Fradrag for kontant køb af fremmed valuta – valutavekslingsvirksomhed

Sag BS-32365/2022-FRB Parter H1-virksomhed v/ A (v/ advokat Kasper Bech Pilgård Grammelstorff) mod Skatteministeriet (v/ advokat Lasse Walhoff Spangsberg) Denne afgørelse er truffet af dommerfuldmægtig Marie Petersen. Sagens baggrund og parternes påstande Retten har modtaget sagen den 30. august 2022. Sagen drejer sig om, hvorvidt H1-virksomhed v/ A er berettiget til yderligere fradrag i virksomhedens skattepligtige indkomst i indkomstårene 2015, 2016 og 2017. H1-virksomhed v/ A har nedlagt følgende påstand om, at H1-virksomhed v/A’s skatteansættelser for indkomstårene 2015, 2016 og 2017 hjemvises til fornyet behandling ved Skattestyrelsen. Skatteministeriet har nedlagt påstand om frifindelse, subsidiært at sagen hjemvises til Skattestyrelsen. Oplysningerne i sagen Det fremgår af sagen, at Landsskatteretten den 2. juni 2022 traf afgørelser om skatteansættelsen for H1-virksomhed v/ A vedrørende indkomståret 2015 samt indkomstårene 2016 og 2017. Af Landsskatterettens afgørelse af 2. juni 2022 vedrørende indkomståret 2015, fremgår bl.a. følgende: "… Landsskatterettens afgørelse Udgifter afholdt i årets løb for at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten er fradragsberettigede i henhold til statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Der skal foreligge en direkte og umiddelbar forbindelse mellem afholdelsen af udgiften og erhvervelsen af indkomsten. Det kræver dels, at udgiftsafholdelsen ligger inden for de naturlige rammer af virksomheden, dels at udgiften ikke kan karakteriseres som en privatudgift, som er indkomstopgørelsen uvedkommende. Bevisbyrden for afholdelsen og størrelsen af en udgift, og for at udgiften er fradragsberettiget, påhviler som udgangspunkt den skattepligtige. Det følger af Højesterets dom af 19. marts 2004, offentliggjort i SKM2004.162.HR . Ifølge bogføringslovens § 7, stk. 1 skal alle transaktioner registreres nøjagtigt under hensyn til virksomhedens art og omfang. Herunder skal transaktionerne registreres snarest muligt efter, at de forhold foreligger, der er grund til registreringerne. Ifølge bogføringslovens § 7, stk. 2 skal registreringerne henvise til de tilhørende bilag, og ifølge bogføringslovens § 7, stk. 3 skal registreringerne, i det omfang det er nødvendigt efter virksomhedens art og omfang, afstemmes med beholdningerne, herunder kasse- og likvidbeholdninger. Det fremgår af bogføringslovens § 5, at ved bilag forstås enhver nødvendig dokumentation for transaktioner, der registreres i bogføringen. I bogføringsvejledningen, juni 1999, afsnit 6.1, er det specificeret, at et bilag skal være med til at sikre, at et regnskab aflægges på et reelt økonomisk grundlag. Bilag skal derfor indeholde de oplysninger, som er nødvendige for at afgøre, om registreringerne er foretaget entydigt og korrekt. Kontrolsporet er i bogføringslovens § 4, stk. 2, defineret som de oplysninger, der dokumenterer registreringernes rigtighed. I bogføringsvejledningen, juni 1999, afsnit 4.6.2, er det specificeret, at kontrolsporet oplyser om grundlaget for korrekt registrering af transaktioner og andre økonomiske hændelser, der er indtruffet. Kontrolsporet omhandler således de enkelte registreringers rigtighed, deres verifikation og bevis. Dvs. at kontrolsporet indeholder oplysninger, der muliggør, at dokumentationen for rigtigheden af disse kan findes og er til stede. Ifølge bogføringslovens § 9, stk. 1 skal enhver registrering dokumenteres ved bilag. Er der udstedt eksternt bilag, skal dette så vidt muligt benyttes. Bilag skal oplyse, hvad der er nødvendigt for at Identificere kontrolsporet, herunder tydeligt angive transaktionsdato og beløb. I den tidligere bogføringslov (bekendtgørelse nr. 598 af 21. august 1990), der var gældende indtil 1. juli 1999, fremgår kravene til et grundbilag i § 11, stk. 4. Det fremgår heraf, at bilag vedrørende køb og salg skal indeholde oplysninger om sælgers henholdsvis købers navn og adresse, leverancens eller ydelsens art, omfang og beløb, dato for udstedelsen, og eventuelt fakturanummer eller tilsvarende identifikation. Det fremgår desuden at, virksomheder, hvis afsætning overvejende sker til private forbrugere, kan undlade at udstede et salgsbilag, medmindre køber anmoder herom. I nærværende sag er det oplyst, at klageren har fratrukket udgifter til valutakøb med 72.095.405 kr. I indkomståret 2015. Virksomhedens valutakøber bogført på konto X1-bankkonto. Grundlaget for bogføringen er registreringerne i virksomhedens handelssystem. De enkelte vekseltransaktioner er specificeret I "Orders report", hvoraf det fremgår, at årets samlet valutakøb har udgjort 68.162.465,40 kr. Repræsentanten har desuden oplyst, at udover ovennævnte vekseltransaktioner i "Orders report", har virksomheden haft vekseltransaktioner (køb og salg) som er registreret i en "Excel-bogføring". Det er oplyst, at bogføringen i Excel skete, når der var nedbrud i det almindelige handelssystem. Valutakøb registreret i Excel udgør 3.933.032 kr. Landsskatteretten finder, at Excel-bogføringen kan anses for en del af regnskabsgrundlaget. Retten lægger vægt på, at registreringerne i handelssystemet tillagt registreringerne i Excel-bogføringen tilsammen tilnærmelsesvis kan afstemmes med årets salg og valutakøb, jf. årsregnskabet. Valutakøb fra kundenr l. / Walk in Customer Klageren har fratrukket udgifter til valutakøb vedrørende kunde nr. 1 også benævnt "Walk in Customer" I indkomståret 2015. 28/33 Klageren har fremlagt vekselkvitteringer vedrørende valutakøb fra kunde nr. 1. I virksomhedens bogføring og bilagsmateriale er der ikke registreret hverken navn, adresse eller andre identifikationsoplysninger vedrørende kunder/leverandører, bogført under kunde nr. 1. Det fremgår desuden af sagens oplysninger, at virksomheden ikke har identifikationsoplysninger vedrørende disse posteringer. Således kan posteringerne vedrørende kunde nr. 1 ikke følges til grundbilag, i form af afregningskvitteringer el.lign., hvoraf det fremgår, hvilke personer mv. som virksomheden har købt valuta af, samt beløb og transaktionstidspunkt. På det grundlag finder retten, at dokumentationen vedrørende kunde nr. 1 udelukkende beror på bogføringsmæssige posteringer i virksomhedens regnskabssystem uden grundbilag, og således ikke indeholder de oplysninger, der er nødvendige for at konstatere, at transaktionerne rent faktisk har fundet sted. Henset til virksomhedens art og omfang er det rettens opfattelse, at virksomhedens bilagsdokumentation vedrørende kunde nr. 1 dermed ikke opfylder de krav, der med rimelighed kan stilles til grundbilag, jf. bogføringslovens § 5. Ved denne vurdering lægger retten vægt på ordlyden i bogføringslovens § 5 og bogføringsvejledningen, juni 1999, afsnit 6.1, hvoraf det bl.a. fremgår, at bilag skal være med til at sikre, at regnskabet aflægges på et reelt økonomisk grundlag og derfor skal indeholde de oplysninger, som er nødvendige for at afgøre, om registreringerne er foretaget entydigt og korrekt. Retten lægger desuden vægt på landsskatterettens kendelse af den 18. juli 2003, offentliggjort som SKM2003.441.LSR , der omhandler dokumentationskrav vedrørende udgiftsbilag. Retten fandt, at formuleringen i bogføringslovens § 5 om "enhver nødvendig dokumentation for transaktioner, der registreres i bogføringen" ikke giver grundlag for at antage, at der ikke som hidtil gælder nogle helt basale mindstekrav til et grundbilag. Retten henviste hermed til de mindstekrav, der fremgik af den tidligere bogføringslov (bekendtgørelse nr. 598 af 21. august 1990), herunder bl.a., at bilag vedrørende køb og salg skal indeholde oplysninger om sælgers henholdsvis købers navn og adresse. Retten finder desuden, at regnskabsmaterialet, vedrørende kunde nr. 1, ikke indeholder et kontrolspor, jf. bogføringslovens §§ 4, stk. 2 og 9, stk. 1, der dokumenterer registreringernes rigtighed. Retten henser til følgende forhold: Virksomhedens valutakøber bogført på konto X1-bankkonto. Grundlaget for bogføringen er Buy & Sell reports, specifikationer i form af Orders report, hvor de enkelte vekseltransaktioner fremgår samt de omtalte vekselkvitteringer uden identifikationsoplysninger. Retten anser ikke disse bilag for at dokumentere registreringernes rigtighed, da disse bilag ikke hænger sammen med underliggende bilag, der kan bekræfte registreringerne vedrørende kunde nr. 1. Retten henser desuden til, at Skattestyrelsen har konstateret, at virksomhedens valutakøb på konto X1-bankkonto er posteret med datoen den 30. december 2015, samt at Excel bogføringen ikke indeholder bilagshenvisninger. Således kan det konstateres, at virksomhedens valutakøb ikke bogføres dagligt. Retten finder derfor, at bogføringen ikke er sket løbende, nøjagtigt og med henvisning til de tilhørende bilag, jf. bogføringslovens § 7, stk. 1 og 2. Endvidere fremgår det, at Skattestyrelsen har konstateret, at der ikke foreligger kasseafstemninger og optælling af beholdningen af udenlandsk valuta for indkomståret. Henset til virksomhedens art og omfang, herunder virksomhedens betydelige kontantbeholdning og kontantomsætning, anser retten det for nødvendigt, jf. bogføringslovens § 7, stk. 3, at der blev foretaget daglig afstemning af beholdningen af danske kr. og udenlandsk valuta. Skattestyrelsen har desuden konstateret, at virksomhedens kontante omsætning ikke fremgår af en konto X2-bankkonto. Det kan således konstateres, at der ikke har været foretaget en løbende afstemning og bogføring af virksomhedens kassebeholdning. I den konkrete sag, hvor der ikke foreligger grundbilag, der dokumenterer, om transaktionerne er korrekte, og kunderne ikke kan identificeres, må der stilles skærpede krav til klagerens dokumentation eller sandsynliggørelse af pengestrømmene i virksomheden. Da virksomheden ikke har foretaget løbende kasseafstemninger samt foretaget løbende bogføring, kan bogføringen vedrørende kasse og bankkonto mv. ikke understøtte, at de registrerede transaktioner rent faktisk har fundet sted. På det foreliggende grundlag anser retten det derfor ikke for bevist, at transaktionerne har fundet sted. I den forbindelse kan der henvises til en landskatteretsafgørelse gengivet i SKM2020.545.LSR , hvori et valutabureau blev nægtet fradrag for valutakøb. Under disse omstændigheder kan klageren ikke anses for at have dokumenteret eller tilstrækkeligt sandsynliggjort, at betingelserne for at få fradrag for valutakøb vedrørende kunde nr. 1. er opfyldt, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Der kan derfor ikke godkendes fradrag for valutakøb vedrørende kunde nr. 1. Valutakøb fra kunder, hvor virksomheden har registreret kundens identitetsoplysninger Virksomheden har i indkomståret foretaget 77 valutakøb til i alt 1.447.469 kr., hvor kundens identitetsoplysninger er registreret. Det er rettens opfattelse, at der kan godkendes fradrag for disse valutakøb i henhold til statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Valutakøb fra valutaleverandørerne G1-virksomhed og G2-virksomhed Det fremgår af sagens oplysninger, at Skattestyrelsen har modtaget kontoudskrifter fra leverandørerne G2-virksomhed og G1-virksomhed om virksomhedens valutaindkøb i indkomståret 2015. Retten anser dog ikke kontoudskrifterne for at være fyldestgørende dokumentation for virksomhedens valutakøb fra disse leverandører. Retten henser til de forhold Skattestyrelsen har konstateret ved gennemgangen. Retten henser også til klagerens oplysninger om, at kontoudskrifterne er fejlbehæftede. Retten finder derfor, at fradrag for valutakøb fra G1-virksomhed og G2-virksomhed udelukkende kan godkendes i de tilfælde, hvor køb, der fremgår af de nævnte kontoudskrifter, kan afstemmes til virksomhedens bogføring, herunder Excel-bogføringen. Det er rettens opfattelse, at valutaindkøb fra G1-virksomhed og G2-virksomhed på det grundlag kan godkendes med henholdsvis 27.716.395 kr. og 37.140.186 kr. i henhold til statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Herudover finder retten, at der kan godkendes fradrag, i henhold til statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, for et valutakøb hos G2-virksomhed på 104.585 kr. idet dette køb fremgår af ovennævnte kontoudskrifter og af virksomhedens bilagsmateriale. Bilaget har ikke tidligere indgået i virksomhedens bogføring. Valutakøb fra valutaleverandørerne G3-virksomhed, G4-virksomhed og G5-virksomhed I henhold til bilagsmateriale har virksomheden foretaget 7 valutakøb i indkomståret fra valutaleverandørerne G3-virksomhed, G4-virksomhed og G5-virksomhed til i alt 1.721.858 kr. Det er rettens opfattelse, at der kan godkendes fradrag for disse valutakøb i henhold til statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Valutakøb fra kunde (red.ID.nr.1.fjernet) Ifølge en kassekvittering i bilagsmaterialet har virksomheden den 9. marts 2015 købt valuta for 61.380 kr. fra kunde. Da denne kunde er identificeret, finder retten, at der kan godkendes fradrag for dette valutakøb i henhold til statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Valutakøb fra valutaleverandøren G5-virksomhed Virksomheden har i regnskabet foretaget fradrag for et valutakøb på 374.940 kr. fra valutaleverandøren G5-virksomhed. Klageren har fremlagt faktura på beløbet dateret den 9. april 2015 fra valutaleverandøren. Det er rettens opfattelse, at der kan godkendes fradrag for dette valutakøb i henhold til statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Landsskatteretten finder, med henvisning til ovenstående gennemgang, at klagerens fradrag for valutakøb kan opgøres således for indkomståret 2015: Fradrag for valutakøb nedsættes derfor til 68.566.813 kr. i henhold til statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Med hensyn til de under retsmødet af repræsentantens fremsatte nye påstande finder Landsskatteretten, at der ikke er grundlag for at hjemvise sagerne til fornyet behandling i Skattestyrelsen. Landsskatteretten finder heller ikke grundlag for at afgøre sagerne på et nyt retsmøde… " Af Landsskatterettens afgørelse af 2. juni 2022 vedrørende indkomstårene 2016 og 2017, fremgår bl.a. følgende: "…Landsskatterettens afgørelse Udgifter afholdt i årets løb for at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten er fradragsberettigede i henhold til statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Der skal foreligge en direkte og umiddelbar forbindelse mellem afholdelsen af udgiften og erhvervelsen af indkomsten. Det kræver dels, at udgiftsafholdelsen ligger inden for de naturlige rammer af virksomheden, dels at udgiften ikke kan karakteriseres som en privatudgift, som er indkomstopgørelsen uvedkommende. Bevisbyrden for afholdelsen og størrelsen af en udgift, og for at udgiften er fradragsberettiget, påhviler som udgangspunkt den skattepligtige. Det følger af Højesterets dom af 19. marts 2004, offentliggjort i SKM2004.162.HR . Ifølge bogføringslovens § 7, stk. 1 skal alle transaktioner registreres nøjagtigt under hensyn til virksomhedens art og omfang. Herunder skal transaktionerne registreres snarest muligt efter, at de forhold foreligger, der er grund til registreringerne. Ifølge bogføringslovens § 7, stk. 3 skal registreringerne, i det omfang det er nødvendigt efter virksomhedens art og omfang, afstemmes med beholdningerne, herunder kasse- og likvidbeholdninger. Det fremgår af bogføringslovens § 5, at ved bilag forstås enhver nødvendig dokumentation for transaktioner, der registreres i bogføringen. I bogføringsvejledningen, juni 1999, afsnit 6.1, er det specificeret, at et bilag skal være med til at sikre, at et regnskab aflægges på et reelt økonomisk grundlag. Bilag skal derfor indeholde de oplysninger, som er nødvendige for at afgøre, om registreringerne er foretaget entydigt og korrekt. Kontrolsporet er i bogføringslovens § 4, stk. 2, defineret som de oplysninger, der dokumenterer registreringernes rigtighed. I bogføringsvejledningen, juni 1999, afsnit 4.6.2, er det specificeret, at kontrolsporet oplyser om grundlaget for korrekt registrering af transaktioner og andre økonomiske hændelser, der er indtruffet. Kontrolsporet omhandler således de enkelte registreringers rigtighed, deres verifikation og bevis. Dvs. at kontrolsporet indeholder oplysninger, der muliggør, at dokumentationen for rigtigheden af disse kan, findes og er til stede. Ifølge bogføringslovens § 9, stk. 1 skal enhver registrering dokumenteres ved bilag. Er der udstedt eksternt bilag, skal dette så vidt muligt benyttes. Bilag skal oplyse, hvad der er nødvendigt for at identificere kontrolsporet, herunder tydeligt angive transaktionsdato og beløb. I den tidligere bogføringslov (bekendtgørelse nr. 598 af 21. august 1990), der var gældende indtil 1. juli 1999, fremgår kravene til et grundbilag i § 11, stk. 4. Det fremgår heraf, at bilag vedrørende køb og salg skal indeholde oplysninger om sælgers henholdsvis købers navn og adresse, leverancens eller ydelsens art, omfang og beløb, dato for udstedelsen, og eventuelt fakturanummer eller tilsvarende identifikation. Det fremgår desuden at, virksomheder, hvis afsætning overvejende sker til private forbrugere, kan undlade at udstede et salgsbilag, medmindre køber anmoder herom. I nærværende sag er det oplyst, at klageren har fratrukket udgifter til valutakøb med henholdsvis 60.377.013 kr. og 38.206.385 kr. i indkomstårene 2016 og 2017. Virksomhedens valutakøber bogført på konto X3-bankkonto. Grundlaget for bogføringen er registreringerne i virksomhedens handelssystem. Det fratrukne beløb for indkomståret 2016 kan afstemmes til den fremlagte månedsopdelte Buy & Sell Report for 2016. Det fratrukne beløb for indkomståret 2017 kan ikke afstemmes til den fremlagte månedsopdelte Buy & Sell Report for 2017, idet der er en (mindre) difference på 38.465 kr. Klageren har ligeledes fremlagt "Orders Report" for begge indkomstår, hvor hver enkelt vekseltransaktion er specificeret. Det fremgår af sagens oplysninger, at Skattestyrelsen har sammenholdt de foretagne fradrag for valutakøb med de konkrete bilag vedrørende valutakøb som klageren har fremlagt. I den påklagede afgørelse, har Skattestyrelsen godkendt fradrag for valutakøb fra valutaleverandørerne G6-virksomhed, G2-virksomhed og G1-virksomhed i det omfang kontoudtog fra disse leverandører kan afstemmes med virksomhedens bogføringen. Desuden har Skattestyrelsen godkendt fradrag for valutakøb fra "vekselkunder" i det omfang kunderne kan identificeres. På den baggrund har Skattestyrelsen nedsat klagerens fradrag for valutakøb med henholdsvis 3.217.445 kr. og 1.586.249 kr. for indkomstårene 2016 og 2017. Landsskatteretten finder, at fradrag for valutakøb fra valutaleverandørerne G6-virksomhed, G2-virksomhed og G1-virksomhed, kan godkendes fratrukket i de tilfælde, hvor køb, der fremgår af kontoudtog fra disse leverandører kan afstemmes med virksomhedens bogføring. Landsskatteretten finder desuden, at de fremlagte valutakøbsbilag vedrørende kunde 633 og 741 kan godkendes fratrukket med i alt 1.052 kr., jf. statsskattelovens § 6, stk. 1., litra a. Det kan udledes af klagerens oplysninger og klagen, at den del af de fratrukne valutakøb, der ikke er godkendt, drejer sig om valutakøb fra "Walk in Customers" også benævnt kunde nr. 1. Valutakøb fra "Walk in Customer" / kunde nr. 1 Klageren har fratrukket udgifter til valutakøb vedrørende "Walk in Customer" i indkomstårene 2016 og 2017. Klageren har fremlagt vekselkvitteringer (kasseboner) vedrørende valutakøb fra "Walk in Customer". I virksomhedens bogføring og bilagsmateriale er der ikke registreret hverken navn, adresse eller andre identifikationsoplysninger vedrørende kunder/leverandører, bogført under kunde nr. 1 / Walk in Customer. På det grundlag finder retten, at dokumentationen vedrørende "Walk in Customer" udelukkende beror på bogføringsmæssige posteringer i virksomhedens regnskabssystem uden grundbilag, og således ikke indeholder de oplysninger, der er nødvendige for at konstatere, at transaktionerne rent faktisk har fundet sted. Henset til virksomhedens art og omfang er det rettens opfattelse, at virksomhedens bilagsdokumentation vedrørende "Walk in Customer" dermed ikke opfylder de krav, der med rimelighed kan stilles til grundbilag, jf. bogføringslovens § 5. Ved denne vurdering lægger retten vægt på ordlyden i bogføringslovens § 5 og bogføringsvejledningen, juni 1999, afsnit 6.1, hvoraf det bl.a. fremgår, at bilag skal være med til at sikre, at regnskabet aflægges på et reelt økonomisk grundlag og derfor skal indeholde de oplysninger, som er nødvendige for at afgøre, om registreringerne er foretaget entydigt og korrekt. Retten lægger desuden vægt på Landsskatterettens kendelse af den 18. juli 2003, offentliggjort som SKM2003.441.LSR , der omhandler dokumentationskrav vedrørende udgiftsbilag. Retten fandt, at formuleringen i bogføringslovens § 5 om "enhver nødvendig dokumentation for transaktioner, der registreres i bogføringen" ikke giver grundlag for at antage, at der ikke som hidtil gælder nogle helt basale mindstekrav til et grundbilag. Retten henviste hermed til de mindstekrav, der fremgik af den tidligere bogføringslov (bekendtgørelse nr. 598 af 21. august 1990), herunder bl.a., at bilag vedrørende køb og salg skal indeholde oplysninger om sælgers henholdsvis købers navn og adresse. Retten finder desuden, at regnskabsmaterialet, vedrørende "Walk in Customer'' 1 ikke indeholder et kontrolspor, jf. bogføringslovens §§ 4, stk. 2 og 9, stk. 1, der dokumenterer registreringernes rigtighed. Retten henser til følgende forhold: Virksomhedens valutakøb er bogført på konto X3-bankkonto for de 2. indkomstår. Grundlaget for bogføringen er Buy & Sell reports, specifikationer i form af Orders report, hvor de enkelte vekseltransaktioner fremgår samt de omtalte vekselkvitteringer (kasseboner) uden identifikationsoplysninger. Retten anser ikke disse bilag for at dokumentere registreringernes rigtighed, da disse bilag ikke hænger sammen med underliggende bilag, der kan bekræfte registreringerne vedrørende "Walk in Customer". Retten henser desuden til, at det fremgår af bogføringen vedrørende indkomståret 2016, at virksomhedens valutakøb på konto X3-bankkonto er posteret med datoen den 31. december. For indkomståret 2017 er virksomhedens valutakøb på konto X3-bankkonto posteret med den sidste dato i hver måned, fx 31. august 2017. Således kan det konstateres, at virksomhedens valutakøb ikke bogføres dagligt. Retten finder derfor, at bogføringen ikke er sket løbende, jf. bogføringslovens § 7, stk. 1. Endvidere fremgår det af sagens oplysninger, at der ikke foreligger kasseafstemninger, herunder afstemninger af beholdningen af udenlandsk valuta for indkomstårene. Henset til virksomhedens art og omfang, herunder virksomhedens betydelige kontantbeholdning og kontantomsætning, anser retten det for nødvendigt, jf. bogføringslovens § 7, stk. 3, at der blev foretaget daglig afstemning af beholdningen af danske kr. og udenlandsk valuta. Virksomhedens kontante omsætning fremgår ikke af konto X2-bankkonto. Det kan således konstateres, at der ikke har været foretaget en løbende afstemning og bogføring af virksomhedens kassebeholdning. Endelig fremgår det, af sagens oplysninger, at virksomhedens samlede valutakøb og valutasalg ikke fremgår af bogføringen vedrørende bankkonti og kassekonto. Da virksomheden ikke har foretaget løbende kasseafstemninger samt foretaget løbende bogføring, kan bogføringen vedrørende kasse og bankkonto mv. ikke understøtte, at de registrerede transaktioner rent faktisk har fundet sted, hvorefter fradrag for det omhandlede beløb ikke kan godkendes. I den forbindelse kan der henvises til en landskatteretsafgørelse gengivet i SKM2020.545.LSR , der omhandler et selskab der drev servicevirksomhed med valutahandel og som pengetransferagent. Da der ikke forelå grundbilag, der dokumenterede at de registrerede valutakøb var korrekte, og da selskabet ikke havde foretaget løbende kasse- og bankkontoafstemninger, der kunne understøtte, at de registrerede transaktioner havde fundet sted, fandt Landsskatteretten det ikke dokumenteret eller tilstrækkeligt sandsynliggjort, at transaktionerne havde fundet sted. Betingelserne for at opnå fradrag for valutakøb ansås derfor ikke for opfyldt. Under disse omstændigheder kan klageren ikke anses for at have dokumenteret eller tilstrækkeligt sandsynliggjort, at betingelserne for at få fradrag for valutakøb vedrørende "Walk in Customer" er opfyldt, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Der kan derfor ikke godkendes fradrag for valutakøb vedrørende "Walk in Customer". Fradrag for valutakøb er i den påklagede afgørelse ansat til 57.159.568 kr. for indkomståret 2016. Landsskatteretten forhøjer det ansatte fradrag for valutakøb med 1.052 kr. til 57.160.620 kr., jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Landsskatteretten stadfæster det ansatte fradrag for valuta køb på 36.620.136 kr. for indkomståret 2017, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Valutasalg Som skattepligtig Indkomst betragtes den skattepligtiges samlede årsindtægter, hvad enten de hidrører her fra landet eller ikke, bestående i penge eller formuegoder af pengeværdi, ifølge statsskattelovens § 4. Det fremgår af kontoudskrifter fra valutaleverandøren G2-virksomhed, at denne leverandør har købt specifikke valuta fra klagerens virksomhed henholdsvis den 5. februar 2016 og den 5. oktober 2016 for i alt 23.472 kr., og den 15. august 2017, 18. august 2017, 31. august 2017 og den 28. december 2017 for i alt 20.939 kr. Det fremgår desuden af sagens oplysninger, at virksomhedens salg af ovenstående valuta ikke fremgår af virksomhedens Orders rapport, for ovennævnte datoer (eller dagen før/dagen efter). Orders rapport danner grundlag for virksomhedens opgørelse af omsætningen. Under disse omstændigheder anses ovennævnte salg for ikke at være medregnet i de selvangivne virksomhedsresultater for Indkomstårene 2016 og 2017. Landsskatteretten finder derfor, at det er med rette, at virksomhedens indkomst er forhøjet med henholdsvis 23.472 kr. for indkomståret 2016 og 20.939 kr. for indkomståret 2017, ifølge statsskattelovens § 4. Landsskatteretten stadfæster derfor Skattestyrelsens afgørelse på dette punkt for indkomståret 2016 og 2017. Med hensyn til de under retsmødet af repræsentantens fremsatte nye påstande finder Landsskatteretten, at der ikke er grundlag for at hjemvise sagerne til fornyet behandling i Skattestyrelsen. Landsskatteretten finder heller ikke grundlag for at afgøre sagerne på et nyt retsmøde... " Forklaringer A har blandt andet forklaret, at hun var ejer af H1-virksomhed. Hun startede virksomheden i 2012, da hun var færdig med gymnasiet. Hun stod for at sortere papir og betale regninger. Hendes far og bror havde kundekontakten og varetog den daglige drift. Kunder, der skulle veksle under 1.000 euro, blev ikke registreret i regnskabsprogrammet, da der ikke var krav om registrering af kunder, der vekslede under 1.000 euro. Der blev dog foretaget kunderegistrering, men ikke i regnskabsprogrammet. Hun ved ikke, hvordan registreringerne blev foretaget, da det ikke var hende, der stod i butikken, men de har nok bedt om kundens navn og identifikationsoplysninger. De opbevarede oplysningerne i et Excel-ark. Regnskabsprogrammet var vist ikke lavet til at registrere kunder, der skulle veksle under 1.000 euro. H1-virksomhed registrerede alene kunder, der vekslede under 1.000 euro, fordi, det var praktisk, hvis kunden kom igen, og ikke fordi de havde pligt til det. Det er også derfor, at hun ikke har gjort Skattestyrelsen opmærksom på, at der blev foretaget kunderegistreringer i et Excel-ark af de kunder, der vekslede mindre end 1.000 euro. Politiet har haft alle bilagene, og hun fik dem først retur i sommeren 2020. Hun ved ikke, hvorfor Skattestyrelsen ikke så materialet, da de gennemgik de bilag, der lå ved politiet. Bilagene blev ikke afleveret til Skattestyrelsen, da Skattestyrelsen bad om dem, fordi de ikke havde pligt til at registrere kunderne. Det er korrekt, at hun og hendes bror i et svar til Skattestyrelsen oplyste, at de ikke fik billedidentifikation fra kunder, der vekslede under 7.500 kr. Årsagen hertil var, at disse kunder ikke skulle registreres. De havde dog kunderne registreret i en kundebog. Når hun ikke har nævnt dette tidligere, skyldes det, at der alene har været fokus på regnskabsprogrammet. Hun ved ikke, hvorfor der er uoverensstemmelser i de adresseoplysninger, som kunderne er angivet med, og deres faktiske adresser. Hun ved heller ikke, om det var almindeligt, at 21 kunder i træk vekslede 9.000 svenske kroner. som det i følge kvitteringerne var tilfældet den 8. december 2015, da hun ikke var med i den daglige drift. IC har blandt andet forklaret, at han er far til A. Han var direktør for H1-virksomhed, og hans børn var medhjælpere. H1-virksomhed var en familievirksomhed, hvor han traf beslutningerne. De startede virksomheden i juli 2013. Hans datter, A, studerede, så han stod for driften. A lavede en fuldmagt til ham og hjalp i øvrigt med administrative opgaver. Hun havde ikke nogen beslutningskompetence i virksomheden. Der var to kundetyper. Der var de kunder, der skulle veksle over 1.000 euro, og de kunder, der skulle veksle mindre beløb. De, der skulle veksle mere end 1.000 euro, skulle fremvise pas, kørekort og et sygesikringsbevis. Hvis det var et stort beløb, bad de kunderne om yderligere dokumentation. Oplysningerne blev lagt ind i regnskabssystemet. For "walk-in kunder", der skulle veksle mindre end 1.000 euro, havde de fået nogle retningslinjer fra Erhvervsstyrelsen og Finansstyrelsen. Ifølge disse retningslinjer var H1-virksomhed i disse tilfælde ikke for pligtet til at bede kunderne om identifikation. Når" walk-in kunder", der skulle veksle under 1.000 euro, kom ind i butikken, lavede de en faktura. De havde herudover et separat Excel-system, som ikke havde noget med regnskabet eller kasserapporten at gøre. Excel-arket blev opbevaret på et USB-stik. Hvis kunden ville være fast kunde, blev kundens oplysninger lagt ind i Excel-systemet. Oplysningerne er først blevet fremlagt i forbindelse med byrettens behandling af sagen, da politiet havde taget USB-stikket. Hvis en kunde var genganger, blev kundens oplysninger nogle gange opdateret i Excel-arket. Hvis en kunde f.eks. havde vekslet penge i 2015 og 2017, var det kundens senest oplyste adresse, der blev knyttet til alle transaktionerne. Der kan derfor være uoverensstemmelser mellem kundeoplysningerne i deres Excel-system og CPR-registret. Øvrige uoverensstemmelse kan skyldes, at kunden f.eks. ikke havde en dansk adresse. Når de ikke har forklaret Skattestyrelsen om Excel-arket med yderligere kundeoplysninger, skyldes det, at de i samråd med deres tidligere advokat besluttede, at der ikke var nogen grund til at blande tingene sammen. De bogførte oplysningerne om kunderne, der vekslede for mere end 1.000 euro, i Excel for deres egen skyld. De var forpligtet til at udlevere regnskabet, men ikke deres interne bilag. IE har blandt andet forklaret, at han er bror til A. Han var ansat i H1-virksomhed, hvor han stod for kundebetjeningen. Når en kunde kom ind i butikken og skulle købe eller sælge valuta, tastede han det ind i regnskabsprogrammet og bad kunden om identifikation. Var beløbet under 1.000 euro, tastede han oplysninger om kunden ind i kundebogen og gav kunden en kvittering. Var beløbet over 1.000 euro, var der flere krav. De havde en kundebog på computeren, som blev opbevaret på et USB-stik. Hvis kunden var registreret, blev kundens oplysninger nogle gange opdateret. Hvis kunden alene skulle veksle få hundrede kroner, gjorde de ikke noget i forhold til registrering. Oplysningerne om kundens adresse blev opdateret løbende. Hvis en kunde skiftede adresse, fremgik den nyeste adresse. Efter hvidvaskloven havde de ikke pligt til at registrere kunder, der vekslede under 1.000 euro, og politiet har haft USB-stikket med deres kundebog i deres besiddelse. Alting skulle printes og sættes sammen, efter de fik bilagene tilbage fra politiet. Det er derfor, at det har taget så lang tid. Han har sagt, at bilagene fandtes, men at de var adskilt. Politiet havde bilagene i lang tid. Parternes synspunkter H1-virksomhed v/ A har i sit endelige påstandsdokument anført: "… 3. HOVEDANBRINGENDER Til støtte for den nedlagte påstand gøres det helt overordnet gældende, at H1-virksomhed v/A’s skatteansættelser for indkomstårene 2015, 2016 og 2017 skal hjemvises til fornyet behandling. Til støtte herfor gøres det gældende, at H1-virksomhed v/A har løftet bevisbyrden for, at langt hovedparten af de omhandlede transaktioner har fundet sted, herunder at det som minimum er tilstrækkelig sandsynliggjort, at betingelserne for fradrag er opfyldt, hvilket berettiger til fradrag for køb af valuta fra "walk in customers" i henhold til statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Dette bekræftes tillige af Skattestyrelsens undersøgelse, hvor Skattestyrelsen gennemgik oplysninger i relation til de omtvistede vekslinger, der fremgik af det af sagsøger fremsendte materiale. Skattestyrelsen har undersøgt, hvorvidt oplysningerne på kvitteringerne var registreret med korrekte oplysninger, herunder hvorvidt adresseangivelserne, der fremgår af kvitteringerne, er enslydende med de pågældende personers registreringer i CPR-registret. Skattestyrelsens undersøgelse konkluderede, at der var uoverensstemmelser i det fremsendte materiale med hensyn til adresseoplysninger og registreringer i CPR-registret m.v. i ca. halvdelen af kvitteringerne. Det må dermed også lægges til grund, at den resterende halvdel af de undersøgte oplysninger, i henhold til Skattestyrelsens undersøgelser, rent faktuelt er korrekte, hvorved H1-virksomhed v/A er berettiget til at foretage yderligere fradrag i den skattepligtige indkomst, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. På dette grundlag gøres det gældende, at nærværende sag naturligt skal hjemvises til fornyet og konkret behandling ved Skattestyrelsen. Det gøres videre gældende, at de pågældende transaktioner er dokumenteret ved bilag, der indeholder de nødvendige oplysninger til brug for at identificere kontrolsporet, og på den baggrund muliggøre at verificere grundlaget for registreringerne. 3.1. NÆRMERE OM RETSGRUNDLAGET Statsskattelovens § 6 indeholder den grundlæggende hovedregel for, hvilke driftsomkostninger, der kan fratrækkes ved beregningen af den skattepligtige nettoindkomst. Det fremgår af statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, at de fradragsberettigede driftsomkostninger er "de udgifter, som i årets løb er anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten, herunder ordinære afskrivninger" . Der skal således foreligge en klar forbindelse mellem selve afholdelsen af den pågældende udgift og erhvervelsen af indkomsten. H1-virksomhed v/A var - som følge af at drive erhvervsmæssig virksomhed i form af vekselkontor/valutahandel i de omhandlede indkomstår - underlagt bogføringslovens regler. Det fremgår af dagældende bogføringslovs § 9, stk. 1, at: "Enhver registrering skal dokumenteres ved bilag. Er der udstedt eksternt bilag, skal dette så vidt muligt benyttes. Bilag skal oplyse, hvad der er nødvendigt for at identificere kontrolsporet, herunder tydeligt angive transaktionsdato og beløb ." (min fremhævning) Hvad, der nøjagtigt skal forstås ved et "bilag", er nærmere beskrevet i dagældende bogføringslovs § 5, hvor det fremgår, at: " Ved bilag forstås enhver nødvendig dokumentation for transaktioner, der registreres i bogføringen , uanset dokumentationen er på elektronisk medie, mikrofilm, papir eller andet medie. Ved eksterne bilag forstås dokumentation, der hidrører fra andre end den bogføringspligtige. Øvrige bilag anses som interne." (min fremhævning) Dette indebærer, at bogføringspligtige skal registrere den dokumentation, der er nødvendig for at identificere kontrolsporet. Det vil sige, at den bogføringspligtige skal føre behørig dokumentation for at transaktioner, der registreres i bogføringen, kan verificeres. Landsskatteretten henviser i afgørelserne af 2. juni 2022 (bilag 1, side 29, 2. afsnit og bilag 2, side 29, 2. afsnit), til støtte for sin opfattelse af, at det er et krav, at købers og sælgers navn og adresse fremgår af bilagene, til den tidligere gældende bogføringsbekendtgørelse nr. 598 af 21. august 1990. I den tidligere gældende bogføringsbekendtgørelses § 11, stk. 4, fremgik det specifikt, at navn og adresse skulle være indeholdt i et bilag vedrørende køb og salg. Dette fremgår tillige af Landsskatterettens begrundelse og afgørelse (bilag 1, side 29, 5. afsnit og bilag 2, side 29, 5. afsnit), med henvisning til Landsskatterettens tidligere kendelse af 18. juli 2003, optrykt som SKM2003.441.LSR , der omhandlede dokumentationskrav vedrørende udgiftsbilag, hvori retten henviste til, at: "de mindstekrav, der fremgik af den tidligere bogføringslov (bekendtgørelse nr. 598 af 21. august 1990), herunder bl.a., at bilag vedrørende køb og salg skal indeholde oplysninger om sælgers henholdsvis købers navn og adresse ." (min fremhævning) Det er således Landsskatterettens opfattelse, at § 11, stk. 4, i den tidligere gældende bogføringsbekendtgørelse, hvorefter det var et specifikt krav, at købers og sælgers navn og adresse fremgik af bilaget, fortsat er gældende og udgør et krav til grundbilaget efter den for nærværende sag gældende bogføringslovs §§ 5 og 9. Det bestrides, at dette er korrekt. Bogføringsbekendtgørelsen, som Landsskatteretten blandt andet henviser til i afgørelserne af 2. juni 2022, blev ophævet og erstattet af lov nr. 1006 af 23. december 1998 (bogføringsloven). I denne forbindelse udgik de daværende detailregler i bogføringsbekendtgørelsens § 11, stk. 4, med de specifikke krav til bilag og registreringernes konkrete indhold, og blev erstattet af generelle indholdskrav i bogføringslovens § 5. Dette skete for at gøre lovgivningen mere tidssvarende. Det fremgår under de almindelige bemærkninger i lovforslaget, afsnit "2 b. Regler om bogføring" , fremsat den 28. oktober 1998, at: "For at gøre lovgivningen mere tidssvarende er detailreglerne om indholdet i dokumentation for registreringer, jf. den nuværende bogføringsbekendtgørelses § 11, reduceret til helt generelle indholdskrav ." (min fremhævning) I forarbejderne til bogføringsloven (bilag 13, Erhvervsudvalget, L 63 - bilag 13) fremgår, at den daværende erhvervsminister blandt andet besvarede spørgsmål 4 og 5, stillet af Erhvervsudvalget den 2. december 1998, således: "Spørgsmål 4 "Ministeren bedes oplyse, om lovforslaget indebærer, at der stadig skal udstedes en bogføringsbekendtgørelse samt en vejledning." Spørgsmål 5 "Ministeren bedes skitsere, hvad indholdet i en eventuel ny bogføringsbekendtgørelse vil være, herunder hvor store dele af den nuværende bogføringsbekendtgørelse, der vil bortfalde." Svar: Lovforslaget indeholder hele den påtænkte regulering af erhvervsdrivende virksomheders bogføring og opbevaring af regnskabsmateriale. Der skal altså ikke udstedes en bogføringsbekendtgørelse svarende til den gældend e. […] Lovforslaget omfatter i princippet de områder, der er omfattet af den nugældende bogføringsbekendtgørelse, men det indeholder ikke alle de detaljebestemmelser, som findes i bekendtgørelsen. Dette er blandt andet et led i bestræbelserne for at skabe regelforbedring . Fra den gældende bogføringsbekendtgørelse videreføres ikke: • de særskilte bestemmelser om betalings- og kasseregnskab i §§ 8 og 9 • detaljebestemmelserne om grundbilags indhold i § 11 • bestemmelsen om elektroniske overførsler i § 12 • kravet i § 17, stk. 4, om opbevaring i ét år af originalbilag, der er mikrofilmet eller overført til edb, • de detaljerede bestemmelser i § 18 om formen af regnskabsmateriale på edb, og • detaljebestemmelserne i § 19 om kontrolforanstaltninger mv. vedrørende materiale, der opbevares på mikrofilm eller elektronisk. For disse bestemmelser - bortset fra § 17, stk. 4 - gælder det, at deres indhold i det store hele forudsættes videreført indenfor god bogføringsskik. Lovforslaget som helhed er i øvrigt tilpasset, så langt de fleste regler kan anvendes på såvel papir- som edb-bogføring. Der vil i øvrigt blive udstedt en vejledning, hvori lovforslagets rammebestemmelser vil blive uddybet og beskrevet nærmere. Det er blandt andet hensigten at behandle ovennævnte detaljeområder fra den nuværende bogføringsbekendtgørelse, som også vil være relevante efter den nye lov ." (min fremhævning) Detailbestemmelserne i den tidligere gældende bogføringsbekendtgørelses § 11, stk. 4, hvori navn og adresse specifikt var nævnt som et krav til grundbilag, udgik dermed som led i bestræbelserne på at skabe regel forbedring og gøre loven mere tidssvarende. Som det fremgår af det citerede svar fra daværende erhvervsminister, var det hensigten, at de tidligere gældende detailbestemmelser, der ligeledes ville være relevante efter den nye lov (bogføringsloven), ville blive uddybende behandlet i bogføringsvejledningen. Hverken generelle eller specifikke krav om navn og adresse eller anden entydig identifikation af sælger (kunden) blev imidlertid videreført i bogføringsvejledningen som efter den tidligere gældende bogføringsbekendtgørelses § 11, stk. 4. Tværtimod blev det positivt angivet i bogføringsvejledningen, at sådanne generelle detaljekrav ikke vil kunne opstilles i relation til bogføringsloven. Det er således hverken i bogføringsloven, forarbejderne hertil eller i bogføringsvejledningen nogen konkrete holdepunkter for Landsskatterettens og sagsøgtes opfattelse om eller antagelse af, at det tidligere gældende krav om sælgers navn og adresse i bogføringsbekendtgørelsens § 11, stk. 4, tilsvarende også er et krav efter bogføringslovens §§ 5 og 9. Lovgivningen og de udfyldende fortolkningselementer i form af bekendtgørelser og vejledninger samt bemærkninger hertil i forbindelse med vedtagelse heraf viser, at der ikke er fastsat specifikke krav til grundbilagets indhold. De tidligere specifikke krav er ophævet og afløst af mindre specifikke overordnede reguleringer med henvisning til god bogføringsskik. Hvis eksisterende bogføring og dokumentation er i overensstemmelse med god bogføringsskik, og i øvrigt dokumenterer, at den/de påberåbte transaktioner er gennemført, så skal disse accepteres af myndighederne - herunder Skattestyrelsen - medmindre myndighederne kan dokumentere det modsatte. Dette er ikke tilfældet i nærværende sag. Landsskatterettens lovfortolkning synes uden hjemmel og i strid med lovgrundlagets ordlyd og forarbejder samt udfyldende bekendtgørelser. Fortolkningen er baseret på en ophævet bekendtgørelse, som lovgiver klart har tilkendegivet, ikke blev videreført udover som god bogføringsskik. Det gøres gældende, at det ikke er dokumenteret, at H1-virksomhed v/A har tilsidesat god bogføringsskik. 3.2. NÆRMERE OM NÆRVÆRENDE SAG Efter ordlyden og forarbejderne til den nugældende bogføringslov, jf. ovenstående, synes der ikke at være et reelt grundlag for, at der fortsat skulle gælde et specifikt krav til, at oplysninger om købers navn og adresse skal fremgå. H1-virksomhed v/A har fremlagt behørig dokumentation i form af kvitteringer for de omhandlede vekslinger (bilag 12-47 og bilag 50-51) for indkomstårene 2015, 2016 og 2017. Det skal fremhæves, at de fremlagte bogføringsbilag, der er fremlagt i sin helhed, indeholder de oplysninger, der er nødvendige for at identificere kontrolsporet, og er tillige angivet med den enkelte transaktions dato, kurs og konkrete beløb. På den baggrund har H1-virksomhed v/A dokumenteret og sandsynliggjort, at de pågældende transaktioner for de omhandlede indkomstår har fundet sted. Virksomheden har tillige i et stort omfang løbende indhentet identifikationsoplysninger for de personer, der har solgt valuta - også for de tilfælde, der vedrører transaktioner for mindre end 1.000 euro svarende til 7.500 kr. Dette er desuden i fuld overensstemmelse med det af sagsøgte fremførte i blandt andet duplik af 23. januar 2023, side 2, 1. afsnit. Heri fremhæver og fastholder sagsøgte, at sagsøger ikke har løftet bevisbyrden for at være fradragsberettiget i henhold til statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, med den begrundelse, at: "Skatteministeriet fastholder, at sagsøgeren ikke har løftet den skærpede bevisbyrde herfor, jf. svarskriftet, afsnit 3.2. De fremlagte kvitteringer, som er af intern karakter, indeholder ingen oplysninger om kundernes navne, adresser eller andre oplysninger, som gør det muligt at efterprøve/kontrollere kundernes identitet. Kvitteringerne er ensartede og uspecifikke, og det kan ikke på baggrund af kvitteringerne konstateres, hvilke personer eller virksomheder sagsøgeren måtte have foretaget transaktionerne med. Det er altså ikke muligt at identificere kontrolsporet , jf. den dagældende bogføringslovs § 9, stk. 1, og § 4, stk. 2, samt svarskriftet, afsnit 3.2, og kvitteringerne opfylder derfor ikke bogføringslovens krav." (min fremhævning) H1-virksomhed v/A har efterfølgende fremfundet og fremlagt denne efterspurgte dokumentation, der, ifølge sagsøgte, udgjorde det manglende element for at kunne identificere kontrolsporet, jf. den dagældende bogføringslovs § 9, stk. 1, og § 4, stk. 2, samt misligholdelse af bogføringslovens krav og dermed mulighed for at kunne indrømmes et skattemæssigt fradrag efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Den efterfølgende fremlagte dokumentation i form af en række bilag dokumenterer de tidligere manglende elementer i form af kundernes navne og adresser m.v. På baggrund af denne dokumentation kan det konstateres, hvilke personer de omhandlede transaktioner blev foretaget med. Kontrolsporet kan således identificeres, og den fremlagte dokumentation opfylder bogføringslovens krav hertil. Sagsøgte har som bekendt - efter H1-virksomhed v/A’s fremlæggelse af nyt materiale - sendt det modtagne materiale til undersøgelse ved Skattestyrelsen. Det er oplyst, jf. sagsøgtes påstandsdokument af 15. april 2025, side 11, 3.-5. afsnit, at Skattestyrelsen foretog en undersøgelse, hvor Skattestyrelsen gennemgik oplysninger i relation til disse vekslinger, der fremgik af det fremsendte materiale. I denne forbindelse har Skattestyrelsen undersøgt, hvor de personer, der, i henhold til kvitteringerne foretog de omtvistede vekslinger, var registreret med adresse på vekslingstidspunktet. Det vil sige, at Skattestyrelsen har sammenlignet, hvorvidt adresseangivelserne, der fremgår af kvitteringerne, er enslydende med de pågældende personers registreringer i CPR-registret. Skattestyrelsens undersøgelse konstaterede, at der var uoverensstemmelser af registreringerne i henholdsvis 43 % af registreringerne i indkomståret 2015 (bilag J, side 4), 39 % for indkomståret 2016 (bilag L, side 6) og 53 % for indkomståret 2017 (bilag N, side 7). De underliggende kvitteringer fremgår for god ordens skyld af bilag K, bilag M og bilag O. Sagsøgte fremhæver, at uoverensstemmelserne består i, at de pågældende personer, der fremgår af kvitteringerne, enten ikke har været registreret på de anførte adresser, der fremgår af kvitteringerne, eller at personerne ikke var registreret på den konkrete adresse på vekslingstidspunktet, men har været registreret herpå enten tidligere eller senere end selve vekslingstidspunktet. Der er tillige en række tilfælde, hvor de pågældende personer ikke kan fremsøges i CPR-registret. En lang række af disse uoverensstemmelser, fremfundet af Skattestyrelsen, skyldes den simple årsag, at der er tale om udlændinge, der på vekseltidspunktet har opholdt sig i Danmark på den af dem oplyste adresse, men ikke var bosiddende i Danmark eller været i besiddelse af et dansk CPR-nr. Disse personer har således naturligt ikke været registreret i CPR-registret. Derudover, som kort nævnt i sagsøgers processkrift 3 af 28. august 2024, side 4, oprettede H1-virksomhed v/A allerede i 2013, i forbindelse med at vekselvirksomheden åbnede, et kundekartotek. Dette medførte, at kom en kunde, der allerede var registreret i kundekartoteket, ind for at veksle valuta, blev denne kunde genkendt af virksomhedens system, hvorved den pågældende kunde blev bedt om at bekræfte sine tidligere oplysninger. Vedkommende kunne - i det mellemliggende tidsrum fra første registrering i kundekartoteket til efterfølgende ny veksling - have skiftet adresse, idet de blev registreret på telefonnummer. Nærværende forklaringer på Skattestyrelsens fremfundne uoverensstemmelser af registreringerne vil blive nærmere uddybet ved sagsøgers partsforklaring. Det skal tillige atter fremhæves, i overensstemmelse med sagsøgtes processkrift D af 7. februar 2025 (side 2, øverst) og påstandsdokument af 15. april 2025 (side 11, 4. afsnit), at de af Skattestyrelsen fremfundne uoverensstemmelser (bilag H og bilag I) svarede til cirka halvdelen af H1-virksomhed v/A’s registreringer i indkomstårene 2015-2017. Dette må afstedkomme, at H1-virksomhed v/A’s resterende registreringer, hvilket naturligt også udgør godt halvdelen af de af Skattestyrelsen kontrollerede registreringer i den omhandlede periode for transaktioner under 1.000 euro, ikke indeholder uoverensstemmelser, hvorfor de pågældende bilag behørigt dokumenterer den omtvistede fradragsret i henhold til statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, jf. bogføringslovens §§ 5 og 9. Retten kan dermed lægge til grund, at identifikationsoplysningerne i nærværende sag i et vist omfang er retvisende. Dette følger tilmed af Skattestyrelsens undersøgelse. Det gøres gældende, at der er det fornødne grundlag for, at nærværende sag hjemvises til fornyet behandling ved Skattestyrelsen. …" Skatteministeriet har i sit endelige påstandsdokument anført: "… 3. ANBRINGENDER Skatteministeriet gør i overensstemmelse med Skattestyrelsens afgørelser (bilag A og B) som stadfæstet af Landsskatteretten (bilag 1 og 2) overordnet gældende, at sagsøgeren ikke har løftet bevisbyrden for, at sagsøgeren er berettiget til at foretage fradrag i den skattepligtige indkomst med 3.528.592 kr. for indkomståret 2015, 3.216.393 kr. for indkomståret 2016 og 1.586.249 kr. for indkomståret 2017 for køb af valuta, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. 3.1 Retsgrundlaget Efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, kan driftsomkostninger, dvs. udgifter, som i årets løb er anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten, fradrages i den skattepligtige indkomst. Det er en betingelse for at foretage fradrag efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, at udgifterne angår virksomhedens drift, og at der er tale om omkostninger, der i årets løb er anvendt med henblik på at erhverve, sikre eller vedligeholde virksomhedens skattepligtige indkomst. Det er herved en betingelse, at der foreligger en direkte og umiddelbar forbindelse mellem afholdelsen af udgiften og erhvervelsen af indkomsten. Bevisbyrden for, at der er tale om fradragsberettigede driftsomkostninger, påhviler efter fast retspraksis skatteyderen, jf. eksempelvis U.2004.1516 H og U.2007.1905 H. Det er dermed sagsøgeren, der bærer bevisbyrden for, at der er afholdt fradragsberettigede udgifter. Sagsøgeren drev i de omhandlede indkomstår erhvervsmæssig virksomhed og var som følge heraf underlagt bogføringslovens regler. Når der - som her - er tale om en erhvervsdrivende virksomhed, er det naturligt, at der ved bedømmelsen af fradragsret tages udgangspunkt i, om der er præsteret en sådan dokumentation, som opfylder kravene ifølge bogføringsloven. Den dagældende bogføringslovs § 9, stk. 1, har følgende ordlyd: "Enhver registrering skal dokumenteres ved bilag. Er der udstedt eksternt bilag, skal dette så vidt muligt benyttes. Bilag skal oplyse, hvad der er nødvendigt for at identificere kontrolsporet, herunder tydeligt angive transaktionsdato og beløb." Ved "bilag" forstås efter den dagældende bogføringslovs § 5 enhver nødvendig dokumentation for transaktioner, der registreres i bogføringen, uanset dokumentationen er på elektronisk medie, mikrofilm, papir eller andet medie. Ved eksterne bilag forstås dokumentation, der hidrører fra andre end den bogføringspligtige, mens øvrige bilag anses som interne. Bogføringspligtige er således forpligtede til at registrere samtlige transaktioner og dokumentere disse registreringer ved bilag, der i videst muligt omfang skal være eksterne, og som skal indeholde de oplysninger, der er nødvendige for at identificere kontrolsporet, og derved gøre det muligt at verificere grundlaget for registreringerne. Det fremgår ikke udtømmende af ordlyden af bogføringslovens § 9, stk. 1, hvilke oplysninger et bilag specifikt skal indeholde, for at bilaget indeholder de oplysninger, "der er nødvendigt for at identificere kontrolsporet." I ordlyden nævnes som eksempler "transaktionsdato og beløb". Den dagældende bogføringslov trådte i kraft den 1. juli 1999 og forud herfor fremgik reglerne om bogføring af bekendtgørelse nr. 598 af 21. august 1990 om erhvervsdrivende virksomheders bogføring, årsregnskaber og opbevaring af regnskabsmateriale. Af bekendtgørelsens § 11, stk. 1, fremgik det - ligesom af § 9, stk. 1, jf. ovenfor - at enhver registrering skal være dokumenteret ved et grundbilag. I § 11, stk. 4, var det endvidere specificeret, hvilke oplysninger et grundbilag skulle indeholde. Det fremgik således, at et bilag vedrørende køb og salg skulle indeholde oplysninger om: 1) sælgers henholdsvis købers navn og adresse, 2) leverancens eller ydelsens art, omfang og beløb, 3) dato for udstedelsen, og 4) eventuelt fakturanummer eller tilsvarende identifikation I forbindelse med udarbejdelsen af bogføringsloven fra 1998 afgav Told & Skat et høringssvar til Erhvervsministeriet vedrørende lovforslaget, der blandt andet angik formuleringen af lovens § 5 og § 9. Told & Skat bemærkede herved, at lovforslaget ikke på samme måde som § 11, stk. 4, i bogføringsbekendtgørelsen specificerede kravene til indholdet af et grundbilag. Af Erhvervsministeriets bemærkninger til høringssvaret fremgår følgende: "Lovforslaget er mere en rammelov i forhold til den tidligere bogføringslovgivning, og den skal derfor udfyldes ved vejledning. Erhvervs- og Selskabsstyrelsen arbejder på en vejledning om lovforslaget. Med hensyn til det anførte om indholdet af et grundbilag, henvises til ordlyden af § 5: "Ved bilag forstås enhver nødvendig dokumentation for transaktioner, der registreres i bogføringen...". Med denne formulering opnås et bilagskrav, som følger med tiden og ikke nødvendigvis skal justeres ved fremkomsten af nye transaktionstyper." Som det fremgår, var det meningen, at bogføringsloven mere skulle være en rammelov, hvor de indholdsmæssige krav kunne udvikle sig med tiden i takt med fremkomsten af nye transaktionstyper. Ændringen af bestemmelsens ordlyd var imidlertid ikke udtryk for en afstandtagen til de tidligere fastsatte specifikke krav. I den forbindelse kan videre henvises til Erhvervsministerens besvarelse af et spørgsmål, som blev stillet den 2. december 1998 under Folketingets behandling af lovforslaget, hvoraf følgende fremgår, jf. Erhvervsudvalget, L 63 - bilag 13: "Spørgsmål 5: Ministeren bedes skitsere, hvad indholdet i en eventuel ny bogføringsbekendtgørelse vil være, herunder hvor store dele af den nuværende bogføringsbekendtgørelse, der vil bortfalde. Svar: […] Fra den gældende bogføringsbekendtgørelse videreføres ikke: • de særskilte bestemmelser om betalings- og kasseregnskab i §§ 8 og 9, • detaljebestemmelserne om grundbilags indhold i § 11, • bestemmelsen om elektroniske overførsler i § 12, • kravet i § 17, stk. 4, om opbevaring i ét år af originalbilag, der er mikrofilmet eller overført på edb, • de detaljerede bestemmelser i § 18 om formen af regnskabsmateriale på edb, og • detaljebestemmelserne i § 19 om kontrolforanstaltninger mv. vedrørende materiale, der opbevares på mikrofilm eller elektronisk. For disse bestemmelser - bortset fra § 17, stk. 4 - gælder det, at deres indhold i det store hele forudsættes videreført indenfor god bogføringsskik. Lovforslaget som helhed er i øvrigt tilpasset, så langt de fleste regler kan anvendes på såvel papir- som edb-bogføring. Der vil i øvrigt blive udstedt en vejledning, hvori lovforslagets rammebestemmelser vil blive uddybet og beskrevet nærmere. Det er blandt andet hensigten at behandle ovennævnte detaljeområder fra den nuværende bogføringsbekendtgørelse, som også vil være relevante efter den nye lov." (mine understregninger) Selvom de specifikke oplysningskrav til den bogføringspligtiges bilagsmateriale, som tidligere fulgte af bogføringsbekendtgørelsens § 11, stk. 4, ikke blev videreført i ordlyden af bogføringslovens § 9, var det altså forudsat, at blandt andet denne bestemmelse "i det store hele forudsættes videreført indenfor god bogføringsskik", jf. bogføringslovens § 6. Der er efter ordlyden af og forarbejderne til den nugældende bogføringslov således ikke grundlag for at antage, at der ikke fortsat gælder grundlæggende krav til, hvilke oplysninger et bilag skal indeholde, herunder eksempelvis om købers navn m.v. Den omstændighed, at lovgiver ikke ønskede at lægge sig fast på kravene i selve lovteksten, er ikke ensbetydende med, at de indholdsmæssige krav til bilag blev lempet ved overgangen til bogføringsloven. Dette følger også af praksis fra Landsskatteretten, jf. SKM2003.441.LSR samt SKM2020.545.LSR , hvor sidstnævnte kendelse også angik et vekselbureaus køb af valuta. 3.2 Den konkrete sag Skatteministeriet gør som anført overordnet gældende, at sagsøgeren ikke har løftet bevisbyrden for, at sagsøgeren har ret til yderligere fradrag for udgifter til køb af valuta, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Der er grund til at stille strenge beviskrav til sagsøgeren, som påstår fradrag for betydelige beløb i forbindelse med et stort antal påståede transaktioner inden for en branche, der generelt er underlagt strenge krav til, hvordan driften er tilrettelagt og indrettet. Når der i sagens natur er tale om en kontant økonomi, som dermed kan være vanskelig at efterprøve og kontrollere, må der også af den grund stilles strenge krav til bogføringen. Det følger af bogføringslovens § 6, stk. 1, at virksomheder skal tilrettelægge bogføringen under hensyn til virksomhedens art og omfang. Af de specielle bemærkninger til bestemmelsen fremgår, at der herved blandt andet skal tages hensyn til antallet af transaktioner og transaktionernes økonomiske omfang, jf. ovenfor afsnit 4.1. De mange transaktioner og beløbenes samlede størrelse medfører således skærpede krav til sagsøgerens bogføring og dermed også til sagsøgerens bevis for fradragsretten. Dette understøttes som nævnt videre af, at sagsøgeren som nævnt beskæftigede sig med veksling af kontanter, hvor der i sagens natur ikke er et sikkert (eksternt) kontrolspor. Sagsøgeren har som bilag 12-47 fremlagt kvitteringer angående kontant køb (og salg) af fremmed valuta i 2015-2017 af en størrelse på under 7.500 kr. pr. transaktion. På kvitteringerne fremgår i nogle tilfælde oplysninger fra et sygesikringsbevis, kørekort eller lignende, som ifølge sagsøgeren viser identifikationsoplysninger på den person, som virksomheden oprindeligt har foretaget transaktionen med. I andre tilfælde er der anført identifikationsoplysninger (navn, adresse, CPR-nummer), men uden at selve grundlaget for oplysningerne (kopi af kørekort m.v.) er vedlagt. Ifølge sagsøgeren udgør kvitteringerne bevis for, at sagsøgeren har afholdt de påberåbte udgifter til valutakøb og derfor har fradragsret herfor. Heroverfor gør Skatteministeriet gældende, at kvitteringerne ikke godtgør, at sagsøgeren er berettiget til fradrag, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Som nærmere uddybet nedenfor har sagsøgeren flere gange under den administrative sag oplyst til skattemyndighederne, at virksomheden ikke indhentede identifikationsoplysninger i forbindelse med vekseltransaktioner på under 7.500 kr. Der er derfor grund til at forholde sig bevismæssigt særdeles kritisk til, at sagsøgeren - i modstrid med de tidligere gentagne og utvetydige tilkendegivelser - sent under retssagen har fremlagt kvitteringer, som indeholder identifikationsoplysninger. Hertil kommer, at bilagene er forelagt Skattestyrelsen, som ikke mener, at kvitteringerne vil føre til et ændret resultat. Dette beror navnlig på, at Skattestyrelsens undersøgelser af kvitteringerne viser, at de sent fremlagte kvitteringer i en lang række tilfælde indeholder væsentlige uoverensstemmelser, som gør, at kvitteringerne ikke kan anses for et validt udtryk for en veksling i 2015-2017. Sagsøgeren har end ikke forsøgt at forklare disse uoverensstemmelser, herunder f.eks. at der i kvitteringerne i en række tilfælde er angivet en adresse på den person, som angiveligt har foretaget en veksling i 2015-2017, som er den pågældendes adresse for et senere år, og som gør det nærliggende at antage, at kvitteringerne ikke hidrører fra de omhandlede indkomstår, men er konstrueret efterfølgende. Desuden er materialet overordnet set kendetegnet ved at være ufuldstændigt og uigennemskueligt, jf. nærmere nedenfor. På den baggrund kan bilagene ikke lægges til grund som det fornødne bevis for den påståede fradragsret. Herom bemærker Skatteministeriet nærmere følgende: Skattestyrelsen påbegyndte kontrollen af sagsøgerens virksomhed primo 2018. Skattestyrelsen udsendte en materialeindkaldelse til sagsøgeren den 13. februar 2018, jf. bilag C. Af indkaldelsen fremgår, at Skattestyrelsen bl.a. anmodede om en oversigt over samtlige valutavekslinger, herunder legitimationsoplysninger, navn, adresse, cpr.nr. på kunderne, ligesom styrelsen anmodede om virksomhedens bogføringsmateriale. Sagsøgeren oplyste i maj 2019 til Skattestyrelsen, at regnskabsmaterialet vedrørende 2015 og 2016, herunder fakturaer, kvitteringer m.v., var hos politiet og derfor ikke kunne udleveres, jf. Landsskatterettens afgørelse (bilag 1), s. 4, afsnit 3, nede fra. Det fremgår af Skattestyrelsens afgørelse (bilag A), s. 10, nederst, at Skattestyrelsen kontaktede politiet og fik adgang til materialet for at gennemgå det i forbindelse med sagen. Der henvises også til Landsskatterettens afgørelse (bilag 1), s. 9ff., hvor Skattestyrelsens gennemgang af det beslaglagte materiale fremgår. Som nævnt indeholder de fremlagte kvitteringer (bilag 12-47) oplysninger om valutakøb, som er under beløbsgrænsen på 7.500 kr. (1.000 euro) i den dagældende hvidvasklovs § 14. At sagsøgeren sent under retssagen har kunne fremskaffe sådanne oplysninger er modstridende med det, sagsøgeren hidtil har oplyst under den administrative sag. Sagsøgeren har overfor skattemyndighederne gentagne gange oplyst, at virksomheden ikke modtog identifikationsoplysninger ved vekslinger under beløbsgrænsen. Skatteministeriet har forstået sagsøgeren sådan, at baggrunden herfor var, at hvidvaskloven alene stiller krav om at gennemføre en kundekendskabsprocedure, hvis vekslingen overstiger beløbsgrænsen i hvidvasklovens § 10, nr. 2, litra c (dagældende § 14), jf. f.eks. replikken, midt for. Eksempelvis fremgår følgende af Landsskatterettens afgørelse vedrørende indkomståret 2015 (bilag 1), s. 8, afsnit 2, nede fra: "Klageren har oplyst, at det alene er valutakøb, der svarer til en værdi af 1.000 euro og derover, hvor virksomheden har indhentet identifikationsoplysninger på kunderne. Klageren har oplyst, at der i det (tidligere) beslaglagte materiale findes legitimationsoplysninger vedrørende disse valutakøb." Der henvises videre til Landsskatterettens begrundelse i afgørelsen, hvor følgende fremgår, jf. s. bilag 1, 29, afsnit 2: "I virksomhedens bogføring og bilagsmateriale er der ikke registreret hverken navn, adresse eller andre identifikationsoplysninger vedrørende kunder/leverandører, bogført under kunde nr. 1. Det fremgår af desuden af sagens oplysninger, at virksomheden ikke har identifikationsoplysninger vedrørende disse posteringer […]" Vedrørende indkomstårene 2016 og 2017 henvises der til Landsskatterettens afgørelse (bilag 2), s. 7, under midten, hvor følgende fremgår: "Ved telefonmøde den 18. juni 2020 har Advokat OD fremført, at der foreligger en (elektronisk) kassebon for alle transaktioner i virksomhedens regnskabsmateriale, der fremgår af Orders report, som ligger til grund for Buy & Sell report. Begge rapporter er indsendt for begge år. Det fremføres videre, at virksomheden har overholdt kravet om dokumentation for alle transaktioner, og at alle transaktioner over 7.500 kr. er dokumenteret ved optagelse af navn mv. på kunde, hvilket er kravet i Hvidvasklovgivningen. Af ovenstående bemærkninger fra Advokat OD kan udledes, at der således ikke foreligger yderligere dokumentation end en kassebon med anført kundenr. 1 (Walk in Customer), for de transaktioner, der er under kravet i Hvidvasklovgivningen (7.500 kr.) Virksomheden har således ikke noteret en entydig identifikation af de personer/virksomheder, hvor virksomheden har indkøbt valuta for under 7.500 kr. pr. transaktioner. Virksomheden har således ikke mulighed for at identificere de personer/virksomheder, som er anført under kundenr. 1." Dette stemmer også overens med det, som sagsøgeren oplyste til Skattestyrelsen under kontrolsagen, jf. brev af 19. maj 2020 (bilag D), hvoraf følgende bl.a. fremgår: "Der er en ting, som er meget vigtigt. Dette er lejlighedskunder, som er kaldt Walk in Customer i vores regnskabsprogram. Dette er kunde under 7.500 kr. Disse kunder skal vi ikke have billede iddokumentation fra. Der er disse kunders handler ikke dokumenteret med billede id som kunder over 7.500 kr. som loven krævede dengang". Som det fremgår, blev det - i overensstemmelse med det af sagsøgeren oplyste - lagt til grund af Skattestyrelsen og Landsskatteretten, at sagsøgeren ikke indhentede identifikationsoplysninger på kunder i forbindelse med valutakøb på under 7.500 kr. Det er uforklaret af sagsøgeren, hvordan sagsøgeren nu flere år efter, at Skattestyrelsen påbegyndte kontrollen, har kunnet fremskaffe identifikationsoplysninger på personer, som ifølge sagsøgeren har foretaget sådanne vekslinger. Sagsøgeren anfører i processkrift A, s. 2, midt for, at sagsøgeren på ny har gennemgået de flyttekasser, som blev udleveret af politiet, og at denne gennemgang har vist, at der er fremkommet nye beviser. Om valutakøb på mindre end 1.000 euro anfører sagsøgeren videre, jf. s. 2: "Efter de tidligere fremlagte mapper med dokumentation for den enkelte vekselkundes data og KYC, for vekslinger under 1.000,00 Euro eller værdier svarende hertil, har mine klienter undersøgt hvilke kvitteringer. som manglede for at nå op på det oprindeligt opgivne fradrag for køb af valuta. Det har vist sig at mange var gengangere, på hvilke kunder der allerede var oprettet en Kunderelation, såedes at disse var registrerede som kunder tidligere. Herefter er disse kunders kvitteringer indsat i 2 mapper for henholdsvis 2015 og 2016, som tidligere, og disse mapper er i dag afleveret til Sagsøgte til Skattestyrelsens gennemgang, for en verifikation og godkendelse. Det viser sig herefter, at min klient og dennes medarbejdere i vidt omfang har modtaget personaldokumentation fra den person, som har vekslet valuta, også når beløbene, som blev vekslet, var på mindre end Euros 1.000,00, som var den grænse, som Finanstilsynet havde indskærpet overfor mine klienter, og dette gælder såvel nye som gamle kunder.". Det er uklart, om det anførte skal forstås sådan, at sagsøgeren til brug for retssagen har "koblet" de enkelte kvitteringer på hævdede valutakøb sammen med personoplysninger, som sagsøgeren allerede lå inde med, eller om der er tale om oprindeligt udarbejdede dokumenter, som altså hele tiden har eksisteret, men som dog ikke er blevet omtalt tidligere og fremsendt til skattemyndighederne. Skatteministeriet har fremsat en række opfordringer (opfordring A-D, jf. processkrift A, s. 5, 2. afsnit) til sagsøgeren med henblik på at klarlægge, hvornår de pågældende kvitteringer er udarbejdet, men disse opfordringer har sagsøgeren ikke klart besvaret. Sagsøgeren har derfor ikke redegjort for, hvordan de ovenfor citerede afsnit skal forstås, og sagsøgeren har heller ikke redegjort for, hvorfor hun under den administrative skattesag flere gange oplyste, at hun ikke indhentede identifikationsoplysninger ved transaktioner under 7.500 kr. Sagsøgeren har udenretligt sendt en række ringbind til ministeriet, som indeholder de samme kvitteringer, som sagsøgeren har fremlagt som bilag 12-47. Ringbindene blev fremsendt, før bilagene blev indleveret i sagen. Ministeriet sendte materialet ud til Skattestyrelsen, som har gennemgået materialet. Skattestyrelsen har foretaget en undersøgelse, hvor styrelsen har gennemgået oplysninger for de hævdede vekslinger, som fremgår af ringbindene. Skattestyrelsen har i den forbindelse undersøgt, hvor de personer, som ifølge kvitteringerne har foretaget de omtvistede vekslinger, var registreret med adresse på vekslingstidspunktet. Skattestyrelsen har herved sammenholdt, om de adresseangivelser, som fremgår af kvitteringerne, stemmer overens med de pågældende personers registreringer i CPR-registret. For 2015 er der konstateret uoverensstemmelser i 43 % af alle registreringer, mens det for 2016 og 2017 er henholdsvis 39 % og 53 % af alle registreringer, jf. bilag J, s. 4, bilag L, s. 6, og bilag N, s. 7. Der henvises endvidere til bilag K, M og O, som udgør de underliggende kvitteringer. Skattestyrelsen har altså konstateret uoverensstemmelser i knapt halvdelen af alle sagsøgerens registreringer i 2015-2017. Uoverensstemmelserne består i, at personerne, som fremgår af kvitteringerne, enten på intet tidspunkt har været registreret på de adresser, som er anført på kvitteringerne, eller at personerne ikke var registreret med den pågældende adresse på vekslingstidspunktet, men derimod har været det enten tidligere eller senere end vekslingstidspunktet. Derudover er der en række tilfælde, hvor de personer, som fremgår af kvitteringerne, som slet ikke kan fremsøges i CPR-registret. Der foreligger endvidere en række andre uklarheder i det fremlagte materiale: Sagsøgeren har som bilag 7-9 for indkomstårene 2015-2017 og som bilag 10-11 for indkomstårene 2015 og 2016 fremlagt opgørelser, hvor sagsøgeren har sammentalt de valutakøb, som ifølge sagsøgeren er dokumenteret af underliggende kvitteringer med identifikationsoplysninger i de fremsendte ringbind. For eksempelvis indkomståret 2015 fremgår det heraf, at sagsøgeren har opgjort det fradragsberettigede beløb til 2.312.999,35, jf. bilag 7, og 1.205.636,27, jf. bilag 10, dvs. i alt 3.518.635,62 kr. Med hensyn til bilag 7-9 bemærkes det, at ministeriet ikke på baggrund af sagens materiale, herunder de fremsendte ringbind eller de fremlagte kvitteringer (bilag 12-47), har kunne identificere de underliggende transaktioner, som sammentællingerne er baseret på. Det er derfor uklart, hvad der ligger til grund herfor. Skatteministeriet opfordrede i processkrift A, s. 6, øverst (opfordring F) sagsøgeren til at oplyse og dokumentere, hvad de enkelte transaktioner, som fremgår af opgørelserne i bilag 7-9, baserer sig på, men heller ikke denne opfordring har sagsøgeren besvaret. For så vidt angår bilag 10, hvor kvitteringerne i modsætning til bilag 7-9 kan identificeres, bemærkes det, at en lang række af de beløb, som fremgår af bilag 10 udgør valutasalg , dvs. tilfælde, hvor virksomheden har solgt fremmed valuta til en kunde og modtaget danske kroner som betaling. I disse tilfælde er der altså tale om, at sagsøgeren har genereret et salg, som skal medregnes til virksomhedens omsætning, men som ikke har noget at gøre med virksomhedens udgifter. Skattestyrelsen har ikke ændret omsætningen, og dette er altså ikke en del af sagen. Som eksempel kan de første 11 transaktioner i den første række i bilag 10 nævnes (6375 + 1800 + 1479.28 + 4440 +2220 + 1850 + 4070 + 2368 + 5180 + 7228 + 1701.172). De underliggende kvitteringer er fremlagt samlet som bilag G. Det fremgår af bilag G, s. 1, at "IG" den 2. januar 2015 ifølge kvitteringen har købt ("customer bought") 850 euro til kurs 7,5, og at han som led i vekslingstransaktionen skal betale 6.375 kr. ("Customer Must Pay"). Det samme fremgår af de 10 andre tilfælde, som fremgår af bilag G, dog med andre beløb og valutaer. Der kan desuden henvises til transaktionerne nævnt i bilag 13, s. 1-2, s. 4-5, s. 8-11, s. 16, s. 18-19, som ligeledes udgør salg. I samtlige af disse tilfælde har virksomheden dermed ifølge kvitteringerne solgt fremmedvaluta, og disse transaktioner har derfor ikke noget at gøre med opgørelsen af virksomhedens fradragsberettigede udgifter. Opgørelsen i bilag 11 indeholder tilsvarende en række lignende fejl for indkomståret 2016. Det påhviler sagsøgeren at redegøre nærmere for de beløbsmæssige opgørelser og sammenhænge, men det har sagsøgeren ikke gjort. Det bemærkes i den forbindelse, at det - i sagens natur - er helt grundlæggende, at det kan udledes og forstås, hvordan de påberåbte opgørelser og beløb, som sagsøgeren påstår fradrag for, er opgjort af sagsøgeren. Når sagsøgeren ikke har redegjort for de beløbsmæssige opgørelser i bilag 7-9 og bilag 10-11, jf. ovenfor, herunder fyldestgørende redegjort for, hvilke beløb, som indgår i opgørelserne, kan sagsøgeren ikke få medhold i sin principale påstand, som - så vidt ministeriet forstår det - netop går ud på, at sagsøgeren vil have fradrag for de beløb, der fremgår af opgørelserne i bilag 7-9 og bilag 10-11. I forlængelse heraf bemærkes det endvidere, at sagsøgerens principale påstand reelt indebærer, at sagsøgeren opnår yderligere fradrag for 3.528.592 kr. for indkomståret 2015, 3.216.393 kr. for indkomståret 2016 og 1.586.249 kr. for indkomståret 2017, men disse beløb stemmer ikke overens med det, sagsøgeren har anført i processkrift A, s. 4, hvor sagsøgeren har sammentalt de påberåbte udgifter, jf. bilag 7-9 og bilag 10-11. Heraf fremgår det nemlig, at sagsøgeren har opgjort de fradragsberettigede udgifter til 3.518.635 kr. for indkomståret 2015, 3.249.413 kr. for indkomståret 2016 og 1.600.516 kr. for indkomst- året 2017, jf. også processkrift 2, s. 6. Denne diskrepans har sagsøgeren heller ikke redegjort for. Skatteministeriet har nedlagt en subsidiær påstand om hjemvisning til Skattestyrelsen. Baggrunden herfor er, at sagsøgerens hjemvisningspåstand lyder på, at sagen skal hjemvises til Skatteministeriet. Hvis sagen skal hjemvises, skal det ske til Skattestyrelsen - og ikke til Skatteministeriet. Efter ministeriets opfattelse er der ikke noget grundlag for at hjemvise sagen, da sagsøgeren ikke har dokumenteret en fradragsret. …" Parterne har under hovedforhandlingen nærmere redegjort for deres opfattelse af sagen. Rettens begrundelse og resultat Efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, kan driftsomkostninger fradrages ved beregningen af den skattepligtige indkomst. Bevisbyrden for, at der er afholdt driftsomkostninger, der berettiger til fradrag, påhviler skatteyderen. H1-virksomhed v/A var som erhvervsdrivende i de omhandlede indkomstår underlagt bogføringslovens regler. Det fremgår af § 6, stk. 1 i den dagældende bogføringslov, om de generelle krav til bogføring blandt andet, at bogføringen skal tilrettelægges og udføres i overensstemmelse med god bogføringsskik under hensyn til virksomhedens art og omfang. Af lovens § 9, stk. 1, fremgår blandt andet, at enhver registrering skal dokumenteres ved bilag, og at bilag skal oplyse, hvad der er nødvendigt for at identificere kontrolsporet. Kontrolsporet forstås ifølge lovens § 4, stk. 2, som de oplysninger, der dokumenterer registreringernes rigtighed. Af forarbejderne til loven fremgår, at kravet i den tidligere gældende bekendtgørelse om erhvervsvirksomheders bogføring om, at bilag vedrørende køb og salg skulle indeholde sælgers henholdsvis købers navn og adresse, forudsættes videreført i den ny lov som god bogføringsskik. Angivelse af identifikationsoplysninger for en sælger af valuta, uanset beløbsstørrelse, må på denne baggrund anses som omfattet af udtrykket god bogføringsskik. H1-virksomhed v/A har fremlagt kassekvitteringer, hvoraf transaktionsdato og beløb fremgår. Kunden er på kassekvitteringen registreret som "Customer ID 1" og angivet som "WalkInCustomer". H1-virksomhed v/A har endvidere - under denne sag - fremlagt bilag, hvor kassekvitteringerne er sammenkoblet med identifikationsoplysninger, der efter det af vidnerne oplyste, hidrører fra de kunder, som har foretaget vekslingerne. Retten finder på baggrund af ovenstående, at H1-virksomhed v/A ikke har godtgjort, at kravene i den dagældende bogføringslov er overholdt, idet de fremlagte bilag ikke gør det muligt at kontrollere registreringernes rigtighed. Retten har herved lagt vægt på bilagenes karakter samt oplysningerne om, at der i knap halvdelen af de nu fremlagte bilag ses at være uoverensstemmelser mellem de kundeoplysninger, der er angivet i bilagene, og kundens faktiske forhold på tidspunktet, der er angivet for transaktion. Forklaringerne fra A, IC og IE kan ikke føre til en ændret vurdering. Herefter ses der ikke at være det fornødne grundlag for at hjemvise sagen til fornyet behandling ved Skattestyrelsen, idet H1-virksomhed v/A ikke har sandsynliggjort at virksomheden berettiget til yderligere fradragsret i den skattepligtige indkomst i indkomstårene 2015, 2016 og 2017. Skatteministeriets påstand om frifindelse tages herefter til følge. Sagsomkostningerne er efter sagens værdi, forløb og udfald fastsat til dækning af advokatudgift med 150.000 kr. Skatteministeriet er ikke momsregistreret. THI KENDES FOR RET: Skatteministeriet frifindes. H1-virksomhed v/ A skal til Skatteministeriet betale sagsomkostninger med 150.000 kr. Beløbet skal betales inden 14 dage. Sagsomkostningerne bliver forrentet efter rentelovens § 8 a.