Spring til indhold
skattewiki.dk

← Alle afgørelser

Journalnr. 22-0024803

Flymekanikers fradrag for social sikring og rejseudgifter hjemvist

Udfald ukendtMellem sag (0,1-1 mio. kr.)
Instans
Landsskatteretten
Dokumenttype
Landsskatterettens afgørelse
Offentliggjort
20. februar 2026
Kilde
Åbn original i afgørelsesdatabasen ↗

Resumé

Sagen angik, om en fuldt skattepligtig flymekaniker ansat hos et slovakisk selskab var berettiget til fradrag for obligatoriske sociale sikringsbidrag (lønmodtagerbidrag på ca. 11.500 euro, subsidiært også arbejdsgiverbidrag) og for rejseudgifter efter ligningslovens § 9 A med det maksimale beløb på 27.400 kr. for indkomståret 2018. Skattestyrelsen havde nægtet begge fradrag og gjorde under klagesagen gældende, at spørgsmålene ikke havde været førsteinstansbehandlet og derfor måtte afvises og henvises til genoptagelse. Klageren fremlagde lønsedler, bekræftelse fra den slovakiske sikringsmyndighed og duty-rapporter og anførte, at Skattestyrelsen reelt havde taget stilling til begge forhold i afgørelsen. Landsskatteretten fandt, at begge klagepunkter havde været behandlet af Skattestyrelsen som første instans, og fandt tillige, at klageren som tidsbegrænset ansat med fast base i Slovakiet og midlertidige arbejdssteder i andre lufthavne opfyldte rejsebegrebet i § 9 A, i modsætning til SKM2025.692.LSR. Retten hjemviste herefter begge punkter til fornyet behandling hos Skattestyrelsen med henblik på stillingtagen til det fremlagte materiale og opgørelsen af fradragene.

Titel, resumé og vurderinger er AI-genererede og kan indeholde fejl.

Lovhenvisninger

Henviser til

  • SKM2018.11.LSR
  • SKM2018.61.BR
  • SKM2021.91.LSR
  • SKM2025.692.LSR

Fuldtekst

Journalnr. 22-0024803 Klagepunkt Skattestyrelsens afgørelse Klagerens opfattelse Landsskatterettens afgørelse Fradrag for bidrag til social sikring Nej Ja Hjemvisning Fradrag for rejseudgifter Nej Ja Hjemvisning Faktiske oplysninger Klageren er fuldt skattepligtig til Danmark i henhold til kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1. Klageren arbejdede i 2018 som flymekaniker hos [virksomhed1] Ltd, og havde arbejdssted i [Slovakiet]. Ifølge ansættelseskontrakten var der tale om 1-årige ansættelsesperioder. Det fremgår videre af ansættelseskontrakten, at bidrag til social sikring vil blive fratrukket lønnen i Slovakiet. Klageren har i sin klage gjort gældende, at han er berettiget til fradrag for bidrag til social sikring og for rejseudgifter. Fradrag for bidrag til social sikring Spørgsmålet om fradrag for bidrag til social sikring ses ikke at være behandlet i Skattestyrelsens forslag til afgørelse af 1. september 2021. Klageren har den 15. oktober 2021 i forbindelse med Skattestyrelsens forslag til afgørelse fremsat følgende bemærkninger om fradrag for bidrag til obligatorisk social sikring: ”Jeg anerkender ikke jeres forslag til ændringer af min skat for 2018, på grundlæg af følgende punkter der er blevet oplyst af min Revisor. … - Afslag af fradrag for betalt Slovakisk sundhed og sygeforsikring, pga. korrekt form. Jeg har d.d kontaktet min tidliger arbejdsgiver, og bedt om den korrekte A1 form. Den fremsender jeg hurtigst muligt. …” Klageren har overfor Skattestyrelsen ikke oplyst, hvilket beløb han vil have fradrag for. Det fremgår af den påklagede afgørelse, at klageren ikke har selvangivet fradrag for social sikring, ligesom han ikke har sendt dokumentation om at han har været social sikret i udlandet. Det fremgår endvidere, at Skattestyrelsen ikke har anmodet klageren om at sende materiale herom. Skattestyrelsen har på den baggrund ikke godkendt fradrag vedrørende social sikring. Skattestyrelsen har i udtalelse af den 28. marts 2022 oplyst, at spørgsmålet om fradrag for social sikring ikke er behandlet i den påklagede afgørelse. Klagerens repræsentant har over for Skatteankestyrelsen fremlagt materiale vedrørende social sikring, herunder lønsedler, et brev fra sikringsmyndigheden i Slovakiet, der bekræfter, at klagerens arbejdsgiver har afregnet sociale sikringsbidrag, og kvittering for arbejdsgiverens afregning af sociale sikringsbidrag. Fradrag for rejseudgifter Skattestyrelsen har nægtet at godkende skattefrie rejsegodtgørelser. Klageren har til Skatteankestyrelsen oplyst, at han er berettiget til fradrag for det maksimale beløb på 27.400 kr. i 2018. Klageren har overfor Skattestyrelsen som dokumentation fremlagt Duty-rapporter for 2018. Duty-rapporter viser i hvilken lufthavn klageren har udført arbejde, og hvilken vagt han har haft. Der er angivet koder for lufthavne, fridage, standbyvagter og hvornår klageren er fløjet med [virksomhed1]s fly mellem lufthavne. Klageren har opgjort antallet af rejser med en varighed på over 24 timer til 60 dage med 6 dage i januar, 4 dage i marts, 17 dage i april, 3 dage i maj, 3 dage i juli, 2 dage i august, 17 dage i september, 7 dage i oktober og 1 dage i december. Repræsentanten har til Skatteankestyrelsen oplyst, at klageren ikke er i besiddelse af yderligere oplysninger om rejsedage, herunder oplysninger om rejsens påbegyndelse, afslutning og destination, udover hvad der fremgår af de duty-rapporter. Klageren er fast ansat i [Slovakiet], og har midlertidige arbejdssteder i andre ikke fastlagte lufthavne. Klageren har en tidsbegrænset ansættelse på 1 år, og der er ved indgåelse af ansættelsesforholdet, ikke aftale om skiftende arbejdssteder. Skattestyrelsens afgørelse Skattestyrelsen har ikke godkendt fradrag for bidrag til social sikring. Skattestyrelsen har desuden ikke godkendt fradrag for rejseudgifter. Skattestyrelsen har som begrundelse bl.a. anført: ”… 3.4.3. Rejsegodtgørelse En del af posterne på dine expenses-opgørelser er benævnt ”daily meal allowance.”. Vi opfatter disse poster som værende rejsegodtgørelse. Hvis du har modtaget rejsegodtgørelse fra din arbejdsgiver, skal du kunne dokumentere, at du har overholdt betingelserne i ligningslovens § 9 A, stk. 1 og 5, for at de modtagne beløb kan godkendes som skattefrie. Det er en betingelse for skattefri rejsegodtgørelse, at rejsen, der udbetales godtgørelse for, varer mindst 24 timer, og at der er tale om et midlertidigt arbejdssted. Dette fremgår af ligningslovens § 9 A, stk. 1 og stk. 5. For at du kan anses for at være på rejse kræver det, at du på grund af afstanden mellem din sædvanlige bopæl og dit midlertidige arbejdssted, ikke har mulighed for at overnatte på din sædvanlige bopæl. Du kan også anses for at være på rejse, hvis din arbejdsgiver midlertidigt udsender dig til et andet arbejdssted end dit sædvanlige arbejdssted, og dette medfører at du ikke har mulighed for at overnatte på din sædvanlige bopæl. Et arbejdssted kan højst anses for at være midlertidigt i de første 12 måneder. Praksis har i forbindelse med søfart fastslået, at en hjemhavn anses for at være det faste arbejdssted. Når havnen forlades, er der tale om, at en rejse begynder, og at der opstår et midlertidigt arbejdssted, såfremt arbejdet afsluttes i en anden havn end hjemhavnen. Et lignende udgangspunkt gælder i luftfart. Hvis du har fast arbejdssted i en bestemt lufthavn, er du således kun på rejse, når arbejdet afsluttes i en anden lufthavn. Se herom i Landsskatterettens afgørelse af 8. januar 2018 (SKM2018.11.LSR). Du har ikke indsendt dokumentation for, at de udbetalte beløb benævnt ”daily meal allowance,” som fremgår af dine expences-opgørelser overholder betingelserne for skattefrie rejsegodtgørelser efter ligningslovens § 9 A. Ifølge ligningslovens § 9 A, er satsen for skattefri rejsegodtgørelse i 2018 i alt 498 kr. pr. 24 timer. Det følger af SKM2021.91.LSR, at arbejdsgiveren skal kontrollere, om betingelserne for at udbetale skattefri godtgørelse er opfyldt på udbetalingstidspunktet. Hvis ikke arbejdsgiveren eller hvervgiveren foretager den fornødne kontrol, er godtgørelsen skattepligtig som personlig indkomst. Byretten fastlog ligeledes i SKM2018.61.BR, at såfremt skatteyder ikke har løftet bevisbyrden for, at arbejdsgiveren har ført den fornødne kontrol, er skatteyder ikke berettiget til skattefri rejsegodtgørelse. Du har ikke indsendt bogføringsbilag i overensstemmelse med bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000 § 1, stk. 2. Det fremgår af bestemmelsens § 1, stk. 1, at arbejdsgiveren skal kontrollere, om betingelserne for at udbetale skattefri rejsegodtgørelse er opfyldt, herunder antallet af erhvervsmæssige rejsedage på minimum 24 timer. Vi har ikke modtaget dokumentation for, at dette er sket, og vi kan derfor ikke godkende skattefrihed for de udbetalte beløb benævnt Daily Meal Allowance. Beløbene benævnt ”daily meal allowance” kan på baggrund af ovenstående ikke godkendes som skattefrie beløb. Vi har derfor medregnet daily meal allowance med 5.710 euro svarende til 42.560 kr. i den samlede indkomstopgørelse. … 4..4.3. Samlet vurdering af lempelse … Øvrige punkter. Du har i din henvendelse til os af den 15. oktober 2021 fremsat følgende indsigelse: Jeg anerkender ikke jeres forslag til ændringer af min skat for 2018, på grundlæg af følgende punkter der er blevet oplyst af min Revisor. ………….. - Afslag af fradrag for betalt Slovakisk sundhed og sygeforsikring, pga. korrekt form. Jeg har d.d kontaktet min tidliger arbejdsgiver, og bedt om den korrekte A1 form. Den fremsender jeg hurtigst muligt. Vi stiller os uforstående over for denne indsigelse, idet du ikke ses at have selvangivet betalt social sikring i udlandet. Vi har heller ikke anmodet dig om at sende materiale vedrørende dette punkt, og vi har ikke behandlet det i vores forslag af den 1. september 2021. Du har ikke i forbindelse med din indsigelse fremsendt dokumentation (A1-blanket) for, at du har været socialt sikret i Slovakiet. Du har heller ikke oplyst hvilket beløb, du ønsker at fradrage for betalt obligatorisk social sikring i udlandet. Vi kan ikke på det foreliggende grundlag godkende fradrag for et ikke nærmere opgjort beløb for betalt obligatorisk social sikring i udlandet. Såfremt du mener at have ret til fradrag for betalt social sikring for et nærmere angivet beløb, kan du anmode om genoptagelse af din skat for 2018. Du opfordres i givet fald til at fremsende dokumentation for betalt sikring, og for at være omfattet af udenlandsk social sikring (A1-blanket.). …” Udtalelse fra Skattestyrelsen I forbindelse med Skatteankestyrelsens klagesagsbehandling har Skattestyrelsen den 28. marts 2022 udtalt følgende: ”… Vi har følgende bemærkninger: Klagers repræsentant har nu fremsendt lønsedler på engelsk til Skatteankestyrelsen, hvorimod Skattestyrelsen modtog lønsedlerne på slovakisk. Klagers rådgiver har oplyst, at de to versioner af lønsedler indholdsmæssigt er identiske, bortset fra sprog. Vi har på ny gennemgået lønsedlerne, og er umiddelbart enige i, at indholdsmæssigt er de to versioner identiske. Det er fortsat vores opfattelse, at den månedlige bruttoløn er som vi har opgjort i vores afgørelse af den 20. december 2021, idet vi er af den opfattelse, at det er beløbet med betegnelsen ”TOTAL WORK PRICE,” der er den reelle bruttoløn. Klagers rådgiver har i sit punkt 1 i klagen anført, at indkomsten skal nedsættes med summen af obligatoriske sociale bidrag tillagt summen af ”Daily meal Allowance”. Vi noterer os, at der er enighed om, at summen af ”Daily meal Allowance” skal medtages som løn. Det er vores opfattelse, at spørgsmålet om fradrag for betalt sociale bidrag i udlandet ikke har været prøvet ved førsteinstans (Skattestyrelsen) idet klager ikke har selvangivet beløb for betalt obligatoriske sociale bidrag i udlandet. Klager har dog den 15. oktober 2021 fremsat følgende indsigelse til vores forslag af den 1. september 2021: Jeg anerkender ikke jeres forslag til ændringer af min skat for 2018, på grundlæg af følgende punkter der er blevet oplyst af min Revisor. ………….. - Afslag af fradrag for betalt Slovakisk sundhed og sygeforsikring, pga. korrekt form. Jeg har d.d kontaktet min tidliger arbejdsgiver, og bedt om den korrekte A1 form. Den fremsender jeg hurtigst muligt. Vi har svaret på dette i vores afgørelse af den 20. december 2021 med følgende: Vi stiller os uforstående over for denne indsigelse, idet du ikke ses at have selvangivet betalt social sikring i udlandet. Vi har heller ikke anmodet dig om at sende materiale vedrørende dette punkt, og vi har ikke behandlet det i vores forslag af den 1. september 2021. Du har ikke i forbindelse med din indsigelse fremsendt dokumentation (A1-blanket) for, at du har været socialt sikret i Slovakiet. Du har heller ikke oplyst hvilket beløb, du ønsker at fradrage for betalt obligatorisk social sikring i udlandet. Vi kan ikke på det foreliggende grundlag godkende fradrag for et ikke nærmere opgjort beløb for betalt obligatorisk social sikring i udlandet. Såfremt du mener at have ret til fradrag for betalt social sikring for et nærmere angivet beløb, kan du anmode om genoptagelse af din skat for 2018. Du opfordres i givet fald til at fremsende dokumentation for betalt sikring, og for at være omfattet af udenlandsk social sikring (A1-blanket.) Klager har ikke indsendt dokumentation for, at være omfattet af social sikring i Slovakiet, ej heller opgjort et beløb for betalt social sikring. Rådgiver har i sin klage oplyst, at social sikring skal opgøres til 11.521,08 euro, og at selve lønne udgør 108.000 euro. Vi har i vores afgørelse opgjort lønnen inklusive beløb, som måtte være social sikring, til 144.066 euro. Vi mener derfor, at spørgsmålet om eventuelt fradrag for betalt social sikring i udlandet skal førsteinstansbehandles af Skattestyrelsen, efter eventuel anmodning fra skatteyder om genoptagelse. Klagers rådgiver har i sit punkt 2 anført, at skatteansættelsen nedsættes med 27.400 kr. for fradrag for rejseudgifter efter ligningslovens § 9 A stk. 7. Det er vores opfattelse, at spørgsmålet om fradrag for rejseudgifter ikke har været prøvet ved førsteinstans (Skattestyrelsen) idet klager ikke har selvangivet fradrag for rejseudgifter. Klager har heller ikke under sagen fremsat krav om fradrag for rejseudgifter. Vi mener derfor, at spørgsmålet om eventuelt fradrag rejseudgifter efter ligningslovens § 9 A skal førsteinstansbehandles af Skattestyrelsen, efter eventuel anmodning fra skatteyder om genoptagelse. …” Skattestyrelsen har den 20. januar 2026 fremsat følgende bemærkninger til Skatteankestyrelsens indstilling: ”… Skattestyrelsen er enig i Skatteankestyrelsens indstilling, og har ingen bemærkninger til den. …” Klagerens opfattelse Klagerens repræsentant har fremsat påstand om at klageren er berettiget til fradrag for bidrag til obligatorisk social sikring og for rejseudgifter. Til støtte for påstanden er bl.a. anført: ”… Klagen drejer sig om følgende to forhold: Skattepligtig løn nedsættes til 102.188,92 €, svarende til 761.602,76 kr. Skattepligtig løn opgøres på grundlag af anvist løn på lønsedler på 108.000€, med fradrag af obligatoriske sociale sikringsbidrag på 11.521,08 € og tillagt 5,710 €, udbetalt af arbejdsgiveren som ”Daily meal Allowance”, jf. specifikationen af lønindkomst vedlagt som sagens bilag 1. Nedsættelse af skatteansættelse med kostfradrag efter Skatterådets sats på 498 kr. pr. døgn, jf. ligningsloven § 9, stk. 7 Fradraget omfatter udgifter til kost for 60 rejsedage med en varighed på mere end 24 timer væk fra hjemmebase, dog maximalt 27.400 kr., svarende til det maksimale fradrag i 2018 for merudgifter til kost ved anvendelse af Skatterådets sats, jf. specifikationen af rejsedage i sagens bilag 2. Sagsfremstilling Klienten er ansat som flymekaniker, og udfører arbejdet om bord på fly i international trafik. Klienten har hjemmebase i Slovakiet. Lønnen udbetales af [virksomhed2]. Jeg vedlægger som bilag 3 kopi af [virksomhed2]’s lønsedler for 2018 med engelsk tekst. Der er tale om et Excel-ark med 12 faneblade, et faneblad for hver af årets 12 måneder. Lønsedlerne, der tidligere er indsendt til Skattestyrelsen, er udskrevet på slovakisk. Indholdet af vedlagte lønsedler er det samme, med det letter forståelse af lønkomponenterne i Vesteuropa, at lønnen oplyses med engelsk tekst. Derfor er der to ens lønsedler for hver måned. Ovennævnte omtalte bilag 1 til sagen er opsummering af indholdet af de 12 lønsedler. Lønsedlerne – både de engelske og de slovakiske – oplyser lønnen til 108.000 €. Klienten er beskæftiget i et EU-land, og arbejdsgiveren er i henhold til lovvalgsreglen i EU-forordningen om social sikring forpligtet til at afregne sociale sikringsbidrag til sikringsmyndigheden i Slovakiet, i overensstemmelse med den lovning, der gælder i Slovakiet. De afregnede sociale sikringsbidrag er oplyst på lønsedlerne. De sociale sikringsbidrag er opdelt i et arbejdsgiverbidrag og et lønmodtagerbidrag. [virksomhed2] har på lønsedlerne specificeret de månedlige udgifter til både arbejdsgiverens og lønmodtagerens bidrag til sociale sikringsordninger i Slovakiet. Arbejdsgiverens bidrag udgør 30.358,28€. Lønmodtagerens bidrag udgør 11.521,08 €. Jeg har i sagens bilag 1 specificeret fordelingen over årets 12 måneder. Skattestyrelsen har ikke forholdt sig til oplysninger på lønsedlerne, men har blot lagt tallene sammen. Dette indebærer, at oplyste arbejdsgiverbidrag til sociale de sociale sikringsordninger, som ikke vedrører klienten, er lagt beløbet oveni den løn, der følger af ansættelseskontrakten, således at lønnen hermed bliver 30.356,28 € højere end aftalt med arbejdsgiveren. Skattestyrelsen har endvidere fejlagtig medtaget lønmodtagerbidrag til obligatoriske sociale sikringsordning i skattepligtig løn, uagtet at lønmodtagerbidraget på lønsedlen tydeligt fragår i den aftalte løn, og afregnes af arbejdsgiveren til de slovakiske sikringsmyndigheder. Skattestyrelsen har ansættelseskontrakten til rådighed, og Skattestyrelsen har ligeledes lønsedlerne. Lønnen er ifølge kontrakten fastsat til 108.000 €, og dette beløb, efter fradrag af bidrag til social sikring, danner grundlag for anvisningen af løn til klientens bankkonto. Skattestyrelsen ved altså, at lønnen er 108.000 €, men desuagtet opgør Skattestyrelsen lønnen til 138.356,28€, jf. afgørelsens bilag 2. Det er en gravende fejl, og det er uforståeligt at dette kan forekomme, henset til, at oplysninger om løn og arbejdsopgaver har været til Skattestyrelsens rådighed. Arbejdsgiverbidrag til sociale sikringsordninger er ikke løn. Pligten til at betale bidraget påhviler arbejdsgiveren, og pligten er den ansattes løn uvedkommende. Bidraget afregnes af arbejdsgiven til sikringsmyndigheden. Lønmodtagerens bidrag til social sikring afregnes sammen med arbejdsgivers bidrag, og lønmodtageren kan ikke disponere over bidraget. De obligatoriske bidrag til social sikring i henhold til EU-forordningen sikrer løntageren rettigheder til kollektive sikringsordninger, såfremt der i lønmodtagerens levetid måtte indtræde en social begivenhed, der omfattet af og kan aktivere sikringsordningen. Ligningslovens § 8M, stk. 2 indeholder en særbestemmelse, der netop sikrer, at lønmodtagerens andel af obligatoriske udenlandske sociale sikringsbidrag udgår af beskatningsgrundlaget. Skattestyrelsen ved således, at beskatningsgrundlaget opgøres som lønnen nedsat med indeholdte obligatoriske sociale sikringsbidrag. Fremlagte lønsedler dokumenterer, at lønnen udgør 108.000€, og at klientens bidrag på 11.521,08 til obligatoriske sociale sikringsbidrag fragår i lønnen, således at beskatningsgrundlaget udgør 96.478,92€. Forskellen mellem den skattepligtige løn på 96.478,92 € og Skattestyrelsen skatteansættelse på 138.356,28 €, er 41.877,36 €, hvilket netop svarer til de obligatorisk sociale sikringsbidrag på 11.521,08 og 30.356,28. Oplysningerne på lønsedlerne efterlader ingen tvivl om, hvordan lønnens sammensættes, og det helt uforståelig, at Skattestyrelsen ikke er opmærksom på en fejl af denne størrelsesorden, når korrektion af lønnen i forhold til den løn, der danner grundlag for udbetaling af løn til klientens bankkonto, netop modsvarer summen af de obligatoriske sociale sikringsbidrag. Det indebærer beskatning af indkomster, der ikke er tjent, og ikke kan tjenes, da midlerne er gået til obligatoriske udenlandske sociale sikringsordninger, vel at mærke indbetalinger klienten er uden indflydelse på. Jeg vedlægger som yderligere dokumentation for betalingen af sociale sikringsbidrag kopi af brev af 25. november 2021 fra sikringsmyndigheden i Slovakiet (bilag 4), der bekræfter, at [virksomhed2] Ltd i perioden fra 1/122017 til 31/12 2019 har afregnet sociale sikringsbidrag for [klager], samt kopi af myndighedens kvittering af 1/12 2019 (bilag 5) for arbejdsgiverens afregning af sociale sikringsbidrag. Erklæringen i bilag 4, og beløbene i kvitteringskrivelsen i bilag 5 vedrørende grundlaget for beregning bidrag og afregnede bidrag, svarer til oplysningerne på lønsedlerne. Jeg henviser i øvrigt til tilkendegivelserne i Skattestyrelsens juridiske vejledning vedrørende spørgsmålet om fradrag for sociale sikringsbidrag. Her anføres følgende: Når arbejdet udføres udelukkende i udlandet og der ikke bliver udstedt en blanket A1 (EU/EØS-lande) er fradraget betinget af, at personen kan dokumentere at være omfattet af udenlandsk social sikring på anden måde. Arbejdsmønsteret må således dokumenteres gennem arbejdstidsregistreringer/timesedler og tilhøret til udenlandsk social sikringslovgivning må bekræftes af de kompetente myndigheder for social sikring i beskæftigelseslandet. Klientens arbejde udføres udelukkende i udlandet, og klienten har fremlagt ansættelseskontrakt, lønsedler og arbejdssedler, der dokumenterer, hvem der er arbejdsgiveren, og klienten har fremlagt bekræftelse fra kompetent myndighed om, hvorledes sociale sikringsbidrag er indeholdt, og med angivelse af beløb, der svarer til oplysninger om indeholdte bidrag på lønsedlerne. Jeg anmoder derfor om, at obligatoriske sociale sikringsbidrag på 41.877,36 €, afregnet af [virksomhed2], udgår af klientens skattepligtige lønindkomst. Ad 2 ligningsloven § 9A – satsfradrag for merudgifter til kost Skattestyrelsen har korrigeret lønnen og tillagt modtagne godtgørelser til kost ved ophold borte fra basen på 5.710€, omregnet til 42.560,50 kr. På grundlag de tidligere indsendte duty-rapporter har klienten udarbejdet en opgørelse af ophold borte fra basen af varighed, der overstiger 24 timer. Antallet af rejser med en varighed på over 24 timer er opgjort til 60 dage, jf. bilag 2. Jeg formoder, at Skattestyrelsen stiller de anvendte duty-rapporter til rådighed ved klagebehandlingen, og jeg vedlægger derfor ikke rapporterne. Rapporterne kan eftersendes, om ønskeligt. I henhold til ligningslovens §9A, stk. 1, og stk. 7, er klienten berettiget til enten at modtage skattefri satsgodtgørelse fra arbejdsgiveren eller at fratrække merudgifter til kost med anvendelse af skatterådets sats for kost, når rejsen har en varighed på mere end 24 timer. Satsen for kostudgifter udgjorde 498 kr. pr. fulde døgn i 2018, og med forholdsmæssigt fradrag for timer på tilsluttende rejsedag. Satsfradraget for 60 fulde døgn udgør dermed 29.880 kr. For 2018 kan satsfradraget ikke overstige 27.400 kr. Klienten har ikke modtaget satsgodtgørelse for kost. Skatteansættelsen er derimod forhøjet med den udbetalte kostgodtgørelse. Skatteansættelsen kan dermed nedsættes med 27.400 kr. jf. ligningslovens § 9A, stk. 7. …” Klagerens yderligere bemærkninger til sagen Klagerens repræsentant har den 1. december 2025 fremsat følgende bemærkninger til Skatteankestyrelsens indstilling: ”… Skattestyrelsen har behandlet begge klagepunkter, der er medtaget klagen. Indstillingen om afvisning er klagen over fradrag for rejseudgifter kan derfor ikke tiltrædes. Jeg henviser til, at spørgsmålet om beskatning eller fradrag for rejsegodtgørelse har været udførligt behandlet af Skattestyrelsen, og Skattestyrelsen er bekendt med, at klienten har erhvervsmæssigt betingede ophold udlandet på 221 dage, jf. Styrelsens forslag af 1. september 2021 med tilhørende bilag om ændring af klientens skatteansættelse for 2018. Det har således stået klart for Skattestyrelsen, at klienten opfylder vilkårene for rejsefradrag i 2018 for det tilfælde, at der ikke er udbetalt skattefrie diæter. Klienten modtaget rejsegodtgørelse fra arbejdsgiveren. Klienten har anset godtgørelsen for skattefri, og har derfor ikke fratrukket rejseudgifter. Rejsegodtgørelse fremgår af indsendte lønsedler med oplysninger kostgodtgørelse, benævnt ”daley meal allowance”. I forslagets afsnit 3.4.3 om Rejsegodtgørelse oplyser Skattestyrelsen, at de modtagne godtgørelsesbeløb er skattepligtige indkomst. Skattestyrelsen tilkendegiver samme sted som begrundelse til, at den udenlandske arbejdsgiver ikke har dokumenteret, at vilkårene i bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000 til Ligningsloven § 9, stk. 5 er overholdt i forbindelse med udbetaling rejsegodtgørelse, kan der ikke anerkendes skattefrihed for de medtagne rejsegodtgørelsesbeløb. Skattestyrelsen henviser desuden som begrundelse til, at betingelserne i ligningslovens § 9A, stk. 1 og 5 om skattefrihed for satsgodtgørelser er ikke overholdt, og derfor medregnes den udbetalte godtgørelse i den skattepligtige indkomst. Regulering af den anviste lønninger er specificeret i bilag 4 til Skattestyrelsens forslag af 1. september 2021. Skattestyrelsen fremlægger et bilag 5 med angivelse af opholdsdage i Danmark. Optællingen af dage støttes oplysninger i det af klienten indsendte Duty report. Af rapporten fremgår, at klienten i 1. har opholdt sig 56 dage i Danmark, og således har opholdt sig 127 dage i udlandet. I 2 halvår 2018 har klienten opholdt sig i Danmark, og 89 dage i Danmark og dermed 94 dage i udlandet. Ifølge Skattestyrelsens egne oplysninger har klienten således arbejdsbetingede ophold i udlandet på 221 dage. Da Skattestyrelsen korrigerer den selvangivne løn med modtagne skattegodtgørelse, er klienten berettiget til fradrag for udgifter afholdt ved ophold borte fra den sædvanlige bopæl. Jeg henviser til bestemmelsen i ligningslovens § 9A, stk. 7, der netop fastslår, at fradrag for rejseudgifter kan indrømmes, når der ikke er modtaget skattefri godtgørelse for rejseudgifter. Bestemmelsen i § 9A, stk. 7 lyder som følger: Rejseudgifter, jf. stk. 1, kan fradrages ved indkomstopgørelsen enten med standardsatserne i stk. 2 og 3 eller med de faktiske udgifter. De faktiske udgifter til kost skal ikke reduceres med værdien af et sparet hjemmeforbrug. Såfremt arbejdsgiveren afholder lønmodtagerens udgifter omfattet af stk. 1 efter regning, kan lønmodtageren ved indkomstopgørelsen fradrage udgifter til småfornødenheder med standardsatsen i stk. 4. Udgifter efter 1. og 3. pkt. kan dog ikke fradrages, i det omfang de er godtgjort efter stk. 1-4, eller overstiger et grundbeløb på 25.000 kr. (2010-niveau) i et indkomstår. Begrænsningen af fradraget efter 4. pkt. omfatter også fradrag for dobbelt husførelse efter statsskattelovens § 6, litra a, jf. § 9, stk. 1. Der kan ikke foretages afskrivninger i den skattepligtige indkomst på driftsmidler mv., der anvendes i forbindelse med logiet, når der foretages fradrag med satsen til logi. Skattestyrelsen har således behandlet spørgsmålet om merudgifter omfattet af ligningslovens § 9A ved opgørelse af den skattepligtige indkomst. Der er to muligheder; enten er godtgørelse skattefri eller også kan merudgiften fratrækkes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, jf. ligningslovens 9A, stk. 7. Da Skattestyrelsen har korrigeret den skattepligtige indkomst med udbetalte rejsegodtgørelse, er bekendt med, at klienten har modtaget rejsegodtgørelse til dækning af udgifter ved ophold borte fra den sædvanlig bopæl. Skattestyrelsens har tillige specificeret klientens ophold i udlandet i bilag 5 til Skattestyrelsen forslag af 1. september 2021om ændring af skatteansættelsen. Skattestyrelsen er således bekendt med at klienten opfylder betingelser om differencefradrag, og at dette fradrag er netop er afledt af Skattestyrelsens bedømmelse af udbetalte rejsegodtgørelse ved arbejdsbetinget ophold i udlandet. Spørgsmålet om beskatning eller fradrag for merudgifter ved ophold borte fra den sædvanlige bopæl har således haft en central placering ved den ligningsmæssig korrektion af skatteansættelsen. Skattestyrelsen bør derfor pålægges også at behandle dette spørgsmål.” Klagerens repræsentant har den 15. december 2025 fremsat følgende bemærkninger: Under henvisning til Skatteankestyrelsens brev af 3. december 2025 skal jeg hermed meddele, at klienten ikke er i besiddelse af yderligere oplysninger om rejsedage, herunder oplysninger om rejsens påbegyndelse, afslutning og destination, udover hvad der fremgår af de duty-rapporter, klienten har fremsendt til Skattestyrelsen, og hvad klienten i øvrigt har oplyst til Skattestyrelsen som led i skattekontrollen i 2021, jf. oplysninger meddelt i Skattestyrelsens afgørelse vedrørende ændring af skatteansættelsen for 2018. Klienten er fratrådt stillingen, og kan ikke fremskaffe yderligere bogføringsbilag med de ønskede oplysninger. Klientens arbejdsgiver driver virksomhed i udlandet. Arbejdsgiverens registrering og udmåling af diæter følger derfor ikke anvisninger i bekendtgørelsen nr. 173 af 13/3 2020 til ligningslovens §9, stk. 5 om rejse-og befordringsgodtgørelse. Bekendtgørelsen retter sig mod indeholdelsespligtige, der er hjemmehørende i Danmark. Bekendtgørelsen pålægger ikke udenlandske arbejdsgivere at foretage opdeling af diætbeløb i lønningsbogholderiet og reglen i kildeskatteloven om indeholdelse af A-skat som foreskrevet i bekendtgørelsen finder ikke anvendelse. Jeg bemærker, at klienten er beskæftiget som flymekaniker på det pågældende fly, og dermed har klienten pligt til at holde opsyn med flyet, uanset hvor flyet måtte befinde sig. Klienten er ikke undergivet reglerne om hjemmebase for piloter og kabinepersonale eller flysikkerhedsbestemmelserne om maximal flyvetid og hviletid for flyvende personel. Flyet skal efterses dagligt og motorerne skal startes efter 7 dage på samme sted, og klienten har derfor pligt til at opholde sig tæt ved den lufthavn, hvor flyet er parkeret. Klienten har ikke mulighed for at indrette en bopæl i udlandet, da flyet anvendes til forretningsrejser uden faste afgange og faste mødetider. Arbejdsgiveren dækker derfor udgifter til logi på de skiftende overnatningssteder. Landsskatterettens afgørelse Sagen angår, om klageren er berettiget til fradrag for social sikring og fradrag for rejseudgifter i 2018. Retsgrundlaget Følgende fremgår af ligningslovens § 9 A, stk. 1, stk. 5 og stk. 7: ”Stk. 1. Godtgørelser til dækning af rejseudgifter, der påføres lønmodtageren, fordi lønmodtageren på grund af afstanden mellem bopæl og et midlertidigt arbejdssted ikke har mulighed for at overnatte på sin sædvanlige bopæl, medregnes ikke ved indkomstopgørelsen, såfremt godtgørelsen ikke overstiger satser, der er fastsat i stk. 2. … Stk. 5. Stk. 1-4 finder kun anvendelse, når rejsen varer mindst 24 timer. Det enkelte arbejdssted, jf. stk. 1, kan ved anvendelsen af standardsatserne i stk. 2, nr. 1-3, og stk. 4 højst anses for midlertidigt i de første 12 måneder. 2. pkt. finder ikke anvendelse, når arbejdsstedet er mobilt eller i takt med arbejdets udførelse eller færdiggørelse flytter sig over en strækning på mindst 8 km. 2. pkt. finder endvidere ikke anvendelse i forhold til godtgørelser, der udbetales i forbindelse med enkeltstående kortvarige tjenesterejser til samme midlertidige arbejdssted.” … Stk. 7. Rejseudgifter, jf. stk. 1, kan fradrages ved indkomstopgørelsen enten med standardsatserne i stk. 2 og 3 eller med de faktiske udgifter. De faktiske udgifter til kost skal ikke reduceres med værdien af et sparet hjemmeforbrug. Såfremt arbejdsgiveren afholder lønmodtagerens udgifter omfattet af stk. 1 efter regning, kan lønmodtageren ved indkomstopgørelsen fradrage udgifter til småfornødenheder med standardsatsen i stk. 4. Udgifter efter 1. og 3. pkt. kan dog ikke fradrages, i det omfang de er godtgjort efter stk. 1-4, eller overstiger et grundbeløb på 25.000 kr. (2010-niveau) i et indkomstår.” Det fremgår af Landsskatterettens afgørelse af 14. november 2025, offentliggjort som SKM2025.692.LSR, at en flymekaniker ikke kunne anses for at være på rejse, og dermed omfattet af rejsebegrebet, efter ligningslovens § 9 A, da hans arbejde på forskellige flystationer i forskellige lande, udgjorde faste arbejdssteder. Retten lagde bl.a. vægt på, at ansættelsesforholdet ikke havde haft et element af tidsbegrænsning, at klageren ved indgåelse af ansættelsesforholdet var bekendt med, at arbejdsstederne var skiftende, og at arbejdet bestod i at udføre arbejde på de konkrete flystationer. Det følger af almindelige forvaltningsretlige principper, at en rekursinstans kan hjemvise en klagesag, såfremt førsteinstansens afgørelse indeholder fejl i afgørelsens retlige grundlag, eller den er behæftet med væsentlige formelle fejl. Ligeledes bør der ske hjemvisning, hvis sagen bygger på et forkert oplysningsgrundlag, eller oplysningsgrundlaget ved rekursinstansen er ændret i væsentlig grad. Landsskatterettens begrundelse og resultat Fradrag for bidrag til obligatorisk social sikring Spørgsmålet om fradrag for bidrag til obligatorisk social sikring ses ikke at være behandlet i Skattestyrelsens forslag til afgørelse af 1. september 2021. Klageren har den 15. oktober 2021 fremsat følgende bemærkninger om fradrag for bidrag til obligatorisk social sikring til Skattestyrelsens forslag til afgørelse: ”Jeg anerkender ikke jeres forslag til ændringer af min skat for 2018, på grundlæg af følgende punkter der er blevet oplyst af min Revisor. … - Afslag af fradrag for betalt Slovakisk sundhed og sygeforsikring, pga. korrekt form. Jeg har d.d kontaktet min tidliger arbejdsgiver, og bedt om den korrekte A1 form. Den fremsender jeg hurtigst muligt. …” Skattestyrelsen har i den påklagede afgørelse kommenteret på klagerens indsigelser. Skattestyrelsen har ikke anmodet klageren om materiale vedrørende social sikring. Skattestyrelsen har ikke godkendt fradrag for social sikring. Landsskatteretten finder på den baggrund, at klageren i forbindelse med sagsbehandlingen hos Skattestyrelsen har anmodet om fradrag for bidrag til social sikring, og at Skattestyrelsen dermed har behandlet spørgsmålet om fradrag for bidrag til social sikring. Landsskatteretten hjemviser derfor Skattestyrelsens afgørelse til fornyet behandling hos Skattestyrelsen, således at Skattestyrelsen som første instans får mulighed for at tage stilling til fremlagte materiale. Fradrag for rejseudgifter Klageren har oplyst, at han er berettiget til fradrag for det maksimale beløb på 27.400 kr. i 2018. Klageren har opgjort antallet af rejser med en varighed på over 24 timer til 60 dage. Klageren har som dokumentation for at han er berettiget til fradrag for rejseudgifter fremlagt duty-rapporter. Duty-rapporter viser i hvilken lufthavn klageren har udført arbejde, og hvilken vagt han har haft. Der er angivet koder for lufthavne, fridage, standbyvagter og hvornår klageren er fløjet med [virksomhed1]s fly mellem lufthavne. Landsskatteretten finder, at klageren opfylder betingelserne for fradrag for rejseudgifter efter ligningslovens § 9 A, idet klageren er fast ansat i [Slovakiet], og har midlertidige arbejdssteder i andre ikke fastlagte lufthavne. Landsskatteretten har lagt vægt på, at klageren, i modsætning til situationen i SKM2025.692.LSR, har en tidsbegrænset ansættelse på 1 år, og at der ved indgåelse af ansættelsesforholdet, ikke er aftale om skiftende arbejdssteder. Landsskatteretten finder, at dette klagepunkt har været behandlet af Skattestyrelsen, som første instans, både i forslag til afgørelse og i afgørelsen, idet Skattestyrelsen har truffet afgørelse om, hvorvidt klageren opfylder betingelserne i ligningslovens § 9 A. På denne baggrund hjemviser Landsskatteretten afgørelsen fra Skattestyrelsen til fornyet behandling, for så vidt angår fradrag for rejseudgifter efter ligningslovens § 9 A.

Flymekanikers fradrag for social sikring og rejseudgifter hjemvist (jnr. 22-0024803) · skattewiki.dk