SKM2026.370.SR
42-dages-reglen i ligningslovens § 33 A ved uforudsete uroligheder i arbejdslandet
- Myndighed
- Skatterådet
- Dokumenttype
- Bindende svar
- Afsagt
- 23. juni 2026
- Offentliggjort
- 10. august 2026
- Emneord
- Udlandsbeskatning, 42-dages-reglen, De Forenede Arabiske Emirater
- Kilde
- Åbn original på info.skat.dk ↗
Lovhenvisninger
Resumé
Spørger og ægtefælle havde været bosat i Abu Dhabi, UAE, siden august 2023. Spørger var ansat hos en virksomhed i Abu Dhabi, UAE, fra den 25. september 2023 til den 25. januar 2026. Parret rejste midlertidigt tilbage til Danmark den 10. marts 2026 som følge af den forværrede sikkerhedssituation i området, herunder angreb fra Iran, samt Udenrigsministeriets anbefaling om, at danske borgere skulle undlade ophold i UAE. Spørger ønskede afklaret, om der kunne gives dispensation fra 42-dages-reglen i ligningslovens § 33 A, da et længere ophold i Danmark skyldes sikkerhedssituationen og Udenrigsministeriets rejseanbefalinger. Spørger havde den opfattelse, at han fortsat skulle opfylde kravene til ligningslovens § 33 A, selvom hans ansættelse var ophørt den 25. januar 2026. Skatterådet fandt, at ophold i Danmark ud over 42 dage som udgangspunkt afbryder adgangen til lempelse efter ligningslovens § 33 A. Der er ikke indført særlige undtagelser som under COVID-19-pandemien. Skatterådet bekræftede dog, at Spørgers indkomst fra arbejdet i Abu Dhabi frem til ansættelsens ophør den 25. januar 2026 var omfattet af ligningslovens § 33 A, stk. 1 således, at der kunne opnås lempelse, hvis betingelserne var opfyldt.
Henviser til
- SKM2023.18.ØLR
- SKM2023.286.SR
- SKM2023.433.SR
Fuldtekst
Spørgsmål : Kan Skatterådet bekræfte, at Spørgers indkomst frem til januar 2026 er omfattet af ligningslovens § 33 A? Svar : Ja, se dog begrundelse. Beskrivelse af de faktiske forhold Spørger og ægtefælle har siden 2023 været bosat i Abu Dhabi i UAE. Spørger og ægtefælle ejer en helårsbolig i Danmark som ikke er udlejet uopsigeligt i mindst 3 år. Spørger har været ansat ved en arbejdsgiver i Abu Dhabi i en periode fra september 2023 til januar 2026. Spørger opsagde sin ansættelse med virkning fra januar 2026 med henblik på i en periode at passe parrets barn. Spørger og ægtefælle rejste tilbage til Danmark midlertidigt medio marts 2026 i forbindelse med urolighederne, som følge af sikkerhedssituationen i området, hvor der var angreb fra Iran, og fordi Udenrigsministeriet frarådede danske borgere at opholde sig i UAE. Spørger og ægtefælle har opholdt sig i Danmark fra medio maj 2025 til ultimo maj 2025. Herefter opholdt de sig ikke i Danmark i perioden fra ultimo juli 2025 til medio marts 2026. I 2026 opholdt parret sig endvidere i Danmark fra medio marts 2026 til primo april 2026. Spørger er ikke i et nyt ansættelsesforhold lige nu, og han forventer som udgangspunkt ikke at være i et ansættelsesforhold, før det er muligt at opholde sig i Abu Dhabi igen. På denne baggrund ønsker Spørger at anmode om et bindende svar på, om han er omfattet af ligningslovens § 33 A til ansættelsen ophørte i januar 2026, og om der i hans situation kan gives dispensation fra 42-dages-reglen i ligningslovens § 33 A, så længe Udenrigsministeriet fraråder unødvendige rejser til UAE på grund af den aktuelle sikkerhedssituation. Spørger har den opfattelse, at han fortsat skal opfylde kravene til ligningslovens § 33 A, selvom hans ansættelse er ophørt i januar 2026. Spørgers opfattelse og begrundelse Da Spørger er rejst fra UAE som følge af krigshandlinger, og fordi Udenrigsministeriet har frarådet danske borgere at opholde sig i UAE under konflikten, anmoder Spørger om, at sagens omstændigheder medfører dispensation fra 42-dages-reglen i ligningslovens § 33 A. Spørger finder, at en dispensation bør gælde, så længe Udenrigsministeriet fraråder unødvendige rejser til UAE på grund af den aktuelle sikkerhedssituation. Spørger har den opfattelse, at han fortsat skal opfylde kravene til ligningslovens § 33 A, selvom hans ansættelse er ophørt i januar 2026. Skattestyrelsens indstilling og begrundelse Spørgsmål 1 Det ønskes bekræftet, at Spørgers indkomst frem til januar 2026 er omfattet af ligningslovens § 33 A? Begrundelse Ifølge kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1, foreligger der fuld skattepligt for personer, der har bopæl her i landet. I praksis vil skattepligten efter bopælskriteriet i kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1 være afhængig af, om personen har rådighed over en helårsbolig her i landet. Udgangspunktet er, at en sådan rådighed vil være en nødvendig og samtidig en tilstrækkelig betingelse for at statuere bopæl. Det er oplyst, at Spørger har en helårsbolig til rådighed i Danmark. Spørger er derfor fuldt skattepligtig til Danmark efter kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1. Spørger opholder sig imidlertid som udgangspunkt fast i Abu Dhabi i UAE. Da Danmark ikke har indgået en dobbeltbeskatningsoverenskomst med UAE kan der dog ikke ske lempelse eller flytning af skattemæssigt hjemsted efter en dobbeltbeskatningsoverenskomst. Danmark kan, som Spørgers skattemæssige bopælsland, derfor beskatte Spørger af al indkomst, uanset hvor indkomsten kommer fra (globalindkomstbeskatning) ifølge kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1 og statsskattelovens § 4. Spørgsmålet er herefter, om Spørger kan anvende ligningslovens § 33 A. Af ligningslovens § 33 A, stk. 1, fremgår bl.a. følgende: "Har en person, der er skattepligtig efter kildeskattelovens § 1, under ophold uden for riget i mindst 6 måneder uden andre afbrydelser af opholdet end nødvendigt arbejde her i riget i direkte forbindelse med udlandsopholdet, ferie el.lign. af en sammenlagt varighed på højst 42 dage erhvervet lønindkomst ved personligt arbejde i tjenesteforhold, nedsættes den samlede indkomstskat med det beløb, der forholdsmæssigt falder på den udenlandske indkomst. Nedsættelsen omfatter ikke den del af lønindkomsten, der kan henføres til arbejde her i landet…" Dette betyder, at personer, der er fuldt skattepligtige til Danmark efter kildeskattelovens § 1, skal selvangive deres globale indkomst, herunder løn for arbejde udført i udlandet. Personerne kan dog opnå lempelse (fritagelse for skat) vedrørende lønindkomst for arbejde udført i udlandet efter ligningslovens § 33 A, hvis betingelserne herfor er opfyldt: personen opholder sig uden for riget i mindst 6 måneder udlandsopholdet er begrundet i arbejdsgiverens forhold. Der kan ikke opnås lempelse, når lønmodtageren af egen drift og uafhængigt af arbejdsgiveren vælger at bosætte sig i udlandet, uden at det pågældende land har sammenhæng med arbejdsgiverens forhold opholdet ikke afbrydes af ophold her i riget af en sammenlagt varighed på højst 42 dage inden for enhver 6-måneders periode, når opholdene har karakter af nødvendigt arbejde - her i riget - med direkte forbindelse til udlandsopholdet ferie eller lignende og lønindkomsten er erhvervet ved personligt arbejde i tjenesteforhold. Af Den juridiske vejledning 2026-1, afsnit C.F.4.2.2.5 fremgår, at lønindkomst, der kan skattelempes efter ligningslovens § 33 A, skal være optjent ved ophold uden for riget. Udlandsopholdet skal være begrundet i arbejdsgiverens forhold, hvorfor der ikke kan opnås lempelse, når lønmodtageren af egen drift og uafhængigt af arbejdsgiveren vælger at bosætte sig i udlandet, uden at det pågældende land har sammenhæng med arbejdsgiverens forhold. Dette fremgår af Østre Landsrets dom af 6. december 2022 ( SKM2023.18.ØLR ), som vedrører anvendelsesområdet for ligningslovens § 33 A. En person kan ifølge dommen ikke anvende ligningslovens § 33 A, såfremt udlandsopholdet ikke har sammenhæng med arbejdsgiverens forhold. Lønindkomsten skal være knyttet til arbejdet i det pågældende udland. Landsretten udtalte, at tilfælde, hvor en dansk lønmodtager, som har bevaret sin fulde skattepligt til Danmark, af egen drift og uafhængigt af arbejdsgiveren vælger at bosætte sig i udlandet, uden at det pågældende land har sammenhæng med arbejdsgiverens forhold, falder uden for ligningslovens § 33 A. I denne sag er det oplyst, at Spørger har været ansat for en arbejdsgiver i Abu Dhabi i perioden fra september 2023 til januar 2026 og har udført sit arbejde i Abu Dhabi. Spørgers ophold i Abu Dhabi har således en direkte sammenhæng med arbejdsgiverens forhold. Spørgsmålet er herefter om et ophold i Danmark på mere end 42 dage i perioden fra ophør af ansættelsen i januar 2026 vil medføre, at betingelserne for lempelse efter ligningslovens § 33 A ikke længere anses for opfyldt. Spørger har som oplyst arbejdet i Abu Dhabi siden september 2023. Det er derudover oplyst, at Spørger har opholdt sig uden for Danmark siden juli 2025 og rejser til Danmark medio marts 2026 som følge af sikkerhedssituationen i regionen, herunder uroligheder og Udenrigsministeriets anbefalinger vedrørende ophold i UAE. Urolighederne i UAE og den deraf følgende sikkerhedsmæssige situation har ikke givet anledning til en ændring af ligningslovens § 33 A. Der er således ikke - modsat situationen under COVID-19-pandemien - etableret særlige midlertidige regler med deraf følgende lempelser vedrørende mulighederne for ophold i Danmark som følge af de aktuelle forhold i UAE. Som følge af COVID-19-pandemien blev der indsat en særlig bestemmelse i ligningslovens § 33 A ved lov nr. 871 af 14. juni 2020 om ændring af lov om midlertidig udskydelse af angivelses- og betalingsfrister m.v. på skatteområdet i forbindelse med covid-19, kildeskatteloven, ligningsloven og forskellige andre love: " Stk. 6. Ved anvendelsen af stk. 1 kan personen vælge at se bort fra ophold her i riget fra og med den 9. marts 2020 til det tidspunkt, hvor arbejdet genoptages i det land, hvor arbejdet normalt udføres, dog senest til og med den 30. juni 2020. Valget medfører, at arbejde her i riget, der ikke er nødvendigt arbejde i direkte forbindelse med udlandsopholdet, ikke afbryder udlandsopholdet. Nedsættelsen af den samlede indkomstskat efter stk. 1 og 3 omfatter ikke den del af lønindkomsten, der kan henføres til den angivne periode. Valget skal træffes senest den 1. maj 2021 og kan omgøres til og med den 30. juni 2022 ". Hertil kommer, at et midlertidigt ophold uden for UAE ikke nødvendigvis forudsætter ophold i Danmark, idet et eventuelt ophold i et tredjeland efter omstændighederne vil kunne være foreneligt med ligningslovens § 33 A, forudsat at opholdet alene har karakter af ferie eller lignende. Det er derfor Skattestyrelsen opfattelse, at et ophold i Danmark, ud over 42 dage, som udgangspunkt vil afbryde muligheden for lempelse efter ligningslovens § 33 A. Reglen omfatter ophold uden for riget i minimum 6 måneder, og når det gælder 42 dages reglen, omfatter reglen ophold inden for riget. Derfor vil ophold i Grønland og på Færøerne også kunne afbryde muligheden for lempelse. I denne sag er det dog oplyst, at Spørgers ansættelsesforhold ophører den 25. januar 2026. Det er herefter Skattestyrelsens opfattelse, at Spørgers indkomst i perioden, hvor han arbejder for en arbejdsgiver i Abu Dhabi og frem til januar 2026, hvor ansættelsen ophører, er omfattet af ligningslovens § 33 A, stk. 1 om skattenedsættelse, forudsat han opfylder betingelserne i bestemmelsen frem til januar 2026. Indstilling Skattestyrelsen indstiller, at spørgsmål 1 besvares med "Ja, se dog begrundelse" Skatterådets afgørelse og begrundelse Skatterådet tiltræder Skattestyrelsens indstilling og begrundelse. Lovgrundlag, forarbejder og praksis Spørgsmål 1 Lovgrundlag Kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1 §1: "Pligt til at svare indkomstskat til staten i overensstemmelse med reglerne i denne lov påhviler: 1. personer, der har bopæl her i landet," Ligningslovens § 33 A, stk. 1 § 33 A: "Har en person, der er skattepligtig efter kildeskattelovens § 1, under ophold uden for riget i mindst 6 måneder uden andre afbrydelser af opholdet end nødvendigt arbejde her i riget i direkte forbindelse med udlandsopholdet, ferie el.lign. af en sammenlagt varighed på højst 42 dage erhvervet lønindkomst ved personligt arbejde i tjenesteforhold, nedsættes den samlede indkomstskat med det beløb, der forholdsmæssigt falder på den udenlandske indkomst. Nedsættelsen omfatter ikke den del af lønindkomsten, der kan henføres til arbejde her i landet…" Lov 2020-06-14 nr. 871 om ændring af lov om midlertidig udskydelse af angivelses- og betalingsfrister m.v. på skatteområdet i forbindelse med covid-19, kildeskatteloven, ligningsloven og forskellige andre love § 1: "I lov nr. 211 af 17. marts 2020 om midlertidig udskydelse af angivelses- og betalingsfrister m.v. på skatteområdet i forbindelse med covid-19, som ændret ved § 11 i lov nr. 572 af 5. maj 2020, foretages følgende ændringer: … § 3. I ligningsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 806 af 8. august 2019, som ændret senest ved § 13 i lov nr. 739 af 30. maj 2020, foretages følgende ændring: 1. I § 33 A indsættes som stk. 6: Stk. 6. Ved anvendelsen af stk. 1 kan personen vælge at se bort fra ophold her i riget fra og med den 9. marts 2020 til det tidspunkt, hvor arbejdet genoptages i det land, hvor arbejdet normalt udføres, dog senest til og med den 30. juni 2020. Valget medfører, at arbejde her i riget, der ikke er nødvendigt arbejde i direkte forbindelse med udlandsopholdet, ikke afbryder udlandsopholdet. Nedsættelsen af den samlede indkomstskat efter stk. 1 og 3 omfatter ikke den del af lønindkomsten, der kan henføres til den angivne periode. Valget skal træffes senest den 1. maj 2021 og kan omgøres til og med den 30. juni 2022." Praksis Uddrag af Den juridiske vejledning 2026-1, afsnit C.F.4.2.2.5 : "… Arbejdsgiverens forhold Den lønindkomst, der kan skattelempes efter LL § 33 A , skal være optjent ved ophold uden for riget. Udlandsopholdet skal være begrundet i arbejdsgiverens forhold, hvorfor der ikke kan opnås lempelse, når lønmodtageren af egen drift og uafhængigt af arbejdsgiveren vælger at bosætte sig i udlandet, uden at det pågældende land har sammenhæng med arbejdsgiverens forhold. Dette fremgår af Østre Landsrets dom af 6. december 2022 ( SKM2023.18.ØLR ), som vedrører anvendelsesområdet for LL § 33 A. Personer kan ifølge dommen ikke anvende LL § 33 A, såfremt udlandsopholdet ikke har sammenhæng med arbejdsgiverens forhold. Lønindkomsten skal være knyttet til arbejdet i det pågældende udland. Landsretten udtalte, at tilfælde, hvor en dansk lønmodtager, som har bevaret sin fulde skattepligt til Danmark, af egen drift og uafhængigt af arbejdsgiveren vælger at bosætte sig i udlandet, uden at det pågældende land har sammenhæng med arbejdsgiverens forhold, falder uden for LL § 33 A. Dommen er udtryk for en generel stillingtagen til anvendelsesområdet for LL § 33 A, hvorfor dommen ikke begrænser sig til alene at omhandle piloter. Præciseringen gælder således for andre privat ansatte samt offentligt ansatte. Se SKM2023.286.SR omtalt nedenfor. Det bemærkes i den forbindelse, at der gælder særlige regler for offentligt ansatte, jf. LL § 33 A, stk. 2. Ferie eller lignende afholdt i udlandet, kan fortsat medregnes i 6-måneders perioden, når personen i øvrigt opfylder betingelserne for at anvende LL § 33 A, se afsnit C.F.4.2.2.3 . Se også SKM2023.433.SR , omtalt nedenfor. … Se også SKM2023.433.SR , hvor personen var ansat i en udenlandsk koncern og havde et arbejde, som udelukkende kunne udføres i Irak på en såkaldt rotationsordning. Personen havde derfor under normale omstændigheder 28 dage med uafbrudt arbejde i Irak og derefter 28 dage fri. Skatterådet kunne bekræfte, at personen i perioden, hvor han arbejdede i Irak, var berettiget til fuld skattenedsættelse efter LL § 33 A, stk. 1." SKM2023.18.ØLR En pilot, som arbejdede for et dansk luftfartsselskab, og som samtidig havde opholdt sig i udlandet i mere end 6 måneder uden afbrydelser på mere end højst 42 dage i alt, havde selvangivet sin indkomst fra ansættelsen som pilot som lempelsesberettiget efter ligningslovens § 33 A, stk. 3. Landsretten udtalte, at tilfælde, hvor en dansk lønmodtager, som har bevaret sin fulde skattepligt til Danmark, af egen drift og uafhængigt af arbejdsgiveren vælger at bosætte sig i udlandet, uden det pågældende land har sammenhæng med arbejdsgiverens forhold, falder uden for ligningslovens § 33 A. Om den konkrete sag udtalte landsretten, at pilotens udlandsophold ikke skyldtes en ansættelse i udlandet, hvor ophold i Danmark udgjorde nødvendigt arbejde set i forhold til en hovedbeskæftigelse i udlandet, men at udlandsopholdet derimod var uafhængigt af arbejdsgiveren, ligesom landet, hvor piloten tog ophold, ikke havde nogen form for sammenhæng med arbejdsgiverens forhold. Landsretten fandt på den baggrund, at ligningslovens § 33 A henset til såvel ordlyden som formålet med skattelempelsesreglen ikke var anvendelig i den konkrete situation. Idet piloten desuden ikke havde godtgjort, at der forelå en bindende administrativ praksis eller andre særlige omstændigheder, herunder en berettiget forventning, som var til hinder for, at et skattekrav gøres gældende vedrørende indkomsten i de omhandlede år, blev Skatteministeriets påstand taget til følge.