Ekstraordinær genoptagelse – særlige omstændigheder

Sag BS-61206/2023-GLO Parter A (v/ advokat Mansour Shah Bandri) mod Skatteministeriet Departementet (v/ advokat Lasse Walhoff Spangsberg) Denne afgørelse er truffet af dommer Gitte Arildsen. Sagens baggrund og parternes påstande Retten har modtaget sagen den 21. november 2023. Sagen drejer sig om anmodning om ekstraordinær genoptagelse af skattesag. A har nedlagt følgende påstand: Påstand 1: Skatteministeriet skal anerkende, at der kan ske genoptagelse af afgørelsen med sagsnr. (red.sagsnr.nr.1.fjernet) for indkomstårene 2013 og 2014. Påstand 2: Skatteministeriet skal anerkende at spørgsmålet om sagsøgers ansvar for betaling af ikke-indeholdt A-skatter og AM-bidrag for perioden 1. januar - 321. december 2014 skal genoptages. Skatteministeriet Departementet har nedlagt påstand om frifindelse. Oplysningerne i sagen Af Landsskatterettens afgørelse af 29. september 2013 fremgår: "… Landsskatterettens afgørelse Sagen angår, hvorvidt der i sagen foreligger særlige omstændigheder i form af myndighedsfejl eller svig fra tredjemand, der kan medføre ekstraordinær genoptagelse af virksomhedens indeholdelsespligtige A-skat og AM-bidrag samt virksomhedens skatte- og momsansættelser. Retsgrundlag Det følger af skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, at told- og skatteforvaltningen ikke senere end den 1. maj i det fjerde år indkomstårets udløb kan afsende varsel om ændring af en ansættelse af indkomstskat, og at ansættelsen skal foretages senest den 1. august i det fjerde år efter indkomstårets udløb. Det følger af skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2, at en skattepligtig, der ønsker at få ændret sin skatteansættelse, senest den 1. maj i det fjerde år efter indkomstårets udløb, skal fremlægge nye oplysninger af faktisk eller retlig karakter, der kan begrunde ændringen. Uanset fristerne i skatteforvaltningslovens § 26, kan en ansættelse af indkomstskat foretages eller ændres, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, såfremt én af de objektive betingelser i bestemmelsens nr. 1-4 og 6-7 er opfyldt, eller der foreligger særlige omstændigheder som anført i bestemmelsens nr. 8. Yderligere kan genoptagelse kun foretages efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, hvis anmodningen om ekstraordinær genoptagelse fremsættes af den skattepligtige senest 6 måneder efter, at den skattepligtige har fået kendskab til det forhold, der begrunder fravigelsen af fristerne i skatteforvaltningslovens § 26, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2. En anmodning om genoptagelse af skatteansættelsen for indkomstårene 2013 og 2014 skal således på den skattepligtiges initiativ, være kommet frem til Skattestyrelsen henholdsvis senest den 1. maj 2017 og den 1. maj 2018, jf. skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2. Det følger af skatteforvaltningslovens § 31, stk. 1, at told- og skatteforvaltningen ikke kan afsende varsel om fastsættelse eller ændring af afgiftstilsvar senere end 3 år efter angivelsesfristens udløb. Uanset fristerne i § 31 kan et afgiftstilsvar fastsættes eller ændres efter anmodning fra den afgiftspligtige eller efter told- skatteforvaltningens bestemmelse, hvis den afgiftspligtige har handlet mindst groft uagtsomt og bevirket, at afgiftstilsvaret er fastsat på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag. Det fremgår af skatteforvaltningslovens § 32, stk. 1, nr. 3. En ekstraordinær ændring af afgiftstilsvar efter § 32, stk. 1, nr. 1-4, skal varsles senest 6 måneder efter told- og skatteforvaltningen er kommet til kundskab om forholdet, og ændringen skal foretages senest 3 måneder efter dagen, hvor varslingen er afsendt. Det fremgår af § 32, stk. 2. Ifølge bemærkningerne til den tidligere gældende skattestyrelseslovs § 35, stk. 1, nr. 8, er bestemmelsens anvendelsesområde tilfælde, hvor der foreligger særlige omstændigheder, der fører til, at det må anses for urimeligt at opretholde ansættelsen uden for de tilfælde, hvor genoptagelse kan ske efter de objektive grunde i bestemmelsen. Det fremgår af bemærkningerne, at bestemmelsen bl.a. finder anvendelse, når skattemyndigheden har begået ansvarspådragende fejl, eller når skattemyndigheden har begået fejl, der ikke er ansvarspådragende, når fejlen har medført en materiel urigtig skatteansættelse, og det efter en konkret vurdering må anses for urimeligt at opretholde ansættelsen. Af Østre Landsrets dom af 18. oktober 2013, offentliggjort i SKM2013.739.ØLR . følger det, at en forkert skatteansættelse ikke i sig selv er en særlig omstændighed. Af dagældende forældelseslovs (bekendtgørelse nr. 1063 af 28. august 2013) § 2, stk. 1, fremgår det, at forældelsesfristen tidligst regnes fra det tidspunkt, hvor fordringshaveren kunne kræve at få fordringen betalt. Af bestemmelsens stk. 2 fremgår det dog, at forældelsesfristen først regnes fra betalingsfristens udløb, hvis der er indrømmet skyldneren løbedage eller i øvrigt en frist, inden for hvilken betalingen anses for rettidig. Det følger af dagældende forældelseslovs § 3, stk. 1, at forældelsesfristen er 3 år, medmindre andet følger af andre bestemmelser. Var fordringshaveren ubekendt med fordringen eller skyldneren, regnes forældelsesfristen i stk. 1 først fra den dag, da fordringshaveren fik eller burde få kendskab hertil. Det følger af daværende forældelseslov § 3, stk. 2. Det følger af § 18, stk. 4, i dagældende forældelseslov, at forældelsen afbrydes ved restanceinddrivelsesmyndighedens underretning til skyldneren om indeholdelse i løn mv. eller modregning. Det følger af opkrævningslovens § 2, stk. 5, at indeholdt A-skat og AM-bidrag som udgangspunkt forfalder til betaling den 1. i den første måned efter udløb af afregningsperioden. Den konkrete sag Repræsentanten har den 5. maj 2021 fremsendt anmodning om genoptagelse af virksomhedens momstilsvar, skatteansættelse og A-skattetilsvar. For så vidt angår skatte- og momsansættelsen er anmodningen dermed modtaget hos Skattestyrelsen efter udløb af den ordinære genoptagelsesfrist i skatteforvaltningslovens §§ 26, stk. 2 og 31, stk. 2, hvorfor genoptagelse kun vil kunne ske, hvis én af betingelserne for ekstraordinær genoptagelse i skatteforvaltningslovens §§ 27, stk. 1, nr. 1-4, 6-7 og 8 samt 32, stk. 1, nr. 1-4, og skatteforvaltningslovens §§ 27, stk. 2 og 32, stk. 2, er opfyldt. Virksomheden opfylder ikke betingelserne for ekstraordinær genoptagelse efter de objektive betingelser i skatteforvaltningslovens §§ 27, stk. 1, nr. 1-4 og 6-7 samt 32, stk. 1, nr. 1-3, hvorfor det bliver afgørende, om der foreligger særlige omstændigheder i henhold til skatteforvaltningslovens §§ 27, stk. 1, nr. 8 og 32, stk. 1, nr. 4. Landsskatteretten finder, at der ikke foreligger særlige omstændigheder i henhold til skatteforvaltningslovens §§ 27, stk. 1, nr. 8 og 32, stk. 1, nr. 4. Der er ved vurderingen lagt vægt på, at repræsentanten har fremlagt regnskab for indkomståret 2014, der stemmer nogenlunde overens med SKAT’s ansættelser for så vidt angår virksomhedens omsætning og opgjorte salgsmoms, og at Skattestyrelsen ved deres afgørelser af 19. maj 2015 og den 5. april 2017 ikke har foretaget ændringer af indkomståret 2013. På baggrund heraf er det rettens opfattelse, at der ikke foreligger særlige omstændigheder angående de af repræsentanten fremsendte regnskaber, idet regnskaberne med tilhørende kontokort er fremsendt i forbindelse med klagen den 26. december 2021, og at regnskabet for 2014 ikke påviser, at SKAT’s skønsmæssige ansættelser er urimelige. Det er endvidere rettens opfattelse, at der ikke foreligger særlige omstændigheder i forbindelse med, at A har udtalt sig om virksomheden, og at SKAT på baggrund af udtalelserne har ændret opfattelse af, om der er tale om reel virksomhed, idet A har været kontaktperson i virksomheden og i den forbindelse taget ledelsesbeslutninger mv. Retten har endvidere lagt vægt på, at SKAT har truffet afgørelserne dateret den 19. maj 2015 og den 5. april 2017 på baggrund af bankindsætninger på virksomhedens bankkonti X1-konti og X2-konti, der på daværende tidspunkt udgjorde grundlaget, som var tilgængeligt for SKAT til at træffe afgørelserne. Det er endvidere rettens opfattelse, at der ikke foreligger oplysninger, der påviser myndighedsfejl fra SKAT’s side, idet SKAT har forhøjet virksomhedens momstilsvar og skatteansættelse på baggrund af bankindsætninger, der udgør omsætning i virksomheden. Det er rettens opfattelse, at der ej heller foreligger svig fra tredjemand, idet F1-fagforening i 2014 er angivet som kontaktperson for virksomheden, hvorfor retten lægger F1-fagforening’s forklaring til grund om, at han har haft ledelsesansvar i virksomheden. Der er ved vurderingen lagt vægt på, at der ikke er fremlagt dokumentation for, at F1-fagforening ikke har haft de oplyste bemyndigelser og det oplyste ansvar i virksomheden. Repræsentantens påstand om, at SKAT’s afgørelse dateret den 5. april 2017 er ugyldig, kan således ikke føre til et andet resultat, idet retten finder, at der i afgørelsen ikke foreligger sagsbehandlingsfejl. Retten finder, at det strafferetlige tiltalefrafald for A fra Københavns Vestegns Politis, ikke kan føre til et andet resultat. Der er ved vurderingen lagt vægt på, at det ikke af det fremsendte tiltalefrafald fremgår, at A ikke har drevet G1-virksomhed i perioden. Der er endvidere lagt vægt på, at den strafferetlige vurdering er en anden vurdering med et andet beviskrav, hvor indeværende sag beror på, hvorvidt virksomheden kan løfte bevisbyrden for, at der kan ske ekstraordinær genoptagelse af virksomhedens indeholdelsespligtige A-skat og AM-bidrag samt virksomhedens skatte- og momsansættelser. Retten finder endvidere, at den af repræsentanten fremlagte dom fra retten i Glostrup afsagt den 3. maj 2023, ikke kan føre til et andet resultat. Retten bemærker, at SKAT’s afgørelser af 19. maj 2015 og 5. april 2017 ikke er påklaget. Bestemmelserne om ekstraordinær genoptagelse er ikke en udvidelse af den almindelige klageadgang. Der forelægger endvidere ikke dokumentation for særlige omstændigheder, der har forhindret virksomheden i at anmode om genoptagelse af indkomstårene 2013 og 2014 i den periode, hvor genoptagelse kunne være sket efter reglerne om ordinær genoptagelse. Yderligere anses 6-månedersfristen i skatteforvaltningslovens §§ 27, stk. 2 og 32, stk. 2, for at være overskredet. Retten har lagt vægt på, at kundskabstidspunktet for de forhold, der begrunder fravigelsen af fristerne i §§ 26 og 31 anses senest som det tidspunkt, hvor virksomheden har modtaget den seneste afgørelse fra SKAT, dvs. den 5. april 2017. Da anmodningen om genoptagelse er modtaget hos Skattestyrelsen den 5. maj 2021, er den således fremsat efter udløbet af fristen i skatteforvaltningslovens §§ 27, stk. 2 og 32, stk. 2. Der foreligger ikke sådanne særlige omstændigheder, at der er grundlag for at dispensere fra fristen. For så vidt angår anmodning om genoptagelse af virksomhedens indeholdelsespligtige A-skat og AM-bidrag finder retten, at reglerne om genoptagelse i skatteforvaltningsloven ikke finder anvendelse. I forhold til genoptagelse af A-skat og AM-bidrag er det de almindelige forældelsesregler der finder anvendelse, hvorefter en fordring forældes efter 3 år. Det er rettens opfattelse, at forældelsesfristen senest løber fra den 5. april 2017, hvor virksomheden har modtaget afgørelse fra SKAT om betaling af A-skat og AM-bidrag, hvor fordringen kunne kræves betalt. Der er ved vurderingen lagt vægt på, at virksomheden i perioden fra den 10. september 2014 burde have vidst, at denne skulle indeholde A-skat og AM-bidrag henset til virksomhedens omsætning i perioden fra den 10. september 2014. Til at understøtte dette har retten endvidere lagt vægt på, at repræsentanten ikke har bestridt, at der i perioden har været tale om virksomhed, og at repræsentanten refererer til F1-fagforening som en ansat. Det kan ikke føre til et andet resultat, at SKAT den 19. maj 2015 har truffet en afgørelse, hvori SKAT har anført, at de var af den opfattelse, at der ikke var tale om reel virksomhed. Retten finder således, at forældelse er indtrådt senest den 5. april 2020, jf. forældelseslovens § 3, stk. 1. Idet repræsentanten først den 5. maj 2021 har anmodet om genoptagelse, finder retten, at der ikke kan ske genoptagelse af virksomhedens indeholdelsespligtige A-skat og AM-bidrag. Landsskatteretten stadfæster således Skattestyrelsens afgørelse …" Forklaringer Der er afgivet partsforklaring af A. A har forklaret, at han har (red.antal.nr.1.fjernet) børn. Han arbejder ikke for tiden. Han oprettede selskabet G1-virksomhed, da KH spurgte ham, om han ville åbne et firma for ham, der skulle lave transport, og så kunne A få løn i det firma. Det ville A gerne, da han manglede indtægt og stolede på KH. A kørte transport i firmaet, når KH bad ham om det. A åbnede firmaet og firmaets bankkonti i F1-bank, som også er hans private bank, og gav KH fuldmagt. Han var ikke daglig leder i virksomheden. Han kørte transport, når KH sagde det til ham. Han mener, at han også selv kunne gå ind på bankkonti, da det jo var hans konti, men KH havde fuldmagt. KH stod for det hele. KH havde adgang til e-Boks. KH havde hans NemID. Det var det gamle kort med koder til NemID. Han kender bare KH fra Y1-by. Han har før arbejdet for KH. Han ved ikke, hvad der blev af det firma, som KH tidligere havde, som han havde arbejdet for. Hver gang han blev kontaktet omkring G1-virksomhed, gav han papirerne videre til KH. Han kan ikke huske om han modtog papirer fra SKAT fysisk eller i e-Boks, men alt han fik fra SKAT gav han videre til KH og sagde KH skulle få styr på det. KH sagde, der var styr på det. Han svarede, at han stolede på KH. Senere da han fik flere og flere breve fra SKAT, blev han nok mere nysgerrig. I 2021 bad han en advokat om at kigge på sagen, da han var blevet kontaktet af politiet og kunne se, at han havde en gæld, der ikke var hans. Da han blev kontaktet af politiet i 2020, fandt han ud af, at KH havde snydt ham. Der er nok kommet noget fra SKAT fra 2017 til 2021. Han har kigget den anden vej. Ellers har han givet det videre til KH og bedt ham få styr på det. Det er ikke hans underskrift på kontrakten (ekstrakt side 75). Han har måske været inde på bankkontoen 1-2 gange. Han tænkte slet ikke over de bevægelser, der var på kontoen. De kørte jo transport. Han fik ikke den løn, han skulle have fra KH. Han fik i alt 15-20.000 kr. for hans transport arbejde for G1-virksomhed. Det er ikke rigtigt, når KH har sagt, at han stod for 50 % af virksomheden. Han interesserede sig ikke for driften og økonomien i selskabet. Han kørte bare transport. De kørte fx frokostordninger ud. KH var også inde på hans private bankkonto. KH havde fuldmagt til F1-bank. KH havde hans fysiske NemID og han havde selv et foto, så han kunne se koderne og selv få adgang. Det havde han sjældent brug for. Han brugte ikke energi på det, når SKAT skrev noget. Han interesserede sig først for det i 2020-2021, da politiet kontaktede ham. Parternes synspunkter A har i sit påstandsdokument anført: "… 2. ANBRINGENDER Ad. Særlige omstændigheder: KH var den reelle ejer og leder af virksomheden G1-virksomhed 2.1. Det gøres gældende, at der foreligger særlige omstændigheder efter skatteforvaltningslovens regler om ekstraordinær genoptagelse, idet “Sagsøger har dokumenteret at KH var den reelle ejer og leder af virksomheden G1-virksomhed." 2.2. Denne oplysning angår et bærende faktisk forhold for ansættelserne og er efter sin karakter egnet til at ændre vurderingen af, hvem der reelt bar dispositionerne og grundlaget for forhøjelserne. 2.3. Efter praksis kan ekstraordinær genoptagelse efter § 27, stk. 1, nr. 8 (og den parallelle adgang for afgifter) komme på tale, hvor en ansættelse hviler på et fejlbehæftet faktisk grundlag og fastholdelse vil føre til et åbenbart urimeligt resultat med væsentligt retstab, jf. eksempelvis SKM2014.637.LSR om et skøn, der ikke kunne opretholdes, fordi grundlaget var forkert og resultatet urimeligt. Ad. Materielt forkert afgørelse: tredjemandsforklaringer, der nu viser sig ikke at være sande 2.4. Det gøres endvidere gældende, at “Sagsøger har dokumenteret at Skattestyrelsens afgørelse af 2017 er materielt forkert, og at afgørelsen hviler i det hele på tredjemands forklaringer, der nu viser sig ikke at være sande." 2.5. Når en ansættelse er tilvejebragt på grundlag af oplysninger, som efterfølgende viser sig urigtige, og som har været bærende for resultatet, taler praksis for, at der kan foreligge særlige omstændigheder, fordi fastholdelse vil indebære en uretmæssig beskatning. 2.6. Det bemærkes i den forbindelse, at praksis samtidig afgrænser mod tilfælde, der alene vedrører den skattepligtiges egne fejl eller “glemte fradrag", som typisk ikke udgør særlige omstændigheder, jf. bl.a. SKM2014.400.BR og SKM2015.509.BR . Nærværende sag angår derimod et efterfølgende undermineret faktumgrundlag for selve ansættelsen. Ad. Skattestyrelsens egen anerkendelse: nye oplysninger, der kan begrunde genoptagelse 2.7. Det gøres yderligere gældende, at “Sagsøger har via bilag 11, dokumenteret at Skattestyrelsen overfor Landsskatteretten har anerkendt, at der som følge af dommen mod KH foreligger nye oplysninger der kan begrunde en genoptagelse." 2.8. En sådan tilkendegivelse er ikke i sig selv bindende for hverken Landsskatteretten eller domstolene, men den udgør et væsentligt moment ved vurderingen af, om der faktisk foreligger nye oplysninger af en karakter, som efter praksis kan bære ekstraordinær genoptagelse, og den understøtter derfor, at ansættelsen efter omstændighederne er urimelig at opretholde uden fornyet behandling. Ad. Besvigelse: genoptagelse selv om anmodningen er fremsat efter den “lille fristregel" 2.9. Det gøres gældende, at KH’s besvigelse af sagsøger er en særlig omstændighed, der begrunder, at Skatteforvaltningen skal behandle genoptagelsesanmodningen, selv om den er fremsat efter den “lille fristregel". 2.10. Det følger af praksis, at reaktionsfristen i § 27, stk. 2 håndhæves, men at fristspørgsmålet beror på en konkret vurdering af kundskabstidspunktet og sagens omstændigheder, jf. f.eks. SKM2018.231.BR , hvor skatteyderen blev afskåret “allerede fordi" reaktionsfristen ikke var overholdt, og hvor retten samtidig bemærkede, at der ikke var sandsynliggjort et forkert grundlag eller et åbenbart urimeligt resultat. 2.11. I nærværende sag indgår besvigelseselementet som et kvalificeret moment i den samlede vurdering af, om sagen bør afskæres på frist, eller om særlige omstændigheder tilsiger realitetsbehandling. Ad. Kundskabstidspunkt: sagsøger var ikke reel ejer/leder 2.12. Til støtte for, at kundskabstidspunktet ikke kan lægges fast som anført af sagsøgte, gøres det gældende, at sagsøger ikke var reel ejer/leder, og at det derfor taler imod, at sagsøger havde kundskab om virksomhedens skatteforhold - herunder om de forhold, der nu påberåbes som grundlag for fristgennembrud - på det tidspunkt, som sagsøgte lægger til grund. 2.13. Sagsøgte gør gældende, at kundskabstidspunktet skal regnes fra modtagelsen af afgørelsen den 5. april 2017, og at fristen derfor var sprunget for længst ved anmodningen i 2021. 2.14. Efter praksis fastlægges kundskabstidspunktet konkret ud fra, hvornår den skattepligtige har den relevante viden, der gør det muligt at reagere, og fristen kan ikke mekanisk sidestilles med en tidligere afgørelsesdato, hvis den kundskab, der begrunder fristgennembruddet, først foreligger senere, jf. den praksis, der eksempelvis illustreres af SKM2004.252.LSR om den konkrete fastlæggelse af kundskabstidspunktet i relation til de oplysninger, der faktisk indgår i vurderingen. Ad. Frist: grundlag for at se bort fra 6-månedersfristen på grund af de særlige omstændigheder 2.15. Der gøres gældende, at der er grundlag for at se bort fra 6-månedersfristen på grund af de særlige omstændigheder. 2.16. Dette synspunkt er udtrykkeligt gjort gældende, idet det i sagens oplysninger anføres, at “på den baggrund foreligger der særlige omstændigheder, der giver anledning til at se bort fra 6- måneders fristen i skatteforvaltningslovens §§ 27, stk. 2, og 32, stk. 2." 2.17. Vurderingen beror på en konkret helhedsvurdering, hvor sagens karakter og konsekvenserne ved afskæring indgår, og hvor en strikt fristanvendelse efter omstændighederne kan føre til et uforholdsmæssigt retstab, jf. den praksis, der bl.a. kommer til udtryk i Landsskatterettens afgørelser om samspillet mellem særlige omstændigheder og reaktionsfristen, herunder SKM2018.139.LSR om konkret vurdering af kundskab og frist i en § 27, nr. 8-situation. Påstand 2: genoptagelse af A-skat og AM-bidrag efter almindelige forvaltningsretlige principper 2.18. Til støtte for påstand 2 gøres det gældende, at spørgsmålet om genoptagelse af A-skat/AM-bidrag skal bedømmes efter almindelige forvaltningsretlige principper. 2.19. Sagsøgte anfører selv, at skatteforvaltningslovens regler om ekstraordinær genoptagelse ikke finder anvendelse på dette spørgsmål, og at det derfor skal afgøres efter almindelige forvaltningsretlige principper, hvorefter genoptagelse kan ske, hvis der fremkommer nye faktiske eller retlige oplysninger af så væsentlig betydning, at der er en vis sandsynlighed for andet udfald, jf. bl.a. UfR 2020.3902 H. 2.20. I forlængelse heraf gøres det gældende, at der også for A-skat/AM-bidrag foreligger nye og væsentlige oplysninger - de samme oplysninger om reel ejer/leder m.v. - som tilsiger genoptagelse, og at afgørelsen derfor bør genoptages også på dette punkt, idet disse oplysninger angår det centrale forhold om, hvem der reelt bar dispositionerne og dermed grundlaget for ansvarsplaceringen. Ad. Supplerende støttepunkt: kravet er “påsat" KH i straffesagen 2.21. Som et supplerende støttepunkt gøres det gældende, at kravet i straffesagen er “påsat" KH ved en reaktion svarende til de unddragne beløb, hvilket understøtter, at han - og ikke sagsøger - er rette skattesubjekt for de forhold, der ligger til grund for ansættelserne. Dette støttepunkt underbygger, at de nye oplysninger ikke er perifere, men vedrører kernen i ansættelsesgrundlaget og ansvarsplaceringen. Ad. Supplerende støttepunkt: faktiske fejl i Landsskatterettens afgørelse 2.22. Det gøres endvidere gældende, at Landsskatteretten har begået faktiske fejl i afgørelsen, herunder forveksling af personer, hvilket svækker afgørelsens begrundelse og forudsætninger og dermed bestyrker, at afgørelsen ikke bør opretholdes uden genoptagelse og fornyet prøvelse. …" Skatteministeriet Departementet har i sit påstandsdokument anført: "… 3. ANBRINGENDER Skatteministeriet gør overordnet gældende, at der ikke foreligger særlige omstændigheder efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8, eller § 32, stk. 1, nr. 4 (afsnit 3.1, jf. nærmere nedenfor). Der er derfor ikke grundlag for ekstraordinær genoptagelse af ansættelsen af sagsøgerens skattepligtige indkomst eller momstilsvar. Selv hvis der foreligger særlige omstændigheder, er der alligevel ikke adgang til ekstraordinær genoptagelse, da fristreglerne i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, og § 32, stk. 2, ikke er iagttaget (afsnit 3.2, jf. nærmere nedenfor). Skatteforvaltningslovens regler om ekstraordinær genoptagelse finder ikke anvendelse med hensyn til sagsøgerens ansvar for betaling af ikkeindeholdte A-skatter og AM-bidrag. Spørgsmålet om genoptagelse skal derfor i denne henseende afgøres efter almindelige forvaltningsretlige principper. Sagsøgeren har ikke godtgjort, at der efter disse principper er grundlag for genoptagelse (afsnit 3.3, jf. nærmere nedenfor). 3.1 Der foreligger ikke særlige omstændigheder Det følger af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8, at en ansættelse af indkomstskat kan ændres, hvis skatteforvaltningen efter anmodning fra den skattepligtige giver tilladelse til ændring af ansættelsen som følge af, at der foreligger særlige omstændigheder. Tilsvarende følger det af skatteforvaltningslovens § 32, stk. 1, nr. 4, at et afgiftstilsvar kan ændres efter anmodning fra den afgiftspligtige, hvis der foreligger særlige omstændigheder. Højesteret har fastslået, at skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8, efter sin ordlyd, placering og forarbejder har et snævert anvendelsesområde, jf. f.eks. UfR 2024.2052 H, UfR 2023.2034 H, UfR 2022.393 H og UfR 2021.3465 H. Det samme gælder med hensyn til lovens § 32, stk. 1, nr. 4, vedrørende afgiftstilsvar. Det bemærkes i den forbindelse, at de to bestemmelser blev indført ved samme lov (lov nr. 410 af 2. juni 2003), og at der i lovbemærkningerne til § 32, stk. 1, nr. 4 (den dagældende skattestyrelseslovs § 35 C, stk. 1, nr. 4), henvises til bemærkningerne til § 27, stk. 1, nr. 8 (den dagældende skattestyrelseslovs § 35, stk. 1, nr. 8), jf. lovforslag nr. 175 af 12. marts 2003. Som beskrevet i Højesterets præmisser i UfR 2021.3465 H fremgår det af forarbejderne til § 27, stk. 1, nr. 8 (lovforslag nr. 175 af 12. marts 2003), at bestemmelsens anvendelsesområde er tilfælde, hvor der foreligger særlige omstændigheder uden for de tilfælde, hvor genoptagelse kan ske efter objektive betingelser i bestemmelsens øvrige punkter (nr. 1-7), og hvor det må anses for urimeligt at opretholde ansættelsen, samt at bestemmelsen eksempelvis vil finde anvendelse, hvor der er begået fejl af den skatteansættende myndighed, hvor en urigtig ansættelse skyldes svig fra tredjemand eller i andre særlige tilfælde, der ikke kan bebrejdes den skattepligtige. Selv i en situation, hvor en ansættelse utvivlsomt og ubestridt er forkert, og hvor fejlen har væsentlig betydning for den pågældende skatteyder, indebærer dette ikke i sig selv, at der foreligger særlige omstændigheder, jf. herved f.eks. UfR 2017.1570 H og UfR 2021.3465 H, hvor en skatteyder havde selvangivet et tab på aktier på 801.040 kr. i en forkert rubrik, hvilket ifølge hans egen forklaring havde været lidt af en økonomisk katastrofe for ham. Til støtte for, at der foreligger særlige omstændigheder, henviser sagsøgeren til Retten i Glostrups dom af 3. maj 2023 (bilag 8), hvor KH i en straffesag blev idømt en bøde og fængselsstraf for at have unddraget statskassen skatter og afgifter. Sagsøgeren anfører i stævningen, pkt. 3, at han har dokumenteret, at KH var den reelle ejer og leder af G1-virksomhed, og at SKAT’s afgørelser er materielt forkerte. Skatteministeriet forstår sagsøgeren sådan, at han gør gældende, at KH - og ikke sagsøgeren - er rette skatte- og afgiftssubjekt for SKAT’s forhøjelser. Straffesagen indebærer ikke, at der foreligger særlige omstændigheder. Skattemyndighederne har ikke begået fejl, endsige ansvarspådragende fejl, i forbindelse med forhøjelsen foretaget ved afgørelserne af 19. maj 2015 (bilag 2) og 5. april 2017 (bilag 3). Det var ikke en fejl, at SKAT afholdt et møde med KH. Mødet blev afholdt i forbindelse med en anden sag, men SKAT modtog som beskrevet ovenfor oplysninger på mødet, som var relevante for sagsøgerens skatte- og momsansættelse for 2014. De oplysninger, som SKAT modtog under mødet, fremgik af SKAT’s forslag til afgørelse (bilag G), og sagsøgeren havde dermed mulighed for - og anledning til - at reagere over for SKAT, såfremt oplysningerne efter hans opfattelse var forkerte, men dette gjorde sagsøgeren ikke. SKAT har ikke støttet forhøjelsen af sagsøgerens skattepligtige indkomst og momstilsvar udelukkende på oplysningerne fra KH. SKAT lagde også vægt på andre forhold, herunder at SKAT kom i besiddelse af samarbejdsaftaler indgået mellem G1-virksomhed og andre virksomheder, som var underskrevet af sagsøgeren på vegne af G1-virksomhed, jf. bilag 3, s. 4, tredje afsnit. Dette skaber en klar formodning for, at sagsøgeren var involveret i driften af virksomheden, der som beskrevet ovenfor tilmed var registreret i sagsøgerens navn og med sagsøgerens adresse. Endvidere bestyrkes dette af, at betalingerne for de udstedte fakturaer blev indbetalt på sagsøgerens konto, jf. f.eks. bilag F, s. 1, og bilag C, s. 7 og s. 19. Der er heller ikke sket en urigtig ansættelse som følge af svig fra tredjemand. Sagsøgeren anførte i replikken, s. 2, øverst, at KH har besveget sagsøgeren. Sagsøgeren har ikke nærmere specificeret, hvordan KH skulle have besveget sagsøgeren, og der er da heller ikke nogen holdepunkter i sagen, som støtter, at sagsøgeren er blevet besveget. Tværtimod tyder alt på, at sagsøgeren var fuldt ud bekendt med og involveret i de driftsmæssige aktiviteter, som blev udøvet i regi af G1-virksomhed, men som uretmæssigt ikke blev indberettet til skattemyndighederne. Der foreligger heller ikke på anden vis særlige omstændigheder, der ikke kan bebrejdes sagsøgeren. Tværtimod er sagen den, at sagsøgeren støtter sin anmodning om ekstraordinær genoptagelse på forhold, som han hele tiden har været bekendt med, og som derfor ikke kan begrunde genoptagelse efter § 27, stk. 1, nr. 8. De forhold, som ifølge sagsøgeren skulle indebære, at han ikke er rette skatte- og afgiftssubjekt, har han - i sagens natur - hele tiden været bekendt med. Sagsøgeren kunne - mens tid var - have rejst den indsigelse over for skattemyndighedernes forhøjelser, at det var KH, som var rette skatte- og afgiftssubjekt, hvis det da faktisk forholdt sig sådan, men det gjorde sagsøgeren ikke. Det udgør heller ikke en særlig omstændighed i skatteforvaltningslovens §§ 27, stk. 1, nr. 5’s og 32, stk. 1, nr. 4’s forstand, at Skattestyrelsens sagsbehandler på retsmødet i Landsskatteretten gav udtryk for, at straffedommen indebar, at der forelå " nye oplysninger, der som udgangspunkt vil kunne begrunde en ekstraordinær genoptagelse ", jf. bilag 11. Skattestyrelsens tilkendegivelse på retsmødet har ikke haft indvirkning på den skatteansættelse og det afgiftstilsvar, som sagsøgeren vil have genoptaget. Det bemærkes i øvrigt ex tuto, at Skattestyrelsens tilkendegivelse på retsmødet ikke var bindende for Landsskatteretten, som heller ikke var enig i tilkendegivelsen. Endelig bemærkes ex tuto, at Skattestyrelsens tilkendegivelse heller ikke er bindende for Skatteministeriet under den foreliggende retssag, jf. f.eks. UfR 2017.3366 H. Det har ingen betydning for afgørelsen af den foreliggende sag, hvad Skattestyrelsens sagsbehandler eventuelt måtte mene om straffedommen, og dette er da også baggrunden for, at ministeriet har protesteret imod den begærede vidneførsel af (den tidligere) medarbejder, jf. herved ministeriets duplik. Den omstændighed, at Landsskatteretten har anført sagsøgerens navn i afgørelsen, jf. bilag 1, s. 18, afsnit 2, nede fra, i stedet for KH’s navn, kan heller ikke begrunde ekstraordinær genoptagelse. Der er tale om en uvæsentlig fejl, som ikke har haft nogen indvirkning på den skatteansættelse og det afgiftstilsvar, som sagsøgeren vil have genoptaget. 3.2 Sagsøgeren har ikke iagttaget 6-månedersfristen Hvis retten finder, at der foreligger særlige omstændigheder, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8, er der alligevel ikke adgang til ekstraordinær genoptagelse, da fristreglen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, og § 32, stk. 2, ikke er opfyldt. Det fremgår af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, 1. pkt., at en ansættelse efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 1-8, kun kan foretages, hvis genoptagelsesanmodningen fremsættes senest 6 måneder efter, at den skattepligtige er kommet til kundskab om det forhold, der begrunder fravigelsen af fristerne i § 26. En tilsvarende frist fremgår af skatteforvaltningslovens § 32, stk. 2, om afgiftstilsvar. SKAT sendte forslag til afgørelse om forhøjelse af sagsøgerens skattepligtige indkomst m.v. den 28. februar 2017, jf. bilag H, og traf den 5. april 2017 afgørelse i overensstemmelse med forslaget, som sagsøgeren ikke havde reageret på. Kundskabstidspunktet skal regnes fra sagsøgerens modtagelse af SKAT’s afgørelse, dvs. den 5. april 2017. Sagsøgerens anmodning om genoptagelse blev fremsat den 5. maj 2021, dvs. mere end 4 år efter SKAT’s afgørelse. Sagsøgeren gør gældende, at kundskabstidspunktet skal regnes fra "december 2020", hvor han blev kontaktet af Københavns Vestegns Politi vedrørende den verserende efterforskning af straffesagen, jf. stævningen, pkt. 2.29. Ifølge sagsøgeren var det først på dette tidspunkt, at han fik kendskab til skattesagen, men dette strider imod sagens faktiske oplysninger. Som beskrevet ovenfor har SKAT ved flere lejligheder fremsendt materialeindkaldelser, forslag til afgørelser og afgørelser til sagsøgeren i forbindelse med skatteansættelserne. Sagsøgeren har endvidere i september 2014 underskrevet en samarbejdsaftale på vegne af G1-virksomhed om levering af arbejdskraft, jf. bilag E, s. 1-4, ligesom der er foretaget betalinger af fakturaer til en erhvervs konto oprettet i sagsøgerens navn, jf. bl.a. bilag F, s. 1, og bilag C, s. 7 og s. 19. Sagsøgeren må dermed nødvendigvis have været vidende om og involveret i aktiviteterne i G1-virksomhed, og der er derfor ikke grundlag for at regne kundskabstidspunktet fra et senere tidspunkt end den 5. april 2017. Som anført ovenfor støtter sagsøgeren sin anmodning om genoptagelse på forhold, som han hele tiden har været bekendt med. Sagsøgeren kunne i forbindelse med modtagelse af SKAT’s afgørelse i april 2017 have rejst den indsigelse over for skattemyndighedernes forhøjelser, at det var KH, som var rette skatte- og afgiftssubjekt, hvis det da faktisk forholdt sig sådan, men det gjorde han ikke. Sagsøgeren har ikke godtgjort, at der er grundlag for at se bort fra 6-månedersfristen. Det må derfor også fastslås, at fristen på 6 måneder for længst var sprunget, da sagsøgeren fremsatte anmodningen om genoptagelse den 5. maj 2021. 3.3 Der er ikke grundlag for at genoptage spørgsmålet om sagsøgerens ansvar for A-skat og AM-bidrag. Som anført ovenfor gælder skatteforvaltningslovens regler om ekstraordinær genoptagelse ikke med hensyn til sagsøgerens ansvar for betaling af ikke-indeholdte A-skatter og AM-bidrag, jf. f.eks. Landsskatterettens afgørelse af 14. oktober 2010 (trykt som SKM2010.814.LSR ). Spørgsmålet om genoptagelse skal derfor i denne henseende afgøres efter almindelige forvaltningsretlige principper. Efter almindelige forvaltningsretlige principper kan der ske genoptagelse, hvis der fremkommer nye faktiske eller retlige oplysninger af så væsentlig betydning for en sag, at der er en vis sandsynlighed for, at sagen ville have fået et andet udfald, hvis oplysningerne havde foreligget i forbindelse med den oprindelige stillingtagen, jf. f.eks. UfR 2020.3902 H. Sagsøgeren har ikke godtgjort, at der er grundlag for genoptagelse efter almindelige forvaltningsretlige principper. Sagsøgeren har ikke fremlagt (nye) oplysninger, som giver grundlag for at foretage en anden vurdering af spørgsmålet om hans ansvar for manglende indeholdt A-skat og AM-bidrag. Om sagsøgerens ansvar for A-skat og AM-bidrag bemærkes nærmere følgende: Det følger af kildeskattelovens § 46, stk. 1, at ved enhver udbetaling af A-indkomst skal den, for hvis regning udbetalingen foretages, indeholde foreløbig skat i det udbetalte beløb. Til A-indkomst henregnes bl.a. enhver form for vederlag i penge for personligt arbejde i tjenesteforhold, herunder løn, jf. kildeskattelovens § 43, stk. 1. Endvidere følger det af kildeskattelovens § 69, stk. 1, at den, som undlader at opfylde sin pligt til at indeholde skat, eller indeholder denne med for lavt beløb, over for det offentlige er umiddelbart ansvarlig for betaling af manglende beløb, medmindre den pågældende godtgør, at der ikke er udvist forsømmelighed fra dennes side ved iagttagelse af bestemmelserne i kildeskatteloven. De nævnte bestemmelser i kildeskatteloven finder også anvendelse for arbejdsmarkedsbidrag, jf. arbejdsmarkedsbidragslovens § 7. Som nævnt må det lægges til grund, at G1-virksomhed har leveret arbejdskraft og serviceydelser til andre virksomheder, og at G1-virksomhed dermed har haft en aktiv drift. Dette understøttes af samarbejdsaftalerne fremlagt som bilag E og de udstedte (og betalte) fakturaer fremlagt som bilag F, jf. nærmere ovenfor. Som ministeriet forstår sagsøgeren, er det ikke bestridt, at der har været en drift i G1-virksomhed. I mangel af holdepunkter for andet må det lægges til grund, at der har været ansatte i G1-virksomhed til at levere ydelserne, og at disse ansatte i sagens natur er blevet aflønnet, jf. herved f.eks. UfR 2008.2243 H, SKM2023.123.ØLR, SKM2019.332.ØLR samt SKM2017.117.ØLR . Der er ikke indeholdt foreløbig A-skat og AM-bidrag i forbindelse med aflønningen, og SKAT har derfor skønsmæssigt opgjort skyldig A-skat og AM-bidrag, jf. herved SKAT’s afgørelse (bilag 3), s. 3-4. Som nærmere beskrevet ovenfor afsnit 2 og 3 var G1-virksomhed registreret i sagsøgerens navn og med hans adresse. Det var hans bankkonti, som blev anvendt til driften, og sagsøgeren skrev under på aftaler, der blev indgået som led i virksomheden. Det må derfor fastslås, at den løn, som må anses for at være blevet udbetalt, må anses for at være blevet udbetalt for sagsøgerens regning, med den følge at indeholdelsespligten har påhvilet ham, og at han derfor (solidarisk med KH) er ansvarlig for betaling af de ikke-indeholdte A-skatter og AM-bidrag, jf. kildeskattelovens § 69, stk. 1. Der er ingen anledning til at genoptage spørgsmålet om sagsøgerens ansvar, eftersom der ikke er udsigt til, at en genoptagelse vil føre til en ændring af den allerede trufne afgørelse. Som anført ovenfor, jf. bl.a. afsnit 3.1, støtter sagsøgeren sin anmodning om genoptagelse på forhold, som han hele tiden har været bekendt med, og der er derfor ikke efter almindelige forvaltningsretlige principper grundlag for genoptagelse. …" Parterne har under hovedforhandlingen nærmere redegjort for deres opfattelse af sagen. Rettens begrundelse og resultat Sagsøger har oprettet selskabet G1-virksomhed. Sagsøger har oprettet bankkonti til G1-virksomhed. Der er gået 5,5 mio. kr. ind på disse konti, hvoraf 4 mio. kr. er gået ind på sagsøgers privatkonto. Sagsøger har kørt transport for G1-virksomhed og fået en eller anden form for betaling herfor. Sagsøger forklarer, at han oprettede G1-virksomhed for KH, som oplyste, at sagsøger kunne få løn fra selskabet. Sagsøger har igennem mange år fået breve, afgørelser, høringer mv. fra SKAT, men har ikke efter sin egen forklaring interesseret sig for dem og blot givet dem videre til KH, som sagsøger forklarer reelt drev G1-virksomhed. Uanset at KH i 2023 ved en tilståelsessag bliver dømt for skatteunddragelse herunder i G1-virksomhed, foreligger der ingen særlige omstændigheder eller urimelige omstændigheder, og der er således ikke grundlag for ekstraordinær genoptagelse. Sagsøger har således fortsat ansvar for sit selskab, sine bankkonti samt sin e-Boks. Betingelserne for ekstraordinær genoptagelse er således ikke opfyldt, ligesom fristen heller ikke er opfyldt. Retten er således enig med Landsskatteretten i, at der ikke er grundlag for ekstraordinær genoptagelse af sagsøgerens skattepligtige indkomst for indkomståret 2014 og momstilsvar for 3. og 4. kvartal 2014, eller for genoptagelse af spørgsmålet om sagsøgerens ansvar for betaling af ikke-indeholdt A-skatter og AM-bidrag. Skatteministeriet frifindes derfor. Sagsomkostningerne er efter sagens værdi, forløb og udfald fastsat til dækning af advokatudgift med 200.000 kr. Retten har lagt vægt på, at sagens værdi er 2.6 mio. kr., at sagen har verseret i over 2 år, samt at der var en del processuelle spørgsmål fra sagsøger umiddelbart inden hovedforhandlingen om et vidne, som sagsøger endte med at frafalde, men som sagsøgte har måtte forholde sig til. Skatteministeriet Departementet er ikke momsregistreret. THI KENDES FOR RET: Skatteministeriets Departement frifindes. A skal inden 14 dage til Skatteministeriet betale sagsomkostninger med 200.000 kr. Sagsomkostningerne bliver forrentet efter rentelovens § 8 a.