Journalnr. 17-0990920
Brugtmomsordning afvist og erhvervelsesmoms på biler fra Tyskland skærpet
- Instans
- Landsskatteretten
- Dokumenttype
- Landsskatterettens afgørelse
- Offentliggjort
- 4. marts 2026
- Kilde
- Åbn original i afgørelsesdatabasen ↗
Resumé
Sagen angik en bilforhandler, der for perioden 2011-2015 havde angivet væsentligt mindre salgsmoms end bogført og ikke havde angivet erhvervelsesmoms af ca. 25 mio. kr. biler købt momsfrit fra en tysk forhandler og indberettet til VIES. SKAT forhøjede afgiftstilsvaret med ca. 1,69 mio. kr. i salgsmoms og 6,25 mio. kr. i erhvervelsesmoms uden fradrag og genoptog ældre perioder ekstraordinært. Klageren gjorde gældende, at brugtmomsordningen kunne anvendes, at der ikke var grundlag for forhøjelserne, og at der ikke var handlet groft uagtsomt. Landsskatteretten fandt, at faktura- og regnskabskravene for brugtmomsordningen ikke var opfyldt, stadfæstede forhøjelserne og godkendte fradrag for erhvervelsesmomsen efter momslovens § 37, stk. 2, men ansatte samtidig skønsmæssigt salgsmoms af videresalget med en avance på 5 %, hvorved afgørelsen blev skærpet med yderligere 312.312 kr. Betingelserne for ekstraordinær genoptagelse, herunder 6-månedersfristen, blev anset for opfyldt, og hjemvisning blev afvist.
Titel, resumé og vurderinger er AI-genererede og kan indeholde fejl.
Lovhenvisninger
Henviser til
- SKM2008.717.HR
- SKM2018.481.HR
- SKM2018.520.HR
- SKM2021.456.LSR
- SKM2021.707.HR
- SKM2022.601.LSR
- SKM2024.140.ØLR
Fuldtekst
Journalnr. 17-0990920 Klagepunkt SKATs afgørelse Klagerens opfattelse Landsskatterettens afgørelse Er betingelserne for at anvende brugtmomsordningen opfyldt? Nej Ja Stadfæstelse Er betingelserne for ekstraordinær genoptagelse opfyldt? Ja Nej Stadfæstelse Afgiftsperioden 2013 - 2015 Forhøjelse af afgiftstilsvaret vedrørende for lidt angivet salgsmoms i forhold til bogføringen. 1.685.889 kr. 0 kr. Stadfæstelse Afgiftsperioden 2013 – 2015 Forhøjelse af afgiftstilsvaret vedrørende for meget angivet købsmoms i forhold til bogføringen. 466 kr. 0 kr. Stadfæstelse Afgiftsperioden 2011 – 2015 Forhøjelse af afgiftstilsvar for erhvervelsesmoms vedrørende køb af biler fra Tyskland jf. momslovens § 11 6.246.197 kr. 0 kr. Stadfæstelse Fradrag for købsmoms jf. momslovens § 37, stk. 2 0 kr. 0 kr. Forhøjet til 6.246.197 kr. Skønsmæssig forhøjelse af salgsmoms vedrørende videresalg af biler købt fra Tyskland 0 kr. 0 kr. Forhøjet til 6.558.509 kr. Faktiske oplysninger [klager], herefter benævnt virksomheden, blev i den påklagede periode drevet af [person1], herefter benævnt indehaveren. Virksomheden har været registreret for moms siden 1991. Til og med indkomståret 2011 har virksomheden angivet moms kvartalsvis. Fra indkomståret 2012 og frem har virksomheden angivet moms pr. halvår. Virksomheden beskæftiger sig med handel af biler. Regnskab og brugtmomsordningen SKAT har den 11. november 2016 indkaldt regnskabsmateriale for indkomstårene 2011 – 2015. Virksomheden har den 16. januar 2017 fremlagt kontospecifikationer for indkomstårene 2013-2015 og bilagsmateriale for samme periode. De anførte bilagsnumre i kontospecifikationerne kan ikke identificeres til de indsendte bilag. De fremsendte salgsbilag mv. for perioden består af slutsedler udstedt af indehaveren og 6 salgsfakturaer. Heraf fremgår, oplysninger om bilens mærke, køber af bilen, den aftalte pris og dato. Det fremgår ikke af slutsedlerne eller fakturaer at brugtmomsordningen har været anvendt. Der fremgår ingen moms af salgsbilagene. Der er også fremlagt checks og banknotaer. Der er ikke fremlagt bilag for alle bogførte poster i afgiftsperioden 2013 - 2015. Der er ikke lavet et regnskab der specificerer opgørelse af brugtmoms, herunder med specifikation af den enkelte bil med angivelse af lagernummer, beregnet afgiftsbeløb, fradrag og afgiftsbeløb efter fradrag efter reglerne i momslovens § 71. Der er ikke fremsendt regnskabsmateriale, herunder bilag for 2011. For indkomståret 2012 er der i forbindelse med en tidligere afgørelse fremsendt kontospecifikationer, og bogføringsmateriale. Differencer mellem bogføringen og den moms der er angivet af virksomheden Dette punkt i SKATs afgørelse vedrører afgiftsperioder i indkomstårene 2013 – 2015. Der er indberettet følgende moms for perioden pr. år. Periode Udgående moms Moms af EU-varekøb Indgående afgift Angivet tilsvar 2013 127.680 kr. 0 kr. 88.837 kr. 38.843 kr. 2014 338.092 kr. 0 kr. 62.428 kr. 275.664 kr. 2015 206.961 kr. 0 kr. 76.234 kr. 130.727 kr. Virksomheden har i henhold til kontospecifikationer bogført omsætning, og anført en bogført salgsmoms på 25 %. Beløb kan specificeres som nedenfor: Konto/indkomstår Bogført driftsresultat Bogført salgsmoms Difference i forhold til angivet salgsmoms Indkomståret 2013 1020 – varesalg biler 2.560.800 kr. 640.200 kr. 1023 – andre indtægter 126.504 kr. 31.626 kr. 1044 – provision 481.600 kr. 120.400 kr. Sum 792.226 kr. 664.546 kr. Indkomstår 2014 1000 – administrationshonorar 270.000 kr. 67.500 kr. 1020 – varesalg biler 3.669.756 kr. 917.439 kr. 1023 – andre indtægter 0 kr. 0 kr. 1044 – provision 427.332 kr. 106.833 kr. 1022 – Registreringsafgift 116.305 kr. 0 kr. Sum bogført salgsmoms 1.091.772 kr. 753.680 kr. Indkomståret 2015 1020 – varesalg biler 1.170.000 kr. 292.500 kr. 1044 – provision 728.500 kr. 182.125 kr. Sum bogført salgsmoms 474.625 kr. 267.664 kr. Skattestyrelsen har ikke godkendt købsmomsfradrag vedrørende bogført købsmoms under konto 1220 varekøb biler. Virksomheden har ikke angivet købsmoms vedrørende bogført varekøb af biler. Skattestyrelsen har foretaget en mindre regulering af for lidt afregnet købsmoms på 466 kr. vedrørende købsmoms af de øvrige bogføringsposter i regnskabet. Erhvervelse af varer fra andre EU-lande Skattestyrelsen har den 8. marts 2016 modtaget oplysninger om, at virksomheden har erhvervet biler fra en autoforhandler i Tyskland. Bilerne er specificeret af leverandøren fra Tyskland i bilag 8 til afgørelsen. Den tyske leverandør har solgt bilerne uden moms og indberettet salget til VIES systemet. På fakturaerne er anført oplysninger om sælger, at køber af bilerne er indehaverens virksomhed, virksomhedens CVR-nummer, og at der skal betales erhvervelsesmoms i modtagerlandet. Bilerne er i henhold til underskrevne erklæringer, afhentet i Tyskland af indehaveren af virksomheden. Der er tale om følgende indberettede oplysninger til VIES systemet: År Beløb i danske kroner (kurs 7,45) Antal biler købt i alt Indregistreret i DK Beløb i forhold til registrerede biler i DK Erhvervelsesmoms (Skattestyrelsen 2011 7.473.206 81 80 7.333.892 1.833.471 kr. 2012 8.791.372 87 87 8.791.372 2.197.843 kr. 2013 5.233.625 61 59 4.933.390 1.233.346 kr. 2014 2.516.610 29 26 2.290.130 572.532 kr. 2015 1.636.020 17 17 1.636.020 409.005 kr. I alt 25.650.833 275 269 24.984.804 6.246.200 kr. Indehaveren har ikke angivet erhvervelsesmoms for den påklagede periode. Skattestyrelsen har forhøjet afgiftstilsvaret med 25 % erhvervelsesmoms af de i alt 24.984.804 kr. Antallet af solgte biler i henhold til virksomhedens kontospecifikationer for årene 2012 – 2015, kan opgøres til henholdsvis 14 stk., 19 stk., 18 stk., og 9 stk. SKAT sender brev om anmodning af indsendelse af regnskabsmateriale den 11. november 2016 for perioden 2011-2015. SKAT modtog den 16. januar 2017 balance og kontospecifikationer for 2013-2015 og nogle bilag for årene 2013-2014. SKAT har gennemgået de bogførte salg i regnskabet, og har konstateret, at de biler der er erhvervet fra forhandleren i Tyskland, ikke kan findes i de salgsbilag der er fremsendt for perioden 2013 -2014, og købene kan heller ikke følges til regnskabet. SKAT rykker efterfølgende for materiale vedrørende køb af biler fra Tyskland for hele perioden. Den 10. februar 2017 informerer repræsentant for virksomheden, at virksomheden ikke fremsender yderligere materiale. Skattestyrelsens bilag 10, består af en opgørelse over køb og salg, på baggrund af modtagne bilag fra repræsentanten, for en periode i indkomståret 2013 – 2014. Opgørelsen heraf viser en gennemsnitlig avance på 7,3 %. Genoptagelse Forslag til afgørelse er sendt den 17. maj 2017. Virksomheden har anmodet om udskydelse med indsigelsesfristen af flere omgange, senest den 13. september 2017. SKAT har imødekommet anmodningerne, og gjort opmærksom på at 3 måneders fristen i skatteforvaltningslovens § 31., stk. 1, dermed suspenderes. Afgørelsen er sendt den 26. september 2017. For indkomstårene 2011 og 2012 har SKAT tidligere truffet afgørelse om forhøjelse af afgiftstilsvaret. For afgiftsperioden i 2011 er der den 7. februar 2013 truffet afgørelse om, at virksomheden mangler at angive yderligere moms med 331.365 kr. Dette skyldes at revisor i regnskabets note 13 har anført, at virksomheden mangler at indberette/angive moms med 331.365 kr. Da virksomheden ikke har angivet yderligere moms, har SKAT i denne afgørelse forhøjet afgiftstilsvaret med de 331.365 kr. For afgiftsperioden i 2012 er der den 9. april 2015 truffet afgørelse om forhøjelse at virksomhedens afgiftstilsvar med 101.068 kr. Forhøjelsen af afgiftstilsvaret var begrundet i forskelle mellem indsætninger fra bankkontoen og virksomhedens bogførte omsætning. SKATs afgørelse SKAT har forhøjet virksomhedens afgiftstilsvar med i alt 1.686.355 kr. for perioden 1. januar 2013 – 31. december 2015, og forhøjet erhvervelsesmomsen med 6.246.197 kr. for afgiftsperioden 1. januar 2011 – 31. december 2015. SKAT har som begrundelse bl.a. anført: ”2. Difference mellem bogføring over til momsangivelserne for 2013-2015 (…) 2.4. SKATs bemærkninger og begrundelse Salgsmoms Med hensyn til indkomstår 2013-2015 er omsætningskonti 1000, 1020, 1023, 1044 afstemt med angivet salgsmoms. Der har ikke været overensstemmelse mellem de tal som var bogført i regnskabet, og de tal som var angivet på virksomhedens momsangivelser. Der henvises til bilag 1 og 2 I henhold til momslovens § 4, skal der betales afgift af varer og ydelser, der leveres mod vederlag her i landet. Ved levering af en vare forstås overdragelse af retten til som ejer at råde over et materielt gode. (…) Hvorfor du skal betale en yderligere salgsmoms på 1.685.889 kr. for perioden 2013 til 2015, som konsekvens af afstemning mellem bogføring og angivet salgsmoms ud fra momsangivelsen. Købsmoms Registrerede virksomheder, der ønsker fradrag for købsmoms efter momslovens §§ 37-41a, skal dokumentere købsmomsen med faktura, afregningsbilag eller lignende. Se momsbekendtgørelsens § 82. Efter momslovens § 55 skal registrerede virksomheder føre et regnskab, der kan danne grundlag for opgørelsen af afgiftstilsvaret for hver afgiftsperiode og for SKATs kontrol med afgiftens berigtigelse. Registrerede virksomheder skal efter momslovens § 74, stk. 4, udlevere regnskabsmaterialet til SKAT, når SKAT anmoder herom. Kan størrelsen af det tilsvar, som påhviler virksomheden, ikke opgøres på grundlag af virksomhedens regnskaber, kan SKAT ansætte virksomhedens tilsvar skønsmæssigt jf. opkrævningslovens § 5, stk. 2. Virksomheden har bogført indgående afgift af køb af varer i Danmark. Virksomheden har ikke opfyldt dokumentationskravene med fremlæggelse af fakturaer i forbindelse med køb af varer i Danmark, hvorved der efter momsbekendtgørelsens § 82 ikke kan ydes fradrag med hensyn til varekøb i Danmark. Subsidiært kan der ikke godkendes fradrag, med hensyn til køb af biler fra leverandøren [person2] , da [person2] ikke er momsregistreret i Danmark, s4 ed ikke kan udstede fakturaer inkl. moms. I henhold til momslovens § 37 jf. mbkg. § 82 kan fradrag som er bogført på konto 1220 "Varekøb biler" ikke godkendes. Konto 1220 "Varekøb biler" (…) De øvrige posteringer som er bogført på virksomhedens udgifts konti er godkendt ud fra de bogførte poster, da det skønnes, at virksomheden har haft momsmæssig udgifter, så som husleje, benzin mv. Der henvises i øvrigt til bilag 4. (…) 3. Erhvervelse af varer fra andre EU-lande (…) Virksomhedens afgiftstilsvar for perioden 01-01-2011 til 31-12-2015 forhøjes med i alt 6.246.197 kr. Bilerne er erhvervet momsfrit af virksomheden under benyttelse af virksomhedens danske momsnummer. Bilerne er af den tyske leverandør, [virksomhed1], indberettet til VIES-systemet ”EU-salg uden moms”. SKAT anser derfor erhvervelsesstedet for at være her i landet jf. momslovens § 22, idet virksomheden ikke har godtgjort, at bilerne er pålagt afgift i et andet EU-land. Biler der sælges efter de særlige regler for brugte varer (brugtmomsordningen) skal ikke listeoplyses til VIES-systemet. På fakturaen har den tyske leverandør anført både leverandørens og [klager]s momsnummer, og der angives endvidere på fakturaen at bilerne er solgt i overensstemmelse med levering inden for fællesskabet, hvoraf der skal betales erhvervelsesmoms i modtagerlandet. SKAT kan derfor konkludere, at bilerne ikke er solgt under brugtmomsordningen. Der skal betales afgift ved erhvervelse af varer her i landet, jf. momslovens § 11. Betaling af afgiften påhviler den afgiftspligtige person, der foretager en afgiftspligtig erhvervelse jf. momslovens § 46, stk. 4. SKAT har i den forbindelse lagt særligt vægt på følgene forhold: Bilerne er listeoplyst til virksomheden [klager] CVR-NR. [...1]. Bilerne er betalt kontant, og afhentet i Tyskland af [person1] [person1] har underskrevet købererklæring, hvori det fremgår at han vil transporterer bilerne ud af Tyskland, og betale erhvervelsesmoms i modtagerlandet Ifølge SKATs Motorregister er 269 ud af samtlige 275 biler indregistreret i Danmark, og det formodes dermed at de 269 biler er videresolgt i Danmark De fleste af bilerne er indregistreret af [virksomhed2] CVR-NR. [...2], som har personlige relationer til [person1]. Afgift, der efter momslovens § 11 påhviler varer, som er erhvervet fra et andet EU-land, og som udelukkende anvendes til virksomhedens momspligtige leverancer kan medregnes til virksomhedens købsmoms jf. momslovens § 37, stk. 2, jf. stk. 1. Virksomhedens rådgiver har i forbindelse med tidligere momssag (bilag 7) oplyst, at virksomheden optræder som formidler af biler, og at han herunder køber og sælger 3-5 biler om året i eget navn. Henset til dette, og henset til virksomhedens regnskabsgrundlag, jf. punkt 1, anser SKAT det ikke for dokumenteret, at der er tale om leverancer som anvendes udelukkende til den afgiftspligtige virksomhed. Virksomheden har ikke kunnet råde som ejer over godet, f.eks. som følge af retten til videresalg, hvorved varerne ikke har en direkte og umiddelbar forbindelse med virksomhedens økonomiske aktivitet. SKAT kan derfor ikke godkende fradrag jf. momslovens § 37, stk. 2, jf. stk. 1 for den opkrævede erhvervelsesmoms. Virksomhedens momstilsvar forhøjes derfor med i alt 6.246.197 kr. Beløbet fordeler sig således: (…) Subsidiært anses bilerne for at være videresolgt her i landet, som udeholdt omsætning i virksomheden [klager]. Ved videresalget skulle der have været beregnet salgsmoms af bilernes salgspris. Virksomheden ville til gengæld have fradrag for den afgift, der påhviler bilerne efter momslovens § 11. Under den forudsætning, at bilerne som minimum er solgt uden avance, vil momstilsvaret kunne opgøres således: (…) Momsmæssig – ændringsfristen Efter skatteforvaltningslovens § 31, stk. 1 kan der ikke afsendes varsel om fastsættelse eller ændring af afgiftstilsvar senere end 3 år efter angivelsesfristens udløb. Fastsættelsen af afgiftstilsvaret henholdsvis godtgørelsen skal foretages senest 3 måneder efter udløbet af fristen. Det betyder, at fristen for at ændre afgiftstilsvaret for 2. halvår 2013 og tidligere som udgangspunkt er overskredet på nuværende tidspunkt. Uanset fristerne i § 31 kan et afgiftstilsvar ifølge § 32, stk. 1, nr. 3 foretages eller ændres, hvis den afgiftspligtige eller nogen på dennes vegne forsætligt eller groft uagtsomt har bevirket, at afgiftstilsvaret er fastsat på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag. En ændring af afgiftstilsvaret skal varsles senest 6 måneder efter told- og skatteforvaltningen er kommet til kundskab om forholdet. En ændring der er varslet skal foretages senest 3 måneder efter den dag, hvor varslingen er afsendt, jf § 32, stk. 2 SKAT har den 16. januar 2017 modtaget regnskabsmateriale samt noget bilagsmateriale fra virksomheden. SKAT rykker efterfølgende for materiale vedrørende køb af biler fra Tyskland, og den 10. februar 2017 informerer virksomhedens advokat, at virksomheden ikke er i stand til at fremskaffe det anmodede materiale. SKAT betragter dermed 6 måneders fristen i skatteforvaltningslovens § 32, stk. 2 for overholdt. SKAT mener, at indehaver [person1] forsætligt eller groft uagtsomt har angivet urigtige momstilsvar siden 2011. SKAT regulerer derfor virksomhedens moms, jf. punkterne 2 og 3, udover de i skatteforvaltningslovens § 31 fastsatte frister, jf. skatteforvaltningslovens § 32, stk. 1 nr. 3. (…) Udsættelse Forslag til afgørelse er udsendt den 17. maj 2017, med en indsigelsesfrist til den 9. juni 2017. Advokaten har sidenhen anmodet om udskydelse af indsigelsesfrisen tre gange, senest til den 13. september 2017. Advokaten har samtidig accepteret at tre måneders fristen er suspenderet, så SKATs afgørelse ligeledes udskydes til den 16. oktober 2017. Advokaten har anmodet om endnu en udsættelse samt foreslået et møde. Dette har SKAT afslået, da den 13. september 2017 var at betragte som en ultimativ frist. (…).” Udtalelse fra SKAT I forbindelse med Skatteankestyrelsens klagesagsbehandling har SKAT den 24. oktober 2017 udtalt følgende: ”Der er ikke nye oplysninger i sagen, som ikke står i sagsfremstillingen.” Klagerens opfattelse Indehaverens repræsentant har fremsat påstand om, at momstilsvaret for perioden 1. januar 2011 – 31. december 2015 nedsættes med 7.932.552 kr. Til støtte for påstanden er bl.a. anført: ” I første række gøres det til støtte for den nedlagte påstand for det første helt overordnet gældende, at der ikke i henhold til momslovens § 4 er grundlag for en forhøjelse af [klager]s momstilsvar, idet virksomheden i perioden 1. januar 2011 - 31. december 2015 har været berettiget til at anvende brugtmomsreglerne, idet virksomheden har opfyldt betingelserne herfor i henhold til momslovens §§ 69-71 samt momsbekendtgørelsens §§ 116 og 117. For det andet gøres det gældende, at der ikke er grundlag for en forhøjelse af virksomhedens momstilsvar som følge af en konstateret difference mellem virksomhedens bogføring og momsangivelserne for perioden 1. januar 2013 - 31. december 2015. For det tredje gøres det gældende, at der ikke er grundlag for en forhøjelse af virksomhedens momstilsvar med henvisning til, at virksomheden skal betale erhvervelsesmoms i henhold til momslovens §§ 11 og 46, stk. 4 for de i sagen omhandlede biler købt fra Tyskland. I anden række gøres det i relation til forhøjelsen af momstilsvaret for 2. Halvår 2013 og tidligere perioder gældende, at der ikke i henhold til skatteforvaltningslovens § 32, stk. 1, nr. 3 er grundlag for en forhøjelse af de pågældende afgiftsperioders tilsvar, idet [person1] ikke som minimum groft uagtsomt har bevirket, at der er foretaget en urigtig ansættelse af momstilsvaret.” Klagerens yderligere bemærkninger til sagen Indehaverens repræsentant har på et møde med Skatteankestyrelsen sagsbehandler oplyst, at indstillingen ønskes udarbejdet på det foreliggende grundlag. Retsmøde Skattestyrelsens udtalelse til Skatteankestyrelsens indstilling Skattestyrelsen har udtalt følgende til Skatteankestyrelsens indstilling: ” Skattestyrelsen er enig i Skatteankestyrelsens indstilling, og foreslår i lighed med Skatteankestyrelsen derfor at skærpe afgørelsen for perioden 1. januar 2011 til 31. december 2015. Skattestyrelsen har særligt henset til, at klager har erhvervet over 500 biler i Tyskland uden at angive og afregne erhvervelsesmoms, ligesom Skattestyrelsen fastholder, at vi har været berettiget til at genoptage klagers momsperioder ekstraordinær, fordi klager har angivet et momstilsvar som er fastsat på urigtige oplysninger. (…) Formelt Skattestyrelsen tiltræder Skatteankestyrelsens indstilling vedrørende formalia, som det fremgår af Skatteankestyrelsens indstilling af 19. maj 2025. Fristerne for ordinær genoptagelse af momsperioderne i henhold til skatteforvaltningslovens § 31, stk. 1, er den 1. september 2014 for 1. halvår 2011. 2012 overgår klager til at afregne kvartalsvis, og sidste rettidige varsling er 10 oktober 2016 for 3. kvartal 2013. De følgende kvartaler ligger således inden for den ordinære genoptagelsesfrist. Idet Skattestyrelsen sendte forslag til afgørelse den 17. maj 2017, er genoptagelse af 1. og 2. halvår 2011 og kvartaler indtil 3. kvartal 2013 overskredet i henhold til skatteforvaltningslovens § 31, stk. 1, hvorfor disse perioder skal behandles efter reglerne om ekstraordinær genoptagelse, jf. § 32, stk. 1 og stk. 2. Skattestyrelsen fastholder, at Skattestyrelsen har været berettiget til at genoptage momsperioderne ekstraordinært, jf. skatteforvaltningslovens § 32, stk. 1, nr. 3, og stk. 2. Klager har, ved ikke at have overholdt de særlige brugtmomsregler, derfor ikke angivet moms korrekt, ligesom klager ved ikke af opgøre og angive sin erhvervelsesmoms korrekt, har handlet mindst groft uagtsomt. Skattestyrelsen fastholder derfor, at vi har været berettiget at genoptage momstilsvaret, jf. skatteforvaltningslovens § 32, stk. 1, nr. 3 og fristerne i stk. 2. Skattestyrelsen fastholder, at de tidsmæssige betingelser i § 32, stk. 2, er overholdt. Kundskabstidspunktet anses for at være tidligst den 16. januar 2017, hvor regnskabsmaterialet modtages. Forslag til afgørelse blev sendt den 17. maj 2017, hvorfor 6-måneders-fristen i henhold til § 32, stk. 2, 1. pkt., er overholdt. Idet afgørelsen er dateret den 26. september 2017, er 3-måneders-fristen ikke overholdt, jf. § 32, stk. 2, 2. pkt. Det ses dog at klagers rådgiver har udskudt ovenstående frist tre gange, og accepteret at fristen udskydes til 16. oktober 2017. Fristen i § 32, stk. 2, 2. pkt. ses således overholdt. Materielt Brugtmoms Brugtmomsordningen stiller særlige krav til indhold og udformning af faktura og regnskab, og det påhviler derfor klager at dokumentere, at betingelserne for at anvende ordningen er opfyldt. Ordningen er frivillig. Videreforhandlere kan derfor for hver enkelt vare vælge enten at anvende de særlige brugtmomsregler eller de almindelige momsregler. Det er en betingelse for at anvende brugtmomsordningen, at de særlige faktura- og regnskabskrav overholdes. Hvis kravene ikke er overholdt, skal der betales moms af hele salgsprisen. Se SKM2008.717.HR. Fakturaerne skal indeholde den i momsbekendtgørelsen krævede påtegning om, at bilerne er solgt efter de særlige regler for brugtmoms. De særlige regnskabskrav i momsbekendtgørelsen i forbindelse med salg af brugte personmotorkøretøjer jf. momslovens § 71 skal også overholdes. Klager har ikke som krævet i momslovens § 70, stk. 4 ført et særskilt regnskab, herunder ført et sådant som iht. reglerne i momsbekendtgørelsen regler skulle have været bogført og afsluttet inden fristen for at angive salgsmoms for de enkelte momsperioder, hvor salgene er foretaget. Da klager ikke har overholdt de særlige faktura- og regnskabskrav, kan brugtmomsordningen ikke finde anvendelse. Det er derfor momslovens almindelige regler, som finder anvendelse. Erhvervelsesmoms Klager har foretaget et køb i et andet EU-land som har udstedt salgsbilag til klager i Danmark som ligeledes er momsregistreret, og som har foretaget afhentningskøb, Det bemærkes videre, at den tyske sælger har indberettet handlerne i VIES på klagers CVR-nummer, hvorfor det har formodningen for sig, at erhvervelserne er omfattet af reglerne om erhvervelsesmoms i momslovens § 11, stk. 2, og dermed også at klager er betalingspligtig jf. lovens § 11, stk. 1 nr. 1, 1. pkt., jf. § 46, stk. 3. Klager har ikke dokumenteret, at de erhvervede biler indgår i klagers regnskab, hvorfor Skattestyrelsen således har været berettiget til at foretage et skøn efter opkrævningslovens § 5, stk. 2. Der er for de erhvervede biler ligeledes ikke fremlagt regnskaber, som viser at salgene af bilerne er sket som formidlingssalg, hvorfor reglerne i momslovens § 71 fortsat ikke finder anvendelse, men at salgene er omfattet af momslovens § 4, stk. 1. Skattestyrelsen er enig i Skatteankestyrelsens skærpelse, men de af Skatteankestyrelsen fremhævede argumenter. Skattestyrelsen skærper derfor ligeledes klagers salgsmoms for erhvervelse af biler med en tillagt avance på 5%, idet den af Skatteankestyrelsens opgjorte avance er 7,2%. Skattestyrelsen er således enig i de af Skatteankestyrelsen foreslåede ændringer. (…).” Klagerens bemærkninger til Skatteankestyrelsens indstilling og Skattestyrelsens udtalelse Virksomhedens repræsentant har fremsat følgende bemærkninger til Skatteankestyrelsens indstilling og Skattestyrelsens udtalelse: ”Jeg kan oplyse, at begæringen om retsmøde ved Landsskatteretten opretholdes.” Indlæg under retsmødet På retsmødet nedlagde repræsentanten påstand om, at de gennemførte forhøjelser skulle nedsættes til 0 kr., subsidiært at sagen hjemvises til fornyet behandling ved Skattestyrelsen. Repræsentanten gennemgik virksomhedens forretningsmodel med køb af biler fra Tyskland. Efter indkøb blev bilerne solgt videre enten engros, eller som rent formidlingssalg og kun få biler blev solgt videre til private. Repræsentanten uddelte og henviste til en afgørelse fra Landsskatteretten af 6. august 2025, med sagsnummer 22-0027896. Ifølge repræsentanten viste afgørelsen, at det er et komplekst retsområde, hvor der hele tiden sker en udvikling. I forhold til ekstraordinær genoptagelse anførte repræsentanten, at klageren ikke havde handlet mindst groft uagtsomt, da klageren troede, at han fulgte de gældende regler på området. Skatteforvaltningen, indstillede i overensstemmelse med tidligere udtalelser, at styrelsen var enig i Skatteankestyrelsens forslag til afgørelse, hvorefter afgørelsen skærpes. Om den udleverede afgørelse anførte Skattestyrelsen, at sagen ikke var sammenlignelig med forholdende i nærværende sag. Landsskatterettens afgørelse Der skal tages stilling til, om virksomheden ved opgørelse af momstilsvaret kan anvende brugtmomsordningen. Derefter skal der tages stilling til, om Skattestyrelsens forhøjelse af salgsmomsen på 1.682.889 kr., er korrekt opgjort. Der skal også tages stilling til, om Skattestyrelsen med rette har forhøjet momstilsvaret med erhvervelsesmoms på 6.246.197 kr. vedrørende køb af biler fra Tyskland. Endeligt skal der tages stilling til, om Skattestyrelsen med rette har genoptaget afgiftsperioden for indkomstårene 2011-2015 inden for reglerne i skatteforvaltningslovens § 31 og 32. Retsgrundlaget Af momslovens § 69, stk. 1 (lovbekendtgørelse 2016-06-21 nr. 760) fremgår: ”Virksomheder, der med henblik på videresalg indkøber mv. brugte varer, kunstgenstande, samlerobjekter eller antikviteter, kan ved videresalget afgiftsberigtige de pågældende brugte varer mv. efter reglerne i dette kapitel. Det er en forudsætning for at anvende disse regler, at de brugte varer mv. er leveret til virksomheden her i landet eller fra et andet EU-land af en ikke afgiftspligtig person, en afgiftspligtig person, når leveringen er afgiftsberigtiget efter reglerne i dette kapitel eller efter tilsvarende regler i et andet EU-land, en afgiftspligtig person, når leveringen er fritaget for afgift efter § 13 eller efter tilsvarende regler i et andet EU-land, en afgiftspligtig person, når leveringen er afgiftsberigtiget efter reglerne i § 30, stk. 1, en afgiftspligtig person, der er fritaget for registrering efter § 48, stk. 1 og 2, eller som er under registreringsgrænsen i et andet EU-land, når leveringen omfatter et investeringsgode. (…) Af momslovens § 71, stk. 1 fremgår: ”Ved levering af brugte personmotorkøretøjer kan virksomheden foretage et fradrag i det beregnede afgiftsbeløb som fastsat efter kapitel 6 og 7. Fradraget beregnes som merværdiafgiftssatsen ganget med en brøk, der i tælleren har virksomhedens købspris for køretøjet og i nævneren har 100 med tillæg af merværdiafgiftssatsen. Ved videresalg af personmotorkøretøjer indkøbt i et andet EU-land anvendes den på tidspunktet for køretøjets levering her til landet gældende merværdiafgiftssats i det andet EU-land.” Det følger af momslovens § 71a, stk. 2, at der skal føres et særskilt regnskab for de leverancer, der afgiftsberigtiges efter brugtmomsordningen. Af dagældende momsbekendtgørelsens § 116, stk. 3 (bekendtgørelse 2015-06-30 nr. 808), fremgår: ”Fakturaen skal oplyse, at varen sælges efter de særlige regler for brugte varer m.v., og at køberen ikke har fradrag for afgiften, der er indeholdt i prisen, idet fakturaen tydeligt skal påtegnes 1) »fortjenstmargenordning - brugte genstande - køber har ikke fradrag for momsen«, 2) »fortjenstmargenordning - kunstgenstande - køber har ikke fradrag for momsen«, eller 3) »fortjenstmargenordning - samlerobjekter og antikviteter - køber har ikke fradrag for momsen«. Af dagældende momsbekendtgørelsens § 117, stk. 5, fremgår: ”Ved levering af brugte personmotorkøretøjer skal i regnskabet for hver enkelt køretøj angives lagernummer, beregnet afgiftsbeløb, fradrag og afgiftsbeløb efter fradrag efter reglerne i momslovens § 71. Er afgiftsbeløbet efter fradrag positivt, overføres det til kontoen for udgående afgift.” Af momslovens § 4, stk. 1, fremgår: ”Der betales afgift af varer og ydelser, der leveres mod vederlag her i landet. Ved levering af en vare forstås overdragelse af retten til som ejer at råde over et materielt gode. Levering af en ydelse omfatter enhver anden levering.” Af momslovens § 27, stk. 1, fremgår: ”Ved levering af varer og ydelser er afgiftsgrundlaget vederlaget, herunder tilskud, der er direkte forbundet med varens eller ydelsens pris, men ikke indbefattet afgiften efter denne lov. Finder betaling helt eller delvis sted, inden levering finder sted, eller inden faktura udstedes, udgør afgiftsgrundlaget 80 pct. af det modtagne beløb” Af momslovens § 11, stk. 1, nr. 1, fremgår ”Der betales afgift ved erhvervelse mod vederlag af 1) varer fra andre EU-lande, når sælgeren er en afgiftspligtig person og handler i denne egenskab og erhververen er en afgiftspligtig person eller en ikke afgiftspligtig juridisk person, der er registreringspligtig efter §§ 47 eller 50, eller som registreres efter §§ 49, 50 a, 51 eller 51 a. Der betales dog ikke afgift, når varen af sælger installeres eller monteres her i landet, når sælgeren er omfattet af regler i et andet EU-land svarende til § 71 e, eller når varen i salgslandet er afgiftsberigtiget efter tilsvarende regler som fastsat i kapitel 17 om brugte varer mv., 2) nye transportmidler fra andre EU-lande, jf. stk. 7.” Af momslovens § 55, stk. 1, fremgår: ”Virksomheder registreret efter §§ 47, 49, 51 eller 51 a skal føre et regnskab, der kan danne grundlag for opgørelsen af afgiftstilsvaret for hver afgiftsperiode og for kontrollen med afgiftens berigtigelse.(…).” Kravene til regnskabet fremgår af kapitel 13 i momsbekendtgørelsen, bogføringsloven samt årsregnskabsloven. Hvis regnskabet ikke opfylder kravene, kan afgiften fastsættes skønsmæssigt. Det fremgår af opkrævningslovens § 5, stk. 2. Af Momslovens § 37, stk. 1 – 2, fremgår: ”Virksomheder registreret efter §§ 47, 49, 51 eller 51 a kan ved opgørelsen af afgiftstilsvaret som indgående afgift, jf. § 56, stk. 3, fradrage afgiften efter denne lov for virksomhedens indkøb mv. af varer og ydelser, der udelukkende anvendes til brug for virksomhedens leverancer, som ikke er fritaget for afgift efter § 13, herunder leveranver udført i udlandet, jf. dog, stk. 6 og 9. Stk. 2. Den fradragsberettigede afgift er 1) afgiften af varer og ydelser, der er leveret til virksomheden, 2) den afgift, som efter § 11 påhviler varer, der er erhvervet fra et andet EU-land (…), ” Af dagældende momsbekendtgørelsens § 82 fremgår (uddrag): ”Registrerede virksomheder skal til dokumentation af den indgående afgift kunne fremlægge fakturaer, herunder forenklede fakturaer og afregningsbilag, eller enhedsdokumentets eksemplar 8 med eventuelle rettelsesmeddelelser m.v. fra SKAT eller fakturaer for erhvervelser fra andre EU-lande med anførelse af sælgerens og køberens registreringsnummer.” Landsskatteretten har i afgørelse af 26. august 2021, offentliggjort som SKM2021.456.LSR, truffet afgørelse vedrørende fortolkning af opkrævningslovens § 5, stk. 2, 1. pkt. På baggrund af EU-Domstolens praksis i blandt andet C-516/14 (Barlis) og C-664/16 (Vadan) fandt Landsskatteretten, at SKAT uretmæssigt havde fastsat et skønsmæssigt fradrag for købsmoms, da der ikke var objektive beviser, der understøttede dette skøn. Landsskatteretten har i afgørelse af 11. oktober 2022, offentliggjort som SKM2022.601.LSR, truffet afgørelse om, at Skattestyrelsen med rette skønsmæssigt havde opgjort salgs- og købsmomsen på baggrund af oplysninger fra listeindberetninger (VIES). Af skatteforvaltningslovens § 31, stk. 1, fremgår: ”Told- og skatteforvaltningen kan ikke afsende varsel om fastsættelse eller ændring af afgiftstilsvar senere end 3 år efter angivelsesfristens udløb. (…) Fastsættelsen af afgiftstilsvaret henholdsvis godtgørelsen skal foretages senest 3 måneder efter udløbet af fristen efter 1. eller 2. pkt. Har det betydning for den afgiftspligtiges henholdsvis den godtgørelsesberettigedes mulighed for at varetage sine interesser, at fristen efter 3. pkt. forlænges, skal en anmodning om en rimelig fristforlængelse imødekommes.” Af skatteforvaltningslovens § 32. stk. 1, og stk. 2, fremgår: ”Stk.1 Uanset fristerne i § 31 kan et afgiftstilsvar eller en godtgørelse af afgift fastsættes eller ændres efter anmodning fra den afgiftspligtige henholdsvis den godtgørelsesberettigede eller efter told- og skatteforvaltningens bestemmelse, hvis: (…) 3) Den afgiftspligtige henholdsvis den godtgørelsesberettigede eller nogen på dennes vegne forsætligt eller groft uagtsomt har bevirket, at afgiftstilsvaret eller godtgørelsen er fastsat på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag. (…) Stk. 2 En ændring af afgiftstilsvaret eller godtgørelsen af afgift kan kun foretages efter stk. 1, hvis den varsles af told- og skatteforvaltningen eller anmodningen fra den afgiftspligtige henholdsvis den godtgørelsesberettigede fremsættes senest 6 måneder efter, at told- og skatteforvaltningen henholdsvis den afgiftspligtige eller den godtgørelsesberettigede er kommet til kundskab om det forhold, der begrunder fravigelsen af fristerne i § 31. (…)” Skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, har samme ordlyd og anvendelsesområde som skatteforvaltningslovens § 32, stk. 2. Som fastslået ved Højesterets domme af 13. december 2021, 30. august 2018 og 26. september 2018 omtalt i SKM 2021.707.HR, SKM2018.481.HR og SKM2018.520.HR skal kundskabstidspunktet anses for at være det tidspunkt, hvor SKAT er kommet i besiddelse af tilstrækkelige oplysninger til, at der forelå grundlag for ekstraordinær ansættelse efter § 27, stk. 1, nr. 5. Østre Landsret har i dom offentliggjort som SKM2024.140.ØLR udtalt følgende om 6 måneders fristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2: ”Landsretten er enig med Skatteministeriet i, at skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, jf. stk. 1, nr. 5, efter sin ordlyd og i kontekst af lovens §§ 26, stk. 1, og 20, stk. 1, må forstås sådan, at det omhandlede kundskabstidspunkt ikke indtræffer, før skattemyndighederne er kommet i besiddelse af de oplysninger, som er nødvendige for, at der - med fristafbrydende virkning - kan afgives et varsel om den ekstraordinære ansættelse, og at et sådant varsel forudsætter, at de oplysninger, som skattemyndighederne er i besiddelse af, gør det muligt - med forbehold for den skattepligtiges eventuelle udtalelse imod den varslede afgørelse, herunder den beløbsmæssige opgørelse af en forhøjelse - at angive og begrunde en beløbsmæssig opgørelse af forhøjelsen.” Landsskatteretten kan, uanset klagens formulering, foretage afledte ændringer jf. skatteforvaltningslovens § 45. Herved forstås ændringer, der er udtryk for en ændret retlig kvalifikation inden for rammerne af det faktum, der ligger til grund for klagen. Landsskatterettens begrundelse og resultat Af virksomhedens fremlagte kontospecifikationer for 2013 – 2015, er der bogført indtægter ved salg af biler, provision vedrørende salg af biler, og andre indtægter. Ud fra hver postering i kontospecifikationer er der beregnet 25 % i salgsmoms. Salgsmoms der fremgår af bogføringen afviger væsentlig fra det virksomheden har angivet og afregnet til SKAT. Der er i perioden 1. januar 2013 – 31. december 2015 en forskel mellem bogført moms og angivet moms på 1.685.889 kr. Virksomheden har ikke fremlagt dokumentation eller regnskabsmateriale der viser, hvordan angivet moms er beregnet og sammensat. Bilagshenvisning i kontospecifikationen kan ikke genfindes i de salgsbilag mv. der er indsendt i sagen, og det er ikke muligt på baggrund af kontospecifikationerne at se, hvilke biler der er solgt og købt. Der er ikke fremlagt et regnskab der opfylder betingelserne i momslovens §§ 71 og 71a, samt momsbekendtgørelsens § 117, stk. 5. Der er heller ikke fremlagt salgsfakturaer med angivelse af, at brugtmomsordningen har været anvendt af virksomheden. På baggrund heraf, kan virksomheden ved opgørelse af afgiftstilsvaret ikke anvende de særlige regler for brugtmoms, hvorefter afgiftstilsvaret skal opgøres efter de almindelige regler i momsloven. Landsskatteretten stadfæster Skattestyrelsens forhøjelse af salgsmomsen for afgiftsperioden 1. januar 2013 - 31. december 2015 med i alt 1.685.889 kr. Der er lagt vægt på, at afgiftstilsvaret er opgjort på baggrund af bogførte salg jf. kontospecifikationerne, herunder den salgsmoms på 25 %, som virksomheden selv har beregnet i kontospecifikationerne. Forhøjelsen udgør forskellen mellem angivet salgsmoms og den opgjorte salgsmoms på baggrund af kontospecifikationerne. Virksomheden har ikke dokumenteret at salgsmomsen skal opgøres på et andet grundlag. Der kan ikke godkendes fradrag for købsmoms efter momslovens § 37, vedrørende køb af biler eller på baggrund af et skøn over købsmoms efter opkrævningslovens § 5, stk. 2. Dette skyldes, at virksomheden ikke har fremlagt bilag eller andet materiale, der godtgør, at der ved køb af biler er opkrævet og betalt købsmoms. Erhvervelsesmoms SKAT har modtaget oplysninger om, at virksomheden i perioden 1. januar 2011 – 31. december 2015, har købt biler for ca. 25 mio. kr. fra en bilforhandler i Tyskland. Af materialet fremgår det, hvilke biler der er købt, at indehaveren af virksomheden har afhentet bilerne i Tyskland. Det fremgår af salgsbilagene at det er virksomheden der har købt bilerne, og at salgsmoms skal afregnes i modtagerlandet som et EU-varesalg. Den tyske virksomhed har indberettet salgene til VIES systemet på virksomhedens CVR-nummer. Virksomheden har ikke indberettet og afregnet erhvervelsesmoms af købene fra Tyskland. Virksomheden har ikke dokumenteret, at bilerne købt i Tyskland indgår i virksomhedens regnskabsmateriale, hverken som køb, salg eller erhvervelsesmoms. Landsskatteretten finder, at virksomheden skal afregne erhvervelsesmoms efter momslovens § 11, idet materialet fra Tyskland dokumenterer, at virksomheden har erhvervet bilerne fra den Tyske virksomhed. Henset til, at den afgiftspligtige virksomhed beskæftiger sig med køb og salg af biler, samt omfanget af antallet af købte biler fra Tyskland, må det lægges til grund, at bilerne er anskaffet til brug for den afgiftspligtige virksomhed. Der er derfor fradrag efter momslovens § 37, stk. 2, svarende til erhvervelsesmoms efter momslovens § 11. Landsskatteretten anser bilerne for solgt i indkomstårene 2011 – 2015. Virksomheden har ikke fremlagt regnskaber eller materiale der viser, at virksomheden har afregnet salgsmoms af bilerne købt i Tyskland. Der er heller ikke fremlagt regnskabsmateriale der viser, at salgene er bogført som formidlingssalg. Virksomheden kan ikke anvende brugtmomsordningen. Der henvises til tidligere begrundelse herfor, samt at varer der handles som et EU-varesalg, ikke er omfattet af momslovens § 69, stk. 1. Salgsmomsen skal herefter opgøres skønsmæssigt efter opkrævningslovens § 5, stk. 2. SKAT har i afgørelsen anført, at hvis bilerne anses for at være anskaffet til brug for den afgiftspligtige virksomhed, så anses bilerne som minimum for at være solgt, til den pris bilerne er anskaffet for i Tyskland. På baggrund af salgsbilag og købsbilag indsendt til Skattestyrelen, for en periode i 2013 og 2014, har SKAT beregnet en gennemsnitlige avance for disse handler på 7,3 %. Idet der ikke er fremlagt andre oplysninger til brug for dette skøn, beregnes den manglende salgsmoms på baggrund af de oplyste anskaffelsessummer i Tyskland, tillagt en avance på skønsmæssigt 5 %, hvoraf der beregnes salgsmoms på 25 %. Der er i skønnet taget hensyn til usikkerheder, og at der er tale om en lang periode, hvor avancer og tab kan variere. Landsskatteretten skøn vedrørende salgsmoms for perioden 1. januar 2013 – 31. december 2015, kan opgøres til.: Afgiftsperiode Afgiftsgrundlag til beregning af salgsmoms (anskaffelsessum + 5 % avance) Salgsmoms vedrørende køb af biler i Tyskland 1. januar 2011 – 31. december 2011 7.333.892 kr. + 366.694 kr. = 7.700.586 kr. 1.925.146 kr. 1 januar 2012 – 31. december 2012 8.791.372 kr. + 439.568 kr. = 9.230.940 kr. 2.307.735 kr. 1. januar 2013 – 31. december 2013 4.933.390 kr. + 246.669 kr. = 5.180.059 kr. 1.295.014 kr. 1. januar 2014 – 31. december 2014 2.290.130 kr. + 114.506 kr. = 2.404.636 kr. 601.159 kr. 1. januar 2015 – 31. december 2015 1.636.020 kr. + 81.801 kr. = 1.717.821 kr. 429.455 kr. Sum 6.558.509 kr. Landsskatteretten skærper SKATs afgørelse og forhøjer afgiftstilsvaret med yderligere 312.312 kr. for afgiftsperioden 1. januar 2011 – 31. december 2015. Genoptagelsesreglerne Forslag til afgørelse er sendt den 17. maj 2017. Afgørelsen er sendt den 26. september 2017. Virksomheden afregner moms halvårligt for afgiftsperioderne i indkomståret 2011 og kvartalsvis for afgiftsperioderne i 2012 – 2015. I forhold til angivelsesfristerne for perioden, er forslag til afgørelse for afgiftsperioden 1. januar 2014 – 31. december 2015, sendt inden for fristen i skatteforvaltningslovens § 31, stk. 1. Afgiftsperioden fra 1. januar 2011 – 31. december 2013 er varslet uden for fristerne i skatteforvaltningslovens § 31, hvorfor betingelserne i § 32, skal være opfyldt for at kunne varsle en ændring af denne periode. Betingelserne i skatteforvaltningslovens § 31 er opfyldt for perioden 1. januar 2014 – 31. december 2015. Der er herved henset til at varslingen er sket den 17. maj 2017, som er inden for fristen i skatteforvaltningslovens § 31, stk. 1, og at repræsentanten har anmodet om udsættelse med indsendelse af bemærkninger, for at kunne varetage virksomhedens interesse. SKAT har accepteret dette med henvisning til, at 3 måneders fristen for afgørelsen dermed suspenderes tilsvarende. Landsskatteretten finder, at betingelserne om ekstraordinær genoptagelse i skatteforvaltningslovens § 32, stk. 1, nr. 3, er opfyldt. Der er henset til, at virksomheden eller nogen på denne vegne har handlet groft uagtsomt. Dette begrundes med, at virksomheden ikke har afregnet den salgsmoms der fremgår af virksomhedens kontospecifikationer samtidig med, at virksomheden ikke har ført et momsregnskab, der opfylder betingelserne for anvendelse af brugtmomsordningen. Det skyldes også, at virksomheden har erhvervet biler fra Tyskland, der ikke ses at være medtaget i regnskabsmaterialet, eller indberettet som erhvervelsesmoms i Danmark. Kundskabstidspunktet i forhold til 6 måneders fristen i skatteforvaltningslovens § 32, stk. 2 Den 8. marts 2016 modtager SKAT oplysninger og materiale fra Tyskland om køb af biler fra en bilforhandler i Tyskland for perioden 1. januar 2011 – 31. december 2015. SKAT har den 11. november 2016 indkaldt regnskabsmateriale for perioden 2011 - 2015. Den 16. januar 2017 modtages der regnskabsmateriale for indkomstårene 2013 - 2015. SKAT konstaterer her, at de salgsbilag der er indsendt for perioden 2013 – 2014, ikke vedrører nogle af de biler der er købt i Tyskland. Den 19. januar 2017 rykkes for materiale vedrørende køb af biler fra Tyskland for hele perioden. Den 10. februar 2017 giver virksomhedens advokat besked om, at virksomheden ikke er i stand til at fremskaffe, det anmodede materiale. Landsskatteretten finder, at kundskabstidspunktet i relation til forhøjelsen vedrørende difference mellem bogført salgsmoms og angivet salgsmoms for afgiftsperioden 1. januar 2013 – 31. december 2013, anses for at være, på det tidspunkt hvor SKAT modtager regnskabsmaterialet for indkomståret 2013. På dette tidspunkt kan det konstateres, at den salgsmoms der er bogført, ikke er afregnet, at brugtmomsordningen ikke kan anvendes, og den beløbsmæssige opgørelse kan udarbejdes. Regnskabsmaterialet modtages den 16. januar 2017. Da forslaget sendes den 17. maj 2017, er 6 måneders fristen dermed overholdt. Landsskatteretten finder, at kundskabstidspunktet i relation til biler der er erhvervet fra Tyskland, for perioden 1. januar 2011 – 31. december 2013, anses for at være den 10. februar 2017. På dette tidspunkt får SKAT besked om, at virksomheden ikke sender yderligere materiale til belysning af håndteringen af købene fra Tyskland. Skattemyndighederne er på dette tidspunkt kommet i besiddelse af de oplysninger, som er nødvendige for, at der - med fristafbrydende virkning - kan afgives et varsel om den ekstraordinære ansættelse, og at et sådant varsel forudsætter, at de oplysninger, som SKAT er i besiddelse af, gør det muligt at angive og begrunde en beløbsmæssig opgørelse af forhøjelsen. Da forslaget sendes den 17. maj 2017, er 6 måneders fristen dermed overholdt. Betingelserne for genoptagelse er derfor opfyldt. Landsskatteretten finder ikke grundlag for at hjemvise sagen, heller ikke på baggrund af Landsskatterettens afgørelse af 6. august 2025, med sagsnummer 22-0027896. Landsskatteretten skærper SKATs afgørelse.