.8.1 Værdiansættelse af aktieklasser i A/B- modeller i Den juridiske vejledning.” Udtalelse fra Skattestyrelsen Skattestyrelsen har i udtalelse af 2. juni 2022 oplyst, at der ikke er bemærkninger til klagen. Skattestyrelsen har fastholdt besvarelse af spørgsmålet med et ”Nej”. Som en illustration har Skattestyrelsen vist, hvordan udlodning af udbytte fra [virksomhed1] ApS efter pkt. 4.5 i vedtægterne er sket i 2018 og 2020. I 2018 udloddede selskabet 14.600.000 kr. i udbytte på grundlag af årsrapporten for 2017. Det fordelte sig ifølge R75 på følgende måde: [klager] (far) [person1] (mor) [person2] (søn) [person3] (søn) I alt [klager] (far) 460.078 kr. [person1] (mor) 90.632 kr. [person2] (søn) 7.024.645 kr. [person3] (søn) 7.024.645 kr. I alt 14.600.000 kr. I 2020 udloddede selskabet 3.000.000 kr. i udbytte på grundlag af årsrapporten for 2019. Det fordelte sig ifølge R75 på følgende måde: [klager] (far) 421.156 kr. [person1] (mor) 82.966 kr. [person2] (søn) 1.247.939 kr. [person3] (søn) 1.247.939 kr. I alt 3.000.000 kr. Skattestyrelsen anfører, at selv om de to sønner har en meget lille ejerandel af selskabet, giver selskabets vedtægter mulighed for store udlodninger til dem. Dette vil en tredjemand næppe acceptere. Skattestyrelsens udtalelse til skønsmandens udtalelser og klagerens bemærkninger Skattestyrelsen har til det afholdte syn og skøn udtalt: ”(…) Skattestyrelsen har følgende bemærkninger til brevet fra [revisionsfirma] den 1. november 2024 om klagernes bemærkninger til Skønsmandens skønserklæring, jf. deres bilag 1 og 2. Det er vores opfattelse, at besvarelsen af spørgsmålet i vores bindende svar af 7. marts 2022, j.nr. [sag1], skal fastholdes, og vi indstiller, at Skønsmandens vurdering ikke følges. Se vores begrundelse nedenfor. Begrundelse Allerede fordi det ikke var hensigten at likvidere [virksomhed1] ApS på tidspunktet for vores afgivelse af det bindende svar, er vilkåret i selskabets vedtægter pkt. 4.6 ikke relevant for værdiansættelsen B-kapitalandelene i selskabet i forbindelse med [person1] og [klager] påtænkte tilbagesalg. Denne bestemmelse i selskabets vedtægter skal derfor ikke respekteres i forbindelse med værdiansættelsen. Vi mener, at B-kapitalandelene i [virksomhed1] ApS skulle ske efter de retningslinjer, der var gældende for værdiansættelse af aktier i 2022. Se nærmere herom i Den juridiske vejledning 2022-1, afsnit C.B.3.5.4.4 Aktier. Der skal ske en justering for værdiansættelsen af B-anparterne mht. forlods udbytteretten efter pkt. 4.5 i vedtægterne. Dette skal ske efter retningslinjerne i afsnit C.B.2.1.4.8.1 Værdiansættelse af aktieklasser i A/B- modeller i Den juridiske vejledning 2022-1. De ovennævnte retningslinjer anvendes, når der aktuelt ikke har være handel af selskabets B-anparter med en uafhængig part, fordi tilbagesalget af B-kapitalandelene til selskabet er omfattet af ligningslovens § 2. Vi mener ikke, at skønsmandens udtalelse er retvisende for markedsværdien for B-kapitalandelene i [virksomhed1] ApS, fordi udtalelsen forudsætter, at en likvidation gennemføres. Den tager ikke stilling til, hvilken markedsværdi B-kapitalandelene i selskabet ville have uden de vilkår, som står i selskabets vedtægters punkt 4.6. Se skønsmandens besvarelse af spørgsmål 3. Selskabet er endnu ikke blevet likvideret, så denne forudsætning er ikke relevant for værdiansættelsen, hvorfor den ikke skal indgå i fastsættelse af værdien for B-kapitalandelene. Skønsmanden har derimod ikke taget stilling til markedsværdien for B-kapitalandelene i selskabet uden regulering for vilkårene i vedtægternes punkt 4.6, så værdiansættelsen alene baseres på de retningslinjer, der var gældende for værdiansættelse af aktier i 2022. Se ovenfor. Det er derfor vores opfattelse, at skønsmandens ikke bør følges. Bemærkningerne i brevet fra [revisionsfirma] den 1. november 2024 ændrer derfor ikke vores besvarelse af spørgsmålet i vores bindende svar af 7. marts 2022.” Klagerens opfattelse Klagerens repræsentant har fremsat påstand om, at der skal svares ”ja” til spørgsmål 1. Repræsentanten har anført følgende: ”Baggrund og faktiske oplysninger Ægteparret [person1] og [klager] ejer henholdsvis 16,38% og 83,17% af anpartskapitalen i [virksomhed1] ApS. De resterende 0,45 % er ejet af deres to sønner, [person2] og [person3], som hver ejer 0,225% af anpartskapitalen. Deres indbyrdes økonomiske rettigheder i selskabet kan ikke aflæses af disse nominelle ejerforhold, idet anpartskapitalen er opdelt i A og B-anparter med grundlæggende forskellige økonomiske rettigheder som nærmere omtalt nedenfor. Denne opdeling er et led i et generationsskifte af selskabet, påbegyndt i 2012. [virksomhed1] ApS ejer 50 % af selskabet [virksomhed2] A/S. [virksomhed2]-virksomheden blev stiftet af [klager] i 1987 i forbindelse med, at han fik en distributionsaftale med den italienske maskinvirksomhed [virksomhed3] ([virksomhed3] i det følgende), som havde forskellige udfordringer med deres hidtidige distributører. [virksomhed3] blev medejer af [virksomhed2] med 50 % og er det fortsat. I starten beskæftigede [virksomhed2] sig især med distribution af [virksomhed3]s gearkasser, salg af hydraulikkomponenter samt salg og montage af hydraulikaggregater, men under [klager]s ledelse er virksomheden gradvis undergået en betydelig forandring og vækst. Dels indkøber man i dag maskinkomponenter fra mange andre producenter end [virksomhed3], der efterhånden kun tegner sig for ca. 10-15 % af [virksomhed2]s indkøb fra underleverandører; men mere vigtigt er det ikke længere en ren distributionsvirksomhed. Det er i lige så høj grad en form for rådgivende ingeniørvirksomhed, som hjælper sine kunder med individuelt tilpassede maskinløsninger både i forbindelse med behovsafklaring og tilpasning/design, samt levering af komplette systemløsninger, som [virksomhed2] bygger/samler på grundlag af indkøbte komponenter fra hele verden. [klager] og [person1] har ikke som udgangspunkt haft planer eller ambitioner om, at deres børn skulle indtræde i driften eller ejerskabet af [virksomhed2]. Sådan er det ikke desto mindre gået. De har begge taget ingeniøruddannelser af relevans for [virksomhed2]s virksomhed og har nu i nogle år arbejdet i selskabet. Derfor indledte familien i 2012 et generationsskifte af sin ejerandel af virksomheden, som har resulteret i de nuværende ejerforhold. Generationsskiftet gennemføres efter den udbredte fremgangsmåde, som ofte betegnes "A/B-modellen" eller "glidende generationsskifte". Det overordnede økonomiske princip for denne generationsskifteform kan med en vis forenkling udtrykkes sådan, at værdien af virksomheden på tidspunktet for iværksættelse af generationsskiftet ikke gøres til genstand for generationsskifte, men alene tillægges forældregenerationen. Det er således alene chancen for fremtidige værdistigninger - men også i et vist omfang risikoen for en fremtidig negativ udvikling, delvis afhængig af den konkrete udformning - som generationsskiftes til den yngre generation. Forenklet udtrykt skal forældregenerationen således vederlægges for værdien af selskabet på tidspunktet for generationsskiftets iværksættelse. På dette tidspunkt er der typisk ikke midler til stede til dette. Kilden hertil vil typisk alene være den generationsskiftede virksomhed selv. Hvis virksomheden er overskudsgivende, vil dens værdi inklusive goodwill overstige dens råderum for udbytteudlodning, og derfor er der ikke i hverken børnenes eller virksomhedens økonomi råderum til, at forældrene kan blive vederlagt for værdien af selskabet på det tidspunkt. hvor generationsskiftet iværksættes. Derfor gennemføres generationsskiftet mere konkret ved, at forældrene tillægges en forlods ret til fremtidige afkast af selskabets virksomhed svarende - igen let forenklet - til værdien af selskabet på tidspunktet for iværksættelse af generationsskiftet. Denne forlods ret kan være meget betydelig afhængig af værdien af virksomheden, men den er beløbsmæssigt begrænset til denne værdi alene med den modifikation, at fordi forældrene ikke modtager den straks, men over en årrække, forhøjes den årligt med et beløb, som skal kompensere forældrene for den tidsmæssige ulempe ved at modtage afkastet i fremtiden. Dette beløb beregnes derfor som en procentsats af den til enhver værende resterende saldo for endnu ikke erlagt forlods afkast - en form for diskonteringskompensation, om man vil. Mere teknisk gennemføres dette ved at opdele den vedtægtsmæssige kapital i to klasser, dvs. for et anpartsselskabs vedkommende A- og B-anparter. Den ene anpartsklasse ejes overvejende eller udelukkende af forældrene, den anden af børnene. I [virksomhed1] ApS ejes A-anparterne af børnene og B-anparterne altovervejende af forældrene. B-anparterne er tillagt visse økonomiske rettigheder forlods for A-anparterne. Generationsskiftet kan siges at være i proces, så længe forældregenerationen ikke er fuldt erlagt for sine forlods rettigheder. Først når disse rettigheder er udtømt, og børnegenerationen således besidder samtlige rettigheder til afkast af selskabets virksomhed, er generationsskiftet fuldført. Erlæggelse og dermed udtømning af forældregenerationens forlodsret sker som udgangspunkt gradvis over en årrække, heraf begrebet "glidende generationsskifte". Efter sædvanlig fremgangsmåde blev selskabets kapital opdelt i de skitserede A- og B-klasser, mens [klager] var eneanpartshaver. Efterfølgende blev alle A-anparter og en ganske lille mængde B-anparter overdraget til sønnerne som gave under iagttagelse af pligtig gaveanmeldelse. [klager] forærede i samme anledning en større post B-anparter til [person1]. Dette er uden betydning for såvel generationsskiftet som nærværende anmodning og havde alene rod i personlige årsager, herunder en anerkendelse af, at [virksomhed2]s succes blandt andet er et resultat af ægteparrets makkerskab og rollefordeling mellem hjemmet og virksomheden. Vi nævner det alene for at undgå risiko for forvirring over oprindelsen af [person1] B-anparter. Der findes forskellige mindre variationer over den skitserede generationsskifteform. I familien [...]s generationsskifte er der den variation, at diskonteringselementet af den forlods afkastret har form af et forlods udbytte, mens forlodsretten til selve værdien af selskabet på tidspunktet for generationsskiftet har form af en forlods ret til likvidationsprovenu. [klager] og [person1] B-anparter har således forlods ret til et likvidationsprovenu på 47.784.000 kr., svarende til kurs 4.000 af deres pålydende værdi. De har derudover forlods ret til udbytte svarende til en årlig tilskrivning på CIBOR 12 mdr.+ 1 % af værdien af det forlods likvidationsprovenu af B-anparterne. Det var en anden rådgiver, der bistod familien [...] med iværksættelse af generationsskiftet, herunder med anbefalinger til den mere tekniske udformning af dette. Vi er ikke bekendt med den nærmere årsag til. at forlodsretten til de 47.784 mio. kr. tog form af et forlods likvidationsprovenu og ikke for eksempel en forlods udbytteret. Der kan tænkes forskellige bevæggrunde for dette, selskabsrets- eller procestekniske såvel som mere praktisk /økonomiske; vi bemærker, at udformningen som likvidationsprovenu løser visse udfordringer, men til gengæld afstedkommer andre udfordringer af teknisk karakter, som man i et vist omfang har søgt at løse vedtægtsmæssigt, herunder ved visse af de bestemmelser, der er citeret nedenfor. Disse forhold er efter vores opfattelse uden betydning for nærværende klage. Det siger dog under alle omstændigheder sig selv, at det ikke har været familiens plan, at [virksomhed1] ApS rent faktisk skal likvideres, for at [klager] og [person1] kan få et kontant udkomme af deres forlods afkast ret udover diskonteringskompensationen. Det er snarere retvisende at udtrykke det således, at kombinationen af forlods ret til udbytte og likvidationsprovenu i forening sætter rammen for den økonomiske fordel, som en B-anpartshaver kan have af anpartsbesiddelsen: Så længe man ejer B-anparterne, får man alene et afkast i form af diskonteringskompensation af den kapitalbinding, anparterne repræsenterer; skal man have et kontant udkomme derudover, må det ske ved afhændelse af B-anparterne i den ene eller den anden form. Det har givetvis været forudsat, at dette ville blive gennemført ved en række tilbagesalg til udstedende selskab/rettede kapitalnedsættelser som det påtænkte tilbagesalg, der er årsag til nærværende klage. Selskabskapitalen i [virksomhed1] ApS udgør på nuværende tidspunkt i alt DKK 1.200.000 og fordeler sig på følgende måde: Kapitalejer Anpartstype Nominel værdi (DKK) [klager] B-anparter 998.000 [person1] B-anparter 196.600 [person2] A-anparter 1.000 B-anparter 1.700 [person3] A-anparter 1.000 B-anparter 1.700 De rettigheder, der er tilknyttet de enkelte anpartsklasser i [virksomhed1] ApS, er reguleret i selskabets vedtægter, pkt. 4. Af vedtægterne pkt. 4.5 fremgår, at B-anparterne giver ret til forlods udbytte opgjort som en procentandel (40 multipliceret med 12 måneders CIBOR med tillæg af 1 procentpoint) af den nominelle kapital. Det fremgår endvidere, at B-anparterne ikke kan modtage udbytte ud over forlods udbytte. Vedtægternes pkt. 4.5 har følgende ordlyd: "B-kapitalandelene har ret til forlods udbytte. Den forlods udbytteret opgøres for hvert regnskabsår som en procentdel af den nominelle B-kapital. Procentdelen opgøres som 40 multipliceret med (12 måneders Cibor ved regnskabsårets begyndelse med tillæg af 1 procentpoint). Er 12 måneders Cibor ved regnskabsårets begyndelse f.eks. 1,5 % bliver procentdelen således 40 x (1,5 % + 1 %) = 100 %. Retten til forlods udbytte er kumulativ. B-kapitalandelene kan ikke modtage udbytte ud over den forlods udbytteret. A-kapitalandelene kan i et givent regnskabsår kun modtage udbytte, såfremt B-kapitalandelene har modtaget det fulde forlods udbytte i henhold til ovenstående. Udbytte til A-kapitalandelene kan endvidere udelukkende hidrøre fra regnskabsmæssige overskud indtjent i regnskabsåret 2012 og senere regnskabsår." Af vedtægternes pkt. 4.6 fremgår, at B-anparterne er tillagt en ret til forlods likvidationsprovenu svarende til kurs 4.000. Det fremgår endvidere, at B-anparterne ikke kan modtage likvidationsprovenu udover forlods likvidationsprovenu. Vedtægternes pkt. 4.6 har følgende ordlyd: "B-kapitalandelene har i tilfælde af likvidation ret til forlods likvidationsprovenu svarende til kurs 4.000, således at der for hver B-kapitalandel af nominelt 100 kr. udbetales 4.000 kr. i forlods likvidationsprovenu. B-kapitalandelene kan ikke modtage likvidationsprovenu herudover." Af vedtægternes pkt. 4.7 fremgår, at B-anparter ikke giver ret til eventuelle fondskapitalandele. Bestemmelsen indebærer således, at kun A-anparter giver ret til fondsandele. Vedtægternes pkt. 4.7 har følgende ordlyd: "B-kapitalandelene giver ikke ret til andel i eventuelle fondskapitalandele. Fondskapitalandele, der tildeles på grundlag af A-kapitalandele, kan være såvel A-kapitalandele som B-kapitalandele. Der kan alene udstedes fondskapitalandele på grundlag af regnskabsmæssigt overskud indtjent i regnskabsåret 2012 og senere regnskabsår.” Der er ikke vedtægtsmæssig forskel på de til A- og B-anparterne knyttede stemmerettigheder. Klagerne ønsker nu at eksekvere et væsentligt skridt i generationsskiftet ved at nedbringe deres ejerandel af B-anparter gennem tilbagesalg af en del af disse (nominelt DKK 850.000) til [virksomhed1] ApS; samtidigt vil det tilføre kontante midler til forældrenes personlige sfære til privat anvendelse hen over de kommende år, hvor pensionsalderen efterhånden nærmer sig for [klager]. B-anparterne har ikke på nuværende tidspunkt ret til akkumuleret udbytte for tidligere år, idet klageren hvert år har modtaget forlods udbytte svarende til CIBOR 12 mdr. + 1 % af 47.784 mio. kr. i overensstemmelse med bestemmelsen i vedtægternes pkt. 4.5.” Det er repræsentantens opfattelse, at Skattestyrelsens tre begrundelser i det bindende svar, nummereret 1-3, for at vedtægternes bestemmelser om de to anpartsklassers forskellige økonomiske rettigheder ikke giver grundlag for at anse den armslængdemæssige værdi af B-anparterne for kurs 4.000, er udtryk for en række misforståelser af såvel selskabslovgivningen som de økonomiske konsekvenser af de forskellige handlemuligheder, som Skattestyrelsen skitserer i disse begrundelser. Repræsentanten har anført følgende vedrørende Skattestyrelsens tre argumenter: ”argument nr. 1 Skattestyrelsen henviser i dette argument til, at en uafhængig køber af de pågældende B-anparter – med henblik på at beskytte de økonomiske værdier i selskabet - vil kunne bestemme, at A-anparterne, som ikke har en forlods ret til udbytte i selskabet, ikke skal have udbetalt udbytte i et givent år. Vi er enige i, at indehaveren af de pågældende B-anparter i udgangspunktet vil kunne bestemme, at Anparterne ikke skal have udbetalt udbytte i et givent år, idet B-anpartshaveren kan bestemme, at udbytteudlodningen ikke skal overstige B-anparternes forlods ud bytteret. jf. selskabslovens § 105, stk. 1. Dette vil imidlertid ikke afstedkomme nogen værdistigning af B-anparterne ud over den omdiskuterede kurs 4.000. B-anparterne vil uanset en sådan udbyttetilbageholdenhed aldrig få ret til mere end et udbytte svarende til et årligt afkast af B-anparterne på CIBOR 12 mdr.+ 1 % af kurs 4.000 af B-anparternes nominelle værdi, samt et likvidationsprovenu svarende til netop kurs 4.000 af B-anparternes nominelle værdi. B-anpartshaverens økonomiske udkomme er således uanset udbyttepolitikken maksimeret til likvidationsprovenuets kurs 4.000 samt en forholdsvis beskeden diskontering af en kapitalbinding svarende til den samme kurs 4.000. Vi er for så vidt enige i, at der principielt kunne tænkes omstændigheder, hvor B-anparternes stemmemæssige kontrol over udbytteudlodning kunne afstedkomme en værdistigning på B-anparterne. Det er imidlertid kun i det tilfælde, hvor selskabets kapitalforhold er så tilpas spinkle, at der ikke er midler til at udtømme B-anparternes forlods udbytteret i tilfælde af likvidation. I dette tilfælde vil B-anparterne have en mindre værdi end kurs 4.000, og i det omfang, der fremtidig kan forventes så gunstige resultater i selskabet, at det vil overstige diskonteringspræmien, vil B-anparterne stige mere i værdi end A-anparterne, indtil kapitalen måtte være tilstrækkelig til at udtømme B-anparternes forlods økonomiske rettigheder. På dette tidspunkt vil B-anparterne igen være kurs 4.000 værd, og fremtidig kapitalopbygning derudover vil fra da omvendt få A-anparterne til at stige mere i værdi end B-anparterne (som slet ikke længere vil stige i værdi), fordi gunstig økonomisk udvikling derudover alene vil tilfalde A-anparterne. Når [virksomhed1] ApS derimod, som det er tilfældet, grundet stærke driftsresultater i [virksomhed2] A/S siden generationsskiftets iværksættelse i 2012 er rigelig velkonsolideret til at udtømme B-anparternes forlods rettigheder til udbytte og likvidationsprovenu, vil en konservativ udbyttepolitik ikke øge B-anparternes værdi yderligere. Konstateringen i argument nr. 1 af, at ejerne af B-anparterne er rådige over udbyttepolitikken inklusive mulighed for, at A-anparterne i et givet år slet ikke modtager udbytte, er således irrelevant for B-anparternes værdi under de foreliggende omstændigheder. argument nr. 2 Skattestyrelsen henviser i dette argument til, at en uafhængig køber af de pågældende B-anparter vil kunne bestemme, om selskabet skal likvideres, og at det i øvrigt ikke fremgår, at der er aktuelle planer om at likvidere selskabet. Vi er enige i, at en uafhængig køber af de pågældende B-anparter i udgangspunktet vil kunne bestemme, om selskabet skal likvideres, jf. selskabslovens§ 106, stk. 1, jf. § 217, stk. 2. Vi er dog ikke enige i, at dette skulle påvirke værdien af B-anparterne, idet en sådan beslutning hverken vil påvirke B-anparternes ret til udbytte eller likvidationsprovenu; B-anparternes ret til udbytte og likvidationsprovenu vil følge bestemmelserne i vedtægternes pkt. 4.5 og 4.6, uanset om der træffes beslutning om at likvidere selskabet eller ej. Konstateringen i argument nr. 2 af, at ejerne af B-anparterne vil kunne bestemme om selskabet skal likvideres, er således irrelevant for B-anparterne værdi under de foreliggende omstændigheder, hvor [virksomhed1] ApS er rigelig velkonsolideret til at udtømme B-anparternes forlods rettigheder til udbytte og likvidationsprovenu. argument nr. 3 Skattestyrelsen henviser i dette argument til, at en uafhængig køber af de pågældende B-anparter vil kunne bestemme, om selskabet skal udstede fondskapitalandele til A-kapitalandelene efter vedtægternes pkt. 4.7, og kunne ændre vedtægterne pkt. 4.7 på en sådan måde, at B-anparterne også vil give ret til andel i eventuelle fondskapitalandele, idet den nye anpartshaver vil besidde mere end 70 % af stemmerne i selskabet og mere end 70 % af selskabskapitalen. Vi er enige i, at en uafhængig køber at de pågældende B-anparter i udgangspunktet vil kunne bestemme, om selskabet skal udstede fondskapitalandele efter vedtægternes pkt. 4.7, jf. selskabslovens § 106, stk. 1. Vi er dog ikke enige i, at dette skulle påvirke værdien af B-anparterne, idet en sådan beslutning hverken vil påvirke B-anparternes ret til udbytte eller likvidationsprovenu; B-anparternes ret til udbytte og likvidationsprovenu vil følge bestemmelserne i vedtægternes pkt. 4.5 og 4.6, uanset om det besluttes at udstede fondskapitalandele til indehaverne af A-anparterne eller ej. Vi er derimod ikke enige i, at en uafhængig køber vil kunne ændre vedtægternes pkt. 4.7 på en sådan måde, at B-anparterne også vil give ret til andel i eventuelle fondskapitalandele. Selskabslovens § 107, stk. 3, fastslår, at en vedtægtsændring, der medfører en forskydning af retsforholdet mellem kapitalklasser ved en ændring af allerede etablerede (eller indførelse af nye) forskelle, kun er gyldig, hvis den tiltrædes af kapitalejere, der ejer 2/3 af den kapitalklasse, hvis retsstilling forringes. En beslutning om at ændre vedtægternes pkt. 4.7 på en sådan måde, at B-anparterne også vil give ret til andel i eventuelle fondskapitalandele, indebærer en ændring at allerede etablerede forskelle, fordi det på nuværende tidspunkt kun er A-anparter, som giver ret til andel af eventuelle fondskapitalandele. En sådan beslutning vil derfor på den pågældende generalforsamling skulle tiltrædes af kapitalejere, som ejer mindst 2/3 af A-anparterne (den kapitalklasse, hvis retsstilling ville blive forringet). Selvom en uafhængig køber ville komme til at besidde 70 % af stemmerettighederne i selskabet ved køb af B-anparterne, vil dette således ikke være tilstrækkelig til, at den pågældende egenhændigt vil kunne ændre vedtægternes pkt. 4.7 på en sådan måde, at B-anparterne også vil give ret til andel i eventuelle fondskapitalandele, idet en sådan beslutning vil kræve tilslutning af kapitalejere, som ejer mindst 2/3 af A-anparterne. Argument nr. 3 udgør efter vores opfattelse den mest afgørende misforståelse i den påklagede afgørelse. Den retstilstand, som Skattestyrelsen gør gældende, indebærer i realiteten, at minoritetsaktionærer, som besidder aktier med særlige rettigheder, ikke har nogen form for sikkerhed for opretholdelsen af deres særlige rettigheder, hvis de besidder mindre end 2/3 af stemmerettighederne/den nominelle selskabskapital, idet en majoritetsaktionær, som besidder mere end 2/3 af stemmerettighederne/selskabskapitalen, frit ville kunne udvande/fjerne minoritetsaktionærernes særlige rettigheder. Dette er uantageligt og i klar strid med selskabslovens § 107, stk. 3. Sammenfattende er det således vores opfattelse, at ingen af de tre forhold, som Skattestyrelsen henviser til i sin afgørelse af den 7. marts 2022, afkræfter, at B-anparternes markedspris må fastsættes til kurs 4.000. Anbringender Vi gør gældende, at B-anparternes markedspris svarer til det vedtægtsmæssigt fastsatte provenu, som B-anparterne giver ret til i tilfælde af likvidation. Klageren er således af den opfattelse, at B-anparternes markedspris udgør kurs 4.000 (vedtægternes pkt. 4.6). Klageren støtter navnlig denne opfattelse på: At B-anparterne alene giver ret til forlods udbytte beregnet som 40 x (12-måneders CIBOR + 1 %) x den nominelle kapital (vedtægternes pkt. 4.5); At B-anparterne ikke på nuværende tidspunkt giver ret til akkumuleret udbytte for tidligere år (vedtægternes pkt. 4.5); At B-anparterne alene giver ret til forlods provenu svarende til kurs 4.000 i tilfælde af likvidation (vedtægternes pkt. 4.6); og At B-anparterne ikke giver ret til fondskapitalandele (vedtægternes pkt. 4.7) På baggrund af bestemmelserne i selskabets vedtægter kan det konkluderes, at en uafhængig tredjepart har to muligheder for at opnå afkast, hvis han køber B-anparter i selskabet. Enten kan han likvidere selskabet, hvorved man vil modtage en engangsbetaling svarende til kurs 4.000 (vedtægternes pkt. 4.6). Ved ejerskab af nominelt DKK 850.000 B-anparter vil den pågældende således modtage en engangsudbetaling på DKK 34.000.000. Alternativt kan man undlade at likvidere selskabet og derved opnå ret til et årligt udbytte svarende til (12-måneders CIBOR + 1 %) x 40 x den nominelle kapital (vedtægternes pkt. 4.5). Ved ejerskab af nominelt DKK 850.000 B-anparter vil den pågældende således modtage et årligt afkast svarende til (12 måneders CIBOR + 1 %) x 34.000.000. Vi gør gældende, at et afkast af egenkapitalen i denne størrelsesorden er beskeden i forhold til den typiske forventning til alternative pengeanbringelser. Til illustration er CIBOR 12 mdr. pr. 17. maj 2022 0,67 %. B-anparterne giver således i dagens diskonteringsniveau et afkast på 1,67 % årligt af 34 mio. kr., samtidig med at B-anparterne i deres egenskab af egenkapital er efterstillet efter kreditorer i [virksomhed1] ApS. Et regulært lån uden sikkerhedsstillelse ville således have en (muligvis marginalt) bedre sikkerhed end B-anparterne. Det er efter vores opfattelse åbenbart, at en pengeanbringelse f.eks. i form af et efterstillet, usikret lån til et unoteret holdingselskab til en variabelforrentning på p.t. 1,67 % årligt, som vil være nogenlunde sammenligneligt med afkastet af B-anparterne, er lavere end markedets afkastkrav. På denne baggrund gør vi gældende, at en uafhængig tredjepart maksimalt vil være villig til at betale DKK 34.000.000 for de nominelt DKK 859.000 B-anparter, hvilket svarer til kurs 4.000. En værdiansættelse af B-anparterne til kurs 4.000 udtrykker derfor efter Klagerens opfattelse den betaling, som man ville kunne opnå ved salg af B-anparterne til en uafhængig tredjemand (markedsprisen).” Klagerens bemærkninger til Skattestyrelsens udtalelse Klagerens repræsentant har til Skattestyrelsens udtalelse anført: ”Skattestyrelsen bemærker i sin udtalelse, at [virksomhed1] ApS (herefter ”selskabet”) udbetalte DKK 14.600.000 i udbytte i 2018, og at DKK 14.049.290 af dette udbytte tilgik klagernes sønner. Endvidere bemærker Skattestyrelsen, at [virksomhed1] ApS udbetalte DKK 3.000.000 i udbytte i 2020, og at DKK 2.495.878 af dette udbytte tilgik klagernes sønner. På (...) baggrund [af udbytteudlodningerne i 2018 og 2020] konkluderer Skattestyrelsen, at selskabets vedtægter giver mulighed for store udlodninger til sønnerne, selvom sønnerne alene besidder en beskeden ejerandel i selskabet, og at en tredjemand næppe vil acceptere dette. Skattestyrelsen præciserer ikke nærmere, hvilken betydning dette skulle have for værdiansættelsen af B-anparterne. Vi har vanskeligt ved at gennemskue, hvilken betydning Skattestyrelsen tillægger sin bemærkning i slutningen af udtalelsen om, at en tredjemand næppe ville acceptere, at selskabets vedtægter giver mulighed for store udlodninger til sønnerne, selvom de har en meget lille ejerandel af selskabet. For det første ville en tredjemand være rådig over, om der skulle udloddes sådanne udbytter til sønnerne eller ej (men ville ikke derved forbedre sin egen økonomiske stilling udover at øge selskabets soliditet og derved mulighed for at erholde B-anparternes forlods ret til likvidationsprovenu). Dette er for så vidt beskrevet i klagen, men uddybes nedenfor for nemheds skyld. Men mere vigtigt kunne Skattestyrelsens bemærkning måske antyde, at Skattestyrelsen nærer den opfattelse, at sagen drejer sig om, at B-anparternes værdi skal bedømmes, som om vedtægternes bestemmelser om udbyttedifferentiering ikke bestod. Det er ikke tilfældet, allerede fordi en udenforstående køber af B-anparterne ikke er rådig over at ændre udbytteretsdifferentieringen i sin favør som udredt i klagen. En udenforstående køber, der købte B-anparterne til en højere pris end kurs 4.000, ville således lide et tab. Skattesystematisk er spørgsmålet således ikke, hvad en tredjemand ville betale for B-anparterne, såfremt den aktuelle stemmeretsdifferentiering ikke bestod, men derimod netop, hvad en sådan tredjemand ville betale for B-anparterne under hensyntagen til deres aktuelle rettigheder. Vi gør på denne baggrund gældende, at de af Skattestyrelsen anførte forhold er uden relevans for værdiansættelsen af B-anparterne. Vi skal i øvrigt henholde os til vores bemærkninger i klagen vedrørende forhold af betydning for denne værdiansættelse. Disse forhold ændres ikke af, at A-anpartshaverne - såfremt (1) resultatudviklingen i selskabet har været så gunstig, at reserverne rummer mulighed for sådanne udbytteudlodninger, og (2) B-anpartshaverne stemmer for det – kan modtage og i de to nævnte år også har modtaget forholdsvis store udbytter i forhold til deres nominelle kapitalandel. Dette følger allerede af de vedtægtsbestemmelser, som er gennemgået i klagen. Det forhold, at sønnerne modtog en stor andel af selskabets udbytteudlodninger i 2018 og 2020, skyldes netop, at B-anparternes ret til udbytte er maksimeret til den forlods udbytteret (vedtægternes pkt. 4.5), mens A-anparternes ret til udbytte ikke er maksimeret, i sammenhæng med at det underliggende driftsselskab [virksomhed2] A/S har udvist gode resultater i årene mellem iværksættelse af generationsskiftet og de nævnte udbytteudlodninger. Da det alene er sønnerne, som besidder A-anparter i selskabet (begge besidder nominelt DKK 1.000 A-anparter), vil den del af enhver udbytteudlodning, som overstiger B-anparternes forlods udbytteret, tilfalde sønnerne. Dette kan næppe bevirke en højere værdiansættelse af B-anparterne end kurs 4.000, som Skattestyrelsen har statueret med den påklagede afgørelse. Vi bemærker i øvrigt, at en uafhængig køber af B-anparterne i udgangspunktet vil kunne bestemme, at selskabets fremtidige udbytteudlodninger ikke skal overstige et beløb svarende til B-anparternes forlods udbytteret, uden at dette dog vil forbedre B-anparternes økonomiske udbytte af selskabet pga. begrænsningerne i B-anparternes udbytteret. Det bemærkes i den forbindelse, at en uafhængig køber af de nominelt DKK 850.000 B-anparter vil komme til at besidde mere end 70 procent af stemmerettighederne i selskabet og derved vil kunne kontrollere størrelsen af selskabets udbytteudlodning, jf. selskabslovens § 105. Selskabets vedtægter indeholder ikke stemmeretsdifferentiering af anpartsklasserne, heller ikke med hensyn til udbytteudlodning. På den baggrund gør vi gældende, at vedtægternes tillæggelse af den residuale (omend efterstillede) udbytteret til A-anparterne, som har muliggjort de nævnte udbytter til A-anpartshaverne i 2018 og 2020, netop kan siges at være det forhold, der bevirker, at B-anparternes værdi ikke overstiger kurs 4.000.” Klagerens yderligere bemærkninger til sagen Klagerens bemærkninger til Skatteankestyrelsens forslag til afgørelse Klagerens repræsentant har fastholdt, at den vedtægtsbestemte likvidationskurs 4.000 per nominelt DKK 100 B-anpart svarer til markedsværdien og derfor kan lægges til grund ved det påtænkte tilbagesalg af B-anparterne til [virksomhed1] ApS. Repræsentanten har anført: ”Det er ganske vist sandt, at den forlods udbytteret ikke er begrænset til et bestemt kronebeløb eller et bestemt tidsrum. Men den er ikke derfor ubegrænset på den måde, som gælder for mere standardmæssige udbytterettigheder uden vedtægtsmæssige begrænsninger. Udbytteretten er tværtimod undergivet en afgørende vedtægtsmæssig begrænsning. Denne begrænsning har blot form af en fastlagt funktion (procentdel pr. år) af et fast kronebeløb (kurs 4.000 pr. B-anpart, total DKK 34 mio. for så vidt angår B-anparter ejet af [klager] og [person1]). Dette er i praktisk henseende identisk med den gængse måde for aftale om vederlæggelse for pengelån - en procentsats af hovedstolen pr. tidsenhed (typisk rentefod pr. år). Det afkast, der kan oppebæres af B-anparterne, svarer således til den type af afkast, der opnås for en långiver i henhold til en aftale om et stående anfordringslån. Ved (hel eller delvis) afvikling af aftaleforholdet modtager ”investoren” ”hovedstolen” (op til DKK 34 mio. i det foreliggende tilfælde), i den foreliggende sag ved likvidation eller en rettet kapitalnedsættelse; i det omfang, hvor ”hovedstolen” består, modtager ”investoren” en rentekompensation for sit engagement. Renteafkastet af et stående lån er ligesom B-anparterne i [virksomhed1] ApS hverken begrænset til et bestemt kronebeløb eller et bestemt tidsrum. Men det er ikke af den grund en relevant betragtning i relation til fastlæggelse af markedskursen på et sådant stående lån, at retten til renter er tidsubegrænset eller beløbsubegrænset. Disse forhold ændrer nemlig ikke ved, at kursværdien på lånet i hovedsagen er en funktion af (1) rentefoden i forhold til det generelle renteniveau, (2) tilbagebetalingsvilkår og (3) kreditors sikkerhed, i form af stillede sikkerheder og/eller en vurdering af debitors soliditet. Eftersom formen for afkastet af klagernes B-anparter svarer til afkastet af et stående anfordringslån, er betragtninger om, at udbytteretten er ubegrænset i kronebeløb eller tid, lige så irrelevante for værdiansættelse af B-anparterne som for værdiansættelse af et anfordringslån. Af disse årsager gør vi gældende, at værdien af klagernes B-anparter i al væsentlighed svarer til værdien af et stående lån samlet stor DKK 34 mio. til [virksomhed1] ApS, svarende til kurs 4.000 for B-anparterne. Vi gør i den forbindelse gældende, at det burde være åbenbart, at et usikret, efterstillet anfordringslån forrentet med CIBOR (12 mdr.) + 1 % højst har en kursværdi på 100. (Det har hidtil ikke været genstand for tvist i sagen, om rentefoden på diskonteringskompensationen (”rentesatsen”) må anses for højere, lavere eller svarende til markedsmæssige renteniveauer. Vi kommer gerne med bemærkninger herom, såfremt dette skulle være omtvistet.) Dette kan også formuleres på en anden måde: Såfremt en långiver havde lånt 34 mio. kr. til [virksomhed1] ApS på anfordringsvilkår til en variabel rente på CIBOR (12 mdr.) + 1 %, og långiver ønskede at afhænde sin fordring på selskabet til en uafhængig tredjemand, ville denne tredjemand så betale mere end DKK 34 mio. for fordringen? Såfremt det ikke er tilfældet, da vil en tilsvarende tredjemand heller ikke betale mere end DKK 34 mio. for klagernes B-anparter, som har en identisk afkastprofil. Derfor har B-anparterne højst en værdi af kurs 4.000. Derfor skal anmodningen om bindende svar besvares med ”ja”. Klagerens bemærkninger til skønsmandens udtalelser Klagerens repræsentant har fremsendt klagerens bemærkninger til skønsmandens udtalelser til Skatteankestyrelsen. Af bemærkningerne fremgår følgende: ”(…) 2. Klagernes bemærkninger Klagerne fastholder, at den vedtægtsbestemte likvidationskurs 4.000 per nominelt DKK 100 B-anpart svarer til markedsværdien og derfor kan lægges til grund ved det påtænkte tilbagesalg af B-anparter fra [person1] og [klager] til [virksomhed1] ApS. Til støtte for dette henvises til, at Skønsmanden som svar på spørgsmål 3 har bekræftet, at bestemmelserne i vedtægterne for [virksomhed1] ApS, herunder særligt bestemmelserne i vedtægternes punkt 4.5, 4.6 og 4.7, medfører, at nominelt DKK 850.000 B-anparter i [virksomhed1] ApS har en markedsværdi på DKK 34.000.000 (svarende til kurs 4.000), hvis det lægges til grund, at ejeren af de pågældende B-anparter egenhændigt vil kunne beslutte at likvidere selskabet (bilag 2, side 3-4). Det bemærkes i den forbindelse, at ejeren af nominelt DKK 850.000 B-anparter egenhændigt vil kunne beslutte at likvidere selskabet. Vedtægterne for [virksomhed1] ApS indeholder ingen bestemmelser omkring likvidation af selskabet. Beslutning om likvidation skal derfor træffes i overensstemmelse med kravene i selskabslovens § 217, stk. 2, som fastslår, at beslutning om likvidation træffes med den stemmeflerhed, der kræves til en vedtægtsændring, jf. selskabslovens § 106. Beslutning om likvidation af [virksomhed1] ApS vil derfor skulle træffes af selskabets generalforsamling med mindst 2/3 af de afgivne stemmer og med mindst 2/3 af selskabskapitalen, som er repræsenteret på generalforsamlingen (selskabslovens § 106, stk. 1). Sammenfattende kan det derfor udledes, at en anpartshaver, som besidder mere end 2/3 af stemmerettigheder og mere end 2/3 af selskabskapitalen i [virksomhed1] ApS, egenhændigt vil kunne foranledige, at selskabet likvideres, jf. selskabslovens § 217, stk. 1, jf. § 106, stk. 1. Af selskabets vedtægter, afsnit 3.1 og 3.2, fremgår, at selskabskapitalen i [virksomhed1] udgør i alt DKK 1.200.000, som er opdelt i henholdsvis DKK 1.198.000 A-anparter og DKK 2.000 B-anparter, og at selskabskapital er fordelt på kapitalandele med en nominel værdi på DKK 100 pr. kapitalandel. Af vedtægterne, afsnit 4.1, fremgår, at hver kapitalandel med en nominel værdi på DKK 100 giver ret til én stemme. Hvis en uafhængig tredjemand erhverver nominelt DKK 850.000 B-anparter i [virksomhed1] ApS, vil den pågældende derfor besidde mere end 2/3 af stemmerettigheder og besidde mere end 2/3 af selskabskapitalen i [virksomhed1] ApS. Dette indebærer, at den pågældende egenhændigt vil kunne beslutte at likvidere selskabet i medfør af selskabslovens § 217, jf. § 106. På grundlag af skønsmandens besvarelse af spørgsmål 3 må det derfor lægges til grund, at den vedtægtsbestemte likvidationskurs 4.000 per nominelt DKK 100 B-anpart svarer til markedsværdien og derfor kan lægges til grund ved det påtænkte tilbagesalg af B-anparter fra [person1] og [klager] til [virksomhed1] ApS.” Klagerens bemærkninger til Skattestyrelsens udtalelse Klagerens repræsentant har den 11. februar 2025 fremsendt følgende bemærkninger til Skattestyrelsens udtalelse af 15. november 2024: ”(…) Klagerne fastholder, at den vedtægtsbestemte likvidationskurs 4.000 per nominelt DKK 100 B-anpart svarer til markedsværdien og derfor kan lægges til grund ved det påtænkte tilbagesalg af B-anparter fra [person1] og [klager] til [virksomhed1] ApS. Klagernes bemærkninger til Skattestyrelsens supplerende udtalelse Skattestyrelsen indstiller, at skønsmandens vurdering ikke følges, og at det bindende svar af 7. marts 2022 derfor fastholdes. Til støtte for dette henviser Skattestyrelsen til, at bestemmelsen om B-anparternes ret til forlods likvidationsprovenu i vedtægternes punkt 4.6 ikke er relevant for værdiansættelsen ved tilbagesalget af B-anparterne, idet det ikke var hensigten at likvidere [virksomhed1] ApS på tidspunktet for afgivelsen af det bindende svar. Endvidere henviser Skattestyrelsen til, at skønsmandens udtalelse ikke tager stilling til, hvilken markedsværdi B-anparterne i selskabet ville have uden bestemmelsen i vedtægternes punkt 4.6. Klagerne har vanskeligt ved at forstå Skattestyrelsens synspunkt. Tilbagesalget af B-anparterne skal i medfør af ligningslovens § 2 ske ved anvendelse af priser og vilkår i overensstemmelse med, hvad der kunne være opnået, hvis salget var sket til en uafhængig tredjemand (markedsprisen). For at fastslå den pris, som Klagerne kan tilbagesælge B-anparterne for, er det altså nødvendigt at fastslå, hvad en uafhængig tredjemand ville have betalt for B-anparterne, hvis denne skulle købe B-anparterne fra Klagerne. Den pris, som en uafhængig tredjemand ville være villig til at betale for B-anparterne, afhænger af, hvad den pågældende tredjemand efterfølgende ville kunne opnå af økonomisk gevinst fra B-anparterne. Den økonomisk gevinst, som en uafhængig tredjemand vil kunne opnå fra B-anparterne, vil naturligvis afhænge af, hvilke økonomiske rettigheder de pågældende B-anparter er tillagt i medfør af selskabets vedtægter. Man kan derfor ikke se bort fra de vedtægtsmæssige bestemmelser, som regulerer B-anparternes økonomiske rettigheder, herunder de bestemmelser som regulerer B-anparternes økonomiske rettigheder i forbindelse med en likvidation, når det skal fastslås, hvad en uafhængig tredjemand ville have betalt for B-anparterne, hvis denne skulle købe B-anparterne fra Klagerne. Som anført i Klagernes seneste procesindlæg vil en uafhængig tredjemand, som køber nominelt DKK 850.000 B-anparter i [virksomhed1] ApS, egenhændigt kunne beslutte at likvidere selskabet i medfør af selskabslovens § 217, jf. § 106, idet købet vil medføre, at den pågældende tredjemand vil besidde mere end 2/3 af stemmerettigheder og mere end 2/3 af selskabskapitalen i selskabet. Da den pågældende tredjemand egenhændigt vil kunne beslutte at likvidere selskabet, vil han derfor egenhændigt kunne træffe de beslutninger, som er nødvendige for at udløse en udbetaling af forlods likvidationsprovenu i medfør af vedtægternes pkt. 4.6. Da han egenhændigt vil kunne træffe de beslutninger, der er nødvendige for at udløse en udbetaling af forlods likvidationsprovenu, vil den pågældende naturligvis tage størrelsen af dette forlods likvidationsprovenu i betragtning, når han skal beslutte, hvad han er villig til at betale for de DKK 850.000 B-anparter i [virksomhed1] ApS. Hvis den uafhængige tredjemand vil opnå den største økonomiske vinding fra B-anparterne ved at likvidere selskabet, vil størrelsen af det forlods likvidationsprovenuet være udslagsgivende for, hvad den pågældende tredjemand er villig til at betale for de B-anparterne. I tillæg hertil bemærkes, at det er uden betydning for vurderingen i nærværende situation, hvorvidt de nuværende anpartshavere i [virksomhed1] ApS rent faktisk har / har haft til hensigt at likvidere selskabet, da en uafhængig tredjemand, som køber nominelt DKK 850.000 B-anparter, egenhændigt vil kunne beslutte at likvidere selskabet, og dermed egenhændigt vil kunne foranledige udbetalingen af det forlods likvidationsprovenu, som følger af vedtægternes pkt. 4.6.” Retsmøde Skattestyrelsens udtalelse til Skatteankestyrelsens indstilling Skattestyrelsen har udtalt følgende til Skatteankestyrelsens indstilling: ”(…) Skattestyrelsens vurdering Skattestyrelsen tiltræder Skatteankestyrelsens indstilling men med en ændret begrundelse. Faktiske forhold Klagesagen udspringer sig af et bindende svar, hvori klageren har anmodet om at få bekræftet, at kurs 4.000 per nominelt 100 DKK B-anparter kan lægges til grund ved et tilbagesalg af B-anparter fra klageren og ægtefælle til selskabet [virksomhed1] ApS (herefter selskabet). Skattestyrelsen har svaret nej hertil i det bindende svar dateret 7. marts 2022 med begrundelsen om, at kursen ikke afspejler den aktuelle markedspris for en B-anpart i selskabet. Materielt Klageren har nedlagt påstand om, at Skattestyrelsen skal anerkende kurs 4.000 per nom. 100 DKK B-anpart ved påtænkt tilbagesalg. Skattestyrelsen fastholder forsat det bindende svar. Ligningslovens § 2 Det er ubestridt, at parterne er interesseforbundne og derfor omfattet af ligningslovens (herefter LL) § 2, idet det gælder, at tilbagesalget skal foretages på markedsmæssige vilkår og til en markedspris, der afspejler en transaktion foretaget mellem uafhængige parter. Primær påstand Vil konstruktionen være benyttet hvis der var tale om en uafhængig part? I forlængelse af anvendelse af bestemmelsen, finder Skattestyrelsen, at der skal tages hensyn til det faktum, at problemstillingen skattemæssigt er en anden ift. den konkrete situation, som klageren befinder sig i ved tilbagesalgstidspunktet. Dette ud fra den betragtning om, at udformningen af vedtægterne alene har til formål at bidrage til skabelse af en kunstig markedsværdi, hvorfor der ikke skal henses til vedtægterne. Derfor skal Landsskatteretten træffe afgørelse ud fra et realitetshensyn og det faktuelle forhold om, at udformningen af vedtægterne er sket som led i et planlagt generationsskifte, der alene har til formål at tilgodese de involverede familiemedlemmer, herunder klageren, ægtefællen og deres to sønner. Selskabet har siden dens stiftelse ikke haft en uafhængig investor i deltagerkredsen og ud fra vedtægternes udformning ses det ej heller, at det har været en del af planen, at en uafhængig investor skal deltage i selskabets deltagerkreds. Som helhed er konstruktionen alene skabt således, at der vil kunne overføres værdier fra klageren til sønnerne ved en senere vedtægtsændring uden hindring, hvorved begrænsningerne formodentligt vil blive ophævet. Generationsskifte i år 2012 Af klageskrivelsen dateret 30. maj 2022 fremgår, at der i 2012 har været iværksat et generationsskifte og som led i dette er anpartskapitalen opdelt i A- og B-anparter, som er velkendt som en A/B model generationsskifte model, hvor anparterne er tillagt forskellige rettigheder. Ved opslag på selskabets cvr.nr. på CVR.dk fremgår, at vedtægterne senest er ændret i 2011 og med iværksættelse af generationsskiftet i 2012, formoder Skattestyrelsen, at vedtægterne er udformet som forberedelse på dette generationsskifte. Formodningen indebærer også, at tilbagesalget har været en forudset begivenhed som en del af generationsskiftet, idet alene B-anpartshaverne ellers alene vil være vederlagt med den lave afkast (afhængig af CIBOR-renten) som følge af forlods udbytteret jf. pkt. 4.5 i vedtægten. Muligheden for at blive erlagt med en større kontant sum er understøttet af pkt. 4.6, hvor klageren kan benytte sig af likvidering af selskabet eller et tilbagesalg, som repræsentanten også anfører i klageskrivelsen. Således har familieparterne indrettet sig på sådan en måde ifm. generationsskiftet, at et tilbagesalg er planlagt til kurs 4.000. Iværksættelsen af generationsskiftet er samtidigt et forhold, klageren sammen med de øvrige familiemedlemmer er herre over og et forløb, der kan kontrolleres af familiemedlemmerne til fordel for deres fælles interesse. Dette uagtet A- og B-anparterne er tillagt forskellige rettigheder. Hvornår der skal ske tilbagesalg er samtidigt også et forhold klageren selv kontrollere og derfor vil kurs 4.000 til enhver tid kunne fastholdes af klageren på tilbagesalgstidspunktet ved at hense til pkt. 4.6 i vedtægterne sammenholdt med pkt. 4.5 og 4.7. Skattestyrelsen fastholder således det bindende svar ud fra en konkret vurdering af, at der forligger omstændigheder, der ud fra et realitetsperspektiv ikke afspejler et uafhængigt miljø, hvorfor vedtægterne skal udelukkes i den konkrete skattemæssige kontekst. Skønserklæring Henses til skønserklæringen er denne afgivet under hensyn til vedtægterne, herunder under forudsætning af en realisering af pkt. 4.6 i vedtægten og dermed en likvidering af selskabet. Det følger dog af det bindende svar, at klageren ikke ønsker at likvidere selskabet men at tilbagesælge en forholdsmæssig andel af sine anparter, hvilket grundlag det bindende svar er afgivet på. Et hensyn til pkt. 4.6 i vedtægten medfører, at det er tale om ændrede forudsætninger, herunder et ændret grundlag, der ikke er i overensstemmelse med den påtænkte disposition, hvorfor der ikke skal henses hertil. Henses til klagerens begrundelse for fastsættelse af kurs 4.000, er det forholdet om at udnytte den bestemmende indflydelse til likvidering af selskabet. Der er tale om en eventuel fremtidig hændelse, som foranlediger udbetaling af likvidationsprovenu, der ikke skal lægges til grund som en forudsætning i relation til den påtænkte disposition, hvor markedsværdien skal findes på tilbagesalgstidspunktet, nærmere et givent tidspunkt i 2022. Ligeledes er der tale om familieforetagende, hvor alle deltager i ejerkredsen er interesseforbundne, hvorfor pkt. 4.7 ikke skal bringes i spil som forudsætning, grundet omgåelsesmulighed ved indbyrdes aftale mellem ejerne for at tilgodese og varetage deres fælles interesser. Derved vil der ikke kunne fastsættes en markedsværdi, idet det er illusorisk at tro, at klageren ville overdrage anparterne til en uafhængig part. Samlet set finder Skattestyrelsen ikke, at er holdepunkter for at hense til skønserklæringen med de forudsætninger, denne er udarbejdet på grundlag af, idet disse ikke er forenelig med den påtænkte disposition ift. det bindende svar. Subsidiær påstand Såfremt Landsskatteretten lægger til grund, at kurs 4.000 udgør markedskursen, finder Skattestyrelsen, at beskatning af tildeling af yderligere værdier, skal ske på det tidspunkt, hvor der vil ske en ændring af de vedtægtsmæssige begrænsninger. Tertiær påstand Såfremt Landsskatteretten ikke er enig i Skattestyrelsens begrundelser, finder Skattestyrelsen, at Landsskatteretten skal træffe afgørelse i overensstemmelse med Skatteankestyrelsens indstilling, som har henset til selskabets årsrapport for 2020, herunder indre værdi, samt vedtægtens bestemmelse om B-anparternes forlods udbytteret. Konklusion Sammenfattende og under hensyn til nævnte begrundelser finder Skattestyrelsen det ikke for dokumenteret, at kursen på 4.000 per nominelt 100 DKK B-anparter svarer til markedskursen jf. ligningslovens § 2. (…)” Klagerens bemærkninger til Skatteankestyrelsens indstilling og Skattestyrelsens udtalelse Klagerens repræsentant har fremsat følgende bemærkninger til Skatteankestyrelsens indstilling og Skattestyrelsens udtalelse: ”(…) 1. Baggrund Klagerne har i forbindelse med et planlagt tilbagesalg af B-anparter fra [person1] og [klager] til [virksomhed1] ApS anmodet Skattestyrelsen om bindende svar med henblik på at få bekræftet værdiansættelsen af anparterne ved tilbageslag. Der er mellem Klagerne og skatteforvaltningen enighed om, at tilbagesalgene udgør en kontrolleret transaktion i medfør af ligningslovens § 2, hvorfor transaktionen skal ske på markedsvilkår (armslængdeprincippet). Skattestyrelsen kunne ikke bekræfte værdiansættelsen, hvorfor Klagerne påklagede afgørelsen og foranledigede afholdt syn og skøn om handelsværdien af anparterne. Syn- og skønserklæringen bekræftede, at anparterne havde (ikke mere end) den af Klagerne påståede værdi. På trods af dette har Skatteankestyrelsen indstillet til Landsskatteretten, at værdiansættelsen ikke er i overensstemmelse med markedsvilkår. For yderligere information om de faktiske oplysninger og hændelsesforløbet henvises til vores oprindelige klage og øvrig korrespondance i sagerne. 2. Kommentarer til Skatteankestyrelsens forslag til afgørelse I forslag til afgørelse anfører Skatteankestyrelsen følgende: "Landsskatteretten bemærker, at B-anparternes forlods udbytteret er tidsubegrænset. Der er ej heller bestemmelser i vedtægterne, der maksimerer den samlede beløbsmæssige forlods udbytteudlodning til B-anparterne. B-anparternes reelle markedsværdi kan i det foreliggende tilfælde ikke findes ved blot at sammenholde formen for afkastet af klagerens B-anparter, når disse værdiansættes til likvidationskursen, med afkastet af et stående anfordringslån. Henset til den fremlagte årsrapport for 2020 samt vedtægternes bestemmelse om B-anparternes forlods udbytteret må det lægges til grund, at B-anparternes handelsværdi er markant højere end værdien beregnet ud fra likvidationskursen på 4.000... Landsskatteretten finder, at de indhentede syn- og skønserklæringer ikke kan føre til et andet resultat." Hermed har Skatteankestyrelsen i det hele tilsidesat resultatet af det indhentede syn og skøn og har endvidere tilsidesat den metode syns - og skønspersonen har anvendt til at værdiansætte anparterne. Derved er problemstillingen for nærværende, så vidt ses hvorvidt skønserklæringen skal anses for at udgøre et tilstrækkeligt bevis for markedsværdien af anparterne, herunder skattemyndighedernes mulighed for at sætte eget skøn af værdiansættelsen over skønsmandens skøn. 3. Retsgrundlaget Det fremgår af skatteforvaltningslovens § 47, stk. 1, 1. pkt., at reglerne i retsplejelovens § 343 om adgang til syn og skøn udmeldt ved de almindelige domstole tillige finder anvendelse, når en skattesag er påklaget og skal afgøres af Landsskatteretten. Reglen er en videreførelse af den tidligere skattestyrelseslovs § 30, jf. bemærkningerne til bestemmelsen i lovforslag nr. 130 af 24. november 2004 om forslag til skatteforvaltningsloven. I bemærkningerne til lovforslaget (lovforslag nr. 6 af 4. oktober 1989) om indførelsen af skattestyrelseslovens § 30 er formålet med bestemmelsen nærmere beskrevet, jf. afsnit 4.b: "En hel del skattesager har deres årsag i uenighed mellem skatteyder og myndigheder om værdiansættelse af aktiver, f.eks. pante- og gældsbreve, unoterede aktier og good-will. Ofte skyldes uenigheden, at skattemyndighederne ikke kan godkende værdifastsættelser ved selskabsstiftelse eller i øvrigt i tilfælde, hvor de to parter i overdragelsen af aktivet ikke har modstående interesser. Forslaget om at åbne adgang til at begære syn og skøn afholdt i forbindelse med sagens behandling ved Landsskatteretten er begrundet med ønsket om at give skatteyderen mulighed for at få f.eks. værdiansættelsesspørgsmål belyst af sagkyndige til brug for forberedelsen af landsskatteretssagen. En skønserklæring om de foreliggende værdiskøn i sagen vil kunne effektivisere sagsbehandlingen i Landsskatteretten. Denne udtalelse vil endvidere kunne give skatteyderen grundlag for at vurdere, om klagen bør opretholdes. Det er regeringens opfattelse, at denne mulighed for skatteyderen til at få elementer i sagen belyst af sagkyndige dels vil kunne forbedre det materielle grundlag for Landsskatterettens afgørelse, dels vil øge skatteyderens forståelse for Landsskatterettens afgørelse." Formålet med en syn- og skønserklæring er således at få værdiansættelsen belyst af en sagkyndig, således uenighed om de faktiske forhold (værdiansættelsen) kan afklares af en sagkyndig. En lign. formulering om formålet med syn- og skønsforretning i skattesager er gentaget i Den Juridiske Vejledning': "Syn og skøn bliver brugt, når en vurdering af sagens faktiske omstændigheder forudsætter en sagkyndig vurdering, især i de tilfælde hvor klageinstansen ikke selv har disse sagkyndige kundskaber. Formålet med syn og skøn er altså dels at få foretaget en sagkyndig besigtigelse og beskrivelse af et faktisk forhold (et syn), dels at få en vurdering heraf (et skøn)." Landsskatteretten er principielt ikke bundet af en syn- og skønserklæring, men det følger af klar praksis, at Landsskatteretten vil lægge en syn- og skønserklæring til grund for sagens pådømmelse, medmindre der kan påvises konkrete fejl og mangler ved syn- og skønserklæringen, eller at der er forhold vedr. dens tilblivelse, der taler imod dette udgangspunkt. Et eksempel på sådanne forhold forelå i SKM.2011.80.ØLR, hvor Landsretten fandt, at Skattemyndighederne var berettiget til at se bort fra en syn- og skønserklæring om værdiansættelsen af et gældsbrev, idet syn- og skønsmanden fejlagtigt havde lagt til grund, at gældsbrevet var sikret ved pant, hvilket ikke var tilfældet. Praksis indeholder tillige righoldige eksempler på, hvordan syn- og skønserklæringer indgår ved sagens pådømmelse, navnlig vedr. værdiansættelser. I skatteankenævnets afgørelse af 14. november 2013 (journalnr. 12- 0272092) blev en skønsmand udpeget af FSR - danske revisorer til at værdiansætte en portion aktier pr. 19/5. 1993. Skattestyrelsen (dengang SKAT) havde tidligere ved bindende svar fundet, at aktierne var 3.500.000 kr. værd. Skønsmanden fandt derimod, at aktierne skulle værdiansættes til 4.200.000 kr. I sin afgørelse lagde skatteankenævnet skønsmandens værdiansættelse til grund. Spørgsmålet om, med hvilken vægt en syn- og skønserklæring skal indgå i bevisbedømmelse, er behandlet udførligt i den juridiske litteratur. I sin artikel fra 2014 (trykt i TfS 2014.486) gennemgår Poul Bostrup en række nyere afgørelser vedr. betydningen af syn og skøn i administrative skattesager. I artiklens resume anføres: "Retsstillingen i administrative skattesager må antages at være, at en besvarelse fra en skønsmand er et meget væsentligt bevismiddel vedrørende værdiansættelse, og at besvarelsen skal følges, medmindre der kan påvises konkrete grunde vedrørende dens tilblivelse eller dens forudsætninger, der taler for, at dette alligevel ikke er tilfældet (...)" En lign. opsummering af retsstillingen er gengivet andre steder i den juridiske litteratur: "Det er som nævnt den absolutte hovedregel, at Landsskatteretten lægger resultaterne af syn og skøn til grund for sin afgørelse (...)." Sammenfattende må det således være retsstillingen, at en syn- og skønserklæring vedr. værdiansættelse af aktier skal lægges til grund for sagens pådømmelse. Dette udgangspunkt fraviges dog, hvis der er konkrete fejl og mangler ved skønsrapporten, eller hvis skønsrapporten hviler på et forkert grundlag. Det må være Skattestyrelsen, som skal være nærmest til at løfte bevisbyrden for, at sådanne fejl og mangler eller forudsætningsmangler foreligger for syn- og skønsrapporten. Så vidt ses har Skatteankestyrelsen ikke opregnet fejl og mangler ved skønsrapporten, men anfører blot, at den ikke kan lægges til grund. Som anført ovenfor er det måske begrundet i, at skønsmanden har anvendt en anden metode end den Skatteankestyrelsen vil anvende, men der er ikke nærmere redegjort for, hvori en eventuel forkert anvendt metode består. 4. Klagernes opfattelse Klagerne skal i det hele henholde sig til den foreliggende syn- og skønserklæring. Erklæringen er afgivet uden væsentlige forbehold. I spørgsmål 2 spørger Klagerne, om vedtægtsbestemmelserne medfører, at B-anparterne i [virksomhed1] ApS maksimalt kan have en markedsværdi svarende til kurs 4.000 per nominelt 100 DKK B-anparter. Hertil svarer skønsmanden "Ja". Skattestyrelsen beder i Spørgsmål IA skønsmanden om at oplyse og begrunde den aktuelle værdi/kurs for B-anparterne, hvortil skønsmanden i sin besvarelse henviser til besvarelsen af Klagernes spørgsmål 2. I sit forslag til afgørelse finder Skatteankestyrelsen, at den indhentede syn- og skønserklæring ikke fører til et andet resultat. Dog har Skatteankestyrelsen som nævnt ingenlunde dokumenteret, at erklæringen skulle være behæftet med fejl eller indeholde forudsætningsmangler. Udgangspunktet må derfor fortsat være, at erklæringens værdiansættelse skal lægges til grund for afgørelsen. Hvis det anerkendes, at skattemyndighederne frit og ubegrundet kan sætte sit eget skøn over en skønserklæring, bliver reglerne om inddragelse af syn- og skønserklæringer i skattesager reelt uden betydning. Dette strider tillige mod formålet med reglerne, der netop er at øge den materielle kvalitet af Landsskatterettens afgørelser samt få værdiansættelsen prøvet af en habil skønsmand. På denne baggrund skal Klagerne herved fortsat gøre gældende, at kursen på 4.000 per nominelt 100 DKK B-anparter svarer til markedskursen, jf. ligningslovens § 2. I relation til Skatteankestyrelsens argument om, at den forlods udbytteret ikke kan sidestilles med afkastet af et lån bemærkes, at der herved tilsyneladende overses, at det forlods udbytte er maksimeret, og til stadighed bliver beregnet på baggrund af et beløb på 47.920.000 kr. "forrentet" med 12 mdr. CIBOR med tillæg af 1 %-point. Der er derfor ikke nogen yderligere upside på den forlods udbytteret, hvorfor den rigtige værdiansættelsesmetode må være den, skønspersonen har anvendt, hvor der sker værdiansættelse ved en tilbagediskontering af den fremtidige pengestrøm. At hævde, at den forlods udbytteret har en højere værdi er således faktuelt forkert 5. Kommentarer til Skattestyrelsens udtalelse Skattestyrelsen erklærer sig enig i resultatet af Skatteankestyrelsens forslag til afgørelse, men mener begrundelsen for resultatet skal være en anden end den Skatteankestyrelsen angiver. I modsætning til begrundelsen for "nej" i det bindende svar, hvor der anføres, at værdiansættelsen skal ske efter de retningslinjer, der er fastlagt i den Juridiske Vejledning (C.B. 3.5.3.4.4) er Skattestyrelsen nu af den opfattelse, at der skal svares "nej" men med den begrundelse, at der skal ses bort fra vedtægtsbestemmelserne vedrørende forlods udbytteret, B-aktiernes ret til likvidationsprovenu m.m. Det er korrekt, at vedtægtsændringer og overdragelse af A-aktierne til sønnerne er begrundet i et ønske om generationsskifte. Det generationsskifte, der herved blev lagt op til tilbage i 2012 fulgte den daværende praksis for A/B-aktiemodeller, hvor generationsskifter blev forberedt gennem tildeling af udbyttepræferenceaktier til den ældre generation. Generationsskifter gennemført efter denne model, var/er alene succesfulde i det omfang den generationsskiftede virksomhed stiger i værdi. A/S-aktiemodeller blev godkendt som generationsskifte instrument af Ligningsrådet ved afgørelserne TfS 2003.229 LR og 2003.314 LR. I talrig senere praksis (se bl.a. TfS 2004.832 LR, TfS 2006.104 LR, TfS 2010.272 SR og TfS 2010.686 SR) er A/B-modeller blevet godkendt med en opskrivning ("forrentning") af den forlods udbytteret i intervallet 3-6% p.a. Ved en praksisændring introduceret med SKM 2016.219 SR blev kravene til opskrivning ændret med fremadrettet virkning, således at opskrivningen herefter nærmere skulle ligge i intervallet 8-12% p.a. og senest med SKM 2019.371 SR, der blev efterfulgt af styresignalet offentliggjort i SKM 2020.348, opereres nu også med at krav om at der i tillæg til opskrivningen skal indregnes en optionspræmie. Praksis- ændringen indført med styresignalet i SKM 2020.348 fik virkning fra dispositioner foretaget 28/s 2021 eller senere. Med ovenstående gennemgang er søgt illustreret, at de skatteretlige rammerne for anvendelse af A/B aktiemodeller har ændret sig over tid, hvor praksis er blevet skærpet med fremadrettet virkning. Det generationsskifte, der blev påbegyndt i 2012 for klagerne, var på tidspunktet, hvor det blev gennemført helt i overensstemmelse med dagældende praksis. Hvis Skattestyrelsen skulle have anfægtet det begyndende generationsskifte med - som nu hævdet - tilsidesættelse af vedtægtsbestemmelser, burde det være sket på daværende tidspunkt dvs. i 2012. Når Skattestyrelsen nu hævder, at der skal bortses fra civilretligt helt gyldige vedtægtsbestemmelser, der danner grundlag for et generationsskifte efter den dagældende praksis, er det udtryk for praksisskærpelse med tilbagevirkende kraft. Det er fastslået af Højesteret i U 1983.8 H, at der ikke skærpende kan ændres administrativ praksis med tilbagevirkende kraft, og den begrundelse Skattestyrelsen gerne vil have for fastholdelse af det bindende svar, må derfor klart tilbagevises. (…)” Indlæg under retsmødet Klageren og hans repræsentant fastholdt påstanden om, at besvarelsen af spørgsmålet i Skattestyrelsens bindende svar af 7. marts 2022 skal ændres til ”ja”. Repræsentanten redegjorde for generationsskiftet, som blev påbegyndt i 2012, herunder selskabets vedtægter. Repræsentanten gennemgik herefter sine anbringender i overensstemmelse med de skriftlige indlæg. Repræsentanten anførte bl.a., at markedsværdien af B-anparterne i selskabet udgør kurs 4.000, idet vedtægtsbestemmelserne omkring B-anparterne medfører, at det ikke vil være muligt at realisere anparterne til en højere værdi end denne kurs. For så vidt angår syn og skøn anførte repræsentanten, at formålet med syn og skøn er at få værdiansættelsen belyst af en sagkyndig, og at syn og skønsmanden er enig i, at markedsværdien af de omhandlede anparter er DKK 34 mio. kr., svarende til kurs 4.000. Skattestyrelsen indstillede i overensstemmelse med tidligere udtalelser, at afgørelsen stadfæstes. Skattestyrelsen anførte, at det ikke ses dokumenteret, at kurs 4.000 er udtryk for markedsværdien, og at vedtægterne, hvis klagerne får medhold, vil være styrende for kursen, og værdien vil således ikke afspejle regnskaberne. For så vidt angår syn og skøn anførte Skattestyrelsen, at skønserklæringen er afgivet under hensyntagen til vedtægterne, men forudsætningerne i vedtægterne er ikke forenelige med klagerens hensigt. Landsskatterettens afgørelse Klageren ønsker bekræftet, at den vedtægtsbestemte likvidationskurs 4.000 per nominelt 100 DKK B-anpart kan lægges til grund, som udtryk for markedsværdien ved det påtænkte tilbagesalg af B-anparter til det udstedende selskab, [virksomhed1] ApS. Retsgrundlaget Skattepligtige, der foretager handelsmæssige eller økonomiske transaktioner med en nærmere angivet kreds af interesseforbundne parter (kontrollerede transaktioner), skal ved opgørelsen af skatte- og udlodningspligtige indkomst anvende priser og vilkår i overensstemmelse med, hvad der kunne være opnået, hvis transaktioner var afsluttet mellem uafhængige parter (armslængdeprincippet), jf. ligningslovens § 2, stk. 1. Landsskatterettens begrundelse og resultat Det er ubestridt, at klageren og [virksomhed1] ApS er omfattet af den kreds af interesseforbundne parter, der efter ligningslovens § 2 skal anvende priser og vilkår i overensstemmelse med armslængdeprincippet ved transaktioner med hinanden. I det konkrete tilfælde er der tale om en påtænkt overdragelse af B-anparter i [virksomhed1] ApS og en vurdering af overdragelsessummen i overensstemmelse med, hvad uafhængige parter med modstående interesser ville have aftalt. Ifølge selskabets årsrapport for 2020 er selskabets egenkapital pr. 31. december 2020 opgjort til 137.483.840 kr., hvilket baseret på den indre værdi tilsiger en kurs på anparter på 11.457. [revisionsfirma] har underskrevet selskabets årsrapport for 2020 og indestår for, at selskabets egenkapital på 137.483.840 kr. i al væsentlighed er intakt, da årsrapporten er forsynet med en revisionspåtegning uden bemærkninger. Til B-anparterne er der knyttet en vedtægtsbestemt forlods udbytteret, som opgøres efter en formel, der indebærer, at retten til forlods udbytte afhænger af CIBOR i det enkelte år. Retten til forlods udbytte er kumulativ. A-kapitalandelene kan i et givent regnskabsår kun modtage udbytte, såfremt B-kapitalandelene har modtaget det fulde forlods udbytte i henhold til ovenstående. Udbytte til A-kapitalandelene kan udelukkende hidrøre fra regnskabsmæssige overskud indtjent i regnskabsåret 2012 og senere regnskabsår. Landsskatteretten bemærker, at B-anparternes forlods udbytteret er tidsubegrænset. B-anparternes reelle markedsværdi kan i det foreliggende tilfælde ikke findes ved blot at sammenholde formen for afkastet af klagerens B-anparter, når disse værdiansættes til likvidationskursen, med afkastet af et stående anfordringslån. Henset til den fremlagte årsrapport for 2020 samt vedtægternes bestemmelse om B-anparternes forlods udbytteret må det lægges til grund, at B-anparternes handelsværdi er markant højere end værdien beregnet ud fra likvidationskursen på 4.000. Med henvisning til ovenstående anser Landsskatteretten det ikke for dokumenteret, at likvidationskursen på 4.000 per nominelt 100 DKK B-anpart svarer til markedskursen, jf. ligningslovens § 2. Landsskatteretten finder, at de indhentede syn- og skønserklæringer ikke kan føre til et andet resultat. Dette begrundes med, at skønserklæringerne er afgivet under hensyn til vedtægterne, herunder den i pkt. 4.6 mellem parterne aftalte likvidationskurs. Dels fremgår det af det bindende svar, at klageren ikke ønsker at likvidere selskabet, hvorfor skønsmandens forudsætninger ikke er forenelige med den påtænkte disposition, og dels har skønsmanden ikke taget stilling til, om den mellem parterne aftalte kurs er udtryk for markedsværdien. Omkostninger til syn og skøn Under sagens behandling har klageren afholdt udgifter til syn og skøn, jf. skatteforvaltningslovens § 47. Der er anmodet om fuld omkostningsdækning, jf. skatteforvaltningslovens § 52. Når der ikke er givet forhåndstilsagn om omkostningsgodtgørelse til syn og skøn, kan Landsskatteretten i forbindelse med sagens afgørelse træffe beslutning herom. Da sagen ikke er tilført oplysninger af væsentlighed for sagens afgørelse, gives der ikke omkostningsgodtgørelse til syn og skøn. Landsskatteretten stadfæster derfor Skattestyrelsens afgørelse.