Erstatningssag – prøvelse af omkostningsafgørelse – ikke rette retsmiddel

Sag BS-22401/2025-HER Parter (v/ advokat Kelvin Valeur Thelin) mod Skatteforvaltningen (v/ advokat Camilla Bjerg Ipsen) Denne afgørelse er truffet af dommer Berith Linnebjerg. Sagens baggrund og parternes påstande Københavns Byret har modtaget sagen den 18. september 2024. Københavns Byret har den 20. december 2024 givet A et advokatpålæg. Sagen er henvist til Retten i Herning ved kendelse af 29. april 2025. Sagen drejer sig om erstatning for sagsomkostninger til en retssag. A har nedlagt følgende påstand: Sagsøgte tilpligtes at betale til sagsøger kr. 180.000 med tillæg af den til enhver tid værende procesrente fra sagens anlæg samt sagens omkostninger, subsidiært et af retten fastsat mindre beløb. Overfor sagsøgtes afvisningspåstand nedlægges følgende påstand: Sagen fremmes. Skatteforvaltningen har nedlagt påstand om principalt: Afvisning. Subsidiært: Frifindelse. Sagen er behandlet på skriftligt grundlag. Parternes synspunkter Af sagsøgers "procedureindlæg" af 1. oktober 2025 fremgår: ANBRINGENDER: Afvisning (formelt) Sagsøgte har gjort gældende, at erstatningssøgsmålet reelt udgør en anfægtelse af byrettens omkostningsafgørelse, som skulle være påkæret i henhold til retsplejelovens § 389, stk. 1 og 2. Dette er ikke tilfældet. Sagsøgers erstatningssøgsmål i nærværende sag anfægter ikke selve omkostningsafgørelsen, men angår derimod kompensation for de tab, der er opstået som følge af de af Skatteforvaltningen anerkendte ansvarspådragende fejl i forbindelse med sagsbehandlingen af aktindsigtsanmodningerne. Den tidligere retssag angik som det fremgår af RI-advokat-stævningen (bilag 2, side 5): "Sagsøger opgør sit tab til kr. 2.000.000 som anført i påstand 1.1. Sagsøgers tab er opgjort som dennes forsigtigt anslåede erhvervsmæssige tab som følge af den skadevirkning det, hævdede ansvarspådragende forhold har forårsaget for sagsøger. Sagsøgers erhvervsudøvelse er blevet begrænset og reduceret som følge af de kritiserede forhold. Sagsøgers tab angår dels tabet relaterende sig direkte til dennes virke for G1-virksomhed, dels tabet som følge af, at sagsøger ikke kan underskrive dataerklæringer på brugte G1-virksomhed, som ikke er ELI typegodkendte, ekstraudgifter til ansvarsforsikring nødvendiggjort af tabet af den officielle repræsentation af G1-virksomhed samt tab af følgeforretninger relaterende til det tidligere virke for G1-virksomhed. " Nærværende sag omhandler et erstatningskrav for afholdte omkostninger, som følge af sagsbehandlingsfejl hos sagsøgte, da sagsøger anmodede om aktindsigt, hvilket i sidste ende fik betydning for en igangværende retssag mellem parterne med omkostninger for sagsøger til følge. Kravet som sagsøger rejser i denne sag, er dokumenteret og opgjort som erstatning for de udgifter som sagsøger har haft til sin tidligere advokat, som har anvendt urimeligt og unødvendigt meget tid på bl.a. aktindsigtsanmodninger mv. (bilag 8). Det er desuden de samme aktindsigtssager, hvor sagsøgte har begået væsentlige sagsbehandlingsfejl og som sagsøgte tilmed har erkendt, jf. nedenfor. Der er således ikke tale om samme sagsgenstand eller sagstema som den tidligere retssag. Det gøres derfor gældende, at nærværende søgsmål vedrører forhold, der ikke blev behandlet som en del af omkostningsafgørelsen, og som derfor ikke kunne være omfattet af et kæremål. Der er således ikke tale om omgåelse af reglerne om kære og sagsøger er ikke afskåret fra at rejse et erstatningskrav mod sagsøgte. Der henvises her til afgørelsen U.2001.2059/2H. Såfremt retten måtte finde, at det rette retsmiddel til omgørelse af de pålagte sagsomkostninger på 30.000 kr. var kære, gøres det subsidiært gældende, at retten ikke kan afvise sagen i sin helhed, men alene frifinde sagsøgte for den del af sagsøgers krav som angår de 30.000 kr. Hovedanbringende - erstatning (materielt) Til støtte for den nedlagte påstand gøres det gældende, at sagsøger har haft uforholdsmæssigt store advokatomkostninger til sin daværende advokat, som følge af sagsøgtes sagsbehandling af aktindsigtsbegæringerne. Det gøres i denne forbindelse gældende, at sagsøgte har handlet erstatningspådragende og at betingelserne for erstatning opfyldt, hvilket vil blive gennemgået i det følgende. Det er sagsøgers hovedanbringende, at sagsøgte skal erstatte sagsøger for de unødvendige udgifter sagsøger har haft afholdt til advokat i ifm. sagsøgtes sagsbehandling af aktindsigtsbegæringeme og de dokumenterede sagsbehandlingsfejl, som sagsøgte har begået og som Motorstyrelsens direktør, JR har erkendt på sagsøgtes vegne. Sagsbehandlingsfejlene Til støtte for sagsøgers erstatningskrav gøres det gældende, at de almindelige erstatningsbetingelser er opfyldte fsva. den del af sagsøgers påstand, som udgør 150.000 kr. Ansvarsgrundlag For det første kan retten lægge til grund, at sagsøgte ved brevet af 5. november 2024 fra Motorstyrelsens direktør, JR har erkendt ansvarspådragende adfærd overfor sagsøger. Dermed ses betingelsen om skyld (culpa) opfyldt. Dette ses heller ikke bestridt af sagsøgte. Det gøres gældende, at sagsøgte har handlet ansvarspådragende ved 1) ikke at have besvaret aktindsigtsanmodningerne i overensstemmelse med gældende regler og 2) at have sendt afgørelser med manglende dokumenter. Det følger af forvaltningslovens § 16, stk. 2, at en anmodning om aktindsigt skal færdigbehandles inden 7 arbejdsdage efter modtagelsen, medmindre dette på grund af f.eks. sagens omfang eller kompleksitet undtagelsesvis ikke er muligt. Den aktindsigtssøgende skal i givet fald underrettes om grunden til fristoverskridelsen og om, hvornår anmodningen kan forventes færdigbehandlet. Aktindsigtsanmodningerne fremsendtes i første omgang til Skattestyrelsen, som videresendte anmodningerne til Motorstyrelsen. Motorstyrelsen kvitterede for anmodningerne og meddelte, at man forventede at behandle anmodningen inden for de 7 arbejdsdage. Dette viste sig efterfølgende ikke at være tilfældet, og Motorstyrelsen meddelte om udskydelse af fristen 10 gange. Det gøres gældende, at Motorstyrelsen fra modtagelsen af anmodningen burde have foretaget en konkret vurdering af anmodningen og deraf fremkommet med et realistisk bud på, hvornår man kunne forvente svar på anmodningen. Dette skete ikke, hvorfor sagsøger i stedet gentagende gange blev mødt med enslydende fristbreve uden en reel stillingtagen til, hvornår sagsøger kunne forvente svar på aktindsigtsanmodningerne. Motorstyrelsen handlede således i strid med forvaltningslovens § 16, stk. 2. Dette understøttes ligeledes af direktørens beklagelse over sagsbehandlingen, jf. bilag 6, side 3. Ligeledes var de fremsendte afgørelser ikke fyldestgørende, idet der manglede materiale, som sagsøger ellers var berettiget til at modtage indsigt i, og at der har været fejlforsendelser og miskommunikation herom fra Motorstyrelsens side til sagsøger. Det manglende materiale blev efterfølgende sendt til sagsøger. Dette beklagede Motorstyrelsens direktør ligeledes for, jf. bilag 6, side 4. Det gøres derfor gældende, at sagsøgte på baggrund af ovenstående har handlet culpøst, og dermed ansvarspådragende. Kausalitet og adækvans For det andet er der direkte årsagsforbindelse mellem Skatteforvaltningens fejl og det rejste krav. Salærredegørelsen dokumenterer kausaliteten. Såfremt retten ikke finder komplet årsagsforbindelse mellem det samlede advokatsalær til sagsøgers tidligere advokat og Skatteforvaltningens fejl, gøres det subsidiært gældende, at der er årsagsforbindelse mellem en væsentlig del af tidsforbruget fra sagsøgers tidligere advokat og Skatteforvaltningens fejl. Den langstrakte sagsbehandlingstid og de mange sagsbehandlingsfejl har medført, at sagsøger har haft uforholdsmæssigt store omkostninger forbundet med sin daværende advokat, som bistod med aktindsigtsanmodningerne. Såfremt sagsøgte havde håndteret aktindsigtsanmodningerne korrekt, havde sagsøgtes omkostningerne hertil været væsentligt lavere. Ligeledes må det have stået klart for sagsøgte, at den lange sagsbehandlingstid og de mange fejl har medført et højere tidsforbrug for sagsøgtes daværende advokat, med dertilhørende omkostninger for sagsøger. Det gøres derfor gældende, at der er årsagssammenhæng og påregnelighed mellem sagsøgtes adfærd og de påløbne advokatomkosminger, hvorfor omkostningerne ønskes erstattet. Økonomisk tab For det tredje har det været påregneligt for Skatteforvaltningen, at sagsøger har haft væsentlige udgifter til advokatbistand som led i sagsbehandlingen om aktindsigt mv. Tabet er opgjort og dokumenteret, og det gøres gældende, at det er uden betydning for den materielle vurdering af sagsøgers lidte tab, hvorvidt sagsøger har betalt de omkostninger som sagsøger er pålagt og har haft til tidligere advokat. Sagsøger har i forbindelse med aktindsigtsanmodningerne og den tidligere retssag haft advokatomkostninger for 150.000 kr., jf. bilag 8. Der er således lidt et økonomisk tab. Pålagte sagsomkostninger Til støtte for den del af den nedlagte påstand, som udgør 30.000 kr. gøres det gældende, at sagsøger blev pålagt sagsomkostningerne i sagsnr. BS-14221/2023-HIL. Sagen blev afvist, da sagsøger pga. forløbet ikke havde haft mulighed for at finde en ny advokat til at repræsentere sig i sagen. Det gøres i denne forbindelse gældende, at sagsøgte har handlet erstatningspådragende og at betingelserne for erstatning opfyldte. Ansvarsgrundlag Der skal henvises til ovenstående redegørelse for ansvarsgrundlaget, hvorefter sagsøgte igennem forløbet har handlet culpøst og således ansvarspådragende. Tab Sagsøger blev pålagt sagsomkostninger for 30.000 kr., jf. bilag 9. Der er således lidt et økonomisk tab. Kausalitet og adækvans Den langstrakte sagsbehandlingstid og de mange sagsbehandlingsfejl medførte, at den igangværende retssag blev væsentligt forhalet og udsat, idet aktindsigtsanmodningerne var fremsat som led i retssagen, hvilket må have været klart for sagsøgte. Som følge heraf havde sagsøger ikke mulighed for at finde en ny advokat, der kunne sætte sig ind i det omfattende sagsmateriale forbundet med retssagen og aktindsigtsanmodningerne, inden det forberedende retsmøde. Som følge af advokatpålægget blev sagsøger dømt udebleven, og sagen blev afvist. Det gøres derfor gældende, at sagsøgte måtte have vist, at den verserende retssag var afhængig af en hurtigt og korrekt behandling af aktindsigtsanmodningerne, hvilket ikke skete, hvorfor sagsøger i sidste ende som resultat heraf uretmæssigt blev pålagt sagsomkostninger i retssagen. Af sagsøgtes "1. procedureindlæg" af 3. november 2025 fremgår: 2. SKATTEFORVALTNINGENS ARGUMENTATION 2.1 En erstatningssag er ikke det rette retsmiddel til anfægtelse af den tidligere omkostningsafgørelse Det erstatningskrav, som A har rejst, udspringer af den tidligere retssag, som jo altså blev afvist den 5. januar 2024, fordi A mødte uden advokat på det forberedende telefonmøde (bilag 9). I forbindelse med afvisningen af sagen traf retten — helt i overensstemmelse med retsplejelovens kapitel 30, navnlig § 312, stk. 1 og 5 — bestemmelse om, at A skulle betale sagsomkostninger til Skatteforvaltningen med 30.000 kr. (bilag 9, s. 2). Med omkostningsafgørelsen er det altså endeligt bestemt, at A skal betale 30.000 kr. til dækning af Skatteforvaltningens udgifter forbundet med retssagen, og dermed også, at Skatteforvaltningen ikke skal dække nogen del af A's udgifter til retssagen, herunder hans advokatudgifter. Byretten har med andre ord gjort op med fordelingen af Skatteforvaltningens og A's omkostninger ved denne retssag. Uanset at A forsøger at hævde det modsatte, så er kernen i erstatningssagen, at han ønsker at ændre den omkostningsafgørelse som Retten i Hillerød har truffet, eftersom han vil have, at Skatteforvaltningen betaler ham dels de sagsomkostninger, som han er blevet pålagt at betale til Skatteforvaltningen, dels hans egne advokatudgifter forbundet med den pågældende sag. Afgørelsen af den foreliggende erstatningssag fordrer altså en stillingtagen til forhold som Retten i Hillerød allerede har taget stilling til under omkostningsafgørelsen. Det bemærkes videre, at selv i et tilfælde som det foreliggende, hvor en sagsøger i en afvist sag i medfør af retsplejelovens § 312, stk. 5, skal anses som den tabende part, er der i retsplejelovens § 318, stk. 1, hjemmel til at tillægge denne tabende part sagsomkostninger, hvis den "vindende" part på uforsvarlig måde har foranlediget spildte møder, ufornødne udsættelser, unyttig bevisførelse eller andre overflødige processuelle skridt. Der er også hjemmel i retsplejelovens § 318, stk. 2, jf. § 336 a, til at pålægge en part at dække omkostninger, som parten måtte have forårsaget ved at handle i strid med pligten til at fremme sagen med fornøden hurtighed, til at undgå unødige sagsskridt og til at undersøge muligheden for en forligsmæssig løsning også forud for sagens anlæg. Endelig kan retten ved sin sagsomkostningsafgørelse også i øvrigt tage højde herfor, hvis retten finder, at den "vindende" part har begået ansvarspådragende fejl eller i øvrigt i særlig grad har givet anledning til retssagen, jf. herved eksempelvis U.2020.1529H og U.2020.4009H. Erstatningssagen her er udtryk for, at A er af den opfattelse, at han ikke burde være blevet pålagt at betale sagsomkostninger til Skatteforvaltningen. Han mener derimod, at Skatteforvaltningen burde være blevet pålagt at erstatte hans udgifter til advokatbistand. Det er imidlertid sådan, at hvis A ønskede at anfægte byrettens omkostningsafgørelse, så skulle det være sket ved kære, jf. hertil retsplejelovens § 389, stk. 1, sammenholdt med stk. 2 (dagældende). A kunne således have kæret omkostningsafgørelsen med påstand om, at byrettens omkostningsafgørelse skulle ændres, sådan at Skatteforvaltningen i stedet blev pålagt at betale sagsomkostninger til ham. Hans kritik af Skatteforvaltningens ageren i forbindelse med hans aktindsigtsanmodninger kunne han altså have fremført under en kæresag til støtte for et synspunkt om, at han og ikke Skatteforvaltningen skulle tilkendes sagsomkostninger i den afviste sag. U.2001.2059/2H, som A har henvist til i sit første procedureindlæg, s. 6, er på ingen måde sammenlignelig med denne sag. Dommen omfatter en situation, hvor et selskab ønskede dets egne omkostninger ved at føre en retssag som selskabet havde tabt, erstattet af en tredjemand, som ikke var part i den tabte retssag. I denne sag ønsker A, at Skatteforvaltningen erstatter de omkostninger, som han har pådraget sig i den tidligere retssag, som Skatteforvaltningen altså selv var part i, og hvor byretten ved sin omkostningsafgørelse allerede én gang har afgjort fordelingen af omkostninger mellem Skatteforvaltningen og A. Et erstatningssøgsmål som det foreliggende er ikke det rette retsmiddel til at få ændret en omkostningsafgørelse, og denne sag skal derfor afvises, jf. herved principperne i U.2000.1158H og U.2006.2035H. Skatteforvaltningen gør i øvrigt subsidiært gældende, at Skatteforvaltningen af de samme grunde skal frifindes. 2.2 De almindelige erstatningsbetingelser er ikke opfyldt For det første har A ikke godtgjort en årssagsforbindelse mellem de fejl, som er fremhævet i A's første procedureindlæg, s. 3 ff., og det tab, han hævder at have lidt. Sagsomkostningerne på 30.000 kr. blev tilkendt Skatteforvaltningen, fordi A havde anlagt en retssag, og fordi han herefter — på trods af et advokatpålæg — ikke antog en advokat. Hans ageren fik altså den konsekvens, at sagen blev afvist, og at Skatteforvaltningen blev anset som den vindende part. Derfor er der ingen årssagsforbindelse mellem de pålagte sagsomkostninger og behandlingen af aktindsigtsanmodningen. I forhold til advokatsalæret på 150.000 kr., så indeholder de fremlagte fakturaer (bilag 8, s. 1 og 2) ingen nærmere redegørelse for det arbejde, der er blevet faktureret for. A har derfor ikke med fakturaerne godtgjort, at Skatteforvaltningens behandling af aktindsigtsanmodningerne har givet anledning til advokatarbejde, og at det fakturerede salær angår advokatarbejde, som er forårsaget af Skatteforvaltningens sagsbehandling af aktindsigtsanmodningerne. RI-advokats salærredegørelser (bilag 10) dokumenterer heller ikke en sådan årsagsforbindelse. Aktindsigtsanmodningen blev indsendt til Skatteforvaltningen den 29. marts 2023 (bilag 1, s. 1-6). Advokatarbejde, der er udført før denne dato, kan derfor under ingen omstændigheder være forårsaget af Skatteforvaltningens behandling af aktindsigtsanmodningen. Efter den 29. marts 2023 er det kun en meget begrænset andel af det registrerede tidsforbrug, der ifølge teksten på tidsposterne relaterer sig til aktindsigtsanmodningerne, og der er intet i teksten på disse tidsposter, der taler for, at der skulle være tale om merarbejde, forårsaget af Skatteforvaltningens behandling af anmodningen. Der er heller ingen holdepunkter i salærredegørelserne for, at nogen nævneværdig del af RI-advokats salær skyldtes den udsættelse af retssagen, der skete, mens A afventede Skatteforvaltningens besvarelse af aktindsigtsanmodningerne, hvoraf Motorstyrelsen den 7. december 2023 endegyldigt meddelte A, at styrelsen ikke var i besiddelse af eller i øvrigt kunne fremskaffe yderligere materiale, og hvoraf Skattestyrelsen traf den sidste afgørelse den 22. december 2023. Aktindsigtsanmodningerne var altså færdigbehandlet inden retsmødet den 5. januar 2024. Hovedparten af RI-advokats tidsforbrug efter den 29. marts 2023 relaterer sig tværtimod til selve retssagen, herunder til udarbejdelse af replik og bilag til retssagen. Henset til omfanget af bilagsmateriale i retssagen er det da heller ikke så underligt, at RI-advokats behandling af retssagen gav anledning til opkrævning af et betydeligt salær. Salærredegørelserne godtgør derfor på ingen måde, at det fakturerede salær vedrører arbejde forårsaget af Skatteforvaltningens hævdede ansvarspådragende adfærd. For det andet er størrelsen af det hævdede tab ikke godtgjort. A har slet ikke betalt kravet på sagsomkostninger på 30.000 kr. endnu, og han har heller ikke dokumenteret, at han endeligt er pålagt at betale det advokatsalær til RI -advokat, som fakturaerne angiver (bilag 8, s. 12). Det bemærkes herved, at A på retsmødet den 5. januar 2024 (bilag 9) oplyste, at hans tidligere advokat ved RI -advokat ikke havde behandlet sagen ordentligt, og at advokatkontoret derfor havde "tilbagebetalt 2/5 af det indbetalte salær" (understreget her). Henset til A's oplysninger på retsmødet er de fremlagte fakturaer (bilag 8, s. 1-2) og erklæringen i replikken (s. 2, nederst) om, at A har betalt advokatsalæret til RI -advokat, ikke tilstrækkelig dokumentation for, at A endeligt er blevet afkrævet det fakturerede salær til R1-advokat på 150.000 kr. Det må således i hvert fald lægges til grund, at A i overensstemmelse med sin udtrykkelige tilkendegivelse under retsmødet den 5. januar 2024 højst har betalt 3/5 af det fakturerede salær, dvs. 90.000 kr. Endelig, og for det tredje, er det ikke godtgjort, at Skattestyrelsen og Motorstyrelsen har udvist en ansvarspådragende adfærd ved behandlingen af aktindsigtsanmodningerne af 29. marts 2023. Det er ikke enhver fejl fra en offentlig myndigheds side, som kan begrunde et ansvarsgrundlag, jf. eksempelvis U.2013.3393H. Skatteforvaltningen har ikke pådraget sig et erstatningsansvar, blot fordi der som medgivet af Motorstyrelsens direktør (bilag 6) er begået visse fejl i sagsbehandlingen. Modsat hvad A gør gældende i sit procedureindlæg, s. 6, indebærer brevet fra Motorstyrelsens direktør altså på ingen måde, at der er erkendt en ansvarspådragende adfærd fra Skatteforvaltningens side. Det er derfor heller ikke korrekt, når A i sit procedureindlæg, s. 6, anfører, at Skatteforvaltningen ikke bestrider, at betingelsen om ansvarsgrundlag er opfyldt. De fejl, der opstod under forløbet, skyldes, som jeg har redegjort for i afsnit 1.2, en række forskellige forhold. Fejlene er opstået som følge af en række samvirkende årsager, herunder fejl begået hos Skatteforvaltningen, tekniske udfordringer og det forhold, at de to — næsten ens aktindsigtsanmodninger var særdeles omfangsrige og krævede omfattende undersøgelser hos Skatteforvaltningen, for at de kunne besvares. Ingen af disse fejl kan hver for sig eller til sammen kvalificeres som ansvarspådragende fejl. Og der foreligger derfor intet ansvarsgrundlag i denne sag. Af sagsøgers "2. skriftlige procedureindlæg" af 26. november 2025 fremgår: Afvisning (formelt) Skattestyrelsen gør gældende, at nærværende sag burde have været et kæremål vedrørende omkostningsafgørelsen i den tidligere sag. Denne betragtning er både juridisk og faktuelt forkert og beror på en misforståelse af sagens genstand. Retten i Hillerøds omkostningsafgørelse angik som anført i første procedureindlæg og RI-advokatstævningen (bilag 2, side 3) — et lidt tab som følge af Skattestyrelses uberettigede myndighedsudøvelse overfor sagsøger i relation til sagsøgers forretning som eksklusiv repræsentant for G1-virksomhed. Til udfyldelse af dataerklæringer til ikke-EU-typegodkendelsespligtige køretøjer til brug for indregistrering af importerede G1-virksomhed biler i Danmark. En uberettiget myndighedsudøvelse overfor sagsøger, som sagsøger anså som direkte årsag til, at G1-virksomhed. 12019 standsede sin danske repræsentation og dermed fratog sagsøger sit forretningsgrundlag. Sagens kerne i nærværende sag omfatter vurderingen af Motorstyrelsens aktindsigtsbehandling og følgerne heraf. Dette var ikke genstand for prøvelse ved den tidligere sag for Retten i Hillerød og dermed ikke en del af sagsomkostningsafgørelsen i sagen BS-14221/2023-HIL. Nærværende erstatningssag udspringer af en række forvaltningsretlige fejl begået af Motorstyrelsen i en helt separat myndighedsadministrativ proces. Der er således tale om et helt selvstændigt grundlag for erstatningsansvar, der på ingen måde reelt søger at ændre den tidligere omkostningsafgørelse, men alene søger erstatning for det tab, Motorstyrelsens handlinger/undladelser har forårsaget. Dermed er nærværende sag korrekt anlagt som et erstatningssøgsmål som Skattestyrelsen og er ikke en omgåelse af reglerne i retsplejelovens § 389, stk. 1 og 2 Den retspraksis, Skattestyrelsen påberåber sig, vedrører situationer hvor en part reelt søger at omgøre en afsagt kendelse eller dom. Dette er netop ikke tilfældet her, da der er tale om en sag med en anden sagsgenstand og -tema. Selv hvis retten — mod forventning — skulle finde, at sagsøger burde have indbragt selve spørgsmålet om de 30.000 kr. via kære, kan dette kun vedrøre den pågældende del af kravet. Kravet vedrørende advokatudgifterne på 150.000 kr. står fuldstændigt uafhængigt og kan under ingen omstændigheder afvises som følge heraf. Erstatning (materielt) Ansvarsgrundlag De ansvarspådragende fejl, som denne sag bygger på, er usædvanligt velbelyste, idet Motorstyrelsen selv — ved direktøren har redegjort for en række alvorlige fejl i behandlingen af sagsøgers aktindsigter. Der henvises i det hele til bilag 6 og de uddrag heraf som fremgår af sagsøgers første procedureindlæg. Direktøren har blandt andet udtalt, at der i sagsøgers sag begået "mange væsentlige fejl", og hvor de anvendte fristbreve var standardiserede og ikke byggede på en konkret vurdering af behandlingstiden. Han har endvidere anerkendt, at afgørelsen af 14. juli 2023 var mangelfuld og ikke dækkede alle de relevante sagsnumre, at journaliseringen var utilstrækkelig, og at sagsøger modtog fejlagtige oplysninger om forsendelser. Han har også anerkendt, at der blev givet uberettigede afslag på aktindsigt i centrale forsendelseslogs, og at flere forsendelser blev håndteret forkert. Disse fejl er ikke bagatelagtige, men udgør tilsidesættelser af helt grundlæggende forvaltningsretlige krav. Fristforlængelser uden konkret vurdering er i strid med forvaltningslovens § 16, stk. 2, og manglende journalisering er en klar overtrædelse af offentlighedslovens §§ 13—15. Fejl i forsendelseslogs og urigtige oplysninger om afsendelse af materiale er en tilsidesættelse af både god forvaltningsskik og myndighedens pligt til at sikre fuldstændighed og korrekthed i sagsoplysningen. Det er netop denne type fejl, der efter fast praksis udløser erstatningsansvar, fordi de er egnet til at skabe usikkerhed, forsinkelser og konkrete økonomiske tab. Skattestyrelsens forsøg på at bagatellisere disse fejl som tekniske udfordringer eller som følge af anmodningernes omfang er uden betydning for ansvaret. Tværtimod understreger disse forklaringer, at Motorstyrelsen tilsyneladende ikke — i hvert fald i sagsøgers sag — havde etableret tilstrækkelige interne kontrolmekanismer, hvilket er en forvaltningsretlig glidebane og yderst kritisabelt. Når en myndighed på flere forskellige punkter og over en længere periode undlader at efterleve centrale forvaltningsretlige krav, er der tale om et soleklart ansvarsgrundlag, som yderligere skærpes ved at Motorstyrelsens egen direktør erkender de omtalte fejl i sagsbehandlingen. Sagen U.2013.3393H som Skattestyrelsen henviser til i relation til ansvarsgrundlaget er ikke relevant for nærværende sag. Den helt store forskel er, at der fra Motorstyrelsen i denne sag foreligger en klar, utvetydig og uforbeholden anerkendelse af væsentlige fejl i Motorstyrelsen sagsbehandling fra Motorstyrelsens øverste direktør. Kausalitet og adækvans Det er dokumenteret, at sagsøgers tidligere advokat fra R1 -advokats arbejde direkte relaterer sig til Motorstyrelsens fejl i sagsbehandlingen omkring aktindsigterne. Dét arbejde som ligger til grund for fakturaerne fremlagt i bilag 8 er udspecificeret i bilag 10, som er RI-advokats salærredegørelse. Dette fremgår tydeligt af de fremlagte tidsregistreringer og af sagsforløbets kronologi. Advokaten måtte gennemgå den mangelfulde aktindsigtsafgørelse af 14. juli 2023, formulere gentagne indsigelser og rykkerhenvendelser efter den utilstrækkelige udlevering den 21. september 2023, udarbejde klager over ulovlige afslag på aktindsigt i forsendelseslogs, gennemgå yderligere materiale udleveret den 16. november, 22. november og 7. december 2023 og løbende forholde sig til manglende journalisering og modstridende oplysninger om forsendelser. Advokaten ikke blot har udført en almindelig aktindsigtsanmodning, men derimod et omfattende arbejde, der udelukkende skyldtes fejlene i Motorstyrelsens behandling. Det materiale, som Motorstyrelsen skulle have været udleveret samlet og rettidigt, blev udleveret drypvis og ufuldstændigt, hvilket nødvendige gentagne gennemgange, analyser og opdateringer af processtrategien. Det er korrekt, at aktindsigtsanmodningen blev fremsendt den 29. marts 2023. Selv hvis retten måtte finde, at enkelte tidsposter ikke relaterer sig direkte til aktindsigten, ændrer dette ikke ved, at den væsentligste del af arbejdet — og dermed udgiften — utvivlsomt skyldtes Motorstyrelsens fejl. For det tilfælde, at retten måtte finde, at tiden som lå før 29. marts 2023 ikke er en del af sagsøgers tab, så bemærkes det, at der er alene, er tale om en reduktion af sagsøgers tidligere advokats arbejdstid med ca. 8,5 timer, som retten i givet fald skønsmæssigt må reducere sagsøgers krav med. Der er således en direkte sammenhæng mellem fejlene og det nødvendige advokatarbejde, og dette udgør et erstatningsretligt relevant tab. Retten kan i så fald fastsætte erstatningen skønsmæssigt, men sagsøger bestrider, at beløbet kan være væsentligt lavere end det påståede. Tabets opståen og opgørelse Det er et grundlæggende erstatningsretligt princip, at et tab foreligger, når sagsøger bliver betalingsforpligtet, og ikke først når beløbet faktisk er betalt. Dette gælder både advokatregninger og domstolspålagte sagsomkostninger. Det er derfor irrelevant, om betaling er sket helt, delvis eller endnu ikke. Der foreligger utvetydig dokumentation for, at sagsøger er blevet faktureret 150.000 kr. for RI-advokats arbejde (bilag 8). Det er korrekt, at der mellem sagsøger og sin tidligere advokat har været drøftelser om nedsættelse af advokatsalæret, men dette ændrer ikke på, at sagsøger faktuelt har modtaget de to fakturaer fra RI -advokat som fremgår i bilag 8. Baggrunden var, at sagsøger oprindeligt har haft deponeret 250.000 kr. hos RI -advokat til dækning af deres sagsbehandling, hvorefter sagsøger alene er blevet slutafregnet 150.000 kr., hvilket svarer til de 3/5 af det fulde oprindeligt deponerede beløb på 250.000 kr. Dette er således årsagen til, at sagsøger på retsmødet den 5. januar 2024 tilkendegav, at RI-advokat "har tilbagebetalt 2/5 af det indbetalte salær" (bilag 9). Det er derfor forkert, når sagsøgte anfører, at sagsøger kun har betalt 3/5 af de 150.000 kr. Derudover bemærkes det, at hvis en tidligere advokat har tilbageført en del af sit salær, reducerer dette blot tabets størrelse —ø ikke ansvarsgrundlaget. Sagens tab er dermed realiseret, dokumenteret og er således erstatningsretligt relevant. Sagsomkostningerne på 30.000 kr. Skattestyrelsen hævder, at sagsøger selv er ansvarlig for de pålagte sagsomkostninger, fordi sagsøger mødte uden advokat i BS-14221/2023HIL. Denne fremstilling er ikke korrekt. På tidspunktet for RI-advokats udtræden var aktindsigtsprocessen stadig i uorden. Væsentlige dokumenter var endnu ikke udleveret, journaliseringen var ufuldstændig, og forsendelseslogs — der var centrale for rekonstruktionen af sagens udvikling — var ikke fremlagt. Sagen kunne derfor ikke kvalificeres, og det var urealistisk for en ny advokat at overtage den under disse betingelser inden for den givne tid. Myndighedens egne forhold havde dermed skabt en processuel situation, hvor sagsøger ikke var i stand til at (hverken fuldt ud eller betryggende) lade sig repræsentere ved advokat. De pålagte sagsomkostninger er derfor en forudsigelig og naturlig følge af Motorstyrelsens fejl og indgår som en del af sagsøgers tab. Selv hvis retten skulle finde, at sagsøger delvist har medvirket til situationen, kan dette ikke afskære Motorstyrelsens ansvar. Delvis egenskyld fører alene til en eventuel procentuel reduktion — men aldrig til bortfald af ansvaret, jf. også ovenfor om ansvarsgrundlaget. Af sagsøgtes 2. procedureindlæg" af 17. december 2025 fremgår: 1. EN ERSTATNINGSSAG ER IKKE RETTE RETSMIDDEL (AFVISNING) Det er A's synspunkt, at Skatteforvaltningens behandling af aktindsigtsanmodningerne har forårsaget, både at han i den tidligere retssag blev pålagt at betale 30.000 kr. i sagsomkostninger til Skatteforvaltningen, og at han selv pådrog sig advokatudgifter for samlet 150.000 kr., og at Skatteforvaltningen som følge heraf endeligt skal dække disse omkostninger. Hans anbringender i erstatningssagen er altså udtryk for, at Skatteforvaltningens ageren i forbindelse med aktindsigtsanmodningerne efter hans opfattelse burde have haft indflydelse på Retten i Hillerøds afgørelse af, hvem —ham selv eller Skatteforvaltningen — der endeligt skulle afholde omkostningerne forbundet med den tidligere retssag. Skatteforvaltningen hævder i den forbindelse ikke, at Retten i Hillerød med sin sagsomkostningsafgørelse har taget stilling til Skatteforvaltningens ageren i forbindelse med aktindsigtsbehandlingen. Skatteforvaltningen gør derimod gældende, at A skulle have søgt om tilladelse til at anfægte byrettens omkosmingsafgørelse, jf. retsplejelovens § 389 a, såfremt han ønskede domstolenes stillingtagen til, om denne ageren skulle have betydning for den endelige fordeling af sagsomkostninger forbundet med retssagen. A kan ikke opnå en sådan stillingtagen ved en efterfølgende erstatningssag mod den samme part. Derfor må sagen afvises. 2. DE ALMINDELIGE ERSTATNINGSBETINGELSER ER IKKE OPFYLDT Skatteforvaltningen fastholder, at A ikke har påvist, at de almindelige erstatningsbetingelser er opfyldt. A hævder (jf. andet procedureindlæg, s. 3, 5. afsnit), at de fejl, som Motorstyrelsens direktør har anerkendt, er af en type, "der efter fast praksis udløser erstatningsansvar, fordi de er egnet til at skabe usikkerhed, forsinkelser og konkrete tab." Skatteforvaltningen hæfter sig imidlertid ved, at A ikke har henvist til en eneste dom, der viser denne hævdede "faste praksis", og Skatteforvaltningen fastholder, at de begåede fejl ikke udgør ansvarspådragende fejl. I den forbindelse kan der udover den tidligere omtalte U.2013.3393H tillige henvises til eksempelvis U.1994.247H, FED2009.147.Ø og SKM2019.112.BR , der alle er eksempler på sager, hvor myndighederne havde truffet en forkert afgørelse eller i øvrigt havde begået fejl, uden at dette automatisk førte til, at myndigheden havde handlet ansvarspådragende. I øvrigt havde Skatteforvaltningen færdigbehandlet aktindsigtsanmodningerne, herunder fremsendt det materiale, der ved en fejl ikke blev fremsendt i første omgang forud for, at den tidligere retssag blev afvist. Allerede derfor har de begåede fejl som tidligere anført ikke kunne forårsage, at den tidligere retssag blev afvist, og at Skatteforvaltningen blev tillagt sagsomkostninger. Sagens afvisning har i det hele taget ingenting at gøre med Skatteforvaltningens håndtering af A's aktindsigtsanmodninger. Som det fremgår af Retten i Hillerøds retsbog af 5. januar 2024 (bilag 9) blev sagen nemlig afvist, fordi A, efter at han var meddelt et advokatpålæg, og efter adskillige udsættelser af hans frist til at antage advokat, gav møde ved et telefonisk retsmøde uden advokat. Skatteforvaltningen fastholder også, at salærredegørelsen (bilag 10) ikke dokumenterer en årsagsforbindelse mellem Skatteforvaltningens aktindsigtsbehandling og R1-advokats salær, som A kræver erstatning for. Beskrivelserne i salærredegørelsen understøtter ikke, at advokaterne har udført "et omfattende arbejde, der udelukkende skyldtes fejlene i Motorstyrelsens behandling" (cf. A's andet procedureindlæg, s. 4, 3. afsnit). A fremhæver som eksempler (andet indlæg, s. 4, 2. afsnit), at advokaten blandt andet måtte "formulere gentagne indsigelser og rykkerhenvendelser efter den utilstrækkelige udlevering den 21. september 2023, udarbejde klager over ulovlige afslag på aktindsigt i forsendelseslogs, (og] gennemgå yderligere materiale udleveret den 16. november, 22. november og 7. december 2023". Salærredegørelsen indeholder imidlertid kun følgende tidsregistreringer efter den 21. september 2023: "(red.fjernet.tidsregistreringer)" Sammenlagt er der altså kun registreret 1 times arbejde efter den 21. september 2023, der ikke ud fra beskrivelsen angår aktindsigtsanmodningerne, og ingen tidsregistreringer overhovedet i november og december 2023, hvor advokaterne fra RI-advokat da også var udtrådt af sagen. A's beskrivelse af advokaternes arbejde er således ikke overensstemmende med, hvad der fremgår i salærredegørelsen. Derudover er det ikke korrekt, at der alene er registreret 8,5 times arbejde forud for den 29. marts 2023, hvor aktindsigtsanmodningerne blev fremsendt (cf. andet procedureindlæg s. 4, 6. afsnit). Det fremgår således af salærredegørelsen (bilag 10, side 4 og 5), at der er registreret 93,92 timer i perioden fra den 23. februar 2023 til den 13. marts 2023. Omtrent 100 timer ud af det samlede timeantal på ca. 160 timer er altså registreret på sagen, inden aktindsigtsanmodningerne er fremsendt til skattemyndighederne og kan allerede af denne grund ikke være forårsaget af myndighedernes behandling af anmodningerne. Skatteforvaltningen fastholder endvidere, at A ikke har påvist, at han endeligt er blevet pålagt at betale advokatsalæret på 150.000 kr. Det er i den forbindelse ikke dokumenteret, at han forud for faktureringen havde deponeret 250.000 kr. hos RI advokat. Afslutningsvis gør Skatteforvaltningen gældende, at der med henvisning til ovenstående samt det tidligere anførte heller ikke er grundlag for at tilkende A's en mindre skønsmæssig erstatning...." Rettens begrundelse og resultat Retten i Hillerød har ved retsbog af 5. januar 2024 afvist sagen mellem A og Skatteforvaltningen og har i den forbindelse besluttet, at A skal betale 30.000 kr. i sagsomkostninger til Skatteforvaltningen. Retten i Hillerød har i den forbindelse anført følgende: "Der er i sagen indgivet en stævning på mere end 2.600 sider udarbejdet af A. Efterfølgende er indgivet stævning af 2. marts 2023 fra advokat SA på 8 sider, hvor der bl.a. var en betalingspåstand på 2 mio. kr. Svarskriftet omfatter 13 sider og replik 5 sider. Herefter udtrådte nævnte advokat af sagen. Ved fastsættelsen af sagsomkostninger er taget hensyn til sagens udfald, omfang og stade, da den afsluttes." Retten i Hillerød har således taget stilling til omkostningsfordelingen mellem de to parter under hensyntagen til alle de parametre, som fremgår af retsplejelovens bestemmelser om tildeling af sagsomkostninger. På denne baggrund finder retten herefter, at der er endeligt gjort op med omkostningsfordelingen mellem parterne, og at A skulle have kæret Retten i Hillerøds afgørelse, såfremt han ikke var enig i denne. Sagen er anlagt for at få prøvet, om Retten i Hillerøds beslutning om sagsomkostninger var rigtig. En sådan prøvelse skal ske ved benyttelse af de retsmidler, som er hjemlet i retsplejeloven, og kan ikke ske ved søgsmål mod Skatteforvaltningen. Retten tager herefter sagsøgtes påstand om afvisning til følge. Sagsomkostningerne er efter sagens værdi, forløb og udfald fastsat til dækning af advokatudgift med 25.000 kr. inkl. moms, i alt 25.000 kr. Skatteforvaltningen er ikke momsregistreret. THI KENDES FOR RET: * Sagen afvises. A skal til Skatteforvaltningen betale sagsomkostninger med 25.000 kr. Beløbet skal betales inden 14 dage. Sagsomkostningerne bliver forrentet efter rentelovens § 8 a. Berigtiget, jf. retsplejelovens § 221, stk. 1, således at: "Sagsøgte frifindes." Ændres til: "* Sagen afvises.