Polsk byggevirksomhed med fast driftssted og hæftelse for A-skat

Journalnr. 19-0078486 Klagepunkt Skattestyrelsens afgørelse Klagerens opfattelse Landsskatterettens afgørelse Indkomståret 2015 Fuldt skattepligtig til Danmark Ja Nej Stadfæstelse Skattemæssigt hjemsted Danmark - Polen Driftsudgifter 1.884.603 kr. Et højere beløb Stadfæstelse Hæftelse for A-skat og arbejdsmarkedsbidrag Ja Nej Stadfæstelse Indkomståret 2016 Fuldt skattepligtig til Danmark Ja Nej Stadfæstelse Skattemæssigt hjemsted Danmark - Polen Driftsudgifter 2.757.688 kr. Et højere beløb Stadfæstelse Hæftelse for A-skat og arbejdsmarkedsbidrag Ja Nej Stadfæstelse Indkomståret 2017 Fuldt skattepligtig til Danmark Ja Nej Stadfæstelse Skattemæssigt hjemsted Danmark - Polen Driftsudgifter 2.432.863 kr. Et højere beløb Stadfæstelse Hæftelse for A-skat og arbejdsmarkedsbidrag Ja Nej Stadfæstelse Faktiske oplysninger Sagen er startet op, da klageren har været registreret i Registeret for Udenlandske Tjenesteydere (RUT) for en længere periode. Skattestyrelsen har den 9. februar 2018 indkaldt materiale for indkomstårene 2014 – 2018 for at undersøge, hvorvidt klageren eller klagerens virksomhed er skattepligtig og momspligtig til Danmark. Klageren driver virksomheden, [virksomhed1], med SE nr. [...1] (herefter ”virksomheden”). Virksomhedens adresse i Polen er hans private bopæl. Virksomhedens aktivitet består i at opføre bygninger. Det er oplyst, at virksomheden blev anmeldt til Erhvervsstyrelsen den 6. januar 2014, og at virksomheden samme dag blev momsregistreret. Virksomheden blev anmeldt til registeret for udenlandske tjenesteydelser (RUT) den 7. september 2011. Ifølge Skattestyrelsens oplysninger er der anmeldt ydelser vedrørende virksomheden i perioden fra den 8. september 2011 og foreløbigt frem til den 24. april 2018. Indenfor perioden er anmeldt 229 ydelser. Klageren har på møde med Skattestyrelsen oplyst, at virksomheden er en enkeltmandsvirksomhed, som udfører alle slags byggeopgaver, og at han har cirka 4 - 5 medarbejdere. Der er fremlagt opgørelse over ansatte og lønninger mv. Klageren ejer 4 biler i alt, 2 biler med plads til 3 personer (biler til arbejde) og 2 personbiler. Klageren udfører selv byggeopgave i virksomheden. Klageren oplyste, at han får kunder ved mund til mund-metoden, og at han ikke havde skriftlige entreprisekontrakter, men kun mundtlige entreprisekontrakter. Klageren har en god ven til at udarbejde danske fakturaer til kunderne og til at tolke. Skattestyrelsen har i forbindelse med en kontrol fået et visitkort med et dansk telefonnummer, som er brugt til kontakt med klageren. Visitkortet indeholdte desuden et andet nummer, som klageren har oplyst, er til tolken. Han godkendte selv arbejdet med hvervgiver. Han havde nogle faste hvervgivere, men også nye kunder. Klageren har om de to polske kontonumre, som fremgår af fakturaerne oplyst, at den ene var hans og hans kones fælles private konto, hvor der også var erhverv, og at den anden konto var hans gamle konto. Klageren har udleveret bankkontoudskrifter for disse konti. Han hævede penge på kontiene og vekslede dem om og betalte alt kontant. Han havde ikke kort til kontiene. Klageren oplyste, at han hver måned har afleveret en opgørelse over indtægter og udgifter til de polske skattemyndigheder, og når året var gået, har han afleveret en selvangivelse, hvor det endelige resultat har fremgået. Selvangivelserne fremgår ifølge Skattestyrelsens notat af det medbragte regnskabsmateriale. Klageren har afleveret polske regnskaber for sin virksomhed for indkomstårene 2014 - 2017. Han oplyste videre, at virksomheden kun har haft arbejde i Danmark i hele perioden 2014 – 2017. Klageren har afleveret lejekontrakter vedrørende 3 adresser i Danmark og har hertil oplyst, at han og medarbejderne har boet på disse 3 adresser i perioden 4. april 2014 til 31. december 2017. [adresse1], [by1], var et hus, han havde lejet og boet i sammen med sine medarbejdere. De havde boet der i cirka 1 år fra 1. april 2014 til 1. maj 2015. Der var ikke betalt leje for hele perioden, idet de skulle sætte ejendommen i stand. Fra 1. maj 2015 havde de boet på [adresse2], [by2] indtil den 1. september 2016. Det var et hus, som han havde lejet, der løbende skulle istandsættes. De havde bl.a. lagt nyt tag på, hvorfor der ikke var nogen lejebetaling for nogle af månederne. Den 1. september 2016 boede han og hans ansatte på [adresse3], [by3], hvor han havde lejet en 1. sal + uregistreret baghus. Fra den 1. april 2017 boede de på [adresse4], [by4]. Det var kontorlokaler, som skulle laves om til lejligheder. De har ombygget det til lejligheder og har selv boet der imens. Klageren har oplyst, at han i Polen har en ægtefælle og to børn (pige på 20 år og en dreng på 14 år i 2018). De bor i en lejlighed på 74 m2 med et lille kælderrum til. Han har ikke materialer liggende, men alene værktøj i bilerne. Han er hjemme hver weekend, idet de arbejder 4 dage om ugen i Danmark, hvorefter de rejser hjem til Polen. Han havde en polsk konto konti med kort til, som var den han brugte til [virksomhed2] (færge), når de rejste frem og tilbage. Skattestyrelsen har ikke modtaget bankkontoudtog for denne konto. Skattestyrelsen har bedt klageren om at fremlægge dokumentation for rådighed over bolig i Polen, vielsesattest, leveomkostninger i Polen samt opgørelse over ophold i og uden for Danmark. Dokumentation og opgørelse er ikke fremlagt. Klageren har overfor Skattestyrelsen oplyst, at han i hele perioden selv har opholdt sig i Danmark med omkring 4 -5 ansatte, og at ægtefællen også har været på besøg. Han oplyste videre, at han betaler alt kontant, hvilket han også gør med materialer mv. her i Danmark. Skattestyrelsen har ved afgørelse af 19. juli 2018 truffet afgørelse for indkomståret 2014 og anset klageren for fuldt skattepligtig til og skattemæssigt hjemmehørende i Danmark fra den 4. april 2014. Afgørelsen er påklaget til Landsskatteretten med påstand om yderligere fradrag for lønudgifter. Landsskatteretten har ved afgørelse af 5. maj 2020, sagsnr. [sag1], stadfæstet Skattestyrelsens afgørelse vedrørende størrelsen af lønudgifter. Skattestyrelsen har ved den påklagede afgørelse anset klageren for fortsat fuldt skattepligtig til Danmark efter bopælsbestemmelsen i kildeskatteloven og har ved opgørelsen af overskud af virksomhed givet fradrag for alle driftsudgifterne, herunder løn, som fremgår af klagerens polske regnskaber. Udgifterne er for indkomstårene 2015, 2016 og 2017 godkendt med henholdsvis 1.884.603 kr., 2.757.688 kr. og 2.432.863 kr. Skattestyrelsens afgørelse Skattestyrelsen har anset klageren for fuldt skattepligtig til og skattemæssigt hjemmehørende i Danmark for indkomstårene 2015 – 2017. Skattestyrelsen har godkendt fradrag for udgifter med 1.884.603 kr. for indkomståret 2015, med 2.757.688 kr. for indkomståret 2016 og med 2.432.863 kr. Skattestyrelsen har anset klageren for hæftelsesansvarlig for manglende indeholdelse af A-skat og AM-bidrag for indkomstårene 2015 – 2017. Skattestyrelsen har som begrundelse bl.a. anført: ”1.4. Skattestyrelsens bemærkninger og begrundelse 1.4.1. Skattepligt og skattemæssigt hjemsted Din fulde skattepligtig til Danmark efter kildeskattelovens § 1, stk. 1 anses at forsætte i perioden 2015-2017, idet du også i denne perioden har haft bopæl til rådighed i Danmark og du anses ligeledes stadig at opfylde betingelsen i kildeskattelovens § 7, stk. 1 om at have taget ophold her. Det skal i øvrigt bemærkes, at du stadig anses at have skattemæssigt hjemsted i Danmark efter artikel 4 i dobbeltbeskatningsaftalen mellem Danmark og Polen. Der skal i forhold til vores vurdering af din skattepligt og skattemæssige hjemstemsted henvises til vores begrundelser i afgørelse af 19. juli 2018 vedrørende indkomståret 2014, idet der ikke ses at være væsentlige ændringer i dine forhold. Overskud af virksomhed Når du anses for fuld skattepligtige til Danmark, skal du ifølge personskattelovens § 1 opgøre din indkomst efter skattelovgivningens almindelige regler. Du har drevet byggevirksomhed i Danmark for indkomstårene 2015-2017, men har ikke indberettet et overskud af virksomhed. Skattestyrelsen har derfor indkaldt relevant materiale og opgjort det skattemæssige resultat for din virksomhed for 2015, 2016 og 2017. Se opgørelsen nedenfor. Det skattepligtige resultat af din selvstændige erhvervsvirksomhed skal som udgangspunkt opgøres efter reglerne i statsskattelovens §§ 4-6. Statsskattelovens indkomstbegreb bygger på et nettoindkomstprincip, hvorefter det er bruttoindkomsten med fradrag af de udgifter, der i årets løb er afholdt for at erhverve, sikre og vedligeholde virksomhedsindkomsten, som skal beskattes. Statsskattelovens §§ 4-6 er i det væsentlige udtryk for dansk skatterets hovedregler om opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Skattestyrelsen har modtaget dit polske regnskabsmateriale, hvor du hver måned skal opgøre din virksomheds omsætning og driftsudgifter. Virksomhedens skattepligtige indtægter omfattet af statsskattelovens § 4 er opgjort på grundlag af de modtagne fakturaer fra din virksomhed. Skattestyrelsen har ved opgørelsen af din virksomheds resultat givet dig fradrag for alle driftsudgifterne, som fremgår af dit polske regnskabsmateriale, idet vi på det foreliggende grundlag har anset disse for fradragsberettiget efter reglerne i statsskattelovens § 6. Udgifter er opgjort i polske zloty, og Skattestyrelsen derfor har omregnet disse til danske kroner. Ved omregningen har vi anvendt en gennemsnitskurs for hvert indkomstår. Se kursen i opgørelserne nedenfor. Kursen er taget fra Nationalbankens Statistikbank. Talmæssig opgørelse af virksomhedens skattemæssige resultat: Indkomståret 2015 (skema delvist udeladt, Skatteankestyrelsens tilføjelse) Tekst Indtægter i DKK Udgifter i PLN Gennemsnits kurs i 2015 = 178,2701 i polske zloty … … … … I alt 2.471.837,11 1.057.161,40 1.884.602,68 Udgifter i alt (danske kroner) 1.884.602,68 Overskud af virksomhed 587.234,43 Se vedlagte bilag 1 med månedsopgørelser og opgørelse over samtlige fakturaer vedrørende omsætningen for 2015. Lønudgifter er en fradragsberettiget driftsudgift i henhold til statsskattelovens § 6 og er med i de samlede udgifter i ovenstående opgørelse. Der er ikke modtaget månedsopgørelse for august måned, men beløbet er regnet ud ved at sammenholde opgørelserne fra juli og september. Du beskattes derfor af overskuddet fra virksomheden efter statsskattelovens § 4. Løn opkræves hos dig efter opkrævningslovens § 5, stk. 1. Indkomståret 2016: (skema delvist udeladt, Skatteankestyrelsens tilføjelse) Tekst Indtægter i DKK Udgifter i PLN Gennemsnits kurs i 2015 = 170,67621 i polske zloty … … … … I alt 4.513.895,00 1.624.456,84 2.772.561,21 Udgifter i alt (danske kroner) 2.757.687,78 Overskud af virksomhed 1.741.333,79 Se vedlagte bilag 2 med månedsopgørelser og opgørelse over samtlige fakturaer vedrørende omsætningen for 2016. Du beskattes derfor af overskuddet fra virksomheden efter statsskattelovens § 4. Løn opkræves hos dig efter opkrævningslovens § 5, stk. 1. Indkomståret 2017: (skema delvist udeladt, Skatteankestyrelsens tilføjelse) Tekst Indtægter i DKK Udgifter i PLN Gennemsnits kurs i 2015 = 174,7170 i polske zloty … … … … I alt 3.475.004,00 1.392.459,44 2.432.863,36 Udgifter i alt (danske kroner) 2.432.863,36 Overskud af virksomhed 1.042.140,64 Se vedlagte bilag 3 med månedsopgørelser og opgørelse over samtlige fakturaer vedrørende omsætningen for 2017. Lønudgifter er en fradragsberettiget driftsudgift i henhold til statsskattelovens § 6 og er med i de samlede udgifter i ovenstående opgørelser. Du beskattes derfor af overskuddet fra virksomheden efter statsskattelovens § 4. Løn opkræves hos dig efter opkrævningslovens § 5, stk. 1. Afgørelsen sendes derfor i overensstemmelse med fremsendte forslag. Manglende indeholdelse af am-bidrag og A-skat Der er modtaget regnskabsmateriale den 1/3-2018 for indkomstårene 2015-2017, hvor det fremgår, at du har haft medarbejdere i din virksomhed og hermed har haft lønudgifter i disse år. Når du etablerer virksomhed i Danmark, er du pligtig til at undersøge den foreliggende lovgivning omkring registreringen. Det skal bemærkes, at du er pligtig til at registrere dig som arbejdsgiver, når du har ansatte i virksomheden. Dette fremgår af kildeskattelovens § 85. Du har ikke indberettet løn på de ansatte for indkomstårene 2015-2017. På det foreliggende grundlag anser vi derfor de lønninger som fremgår at det modtagne regnskabsmateriale som A-indkomst (bruttoløn) til virksomhedens medarbejdere efter kildeskattelovens § 43, stk. 1. Da din virksomhed drives af dig fra Danmark anses virksomheden at have fast driftssted i her og du skulle som virksomhedsejer dermed have indeholdt A-skat og am-bidrag i medarbejdernes lønninger allerede ved udbetalingen. Dette efter reglerne i kildeskattelovens §§ 46, stk. 1 og 49b, stk. 1, samt arbejdsmarkedsbidragslovens § 7. Du skulle endvidere have angivet A-indkomsten, A-skat og am-bidrag efter indkomstregisterlovens §§ 2, 3 og 4 og dette senest den 10. i måneden efter udløbet af kalendermåneden, hvor lønnen blev udbetalt. Du har også pligt til at oplyse om udbetalt løn til indkomstregisteret ifølge dagældende skattekontrollovens § 7. Du og din virksomhed vil derfor blive opkrævet manglende am-bidrag og A-skat vedrørende udbetalingerne til dine ansatte. Dette er efter reglerne i opkrævningslovens § 5, stk. 1. Skattestyrelsen vil beregne am-bidraget til 8 % af medarbejdernes bruttoløn efter arbejdsmarkedsbidragslovens § 1 og § 2. A-skatten beregnes med 55 % af det resterende beløb efter kildeskattelovens § 48, stk. 7. Dette fordi der ikke foreligger skattekort på de ansatte. De nærmere opgørelser fremgår nedenfor. Talmæssig opgørelse over am-bidrag og A-skat til opkrævning Indkomståret 2015 Opgørelse over manglende am-bidrag og A-skat: Am-bidrag: 8 % af 348.632,73 kr. 27.891 kr. A-skat: 55 % af 320.742,11 kr. (348.632,73 kr. - 27.890,62 kr.) 176.408 kr. Der henvises til vedlagte bilag 4. Det skal bemærkes, at der ikke foreligger lønbilag for juni og juli måned 2015. Indkomståret 2016 Opgørelse over manglende am-bidrag og A-skat: Am-bidrag: 8 % af 329.463,59 kr. 26.357 kr. A-skat: 55 % af 303.106,50 kr. (329.463,59 kr. - 26.357,09 kr.) 166.709 kr. Der henvises til bilag 5. Indkomståret 2017 Opgørelse over manglende am-bidrag og A-skat: Am-bidrag: 8 % af 283.041,54 kr. 22.643 kr. A-skat: 55 % af 260.398,22 kr. (283.041,54 kr. - 22.643,32 kr.) 143.219 kr. Der henvises til bilag 6. Afgørelsen sendes derfor i overensstemmelse med fremsendte forslag. Hæftelsesregler Virksomheden hæfter for manglende indeholdelse af skatter og bidrag, i henhold til kildeskattelovens § 69, stk. 1 og arbejdsmarkedsbidragslovens § 7, medmindre det godtgøres, at der ikke er udvist forsømmelighed i forbindelse med indeholdelse af skatter og bidrag. Det fremgår af Den juridiske vejledning om indeholdelse af A-skat, at efter praksis anses den indeholdelsespligtige for at have udvist forsømmelig adfærd i tilfælde, hvor denne undlader at indeholde A-skat og am-bidrag i udbetalinger, der med rimelig klarhed er omfattet af kildeskattelovens § 43, stk. 1 og 2. Se endvidere afsnit G.A.3.3.7.2.2. om hæftelse for ikke-indeholdt A-skat og am-bidrag Skattestyrelsen anser efter en konkret vurdering, at der er udvist forsømmelighed ved udeladelsen af indberetningen og indeholdelsen af A-skat og am-bidrag. Det burde stå dig og din virksomhed rimeligt klart, at du skulle have indeholdt A-skat og am-bidrag af lønninger på dine ansatte, da du driver virksomhed fra Danmark og gennem flere år har udbetalt løn for arbejde i Danmark. Det burde endvidere stå dig klart, at de arbejdere du har anvendt på byggepladsen, har arbejdet som ansatte/lønmodtagere i din virksomhed. Det er dig som arbejdsgiver der har pligt at sætte dig ind i de danske retsregler eller eventuelt antage en rådgiver, der kan hjælpe hermed. Forældelse af krav på am-bidrag og A-skat Skattestyrelsen har været uvidende om fordringens eksistens, idet oplysninger om at din virksomhed har haft lønudgifter i 2015-2017 først er fremlagt den 1/3-2018, hvor du aflevere regnskabsmaterialet for din virksomhed. Den 3-årige forældelsesfrist for am-bidraget og A-skatterne, beregnes således tidligst fra det tidspunkt, hvor Skattestyrelsen får adgang til konkrete oplysninger om lønudbetaling – altså den 1/3-2018. Skattestyrelsen kan derfor pålægge krav om betaling af am-bidrag og A-skat helt tilbage fra den 1/1-2015 ifølge forældelseslovens § 3, stk. 2. Se endvidere afsnit A.A.9.3. om forældelsesfristens begyndelse. Der er derfor ikke indtrådt forældelse for indkomståret 2015-2017.” Udtalelse fra Skattestyrelsen I forbindelse med Skatteankestyrelsens klagesagsbehandling har Skattestyrelsen den 11. oktober 2019 udtalt: ” Det er vores vurdering, at den indsendte klage ikke indeholder nye oplysninger til sagen. Angående "fast driftssted" [klager] repræsentant advokat [person1] anfører i sin klage over Skat­testyrelsens ansættelser for 2015-2017, at [klager] ikke har fast driftssted. Skattestyrelsen er enig i, at [klager] skattepligt til Danmark ikke skal fastsæt­tes på baggrund af et fast driftssted i Danmark. Det er en fejl i den påklagede afgørelse for indkomstårene 2015-2017 afsnit 1.4.3. og i afgørelsen for 2014 i afsnit 2.3.2. Det er heller ikke virksomhedens faste driftssted som Skattestyrelsen i sin afgørelse reelt lægger til grund for fastsættelse af [klager] skattepligt til Danmark i årene 2015, 2016 og 2017. Det er, som det fremgår af afgørelsen, Skattestyrelsens opfattelse, at [klager] i både 2015, 2016 og 2017 var fuld skattepligtig til Danmark efter reglerne i kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1 og havde taget ophold i Danmark efter reglerne kilde­ skattelovens § 7, stk. 1. Se de nærmere begrundelser herfor i afgørelsen. At vi fejlagtigt har brugt begrebet "fast driftssted" ændrer dog ikke ved afgørelsens konklusion. Angående driftsomkostninger Det skal bemærkes, at Skattestyrelsen i sine skatteansættelser har givet fradrag for samtlige driftsomkostninger, som fremgår af det regnskab for 2015-2017, som [klager] har afleveret til os. Herudover har [klager] ved møde med SKAT (Skattestyrelsen) den 14/6-2018 oplyst, at bygherrerne tit indkøber byggematerialer til de forskellige byggeopgaver, og driftsudgift­erne derfor ikke er så høje. Der ses derfor ikke anledning til at give yderligere fradrag. Angående påstand om, at klager ikke hæfter for A-skat og arbejdsmarkedsbidrag Det er Skattestyrelsen opfattelse, at [klager] og hans virksomhed hæfter for manglende indeholdelse og angivelse af am-bidrag og A-skatter. Det er, fordi [klager] og hans virksomhed som arbejdsgiver anses at have handlet forsømmeligt. Der henvises til Skattestyrelsens begrundelser i den påklage afgørelse og kan hertil anføre: Skattestyrelsen anser [klager] for at være fuld skattepligtig til Danmark, som det fremgår ovenfor. Vi anser ham endvidere for at være selvstændig erhvervsdrivende med ansatte, og derfor har han som arbejdsgiver pligt til at sætte sig ind i de danske skatteregler, og han hæfter derfor for de manglende indeholdelser af skatter og am-bidrag efter kildeskattelovens § 69, stk. 1 og arbejdsmarkedsbidragslovens§ 7. Han ses ikke at have godtgjort, at der ikke er udvist forsømmelig­ hed i forbindelse med de manglende indeholdelser af skatter og bidrag. Det fremgår af Juridisk vejledning afsnit G.A.3.3.7.2.2 om indeholdelse af A-skat mv. at efter prak­ sis anses den indeholdelsespligtige for at have udvist forsømmelig adfærd i tilfælde, hvor denne undlader at indeholde A-skat og am-bidrag i udbetalinger, der med rimelig klarhed er omfattet af kildeskattelovens regler. Skattestyrelsen anser det for rimeligt klart, at der skal indeholdes A-skat og am-bidrag, når de er ansat i en virksomhed med skattepligtige aktiviteter her i Danmark. Således anser Skattestyrelsen, at [klager] og hans virksomhed har udvist for­ sømmelighed, da han/virksomheden burde have vidst/skaffet sig oplysninger om kildeskattelovens regler om indeholdelse af A-skat mv. for virksomhedens medarbejdere ifølge ovenstående.” Klagerens opfattelse Klagerens repræsentant har nedlagt principal påstand om, at klageren ikke er begrænset skattepligtig til Danmark, idet han ikke har fast driftssted i Danmark. Repræsentanten har nedlagt subsidiær påstand om, at den skattepligtige indkomst skal nedsættes med yderligere driftsudgifter, herunder lønudgifter mv. for indkomstårene 2015 – 2017. Desuden har repræsentanten nedlagt påstand om, at klageren ikke hæfter for manglende indeholdelse af A-skat og AM-bidrag for indkomstårene 2015 -2017. Til støtte for påstandene er bl.a. anført: ”Den principale påstand Det gøres gældende, at klager er hjemmehørende i Polen, og at skattepligten til Danmark af den her udførte aktivitet kun indtræder, såfremt der foreligger fast driftssted i Danmark. De interne danske regler om ”fast driftssted” er reguleret i kildeskattelovens § 2, stk. 1, nr. 4. Ved afgrænsningen af begrebet ”fast driftssted” lægges der vægt på formuleringen af OECD Modeloverenskomstens artikel 5 og de hertil knyttede kommentarer, jf. Højesterets dom i TfS 1996.532 H. Det bemærkes i øvrigt, at artikel 5 i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Polen og Danmark er i overensstemmelse med Modeloverenskomstens artikel 5, når der ses bort fra, at der i overenskomsten mellem Polen og Danmark er indsat stk. 4, som ikke indgår i modeloverenskomsten, hvilket dog er uden betydning for bedømmelsen af den skattemæssige stilling i nærværende sag. Et fast driftssted er herefter defineret som et fast forretningssted, gennem hvilket et foretagendes virksomhed helt eller delvist udøves. I OECD's kommentarer til artikel 5 hedder det: ”Stk. 1 giver en generel definition af udtrykket “fast driftssted”, som fremhæver dets væsentlige karakteristika for et fast driftssted i overenskomstens forstand, det vil sige et klart “situs”, et “fast forretningssted”. Stykket definerer udtrykket “fast driftssted” som et fast forretnings-sted, igennem hvilket et foretagendes virksomhed udøves helt eller delvis. Definitionen indeholder derfor følgende betingelser: eksistensen af et “forretningssted”, det vil sige indretninger såsom lokaler eller i visse tilfælde maskineri eller udstyr; dette forretningssted skal være “fast”, dvs. det skal være etableret på et givet sted med en vis grad af varighed; virksomhedsudøvelse for foretagendet gennem dette faste driftssted. Det vil sædvanligvis sige, at personer, som på den ene eller den anden måde er afhængig af foretagendet (personale), udfører foretagendets virksomhed i den stat, hvor det faste sted er beliggende.” I OECD’s modeloverenskomst artikel 5, stk. 3, er givet følgende eksempler på, hvornår et fast driftssted antages at foreligge. Dette er tilfældet, når virksomheden udøves gennem: en filial et kontor en fabrik et værksted en grube en gas- eller oliekilde et stenbrud eller et andet sted, hvor naturforekomster udvindes. Tilsvarende følger af de administrative anvisninger, jf. Juridisk Vejledning afsnit C.D.1.2.2. I artikel 5, stk. 4 er opregnet et antal forretningsaktiviteter, som ikke skal anses for at udgøre et fast driftssted, selvom virksomheden udøves fra et fast forretningssted. Et fællestræk for disse aktiviteter er, at de er af forberedende eller hjælpende karakter, jf. TfS 1991.38 LR og TfS 1985.375 LR. Således omfatter udtrykket fast driftssted ikke: Anvendelsen af indretninger udelukkende til oplagring, udstilling eller udlevering af varer, der tilhører foretagendet Opretholdelsen af et fast forretningssted udelukkende for at foretage indkøb af varer eller fremskaffe oplysninger til foretagendet Opretholdelsen af et fast forretningssted udelukkende for at udføre anden virksomhed af forberedende eller hjælpende art for foretagendet. I Juridisk vejledning afsnit C.F.8.2.2.5 om fast driftssted hedder det om virksomhedsudøvelse: ”Et kontor eller en adresse er ikke i sig selv nok til at udgøre et forretningssted. Det kræves også, at der aktivt foregår en eller anden form for virksomhed fra stedet. … Eksempel 4 Tysk selskab fik ikke fast diftssted i Danmark i forbindelse med togdrift i Danmark. Det tyske selskab lejede et lokale i Danmark, hvor lokomotivførerne kunne holde pause. Lokalet blev anset for at udgøre et fast forretningssted, men aktiviteten blev anset for at være af forbere-dende og hjælpende karakter. Derfor fik selskabet ikke fast driftssted i Danmark. Se SKM 2011.288.SR…” Efter artikel 5, stk. 3 i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Polen anses et bygnings-, anlægs- eller installationsarbejde for at udgøre et fast driftssted, hvis det opretholdes i mere end 12 måneder. Artikel 5, stk. 3 udgør i den forbindelse en undtagelse til den almindelige regel om fast driftssted i artikel 5, stk. 1, jf. lex specialis. I Juridisk Vejledning, afsnit C.F.8.2.2.5.2.3 hedder det: ”En byggeplads eller et anlægs- eller installationsarbejde udgør et fast driftssted, men kun når aktiviteten varer ved i mere end 12 måneder. Se modeloverenskomsten artikel 5, stk. 3. Baggrunden for reglen er, at en byggeplads eller et anlægs- eller installationsarbejde som udgangspunkt ville opfylde betingelserne for at være et fast forretningssted og dermed et fast forretningssted allerede fra det tidspunkt, hvor arbejdet påbegyndes. Se modeloverenskomstens artikel 5, stk. 1.” Det gøres på denne baggrund gældende, at der for entreprisearbejder først foreligger fast driftssted fra det tidspunkt, hvor arbejdet er opretholdt i mere end 12 måneder. Dette gælder, uanset om der foreligger fast driftssted efter artikel 5, stk. 1. Artikel 5, stk. 3 udgør således en undtagelse til artikel 5, stk. 1. At artikel 5, stk. 3 udgør en udtagelse til artikel 5, stk. 1 følger også af pkt. 16 i OECD’s kommentarer til artikel 5, stk. 3. I pkt. 16 hedder det: ”Dette stykke bestemmer udtrykkeligt, at et bygnings-, anlægs- eller monteringsarbejde kun udgør et fast driftssted, hvis det varer mere end 12 måneder. Ethvert af disse arbejder, som ikke opfylder denne betingelse, udgør ikke et fast driftssted, selvom der inden for det er en indretning, f.eks. et kontor eller et værksted i stk. 2’s betydning, i forbindelse med anlægs-virksomheden. Hvis imidlertid et sådant kontor eller værksted anvendes i forbindelse med flere bygge- eller anlægsarbejder og virksomheden i kontoret eller værkstedet går ud over det, der er anført i stk. 4, vil et fast driftssted blive anset for at foreligge, såfremt betingelserne i artiklen i øvrigt er opfyldt. Dette er tilfældet, selvom ingen af arbejderne varer i mere end 12 måneder. I dette tilfælde vil værkstedets eller kontorets situation derfor være forskelligt fra bygge- og anlægsarbejderne, hvoraf ingen vil udgøre et fast driftssted, men det er vigtigt at sikre, at kun den fortjeneste, der rettelig kan henføres til den udøvede virksomhed og de risici, som kontoret eller værkstedet har påtaget sig, henføres til det faste driftssted. Dette kan være fortjeneste, der kan henføres til den udøvede virksomhed, og de påtagne risici i forbindelse med de forskellige bygge- og anlægsarbejder, men kun i det omfang, sådan virksomhed og sådanne risici kan henføres til kontoret.” Efter praksis bedømmer man det enkelte byggearbejde isoleret, medmindre der kan konstateres en sammenhæng, f.eks. vil 6 rækkehuse for en hvervgiver blive betragtet som et byggeri. I pkt. 18 i OECD’s kommentarer til artikel 5, stk. 3, hedder det bl.a.: ”12-måneder-prøven anvendes på hvert enkelt byggeri eller arbejde (min understregning). Ved afgørelsen af, hvor længe byggeriet eller arbejdet har eksisteret, skal der ikke tages hensyn til den forudgående tid, som vedkommende entreprenør har brugt på andre byggerier eller arbejder, som er uden nogen forbindelse med dette.” I nærværende sag er der tale om en typisk entreprenørvirksomhed/håndværksvirksomhed. Det gøres derfor gældende, at den skattemæssige stilling skal afgøres efter artikel 5, nr. 3 i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Polen. Som anført fremgår det af artikel 5, stk. 3 i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Polen, at et bygnings-, anlægs- eller installationsarbejde først anses for at udgøre et fast driftssted, hvis det opretholdes mere end 12 måneder, og at denne 12-måneders periode skal bedømmes i forhold til hvert enkelt arbejde. Da ingen af de af klager udførte opgaver har haft et sådant omfang, at der er udført arbejde på samme byggeri i 12 måneder, gøres det gældende, at der ikke foreligger fast driftssted, jf. artikel 5, stk. 3. Den subsidiære påstand Driftsomkostninger Reglerne om fradrag for driftsomkostninger, herunder lønomkostninger, er reguleret i statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Ifølge statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a er der fradrag for udgifter, der i årets løb er anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten, derunder ordinære afskrivninger. Det er således en grundlæggende betingelse for fradragsretten, at der foreligger en tilstrækkelig kvalificeret forbindelse mellem de afholdte udgifter og indtægtserhvervelsen. Kan udgifterne ikke henføres til nogle af indtægterne, er der som udgangspunkt ingen fradragsret. Heri ligger dog ikke et krav om en streng kausal forbindelse, og det er derfor ikke en nødvendig forudsætning for fradragsretten, at udgiften direkte har medført en indtægt, jf. TfS 1987.559 Ø om forgæves afholdte projektomkostninger. Udgifterne skal dog have tilstrækkelig sammenhæng med indtægtserhvervelsen, og udgifterne må ikke være driftsfremmede. I nærværende sag har Skattestyrelsen umiddelbart ansat den skattepligtige indkomst uden hensyn til en række omkostninger, herunder lønomkostninger, der er fradragsberettigede i medfør af statsskattelovens S 6, stk. 1, litra a. Således fremgår det af Skattestyrelsens afgørelse, at indtægterne kun i yderst begrænset omfang er reduceret med lønomkostninger. Det gøres på den baggrund gældende, at de skattepligtige indkomster skal nedsættes med bl.a. lønomkostninger. AM-bidrag og A-skat Reglerne om hæftelse for manglende indeholdelse af skatter og bidrag er reguleret i kildeskattelovens § 69 og arbejdsmarkedsbidragslovens § 7. I kildeskattelovens § 69 hedder det således: ”Den som undlader at opfylde sin pligt til at indeholde skat, eller som indeholder denne med for lavt beløb, er over for det offentlige umiddelbart ansvarlig for betaling af manglende beløb, medmindre han godtgør, at der ikke er udvist forsømmelighed fra hans side ved iagttagelse af bestemmelserne i denne lov.” Det bestrides, at klager under hensyn til det foreliggende faktum har udvist forsømmelighed, hvorfor det gøres gældende, at klager ikke hæfter for den manglende indeholdelse af A-skat og AM-bidrag. Der er i den forbindelse bl.a. henset til, at klager er polak med bopæl og familie i Polen, ligesom der er tale om anvendelse af udenlandsk arbejdskraft, hvor disse medarbejdere er hjemmehørende i Polen. ” Klagerens yderligere bemærkninger til sagen Klagerens repræsentant har ikke haft bemærkninger til Skattestyrelsens udtalelse eller Skatteankestyrelsens indstilling i sagen. Landsskatterettens afgørelse Sagen angår, om klageren er skattepligtig til Danmark af overskud af selvstændig erhvervsvirksomhed. Sagen angår desuden, om klageren er berettiget til et større fradrag for driftsudgifter end godkendt af Skattestyrelsen. Endelig angår sagen, om klageren som arbejdsgiver hæfter for manglende indeholdelse af A-skat og AM-bidrag. Retsgrundlaget Pligt til at svare indkomstskat til staten påhviler personer, der har bopæl her i landet. Det følger af kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1. Pligt til at svare indkomstskat til staten påhviler desuden personer, der ikke er omfattet af kildeskattelovens § 1, for så vidt de pågældende personer udøver et erhverv med fast driftssted her i landet. Det følger af kildeskattelovens § 2, stk. 1, nr. 4. Udgifter, som er afholdt for at erhverve, sikre eller vedligeholde indkomsten, kan fradrages i den skattepligtige indkomst som driftsudgifter. Det følger af statsskattelovens § 6, litra a. Af kildeskattelovens § 43, stk. 1, 1. pkt., fremgår: ”Til A-indkomst henregnes enhver form for vederlag i penge samt i forbindelse hermed ydet fri kost og logi for personligt arbejde i tjenesteforhold, herunder løn, feriegodtgørelse, honorar, tantieme, provision, drikkepenge og lignende ydelser.” Af kildeskattelovens § 44, stk. 1, litra b, 1. pkt., fremgår, at en indkomst ikke anses for A-indkomst, når udbetalingen foretages af: ”b) Personer, dødsboer, selskaber, foreninger, institutioner m.v., der ikke har hjemting her i landet, medmindre de er skattepligtige efter § 2, stk. 1, nr. 4, eller selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra a, eller der er tale om skattepligtig indkomst fra pensionsordninger godkendt efter pensionsbeskatningslovens § 15 C.” Af kildeskattelovens § 46, stk. 1, 1. pkt., fremgår: ”I forbindelse med enhver udbetaling af A-indkomst skal den, for hvis regning udbetalingen foretages, indeholde foreløbig skat i det udbetalte beløb.” Af kildeskattelovens § 48, dagældende stk. 7, nu stk. 8, fremgår: ”Har den indeholdelsespligtige hverken modtaget skattekort, bikort eller frikort, skal der indeholdes 55 pct. af den udbetalte eller godskrevne A-indkomst uden fradrag efter stk. 3 og 4.” Af kildeskattelovens § 69, stk. 1, fremgår: ”Den som undlader at opfylde sin pligt til at indeholde skat, eller som indeholder denne med for lavt beløb, er over for det offentlige umiddelbart ansvarlig for betaling af manglende beløb, medmindre han godtgør, at der ikke er udvist forsømmelighed fra hans side ved iagttagelse af bestemmelserne i denne lov.” Af arbejdsmarkedsbidragslovens § 1 fremgår: ”Personer, der er skattepligtige her til landet, svarer skat i form af arbejdsmarkedsbidrag til staten efter denne lov. Bidraget udgør 8 pct. af grundlaget.” Af arbejdsmarkedsbidragslovens § 7 fremgår: ”Bestemmelserne i kildeskatteloven og opkrævningsloven om indeholdelse, opkrævning, hæftelse m.v. finder anvendelse ved indeholdelse og opkrævning af arbejdsmarkedsbidrag efter denne lov.” Af dobbeltbeskatningsoverenskomsten af 6. december 2001 mellem Danmark og Polen, artikel 4 fremgår: ”Skattemæssigt hjemsted 4 Stk. 1. I denne overenskomst betyder udtrykket »en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat«, enhver person som i henhold til lovgivningen i denne stat er skattepligtig der på grund af bopæl, hjemsted, ledelsens sæde eller ethvert andet kriterium af lignende karakter, og omfatter også denne stat og enhver dertil hørende politisk underafdeling eller lokal myndighed. Dette udtryk omfatter dog ikke en person, som er skattepligtig i denne stat udelukkende af indkomst fra kilder i denne stat. Stk. 2. Hvis en fysisk person efter bestemmelserne i stykke 1 er hjemmehørende i begge de kontraherende stater, skal hans status bestemmes efter følgende regler: a) han skal anses for kun at være hjemmehørende i den stat, hvor han har en fast bolig til sin rådighed. Hvis han har en fast bolig til sin rådighed i begge stater, skal han anses for at være hjemmehørende i den stat, med hvilken han har de stærkeste personlige og økonomiske forbindelser (midtpunkt for sine livsinteresser); b) hvis det ikke kan afgøres, i hvilken stat han har midtpunkt for sine livsinteresser, eller hvis han ikke har en fast bolig til sin rådighed i nogen af staterne, skal han anses for kun at være hjemmehørende i den stat, hvor han sædvanligvis har ophold; c) hvis han sædvanligvis har ophold i begge stater, eller hvis han ikke har sådant ophold i nogen af dem, skal han anses for kun at være hjemmehørende i den stat, hvor han er statsborger; d) hvis han er statsborger i begge stater, eller hvis han ikke er statsborger i nogen af dem, skal de kontraherende staters kompetente myndigheder afgøre spørgsmålet ved gensidig aftale. … Art. 5 Fast driftssted 5 Stk. 1. I denne overenskomst betyder udtrykket »fast driftssted« et fast forretningssted, gennem hvilket et foretagendes virksomhed helt eller delvis udøves. Stk. 2. Udtrykket »fast driftssted« omfatter navnlig: et sted, hvorfra et foretagende ledes; … Art. 7 Fortjeneste ved erhvervsvirksomhed 7 Stk. 1. Fortjeneste, som oppebæres af et foretagende i en kontraherende stat, kan kun beskattes i denne stat, medmindre foretagendet driver erhvervsvirksomhed i den anden kontraherende stat gennem et der beliggende fast driftssted. Hvis foretagendet driver førnævnte erhvervsvirksomhed, kan foretagendets fortjeneste beskattes i den anden stat, men kun den del deraf, som kan henføres til dette faste driftssted.” Det fremgår af byrettens dom af 14. oktober 2021, offentliggjort som SKM2021.544.BR, vedrørende skattemæssigt hjemsted efter en dobbeltbeskatningsoverenskomst, at der ved vurderingen af, med hvilken stat en person har de stærkeste personlige og økonomiske forbindelser (midtpunkt for livsinteresser) skal foretages en samlet bedømmelse af personens tilknytning til henholdsvis den ene og den anden stat. Det fremgår af Østre Landsrets dom af 12. marts 2019, offentliggjort som SKM2019.185.ØLR, at retten efter en samlet bedømmelse fandt, at der var skabt en formodning for, at et af virksomhedens danske lejemål havde fungeret som et fast forretningssted, hvorfra indehaveren i hvert fald delvist havde ledet, styret og koordineret virksomhedens aktiviteter i Danmark. Landsretten lagde bl.a. vægt på indehaveren var i Danmark i op til halvdelen af en måned og i forbindelse med hver ny opgave, at der til det danske lejemål var knyttet en fastnettelefon, hvis nummer blev oplyst over for kunder mv., og som i vidt omfang blev benyttet til at ringe til andre danske numre, og at virksomheden i de omhandlede år stort set udelukkende havde kunder og aktiviteter i Danmark. Landsretten fandt videre, at indehaveren ikke havde afkræftet formodningen, og at virksomheden derfor i de omhandlede år havde haft fast driftssted i Danmark. I Højesterets dom af 8. december 2022, offentliggjort som SKM2023.13.HR, havde et hollandsk selskab antaget ca. 100 dykkere i forbindelse med udførelsen af et offshore-projekt i Nordsøen. Højesteret fandt efter en samlet vurdering, at dykkerne ikke kunne anses for at have udført arbejdet som selvstændige erhvervsdrivende for egen regning og risiko, men måtte anses for lønmodtagere. Det hollandske selskab var derfor forpligtet til at indeholde A-skat og AM-bidrag. Højesteret lagde vægt på, at selskabet var bekendt med grundlaget for, at dykkerne, der udførte arbejdet, måtte anses for lønmodtagere, og at selskabet ikke havde haft føje til at tro, at selskabet ikke skulle indeholde A-skat og AM-bidrag og derfor hæftede for ikke indeholdt A-skat og AM-bidrag. I øvrigt kan henvises til Højesterets domme af 21. april 2022 samt af 29. november 2021, offentliggjort som henholdsvis SKM2022.228.HR og SKM2021.639.HR. Landsskatterettens begrundelse og resultat Indledningsvis konstateres, at klageren ved afgørelse af 19. juli 2018 for indkomståret 2014 er anset for fuldt skattepligtig til Danmark fra den 4. april 2014 grundet bopæl her i landet og skattemæssigt hjemmehørende i Danmark efter dobbeltbeskatningsoverenskomsten, idet han er anset for at have sædvanligt ophold i Danmark. Landsskatteretten lægger i overensstemmelse med det oplyste til grund, at klageren fortsat har haft bolig til rådighed her i landet for indkomstårene 2015 – 2017. Der er således ikke oplysninger om ændringer i klagerens private eller arbejdsmæssige forhold i forhold til indkomståret 2014, og klageren er derfor forsat fuldt skattepligtig til Danmark efter kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1, for indkomstårene 2015 – 2017, ligesom klageren fortsat for de omhandlede indkomstår er dobbeltdomicileret, jf. dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 4, stk. 1. Der er ikke i forbindelse med klagesagsbehandlingen fremlagt nye oplysninger eller oplysninger til dokumentation for de forklaringer om klagerens private forhold i Polen og ophold i og uden for Polen, som klageren er fremkommet med over for Skattestyrelsen. Retten lægger herefter til grund, at der ikke er fremlagt egentligt materiale til understøttelse af klagerens oplysninger og forklaringer om klagerens private forhold og ophold, men det dog kan konstateres, at klageren ifølge sine egne forklaringer i Polen bor i lejlighed med sin ægtefælle og to større børn, og der ikke ud fra de i øvrigt foreliggende oplysninger forekommer at være grundlag for anfægte det, ligesom der heller ikke umiddelbart er grundlag for at bortse fra det oplyste om, at klageren er kørt hjem til Polen i weekenderne, herunder henset til distancen og transportvejen. Videre lægger retten til grund, at klageren kun har indkomst fra Danmark i sin erhvervsvirksomhed, men klageren ikke har nogen danske bankkonti, og klageren i Danmark bor skiftende steder i huse, der oftest skal istandsættes/ombygges, sammen med sine ansatte. I Polen har klageren 4 biler, og klageren har udelukkende polske bankkonti, hvorfra han hæver kontanter, som han omveksler til brug for leveomkostninger mm. i Danmark. Efter en samlet vurdering finder Landsskatteretten, at klagerens centrum for livsinteresser er i Polen, og at klageren dermed er skattemæssigt hjemmehørende i Polen, jf. dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 4, stk. 1, jf. stk. 2, litra a. Retten har lagt vægt på, at klageren ud fra de foreliggende oplysninger har de stærkeste personlige forbindelser i Polen i form af ægtefælle og børn, mens klagerens tilknytning til Danmark består i erhvervsvirksomheden, og klageren i den forstand nok har klar økonomisk forbindelse til Danmark, men dog fortsat også har økonomisk forbindelse til Polen i form af bl.a. bankkonti og andre aktiver som f.eks. biler. Klageren må derfor efter en samlet afvejning på det foreliggende grundlag anses for at have de stærkeste forbindelser til Polen. Danmark kan herefter alene beskatte indkomst som kildeland. Som kildeland kan Danmark beskatte indkomst fra fast driftssted i medfør af kildeskattelovens § 2, stk. 1, nr. 4. Landsskatteretten finder efter en samlet vurdering af sagens oplysninger vedrørende klagerens erhvervsvirksomhed, at de af klageren lejede lejemål har fungeret som et fast forretningssted, hvorfra klageren har ledet, styret og fordelt arbejdet. Der er bl.a. lagt vægt på, at virksomheden ikke har nogen forretningsadresse i Polen, at virksomhedens værktøj er opbevaret i klagerens biler, at klageren indgår mundtlige aftaler med virksomhedens kunder, der udelukkende er i Danmark, og at klageren selv arbejder på opgaverne og besigtiger opgaverne med hvervgiveren. Der er desuden lagt vægt på, at klageren har et visitkort med et dansk telefonnummer og nummer til tolk, samt at fakturaerne er udstedt i Danmark af klagerens ven. Klageren har således fra de danske lejemål ledet og styret virksomhedens aktiviteter, herunder indgået aftaler, og denne virksomhed har ikke været af forberedende eller hjælpende karakter. Da klageren har udøvet sin virksomhed gennem et fast forretningssted i Danmark, finder retten, at klageren af denne grund har haft fast driftssted i Danmark, jf. kildeskattelovens 2, stk. 1, nr. 4 og dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 5, stk. 1, jf. stk. 2, litra a. Det af repræsentanten anførte om fast driftssted for bygge- og anlægsarbejder kan ikke føre til et andet resultat, da der er tale om, at klagerens virksomhed er udøvet fra fast forretningssted i Danmark og af den grund har fast driftssted i Danmark, jf. lige ovenfor. Det følger af dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 7, stk. 1, at Danmark kan beskatte den del af fortjenesten, som kan henføres til det faste driftssted i Danmark. Da virksomheden udelukkende har haft indtægt fra Danmark, kan Danmark beskatte hele fortjenesten. Skattestyrelsen har ved ansættelsen af resultat af virksomhed godkendt samtlige udgifter, herunder lønudgifter, som de fremgår af klagerens polske regnskaber. Klagerens repræsentant har ikke nærmere redegjort for sine anbringender om, at den skattepligtige indkomst er ansat uden hensyn til en række omkostninger, herunder lønomkostninger. Der er heller ikke i forbindelse med klagesagsbehandlingen fremlagt materiale eller andet vedrørende eventuelle yderligere udgifter. Der er herefter ikke grundlag for at ændre ansættelsen af resultat af virksomhed for indkomstårene 2015 – 2017, Den udbetalte løn til virksomhedens ansatte anses som A-indkomst efter kildeskattelovens § 43, stk. 1, da lønnen er udbetalt af klageren, der har haft fast driftssted i Danmark efter kildeskattelovens § 2, stk. 1, nr. 4, og lønnen dermed ikke er omfattet af kildeskattelovens § 44, stk. 1, litra b. Klageren er indeholdelsespligtig af A-skat og AM-bidrag efter kildeskattelovens § 46, stk. 1, 1. pkt., og arbejdsmarkedsbidragslovens § 7. Det følger af kildeskattelovens § 69, stk. 1, at den, som undlader at opfylde sin pligt til at indeholde skat, over for det offentlige er umiddelbart ansvarlig for betaling af manglende beløb, medmindre vedkommende godtgør, at der ikke er udvist forsømmelighed fra deres side ved iagttagelse af bestemmelserne. Klageren var bekendt med grundlaget for, at klageren har haft driftssted i Danmark, herunder at al virksomhedens aktivitet i den omhandlede periode har været i Danmark, og virksomhedens ansatte har udført arbejdet i Danmark, ligesom klageren i hvert fald siden 2011 har haft aktiviteter i Danmark, og at det påhviler klageren at sætte sig ind i de regler, som gælder ved udbetaling af løn eller søge vejledning herom. Ud fra sagens oplysninger har der dermed ikke foreligget en sådan uklarhed om klagerens indeholdelsespligt, at klageren kan fritages for hæftelsesansvar for den manglende indeholdelse af A-skat og AM-bidrag. Klageren har ikke haft føje til at tro, at han ikke skulle indeholde A-skat og AM-bidrag. Der kan herved også henvises til f.eks. Højesterets dom af 8. december 2022, offentliggjort som SKM2023.13.HR. Landsskatteretten finder således, at klageren har været bekendt med de omstændigheder, der begrunder indeholdelsespligten, og at klageren ikke har godtgjort, at der ikke er udvist forsømmelighed, hvorfor klageren er umiddelbart ansvarlig for betalingen af de manglende beløb, jf. kildeskattelovens § 69, stk. 1. Landsskatteretten stadfæster i overensstemmelse hermed Skattestyrelsens afgørelse, dog sådan at klageren anses for skattemæssigt hjemmehørende i Polen, jf. ovenfor.