Omkostningsgodtgørelse i forbindelse med en sag ved Østre Landsret vedrørende anmodning om indledning af gensidig aftaleprocedure efter EF-voldgiftskonventionen

H1 A/S (herefter selskabet) har ansøgt om omkostningsgodtgørelse med 100 % af 4.500.306,54 kr. for udgifter til sagkyndig bistand i forbindelse med en sag ved Østre Landsret vedrørende selskabets anmodning om indledning af gensidig aftaleprocedure efter EF-voldgiftskonventionen. Skattestyrelsen har ikke imødekommet selskabets ansøgning om omkostningsgodtgørelse. Landsskatteretten hjemviser sagen til fornyet behandling. Faktiske oplysninger Selskabet er en del af en Land Y1 detailkæde. Som følge af en globalt ændret transfer pricing-model for selskabets koncern, fremsendte SKAT (nu Skattestyrelsen) henholdsvis den 30. april og 22. oktober 2013 forslag til ændring af selskabets skattepligtige indkomst for henholdsvis indkomståret 2007 og indkomstårene 2008-2011. Ved to afgørelser af 10. november 2014 forhøjede SKAT selskabets skattepligtige indkomst for de omhandlede indkomstår. Selskabet anmodede ved breve af henholdsvis 10. september og 18. december 2013 SKAT, Store Selskaber - Kompetent Myndighed (nu Skattestyrelsen, Store Selskaber, Kompetent Myndighed) om at indlede gensidig aftaleprocedure (MAP/Mutual Agreement Procedure) efter EF-voldsgiftskonventionen mellem den kompetente myndighed i Danmark og den kompetente myndighed i Land Y1 vedrørende indkomstårene 2007-2011. På vegne af selskabet påklagede R1 Advokatpartnerselskab den 30. januar 2015 SKATs afgørelser af 10. november 2014 om forhøjelse af selskabets skattepligtige indkomst til Skatteankestyrelsen. Samtidig anmodede R1 Advokatpartnerselskab Skatteankestyrelsen om, at klagesagerne blev sat i bero på grund af selskabets anmodning om indledning af gensidig aftaleprocedure efter EF-voldsgiftskonventionen. Klagesagerne blev i Skatteankestyrelsen oprettet med sagsnr. 15-0390631 og 15-0390577, som blev berostillet i henhold til repræsentantens anmodning herom. Ved afgørelse af 4. januar 2018 afviste SKAT, Store Selskaber, Kompetent Myndighed (herefter Kompetent Myndighed) selskabets anmodning om indledning af gensidig aftaleprocedure efter EF-voldsgiftskonventionen, idet Kompetent Myndighed ikke anså sagen for rettidigt indbragt i henhold til konventionen. I perioden fra selskabets anmodning om indledning af gensidig aftaleprocedure og frem til Kompetent Myndighed traf afgørelse om afvisning heraf, var der en omfattende korrespondance mellem parterne, herunder selskabet, R1 Advokatpartnerselskab, Kompetente Myndighed samt den kompetente myndighed i Land Y1. R1 Advokatpartnerselskab indbragte den 27. marts 2018 Kompetent Myndigheds afgørelse af 4. januar 2018 om afvisningen af selskabets anmodning om indledning af gensidig aftaleprocedure efter EF-voldsgiftskonventionen til byretten. Ved kendelse af 19. juli 2018 blev sagen henvist til behandling ved landsretten. Ved Østre Landsrets dom af 9. september 2021 blev Kompetent Myndighed pålagt at indlede og søge gennemført gensidig aftaleprocedure efter EF-voldsgiftskonventionen med den kompetente myndighed i Land Y1 på grundlag af selskabets anmodning om gensidig aftaleprocedure for indkomstårene 2007-2011. De kompetente myndigheder i Danmark og Land Y1 indgik på baggrund af landsrettens dom forhandling samt aftale om fordeling af indkomsten mellem selskabet og det koncernforbudne selskab i Land Y1. Aftalen blev underskrevet den 13. maj 2022. Aftalen indebar, at de danske skattemyndigheder skulle frafalde forhøjelserne for indkomstårene 2007 og 2009-2015, mens de Land Y1 skattemyndigheder skulle foretage en fuld korresponderende korrektion i forhold til den danske forhøjelse for indkomståret 2008. Selskabets repræsentant har oplyst, at aftalen blev indgået uden tilvejebringelse af yderligere oplysninger, end de oplysninger, der var fremlagt i forbindelse med selskabets anmodning om gensidig aftaleprocedure og sagen ved landsretten. R1 Advokatpartnerselskab tilbagekaldte den 13. juli 2022 selskabets klagesager med sagsnr. 15-0390631 og 15-0390577, og oplyste herved Skatteankestyrelsen om, at der var indgået aftale mellem de kompetente myndigheder om fastsættelse af selskabets skattepligtige indkomst for de pågældende indkomstår. Selskabet ansøgte den 19. august 2022 om omkostningsgodtgørelse med 100 % af 4.500.306,54 kr. for udgifter til R1 Advokatpartnerselskabs bistand i forbindelse med sagen ved landsretten med journal-nr. BS-[…]/2018. Ansøgningen var vedhæftet følgebrev samt otte fakturaer med fakturanr. 2393017, 2401624, 4023915, 4050850, 4065046, 4073795, 4078753 og 4092891 med et tilhørende "Statement of legal fee" til hver faktura. Ifølge fakturaerne blev det omhandlede arbejde udført i perioden 4. januar 2018 - 30. juni 2022. Af følgebrevet til ansøgningen fremgår om opgørelse af ansøgningsbeløbet: "[...] Disse otte fakturaer dækker honorar for i alt 2.403,10 timers arbejde udført i 2018 til 2022. H1 A/S har fuldt fradrag for moms. Det samlede beløb til ansøgningerne om omkostningsgodtgørelse kan derfor opgøres som følger: Landsretten : Salær - faktura nr. 2393017 1.565.129,75 kr. Udlæg 2.000,00 kr. I alt 1.567.129,75 kr. Salær - faktura nr. 2401624 746.760,00 kr. Udlæg 1.352,08 kr. I alt 748.112,08 kr. Salær - faktura nr. 4023915 473.076,12 kr. Salær - faktura nr. 4050850 1.269.344,06 kr. Udlæg 2.000,00 kr. I alt 1.271.344,06 kr. Salær - faktura nr. 4065046 2.194.037,97 kr. Udlæg 7.557,13 kr. I alt 2.201.595,10 kr. Salær - faktura nr. 4073795 105.881,52 kr. Udlæg 273,58 kr. I alt 106.155,10 kr. Salær - faktura nr. 4078753 40.472,26 kr. Salær - faktura nr. 4092891 96.422,07 kr. I alt 6.504.306,54 kr. Med fradrag af tilkendte og modtagne sagsomkostninger - 2.004.000,00 kr. 4.500.306,54 kr. I alt ansøges 100% 4.500.306,54 kr. [...]" Selskabet ansøgte tillige den 19. august 2022 om omkostningsgodtgørelse med 100 % af 355.424,13 kr. for udgifter til R1 Advokatpartnerselskabs bistand i forbindelse med sagen omfattet af lov om mekanismer til bilæggelse af skattetvister i Den Europæiske Union med angivelse af Kompetent Myndigheds sagsnummer 21-0137042. Det omhandlede arbejde blev ifølge de til ansøgningen fremlagte fakturaer udført i perioden 10. august 2018 - 31. december 2021 og vedrørte bl.a. forberedelse af selskabets anmodning om gensidig aftaleprocedure efter EF-voldsgiftskonventionen og proceduren herved. Ved afgørelse af 1. juni 2023 traf Skattestyrelsen afgørelse om fuldt ud at imødekomme selskabets ansøgning om omkostningsgodtgørelse med 100 % af 355.424,13 kr. med henvisning til resultatet af den gensidige aftaleprocedure og den indgået aftale af 13. maj 2022 mellem de kompetente myndigheder. Skattestyrelsens afgørelse Skattestyrelsen har ikke imødekommet selskabets ansøgning om omkostningsgodtgørelse for udgifter til sagkyndig bistand i forbindelse med selskabets sag ved Østre Landsret. Skattestyrelsen har som begrundelse bl.a. anført: "[...] Det følger af skatteforvaltningslovens § 55, stk. 4, at der kan ydes omkostningsgodtgørelse til domstolsprøvelse af klagesager, der er godtgørelsesberettigede efter skatteforvaltningslovens § 55, stk. 1, nr. 1-4. Det betyder, at det er en betingelse for omkostningsgodtgørelse ved domstolsprøvelse, at klagesagen kan påklages til en administrativ klageinstans. Der ydes ikke omkostningsgodtgørelse til sager med direkte domstolsprøvelse. Det fremgår af klagevejledningen fra Store Selskaber Kompetent myndighed, at afgørelsen kan indbringes for domstolene senest 3 måneder fra afgørelsens dato og at sagen skal anlægges ved byretten som 1. instans. Der er dermed ikke tale om en godtgørelsesberettiget sagstype efter skatteforvaltningslovens § 55, stk. 1, nr. 1-4. Derfor kan vi ikke imødekomme jeres ansøgning om omkostningsgodtgørelse til sagkyndig bistand med indbringelse af Store Selskaber Kompetent myndigheds afgørelse af 4. januar 2018. [...]" Udtalelse fra Skattestyrelsen I forbindelse med Skatteankestyrelsens klagesagsbehandling har Skattestyrelsen den 12. september 2023 udtalt, at der ikke er fremført nye faktiske oplysninger i klagen. Skattestyrelsen har udtalt følgende til det supplerende indlæg til klagen: "[...] Skattestyrelsen indstiller fortsat, at afgørelsen om afslag stadfæstes. Vi har følgende bemærkninger til R2s supplerende indlæg: Det der skal tages stilling til, er hvorvidt der er hjemmel til at yde omkostningsgodtgørelse til bistand, der er ydet til klagesagen ved Østre Landsret BS-[…]/2018 OLR, hvor H1 A/S indbragte Kompetent Myndigheds afgørelse for domstolene. Der kan ikke ydes omkostningsgodtgørelse til sager med direkte domstolsprøvelse med henvisning til skatteforvaltningslovens § 55, stk. 4. R2 mener, at bistanden kan være godtgørelsesberettiget efter skatteforvaltningslovens § 55, stk. 1, nr. 6. Vi er ikke enige i den betragtning. Skatteforvaltningslovens § 55, stk. 1, nr. 6 har følgende ordlyd: " I en sag omfattet af lov om mekanismer til bilæggelse af skattetvister i Den Europæiske Union, når det er de danske myndigheders afgørelse, som har givet anledning til sagen, og godtgørelse kan ydes, hvis afgørelsen, som har givet anledning til sagen, er af en type, som kan påklages til en administrativ klageinstans som nævnt i nr. 1-4." Retssagen der er søgt om omkostningsgodtgørelse til er en særskilt sag, der omhandler fortolkningen af artikel 6 og artikel 7 i EF-Voldgiftskonventionen i forhold til Kompetent Myndigheds afgørelse. Retssagen omhandler ikke løsning af dobbeltbeskatningen i den underliggende TP-sag. Først efter Østre Landsret har truffet afgørelse, er det afgjort, at der er en sag omfattet af lov om mekanismer til bilæggelse af skattetvister i Den Europæiske Union. Det er denne sag, der kan ydes godtgørelse til efter skatteforvaltningslovens § 55, stk.1, nr. 6. Der er som rådgiver selv anfører ydet omkostningsgodtgørelse til MAP sagen med 355.424,13 kr. i en særskilt ansøgning om omkostningsgodtgørelse. Rådgiver anfører at udgifterne til retssagen har været nødvendige for at gennemføre MAP-sagen. Selvom der er en naturlig sammenhæng mellem sagerne medfører det ikke, at der er hjemmel til at yde omkostningsgodtgørelse til retssagen efter skatteforvaltningslovens § 55, stk. 1, nr. 6. Retssagen er en særskilt klage over Kompetent Myndigheds afgørelse." Skattestyrelsens udtalelse til Skatteankestyrelsens indstilling Skattestyrelsen har udtalt følgende til Skatteankestyrelsens indstilling: "[...] Vi er ikke enige i Skatteankestyrelsens forslag til afgørelse. Landsskatteretten skal tage stilling til, hvorvidt en særskilt retssag, der omhandler fortolkningen af artikel 6 og artikel 7 i EF-Voldgiftskonventionen, er omfattet af skatteforvaltningslovens § 55, stk. 1, nr. 6. Skatteforvaltningslovens § 55, stk. 1, nr. 6, er en direkte videreførelse af den tidligere skattestyrelseslov § 33D, stk. 1, nr. 5. Godtgørelse til sager ved EF-voldgiftskonventionen er indsat ved lov nr. 464 af 31. maj 2000. Bestemmelsen i den tidligere Skattestyrelseslovs § 33 D, stk. 1, nr. 5 havde følgende ordlyd: "Godtgørelse ydes 5) I en klagesag, hvor den godtgørelsesberettigede er part, om ophævelse af dobbeltbeskatning i forbindelse med regulering af forbundne foretagenders overskud (EF-voldgiftskonventionen)." Det fremgår af bemærkningerne til lovforslag nr. 267 - til lov nr. 464 af 31. maj 2000 at en begrundelse for at indføre omkostningsgodtgørelse i disse sager var, at afklaringen af armlængdespørgsmålet har betydning for skatteansættelsen, hvortil der kan ydes tilskud til sagkyndig bistand. Lovforslaget baserede sig på Betænkning nr. 1382/2000 om Omkostningsdækningsordningen. Følgende fremgår af betænkningen: "Hertil kommer, at afklaringen af armslængdespørgsmålet har betydning for skatteansættelsen, hvortil der kan ydes tilskud til sagkyndig bistand, når sagen behandles i det administrative klagesystem. Proceduren efter voldgiftskonventionen kan bruges som et alternativ til klage i det administrative system, hvilket også taler for, at der skal være adgang til omkostningsdækning." Adgangen til omkostningsgodtgørelse blev dermed indført, idet afklaringen af det dobbeltbeskatningsproblem, der opstår som følge af transfer pricing regulering, har betydning for skatteansættelsen. Der er henset til, at proceduren efter voldgiftskonventionen kan bruges som alternativ til klage i det administrative system. Bestemmelsens ordlyd i Skatteforvaltningslovens § 55, stk. 1, nr. 6 som den er i dag, blev indført ved lov nr. 1726 af 27. december 2018. " I en sag omfattet af lov om mekanismer til bilæggelse af skattetvister i Den Europæiske Union, når det er de danske myndigheders afgørelse, som har givet anledning til sagen, og godtgørelse kan ydes, hvis afgørelsen, som har givet anledning til sagen, er af en type, som kan påklages til en administrativ klageinstans som nævnt i nr. 1-4." Af bemærkninger til lovforslaget (lovforslag nr. 28 af 3. oktober 2018) fremgår det, at forslaget går ud på at tilpasse bestemmelsen til de udvidede muligheder for tvistbilæggelse i forslag til lov om mekanismer til bilæggelse af skattetvister i Den Europæiske Union, der omfatter både fysiske og juridiske personer. Der indføres en forudsætning om, at det er de danske myndigheders afgørelse, som har givet anledning til sagen, og at afgørelsen er af en type, som vil kunne påklages til en administrativ klageinstans som nævnt i skatteforvaltningslovens § 55, stk. 1, nr. 1-4. Følgende fremgår af de almindelige bemærkninger til lovforslaget afsnit 2.9.2. "Hvis tvisten angår en dobbeltbeskatning, som er omfattet af lov om mekanismer til bilæggelse skattetvister i Den Europæiske Union, men som i dag ikke kan påklages med godtgørelsesmæssig virkning efter skatteforvaltningslovens § 55, stk. 1, nr. 1-4, foreslås det ikke med forslaget, at der ydes omkostningsgodtgørelse for udgifter i forbindelse med skattetvistbilæggelsessagen. Der er således en forudsætning for at kunne yde omkostningsgodtgørelse, at den pågældende sagstype allerede i dag vil kunne påklages, og at der kan ydes omkostningsgodtgørelse for udgifter til sagkyndig bistand m.v. i forbindelse med klagesagen." Sagstypen der ydes omkostningsgodtgørelse til efter skatteforvaltningslovens § 55, stk. 1, nr. 6 er sagen , der er omfattet af lov om mekanismer til bilæggelse af skattetvister i Den Europæiske Union, som omhandler løsningen af dobbeltbeskatningen i den underliggende transfer pricing korrektion af den danske skatteansættelse. Østre Landsrets sagen, der ikke omhandler selve løsningen af dobbeltbeskatningen, men derimod fortolkningen af artikel 6 og artikel 7 i EF-voldgiftskonventionen, er ikke en del af selve den samlede sag som bestemmelsen i § 55, stk. 1, nr. 6 omfatter. Østre Landsrets sagen er en særskilt klagesag, der ikke har haft til formål, at afklare dobbeltbeskatningen. Klagen vedrører Store Selskaber Kompetent myndigheds afgørelse om afvisning af indledning af gensidig aftaleprocedure efter EF-voldgiftskonventionen. Denne sagstype er ikke omfattet af Skatteforvaltningslovens § 55, stk. 1, nr. 1-4, da afgørelsen fra Store Selskaber Kompetent myndighed ikke kan påklages til en administrativ klageinstans. Vi er ikke enige i Skatteankestyrelsens konklusion under begrundelse og resultat, hvor følgende fremføres: "Da Østre Landsret har behandlet selskabets sag efter bestemmelserne i EF-voldgiftskonventionen, og på baggrund heraf har pålagt Kompetent Myndighed at indlede og søge gennemført gensidig aftaleprocedure efter EF-voldgiftskonventionen på grundlag af selskabets anmodning, finder Landsskatteretten, at udgifterne til retssagen er en del af selskabets samlede udgifter til sagen efter EF-voldgiftskonventionen, som dermed er godtgørelsesberettiget efter skatteforvaltningslovens § 55, stk. 1, nr. 6." Østre Landsret har netop ikke taget stilling til løsningen af dobbeltbeskatningen. Udgifterne til retssagen kan derfor ikke anses at være en del sagen omfattet af lov om mekanismer til bilæggelse af skattetvister i den Europæiske Union, som der ydes godtgørelse til efter skatteforvaltningslovens § 55, stk. 1, nr. 6. Først efter Østre Landsret har truffet afgørelse, indledes en sag om gensidig aftaleprocedure efter EF-voldgiftskonventionen, som skal løse armslængespørgsmålet. Hvis armslængdespørgsmålet var afgjort af landsretten, ville der ikke efterfølgende kunne igangsættes en voldgiftsprocedure efter konventionen. Dette understøttes af § 2 i BEK nr. 685 af 2. juli 2019 - Bekendtgørelse om skattetvistbilæggelse. Vi henviser i øvrigt til den juridiske vejledning afsnit C.D.11.15.2.2 Gensidig aftale procedure (Mutual Agreement Procedure (MAP)), hvor følgende fremgår: Anerkender virksomheden resultatet af forhandlingen, vil den blive gjort betinget af, at eventuelle igangværende klagesager i nationalt regi trækkes tilbage. Skatteankestyrelsen konkluderer under begrundelse og resultat følgende: "Det anførte i skatteforvaltningslovens § 55, stk. 4, om adgangen til omkostningsgodtgørelse i domstolssager, og det forhold, at en afgørelse fra Kompetent Myndighed om afvisning af indledning af gensidig aftaleprocedure efter EF-voldgiftskonventionen skal indbringes for domstolene, jf. SKM2016.354.VLR , kan ikke føre til et andet resultat. Landsskatteretten har herved henset til, at adgangen til omkostningsgodtgørelse i domstolssager i skatteforvaltningslovens § 55, stk. 4, forelå forud for indførelsen af adgangen til omkostningsgodtgørelse i en sag efter EF-voldgiftskonventionen, og at det i ordlyden i skatteforvaltningslovens § 55, stk. 1, nr. 6, eksplicit er anført, hvilke begrænsninger, der gælder i relation til adgangen til omkostningsgodtgørelse." Bemærkningerne til lovforslag nr. 28 af 3. oktober 2018 afsnit 2.9.2 som er citeret ovenfor fremhæver netop, at det også forud for den ændrede ordlyd i skatteforvaltningslovens § 55, stk. 1, nr. 6, har været en forudsætning for at kunne yde omkostningsgodtgørelse i en sag efter EF-voldgiftskonventionen, at den pågældende sagstype kunne påklages med godtgørelsesmæssig virkning efter skatteforvaltningslovens § 55, stk. 1, nr. 1-4. Vi mener derfor fortsat, at Skattestyrelsens afgørelse af 1. juni 2023 om afslag på omkostningsgodtgørelse til bistand ydet til Østre Landsrets sagen, skal stadfæstes. [...]" Selskabets opfattelse Selskabets repræsentant har nedlagt påstand om, at selskabet er berettiget til omkostningsgodtgørelse for de afholdte udgifter til sagkyndig bistand i forbindelse med selskabets sag ved Østre Landsret. Subsidiært har selskabets repræsentant nedlagt påstand om, at en del af de afholdte udgifter er godtgørelsesberettigede. I et supplerende indlæg til klagen har selskabets repræsentant bl.a. anført: "[...] 3.1 Indledning Til støtte for den nedlagte påstand gøres det overordnet gældende, at samtlige afholdte omkostninger i forbindelse med sagen ved Østre Landsret, er afholdt som led i gennemførelsen af MAP-Aftalen, og derfor er godtgørelsesberettigede efter skatteforvaltningslovens § 55, stk. 1, nr. 6. Det gøres ligeledes gældende, at Skattestyrelsens afslag på omkostningsgodtgørelse derfor er sket med urette. Det er ikke en betingelse for godtgørelse af udgifter omfattet af skatteforvaltningslovens § 55, stk. 1, nr. 6, at omkostningerne er afholdt i forbindelse med en afgørelse, der kan indbringes for det administrative klagesystem. Kravet om administrativ klagemulighed efter skatteforvaltningslovens § 55, stk. 4, gælder kun for sagstyper oplistet i skatteforvaltningslovens § 55, stk. 1, nr. 1-4. Efter skatteforvaltningslovens § 55, stk. 1, nr. 6 er det blot et krav, at arbejdet er udført i forbindelse med: 1) en sag omfattet af lov om mekanismer til bilæggelse af skattetvister i Den Europæiske Union (herunder MAP-sager), 2) at det er de danske myndigheders afgørelse, der har givet anledning til MAP-sagen, 3) samt at den afgørelse, der ligger til grund for MAP-sagen i sig selv er godtgørelsesberettiget efter skatteforvaltningslovens § 55, stk. 1, nr. 1-4. Den manglende administrative klagemulighed over Kompetent Myndigheds afslag på indledning af MAP-procedure kan således ikke begrunde afvisning af omkostningsgodtgørelse for omkostninger til sagkyndig bistand i forbindelse med Østre Landsrets sagen, når det - uomtvistet - kan lægges til grund, at det er den materielle afgørelse om forhøjelse af H1’s indkomst for de omhandlede indkomstår, som har givet anledning til MAP-sagen. Det er derfor udelukkende relevant at vurdere, hvorvidt arbejdet med Østre Landsrets sagen kan karakteriseres som sagkyndig bistand udført i forbindelse med MAP-Aftalen og dermed omfattet af skatteforvaltningslovens § 55, stk. 1, nr. 6. 3.2 Bistand omfattet af skatteforvaltningslovens § 55, stk. 1, nr. 6 Der ydes godtgørelse til sagkyndig bistand udført i forbindelse med de sager, der er nævnt skatteforvaltningslovens § 55. Ved domstolsprøvelse af de sagstyper, der er nævnt i skatteforvaltningslovens § 55, stk. 1, nr. 1-4 er det efter stk. 4 et krav, at sagerne ville kunne være prøvet i det administrative system. For sager omfattet af skatteforvaltningslovens § 55, stk. 1, nr. 6, gælder dette krav ikke. Heri ligger alene et krav om, at afgørelsen, der giver anledning til MAP-sagen, vil være godtgørelsesberettiget efter § 55, stk. 1, nr. 1-4. De godtgørelsesberettigede udgifter er netop de udgifter, som er afholdt i forbindelse med MAP-anmodningen, herunder til oplysning af sagen over for Kompetent Myndighed. Denne forståelse understøttes af forarbejderne til skatteforvaltningslovens § 55, stk. 1, nr. 6: "Efter forslaget vil udgifterne til sagkyndig bistand eksempelvis kunne ydes, hvis den sagkyndige retter henvendelse til Skatteforvaltningen med henblik på at få ophævet dobbeltbeskatningen, herunder ved den sagkyndiges tilvejebringelse af minimumsoplysninger og eventuelt yderligere oplysninger til belysning af sagen . Også udgifterne til sagkyndiges anmodning til myndigheden om nedsættelse af et rådgivende udvalg eller den sagkyndiges skridt til at få et rådgivende udvalg udpeget ved de danske domstole er omfattet." [Min fremhævelse] Det følger således af lovgrundlaget, at de godtgørelsesberettigede udgifter er såvel udgifter relateret etablering af MAP-sagen (herunder indgivelse af anmodning), men også tilvejebringelse af minimumsoplysninger og andre relevante oplysninger omfattet heraf. Oplistningen i forarbejderne er kun en eksemplificering og er således ikke udtømmende. Bestemmelsen skal i overensstemmelse med forarbejderne ikke undergives en snæver fortolkning, men omfatter udgifter til sagkyndig bistand, der bidrager til ophævelsen af den dobbeltbeskatning som MAP-sagen omhandler. Omfattet er derfor også omkostninger til sagkyndig bistand, der er har været nødvendig for at gennemføre en MAP-procedure. 3.3 Gennemførelsen af Østre Landsrets sagen var nødvendig for at gennemføre MAP-Aftalen Det gøres gældende, at samtlige omkostninger afholdt til sagkyndig bistand i forbindelse med Østre Landsrets sagen, er godtgørelsesberettigede. Omkostningerne til sagkyndig bistand i forbindelse med Østre Landsrets sagen kan overordnet deles op i to hovedtemaer: 1) Fortolkningen af artikel 6 i konventionen og 2) arbejdet med at tilvejebringe og dokumentere minimumsoplysningerne nævnt i Adfærdskodeksets artikel 5, jf. konventionens artikel 7. Samtlige omkostninger vedrørende landsretssagen er afholdt med henblik på at gennemtvinge den MAP-procedure, som H1 var berettiget til efter EF-voldgiftskonventionen, som Kompetent Myndighed uberettiget havde afslået. Havde Skattestyrelsen fulgt en korrekt fortolkning af EF-voldgiftskonventionen, ville Østre Landsrets sagen ikke have været nødvendig for gennemførelsen af MAP-Aftalen, og samtlige udgifter til at tilvejebringe de nævnte minimumsoplysninger ville da være godtgørelsesberettigede. Gennemførelsen af Østre Landsrets sagen var derfor en nødvendig forudsætning for den efterfølgende faktiske gennemførelse af MAP-sagen, og det fratager ikke udgifterne deres godtgørelsesberettigede karakter, at de er nødvendiggjort under en retssag mod Skatteministeriet om Kompetent Myndigheds uberettigede afslag på MAP. Der er intet der adskiller karakteren af arbejdet under Østre Landsrets sagen med den sagkyndige bistand, der normalt indhentes i forbindelse med en MAP-procedure, der udelukkende verserer hos Kompetent Myndighed, og som utvivlsomt er godtgørelsesberettiget. Eneste forskel er, at arbejde blev udført i forbindelse med en retssag på grund af Kompetent Myndigheds fejlagtige fortolkning af loven. At bistanden var nødvendig for gennemførelsen af MAP-aftalen understøttes desuden af, at Kompetent Myndighed indgik MAP-aftalen med Land Y1 kompetent myndighed ca. seks måneder efter Østre Landsrets dom uden inddragelse af yderligere oplysninger. Arbejdet med Østre Landsrets sagen gjorde det altså muligt for Kompetent Myndighed både at indlede MAP med den Land Y1 kompetent myndighed og nå til en aftale. Under sagen i Østre Landsret blev der, som anført, fremlagt en omfattende mængde oplysninger og dokumentation, som direkte angår de oplysninger, der også tilvejebringes i forbindelse med en MAP-anmodning og behandling heraf. 3.4 H1 fik fuldt medhold i MAP-sagen. Som nævnt i afsnit 1, medførte aftalen mellem de danske og Land Y1 myndigheder, at de danske skattemyndigheder skulle frafalde forhøjelserne (herunder de foreslåede forhøjelser) for indkomstårene 2007 og 2009 - 2015, mens de Land Y1 skattemyndigheder skulle foretage en fuld korresponderende korrektion i forhold til den danske forhøjelse for indkomståret 2008. H1 fik dermed fuldstændig elimineret sin dobbeltbeskatning, og har derfor fået fuldt medhold i MAP-sagen, hvorfor H1 er berettiget til 100 % godtgørelse af samtlige omkostninger i forbindelse med Østre Landsrets sagen. Dette understreges ligeledes af Skattestyrelsens afgørelse om omkostningsdækning, jf. bilag 11, hvor Skattestyrelsen gav 100 % godtgørelse i forbindelse med MAP-sagen. 4 Sammenfatning Faktum er, at MAP-Aftalen aldrig ville være blevet indgået, hvis sagen ved Østre Landsret ikke var gennemført, da MAP-anmodningen ellers ville have været afvist. Der er således en direkte sammenhæng mellem gennemførelsen af Østre Landsrets sagen og gennemførelsen af MAP-Aftalen. Det har hovedsageligt været arbejdet med retssagen, der muliggjorde indgåelse af MAP-Aftalen. Endvidere adskiller karakteren af arbejdet med retssagen sig ikke fra andet arbejdet, der almindeligvis omfattes af skatteforvaltningslovens § 55, stk. 1, nr. 6. De af H1 afholdte omkostninger til Østre Landsrets sagen er derfor efter deres karakter og i sin helhed godtgørelsesberettigede, jf. skatteforvaltningslovens § 55, stk. 1, nr. 6." Selskabets bemærkninger til Skattestyrelsens udtalelse Selskabets repræsentant har fremsat følgende bemærkninger til Skattestyrelsens udtalelse: "[...] I afgørelsen om afslag på omkostningsgodtgørelse har Skattestyrelsen ikke forholdt sig til skatteforvaltningslovens § 55, stk. 1, nr. 6. I udtalelsen afviser Skattestyrelsen, at den omhandlede bistand - og udgifterne hertil - er omfattet af bestemmelsen med den begrundelse, at retssagen er en "særskilt sag", der omhandler fortolkningen af artikel 6 og 7 i EF-Voldgiftskonventionen. Skattestyrelsen forholder sig imidlertid ikke til det faktum, at sagen før og under retssagen udover fortolkningsspørgsmålet om, hvornår en sag kan anses for "indbragt" i henhold til artikel 6, reelt angik, om H1 havde præsteret de minimumsoplysninger, som Kompetent Myndighed stillede krav om i relation til formelt at indlede MAP med de Land Y1 myndigheder. En gennemgang af sagen vil godtgøre, at en omfattende del af indsatsen under retssagen netop omhandlede en dokumentation og besvarelse af Skatteministeriets omfattende opfordringer om disse minimumsoplysninger. Faktum er også, at Land Y1 Kompetent Myndighed havde fundet, at betingelserne for at indlede MAP var opfyldt, ligesom der pågik løbende drøftelser og korrespondance mellem dansk og Land Y1 Kompetent Myndighed, og at sagen blev løst i MAP på grundlag af de oplysninger, der var fremlagt før og under retssagen uden indhentelse af yderligere oplysninger hos H1. Det er netop sådanne udgifter, der er omfattet af bestemmelsen, og det forhold, at skattemyndighederne - gennem et uberettiget afslag på at anse en sag for rettidigt indbragt, som nødvendiggør, at sagen indbringes for domstolene - fremkalder en situation, hvor arbejdet med yderligere at oplyse sagen sker i rammen af retssagen, fratager ikke udgifterne deres i øvrigt godtgørelsesberettigede karakter. Skattestyrelsens beskrivelse af, hvad sagen egentlig omhandlede - og dermed også H1’s udgifter til advokatbistand under retssagen - er ikke blot mangelfuld, men kontrafaktisk. Efter skatteforvaltningslovens § 55, stk. 1, nr. 6 er det blot et krav, at arbejdet er udført i forbindelse med : 1) en sag omfattet af lov om mekanismer til bilæggelse af skattetvister i Den Europæiske Union (herunder MAP-sager), 2) at det er de danske myndigheders afgørelse, der har givet anledning til MAP-sagen, 3) samt at den afgørelse, der ligger til grund for MAP-sagen i sig selv er godtgørelsesberettiget efter skatteforvaltningslovens § 55, stk. 1, nr. 1-4. Alle tre betingelser er opfyldt, og der er ikke grundlag for at nægte H1 ret til omkostningsgodtgørelse for de omhandlede udgifter. [...]" Selskabet bemærkninger til Skatteankestyrelsens indstilling og Skattestyrelsens udtalelse Selskabets repræsentant har ikke fremsat bemærkninger til Skatteankestyrelsens indstilling og Skattestyrelsens udtalelse. Landsskatterettens afgørelse Sagen angår, om selskabet er berettiget til omkostningsgodtgørelse for udgifter til sagkyndig bistand i forbindelse med indbringelsen af Kompetent Myndigheds afgørelse af 4. januar 2018 om afvisning af selskabets anmodning om indledning af gensidig aftaleproceduren efter EF-voldgiftskonventionen for Østre Landsret. Landsskatteretten skal herved tage stilling til, om sagen ved Østre Landsret er en godtgørelsesberettiget sagstype efter skatteforvaltningslovens § 55. Retsgrundlaget Omkostningsgodtgørelse På tidspunktet for selskabets ansøgning om omkostningsgodtgørelse den 19. august 2022 fremgik følgende af skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1, § 54, stk. 1, nr. 1, og § 55, stk. 1 og 4: " § 52 Der ydes en godtgørelse på 50 pct. af de udgifter, som en person omfattet af § 53 ifølge regning skal betale eller har betalt til sagkyndig bistand m.v. som nævnt i § 54 i de sager, der er nævnt i § 55. Dog ydes en godtgørelse på 100 pct., hvis den pågældende person i sagen har fået fuldt medhold eller medhold i overvejende grad. [...] § 54 Godtgørelsesberettigede er følgende udgifter, når de ifølge regning skal betales eller er betalt: 1) Udgifter til sagkyndig bistand, medmindre den sagkyndige er ansat hos den godtgørelsesberettigede. [...] § 55 Godtgørelse ydes i følgende tilfælde: 1) I en sag, hvor et skatteankenævn eller Landsskatteretten kan træffe afgørelse ved påklage. 2) I en sag, hvor skatteankeforvaltningen kan træffe afgørelse efter regler udstedt i medfør af § 35 b, stk. 3. 3) Ved Landsskatterettens behandling af en sag, som Skatteministeriet har indbragt efter § 40, stk. 1. 4) Ved en anmodning til skatteankeforvaltningen, skatteankenævnet eller Landsskatteretten om genoptagelse af vedkommende myndigheds egen tidligere afgørelse. [...] 6) I en sag omfattet af lov om mekanismer til bilæggelse af skattetvister i Den Europæiske Union, når det er de danske myndigheders afgørelse, som har givet anledning til sagen, og godtgørelse kan ydes, hvis afgørelsen, som har givet anledning til sagen, er af en type, som kan påklages til en administrativ klageinstans som nævnt i nr. 1-4. Stk. 4 . Godtgørelse ydes endvidere ved domstolsprøvelse af sager, som er godtgørelsesberettigede efter stk. 1, nr. 1-4. Det gælder dog ikke, hvis sagen angår vurdering i medfør af lov om vurdering af landets faste ejendomme eller ejendomsvurderingsloven og sagen indbringes for domstolene efter § 48, stk. 1 eller 2. Godtgørelse ydes desuden ved domstolsprøvelse af afgørelser i sager, 1) som er blevet behandlet i et vurderingsankenævn, skatteankeforvaltningen, jf. § 4 a, stk. 1, jf. §§ 6 og 6 b, eller § 4 a, stk. 2, eller i et motorankenævn, eller 2) som er nævnt i stk. 2 og 3." Ordningen med omkostningsdækning i skattesager blev indført ved lov nr. 233 af 23. maj 1984 (omkostningsdækningsloven), hvoraf der fremgik følgende: " § 1. Udgifter betalt til bistand i skattesager dækkes efter reglerne i denne lov. Bistanden skal være ydet af advokat, statsautoriseret eller registreret revisor, en konsulent i driftsøkonomi, jfr. § 4, stk. 1, nr. 6, i lov om tilskud til den landøkonomiske konsulentvirksomhed, et medlem af Dansk Revisor Union eller af personer, der kan ligestilles hermed. Stk. 2. Udgifter til bistand i skattesager kan ikke fradrages ved indkomstopgørelsen. § 2 . Udgifter efter § 1 dækkes, når de vedrører domstolsbehandling af et spørgsmål, der efter sin art kan indbringes for landsskatteretten. Dette gælder dog ikke for klagesager om vurdering af fast ejendom." Reglerne om omkostningsdækning blev ved lov nr. 238 af 2. april 1997 overført til skattestyrelseslovens kapitel 3 A, hvorefter omkostningsdækning i skattesager var reguleret i lovens § 33 A med følgende ordlyd: " § 33 A. Der ydes et tilskud til dækning af udgifter, som den skattepligtige har betalt for sagkyndig bistand m.v. ved klage efter denne lov til skatteankenævnet eller til Landsskatteretten eller ved domstolsprøvelse af en sådan afgørelse. Tilskud ydes dog ikke vedrørende afgørelser om vurdering af fast ejendom. [...]." Skattestyrelseslovens kapitel 3 A blev revideret ved lov nr. 464 af 31. maj 2000 (lovforslag nr. 267 af 5. april 2000), hvilket bl.a. medførte, at omkostningsdækning blev ændret til omkostningsgodtgørelse. Samtidig hermed blev adgangen til omkostningsgodtgørelse for udgifter til sagkyndig bistand i en sag omfattet af EF-voldgiftskonventionen (nu lov om mekanismer til bilæggelse af skattetvister i Den Europæiske Union) indsat i skattestyrelseslovens § 33 D, stk. 1, nr. 5. Desuden blev reglen om godtgørelsesberettigede domstolssager overført fra § 33 A, stk. 1, til § 33 D, stk. 3. Bestemmelsen havde herefter følgende ordlyden: "§ 33 D. Godtgørelse ydes [...] 5) I en klagesag, hvor den godtgørelsesberettigede er part, om ophævelse af dobbeltbeskatning i forbindelse med regulering af forbundne foretagenders overskud (EF-voldgiftskonventionen). [...] Stk. 3. Godtgørelse ydes endvidere ved domstolsprøvelse af sager, som er godtgørelsesberettiget efter stk. 1, nr. 1-3, og stk. 2." Af lovforslagets bemærkninger fremgår bl.a.: "[...] Til § 33 D Til stk. 1 Bestemmelsen i nr. 1 svarer - hvad angår afgrænsningen af godtgørelsesberettigede sagstyper - til den gældende bestemmelse i § 33 A, stk. 1. [...] Efter forslagets nr. 5 kan der ydes godtgørelse til bistandsudgifter i klagesager vedrørende EF-voldgiftskonventionen (90/436/EØF) offentliggjort i EFT nr. L 225 af 20/8 1990. Formålet med voldgiftskonventionen er at undgå den økonomiske dobbeltbeskatning, som opstår, når et "foretagende" får forhøjet sin skattepligtige indkomst ved en "armslængdejustering", uden at der gennemføres en korresponderende regulering af indkomsten for det nærtstående foretagende i et andet land. Foretagenderne kan påberåbe sig voldgiftskonventionen, når der er foretaget en korrektion af vilkårene for deres kommercielle eller finansielle forbindelser. [...] Hvis staterne ikke er enige om korrektionen, og en løsning på problemet ikke har fundet sted inden to år, nedsættes et rådgivende udvalg (voldgiftsudvalget), der skal tage stilling til fordelingen af indkomsten mellem foretagenderne. Udvalget består af repræsentanter for skattemyndighederne i de involverede stater og af nogle uafhængige medlemmer, der udpeges af de involverede skattemyndigheder. Foretagenderne kan forelægge voldgiftsudvalget alle oplysninger eller dokumenter, som de ønsker at påberåbe sig med henblik på den afgørelse, der skal træffes. Foretagenderne har desuden i visse situationer pligt til at fremlægge en række oplysninger m.v., ligesom de har pligt til at give fremmøde eller lade sig repræsentere for udvalget. Spørgsmål, der omfattes af konventionen, kan efter interne danske regler ikke behandles i et rådgivende udvalg, hvis spørgsmålet indbringes for danske domstole. Hvis armslængdespørgsmålet først er afgjort ved landsretten eller Højesteret, vil der ikke kunne igangsættes en voldgiftsprocedure efter konventionen. Armslængdespørgsmålet kan dog behandles i det administrative rekurssystem, d.v.s. til og med Landsskatteretten, samtidig med at det behandles efter proceduren i voldgiftskonventionen. Da der ved behandlingen af en sag efter EF-voldgiftskonventionen utvivlsomt kan være behov for antagelsen af sagkyndig bistand, ligesom afklaringen af armslængdespørgsmålet har betydning for skatteansættelsen, hvortil der kan ydes tilskud til sagkyndig bistand, når sagen behandles i det administrative klagesystem, foreslås det, at der også ydes omkostningsgodtgørelse fra det tidspunkt, hvor en klage indgives til Told- og Skattestyrelsen med henblik på at få ophævet en dobbeltbeskatning. Endvidere foreslås det, at der tilsvarende bliver mulighed for at yde omkostningsgodtgørelse i tilfælde, hvor en skattepligtig bliver involveret i en konventionssag, fordi det udenlandske foretagende, der er interesseforbundent med den skattepligtige, henvender sig til skattemyndighederne i det andet land med henblik på at få ophævet dobbeltbeskatningen. For at undgå forskelsbehandling i de to situationer, hvor det er muligt for et dansk foretagende at blive involveret i en konventionssag, foreslås det således, at der ydes omkostningsgodtgørelse i begge situationer. [...] Til stk. 3. Efter forslaget ydes der endvidere godtgørelse ved domstolsprøvelsen af afgørelser i sager, som er godtgørelsesberettigede efter § 33 D, stk. 1, nr. 1-3, og stk. 2. Efter de gældende regler om omkostningsdækning ydes der også tilskud til bistandsudgifter, som er afholdt i forbindelse med prøvelsen af en tilskudsberettiget skatte- eller afgiftssag ved domstolene, og som ikke på anden måde er godtgjort, f.eks. i form af tilkendte sagsomkostninger. [...]" Forud for indførelsen af den tidligere skattestyrelseslovs § 33 D afgav "Udvalget om behandling af borgernes udgifter ved klage på skatte- og afgiftsområdet" betænkning nr. 1382/februar 2000. Af betænkningen fremgår bl.a.: "[...] Kapitel 9. Udvalgets overvejelser om tilskudsberettigede sagstyper [...] 9.1. Grundlæggende betragtninger [...] For det andet forudsættes det, at hvis der er - eller skabes - adgang til omkostningsdækning for udgifter til sagkyndig bistand i forbindelse med en sags behandling ved en administrativ instans, skal der tilsvarende være mulighed for omkostningsdækning af sådanne udgifter, der er afholdt i forbindelse med sagens behandling ved domstolene. Domstolssager er derfor ikke omtalt særskilt i det følgende. [...] For det fjerde finder Omkostningsdækningsudvalget generelt ikke, at det et brugbart kriterium for, om en sagstype skal være omfattet af omkostningsdækningsordningen, at sagen kan påklages til Landsskatteretten. Det afgørende må være, om sagstypen er af en sådan karakter, at det som hovedregel må antages, at sagkyndig bistand er påkrævet i den pågældende sagstype. [...] 9.6.3 Sager, der behandles efter proceduren i EU’s voldgiftskonvention Det kan overvejes, om udgifter, som et foretagende (skatteyderen) afholder til sagkyndig bistand i en sag, der behandles efter proceduren i EU’s voldgiftskonvention, bør dækkes efter reglerne om omkostningsdækning. […] Skatteyderen vil efter al sandsynlighed have behov for sagkyndig bistand i forbindelse med benyttelsen af proceduren efter konventionen. Hertil kommer, at når sagen behandles ved voldgiftsudvalget, har skatteyderen pligt til at forelægge dokumentation mv. og give møde for udvalget. Disse omstændigheder taler for, at der skal være adgang til omkostningsdækning. Hertil kommer, at afklaringen af armslængdespørgsmålet har betydning for skatteansættelsen, hvortil der kan ydes tilskud til sagkyndig bistand, når sagen behandles i det administrative klagesystem. Proceduren efter voldgiftskonventionen kan bruges som et alternativ til klage i det administrative system, hvilket også taler for, at der skal være adgang til omkostningsdækning. Proceduren kan også bruges parallelt med, at sagen behandles i det administrative system, men dette ses ikke at være en hindring for, at der ydes omkostningsdækning både til de udgifter, der er afholdt i forbindelse med klagen i det administrative system og til de udgifter, der er afholdt i forbindelse med proceduren efter voldgiftskonventionen. 9.6.3.1. Sager, der behandles i første instans […] Da Omkostningsdækningsudvalget anbefaler, at omkostningsdækningsordningen fremover indrettes således, at der kun gives tilskud til klagesager, kunne man parallelt hermed bestemme, at skatteyderen først opnår ret til omkostningsdækning for udgifter afholdt i forbindelse med henvendelsen (klagen) til Told- og Skattestyrelsen. Alternativt kunne det bestemmes, at der kun er adgang til omkostningsdækning for udgifter, der er afholdt i forbindelse med et rådgivende udvalgs behandling af sagen. Da staterne imidlertid kan forhandle i op til to år, før et sådant udvalg nedsættes, taler hensynet til skatteyderen for, at der skal være adgang til omkostningsdækning for udgifter forbundet med klage til Told- og Skattestyrelsen. [...] 9.6.3.2. Sammenfatning - EU’s voldgiftskonvention Omkostningsdækningsudvalget anbefaler, at der ydes omkostningsdækning i sager der behandles efter EU’s voldgiftskonvention, og at tilskud ydes fra tidspunktet for henvendelsen (klagen) til Told- og Skattestyrelsen. Der bør også kunne ydes tilskud, hvis en skatteyder bliver involveret i en konventionssag, fordi det med skatteyderen interesseforbundne foretagende i et andet land, henvender sig til skattemyndighederne dér." Ved lov nr. 427 af 6. juni 2005 blev skattestyrelseslovens § 33 D, stk. 1, nr. 5, og stk. 3, overført til skatteforvaltningslovens § 55, stk. 1, nr. 5, og stk. 3. Ordlyden af skatteforvaltningslovens § 55, stk. 1, nr. 5, blev ved lov nr. 525 af 12. juni 2009 (lovforslag nr. 202 af 22. april 2009) ændret til: " § 55 Godtgørelse ydes i følgende tilfælde: [...] 5) I en sag omfattet af EF-voldgiftskonventionen, når sagen er opstået som følge af, at de danske skattemyndigheder har forhøjet et dansk foretagendes skattepligtige indkomst." Af lovforslagets bemærkninger til bestemmelsen fremgår: "[...] Til § 15 [...] Til nr. 8 [...] En sag efter EF-voldgiftskonventionen, der berører danske interesser, kan være startet på tre måder: For det første kan sagen været startet på baggrund af, at de danske skattemyndigheder har gennemført en forhøjelse af et dansk foretagendes skattepligtige indkomst, som det danske foretagende har påklaget. Efterfølgende har det ikke været muligt for de danske skattemyndigheder og skattemyndighederne i den anden stat, hvor det forbundne foretagende er hjemmehørende, at blive enige om en korrektion. Herved opstår en sag efter konventionen. For det andet kan sagen være startet på baggrund af, at de danske skattemyndigheder har gennemført en forhøjelse af et dansk foretagendes skattepligtige indkomst, som dette foretagende umiddelbart har valgt ikke at påklage. I stedet har det koncernforbundne foretagende i den anden stat henvendt sig til skattemyndighederne i den anden stat og anmodet om en korresponderende regulering. Efterfølgende har det ikke været muligt for skattemyndighederne i den anden stat og de danske skattemyndigheder at blive enige om en korrektion. Herved opstår en sag efter konventionen. Endelig kan sagen være startet på baggrund af, at skattemyndighederne i det land, hvor det koncernforbundne foretagende er hjemmehørende, har forhøjet det koncernforbundne foretagendes skattepligtige indkomst med den begrundelse, at armslængdeprincippet ikke er overholdt. Herefter har det danske koncernforbundne foretagende henvendt sig til de danske skattemyndigheder og anmodet om en korresponderende nedsættelse af sin skattepligtige indkomst, men denne anmodning har de danske skattemyndigheder ikke villet efterkomme. Herved opstår en sag efter konventionen. Det foreslås, at bestemmelsen i § 55, stk. 1, nr. 5, omformuleres, således at det fremgår, at omkostningsgodtgørelse efter danske regler forudsætter, at det er de danske skattemyndigheder, der har forhøjet det danske koncernforbundne foretagendes skattepligtige indkomst. Herefter er der fortsat adgang til omkostningsgodtgørelse i de to først beskrevne situationer ovenfor, mens der ikke længere er adgang til omkostningsgodtgørelse i den sidst beskrevne situation, hvor det er skattemyndighederne i det andet land, der har taget initiativet. Det er fundet rimeligt, at det i disse tilfælde er reglerne i det pågældende land, der regulerer den skattemæssige behandling af omkostningerne til voldgiftssagen. Det foreslås, at den nye formulering ikke stiller udtrykkeligt krav om, at det godtgørelsesberettigede foretagende skal være part i sagen, idet den omstændighed, at foretagendet er inddraget under en voldgiftssag, efter almindelige partsbegreber også gør foretagendet til part i voldgiftssagen. Ligeledes undgås udtrykket »klagesag« anvendt om selve voldgiftssagen. […]" Skatteforvaltningslovens § 55, stk. 1, nr. 5, blev ændret til § 55, stk. 1, nr. 6, ved lov nr. 649 af 12. juni 2013. Bestemmelsens ordlyd blev ved § 6 i lov nr. 1726 af 27. december 2018 (lovforslag nr. 28 af 3. oktober 2018) ændret til den i nærværende sag gældende. Af ændringslovens § 2 og § 9, stk. 1, 3 og 6, fremgår: “ § 2 I lov om ophævelse af dobbeltbeskatning i forbindelse med regulering af forbundne foretagenders overskud (EF-voldgiftskonventionen), jf. lovbekendtgørelse nr. 111 af 21. februar 2006, foretages følgende ændringer: 1. Lovens titel affattes således: »Lov om mekanismer til bilæggelse af skattetvister i Den Europæiske Union« [...] § 9 Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 2019, jf. dog stk. 2 og 3. [...] Stk. 3. §§ 2 og 6 træder i kraft den 30. juni 2019 [...] Stk. 9. § 6 har virkning for udgifter til sagkyndig bistand m.v. udført i forbindelse med klager omfattet af lov om mekanismer til bilæggelse af skattetvister i Den Europæiske Union, selv om disse klager er indgivet før den 1. juli 2019." Af de almindelige bemærkninger til lovforslag nr. 28 fremgår bl.a.: "[...] 2.6. Gennemførelse af Rådets Direktiv om skattetvistbilæggelsesmekanismer i Den Europæiske Union Lovforslaget indeholder bestemmelser, som gennemfører Rådets direktiv (2017/1852/EU om skattetvistbilæggelsesmekanismer i Den Europæiske Union. Direktivet bygger på eksisterende lovgivningsmæssige bestemmelser i EU-voldgiftskonventionen, men har til formål at udvide anvendelsesområdet og forbedre de eksisterende procedurer og mekanismer uden at erstatte dem. EU-voldgiftskonventionen er gennemført i dansk ret i lov om ophævelse af dobbeltbeskatning i forbindelse med regulering af forbundne foretagenders overskud (EU-voldgiftskonventionen). Idet de lovgivningsmæssige rammer og procedurer for direktivet om skattetvistsbilæggelsesmekanismer og EU-voldgiftskonventionen er sammenfaldende, foreslås det at gennemføre direktivet ved ændring af lov om ophævelse af dobbeltbeskatning i forbindelse med regulering af forbundne foretagenders overskud (EU-voldgiftskonventionen). [...]" Af de specielle bemærkningerne til lovforslag nr. 28 fremgår bl.a.: "[...] Til § 6 […] Forslaget går ud på at tilpasse bestemmelsen i nr. 6 til de foreslåede udvidede muligheder for tvistbilæggelse i forslag til lov om mekanismer til bilæggelse af skattetvister i Den Europæiske Union, jf. pkt. 2.6.3 ovenfor, der omfatter både fysiske og juridiske personer. Det foreslås således, at der ydes godtgørelse i en sag omfattet af lov om mekanismer til bilæggelse af skattetvister i Den Europæiske Union, når det er de danske myndigheders afgørelse, som har givet anledning til sagen, og godtgørelse kan ydes, hvis afgørelsen, som har givet anledning til sagen, er af en type, som kan påklages til en administrativ klageinstans som nævnt i skatteforvaltningslovens § 55, stk. 1, nr. 1-4. [...] Efter forslaget vil udgifterne til sagkyndig bistand eksempelvis kunne ydes, hvis den sagkyndige retter henvendelse til Skatteforvaltningen med henblik på at få ophævet dobbeltbeskatningen, herunder ved den sagkyndiges tilvejebringelse af minimumsoplysninger og eventuelt yderligere oplysninger til belysning af sagen. Også udgifterne til sagkyndiges anmodning til myndigheden om nedsættelse af et rådgivende udvalg eller den sagkyndiges skridt til at få et rådgivende udvalg udpeget ved de danske domstole er omfattet. Vurderingen af, om skatteyderen har fået medhold eller ikke medhold foretages med udgangspunkt i de ændringer af den danske skatteansættelse, som forhandlingerne med den anden stat har medført. [...]" Skatteforvaltningslovens § 55, stk. 3, blev flyttet til § 55, stk. 4, ved lov nr. 688 af 8. juni 2017. Bestemmelsen fik den i nærværende sag gældende ordlyd ved lov nr. 1125 af 19. november 2019 (lovforslag nr. 23 af 2. oktober 2019). Af de specielle bemærkninger til lovforslaget fremgår bl.a.: "[...] Til § 1 [...] Til nr. 22 Efter skatteforvaltningslovens § 55, stk. 4, ydes der omkostningsgodtgørelse ved domstolsprøvelse af sager, som er godtgørelsesberettigede efter stk. 1, nr. 1-4, dvs. klagesager, hvor skatteankenævn, Skatteankestyrelsen og Landsskatteretten kan træffe afgørelse. Efter bestemmelsens 2. pkt. gælder det dog ikke, hvis sagen angår vurdering i medfør af lov om vurdering af landets faste ejendomme eller ejendomsvurderingsloven, og sagen indbringes for domstolene efter den gældende skatteforvaltningslovs § 48, stk. 2. Efter § 48, stk. 2, kan der som udgangspunkt ske overspringelse efter, at sagen har ligget 6 måneder hos den administrative klagemyndighed. Forslaget går ud på i § 55, stk. 4, 2. pkt., at ændre § 48, stk. 2, til § 48, stk. 1 eller 2. Forslaget er en konsekvens af lovforslagets § 1, nr. 15, hvorefter skatteforvaltningslovens § 48, stk. 1 og 2, nyaffattes således, at stk. 1 efter forslaget omhandler muligheden for direkte domstolsprøvelse, og stk. 2 omhandler muligheden for overspringelse efter, at sagen er blevet påklaget til den administrative klagemyndighed. Forslaget tager sigte på at afskære omkostningsgodtgørelse såvel ved direkte domstolsprøvelse efter § 48, stk. 1, af en sag om vurdering i medfør af lov om vurdering af landets faste ejendomme eller ejendomsvurderingsloven som ved indbringelse efter § 48, stk. 2, af en sådan sag for domstolene efter påklage til den administrative klagemyndighed. Med forslaget tilpasses reglerne om omkostningsgodtgørelse, så de svarer til det krav, der gælder i dag, hvorefter der ikke ydes omkostningsgodtgørelse i sager om vurdering i medfør af lov om vurdering af landets faste ejendomme eller ejendomsvurderingsloven, der indbringes for domstolene, medmindre en klagemyndighed forinden har truffet afgørelse i sagen." Rådets direktiv og EF-voldgiftskonventionen I lov om mekanismer til bilæggelse af skattetvister i Den Europæiske Union fremgår: " EU-voldgiftskonventionen (ophævelse af dobbeltbeskatning i forbindelse med regulering af forbundne foretagenders overskud) § 1. Konventionen af 23. juli 1990 om ophævelse af dobbeltbeskatning i forbindelse med regulering af forbundne foretagenders overskud, som ændret senest ved Rådets afgørelse af 9. december 2014 om Kroatiens tiltrædelse af konventionen af 23. juli 1990 om ophævelse af dobbeltbeskatning i forbindelse med regulering af forbundne foretagenders overskud, gælder her i landet. [...] Voldgiftsdirektivet (direktiv om skattetvistbilæggelsesmekanismer) § 2. Rådets direktiv 2017/1852/EU af 10. oktober 2017 om skattetvistbilæggelsesmekanismer i Den Europæiske Union gælder her i landet. [...]" Af Rådets direktiv (EU) 2017/1852 af 10. oktober 2017 om skattetvistbilæggelsesmekanismer i Den Europæiske Union, fremgår følgende om dets anvendelse og ikrafttræden: " Artikel 1 Genstand og anvendelsesområde Dette direktiv fastsætter regler for en mekanisme til bilæggelse af tvister mellem medlemsstater, når disse tvister opstår i forbindelse med fortolkningen og anvendelsen af aftaler og konventioner, der indeholder bestemmelser om afskaffelse af dobbeltbeskatning af indkomst og, hvis det er relevant, kapital. Det fastsætter også rettighederne og pligterne for de berørte personer, når sådanne tvister opstår. I dette direktiv benævnes det forhold, der giver anledning til sådanne tvister, et »tvistspørgsmål«. [...] Artikel 23 Ikrafttræden Dette direktiv træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende. Det anvendes på alle klager, der indgives fra den 1. juli 2019 og fremefter, om tvistspørgsmål vedrørende indkomst eller kapital i et skatteår, der begynder den 1. januar 2018 eller derefter. De kompetente myndigheder i de berørte medlemsstater kan dog beslutte at anvende dette direktiv på eventuelle klager, der er indgivet før denne dato, eller på tidligere skatteår. [...]" Konventionen af 23. juli 1990 (90/436/EØF) om ophævelse af dobbeltbeskatning i forbindelse med regulering af forbundne foretagendes overskud (herefter EF-voldsgiftskonventionen) foreskriver den procedure, der skal følges for at ophæve dobbeltbeskatning. Proceduren er opdelt i en aftale- og en voldgiftsprocedure, som er beskrevet i henholdsvis artikel 6 og 7.1, hvoraf følgende fremgår: " Artikel 6 1. Såfremt et foretagende i tilfælde, hvor denne konvention finder anvendelse, mener, at de i artikel 4 anførte principper ikke er blevet overholdt, kan det, uanset hvilke retsmidler der måtte være fastsat i de berørte kontraherende staters interne lovgivning, indbringe sagen for den kompetente myndighed i den kontraherende stat, hvor det er hjemmehørende, eller hvor det faste driftssted er beliggende. Sagen skal indbringes inden tre år efter første underretning om den foranstaltning, der har ført til eller formodes at ville føre til dobbeltbeskatning som omhandlet i artikel 1. Foretagendet skal samtidig underrette den kompetente myndighed, hvis andre kontraherende stater kan berøres af sagen. Derefter skal den kompetente myndighed straks underrette de kompetente myndigheder i de øvrige kontraherende stater. 2. Hvis klagen forekommer den kompetente myndighed begrundet, og denne ikke selv kan tilvejebringe en tilfredsstillende løsning, skal den søge at løse sagen ved en gensidig aftale med de kompetente myndigheder i alle de øvrige berørte kontraherende stater for derved at undgå dobbeltbeskatning på grundlag af de i artikel 4 anførte principper. Enhver sådan aftale skal gennemføres uden hensyn til, hvilke frister der er fastsat i de berørte kontraherende staters interne lovgivning. Artikel 7 1. Såfremt det ikke lykkes de pågældende kompetente myndigheder at nå til en aftale om at ophæve dobbeltbeskatningen inden to år fra den dato, på hvilken sagen første gang blev forelagt en af de kompetente myndigheder i henhold til artikel 6, stk. 1, nedsætter de et rådgivende udvalg, som de pålægger at afgive udtalelse om, hvordan denne dobbeltbeskatning skal ophæves. [...]" Rådet for Den Europæiske Union og repræsentanterne for medlemsstaternes regeringer, forsamlet i Rådet, vedtog i 2006 et adfærdskodeks for den faktiske gennemførelse af EF-voldgiftskonventionen (2006/C 176/02), som blev revideret i 2009 (2009/C 322/01). Praksis Ved Vestre Landsrets dom af 11. marts 2016, offentliggjort som SKM2016.354.VLR , fandt landsretten, at EF-voldgiftskonventionen er omfattet af bestemmelsen i § 2, jf. § 1 i bekendtgørelse nr. 1029 af 24. oktober 2005 om dobbeltbeskatningsoverenskomster. I den pågældende sag havde et selskab anmodet SKAT om, at der blev gennemført gensidig aftaleprocedure efter EF-voldgiftskonventionen, som SKAT havde afvist. Selskabet påklagede SKATs afgørelse til Skatteankestyrelsen, men havde samtidig - i overensstemmelse med SKATs vejledning om sagsanlæg i den omtvistede afgørelse - indbragt afgørelsen for domstolene. Retten fandt, at SKATs afgørelse om afvisning af selskabets anmodning om gennemførelse af gensidig aftaleprocedure efter EF-voldgiftskonventionen ikke kunne påklages til anden administrativ myndighed, men den i stedet - som sket - skulle indbringes for domstolene. Derudover fandt retten ikke, at SKAT havde haft tilstrækkeligt grundlag for at afvise anmodningen. Ved Østre Landsrets dom af 9. september 2021, offentliggjort som SKM2021.582.ØLR , tog retten stilling til, hvorvidt selskabets anmodninger om indledning af gensidig aftaleprocedure i henhold til EF-voldgiftskonventionen var rettidigt indbragt. For så vidt angår konventionens artikel 6, stk. 2, der omhandler den gensidige aftaleprocedure, fastslog retten, at der stilles lave krav til godtgørelsen af, at klagen til den kompetente myndighed forekommer begrundet, og dermed til iværksættelsen af den gensidige aftaleprocedure. Videre fastslog retten, at en rettidig indbringelse af sagen efter artikel 6, stk. 1, hvori der er fastsat en frist på tre år for at "indbringe" en sag med anmodning om gensidig aftaleprocedure, ikke forudsætter, at sagen også er forelagt i henhold til konventionens artikel 7, stk. 1, som omhandler den toårige forhandlingsperiode. Retten tillagde det bl.a. betydning, at minimumsbetingelserne opregnet i punkt 5 i adfærdskodeks efter sin overskrift angår starttidspunktet for den toårige forhandlingsperiode efter artikel 7, stk. 1, og ikke den treårige indbringelsesfrist i henhold til artikel 6, stk. 1. Landsskatterettens afgørelse af 12. maj 2025, offentliggjort som SKM2025.378.LSR , angik, at Skattestyrelsen ikke havde imødekommet et selskabs anmodning om omkostningsgodtgørelse vedrørende visse udgifter i forbindelse med en sag efter EF-voldgiftskonventionen. Selskabet havde bl.a. anvendt sagkyndig bistand og haft udgifter hertil i forhold til Kompetent Myndighed i en anden stat, og Skattestyrelsen anså ikke dette for omfattet af skatteforvaltningslovens § 55, stk. 1, nr. 6, om en sag efter EF-voldgiftkonventionen. Landsskatteretten fandt, at en sag efter bestemmelsen i skatteforvaltningslovens § 55, stk. 1, nr. 6, måtte forstås på sædvanlig vis som én samlet sag, herunder uanset hvilken del af proceduren efter EF-voldgiftskonventionen, der var tale om, og uanset om der var anvendt sagkyndig bistand under sagen i forhold til andre end Kompetent Myndighed i Danmark. Retten lagde vægt på, at der ikke i bestemmelsens ordlyd eller forarbejder var holdepunkter for at forstå en sag i bestemmelsens forstand som særskilt afgrænset til noget andet end selve den samlede sag efter EF-voldgiftskonventionen, og at ordet sag samtidig var anvendt både i bestemt form og ental i bestemmelsens ordlyd og i forarbejderne. Der var derfor ikke grundlag for i bestemmelsen i skatteforvaltningslovens § 55, stk. 1, nr. 6, at skelne mellem sagkyndig bistand i forhold til f.eks. Kompetent Myndighed i Danmark, en kompetent myndighed i udlandet eller selve det rådgivende udvalg, når denne sagkyndige bistand og udgifterne hertil vedrørte sagen efter EF-voldgiftskonventionen. Selskabet havde således anvendt sagkyndig bistand i forbindelse med sagen efter EF-voldsgiftskonventionen, jf. skatteforvaltningslovens § 55, stk. 1, nr. 6, da sagen var opstået som følge af en forhøjelse fra dansk side af selskabets danske skatteansættelser, og sagen samtidig konkret havde haft væsentlig betydning for selskabets danske skatteansættelser. Landsskatteretten ændrede herefter Skattestyrelsens afgørelse i overensstemmelse hermed og hjemviste sagen til fornyet behandling med henblik på stillingtagen til, hvorvidt de øvrige betingelser for at udbetale omkostningsgodtgørelse i skatteforvaltningslovens kapitel 19 var opfyldt. Landsskatterettens begrundelse og resultat Selskabet ansøgte den 19. august 2022 om omkostningsgodtgørelse med 100 % af 4.500.306,54 kr. for udgifter til sagkyndig bistand i forbindelse med selskabets sag ved Østre Landsret. Den sagkyndige bistand er ud fra de fremlagte fakturaer udført i perioden 4. januar 2018 - 30. juni 2022. Der ydes som udgangspunkt omkostningsgodtgørelse for de udgifter, som selskabet ifølge regning skal betale eller har betalt til sagkyndig bistand i en sag omfattet af lov om mekanismer til bilæggelse af skattetvister i Den Europæiske Union, jf. skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1, jf. § 54, stk. 1, nr. 1, og § 55, stk. 1, nr. 6. Ifølge lov om mekanismer til bilæggelse af skattetvister i Den Europæiske Union gælder både EF-voldgiftskonventionen og Rådets direktiv i Danmark, jf. lovens §§ 1 og 2. Rådets direktiv anvendes på klager, der er indgivet fra den 1. juli 2019 og fremefter, om tvistspørgsmål vedrørende indkomst eller kapital i et skatteår, der begynder den 1. januar 2018 eller derefter, jf. Rådets direktiv artikel 23. I nærværende sag, hvor selskabet i 2013 har rettet henvendelse til den kompetente myndighed i Danmark om indledning af gensidig aftaleprocedure efter EF-voldgiftskonventionen om et tvistspørgsmål vedrørende indkomstårene 2007-2011, er det alene EF-voldgiftskonventionen, der anvendes. Efter skatteforvaltningslovens § 55, stk. 1, nr. 6, ydes der godtgørelse i en sag omfattet af EF-voldgiftskonventionen, når sagen er opstået som følge af, at de danske skattemyndigheder ved afgørelse har forhøjet et dansk foretagendes skattepligtige indkomst, og hvis denne afgørelse er af en type, som kan påklages til en administrativ klageinstans som nævnt i bestemmelsens nr. 1-4. Landsskatteretten lægger i overensstemmelse med det oplyste til grund, at SKAT har forhøjet selskabets danske skatteansættelser for indkomstårene 2007-2011 baseret på en transfer pricing-korrektion, og at denne korrektion har angået samhandlen mellem selskabet og et koncernforbundent selskab i Land Y1 vedrørende armslængdevilkår i den forbindelse. Selskabet har oprindeligt påklaget SKATs afgørelser om forhøjelse af selskabets danske skatteansættelser for de pågældende indkomstårene som følge af transfer pricing-korrektionen. Ligeledes har selskabet anmodet om indledning af gensidig aftaleprocedure efter EF-voldgiftskonventionen vedrørende denne korrektion, hvilket Kompetent Myndighed ved afgørelse har afvist. Selskabet har indbragt Kompetent Myndigheds afgørelse for domstolene. Østre Landsret har herefter pålagt Kompetent Myndighed at indlede og søge gennemført gensidig aftaleprocedure efter EF-voldsgiftskonvention med den kompetente myndighed i Land Y1 på grundlag af selskabets anmodning. De kompetente myndigheder i Danmark og Land Y1 har som følge heraf indgået forhandling samt aftale. På denne baggrund har selskabet derfor haft en sag efter EF-voldgiftskonventionen, der er omfattet af bestemmelsen i skatteforvaltningslovens § 55, stk. 1, nr. 6. Selskabet har efter ansøgning fået udbetalt omkostningsgodtgørelse for en del af udgifterne til sagen omfattet af EF-voldgiftskonventionen, herunder udgifter til sagkyndig bistand til forberedelse af selskabets anmodning om gensidig aftaleprocedure samt til proceduren efter EF-voldsgiftskonventionen. Selskabet har herefter ansøgt om omkostningsgodtgørelse for udgifter til sagkyndig bistand i forbindelse med indbringelsen af Kompetent Myndigheds afgørelse af 4. januar 2018 om afvisning af selskabets anmodning om indledning af gensidig aftaleproceduren efter EF-voldgiftskonventionen for Østre Landsret. Spørgsmålet i nærværende sag er derfor, om selskabets sag ved Østre Landsret kan anses for omfattet af begrebet "en sag efter EF-voldgiftskonventionen" i bestemmelsen i skatteforvaltningslovens § 55, stk. 1, nr. 6. Landsskatteretten fandt i afgørelsen i SKM2025.378.LSR , at der ikke i ordlyden af skatteforvaltningslovens § 55, stk. 1, nr. 6, eller i forarbejderne hertil er holdepunkter for at forstå en sag i bestemmelsens forstand som særskilt afgrænset til noget andet end selve den samlede sag efter EF-voldgiftskonventionen, herunder uanset hvilken del af proceduren efter EF-voldgiftskonventionen, der er tale om, og uanset om der er anvendt sagkyndig bistand under sagen i forhold til andre end den kompetente myndighed i Danmark. Ved indførelsen af adgangen til omkostningsgodtgørelse i en sag efter EF-voldgiftskonventionen og ved de efterfølgende ændringer af skatteforvaltningslovens § 55, stk. 1, nr. 6, er der hverken i bestemmelsens ordlyd eller i forarbejderne hertil anført, at der kun er adgang til omkostningsgodtgørelse for udgifter til sagkyndig bistand i forbindelse med behandlingen af sagen ved de kompetente myndigheder. Det er derimod anført i bemærkningerne til bestemmelsen i lovforslag nr. 267 af 5. april 2000, at " Da der ved behandlingen af en sag efter EF-voldgiftskonventionen utvivlsomt kan være behov for antagelsen af sagkyndig bistand, ligesom afklaringen af armslængdespørgsmålet har betydning for skatteansættelsen, hvortil der kan ydes tilskud til sagkyndig bistand, når sagen behandles i det administrative klagesystem, foreslås det, at der også ydes omkostningsgodtgørelse fra det tidspunkt, hvor en klage indgives til Told- og Skattestyrelsen med henblik på at få ophævet en dobbeltbeskatning" . Henset til dette og i overensstemmelse med afgørelsen i SKM2025.378.LSR , finder Landsskatteretten, at der i bestemmelsen i skatteforvaltningslovens § 55, stk. 1, nr. 6, ikke i den her foreliggende situation er grundlag for at skelne mellem sagkyndig bistand ydet ved de kompetente myndigheder eller ved domstolene, når blot den sagkyndige bistand vedrører en sag efter EF-voldgiftskonventionen, og bistanden er ydet fra det tidspunkt, hvor anmodningen om indledning af gensidig aftaleprocedure er indgivet til den kompetente myndighed. Da Østre Landsret har behandlet selskabets sag efter bestemmelserne i EF-voldgiftskonvention, og på baggrund heraf har pålagt Kompetent Myndighed at indlede og søge gennemført gensidig aftaleprocedure efter EF-voldsgiftskonvention på grundlag af selskabets anmodning, finder Landsskatteretten, at udgifterne til retssagen er en del af selskabets samlede udgifter til sagen efter EF-voldgiftskonventionen, som dermed er godtgørelsesberettiget efter skatteforvaltningslovens § 55, stk. 1, nr. 6. Det anførte i skatteforvaltningslovens § 55, stk. 4, om adgangen til omkostningsgodtgørelse i domstolssager, og det forhold, at en afgørelse fra Kompetent Myndighed om afvisning af indledning af gensidig aftaleprocedure efter EF-voldgiftskonventionen skal indbringes for domstolene, jf. SKM2016.354.VLR , kan ikke føre til et andet resultat. Der er således ikke i hverken ordlyden af skatteforvaltningslovens § 55, stk. 1, nr. 6, eller forarbejderne hertil holdepunkter for, at en domstolsprøvelse af Kompetent Myndigheds uretmæssige afvisning, jf. SKM2021.582.ØLR , af at anse en anmodning om gensidig aftaleprocedure efter EF-voldgiftskonventionen for rettidig udgør en anden særskilt sag, som ikke er omfattet af og falder uden for bestemmelsen i skatteforvaltningslovens § 55, stk. 1, nr. 6. Retten har herved også henset til, at adgangen til omkostningsgodtgørelse i domstolssager i skatteforvaltningslovens § 55, stk. 4, forelå forud for indførelsen af adgangen til omkostningsgodtgørelse i en sag efter EF-voldgiftskonventionen, og at det i ordlyden af skatteforvaltningslovens § 55, stk. 1, nr. 6, eksplicit er anført, hvilke begrænsninger, der gælder, i relation til adgangen til omkostningsgodtgørelse. Der er derfor ikke er grundlag for at afvise selskabets ansøgning om omkostningsgodtgørelse for udgifter til sagkyndig bistand i forbindelse med sagen ved Østre Landsret. Da Skattestyrelsen ved den påklagede afgørelse ikke har taget stilling til, hvorvidt de øvrige betingelser for at udbetale omkostningsgodtgørelse i skatteforvaltningslovens kapitel 19 er opfyldt, hjemviser Landsskatteretten derfor sagen med henblik på, at Skattestyrelsen nu tager stilling hertil og træffer afgørelse herom.