SKM2026.397.LSR
Udelukkelse fra EU-ordningen under Moms One Stop Shop i to år grundet selskabets manglende indberetninger
- Myndighed
- Landsskatteretten
- Dokumenttype
- Afgørelse
- Afsagt
- 18. juni 2026
- Offentliggjort
- 20. august 2026
- Emneord
- Udelukkelse, karantæne, EU-ordning, Moms One Stop Shop, OSS, manglende indberetning
- Kilde
- Åbn original på info.skat.dk ↗
Lovhenvisninger
Resumé
Sagen angik, om det var med rette, at Skattestyrelsen udelukkede selskabet fra EU-ordningen under Moms One Stop Shop i to år. Selskabet havde ikke foretaget indberetninger, ligesom selskabet ikke havde reageret på Skattestyrelsens påmindelser herom. Landsskatteretten fandt derfor, at der var grundlag for udelukkelse, jf. momslovens § 66 j, stk. 2, jf. stk. 1, nr. 4. Landsskatteretten anførte, at det ikke kunne føre til et andet resultat, at selskabet var af den opfattelse, at selskabets system foretog automatisk indberetning. Landsskatteretten stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse.
Fuldtekst
Klagen skyldes, at Skattestyrelsen har udelukket selskabet fra EU-ordningen under Moms One Stop Shop i to år grundet selskabets manglende indberetninger. Landsskatteretten stadfæster Skattestyrelsens afgørelse. Faktiske oplysninger H1 A/S (herefter selskabet) blev ifølge oplysninger i CVR stiftet den [dato] 20XX af H2 ApS. Selskabet har binavnene […] og […]. Selskabet har i perioden været registreret under branchekode 475910 "Detailhandel med møbler" og har til formål at drive handelsvirksomhed samt virksomhed i øvrigt, der efter bestyrelsens skøn står i forbindelse hermed. Selskabets legale ejer er H3 A/S, som siden den [dato] 2021 har haft en ejerandel på 100 %. Selskabet har været tilmeldt EU-ordningen under Moms One Stop Shop siden den 1. juli 2023. Selskabet har ifølge det oplyste ikke foretaget indberetninger i den periode, hvor selskabet har været tilmeldt ordningen. Skattestyrelsen har for indberetningsperioderne 2. kvartal 2024, 3. kvartal 2024 og 4. kvartal 2024 udsendt påmindelser til selskabet om den manglende indberetning. Følgende fremgår af de udsendte påmindelser: "(…) Vær opmærksom på, at vi ved gentagne manglende indberetninger eller betalinger er forpligtede til at udelukke dig fra brug af Moms One Stop Shop-ordningen i to år. (…)" Skattestyrelsen udsendte den 4. marts 2025 forslag til afgørelse om udelukkelse fra ordningen. Selskabet har ikke reageret på Skattestyrelsens påmindelser eller afgivet bemærkninger til Skattestyrelsens forslag til afgørelse. Selskabet har i sin klage oplyst, at der i forbindelse med udskiftning af medarbejdere ikke er givet en overlevering i, at selskabet var oprettet til ordningen og at der skulle laves indberetninger. Skattestyrelsens afgørelse Skattestyrelsen har udelukket selskabet fra EU-ordningen under Moms One Stop Shop i to år grundet selskabets manglende indberetninger. Skattestyrelsen har som begrundelse bl.a. anført: "(…) Skattestyrelsens afgørelse og begrundelse Vi har udelukket jeres virksomhed fra EU-ordningen, og I har fået karantæne fra at bruge EU-ordningen, ikke-EU-ordningen og importordningen under Moms One Stop Shop i to år i alle EU-lande. Det har vi gjort, fordi I gentagne gange ikke har indberettet moms under EU-ordningen til tiden, og dermed ikke overholdt reglerne for indberetning af moms under EU-ordningen. Indberetningsperioden for moms i EU-ordningen er kalenderkvartalet, og indberetningsfristen er den sidste dag i den efterfølgende kalendermåned. Det står i momslovens § 66 g, stk. 1. Da I ikke har indberettet moms til tiden, har vi sendt jer påmindelser om manglende indberetning for de tre umiddelbart foregående indberetningsperioder. I har ikke indberettet moms for hver enkelt af disse indberetningsperioder, senest 10 dage efter påmindelsen blev sendt. Se skema herunder. Reglerne står i momslovens § 66 j, stk. 1, nr. 4 og momsforordningens artikel 58b, stk. 2, litra a. Indberetningsperiode Dato for påmindelse Dato for påmindelse + 10 dage Indberetningsdato 1. 2. kvartal 2024 10. august 2024 20. august 2024 Ikke indberettet 2. 3. kvartal 2024 10. november 2024 20. november 2024 Ikke indberettet 3. 4. kvartal 2024 10. februar 2025 20. februar 2025 Ikke indberettet Udelukkelsen fra EU-ordningen gælder fra den første dag i kalenderkvartalet efter den dag, hvor vi sender afgørelsen om udelukkelse til jer. Det betyder, at udelukkelsen gælder fra den 01. april 2025. Det står i momsforordningens artikel 58, stk. 2. Derudover har I fået karantæne fra brugen af EU-ordningen, ikke-EU-ordningen og importordningen under Moms One Stop Shop i alle EU-lande. Karantæneperioden gælder i to år efter den momsindberetningsperiode (det kalenderkvartal), hvor vi sender afgørelsen til jer. Det vil sige fra den 01. april 2025. Det står i momslovens § 66 j, stk. 2 og i momsforordningens artikel 58b, stk. 1. (…)" Udtalelse fra Skattestyrelsen I forbindelse med Skatteankestyrelsens klagesagsbehandling har Skattestyrelsen den 8. juli 2025 udtalt følgende: "(…) Udelukkelsen er truffet med hjemmel i MFO artikel 58b, stk. 2, litra a, som giver adgang til at udelukke en virksomhed fra ordningen, når der foreligger forhold, der tyder på manglende overholdelse af gældende regler. Sagen er drøftet internt, og vi vurderer ikke, at klagen giver anledning til at ændre den trufne afgørelse. (…)" Selskabets opfattelse Selskabet har fremsat påstand om, at selskabet ikke skal udelukkes fra Moms One Stop Shop-ordningen. Til støtte for påstanden er anført: "Jeg ønsker at klage over afgørelsen om udelukkelse fra Moms One Stop Shop. Vi er enige I at vi ikke har indberettet til OOS i den periode vi har været oprettet. Der er I forbindelse med udskiftning af medarbejdere ikke givet en overlevering I at vi var oprettet til OSS og at vi her skulle lave indberetninger. Vi har ligeledes ikke været opmærksomme på de påmindelser vi har fået løbende. Vi erkender at fejlen er internt ved os og at vi ikke har overholdt de deadlines som der har været. Vi har internt fundet frem til at vi blev oprettet ved OSS da man troede at vores system var sat op til at indberette det, men det var det desværre ikke. Vi er kommet frem til en midlertidig løsning som gør at vi på nuværende tidspunkt godt kan indberette OSS i fremtiden. Den system mæssige løsning er ved at blive kigget ind i, men vil ikke forhindre os i at indberette til tiden. Vi ønsker derfor at få muligheden for indberette OSS igen og vil I fremtiden gøre det rettidig sådan at deadlinen ikke er overskredet." Landsskatterettens afgørelse Sagen angår, om det er med rette, at Skattestyrelsen har udelukket selskabet fra EU-ordningen under Moms One Stop Shop og givet selskabet toårig karantæne fra brugen af ordningen. Retsgrundlaget Følgende fremgår af momslovens § 66 g, stk. 1: "Er Danmark identifikationsmedlemsland, skal den afgiftspligtige person med udgangspunkt i det efter § 66 h førte regnskab elektronisk indsende en afgiftsangivelse for hver afgiftsperiode til told- og skatteforvaltningen. Afgiftsperioden er kalenderkvartalet. 1 pkt. gælder, uanset om der er foretaget leveringer af varer og ydelser omfattet af ordningerne. Afgiftsangivelsen skal indsendes inden udgangen af den måned, der følger efter udgangen af den afgiftsperiode, som angivelsen vedrører. Den afgiftspligtige person skal under henvisning til den relevante afgiftsangivelse indbetale afgiften til told- og skatteforvaltningen, når afgiftsangivelsen indsendes, dog senest ved udløbet af fristen for indsendelse af afgiftsangivelsen." Følgende fremgår af momslovens § 66 j: "En afgiftspligtig person, der anvender EU-ordningen eller ikke-EU-ordningen, afmeldes og udelukkes fra den pågældende særordning, hvis 1) den afgiftspligtige person meddeler, at denne ikke længere leverer varer eller ydelser, der kan omfattes af den anvendte ordning, 2) det på anden måde kan antages, at den afgiftspligtige persons afgiftspligtige aktiviteter er bragt til ophør, 3) den afgiftspligtige person ikke længere opfylder betingelserne for at anvende ordningen eller 4) den afgiftspligtige person til stadighed undlader at overholde reglerne for ordningen. Stk. 2 . Hvis en afgiftspligtig person er blevet udelukket fra EU-ordningen eller ikke-EU-ordningen, fordi vedkommende til stadighed undlader at overholde reglerne for den pågældende ordning, udelukkes denne person fra at anvende særordningerne i 2 år efter det kvartal, hvor den pågældende blev udelukket." Landsskatterettens begrundelse og resultat Selskabet har siden den 1. juli 2023 været tilmeldt EU-ordningen under Moms One Stop Shop. Det er ubestridt, at selskabet ikke har indsendt afgiftsangivelser, hvorfor pligten i momslovens § 66 g, stk. 1, ikke er overholdt. Årsagen til de manglende indberetninger skyldes ifølge selskabet udskiftning af medarbejdere. Skattestyrelsen har for perioderne 2. kvartal 2024, 3. kvartal 2024 og 4. kvartal 2024 sendt påmindelser til selskabet om at foretage indberetning. Påmindelserne indeholder oplysning om, at gentagne manglende indberetninger vil føre til udelukkelse fra brug af Moms One Stop Shop-ordningen i to år. Selskabet har ikke reageret på disse påmindelser, ligesom selskabet ikke er kommet med bemærkninger til Skattestyrelsens forslag til afgørelse. På denne baggrund finder Landsskatteretten, at det er med rette, at Skattestyrelsen har udelukket selskabet fra ordningen i to år, jf. momslovens § 66 j, stk. 1, nr. 4, og stk. 2. Det forhold, at selskabet var af den opfattelse, at deres system var sat op til at foretage indberetning, kan ikke føre til et andet resultat. Landsskatteretten stadfæster således Skattestyrelsens afgørelse.