Finansieringsudgifter – ikke grundlag for driftsomkostningsfradrag eller fradrag efter ligningsloven – ikke grundlag for at medregne udgifter i avanceopgørelse efter kursgevinstloven

Sag BS-26100/2021-ARH Parter H1-virksomhed (v/ advokat Christoffer Bennike Rønning) (v/ advokat Jef Nymand Hounsgaard) mod Skatteministeriet (v/ advokat Sune Riisgaard) Denne afgørelse er truffet af dommerne Nikolaj K. Andersen, Mads Emil Legaard Toustrup og Sine Nascou. Sagens baggrund og parternes påstande Retten har modtaget sagen den 6. juli 2021. Sagen drejer sig om ansættelse af sagsøgerens, H1-virksomhed, (herefter "H1-virksomhed") skattepligtige indkomst for indkomstårene 2011-2014 i form af adgangen til driftsomkostningsfradrag for finansieringsudgifter, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a og/eller ligningslovens § 8, stk. 3, litra a og c eller om udgifterne kan medregnes i avanceopgørelsen for H1-virksomhed’s gæld efter kursgevinstlovens § 26, stk. 3. Sagen er en prøvelse af Landsskatterettens fem afgørelser af 7. april 2021 vedrørende ansættelsen af H1-virksomhed skattepligtige indkomst for indkomstårene 2011-2014. Indkomståret 2013 er behandlet i to afgørelser. Sagen angår et samlet beløb på 173.354.672,97 kr., der dækker over en del af de udgifter, som H1-virksomhed pådrog sig i forbindelse med en genforhandling af en række kreditfaciliter. H1-virksomhed har principalt nedlagt påstand om, at sagsøgte, Skatteministeriet, skal anerkende, at selskabets skattepligtige indkomst skal nedsættes med 1.160.000 kr. for indkomståret 2011, med 117.254.609,85 kr. for indkomståret 2012, med 49.508.499,84 kr. for indkomståret 2013, og med 5.431.563,28 kr. for indkomståret 2014. Subsidiært har H1-virksomhed nedlagt påstand om, at selskabets skatteansættelser for indkomstårene 2011-2014 hjemvises til fornyet behandling hos Skattestyrelsen med henblik på, at et beløb på henholdsvis 1.160.000 kr. for indkomståret 2011, 79.911.175,78 kr. for indkomståret 2012, 70.832.050,35 kr. for indkomståret 2013 og 21.451.446,84 kr. for indkomståret 2014, medregnes i avanceopgørelsen for selskabets gæld, jf. kursgevinstlovens § 6, stk. 1, jf. § 26, stk. 3, og § 25. Mere subsidiært har H1-virksomhed nedlagt påstand om, at selskabets skatteansættelser for indkomstårene 2011-2014 hjemvises til fornyet behandling hos Skattestyrelsen med henblik på indregning af de af sagen omhandlede omkostninger i selskabets skattepligtige indkomst med beløb eller efter retningslinjer fastsat af retten. Skatteministeriet har nedlagt påstand om frifindelse. Dommen indeholder ikke en fuldstændig fremstilling af sagen, jf. retsplejelovens § 218 a. Oplysningerne i sagen Vindmøllekoncernen H1-virksomhed har hovedsæde i Danmark, og den ultimative ejer af koncernen er det danske børsnoterede moderselskab H1-virksomhed (herefter "H1-virksomhed"). H1-virksomhed har en række udenlandske og danske datterselskaber, og der er efter det oplyste ikke valgt international sambeskatning. H1-virksomhed koncernens kernevirksomhed består i udvikling, produktion, markedsføring, salg og service samt vedligeholdelse af vindmøller på globalt plan. H1-virksomhed-koncernens fordeling af funktioner og risici på de forskellige selskaber i koncernen er overordnet set beskrevet således at moderselskabet er ansvarligt for den overordnede ledelse og udvikling af hele den globale forretning, medens datterselskaberne har udført rutinefunktioner. Moderselskabet har således bl.a. udviklet og ejer koncernens immaterielle rettigheder. Koncernens aktiviteter udenfor moderselskabet er især fordelt på henholdsvis produktion og salg. Produktionsaktiviteterne er henlagt til datterselskaber kaldet PBU'er (Production Business Units), som står for produktionen af komponenter til vindmøllerne i henhold til aftaler med selskabet G1-virksomhed, der er et datterselskab af H1-virksomhed. Produktionsfaciliteterne ejes af PBU'erne, der alene producerer efter ordre og derfor bærer en begrænset risiko og en hertil hørende begrænset indtjening. Salgsaktiviteterne er henlagt til datterselskaber kaldet SBU'er (Sales Business Units), som står for salg og service af vindmøller i forskelle geografiske områder. Salgsselskaberne understøttes af "regional support hubs", og regional hubs er "service providere", som kun bærer begrænsede risici og en hertil hørende begrænset indtjening. H1-virksomhed er som moderselskab bl.a. virksomhed med finansiering af koncernens aktiviteter og er i den forbindelse ansvarlig for indgåelse samt opretholdelse af fremmedfinansieringsaftalerne. Som led heri havde H1-virksomhed ved indgangen til sagsperioden indgået følgende finansieringsaftaler: - 2009-driftskredit- og rembursaftalen på samlet 675 mio. euro - Et 6-årigt stående lån på 250 mio. euro ydet ved F1-bank, "2010-lånet", til finansiering af forskning og udvikling i vindturbiner. - To stående lån på samlet 55 mio. euro ydet ved F2-bank, "2010-lånet", til finansiering af forskning og udvikling i vindturbiner. De omhandlede udgifter i sagen blev afholdt af H1-virksomhed i forbindelse med forhandling, indgåelse og berigtigelse af forskellige typer finansieringsaftaler i årene 2011-2014. Det er herved et omdiskuteret spørgsmål i sagen, hvorvidt der her var tale om etablering af nye driftskredit- og lånefaciliteter eller om det i det væsentligste var en refinansiering af de eksisterende ved ændrede og genskrevne aftaler. Finansierings- og refinansieringsforløbene kan overordnet opdeles i tre forløb: - Refinansieringen i 2011 af 2009-driftskredit- og rembursaftalen - Project (red.projekt.nr.1.fjernet) i 2012-2013 - Project (red.projekt.nr.2.fjernet) i 2013-2014 H1-virksomhed har således i perioden 2009-2014 indgået og tilpasset en række kreditaftaler med forskellige danske og internationale kreditgivere. Det fremgår af selskabets årsrapporter, at selskabet har anvendt kreditfaciliteterne til bl.a. at styre likviditetsrisici. H1-virksomhed har desuden oplyst, at de i sagen omhandlede låneaftaler, havde den funktion, at de dels fastholdt den finansiering, der var aftalt i tiden op til 2011, dels finansierede driftsunderskuddene i årene 2011 og frem. H1-virksomhed har ønsket at fratrække en række udgifter til bl.a. rådgivning m.v. i forbindelse med overstående finansiering/refinansiering. SKAT har vedrørende indkomstårene 2011 til 2014 truffet afgørelser af henholdsvis 1. juli 2015 (indkomstår 2011), 8. juli 2016 (indkomstår 2012), 6. juli 2017 (indkomstår 2013 - 1), 2. februar 2018 (indkomstår 2013 - 2) og 5. juli 2018 (indkomstår 2014). Landsskatteretten har truffet 5 afgørelser den 7. april 2021, idet der foreligger 2 afgørelser for indkomståret 2013. Indkomståret 2011 H1-virksomhed’s påstand for indkomståret 2011 angår et beløb på 1.160.000 kr., hvilket udgør en delmængde af SKAT’s afgørelse og Landsskatterettens afgørelse. Beløbet på 1.160.000 kr. angår 2 poster for ikke godkendte fradrag for låneomkostninger på henholdsvis 412.000 kr. og 748.000 kr. Af Landsskatterettens afgørelse af 7. april 2021 for indkomståret 2011 (sag.nr. 15-2907751), ekstraktens side 48, fremgår bl.a.: "… Fradrag for låneomkostninger på henholdsvis 412.000 kr. og 748.000 kr. Faktiske oplysninger Låneomkostninger på 412.000 kr. Selskabet har i selvangivelsen fratrukket 412.000 kr. betalt til F3-bank som låneomkostninger. Selskabet har henvist til faktura af 30. juni 2011 fra F3-bank til selskabet på i alt 49.894,33 £. Af fakturaen fremgår om betalingen: "Provision of legal services by R1-advokathus including the disbursements of R2-advokathus" Endvidere er henvist til pressemeddelelse fra selskabet af 22. juni 2011 (Selskabsmeddelelse nr. 28/2011). Pressemeddelelsen vedrører optagelse af en kreditfacilitet på (red.beløb.nr.3.fjernet). EUR med en løbetid på 5 år med en option på en forlængelse i yderligere op til to år (5+1+1). Aftalen koordineres af F3-bank. Af pressemeddelelsen fremgår: " Ny syndikeret kredit er blevet godt modtaget af lånemarkedet H1-virksomhed har underskrevet en ny EUR (red.beløb.nr.3.fjernet). revolverende kreditfacilitet. Den nye facilitet er en femårig aftale med en option på en forlængelse i yderligere op til to år (5+1+1). Ni internationale banker deltog i transaktionen med F3-bank og F4-bank som joint koordinatorer og Book-runners. Faciliteten er til almindelige forretningsaktiviteter og erstatter en eksisterende syndikeret kredit, der forfalder i juni 2012. “Vi henvendte os til markedet med en ønsket kredit på EUR 1,2 mia., som afspejler, at projekterne bliver stadig større og dermed også de potentielle udsving i arbejdskapitalen. På grund af den store interesse fra den inviterede gruppe af husbanker besluttede vi imidlertid at forhøje kreditten. Kredittens særlige struktur (5+1+1) er noget, som normalt er forbeholdt selskaber med en A-rating eller bedre," siger IA, (red.stilling.nr.1.fjernet), og fortsætter: “Det er lykkedes os både at forhøje kreditten samt at forlænge dens løbetid, og vi er derfor meget taknemlige for den store støtte, som vi gennem mange år har fået fra vores nærmeste bankforbindelser. Vi føler, at H1-virksomhed både geografisk såvel som produktmæssigt er godt dækket ind med det nye konsortium og vores betydelige eksisterende bilaterale faciliteter." Som led i styrkelsen af de finansielle kompetencer flytter H1-virksomhed F9-bank-afdeling til Y1-by, Y1-land, for at komme endnu tættere på det internationale finansmarked. Ovennævnte påvirker ikke H1-virksomhed’s forventninger til 2011, jf. selskabsmeddelelse nr. 18/2011 af 4. maj 2011." Låneomkostninger på 748.000 kr. Selskabet har i selvangivelsen fratrukket 748.000 kr. betalt til R3-advokathus som låneomkostninger. Selskabet har henvist til faktura af 28. juli 2011 fra R3-advokathus til selskabet på i alt 90.536,55 EUR. Af fakturaen fremgår: “Period from 1 april 2011 to 19 July 2011 Professional charges in connection the (red.beløb.nr.3.fjernet) revolving credit facility for H1-virksomhed (the Company) including: (a) drafting and advising in connection With the a form of term sheet and commitment letter for the banks in respect of the financing; (b) drafting a first draft of the RCF Agreement including comments from the company; (c) advising, drafting and negotiating in relation to the revolving credit facility agreement; (c) providing comments in relation to the fee letters and other ancillary documentation in relation to the revolving credit facility agreement; (d) co-ordinating in relation to the condition precedent documentation and arranging in relation to the closing;; and (e) correspondence and attending calls in relation to the above." Endvidere er henvist til pressemeddelelse fra selskabet af 22. juni 2011 (Selskabsmeddelelse nr. 28/2011). Se ovenfor. Begge låneomkostninger Selskabet har med brev til SKAT af 17. april 2015 oplyst, at de omhandlede omkostninger i forbindelse med kreditfaciliteten er aktiveret i den forventede løbetid. I det omfang faciliteten opsiges tidligere end forventet, udgiftsføres den resterende balance i det pågældende indkomstår, hvor faciliteten opsiges. Den skattemæssige behandling følger den regnskabsmæssige. Med brev af 29. maj 2015 til SKAT har selskabet anerkendt, at det ikke ’har været tilstrækkeligt godtgjort, at omkostningerne er fordelt på lånets løbetid’. Selskabet anerkender herefter indkomstforhøjelser på henholdsvis 412.000 kr. og 748.000 kr. Det er selskabets holdning, at omkostningerne skal fordeles på lånets løbetid, ’hvorfor omkostningerne efterfølgende skal aktiveres skattemæssigt ved genoptagelse i de relevante indkomstår’. Med mail af 19. juni 2015 til SKAT har selskabet påstået, ’at omkostningerne er fradragsberettigede som almindelige driftsomkostninger, da finansieringen alene har haft til formål at understøtte den eksisterende drift, der i alt sin væsentlighed ligger inden for virksomhedens hidtidige naturlige rammer.’ Der er herved henvist til statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. SKAT’s afgørelse SKAT har forhøjet selskabets skattepligtige indkomst med i alt 1.160.000 kr. (412.000 kr. og 748.000 kr.). Som begrundelse for afgørelsen er bl.a. anført: Statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a: Driftsomkostninger er udgifter, der er forbundet med virksomhedens løbende drift. Det betyder, at udgifter, der nok er erhvervsmæssige, men ikke angår virksomhedens drift, ikke henregnes til det skatteretlige driftsomkostningsbegreb, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Udgifter til etablering, ændring og udvidelse af et indkomstgrundlag kan ikke fradrages. Det fremgår af statsskattelovens § 6, stk. 2. Engangsinvesteringer af længerevarende rækkevidde, f.eks. investeringer i bygninger og maskiner, har karakter af anlægsudgifter eller etableringsudgifter. Udgangspunkt er, at driftsomkostninger i henhold til statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a udtømmer deres virkning og funktion for virksomhedens løbende drift i løbet af indkomståret, og at de således ikke medfører en udvidelse af virksomhedens beholdning af fysiske eller immaterielle aktiver. Driftsomkostninger har kort rækkevidde og udvider ikke kapitalgrundlaget. Der er efter SKAT’s opfattelse tale om tilvejebringelse/styrkelse af selskabets kapitalgrundlag i form af lånoptagelse. Der er i henhold til driftsomkostningsbegrebet, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, ikke fradragsret for udgifter, der vedrører selskabets kapitalgrundlag. Fradrag for låne- og handelsomkostninger: De udgifter, der kan indgå i opgørelsen af gevinst og tab efter kursgevinstloven, er begrænset til udgifter, der direkte angår gennemførelsen og berigtigelsen af låneoptagelsen. Det vil være bistand til at foretage de fornødne sikringsakter, fx tinglysning eller registrering i værdipapircentral praktisk ekspedition af låneaftalen, så aftalen bliver opfyldt, fx overførsel af hovedstolen. Det er kun omkostninger, der vedrører det pågældende lån, som kan indgå i opgørelsen af gevinst og tab. Omkostninger ved lånetilbud kan derfor kun medregnes, hvis lånet faktisk hjemtages. Selvom selskabet har fremsendt faktura’er, hvori de omhandlede omkostninger fremgår, kan det ikke på det foreliggende grundlag konkluderes, om rådgiverudgifterne angår bistand, som knytter sig direkte til den indgåede aftale om det lån, der optages, herunder f.eks. omfatter forhandling om og affattelse af låneaftalen, afgivelse af udtalelser om aftalens gyldighed og bindende virkning for låntager (legal opinions), samt bistand ved berigtigelse af sikkerhedsstillelse - eller om bistanden vedrører den overordnede strukturering og tilrettelæggelse af lånefinansieringen, herunder afsøgning af lånemarkedet. Der er henvist til SKM2014.87.HR . Det er SKAT’s opfattelse, at selskabet ikke har løftet bevisbyrden for, at det på det foreliggende grundlag kan konkluderes, om rådgiverudgifterne angår bistand, som knytter sig direkte til den indgåede aftale om lånet. Ligningslovens § 8, stk. 3, advokat- og revisorudgifter, fradrag for låneomkostninger: Efter ligningslovens § 8, stk. 3, litra c kan der ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst fradrages stiftelsesprovisioner, engangspræmier og lignende engangsydelser for lån mv., såfremt løbetiden for lånet er mindre end 2 år. Der foreligger ingen informationer om lånets løbetid eller andre oplysninger i relation til lånet, og virksomheden har ikke ønsket at oplyse yderligere. Der er efter SKAT’s opfattelse i overvejende grad tale om et lån med en løbetid på 2 år eller mere, som dermed ikke er omfattet af ligningslovens § 8, stk. 3, litra c, hvorved udgifterne heller ikke efter denne bestemmelse er fradragsberettigede. I udtalelse til klagen er til selskabets oplysning om, at bankerne, grundet problemer med at opfylde de finansielle mål (finansielle covenants), indvilligede i at kreditfaciliteten blev afløst af en ny kreditfacilitet, hvorved den stillede kreditfacilitet ophørte indenfor 2 år, bemærket, at det afgørende er hvad der er aftalt ved lånets stiftelse. At lånet efterfølgende ændrer karakter eller løbetid ændrer ikke på SKAT’s opfattelse. Selskabets opfattelse Selskabets repræsentant har nedlagt påstand om, at selskabets skattepligtige indkomst nedsættes med forhøjelserne vedrørende låneomkostninger på henholdsvis 412.000 kr. og 748.000 kr., jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. For så vidt angår låneomkostningerne på de 412.000 kr. er subsidiært nedlagt påstand om, at omkostningen kan fradrages efter ligningslovens § 8, stk. 3, litra c. Mere subsidiært er nedlagt påstand om, at låneomkostningen kan aktiveres som en del af kreditfacilitetens anskaffelsessum i medfør af kursgevinstlovens § 26, stk. 3. For så vidt angår låneomkostningerne på de 748.000 kr. er subsidiært nedlagt påstand om, at låneomkostningen kan aktiveres som en del af kreditfacilitetens anskaffelsessum i medfør af kursgevinstlovens § 26, stk. 3. Statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a: I klagen er anført: "Vi henviser til vedlagte "Selskabsmeddelelse nr. 28/2011" fra juni 2011. Heraf fremgår, at der er tale om en ny revolverende kreditfacilitet på EUR (red.beløb.nr.3.fjernet). til almindelige forretningsaktiviteter, dvs. til finansiering af arbejdskapitalen, der stiller større krav i kraft af, at projekterne bliver større og større. Udgiften er afholdt til F3-bank, der var koordinator på låneaftalen, som blev indgået med ni banker (syndikeret lån). Den revolverende kreditfacilitet er en form for udvidet kassekredit til finansiering af selskabets arbejdskapital, der består af selskabets varebeholdninger, tilgodehavender og øvrige driftsmæssige omsætningsaktiver samt til finansiering af et negativt cashflow fra driftsudgifter herunder løn, IT mv. Det fremgår af H1-virksomhed årsregnskab for 2011, at kreditten ikke var udnyttet ved udgangen af 2011, som følge af betalingsstrømme fra driften udgjorde et plus på EUR 840m, en stigning på EUR 784m i forhold til 2010. Af selskabets vedlagte fondsbørsmeddelelse af 31. juli 2012 " Foreløbige tal for første halvår 2012 og opdatering på kreditfaciliteter" fremgår, at H1-virksomhed har haft et negativt cashflow på EUR 633m som hovedsageligt skyldtes omkostningsoverskridelser i forbindelse med introduktionen af ny teknologi. Testen af de finansielle covenants var påvirket heraf, og H1-virksomhed indgik derfor en aftale med sine banker om at udsætte 2012-halvårstesten af de finansielle covenants, der var indeholdt i H1-virksomhed's bankfaciliteter . Bankerne tillod samtidigt træk, som var tilstrækkelige til selskabets fortsatte drift. Senere i november 2012 blev der indgået en revideret syndikeret kreditfacilitet på EUR 900m med det eksisterende banksyndikat bestående af de ni internationale banker struktureret som et lån med afvikling på EUR 250m og en revolverende kreditfacilitet på EUR 650m. Fradrag for låneomkostninger uden for ligningslovens § 8, stk. 3, litra c og kursgevinstlovens § 26, stk. 3 forudsætter, at omkostningen har karakter af en driftsomkostning og således kan rummes af driftsomkostningsbegrebet i statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Fradragsretten er efter vor opfattelse ikke udelukket på forhånd, blot fordi omkostningen knytter sig til selskabets lånefinansiering, men må komme an på en konkret vurdering. Den Juridiske Vejledning åbner således også op for fradrag som driftsomkostning, selvom der er tale om finansielle omkostninger, når disse har karakter af en driftsomkostning, jf. følgende citat (C.C.2.2.1.6 Selskabers finansielle grundlag): "Den omstændighed, at en udgift har en umiddelbar forbindelse med et selskabs finansielle grundlag (aktie- eller anpartskapitalen) udelukker ikke fradragsret, hvis der i øvrigt foreligger en aktuel driftsmæssig begrundelse for dispositionen. Som for driftsomkostninger generelt er det også i disse tilfælde altafgørende, om den driftsmæssige begrundelse falder inden for virksomhedens hidtidige, naturlige rammer." Der henvises herefter til den ledende dom på området nemlig højesteretsdommen (Trælastkompagniet) i UfR1980.712, hvor der blev indrømmet fradrag for den årlige noteringsafgift til Fondsbørsen. Højesterets begrundelse var, at børsnoteringen af selskabets aktier var af en sådan betydning for selskabets status og almindelige omdømme og dermed for dets indtjeningsmuligheder, at udgiften måtte anses for en fradragsberettiget driftsomkostning. Herudover gælder for finansieringsvirksomheder, at de generelt kan fratrække låneomkostninger efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, når omkostningen ikke kan fradrages efter ligningslovens § 8 og kursgevinstlovens § 26. Eksempel herpå er bankernes tilsagnsprovision i medfør af bankpakke II, TfS2009.284. Bedømmelsen af fradragsretten efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a skal i sagens natur følge de sædvanlige kriterier om, at der ikke må være tale om en udgift vedrørende køb/finansiering af aktiviteter, herunder datterselskaber, som medfører en udvidelse af den bestående virksomhed. Fradrag som driftsomkostning har bl.a. været til prøvelse i højesteretsdom i TfS2007.868. Her handlede det om fradrag for rådgiveromkostninger i forbindelse med køb af datterselskaber. Højesteret fandt, at købet af de respektive datterselskaber skulle anses for en udvidelse af den bestående virksomhed ud over dens hidtidige rammer, og at udgifterne derfor ikke kunne fradrages efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Hermed stadfæstede Højesteret landsrettens dom på dette punkt. Landsretten havde i sin begrundelse lagt til grund, at købet af de pågældende aktier navnlig skete med henblik på, at skatteyderen kunne befæste sin markedsposition ved at tilbyde kunderne et større udbud af produkter. Udgifter, der er afholdt til en sådan styrkelse af det fremtidige indkomstgrundlag, kan ikke fratrækkes efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Af ovenstående højesteretsdom kan det efter vor opfattelse udledes, at der ville være fradragsret, hvis der havde været tale om dispositioner, som havde været nødvendige for den løbende drift og som ikke medførte en udvidelse af virksomheden ud over dens hidtidige rammer. Det skal hertil bemærkes, at højesteretsdommen vedrørende låneomkostninger i SKM2014.87, som SKAT henviser til, ikke tager stilling til spørgsmålet om fradragsret efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, da der her er tale om en udvidelse af virksomheden ved opkøb, og dommen derfor kun tager stilling til fradragsret efter kursgevinstlovens § 26 og den dagældende ligningslovens § 8 J, der gav fradrag ved udvidelse af virksomheden. Det er på denne baggrund vor opfattelse, at den rådgivning H1-virksomhed har modtaget i forbindelse med selskabets finansiering af sin drift, herunder finansiering af selskabets omsætningsaktiver samt øvrig negativt cashflow fra drift (lønninger, IT mv.) har den nødvendige driftskarakter, og at afholdte rådgiveromkostninger derfor også kan fradrages som driftsomkostninger efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Der er for H1-virksomhed vedkommende ikke tale om en udvidelse af indkomstgrundlaget/kapitalgrundlaget ud over virksomhedens hidtidige rammer. Det forhold, at der er tale om en udvidet kreditfacilitet til afløsning af en eksisterende kreditfacilitet, når der som her er tale om organisk vækst (flere og større ordrer) og ikke vækst fra opkøb mv., fratager efter vor opfattelse ikke omkostningen dens karakter af at være en driftsomkostning." Selskabet finder herefter, at det er berettiget til det foretagne fradrag som en omkostning efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra. Kursgevinstlovens § 26, stk. 3: I relation til udgiften på de 412.000 kr. er anført: Det er opfattelsen, at låneomkostningen kan aktiveres som en del af kreditfacilitetens anskaffelsessum i medfør af kursgevinstlovens§ 26, stk. 3, "da omkostningen er afholdt til F3-bank, der også indgik som långiver i den stillede kreditfacilitet. Omkostninger afholdt til långiver i forbindelse med en ydet kredit vil således efter praksis og ovenstående højesteretsdom i SKM2014.87 kunne aktiveres som en del af kredittens anskaffelsessum efter kursgevinstlovens§ 26, stk. 3." I relation til udgiften på 748.000 kr. er anført: Det er opfattelsen, "at udgiften kan aktiveres som en del af kreditfacilitetens anskaffelsessum efter kursgevinstlovens§ 26, stk. 3. Der er nemlig, som det fremgår af fakturaen fra den juridiske rådgiver (R3-advokathus) tale om rådgivning i forbindelse med selve kreditfaciliteten og de heri indeholdte vilkår og forpligtelser, udarbejdelse af udkast til aftalen samt forhandling af denne og kommentarer/rådgivning til aftalens tilknyttede dokumentation. Herved opfylder omkostningen efter vor opfattelse den afgrænsning, som blev fastsat i højesteretsdommen i SKM2014.87, hvorefter Højesteret afgjorde, at rådgiveromkostninger kan medregnes til anskaffelsessummen efter kursgevinstlovens§ 26, såfremt de angår bistand, som knytter sig direkte til den indgåede aftale om det lån, der optages, og til gennemførelsen af låneoptagelsen. Sådan bistand kan ifølge Højesteret, alt afhængig af lånets karakter og størrelse, f.eks. omfatte forhandling om og affattelse af låneaftalen, afgivelse af udtalelser om aftalens gyldighed og bindende virkning for låntager (legal opinions) samt bistand ved berigtigelse af sikkerhedsstillelse." Selskabet finder herefter, at det er berettiget til at aktivere låneomkostningerne som en del af kreditfaciliteternes anskaffelsessum, jf. kursgevinstlovens § 26, stk. 3. Ligningslovens § 8, stk.3: I relation til udgiften på 418.000 kr. er anført: Kreditfaciliteten blev givet på vilkår af, at H1-virksomhed løbende skulle opfylde en række finansielle mål (finansielle covenants). Som følge af at H1-virksomhed ved halvåret 2012 fik problemer med at opfylde de finansielle mål, som udgjorde grundlaget for den stillede kreditfacilitet, indvilligede bankerne i, at kreditfaciliteten blev afløst af en ny kreditfacilitet. Den stillede kreditfacilitet ophørte således indenfor 2 år og som følge af manglende opfyldelse af vilkår, der var forud aftalt og indeholdt i den stillede kreditfacilitet. Den stillede kreditfacilitet bør i lyset heraf behandles som en kredit med en løbetid på under 2 år. I supplerende indlæg af 5. marts 2020 er med henvisning til ovenstående citat fra den Juridiske Vejledning påpeget, at hverken Skattestyrelsen eller Skatteankestyrelsen har forholdt sig konkret til, om der forelå en aktuel driftsmæssig begrundelse for afholdelse af omkostningerne, men afviser alene fradragsret ud fra en helt overordnet betragtning om, at omkostningerne vedrører finansieringsgrundlaget. Landsskatterettens afgørelse Det følger af driftsomkostningsbegrebet i statsskattelovens § 6. stk. 1, litra a, at der ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst kan fradrages driftsomkostninger, dvs. de udgifter, som i årets løb er anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten. Det indebærer, at virksomheder ikke kan fradrage udgifter, der vedrører indkomstgrundlaget/kapitalgrundlaget. Finansieringsudgifter er som udgangspunkt, når der bortses fra skatteydere i finansiel næring, ikke fradragsberettigede som driftsomkostninger. Sagen angår den skattemæssige behandling af omkostninger betalt dels til F3-bank på 412.000 kr., dels til R3-advokathus på 748.000 kr., begge afholdt i relation til selskabets optagelse af en revolverende kreditfacilitet på (red.beløb.nr.3.fjernet). EUR. Vedrørende omkostningen betalt til F3-bank på 412.000 kr. er henvist til faktura af 30. juni 2011 fra F3-bank til selskabet på i alt 49.894,33 £. Af fakturaen fremgår om betalingen: "Provision of legal services by R1-advokathus including the disbursements of R2-advokathus" Vedrørende omkostningen betalt til R3-advokathus på 748.000 kr. er henvist til faktura af 28. juli 2011, hvoraf fremgår, at der er tale om ydelser til ’a) drafting and advising in connection with the a form of term sheet and commitment letter for the banks in respect of the financing, b) drafting a first draft of the RCF Agreement including comments from the company, c) advising, drafting and negotiating in relation to the revolving credit facility agreement, c) providing comments in relation to the fee letters and other ancillary documentation in relation to the revolving credit facility agreement, d) coordinating in relation to the condition precedent documentation and arranging in relation to the closing, and e) correspondence and attending calls in relation to the above.’ Det findes herefter ikke godtgjort, at de omhandlede låneomkostninger har en sådan snæver og direkte forbindelse til den løbende drift, som må kræves for evt. fradrag, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Der er derimod tale om udgifter, som angår selskabets finansielle grundlag, og vedrører hermed selskabets indkomstgrundlag/kapitalgrundlag. Endvidere findes det ikke godtgjort, at omkostningerne helt eller delvist er af en sådan karakter, at de kan henføres til selve kredittens etablering, jf. kursgevinstlovens § 26, stk. 3. Der henvises til Højesterets domme offentliggjort henholdsvis i SKM2014.87 og SKM2015.660. Desuden findes det ikke godtgjort, at der er tilknytning til en kredit med en kortere løbetid end 2 år, jf. ligningslovens § 8, stk. 3, litra c. SKAT’s afgørelse stadfæstes hermed. …" Indkomståret 2012 H1-virksomhed afholdt i 2012 og de efterfølgende år en række omkostninger i forbindelse med selskabets bestræbelser på at sikre sin fortsatte drift, herunder omkostninger afholdt i forbindelse med deltagelse i vanskelige og langstrakte forhandlinger med de långivende banker samt en række rådgivere (red.projekt.nr.1.fjernet). Projekt (red.projekt.nr.1.fjernet) blev påbegyndt i juni 2012 som en følge af, at H1-virksomhed ikke kunne opfylde sine finansielle forpligtelser i aftalerne med H1-virksomhed hovedkreditorer. I løbet af efteråret 2012 foretog H1-virksomhed derfor en grundig gennemgang af selskabets fremtidige finansieringsbehov og opnåede efterfølgende enighed med selskabets hovedkreditorer i form af et såkaldt bankkonsortie vedrørende selskabets kreditfaciliteter. Under forhandlingerne i 2012 oplevede H1-virksomhed, at hovedkreditorernes krav til sikkerhedsstillelse blev skærpet. Dette indebar blandt andet, at selskabets danske og udenlandske datterselskaber blev pålagt en direkte medhæftelse. Undervejs i forhandlingsforløbet skete der desuden et skift i kredsen af banker i konsortiet, hvor F5-bank og F3-bank udtrådte af konsortiet, og F6-bank trådte ind i konsortiet. I januar 2013 opnåede selskabet den endelige bekræftelse fra bankkonsortiet om at bevare deres kreditfaciliteter. H1-virksomhed påstand for indkomståret 2012 angår et beløb på 117.254.609,85 kr., som består af en række udgiftsposter. Af Landsskatterettens afgørelse af 7. april 2021 for indkomståret 2012 (sag.nr. 16-1562631), ekstraktens side 68, fremgår bl.a.: "… Fradrag for en række omkostninger i relation til (red.projekt.nr.1.fjernet) - SKAT’s afgørelse punkt 8 Af klagen fremgår, at selskabet i 2012 har afholdt en række omkostninger i forbindelse med selskabets bestræbelser på at sikre sin fortsatte drift, herunder omkostninger afholdt i forbindelse med deltagelse i vanskelige og langstrakte forhandlinger med de långivende banker samt en række rådgivere (red.projekt.nr.1.fjernet). I oversigtsform kan omkostningerne specificeres således: 1. Omkostninger til R3-advokathus - forhold vedrørende "retainer" 2. Omkostninger til R3-advokathus - forhold vedrørende rådgivningsydelser 3. Omkostninger til R4-advokathus 4. Omkostninger til tinglysning 5. Omkostninger til R5-advokathus 6. Omkostninger til R6-revision 7. Omkostninger til R7-advokathus 8. Omkostninger til F2-bank og bankens rådgiver 9. Omkostninger til R1-advokathus 10. Omkostninger til R2-advokathus 11. Omkostninger til F3-bank 12. Omkostninger til F1-bank 13. Omkostninger til R8-revision I klagen er som baggrund for udgifternes afholdelse anført følgende: "I perioden frem til finanskrisen i 2008 havde selskabet stor succes, hvilket blandt andet resulterede i en markedsværdi på godt 128 mia. kr., da kursen på selskabets aktier var på sit højeste. Finanskrisen og den efterfølgende lavkonjunktur ramte imidlertid H1-virksomhed hårdt, og i de efterfølgende år måtte selskabet således igennem betydelige fyringsrunder og andre produktionstilpasninger. Som følge af de økonomiske udfordringer kom H1-virksomhed i 2012 i likviditetsproblemer, og det stod i den forbindelse klart, at selskabet ikke under de daværende forhold kunne opfylde sine finansielle forpligtelser overfor dets store kreditorer, herunder særligt de långivende banker. Konkret var der tale om, at selskabet havde problemer med at opfylde de i låneaftalerne fastsatte covenants, og der var dermed en overhængende risiko for, at lånevilkårene ville blive misligholdt, hvorefter bankerne kunne kræve lånene indfriet. I givet fald ville selskabet være insolvent, hvilket potentielt kunne føre til selskabets konkurs. Parterne var som følge heraf nødt til at finde en løsning, således at selskabets driftsaktiviteter kunne fortsætte på sædvanlige vilkår. På denne baggrund indledtes derfor en række forhandlinger mellem H1-virksomhed og de långivende banker for at sikre, at de fastsatte covenants kunne opfyldes. I det daværende økonomiske klima var det forbundet med betydelige vanskeligheder at få genetableret kreditten, hvilket dog lykkedes til sidst. Resultatet af forhandlingerne endte således med, at bankerne accepterede en udsættelse af den halvårlige test af låneaftalernes eksisterende covenants. Bankerne tillod samtidig, at H1-virksomhed kunne foretage de nødvendige træk på selskabets kreditfaciliteter, således at selskabet kunne opretholde den sædvanlige drift. Udgifterne anses af SKAT, da selskabet generelt anfører, at disse angår vedligeholdelse og bevarelse af den ’igangværende virksomhed’, for at vedrøre koncernens samlede virksomhed, der består af indbyrdes forbundne aktiviteter og altså ikke kun koncernens virksomhed under dansk beskatning. Der er henvist til: "I selskabets årsrapport for indkomståret 2012 er en balancepost "Langfristede aktiver bestemt for salg" med EUR (red.beløb.nr.2.fjernet), som er værdiansat til forventet salgspris. Det fremgår endvidere af årsrapporten, at der er sket frasalg af tårnfabrik i Y3-by, nedlukning af produktion i Y4-by i Y5-land og Y6-land samt nedskæring af produktionen i øvrigt i Y7-land, Y8-land og Y6-land. Det fremgår yderligere af selskabets regnskabsmeddelelse for 3. kvartal 2012, at der også er reduceret aktiviteter i Y9-land samt lukket forsknings- og udviklingscentre i Y7-land, Y5-land og Danmark. Efter udløbet af indkomståret 2012 - men initieret i 2012 eller tidligere - er ejerskabet til og udviklingen af off-shoreområdet inklusive produktudvikling solgt til G2-virksomhed. Dette selskab er delvist solgt i 2014." Selskabet er uenig heri. Det anføres, at de afholdte udgifter ’utvivlsomt’ angår selskabets egen virksomhed, og " det er nu engang moderselskabets opgave at koordinere en række forskellige forhold mellem koncernselskaberne. Dette følger allerede af den almindelige selskabs- og koncernret.". Af selskabets Selskabsmeddelelse nr. 28/2011 af 22. juni 2011 fremgår: "Ny syndikeret kredit er blevet godt modtaget af lånemarkedet H1-virksomhed har underskrevet en ny EUR (red.beløb.nr.3.fjernet). revolverende kreditfacilitet. Den nye facilitet er en femårig aftale med en option på en forlængelse i yderligere op til to år (5+1+1). Ni internationale banker deltog i transaktionen med F3-bank og F4-bank som joint koordinatorer og Book-runners. Faciliteten er til almindelige forretningsaktiviteter og erstatter en eksisterende syndikeret kredit, der forfalder i juni 2012. “Vi henvendte os til markedet med en ønsket kredit på EUR 1,2 mia., som afspejler, at projekterne bliver stadig større og dermed også de potentielle udsving i arbejdskapitalen. På grund af den store interesse fra den inviterede gruppe af husbanker besluttede vi imidlertid at forhøje kreditten. Kredittens særlige struktur (5+1+1) er noget, som normalt er forbeholdt selskaber med en A-rating eller bedre," siger IA, (red.stilling.nr.1.fjernet), og fortsætter: “Det er lykkedes os både at forhøje kreditten samt at forlænge dens løbetid, og vi er derfor meget taknemlige for den store støtte, som vi gennem mange år har fået fra vores nærmeste bankforbindelser. Vi føler, at H1-virksomhed både geografisk såvel som produktmæssigt er godt dækket ind med det nye konsortium og vores betydelige eksisterende bilaterale faciliteter." ….. Ovennævnte påvirker ikke H1-virksomhed’s forventninger til 2011, jf. selskabsmeddelelse nr. 18/2011 af 4. maj 2011." Af selskabets Selskabsmeddelelse nr. 30 af 31. juli 2012 fremgår: "Sammenlignet med årets første kvartal har H1-virksomhed opnået en stærk forbedring i indtjening og aktivitetsniveau i andet kvartal 2012. På trods af dette er testen af de finansielle covenants påvirket af de skuffende resultater, som H1-virksomhed realiserede i andet halvår 2011 og første kvartal 2012, som hovedsageligt skyldtes omkostningsoverskridelser i forbindelse med introduktionen af ny teknologi. H1-virksomhed har derfor indgået en aftale med sine banker om at udsætte 2012-halvårstesten af de finansielle covenants, der er indeholdt i H1-virksomhed's bankfaciliteter. Bankerne har samtidig tilladt træk, som H1-virksomhed finder tilstrækkelige til selskabets fortsatte drift på sædvanlige vilkår, da H1-virksomhed forventer, at testen i fremtiden vil finde sted på normale vilkår. H1-virksomhed betragter denne situation som midlertidig, og set i lyset af selskabets positive resultater i andet kvartal 2012 sammenholdt med den store beholdning af faste og ubetingede ordrer forventer H1-virksomhed i nær fremtid at opfylde de finansielle covenants indeholdt i de nuværende bankfaciliteter." Af selskabets selskabsmeddelelse nr. 33 af 26. november 2012 fremgår endvidere: "… I juli 2012 (jf. selskabsmeddelelse nr. 30/2012 af 31. juli 2012 indgik H1-virksomhed aftale med sine banker om at udsætte halvårstesten af de finansielle covenants. Efterfølgende og i løbet af efteråret 2012 har H1-virksomhed foretaget en grundig gennemgang af selskabets fremtidige finansieringsbehov baseret på den nye forretningsmodel. Bankerne og H1-virksomhed har således indgået aftale om nedenstående kreditfaciliteter: En revideret syndikeret kreditfacilitet på EUR 900 mio. kr. med det eksisterende banksyndikat bestående af ni internationale banker struktureret som et lån med afvikling på EUR 250 mio. og en revolverende kreditfacilitet på EUR 650. Den reviderede facilitet erstatter den eksisterende syndikerede facilitet på EUR 1.300 mio. Reviderede lån med afvikling med hhv. F1-bank på EUR 200 mio. og F2-bank på EUR 55 mio..." Af selskabsmeddelelse nr. 45 af 26. november 2012 fremgår desuden: "I juli 2012 (jf. selskabsmeddelelse nr. 30/2012 af 31. juli 2012) indgik H1-virksomhed aftale med sine banker om at udsætte halvårstesten af de finansielle covenants. Efterfølgende og i løbet af efteråret 2012 har H1-virksomhed foretaget en grundig gennemgang af selskabets fremtidige finansieringsbehov baseret på den nye forretningsmodel. Gennemgangen viser, at H1-virksomhed med den nye forretningsmodel vil være i stand til at reducere sin gæld i årene fremover. Bankerne og H1-virksomhed har således indgået aftale om nedenstående kreditfaciliteter: 1. En revideret syndikeret kreditfacilitet på EUR 900 mio. med det eksisterende banksyndikat bestående af ni internationale banker struktureret som et lån med afvikling på EUR 250 mio. og en revolverende kreditfacilitet på EUR 650 mio. Den reviderede facilitet erstatter den eksisterende syndikerede facilitet på EUR 1.300 mio. 2. Reviderede lån med afvikling med hhv. F1-bank på EUR 200 mio. og F2-bank på EUR 55 mio. ….." Selskabet har på anmodning om en oplistning af ligheder og forskelle mellem lånefaciliteterne i 2011, 2013 og 2014 med angivelse af kreditter og lån, samt vilkår fremsendt følgende: … Under møde i Skattestyrelsen er selskabet opfordret til at fremlægge al det materiale, der anses for relevant for sagen, og som ønskes taget i betragtning ved afgørelsen. 1 Fradrag for o mkostning til R3-advokathus - 2.333.000 kr. Faktiske oplysninger Selskabet har i selvangivelsen for 2012 fratrukket i alt 2.322.759 kr., som angår rådgiverhonorar til det Y8-nationalitet advokatfirma R3-advokathus. Ifølge klagen er der tale om et såkaldt ’retainer fee’, betalt som led i bestræbelserne på at sikre finansieringen af den løbende drift. Som dokumentation for udgiften er henvist til ’Engament Letter’ af 27. juni 2012 fra advokatfirmaet til selskabet. Af SKAT’s sagsfremstilling fremgår bl.a.: "Under punkt 5.8 i Engagement Letter anføres: "For engagements as such as this we believe it is appropriate for there to be a retainer for us to hold on account of outstanding invoices and unbilled work in progress. We propose that the retainer for this porpose be £250.000." Under punkt 5.9 i Engagement Letter anføres: "If this engagement does not proceed to its conclusion for any reason, we will charge you for work done and expenses incurred." Under punkt 7.3 i Engagement Letter anføres: "The Terms of Business and the following paragraphs of this letter shall continue to apply after we stop providing services to you: paragraphs 5 (Our Fees and Expenses, 6 (Our Terms of Business and 9 (Limit on liability). " Der er ikke yderligere oplysning i Engagement Letter om retaineren. Det er ikke umiddelbart muligt at hente advokatens hjemmeside at få indsigt i "Terms of Business", som der i øvrigt henvises til i punkt 6 i Engagement Letter som et samtidig fremsendt bilag. Det fremgår af påtegning på fakturaer fra R3-advokathus, at "Where R3-advokathus hold client funds, these have not been used to pay for this invoice. We will inform you in writing before using these funds for our costs ... "" SKAT’s afgørelse SKAT har ikke indrømmet selskabet fradrag for udgiften på 2.333.000 kr. SKAT har henvist til statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a og til kursgevinstlovens § 26, stk. 3. I SKAT’s afgørelse er anført: "SKAT lægger til grund, at en "retainer" udgør en forudbetaling til en advokat for dennes forventede fremtidige ydelser og omkostninger ved sagen. Dette bekræftes af aftalens punkt 5.8, som kan oversættes til "For selve samarbejdet, finder vi, at det vil være passende at etablere en "retainer", som vi holder som sikkerhed for udestående fakturaer og igangværende arbejder, der ikke er fakturerede. Vi foreslår, at "retaineren" for dette formål udgør 250.000 £". "Retaineren" udgør derfor umiddelbart en sikkerhedsstillelse og vil være afhængig af eventuelle efterfølgende ydelser fra advokaten. Hvis ikke andet aftalt, vil selskabet have krav på refusion, hvis forudbetalingen ikke dækkes af ydelser fra advokaten. Dette bekræftes, jf. aftalens punkt. 5.9, jf. punkt 7.3, idet advokaten vil fakturere alle ydelser og udlæg ved ophør af samarbejdet. Dette bekræftes yderligere på efterfølgende fakturaer, hvor det anføres, at der ikke bruges af klientens midler før, der er givet særlig meddelelse om det. SKAT finder derfor, at "Retaineren" ikke kan anses som en endeligt pådraget omkostning, jf. statsskattelovens § 6, selvom selskabet er forpligtet til at betale kravet. "Retaineren" angår ikke en ydelse som selskabet har modtaget og udgør ikke en forudbetaling for efterfølgende ydelser eller beredskab hos advokatfirmaet - men alene en sikkerhedsstillelse. Det fremgår hertil gennem SKAT’s undersøgelser, jf. punkt 8.2 nedenfor, at advokatfirmaet særskilt har faktureret sine ydelser angående Projekt (red.projekt.nr.1.fjernet). Selskabet har endelig ikke dokumenteret, at "Retaineren" i øvrigt er blev et en endeligt pådraget omkostning i løbet af indkomståret 2012. Alene af den grund kan "Retaineren'' derfor ikke fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, jf. statsskattelovens § 6, eller anses som en omkostning, der kan tillægges en gælds anskaffelsessum, jf. kursgevinstlovens § 26, stk. 3. Selskabet har ikke i øvrigt i sit brev af 3. juni 2016 anført begrundelse for, at omkostningen - i stedet for som en ikke endeligt pådraget omkostning - kan anses som driftsomkostning eller som direkte knyttet til at optage eller indfri lån i indkomståret 2012. SKAT finder derfor, at der er grundlag og hjemmel for at forhøje skatteansættelsen for forholdet med 2.333 t.kr." SKAT har henvist til følgende afgørelser: I SKM2007.426.LSR tages stilling til, hvornår en forudbetalt lønudgift kan fradrages. Et selskab havde i december 2003 forudbetalt løn angående indkomståret 2004. Sagen vedrøre herefter, om lønudgiften kunne fratrækkes i indkomståret 2003 eller 2004. Selvom selskabet havde en retlig forpligtelse til at afholde udgiften i december 2003 (indkomståret 2003), afgjorde Landsskatteretten, at udgiften først kunne fratrækkes i indkomståret 2004. I SKM2004.119.ØLR finder Østre Landsret, at det påhviler den skattepligtige at dokumentere sine udgifter, og at dette krav ubetinget påhviler den skattepligtige. Det anses ikke som tilstrækkeligt, at omkostningen er bogført, og at den indgår i et revideret årsregnskab. Selskabets opfattelse Selskabets repræsentant har nedlagt påstand om, at der godkendes fradrag for udgiften. Selskabet har overfor SKAT oplyst, at udgiften er fratrukket som en driftsomkostning i 2012. Der er tale om en omkostning, der vedrører selskabets løbende finansiering. Selskabet har i brev af 3. juni 2016 til SKAT meddelt, at der fortsat arbejdes på at indhente dokumentation for, hvorledes ’retaineren’ er modregnet i senere forpligtelser. I klagen er anført: "I den konkrete sag er beløbet netop afholdt for at sikre Freshfield's assistance i sagen, og der kan derfor ikke være nogen tvivl om, at beløbet enten er fradragsberettiget efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra eller subsidiært skal inkluderes ved opgørelsen af avance/tab på gæld. Det har da også formodningen imod sig, at H1-virksomhed skulle betale beløbet, og ikke kræve dette refunderet, såfremt der var mulighed herfor." Landsskatterettens afgørelse For den skatteretlige periodisering gælder, jf. lovgrundlaget i statsskattelovens §§ 4-6, overordnet et retserhvervelses- og pligtpådragelsesprincip. Landsskatteretten er som sagen er oplyst enig i SKAT’s afgørelse med den af myndigheden givne begrundelse. Retten er således enig i, at udgiften til ’retaineren’ ikke kan anses som en endelig pådraget omkostning i 2012, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a., ligesom udgiften ikke kan anses for fradragsberettiget efter kursgevinstlovens § 26, stk. 3. SKAT’s afgørelse stadfæstes derfor. 2 Fradrag for o mkostning til R3-advokathus - i alt 8.440.000 kr. Faktiske oplysninger Selskabet har i selvangivelsen for 2012 fratrukket i alt 8.440.000 kr., som angår rådgiverhonorar til det Y8-nationalitet advokatfirma R3-advokathus. Fradraget angår flere fakturaer fra R3-advokathus for perioden ultimo juni 2012 - september 2012, jf. følgende: • Faktura af 27. juni 2012 - 164.152 GBP, bogført som 1.525.145 kr. Der er ikke anført ydelser på fakturaen. • Faktura af 6. juli 2012 - 140.142 GBP, bogført som 1.291.194 kr. Fakturaen angår ydelserne: Professional charges incurred in advising H1-virksomhed (H1-virksomhed) in connection with its financing arrangements and possible restructuring (the Transaction), including: ….. 6. Drafting and negotiating letters and documentation in elation to the above, and ….. • Faktura af 13. juli 2012 - 53.967 GBP, bogført som 497.229 kr. Samme ydelser som anført til faktura af 6. juli 2012. • Faktura af 19. juli 2012 - 108.325 GBP, bogført som 998.054 kr. I forhold til ydelserne på tidligere fakturaer er ydelse 6 anført som: 4. Advising (from an English law perspective only) on H1-virksomhed’s obligations under its bilateral facilities with F1-bank and F2-bank (other than in respect of any matters of Danish law), including then obtaining amendment and/or waivers thereunder and the establishment of a standstill period; ….. 6. drafting and negotiating letters and documentation in relation to the above, including drafting a Framework Agreement and New Loan Agreement; • Faktura af 27. juli 2012 - 78.367 GBP, bogført som 743.809 kr. I forhold til ydelserne på tidligere fakturaer er ydelse 6 anført som: 6. drafting and negotiating letters and documentation in relation to the above, including drafting a Framework Agreement and Restatement Agreement to the RCF; and" • Faktura af 6. august 2012 - 186.047 GBP, bogført som 1.765.828 kr. I forhold til tidligere fakturaer er sket følgende ændringer: Ydelse 4 er anført som: 4. advising (from an English law perspective only) on H1-virksomhed's obligations under its bilateral facilities with F1-bank and F2-bank (other than in respect of any matters of danish law, including obtaining amendments and waivers thereunder and the establishment of a covenant testing deferral period; Ydelse 7 er flyttet til en ny ydelse 8, og der er anført ny ydelse 7 som: 7. planning, organizing and coordinating the signing and closing of Project (red.projekt.nr.1.fjernet); • Faktura af 9. august 2012 - 16.185 GBP, bogført som 153.618 kr. Fakturaen angår ydelserne: Professional charges incurred in advising H1-virksomhed (H1-virksomhed) in connection with its financing arrangements and possible restructuring (the Transaction), including: ….. • Faktura af 17. august 2012 - 15.289 GBP, bogført som 145.115 kr. Fakturaen angår ydelserne: Professional charges incurred in advising H1-virksomhed (H1-virksomhed) in connection with its financing arrangements and possible restructuring (the Transaction), including: ….. • Øvrige 5 fakturaer fra august og september 2012 - bogført med i alt 1.229.795 kr. Fakturaerne angår ydelserne Professional charges incurred in advising H1-virksomhed (H1-virksomhed) in connection with its financing arrangements and possible restructuring (the Transaction), including: ….. Selskabet har overfor SKAT oplyst: "Udgiften vedrører H1-virksomhed bestræbelser på at tilsikre finansiering af den løbende drift efter selskabet på grund af vigende økonomiske resultater var kommet i farezonen for at bryde den eksisterende kredits forudsætninger (covernants). På baggrund af dette indledte H1-virksomhed forhandlinger med de største kreditorer med henblik på genetablering qf kreditten i et meget restriktivt lånemarked. Denne udgift vedrører juridisk assistance under forhandlingerne." SKAT’s afgørelse SKAT har ikke indrømmet fradrag for de omhandlede fakturaer på i alt 8.440.000 kr. SKAT har bl.a. henvist til statsskattelovens § 6 og kursgevinstlovens § 26, stk. 3. SKAT har i sin afgørelse anført: "På grundlag af de modtagne oplysninger lægger SKAT til grund, at omkostningerne er afholdt, idet: • selskabet risikerede ikke at kunne opfylde krav om opnåelse af finansielle nøgletal, som var aftalte med kreditgivere, at • selskabet ønskede en fortsættelse af de eksisterende kreditter indtil lånevilkårene eventuelt skulle ændres, og at • selskabet ønskede en periode, hvor obligationskreditorerne ikke kunne gøre vilkår gældende og at selskabet ønskede ændring af vilkårene i de allerede indgåede aftaler med långivere. SKAT lægger yderligere til grund, at omkostningerne også angår: • overvejelser hos selskabet om omstrukturering og bortsalg af dele af koncernens samlede virksomhed, og • overvejelser hos selskabet angående forpligtelser i forhold til de udstedte EURO-bonds, samt • opnåelse af ændrede vilkår i de allerede indgåede aftaler med långivere. Forholdet angår omkostninger i Projekt (red.projekt.nr.1.fjernet) og anses derfor som en del af en sammenhæng og dermed koordineret med de øvrige forhold, som SKAT har vurderet angående projektet, jf. nedenstående punkter. De modtagne ydelser fra R3-advokathus anses endvidere som koordinerede og supplerede med ydelserne fra øvrige rådgivere. " Særligt angående statsskatteloven Forholdet er opstået, idet selskabet risikerede ikke at kunne opfylde sine forpligtelser overfor sine långivere og ejere af selskabets udstedte selskabsobligationer. Forholdet henføres derfor til selskabets finansielle kapitalgrundlag og anses ikke som direkte og udelukkende driftsrelateret. SKAT finder med samme henvisning, at forholdet er opstået som led i understøttelsen af det fremtidige indkomstgrundlag - ikke kun for selskabet, men for hele koncernen. Forholdet kan derfor ikke anses som en driftsomkostning, jf. statsskattelovens § 6, idet omkostningerne ved forholdet ikke direkte medgår til at erhverve, sikre eller vedligeholde selskabets indkomst eller direkte til at vedligeholde eller sikre ejendele, som genererer skattepligtig indkomst. Endelig angår de modtagne ydelser blandt andet overvejelser om bortsalg af dele af koncernens samlede virksomhed. Omkostninger angående bortsalg af virksomhed anses ikke som medgåede til at erhverve, sikre eller vedligeholde selskabets indkomst eller direkte til at vedligeholde eller sikre ejendele, som genererer skattepligtig indkomst - og er derfor ikke fradragsberettigede, jf. statsskattelovens § 6. Selskabet anfører i sit brev af 3. juni 2016, at udgifter angående Projekt (red.projekt.nr.1.fjernet) er afholdt i relation til selskabets finansielle beredskab. Dette angår selskabets kapitalgrundlag. Omkostninger angående kapitalgrundlaget anses ikke som driftsomkostning, jf. statsskattelovens § 6. Selskabet anfører ikke i øvrigt begrundelse for, at omkostningen - i stedet for som afholdt med henblik på at sikre selskabets kapitalgrundlag - kan anses som driftsomkostning i indkomståret 2012. Omkostningen omfattes derfor ikke af fradragsretten, jf. statsskattelovens § 6. Særligt angående kursgevinstloven Omkostningerne er opstået i perioden juni-september i 2012. I forhold til det syndikerede lån og til lånene fra henholdsvis F1-bank og F2-bank anses omkostningerne for ydelserne i månederne juni og juli afholdt som udslag af, at selskabets manglende vedligeholdelse af vilkårene i et lån i almindelighed medfører risiko for, at lånet opsiges af kreditor. De efterfølgende ydelser anses som afslutningshandlinger i forhold til forudgående ydelser. Disse udgør således ikke omkostninger, der direkte angår lånenes optagelse eller indfrielse eller de reviderede faciliteter, som anføres i selskabets selskabsmeddelelse af 26. november 2012. I forhold til overvejelserne om omstrukturering og bortsalg af dele af koncernens samlede virksomhed samt overvejelserne om selskabets forpligtelser anses omkostningerne som udslag af, at kreditor i almindelighed vil sondere debitors øvrige muligheder, når debitor ikke kan vedligeholde vilkårene i et lån. Dette anses som overvejelser, der knytter sig til den overordnede strukturering af lånebehov og forhandlingsramme. Disse udgør således ikke omkostninger, der direkte angår lånenes optagelse eller indfrielse eller de reviderede faciliteter, jf. hertil Højesterets dom i SKM2014.87.HR , hvor det antages, at omkostninger for at kunne indregnes ved opgørelsen af gevinst eller tab ved gæld skal være direkte knyttede til erhvervelsen eller indfrielsen af gælden. Bistand, som angår direkte eller indirekte oplysning om, dokumentation for og almen rådgivning om låntagers virksomhed, herunder due diligenceundersøgelser, anses ikke som direkte knyttede til erhvervelse eller indfrielse af gæld - også selv om bistanden ydes med henblik på kreditvurdering. De modtagne ydelser indeholder delydelser, som kan anses som udarbejdelse af aftaleudkast, opnåelse af ændrede lånevilkår og gennemførsel af sikringsakter i forhold til de ændrede lånevilkår, hvis ydelserne angår anskaffelsen af et lån. Ydelsernes omfang kan ikke opgøres på det foreliggende grundlag. I selskabets selskabsmeddelelse af 26. november 2012 oplyses det, at selskabet alene har fået udsættelse med halvårstesten i forhold til lånevilkårene. Disse forhold kan ikke alene anses som en væsentlig og varig ændring af lånevilkårene, som medfører, at lånene skal anses som indfriede og et nyt gældsforhold stiftet. Selskabet har ikke i øvrigt i sit brev af 3. juni 2016 anført begrundelse for, at omkostningen - i stedet for som afholdt med henblik på at sikre selskabets kapitalgrundlag - kan anses som direkte knyttede til at optage eller indfri lån i indkomståret 2012. SKAT finder derfor, at omkostningerne hverken helt eller delvist kan henføres til anskaffelsen eller indfrielsen af lån, jf. kursgevinstlovens § 26, stk. 3. SKAT finder derfor, at der er grundlag og hjemmel for at forhøje skatteansættelsen for forholdet med 8.440 t.kr." SKAT har henvist til en række domme/afgørelser: • SKM2004. 119.ØLR, hvori Østre Landsret finder, at det påhviler den skattepligtige at dokumentere sine udgifter, og at dette krav ubetinget påhviler den skattepligtige. Det anses ikke som tilstrækkeligt, at omkostningen er bogført, og at den indgår i et revideret årsregnskab. • SKM2006.13.ØLR , hvori landsretten finder, at omkostninger ved omstrukturering og salg af datterselskaber og forretningsområder ikke kan anses som driftsomkostninger og i stedet anses som omkostninger vedrørende indkomstgrundlaget. • SKM2013.557.ØLR , hvori landsretten finder, at driftsomkostninger skal bedømmes i forhold til hensigten med afholdelsen. Det vil for eksempel ikke medføre ret til fradrag, selvom omkostningen indeholder ydelse, som vil kunne anvendes ved den fremtidige drift. • SKM2014.87.HR , hvori Højesteret finder, at de omkostninger, der kan anses som del af gældens anskaffelsessum, jf. kursgevinstlovens § 26, angår bistand, der knytter sig til den indgåede låneaftale og gennemførelsen af låneoptagelse samt forhandlinger, udarbejdelse og bedømmelse af aftalens vilkår og håndtering af sikkerhedsstillelser. • SKM2015.660.HR , hvori Højesteret sidestiller et vederlag til banker med et gebyr, en kurtage eller en stiftelsesprovision. Højesteret fremhæver, at det afgørende, jf. kursgevinstlovens § 26, er om omkostningen kan henføres til selve gældens etablering eller indfrielse. SKAT har i sin udtalelse til klagen kommenteret selskabets henvisninger til praksis. Således er til henvisningen til UfR1980.712.H (Trælastdommen) anført "…., at Højesterets dom har fået begrænset anvendelse ved nyere dom fra Østre Landsret, jf. SKM2013.557.ØLR [som angår fradragsret for bonus til medarbejdere og omkostninger til rådgivere, afholdt som konsekvens af et udefra kommende tilbud om overtagelse af aktierne i selskabet]….. …. I dommen fremgår af forklaringerne for landsretten, at det klagende selskab blandt andet havde købt ydelser angående due diligence, undersøgelse af forretningsplanerne, optimering af budgetter og pengestrømme samt en model for værdiansættelse af virksomheden. I forhold til den påklagede afgørelse anser SKAT derfor landsrettens dom som anvendelig i forhold til forståelsen af rækkevidden af UFR1980.712 (Trælastkompagniet) og i forhold til den generelle fradragsret for udgifter til rådgivere. Dommen medfører, at fradragsretten angående omkostninger, der kan knyttes til selskabets finansielle kapitalgrundlag, ikke kan anses som en driftsomkostning, hvis: • udgiften er afholdt i aktionærernes interesse, • udgiften er opstået som en enkeltstående begivenhed, • udgiften er betydelig, • og udgiften ikke har karakter af en årligt tilbagevendende betingelse for at bevare sin status med hensyn til det finansielle kapitalgrundlag, som tilfældet i UFR1980.712. Udgifter til rådgivere, som undersøger selskabets drift og værdier i den forbindelse vil ikke være fradragsberettiget - uanset, om udbyttet af udgiften vil kunne bruges ved selskabets fremtidige drift." Til henvisningen til SKM2009.53.SR , om finansieringsvirksomheders muligheder for at fratrække låneomkostninger er bemærket, at denne sag, i modsætning til nærværende sag, angår finansielle virksomheder, hvor der, jf. lov om finansiel virksomhed, er direkte sammenhæng mellem bankens kapitalforhold, forretningsomfang, drift og markedsføring. Sagerne er således ikke sammenlignelige. Herefter er bemærket, at det i klagen er anført, at selskabet ved misligholdelse af sine forpligtelser over for sine kreditorer risikerede konkurs. Dette udgør ikke udelukkende et driftsanliggende, idet en virksomhed kan fortsættes under konkurs indtil videre. SKAT finder derfor, at det fortsat bør lægges til grund, • at udgifterne angående Projekt (red.projekt.nr.1.fjernet) anses som en enkeltstående begivenhed, • at udgifterne er betydelige, • at udgifterne er afholdte for at sikre selskabets finansielle kapitalgrundlag - og dermed ikke udelukkende af hensyn til selskabets drift, • og at udgifterne er afholdte for at sikre aktionærernes interesser i selskabet, idet aktionærerne risikerer tab ved selskabets konkurs. SKAT har derpå fastholdt sin afgørelse. Selskabets opfattelse Selskabets repræsentant har nedlagt påstand om, at der godkendes fradrag for udgifterne, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Subsidiært er nedlagt påstand om, at udgifterne kan fratrækkes i medfør af ligningslovens § 8, stk. 3, alternativt aktiveres, jf. kursgevinstlovens § 26, stk. 3. Mere subsidiært foreslås at sagen hjemvises til Skattestyrelsen til fornyet gennemgang af den foreliggende dokumentation. Overordnet er til støtte for fradrag for de i relation til de med ’Project (red.projekt.nr.1.fjernet)’ forbundne omkostninger anført: "... Vi er ikke enige i SKAT’s forslag til ændring for så vidt angår projekt (red.projekt.nr.1.fjernet). Indledningsvist gør vi opmærksom på, at projekt (red.projekt.nr.1.fjernet) ikke vedrører omstruktureringsudgifter, men alene udgifter afholdt i relation til selskabets finansielle beredskab. Udgifterne er afholdt som følge af, at H1-virksomhed på daværende tidspunkt havde problemer med at opfylde låneaftalernes covenants, hvorfor der var risiko for, at vilkårene i låneaftalerne ville blive brudt, hvilket ville medføre, at lånene ville forfalde til indfrielse straks herefter. Dette ville indebære, at selskabet ville blive insolvent, og i yderste konsekvens ville det kunne medføre, at selskabet gik konkurs. Udgifterne er afholdt efter krav fra långiverne for at kunne opretholde et tilstrækkeligt finansielt beredskab til at kunne fortsætte driften og er dermed afholdt for at vedligeholde/forsvare selskabets eksisterende indtægtsgrundlag, hvorefter omkostningerne er driftsomkostninger, som er fradragsberettigede efter SL § 6 a. ...." I relation til statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a er nærmere anført, at det følger af doms- og administrativ praksis, at låneomkostninger konkret kan være fradragsberettigede. Fradragsretten er således ikke udelukket på forhånd alene af den grund, at omkostningen knytter sig til selskabets lånefinansiering. Der er henvist til den Juridiske Vejledning, afsnit C.C.2.2.1.6 . (Selskabers finansielle grundlag), jf. følgende: "Den omstændighed, at en udgift har en umiddelbar forbindelse med et selskabs finansielle grundlag (aktie- eller anpartskapitalen) udelukker ikke fradragsret, hvis der i øvrigt foreligger en aktuel driftsmæssig begrundelse for dispositionen. Som for driftsomkostninger generelt er det også i disse tilfælde altafgørende, om den driftsmæssige begrundelse falder indenfor virksomhedens hidtidige, naturlige rammer." Endvidere er henvist til en række domme/afgørelser: • UfR1980, 712.HR (’Træslastldommen’), hvor der indrømmes fradrag for selskabets årlige noteringsafgift til Fondsbørsen med den begrundelse, at børsnoteringen af selskabets aktier var af en sådan betydning for selskabets status og almindelige omdømme - og dermed for dets indtjeningsmuligheder - at udgiften måtte anses for en fradragsberettiget driftsomkostning. Til SKAT’s henvisning til SKM2013, 557.ØLR i forbindelse med omtalen af dommen er bemærket, at denne dom vedrører et helt andet spørgsmål. Sagen kan derfor ikke overføres til en situation som den foreliggende, hvor der var tale om en ’livstruende’ situation. • SKM2009.53.SR er et eksempel på at låneomkostninger kan være fradragsberettigede. Finansieringsvirksomhedet kan således generelt fratrække låneomkostninger efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, når omkostningen ikke kan fradrages efter ligningslovens § 8 og kursgevinstlovens § 26. • SKM 2007, 775.HR, som omhandlede spørgsmålet, om hvorvidt et selskab efter dagældende ligningslovs § 8 J var berettiget til fradrag for revisor- og advokatudgifter afholdt i forbindelse med køb af selskaber. Af dommen kan udledes, at der, hvis der havde været tale om dispositioner, som havde været nødvendige for den løbende drift, og som ikke medførte en udvidelse af virksomheden ud over dens hidtidige rammer, ville have været fradragsret. • Landsskatterettens afgørelse i j.nr. 12-0244479, hvori et selskab fik fradrag efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Afgørelsen blev af SKAT indbragt for domstolene, hvor sagen efter følgende blev forligt, idet selskabet anerkendte SKAT’s afgørelse. Ifølge repræsentanten blev sagen forligt, fordi selskabet af ressourcemæssige grunde var nødsaget til at indgå forlig. Selskabet har desuden henvist til LSRM1978, 1590, og til SKM2009, 53.SR. Til sidstnævnte sag er bemærket, at selv om selskabet ikke driver bankvirksomhed, viser sagen, at låneomkostninger kan være fradragsberettigede. Til SKAT’s bemærkninger i relation til SKM2006, 13.ØLR er bemærket, at denne dom angår omkostninger ved omstrukturering og salg af datterselskaber og forretningsområder, hvilket ikke er relevant i nærværende sag. Selskabet har herefter konkluderet, at der ikke er noget til hinder for fradrag for låneomkostninger, når blot omkostningerne er afholdt for at erhverve, sikre eller vedligeholde indkomsten. Det er herved endog meget svært at se, at udgifter forbundet med livsnødvendige forhandlinger for at sikre den sædvanlige drift - og dermed selve selskabets eksistensgrundlag - ikke skulle være afholdt med netop dette formål. De udgifter, som H1-virksomhed har afholdt som led i forhandlingerne med de långivende banker vedrørende den fortsatte finansiering af selskabets drift, har således den nødvendige driftskarakter, hvorfor omkostningerne også må kunne fradrages som driftsomkostninger efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. For H1-virksomhed's vedkommende er der ikke tale om en udvidelse af indkomstgrundlaget/kapitalgrundlaget ud over virksomhedens hidtidige rammer. Det er på denne baggrund selskabets opfattelse, at H1-virksomhed er berettiget til fradrag efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a for de med ’Project (red.projekt.nr.1.fjernet)’ forbundne omkostninger. I relation til påstanden, jf. ligningslovens § 8, stk. 3 er bemærket, at for det tilfælde at Landsskatteretten måtte nå til det resultat, at omkostningerne ikke kan anses for - helt eller delvist - fradragsberettigede i henhold til statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, er foreslået, at spørgsmålet hjemvises til SKAT med henblik på en fornyet gennemgang af den underliggende dokumentation. Med hensyn til påstanden, jf. kursgevinstlovens § 26, stk. 3 er bemærket, at for det tilfælde at Landsskatteretten måtte nå til det resultat, at omkostningerne ikke kan anses for - helt eller delvist - fradragsberettigede i henhold til statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, er foreslået, at spørgsmålet hjemvises til SKAT med henblik på en fornyet gennemgang af den underliggende dokumentation. Konkret vedrørende omkostningen betalt til R3-advokathus er anført, at efter selskabets opfattelse har SKAT udvist en begrænset forståelse for, hvorledes genforhandling af kriseramte multinationale selskabers låneaftaler foregår i praksis. I en sådan situation forsøger bankerne naturligt nok at sikre deres udlån på den bedst mulige måde, og for at være i stand til det har de jo behov for at danne sig et overblik over debitors samlede finansielle situation, herunder den samlede gæld, værdien af diverse aktiver og lignende. I en sådan situation er det netop ikke muligt at "skille situationen ad", og kun fokusere på den enkelte juridiske enhed, idet bankerne selvfølgelig må foretage en vurdering af alle debitors aktiver. En sådan vurdering omfatter selvsagt også værdien af datterselskaber, hvor den pågældende debitor måtte have sådanne. Alle H1-virksomhed's aktiver indgik med andre ord i forhandlingerne med bankerne, da bankerne var nødsaget til at finde ud af, om de ville acceptere de ændrede vilkår, herunder udskydelsen af opfyldelsen af de fastsatte covenants, og dermed fortsætte långivningen. Dette forhold ændrer imidlertid ikke på, at alle udgifterne forbundet med ’Project (red.projekt.nr.1.fjernet)’ alene blev afholdt for at få finansieringen på plads. Hertil kommer, at H1-virksomhed unægtelig var i "bankernes vold", og således ikke selv havde nogen form for indflydelse på de forhold, som blev undersøgt. Det er derfor besynderligt, når SKAT har henvist til, at visse af omkostningerne knytter sig til den overordnede strukturering af lånebehov og forhandlingsramme. SKAT negligerer herved, at omkostningerne udelukkende blev afholdt som følge af den aktuelle likviditetskrise samt forsøget på at sikre den sædvanlige drift. Selskabet har herefter fastholdt sin påstand om fradrag for udgifterne. I supplerende indlæg af 5. marts 2020 er med henvisning til ovenstående citat fra den Juridiske Vejledning påpeget, at hverken Skattestyrelsen eller Skatteankestyrelsen har forholdt sig konkret til, om der forelå en aktuel driftsmæssig begrundelse for afholdelse af omkostningerne, men afviser alene fradragsret ud fra en helt overordnet betragtning om, at omkostningerne vedrører finansieringsgrundlaget. Landsskatterettens afgørelse Det fremgår at H1-virksomhed (og koncernen) som følge af økonomiske udfordringer i 2012 fik likviditetsproblemer, herunder problemer med at opfylde de i selskabets låneaftaler fastsatte ’covenants’, hvilket medførte risiko for, at lånene kunne kræves indfriet, hvilket potentielt kunne føre til selskabets konkurs. Ifølge selskabet var der tale om en krisesituation, hvor det afgørende var at sikre den indkomst, der kunne bringe selskabet ud af krisen. Med henblik på at bevare de eksisterende lånefaciliteter, og dermed tilsikre finansiering af den løbende drift, indledte selskabet forhandlinger med de långivende banker mv., ligesom selskabet modtog juridisk og finansiel rådgivning mv. De hermed forbundne omkostninger er fratrukket af selskabet som sædvanlige og ordinære driftsomkostninger. Betegnelsen ’Project’ (red.projekt.nr.1.fjernet)’ er anvendt i relation hertil. Det følger af driftsomkostningsbegrebet i statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, at der ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst kan fradrages driftsomkostninger, dvs. de udgifter, som i årets løb er anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten. Det indebærer, at virksomheder ikke kan fradrage udgifter, der vedrører indkomstgrundlaget/kapitalgrundlaget. Finansieringsudgifter er som udgangspunkt, når der bortses fra skatteydere i finansiel næring, ikke fradragsberettigede som driftsomkostninger. Ifølge kursgevinstlovens § 26, stk. 3 opgøres gevinst og tab på gæld som forskellen mellem gældens værdi ved påtagelsen af gælden og værdien ved frigørelsen eller indfrielsen. Låneomkostninger i kursgevinstlovens forstand indgår i den samlede opgørelse af gevinst og tab i forbindelse med lånets indfrielse. Ifølge ligningslovens § 8, stk. 3, er der fradragsret dels for løbende omkostninger som provisioner, præmier og lignende ydelser, jf. ligningslovens § 8, stk. 3, litra a og b, og dels for engangsydelser i form af stiftelsesprovisioner, engangspræmier og lignende, såfremt løbetiden er mindre end 2 år, jf. ligningslovens § 8, stk. 3, litra c Nærværende punkt angår den skattemæssige behandling af omkostninger betalt til advokatfirmaet R3-advokathus på i alt 8.440.000 kr. Det er oplyst, at omkostningerne vedrører selskabets bestræbelser på at tilsikre finansiering af den løbende drift efter, at selskabet på grund af vigende økonomiske resultater var kommet i farezonen for at bryde den eksisterende kredits forudsætninger (covenants). Omkostningerne angår nærmere juridisk assistance fra R3-advokathus ved selskabets forhandlinger med de største kreditorer med henblik på genetablering af kreditten i et meget restriktivt lånemarked. Det findes herefter ikke godtgjort, at de omhandlede låneomkostninger har en sådan snæver og direkte forbindelse til den løbende drift, som må kræves for evt. fradrag, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Der er derimod tale om udgifter, der angår lånefinansieringen, herunder tilrettelæggelsen af denne, og vedrører hermed selskabets indkomstgrundlag/kapitalgrundlag. Det findes endvidere ikke godtgjort, at udgiften helt eller delvist er af en sådan karakter, at de kan henføres til selve kredittens indfrielse/etablering, jf. kursgevinstlovens § 26, stk. 3. Der henvises herved til Højesterets dom offentliggjort i SKM2014, 87, hvori retten fastslog, at det i relation til kursgevinstlovens § 26, stk. 3 (daværende § 26, stk. 4) er skatteyderen, der har bevisbyrden for, at de omkostninger til egne rådgivere, der ønskes medregnet i anskaffelsessummen angår bistand af en sådan art, at de kan medregnes. Det samme gælder opdeling af rådgiveromkostninger på bistand, der kan medregnes, og bistand, der ikke kan, i tilfælde, hvor omkostningen omfatter begge elementer. Det findes heller ikke godtgjort, at der er fradragsret efter ligningslovens § 8, stk. 3. Det bemærkes, at det ikke i sig selv er tilstrækkeligt for hel eller delvis fradrag, at selskabets afholdelse af udgiften evt. ikke bestrides. Der er således ikke fremlagt yderligere dokumentation for udøvelse af evt. skøn, hvorved bemærkes, at som sagen er forelagt, er der hverken mulighed for at fastslå eller skønne over hvor stor en del af udgifterne, der har en sådan evt. direkte forbindelse med indgåelse af låneaftale, at de kan medregnes i anskaffelsessummen. Herefter, og da det i øvrigt anførte ikke kan medføre et andet resultat, stadfæstes SKAT’s afgørelse. Der er således ikke grundlag for hjemvisning. 3 Fradrag for o mkostning til R4-advokathus - i alt 767.000 kr. Faktiske oplysninger Selskabet har i selvangivelsen for 2012 fratrukket i alt 767.000 kr., som angår rådgiverhonorar til advokatfirmaet R4-advokathus. Der er henvist til faktura af 25. juli 2012 fra R4-advokathus, bogført som juridisk omkostning under finansielle omkostninger. Fakturaen angår ’Project (red.projekt.nr.1.fjernet)’. I fakturaen er henvist til juridisk bistand i perioden fra 14. juni til 12. juli 2012 i henhold til vedhæftede specifikation, som indgår med 850.000 kr. (inkl. moms før rabat på 10%). Ydelserne angår blandt andet: • Udarbejdelse af børsmeddelelse • Identifikation af låneaftaler • Telefonmøde angående banksituation • Telefonmøder og møde med R3-advokathus • Vurdering angående ansvar og ansvar ved insolvens • Telefonmøder med ''Steering Committee" • Telefonmøder med, eller angående F1-bank • Aftaleudkast/aftalevilkår med F1-bank, F2-bank • Telefonmøder og korrespondance med R8-revision samt undersøgelse af materiale fra R8-revision • Undersøgelser af stillede sikkerheder, pantsætninger og skadesløsbreve • Tilretning m.v. af tilføjelser til aftaler • Tinglysninger og undersøgelse eller omdannelse af pantebreve Selskabet har overfor SKAT oplyst: "Udgiften vedrører H1-virksomhed bestræbelser på at tilsikre finansiering af den løbende drift efter selskabet på grund af vigende økonomiske resultater var kommet i farezonen for at bryde den eksisterende kredits forudsætninger (covenants). På baggrund af delle indledte H1-virksomhed forhandlinger med de største kreditorer med henblik på genetablering af kreditten i et meget restriktivt lånemarked. Denne udgift vedrører juridisk assistance under forhandlingerne." SKAT’s afgørelse SKAT har ikke indrømmet fradrag for udgifterne på i alt 767.000 kr. Som grundlag for afgørelsen er bl.a. anført: " …. Forholdet angår omkostninger i Projekt (red.projekt.nr.1.fjernet) og anses derfor som en del af en sammenhæng og dermed koordineret med de øvrige forhold, som SKAT har vurderet angående projektet. De modtagne ydelser fra R4-advokathus anses endvidere som afstemte med ydelserne fra R3-advokathus, idet R4-advokathus dels har møder med R3-advokathus og dels løser opgaver, som direkte angår ydelserne fra R3-advokathus. SKAT lægger …. til grund, at omkostningerne også angår opnåelse af ændrede vilkår i de allerede indgåede aftaler med långivere. Særligt angående statsskatteloven …. Selskabet anfører i sit brev af 3. juni 2016, at udgifter angående Projekt (red.projekt.nr.1.fjernet) er afholdt i relation til selskabets finansielle beredskab. Dette angår selskabets kapitalgrundlag. Omkostninger angående kapitalgrundlaget anses ikke som driftsomkostning, jf. statsskattelovens § 6. Selskabet anfører ikke i øvrigt begrundelse for, at omkostningen - i stedet for som afholdt med henblik på at sikre selskabets kapitalgrundlag - kan anses som driftsomkostning i indkomståret 2012. Omkostningen omfattes derfor ikke af fradragsretten, jf. statsskattelovens § 6. Særligt angående kursgevinstloven Omkostningerne er opstået i månederne juni og juli 2012. …. De modtagne ydelser indeholder delydelser, som kan anses som udarbejdelse af aftaleudkast, opnåelse af ændrede lånevilkår og gennemførsel af sikringsakter i forhold til de ændrede lånevilkår, hvis ydelserne angår anskaffelsen af et lån. Ydelsernes omfang kan ikke opgøres på det foreliggende grundlag. Selskabet har ikke i øvrigt i sit brev af 3. juni 2016 anført begrundelse for, at omkostningen - i stedet for som afholdt med henblik på at sikre selskabets kapitalgrundlag - kan anses som direkte knyttede til at optage eller indfri lån i indkomståret 2012. SKAT finder derfor, at omkostningen hverken helt eller delvist kan henføres til anskaffelsen eller indfrielsen af lån, jf. kursgevinstlovens § 26, stk. 3. SKAT finder derfor, at der er grundlag og hjemmel for at forhøje skatteansættelsen for forholdet med 767 t.kr." Selskabets opfattelse Selskabets repræsentant har nedlagt påstand om, at der godkendes fradrag udgifterne, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Subsidiært er nedlagt påstand om, at udgifterne kan fratrækkes i medfør af ligningslovens § 8, stk. 3, alternativt aktiveres, jf. kursgevinstlovens § 26, stk. 3, idet det foreslås at sagen hjemvises til Skattestyrelsen til fornyet gennemgang af den foreliggende dokumentation. I kommentar til SKAT’s forslag til ændring af skatteansættelsen er anført: … I klagen er anført: "Som en del af project (red.projekt.nr.1.fjernet) betalte H1-virksomhed 766.707 kr. til R4-advokathus for juridisk rådgivning vedrørende den tilspidsede finansielle situation og drøftelserne om lånevilkårene." Endvidere er anført: "…. SKAT's synspunkter kan ikke tiltrædes, og vi henviser her for det første til vores generelle juridiske synspunkter vedrørende fortolkningen af statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Herudover støtter vi vores synspunkter på følgende forhold: Som nævnt ovenfor synes SKAT generelt at mangle forståelse for, hvorledes genforhandling af kriseramte multinationale selskabers låneaftaler foregår i praksis. I en sådan krisesituation er det nogle andre mekanismer, der træder i kraft, end i opkøbssituationer og lignende (således som det eksempelvis var tilfældet i SKM 2014.87 H, som SKAT har henvist til). De involverede kreditorer forsøger således med stort set alle forhåndenværende midler at beskytte deres udlån, og vil naturligvis stille en lang række krav, som debitorselskabet nødvendigvis må efterleve for at sikre, at selskabet ikke går i betalings­ standsning. Der kan efter vores opfattelse ikke være tvivl om, at omkostninger afholdt i forbindelse med et sådant kriseforløb må anses for sædvanlige driftsomkostninger, da de uden tvivl er afholdt for at "sikre indkomsten" - det er (lidt populært udtrykt) ikke i en sådan situation, at man tænker på at sikre indkomstgrundlaget. Såfremt landsskatteretten - mod forventning - måtte være uenig heri, må omkostningerne i stedet kunne henføres til erhvervelsen eller indfrielsen af gæld, jf. kursgevinstlovens § 26, stk. 3, på baggrund af en konkret fordeling. I forlængelse af ovenstående skal det særligt fremhæves, at SKAT som tidligere nævnt hverken har betvivlet udgiftens størrelse eller at den er afholdt. SKAT kunne derfor principielt have udøvet et skøn for så vidt angår sådanne omkostninger, som de ikke måtte have fundet tilstrækkeligt specificeret. Et sådant skøn ligger indenfor SKAT's kompetence, men SKAT har ikke desto mindre- ikke bare i forhold til nærværende udgiftspost, men i alle situationer, hvor det kunne have været relevant i sagen - konsekvent undladt at indrømme fradragsret ud fra et almindeligt forvaltningsretligt skøn. Det forekommer efter vores opfattelse meget usandsynligt, at ingen af de i sagen involverede omkostninger skulle kunne berettige til fradrag eller alternativt henføres til erhvervelsen eller indfrielsen af gæld." Landsskatterettens afgørelse Med hensyn til lovgrundlag, præmisser mv. henvises til det ovenfor under punkt: ’ 2 Fradrag for o mkostninger til R3-advokathus’ anførte. Punktet angår den skattemæssige behandling af omkostninger betalt til advokatfirmaet R4-advokathus på i alt 767.000 kr. … Herefter, og da det i øvrigt anførte ikke kan medføre et andet resultat, stadfæstes SKAT’s afgørelse. Der er således ikke grundlag for hjemvisning. 4 Fradrag for o mkostning til tinglysning mv. - i alt 20.835.000 kr. Faktiske oplysninger Selskabet har i selvangivelsen for 2012 fratrukket 21.862.000 kr. angående tinglysning. Som dokumentation for udgifterne er henvist til to fakturaer (nr. 182901 af 16. august 2012 og nr. 183180 af 29. august 2012) fra R4-advokathus, der indeholder ydelserne, jf. SKAT’s sagsfremstilling, side 32: … Faktura 182901 Faktura 183180 Hertil kommer udlæg og honorar for begge fakturaer på i alt 1.088.515 kr., eller med ovennævnte beløb i alt 21.862.403 kr. Under SKAT’s sagsbehandling er godkendt fradrag for de 780.268 kr. angående ’(red.projekt.nr.3.fjernet)’, de 140.778 kr. vedrørende ’strukturændringer 2012’ og de 106.920 kr. vedrørende ’Instruction review’. De omtvistede udgifter udgør herefter 20.835.000 kr. I brev af 8. april 2016 er overfor SKAT oplyst: "Omkostningen til tinglysning (J'DKK 21.862) kan udelukkende henføres til sikringsakter vedrørende lån (red.projekt.nr.1.fjernet). " I mail af 20. april 2016 er yderligere oplyst: "Tinglysningsafgift Omkostningen til tinglysning vedrørte oprettelse af pant (i ejendomme) til sikring af den genforhandlede kreditfacilitet på EUR 900m. Den genforhandlede facilitet indeholdt en del nye vilkår i forhold til de før gældende vilkår, men gruppen af banker, der syndikerede lånet, var uændret. I forbindelse med genforhandlingen af kreditfaciliteten krævede långiverne yderligere sikkerhedsstillelse i form af ejerpant i ejendomme. Transaktionen vedrørte refinansiering af en eksisterende kreditfacilitet. Der er ikke sket korrektioner i selvangivelsen til den regnskabsmæssige behandling af gevinst og tab." SKAT har i sin sagsfremstilling henvist til ’(red.projekt.nr.4.fjernet)’, som ifølge selskabet angår frasalg af aktiver, der indgik i H1-virksomhed's produktion af vindmølletårne. Der er henvist til ’Purchase Agreement' mellem selskabet (som sælger) og G3-virksomhed (som køber). Aftalens genstand er "H1-virksomhed Tower Factory in Y3-by, including the property". Aftalens parter er køber, sælger og G4-virksomhed (under navneændring til G1-virksomhed). SKAT’s afgørelse SKAT har ikke indrømmet fradrag for udgifterne på i alt 20.835.000 kr. Som grundlag for afgørelsen er anført: " [….] Forholdet angår omkostninger i Projekt (red.projekt.nr.1.fjernet) og anses derfor som en del af en sammenhæng og dermed koordineret med de øvrige forhold, som SKAT har vurderet angående projektet. Tinglysningen af sikkerheder understøtter direkte de anførte krav fra kreditorerne. SKAT finder angående det resterende beløb, 20.835 t.kr., at forholdet er opstået som led i understøttelsen af det fremtidige indkomstgrundlag - ikke kun for selskabet, men for hele koncernen. Forholdet kan derfor ikke anses som en driftsomkostning, jf. statsskattelovens § 6, idet omkostningerne ved forholdet ikke direkte medgår til at erhverve, sikre eller vedligeholde selskabets indkomst eller direkte til at vedligeholde eller sikre ejendele, som genererer skattepligtig indkomst. Selskabet anfører i sit brev af 3. juni 2016, at udgifter angående Projekt (red.projekt.nr.1.fjernet) er afholdt i relation til selskabets finansielle beredskab. Dette angår selskabets kapitalgrundlag. Omkostninger angående kapitalgrundlaget anses ikke som driftsomkostning, jf. statsskattelovens § 6. Selskabet anfører ikke i øvrigt begrundelse for, at omkostningen - i stedet for som afholdt med henblik på at sikre selskabets kapitalgrundlag - kan anses som driftsomkostning i indkomståret 2012. Omkostningen omfattes derfor ikke af fradragsretten, jf. statsskattelovens § 6. Forholdet angår ikke omkostninger, der direkte angår optagelse eller indfrielse af lån eller de reviderede faciliteter, jf. hertil Højesterets dom i SKM2014.87…. I H1-virksomhed's tilfælde ses ikke, at der optages lån. I stedet stilles yderligere sikkerheder for allerede optagede lån. I selskabets selskabsmeddelelse af 26. november 2012 oplyses det, at selskabet alene har fået udsættelse med halvårstesten i forhold til lånevilkårene. Disse forhold kan ikke alene anses som en væsentlig og varig ændring af lånevilkårene, som medfører, at lånene skal anses som indfriede og et nyt gældsforhold stiftet. Selskabet har ikke i øvrigt i sit brev af 3. juni 2016 anført begrundelse for, at omkostningen - i stedet for som afholdt med henblik på at sikre selskabets kapitalgrundlag - kan anses som direkte knyttede til at optage eller indfri lån i indkomståret 2012. SKAT finder derfor, at omkostningerne ikke kan henføres til anskaffelsen eller indfrielsen af lån, jf. kursgevinstlovens § 26, stk. 3. SKAT finder derfor, at der er grundlag og hjemmel for at forhøje skatteansættelsen for forholdet med 20.835 tkr." Selskabets opfattelse Selskabets repræsentant har nedlagt påstand om, at der godkendes fradrag for udgifterne, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Subsidiært er nedlagt påstand om, at udgifterne kan fratrækkes i medfør af ligningslovens § 8, stk. 3, alternativt aktiveres, jf. kursgevinstlovens § 26, stk. 3. Mere subsidiært foreslås, at sagen hjemvises til Skattestyrelsen til fornyet gennemgang af den foreliggende dokumentation. I kommentar til SKAT’s forslag til ændring af skatteansættelsen er anført: … I klagen er anført: "Under forhandlingerne med de långivende banker stillede disse blandt andet krav om, at der skete yderligere sikkerhedsstillelse i form af ejerpant i ejendomme. Som en konsekvens heraf blev der i forbindelse med sagen oprettet pant i forskellige ejendomme. Omkostningerne forbundet hermed beløb sig til i alt 21.862.000 kr., hvoraf størstedelen vedrørte tinglysningsafgift (18.994.100 kr.). Den resterende del vedrørte forskellige former for omkostninger, herunder omkostninger vedrørende et andet projekt (project (red.projekt.nr.3.fjernet)) på 780.000 kr., omkostninger vedrørende strukturændringer på 140.000 kr. og omkostninger vedrørende instruction review på 107.000 kr. I forbindelse med sagens behandling har SKAT accepteret, at de tre sidstnævnte poster er fradragsberettigede, hvorimod SKAT fastholder, at det resterende beløb på 20.835.000 kr. ikke kan fratrækkes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst." Endvidere er anført: " For så vidt angår denne post er det SKAT's opfattelse, at omkostningerne er opstået som led i understøttelsen af det fremtidige indkomstgrundlag - ikke kun for selskabet, men for hele koncernen, hvorfor de efter SKAT's opfattelse ikke kan anses for driftsomkostninger omfattet af statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. I forhold til kursgevinstlovens § 26, stk. 3 finder SKAT endvidere, at omkostningerne ikke direkte vedrører optagelse eller indfrielse af lån eller de reviderede faciliteter, hvorfor de ikke kan henføres til anskaffelsen eller indfrielsen af gæld. SKAT's synspunkter kan ikke tiltrædes, og vi henviser her til de argumenter, der er fremført i de foregående afsnit." Landsskatterettens afgørelse Med hensyn til lovgrundlag, praksis mv. henvises til det ovenfor under punkt: ’ 2 Fradrag for o mkostninger til R3-advokathus’ anførte. Punktet angår den skattemæssige behandling af omkostninger i relation til tinglysning mv. på i alt 20.835.000 kr. … Herefter, og da det i øvrigt anførte ikke kan føre til et andet resultat, stadfæstes SKAT’s afgørelse. Der er således ikke grundlag for hjemvisning. 5 Fradrag for o mkostning til R5-advokathus - i alt 372.000 kr. Faktiske oplysninger Selskabet har i selvangivelsen for 2012 fratrukket i alt 372.000 kr., som angår honorar til erhvervsmægler og rådgivningsvirksomheden R5-advokathus for vurdering af 10 af selskabets ejendomme. Som dokumentation er fremlagt rådgivningsvirksomhedens faktura af 17. juli 2012. SKAT har i sin sagsfremstilling henvist til Tingbog.dk, hvoraf det fremgår, at der er tinglyst ejerpantebreve i løbet af juli 2012 på 6 af de 10 ejendomme. Endvidere er henvist til selskabets selskabsmeddelelse nr. 30 af 31. juli 2012. Desuden er henvist til selskabets mail af 20. april 2016, hvori det er anført: "Tinglysningsafgift Omkostningen til tinglysning vedrørte oprettelse af pant (i ejendomme) til sikring af den genforhandlede kreditfacilitet på EUR 900m. Den genforhandlede facilitet indeholdt en del nye vilkår i forhold til de før gældende vilkår, men gruppen af banker, der syndikerede lånet, var uændret. I forbindelse med genforhandlingen af kreditfaciliteten krævede långiverne yderligere sikkerhedsstillelse i form af ejerpant i ejendomme. Transaktionen vedrørte refinansiering af en eksisterende kreditfacilitet. . . ." SKAT’s afgørelse SKAT har ikke indrømmet fradrag for udgifterne på i alt 372.000 kr. SKAT har i sin begrundelse bl.a. henvist til SKM2005.198.HR om fradrag for honorar til ejendomsmægler. Højesteret anså den indhentede vurdering som bistand til udarbejdelse af regnskabet, idet udarbejdelsen af regnskabet sker som led i driften af en virksomhed. Som grundlag for afgørelsen er herefter anført: " …. Forholdet angår omkostninger i Projekt (red.projekt.nr.1.fjernet) og anses derfor som en del af en sammenhæng og dermed koordineret med de øvrige forhold, som SKAT har vurderet angående projektet. Vurderingen af de faste ejendomme anses som foretaget for at kunne gennemføre tinglysningen af sikkerheder som understøttelse af de anførte krav fra kreditorerne, idet 6 af de 10 vurderede ejendomme i tilknytning til vurderingen er belagt med nye behæftelser for i alt 1.067 mio. kr. Særligt angående statsskatteloven …. SKAT anser ikke vurderingerne indhentet som led i udarbejdelsen af regnskabet, når der henses til, at 6 ud af 10 vurderede ejendomme umiddelbart efter vurderingerne belægges med nye behæftelser. Selskabet anfører i sit brev af 3. juni 2016, at udgifter angående Projekt (red.projekt.nr.1.fjernet) er afholdt i relation til selskabets finansielle beredskab. Dette angår selskabets kapitalgrundlag. Omkostninger angående kapitalgrundlaget anses ikke som driftsomkostning, jf. statsskattelovens § 6. Selskabet anfører ikke i øvrigt begrundelse for, at omkostningen - i stedet for som afholdt med henblik på at sikre selskabets kapitalgrundlag - kan anses som driftsomkostning i indkomståret 2012. Omkostningen omfattes derfor ikke af fradragsretten, jf. statsskattelovens § 6. Særligt angående kursgevinstloven SKAT antager, at vurderingerne er indhentede og modtaget ca. en måned før den 17. juli 2012. Dette udgør således ikke omkostninger, der direkte angår lånenes optagelse eller indfrielse, jf. hertil Højesterets dom i SKM2014.87…. Selskabet har ikke i øvrigt i sit brev af 3. juni 2016 anført begrundelse for, at omkostningen - i stedet for som afholdt med henblik på at sikre selskabets kapitalgrundlag - kan anses som direkte knyttede til at optage eller indfri lån i indkomståret 2012. SKAT finder derfor, at omkostningen hverken helt eller delvist kan henføres til anskaffelsen eller indfrielsen af lån, jf. kursgevinstlovens § 26, stk. 3. SKAT finder derfor, at der er grundlag og hjemmel for at forhøje skatteansættelsen for forholdet med 372 t.kr." Selskabets opfattelse Selskabets repræsentant har nedlagt påstand om, at der godkendes fradrag for udgifterne, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Subsidiært er nedlagt påstand om, at udgifterne kan fratrækkes i medfør af ligningslovens § 8, stk. 3, alternativt aktiveres, jf. kursgevinstlovens § 26, stk. 3 Mere subsidiært foreslås, at sagen hjemvises til Skattestyrelsen til fornyet gennemgang af den foreliggende dokumentation. I kommentar til SKAT’s forslag til ændring af skatteansættelsen er anført: … I klagen er anført: "Vurderingerne blev gennemført efter krav fra de långivende banker for at kunne opretholde et tilstrækkeligt finansielt beredskab under de daværende likviditetsproblemer." Endvidere er anført: "For så vidt angår denne post er det SKAT's opfattelse, at omkostningerne skal henføres til selskabets finansielle kapitalgrundlag, hvorfor de ifølge SKAT ikke kan anses som direkte og udelukkende driftsrelateret. I forhold til kursgevinstlovens § 26, stk. 3 finder SKAT endvidere, at omkostningerne ikke direkte vedrører optagelse eller indfrielse af lån eller de reviderede faciliteter, hvorfor de ikke kan henføres til anskaffelsen eller indfrielsen af gæld. SKAT's synspunkter kan ikke tiltrædes, og vi henviser her til de argumenter, der er fremført i de foregående afsnit." Landsskatterettens afgørelse Med hensyn til lovgrundlag, praksis, præmisser mv. henvises til det ovenfor under ’ 2 Fradrag for o mkostninger til R3-advokathus’ anførte. Punktet angår den skattemæssige behandling af omkostninger betalt til erhvervsmægler og rådgivningsvirksomhed R5-advokathus på i alt 372.000 kr. for vurdering af 10 af selskabets ejendomme. … [tekst lig overfor under behandling af pkt. 2] På denne baggrund, og da det i øvrigt anførte ikke kan føre til et andet resultat, stadfæstes SKAT’s afgørelse. Der findes ikke grundlag for hjemvisning. 6 Fradrag for o mkostning til ’R6-revision’ - i alt 30.407.000 kr. Faktiske oplysninger Selskabet har i selvangivelsen for 2012 fratrukket i alt 30.407.000 kr., som angår honorar til ’R6-revision’ for gennemførelsen af finansiel due diligence. Der er henvist til flere fakturaer fra ’R6-revision’ for perioden juli-december 2012. Fakturaerne udgør: Bilagsnr. Fakturadato Fakturabeløb i £ Bogført i dkr. 5000016092 23.juli 2012 943.910 8.696.654 100656799 14. august 2012 l.198.479 11.375.116 100656800 17. august 2012 362.321 3.438.895 5000021128 4. september 2012 335.325 3.141.914 5000021128 19. september 2012 253.864 2.378.651 5000028125 18. december 2012 149.521 1.375.719 I alt DKK 30.406.949 Selskabet har i brev af 14. august 2015 til SKAT oplyst følgende: "Projekt (red.projekt.nr.1.fjernet) Dokument no. 100656799 + 10066800 + 5000021128 + 5000028125 (5 bilag): Disse udgifter vedrører finansiel due diligence foretaget af de deltagende banker, der efter almindelig praksis betales af låntager. Se i øvrigt punkt 13 og 15 omkring den skattemæssige behandling (se vedlagte bilag)." Af det nævnte punkt 13 (der angår R3-advokathus) fremgår bl.a., idet bemærkes, at det nævnte punkt 15, (som angår R1-advokathus) i det væsentlige har samme indhold): "Udgiften vedrører H1-virksomhed bestræbelser på at tilsikre finansiering af den løbende drift efter selskabet på grund af vigende økonomiske resultater var kommet farezonen for at bryde den eksisterende kredits forudsætninger (covernants). På baggrund af dette indledte H1-virksomhed forhandlinger med de største kreditorer med henblik på genetablering af kreditten i et meget restriktivt lånemarked. Denne udgift vedrører juridisk assistance under forhandlingerne. Udgiften er fratrukket som en driftsomkostning i 2012." ’R6-revision’ fremsendte med brev af 2. juli 2012 til F7-bank, F8-bank og F3-bank (the CoComm, som også udgør det koordinerende organ for de syndikerede banker) ’The engagement letter’, hvormed R6-revision påtog sig at udarbejde en eller flere rapporter til långiverne. Brevet har overskriften: ’ Re: Business review of H1-virksomhed ("the company") and its subsidiaries ("the group" or "Project (red.projekt.nr.1.fjernet)") . Af SKAT’s sagsfremstilling fremgår: "Ifølge brevet angår R6-revision's ydelser udelukkende bankers interesser, og således ikke F2-bank, F1-bank, ejere af selskabets virksomhedsobligationer eller andre interessenter. Det fremgår blandt andet af bilag A til brevet, at "We understand that the Group has requested covenant waivers and standstill agreement for a period of three months in order to avoid a covenant breach, while maintaining the RCF Facility [Revolving Credit Facility Agreement] available for further draw-down. The Cocomn wish to engage with an advisor to initially conduct an assessment of the Group's short term liquidity position ... Thereafter, the CoComm wish to engage with an advisor to conduct an assessment of the Group's business plan as well as provide Restructuring advice and an analysis of options in order to aid the CoComm in assessing their respective positions, provide support in respect of the covenant waiver/reset which aims to achieve a consensual approach lo a longer term restructuring of the Group ... " R6-revision opdeler undersøgelsen i faser: Fase 1: Bedømmelse af koncernens cash-flow på kort sigt. Fase 2a: Analyse af koncernens organisation og strategier. Fase 2b: Finansiel analyse af koncernen; historisk og prognose på grundlag historiske erfaringer og aktuelle forhold. Fase 2c: Analyse af koncernens markedsposition. Fase 2d: Analyse af koncernens samlede skatteposition. Fase 3: Analyse af kreditorernes muligheder for at opnå dækning gennem likvidation eller realisation i goingconcern. Fase 4: Rådgivning til kreditorerne om centrale vilkår angående omlægninger og krav. Det anføres senere i bilaget, at selskabet skal betale R6-revision's honorarer, og at R6-revision vil indhente selskabets uigenkaldelige accept af, at honoraret kan hæves på selskabets lånefaciliteter, som syndikatbankerne har stillet til rådighed. Det fremgår blandt andet af selskabets selskabsmeddelelse nr. 30 af 31. juli 2012, at : "... På trods af dette er testen af de finansielle covenants påvirket af de skuffende resultater, som H1-virksomhed realiserede i andet halvår 2011 og første kvartal 2012, som hovedsageligt skyldtes omkostningsoverskridelser i forbindelse med introduktionen af ny teknologi. H1-virksomhed har derfor indgået en aftale med sine banker om at udsætte 2012-halvårstesten af de finansielle covenants, der er indeholdt i H1-virksomhed's bankfaciliteter. Bankerne har samtidig tilladt træk, som H1-virksomhed finder tilstrækkelige til selskabets fortsatte drift på sædvanlige vilkår, da H1-virksomhed forventer, at testen i fremtiden vil finde sted på normale vilkår. H1-virksomhed betragter denne situation som midlertidig, og set i lyset af selskabets positive resultater i andet kvartal 2012 sammenholdt..." SKAT’s afgørelse SKAT har ikke indrømmet fradrag for udgifterne på i alt 30.407.000 kr. Som grundlag for afgørelsen er anført: "[….] Forholdet angår omkostninger i Projekt (red.projekt.nr.1.fjernet) og anses derfor som en del af en sammenhæng med de øvrige forhold, som SKAT har vurderet angående projektet. SKAT lægger …. til grund, at omkostningerne også angår opnåelse af ændrede vilkår i de allerede indgåede aftaler med långivere. Særligt angående statsskatteloven …. SKAT anser ikke ydelserne fra R6-revision som led i udarbejdelsen af regnskabet, når der henses til, at ydelserne er initierede af kreditorerne, idet kreditorerne ønskede at sikre sin position i forhold til selskabet. Ydelserne fra R6-revision er servicering af syndikatbankerne efter anvisning fra disse og kan derfor hverken helt eller delvist anses som rådgivning i forhold til vedligeholdelse af koncernens virksomhed. Selskabet anfører i sit brev af 3. juni 2016, at udgifter angående Projekt (red.projekt.nr.1.fjernet) er afholdt i relation til selskabets finansielle beredskab. Dette angår selskabets kapitalgrundlag. Omkostninger angående kapitalgrundlaget anses ikke som driftsomkostning, jf. statsskattelovens § 6. Selskabet anfører ikke i øvrigt begrundelse for, at omkostningen - i stedet for som afholdt med henblik på at sikre selskabets kapitalgrundlag - kan anses som driftsomkostning i indkomståret 2012. Omkostningen omfattes derfor ikke af fradragsretten, jf. statsskattelovens § 6. Særligt angående kursgevinstloven Omkostningerne er opstået i perioden juni - december 2012. Faserne angår i det væsentligste indsamling af et beslutningsgrundlag til kreditorerne med henblik på fortsættelse af engagementet eller hel eller delvis afvikling af koncernen. Dette anses som overvejelser, der knytter sig til den overordnede strukturering af lånebehov og forhandlingsramme. Dette udgør således ikke omkostninger, der direkte angår lånenes optagelse eller indfrielse, jf. hertil Højesterets dom i SKM2014.87…. …. De modtagne ydelser kan indeholde delydelser, som kan anses som bidragende til, at koncernen opnår ændrede lånevilkår og refinansiering, jf. selskabets selskabsmeddelelse af 26. november 2012. Henset til varigheden af R6-revision's undersøgelser er det således ikke muligt at afgøre, hvilke af R6-revision's undersøgelser, der kan anses som omkostning ved låneoptagelsen - eller til hvilke lån omkostningerne skal knyttes. Omfanget kan derfor ikke klart opgøres på det foreliggende grundlag. SKAT finder derfor, at omkostningerne hverken helt eller delvist kan henføres til anskaffelsen eller indfrielsen af lån, jf. kursgevinstlovens § 26, stk. 3. Selskabet har ikke i øvrigt i sit brev af 3. juni 2016 anført begrundelse for, at omkostningen - i stedet for som afholdt med henblik på at sikre selskabets kapitalgrundlag - kan anses som direkte knyttede til at optage eller indfri lån i indkomståret 2012. SKAT finder derfor, at der er grundlag og hjemmel for at forhøje skatteansættelsen for forholdet med 30.407 t.kr." Selskabets opfattelse Selskabets repræsentant har nedlagt påstand om, at der indrømmes fradrag for udgifterne, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Subsidiært er nedlagt påstand om, at udgifterne kan fratrækkes i medfør af ligningslovens § 8, stk. 3, alternativt aktiveres, jf. kursgevinstlovens § 26, stk. 3. Mere subsidiært foreslås at sagen hjemvises til Skattestyrelsen til fornyet gennemgang af den foreliggende dokumentation. I kommentar til SKAT’s forslag til ændring af skatteansættelsen er anført: … I klagen er i relation til R6-revision, Y18-by anført: "SKAT's synspunkter kan ikke tiltrædes, og vi skal i den forbindelse henvise til de argumenter, som er fremført i de foregående afsnit." Landsskatterettens afgørelse Med hensyn til lovgrundlag, præmisser mv. henvises til det ovenfor under punkt: ’ 2 Fradrag for o mkostninger til R3-advokathus’ anførte. Punktet angår den skattemæssige behandling af omkostninger betalt til R6-revision på i alt 30.407.000 kr. for gennemførelsen af finansiel due diligence. … På denne baggrund, og da det i øvrigt anførte ikke kan føre til et andet resultat, stadfæstes SKAT’s afgørelse. Der er herefter ikke grundlag for hjemvisning. 7 Fradrag for o mkostning til ’R7-advokathus’ - i alt 210.000 kr. Faktiske oplysninger Selskabet har i selvangivelsen for 2012 fratrukket i alt 210.000 kr., som angår honorar til ’R7-advokathus’ for juridisk bistand for perioden juni - juli 2012 til F1-bank. Som dokumentation for udgifterne er fremlagt faktura fra ’R7-advokathus’ til ’F1-bank’, af 1. august 2012. SKAT har i sin sagsfremstilling anført følgende: "Selskabet har i forhold til sammenlignelige undersøgte forhold anført blandt andet: "... Udgiften vedrører H1-virksomhed bestræbelser på at tilsikre finansiering af den løbende drift efter selskabet på grund af vigende økonomiske resultater var kommet farezonen for at bryde den eksisterende kredits forudsætninger (covenants). På baggrund af dette indledte H1-virksomhed forhandlinger med de største kreditorer med henblik på genetablering cif kreditten i et meget restriktivt lånemarked."" SKAT’s afgørelse SKAT har ikke indrømmet fradrag for udgifterne på i alt 210.000 kr. Som grundlag for afgørelsen er anført: "…. Forholdet angår omkostninger i Projekt (red.projekt.nr.1.fjernet) og anses derfor som en del af en sammenhæng med de øvrige forhold, som SKAT har vurderet angående projektet. SKAT lægger …. til grund, at omkostningerne også angår opnåelse af ændrede vilkår i de allerede indgåede aftaler med långivere. Særligt angående statsskatteloven …. Selskabet anfører i sit brev af 3. juni 2016, at udgifter angående Projekt (red.projekt.nr.1.fjernet) er afholdt i relation til selskabets finansielle beredskab. Dette angår selskabets kapitalgrundlag. Omkostninger angående kapitalgrundlaget anses ikke som driftsomkostning, jf. statsskattelovens § 6. Selskabet anfører ikke i øvrigt begrundelse for, at omkostningen - i stedet for som afholdt med henblik på at sikre selskabets kapitalgrundlag - kan anses som driftsomkostning i indkomståret 2012. Omkostningen omfattes derfor ikke af fradragsretten, jf. statsskattelovens § 6. Særligt angående kursgevinstloven Omkostningerne er opstået i månederne juni - juli 2012 og således forud for selskabets selskabsmeddelelse af 31. juli 2012, hvor selskabet meddeler at have opnået udsættelse med at opfylde lånevilkår i forhold til selskabets hovedkreditorer. Disse forhold kan ikke alene anses som en væsentlig og varig ændring af lånevilkårene, som medfører, at lånene skal anses som indfriede og et nyt gældsforhold stiftet. Dette udgør således ikke omkostninger, der direkte angår lånenes optagelse eller indfrielse, jf. hertil Højesterets dom i SKM2014.87…. SKAT finder derfor, at omkostningerne hverken helt eller delvist kan henføres til anskaffelsen eller indfrielsen af lån, jf. kursgevinstlovens § 26, stk. 3. Selskabet har ikke i øvrigt i sit brev af 3. juni 2016 anført begrundelse for, at omkostningen - i stedet for som afholdt med henblik på at sikre selskabets kapitalgrundlag - kan anses som direkte knyttede til at optage eller indfri lån i indkomståret 2012. SKAT finder derfor, at der er grundlag og hjemmel for at forhøje skatteansættelsen for forholdet med 210 t.kr." Selskabets opfattelse Selskabets repræsentant har nedlagt påstand om, at der godkendes fradrag for udgifterne, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Subsidiært er nedlagt påstand om, at udgifterne kan fratrækkes i medfør af ligningslovens § 8, stk. 3, alternativt aktiveres, jf. kursgevinstlovens § 26, stk. 3. Mere subsidiært foreslås at sagen hjemvises til Skattestyrelsen til fornyet gennemgang af den foreliggende dokumentation. I kommentar til SKAT’s forslag til ændring af skatteansættelsen er anført, jf. SKAT’s sagsfremstilling: … I klagen er anført: "SKAT's synspunkter kan ikke tiltrædes, og vi skal i den forbindelse henvise til de argumenter, som er fremført i de foregående afsnit." Landsskatterettens afgørelse Med hensyn til lovgrundlag, præmisser mv. henvises til det ovenfor under punkt: ’ 2 Fradrag for o mkostninger til R3-advokathus’ anførte. Punktet angår den skattemæssige behandling af omkostninger på 210.000 kr. betalt til ’R7-advokathus’ for juridisk bistand for perioden juni - juli 2012 til F1-bank. … 8 Fradrag for o mkostning angående ’F2-bank og bankens rådgiver’ - i alt 1.263.000 kr. Faktiske oplysninger Selskabet har i selvangivelsen for 2012 fratrukket i alt 1.263.000 kr., som angår ’F2-bank’ og bankens rådgiver, IC. Omkostningen, der angår fakturaer af 31. juli 2012 og af 2. august 2012 for juli 2012, vedrører juridisk bistand og rejseomkostninger. SKAT har i sin sagsfremstilling anført følgende: "Kravene udgør henholdsvis EUR80.000 (bogført som 595.256 kr., jf. bilag 5000016563) og EUR89.872 (bogført som 668.710 kr., jf. bilag 100572601). Beløbene er fradraget som juridisk bistand under finansielle omkostninger. Bilag 5000016563 indeholder ikke redegørelse for kravets grundlag. Der henvises til "Framework Agreement". Bilag 100572601 angår juridisk bistand og rejseomkostninger for ansatte hos F2-bank, jf. kravets tekst. Den juridiske bistand beror på udlæg, jf. faktura af 31. juli 2012 fra IC. Rejseomkostningerne beror på rejser den 4. juli 2012 og den 20. juli 2012." Endvidere er anført: "Selskabet har i forhold til sammenlignelige undersøgte forhold anført blandt andet: " ... Udgiften vedrører H1-virksomhed bestræbelser på at tilsikre finansiering af den løbende drift efter selskabet på grund af vigende økonomiske resultater var kommet farezonen for at bryde den eksisterende kredits forudsætninger (covenants). På baggrund af dette indledte H1-virksomhed forhandlinger med de største kreditorer med henblik på genetablering af kreditten i et meget restriktivt lånemarked. ... " SKAT’s afgørelse SKAT har ikke indrømmet fradrag for udgifterne på i alt 1.263.000 kr. Som grundlag for afgørelsen er bl.a. anført: "... Forholdet angår omkostninger i Projekt (red.projekt.nr.1.fjernet) og anses derfor som en del af en sammenhæng med de øvrige forhold, som SKAT har vurderet angående projektet. SKAT lægger …. til grund, at omkostningerne også angår opnåelse af ændrede vilkår i de allerede indgåede aftaler med långivere. Særligt angående statsskatteloven …. Selskabet anfører i sit brev af 3. juni 2016, at udgifter angående Projekt (red.projekt.nr.1.fjernet) er afholdt i relation til selskabets finansielle beredskab. Dette angår selskabets kapitalgrundlag. Omkostninger angående kapitalgrundlaget anses ikke som driftsomkostning, jf. statsskattelovens § 6. Selskabet anfører ikke i øvrigt begrundelse for, at omkostningen - i stedet for som afholdt med henblik på at sikre selskabets kapitalgrundlag - kan anses som driftsomkostning i indkomståret 2012. Omkostningen omfattes derfor ikke af fradragsretten, jf. statsskattelovens § 6. Særligt angående kursgevinstloven Omkostningerne er opstået i løbet af juli 2012 og anses som opstået ikke senere end selskabets selskabsmeddelelse af 31. juli 2012, hvor selskabet meddeler at have opnået udsættelse med at opfylde lånevilkår i forhold til selskabets hovedkreditorer. Disse forhold kan ikke alene anses som en væsentlig og varig ændring af lånevilkårene, som medfører, at lånene skal anses som indfriede og et nyt gældsforhold stiftet. Dette udgør således ikke omkostninger, der direkte angår lånenes optagelse eller indfrielse, jf. hertil Højesterets dom i SKM2014.87.HR…. Selskabet har ikke i øvrigt i sit brev af 3. juni 2016 anført begrundelse for, at omkostningen - i stedet for som afholdt med henblik på at sikre selskabets kapitalgrundlag - kan anses som direkte knyttede til at optage eller indfri lån i indkomståret 2012. SKAT finder derfor, at omkostningerne hverken helt eller delvist kan henføres til anskaffelsen eller indfrielsen af lån, jf. kursgevinstlovens § 26, stk. 3. SKAT finder derfor, at der er grundlag og hjemmel for at forhøje skatteansættelsen for forholdet med i alt 1.263 t.kr." Selskabets opfattelse Selskabets repræsentant har nedlagt påstand om, at der godkendes fradrag for udgifterne, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Subsidiært er nedlagt påstand om, at udgifterne kan fratrækkes i medfør af ligningslovens § 8, stk. 3, alternativt aktiveres, jf. kursgevinstlovens § 26, stk. 3. Mere subsidiært foreslås at sagen hjemvises til Skattestyrelsen til fornyet gennemgang af den foreliggende dokumentation. I kommentar til SKAT’s forslag til ændring af skatteansættelsen er anført, jf. SKAT’s sagsfremstilling: … I klagen er anført: "SKAT's synspunkter kan ikke tiltrædes, og vi skal i den forbindelse henvise til de argumenter, som er fremført i de foregående afsnit." Landsskatterettens afgørelse Med hensyn til lovgrundlag, præmisser mv. henvises til det ovenfor under punkt: ’ 2 Fradrag for o mkostninger til R3-advokathus’ anførte. Punktet angår den skattemæssige behandling af omkostninger på i alt 1.263.000 kr., som angår ’F2-bank’ og bankens rådgiver, IC. Omkostningerne, der angår fakturaer af 31. juli 2012 og af 2. august 2012 for juli 2012, vedrører juridisk bistand og rejseomkostninger. … 9 Fradrag for udgift betalt til ’ R1-advokathus’ - - i alt 6.395.000 kr. Faktiske oplysninger Selskabet har i selvangivelsen for 2012 fratrukket i alt 6.395.000.000 kr., som honorar til ’R1-advokathus’ for juridisk bistand til de långivende banker. Ifølge SKAT’s sagsfremstilling angår forholdet følgende krav og fakturaer: … I sagsfremstillingen er anført: "Særligt angående bilag 5000015059 Bilaget angår ifølge teksten "Engagement letter: Project (red.projekt.nr.1.fjernet)". Den modtagne dokumentation udgør en "akkumuleret mail af videresendte mails", som angår blandt andet: Intern mail hos selskabet af 11. juli 2012 med teksten "Dette vedrører betaling til advokater, så nu har vi 2 firmaer inde at skulle betale til." Mail af 10. juli 2012 fra F7-bank [F7-bank] G5-virksomhed med teksten “ On a seperate issue - the engagement letter of R1-advokathus - the Company has not yet transferred the GBP 250,000 in accordance with section 8 of the engagement letter. As R1-advokathus have already done a significant amount of work on this case and we expect that in the next few days there will be quite a lot of work in view of the standstill negotiations and documentation, may I ask you to transfer the GBP250,000 as soon as possible?" Særlig angående fakturaerne Beløbene angående fakturaerne er fradraget som juridisk bistand under finansielle omkostninger. Det er anført på fakturaerne, at de er "payable by H1-virksomhed". Ydelserne fra advokatfirmaet er specificeret summarisk som noter til det fakturerede tidsforbrug. På grundlag af noterne kan ydelserne formodentlig systematiseres som følger: … Der er ikke anført de deltagende advokaters kompetencer under specifikationen af ydelserne." Selskabet har i brev af 14. august 2015 til SKAT oplyst om kravet: "Udgiften vedrører H1-virksomhed bestræbelser på at tilsikre finansiering af den løbende drift efter selskabet på grund afvigende økonomiske resultater var kommet i farezonen for at bryde den eksisterende kredits forudsætninger (covenants). På baggrund af dette indledte H1-virksomhed forhandlinger med de største kreditorer med henblik på genetablering af kreditten i et meget restriktivt marked. Denne udgift vedrører juridisk assistance til de deltagende banker, der efter almindelig praksis betales af låntager…." Selskabet har endvidere i brev af 8. april 2016 til SKAT oplyst, at selskabet ikke har yderligere oplysninger om grundlaget for kravet. Selskabet anfører herunder, at "... Det er en del af praksis ved optagelse af syndikerede lån, at låntager (H1-virksomhed) betaler de långivende bankers advokatomkostninger i forbindelse med oprettelse af låneaftale. Derfor ligger aftalebrevet mellem långiver og R1-advokathus, hvorfor dette ikke er tilgængeligt for H1-virksomhed. . . ." SKAT’s afgørelse SKAT har ikke indrømmet fradrag for udgifterne på i alt 6.395.000 kr. Til støtte for afgørelsen er bl.a. anført: "…. Forholdet angår omkostninger i Projekt (red.projekt.nr.1.fjernet) og anses derfor som en del af en sammenhæng med de øvrige forhold, som SKAT har vurderet angående projektet. SKAT lægger …. til grund, at omkostningerne også angår opnåelse af ændrede vilkår i de allerede indgåede aftaler med långivere. Særligt angående statsskatteloven …. Selskabet anfører i sit brev af 3. juni 2016, at udgifter angående Projekt (red.projekt.nr.1.fjernet) er afholdt i relation til selskabets finansielle beredskab. Dette angår selskabets kapitalgrundlag. Omkostninger angående kapitalgrundlaget anses ikke som driftsomkostning, jf. statsskattelovens § 6. Selskabet anfører ikke i øvrigt begrundelse for, at omkostningen - i stedet for som afholdt med henblik på at sikre selskabets kapitalgrundlag - kan anses som driftsomkostning i indkomståret 2012. Omkostningen omfattes derfor ikke af fradragsretten, jf. statsskattelovens § 6. Særligt angående kursgevinstloven Omkostningerne er opstået i løbet af juli 2012 og anses som opstået ikke senere end selskabets selskabsmeddelelse af 31. juli 2012, hvor selskabet meddeler at have opnået udsættelse med at opfylde lånevilkår i forhold til selskabets hovedkreditorer. Disse forhold kan ikke alene anses som en væsentlig og varig ændring af lånevilkårene, som medfører, at lånene skal anses som indfriede og et nyt gældsforhold stiftet. Dette udgør således ikke omkostninger, der direkte angår lånenes optagelse eller indfrielse, jf. hertil Højesterets dom i SKM2014.87…. Selskabet har ikke i øvrigt i sit brev af 3. juni 2016 anført begrundelse for, at omkostningen - i stedet for som afholdt med henblik på at sikre selskabets kapitalgrundlag - kan anses som direkte knyttede til at optage eller indfri lån i indkomståret 2012. SKAT finder derfor, at omkostningerne hverken helt eller delvist kan henføres til anskaffelsen eller indfrielsen af lån, jf. kursgevinstlovens § 26, stk. 3. SKAT finder derfor, at der er grundlag og hjemmel for at forhøje skatteansættelsen for forholdet med i alt 6.395 t.kr." Selskabets opfattelse Selskabets repræsentant har nedlagt påstand om, at der godkendes fradrag for udgifterne, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Subsidiært er nedlagt påstand om, at udgifterne kan fratrækkes i medfør af ligningslovens § 8, stk. 3, alternativt aktiveres, jf. kursgevinstlovens § 26, stk. 3 Mere subsidiært foreslås at sagen hjemvises til Skattestyrelsen til fornyet gennemgang af den foreliggende dokumentation I kommentar til SKAT’s forslag til ændring af skatteansættelsen er anført, jf. SKAT’s sagsfremstilling: … I klagen er anført: "SKAT's synspunkter kan ikke tiltrædes, og vi skal i den forbindelse henvise til de argumenter, som er fremført i de foregående afsnit." Landsskatterettens afgørelse Med hensyn til lovgrundlag, præmisser mv. henvises til ovenfor under punkt: ’ 2 Fradrag for o mkostninger til R3-advokathus’ anførte. Punktet angår den skattemæssige behandling af omkostninger på i alt 6.395.000 kr., som er betalt til ’R1-advokathus’ for juridisk bistand til de långivende banker. … SKAT’s afgørelse tiltrædes derfor. Der er således ikke grundlag for hjemvisning 10 Fradrag for udgift betalt til ’R2-advokathus’ - i alt 1.578.000 kr. Faktiske oplysninger Selskabet har i selvangivelsen for 2012 fratrukket 1.578.000 kr., som honorar til ’R2-advokathus’ for juridisk bistand til de långivende banker. Ifølge SKAT’s sagsfremstilling angår forholdet flere fakturaer, nemlig: … Af sagsfremstillingen fremgår, idet det bemærkes, at der er tale om SKAT’s oversættelse fra engelsk: Fakturaerne af 17. juli 2012 angår følgende ydelser for perioden 21. juni - 16. juli: • Forberedelse af notater angående insolvens, direktøransvar og håndhævelse af pantesikkerheder • Rådgivning angående børsretlige forpligtelser i forhold til forskellige krisescenarier • Rådgivning angående sikring af pant mod tredjemand • Rådgivning angående insolvensretlige emner, omstødelighed og analyse af på tænkte transaktioner • Møder og telefonmøder Fakturaerne af 30. juli 2012 angår følgende ydelser for perioden 17. juli - 29. juli: • Rådgivning angående insolvensretlige emner og sikkerheder • Analyse af transaktionsstruktur • Undersøgelse af lånedokumenter, kommentering af tilføjelser til lånedokumenter • Undersøgelse af og kommentering af udkast til vilkår, rammeaftaler og aftale mellem kreditorerne • Undersøgelse af leasingaftale med Y10-havn • Undersøgelse af cash pool • Undersøgelse af sikkerhedsstilling for pantesikringer • Undersøgelse af selskabsdokumenter og tinglyste dokumenter • Udarbejdelse af udkast til sikkerhedsstillelser, krav på selskabsaktier, ordning til sikring af ejerpantebreve og transport af tilgodehavender • Undersøgelse af sikkerhedsdokumenter, som er oprettet efter fremmed ret • Undersøgelse af og kommentering af pantebreve under udarbejdelse hos R4-advokathus • Udarbejdelse af juridiske analyser • Møder og telefonmøder • Kommunikation med F2-bank’s og F1-bank's rådgivere" Selskabet har overfor SKAT med brev af 14. august 2015 kommenteret tilsvarende forhold: "Udgiften vedrører H1-virksomhed bestræbelser på at tilsikre finansiering af den løbende drift efter selskabet på grund af vigende økonomiske resultater var kommet i farezonen for at bryde den eksisterende kredits forudsætninger (covernants). På baggrund af dette indledte H1-virksomhed forhandlinger med de største kreditorer med henblik på genetablering af kreditten i et meget restriktivt marked. Denne udgift vedrører juridisk assistance til de deltagende banke, der efter almindelig praksis betales af låntager. […]" I klagen er anført: "H1-virksomhed betalte i alt 1.578.224 kr. til R2-advokathus i forbindelse med forhandlingerne med de långivende banker. Beløbet vedrører juridisk bistand til långiverne, og som det var tilfældet med en række af de øvrige omkostninger skete denne betaling også i henhold til den almindelige praksis, hvorefter låntager betaler långivers omkostninger i forbindelse med refinansieringer og lignende." SKAT’s afgørelse SKAT har ikke indrømmet fradrag for udgifterne på i alt 1.578.000 kr. Som grundlag for afgørelsen er bl.a. anført: ".… Forholdet angår omkostninger i Projekt (red.projekt.nr.1.fjernet) og anses derfor som en del af en sammenhæng med de øvrige forhold, som SKAT har vurderet angående projektet. SKAT lægger …. til grund, at omkostningerne også angår opnåelse af ændrede vilkår i de allerede indgåede aftaler med långivere. Særligt angående statsskatteloven …. Selskabet anfører i sit brev af 3. juni 2016, at udgifter angående Projekt (red.projekt.nr.1.fjernet) er afholdt i relation til selskabets finansielle beredskab. Dette angår selskabets kapitalgrundlag. Omkostninger angående kapitalgrundlaget anses ikke som driftsomkostning, jf. statsskattelovens § 6. Selskabet anfører ikke i øvrigt begrundelse for, at omkostningen - i stedet for som afholdt med henblik på at sikre selskabets kapitalgrundlag - kan anses som driftsomkostning i indkomståret 2012. Omkostningen omfattes derfor ikke af fradragsretten, jf. statsskattelovens § 6. Særligt angående kursgevinstloven Omkostningerne er opstået i løbet af juli 2012 og anses som opstået ikke senere end selskabets selskabsmeddelelse af 31. juli 2012, hvor selskabet meddeler at have opnået udsættelse med at opfylde lånevilkår i forhold til selskabets hovedkreditorer. Disse forhold kan ikke alene anses som en væsentlig og varig ændring af lånevilkårene, som medfører, at lånene skal anses som indfriede og et nyt gældsforhold stiftet. Dette udgør således ikke omkostninger, der direkte angår lånenes optagelse eller indfrielse, jf. hertil Højesterets dom i SKM2014.87….. Selskabet har ikke i øvrigt i sit brev af 3. juni 2016 anført begrundelse for, at omkostningen - i stedet for som afholdt med henblik på at sikre selskabets kapitalgrundlag - kan anses som direkte knyttede til at optage eller indfri lån i indkomståret 2012. SKAT finder derfor, at omkostningerne hverken helt eller delvist kan henføres til anskaffelsen eller indfrielsen af lån, jf. kursgevinstlovens § 26, stk. 3. SKAT finder derfor, at der er grundlag og hjemmel for at forhøje skatteansættelsen for forholdet med i alt 1.578 t. kr." Selskabets opfattelse Selskabets repræsentant har nedlagt påstand om, at der godkendes fradrag for udgifterne, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Subsidiært er nedlagt påstand om, at udgifterne kan fratrækkes i medfør af ligningslovens § 8, stk. 3, alternativt aktiveres, jf. kursgevinstlovens § 26, stk. 3. Mere subsidiært foreslås at sagen hjemvises til Skattestyrelsen til fornyet gennemgang af den foreliggende dokumentation. I kommentar til SKAT’s forslag til ændring af skatteansættelsen er anført, jf. SKAT’s sagsfremstilling: … I klagen er anført: "SKAT's synspunkter kan ikke tiltrædes, og vi skal i den forbindelse henvise til de argumenter, som er fremført i de foregående afsnit." Landsskatterettens afgørelse Med hensyn til lovgrundlag, præmisser mv. henvises til det ovenfor under punkt: ’ 2 Fradrag for o mkostninger til R3-advokathus’ anførte. Punktet angår den skattemæssige behandling af omkostninger på i alt 1.578.000 kr. kr., som er betalt til ’R2-advokathus’ for juridisk bistand til de långivende banker. … SKAT’s afgørelse tiltrædes derfor. Der er således ikke grundlag for hjemvisning. 11 Fradrag for udgift betalt til ’F3-bank’ - i alt 234.000 kr. Faktiske oplysninger Selskabet har i selvangivelsen for 2012 fratrukket 223.539 kr., som honorar til ’F3-bank. I klagen er om baggrunden for udgifterne oplyst: "I forbindelse med refinansieringsdrøftelserne nedsatte de långivende banker et koordinerende organ, som således kunne varetage bankernes fælles interesser i processen. F3-bank deltog i dette organ, og fakturerede efterfølgende 223.539 kr. for sin deltagelse heri […]" Overfor SKAT er fremlagt faktura af 21. september 2012 fra F3-bank på 30.000 EUR, hvori der er henvist til: "as agreed in The Co-ordinating Conmittee Fee Letter dated July 2, 2012, we kindly request the payment of the work-fee in consideration for our acting as members in the Co-ordination Committee." Kravet angår perioden august 2012. SKAT har i sagsfremstillingen bekræftet, at F3-bank deltager i syndikatbankernes koordinerende organ. Endvidere er bekræftet, at det koordinerende organ fra flere sider er blevet inddraget løbende under projektets sagsforløb. SKAT’s afgørelse SKAT har ikke indrømmet fradrag for udgifter på i alt 234.000 kr. Som grundlag for afgørelsen er bl.a. anført: "…. Forholdet angår omkostninger i Projekt (red.projekt.nr.1.fjernet) og anses derfor som en del af en sammenhæng med de øvrige forhold, som SKAT har vurderet angående projektet. SKAT lægger til grund, at omkostningerne også angår opnåelse af ændrede vilkår i de allerede indgåede aftaler med långivere. Særligt angående statsskatteloven .… Selskabet anfører i sit brev af 3. juni 2016, at udgifter angående Projekt (red.projekt.nr.1.fjernet) er afholdt i relation til selskabets finansielle beredskab. Dette angår selskabets kapitalgrundlag. Omkostninger angående kapitalgrundlaget anses ikke som driftsomkostning, jf. statsskattelovens § 6. Selskabet anfører ikke i øvrigt begrundelse for, at omkostningen - i stedet for som afholdt med henblik på at sikre selskabets kapitalgrundlag - kan anses som driftsomkostning i indkomståret 2012. Omkostningen omfattes derfor ikke af fradragsretten, jf. statsskattelovens § 6. Særligt angående kursgevinstloven Omkostningerne er opstået i løbet af juli 2012 og anses som opstået ikke senere end selskabets selskabsmeddelelse af 31. juli 2012, hvor selskabet meddeler at have opnået udsættelse med at opfylde lånevilkår i forhold til selskabets hovedkreditorer, og tidligere selskabsmeddelelse af 26. november 2012, hvor selskabet meddeler, at der er indgået aftale om de reviderede lånefaciliteter. Dette anses som overvejelser, der knytter sig til den overordnede strukturering af lånebehov og forhandlingsramme. Dette udgør således ikke omkostninger, der direkte angår lånenes optagelse eller indfrielse eller de reviderede faciliteter, jf. hertil Højesterets dom i SKM2014. 87 , hvor det antages, at omkostninger for at kunne indregnes ved opgørelsen af gevinst eller tab ved gæld skal være direkte knyttede til erhvervelsen eller indfrielsen af gælden. SKAT kan ikke afgøre, om de modtagne ydelser i august 2012 kan anses som udarbejdelse af aftaleudkast, opnåelse af ændrede lånevilkår og gennemførsel af sikringsakter i forhold til de ændrede lånevilkår, hvis ydelserne angår anskaffelse eller indfrielse af lån. Ydelsernes omfang kan ikke opgøres på det foreliggende grundlag. · Selskabet har ikke i øvrigt i sit brev af 3. juni 2016 anført begrundelse for, at omkostningen - i stedet for som afholdt med henblik på at sikre selskabets kapitalgrundlag - kan anses som direkte knyttede til at optage eller indfri lån i indkomståret 2012. SKAT finder derfor, at der er grundlag og hjemmel for at forhøje skatteansættelsen for forholdet med i alt 234 t.kr." Skattestyrelsen har i indlæg af 17. januar 2020 anført: "Skattestyrelsen bemærker, at forskellen mellem ændringen af skatteansættelsen og selskabets dokumentation ikke kan udredes. Der må være tale om en skrivefejl således, at SKAT’s forhøjelse for punktet i stedet burde være 223 t.kr. Dermed skal den skattepligtige indkomst nedsættes med 11.000 kr. vedrørende dette forhold." Selskabets opfattelse Selskabets repræsentant har nedlagt påstand om, at der godkendes fradrag for udgifterne, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Subsidiært er nedlagt påstand om, at udgifterne kan fratrækkes i medfør af ligningslovens § 8, stk. 3, alternativt aktiveres, jf. kursgevinstlovens § 26, stk. 3. Mere subsidiært foreslås at sagen hjemvises til Skattestyrelsen til fornyet gennemgang af den foreliggende dokumentation. I kommentar til SKAT’s forslag til ændring af skatteansættelsen er anført, jf. SKAT’s sagsfremstilling: … I klagen er anført: "SKAT's synspunkter kan ikke tiltrædes, og vi skal i den forbindelse henvise til de argumenter, som er fremført i de foregående afsnit." Landsskatterettens afgørelse Med hensyn til lovgrundlag, præmisser mv. henvises til det ovenfor under punkt: ’ 2 Fradrag for o mkostninger til R3-advokathus’ anførte. Punktet angår den skattemæssige behandling af omkostninger på i alt 234.000 kr., som er betalt til ’F3-bank’. … På denne baggrund, og da det i øvrigt anførte ikke kan føre til et andet resultat, stadfæstes SKAT’s afgørelse, dog med bemærkning om, at der efter det foreliggende alene ses fratrukket 223 t. kr. Der er således ikke grundlag for hjemvisning. 12 Fradrag for udgift betalt til ’F1-bank’ - i alt 1.858.000 kr. Faktiske oplysninger Selskabet har i selvangivelsen for 2012 fratrukket 1.858.000 kr., som angår et ’amendment fee’ betalt til ’F1-bank’. Beløbet blev betalt i bestræbelserne på at opnå en aftale med de deltagende banker, herunder ’ F1-bank’. Selskabet har overfor SKAT henvist til faktura af 30. juli 2012 fra ’F1-bank’, hvoraf fremgår, jf. SKAT’s sagsfremstilling: "Subject: H1-virksomhed (red.lånesystem.fjernet) We refer to the payment of the amendment fee of EUR 250.000 in respect of the above mentioned project …" Det er oplyst, at (red.lånesystem.fjernet) er/var et låneadministrativt system hos F1-bank. SKAT’s afgørelse SKAT har ikke indrømmet fradrag for udgifterne på 1.858.000 kr. Som grundlag for afgørelsen er bl.a. anført: "… Forholdet angår omkostninger i Projekt (red.projekt.nr.1.fjernet) og anses derfor som en del af en sammenhæng med de øvrige forhold, som SKAT har vurderet angående projektet. SKAT lægger …. til grund, at omkostningerne også angår opnåelse af ændrede vilkår i de allerede indgåede aftaler med långivere. Særligt angående statsskatteloven .… SKAT anser "Amendment fee" som et enkeltstående gebyr for en tilføjelse til en allerede eksisterende aftale. …. Selskabet anfører i sit brev af 3. juni 2016, at udgifter angående Projekt (red.projekt.nr.1.fjernet) er afholdt i relation til selskabets finansielle beredskab. Dette angår selskabets kapitalgrundlag. Omkostninger angående kapitalgrundlaget anses ikke som driftsomkostning, jf. statsskattelovens § 6. Selskabet anfører ikke i øvrigt begrundelse for, at omkostningen - i stedet for som afholdt med henblik på at sikre selskabets kapitalgrundlag - kan anses som driftsomkostning i indkomståret 2012. Omkostningen omfattes derfor ikke af fradragsretten, jf. statsskattelovens § 6. Særligt angående kursgevinstloven Omkostningerne er opstået i løbet af juli 2012 og anses som opstået ikke senere end selskabets selskabsmeddelelse af 31. juli 2012, hvor selskabet meddeler at have opnået udsættelse med at opfylde lånevilkår i forhold til selskabets hovedkreditorer. SKAT anser udtrykket "Amendment fee, som udtryk for et enkeltstående gebyr i forhold til en tilføjelse til en aftale. SKAT lægger til grund, at "(red.lånesystem.fjernet) no. 2008-173', henviser til et aftalegrundlag, som er etableret i 2008. Forholdet udgør således ikke omkostninger, der direkte angår lånenes optagelse eller indfrielse, jf. hertil Højesterets dom i SKM2014.87, hvor det antages, at omkostninger for at kunne indregnes ved opgørelsen af gevinst eller tab ved gæld skal være direkte knyttede til erhvervelsen eller indfrielsen af gælden. Selskabet har ikke i øvrigt i sit brev af 3. juni 2016 anført begrundelse for, at omkostningen - i stedet for som afholdt med henblik på at sikre selskabets kapitalgrundlag - kan anses som direkte knyttede til at optage eller indfri lån i indkomståret 2012. SKAT finder derfor, at der er grundlag og hjemmel for at forhøje skatteansættelsen for forholdet med i alt 1.858 t.kr." Selskabets opfattelse Selskabets repræsentant har nedlagt påstand om, at selskabets skattepligtige indkomst for 2012 nedsættes med forhøjelsen på i alt 1.858.000 kr., jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Subsidiært er nedlagt påstand om, at udgifterne kan fratrækkes i medfør af ligningslovens § 8, stk. 3, alternativt aktiveres, jf. kursgevinstlovens § 26, stk. 3, idet det foreslås at sagen hjemvises til Skattestyrelsen til fornyet gennemgang af den foreliggende dokumentation. I kommentar til SKAT’s forslag til ændring af skatteansættelsen er anført, jf. SKAT’s sagsfremstilling: … I klagen er anført: "SKAT's synspunkter kan ikke tiltrædes, og vi skal i den forbindelse henvise til de argumenter, som er fremført i de foregående afsnit." Landsskatterettens afgørelse Med hensyn til lovgrundlag, præmisser mv. henvises til ovenfor under punkt: ’ 2 Fradrag for o mkostninger til R3-advokathus’ anførte. Punktet angår den skattemæssige behandling af omkostninger på i alt 1.858.000 kr., som er betalt til ’F1-bank’. … På denne baggrund, og da det i øvrigt anførte ikke kan føre til et andet resultat, stadfæstes SKAT’s afgørelse. Der er således ikke grundlag for hjemvisning. 13 Fradrag for udgift betalt til ’R8-revision’ - i alt 47.783.000 kr. Faktiske oplysninger Selskabet har i selvangivelsen for 2012 fratrukket 47.783.000 kr., som honorar til ’R8-revision’ for bistand under forhandlingerne med de långivende banker. I klagen er anført: "Honoraret var betaling for R8-revision's assistance i sagen, idet der blandt andet var foretaget en gennemgang af koncernens cash-flow situation på kort sigt. Derudover havde R8-revision gennemgået koncernens forretningsplan med henblik på etablering af et fælles informationsgrundlag for koncernen og dets bankforbindelser, således at dette grundlag kunne bruges som udgangspunkt for drøftelserne om koncernens fremtid." Forholdet angår en række fakturaer fra R8-revision, (herefter R8-revision) for perioden 15. juni 2012-28. december 2012. Fakturaerne angår Projekt (red.projekt.nr.1.fjernet) og er bogført som ikke-revisionsmæssig bistand. Beløbene fra fakturaerne indgår som 'Special Items'' i selskabets resultatopgørelse for indkomståret 2012. I sagsfremstillingen er til nogle af fakturaerne anført følgende: "Bilagsnr. 5000014215 af 28. juni 2012 angår en "retainer for services to be provided''. Selskabet har den 6. juli 2016 indsendt kopi af R8-revision's kreditnota af 31. oktober 2013. Kreditnotaen udgør £500.000 under henvisning til ''Retainer for services to be provlded". Selskabet oplyser, at kreditnotaen er bogført som indkomst i indkomståret 2013. Bilag nr. 5000014393 af 22. juni 2012 angår " Fees for professional services in relation to the Short term cash flow review". Bilag nr. 100736211 af 21. december 2012 angår "Professional fees in relation to Project (red.projekt.nr.1.fjernet) ­ Working capital management review, in accordance to our engagement letter dated 30 November 2012 ... ". Øvrige fakturaer angår "Fees for professional services ... ". Der er i to af fakturaerne henvisning til Engagement Letters, som er indgået i henholdsvis juni 2012 og den 30. november 2012." Med selskabets brev af 26. maj 2016 til SKAT er fremsendt brev fra R8-revision af 21. juni 2012 med bilag og brev fra samme af 12. december 2012, idet det bemærkes, at der ikke findes et aftalebrev af 30. november 2012. Brevet af 21. juni 2012 med bilag udgør ’Engagement Letter’. Brevet af 12. december 2012 udgør aftale om afslutning af ydelserne i forhold til ’Engagement Letter’. Af SKAT’s sagsfremstilling fremgår: "I brevet af 21. juni 2012 anføres som baggrund for engagementet, at: • Koncernen stod i risiko for ikke at kunne opfylde sine forpligtelser i forhold til sin langfristede gæld • Koncernens ledelse har været i færd med at udarbejde initiativer til omkostningsbesparelser, ændringer af koncernens strategiske opbygning, analyse af koncernens cash-flow situation på kort sigt, en forretningsplan, som alt har understøttet ledelsens reviderede syn på koncernens fremtidsudsigter. Formålet for engagementet var, at R8-revision skulle foretage et review af koncernens cash flow situation på kort sigt og af forretningsplanen med henblik på at etablere et fælles informationsgrundlag for koncernen og for koncernens finansielle interessenter for at kunne understøtte diskussionen om koncernens fremtid. R8-revision opfordrer blandt andet til, at selskabet i sine beslutninger ikke udelukkende lægger R8-revision's rådgivning til grund for sine eventuelle beslutninger og understreger, at selskabet bør anvende sin forretningsmæssige dømmekraft før anvendelse af den modtagne rådgivning. R8-revision giver samtidig sin tilladelse til, at selskabet videregiver kopier af aftalte rapporter fra de udførte arbejder til långiverne. R8-revision startede opgaven den 15. juni 2012 med estimeret aflevering den 25. juni 2012 af et udkast til en rapport over koncernens umiddelbare likviditetsbehov. Øvrige opgaver beroede på nærmere aftale efter færdiggørelsen af rapporten over koncernens umiddelbare likviditetsbehov. Ifølge aftalen er opgaven opdelt i punkterne A, B og C. Punkt A angår udarbejdelse af en rapport for umiddelbart likviditetsbehov, punkt B angår øvrige opgaver, og punkt C angår rådgivning under det samlede forløb. Punkt A angår: ".... Immediate funding needs With a view to determine the immediate funding needs of the Group we will perform the following work: ….." I brevet anføres krav om en "retainer". Vilkårene for "retainer" skulle aftales nærmere. I formuleringen af kravet anføres, at beløbet for "retainer" skulle betales omgående og ville kunne modregnes ved slutafregningen. Vilkår for "retainer" omtales ikke yderligere i det efterfølgende tillæg til aftalen af 9. august 2012 eller ved aftalen om ophøret, jf. R8-revision's brev af 12. december 2012. Punkt B bortfalder og erstattes ved tillæg til aftalen. Tillægget er sendt til selskabet som bilag til brev af 9. august 2012. De ændrede ydelser, jf. tillægget udgør: "….. 1. Short term cash Advice and assist on the group's short-term cash flow forecast concentrating on: ….. 2. Business plan a) Advice and assist you in the preparation of your business plan to 31 December 2013, by reviewing and challenging the forecasts, which will form the basis of the restructuring request. In particular we will: ….. b) Review and comment on current trading and reasons for underperformance to 31 march 2012 and 31 December 2011 c) Advise and assist you in the preparation of a presentation to lenders of the group's business plan and advise you in relation to queries raised by the lenders and/or their advisers thereafter. 3. Estimate financiel outcome Based on the company's and/or the subsidiaries balance sheet as at 31 May 2012, illustrate the potential recoveries for the creditors in the event that it enforces its security. The illustration will be prepared on the following bases: ….. 4. Summary of options Identify and comment on the main options available to the group. This analysis will according to your instruction, include: ….. 5. Finansiel Advisory a) Identify and comment on the main financing options available to the group. This analysis will according to your instruction, include: ….. b) Review and comment on forecast bonding requirements. c) Advise and assist you in formulating proposals for amendments to the Group's banking facilities to preserve medium-term liquidity and covenant headroom. d) Advise and assist you on the structure and terms of existing and new bonding facilities. e) Advise and assist in management’s preparation of presentations to be provided to the lenders, bonding providers and other stakeholders. f) Review proposals made by the lenders/bonding providers and comment on the terms proposed and the alternative options available to the group. g) Advise on negotiation strategy and assist in negotiations with fenders, bonding providers and other stakeholders regarding securing short-term banking facilities. h) Review and comment on any financial covenant package to be agreed with the banks/bonding providers. i) Attend meetings with the lenders, bonding providers and other stakeholders as required. 6. Modelling services You have asked us prepare a model (the "model" or the "deliverable") uses the assumptions in the businessplan to produce a five year integrated financial forecast that will enable you to test the performance of different capital structures under different operational scenario 's. We will liaise with your management team with the aim of understanding your requirements in relation to the model and agreeing them with you. This may include interviews with other key users of the model to assist in identifying your requirements. ... " Ved fremsendelsen tager R8-revision forskellige forbehold, og understreger blandt andet, at: • R8-revision ikke er bemyndiget til at træffe afgørelser på selskabets vegne. • Selskabets ledelse er ansvarlig for at føre forhandlinger med modparterne. • R8-revision's rådgivning ikke bør stå alene uafhængigt af, hvilken vej selskabets ledelse måtte beslutte at følge. • R8-revision er ikke ansvarlig for hverken ledelsen af selskabet eller for, hvordan selskabet gør brug af R8-revision's rådgivning. Brevet af 12. december 2012 udgør en aftale om, at de aftalte ydelser er leverede. I brevet anføres blandt andet, at dette også angår "Project (red.projekt.nr.1.fjernet) 20121107 1230.xlsm", som sammenfatter R8-revision's ydelser for perioden. Det anføres yderligere, at modellen kræver yderligere tilføjelser for at kunne anvendes af koncernen. Det fremgår af aftalen, at udviklingen af regnearket formodentlig er startet den 12. juli 2012, og et udkast forventes afsluttet den 10. august 2012. Det fremgår yderligere af aftalen, at udviklingen slutter efter test og efter særlig accept fra selskabet. Det fremgår af selskabets årsrapporter for indkomstårene 2011-2013, at det årlige honorar til generalforsamlingsvalgte revisorer har udgjort EUR 1 mio. pr. år. Der er herefter henvist til selskabets selskabsmeddelelse nr. 30 af 31. juli 2012, og selskabsmeddelelse nr. 33 af 26. november 2012. SKAT’s afgørelse SKAT har ikke indrømmet fradrag for udgifterne på 47.783.000 kr. Som grundlag for afgørelsen er bl.a. anført: "Ydelserne beror på aftaler, jf. brev fra R8-revision af 21. juni 2012 og tillæg ved brev af 9. august 2012 samt bilag til brevene. Brevene angår Projekt (red.projekt.nr.1.fjernet). Selskabet har bogført omkostningerne for modtagne ydelser med henvisning til dette projekt. Eftersom selskabet har henført omkostningerne til Projekt (red.projekt.nr.1.fjernet), henser SKAT til selskabets selskabsmeddelelser af 31. juli 2012 og 26. november 2012, som angår: • selskabet risikerede ikke at kunne opfylde krav om opnåelse af finansielle nøgletal; som var aftalte med kreditgivere, og at • selskabet ønskede en fortsættelse af de eksisterende kreditter indtil lånevilkårene eventuelt skulle ændres, og at • selskabet ønskede en periode, hvor obligationskreditorerne ikke kunne gøre vilkår gældende, og at selskabet ønskede ændring af vilkårene i de allerede indgåede aftaler med långivere, og • opnåelse af ændrede vilkår i de allerede indgåede aftaler med långivere." SKAT lægger til grund, at Projekt (red.projekt.nr.1.fjernet) ud over selskabets finansielle grundlag også angår overvejelser om omstrukturering og bortsalg af virksomhed under henvisning til: • Det fremgår blandt andet af R8-revision's brev af 21. juni 2012, at ''... Background and purpose ... Mana gement has been working on a number of initiatives to both reduce costs and strategically reposition the group ... and longer term business plan. ... " • Det fremgår blandt andet af bilag til R8-revision's brev af 9. august 2012, at " ... Based on the company's and/or the subsidiaries balance sheet as at 31 May 2012, illustrate the potential recoveries for the creditors in the event that it enforces its security. The illustration will be prepared on the following bases: a) Sale of the group's business and assets as a going concern; and b) Sale of the group's assets on a piecemeal basis. • Det fremgår blandt andet af specifikationerne til flere fakturaer fra 7. juli 2012 og efterfølgende fra R3-advokathus, at ydelsen omfatter "… advising H1-virksomhed ... on the potential restructuring of its business and its financial arrangements ... " SKAT konkluderer derfor, at Projekt (red.projekt.nr.1.fjernet) indeholder overvejelser om, at omstrukturering og/eller bortsalg af virksomhed kunne indgå som del af en samlet løsning - selvom dette ikke var projektets hovedformål. Forholdet, at Projekt (red.projekt.nr.1.fjernet) har direkte eller indirekte forbindelse med frasalg af virksomheder, er imidlertid ikke alene afgørende for vurderingen af fradragsret for omkostningerne til R8-revision. Det fremgår af aftalerne med R8-revision, at de modtagne ydelser ikke udgør sædvanlig revision af årsregnskabet, idet ydelserne i stedet angår analyser af koncernens økonomiske og forretningsmæssige forhold som led i koncernledelsens forhandlinger med långivere og disses repræsentanter. Dette bekræftes blandt andet under "Additional provisions" i R8-revision's brev af 9. august 2012, at " ... The results of our work shall not be considered as financial reporting valuation and/or modelling. Hence the financial model will not be used to determine the carrying value of the relevant asset (or liability in any financial statements on which R8-revision will express an opinion, nor will the model be used as financial information for reporting purposes ... " Forholdet, at R8-revision's ydelser anses som knyttede til pleje af långivere, knyttede til overvejelser om omstrukturering og eventuelt salg af virksomhed samt andre områder, der skattemæssigt kan bedømmes særskilt, medfører, at den samlede omkostning ikke kan bedømmes under et i forhold til skatteansættelsen. Følgende forhold medfører, at R8-revision's ydelse anses som indirekte knyttede til udfaldet af Projekt (red.projekt.nr.1.fjernet) og sideløbende projekter ved bedømmelsen af fradragsret og i forhold tiI grundlaget for eventuelle andre skattemæssige opgørelser: • R8-revision's forbehold, som beskriver kompetencefordelingen mellem R8-revision som rådgiver og selskabets ledelse som ansvarlig for beslutninger om selskabets drift og for udfaldet af forhandlinger m.v. med långiverne. • R8-revision's understregning, at selskabets ledelse ikke udelukkende bør lægge R8-revision's bistand til grund for sine beslutninger. • R8-revision's understregning, at R8-revision ikke har beslutningskompetence på selskabets vegne. SKAT finder efter undersøgelsen af selskabets aftaler med R8-revision, at omkostningerne kan opdeles i tre områder: • "The Model". • "Retainer". • Bistand til at fastlægge ledelsens forhandlingsposition Angående "The Model", jf det modtagne regneark "Project (red.projekt.nr.1.fjernet)" "The Model" udgør software, som selskabet har erhvervet. Dette kan derfor ikke anses som driftsomkostning, jf. statsskattelovens § 6. Det fremgår yderligere af brevet "Financial Model", at det immaterielle aktiv er bestemt for brug efter udløbet af engagementet, og at der forventes udviklet efterfølgende tilføjelser efter nærmere aftale. SKAT finder derfor, at erhvervelsen kan anses som købt og taget i brug - men ikke afstået i indkomståret, jf. afskrivningslovens § 3 og § 47. Der er fradrag for køb af software, jf. afskrivningslovens § 6, stk. 1, nr. 4, jf. § 1, således selskabet kan benytte denne fradragshjemmel i stedet for den selvangivne. Der fremgår imidlertid ikke oplysninger af R8-revision s fakturaer eller af aftalerne om ydelser, som kan udgøre et beløbsmæssigt grundlag for købet. Henset til aftalens punkter i øvrigt kan ikke lægges til grund, at samtlige af R8-revision's ydelser fra 12. juli 2012 til 12. december 2012 kan henføres til købet. Det er ikke tilstrækkeligt grundlag for fradrag, at selskabet har fremlagt dokumentation for, at udgiften er afholdt. Bevisbyrden for, at der foreligger en fradragsberettiget driftsomkostning eller andet af betydning for skatteansættelsen påhviler som udgangspunkt selskabet. Selskabet skal derfor kunne dokumentere eller sandsynliggøre, at samtlige betingelser for fradrag er opfyldt, jf. Østre Landsrets dom, jf. SKM2004.119Ø. Selskabet har ikke i øvrigt i sin mail af 6. juli 2016 givet yderligere oplysninger, der kan tjene til at fastsætte en anskaffelsessum for "The Model". SKAT kan derfor ikke anerkende fradrag eller aktivering af køb, jf. afskrivningsloven, der kan hen­føres til den købte ydelse. Angående "Retainer" Det fremgår af R8-revision's kreditnota, at beløbet på £ 500.000 angående "Retaineren" er refunderet. SKAT finder, at "Retaineren" ikke kan anses som en endeligt pådraget omkostning, jf. statsskattelovens § 6. En ikke pådraget omkostning kan ikke fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Det ikke-fradragsberettigede beløb udgør 815 kr. Angående bistand til at fastlægge ledelsens forhandlingsposition Punkterne A og C i bilaget til R8-revision's brev af 22. juni 2012, angår dels en statusopgørelse af selskabets likviditetssituation som led den efterfølgende bistand og dels løbende rådgivning gennem opgaveforløbet med henblik på at udvikle selskabets forhandlings- og kommunikationsstrategi over for långiverne. Tillægget, jf. bilaget til R8-revision's brev af 9. august 2012, er yderligere rettede mod at understøtte selskabets ledelse i udarbejdelsen af dokumentation og præsentationer til långiverne. Omkostningerne angående punkt C i aftalen af 22. juni 2012 anses derfor som løbende fakturerede sammen med de tilknyttede øvrige ydelser. Udgifter, der optræder sædvanligt i en erhvervsvirksomhed, kan normalt trækkes fra. Dog skal også disse udgifter knytte sig direkte til indkomsterhvervelsen, hvis der skal være fradragsret. Selskabet anfører i sit brev af 3. juni 2016, at udgifter angående Projekt (red.projekt.nr.1.fjernet) er afholdt i relation til selskabets finansielle beredskab. Dette angår selskabets kapitalgrundlag. Omkostninger angående kapitalgrundlaget anses ikke som driftsomkostning, jf. statsskattelovens § 6. Selskabet anfører ikke i øvrigt begrundelse for, at omkostningen - i stedet for som afholdt med henblik på at sikre selskabets kapitalgrundlag - kan anses som driftsomkostning i indkomståret 2012. Forholdet, at koncernen har været nødlidende, har ikke i øvrigt betydning for, om omkostningen er fradragsberettiget. Forholdet, at et selskab gennem sine driftsresultater risikerede at miste sit kapitalgrundlag, medfører ikke, at omkostninger ved fastholdelse eller retablering af kapitalgrundlaget udgør en driftsomkostning. R8-revision's ydelser angår blandt andet direkte overvejelser om helt eller delvist ophør af koncernens virksomhed - via enten koncernens egne beslutninger eller kreditorernes. Disse ydelser angår ikke den løbende drift, men i stedet koncernens indkomstgrundlag, og kan derfor ikke henføres til grundlag for fradrag, idet afståelse af virksomhed og indkomstgrundlag ikke kan anses som vedligeholdelse af virksomheden. Endvidere vil det forhold, at den modtagne ydelse fra R8-revision i givet fald - helt eller delvist - vil kunne bruges ved selskabets fremtidige drift, ikke medføre, at selskabets hensigt med at indgå i engagementet med R8-revision skifter karakter. Ud over fradrag for driftsomkostninger, hjemler statsskattelovens § 6 blandt andet fradrag for renter. R8-revision's ydelse kan ikke anses som rente. Ydelsen kan endvidere ikke anses som gebyrer m.v. ved lånoptagelse, som omfattet af fradragsret, jf. ligningslovens § 8, stk. 3. Oplysningen i selskabets selskabsmeddelelse af 26. november 2012 om, at selskabet alene har fået udsættelse med halvårstesten i forhold til lånevilkårene, kan ikke anses som en væsentlig og varig ændring af lånevilkårene. Derfor anses aftalen ikke som indfrielse af lånene og stiftelse af nye gældsforhold, som medfører beskatning, jf. kursgevinstloven. Henset til kompetencefordelingen mellem selskabet og R8-revision, jf. R8-revision's forbehold i aftalerne, vil ydelserne angående bistand til at formulere tillæg til låneaftalerne i givet fald alene kunne anses som indirekte knyttede til indfrielse eller opnåelse af lån, jf. kursgevinstloven § 26, stk. 3. Den ledelsesunderstøttende bistand anses således som medgået til, at selskabet kan afsøge sine muligheder på lånemarkedet - i forhold til de allerede indgåede låneaftaler og långivere. Selskabet har ikke i øvrigt i sit brev af 3. juni 2016 anført begrundelse for, at omkostningen - i stedet for som afholdt med henblik på at sikre selskabets kapitalgrundlag - kan anses som direkte knyttede til at optage eller indfri lån i indkomståret 2012. Selskabets mail af 6. juli 2016 henviser til selskabets brev af 3. juni 2016 og giver derfor ikke yderligere grundlag for ændret bedømmelse af afgørelsen. De samlede omkostninger til R8-revision udgør 47.783 t.kr., som omfatter omkostning angående "The Model", "Retainer" og bistand til at fastlægge ledelsens forhandlingsposition. SKAT finder derfor, at der er grundlag og hjemmel for at forhøje skatteansættelsen for forholdet med i alt 47.784 t.kr. SKAT har i udtalelse til klagen anført: "the model" Det bestrides ikke i klagen, at selskabet som en delydelse fra R8-revision har modtaget en model til financial forecast, "the model", som efter det oplyste udgør et specielt udviklet regneark til brug i Excel. SKAT bekræfter, at der ikke i afgørelsen er opgjort en værdi, som henføres til regnearket. Dette beror på de overvejende uspecificerede fakturaer fra R8-revision. Fakturaerne angår flere blandede ydelser, jf. aftalen mellem selskabet og R8-revision. Dette giver ikke det fornødne grundlag for at kunne foretage et skøn. Selskabet har i øvrigt ikke hidtil ville fravige sit synspunkt om fradrag for udgifterne til R8-revision skal anses som fradragsberettiget driftsomkostning, jf. statsskattelovens § 6. Selskabet har derfor ikke givet yderligere oplysninger til afgørelsen. Oplysninger til brug for begrundet skøn fremgår i øvrigt ikke af klagen. Når SKAT foretager et værdiansættelsesskøn, skal det ske med henvisning til de hovedhensyn, der ligger til grund for skønnet. I modsat fald vil afgørelsen ikke opfylde kravet, jf. forvaltningslovens § 24, stk. 1. SKAT henviser til SKM2004.119Ø, hvor Østre Landsret finder, at det påhviler den skattepligtige at dokumentere sine udgifter. Det anses ikke som tilstrækkeligt, at omkostningen er bogført, og at den indgår i et revideret årsregnskab. Tilsvarende må være gældende i forhold til opgørelsen af andre grundlag, der kan have betydning for skatteansættelsen, jf. Højesterets dom, jf. SKM2011.388, hvor Højesteret anerkendte, at påhvilede ejerne af en bygning at dokumentere, at bygningen blev anvendt til afskrivningsberettiget formål. "retainer" SKAT bekræfter, at selskabet har oplyst, at R8-revision har refunderet "retaineren" efter udløbet af 2012. Dette forhold varetages særskilt af SKAT i forhold til det/de berørte indkomstår. SKAT finder derfor, at faktum er bekræftet for SKAT’s afgørelse i forhold til "retainer" angående R8-revision. Dermed udgør betalingen i 2012 for "retainer" ikke en endeligt pådraget omkostning, jf. statsskattelovens § 6." Selskabets opfattelse Selskabets repræsentant har nedlagt påstand om, at selskabets skattepligtige indkomst for 2012 nedsættes med forhøjelsen på 47.783.000 kr., jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Subsidiært er nedlagt påstand om, at udgifterne kan fratrækkes i medfør af ligningslovens § 8, stk. 3, alternativt aktiveres, jf. kursgevinstlovens § 26, stk. 3, idet det foreslås at sagen hjemvises til Skattestyrelsen til fornyet gennemgang af den foreliggende dokumentation. I kommentar af 3. juni 2016 til SKAT’s forslag til ændring af skatteansættelsen er anført, jf. SKAT’s sagsfremstilling: … Med mail af 6. juli 2016 til SKAT er yderligere anført: "… Vi har gennemgået din ændrede argumentation for manglende fradragsret for omkostninger til projekt (red.projekt.nr.1.fjernet) (R8-revision) og skal i den forbindelse anføre, at vi fortsat er af den opfattelse, at de samlede udgifter til projekt (red.projekt.nr.1.fjernet) er afholdt for at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten i H1-virksomhed, hvorfor vi anser dem for fradragsberettigede driftsomkostninger efter Statsskattelovens § 6 a. Vi henviser til vores tidligere fremsendte argumentation i vores svar af d. 3. juni 2016. ..." I klagen er anført: "Honoraret var betaling for R8-revision's assistance i sagen, idet der blandt andet var foretaget en gennemgang af koncernens cash-flow situation på kort sigt. Derudover havde R8-revision gennemgået koncernens forretningsplan med henblik på etablering af et fælles informationsgrundlag for koncernen og dets bankforbindelser, således at dette grundlag kunne bruges som udgangspunkt for drøftelserne om koncernens fremtid. Omkostningerne blev afholdt i bestræbelserne på at sikre selskabets fortsatte drift, og H1-virksomhed har af samme årsag fratrukket omkostningerne som sædvanlige driftsomkostninger ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst for indkomståret 2012." Endvidere er anført: "… det [er] SKAT's opfattelse, at denne udgiftspost skal opdeles i følgende underkategorier: 1. Udarbejdelse af en model til "financial forecast'' (the model): 2. Betaling af retainer 3. Bistand til at fastlægge ledelsens forhandlingsposition For så vidt angår punkt 1 er der efter SKAT's vurdering tale om erhvervelse af software, som principielt kan fradrages i henhold til afskrivningslovens § 6. Efter SKAT's opfattelse må der imidlertid nægtes fradrag, idet beløbet efter deres opfattelse ikke kan opgøres med sikkerhed. Vi er uenige i SKAT's vurdering, og skal med henvisning til argumenterne i de foregående afsnit fastholde, at omkostningerne må anses for fradragsberettigede driftsomkostninger i henhold til statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Hvis landsskatteretten - mod forventning - måtte være uenig heri, er det vores subsidiære opfattelse, at alle omkostningerne vedrørende denne post er fradragsberettiget i henhold til afskrivningslovens § 6, idet omkostningerne kan opgøres med tilstrækkelig sikkerhed. I forhold til dette spørgsmål skal vi endnu engang fremhæve, at SKAT heller ikke i denne henseende har fundet anledning til at fastsætte et fradrag ud fra et almindeligt forvaltningsretligt skøn, selvom der ikke er tvivl om hverken det samlede beløb til R8-revision, eller at udgiften er afholdt. For så vidt angår punkt 2 opkrævede R8-revision et retainer fee, som efterfølgende blev tilbagebetalt. H1-virksomhed fratrak beløbet i indkomstopgørelsen for 2012 (sammen med det øvrige honorar til R8-revision), men lod sig efterfølgende beskatte af beløbet i indkomstopgørelsen for 2013 som følge af refusionen. På denne baggrund har SKAT nægtet fradrag i 2012. For så vidt angår punkt 3 har SKAT nægtet fradrag efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a med den begrundelse, at omkostningerne vedrører kapitalgrundlaget. Det er derudover også SKAT's opfattelse, at der ikke gives fradrag efter ligningslovens § 8, stk. 3, idet de betalte omkostninger ifølge SKAT ikke kan anses for gebyrer m.v. omfattet af denne bestemmelse. Endelig finder SKAT, at omkostningerne heller ikke kan henføres til anskaffelsen eller indfrielsen af gæld i medfør af kursgevinstlovens § 26, stk. 3. SKAT's synspunkter kan ikke tiltrædes, og vi skal i denne forbindelse henvise til de synspunkter, som vi har gjort gældende i de foregående afsnit." Landsskatterettens afgørelse Med hensyn til lovgrundlag, præmisser mv. henvises til ovenfor under punkt: ’ 2 Fradrag for o mkostninger til R3-advokathus’ anførte. Endvidere henvises til afskrivningslovens § 2, stk. 2 og afskrivningslovens § 6, stk. 1, nr. 4 om afskrivning på udgifter til edb-software. Efter § 6, stk. 1, nr. 4 kan udgiften vælges fradraget (straksafskrevet) i den skattepligtige indkomst for anskaffelsesåret. … Punktet angår den skattemæssige behandling af omkostninger under ’Project (red.projekt.nr.1.fjernet)’ på 47.783.000 kr., som er betalt til ’R8-revision’ for assistance i form af en gennemgang af koncernens cash-flow, forretningsplan mv. med henblik på etablering af et fælles informationsgrundlag for koncernen og dets bankforbindelser som udgangspunkt for drøftelser om koncernens fremtid. Grundlaget for omkostningen beror på aftaler mellem selskabet og R8-revision, jf. brev af 21. juni 2012 mv. (’engagement Letter’ med tillæg). Som dokumentation for omkostningen er fremlagt de pågældende aftaler mv. og en række fakturaer. Omkostningerne anses herefter for afholdt med det primære formål at gennemføre finansiering, og i tilknytning hertil - som påpeget af SKAT i sin afgørelse - overvejelser om omstrukturering og bortsalg af virksomhed. Der findes herefter ikke godtgjort, at omkostningerne har en sådan direkte forbindelse til selskabets løbende driftsindtægter, at udgifterne kan fratrækkes, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1. Der er derimod tale om udgifter, der angår lånefinansieringen mv., ændring af selskabsstruktur mv., og vedrører hermed selskabets indkomstgrundlag/kapitalgrundlag Endvidere findes det ikke godtgjort, at omkostningerne helt eller delvist er af en sådan karakter, at den kan henføres til selve kredittens indfrielse/etablering, jf. kursgevinstlovens § 26, stk. 3, hvorved bemærkes, at som sagen er forelagt, er der hverken mulighed for at fastslå eller skønne over hvor stor en del af udgifterne, der har en sådan evt. direkte forbindelse med indgåelse af låneaftale, at de kan medregnes i anskaffelsessummen. Dette gælder også evt. fradrag efter afskrivningslovens § 6 om ’software’, hvorved bemærkes, at det må påhvile selskabet at dokumentere - udover, at der er tale om ’software’ efter bestemmelsen - i mangel af særskilt opgørelse heraf et evt. beløbsmæssigt grundlag for købet. Endelig findes det ikke godtgjort, at der er fradragsret efter ligningslovens § 8, stk. 3. På denne baggrund, og da det i øvrigt anførte ikke kan føre til et andet resultat, stadfæstes SKAT’s afgørelse. Der er således ikke grundlag for hjemvisning. …" Indkomståret 2013 Fra 2013 og frem til 2014, hvor der blev underskrevet en ny aftale, arbejdede H1-virksomhed på at opnå mere rimelige vilkår i deres eksisterende låneaftaler. H1-virksomhed påstand for indkomståret 2013 angår et beløb på 49.508.499,84 kr. for en række udgiftsposter. Af Landsskatterettens 1. afgørelse af 7. april 2021 for indkomståret 2013 (sag.nr. 17-0991239), ekstraktens side 142, fremgår bl.a.: "… De i nærværende sag omhandlede omkostninger, der ikke er givet fradrag for, er specificeret således: 1. Beløb, som angår R3-advokathus, 2.761 t.kr. 2. Beløb, som angår sikkerhedsstillelse, 1.631 t.kr. 3. Beløb, som angår R8-revision, 662 t.kr. 4. Beløb, som angår F2-bank, F1-bank, bankkonsortiet og disses rådgivere, 27.195 t.kr. 5. Residual, som angår omposteringer, 577 t.kr. 6. Manglende bilag, 113 t.kr. Om disse udgifter fremgår: 1. R3-advokathus Selskabet har i selvangivelsen for 2013 fratrukket i alt 2.761 t.kr. kr., som angår rådgiverhonorar til det Y8-nationalitet advokatfirma R3-advokathus. SKAT har i bilag 3 til sin afgørelse opregnet bilag, som kan henføres til R3-advokathus, som af SKAT anses for at have haft en central rolle i forløbet af ’projekt (red.projekt.nr.1.fjernet)’ fra start til slut. R3-advokathus har således udøvet en koordinerende rolle mellem de væsentligste af projektets interesser, herunder selskabet og selskabets øvrige rådgivere, samt långiverne og deres rådgivere. Af bilaget fremgår nærmere om den ydede bistand: Ydelser i perioden fra den 31. januar til den 6. marts 2013: "Professional charges incurred in advising H1-virksomhed (H1-virksomhed) in connection with its financing arrangements and possible restructuring (the Transacti on), i ncluding…." Ydelser i perioden fra den 6. april til den 24. april 2013: 1. “...closing and post-closing work in relation to the accession of seven additional group companies to H1-virksomhed’s banking and bonding facility documentation , including liaising with Swiss counsel in relation to H1-virksomhed’s application for a Swiss tax ruling; 2. advicing H1-virksomhed in relation to it’s refinancing and bonding facility requirements and docu mentation, including prepartion of draft amendment agreements; 3. negotiating and arranging execution, notarisation and registration of Spanish real estate se curity documents; 4. post-closing work, including collecting in and organising original signed documentation and arranging preparation and deliveries of conditions subsequent; 5. preparing notes of guidance on banking and bonding documentation; 6. liaising with H1-virksomhed’s advisers including R8-revision, R1-advokathus, R9-advokathus and R10-advokathus, and with H1-virksomhed’s bonding providers and their counsel; and ..." Ydelser i perioden fra den 1. september til den 25. oktober 2013: 1. "... advising H1-virksomhed in relation to its bank and bonding facility requirements and documentation preparation and negotiation of waiver and amendment letters; 2. advising H1-virksomhed in relation to its bonding facility with F4-bank and an amended bonding facility with F8-bank, including:…. 3. advice in relation to the accession of five additional group companies to H1-virksomhed’ banking and bonding facility documentation, including:….. 4. advice in relation to the bank consent process in respect of Project (red.projekt.nr.7.fjernet) and Project (red.projekt.nr.8.fjernet), including:….. 5. Advice in realtion to the bank consent process in respect of the issue of Spanish tax bonds, including drafting and negotiating amendment letters and coordinating signing; 6. Advice in relation to a proposal to amend the RCF Agreement to provide for drawings by way of bank guarantees, including preparing and negotiating a term sheet and preparing draft long form documentation; 7. Advice in relation to the interaction between H1-virksomhed’s bank facilities and cash pool arrangements; 8. Liaising with H1-virksomhed’s advisers including R1-advokathus, R9-advokathus and R10-advokathus; and ..." 2. Sikkerhedsstillelse Selskabet har i selvangivelsen for 2013 fratrukket i alt 1.630 t.kr., som angår betalinger til forskellige rådgivere i forbindelse med sikkerhedsstillelse. Af ovennævnte bilag 3 fremgår, at ’tilknyttede selskaber’ i flere lande har påtaget sig forpligtelse som hæftende eller garanter i forhold til selskabets lån på grundlag af krav for långiverne. Bistanden ’kan karakteriseres ved at omfatte’: • Samarbejde/afstemning/koordination af handlinger med R3-advokathus (R3-advokathus). • Planlægning af nødvendige handlinger hos datterselskaber i forhold til kravene fra långiverne og i forhold til lokal lovgivning. • Rådgivning m.v. af datterselskabets ledelse i forhold til handlingerne. • Opfølgning i forhold til gennemførslen hos datterselskaberne. • Varetagelse af dokumentation (protokollering, vedtægtsændringer m.v., annonceringer og registrering hos myndigheder). • Indsamling og videresendelse af dokumentation til selskabet og/eller R3-advokathus. SKAT har i bilaget anført eksempler på bistand, jf. uddrag af fakturaer. Bl.a. fremgår: R11-advokathus, advokat, Y6-land Ydelser i perioden fra den 29. januar til den 29. april 2013: “ Advice on the verification of the fulfillment of certain conditions to the refinancing executed in January 2013 by H1-virksomhed and F1-bank -among other financial institutions." Ydelser i perioden fra den 30. april til den 21. oktober 2013: " Advice on the follow up of the registration of the Spanish security to the refinancing executed in January 2013 by H1-virksomhed and F1-bank -among other financial institutions." R12-advokathus, advokat, Y11-land Ydelser i perioden fra den 5. marts til oktober 2013: " Advice on guarantee clauses on a Revolving Facility Agreement "……. R13-advokathus, advokat Ydelser, hvor perioden ikke er angivet: "To agreed Professional Fee for work done on your behalf in advising and assisting R3-advokathus in respect of accession of H1-virksomhed Limited in Project (red.projekt.nr.1.fjernet) to include….." 3. R8-revision Selskabet har i selvangivelsen for 2013 fratrukket i alt 662 t.kr., som angår udgifter i forbindelse med sikkerhedsstillelse. Af bilag 3 fremgår, at R8-revision blev engageret af selskabet i 2012 med ’Engagement Letter af 21. juni 2012’. "I bilaget omtales bl.a. følgende ydelser: “... 2. Business plan a) Advice and assist you in the preparation of your business plan to 31 december 2013, by reviewing and challenging the forecasts, which will form the basis of the restructuring request. In particular we will:…. b) …… c) Advise and assist you in the preparation of a presentation to lenders of the group’s business plan and advise you in relation to queries raised by the lenders and/or their advisers thereafter. ..." SKAT har for indkomståret 2012 ikke anset betalingerne vedrørende R8-revision for at udgøre sædvanlig revision af årsregnskabet. SKAT har derimod anset ydelserne for at vedrører analyser af koncernens økonomiske og forretningsmæssige forhold som led i koncernens forhandlinger med långivere og disses repræsentanter. (SKAT’s afgørelse indgår i ovennævnte sammenholdte klagesag). 4. F2-bank, F1-bank, bankkonsortiet og disses rådgivere Selskabet har i sin bogføring for 2013 anført udgifter til F2-bank, F1-bank, bankkonsortiet og disses rådgivere på i alt 27.195 t.kr. Udgifter er fratrukket ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Af bilag 3 fremgår, at ydelserne i flere tilfælde er uspecificerede. De specificerede udgifter er beskrevet med følgende eksempler: R2-advokathus (bankkonsortiets rådgiver) Ydelser i perioden fra den 10. januar til den 16. april 2013: • Modtagelse af fuldmagter • Varetagelse af forhold i forhold til tinglysningsmyndigheder • Afstemning i forhold til långivernes forventninger • Undersøgelser af kautioner/pantsætninger • Udarbejdelse af juridisk responsum angående H1-virksomhed’s tiltrædelse af kautioner/pantsætninger Kromann Reumert (F1-bank’s rådgiver) Ydelser i perioden fra den 1. marts til den 17. april 2013: Ydelserne angår rådgivning og undersøgelse af kautioner samt udarbejdelse af juridisk responsum angående indtræden af brugere. R6-revision (antaget af bankkonsordiet) Ydelser gennem flere måneder medio 2013: Ydelserne angår undersøgelse af rapporter (STCFF og likviditet). R2-advokathus (bankkonsortiets rådgiver) Ydelser i perioden fra den 17. april til den 18. oktober 2013: Udlæg til R2-advokathus pfa. Co-Com og under instruktion fra R1-advokathus. • Undersøgelse af fuldmagter • Planlagt salg af Y12-nationalitet projekter ((red.projekt.nr.5.fjernet) og (red.projekt.nr.6.fjernet)) • Review m.v. af udkast angående faciliteterne • Review af datterselskabsgarantier og disses adgang til faciliteterne • Særligt review angående adgang til lånefaciliteter for Wind 24, 30 og 31 5. Residual Selskabet har i sin skattepligtige indkomst for 2013 fratrukket et beløb på 577 t.kr. Overfor SKAT er oplyst, at udgifterne er tilknyttet ’Project (red.projekt.nr.1.fjernet)’ efter godkendelse af projektets budgetansvarlige. Manglende bilag Selskabet har i sin skattepligtige indkomst for 2013 fratrukket et beløb på 113 t.kr. Det har ikke været muligt for selskabet at fremskaffe bilag for beløbet. SKAT’s afgørelse SKAT har ikke indrømmet fradrag i 2013 for udgifter på i alt 32.941.000 kr. i tilknytning til ’Project (red.projekt.nr.1.fjernet)’. SKAT har inddelt sin afgørelse i følgende punkter: Ikke dokumenterede udgifter SKAT har henvist til statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, hvorefter udgifter, som i årets løb er anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten, herunder ordinære afskrivninger, kan fradrages. Endvidere er henvist til SKM2004.119.ØLR om fradrag for driftsudgifter. Af dommen fremgår, at det påhviler den skattepligtige at dokumentere sine udgifter, og at kravet hertil ubetinget påhviler den skattepligtige. Af de fratrukne udgifter har det ikke været muligt at dokumentere udgifter på 113 t.kr. i form af faktura eller på anden vis. Allerede herefter er fradrag for disse udgifter nægtet. Udgifter vedrørende selskabets finansielle kapitalberedskab SKAT har henvist til statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, hvorefter udgifter, som i årets løb er anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten, herunder ordinære afskrivninger, kan fradrages. Det er en betingelse for fradrag efter bestemmelsen, at der skal være en direkte og umiddelbar sammenhæng mellem udgifternes afholdelse og erhvervelsen af årets indkomst. Endvidere er henvist til følgende praksis: • SKM2009.271.HR , hvor en bonus udbetalt til to direktører ikke blev anset som en fradragsberettiget udgift for selskabet med begrundelsen, at den udbetalte bonus ikke havde den tilknytning til selskabernes drift, der må kræves for, at udgiften kan anses som en driftsomkostning omfattet af statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. • SKM2015.373.ØLR , hvor afholdte udgifter til rådgivere før frasalg af selskabet ikke blev anset for fradragsberettiget med henvisning til, at bistanden overvejende havde haft til formål at styrke og effektivisere driften med henblik på det forestående salg, Der blev henvist til statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. • SKM2013.557.ØLR , hvor afholdte udgifter til rådgivere i relation til et udefra kommende tilbud om overtagelse af aktierne i selskabet ikke blev anset for fradragsberettiget bl.a. med henvisning til, at udgifterne, der var udløst af en enkeltstående begivenhed i form af overtagelsestilbuddet, måtte anses for afholdt i aktionærernes interesse. Der blev henvist til statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Ifølge SKAT illustrerer dommene, "at det skal være hensynet til den løbende indtjening, der begrunder dispositionen, og ikke hensynet til det underliggende indkomstgrundlag." Udgifterne vedrørende projekt (red.projekt.nr.1.fjernet) i 2013 angår omkostninger til afrapportering, løbende forhandlinger m.m. for at sikre selskabets lånefaciliteter hos selskabets hovedkreditorer. Udgifterne anses for afholdt med det formål at opfylde de i låneaftalerne opsatte betingelser (covenants) samt at skabe grundlag for at opnå en bedre forhandlingsposition og derved forbedre vilkårene i selskabets og koncernens eksisterende låneaftaler. SKAT har herefter anført: "Selskabets udgifter i projekt (red.projekt.nr.1.fjernet) udgør bl.a. betalinger til R8-revision og til R6-revision, som er henholdsvis selskabets og långivernes rådgivere. Ydelserne herfra angår bl.a. overvågning af selskabets indtjening og værdier samt for R8-revision’s vedkommende anden rådgivning om selskabets drift. Ydelser af denne karakter vil typisk blive anset som knyttet til driften. I nærværende sag er rådgiverne dog engageret med henblik på at tilvejebringe grundlaget for selskabets og långivernes forhandlingspositioner som parter i låneaftalerne. Herudover angår udgifterne betaling til rådgivere i forbindelse med at tilsikre H1-virksomhed selskaber som brugere og garanter af selskabets eksisterende lånefaciliteter. Udgifterne angår derfor selskabets og koncernens finansielle kapitalgrundlag. Eksistensen af enhver virksomhed beror på, at den er tilstrækkeligt finansieret. Finansieringen gennem egenkapital eller gæld udgør virksomhedens kapitalgrundlag. Fremskaffelsen af et kapitalgrundlag er således ikke et forhold, som er direkte knyttet til virksomhedens løbende drift, og udgifterne dertil kan derfor ikke anses som driftsomkostninger. Det forhold, at selskabet fortsat havde behov for at sikre sit finansielle kapitalgrundlag i 2013, udgør ikke et grundlag for at anerkende fradrag for udgifter, som er knyttede hertil, og udgør dermed ikke grundlag for at tilsidesætte den almindelige hjemmel for fradrag for driftsomkostninger, jf. statsskattelovens § 6. Efter en samlet vurdering af de foreliggende oplysninger finder SKAT derfor ikke, at de afholdte udgifter vedrørende projekt (red.projekt.nr.1.fjernet) kan anses for at have en sådan tilknytning til selskabets drift, at de kan karakteriseres som driftsomkostninger, der kan fradrages i selskabets indkomst efter bestemmelsen i statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a." Fradrag for udgifter ved lån SKAT har henvist til statsskattelovens § 6, stk. 1, litra e om fradrag for renter på lån. Som rente anses vederlag for lån af kapital, som løbende beregnes som en procentdel af den til enhver tid værende restgæld. Endvidere er henvist til ligningslovens § 8, stk. 3 om fradrag for låneomkostninger, der ikke umiddelbart kan anses som en renteudgift efter bestemmelsen i statsskattelovens § 6, stk. 1, litra e. Ligningslovens § 8, stk. 3 har følgende ordlyd: Ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst fradrages: a) løbende provisioner eller præmier for lån, som den skattepligtige optager, eller for sikring af hans tilgodehavende, b) præmier og lignende løbende ydelser for kaution for den skattepligtiges gæld, og c) stiftelsesprovisioner, engangspræmier og lignende engangsydelser for lån, sikring af tilgodehavender eller kaution, som nævnt under a) og b), såfremt løbetiden er mindre end 2 år. Ligningslovens § 8, stk. 3 blev indført ved lov nr. 544 af 10. december 1969. Loven blev bl.a. indført som følge af en Landsskatterets kendelse af den 8. november 1968, hvor et selskab blev nægtet ret til fradrag for præmier, som selskabet havde betalt til et kautionsforsikringsselskab og til Eksportkreditrådet, jf. statsskattelovens § 6, stk.1, litra a eller statsskattelovens § 6, stk. 1, litra e. I bemærkningerne til bestemmelsen i ligningslovens 8, stk. 3, anføres bl.a. følgende, jf. lovforslag nr. 19 af 8. oktober 1969: "For at afhjælpe denne uklarhed foreslås det at lovfæste en fradragsret for udgifter, som det må anses for naturligt at sidestille med renteudgifter, der kan fradrages efter statsskattelovens § 6, litra e. Efter forslaget skal fradragsretten derfor omfatte løbende præmier m.v. for lån, som den skattepligtige optager, samt løbende præmier for hans gæld. Den foreslåede fradragsregel omfatter endvidere løbende garantiprovisioner m.v. for sikring af den skattepligtiges tilgodehavender." Fra praksis er henvist til Landsskatterettens kendelse offentliggjort i TfS 1990, 516 om fradrag i relation til et likvidationsbo for bankgaranti til sikkerhed for evt. krav mod boet i form af løbende garantiprovision og bevillingsgebyr. Landsskatteretten fandt, at udgifterne måtte anses som fradragsberettiget efter ligningslovens § 8, stk. 3. Endvidere er henvist til daværende Told- og Skattestyrelses svar i TfS 1995, 611 om fradrag for en garantiprovision i forbindelse med en låneomlægning. De i nærværende sag omhandlede udgifter er af SKAT ikke anset for opstået gennem løbende beregning af udgifterne som en procentdel af den til enhver tid værende restgæld. Endvidere kan udgifterne ikke klart og direkte anses som udgifter til løbende provisioner eller præmier for lån, som selskabet har optaget. SKAT finder derfor, at udgifterne ikke er fradragsberettigede som renter, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra e, eller som løbende provisioner eller præmier for lån, jf. ligningslovens § 8, stk. 3, litra a og b. Fradrag for tab på gæld SKAT har henvist til kursgevinstlovens § 26 om fradrag for tab på gæld. Efter bestemmelsens § 26, stk. 3 opgøres gevinst eller tab på gæld som forskellen mellem gældens værdi ved påtagelsen og gældens værdi ved indfrielsen. Til gældens værdi på stiftelsestidspunktet kan der ifølge forarbejderne til bestemmelsen tillægges omkostninger afholdt i forbindelse med erhvervelse af gæld, herunder f.eks. gebyrer, kurtage, stiftelsesprovision og stempelafgift. Der må herefter kræves en snæver sammenhæng mellem udgiftsposten og opnåelsen af lånet, førend omkostningen kan tillægges anskaffelsessummen. Der er henvist til følgende praksis: • SKM2012.2.HR , hvor tab på nogle i forbindelse med låneoptagelse tildelte aktietegningsretter ikke blev anset for fradragsberettiget, idet tabet ikke var af en sådan art, at det kunne fratrækkes efter kursgevinstlovens § 26, stk. 4 (nu stk. 3). • SKM2014.87.HR , hvor udgifter til rådgivere mv. for bistand med tilrettelæggelsen og gennemførelsen af et investeringsprojekt ikke blev anset for fradragsberettiget, idet udgifterne - uanset om disse medgik til afsøgning af lånemarkedet eller til kreditvurdering - ikke havde den fornødne tilknytning til lånet. Udgifterne kunne derfor ikke tillægges lånets hovedstol efter kursgevinstlovens § 26, stk. 4 (nu stk. 3). • SKM2015.660.HR , hvor der i forbindelse med lånoptagelse blev givet fradrag efter kursgevinstloven for udgifter ved garanti med begrundelsen, at udgifterne opfyldte betingelsen om, at kunne henføres direkte til selve gældes etablering eller indfrielse. Til selskabets indsigelse om, at de nævnte domme angår udgifter ved handel med kapitalandele og tegningsretter og ikke udgifter i tilknytning til låneoptagelsen, er bemærket, at det dommene viser er, at udgifter kan fradrages efter kursgevinstlovens § 26, stk. 3, hvis de anses for tilstrækkelig tæt knyttede til gældens etablering. Herefter er anført: "Selskabets udgifter i forbindelse med projekt (red.projekt.nr.1.fjernet) angår selskabets aktiviteter med henblik på at bevare sine allerede erhvervede lånefaciliteter. Omkostninger udgør betaling til selskabets rådgivere, långivere og långivernes rådgivere med henblik på at tilsikre H1-virksomhed selskaber som brugere og garanter i selskabets eksisterende lånefaciliteter. Selskabet har således ikke dokumenteret, at udgifterne er knyttet til gældens etablering eller indfrielse, idet der hverken optages eller indfries nye lån. Afgørelserne i SKM2012.2.HR og SKM2015.660.HR udgør derfor hellere ikke grundlag for at anerkende fradragsret efter bestemmelsen i kursgevinstlovens § 26, stk. 3, for udgifterne afholdt angående projekt (red.projekt.nr.1.fjernet). Afgørelsen i SKM2014.87.HR giver endvidere grundlag for at konkludere, at udgifter til afsøgning af lånefinansiering ikke kan anses som knyttet til gældens etablering. SKAT finder, at de af udgifterne i projekt (red.projekt.nr.1.fjernet), som angår fastlæggelsen af selskabets og långivernes forhandlingsposition, kan anses som direkte sammenlignelige med undersøgelsen af muligheder i markedet for optagelse af lån. Det fremgår videre af SKM2014.87.HR , at det er skatteyderen som har bevisbyrden for, at de rådgiveromkostninger, som ønskes medregnet i anskaffelsessummen, angår bistand af en sådan art, at de kan medregnes heri. Udgifterne anses derfor ikke for afholdt i forbindelse med indfrielse eller optagelse af nye lån, hvorfor selskabet heller ikke efter kursgevinstlovens § 26, stk. 3, kan fratrækkes udgifterne eller en mindre del heraf i opgørelsen af gevinst og tab på gælden." SKAT’s udtalelse til klagen SKAT har til selskabets bemærkninger om, at SKAT ved ikke at inddrage sagens konkrete omstændigheder overser udgifternes direkte og umiddelbare forbindelse til erhvervelsen af den skattepligtige indkomst og dermed at de er fradragsberettiget, jf. statskattelovens § 6, stk. 1, litra a., bemærket: "Det er SKAT’s opfattelse, at den omstændighed, at selskabet i 2013 var i en økonomisk presset situation ikke ændre ved, at udgifterne må anses for at vedrøre selskabets og koncernens finansielle kapitalgrundlag, og derved ikke kan anses for knyttet til selskabets indkomsterhvervelse, hvorfor selskabet ikke har fradragsret for udgifterne." Til selskabets bemærkninger om, at SKAT ikke har forholdt sig specifikt til de enkelte udgiftsposter, men alene har vurderet fradragsretten på et generelt og overordnet niveau er anført: "Selvom udgifterne til de forskellige rådgivere m.v. tilsammen indgår i projekt (red.projekt.nr.1.fjernet), og derved overordnet set må anses for at vedrøre det samme forhold, er det dog afgørende, at der foretages en selvstændig vurdering af hver enkelt post i relation til den leverede ydelse med henblik på at kunne vurdere, om der er fradragsret for udgiften. Det er således også på baggrund af en helt konkret vurdering af hver enkelt udgiftspost, at SKAT har anset i alt 26.230 t.kr. af udgifterne vedrørende projekt (red.projekt.nr.1.fjernet) som fradragsberettigede udgifter. SKAT har gennemgået hver udgiftspost med henblik på at foretage en vurdering af, om enkelte eller flere af udgifterne kan anses for fradragsberettiget. Dette fremgår endvidere af Bilag 3: Projekt (red.projekt.nr.1.fjernet): "Udgifter, som er fratrukne" til SKAT’s afgørelse af den 6. juli 2017, hvorved udgifterne er nærmere behandlet. Bilaget systematiserer udgifterne på grundlag af ydelsernes indhold og formål. Det forhold, at SKAT ikke har anset de resterende 32.941 t.kr. som værende fradragsberettiget, beror således på en helt konkret vurdering af hver enkelt udgiftspost." Til selskabets bemærkninger i relation til TfS2009.284.SR om fradrag for tilsagnsprovision i medfør af bankpakke II er anført: " SKAT skal hertil bemærke, at Skatterådets bindende svar omhandler fradragsretten for et kreditinstitut. Kreditinstitutter er omfattet af lov om finansiel virksomhed, hvilket medfører, at der for disse er en direkte sammenhæng mellem deres kapitalforhold, forretningsomfang og drift. Det fremgår endvidere klart af SKAT’s svar som blev tiltrådt af Skatterådet, at udgifterne alene kan fratrækkes som følge af finansieringsvirksomhedens status som næringsdrivende, jf. følgende uddrag: "Tilsagnsprovisionen vil herefter, efter SKAT’s opfattelse, være fradragsberettiget som en driftsomkostning efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, for institutter, der driver næring med finansiering, hvilket SKAT lægger til grund er tilfældet for de i sagen omhandlede institutter. " (SKAT’s fremhævning) Allerede som følge heraf vurderes afgørelsen ikke at have betydning for spørgsmålet om fradragsret i nærværende sag, idet selskabet ikke kan anses for næringsdrivende med finansiering." Til selskabets bemærkninger i relation til ’ikke-dokumenterede udgifter’ er bemærket: "I klagen anføres det under afsnit 3.1.2.2, side 13 og afsnit 3.1.4, side 15, at SKAT hverken har betvivlet udgifternes størrelse, eller at de er afholdt. Dette er ikke korrekt. Selskabet har alene fremsendt et internt udarbejdet regneark, hvoraf de pågældende udokumenterede udgifter fremgår. På trods af anmodning fra SKAT har selskabet ikke på anden vis dokumenteret eller sandsynliggjort for udgifternes afholdelse eller størrelse. Det skal hertil bemærkes, at selskabet har en pligt til at opbevare regnskabsmateriale i 5 år fra udgangen af det regnskabsår, som materialet vedrører, jf. bogføringslovens § 10, stk. 1. Det fremgår således af Østre Landsrets dom af den 20. februar 2004, offentliggjort i SKM2004.119.ØLR , at det er selskabets ansvar at kunne dokumentere de fratrukne driftsudgifter, og at selskabet bærer risikoen for, at regnskabsmaterialet bortkommer. Når SKAT hverken modtager dokumentation for udgifternes afholdelse eller størrelse eller, at selskabet på anden vis er i stand til at sandsynliggøre herfor, har SKAT intet grundlag for at foretage et nærmere skøn over udgifternes størrelse, deres berettigelse eller vurdere, hvorvidt de kan anses for fradragsberettiget." SKAT’s supplerende indlæg SKAT har for indkomståret 2012 ikke indrømmet fradrag for udgift til ’retainer fee’ på 4.386 t.kr. med begrundelsen, at udgiften ikke kunne anses for endelig pådraget i indkomståret. Denne afgørelse er med den samtidig hermed behandlede sag for Landsskatteretten vedrørende 2012 (j.nr. 16-1562631) stadfæstet. Under SKAT’s kontrol af indkomståret 2014 konstateres (efter SKAT’s afsigelse af afgørelse i nærværende sag), at beløbet er tilbagebetalt og indtægtsført i 2013. SKAT har herefter indstillet afgørelsen nedsat med de 4.386 t. kr. Selskabets opfattelse Selskabets repræsentant har nedlagt påstand om, at der godkendes fradrag, jf. Statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Subsidiært er nedlagt påstand om, at udgifterne kan fratrækkes i medfør af ligningslovens § 8, stk. 3, alternativt aktiveres, jf. kursgevinstlovens § 26, stk. 3. I indsigelse til SKAT’s forslag til afgørelse er anført: "…..Det er H1-virksomhed’s opfattelse, at projektet vedrørte sikring af den nødvendige likviditet til at sikre selskabets fortsatte drift, og at det i denne forbindelse var nødvendigt at indgå i omfattende forhandlinger med selskabets kreditorer vedrørende kreditlinjer. Vi er uenige i, at afgørelserne SKM2009.271.HR , SKM2013.357.ØLR og SKM2015.373.ØLR bidrager med et relevant hjemmelsgrundlag, da afgørelserne har tilfælles, at de vedrører omkostninger, der er afholdt på vegne af selskabets aktionærer i forbindelse med afståelse af kapitalandele. Det er tillige vores opfattelse, at afgørelserne SKM2012.2.HR , SKM2014.87.HR og SKM2015.660.HR har tilfælles, at de begrænser selskabets fradragsret for rådgiveromkostninger, ikke som følge af omkostningernes tilknytning til lånoptagelse, men derimod som følge af det underliggende finansieringsbehov, der vedrører handel med kapitalandele og tegningsretter. Det er således vores opfattelse, at de afholdte omkostninger korrekt er indgået i selskabets skatteberegning." I klagen er anført: "Vi er grundlæggende uenige i SKAT's vurdering. Det er vores opfattelse, at SKAT fejlagtigt ikke inddrager sagens konkrete omstændigheder og særligt betydningen af disse omstændigheder. Efter vores vurdering medfører dette, at SKAT overser, at de afholdte udgifter konkret har direkte og umiddelbar forbindelse med erhvervelsen af den skattepligtige indkomst for H1-virksomhed i 2013 og derfor konkret er fradragsberettigede efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a." Det følger af doms- og administrativ praksis, at låneomkostninger konkret kan være fradragsberettigede efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Fradragsretten er således ikke udelukket på forhånd alene af den grund, at omkostningen knytter sig til selskabets lånefinansiering. Det afgørende for fradragsretten efter driftsomkostningsbegrebet er udgiftens sammenhæng med indkomsterhvervelsen, samt om udgiften er afholdt af driftsmæssige årsager. Der er henvist til den Juridiske Vejledning, afsnit C.C.2.2.1.6 . (Selskabers finansielle grundlag), jf. følgende: "Den omstændighed, at en udgift har en umiddelbar forbindelse med et selskabs finansielle grundlag (aktie- eller anpartskapitalen) udelukker ikke fradragsret, hvis der i øvrigt foreligger en aktuel driftsmæssig begrundelse for dispositionen. Som for driftsomkostninger generelt er det også i disse tilfælde altafgørende, om den driftsmæssige begrundelse falder indenfor virksomhedens hidtidige, naturlige rammer." Endvidere er henvist til en række domme/afgørelser: • UfR1980, 712.HR (’Træslastldommen’), hvor der indrømmes fradrag for selskabets årlige noteringsafgift til Fondsbørsen med den begrundelse, at børsnoteringen af selskabets aktier var af en sådan betydning for selskabets status og almindelige omdømme - og dermed for dets indtjeningsmuligheder - at udgiften måtte anses for en fradragsberettiget driftsomkostning. • SKM 2013.557.ØLR, hvori det slås fast, at spørgsmålet om, hvorvidt en udgift kan anses som en driftsomkostning, skal bedømmes i forhold til hensigten med udgiftens afholdelse. Frem for at fokusere på den pågældende udgifts generelle karakter, skal der så­ledes fokuseres på udgiftens betydning og karakter netop i forhold til den pågældende virksomhed, der afholder udgiften. Dommen illustrerer således, at der bør gives fradrag, når en omkostning er afholdt af driftsmæssige årsager. • Landsskatterettens afgørelse i j.nr. 12-0244479, hvori et selskab fik fradrag efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Landsskatterettens j.nr. 12-0244479 . I denne sag godkendte Landsskatteretten fradrag efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a for udgifter til advokat i forbindelse med fremskaffelse af nødvendig likviditet til driften. Der var tale om arbejde i forbindelse med gennemførte undersøgelser (due diligence) af selskabets skattemæssige, finansielle og juridiske forhold. Afgørelsen blev af SKAT indbragt for domstolene, hvor sagen efter følgende blev forligt, idet selskabet anerkendte SKAT’s afgørelse. Ifølge repræsentanten blev sagen forligt, fordi selskabet af ressourcemæssige grunde var nødsaget til at indgå forlig. Repræsentanten finder herefter sagen har præjudikatskabende værdi • SKM2009.53.SR er et eksempel på at låneomkostninger kan være fradragsberettigede. Finansieringsvirksomhedet kan således generelt fratrække låneomkostninger efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, når omkostningen ikke kan fradrages efter ligningslovens § 8 og kursgevinstlovens § 26. I supplerende indlæg er tilføjet, at der er ingen belæg er for at konkludere, at selskabet skulle være afskåret fra at fratrække låneomkostninger efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, alene fordi selskabet ikke er næringsdrivende med finansiering. Derimod illustrerer afgørelsen, at låneomkostninger de facto kan være fradragsberettigede efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Det er påpeget, at der tale om en bindende forhåndsbesked, hvor der alene er forholdt sig til det konkret forelagte spørgsmål. Desuden er henvist til LSRM1978.1590 om kursregulering på udlandslån. Det er på denne baggrund selskabets opfattelse, at H1-virksomhed er berettiget til fradrag efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a for de med ’Project (red.projekt.nr.1.fjernet)’ forbundne omkostninger. I relation til ligningslovens § 8, stk. 3 er bemærket, at omkostningerne subsidiært kan fratrækkes i medfør af ligningslovens § 8, stk. 3. I den forbindelse er foreslået, at spørgsmålet hjemvises til SKAT med henblik på en fornyet gennemgang af den underliggende dokumentation. I relation til kursgevinstlovens § 26, stk. 3 er bemærket, at omkostningerne mere subsidiært kan aktiveres i medfør af kursgevinstlovens § 26, stk. 3. I den forbindelse er foreslået, at spørgsmålet hjemvises til SKAT med henblik på en fornyet gennemgang af den underliggende dokumentation. Det er herefter anført: Som nævnt var det på tidspunktet for afholdelsen af omkostningerne helt fundamentalt for selskabet at fremskaffe finansiering til brug for den fortsatte drift og selskabets eksistens. Selve selskabets indkomstgrundlag var truet, og koncernen var med stor sandsynlighed gået konkurs, hvis ikke finansieringen var blevet fremskaffet. Når en virksomhed befinder sig i en sådan krisesituation, gør helt særlige mekanismer sig gældende og modsat eksempelvis en opkøbssituation, hvor en omkostning umiddelbart kan identificeres som vedrørende driften eller kapitalgrundlaget, er dette ikke tilfældet i en krisesituation. Det afgørende i en krise­ situation er på alle tænkelige måder at sikre den indkomst, der skal bringe virksomheden ud af krisen - det er (lidt populært sagt) ikke i en sådan situation, at indkomstgrundlaget og aktionærernes mulige afkast er i fokus. Udgifterne, der blev afholdt som led i forhandlingerne med de lån- og kreditgivende banker, både oprindelige og nye, vedrører selskabets driftskreditter og dermed selskabets fortsatte drift, og har dermed den nødvendige driftskarakter samt den fornødne direkte og umiddelbare forbindelse med erhvervelsen af den skattepligtige indkomst, at omkostningerne kan fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst som en driftsomkostning efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a I SKAT's afgørelse knytter SKAT nogle kommentarer til udgifterne afholdt til selskabets og långivernes rådgivere, herunder R8-revision ("R8-revision") og R6-revision ("R6-revision"). SKAT anfører bl.a., at rådgiverne var engageret med henblik på at tilvejebringe grundlaget for selskabets og långivernes forhandlingspositioner som parter i de eksisterende låneaftaler. Det er herefter SKAT’s opfattelse, at udgifterne konkret skal anses for at relatere sig til selskabets og koncernens finansielle kapitalgrundlag. Selskabet har hertil bemærket, at SKAT’s synspunkter ikke kan tiltrædes: "SKAT undlader således efter vores vurdering at tage i betragtning, at H1-virksomhed var i en økonomisk situation, hvor det var helt afgørende for driften og den fortsatte indkomsterhvervelse, at H1-virksomhed indgik i en genforhandling af de eksisterende låne- og kreditaftaler. Hvor en virksomhed og dennes datterselskaber kommer i økonomiske vanskeligheder, vil de involverede kreditorer med stort set alle forhåndenværende midler forsøge at beskytte deres tilgodehavender/krav, og i den forbindelse naturligvis stille en lang række krav, som debitorselskabet på egne og datterselskabers vegne nødvendigvis må efterleve for at sikre, at selskabet ikke går i betalingsstandsning. Bankerne vil naturligt nok sikre deres udlån på den bedst mulige måde og for at være i stand til dette, vil det være nødvendigt at danne sig et overblik over debitors samlede finansielle situation, herunder den samlede gæld, værdien af aktiver og lignende. Bankerne vil naturligvis alene være indstillet på at yde lån og finansiering, hvis der foreligger et forretningsmæssigt grundlag for, at selskabet vil blive i stand til at tilbagebetale gennem positiv drift, og hvis der er sikkerhed om eventuelle latente forpligtelser m.m. ----- I forbindelse med sådanne genforhandlinger af låne- og kreditaftaler er det ….. ganske sædvanligt, at debitor afholder omkostningerne til kreditors rådgivere. Vi skal i den forbindelse bemærke, at hvis selskabet selv havde afholdt tilsvarende interne omkostninger, havde der ikke været tvivl om fradragsretten efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. I forlængelse af ovenstående skal det særligt fremhæves, at SKAT ….. hverken har betvivlet udgiftens størrelse, eller at den er afholdt. SKAT kunne derfor principielt have udøvet et skøn, for så vidt angår sådanne omkostninger, som de ikke måtte have fundet tilstrækkeligt specificeret. Et sådant skøn ligger indenfor SKAT's kompetence, men SKAT har ikke desto mindre konsekvent undladt at indrømme fradragsret ud fra et almindeligt forvaltningsretligt skøn. Det forekommer efter vores opfattelse meget usandsynligt, at ingen af de omkostninger, H1-virksomhed har afholdt i forbindelse med Project (red.projekt.nr.1.fjernet), skulle kunne berettige til fradrag eller alternativt henføres til erhvervelsen eller indfrielsen af gæld." Sidstnævnte betragtninger om udøvelse af skøn mv. gør sig også gældende i relation til ikke dokumenterede udgifter på 113 t.kr. I supplerende indlæg af 16. januar 2016 er henvist til skattekontrollovens § 5, stk. 3 og § 6, stk. 6, idet praksis viser, at selvstændige, der får tilsidesat selvangivelsen til tider må affinde sig med en skønsmæssig ansættelse. Endvidere er henvist til grundlæggende forvaltningsretlige principper om saglighed. I supplerende indlæg af 16. januar 2018 er bl.a. anført: Til SKAT’s bemærkninger om, at den omstændighed, at selskabet i 2013 var i en økonomisk presset situation ikke ændrer ved, at udgifterne må anses for at vedrøre selskabets og koncernens finansielle kapitalgrundlag, er anført, at selskabet er uenig i det anførte, idet der efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a nok skal være en vis sammenhæng mellem udgiften og indkomsten, men dog uden at der skal foreligge en streng kausal forbindelse. Der er henvist til TfS2011, 986.HR (’Symbion-sagen’), hvor udgifter til management fee ved investering i en række porteføljevirksomheder blev anset for fradragsberettiget, idet selskabet ikke udelukkende - som anført af SKAT mv. - havde skattefrie indtægter, men også skattepligtige indtægter i form af rente og udbytte, hvorved formålet med de afholdte udgifter var at realisere skattepligtig indkomst. Endvidere er henvist til Betænkning nr. 1221 af 1991, hvori Skatterådet har anført, at "den omstændighed, at en udgift har en nær og direkte forbindelse med aktie-/anpartskapitalen, ifølge praksis ikke i sig selv udelukker, at udgiften kan være af omkostningskarakter.", og har herefter henvist til UfR1980, 712.HR (’Trælastdommen) I indlægget påpeges, at det ved SKAT’s afgørelse ikke findes tilstrækkeligt, at SKAT alene refererer til indholdet af visse af de omhandlede udgiftsbilag. Det må med rimelig kunne forventes, at SKAT nærmere fremfører de argumenter i vurderingen, der har dannet grundlag for SKAT’s konklusion. Landsskatterettens afgørelse Det fremgår at H1-virksomhed (og koncernen) som følge af økonomiske udfordringer i 2012 fik likviditetsproblemer, herunder problemer med at opfylde de i selskabets låneaftaler fastsatte ’covenants’, hvilket medførte risiko for, at lånene kunne kræves indfriet, hvilket potentielt kunne føre til selskabets konkurs. Ifølge selskabet var der tale om en krisesituation, hvor det afgørende var at sikre den indkomst, der kunne bringe selskabet ud af krisen. Med henblik på at bevare de eksisterende lånefaciliteter, og dermed tilsikre finansiering af den løbende drift, indledte selskabet forhandlinger med de långivende banker mv., ligesom selskabet modtog juridisk og finansiel rådgivning mv. De hermed forbundne omkostninger er fratrukket af selskabet som sædvanlige og ordinære driftsomkostninger. Betegnelsen ’Project’ (red.projekt.nr.1.fjernet)’ er anvendt i relation hertil. Den samtidig hermed behandlede klagesag, j.nr. 16-1562631 angår selskabets fradrag for udgifter afholdt under ’Project (red.projekt.nr.1.fjernet)’ i 2012 på godt 122 mio. kr. Der henvises til afgørelsen. Landsskatteretten stadfæster i sagen SKAT’s afslag på fradrag for udgifterne. Retten finder det ikke godtgjort, at de omhandlede omkostninger har en sådan snæver og direkte forbindelse til den løbende drift, som må kræves for evt. fradrag, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Der er derimod tale om udgifter, som angår selskabets finansielle grundlag, og vedrører hermed selskabets indkomstgrundlag/kapitalgrundlag. Landsskatteretten finder endvidere ikke, at selskabet har godtgjort, at udgifterne er fradragsberettigede efter ligningslovens § 8, stk. 3, eller har den fornødne direkte tilknytning til lånet, som kræves efter kursgevinstlovens § 26, stk. 3. Endvidere var der ikke grundlag for udøvelse af skøn eller hjemvisning af sagen. I sagen er henvist til Højesteretsdom offentliggjort i SKM2014, 87, hvori retten fastslog, at det i relation til kursgevinstlovens § 26, stk. 3 (daværende § 26, stk. 4) er skatteyderen, der har bevisbyrden for, at de omkostninger til egne rådgivere, der ønskes medregnet i anskaffelsessummen angår bistand af en sådan art, at de kan medregnes. Det samme gælder opdeling af rådgiveromkostninger på bistand, der kan medregnes, og bistand, der ikke kan, i tilfælde, hvor omkostningen omfatter begge elementer. I nærværende sag bemærkes først, at SKAT’s afgørelse, der angår fradrag for udgifter på i alt 32.941.000 kr., anses for at opfylde de krav til begrundelse af en forvaltningsafgørelse som følger af forvaltningsloven, jf. skatteforvaltningslovens § 20, stk. 1, idet SKAT har henvist til de anvendte retsregler, samt de faktiske forhold, som er tillagt betydning ved afgørelsen, jf. herved det til afgørelsen vedlagte bilag 3 med uddybende behandling af de enkelte udgifter. Af sagen fremgår, at de omhandlede omkostninger på i alt 32.941.000 kr., som af selskabet er fratrukket i 2013 under ’projekt (red.projekt.nr.1.fjernet)’, angår udgifter afholdt med henblik på at bevare de eksisterende lånefaciliteter. Omkostningerne relaterer sig til løbende forhandlinger, afrapporteringer mv. hermed. Der er nærmere tale om betalinger for juridisk bistand mv., betalinger i relation til sikkerhedsstillelse mv. på i alt 32.249 t.kr. Som dokumentation for betalingerne er fremlagt diverse fakturaer. Hertil kommer udgifter benævnt ’residual’ på 577 t.kr. og udgifter uden dokumentation på 113 t.kr., eller udgifter på i alt udgifter på 32.941 t.kr. Det findes i overensstemmelse med ovennævnte sag (hvortil i øvrigt henvises) ikke godtgjort, at omkostningerne helt eller delvist har en sådan snæver og direkte forbindelse til den løbende drift, som må kræves for evt. fradrag, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Der er derimod tale om udgifter, der angår selskabets finansielle grundlag, og vedrører dermed selskabets indkomstgrundlag/kapitalgrundlag. Endvidere findes det ikke godtgjort, at udgifterne helt eller delvist er af en sådan karakter, at de kan henføres til selve kredittens etablering, jf. kursgevinstlovens § 26, stk. 3. Ligeledes findes det ikke godtgjort, at der er fradragsret efter ligningslovens § 8, stk. 3 dels om fradragsret for provisioner, præmier og lignende ydelser dels for visse engangsydelser, såfremt løbetiden er mindre end 2 år. Det bemærkes, at det ikke i sig selv er tilstrækkeligt for hel eller delvis fradrag, at selskabets afholdelse af udgiften evt. ikke bestrides. Der er således ikke fremlagt yderligere dokumentation for udøvelse af evt. skøn, hvorved bemærkes, at som sagen er forelagt, er der hverken mulighed for at fastslå eller skønne over hvor stor en del af udgifterne, der har en sådan evt. direkte forbindelse med indgåelse af låneaftale, at de kan medregnes i anskaffelsessummen. I overensstemmelse med SKAT’s anmodning i supplerende indlæg nedsættes skatteansættelsen med 4.386 t.kr. På denne baggrund, og da det i øvrigt anførte ikke kan føre til et andet resultat, stadfæstes SKAT’s afgørelse med ovennævnte ændring. Den omstændighed, at selskabet evt. kunne have indrettet sig anderledes med evt. fradrag til følge, kan ikke medføre et andet resultat. Der er herefter ikke grundlag for hjemvisning. ’Projekt (red.projekt.nr.2.fjernet)’ Selskabet har i sin selvangivelse for 2013 i alt 10.970 t.kr. som angår ’Project (red.projekt.nr.2.fjernet)’. SKAT har i sin afgørelse oplyst, at ’Project (red.projekt.nr.2.fjernet)’ angår selskabets initiativer med henblik på dels kapitaludvidelse, dels på at få lempet vilkår, som selskabet måtte anerkende under ’Projekt (red.projekt.nr.1.fjernet)’ som led i bevarelsen af sine kreditfaciliteter. Projektet startede 2013 og fortsatte ind i 2014. I 2014 blev kapitaludvidelsen gennemført og indgået endelig aftale om lån med ændrede vilkår. I klagen er anført: "Project (red.projekt.nr.2.fjernet) havde navnlig til formål at genforhandle [disse] forhold og vilkår og dermed sikre selskabets indkomsterhvervelse på lang sigt. Endelig aftale blev indgået i 2014. De ændrede vilkår i 2014 - aftalen indbefattede, at der blev slækket på sikkerhedskravene og rapporteringskravene angående selskabets datterselskaber, og med aftalen skulle selskabet ikke i samme omfang som tidligere sikre mod datterselskabers (uhensigtsmæssige) dispositioner. Sammenlagt resulterede dette i, at kravene til forrentning og garantistilleiser blev ændret. I forbindelse med Project (red.projekt.nr.2.fjernet) afholdt H1-virksomhed en række omkostninger, der kan henføres til henholdsvis indkomståret 2013 og 2014. Omkostningerne vedrører indkomståret 2013 og omhandler blandt andet forhandlinger med de låne- og kreditgivende banker samt omkostninger til såvel bankernes som egne rådgivere. ----- Omkostningerne er - i lighed med de omkostninger, der blev afholdt til Project (red.projekt.nr.1.fjernet) - alle blevet afholdt i bestræbelserne på at sikre selskabets likviditet, driftskreditter og fortsatte eksistens. H1-virksomhed har på denne baggrund fratrukket omkostningerne som helt sædvanlige og ordinære driftsomkostninger ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst for indkomståret 2013." Selskabets udgifter til projektet er opgjort således: … Ifølge opgørelse fra selskabet (sendt til SKAT) kan udgifterne specificeres således: … I relation til dokumentation for udgifterne fremgår: I forhold til G6-virksomhed har det alene været muligt at dokumentere udgifterne via ’engagement letter’. Der er tale om månedlige fees. Udgiften til R8-revision på 237 t.kr. er ikke dokumenteret ved bilag. I SKAT’s sagsfremstilling er anført vedrørende: ’G6-virksomhed’ Af ’engament letter’ af ….. mellem ….. fremgår, at engagementet er opdelt i to hovedfaser: “The initial preparatory phase (“Phase 1") med ydelserne: • “Assist in determining the most appropriate capital structure, funding sources, and on-going liquidity plan for H1-virksomhed based on the business plan taking into account strategic objectives, required headroom and contingencies; • Assist management of H1-virksomhed and, to the extend requested, the board of directors in reviewing the business plan from a financial perspective which will be delivered to equity investors and lenders; • Consider business sensitivities to establish the potential range of the “refinancing" requirement and assess feasible equity and debt market alternatives; • Develop specific routes and markets available to achieve the required funding and capital structure; • As required, prepare and engage in discussions and / or negotiations with the existing lenders; • Financial modelling of H1-virksomhed business plan, including sensitivities. Analysis and assessment of H1-virksomhed credit profile and implied rating; • Advice H1-virksomhed management and Board of Directors on and manage the process of obtaining a rating with a leading rating agency, to the extent requested by H1-virksomhed; and • Make personnel and resources available as appropriate In respect of two potential work streams following completion of Phase 1 (Phase 2) …" G6-virksomheds ydelser i 2. fase angår rådgivende bistand til kapitaludvidelse og låneoptagelse. Bistanden omfatter analyser, præsentationer, koordination (både i forhold til udsøgningen af potentielle långivere og til sammensætningen af kapitalbehovet). Der er ikke angivet tidsrammer i aftalen. Aftalen angiver, at G6-virksomhed ikke påtager sig en garanterende/kontoførende rolle i forhold eventuelle udbud." R4-advokathus "Fakturaer fra R4-advokathus angår ydelser til projektet fra april 2013 og året ud. Ydelserne fra R4-advokathus kan karakteriseres som følger: • April - maj ….. : Ydelser angående indledende og forberedende aktiviteter. • Juni - juli …..: Ydelser angående prospekt og afstemninger i forhold til lånefaciliteter. • Maj - september….. : Ydelser angående varetagelse af betingelser i lånefaciliteter. • Oktober ….. : Ydelserne er umiddelbart ikke til at karakterisere, men angår ikke aftaler om optagelse eller indfrielse af lån. • November ….. : Ydelserne angår dokumentgennemgang og term sheet." Advokatfirmaet R3-advokathus I faktura af 29. august 2013 anføres: " .. . As highlighted in my email of 7 august 2013, because the project is not proceeding (at least for the moment) we have invoiced our abort rates ..." “Fakturaen omfatter ydelser gennem perioden fra den 7. maj til den 8. juli 2013. Ydelserne angår udarbejdelse af udkast, analyser og term sheet." Øvrige bilag: Omfatter " vurderinger af selskabet fra Standard & Poor’s og fra G14-virksomhed." SKAT’s afgørelse SKAT har ikke indrømmet fradrag i 2013 for udgifter på i alt 10.970 t.kr. i tilknytning til ’Project (red.projekt.nr.2.fjernet)’. SKAT har henvist til selskabsskattelovens § 8, stk. 1, statsskattelovens § 6, kursgevinstlovens § 26, stk. 3. Endvidere er henvist til: • SKM2014, 87.HR. Højesteret finder i dommen, at de omkostninger, der kan anses som del af gældens anskaffelsessum, angår bistand, der knytter sig til den indgåede låneaftale og gennemførelsen af låneoptagelsen samt forhandlinger, udarbejdelse og bedømmelse af aftalens vilkår og håndtering af sikkerhedsstillelser. Derimod kan omkostninger, der angår den overordnede strukturering og tilrettelæggelse af lånefinansieringen, herunder afsøgning af lånemarkedet, ikke kan medregnes som lånets anskaffelsessum. • SKM2004, 119.ØLR, hvoraf det fremgår, at det påhviler den skattepligtige at dokumentere sine udgifter. Det er ikke tilstrækkeligt, at omkostningen er bogført, og at den indgår i et revideret årsregnskab. Tilsvarende må være gældende i forhold til opgørelsen af andre grundlag, der kan have betydning for skatteansættelsen, jf. Højesterets dom, offentliggjort i SKM2011.388.HR , hvor Højesteret anerkendte, at påhvilede ejerne af en bygning at dokumentere for, at bygningen blev anvendt til afskrivningsberettiget formål. SKAT har herefter nægtet fradrag for udgiften på 237. t.kr. angående R8-revision, idet SKAT ikke anser udgiften for dokumenteret, jf. statsskattelovens § 6. SKAT har herefter anført: "Formålet med projekt (red.projekt.nr.2.fjernet) angår kapitaludvidelse og forhandling med selskabets hovedkreditorer med henblik på at opnå ændrede lånevilkår. Omkostningerne kan ikke anses som knyttede direkte til selskabets erhvervelse af skattepligtig indkomst og kan derfor ikke anses som driftsomkostninger, jf. statsskattelovens § 6. Selskabet har heller ikke gennemført kapitaludvidelsen og indfriet eller optaget gæld under projektets forløb i 2013. Udgifterne kan derfor ikke umiddelbart henføres til dette. Det anses som et krav for at kunne opnå fradrag, jf. SKM.2014.87HR. I selskabets brev af den 15. juni 2017 anføres det, at en fradragsnægtelse bør ske ud fra en konkret vurdering af de afholdte omkostninger. Det skal hertil bemærkes, at SKAT’s vurdering af omkostningerne er sket ud fra en helt konkret bedømmelse af de forskellige udgiftsarter. SKAT finder dog ikke grundlag for, at anse udgifterne eller en del af udgifterne for fradragsberettigede. På baggrund af ovenstående forhøjer SKAT derfor selskabets skatteansættelse for forholdet med i alt 10.970 t.kr." Selskabets opfattelse Selskabets repræsentant har nedlagt påstand om, at der godkendes fradrag for udgifterne på i alt 10.970 t.kr., jfr. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Subsidiært er nedlagt påstand om, at udgifterne kan fratrækkes i medfør af ligningslovens § 8, stk. 3, alternativt aktiveres, jf. kursgevinstlovens § 26, stk. 3. I kommentar til SKAT’s forslag til afgørelse er anført: "Projektet vedrørte fortsatte forhandlinger med kreditorer omkring forbedring af låneforhold oven på de skærpede forhold, der udløb af projekt (red.projekt.nr.1.fjernet). Herudover blev der foretaget en kapitaludvidelse. Det er vores holdning, at omkostninger vedrørende driftskreditter udgør fradragsberettigede omkostninger, og at en fradragsnægtelse af denne årsag bør bedømmes ud fra en konkret vurdering af de afholdte omkostninger." I klagen er til støtte for påstanden henvist til generelle synspunkter vedrørende statsskattelovens § 6 stk.1, litra a, kursgevinstlovens § 26 og ligningslovens § 8, stk. 3, samt praksis. Der henvises til det ovenfor anførte under punktet: ’Project (red.projekt.nr.1.fjernet)’. I relation til ’project (red.projekt.nr.2.fjernet)’ er anført: "I lighed med ovenstående vedrørende Project (red.projekt.nr.1.fjernet) er det efter vores vurdering forkert, når SKAT fuldstændig underkender betydningen af sagens konkrete omstændigheder og særligt det forhold, at H1-virksomhed i 2013 stadig var ved at komme sig ovenpå krisen i 2012. De aftaler, der blev indgået som led i Project (red.projekt.nr.2.fjernet), var i lighed med de aftaler, der blev indgået under Project (red.projekt.nr.1.fjernet), afgørende nødvendige for at sikre selskabets fortsatte drift og dermed eksistens. SKAT synes således at lægge til grund, at der skal bestå en streng kausal forbindelse mellem udgiftens afholdelse og indkomstens erhvervelse. Hertil skal vi indledningsvist bemærke, at der ikke gælder et krav om, at en omkostning skal have medført en indtægt, for at udgiften kan anses som en fradragsberettiget omkostning. Visse udgifter er således almindeligvis en nødvendig forudsætning for virksomhedens samlede indkomsterhvervelse - uden at disse omkostninger nødvendigvis bliver til omkostninger vedrørende kapitalgrundlaget. Der er således ingen tvivl om, at H1-virksomhed har ført de nævnte forhandlinger med de låne- og kreditgivende banker. Project (red.projekt.nr.1.fjernet) var for H1-virksomhed den nødvendige, men ikke på lang sigt tilstrækkelige betingelse for selskabets fortsatte drift. Formålet med Project (red.projekt.nr.2.fjernet) var derfor at opnå en finansiering, der på lang sigt kunne sikre selskabets fortsatte indkomsterhvervelse. De aftaler, der blev indgået med Project (red.projekt.nr.1.fjernet), nødvendiggjorde en efterfølgende forhandling. Project (red.projekt.nr.2.fjernet) var således en nødvendig forudsætning for koncernens fortsatte samlede indkomsterhvervelse. De udgifter, H1-virksomhed afholdte i forbindelse med Project (red.projekt.nr.2.fjernet), vedrørte således på lige fod med omkostningerne til Project (red.projekt.nr.1.fjernet) spørgsmålet om selskabets fortsatte drift. Det forhold, at forhandlingerne blev ført med det formål at forbedre vilkårene for H1-virksomhed, har efter vores vurdering ingen betydning for fradragsretten og ændrer ikke på, at omkostningerne blev afholdt for at sikre selskabets fortsatte indkomsterhvervelse. Vi bemærker for en god ordens skyld, at heller ikke Project (red.projekt.nr.2.fjernet) blev gennemført eller iværksat for at udvide det eksisterende indkomstgrundlag." Særlig i relation til ’Ikke-dokumenterede udgifter vedrørende R8-revision på 237 t.kr.’ er bemærket: "H1-virksomhed engagerede R8-revision som rådgiver både i forbindelse med Project (red.projekt.nr.1.fjernet) og Project (red.projekt.nr.2.fjernet). I forbindelse med Project (red.projekt.nr.1.fjernet) betalte H1-virksomhed et honorar til R8-revision på i alt kr. 47.783.336. Vedrørende Project (red.projekt.nr.2.fjernet) betalte H1-virksomhed et honorar til R8-revision på ca. t.kr. 237. Vi forstår SKAT's afgørelse således, at SKAT ikke anfægter, at omkostningen er afholdt, eller at omkostningen relaterer sig til Project (red.projekt.nr.2.fjernet). Det er dog SKAT's opfattelse, at der mangler bilag vedrørende ydelserne leveret af R8-revision, og at SKAT af denne grund ikke anser omkostningerne for tilstrækkeligt dokumenteret, hvorfor der ikke kan indrømmes fradrag efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. R8-revision's assistance vedrørte blandt andet en gennemgang af koncernens forretningsplan med henblik på etablering af et fælles informationsgrundlag for koncernen og dets bankforbindelser, således at dette grundlag kunne bruges som udgangspunkt for drøftelserne om koncernens fremtid. Omkostningerne blev afholdt i bestræbelserne på at sikre selskabets fortsatte drift, og H1-virksomhed har af samme årsag fratrukket omkostningerne som sædvanlige driftsomkostninger ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst for indkomståret 2013. Vi er derfor ganske uenige i, at omkostningerne ikke kan fradrages efter statsskattelovens § 6, stk.1, litra a. Endnu engang skal vi fremhæve, at SKAT hverken har betvivlet udgiftens størrelse, eller at den er afholdt. SKAT kunne derfor principielt have udøvet et skøn, for så vidt angår sådanne omkostninger, som de ikke måtte have fundet tilstrækkeligt specificeret. Et sådant skøn ligger indenfor SKAT's kompetence, men SKAT har ikke desto mindre undladt at indrømme fradragsret ud fra et almindeligt forvaltningsretligt skøn. Det forekommer efter vores opfattelse meget usandsynligt, at ingen af de udokumenterede omkostninger skulle kunne berettige til fradrag eller alternativt henføres til erhvervelsen eller indfrielsen af gæld." Selskabet har herefter fastholdt sin påstand om fradrag for de omhandlede udgifter. Landsskatterettens afgørelse Det følger af driftsomkostningsbegrebet i statsskattelovens § 6, at der ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst kan fradrages driftsomkostninger, dvs. de udgifter, som i årets løb er anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten. Det indebærer, at virksomheder ikke kan fradrage udgifter, der vedrører indkomstgrundlag/kapitalgrundlaget. Finansieringsudgifter er som udgangspunkt, når der bortses fra skatteydere i finansiel næring, ikke fradragsberettigede som driftsomkostninger. Det er skatteyderen, der bærer bevisbyrden for, at udgifterne er fradragsberettigede. Det fremgår, at selskabet med ’Project (red.projekt.nr.1.fjernet)’ fik sikret selskabets fortsatte indkomsterhvervelse i en periode ved at bevare de eksisterende lånefaciliteter. Landsskatteretten har i samtidig verserende sag (j.nr.16-1562631) og i nærværende sag nægtet fradrag for en del af udgifterne i forbindelse med projektet, idet udgifterne er anset for at angå selskabets finansielle grundlag, og dermed vedrører selskabets indkomstgrundlag/kapitalgrundlag. Med ’Project (red.projekt.nr.2.fjernet)’ blev selskabets fortsatte indkomsterhvervelse sikret for en længere periode. Således blev i 2014 indgået aftale om ny kreditfacilitet med mere gunstige vilkår for selskabet, ligesom der også blev foretaget en kapitaludvidelse. Nærværende punkt angår fradrag for udgifter i forbindelse med dette projekt på i alt 10.970.000 kr. Der er nærmere tale om udgifter til rådgivere for juridisk bistand, vurderinger mv. Som dokumentation er for nogle af omkostningerne fremlagt ’engagement letter’, for andre fakturaer. Udgift til R8-revision på 237.111 kr. har ikke været muligt at dokumentere, men er oplyst at vedrøre gennemgang af koncernens forretningsgange mv. afholdt for at sikre selskabets fortsatte drift. Det findes herefter ikke godtgjort, at omkostningerne - i lighed med de omhandlede omkostningerne vedrørende ’Project (red.projekt.nr.1.fjernet)’ - helt eller delvist har en sådan snæver og direkte forbindelse til den løbende drift, som må kræves for evt. fradrag, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Der er derimod tale om udgifter, der angår selskabets finansielle grundlag, og vedrører hermed selskabets indkomstgrundlag/kapitalgrundlag. Endvidere findes det ikke godtgjort, at udgifterne helt eller delvist er af en sådan karakter, at de kan henføres til selve kredittens etablering, jf. kursgevinstlovens § 26, stk. 3. Ligeledes findes det ikke godtgjort, at der er fradragsret efter ligningslovens § 8, stk. 3. Det bemærkes, at det ikke i sig selv er tilstrækkeligt for hel eller delvis fradrag, at selskabets afholdelse af udgiften evt. ikke bestrides. Der er således ikke fremlagt yderligere dokumentation for udøvelse af evt. skøn, hvorved bemærkes, at som sagen er forelagt, er der hverken mulighed for at fastslå eller skønne over hvor stor en del af udgifterne, der har en sådan evt. direkte forbindelse med indgåelse af låneaftale, at de kan medregnes i anskaffelsessummen. På denne baggrund, og da det i øvrigt anførte ikke kan føre til et andet resultat, stadfæstes SKAT’s afgørelse. …" Af Landsskatterettens 2. afgørelse af 7. april 2021 for indkomståret 2013 (sag.nr. 18-0002733), ekstraktens side 174, fremgår bl.a.: "… Af SKAT’s afgørelse i nærværende sag fremgår: "SKAT anmodede den 22. februar [2017] om yderligere oplysninger angående Projekt (red.projekt.nr.1.fjernet). Anmodningen angår blandt andet: "… Selskabets specifikation for posteringerne i 2013 på projekter indeholder blandt andet følgende posteringer: … SKAT anmoder om, at selskabet specificere posterne i de underliggende udgifter, så det er muligt at konstatere hvilke udgifter, der omfattes af den enkelte postering. …" SKAT modtog i første omgang oplysninger om, at der var tale om beløb, som var aktiverede i bogføringen, og som også faktisk var aktiverede, og dermed ikke var fratrukne. SKAT foretog herefter ikke yderligere i relation til udgifterne. Med brev af 15. juni 2017 meddelte selskabet imidlertid, jf. SKAT’s sagsfremstilling: "… Tilbageførte omkostninger: På baggrund af yderligere undersøgelse af behandling af omkostninger afholdt i forbindelse med selskabets finansiering ønsker vi at præcisere, at de omkostninger, der er tilbageført, er aktiveret. Heraf er DKKt 100.274 afskrevet i den ordinære drift i 2013. Disse omkostninger er præsenteret i de finansielle omkostninger i årsrapporten og er bogført på kontoen "Financial expenses, other F9-bank" (konto X1-bankkonto). …" Selskabet bekræftede den 20. juni 2017, at: " … Vi kan bekræfte, at det oplyste beløb, DKKt 100.274, er bogført som udgifter i resultatopgørelsen i 2013. Årsagen, til at dette ikke var med i vores svar af d. 27. april 2017, er, at omkostningerne ikke er bogført på projekt (red.projekt.nr.1.fjernet), da netop disse omkostninger vedrører den ordinære drift og dermed er amortiseret som finansielle omkostninger over lånets løbetid. …"" SKAT indledte herefter en undersøgelse af udgifterne, som resulterede i forslag til afgørelse fremsendt den 14. december 2017 og afgørelse fremsendt den 2. februar 2018. Ændringen blev således foretaget efter udløbet af den ordinære ansættelsesfrist, hvorfor denne skete som en ekstraordinær ansættelse, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5 med henvisning til, at myndigheden først med selskabets brev af 15. juni modtog korrekte oplysninger om udgifternes skattemæssige behandling. I klagen er meddelt, at selskabet ønsker en materielt rigtig afgørelse, og derfor er indstillet på, at den ekstraordinære genoptagelse gennemføres. Der er ikke taget stilling til, om betingelserne efter § 27, stk. 1, nr. 5 er opfyldte. Selskabet er indforstået med, at Landsskatteretten tager stilling til spørgsmålet. Realiteten: Ved SKAT’s nærmere undersøgelse af forholdet er taget udgangspunkt i det efter bogføringen fratrukne beløb på i alt 100.274.000 kr. På anmodning om dokumentation for beløbet blev modtaget bilag på tilsammen et større beløb end de 100.274.000 kr. Der er herefter bortset fra ikke tilstrækkeligt dokumenterede beløb på i alt 1.201.420 kr., ligesom godkendte udgifter på i alt 8.626.000 kr. er fratrukket beløbet. Det omstridte beløb er herefter opgjort til 91.648.000 kr. (100.274.000 kr. - 8.626.000 kr.) For dette beløb er der modtaget bilag, jf. følgende: 1. Beløb, som angår R3-advokathus, 4.080.224 kr. 2. Beløb, som angår øvrige rådgivere, 4.790.658 kr. 3. Beløb, som angår R8-revision, 502.824 kr. 4. Andre beløb vedr. rådgivere, 29.330 kr. 5. Beløb, som angår långiveres rådgivere, 8.208.914 kr. 6. Beløb, som angår F8-bank, 83.936.250 kr. 7. Små bilag og manglende bilag, -1.201.420 kr. Den samlede sum er på i alt 100.833 082 kr. Om disse udgifter fremgår: 1. R3-advokathus Selskabet har fratrukket netto i alt 4.080.224 kr., som angår rådgiverhonorar til det Y8-nationalitet advokatfirma R3-advokathus. SKAT har i bilag 1 til sin afgørelse opregnet bilag, som kan henføres til R3-advokathus, som af SKAT anses for at have haft en central rolle gennem hele forløbet af ’Projekt (red.projekt.nr.1.fjernet)’. R3-advokathus har således udøvet en koordinerende rolle mellem de væsentligste af projektets interessenter, herunder selskabet og selskabets øvrige rådgivere, samt långiverne og deres rådgivere. Af bilaget fremgår nærmere om den ydede bistand: Ydelser i perioden fra den 20. december 2012 til den 30. januar 2013: " Professional charges incurred in advising H1-virksomhed (H1-virksomhed) in connection with its financing arrangements and possible restructuring (the Transaction ), including ….." 2. Øvrige rådgivere Selskabet har fratrukket i alt 4.790.658 kr., som angår rådgiverhonorar til øvrige rådgivere. SKAT har i bilag 1 til sin afgørelse opregnet bilag, som kan henføres hertil. Det fremgår, at de modtagne ydelser i flere tilfælde ikke er specificerede. Endvidere fremgår, at de specificerede ydelser kan karakteriseres ved at omfatte: • Samarbejde/afstemning/koordination af handlinger med R3-advokathus og långiveres rådgivere. • Planlægning af nødvendige handlinger hos datterselskaber i forhold til kravene fra långiverne og i forhold til lokal lovgivning. • Rådgivning m.v. af datterselskabets ledelse i forhold til handlingerne. • Opfølgning i forhold til gennemførslen hos datterselskaberne. • Varetagelse af dokumentation (protokollering, vedtægtsændringer m.v., annonceringer og registrering hos myndigheder). • Indsamling og videre sendelse af dokumentation til selskabet og/eller R3-advokathus. Som eksempler på ydelserne er af SKAT henvist til følgende uddrag af fakturaer: R14-revision, Y13-land Ydelser pr. den 30. november 2012: "Taking security in Y13-land" ’R15-advokathus, Y14-land’ Ydelser, hvor perioden ikke er angivet: "… providing Y14-nationalitet legal advice to H1-virksomhed on Project (red.projekt.nr.1.fjernet), to include: receiving instructions from R3-advokathus; reviewing and commenting on draft versions of transaction documents from a Y14-nationalitet perspective; reviewing the constitutional documents of H1-virksomhed; preparing and agreeing the forms of corporate authorisations for H1-virksomhed; reviewing and revising the draft versions of Y14-nationalitet law floating charge; advising on the execution and delivery of Y14-nationalitet documents …" ’R16-advokathus, Y12-land’ Ydelser fra 1. januar til den 28. januar 2013: • "Gennemførelse af beslutninger fra H1-virksomhed i lokale selskaber, vedtægtsændringer, registreringer i Y12-nationalitet SPV’er • Koordination af selskabsretlige forhold i relation til G7-virksomhed og G8-virksomhed • Koordination af selskabsretlige forhold samt pantsætning af aktier og transporter i tilgodehavender med långivernes rådgiver, R1-advokathus • Udarbejdelse af juridiske vurderinger efter rumænsk lovgivning" Amtsgericht Lübeck - Grundbuchamt "Registrering af behæftelse på ejendommen "Y15-ejendom" ’R17-advokathus, Y16-land’ Ydelser fra 3. december til 16.december 2012: • "Vurdering af H1-virksomhed Y16-land’s vedtagelse af garanti og andre forhold angående "facility agreement" • Vurdering af forbehold i garantien med henblik på friholdelse af ledelsesansvar • Udarbejdelse af juridiske vurderinger • Gennemgang og kommentering af udkast til selskabsbeslutninger • Varetagelse af selskabsbeslutninger og registreringer af beslutningerne • Varetagelse af fuldmagter • Juridisk rådgivning efter polsk lovgivning og koordination med R3-advokathus • Koordination af selskabsretlige forhold med långivernes rådgiver, R1-advokathus" ’R18-advokathus, Y17-land’ Ydelser fra 9. december 2012 til 9. januar 2013: Ydelserne angår: • “Draft board resolutions • Board resolutions and emails with counterparty and company • Correction of board minutes • Final drafting formalities certificate and emails" 3. ‘R8-revision’ Selskabet har i selvangivelsen for 2013 fratrukket i alt 502.824 kr., som angår rådgiverhonorar til R8-revision. I bilag er til ydelser pr. ugen, som slutter d. 25. januar 2013, anført: "" Professional fees in relation to Project (red.projekt.nr.1.fjernet) - Working capital management review, in accordance to our engagement letter dated 30 november 2012…." Ydelserne er ikke yderligere specificerede. (Selskabet har tidligere anført i forhold til en anden faktura fra R8-revision, som er bogført i indkomståret 2012, at "… vi har fået oplyst fra R8-revision, at der ikke findes et aftalebrev dateret d. 30. november 2012, som der ellers er henvist til på en af de fakturaer, du har modtaget. I stedet blev aftalebrevet erstattet af et release letter dateret d. 12. december 2012 …") Brevet af 12. december 2012 udgør en aftale om, at de aftalte ydelser er leverede. I brevet anføres blandt andet, at dette også angår " Project (red.projekt.nr.1.fjernet) ", som sammenfatter R8-revision’s ydelser for perioden. Selskabet engagerede R8-revision i tilknytning til opstarten af projekt (red.projekt.nr.1.fjernet)." 4. Andre bilag fra selskabets rådgivere Selskabet har 29.330 kr., som angår følgende bilag, idet bemærkes, at der tillige er bogført -699 kr.: ’R19-advokathus’ Angår ydelser fra 13. september 2011 til 31. december 2011. Bogført med 25.650 kr. På fakturaen er anført, at den angår "(red.faktura.fjernet)." I bogføringen er posteringen tekstet med “German asset deal" ’R19-advokathus’ Angår ydelser fra 1. januar 2012 til 30. juni 2012 Bogført med 4.378 kr. I bogføringen tekstet med "(red.faktura.nr.2.fjernet)" 5. Bilag fra långivere Selskabet har fratrukket i alt 488.104 kr., som angår dels vederlag til medlemmerne af ’Cocom’ og medlemmernes udgifterne ved deltagelsen i ’CoCom’. ’CoCom’ ophørte med udgangen af 2012. Ydelserne angår nærmere ’F3-bank’ (’vederlag for 3. kvartal’) og ’F7-bank’ (’transportudgifter i 3. kvartal’. 6. Bilag fra långiveres rådgivere Selskabet har fratrukket i alt 8.208.914 kr., som angår långivernes rådgivere. Det er anført, at det er praksis, at låntager direkte erstatter långivernes udgifter til rådgivere. Ifølge bilag 1 kan udgifterne specificeres således: • "Samarbejde/afstemning/koordination af handlinger med R3-advokathus og långiveres øvrige rådgivere. • Overvågning, udvikling og kontrol af krav til handlinger hos selskaber i koncernen. • Rådgivning m.v. af långivere." Om ydelserne fremgår: ’R6-revision’ Ydelser i perioden fra 20. december 2012 til 9. januar 2013. Ydelserne er ikke specificerede. Der er henvist til ’Engagement Agreement af 2. juli 2012’. Andre udgifter i relation hertil indgår i den samtidig hermed behandlede klagesag j.nr. 16-1562631, hvortil henvises. ’R16-advokathus’ Ydelser fra 1. december 2012 til 31. december 2012. Af bilag 1 fremgår: • "Kontakter med bl.a. • "Borrowers dutch counsel" • R4-advokathus (JB) • R9-advokathus • R1-advokathus (JC) • R3-advokathus (JE) Indeholder tilsyneladende aktivitet angående etablering af transport og overdragelse af rettigheder til afkast. Berører SPV (Sales Purpose Vehicles/Special Purpose Vehicles?) samt G7-virksomhed og G8-virksomhed. Overtagelse af kontrol med SPV’ere til fordel for "Security Agent". ’R2-advokathus’ Ydelser fra 27. november 2012 til 9. januar 2013. Af bilag 1 fremgår, at der er tale om 6 betalinger, bogført med beløb fra 68.387 kr. til 222.906 kr. Endvidere fremgår, at der er tale om ydelser efter instruks fra R1-advokathus og med fordeling til medlemmerne af ’CoCom’. ’R1-advokathus’ Ydelser fra 20. december 2012 til 4. januar 2013. Af bilag 1 fremgår: • Forskelligt om indretning og rammer for aftaler om sikkerhedsstillelser - navigering ifh skattemæssige forhold og andre praktiske forhold. • Høringsfase • Udarbejdelse af udkast ’R9-advokathus, F1-bank’s rådgiver’ Ydelser fra 21. december 2012 til - 8. januar 2013. Ifølge bilag 1 angår ydelserne: “Advising further in connection with the loan arrangements with H1-virksomhed, including re-drafting/progressing and communicating on documentation, involving further review and development of drafts of the F1-bank Amendment and Reinstated Agreement, the RCF Amendment and Restatement Agreement, the F1-bank Guarantee, and related transaction and security documentation, continuation of the CP exercise, reviewing legal opinions, participating in calls, preparing signing versions of certain documents …" 7. ‘F8-bank’ Selskabet har fratrukket i alt 83.936.250 kr. som angår betalinger til F8-bank. Af selskabsmeddelelse nr. 45 af 26. januar 2012 fremgår bl.a.: "H1-virksomhed indgår aftale om kreditfaciliteter I juli 2012 (jf. selskabsmeddelelse nr. 30/2012 af 31. juli 2012) indgik H1-virksomhed aftale med sine banker om at udsætte halvårstesten af de finansielle covenants. Efterfølgende og i løbet af efteråret 2012 har H1-virksomhed foretaget en grundig gennemgang af selskabets fremtidige finansieringsbehov baseret på den nye forretningsmodel. Gennemgangen viser, at H1-virksomhed med den nye forretningsmodel vil være i stand til at reducere sin gæld i årene fremover. Bankerne og H1-virksomhed har således indgået aftale om nedenstående kreditfaciliteter: • En revideret syndikeret kreditfacilitet på EUR 900 mio. med det eksisterende banksyndikat bestående af ni internationale banker struktureret som et lån med afvikling på EUR 250 mio. og en revolverende kreditfacilitet på EUR 650 mio. Den reviderede facilitet erstatter den eksisterende syndikerede facilitet på EUR 1.300 mio. • Reviderede lån med afvikling med hhv. F1-bank på EUR 200 mio. og F2-bank på EUR 55 mio." Af selskabsmeddelelse nr. 2 af 11. januar 2013 fremgår: H1-virksomhed obtains final credit approval of credit facilities With reference to company announcement No. 45/2012 of 26 November 2012, H1-virksomhed hereby confirms that final credit approval and documentation of the mentioned agreement on credit facilities has now been obtained. H1-virksomhed’s credit facilities consist of credit lines of EUR 1,155m and a corporate Eurobond of EUR 600m. In addition to the credit facilities, H1-virksomhed has made an agreement on new guarantee facilities for issuance of project related guarantees." I sagen er fremlagt aftale af 22. juni 2011 mellem H1-virksomhed og F3-bank mfl. med F8-bank som ’acting as Agent’. Aftalen benævnes ’EUR 1,300,000,000 Agreement’. Endvidere er fremlagt ’Amendment and restatement Agreement, Dated 9. januar 2013’ for H1-virksomhed som Compagni og F3-bank mfl. som ’Lenders’, med G9-virksomhed som ’Arrangers’ og F8-bank som ’ Agent and Security Agent’. Aftalen angives som: ’Relating to a Facility Agreement Originally Dated 22 June 2011’. I tilknytning til denne aftale er fremlagt ændring til aftale om 22. juni 2011 mellem samme parter som nævnt ovenfor mv. Aftalen angives som: ’EUR 900,000,000 Term and Multicurrency Revolving Facility Agreement as Amended and Restated on 9 January 2013’. Det er oplyst, at de omhandlede omkostninger på 83.936 t.kr. angår sidstnævnte aftale punkt 14: ‘Fees’, underpunkt 14.2, hvori er anført: "Refinancing fee The Company shall pay to the Arranger of refinancing fee in the amount and at the times agreed in a Fee Letter." I aftalen af 9. januar 2013 er I punkt 8: ’Fees, Costs and expenses’, under 8.1 anført samme som i ovennævnte punkt 14.2. Af det nævnte ’Fee Letter’ af 9. januar 2013 fremgår: “EUR 900,000,000 term and multicurrency revolving facility agreement (the “Facility Agreement") dated 22 June 2011 as amended and restated by way of an amendment and restatement agreement (the “Amendment and Restatment Agreement") dated 9 janury 2013 and made between, amongst others, the Company, the Arrangers ad defined therin, F8-bank (the “Agent") as agent and the Lenders as defined therein 1. We refer to the Facility Agreement. 2. …. 3. This is a Fee Letter for the purposes of the Amendment and Restatement Agreement and the Facility Agreement and is a Finance Document for the purposes of the Facility Agreement. 4. The refinancing fee (the “Refinancing Fee" referred to in Clause 14.2 ( Refinancing fee ) of the Facility Agreement is an aggregate of EUR 11,250,000, being 1,25% of the Total Commitments as at the Effective Date. 5. The Refinancing Fee is payable on or prior to the Effective Date. 6. The Refinancing Fee is payable to the Agent for the account of each Lender (to be divided proportionately to the Commitment of each Lender) in euros in full without any set-off, deductions or withholding of any kind and in immediately available, freely transferable, cleared funds. …“ Selskabet har på anmodning om en oplistning af ligheder og forskelle mellem lånefaciliteterne i 2011, 2013 og 2014 med angivelse af kreditter og lån, samt vilkår fremsendt følgende: … SKAT’s afgørelse SKAT har ikke indrømmet fradrag i 2013 for udgifter på i alt 91.648 t.kr. afholdt i tilknytning til ’Project (red.projekt.nr.1.fjernet)’. I relation til udgifter vedrørende selskabets finansielle kapitalberedskab er henvist til selskabsskattelovens § 8, stk. 1, statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Det er anført, at det af praksis kan udledes, at adgangen til fradrag efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a "bygger på en helt konkret vurdering af, om der foreligger en aktuel driftsmæssig begrundelse for afholdelse af udgiften. Ved vurderingen heraf henses der særligt til udgiftens art og formålet med afholdelsen samt om udgiften er afholdt i aktionærernes interesse." Vedrørende fradrag for udgifter og tab på gæld er henvist til ligningslovens § 8, stk. 3 og kursgevinstlovens § 26, stk. 3. Med hensyn til ligningslovens § 8, stk. 3 er henvist til bestemmelsens forarbejder, hvoraf det bl.a. fremgår, at der med bestemmelsen lovfæstes fradragsret for udgifter, som det må anses som naturligt at sidestille med renteudgifter, det være sig kautionsforsikringspræmier, garantiprovisioner og lignende. Efter praksis kan ændringer i en låneaftale af rente og afdragsvilkår anses som realisation, forudsat, at ændringerne anses som væsentlige. I forhold til kursgevinstlovens § 26, stk. 3 er også henvist til bestemmelsens forarbejder, hvoraf det fremgår, at omkostninger i forbindelse med stiftelse af gæld, herunder bl.a. gebyrer, kurtage, stiftelsesprovision og stempeludgifter, kan tillægges anskaffelsessummen. Af praksis kan udledes, at det alene er de omkostninger, som har en snæver tilknytning til låneoptagelsen/-indfrielsen, som kan trækkes fra ved opgørelsen af gevinst og tab på gæld, jf. kursgevinstlovens § 26, stk. 3. SKAT har herefter henvist til det skattemæssige grundlag for afgørelsen, idet SKAT har taget udgangspunkt i selskabets indsigelser til sagen. Ikke dokumenterede posteringer SKAT har henvist til, at det påhviler den skattepligtige at dokumentere sine udgifter. Kravet om dokumentation angår også andre forhold, som indregnes i et skattemæssigt grundlag. Selskabets henvisning til fradrag for udgifter i almindelighed Til selskabets henvisning til UfR1980, 712 (Trælastdommen) om fradrag bl.a. for årlige noteringsafgifter mv. er bl.a. anført: "Trælastkompagniets fradrag for årlige noteringsafgifter som en omkostning af omdømme-understøttende - og angiveligt af markedsføringsmæssig karakter - kan endvidere ikke direkte sammenlignes med grundlaget for selskabets fradrag for udgifterne i Projekt (red.projekt.nr.1.fjernet). Mere betydende er imidlertid, at hos H1-virksomhed er det selskabets interne forhold, som gav anledning til udgifterne i Projekt (red.projekt.nr.1.fjernet). Det anerkendte fradrag for udgifter angående vedtægtsændringer skyldes derimod omstændigheder, som var uden for Trælastkompagniets kontrol. Overskridelser af omkostningsbudgettet medførte ifølge selskabsmeddelelsen af 31. juli 2012, at selskabet ikke kunne opfylde sine forpligtelser overfor långiverne. Derfor startede aktiviteten i Projekt (red.projekt.nr.1.fjernet). De aktiverede udgifter i Projekt (red.projekt.nr.1.fjernet) er direkte knyttede til dette forhold, og udgør en andel af udgifterne i 2013 vedrørende projektet, der strækker sig over perioden fra midt på året 2012 til omkring årsskiftet ultimo 2013." Til henvisningen til TfS1987, 315.HR (fragtmandshallerne) om fradrag af indskud i fragtmandsforening er bl.a. anført: "Grundlaget for dommen i TfS1987.315 H adskiller sig [dermed] fra forløbet i Projekt (red.projekt.nr.1.fjernet), idet udgiften til medlemskabet af fragtmandshallen og dermed opretholdelsen til fragtfirmaets virksomhed var direkte knyttet til lovgivning om, hvordan et fragtfirma skulle udøve sin virksomhed. Det forhold, at 3. mand (Fragtmandshallerne) giver - i konsekvens af lovgivningen på området - direkte adgang til, at fragtfirmaet kan udøve sin virksomhed, adskiller sig også fra forholdet, at långivere giver adgang til et finansielt kapitalgrundlag. Det finansielle kapitalgrundlag udgør alene et indirekte grundlag for udøvelsen af virksomhed." Til henvisningen til SKM2013.557.ØLR om fradrag for udgifter til rådgivere i forbindelse med opkøb af aktier i et selskab, er anført, at det ikke - som anført af selskabet - kan udledes, at såfremt udgifterne ikke er afholdt under samme omstændigheder som i dommen, vil udgifterne være fradragsberettigede. Til henvisningen til LSRM1978.1590 om fradrag for tab på valutakursregulering er bl.a. anført, at på tidspunktet for afgørelsen var området reguleret af statsskattelovens § 4 - § 6. Efterfølgende er beskatningen af både valutakursreguleringer og kursregulering på selve gælden overført til kursgevinstloven. Endvidere er forholdene i de to sager ikke sammenlignelige. Til henvisningen til Landsskatterettens ikke offentliggjorte afgørelse j.nr. 12-0244479 (’Paranova’) er bl.a. anført: "SKAT var [derfor] uenig i udfaldet af Landsskatterettens afgørelse. Derfor blev afgørelsen blev indbragt for domstolene med påstand om, at udgifterne ikke kunne anses som driftsomkostninger efter statsskattelovens § 6 eller som tilstrækkeligt nært knyttede til erhvervelsen af gælden efter kursgevinstlovens § 26, stk. 3. Sagen blev afsluttet ved forlig i Østre Landsret, hvor Paranova anerkendte SKAT’s synspunkt for afgørelsen. Udgifterne i Projekt (red.projekt.nr.1.fjernet) er således ikke udelukkende sammenlignelige med grundlaget for Landsskatterettens afgørelse. Afgørelsen strider i øvrigt mod højere retskilder, hvorfor Landsskatterettens afgørelse ikke er egnet som grundlag for at anerkende fradrag for rådgiveromkostninger. Betydende er også, at afgørelsen ikke er opretholdt ved landsretten således, at Landsskatterettens afgørelse ikke kan tillægges væsentlig betydning for forståelsen af reglerne." Det er herefter anført: "Det forhold, at selskabet afholder en erhvervsmæssig udgift, kan heller ikke i sig medføre, at udgiften enten skal anses som fradragsberettiget efter statsskattelovens § 6, en anden hjemmel eller skal kunne indregnes i et grundlag, som kan indgå ved en senere opgørelse af skattepligtig indkomst." SKAT har konkluderet, at de omhandlede udgifter herefter ikke kan anses som fradragsberettigede driftsomkostninger efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Endvidere er konkluderet, at udgifterne heller ikke kan anses som rente efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra e, idet rente anses som et vederlag for lån af en kapital, der løbende beregnes som en procentdel af den til enhver tid værende restgæld. Desuden kan udgifterne ikke anses som løbende provisioner i forhold til gæld, præmier for kaution for gæld eller som stiftelsesprovisioner, engangspræmier og lignende engangsydelser for lån efter bestemmelsen i ligningslovens § 8, stk. 3. Udgifterne kan endelig alene anses som indirekte knyttede til selskabets allerede opnåede lån og lånetilsagn i forhold til hjemmel for fradrag i statsskatteloven § 6, ligningslovens § 8, stk. 3 og kursgevinstlovens § 25 sammen med § 26, stk. 3. SKAT har af den grund ikke taget stilling til, om enkelte af udgifterne rettelig skulle henføres til skatteansættelsen for indkomståret 2011 eller for indkomståret 2012. Dette angår bilagene, hvoraf det fremgår, at ydelsen og faktura er modtaget forud for indkomståret 2013." Selskabets henvisning til fradrag under særlige omstændigheder Til selskabets anbringende om, at de omhandlede fradrag angår udgifter, som direkte er knyttede til selskabets overlevelse og fortsatte drift, og at udgifterne derfor er omfattet af fradragsret eller kan indregnes i et skattemæssigt grundlag med senere fradragsret, er bemærket: "….. Den skattemæssige vurdering af udgifterne sker [imidlertid] på grundlag af skattereglerne og ikke alene på grundlag af, om udgiften er bogført, indgår i selskabets reviderede årsregnskab og ultimativt som del af den selvangivne skattepligtige indkomst. Udgifter til fremskaffelsen af likviditet til virksomhedens aktivitet anses ikke i sig selv som driftsomkostninger efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Fradrag kan ske, hvis der er en direkte og klar forbindelse mellem låneoptagelsen og selskabets løbende indkomsterhvervelse gennem køb og salg af varer eller ydelser. En sådan forbindelse er ikke dokumenteret af selskabet eller i oplysninger i indsigelsen til SKAT’s forslag om ændring af skatteansættelsen." Endvidere er anført: "Risikoen for konkurs er ikke i sig selv et anliggende, som angår selskabets løbende indtægtserhvervelse. Konkurs kan opstå, hvis selskabet ikke kan overholde sine forpligtelser overfor sine kreditorer. Dette angår som udgangspunkt selskabets finansielle kapitalgrundlag, og udgifterne til vedligeholdelse af det finansielle kapitalgrundlag kan derfor hverken anses som vedligeholdelse af indkomstgrundlaget efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, eller som vedligeholdelse af ejendele, hvis udbytte beregnes som indkomst efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra e. På baggrund af de foreliggende oplysninger finder SKAT, at udgifterne vedrørende projekt (red.projekt.nr.1.fjernet) i 2013 angår omkostninger til opfyldelse af betingelserne, som selskabets hovedkreditorer stillede for, at selskabet kunne bevare sine allerede opnåede lån og lånetilsagn. Udgifterne er dermed direkte knyttede til situationen, som opstod i 2012, da selskabet ikke kunne opfylde betingelserne (covenants) i låneaftalerne og lånetilsagn. Udgifterne vedrører dermed selskabets og koncernens finansielle kapitalgrundlag og kan ikke anses som opståede ved låneoptagelsen. Udgifterne kan ikke i øvrigt anses som tilknyttet forhold, der indgår direkte i en lovreguleret fastsat ramme for selskabets udøvelse af virksomhed, som efter praksis kan give adgang til fradrag eller afskrivning efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a." Udgifter til F8-bank (bankkonsortiet) Udgifterne omfatter fee til F8-bank, jf. aftale af 9. januar 2013 ’Amendment and restatement Agreement’, punkt 14.2. Udgiften er ikke opstået i forbindelse med opnåelsen af lånetilsagnet i 2011 eller i forbindelse med udløbet af tilsagnet. Udgiften anses derfor heller ikke for afholdt i forbindelse med indfrielse eller optagelse af nye lån, hvorfor selskabet ikke kan indregne udgiften i opgørelsen af gevinst og tab på gæld efter kursgevinstlovens § 26, stk. 3. Det forhold, at selskabet i 2013 fortsat havde behov for at sikre sit finansielle kapitalgrundlag, udgør ikke et grundlag for at anerkende fradrag for udgifter, som er knyttede hertil. ---------- For alle de omhandlede udgifter på i alt 91.648 t.kr. har SKAT herefter samlet konkluderet, at udgifterne ikke kan anses for fradragsberettigede efter statsskattelovens § 6 og ligningslovens § 8, stk. 3 eller som del af anskaffelsessummen for gæld efter kursgevinstlovens § 26, stk. 3. Udgifterne kan i øvrigt ikke anses som fradragsberettigede udgifter i et andet indkomstår efter statsskattelovens § 6 og ligningslovens § 8, stk. 3 eller som del af anskaffelsessummen for gæld efter kursgevinstlovens § 26, stk. 3. SKAT’s udtalelse til klagen SKAT har først bemærket, at selskabets likviditetskrise ikke bør anses som klart og direkte afledt af finanskrisen i 2008, men må i stedet for anses som opstået som følge af selskabets manglende omkostningsstyring i 2011 og 2012. Finanskrisen kan imidlertid ikke i øvrigt anses som et forhold, der hjemler adgang til fradrag. SKAT har henvist til aftale af 22. juni 2011 mellem H1-virksomhed og F3-bank m.fl., punkterne 1, 2.1, og 7. Endvidere er henvist til selskabsmeddelelse nr. 30, af 31. juli 2012. Til selskabets bemærkninger angående SKAT’s manglende inddragelse af sagens konkrete omstændigheder og særlig betydningen heraf er anført: "SKAT finder ikke, at klagens overordnede beskrivelse af indholdet af den påklagede afgørelse er korrekt. Det fremgår af afgørelsen, at bedømmelsen omfatter detaljerede vurderinger af udgifterne som: • Ikke dokumenterede udgifter, eller • fradrag som driftsudgifter i almindelighed, eller • fradrag som driftsudgifter i forhold til selskabets særlige omstændigheder, eller • fradrag efter andre begrundelser og anden hjemmel Det bemærkes, at udgifterne er bedømt på tværs af opdelingen således, at den enkelte udgift er bedømt i forhold dens individuelle grundlag. På grundlag af bedømmelsen er udgifterne hverken anset som fradragsberettigede driftsudgifter eller som fradragsberettigede efter anden hjemmel." Til selskabets henvisning til TfS2009.284 bl.a. om et bindende svar om fradrag for tilsagnsprovision til Bankpakke II er bemærket, at der hermed ikke er skabt en praksis, der har betydning for afgørelsen. Indholdet af og grundlaget for udgifterne i den bindende forhåndsbesked er ikke sammenlignelig med nærværende sags indhold. Bl.a. har udgifterne til Project (red.projekt.nr.1.fjernet) ikke karakter af tilsagnsprovision, som angår en periode forud for benyttelsen af lånetilsagn, men derimod selskabets betalinger til egne rådgivere mv. for at bevare et allerede opnået og udnyttet lånetilsagn mv. Det er samtidig bemærket, at det ikke har været fornødent at vurdere nærværende sag i relation til SKM2004.389.LSR , da situationen heri angår udgifter, som er knyttede til opnåelsen af en kassekredit, modsat nærværende sag, hvor der ikke er tale om ophør af den gamle aftale og indgåelse af en ny aftale. Skattestyrelsens udtalelse af 17. januar 2020 til kontorindstillingen Skattestyrelsen har i udtalelse til Skatteankestyrelsens indstilling i sagen, anført, at styrelsen ikke er enig i indstillingen vedrørende ’Refinacing Fee’, jf. pkt. 7 (’F8-bank’), 83.936.250 kr. Indstillingen lyder således: "Med hensyn til udgiften til ’F8-bank’ lægges til grund, at selskabet ved indgåelsen af refinansieringsaftalerne (dels 'Amendment and restatement Agreement’ af 9. januar 2013, dels ’EUR 900.000.000 Term and Multicurrency Revolving Facility Agreement as Amended and restated on 9 January 2013’) forpligtes til at betale ’Refinancing Fee’ til F8-bank som betingelse for ændring af faciliteten. Der henvises til aftalerne henholdsvis punkt 8.1 og punkt 14.2. Endvidere henvises til ’Refinacing Fee Letter’ af 9. januar 2013. Endvidere lægges til grund, at der med selskabets indgåelse af aftale om ændringer af kreditfaciliteten er tale om sådanne væsentlige ændringer, at der er tale om indgåelse af en ny facilitet. Der henvises herved til selskabets oplistning af ændringer i lånevilkår mv. Efter ændringerne omfatter faciliteten en ’Amount’ på 900 mio. euro. Selskabets betaling af ’refinancing fee’ til ’F8-bank’ på 83.936.250 kr. anses herefter for at have en sådan direkte og nær tilknytning til den ændrede kreditfacilitet som kræves for fradrag, jf. kursgevinstlovens § 26, stk. 3. Fee’et fradrages som udgangspunkt på det tidspunkt, hvor faciliteten endelig indfries." Skattestyrelsen har bl.a. anført: "… Skattestyrelsen har anerkendt i den påklagede afgørelse, at tilsagnene og vilkårene i aftalerne om faciliteten kan sidestilles med en kassekredit. En kassekredit betegnes således som en revolverende lånefacilitet i Appendix B (pkt. B5.5.39) i regnskabsvejledningen IFRS 9. Skattestyrelsen er enig i, at der er sket vilkårsændringer. Skattestyrelsen finder imidlertid, at ændringerne angående facilitetens størrelse, krav om sikkerheder og rapporteringskrav ikke udgør en væsentlig ændring i forhold til facilitetens natur og efter sammenligning af faciliteten med en kassekredit. Skattestyrelsen finder også, at krav om indfrielse ikke er en ændring. Krav om indfrielse udgør rettelig banksyndikatets hævdelse af rettigheder ifølge aftalen, EUR 1.300.000.000 Multicurrency Revolving Facility Agreement . Udøvelse af en allerede opnået rettighed anses ikke som ny aftale. Det har således ingen betydning for vurderingen, at det er skrevet ind i en nyere aftale om tilpasningen af den ældre aftale, hvordan banksyndikatet udøver sin ret til at kræve indfrielse. … Skattestyrelsen har ikke kendskab til offentliggjorte afgørelser, hvor der tages stilling til, om vilkårsændringer for en kassekredit i kassekredittens løbetid er blevet anset som realisation af lån. Landsskatteretten har i en afgørelse, TfS 1990.364, ikke anset overtræksgebyrer for aftaler om vilkårsændringer til en kassekredit som stiftelsesprovisioner efter ligningslovens § 8, stk. 3. ……" Hvis aftalerne anses som ny finansiel facilitet (hvad Skattestyrelsen ikke finder), finder Skattestyrelsen imidlertid, at ’Refinance Fee’ ikke fuldt ud kan indregnes som selskabets udgift ved erhvervelsen af den finansielle facilitet. Skattestyrelsen finder således, at en andel af ’Refinancing Fee’ skal henføres til "bridge-faciliteten", som er banksyndikatets udøvelse af rettighed til indfrielse ifølge pkt. 23.13 i aftalen, ’EUR 1.300.000.000 Multicurrency Revolving Facility Agreement’, og pkt. 7.1 i aftalen, ’EUR 900.000.000 Term and Multicurrency Revolving Facility Agreement’. Rammen for ’bridge faciliterne’ er opgjort til 250.000.000 EUR, og betales efter sidstnævnte aftale i afdrag fra juni 2013 til september 2014. Endvidere finder styrelsen, at en andel af ’Refinancing Fee’ skal henføres til overførsler af selskabets lån til andre selskaber. Hermed er selskabet ikke rette omkostningsbærer. Omfanget af lån, som overføres til andre selskaber fremgår af selskabets oversigt ’Key terms and conditions og af Amendment and Restatement Agreement’. Overførslerne omfatter: • EUR 30.000.000 til G10-virksomhed • EUR 7.500.000 til G11-virksomhed • EUR 7.500.000 til G12-virksomhed • EUR 15.000.000 til G13-virksomhed ’Refinancing fee’et’ på de 83.936.250 kr. er ’ikke henført til en bestemt andel af aftalerne’, fx til ’bridge faciliteterne’ og/eller overførslerne af lån til andre selskaber. Selskabets opfattelse Selskabets repræsentant har nedlagt påstand om, at selskabets skattepligtige indkomst for 2013 nedsættes med forhøjelsen vedrørende de omhandlede ud­ gifter på i alt 32.941 t. kr., jfr. Statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Subsidiært er nedlagt påstand om, at udgifterne kan fratrækkes i medfør af ligningslovens § 8, stk. 3, alternativt aktiveres, jf. kursgevinstlovens § 26, stk. 3. I indsigelse til SKAT’s forslag til afgørelse er anført: " 2.1.2 Udgifter vedrørende selskabets finansielle kapitalberedskab (ii) samt fradrag for udgifter og tab vedrørende gæld (iii) ….. Vi er grundlæggende uenige i SKAT’s vurdering, hvorefter ovennævnte omkostninger ikke er fradragsberettigede efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Som redegjort for i tidligere korrespondance, herunder særligt vores klage over SKAT’s afgørelse vedrørende indkomståret 2013, er det efter vores opfattelse forkert, når SKAT fuldstændig underkender betydningen af sagens konkrete omstændigheder og dermed anser de afholdte omkostninger som udgifter med relation til selskabets og koncernens finansielle kapitalgrundlag fremfor udgifter afholdt med henblik på at sikre selskabets drift og fortsatte eksistens. Driftsomkostningsbegrebet i statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a indebærer, at det ikke er den konkrete udgiftsart, der afgør, om en udgift er fradragsberettiget efter bestemmelsen, men derimod udgiftens sammenhæng med indkomsterhvervelsen. Denne opfattelse bestyrkes af den ledende dom på området nemlig højesteretsdommen vedrørende Trælastkompagniet, der er offentliggjort som UfR 1980.712. I denne sag indrømmede Højesteret fradrag for et selskabs årlige noteringsafgift til Fondsbørsen med den begrundelse, at børsnoteringen af selskabets aktier var af en sådan betydning for selskabets status og almindelige omdømme og dermed for selskabets indtjeningsmuligheder, at udgiften måtte anses for en fradragsberettiget driftsomkostning. Efterfølgende er opfattelsen blevet bekræftet i Højesterets afgørelse offentliggjort som TfS 1987.315. I sagen blev en vognmand indrømmet fradragsret efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, for et betalt indskud til Københavns Fragtmandshaller, idet indskuddet fandtes at være en sikring af virksomhedens hidtidige konkurrencedygtighed og fremtidige indkomst. Selvom udgifterne i begge sager vedrørte anlægsformuen, havde udgiften konkret en sådan forbindelse til indkomsterhvervelsen, at den kunne fratrækkes som en driftsomkostning. I Østre Landsrets afgørelse offentliggjort som SKM 2013.557 blev det yderligere slået fast, at spørgsmålet om, hvorvidt en udgift kan anses som en driftsomkostning, skal bedømmes i forhold til hensigten med udgiftens afholdelse. Frem for at fokusere på den pågældende udgifts generelle karakter, skal der således fokuseres på udgiftens betydning og karakter netop i forhold til den pågældende virksomhed, der afholder udgiften. Dommen illustrerer således med al tydelighed, at der bør gives fradrag, når en omkostning er afholdt af driftsmæssige årsager. På tidspunktet for Project (red.projekt.nr.1.fjernet) var det for selskabet helt fundamentalt, at der blev fremskaffet finansiering til brug for den fortsatte drift og eksistens. Selve selskabets indkomstgrundlag var på daværende tidspunkt truet, og koncernen var med stor sandsynlighed gået konkurs, hvis ikke finansieringen var blevet fremskaffet. I forhold til Project (red.projekt.nr.1.fjernet) er der således ingen tvivl om, at hensigten med de afholdte udgifter har været at sikre koncernens fortsatte drift, og at disse udgifter alene er blevet afholdt af hensynet til at sikre den fortsatte drift som følge af de særlige økonomiske omstændigheder, der indtrådte i 2012 og 2013. Det er således vores opfattelse, at der utvivlsomt er tale om fradragsberettigede driftsomkostninger eller omkostninger, der skal indgå ved anskaffelsen eller indfrielsen af lån. Det er i den forbindelse vigtigt at have sig for øje, at når en virksomhed befinder sig i en sådan krisesituation, gør helt særlige mekanismer sig gældende. Modsat eksempelvis en opkøbssituation, hvor en omkostning umiddelbart kan identificeres som vedrørende driften eller kapitalgrundlaget, er dette ikke tilfældet i en krisesituation. Det afgørende i en krisesituation er således på alle tænkelige måder at sikre den indkomst, der skal bringe virksomheden ud af krisen - det er (lidt populært sagt) ikke i en sådan situation, at indkomstgrundlaget og aktionærernes mulige afkast er i fokus. At omkostninger forbundet med lån kan berettige til fradrag efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a følger endelig af landsskatterettens kendelse offentliggjort som LSRM 1978.1590, hvor skattemyndighederne havde nægtet et andelsselskab fradrag for kursregulering på udlandslån. Selskabets værdier omfattede udelukkende omsætningsaktiver såsom eksporttilgodehavender, mellemregning for salgstilgodehavender med andelshaverne og et varelager. For at finansiere et stigende salg havde andelsselskabet i 1970 set sig nødsaget til at optage et udlandslån, og kursændringerne på lånet var i de efterfølgende år medtaget ved opgørelsen af selskabets skattepligtige indkomst. Landsskatteretten lagde blandt andet til grund, at de optagne lån udelukkende havde tjent formål af driftsmæssig karakter, da de var optaget og anvendt til finansiering af kreditter vedrørende vareeksport, og gav herefter selskabet medhold. Konkret er der således ingen tvivl om, at de omkostninger selskabet afholdt i forbindelse med Project (red.projekt.nr.1.fjernet) har; - en direkte relation til selskabets erhvervelse af skattepligtig indkomst, at - hensigten med de afholdte udgifter utvivlsomt har været at sikre driften via indgåelse og genforhandling af selskabets låne- og kreditaftaler, og at - sådanne omkostninger forbundet med lån kan danne grundlag for fradrag. De afholdte omkostninger er derfor efter vores opfattelse utvivlsomt omfattet af fradragsretten efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Afslutningsvist skal vi igen henvise til Landsskatterettens kendelse i den såkaldte Paranova-sag, jf. landsskatterettens j.nr. 12-0244479, idet sagen efter vores opfattelse klart illustrerer, at omkostninger i lighed med de omkostninger, der konkret er afholdt af H1-virksomhed, kan danne grundlag for fradrag efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Vi bemærker i denne forbindelse, at det forhold, at en sådan genforhandling i visse tilfælde medfører andre eller forbedrede vilkår, efter vores opfattelse ikke fratager omkostningerne deres (objektive og subjektive) karakter af at være en driftsomkostning - snarere tværtimod. Det er på baggrund af ovenstående vores helt klare opfattelse, at H1-virksomhed er berettiget til fradrag efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a for samtlige de omkostninger, der er afholdt i forbindelse med Project (red.projekt.nr.1.fjernet). … 2.1.3 Fradrag for udgifter angående andre bilag fra långivere (iv) Afslutningsvist under agterskrivelsens pkt. 1.4.2 behandles spørgsmålet om fradragsret for et honorar (præmie) betalt til F8-bank på vegne af bankkonsortiet. … Vi er grundlæggende uenige i SKAT’s vurdering, og som anført i vores bemærkninger ovenfor, er det således vores opfattelse, at der intet er til hinder for, at der kan indrømmes fradrag for låneomkostninger, når blot låneomkostningerne har karakter af en driftsomkostning og således kan rummes af driftsomkostningsbegrebet i statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, og omkostningerne dermed er afholdt for at erhverve, sikre og vedligeholde den skattepligtige indkomst. Det afgørende for fradragsretten efter driftsomkostningsbegrebet er således; udgiftens sammenhæng med indkomsterhvervelsen samt om udgiften er afholdt af driftsmæssige årsager. De udgifter, der er afholdt af H1-virksomhed som led i forhandlingerne med de lån- og kreditgivende banker, vedrører selskabets driftskreditter og dermed selskabets fortsatte drift - uden disse kreditter var selskabet med overvejende sandsynlighed gået konkurs. Omkostningerne har således utvivlsomt den nødvendige driftskarakter samt den fornødne direkte og umiddelbare forbindelse med erhvervelsen af den skattepligtige indkomst, at omkostningerne kan fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst som en driftsomkostning efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Det er i denne forbindelse vigtigt, at der konkret ikke er tale om en udvidelse af indkomstgrundlaget/kapitalgrundlaget ud over virksomhedens hidtidige rammer, endsige etablering af indkomstgrundlaget. De afholdte omkostninger har således efter vores opfattelse en direkte og umiddelbar forbindelse til selskabets løbende finansiering af selskabets drift, og at de derfor generelt er omfattet af fradragsretten efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Såfremt selskabet ikke havde afholdt de pågældende udgifter, havde selskabet ikke kunnet sikre og vedligeholde selskabets skattepligtige indkomst. " I klagen er yderligere anført: I relation til statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a er bemærket, at det af doms- og administrativ praksis følger, at låneomkostninger konkret kan være fradragsberettigede. Fradragsretten er således ikke udelukket på forhånd alene af den grund, at omkostningen knytter sig til selskabets lånefinansiering. Der er henvist til TfS 2009, 284 om bankernes tilsagnsprovision i medfør af bankpakke II. Endvidere henvist til Den Juridiske vejledning, afsnit C.C.2.2.1.6 (selskabers finansielle grundlag): "Den omstændighed, at en udgift har en umiddelbar forbindelse med et selskabs finansielle grundlag (aktie- eller anpartskapitalen) udelukker ikke fradragsret, hvis der i øvrigt foreligger en aktuel driftsmæssig begrundelse for dispositionen. Som for driftsomkostninger generelt er det også i disse tilfælde altafgørende, om den driftsmæssige begrundelse falder indenfor virksomhedens hidtidige, naturlige rammer." Selskabet har herefter (og senere i klagen) uddybende redegjort for de ovennævnte afgørelser UfR1980, 712.HR, TfS1987, 315. HR, SKM2013, 557.ØLR og LSRM1978, 1590.LSR. I Højesterets domme i UfR1980, 712 og TfS1987, 315 var det afgørende for fradragsretten ikke det forhold, at det - som hævdet af SKAT - var udefra kommende årsager, der begrundede fradragsretten, men derimod omkostningernes driftsmæssige relation. I relation til Landsskatterettens sag, j.nr. 12-0244479 (Paranova-sagen), er bemærket, at selskabet efter sagens indbringelse for domstolene mere eller mindre frivilligt var ’tvunget’ til at indgå forlig af økonomiske årsager. Dette ændrer dog ikke på, at SKAT tabte sagen ved Landsskatteretten hvorfor det materielle spørgsmål dermed ikke blev prøvet ved domstolene. Det er herefter selskabets opfattelse, at der intet er til hinder for, at der kan indrømmes fradrag for låneomkostninger, når blot låneomkostningerne har karakter af en driftsomkostning og således kan rummes af driftsomkostningsbegrebet i statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, og omkostningerne dermed er afholdt for at erhverve, sikre og vedligeholde den skattepligtige indkomst. Det afgørende for fradragsretten efter driftsomkostningsbegrebet er således; udgiftens sammenhæng med indkomsterhvervelsen samt om udgiften er afholdt af driftsmæssige årsager. De udgifter, der er afholdt af selskabet som led i forhandlingerne med de lån- og kreditgivende banker, både oprindelige og nye, vedrører selskabets driftskreditter og dermed selskabets fortsatte drift, har således den nødvendige driftskarakter samt den fornødne direkte og umiddelbare forbindelse med erhvervelsen af den skattepligtige indkomst, at omkostningerne kan fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst som en driftsomkostning efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Der er konkret ikke er tale om en udvidelse af indkomstgrundlaget/kapitalgrundlaget ud over virksomhedens hidtidige rammer, endsige etablering af indkomstgrundlaget. Statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a indeholder ikke krav om en streng kausal forbindelse mellem udgiftens afholdelse og indkomstens erhvervelse. Ved vurderingen af fradragsretten i sagen er det vigtigt at have sig for øje, at helt særlige mekanismer gør sig gældende i en situation, hvor et selskab kæmper for sin ’overlevelse’. I en sådan situation er det helt afgørende på alle tænkelige måder at sikre de indkomst, der skal bringe virksomheden ud af krisen. Omkostninger der afholdes i en sådan situation kan derfor heller ikke umiddelbart identificeres som vedrørende selskabets drift eller selskabets kapital grundlag - i en krisesituation flyder disse sammen og bliver forudsætninger for hinanden. Forholdet bliver særlig tydeligt for virksomheder, der i ikke uvæsentlig grad finansierer den løbende drift ved låne- og gældsfinansiering. For en virksomhed som selskabet, var og er ekstern finansiering ganske essentiel og helt grundlæggende for den løbende indkomsterhvervelse. Formålet med de afholdte omkostninger har således på intet tidspunkt været - endsige materialiseret sig i - en etablering, ændring eller udvidelse af indkomstgrundlaget for selskabet. Hensigten har alene været at erhverve, sikre og vedligeholde den skattepligtige indkomst for selskabet. Hvis Skatteankestyrelsen måtte nå til det resultat, at de omhandlede omkostninger hverken helt eller delvist kan anses for fradragsberettigede omkostninger i henhold til statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, er det selskabets subsidiære påstand, at en række af omkostningerne i stedet kan fratrækkes i medfør af ligningslovens § 8, stk. 3 / aktiveres i henhold til kursgevinstlovens § 26, stk. 3. I en sådan situation foreslår selskabet, at der sker hjemvisning til SKAT med henblik på en fornyet gennemgang af den underliggende dokumentation. (Under møde i Skattestyrelsen er selskabet opfordret til at fremlægge al det materiale, der anses for relevant for sagen, og som ønskes taget i betragtning ved afgørelsen.) I supplerende indlæg af 5. juli 2018 er bl.a. bemærket i relation til SKM2009, 53.SR (TfS2009, 284, at afgørende for, at tilsagnsprovisionen kunne fradrages var tilknytningen til virksomhedens drift. Det påpeges endvidere, at selskabet på intet tidspunkt har anført, at dommen i SKM2013, 557 kan tages som udtryk for, at der er fradrag for enhver udgift, som opstår i en virksomhed. Tværtimod viser afgørelsen, at der bør gives fradrag, når en omkostning er afholdt af driftsmæssige årsager - dog således, at statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a ikke indeholder et krav om en streng kausal forbindelse mellem udgiftens afholdelse og indkomstens erhvervelse. I yderligere indlæg af 5. marts 2020 er bemærket, at selskabet sekundært kan tiltræde Skatteankestyrelsens forslag om, at selskabets betaling af "refinancing fee" til F8-bank på 83.936.250 kr. anses for at have en sådan direkte og nær tilknytning til den ændrede kreditfacilitet, at udgiften kan medregnes efter KGL 26, stk. 3. "… Landsskatterettens afgørelse Formaliteten … Realiteten Den samtidig hermed behandlede klagesag, j.nr. 16-1562631 angår selskabets fradrag for udgifter afholdt under ’Project (red.projekt.nr.1.fjernet)’ i 2012 på i alt 122,5 mio. kr. Der henvises til afgørelsen. Landsskatteretten stadfæster i sagen SKAT’s afslag på fradrag for udgifterne. Retten finder det ikke godtgjort, at de omhandlede omkostninger har en sådan snæver og direkte forbindelse til den løbende drift, som må kræves for evt. fradrag, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Der er derimod tale om udgifter, som angår selskabets finansielle grundlag, og vedrører hermed selskabets indkomstgrundlag/kapitalgrundlag. Landsskatteretten finder endvidere ikke, at selskabet har godtgjort, at udgifterne er fradragsberettigede efter ligningslovens § 8, stk. 3, eller har den fornødne direkte tilknytning til lånet, som kræves efter kursgevinstlovens § 26, stk. 3. Endvidere var der ikke grundlag for udøvelse af skøn eller hjemvisning af sagen. Også i den ligeledes samtidig hermed behandlede klagesag, j.nr. 17-0991239, om fradrag for udgifter afholdt under ’Project (red.projekt.nr.1.fjernet)’ på i alt 32,9 mio. kr., som var fratrukket i selskabets skattepligtige indkomst for 2013, stadfæster Landsskatteretten SKAT’s afslag på fradrag for omkostningerne, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, ligningslovens § 8, stk. 3, og kursgevinstlovens § 26, stk. 3. I nærværende sag er de omhandlede omkostninger på i alt 91.648 t.kr. fratrukket i selskabets skattepligtige indkomst for 2013 under ’Project (red.projekt.nr.1.fjernet)’. For så vidt angår udgifterne relateret til bilag angående ’R3-advokathus’, ’selskabets øvrige rådgivere’, ’R8-revision’, ’fra selskabets rådgivere’, ’fra långivere’, og ’fra långiveres rådgivere’ findes det i overensstemmelse med ovennævnte sager ikke godtgjort, at omkostningerne helt eller delvist har en sådan snæver og direkte forbindelse til den løbende drift, som må kræves for evt. fradrag, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Der er derimod tale om udgifter, der angår selskabets finansielle grundlag, og vedrører dermed selskabets indkomstgrundlag/kapitalgrundlag. Endvidere findes det ikke godtgjort, at udgifterne helt eller delvist er af en sådan karakter, at de kan henføres til selve kredittens etablering, jf. kursgevinstlovens § 26, stk. 3. Ligeledes findes det ikke godtgjort, at der er fradragsret efter ligningslovens § 8, stk. 3 dels om fradragsret for provisioner, præmier og lignende ydelser dels for visse engangsydelser, såfremt løbetiden er mindre end 2 år. Det bemærkes, at det ikke i sig selv er tilstrækkeligt for hel eller delvis fradrag, at selskabets afholdelse af udgiften evt. ikke bestrides. Der er således ikke fremlagt yderligere dokumentation for udøvelse af evt. skøn, hvorved bemærkes, at som sagen er forelagt, er der hverken mulighed for at fastslå eller skønne over hvor stor en del af udgifterne, der har en sådan evt. direkte forbindelse med indgåelse af låneaftale, at de kan medregnes i anskaffelsessummen. Med hensyn til udgiften til ’F8-bank’ lægges til grund, at selskabet ved indgåelsen af refinansieringsaftalerne (dels 'Amendment and restatement Agreement’ af 9. januar 2013, dels ’EUR 900.000.000 Term and Multicurrency Revolving Facility Agreement as Amended and restated on 9 Januray 2013’) forpligtes til at betale ’Refinancing Fee’ til F8-bank som betingelse for ændring af faciliteten. Der henvises til aftalerne henholdsvis punkt 8.1 og punkt 14.2. Endvidere henvises til ’Refinacing Fee Letter’ af 9. januar 2013. Endvidere lægges til grund, at der med selskabets indgåelse af aftale om ændringer af kreditfaciliteten er tale om sådanne væsentlige ændringer, at der er tale om indgåelse af en ny facilitet. Der henvises herved til selskabets oplistning af ændringer i lånevilkår mv. Efter ændringerne omfatter faciliteten en ’Amount’ på 900 mio. euro. Selskabets betaling af ’refinancing fee’ til ’F8-bank’ på 83.936.250 kr. anses herefter for at have en sådan direkte og nær tilknytning til den ændrede kreditfacilitet der som udgangspunkt kræves for fradrag, jf. kursgevinstlovens § 26, stk. 3. Spørgsmål om fradrag vurderes på det tidspunkt, hvor den nye facilitet indfries, hvorved bemærkes, at der ikke umiddelbart vil være fradrag for lån, der overføres til andre selskaber. Der henvises til SKM2011, 545.ØLR, hvori et selskab fik medhold i, at et selskabets betaling af långivernes rådgivningsomkostninger, som selskabet efter låneaftalen skulle betale, havde en så direkte og nær tilknytning til gældsstiftelsen, at omkostningerne var fradragsberettigede efter den dagældende kursgevinstlovs § 26, stk. 4. Ved anke til Højesteret (SKM2014, 87.HR) var dette spørgsmål ikke omfattet. SKAT’s afgørelse ændres i overensstemmelse hermed. …" Indkomståret 2014 H1-virksomhed påstand for indkomståret 2014 angår et beløb på 5.431.563,28 kr. for en række udgiftsposter. Af Landsskatterettens afgørelse af 7. april 2021 for indkomståret 2014 (sag.nr. 18-0007232), ekstraktens side 200, fremgår bl.a.: "… ’Project (red.projekt.nr.1.fjernet)’ - fradrag for udgifter, 9.575.000 kr. (Skattestyrelsens pkt. 4) Faktiske oplysninger Det fremgår, at selskabet i 2012 og efterfølgende år har afholdt en række omkostninger i forbindelse med selskabets bestræbelser på at sikre sin fortsatte drift, herunder omkostninger afholdt i forbindelse med deltagelse i vanskelige og langstrakte forhandlinger med de långivende banker samt en række rådgivere (’Project (red.projekt.nr.1.fjernet)’). SKAT har i 2012 og i 2013 nægtet fradrag for omkostninger under projektet på SKAT’s afslag er indbragt for Landsskatteretten (j.nr. 161562631, j.nr. 17-0991239 og j.nr. 18-0002733) og behandles samtidig med nærværende sag, der angår 2014. Nærværende punkt angår fradrag i 2014 under ’Project (red.projekt.nr.1.fjernet)’ på i alt 9.575.000 kr. … I Skattestyrelsens afgørelse er ’Projekt (red.projekt.nr.1.fjernet)’ beskrevet således: … Efter gennemgang af selskabets oplysninger har Skattestyrelsen - bl.a. efter godkendelse af fradrag for ’Commitment fee’ og ’Agency Fee’ mv. - nægtet fradrag for posteringer på i alt 9.575.000 kr. Af disse udgifter er 189.000 kr. ikke anset for dokumenterede, mens resten er dokumenterede primært ved fakturaer. Ifølge klagen kan udgifterne henføres til: 1. Beløb, som angår R1-advokathus 2. Beløb, som angår R2-advokathus 3. Beløb, som angår R20-advokathus 4. Residual, som angår omposteringer 5. Manglende bilag/ikke-dokumenterede udgifter Det er hertil anført, at "Alle omkostningerne er afholdt i bestræbelserne på at sikre selskabets likvikitet, driftskreditter og dermed selskabets fortsatte eksistens.". … Skattestyrelsens afgørelse Skattestyrelsen har ikke indrømmet fradrag i 2014 for udgifter på i alt 9.575.000 kr. afholdt under ’Project (red.projekt.nr.1.fjernet)’. I relation til udgifter vedrørende selskabets finansielle kapitalberedskab er henvist til statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Af praksis vedrørende denne bestemmelse kan udledes, at adgangen til fradrag "bygger på en helt konkret vurdering af, om der foreligger en aktuel driftsmæssig begrundelse for afholdelse af udgiften. Ved vurderingen heraf henses der særligt til udgiftens art og formålet med afholdelsen samt om udgiften er afholdt i aktionærernes interesse." Endvidere er henvist til kursgevinstlovens § 26, stk. 3. Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår, at omkostninger i forbindelse med stiftelse af gæld, herunder bl.a. gebyrer, kurtage, stiftelsesprovision og stempeludgifter, kan tillægges anskaffelsessummen. Af praksis kan udledes, at det alene er de omkostninger, som har en snæver tilknytning til låneoptagelsen/-indfrielsen, som kan trækkes fra ved opgørelsen af gevinst og tab på gæld, jf. kursgevinstlovens § 26, stk. 3. Ikke dokumenterede posteringer Af det ikke godkendte fradragsberettigede beløb på 9.575.000 kr. er 189.000 kr. anset for ikke dokumenterede eller utilstrækkeligt dokumenterede (alene betalingsoverførsel). Allerede på grund af den manglende dokumentation anses beløbet ikke for fradragsberettiget. Selv om beløbet kunne dokumenteres vil udgifterne, som har tilknytning til ’Project (red.projekt.nr.1.fjernet)’, ikke blive anset for fradragsberettigede, ligesom der ikke vil være grundlag for udøvelse af skøn. Udgifter vedrørende selskabets finansielle kapitalberedskab Af Skattestyrelsens afgørelse fremgår bl.a.: " Udgifter til fremskaffelsen af likviditet til virksomhedens aktivitet anses ikke i sig selv som driftsomkostninger efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Fradrag kan ske, hvis der er en direkte og klar forbindelse mellem låneoptagelsen og selskabets løbende indkomsterhvervelse gennem køb og salg af varer eller ydelser. På baggrund af de foreliggende oplysninger anses udgifterne vedrørende Projekt (red.projekt.nr.1.fjernet) i indkomståret 2014 for at være omkostninger til afrapportering og til afsluttende handlinger, som sker i konsekvens af, at selskabet efter forhandlinger med selskabets hovedkreditorer fik adgang til at bevare sine lånefaciliteter. Udgifterne anses således som direkte knyttede til, at selskabet gennem Projekt (red.projekt.nr.1.fjernet) har undersøgt sine muligheder på lånemarkedet. Udgifterne anses derfor for at vedrøre selskabets og koncernens finansielle kapitalgrundlag. Udgifterne angående projektet for 2014 er derfor ikke fradragsberettigede som driftsomkostninger efter bestemmelsen i statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Udgifterne kan heller ikke anses som løbende provisioner eller præmier for lån efter bestemmelsen i ligningslovens § 8, stk. 3." Fradrag for tab på gæld Af Skattestyrelsens afgørelse fremgår: "Efter bestemmelsen i kursgevinstlovens § 26, stk. 3, skal gevinst og tab på gæld opgøres som forskellen mellem gældens værdi ved påtagelsen af gælden og værdien ved indfrielsen. Det fremgår af retspraksis, herunder særligt SKM2012.2.HR , SKM2014.87.HR samt SKM2015.660.HR , at omkostninger, som har en snæver tilknytning til låneoptagelsen-/indfrielsen kan trækkes fra ved opgørelsen af gevinst og tab på gæld, jf. kursgevinstlovens § 26, stk. 3. I tilknytning hertil skal det nævnes, at det endvidere fremgår af SKM2014.87.HR , at det er skatteyderen som har bevisbyrden for, at de rådgiveromkostninger, som ønskes medregnet i anskaffelsessummen, angår bistand af en sådan art, at de kan medregnes heri. På baggrund af de foreliggende oplysninger finder Skattestyrelsen ikke, at selskabets udgifter til Projekt (red.projekt.nr.1.fjernet) kan knyttes til, at selskabet har indfriet sine eksisterende lån eller optaget nye lån. Selskabet kan derfor heller ikke efter kursgevinstlovens § 26, stk. 3, fratrække udgifterne eller en mindre del heraf i opgørelsen af gevinst og tab på lån." Skattestyrelsens udtalelse til sagen Indledningsvis er bemærket, at klagen ikke giver anledning til at ændre Skattestyrelsens afgørelse (punkt 4 og 5). Begrundelsen for ikke at indrømme fradrag er uddybet således: a) "Udgifterne i Projekt (red.projekt.nr.1.fjernet) er knyttede til bevarelsen af en aftale om finansielle faciliteter, som selskabet indgik i 2011. Dette angår selskabets og koncernens finansielle kapitalgrundlag, så der er ingen begrundelse for fradrag som driftsomkostning i statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, eller i praksis omkring reglen. Det skyldes, at selskabets finansielle kapitalgrundlag ikke er direkte knyttet til erhvervelsen af selskabets skattepligtige indkomst. b) Udgifterne er ikke løbende provisioner m.v. for gæld eller stiftelsesprovisioner ved optagelsen af kortfristet gæld, så er der ingen begrundelse for fradrag i ligningslovens § 8, stk. 3. Det skyldes, at udgifterne til Projekt (red.projekt.nr.1.fjernet) ikke er knyttet til indgåelsen af aftalen i 2011 eller til optagelsen af lån i tilknytning til aftalen. Udgifterne er heller ikke sammenlignelige med løbende provisioner til de finansielle virksomheder. Det skyldes, at samtlige af udgifterne er knyttede til den enkeltstående begivenhed, selskabets krise i 2012, og dels, at ikke alle udgifterne er betalt til de finansielle virksomheder eller deres rådgivere. c) Udgifterne er ikke knyttede til, at selskabet optager eller indfrier gæld, så er der ingen begrundelse for fradrag i kursgevinstlovens § 25 sammen med § 26. Det skyldes, at Projekt (red.projekt.nr.1.fjernet) er rettet mod at bevare de allerede opnåede finansielle faciliteter og lån. d) Udokumenterede udgifter, som selskabet har knyttet til Projekt (red.projekt.nr.1.fjernet), kan ikke henføres til nogen fradragsret. Det skyldes, at en betaling uden dokumentation for indholdet af den modtagne ydelse ikke med nogen sikkerhed kan henføres til nogen skatteregel." Selskabet opnåede den 22. juni 2011 med ’EUR (red.beløb.nr.3.fjernet) H1-virksomhed-Multicurrency Revolving Facility’ en kreditfacilitet med en bankkonsortie på 1.300 mio. euro. Testen af finansielle ’covenants’ er vilkår i aftalen. Aftalen udgør ikke lån i sig selv, men er et betinget tilsagn til, at der kan opnås lån. Opfyldes de finansielle ’covenants’ ikke, kan de ydede lån m.v. under aftalen opsiges. Lånefaciliteten fortsatte med begrænset ramme og ændrede sikkerhedsvilkår, formaliseret den 9. januar 2013 i ’Amendment and Restatement Agreement ... Relating to Facility Agreement Originally Dated 22 june 2011’. Lånefaciliteten ophørte med indgåelsen af ny aftale den 31. marts 2014 (‘Up to EUR 1.000.000.000 Revolving and Bonding Facilities Agreement’). De omhandlede udgifter er ikke opstået i forbindelse med etablering / indfrielse af lånefaciliteten og/eller lån, som lånefaciliteten giver mulighed for. Skattestyrelsen har med henvisning til klagen og redegørelsen heri om hensigten med afholdelsen af udgifterne anført: "Skattestyrelsen finder, at denne redegørelse for forløbet af selskabets udgifter i Projekt (red.projekt.nr.1.fjernet) efterlader et unøjagtigt udtryk for sammenhængene i udgifterne og årsagerne til udgifterne. Skattestyrelsen finder, at udgifterne mere retteligt indgår i følgende forløb: • Selskabets krise annonceres i selskabsmeddelelse af 31. juli 2012. Årsagerne anføres som midlertidige, og selskabets likviditet anføres som sikret. • I første fase i Projekt (red.projekt.nr.1.fjernet) etableres i 2012 et arbejdsgrundlag mellem selskabet og de finansielle selskaber for at bevare de finansielle faciliteter, som selskabet opnåede i 2011. Fasen annonceres som afsluttet i selskabsmeddelelse af 26. november 2012. Selskabet har ved møde d. 28. marts 2017 præciseret, at fasen mere rettelig skal anses som afsluttet i januar 2013, hvor arbejdsgrundlaget er anerkendt af samtlige de finansielle selskaber. • I anden fase i Projekt (red.projekt.nr.1.fjernet) gennemføres arbejdsgrundlaget. Fasen omfatter etablering af yderligere sikkerhedsakter til fordel for de finansielle selskaber, efterkontrol og afsluttende handlinger. Denne fase afsluttes i 2014. Udgifterne i Projekt (red.projekt.nr.1.fjernet) har således direkte tilknytning til situationen ved midten af 2012, hvor selskabet ikke kunne opfylde sine covenants i aftalen fra 2011 med bankkonsortiet. Udgifter i projektet i efterfølgende år er udelukkende afledte af denne situation og kan derfor ikke anses som særligt knyttede til andre omstændigheder i efterfølgende år. Sideløbende med forløbet i Projekt (red.projekt.nr.1.fjernet) undersøgte selskabet mulighederne for nye finansielle facilitet. Det opnåede selskabet i 2014 og 2015. Udgifter med tilknytning til den nye finansielle facilitet har selskabet isoleret i andre projekter - og dermed ikke sammenblandede med udgifterne i Projekt (red.projekt.nr.1.fjernet)." Til det anførte om finanskrisen som årsag til selskabets krise i 2012 er anført: "Skattestyrelsen finder ikke, at finanskrisen er et forhold som i almindelighed har betydning for vurderingen af udgifter i selskabets selvangivelse. Finanskrisen er navnlig ikke hjemmel for at kunne tilsidesætte almindelig hjemmel eller praksis for at bedømme fradrag for udgifter. Skattestyrelsen vurderer i øvrigt, at det sammenhængende forløb af selskabets adgang til at opnå lånefaciliteter i 2009 og 2011 samt selskabets egen meddelelse til Fondsbørsen ikke understøtter anbringendet om, at finanskrisen i 2008 er årsag til selskabets krise i 2012. Selskabet har angivet andre årsager til sine likviditetsproblemer i selskabsmeddelelse af 31. juli 2012: "... På trods af dette er testen af de finansielle covenants påvirket af de skuffende resultater, som H1-virksomhed realiserede i andet halvår 2011 og første kvartal 2012, som hovedsageligt skyldtes omkostningsoverskridelser i forbindelse med introduktionen af ny teknologi ..." [Skattestyrelsens fremhævelse]. Selskabsmeddelelsen er udgivet uafhængigt af Skattestyrelsens undersøgelse af selskabets skatteansættelse for 2014 (og for 2012 og 2013) i umiddelbar sammenhæng med tidspunktet, hvor krisen er akut." Til det anførte i relation til det bindende svar offentliggjort i TfS2009,284 er bl.a. anført: "Ud over krav til finansielle covenants er der [således] ikke direkte sammenlignelighed mellem vilkårene i Bankpakke II og selskabets aftale om lånefacilitet om formål og benyttelse af faciliteterne. En væsentlig forskel mellem Bankpakke II og selskabets låneaftale er, at lånefaciliteter med hjemmel i Bankpakke II er rettede direkte mod at understøtte pengeinstitutters udlånsvirksomhed, hvor selskabets lånefacilitet kan anvendes til selskabets og koncernens almindelige formål." Til det anførte om udgifternes størrelse, skøn mv. er bl.a. anført: "Forholdet angår ikke et værdiskøn - men i stedet et skøn over, om betalingen udgør tilstrækkelig bevis for, at selskabet har afholdt en fradragsberettiget omkostning. … Skøn skal kunne begrundes med henvisning til de hensyn, som leder til skønnet. Selskabet har ikke i forbindelse med sagsoplysningen eller i klagen dokumenteret andet end, at beløbet fremgår af bogføringen. Det er ikke fornødent grundlag for et skøn over, om selskabet har afholdt en fradragsberettiget omkostning." Styrelsen har herefter fastholdt sin afgørelse under dette punkt. Selskabets opfattelse Selskabets repræsentant har nedlagt påstand om, at selskabets skattepligtige indkomst for 2013 nedsættes med forhøjelsen vedrørende de omhandlede ud­gifter på i alt 9.575.000 kr. kr., jfr. Statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Subsidiært er nedlagt påstand om, at udgifterne kan fratrækkes i medfør af ligningslovens § 8, stk. 3, alternativt aktiveres, jf. kursgevinstlovens § 26, stk. 3. I indsigelse til SKAT’s forslag til afgørelse er anført: "….. Der har været omfattende drøftelser og dokumentationsudveksling i forbindelse med bedømmelse af projektet, der er benævnt projekt (red.projekt.nr.1.fjernet). Det er H1-virksomhed’s opfattelse, at projektet vedrørte sikring af den nødvendige likviditet til at sikre selskabets fortsatte drift, og at det i denne forbindelse var nødvendigt at indgå i omfattende forhandlinger med selskabets kreditorer vedrørende kreditlinjer. Vi er uenige i, at afgørelserne SKM2009.271.HR , SKM2013.557.ØLR og SKM2015.373.ØLR bidrager med et relevant hjemmelsgrundlag, da afgørelserne har tilfælles, at de vedrører omkostninger, der er afholdt på vegne af selskabets aktionærer i forbindelse med afståelse af kapitalandele. Det er tillige vores opfattelse, at afgørelserne SKM2012.2.HR , SKM2014.87.HR og SKM2015.660.HR har tilfælles, at de begrænser selskabets fradragsret for rådgiveromkostninger, ikke som følge af omkostningernes tilknytning til lånoptagelse, men derimod som følge af det underliggende finansieringsbehov, der vedrører handel med kapitalandele og tegningsretter. Det er således vores opfattelse, at de afholdte omkostninger korrekt er indgået i selskabets skatteberegning." I klagen er tilføjet: Af doms- og administrativ praksis følger, at låneomkostninger konkret kan være fradragsberettigede, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Fradragsretten er således ikke udelukket alene af den grund, at omkostningen knytter sig til selskabets lånefinansiering. Der er henvist til TfS 2009, 284 om bankernes tilsagnsprovision i medfør af bankpakke II. Endvidere henvist til Den Juridiske vejledning, afsnit C.C.2.2.1.6 (selskabers finansielle grundlag: "Den omstændighed, at en udgift har en umiddelbar forbindelse med et selskabs finansielle grundlag (aktie- eller anpartskapitalen) udelukker ikke fradragsret, hvis der i øvrigt foreligger en aktuel driftsmæssig begrundelse for dispositionen. Som for driftsomkostninger generelt er det også i disse tilfælde altafgørende, om den driftsmæssige begrundelse falder indenfor virksomhedens hidtidige, naturlige rammer." Endvidere er henvist til afgørelserne: UfR1980, 712.HR, SKM2013, 557.ØLR og LSRM1978, 1590.LSR, idet det i relation til de nævnte afgørelser er konkluderet følgende: UfR1980, 712.HR (Tralastkompagniet). Med dommen indførte Højesteret en udvidende fortolkning af driftsomkostningsbegrebet herunder i forhold til udgifter afholdt i forbindelse med kapitalgrundlaget. Selvom udgifterne til den årlige noteringsudgift vedrørte anlægsformuen, havde udgiften en sådan forbindelse til indkomsterhvervelsen, at den kunne fratrækkes som en driftsomkostning. SKM2013, 557.ØLR . Med dommen slås det fast, at spørgsmålet om, hvorvidt en udgift kan anses som en driftsomkostning, skal bedømmes i forhold til hensigten med udgiftens afholdelse. LSRM 1978.1590 , I afgørelsen fik et andelsselskab fradrag for kursregulerng på udlandslån med henvisning til, at lånet havde tjent formål af driftsmæssig kararter. Afgørende efter dommene/afgørelsen for fradragsretten er herefter udgifternes sammenhæng med indkomsterhvervelsen, og om udgifterne er afholdt af driftsmæssige årsager. I relation til nærværende sag er anført: "De udgifter, der er afholdt af H1-virksomhed som led i forhandlingerne med de lån- og kreditgivende banker, både oprindelige og nye, vedrører selskabets driftskreditter og dermed selskabets fortsatte drift, har således utvivlsomt den nødvendige driftskarakter samt den fornødne direkte og umiddelbare forbindelse med erhvervelsen af den skattepligtige indkomst, til at omkostningerne kan fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst som en driftsomkostning efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Det er i denne forbindelse vigtigt at gøre det klart, at der konkret ikke er tale om en udvidelse af indkomstgrundlaget/kapitalgrundlaget ud over virksomhedens hidtidige rammer, endsige etablering af indkomstgrundlaget." Selskabet har herved henvist til Landsskatterettens sag, j.nr. 12-0244479 (Paranova-sagen), hvor Landsskatteretten godkendte fradrag efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a for udgifter til advokat i forbindelse med fremskaffelse af nødvendig likviditet til driften. Det er bemærket, at selskabet efter sagens indbringelse for domstolene mere eller mindre frivilligt var ’tvunget’ til at indgå forlig af økonomiske årsager. Dette ændrer dog ikke på, at SKAT tabte sagen ved Landsskatteretten hvorfor det materielle spørgsmål dermed ikke blev prøvet ved domstolene. Hvis Skatteankestyrelsen måtte nå til det resultat, at de omhandlede omkostninger hverken helt eller delvist kan anses for fradragsberettigede omkostninger i henhold til statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, er det selskabets subsidiære påstand, at en række af omkostningerne i stedet kan fratrækkes i medfør af ligningslovens § 8, stk. 3 / eller indgå ved anskaffelsen eller indfrielsen af lån i henhold til kursgevinstlovens § 26, stk. 3. I en sådan situation foreslår selskabet, at der sker hjemvisning til SKAT med henblik på en fornyet gennemgang af den underliggende dokumentation. (Under møde i Skattestyrelsen er selskabet opfordret til at fremlægge al det materiale, der anses for relevant for sagen, og som ønskes taget i betragtning ved afgørelsen.) Endvidere er anført: "Vi forstår SKAT's behandling af spørgsmålet om fradragsret i afgørelsens punkterne 4 og 5 således, at SKAT er af den opfattelse, at alle de i sagen omhandlede udgifter vedrører Project (red.projekt.nr.1.fjernet), og at de afholdte beløb er tilstrækkeligt dokumenteret, dog således at SKAT savner dokumentation vedrørende afholdte udgifter for t.kr. 160. Den grundlæggende uenighed vedrører derfor spørgsmålet om, hvorvidt omkostningerne kan anses for fradragsberettigede efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a eller ligningslovens § 8, stk. 3, eller hvorvidt de i stedet skal aktiveres i medfør af kursgevinstlovens § 26, stk. 3….. … Selve selskabets indkomstgrundlag var på daværende tidspunkt truet, og koncernen var med stor sandsynlighed gået konkurs, hvis ikke finansieringen var blev fremskaffet. Når en virksomhed befinder sig i en sådan krisesituation, gør helt særlige mekanismer sig gældende og modsat eksempelvis en opkøbssituation, hvor en omkostning umiddelbart kan identificeres som vedrørende driften eller kapitalgrundlaget, er dette ikke tilfældet i en krisesituation. Det afgørende i en krisesituation er således på alle tænkelige måder at sikre den indkomst, der skal bringe virksomheden ud af krisen - det er (lidt populært sagt) ikke i en sådan situation, at indkomstgrundlaget og aktionærernes mulige afkast er i fokus." Særligt vedrørende ikke-dokumenterede udgifter er anført: "at SKAT hverken har betvivlet udgiftens størrelse, eller at den er afholdt. SKAT kunne derfor principielt have udøvet et skøn, for så vidt angår sådanne omkostninger, som de ikke måtte have fundet tilstrækkeligt specificeret." Det er herefter selskabets samlede opfattelse, at omkostningerne generelt er omfattet af fradragsretten efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a., alternativt omfattet af fradragsretten efter ligningslovens § 8, stk. 3 eller kursgevinstlovens § 26, stk. 3. Landsskatterettens afgørelse Det fremgår at H1-virksomhed (og koncernen) som følge af økonomiske udfordringer i 2012 fik likviditetsproblemer, herunder problemer med at opfylde de i selskabets låneaftaler fastsatte ’covenants’, hvilket medførte risiko for, at lånene kunne kræves indfriet, hvilket potentielt kunne føre til selskabets konkurs. Ifølge selskabet var der tale om en krisesituation, hvor det afgørende var at sikre den indkomst, der kunne bringe selskabet ud af krisen. Med henblik på at bevare de eksisterende lånefaciliteter, og dermed tilsikre finansiering af den løbende drift, indledte selskabet forhandlinger med de långivende banker mv., ligesom selskabet modtog juridisk og finansiel rådgivning mv. De hermed forbundne omkostninger er fratrukket af selskabet som sædvanlige og ordinære driftsomkostninger. Betegnelsen ’Project’ (red.projekt.nr.1.fjernet)’ er anvendt i relation hertil. De samtidig hermed behandlede klagesager, j.nr. 16-1562631, j.nr. 17-0991239 og j.nr. 18-0002733, angår selskabets fradrag for udgifter afholdt under ’Project (red.projekt.nr.1.fjernet)’ i 2012 og 2013 på henholdsvis 122,5 mio. kr., 32,9 mio. kr. og 91.6 mio.kr. Landsskatteretten stadfæster i sagerne SKAT’s afslag på fradrag for udgifterne, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Retten finder det ikke godtgjort, at de omhandlede låneomkostninger har en sådan snæver og direkte forbindelse til den løbende drift, som må kræves for evt. fradrag, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Der er derimod tale om udgifter, som angår selskabets finansielle grundlag, og vedrører hermed selskabets indkomstgrundlag/kapitalgrundlag. Landsskatteretten finder endvidere ikke, at selskabet har godtgjort, at udgifterne er fradragsberettigede efter ligningslovens § 8, stk. 3, eller har den fornødne direkte tilknytning til lånet, som kræves efter kursgevinstlovens § 26, stk. 3, dog med undtagelse af en udgift vedrørende ’F8-bank, som anses for at have en sådan direkte og nær tilknytning til den ændrede kreditfacilitet som kræves for fradrag. Der er ikke grundlag for udøvelse af skøn eller hjemvisning af sagen. I sagerne er bl.a. henvist til Højesterets dom i SKM2014, 87, hvori retten fastslog, at det i relation til kursgevinstlovens § 26, stk. 3 (daværende § 26, stk. 4) er skatteyderen, der har bevisbyrden for, at de omkostninger til egne rådgivere, der ønskes medregnet i anskaffelsessummen angår bistand af en sådan art, at de kan medregnes. Det samme gælder opdeling af rådgiveromkostninger på bistand, der kan medregnes, og bistand, der ikke kan, i tilfælde hvor omkostningen omfatter begge elementer. Der henvises til afgørelserne. Nærværende punkt angår omkostninger på i alt 9.575.000 kr., som af selskabet er fratrukket i 2014 i relation til ’Project (red.projekt.nr.1.fjernet) ’ - som i ovennævnte sager - er afholdt primært med henblik på at bevare de eksisterende lånefaciliteter. Det drejer sig om omkostninger relateret til rådgiverne ’R1-advokathus’, ’R2-advokathus,og ’R20-advokathus’ m.fl. I overensstemmelse med disse sager findes det ikke godtgjort, at omkostningerne helt eller delvist har en sådan snæver og direkte forbindelse til den løbende drift, som må kræves for evt. fradrag, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Der er derimod tale om udgifter, der angår selskabets finansielle grundlag, og vedrører dermed selskabets indkomstgrundlag/kapitalgrundlag. Endvidere findes det ikke godtgjort, at udgifterne helt eller delvist er af en sådan karakter, at de kan henføres til selve kredittens etablering, jf. kursgevinstlovens § 26, stk. 3. Ligeledes findes det ikke godtgjort, at der er fradragsret efter ligningslovens § 8, stk. 3 dels om fradragsret for provisioner, præmier og lignende ydelser dels for visse engangsydelser, såfremt løbetiden er mindre end 2 år. Det bemærkes, at det ikke i sig selv er tilstrækkeligt for hel eller delvis fradrag, at selskabets afholdelse af udgiften evt. ikke bestrides. Der er således ikke fremlagt yderligere dokumentation for udøvelse af evt. skøn, hvorved bemærkes, at som sagen er forelagt, er der hverken mulighed for at fastslå eller skønne over hvor stor en del af udgifterne, der har en sådan evt. direkte forbindelse med indgåelse af låneaftale, at de kan medregnes i anskaffelsessummen. ’Project (red.projekt.nr.1.fjernet)’ - fradrag for amortisering af udgifter, 56.677 t.kr. (Skattestyrelsens punkt 5) Faktiske oplysninger Selskabet har i selvangivelsen for 2014 fratrukket yderligere i alt 56.677 t.kr. under ’Project (red.projekt.nr.1.fjernet)’. Det fremgår, at selskabet i sit årsregnskab for 2013 har aktiveret omkostninger på i alt 156.951.074 kr. Der er tale om omkostninger afholdt i 2012 på 47.491.727 kr. og i 2013 på 109.459.347 kr. I 2013 er fratrukket 100.274.297 kr. og i 2014 resten på 56.676.777 kr. Af det fratrukne beløb i 2013 på 100.274 t.kr. blev med SKAT’s afgørelse af 2. februar 2018 nægtet fradrag for 91.648 t.kr. SKAT’s afgørelse er indbragt for Landsskatteretten og behandles sideløbende med nærværende sag (j.nr. 18-0002733). De aktiverede udgifter udgør en del af selskabets samlede udgifter til ’Project (red.projekt.nr.1.fjernet)’. Om aktivering og fradrag af udgifterne har Skattestyrelsen i udtalelse til klagen oplyst: " ... Der er i 2013 udgiftsført i resultatopgørelsen via amortisering i alt 100.274 tDKK, som også tidligere bekræftet jf. SKAT’s afgørelse af 2/2 2018 for indkomståret 2013. Vi kan i den forbindelse oplyse, at der i 2014 er udgiftsført 56.677 tDKK efter samme principper. Posten indgår som en del af de finansielle udgifter for H1-virksomhed." I klagen er anført: "... Omkostningerne vedrørende punkt 5 blev tillagt gælden forud for 2014, aktiveret på balancen og derefter fratrukket ved indfrielse af gælden i 2014 jf. kursgevinstlovens § 26, stk. 3 ..." I forbindelse med behandlingen af fradraget for 2013 blev fremsendt dokumentation for udgifter på 109.459 t.kr. Skattestyrelsens afgørelse Skattestyrelsen har ikke indrømmet fradrag i 2014 for udgifter på i alt 56.677 t.kr. Til støtte for påstanden er henvist til selskabets svar på anmodning om oplysninger om forholdet, jf. styrelsens sagsfremstilling: "... Dette forhold er behandlet ved ligning af indkomståret 2013. H1-virksomhed har påklaget SKAT’s afgørelse vedrørende 2013 til Landsskatteretten. Det er som følge heraf fortsat H1-virksomhed’ holdning, at de afholdte omkostninger er fradragsberettigede. ..." Skattestyrelsen har herefter henvist til sin afgørelse af 2. februar 2018 vedrørende fradrag for 91.648 t.kr. Endvidere er anført: "Selskabets aktiverede udgifter kan ikke anses som køb af et afskrivningsberettiget aktiv efter afskrivningsloven eller statsskatteloven. Amortiseringen af de aktiverede udgifter kan heller ikke anses som rente efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra e, idet rente anses som et vederlag for lån af en kapital, der løbende beregnes som en procentdel af den til enhver tid værende restgæld. Den aktiverede udgift kan endvidere ikke anses som løbende provisioner i forhold til gæld, præmier for kaution for gæld eller som stiftelsesprovisioner, engangspræmier og lignende engangsydelser for lån efter bestemmelsen i ligningslovens § 8, stk. 3. Fremskaffelsen og opretholdelsen af et finansielt kapitalgrundlag er uden tvivl vigtigt for opretholdelsen af koncernens og selskabets indkomstgrundlag. Den skattemæssige vurdering af udgifterne sker imidlertid på grundlag af skattereglerne og ikke alene på grundlag af, om udgiften er bogført, indgår i selskabets reviderede årsregnskab og dermed ultimativt som del af den selvangivne skattepligtige indkomst. Udgifter til fremskaffelsen af likviditet til virksomhedens aktivitet anses ikke i sig selv som driftsomkostninger efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Fradrag kan ske, hvis der er en direkte og klar forbindelse mellem låneoptagelsen og selskabets løbende indkomsterhvervelse gennem køb og salg af varer eller ydelser. Der er fradrag efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra e, for udgifter til vedligeholdelse af ejendele, hvis udbytte beregnes som indkomst. Denne bestemmelse er dog ikke anvendt som hjemmel for fradrag for udgifter angående en virksomheds finansielle grundlag. Bestemmelsen er i stedet anvendt i forhold til udgifter til vedligeholdelse af virksomheders anlægsaktiver som for eksempel maskiner og bygninger. Selskabets aktiverede udgifter er direkte knyttede til situationen, som opstod i 2012, da selskabet ikke kunne opfylde betingelserne (covenants) i låneaftalerne og lånetilsagn. Udgifterne vedrører dermed selskabets og koncernens finansielle kapitalgrundlag og kan ikke anses som opståede ved låneoptagelsen. Udgifterne kan ikke i øvrigt anses som tilknyttet forhold, der indgår direkte i en lovreguleret fastsat ramme for selskabets udøvelse af virksomhed, som efter praksis kan give adgang til fradrag eller afskrivning efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a." Skattestyrelsens udtalelse til klagen I udtalelsen, der angår både ovennævnte punkt vedrørende fradrag for 9.575, t.kr. og nærværende punkt, er særligt til sidstnævnte punkt anført: "Det selvangivne fradrag for amortiseringen af udgifterne er knyttet til tidspunktet for ophør af lånefaciliteten, EUR (red.beløb.nr.3.fjernet) H1-virksomhed-Multicurrency Revolving Facility , som selskabet opnåede den 22. juni 2011. Udgifterne er ikke opståede i forbindelse med etablering af lånefaciliteten eller i forbindelse med, at selskabet har optaget lån m.v., som lånefaciliteten giver mulighed for. Selskabets amortisering af udgifterne til Projekt (red.projekt.nr.1.fjernet) angår heller ikke indfrielse af lån. Lånefaciliteten fortsatte med begrænset ramme og ændrede sikkerhedsvilkår indtil 31. marts 2014. Begrænsninger og ændrede sikkerhedsvilkår er formaliseret den 9. januar 2013 i Amendment and Restatement Agreement ... Relating to Facility Agreement Originally Dated 22 june 2011 . Lånefaciliteten ophører, idet selskabet indgår ny aftale den 31. marts 2014 ( Up to EUR 1.000.000.000 Revolving and Bonding Facilities Agreement) . Skattestyrelsen anser ikke lånefaciliteterne som lån i sig selv. Lånefaciliteterne udgør i stedet tilsagn, som giver selskabet og tilknyttede selskaber adgang til at opnå lån og finansielle garantier." Skattestyrelsen har herefter fastholdt den trufne afgørelse. Selskabets opfattelse Selskabets repræsentant har nedlagt påstand om, at selskabets skattepligtige indkomst for 2014 nedsættes med forhøjelsen vedrørende de omhandlede ud­gifter på i alt 56.677 t. kr., jfr. Statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Subsidiært er nedlagt påstand om, at udgifterne kan fratrækkes i medfør af ligningslovens § 8, stk. 3, alternativt aktiveres, jf. kursgevinstlovens § 26, stk. 3. Klagen har behandlet ovennævnte klagepunkt om fradrag for 9.75. t.kr. og nærværende klagepunkt sammen. Der henvises derfor til ovennævnte punkt (’Selskabets opfattelse’). Landsskatterettens opfattelse Efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, kan der foretages fradrag for driftsudgifter, der i årets løb er anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten. Udgiften skal være direkte knyttet til indkomsten, og den skal ligge inden for virksomhedens naturlige rammer. Det er skatteyderen, der skal godtgøre, at en udgift omfattes af bestemmelsen Sagen angår fradrag for kinesisk VAT på i alt 1.355 t.kr. pålagt serviceydelser mellem det danske selskab og det kinesiske koncernselskab. Det er - som sagen er oplyst - uklart om hvilke serviceydelser, der er tale om, og om disse er leveret fra eller til det danske selskab til eller fra det kinesiske selskab. Endvidere er det uklart om betalingen af VAT’en påhviler det danske selskab. Det findes herefter ikke alene med henvisning til de fremlagte koncerninterne fakturaer og uddrag af bogføringen godtgjort, at udgiften er af en sådan art, at denne er fradragsberettiget, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. … Forklaringer Der er under sagen afgivet forklaringer af IE, IF, IG og IH. Forklaringer IE har forklaret, at han startede ved H1-virksomhed i oktober 2010 som chef for (red.underafdeling.fjernet), som var en underafdeling af (red.afdeling.nr.1.fjernet). Han var også en del af (red.afdeling.nr.2.fjernet). I april 2012 blev han midlertidigt chef for F9-bank. Han blev chef for afdelingen i august 2012 og havde stillingen frem til januar 2016. F9-bank var H1-virksomhed koncernens interne bank. De repræsenterede H1-virksomhed udadtil i forhold til de finansielle partnere, og indadtil var de bank for de enkelte selskaber i H1-virksomhed. De stillede likviditet til rådighed gennem cash pool ordninger, stod for valutavekslinger og afdelingen var ligeledes inde over kreditvurderingen af kunderne i projekterne og i forbindelse med de garantier, der skulle stilles. De var 15-20 ansatte i (red.afdeling.nr.1.fjernet). Han var i 2012 og de efterfølgende år involveret i de forhandlinger, H1-virksomhed havde vedrørende selskabets kreditfaciliteter. Han var den hovedansvarlige herfor hos H1-virksomhed. Da han var en del af management, var han ligeledes klar over, hvad der var sket i forbindelse med 2011 aftalen. Forevist H1-virksomhed præsentation til bankerne fra juli 2012, hvor det på side 46, ekstraktens bind 3, side 1342, blandet andet fremgår, at "Cash inflows and outflows for the Group are inherently volatile due to the "lumpy nature of project receipts which are "binary" and dependant on numeruos conditions precedents" har han forklaret, at det er korrekt, at H1-virksomhed’s indtægter gik op og ned, mens udgifterne var stabile. H1-virksomhed var en projektforretning, og over tid var projektere blev stadigt større. Projekterne var karakteriseret ved, at man fik en forudbetaling fra kunderne og milepæle-betalinger i takt med, at projekterne blev færdiggjort. Milepæle-betalingerne kunne blive forstyrret af forstyrret af f.eks. blæsevejr eller snestorm, der forsinkede arbejdet og derved betalingerne. H1-virksomhed producerede mange af delene til vindmøller selv, og fik derfor leveret materiale fra underleverandørerne, så de selv kunne bygge f.eks. vinger og tårne til vindmøllerne. Underleverandører kunne ikke vente med betaling, og H1-virksomhed var derfor cashflow negative. På indgangssiden var der derfor store udsving, og H1-virksomhed’s sælgende enheder fik flere penge ind end de producerende enheder. Foreholdt H1-virksomhed præsentation til bankerne fra juli 2012 side 50, ekstraktens bind 3, side 1346, hvor det blandt andet fremgår, at “H1-virksomhed installed the Facility of EUR (red.beløb.nr.3.fjernet) in order to be able to accommodate these swings in cash requirements as part of ouroperating business", har han forklaret han, at kassekreditfaciliteter var sat op som "backing" til forretningen. En større forretning og store udsving kræver en større kassekredit. I 2009 og 2010 var markedet begyndt at komme på fode efter finanskrisen. Der kom større projekter, hvilket krævede et større likviditetsberedskab, og at H1-virksomhed skulle stille store garantier. For at kunne følge med behovet var det nødvendigt med den pågældende størrelse af kreditfaciliteten, således der kunne stilles likviditet til rådighed for datterselskaberne, samt da bankernes garantifaciliteter var "uncommitted", hvilket vil sige, at bankerne kunne opsige garantier med kort varsel. Dette betød, at hvis der kom et kontantbehov under de udstedte garantier, så skulle kassekreditten også kunne dække dette behov. "Bounding facilities" er garantier. Det var typisk H1-virksomhed’s kunder, der købte projekterne, der krævede garantierne. Når kunderne forudbetalte 15-20 procent inden projektet gik i gang, ønskede kunderne en garanti fra tredjemand, hvilket var banken. Kunden kunne anvende garantien uden krav, hvis kunden mente, der var blevet misligholdt. Kunden kunne også have en performancegaranti, hvis H1-virksomhed ikke leverede det, kunden forventede samt en warranty bound efter projektet var færdigt. Det er typisk banker eller forsikringsselskaber, der stiller garantierne. Kassekreditten blev anvendt i forbindelse med, at banken stillede garantierne. F9-bank fungerede som H1-virksomhed’s interne bank. Hver dag blev datterselskabernes lokale bankkonti "nullet ud", så underskud og overskud blev samlet. Dette gjorde man, da man fik en meget lav rente for at have et indestående stående, mens man betalte en højere rente for at have et underskud stående. Formålet var derfor at få tingene samlet, så renten blev udlignet. Hvis datterselskaberne samlet havde et underskud, så anvendte H1-virksomhed kassekreditten. H1-virksomhed anvendte en driftskredit (RCF) i stedet for et stående lån for at undgå renteudgiften, da dette er den billigste løsning. H1-virksomhed havde også stående lån, hvis H1-virksomhed havde større anlægsinvestering. Det var også et spørgsmål om at få balance i kapitalstrukturen. Der skulle være balance mellem egenkapitalen og lånekapitalen. Kassekreditten var til at håndtere de månedlige udsving. Kunderne kunne ligeledes se, at H1-virksomhed havde et kapitalberedskab, og om der var trukket på kassekreditten, hvilket kunne betrygge kunderne. I H1-virksomhed’s aftaler om låne- og kreditfaciliteterne blev der benyttet finansielle tests (covenants). Finansielle tests benyttes, da bankerne ikke har indflydelse på den daglige drift, så det er et "guard rail" for bankerne. Det er hvert kvartal et vidnesbyrd om, at virksomheden stadig er inden for rammerne af den driftsmæssige og likviditetsmæssige governance. Det var vigtigt at kunne se, at likviditeten for driften var sund. I 2012 opstod tvivl om, hvorvidt H1-virksomhed kunne overholde de finansielle tests (covenants). Han var ikke med til at foretage den pågældende vurdering, da det var den daværende chef for F9-bank, der var inde over dette. Foreholdt brev af 16. juli 2012 fra H1-virksomhed direktør, ekstraktens bind 3, side 1294, 1. afsnit, hvor det er beskrevet, at der er et ekstraordinært højt aktivitetsniveau og et stort behov for at få projekter færdiggjort, har han forklaret, at der var en skattekreditordning i Y7-land, der udløb i 2012. Projekterne skulle derfor færdiggøres, inden den amerikanske ordning udløb. Da projekterne skulle være færdige inden årets udgang, var aktiviteten derfor ekstrem høj. Det påvirkede likviditeten, da mange store projekter skulle håndteres på samme tid. De havde på det pågældende tidspunkt i 2012 fået nogle af indtægterne, men høj aktivitet betød store udgifter til lønninger og produktion. Det var ligeledes vigtigt at have produkterne klar. De havde derfor bundet mange penge i varelagre, som først blev frigjort, når der blev leveret til kunden. Derudover var der større leverandørbetalinger. Kassekreditten skulle derfor kunne bruges af datterselskaberne, så de kunne betale deres leverandører, og datterselskaberne kunne herefter tilbagebetale pengene, når der kom penge i kassen igen. Der var ligeledes produktproblemer i 2012. Disse problemer var med til at tippe læsset for H1-virksomhed, så H1-virksomhed fik problemer med de finansielle tests (covenants). De finansielle tests blev beregnet over fire kvartaler. I 1. kvartal af 2012 blev et stort krav rettet mod H1-virksomhed vedrørende gearkasser, hvilket de måtte betale til kunden, da H1-virksomhed var hovedleverandør. H1-virksomhed kæmpede efterfølgende med at få pengene hjem fra underleverandøren. Desuden var en af årsagerne til, at H1-virksomhed leverede et dårligt resultat efter indgåelsen af 2011 aftalen, at H1-virksomhed havde udviklet en ny mølletype, som var alt for dyr at producere, så H1-virksomhed tabte penge på projekterne. Det var først i løbet af 2012, at omkostningerne blev mindre. Hvis de finansielle tests (covenants) var blevet brudt, ville bankerne kunne kræve fuld tilbagebetaling med kort varsel. Bankerne kunne også lukke for træk på kassekreditten og kræve tilbagebetaling af de træk, der allerede var foretaget. Driften i virksomheden ville som udgangspunkt være sund, hvis blot kassekreditten fortsatte, men hvis en bank "kaldte" misligholdelse, havde de en pligt til at informere F1-bank (herefter "F1-bank" og F2-bank (herefter "F2-bank") om, at virksomheden var i misligholdelse, hvilket ville betyde, at alle låneaftaler ville falde til jorden, og det kunne ultimativt kvæle virksomheden. De brugte ordet "konkurs" over for bankerne på baggrund af den omstændighed, at hvis kassekreditten blev lukket, ville leverandørerne ikke blive betalt, og der ville blive lukket for leverandørafdækningen ved kreditforsikringen. Leverandørerne ville herefter begynde at kræve betaling på forhånd. Hvis kassekreditten blev lukket, ville H1-virksomhed ikke have et finansielt beredskab, og derfor ville kunderne heller ikke handle med H1-virksomhed. Der ville være tale om en negativ spiral, der ville sætte virksomheden i kæmpe problemer. Virksomheden havde akut brug for penge i sommeren 2012. Pengene skulle blandt andet bruges til lønninger og leverandører i forbindelse med det høje aktivitetsniveau. De valgte at tage en snak med F1-bank, hvor han var med til den anden samtale. H1-virksomhed havde været nødt til at tale med F1-bank i 1. kvartal i 2012, da H1-virksomhed ikke overholdte de finansielle tests (covenants). Der var herefter blevet indgået en aftale med F1-bank. F2-bank gik med til at acceptere, at der var brud på de finansielle test (covenants) mod et gebyr. Aftalerne med F1-bank og F2-bank var derfor faldet på plads. De gik efterfølgende til bankerne i juni 2012. H1-virksomhed havde i 1. kvartal varslet bankerne om, at der kunne være problemer med de finansielle tests (covenants). Bankerne var imidlertid ikke indstillet på blot at lade aftalen fortsætte. H1-virksomhed forhandlede herefter med bankerne, og der blev indgået en foreløbig aftale med bankerne den 31. juli 2012. H1-virksomhed fik herefter lov til at låne 75 millioner euro af bankerne og 25 millionerne euro af F1-bank, men de kunne ikke låne mere herefter. Lånene blev låst fast på dette niveau. H1-virksomhed mente, at de fortsat kunne trække på kreditten frem til den 30. juni 2012, da de først herefter vidste, om H1-virksomhed ville misligholde de finansielle tests (covenants). Bankerne var af den opfattelse, at H1-virksomhed efter møderne i starten af juni, ikke kunne trække yderligere på kassekreditten, da bankerne frygtede, at de ville trække hele kassekreditrammen på (red.beløb.nr.3.fjernet). for derved at have likviditet. De endte herefter med at forsøge at forhandle en løsning på plads med bankerne i juni 2012. Det var et dramatisk forløb, hvor de formåede at gøre alle sure. F2-bank var blevet sure over, at F1-bank havde fået en specialaftale. Bankerne var sure over, at andre finansielle aftaler var ændret, uden at de havde været inde over. Der var forhandlinger med F1-bank om ikke at skulle tilbagebetale de 25 mio. euro, da dette var en torn i øjet på bankerne. H1-virksomhed valgte imidlertid at tilbagebetale pengene alligevel, da de ikke havde en aftale med bankerne. Der blev herefter indgået en aftale pr. 31. juli 2012, hvor der blev givet henstand vedrørende de finansielle test (covenants), og hvor H1-virksomhed fik et mindre træk på kreditramme på kassekreditten end tidligere og på andre vilkår. Den gamle facilitet var derfor reelt væk i juni 2012 på dette tidspunkt, og alle vidste, at der skulle indgås en ny aftale. R3-advokathus var H1-virksomhed Y8-nationalitet advokat i forhold til låneaftalerne. R4-advokathus (herefter "R4-advokathus") er H1-virksomhed’ danske husadvokat, som blandt andet udarbejdede legal opinions. R8-revision havde været H1-virksomhed revisor, men i denne sammenhæng blev R8-revision H1-virksomhed’s rådgiver på refinansieringsdelen. H1-virksomhed var i en situation, som de ikke havde prøvet før, så de skulle bruge en rådgiver til at hjælpe med, hvordan de skulle agere i forhold til bankerne. Bankerne var usikre i forhold til H1-virksomhed’s cashflow, så H1-virksomhed kunne ikke komme til bankerne med en aftale selv. Aftalen skulle verificeres af en ekstern rådgiver. R8-revision var således virksomhedens forlængede arm til at foretage en cashflow analyse. Analysen blev brugt til at afdække de økonomiske udsving i H1-virksomhed, så de kunne finde ud af, hvor stor kreditfaciliteten skulle være fremadrettet. Bankerne ville gøre, hvad der var bedst for bankerne, så H1-virksomhed skulle sikre sig at tingene blev kigget ordentligt igennem, så der kunne indgås den for H1-virksomhed bedst mulige aftale. De brugte analyserne i forhandlingerne med bankerne for at sikre tryghed hos disse. Bankerne gik meget op i, hvad de 100 mio. euro skulle bruges til, og at pengene skulle bruges til drift. Pengene skulle bruges til at holde forretningen kørende, hvilket likviditetsanalyserne blev brugt til at vise. I juni 2012 havde bankerne gjort det umuligt at udstede garantier, hvilket var en måde at få H1-virksomhed til forhandlingsbordet. H1-virksomhed stod derfor i en position, hvor de ikke havde muligheden for at udstede garantier til rådighed, og R8-revision kiggede derfor også på kommende garantier og på, hvordan det ville spille ind i cashflowet. På denne må kunne H1-virksomhed fortælle bankerne, hvad de havde brug for. Efterfølgende startede forhandlingerne om en permanent løsning. Forhandlingerne vedrørte størrelsen på den fremtidige kreditfaciliteter og hvilke finansielle test (covenants), der skulle gælde. Derudover drejede forhandlingerne sig om tilbagebetalingen af de midlertidige lån, herunder med hvilke midler tilbagebetalingen skulle ske. Bankernes rådgiver, R6-revision (herefter "R6-revision") havde udarbejdet et business review, som H1-virksomhed endnu ikke kendte til. R6-revision skulle klarlægge, om H1-virksomhed fremadrettet var en profitabel virksomhed. H1-virksomhed benyttede igen R8-revision som led i disse forhandlinger for at skabe tryghed internt og for at sikre, at den langsigtede løsning indeholdt rimelige finansielle tests (covenants). Bankerne ønskede så tætte finansielle tests (covenants) som muligt, men det skulle ikke være således, at H1-virksomhed igen ville snuble over dem. Foreholdt brev af 1. november 2012 fra H1-virksomhed til Co-Coordinating Committee (herefter "CoCom"), ekstraktens bind 3, side 1759 - 1760, har han forklaret, at CoCom koordinerede bankernes holdning over for H1-virksomhed. Det var CoCom, der forhandlede på vegne af alle bankerne. Der var risiko for, at de mistede kunder som følge af forløbet, og der var også kunder, som de tabte. I perioden fra den midlertidige aftale den 31. juli 2012 og frem til R6-revision’s gennemgang af virksomheden blev afsluttet, forlængede de den midlertidige aftale i ugevis og måtte betale herfor hver gang, da aftalen forfaldt hver uge. I brevet skrev de derfor til CoCom, at nu var de kommet til et punkt, hvor der skulle ske noget. Hvis H1-virksomhed mistede 850 MW ordreindtag, kunne det udarbejdede business forecast mv. ikke bruges til noget. De var i ledelsen enige om, at det var nu, der skulle ske noget. De fik den nye kassekredit i januar 2013. Det var væsentlig anderledes at operere under den nye kreditfacilitet end den gamle. Der var mange ting, de skulle følge op på, herunder hvor meget "restricted cash", de skulle have samt i forhold til de finansielle test (covenants). Der var mange snubletråde i aftalen, og aftalen var derfor sindssyg svær at navigere i. De kunne heller ikke udstede så mange garantier, som de havde behov for. Allerede i 2013 kom de tæt på at have trukket den fuldt ud, så de var nødt til at få yderligere kredit. De havde kvartalsvise opfølgninger med bankerne, og H1-virksomhed kunne i det daglige arbejde absolut bruge det arbejde, som R8-revision havde udført. Project (red.projekt.nr.2.fjernet) startede allerede i november 2012, hvor bestyrelsen havde nævnt, at så snart aftalen var på plads, skulle der genforhandles en ny. De var nødt til at få en ny aftale, da der var for mange finansielle tests (covenants), og da der havde været et enkelt tidspunkt, hvor de ikke levede op til de finansielle tests (covenants). De havde også brug for at kunne stille flere garantier. Der var også et ønske om nye kreditorer. H1-virksomhed fik i forbindelse med indgåelsen af den nye aftale rådgivning fra G6-virksomhed, da de var stærke på gældsrådgivningssiden. De rådgav i forhold til rating hos G14-virksomhed. G6-virksomhed var også med i forhandlingerne med bankerne. På et tidspunkt fandt de ud af, at det var en rød klud over for bankerne, at deres rådgiver var med i forhandlingerne. Derfor valgte H1-virksomhed, at G6-virksomhed skulle være med i baggrunden i stedet for. H1-virksomhed har betalt for bankernes rådgivere, hvilket er sædvanligt. Det er et markedsvilkår. I H1-virksomhed’s situation var der ingen anden udvej. Det var "take it or leave it". 2014- aftalen var noget nemmere at operere under. Der var stadig opfølgninger i forhold til långiverne, man da mange af sikkerhederne i forbindelse med de nye lån var fjernet, var der tale om en helt anden slags opfølgning. En del af aftalen blev, at det ikke kun var en kassekredit, men H1-virksomhed også kunne bruge halvdelen af kassekreditten til at udstede garantier. H1-virksomhed fik derfor en 5-årig kreditfacilitet. H1-virksomhed’s aftale fra 2009 (letter of credit) var en remburs-aftale. (red.afdeling.nr.1.fjernet) rolle blev styrket ved forløbet fra 2011 til 2014. De kunne nu stille krav til datterselskabernes cashflow analyse. H1-virksomhed lånte ikke penge ud til eksterne låntagere. Der var tale om interne lån til datterselskaberne. Der var også datterselskaber, der lånte penge ud til moderselskabet. De to tal var nogenlunde sammenlignelige. Pengene gik derfor begge veje. Foreholdt ekstraktens bind 3, side 1236, vedrørende "2012 Investments and Net Working Capital", hvor det blandt andet fremgår, at "remaining spent" var 30 %, har han forklaret, H1-virksomhed havde udgifter til mange forskellige ting, og han kan derfor ikke sige, om det altid var således, som det fremgår af teksten. Der er tale om et øjebliksbillede. Project (red.projekt.nr.1.fjernet) startede i juni 2012. Der var et forvarsel, hvor de talte med F2-bank og F1-bank. Projekt (red.projekt.nr.1.fjernet) blev etableret som følge af, at bankerne ikke kunne acceptere, at H1-virksomhed midlertidigt ikke kunne overholde de finansielle tests (covenants). Projekt (red.projekt.nr.1.fjernet) var meget relateret til driftskreditten på (red.beløb.nr.3.fjernet). samt lånene hos F2-bank og F1-bank. Eurobond-investorerne var ikke med i forløbet. R3-advokathus var H1-virksomhed engelsk rådgiver. I starten af 2012 var det hans forgænger, der havde kontakt til R3-advokathus. Efter 1. kvartal af 2012 blev R3-advokathus brugt til rådgivning omkring omstrukturering af selskabet og finansieringsordninger. Han var en del af det team, der havde drøftelserne med R3-advokathus. Det var ham, der havde hovedansvaret. H1-virksomhed interne styringsgruppe bestod af bestyrelsens formand, næstformand samt IJ fra direktionen. Han sad selv i projektgruppen og havde næsten daglige møder med den interne styringsgruppe. I forhold til bankerne, var det ham, der havde kontakten til R8-revision, mens det mere operative lå hos JF fra økonomiafdelingen, der havde kontakten til R8-revision. Økonomiafdelingen havde flere R8-revision-folk siddende i afdelingen. Det er korrekt, at det i aftalebrevet med R8-revision fremgår, at R8-revision skulle hjælpe med at udarbejde en "business plan". De prøvede at få R8-revision til at hjælpe med et international business review, men det ville bankerne ikke acceptere, da de ville have deres egne rådgivere til at foretage denne. R8-revision verificerede i forhold til cashflow og de finansielle tests (covenants). R8-revision skulle ikke hjælpe med at udarbejde noget strategisk i forhold til mølletyper og kunder. R8-revision foretog også arbejde med modellering i forhold til de fremtidige behov. H1-virksomhed skulle lægge planer for fremtiden efter 2012-2014 blandt andet i forhold til tilbagebetaling af faciliteterne, og R8-revision skulle hjælpe med at finde ud af, hvordan det hele kunne passe sammen med garantibehovet og udviklingen i kommende projekter. Den daglige drift skulle således passe sammen med betingelserne i H1-virksomhed’s aftaler. Foreholdt arbejdsbeskrivelserne fra bankernes rådgiver R6-revision, ekstraktens bind 11, side 5960 - 5968, har han forklaret, at medarbejdere fra R6-revision havde direkte adgang til H1-virksomhed. Man kan godt sige, at ydelserne fra R6-revision og R8-revision mindede om hinanden. R8-revision blev deres buffer i forhold til at kunne levere materiale til R6-revision. Inden H1-virksomhed leverede materiale til R6-revision, havde materialet været forbi R8-revision. R8-revision og R6-revision talte samme sprog. Aftalerne fra juli 2012 var efter hans opfattelse midlertidige, da H1-virksomhed oprindelige aftale var væk. De skulle derfor have en aftale, der omfattede de penge, de skulle bruge i juli. H1-virksomhed sendte i slutningen af juni 2012 en trækningsanmodning på 164 mio. euro til bankerne. Anmodningen blev accepteret af bankerne, da H1-virksomhed samtidigt oplyste, at de accepterede en række krav, herunder oprettelsen af CoCom, samt at et business review skulle udarbejdes af R6-revision. Aftalen gik på udsættelse på de finansielle tests (covenants), samt at de kunne trække mere på kassekreditten. Frem til november 2012 anvendte H1-virksomhed i høj grad R8-revision som rådgiver. På den juridiske side fik H1-virksomhed endvidere hjælp af R3-advokathus, men de var kun lidt inde over forløbet. H1-virksomhed accepterede de finansielle test (covenants) den 1. november 2012 efter, at R8-revision havde været igennem aftalen. Med den nye aftale var de inde og kigge på cashflow på ugebasis, da det var det, som bankerne var interesserede i. R1-advokathus var bankernes rådgiver. De rådgav bankerne omkring lånedokumentationen, ligesom R3-advokathus gjorde for H1-virksomhed. CoCom bestod udelukkende af tre banker. CoCom fungerede fra juni 2012 og frem til i hvert fald aftalen i januar 2013 kom på plads. Herefter var møderne med alle bankerne. Han er sikker på, at R1-advokathus rådgav bankerne i forhold til CoCom. R2-advokathus og R4-advokathus udførte nogenlunde det samme arbejde for H1-virksomhed. Han tror, at R2-advokathus var involveret i pantsætningen af H1-virksomhed’s ejendomme. Der var drøftelser om børsmeddelelser, hvor R4-advokathus var inde over, herunder om der var noget der børsmæssigt skulle lægges frem, og hvordan børsmeddelelsen skulle udarbejdes. Han var ikke involveret i disse drøftelser. Han ved ikke, om R4-advokathus rådgav om input til koordineringsudvalget, men han er ret sikker på, at de brugte advokater til det hele. Der var desuden mange udenlandske advokater involveret blandt andet fordi, at de afgav pant i fabrikker i udlandet. Han husker navnet på advokatfirmaet R21-advokathus i Y7-land. De gik i gang med Projekt (red.projekt.nr.2.fjernet) kort efter, de havde lukket aftalen i januar 2013. Han er ikke sikker på, hvornår de engagerede G6-virksomhed. Han mener, at det var i 1. kvartal eller i hvert fald i 2. kvartal i 2013. De fik selvtillid i slutningen af 1. kvartal på grund af en kæmpe ordre i Y13-land, hvor de fik en stor forudbetaling. Derudover blev skattekreditordningen i Y7-land genindført, hvilket ville betyde, at der igen kom projekter i Y7-land. Det betød også, at de fik problemer med garantistillelse i forhold til de vilkår, der var. R4-advokathus rådgav både i relation til en aktieudvidelse og vedrørende genforhandling af aftalerne. Dette var på baggrund af, at de ville stå bedre i forhandlingerne med bankerne, hvis de foretog en kapitaludvidelse. Foreholdt ekstraktens bind 12, side 6673 - 6674, G6-virksomheds aftale med H1-virksomhed, hvoraf det fremgår, at G6-virksomhed skal rådgive i forbindelse med at finde en fornuftig kapitalstruktur samt vedrørende kapitalfaciliteter, har han forklaret, at han var i løbende dialog med G6-virksomhed. Han var også projekt lead på denne opgave. G6-virksomhed samarbejdede ikke med de andre rådgivere. R3-advokathus rådgav i samme periode om dokumentationen til brug for Projekt (red.projekt.nr.2.fjernet). Udgiften til datarum skyldes, at der i forbindelse med forhandlingen med bankerne, blev oprettet datarum, hvor H1-virksomhed kunne dele informationer med bankerne. G6-virksomhed udarbejdede ikke forslag til en business plan. Han mener, at H1-virksomhed’s danske moderselskab tjente penge på cash pool systemet, da de havde højere renter, når de lånte ud til datterselskaberne, end når de lånte af disse. Det eneste bankerne ikke rørte eller stillede krav til var H1-virksomhed’s strategi i forhold til investeringer. H1-virksomhed kunne dog ikke bruge de 100 mio. euro, de lånte i sommeren 2012, til investeringer. R8-revision udarbejdede en business plan, der viste sammenhængen til H1-virksomhed finansielle behov. Børsmeddelelser var nødvendige, da deres kreditfaciliteter var forretningskritiske. Bankerne skulle være med på indholdet af børsmeddelelse. IF har forklaret, at han frem til 2016 var partner i R3-advokathus med speciale i bank- og finansieringsret. Han var involveret i rådgivningen af H1-virksomhed. Project (red.projekt.nr.1.fjernet) handlede om at indgå en aftale med bankerne vedrørende en nedadgående kreditposition og et forsøg på at resette den. R3-advokathus var involveret i forhandlingerne om det tidligere kreditdokument og leverede juridisk rådgivning og dokumentation. Der blev indgået en rammeaftale den 31. juli 2012 omkring nogle midlertidige tiltag. De skulle sammen med styringskomiteen give juridisk rådgivning i forbindelse med Project (red.projekt.nr.1.fjernet). R3-advokathus foretog ikke andet arbejde for H1-virksomhed i den periode. R3-advokathus var ikke involveret i at afsøge andre muligheder på lånemarkedet. Samtalen om mulige overtrædelser af finansielle tests (covenants) blev varetaget af H1-virksomhed. De rådgav ikke H1-virksomhed i forhold til forhandlingerne med andre långivere, men de rådgav i forhandlingerne om Project (red.projekt.nr.1.fjernet). Foreholdt ekstraktens bind 3, side 1442, har han forklaret, at rammeaftalens artikel 10 vedrører "draw stops" som følge af misligholdelse. H1-virksomhed havde behov for likviditet og en forudbetaling på op til 100 mio. euro i den periode. RCF er den revolverende kreditfacilitet (kassekreditten) fra 2011. De 100 mio. var ikke et nyt lån, men en forlængelse af kreditfaciliteten. Det var et træk på kreditfaciliteten fra 2011, som man ellers ikke have måtte foretage under de betingelser, der var på kreditten. Foreholdt ekstraktens bind 3 side 1447, rammeaftalens artikel 15.5, har han forklaret, at da der er tale om en revolverende kredit, skal enhver trækning som udgangspunkt betales tilbage efter udløb af hver renteperiode. Oftest gentrækker man faciliteten på et tilsvarende beløb, som kaldes et "rollover lån", hvilket skete i henhold til betingelserne i kreditaftalen fra 2011. Aftalen fra 2012 var en gennemførsel af rammeaftalebetingelser, og den indeholdt derfor ganske få ændringer i forhold til aftalen fra 2011. Det var i princippet kun sikkerheder og den ændrede "rollover" aftale, der var ændret. Når han nævner, at der var tale om få ændringer, sammenligner han med det, der skete i 2013, da lånet blev grundlæggende ændret. I 2012 var der tale om en midlertidig løsning, indtil den endelige aftale kunne falde på plads. Der var ikke sikkerheder i 2011-aftalen, da det var en investeringsgrad kredit, hvilket betyder, at bankerne anså det som en meget sikker kredit, så der skulle ikke gives garantier eller stilles sikkerhed. Dette gjaldt ikke for aftalen i 2012, da man havde bedt om en udsættelse i forhold til de finansielle tests (covenants). I 2012 blev rentemarginalen øget med 2,5 %. I perioden fra august 2012 til januar 2013 var R3-advokathus arbejde en forlængelse af arbejdet med Project (red.projekt.nr.1.fjernet). R3-advokathus rådgav det udvalg, som H1-virksomhed havde nedsat til at forhandle med H1-virksomhed långivere. De ydede rådgivning i forhold til de betingelser, der skulle være i aftalen. R3-advokathus foretog ikke andet arbejde for H1-virksomhed. Foreholdt ekstraktens bind 12, side 6156, vedrørende " Billing Narrative for the period from 31 January 2013 to 6 March 2013", har han vedrørende punkt 8 forklaret, at de rådgav i forbindelse med forhandlinger med långivernes rådgivere. Punkt 4 vedrørende "post-closing work", har han forklaret, at bestemmelsen omhandler den omstændighed, at når man lukker en finansiel transaktion, så er der dokumenter, der skal håndteres og registreres korrekt, hvilket i nogle tilfælde sker efter aftalens indgåelse. Det handler om at afsluttede sikkerhedsstillelsen og imødekomme andre betingelser. Arbejdet var nødvendigt for at opnå finansiering. Foreholdt ekstraktens bind 12, side 6160, vedrørende R3-advokathus tidsregistrering, har han forklaret, at registreringen vedrørende "calls og e-mails" ikke vedrører andet arbejde end beskrevet i aftalen. Advokater er ikke altid gode til at specificere deres arbejde. For så vidt angår aftalen fra januar 2013, så var der væsentlige forskelle mellem aftalen fra januar 2013 og 2011-aftalen. Aftalen blev ændret til henholdsvis terminslån og revolverende kredit. Desuden blev prisfastsættelsen ændret, og der blev indført væsentlige garantier og sikkerheder. Tidligere havde H1-virksomhed været den eneste låntager, men nu blev nogle af datterselskaberne også direkte låntagere. Dette skete af to grunde. For det første vil kreditorerne gerne være tættere på aktiverne, da det giver mulighed for at gøre direkte krav i stedet for at få sikkerhedsstillelse. Der var mange datterselskaber, som kom til at hæfte for kreditfaciliteten, herunder Y22-nationalitet og Y24-nationalitet selskaber. Det var de datterselskaber, der havde produktionsfaciliteter eller betydelige aktiver, som kom til at hæfte, da bankerne gerne ville kunne håndhæve i forhold til de datterselskaber, der havde de væsentligste aktiver. Foreholdt ekstraktens bind 5, side 2231, aftalen af 9. januar 2013, har han forklaret vedrørende artikel 5.6, at en "clean down" er et krav, som betyder, at det lånte beløb skal nedbringes til 0 kroner et bestemt antal dage hvert år. Den revolverende kreditfacilitet skulle derfor nedbringes til 0 kroner i fem sammenhængende dage hvert år. "Clean down" er en nettoposition, så hvis der er likvide midler i virksomheden, så skal likviderne medregnes i forhold til, hvor langt kreditten skal nedbringes i fem sammenhængende dage. Aftalen fra 2013 havde hårdere vilkår for H1-virksomhed i forhold til den tidligere aftale, men den var fordelagtig for H1-virksomhed, da der ikke blev tale om håndhævelse i forhold til overtrædelse af de finansielle tests (covenants). Hvis bankerne havde søgt gælden accelereret, kunne de søge tilbagebetaling, hvilket kunne gøre selskabet insolvent. Aftalen var ikke venlig på grund af de strenge betingelser, der gjorde det svært for en virksomhed i nød. H1-virksomhed var ikke som sådan i nød juli 2012, men som økonomien så ud, skulle H1-virksomhed have deres gæld justeret. Alt det arbejde R3-advokathus udførte op til januar 2013 vedrørte justering af virksomhedens finansielle position. Arbejdet gik grundlæggende ud på at forhandle aftalen om kassekreditten (RCF’en) og de tilknyttede betingelser på plads. Der var også forhandlinger om anden gæld, herunder med F1-bank og F2-bank, da gælden havde betingelser om krydsende misligholdelse. De betingelser, der var gældende for kassekreditten, var stort set de samme, som i F2-bank og F1-bank. Der var meget overlappende arbejde, så det er svært at svare på, hvor meget af arbejdet, der vedrørte henholdsvis F1-bank, F2-bank og banksyndikatet. De havde en helhedstilgang til den samlede gæld. Meget arbejde var for alle tre långivere, da de arbejdede med sikkerhed. Ser man på det specifikt, så var arbejdet relateret til F2-bank og F1-bank minimalt. Vedrørende Project (red.projekt.nr.2.fjernet) var R3-advokathus involveret i forhold til kassekreditten og de aftaler, der var tilknyttet hertil. Det var samme type arbejde som tidligere. Det var tale om forhandlinger og gennemgang af lånepositioner. Foreholdt bind 12, ekstraktens side 6183, vedrørende "Billing Narrative for the period from 7 May 2013 to 8 July", punkt 4, litra b, har han forklaret, at Project (red.projekt.nr.2.fjernet) handlede om obligationsudstedelser. Foreholdt ekstraktens bind 12, side 6192, tidsregistreringen den 5. juli 2013, "prospectus", har han forklaret, at han var fraværende af forskellige årsager på det tidspunkt, men han tror, at det vedrører en undersøgelse af euro-obligationer. Fra 2013 og frem til Project (red.projekt.nr.2.fjernet) i 2014 arbejdede de med mange ting i forhold til at forbedre H1-virksomhed finansielle position. De arbejde ikke på selve prospektet, men de bidrog med input i forhold til RCF. R3-advokathus var H1-virksomhed Y8-nationalitet advokat i forhold til låneforholdene, og de rådgav ikke H1-virksomhed på andre områder. Foreholdt ekstraktens bind 11, side 6054, tidsregistrering vedrørende Project (red.projekt.nr.1.fjernet) i perioden januar, marts og april 2012, hvor der er tidsregistreringer, vedrører F1-bank faciliteten, har han forklaret, at registreringen omhandler de finansielle test i aftalen med F1-bank. De fik en dispensation fra konsekvenserne, hvis betingelserne i forhold til kassekreditten blev overtrådt. Inden H1-virksomhed’s første møde med banksyndikatet i juni 2012 blev R3-advokathus kontaktet at H1-virksomhed i anledning af en potentiel overtrædelse af de finansielle test (covenants). De skulle rådgive om muligheden for dispensation og i forhold til træk af på kassekreditten. Foreholdt ekstraktens bind 11, side 6053, tidsregistreringen den 8. juni 2012 vedrørende "Review of presentation materials for bank meeting", har han forklaret, at registreringen vedrørte gennemgang af præsentationen for bankerne for at sikre, at beskrivelsen af kassekreditten og konsekvenserne ved en overtrædelse af betingelserne herfor var korrekt. Det vedrørte aftalen om kassekreditten indgået i 2011. Han rådgav H1-virksomhed styringskomité. Han sad ikke i udvalget. Udvalget bestod blandt andet af direktøren og bestyrelsesformanden. Han havde primært kontakt til IE og IK. CoCom blev dannet af bankerne, da det var vanskeligt at holde møder med alle bankerne. R3-advokathus kommunikerede på H1-virksomhed vegne med CoCom via CoComs advokater, når det var muligt. Foreholdt ekstraktens bind 11, side 6060, vedrørende R3-advokathus arbejde "For the period from 27 June 2012 to 4 July 2012", har han forklaret, at beskrivelsen overordnet er dækkende for deres arbejde i perioden. Det anførte udgør et mandat til at rådgive virksomheden i forhold til den generelle position. Punkt 5 omhandler de udstedte eurobonds, hvor der var tilknyttet betingelser. Hvis betingelserne blevet brudt, så skulle ejerne af obligationerne oplyses om dette. R3-advokathus koordinerede med R8-revision i forbindelse med, at de rådgav H1-virksomhed. De rådgav også H1-virksomhed i perioden fra september 2012 til 31. januar 2013. Han husker ikke faktureringsintervallerne, men der blev også regelmæssigt faktureret i den periode. Foreholdt ekstraktens bind 12, side 6183, vedrørende R3-advokathus arbejde "Billing Narrative for the period from 7 May 2013 to 8 July 2013", har han vedrørende punkt 1 forklaret, at H1-virksomhed havde brug for likviditet. De rådgav overordnet om kassekreditten, herunder hvordan den kunne fungere sammen med garantifaciliteterne. Foreholdt punkt 2 har han forklaret, at G6-virksomhed var den finansielle rådgiver, og R3-advokathus bidrog med at sikre beskrivelsen af de juridiske og gældsrelaterede indhold i deres præsentationer. De bidrog ikke i forhold til kapitalforhøjelsen, da det var et dansk juridisk område. Foreholdt ekstraktens bind 12, side 6198, vedrørende "Billing Narrative for the period from 1 September to 25 October 2013", har han vedrørende punkt 4 forklaret, at han ikke kan fortælle præcist, hvad "(red.projekt.nr.7.fjernet) og (red.projekt.nr.8.fjernet)" indeholdte. Han er ikke sikker på, at han husker det, men det kunne være rådgivning i forbindelse med en mulig joint venture, og hvad det havde at betydning for kassekreditten. IG har forklaret, at han, i den periode denne sag angår, var direktør i afdelingen for finansiel omstrukturering hos R8-revision i Y18-by, og han havde været der i længere tid. Han var involveret i projektet fra sommeren 2012 til januar 2013. Han blev involveret to uger inde i projektet og var der indtil projektets afslutning i januar 2013. Han var således involveret fra primo juli 2012. Hovedformålet med Project (red.projekt.nr.1.fjernet) var at bistå virksomheden med omstrukturering af gælden efter en mulig overtrædelse af gældens vilkår. De vigtigste arbejdsstrømme var at sætte beløb på virksomhedens umiddelbare pengebehov og derefter at fastlægge en robust proces for pengestrømmene. For det andet skulle de rådgive om vilkårene for kortsigtede nye penge. For det tredje skulle de bistå med gennemgang af den forretningsplan, som R6-revision havde udpeget. De skulle endvidere rådgive om muligheder i lyset af virksomhedens position, og hvordan virksomheden kunne nå til målet ved omstrukturering af virksomhedens mellemlange gæld. Foreholdt ekstraktens bind 12, side 6507, H1-virksomhed aftalebrev af 21. juni 2012, bilag 2, vedrørende det arbejde, som R8-revision skulle levere, har han forklaret, at arbejdet vedrørende H1-virksomhed’s umiddelbare pengebehov havde baggrund i, at bankerne havde stoppet for trækningerne på kassekreditten, selvom virksomheden havde brug for arbejdskapital. De skulle derfor finde ud af, hvor mange penge virksomheden havde brug for i en periode på 3 måneder. Det er overordnet beskrevet i bilagets "Part A". Bankerne ville ikke stille flere penge til rådighed på grund af den forudsete overtrædelse af de finansielle tests (covenants), men der var brug for penge, og der var ikke andre kilder end bankerne. R8-revision’s opgave var derfor at finde ud af, hvor mange penge, der var brug for, og hvad lånevilkårene skulle være. Med de finansielle test (covenants) menes en række finansielle vilkår, som H1-virksomhed skulle overholde, og hvis ikke de gjorde dette, svarede det til, at H1-virksomhed misligholdte aftalen. De penge, der skulle bruges, skulle finansiere arbejdskapitalen hen over sommeren. R8-revision´s rolle var at definere størrelsen på beløbet, vilkår og hvilken sikkerhed, der skulle stilles. Selve fastsættelsen af beløbet blev udarbejdet af ansatte i H1-virksomhed, men de bistod i væsentlig grad med skemaer. Det var ikke arbejde, som H1-virksomhed kunne havde udarbejdet uden R8-revision’s hjælp. En af grundene hertil var, at H1-virksomhed forudsigelser for kontantbehovet på kort sigtet var svagt og bygget på salg og overskud, og R8-revision skulle give virksomheden mere selvindsigt, så tallet blev mere robust. Indtil R8-revision blev involveret, havde virksomhedens fokus været på salgsfremmende tiltag og regnskabsmæssige overskud, mens de havde haft mindre fokus på det kontantbehov, som stigningen i omsætningen krævede. H1-virksomhed havde fokus på salg af vindmøller mv. og mindre fokus på behovet for kontanter. H1-virksomhed havde indtil dette tidspunkt haft en kassekredit (RCF), der kunne håndtere udsving, men de stod foran et stop for træk på grund af en potentiel overtrædelse af de finansielle tests (covenants). Virksomheden blev derfor nødt til at finde ud af, hvilket beløb virksomheden som minimum skulle bruge. I forhold til de mellemlange udsigter var der ikke alternativer til bankerne, og bankerne havde gjort det klart, at de ville minimere deres risiko og alene bidrage med det absolut nødvendige. Han mener, at R8-revision’s rådgivning hjalp H1-virksomhed. De hjalp med at identificere beløbet, de havde brug for på kort sigt og strukturere betingelserne for dette. De hjalp med at styre processen med R6-revision og rådgav om muligheder og vilkårene for den omstrukturerede gæld. I forhold til processen med R6-revision mener han, at R6-revision foretog en uafhængig gennemgang af virksomhedens forretningsplan, stillede spørgsmål og holdt møder med ledelsen. R8-revision hjalp ledelsen med at besvare spørgsmålene, hvilket betød, at virksomheden og långiverne var i stand til at nå frem til forsvarlig forudsigelse for virksomheden i de følgende år, herunder rimelige finansielle tests (covenants). Deres arbejde var et input til drøftelserne om tilbagebetalingsprofilen og de finansielle tests (covenants). Han mener, at tilbagebetalingsprofilen var knyttet til kassekreditten samt lånene hos F1-bank og F2-bank. Før forhandlingerne mener han, at rammen for kassekreditten var (red.beløb.nr.3.fjernet). euro, som blev nedbragt til 900 mio. euro. Lånet hos F2-bank udgjorde omkring 200 mio. euro, mens lånet hos F1-bank var mindre. Dette var inden R8-revision kom ind i billedet og frem til januar 2013. Det daglige arbejde for ham i juli 2012 bestod i, at han arbejdede sammen med IE og IK. Han arbejdede tæt sammen med bestyrelsen og udarbejde strategier og rådgav i forhold til kommunikation med bankerne. Han førte tilsyn med opbyggelsen af en finansiel model, og han undersøgte forskellige kapitalstrukturer. For så vidt angår arbejdet med IE og IK var det således, at de sammen udarbejdede alle dokumenter, hvorefter de forelagde dem for bestyrelsen. Han var med på opkaldene, når IE talte med långiverne. Han drøftede herefter med IE, hvad H1-virksomhed kunne være med på, og hvad de ikke kunne være med på. De første par måneder var han i Danmark hver uge. De præsentationer, som R8-revision udarbejdede, blev brugt til interne drøftelser i bestyrelsen og til drøftelse af strategi med ledelsen. Andre præsentationer blev brugt af ledelsen under forhandlingerne med bankerne. Strategidrøftelserne med bestyrelsen vedrørte først mulighederne for at rejse penge fra 3. parter og refinansiering af gælden, og herefter skulle långivernes betingelserne og vilkår besvares. Dette blev drøftet med bestyrelsen, så de følte sig trygge. De afsøgte lånemarkedet i forhold til refinansiering af gælden, men IE nåede frem til, at det ikke var bæredygtigt, hvilket ikke krævede mere end en uges arbejde at konkludere. Dette arbejde foregik i juli 2012. Foreholdt ekstraktens bind 12, side 6525, faktura fra R8-revision, har han forklaret, at fakturaen ikke vedrører afsøgningen af lånemarkedet. Det skete senere. Fakturaen vedrører deres indledende arbejde. Han tror ikke, at de forskellige arbejdsopgaver står på fakturaerne. Der vil derfor ikke være en faktura, hvor der fremgår afsøgningen af lånemarkedet. Han ved ikke, om arbejdet med afsøgning af lånemarkedet beløbsmæssigt svarer 300.000 pund. Foreholdt fakturaerne fra perioden 15. juli til 3. august 2012, hvor der er udstedt 7 stk. på hver cirka 300.000 GBP, har han forklaret, at beløbene var så høje, da der i perioden var parallelle arbejdsstrømme. Der foregik meget, og der var mange medarbejdere fra R8-revision involveret. Muligheden for andre lånemuligheder blev varetaget af ham og en eller to andre. Det var andre teams, der tog sig af forretningsplanen og de ugentlige opdateringer af pengestrømmen. I perioden fra midt august til slut august 2012 var arbejdet med de kortsigtede pengestrømme på sit højeste. Arbejdet med forretningsplanen gik ud på, at de skulle hjælpe ledelsen med at besvare R6-revision’s spørgsmål til forretningsplanen. Virksomheden skulle se bedst ud, når R6-revision gennemgik forretningsplanen, og processen skulle være effektiv. Det handlede også om R6-revision’s perspektiv, herunder hvordan de skulle se på den omstrukturerede gæld fremover. R8-revision svarede grundlæggende på de spørgsmål, som R6-revision havde til ledelsen. Ledelsen kom typisk ikke med tydelige svar eller med svar, der gav anledning til flere spørgsmål. R8-revision skulle hjælpe ledelsen og sørge for, at der blev skåret ind til benet, så spørgsmålene blev præcist besvaret, så der ikke kom flere spørgsmål. R8-revision’s arbejde med forretningsplanen havde betydning for den følsomhed, som R6-revision tillagde resultatet af drøftelserne, hvilket ville afgøre afbetalingsraten og niveauet af de finansielle tests (covenants). Deres arbejde med forretningsplanen resulterede i, at R6-revision kom med en vurdering af H1-virksomhed’s tal for de kommende år. De tog vurderingen fra R6-revision og udarbejdede forslag til, hvordan vilkår mv. kunne se ud på baggrund af vurderingen fra R6-revision. Rentemarginen, tilbagebetalingsprofilen og de finansielle tests (covenants) i 2013-aftalen kunne ikke være endt som de gjorde, hvis R8-revision ikke havde været involveret. R8-revision var meget involveret i at rådgive virksomheden i den pågældende periode. Han var sammen med en kollega ansvarlig for den finansielle rådgivning og betingelserne for refinansieringen af gælden. Han var ikke en del af det team, der arbejdede med forretningsplanen. Han var klar over, hvad de foretog af arbejde, men han var ikke en del af teamet. Han var chef for teamet, der arbejdede med "modelling". R8-revision udførte revision, så de kunne ikke være en del af det beskrevne arbejde. Project (red.projekt.nr.1.fjernet) blev varetaget af personer i Y18-by, da det var her ekspertisen lå. Der var måske en eller to danske personer, der kom med i teamet. IH har forklaret, at han har været ansat ved R4-advokathus siden 1998 og har været partner siden 2008. Han beskæftiger sig med bank- og finansieringsret i bred forstand, herunder finansiering. Fra juni 2012 til marts 2014 bistod de H1-virksomhed med Project (red.projekt.nr.1.fjernet) og Project (red.projekt.nr.2.fjernet). R4-advokathus har altid bistået H1-virksomhed med virksomhedens finansieringsretlige forhold, og de var derfor også inde over Project (red.projekt.nr.1.fjernet) og Project (red.projekt.nr.2.fjernet). I 2012 var han ansvarlig på det team, der hjalp H1-virksomhed på finansieringsområdet. De var juridisk rådgiver for de finansieringsretlige forhold, der opstod i forbindelse med de to projekter. H1-virksomhed havde en række finansieringsaftaler, og de tre relevante var især kassekreditten (RCF) og de to særskilte investeringsaftaler med F2-bank og F1-bank. I alle tre aftaler var der finansielle forpligtelser, der gik ud på, at H1-virksomhed skulle overholde nogle nærmere bestemte nøgletal vedrørende gældsætning mv. Manglende overholdelse ville udgøre misligholdelse. I løbet af 2. kvartal af 2012 kunne H1-virksomhed se på udviklingen, at der var en væsentlig risiko for, at de ikke ville kunne overholde de finansielle tests (covenants), der skulle foretages ved udgangen af juni 2012. Dette ville udgøre en potentiel misligholdelse af alle tre aftalekomplekser. Det var specielt udfordringen i forhold til RCF’en, som var selskabets avancerede kassekredit, som man havde brug for til at opfylde behovet for at have en løbende arbejdskapital. Konsekvenserne af en manglende overholdelse af de finansielle nøgletal ville være misligholdelse. Det ville få to konsekvenser. For det første kunne de ikke foretage yderligere træk på kreditten, og altså ikke låne mere under faciliteten. For det andet ville bankerne få en række beføjelser, og i sidste ende kunne bankerne kræve lånet indfriet. Deres bistand gik ud på at rådgive H1-virksomhed i forhold til deres muligheder og forpligtelser i de aftaler, de havde indgået. Det var internationale låneaftaler, så det skete i samarbejde med R3-advokathus. Deres bistand vedrørte ikke afsøgning af lånemarkedet. Deres bistand vedrørte alene det juridiske i de indgåede låneaftaler. Derudover kunne de rådgive H1-virksomhed i forhold til, hvordan man skulle forholde sig til det forhandlingsforløb, der ville være med bankerne. De talte ikke med andre eksterne finansieringspartnere end dem, som H1-virksomhed i forvejen havde en aftale med. R4-advokathus’s primære bistand vedrørte kassekreditten, men der var en afledt effekt på aftalerne med F1-bank og F2-bank. Han vil overordnet vurdere, at arbejdet var splittet med 80 % på kassekreditten og 20 % på F1-bank og F2-bank. Formålet med rammeaftalen og interkreditoraftalen af 31. juli 2012 var at løse det konkrete problem og samtidig sætte rammen for de fremtidige forhandlinger, hvor de skulle udarbejde aftale om en ny lånefacilitet. Da der var tale om tre forskellige komplekser, forekommer der også en række interkreditorforhold mellem långiveren. Der var fokus på at sikre ligebehandling mellem kreditorerne. En RCF er en flerårig aftale, og man skulle derfor blive enig om en ramme for fortsættelsen i de kommende år. Når man indgår en aftale om en kassekredit i form af en RCF, er formålet at få en facilitet, der står til rådighed. Henset til den situation, der var opstået i juni 2012 vedrørende manglende overholdelse af finansielle tests (covenants), ville bankerne typisk se på, om det var nødvendigt med andre forpligtelser fra selskabets side. Det vil sige, at bankerne ville kigge på rammesættet for at stille en kreditfacilitet til rådighed. Næsten alle store virksomheder har en avanceret kassekredit i form af en RCF. Aftalen indgås typisk for en periode for 3-5 år. Man vil ofte komme i en situation, hvor der er ændrede forudsætninger, og så vil man indgå en aftale om, at man ændrer aftalen. Det skal man betale et "fee" for, og så er der typisk nogle vilkår, der skal opfyldes. De tre aftalekomplekser var i princippet uafhængige, men de havde det skæbnefællesskab, at de i en situation som den foreliggende, med potentiel misligholdelse, herunder krydsende misligholde, reelt blev indbyrdes afhængige. De pågældende aftaler havde vilkår om krydsende misligholdelse. Bankerne ville behandles lige, og derfor var man nødt til at forhandle en samlet aftale på plads. Foreholdt ekstraktens bind 3, side 1442, rammeaftale af 31. juli 2021, artikel 10, vedrørende" New monies", har han forklaret, at H1-virksomhed havde fået afklaret, at man havde et likviditetsbehov på 100 mio. euro, hvilket man ønskede afdækket. Bestemmelsen sikrede, at man havde en fælles aftale om, hvordan H1-virksomhed kunne trække de 100 mio. euro, som de efter deres eget likviditetsforecast havde behov for. Vedrørende artikel 15.5, "Rollover Loans under the RCF", har han forklaret, at bestemmelsen regulerer, at der ikke kunne ske trækning uden at alle långivere havde accepteret dette. Hver af bankerne havde veto mod, at der kunne trækkes yderligere under aftalen. Foreholdt ekstraktens bind 3, side 1496, artikel 13.2, vedrørende "Transaction expenses", har han forklaret, at alle sikkerhedsagentens omkostninger skulle betales af H1-virksomhed. Det er sædvanligt at have en sådan bestemmelse i denne type låneaftale. Foreholdt ekstraktens bind 3, side 1509, "Amendment and restatement agrement" af 31. juli 2021, har han forklaret, at man indgår en aftale om en kassekredit i form af en RCF for at dække et arbejdskapitalbehov. H1-virksomhed er en ordreproducerende virksomhed, der har et sæsonafhængigt likviditetsbehov, der følger salget. Virksomheden har derfor gennem en RCF de midler til rådighed, som der skal en bruges for at drifte virksomheden. Man ville typisk ikke kunne opnå samme finansiering ved et terminslån. H1-virksomhed skulle gerne være selvfinansierende med udsving. Terminslån bruges til investeringer og ikke til den løbende drift. Et terminslån forventes ikke tilbagebetalt med den løbende drift, som det er tilfældet med den avancerede kassekredit. R4-advokathus’s bistand bestod af kontraktuel rådgivning, herunder om de aftaler man havde indgået, og konsekvenserne. I forhold til Project (red.projekt.nr.1.fjernet) var det i væsentlig grad relateret til konsekvenserne af en misligholdelse. I forhold til indgåelsen af rammeaftalen var det i det væsentligste udformning og dokumentation af sikkerhedspakken. Overordnet var det obligationsretlige og selskabsretlige problemstillinger, de rådgav om. De rådgav også om de selskabsretlige forpligtelser, som bestyrelsen havde, når selskabet var børsnoteret. Arbejdet hermed fyldte en lille del af rådgivningen. For så vidt angår opgaven med sikkerheder endte det med, at der primært blev etableret sikkerhed i fast ejendom og derudover i enkelte projekter. En væsentlig del af opgaven var at oplyse bankerne om, hvad H1-virksomhed kunne give i sikkerhed. Fokus for både bankerne og H1-virksomhed var fast ejendom, da det var let forholde sig til. Foreholdt ekstraktens bind 12, side 6249, faktura af 16. august 2012, om tinglysningsafgift, har han forklaret, at tinglysningsafgiften er relateret til sikkerhederne i fast ejendom. Foreholdt ekstraktens bind 12, side 6243, tidsregistreringer i perioden 16. juni til 6. juli 2012, har han forklaret, at arbejdet vedrørte den dialog, der var startet op i forhold til den potentielle misligholdelse af aftalen om kassekreditten og dermed også relateret til F1-bank og F2-bank. Derudover vedrørte arbejdet de forestående forhandlinger med bankerne. Han foretog ikke andet arbejde for H1-virksomhed i den periode, og den registrerede mailkorrespondance kan ikke relatere sig til andet. H1-virksomhed skulle bruge rådgivningen, da H1-virksomhed havde låneaftaler, som var på vej i misligholdelse. I januar 2013 mundede arbejdet ud i, at man indgik en aftale om en ændret kassekredit (RCF) samt ændrede aftaler med F2-bank og F1-bank. I løbet af efteråret 2012 kom der ligeledes et element ind omkring bonding-facilities, hvilket relaterede sig til de garantistillere, som H1-virksomhed benyttede. I efteråret 2012 var de pennefører på aftalerne om garantifaciliteten, så han vil tro, at han brugte i hvert fald en tredjedel af sin tid på garantifaciliteterne, mens hovedparten af tiden blev brug på RCF’en. Det var nødvendigt, at man kiggede på garantisiden, da garantier typisk er usikrede. For at sikre at man havde en aftale med leverandørerne, var det vigtigt at få "commitede faciliteter". Det er ikke muligt at indgå kontrakter, hvis man ikke har garantifaciliteterne til rådighed. Hvis man misligholder en garantifacilitet, så kunne H1-virksomhed’s kunder ikke trække på garantien. I så fald ville H1-virksomhed kunne blive mødt med et krav om kontant sikkerhed, og H1-virksomhed ville være nødt til at trække på RCF’en. Banksyndikatet var voldsomt interesseret i garantifaciliteten. Grundlæggende var kassekreditten i form af RCF-faciliteten den samme i 2012 og januar 2013. Der blev dog strammet op både i forhold til prissætning, finansielle tests (covenants) og dokumentation. Der var desuden en længere forhandling om de forpligtelser, som virksomheden påtog sig i forhold til den løbende drift, altså hvad virksomheden skulle spørge banken om, inden man kunne foretage dispositionerne. H1-virksomhed opretholdt derfor sin RCF, men på ændrede vilkår. Foreholdt ekstraktens bind 5, side 2231, RCF-aftalen fra 2013, artikel 5.6, har han forklaret, at en "Clean down" i en RCF-aftale skal dokumentere, at man ikke har trukket på faciliteten i 5 dage. Man skal vise, at det netop er en facilitet til løbende afdækning af behov, og ikke et stående lån, som man kan blive ved med at trække på. Der er tale om en avanceret kassekredit, og fem dage om året skal kassekreditten være i nul. I RCF-aftalen er inddraget en række datterselskaber. En RCF indgås sædvanligvis på moderselskabsniveau, men på grund af H1-virksomhed situation i efteråret 2012 og 2013 kiggede bankerne på, om der var datterselskaber, hvis likviditetsbehov blev dækket af faciliteten. Bankerne ønskede datterselskaberne ind under aftalen, så de kunne trække direkte. På den måde kom banken tættere på aktiviteten og kunne gå direkte til det pågældende datterselskab i tilfælde af misligholdelse. Foreholdt ekstraktens bind 12, side 6264 - 6255, tidsregistrering, post closing, har han forklaret, at "Proces vedrørende Closing af refinansiering " og "Post Closing", at R4-advokathus’s arbejde frem til den 9. januar 2013 vedrørte at få aftalen indgået. Da det var et stort aftalekompleks, var der herefter afsluttende skridt, hvilket de mindre registreringer vedrører. De pågældende registreringer vedrørte opfølgning på aftalen indgået den 9. januar 2013. Det opfølgende arbejde bestod af dokumenthåndtering, herunder sikkerheder der skulle registreres, og dokumenter der skulle underskrives. I sommeren 2012 nævnte H1-virksomhed, at de problemer, der var opstået i juni 2012, var af midlertidig karakter. Efter aftaleindgåelsen i januar 2013 vidste det sig, at driften var forbedret. H1-virksomhed ønskede derfor en aftale på bedre vilkår. Project (red.projekt.nr.2.fjernet) var en konsekvens af den forbedrede drift af virksomheden, og at H1-virksomhed ville opnå mere normale vilkår. Normalt stilles der ikke sikkerhed for en kassekredit i form af en RCF, så det var unormalt, at dette skete i forbindelse med aftalen i januar 2013. R4-advokathus’s arbejde var i store træk det samme som ved Projekt (red.projekt.nr.1.fjernet), men udgangspunktet var et andet, da der ikke var tale om en potentiel misligholdelse. Udgangspunktet var derfor en almindelig genforhandling af låneaftalerne. Der var tale om drøftelser og forhandling af aftalerne. Ved den nye aftale blev sikkerheden frigivet, der var en anderledes prissætning og der var lempeligere finansielle tests (covenants). Formålet med finansielle test (covenants) er, at de giver mulighed for tidlig indgriben, inden virksomheden er gået ned. Man kan holde øje med den finansielle udvikling i virksomheden. Desto dårlige den finansielle udvikling er, desto skrappere vil de finansielle tests (covenants) være. Omvendt hvis udviklingen er positiv. Selskabet vil typisk selv udarbejde en finansiel model for den forventede udvikling. Selskabets F9-bank vil typisk udarbejde den finansielle model. Det var H1-virksomhed selv, der udarbejdede den finansielle model i forbindelse med Project (red.projekt.nr.1.fjernet), men da R6-revision foretog en vurdering, fik H1-virksomhed hjælp fra R8-revision. Det var ikke et arbejde, som R4-advokathus var involveret i. I Projekt (red.projekt.nr.1.fjernet) var fokus på, at der skulle være en facilitet til rådighed, mens fokus i Projekt (red.projekt.nr.2.fjernet) mere var betingelserne for faciliteten. Foreholdt ekstraktens bind 12, side 6307, tidsregistrering den 27. og 28. maj 2013, har han forklaret, at han mener, at "Y19-landsdel" var et spørgsmål vedrørende en af de ejendomme, der var taget pant i. Registreringen den 22. juli 2013 vedrører garantifaciliteten, som stadig var et tema. Man kan godt sige, at registreringen den 5. juli 2013 vedrørte forhandling. R4-advokathus var husadvokat for H1-virksomhed. Den klientansvarlige var IL. De rådgav H1-virksomhed på mange forskellige retsområder og ikke kun vedrørende Project (red.projekt.nr.1.fjernet) og Project (red.projekt.nr.2.fjernet). Advokat IL var også inde over de to projekter, da situationen kunne medføre nogle børsretlige problemstillinger. IL brugte meget tid på projektet i starten. Når R4-advokathus modtager en sag, er der en opstartsfase, hvor det skal identificeres, hvilke problemstillinger, der er i sagen. Han blev selv involveret, da det stod klart, at der skulle rådgives i forhold til det finansieringsretlige. IL sad i corporate M&A. Deres afdeling for fast ejendom var også inde over sagen. Der var nok fire fagområder inde over sagen. Deres insolvensretlige profiler var en del af den rådgivning, som han gav. Der skulle sikres ligebehandling af kreditorerne. Den insolvensretlig rådgivning var en del af den almindelige finansieringsretlige rådgivning. Foreholdt ekstraktens bind 12, side 6239, tidsregistrering, hvor det fremgår at advokat IL har registreret tid på "telefonkonference med Steering Committee", har han forklaret, at han ikke formelt var en del af Steering Committee. Formålet med Steering Committee var at samle op på, hvilken tilgang man skulle have over for bankerne. De havde drøftelser med andre af H1-virksomhed’s rådgivere. Aftalerne var undergivet engelsk ret, så de havde en tæt dialog med R3-advokathus. Rammeaftalen i 2012 skulle løses H1-virksomhed’s behov for at trække yderligere på faciliteten, hvilket man ikke ville kunne gøre på grund af det forventede brud på finansielle tests. I forbindelse med Project (red.projekt.nr.2.fjernet) rådgav R4-advokathus også om en aktieudvidelse, men det havde han ikke noget at gøre med. Rådgivningen blev varetaget af corporate M&A teamet. Foreholdt ekstraktens bind 12, side 6277 og 6279, tidsregistrering, hvor det fremgår, at advokat IL har registreret tid på gennemgang af præsentationer, har han forklaret, at han mener, at præsentationer mv. var i forbindelse med den udvikling der var, hvor H1-virksomhed var ude at søge finasieringsrådgivere. Han erindrer ikke, hvad tidsregistreringen den 10. maj 2013 om en telefonkonference vedrørte. Foreholdt ekstraktens bind 5, side 2231, artikel 5.6, har han forklaret, at "clean down" er en nettobetragtning, og der må gerne være et træk, hvis du har likvider, der kan dække det. Retsgrundlag Statsskattelovens § 6, litra a lyder: "Ved beregningen af den skattepligtige indkomst bliver at fradrage: a) driftsomkostninger, dvs. de udgifter, som i årets løb er anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten, herunder ordinære afskrivninger; …" Det fremgår af betænkning nr. 1221 af 14. november 1990 om Skattelovrådets udtalelser om det skattemæssige driftsomkostningsbegreb og forslag til ændring heraf, bl.a.: "… Afsnit 2 Sammenfatning af rådets udtalelse. 2.1. Skattelovrådets forslag. Driftsomkostninger, der kan fradrages i den skattepligtige indkomst, er efter SL § 6 a »­ udgifter, som i årets løb er anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten, derunder ordinære afskrivninger«. Efter § 6, stk. 2 er den beregnede skatteindtægt skattepligtig uden hensyn til, hvorledes den anvendes, og der nævnes som eksempel herpå anvendelse »­ til udvidelse af næring eller drift ­«. Denne lovbestemmelse er blevet fortolket på den måde, at kun udgifter, der har forbindelse med den løbende indtjening (driften), kan fradrages. Udgifter, der har til formål at tilvejebringe et nyt indkomstgrundlag, enten i form af start af en ny virksomhed eller udvidelse af en igangværende virksomhed ud over dens hidtidige rammer, har karakter af anlægs- og etableringsudgifter. Sådanne udgifter kan efter gældende ret hverken fradrages eller afskrives som driftsomkostninger efter SL § 6. Mange udgifter afholdes såvel af hensyn til driften som til indkomstgrundlaget. Om der er fradragsret for sådanne udgifter er ofte usikkert. … 3.2.5. Konklusion. Efter skattelovrådets opfattelse er det ikke i teorien lykkedes at foretage en generel og dækkende beskrivelse af driftsomkostningsbegrebet. Det er karakteristisk for de forskellige fremstillinger, at de bygger på nogle generelle og sædvanligvis temmelig upræcist beskrevne hjælpekriterier. Forfatterens egen forståelse af fundamentale begreber som drift, formue, indkomstgrundlag mv. er af afgørende betydning. Disse generelle fremstillinger er kun lidet anvendelige for praktikeren, der i tvivlstilfælde må klare sig med sin egen forståelse af de nævnte begreber, og især hvad der kan uddrages af fortilfælde fra praksis. Under rådets arbejde har det vist sig, at medlemmerne på en række centrale punkter har en forskellig opfattelse af de oven for omtalte grundbegreber, som anvendes i omkostningsdiskussionen. De forskellige fremstillinger i teorien synes at tyde på, at en præcis begrebsfastlæggelse næppe er mulig, ligesom der er risiko for uønskede følgeslutninger fra et reelt indholdsløst begreb til afgørelse af et konkret tilfælde. Rådet har derfor besluttet at afstå fra at gøre et forsøg på generel beskrivelse af driftsomkostningsbegrebet i gældende ret. Den nyeste Ligningsvejledning har forsøgt generelt at beskrive, at der er sket en udvikling af driftsomkostningsbegrebet i praksis i de senere år. Det er imidlertid rådets opfattelse, at det ikke er muligt at give en generel beskrivelse af disse tilfælde, blandt andet, men ikke kun fordi der også ind imellem afsiges afgørelser, hvis resultat er i overensstemmelse med tidligere restriktiv praksis og begrundet på samme måde. Den udvikling, som kan konstateres i praksis, har således ikke medvirket til at lette den teoretiske beskrivelse af driftsomkostningsbegrebet og dets afgrænsning. Afsnit 4. 4. Oversigt over retstilstanden på udvalgte områder: … 4.7. Finansieringsudgifter. Ved finansieringsudgifter forstås debitors udgifter til fremskaffelse af lån og sikkerhedsstillelse herfor samt udgifter i forbindelse med finansieringen i øvrigt, f.eks. til opnåelse af kredit med betalingen ved køb af aktiver. Som eksempler på sådanne udgifter kan nævnes: - provision til bankgaranti og eksportkredit - gebyr for sikkerhedsstillelse i værdipapircentralen - stempel- og tinglysning af gældsbreve - indskud og stiftelsesprovision - vurderingsomkostninger samt - rådgivningshonorarer. Ved finansieringsudgifter forstås i det følgende ikke de lovregulerede udgifter såsom renter, jf. SL § 6 e, rentelignende ydelser, jf. LL § 8, stk. 3, reservefonds- og administrationsbidrag, jf. LL 15 J, stk. 5, samt kurstab som behandles efter reglerne i kursgevinstloven. Som følge af anvendelsesområdet af LL § 8, stk. 3, består restgruppen af finansieringsudgifter i det væsentligste af stempeludgifter, samt af provisioner og andre vederlag af engangskarakter til långivere, formidlere og rådgivere, hvor lånet har en løbetid på mere end 2 år. Mulighederne for at opnå fradrag for sådanne finansieringsudgifter ud fra et driftsomkostningssynspunkt er ifølge praksis meget begrænsede. I visse tilfælde er omkostningsfradrag udelukket, fordi finansieringsudgiften må anses for et tillæg til en købesum for et aktiv. Finansieringsudgiften skal i så fald behandles på samme måde som den resterende købesum. Dette er tilfældet for faste finansieringstillæg til en købesum, der betales til en kreditkøbssælger, se nærmere Ligningsrådets vejledende anvisning om finansierings- og rentetillæg. Betragtningen om finansieringsudgifter som en yderligere købesum synes ikke at blive anvendt i praksis uden for anvendelsesområdet af den vejledende anvisning. Som eksempler kan nævnes, at prioriteringsomkostninger, herunder stempel- og tinglysningsafgift, ikke indgår i den afskrivningsberettigede anskaffelsessum for driftsmidler og bygninger. I den ovenfor i afsnit 4.6.2.2. omtalte TfS 1989,584 var man tilsyneladende slet ikke inde på spørgsmålet om omkostningerne til bankgarantien kunne anses for en yderligere købesum for de bestilte mink. Muligheden for at opnå fradrag for finansieringsudgifter i medfør af SL § 6 a synes i praksis at være yderst begrænset. Som eksempel på den restriktive praksis kan nævnes TfS 1990,422 Ø, hvor et selskab, som drev virksomhed med køb og salg af korn, foderstoffer og gødning afholdt udgifter til kreditprovision i forbindelse med udvidelse af selskabets bankkredit samt stempelafgift på et gældsbrev. Der forløb typisk ganske lang tid mellem selskabets opkøb og videresalg af korn m.v., hvilket stillede krav til betydelige kreditfaciliteter. Finansieringen foregik primært via 2 kreditter i selskabets bank. Disse kreditter blev i 1975, 76 og 79 forhøjet med i alt 20 mil.kr. og selskabet måtte i den forbindelse betale kreditprovision til banken på 1,5 pct. af kreditudvidelsen. I 1977 kunne banken grundet dens kreditloft ikke udvide kreditten som ønsket, og selskabet optog i stedet et gældsbrevslån på 7 mil. kr., der blev stemplet med 21.000 kr. Det blev under sagen oplyst, at selskabet fra midten af 1970-erne ekspanderede kraftigt, og kreditten blev i denne forbindelse udvidet for at finansiere den stigende kornomsætning. I 1975 havde selskabet tillige opført en ny silo, der mere end fordoblede lagerkapaciteten. Opførelsesudgifterne på 5 mil. kr. blev finansieret over bankkreditterne. Ved Landsskatteretten nedlagde selskabet påstand om fradragsret for de afholdte udgifter efter SL § 6 a. Landsskatteretten udtalte, at fradragsretten for engangsydelser vedrørende provisioner for lån med en løbetid over 2 år ud fra en driftsomkostningsbetragtning må antages alene at gælde for finansieringsselskaber og lignende virksomheder. Idet selskabet ikke kunne betegnes som et finansieringsselskab blev fradrag nægtet. Ved landsretten nedlagde selskabet principalt påstand om fradragsret efter SL § 6 a, subsidiært at udgiften til den ene af kreditterne samt stempelafgift på gældsbrevet var fradragsberettiget efter LL § 8, stk. 3. Baggrunden for den subsidiære påstand var, at den pågældende kredit skulle genforhandles med banken hvert år, og at gældsbrevet havde en aftalt løbetid på ca. 3 måneder, som dog blev forlænget til ca. 5 måneder, og der var derfor ifølge selskabet tale om engangsydelser vedrørende lån med en løbetid under 2 år. Som begrundelse for at nægte fradrag gjorde Skatteministeriet gældende, at udgifterne måtte sidestilles med etableringsudgifter i forbindelse med udvidelse af næringen, hvorfor der ikke var en snæver forbindelse mellem kreditoptagelsen og indtægtserhvervelsen. For så vidt angår den subsidiære påstand gjorde ministeriet gældende, at udgifterne ikke var omfattet af LL § 8, stk. 3, og at der ikke er nogen lighedspunkter mellem stempelafgift, der betales af fiskale grunde, og de af bestemmelsen omfattede engangsydelser. Landsretten bemærkede, at selskabet i de omhandlede år havde optaget betydelige kreditter set i forhold til tidligere år, og ved en ekspansiv kreditgivning til sine kunder havde skabt et i forhold til tidligere udvidet indtægtsgrundlag, ligesom en del af låneoptagelserne var anvendt til finansiering af det ny siloanlæg i forbindelse med forøgelse af virksomhedens omsætning. Låneoptagelserne, der i det væsentligste havde tjent til forbedring af selskabets indtægtsgrundlag fandtes herefter ikke at have en sådan direkte forbindelse med virksomhedens drift, at udgifterne kunne anses for fradragsberettigede. For så vidt angik den subsidiære påstand bemærkede landsretten, at stempeludgifter ikke kunne anses for omfattet af LL § 8, stk. 3, samt at det ikke var godtgjort, at den omhandlede kredit havde en kortere løbetid end 2 år. Dommens præmisser er således ikke i overensstemmelse med Landsskatterettens begrundelse, og det må derfor anses for tvivlsomt, hvorvidt der uden for ekspansionstilfælde er mulighed for at andre end finansieringsvirksomheder m.v. kan fratrække finansieringsudgifter ud fra en driftsomkostningsbetragtning. At det ikke fuldstændig er udelukket fremgår af Told- og Skattestyrelsens redegørelse i TfS 1990,154 om fradrag for omkostninger i forbindelse med optagelse af refinansieringslån i landbrugsejendomme. Refinansieringslån optages med det formål at få tyngende sædvanlige realkreditlån erstattet af mere lempelige lån, for dermed at bringe orden i kriseramte landmænds økonomi. Told- og Skattestyrelsen svarede, at der »efter de almindelige regler herom« er fradrag for advokatudgifter og lignende bistandsudgifter, hvorved bl.a. forstås bistand fra regnskabskontor og pengeinstitut til udarbejdelse af ansøgningsskema, budget m.v., som knytter sig til gennemførelsen af en refinansiering. Der er derimod ikke fradrag for lovfæstet gebyr på 1/4 pct. til F10-bank, ekspeditionsgebyr til realkreditinstitut for selve omprioriteringen, ekspeditionsgebyr til efterstående panthavere for udarbejdelse af rykningspåtegninger samt stempel- og tinglysningsafgift. Baggrunden for den restriktive praksis skal formentlig tillige søges i de bevismæssige vanskeligheder, der er forbundet med at afgøre, om finansieringsudgifter har en tilstrækkelig nær og direkte forbindelse til den løbende drift, eller om udgifterne snarere er afholdt i forbindelse med anlægsdispositioner eller rent private dispositioner. Dette skyldes primært, at lån i almindelighed ikke er øremærkede til bestemte formål, og at det derfor ofte beror på rene tilfældigheder, om et låneprovenu er direkte forbundet med driftsmæssige aktiviteter eller - måske samtidige - driften uvedkommende anlægs- eller private dispositioner. …" Ligningslovens § 8, stk. 3 lyder: "… Stk. 3. Ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst fradrages: a) løbende provisioner eller præmier for lån, som den skattepligtige optager, eller for sikring af hans tilgodehavende, b) præmier og lignende løbende ydelser for kaution for den skattepligtiges gæld, og c) stiftelsesprovisioner, engangspræmier og lignende engangsydelser for lån, sikring af tilgodehavender eller kaution, som nævnt under a) og b), såfremt løbetiden er mindre end 2 år." Bestemmelsens stk. 3 blev indsat ved lov nr. 544 af 10. december 1969. Det fremgår af LFF nr. 13 af 8. oktober 1969 bl.a.: "… Til § 1, nr. 4. Som omtalt i forbindelse med et spørgsmål til den daværende fg. finansminister i spørgetiden den 23. april 1969 (Folketingstidende 1968 -69, spalte 5878) er det efter den gældende lovgivning ofte uklart, i hvilket omfang kautionsforsikringspræmier, garantiprovisioner o. lign. kan fradrages i den skattepligtige indkomst. For at afhjælpe denne uklarhed foreslås det at lovfæste en fradragsret for udgifter, som det må anses for naturligt at sidestille med renteudgifter, der kan fradrages efter statsskattelovens § 6, litra e. Efter forslaget skal fradragsretten derfor omfatte løbende præmier m. v. for lån, som den skattepligtige optager, samt løbende præmier for kaution for hans gæld. Den foreslåede fradragsregel omfatter endvidere løbende garantiprovisioner m. v. for sikring af den skattepligtiges tilgodehavender. Ved særlig kortfristede lån er det dog ikke anset for muligt at afgrænse fradragsretten efter, om præmien o.s.v. er løbende eller ej. Efter forslaget indføres der derfor fradragsret for stiftelsesprovisioner og lignende engangsydelser for lån, som den skattepligtige optager, såfremt lånets løbetid er mindre end 2 år. …" Det fremgår af betænkning over forslag til lov om ændring af ligningsloven af 21. november 1969 bl.a.: "… Til nr. 1. Som omtalt i bemærkningerne til lovforslaget går den foreslåede § 8, stk. 3, litra c, ud på at lovfæste en fradragsret for stiftelsesprovisioner og lignende engangsfinansieringsudgifter i tilfælde, hvor gældsforholdet har en så kort løbetid (under 2 år), at det ikke er muligt at lægge vægt på, om ydelsen er løbende, således at den er fradragsberettiget efter forslagets litra a og b. Som litra c er affattet i lovforslaget, omfatter bestemmelsen kun finansieringsudgifter vedrørende lån, som den skattepligtige optager. Hvis den skattepligtige betaler en engangspræmie for sikring af et tilgodehavende, der tilkommer ham i et mellemværende med en løbetid på under 2 år, er denne garantipræmie derfor ikke fradragsberettiget efter lovforslaget, idet der her ikke er tale om et lån, som den skattepligtige optager. Det må imidlertid anses for rimeligt, at engangspræmier m. v. bliver fradragsberettiget efter litra c i alle tilfælde, hvor et mellemværende med en løbetid på under 2 år er af en sådan art, at ydelsen ville være fradragsberettiget efter litra a eller b, såfremt det drejede sig om løbende ydelser. Der stilles derfor forslag om en herpå sigtende ændring af litra c. …" Kursgevinstlovens § 1 lyder: Denne lov omfatter 1) gevinst og tab ved afståelse eller indfrielse af pengefordringer herunder obligationer, pantebreve og gældsbreve, 2) gevinst og tab ved frigørelse for gæld og 3) gevinst og tab på terminskontrakter og aftaler om køberetter og salgsretter uden hensyn til de regler, der gælder for det underliggende aktiv. Stk. 2. Uanset ligningslovens §§ 16 A og 16 B skal afdrag på og afståelsessummer for fordringer på koncernforbundne selskaber, jf. ligningslovens § 2 , behandles efter reglerne i denne lov. Stk. 3. Loven omfatter ikke gevinst og tab på fordringer og gæld, der indgår i beskatningen af avance ved salg af fast ejendom, der henhører til den skattepligtiges næringsvej, jf. statsskattelovens § 4 , jf. § 5 a. Stk. 4. Loven omfatter endvidere ikke gevinst og tab på konvertible obligationer og præmieobligationer. Kursgevinstlovens § 6, stk. 1 lyder: "Gevinst og tab på gæld medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, jf. dog §§ 8, 24 og 24 A om gevinst som følge af gældseftergivelse ved akkord mv." Kursgevinstlovens § 26, stk. 3 lyder: "Gevinst eller tab på gæld opgøres som forskellen mellem gældens værdi ved påtagelsen af gælden og værdien ved frigørelsen eller indfrielsen. Sker indfrielsen gennem afdrag, medregnes en så stor del, som svarer til forholdet mellem på den ene side indfrielsessummen med fradrag af anskaffelsessummen og på den anden side indfrielsessummen." Bestemmelsen i § 26, stk. 3 blev indsat ved lov nr. 439 af 10. juni 1997, som det daværende stk. 4. Af LFF nr. 194 af 13. marts 1997 hedder det bl.a.: "… 3. Lovforslaget Kursgevinstloven er udtømmende for så vidt angår beskatning af gevinst og tab på fordringer og gæld samt finansielle kontrakter. Lovforslaget indeholder en fuldstændig omskrivning af den eksisterende kursgevinstlov og erstatter således den hidtidige lov om skattemæssig behandling af gevinst og tab på fordringer, gæld og finansielle kontrakter (kursgevinstloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 660 af 4. juli 1996, som ændret ved § 12 i lov nr. 1219 af 27. december 1996 og § 22 i lov nr. 1223 af 27. december 1996. Da størstedelen af lovforslaget er en videreførsel af de gældende regler, er de gældende regler, som de er beskrevet i skatteministeriets cirkulære nr. 134 af 29. juli 1992, indarbejdet i bemærkningerne til de enkelte bestemmelser. Cirkulæret er kun medtaget i uddrag i det omfang, beskrivelsen af de gældende regler stadig er gældende ved lovforslagets fremsættelse. … a. Kursgevinstlovens område Det har været fastslået helt fra kursgevinstlovens indførelse i 1985, at loven generelt erstatter statsskattelovens regler om beskatning af gevinst og tab på fordringer og gæld. Dette er gennemført ved, at loven positivt opregner de skattepligtige gevinster og de fradragsberettigede tab, i visse tilfælde dog gennem reference til statsskattelovens regler, som var gældende før kursgevinstlovens indførelse. Det fremgår således af bemærkningerne til lovforslaget til den nuværende kursgevinstlov, at det var hensigten, at loven skulle omfatte gevinster og tab på alle slags pengefordringer, og at loven stort set skulle stadfæste de hidtil gældende regler i statsskatteloven. Da kursgevinstloven imidlertid indeholder en række henvisninger til statsskattelovens §§ 4-6, har der i flere henseender kunnet rejses spørgsmål om lovens afgrænsning og fortolkning i relation til statsskatteloven. Statsskattelovens §§ 4-6, har ikke længere nogen selvstændig betydning for selskaber, fonde og foreninger, hverken som direkte eller som selvstændig beskatningshjemmel. Kursgevinstlovens § 4 gælder ikke for selskaber m.v., der omfattes af kursgevinstlovens § 2. For selvstændigt erhvervsdrivende og privatpersoner betyder den hidtidige henvisning til statsskattelovens §§ 4-6, at kursgevinstloven viderefører statsskattelovens regler uændret bortset fra kursgevinstlovens indførelse af mindsterentereglen. Det foreslås, at de nuværende henvisninger til statsskattelovens §§ 4-6 erstattes af direkte lovbestemmelser, der præciserer kursgevinstlovens område i forhold til statsskattelovens regler, og hvilke regler der i øvrigt gælder. Der er dog ikke tale om en ændring af hidtil gældende definitioner af næringsbegrebet og vederlagsnæring. Kursgevinstloven er således fortsat i overensstemmelse med statsskattelovens principper for beskatning af gevinst og tab på fordringer, gæld og finansielle kontrakter, medmindre andet fremgår af kursgevinstloven. … Til § 25 Forslaget til § 25, stk. 1, svarer stort set til § 8, stk. 1, i den nuværende kursgevinstlov. § 25 indeholder principperne for opgørelse af gevinst eller tab på fordringer og gæld. Bestemmelsen fastslår, at gevinst og tab som udgangspunkt beskattes efter realisationsprincippet. Efter realisationsprincippet medregnes gevinst og tab ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst i det indkomstår, hvori gevinsten eller tabet realiseres. Det vil sige ved afståelse, indfrielse samt opgivelse m.v. Endvidere kan ændringer i de aftalte vilkår for en fordring eller gældspost have en sådan karakter, at fordringen henholdsvis gælden må anses for afstået m.v., således at ændringen betyder stiftelse af en ny fordring eller gæld. Eksempelvis vil en ændring af valuta og rente medføre, at der foreligger afståelse og stiftelse af en ny fordring eller gæld. … Til § 26 Forslaget svarer til § 8, stk. 2 i den nuværende kursgevinstlov. § 26 indeholder reglerne for opgørelse af gevinst eller tab på fordringer og gæld. Bestemmelsen indeholder opgørelsen af gevinst og tab, herunder hvorledes beskatningen foretages, når der sker en delvis indfrielse gennem afdrag. Opgørelse af gevinst og tab beskrives i Skatteministeriets cirkulære nr. 134 af 29. juli 1992, pkt. 112. "Opgørelse af gevinst og tab 112. Gevinst og tab på fordringer opgøres som forskellen mellem på den ene side anskaffelsessummen og på den anden side afståelsessummen eller indfrielsessummen. Som anskaffelsessum anvendes kursværdien på erhvervelsestidspunktet, medmindre den skattepligtige godtgør at have erhvervet fordringen for et højere beløb. Gevinst og tab på gæld opgøres som forskellen mellem på den ene side forpligtelsens værdi ved påtagelsen og på den anden side værdien ved frigørelsen eller indfrielsen. … Gevinst og tab på fordringer opgøres efter lagerprincippet som forskellen mellem værdien ved indkomstperiodens begyndelse med tillæg af anskaffelsessummen for køb i indkomstperioden og med fradrag af afståelsessummen ved salg i indkomstperioden og værdien ved indkomstperiodens udløb. Gevinst og tab på gæld opgøres efter lagerprincippet som forskellen mellem gældens værdi ved indkomstperiodens begyndelse eller gældens værdi ved påtagelsen med fradrag af afdrag i indkomstperioden og gældens værdi ved indkomstperiodens udløb. Omkostninger i forbindelse med erhvervelse af fordringer og stiftelse af gæld, f.eks gebyrer, kurtage, stiftelsesprovision og stempelafgifter, kan tillægges den faktiske anskaffelsessum. I de tilfælde, hvor der anvendes indgangsværdier, f.eks. efter § 41, stk. 14-17 og § 42, stk. 12-15, kan omkostninger ved erhvervelsen henholdsvis stiftelsen ikke tillægges indgangsværdien. Tilsvarende kan omkostninger i forbindelse med afståelse og indfrielse fradrages i den faktiske afståelsessum henholdsvis indfrielsessummen. …" Om typen af omkostninger, som kan medregnes efter kursgevinstlovens § 26, stk. 4, anføres i Skatteministeriets meddelelse offentliggjort i TfS 1998.581 (DEP1998.11.97-502-5): "… Ved fastsættelse af gældens værdi til brug for opgørelsen af gevinst og tab kan debitor medregne låne- og handelsomkostninger i anskaffelsessummen henholdsvis afståelsessummen efter kursgevinstlovens § 26, stk. 4. De fradragsberettigede låne- og handelsomkostninger omfatter f.eks. stempelafgifter, stiftelsesprovisioner m.m. vedrørende lån med en løbetid på 2 år eller mere, advokat- og revisorudgifter, vekselomkostninger i forbindelse med indfrielse af et lån i fremmed valuta og kurtage ved salg af obligationer i forbindelse med stiftelse af et obligationslån og kurtage ved opkøb af obligationer i forbindelse med indfrielse af et obligationslån. …" Endvidere fremgik følgende af Ligningsvejledningen 2000, afsnit A.D.2.15: "… Omkostninger Låne- og handelsomkostninger i forbindelse med påtagelse (stiftelse eller overtagelse) af gæld kan fratrækkes anskaffelsessummen, jf. TfS 1998.581. I de tilfælde, hvor der anvendes indgangsværdier, f.eks. efter § 41, stk. 14 - 17, og § 42, stk. 11 - 15, kan omkostninger ved påtagelsen ikke fratrækkes indgangsværdien. Omkostninger i forbindelse med indfrielse af gæld tillægges indfrielsessummen. Låneomkostninger, i relation til gæld der stiftes og indfries til pari, kan fradrages såfremt der iøvrigt opgøres gevinst og tab på gælden efter loven. Tilsvarende gælder for gæld i fremmed valuta, der optages og indfries til samme kurs, jf. SKM2004.81.TSS . Omkostningerne kan dog kun fradages ved opgørelsen af gevinst og tab i det omfang, der ikke har været fradragsret efter andre bestemmelser. "De låneomkostninger, der kan indgå i opgørelsen af gevinst og tab omfatter fx "stempelafgifter, stiftelsesprovisioner m.m. vedrørende lån med en løbetid på 2 år eller mere, tinglysningsafgift, advokat- og revisorudgift https://www.tax.dk/skat/start_virksomhed.htm er, vekselomkostninger i forbindelse med indfrielse af et lån i fremmed valuta samt kurtage ved salg af obligationer i forbindelse med stiftelse af et obligationslån og kurtage ved opkøb af obligationer i forbindelse med indfrielse af et obligationslån." Se TfS 1998.581.DEP. Se dog nærmere nedenfor om gennemførelse og berigtigelse." "Omkostninger ved erhvervelse af en fordring medfører et tillæg til anskaffelsessummen, og omkostninger ved afståelse eller indfrielse af en fordring fratrækkes afståelsessummen eller indfrielsessummen." "Omkostninger ved påtagelse af gæld medfører en nedsættelse af låneprovenuet (gældens anskaffelsessum), og omkostninger ved indfrielse af gæld tillægges indfrielsessummen." Se SKM2009.53.SR (spørgsmål 6) hvor Skatterådet fandt, at "... Højesteret i dommene SKM2007.773.HR , SKM2007.775.HR og SKM2008.967.HR har fastslået, at accessoriske omkostninger kun i begrænset omfang skal indgå i avanceopgørelsen for så vidt angår aktier og tilsvarende ved opgørelse af afskrivningsgrundlaget for afskrivningsberettigede aktiver. Højesteret udtaler, at kun sådanne udgifter, der kan henføres til berigtigelse og gennemførelse af selve købet indgår i anskaffelsessummen. Det er SKAT’s opfattelse, at disse principper må antages også at skulle anvendes ved opgørelse af avance/tab på fordringer og gæld." >Dvs. udgifter til fx advokat eller revisor skal kunne henføres direkte til gennemførelsen eller berigtigelsen af et lån eller erhvervelse af en fordring for at kunne medregnes i opgørelsen af gevinst og tab på lånet (gælden) henholdsvis fordringen efter KGL (kursgevinstloven)." Omkostninger, f.eks. kurtage ved salg og opkøb af obligationer, kan kun medregnes ved opgørelsen af gevinst og tab på gæld, såfremt den skattepligtige ikke - i sin egenskab af kreditor - har medregnet omkostningen ved opgørelsen af gevinst og tab på obligationerne. Se TfS1998.581.DEP. Der kan ikke medregnes låne- og handelsomkostninger, for hvilket den skattepligtige kan opnå fradrag ved indkomstopgørelsen, det være sig efter reglerne i LL (ligningsloven) § 8, stk. 3, SL (statsskatteloven) § 6, litra a, eller andre regler inden for skattelovgivningen. Det er i den forbindelse uden betydning, om sådanne omkostninger rent faktisk er fratrukket ved indkomstopgørelsen efter de pågældende regler. Se TfS 1998.581.DEP. "I den ovennævnte TfS 1998.581.DEP er det anført, at der i relation til KGL (kursgevinstloven) § 26, stk. 4 (nugældende KGL (kursgevinstloven) § 26, stk. 2) ikke kan medregnes omkostninger, der kan fratrækkes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst efter SL (statsskatteloven) § 6, stk. 1, litra a, LL (ligningsloven) § 8, stk. 3 eller andre regler, og det er uden betydning om udgiften rent faktisk har været fratrukket. Heraf følger, at omkostninger ikke kan fradrages to gange og at en omkostning, der skal fratrækkes i opgørelsen af den skattepligtige indkomst efter en af de nævnte regler, skal fratrækkes i det indkomstår, hvor forpligtelsen er påtaget. Det følger imidlertid ikke af TfS 1998.581.DEP, at omkostninger der ikke kan fratrækkes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst efter en af de nævnte regler, modsætningsvist kan indgå i opgørelsen af gevinst og tab på gæld efter KGL (kursgevinstloven) § 26, stk. 4. Det beror på en konkret vurdering om der foreligger en låneomkostning i relation til KGL (kursgevinstloven) § 26, stk. 2 eller om der foreligger en omkostning der skal henføres til avanceopgørelsen i relation til fx ABL (aktieavancebeskatningsloven) eller EBL ( ejendomsavancebeskatningsloven ), eller om omkostningen er indkomstopgørelsen uvedkommende efter SL (statsskatteloven) § 5. Se hertil SKM2010.199.ØLR nævnt nedenfor." Anvender den skattepligtige realisationsprincippet, skal en forholdsmæssig del af omkostningerne fradrages ved eventuelle afdrag på gælden. Kassekredit I SKM2004.389.LSR har landsskatteretten taget stilling til, hvornår låneomkostninger kan fradrages i et pari-parilån. Et selskab var ikke - under henvisning til TfS 2003.449 om fradrag for låneomkostninger vedrørende pariparilån - berettiget til fradrag for låneomkostninger i forbindelse med oprettelsen af en kassekredit. Fradraget kunne først indrømmes på det tidspunkt, hvor kassekreditten blev endeligt indfriet. …" Disse formuleringer af ligningsvejledningen forblev uændrede til og med Ligningsvejledningen 2010-1. I Ligningsvejledningen 2010-2, afsnit A.D.2.15, blev afsnittet om fradrag for låneomkostninger omskrevet, og det anføres da under overskriften: "Sammenfattende om låneomkostninger"): "… SKAT finder, at de udgifter, der kan indgå i opgørelsen af gevinst og tab efter KGL, er begrænset til udgifter, der direkte skal angå gennemførelsen og berigtigelsen af lånoptagelsen, og skal angå bistand til: • foretagelse af de fornødne sikringsakter vedr. gældsforholdet, fx tinglysning eller registrering i værdipapircentral, eller • praktisk ekspedition af låneaftalen, således at aftalen bliver opfyldt, fx overførsel af hovedstolen Øvrige udgifter kan derimod ikke indgå i opgørelsen, fordi de ikke direkte angår selve gennemførelsen af anskaffelsen (afståelsen) af lånet (fordringen) eller berigtigelsen heraf. Eksempler på øvrige udgifter, der er opgørelsen efter KGL-uvedkommende, fordi de falder uden for den type omkostninger, der jf. bemærkningerne til KGL § 26, jf. lov nr. 439 af 10. juni 1997, er eksempler på låneomkostninger: • udgifter til rådgivning • udgifter til undersøgelser, fx kreditvurdering af kontraktspart eller due diligence • udgifter til forhandlinger, fx forhandlinger med en eller flere • banker i forbindelse med opnåelse af syndikerede lån eller fastlæggelse af vilkår for lån eller obligationsudstedelse • udgifter til koncipering af låneaftale og lignende Låneomkostninger afgrænses som de omkostninger, der er med til at erhverve sikre og vedligeholde gældsforholdet. Også omkostninger i forbindelse med lånetilbud kan være omfattede. Det er dog kun omkostninger, der vedrører det pågældende lån, som kan indgå i opgørelsen af gevinst og tab. Omkostninger ved lånetilbud kan derfor kun medregnes, hvis lånet faktisk hjemtages." Højesteret har i afgørelser af U2012.962H og U2014.1193H taget nærmere stilling til omkostninger i medfør af kursgevinstlovens § 26, stk. 3. I U2012.962H hedder det bl.a.: "… Efter dagældende § 26, stk. 4 (nu stk. 3), i kursgevinstloven opgøres gevinst eller tab på gæld som forskellen mellem gældens værdi ved påtagelsen af gælden og værdien ved frigørelsen for gælden. Til værdien ved påtagelsen kan ifølge forarbejderne til bestemmelsen tillægges omkostninger i forbindelse med erhvervelse/stiftelse af gæld, f.eks. gebyrer, kurtage, stiftelsesprovision og stempelafgifter. Tilsvarende kan omkostninger i forbindelse med afståelse og indfrielse fradrages i den faktiske afståelses- eller indfrielsessum. Når henses til karakteren af de eksempler på låneomkostninger, som er nævnt i bestemmelsens forarbejder, finder Højesteret, at der skal være tale om omkostninger, som kan henføres til selve gældens etablering eller indfrielse. ." I U2014.1193H havde Østre Landsret ved afgørelse af 17. august 2011 givet et selskab medhold i, at udgifter til långivers rådgivere ved et ydet lån, kunne sidestillet med et gebyr og derfor kunne tillægges den faktiske anskaffelsessum, jf. dagældende kursgevinstlovs § 26, stk. 4. Det hedder i Landsrettens præmisser bl.a.: "… Gevinst og tab på gæld medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, jf. kursgevinstlovens § 6. Efter den dagældende bestemmelse i kursgevinstlovens § 26, stk. 4 (nu § 26, stk. 3), opgøres gevinst eller tab på gæld som forskellen mellem gældens værdi ved påtagelsen af gælden og værdien ved frigørelsen eller indfrielsen. Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår blandt andet, at omkostninger i forbindelse med erhvervelse af fordringer og stiftelse af gæld, f.eks. gebyrer, kurtage, stiftelsesprovision og stempelafgifter, kan tillægges den faktiske anskaffelsessum. Ved indgåelsen af låneaftalerne med SEB m.fl. påtog sagsøgerne sig en direkte forpligtelse til at betale alle udgifter, der med rimelighed var blevet afholdt af långiverne til rådgivning mv. fra disses advokater og revisorer m.fl., jf. Seniorlåneaftalens punkt 18.1 og Mezzaninlåneaftalens punkt 17.1. Landsretten lægger efter bevisførelsen til grund, at dette lånevilkår, der allerede fremgår af SEB's »Letter of Interest and Indicative Term Sheet« af 28. januar 1999, er en sædvanlig betingelse for at yde lån af denne karakter og størrelsesorden, og at alternativet til dette lånevilkår ville være et højere lånegebyr til långiverne. Lånevilkåret er endvidere aftalt mellem parter med modsatrettede interesser, og modydelsen har alene været ydelsen af lånet. Herefter finder landsretten, at sagsøgernes betaling af långivernes rådgivningsomkostninger har en så direkte og nær tilknytning til gældsstiftelsen, at sagsøgerne kan tillægge disse omkostninger til den faktiske anskaffelsessum, jf. den dagældende kursgevinstlovs § 26, stk. 4. Denne del af afgørelsen om udgifter til långiveres rådgivere blev ikke indbragt for Højesteret. Af Højesterets dom af 27. januar 2014 hedder det herefter: "… Landsretten gav Nycomed-selskaberne medhold i, at omkostninger til långivernes rådgivere, som selskaberne efter låneaftalerne skulle betale, var fradragsberettigede efter kursgevinstlovens dagældende § 26, stk. 4. Dette spørgsmål er ikke omfattet af anken. … I Højesterets dom af 22. december 2011 gengivet i UfR 2012, s. 962, er det vedrørende kursgevinstlovens § 26, stk. 4, fastslået, at der - når henses til karakteren af de eksempler på låneomkostninger, som er nævnt i forarbejderne - skal være tale om omkostninger, som kan henføres til selve gældens etablering (eller indfrielse). På denne baggrund finder Højesteret, at omkostninger til rådgivere kan medregnes i anskaffelsessummen ved opgørelsen af gældens værdi efter kursgevinstlovens § 26, stk. 4, såfremt de angår bistand, som knytter sig direkte til den indgåede aftale om det lån, der optages, og til gennemførelsen af lånoptagelsen. Sådan bistand kan alt afhængig af lånets karakter og størrelse f.eks. omfatte forhandling om og affattelse af låneaftalen, afgivelse af udtalelser om aftalens gyldighed og bindende virkning for låntager (legal opinions) samt bistand ved berigtigelse af sikkerhedsstillelse. Derimod kan omkostninger til rådgivere for bistand ved den overordnede strukturering og tilrettelæggelse af lånefinansieringen, herunder afsøgning af lånemarkedet, ikke medregnes i anskaffelsessummen efter kursgevinstlovens § 26, stk. 4, da sådan bistand ikke kan anses for at knytte sig direkte til lånet som anført, selv om bistanden ydes som baggrund for lånoptagelsen. Det samme gælder egne rådgiveres bistand vedrørende oplysning om, dokumentation for og almen rådgivning om låntagers virksomhed, herunder due diligence-undersøgelser, selv om bistanden ydes med henblik på kreditvurdering. Det er herved uden betydning, om långiver i låneaftalen har betinget lånets udbetaling af, at låntager fremlægger sådant materiale. Det er skatteyderen, der har bevisbyrden for, at de omkostninger til egne rådgivere, der ønskes medregnet i anskaffelsessummen ved opgørelsen af gældens værdi efter kursgevinstlovens § 26, stk. 4, angår bistand af en sådan art, at de kan medregnes. Det samme gælder opdeling af rådgiveromkostninger på bistand, der kan medregnes, og bistand, der ikke kan, i tilfælde hvor omkostningen omfatter begge elementer. …" Parternes synspunkter H1-virksomhed har i sit påstandsdokument (sammenfattende processkrift) af 5. september 2025 til støtte for sin påstand anført: "… Det overordnede spørgsmål i nærværende sag er, om de omhandlede udgifter kan medregnes ved opgørelsen af H1-virksomhed's skattepligtige indkomst (enten som fradrag eller ved opgørelsen af gevinst og tab på gæld). H1-virksomhed gør gældende, at samtlige af de omhandlede udgifter skal medregnes ved opgørelsen af H1-virksomhed's skattepligtige indkomst. De omhandlede udgifter, som foreligger til prøvelse for Retten i Aarhus - 173.354.672,97 DKK - vedrører ubestridt H1-virksomhed's indgåelse af en række finansieringsaftaler, først og fremmest aftaler om H1-virksomhed's adgang til at trække på betydelige driftskreditter i perioden fra 2011 til 2014. Henset hertil, er det relevant at vurdere udgifterne i lyset af tre forskellige hjemler til at medregne de omhandlede udgifter ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst: SL § 6, stk. 1, litra a, om fradrag for driftsomkostninger, LL § 8, stk. 3, om fradrag for visse finansieringsomkostninger, og KGL § 6, jf. § 26, stk. 3, om medregning af udgifter ved opgørelsen af gevinst og tab på gæld. I afsnit 1414 nedenfor behandles H1-virksomhed's anbringender til støtte for den principale påstand om fradrag for de omhandlede udgifter efter SL § 6, stk. 1, litra a i første led, og (for en del af udgifternes vedkommende) LL § 8, stk. 3 i andet led. I afsnit 1515 nedenfor behandles H1-virksomhed's anbringender til støtte for den subsidiære påstand om hjemvisning til fornyet behandling hos Skattestyrelsen med henblik på medregning af de omhandlede udgifter i avanceopgørelsen for selskabets gæld, jf. KGL § 26, stk. 3, og § 25. I afsnit 16 nedenfor behandles H1-virksomhed's anbringender til støtte for den mere subsidiære påstand om H1-virksomhed's ret til under alle omstændigheder at medregne en andel af de omhandlede udgifter ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst efter af retten fastsatte retningslinjer. Skatteministeriet gør i sagen gældende, at ingen af de omhandlede udgifter kan indregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst eller medregnes i avanceopgørelsen for de omhandlede låneaftaler. Skatteministeriets indsigelser er imidlertid grundløse, hvilket påvises i afsnit 1717. 14 ANBRINGENDER TIL STØTTE FOR DEN PRINCIPALE PÅSTAND 14.1 Præsentation af H1-virksomhed's anbringender til støtte for den principale påstand H1-virksomhed gør på denne baggrund til støtte for den principale på stand om nedsættelse af den skattepligtige indkomst med de omhandlede udgifter i første række gældende, at samtlige de omhandlede udgifter er fradragsberettigede driftsomkostninger efter SL § 6, stk. 1, litra a. H1-virksomhed gør i den forbindelse gældende, at de omhandlede udgifter, henholdsvis (i) 1.160.000,00 DKK afholdt i indkomståret 2011 i forbindelse med etableringen af 2011-driftskreditten, (ii) 79.911.175,78 DKK afholdt i indkomståret 2012 i forbindelse med Project (red.projekt.nr.1.fjernet) (1. del), (iii) 67.725.501,80 DKK afholdt i indkomstårene 2012 (37.303.050,15 DKK), 2013 (30.388.208,30) og 2014 (34.243,35 DKK) i forbindelse Project (red.projekt.nr.1.fjernet) (2. del), og (iv) 24.557.995,39 DKK afholdt i indkomstårene 2012 (40.383,92 DKK), 2013 (19.120.291,54 DKK) og 2014 (5.397.319,93 DKK) i forbindelse Project (red.projekt.nr.2.fjernet) blev afholdt for at erhverve, sikre og vedligeholde H1-virksomhed's skattepligtige indkomst. Dette anbringende udfoldes nærmere i afsnit 14.2 nedenfor. I anden række gøres det gældende, at i det omfang retten måtte finde, at de omhandlede udgifter udgør (i) løbende provisioner eller præmier for lån, som H1-virksomhed optager, eller (ii) stiftelsesprovisioner, engangspræmier og lignende engangsydelser for lån med en løbetid på mindre end 2 år, er disse udgifter fradragsberettigede efter LL § 8, stk. 3, henholdsvis litra a og litra c, uafhængigt af SL § 6, stk. 1, litra a, (men forudsat, at fradrag ikke er indrømmet efter statsskatteloven). Dette anbringende udfoldes nærmere i afsnit 14.3 nedenfor. 14.2 Udgifterne til H1-virksomhed's løbende indgåelse af aftaler om driftskreditter, remburs og garanti-faciliteter udgjorde driftsomkostninger Det er i sagen ubestridt, at de indgåede driftskreditaftaler er anvendt til at finansiere H1-virksomhed's almindelige drift (E2 784). Det kan da også konstateres, at de successive driftskreditter alle havde karakter af sædvanlige "kassekreditter", som snart sagt enhver virksomhed etablerer til brug for at sikre en stående adgang til likviditet, og som tilpasses den enkelte virksomheds karakteristika. Som nærmere redegjort for i afsnit 2.1 ovenfor er det karakteristisk for H1-virksomhedkoncernens virksomhed, at udviklingen og fremstillingen af vindmølleprojekter til koncernens kunder er meget likviditetskrævende, og at afholdelsen af udgifterne hertil ikke kan udsættes, mens hovedparten af indkomsten i form af betalingerne fra kunderne typisk er knyttet til kontraktuelle milepæle såsom forsendelse, mekanisk færdiggørelse m.v., og således overvejende realiseres i projekternes afsluttende faser. Samtidig er de indgående pengestrømme (herunder fra forudbetalinger) afhængige af ordreoptaget og - i modsætning til udgifter i form af forudbetalinger til leverandører og lønninger - påvirkelige af forsinkelser, hvorfor disse pengestrømme kan variere betydeligt fra periode til periode. Disse karakteristika gør, at der undervejs i udviklingen og levevingen af projekterne, genereres negativ likviditet, fordi de løbende omkostninger til fremstilling, levering og evt. installering overstiger forudbetalingerne (se til illustration R8-revision's pengestrømsanalyser i E2 1210-1214/TE1 416-420). Hertil kommer, at såvel de kunder, som skal foretage forudbetalinger af en del af kontraktsummen, som leverandørerne, kræver garantier - henholdsvis for levering/opfyldelse og kredit - med kontantsikkerhedsstillelse som forudsætning for samarbejdet. Disse forhold danner baggrunden for, at H1-virksomhed's ledelse i 2012 beskrev grundlaget for 2011-driftskreditten som følger (E3 1346/TE1 555): "Renewable energy sector as a project business is usually subject to volatilities of forecasted cash-flows. H1-virksomhed installed the Facility of EUR (red.beløb.nr.3.fjernet) in order to beable to accommodate these swings in cash requirements as part of our operating business ." (Vores understregning) Da volatile udsving i likviditetsbehovet er et karakteristikon for vindmølleindustrien og den projektorienterede forretningsmodel, er en stabil og substantiel balance samt adgang til den fornødne fremmedkapital til imødegåelsen af midlertidige likviditetsunderskud forhold af generel væsentlig betydning for H1-virksomhed-koncernens samarbejdspartnere - kunder såvel som leverandører og garantistillere, jf. eksempelvis afsnit 6.2.1 ovenfor. Internt i H1-virksomhed-koncernen, var det både forud for og i sagsperioden H1-virksomhed, der havde ansvaret for at sikre tilstedeværelsen af den til enhver tid værende nødvendige likviditet, jf. afsnit 2.2 ovenfor. Den løbende opretholdelse af en betydelig driftskreditfacilitet tjente således i praksis to overordnede driftsformål for H1-virksomhed. Først og fremmest var driftskreditten en integreret og nødvendig del af H1-virksomhed's rolle som koncernintern "bank". Driftskreditten sikrede H1-virksomhed's adgang til den likviditet, som H1-virksomhed skulle bruge for til hver en tid at kunne udlåne midler til datterselskabernes driftsmæssige behov og stille relevante sikkerheder til rådighed for kunder og leverandører, således som der bl.a. er redegjort for det i TP-dokumentationen, jf. afsnit 2.2 ovenfor samt E9 4504 f./TE8 4573 f. om et direkte resultat af H1-virksomhed's adgang til og tilrådighedstillelse af likviditet oppebar H1-virksomhed betydelige skattepligtige finansielle indtægter fra datterselskaberne, herunder renteindtægter, der i sig selv væsentligt oversteg de afholdte udgifter. I sagsperioden udgjorde de finansielle indtægter fra datterselskaberne således 392 mio. EUR, jf. afsnit 2.2 ovenfor. Udover de (skattepligtige) direkte finansielle indtægter fra datterselskaberne, tjente kreditfaciliteten tillige det formål at sikre H1-virksomhed betydelige (skattepligtige) royaltyindtægter fra datterselskaberne. Således anvendte datterselskaberne den af H1-virksomhed udlånte likviditet i deres drift, hvorved de optjente de indtægter, som dannede grundlag for betalingen af royalties til H1-virksomhed, jf. afsnit 2.1 og 2.2 ovenfor. Det er således en kendsgerning, at H1-virksomhed's formål med at indgå aftale om hver af de successive driftskreditter alene var at erhverve, sikre og vedligeholde skattepligtig indkomst. Endelig er der generelt for de successive driftskreditter grund til at fremhæve, at adgangen til en central og betydelig driftsfacilitet administreret af H1-virksomhed er et integreret og mangeårigt element i driften af H1-virksomhed-koncernen. Der er således i nærværende sag ikke tale om etableringen af en ny kapitalstruktur (eksempelvis førstegangsetableringen af en betydelig driftskredit, hvor en sådan ikke tidligere har eksisteret, eller en børsnotering som i U.2011.3415 H (MS1 175)). I stedet er der tale om vedligeholdelse af en allerede etableret finansieringsstruktur inden for rammerne af den hidtidige virksomhed, sådan som tilfældet var i Trælast-dommen (hvor den valgte finansieringsstruktur var en børsnotering), jf. U.1980.712/2 H (MS1 89). Sammenfattende for indgåelsen af de i sagsperioden gældende driftskreditter gælder det således, at formålet var at opretholde H1-virksomhed's adgang til den nødvendige driftslikviditet. Det følger da også af de enkelte driftskreditaftaler, at de alene kunne anvendes til driftsmæssige formål (E2 1075/TE1 265, E3 1541/TE2 760, E5 2227 f./TE4 1699 f. og E8 3911/TE8 4069). Allerede på dette grundlag kan det konstateres, at de afholdte omkostninger med henblik på indgåelsen af driftskreditaftalerne med accessoriske aftaler er fradragsberettigede som driftsomkostninger, jf. SL § 6, stk. 1, litra a. Hertil kommer, at der for hver af de indgåede aftaler gør sig specifikke forhold gældende, som yderligere bekræfter driftsomkostningskarakteren, jf. umiddelbart nedenfor. 14.2.1 Særligt vedrørende 2011-driftskreditaftalen Som angivet ovenfor i pkt. (653), litra (i), gør H1-virksomhed til støtte for den principale påstand om nedsættelse af den skattepligtige indkomst med 1.160.000 DKK i 2011 i første række gældende, at denne del af de omhandlede udgifter skal fradrages ved opgørelsen af H1-virksomhed's skattepligtige indtægt som driftsomkostninger, jf. SL § 6, stk. 1, litra a, idet udgifterne afholdt i forbindelse med såvel 2011-driftskreditten, Project (red.projekt.nr.1.fjernet) som Project (red.projekt.nr.2.fjernet) er medgået til at erhverve, sikre og vedligeholde H1-virksomhed's skattepligtige indkomst. Ovenfor i afsnit 14.2 er der redegjort for, at udgifterne til H1-virksomhed's løbende indgåelse af nye driftskreditaftaler, kan fradrages som driftsomkostninger, fordi driftskreditterne netop tjente til at erhverve, sikre og vedligeholde H1-virksomhed's skattepligtige indkomst. Herunder er der redegjort for, at H1-virksomhed's adgang til en betydelig driftskredit udgør en integreret og nødvendig del af H1-virksomhed's drift, at adgangen til driftskreditten direkte sikrer H1-virksomhed's skattepligtige indkomst, herunder i form af finansielle indtægter, og at udgifterne til at vedligeholde adgangen til en betydelig driftskredit der for udgør fradragsberettigede driftsomkostninger. Specifikt i relation til baggrunden for indgåelsen af 2011-driftskreditaftalen er der grund til at bemærke, at efter de svære finanskriseår i 2008 samt 2009, så steg ordreindgangen i 2010 og året blev et rekordår for koncernen, jf. afsnit 5.1 ovenfor. Det fremgår af årsrapporten for 2010, (E10 5029), at der blev opnået en ordretilgang på i alt 8.673 MW med en værdi på 8,6 mia. EUR, hvoraf de ti største kunder tegnede sig for 46%. Den øgede aktivitet og den forbedrede forhandlingsposition som følge heraf gjorde, at H1-virksomhed i 2011 besluttede at søge 2009-driftskredit- og rembursaftalen erstattet med en ny - og større - driftskreditfaciltiet, som kunne understøtte H1-virksomhed's almindelige forretningsaktiviteter. Det er således en kendsgerning, at baggrunden for 2011-driftskredittens indgåelse var en almindelig vedligeholdelse og optimering af H1-virksomhed's bestående adgang til likviditet. For en ordens skyld bemærkes i øvrigt, at 2011-driftskreditaftalen (i modsætning til situationen i TfS 1990, 422 Ø (MS1 101)) ikke indebar en udvidelse af H1-virksomhed's forretning, men tværtimod lå helt inden for rammerne af H1-virksomhed's hidtidige aktivitet som koncernintern bank og ejer af koncernens immaterielle rettigheder også forud for indkomståret 2011. Sammenfattende kan det herefter konstateres, at de i 2011 afholdte omkostninger på i alt 1.160.000 DKK vedrørende etableringen af 2011-driftskreditten er fradragsberettigede som driftsomkostninger, jf. SL § 6, stk. 1, litra a. 14.2.2 Særligt vedrørende Project (red.projekt.nr.1.fjernet) (1. del) Som angivet ovenfor i pkt. 14.1(653), litra (ii)(i), gør H1-virksomhed til støtte for den principale påstand om nedsættelse af den skattepligtige indkomst med 79.911.175,78 DKK i 2012 vedrørende Project (red.projekt.nr.1.fjernet) (1. del) i første række gældende, at denne del af de omhandlede udgifter skal fradrages ved opgørelsen af H1-virksomhed's skattepligtige indtægt som driftsomkostninger, jf. SL § 6, stk. 1, litra a, idet udgifterne er medgået til at erhverve, sikre og vedligeholde H1-virksomhed's skattepligtige indkomst. Ovenfor i afsnit 14.2 er der redegjort for, at udgifterne til den løbende indgåelse af nye driftskreditaftaler, kan fradrages som driftsomkostninger, fordi driftskreditterne netop tjente til at erhverve, sikre og vedligeholde H1-virksomhed's skattepligtige indkomst. Særligt vedrørende 2012-driftskreditten er der grund til at bemærke, at det efter indgåelsen af 2011-driftskreditten på ryggen af de forberede markedsvilkår, allerede i første halvår af 2012 viste sig nødvendigt at genforhandle og delvist erstatte 2011-driftskreditten med en ny, fordi markedssituationen for H1-virksomhed-koncernen havde ændret sig igen. Der var således opstået en ikke-ubetydelig risiko for, at H1-virksomhed ikke ville kunne leve op til de finansielle forpligtelser, som H1-virksomhed var underlagt i henhold til 2011-driftskreditten, jf. herom afsnit 6.1.1 ovenfor. I dialogen med syndikatbankerne oplyste H1-virksomhed bl.a., at det i forsommeren 2012 usædvanligt høje trækningsniveau på 2011-driftskreditten skyldtes, et tilsvarende usædvanligt højt aktivitetsniveau, der primært var drevet af ændrede skat teregler i Y7-land, som nødvendiggjorde færdiggørelsen af en stor mængde projekter allerede i 2012 med deraf følgende betydelige omkostninger til færdiggørelsen, jf. afsnit 6.1.1 med pkt. (180) og frem ovenfor. Også denne kendsgerning dokumenterer driftskredittens (og de tilknyttede omkostningers) driftsformål. Ikke desto mindre afviste syndikatbankerne at lade H1-virksomhed trække yderligere midler på 2011-driftskreditten på de bestående vilkår. Det var derfor nødvendigt for H1-virksomhed at indgå i forhandlinger med bankerne om indgåelsen af en ny aftale om vilkårene for, at H1-virksomhed kunne få adgang til at optage yderligere lån udover de beløb, som allerede var trukket. Disse forhandlinger mundede i første række ud i indgåelsen af 2012-driftskreditten, som bl.a. gav H1-virksomhed adgang til - til brug for driften - at låne yderligere 100 mio. EUR udover, hvad der allerede var lånt, men som også ændrede vilkårene væsentligt for de allerede lånte beløb, jf. afsnit 6.1.2 ovenfor. Herudover resulterede forløbet i indgåelsen af diverse accessoriske aftaler, væsentligst ændrede aftaler med F2-bank og F1-bank i form af interkreditoraftalen. Inddragelsen af F2-bank og F1-bank var nødvendiggjort af, at H1-virksomhed over for disse kreditorer havde forpligtet sig til ikke at give nye sikkerheder, jf. afsnit 3.2, 3.3 og 6.1.1 ovenfor. De accessoriske aftaler (og omkostningerne afholdt hertil), tjente således det formål at sikre H1-virksomhed adgang til at indgå 2012- driftskreditaftalen. Videre i relation til forløbet omkring indgåelsen af 2012-driftskreditaftalen er der grund til at fremhæve, at R8-revision, som led i forhandlingerne med bankerne, på vegne af H1-virksomhed udarbejdede en detaljeret redegørelse for H1-virksomhed-koncernens og dermed H1-virksomhed's likviditetsbehov (og i øvrigt også det faktiske likviditetstræk i 2011 og første del af 2012), jf. E2 1210-1214/TE1 416-420 samt afsnit 6.1.1 ovenfor. Redegørelsen viser, at likviditetsbehovet - og dermed H1-virksomhed's afledte træk på driftskreditten - i altovervejende grad knyttede sig til almindelige driftsudgifter og særligt leverandørudgifter. Også denne kendsgerning dokumenterer driftskredittens (og de tilknyttede omkostningers) driftsformål. Endelig er der i relation til den ovennævnte bistand fra R8-revision vedrørende udarbejdelse af detaljerede likviditetsmodeller grund til at nævne, at disse modeller - udover at tjene til brug for forhandlingerne med bankerne - efterfølgende blev overtaget af H1-virksomhed's finansfunktion og fremadrettet anvendt som led i driften af finansfunktionen, jf. E3 1715/TE2 941. Denne kendsgerning bekræfter yderligere specifikt i relation til R8-revision's bistand, at der er tale om en driftsomkostning med deraf følgende ret til fradrag, jf. SL § 6, stk. 1, litra a. Sammenfattende kan det herefter konstateres, at de i 2012 afholdte omkostninger på i alt 79.911.175,78 DKK vedrørende etableringen af 2012-driftskreditten og indgåelsen af de accessoriske aftaler er fradragsberettigede som driftsomkostninger, jf. SL § 6, stk. 1, litra a. 14.2.3 Særligt vedrørende Project (red.projekt.nr.1.fjernet) (2. del) Som angivet ovenfor i pkt. (653), litra (iii)(i), gør H1-virksomhed til støtte for den principale påstand om nedsættelse af den skattepligtige indkomst med 67.725.501,80 DKK i 2012, 2013 og 2014 vedrørende Project (red.projekt.nr.1.fjernet) (2. del) i første række gældende, at denne del af de omhandlede udgifter skal fradrages ved opgørelsen af H1-virksomhed's skattepligtige indtægt som driftsomkostninger, jf. SL § 6, stk. 1, litra a, idet udgifterne er medgået til at erhverve, sikre og vedligeholde H1-virksomhed's skattepligtige indkomst. Ovenfor i afsnit 14.2 er der redegjort for, at udgifterne til den løbende indgåelse af nye driftskreditaftaler, kan fradrages som driftsomkostninger, fordi driftskreditterne netop tjente til at erhverve, sikre og vedligeholde H1-virksomhed's skattepligtige indkomst. Særligt i relation til 2013-driftskreditten er der grund til at bemærke, at 2012-driftskreditaftalen, som redegjort for i afsnit 6.1.2 og 6.2.1, blot udgjorde en midlertidig løsning, der skulle sikre helt nødvendig kortsigtet finansiering i en overgangsperiode indtil en mere langsigtet løsning kunne forhandles på plads. Denne mere langsigtede løsning blev 2013-driftskreditaftalen med tilhørende accessoriske aftaler, jf. herom afsnit 6.2.1 og 6.2.2 ovenfor. Fra forløbet omkring tilblivelsen af 2013-driftskreditten er der i relation til spørgsmålet om driftsomkostningsfradrag grund til at fremhæve, at H1-virksomhed's ledelse fandt det nødvendigt eksplicit at fremhæve over for bankerne, at det langtrukne forhandlingsforløb kostede H1-virksomhed og koncernen allerede indgåede ordrer, fordi kunderne pga. usikkerheden flyttede ordrer til H1-virksomhed-koncernens konkurrenter, jf. afsnit 6.2.1 ovenfor og E3 1763/TE2 1107. Dermed var situationen for H1-virksomhed svarende til situationen i Højesterets dom i U1942.335H (MS1 77) , hvor Højesteret godkendte driftsomkostningsfradrag netop med henvisning til, at omkostningerne var afholdt som følge af en risiko for tab af allerede indvundne ordrer. Endelig er der grund til at nævne, at indgåelsen af ændrede aftaler med F2-bank og F1-bank som led i indgåelsen af 2013-driftskreditaftalen (igen) var foranlediget af, at F2-bank og F1-bank skulle godkende etableringen af sikkerheder m.v. og derfor reelt havde vetoret over for processen, jf. afsnit 3.2 og 3.3 ovenfor. Sammenfattende kan det herefter konstateres, at de i 2012, 2013 og 2014 afholdte omkostninger på i alt 67.725.501,80 DKK vedrørende etableringen af 2013-driftskreditten med accessoriske aftaler er fradragsberettigede som driftsomkostninger, jf. SL § 6, stk. 1, litra a. 14.2.4 Særligt vedrørende Project (red.projekt.nr.2.fjernet) Som angivet ovenfor i pkt. (653), litra (iv)(i), gør H1-virksomhed til støtte for den principale påstand om nedsættelse af den skattepligtige indkomst med 24.557.995,39 DKK i 2012, 2013 og 2014 i forbindelse med indgåelsen og berigtigelsen af 2014driftskredit- og rembursaftalen af 31. marts 2014, herunder F4-bank-garantifacilitetaftalen (Project (red.projekt.nr.2.fjernet)) i første række gældende, at denne del af de omhandlede udgifter skal fradrages ved opgørelsen af H1-virksomhed's skattepligtige indtægt som driftsomkostninger, jf. SL § 6, stk. 1, litra a, idet udgifterne er medgået til at erhverve, sikre og vedligeholde H1-virksomhed's skattepligtige indkomst. Ovenfor i afsnit 14.2 er der redegjort for, at udgifterne til den løbende indgåelse af nye driftskreditaftaler, kan fradrages som driftsomkostninger, fordi driftskreditterne netop tjente til at erhverve, sikre og vedligeholde H1-virksomhed's skattepligtige indkomst. Specifikt i relation til udgifterne vedrørende Project (red.projekt.nr.2.fjernet), dvs. indgåelsen af 2014-driftskredit- og rembursaftalen m.v., er der supplerende grund til at bemærke, at også initieringen af dette aftaleforløb var rent driftsmæssigt begrundet. Som beskrevet i afsnit 7.1 ovenfor var H1-virksomhed og koncernens finansielle position væsentligt forbedret i begyndelsen af 2013 sammenlignet med 2012, hvilket gav H1-virksomhed et godt kommercielt forhandlingsudgangspunkt for at opnå forbedrede vilkår. Samtidig havde H1-virksomhed udnyttet 88% af de garantifaciliteter, der, som redegjort for i afsnit 2.1 og 2.2, udgjorde en integreret del af H1-virksomhed's aftaleindgåelse over for leverandører såvel som kunder. Imidlertid begrænsede 2013-driftskreditaftalen i væsentlig grad adgangen til at etablere nye garantifaciliteter (E7 3751/TE7 3937). Indgåelsen af en ny central driftskreditaftale var derfor væsentlig for H1-virksomhed's almindelige drift. På et bestyrelsesmøde den 24. juni 2013 blev forhandlingspositionerne mellem H1-virksomhed og bankerne beskrevet som følger (afsnit 7.1 ovenfor og E7 3757/TE7 3943): The key issue is still the amount which the different banks will contribute with and the total amount that H1-virksomhed estimates to be necessary for the operation of H1-virksomhed , including the flexibility in connection with issuing bonds and the possibility of refinancing the Eurobond facility." (Vores understregning) Dette var baggrunden for indgåelsen af 2014-driftskredit- og rembursaftalen og forløbet bekræfter og bestyrker konstateringen af, at de i 2012, 2013 og 2014 afholdte omkostninger på i alt 24.557.995,39 DKK vedrørende etableringen af 2014driftskredit- og rembursaftalen er fradragsberettigede som driftsomkostninger, jf. SL § 6, stk. 1, litra a. 14.3 LL § 8, stk. 3 Som der er nærmere redegjort for i afsnit 111111 ovenfor, giver LL § 8, stk. 3 (MS1 18) skatteydere ret til at fradrage en række nærmere oplistede finansieringsomkostninger under visse betingelser. Retten til fradrag efter LL § 8, stk. 3, er subsidiær i forhold til retten til driftsomkostningsfradrag efter SL § 6, stk. 1, litra a. I det omfang retten måtte finde, at de af H1-virksomhed's afholdte udgifter ikke kan anses som driftsomkostninger kan det konstateres, at en del af de afholdte udgifter i så fald kan fradrages efter LL § 8, stk. 3. I den forbindelse kan det for det første fremhæves, at nærværende sag angår visse løbende ydelser for lån, som H1-virksomhed - hvis fradrag ikke indrømmes efter statsskatteloven - kan fradrage i medfør af LL § 8, stk. 3, litra a. H1-virksomhed betalte således "work fees" til medlemmerne af banksyndikatets "Co-ordinating Committee" på i alt 1.218.192 DKK, for arbejde forbundet med forhandlingen af 2012-driftskreditaftalen, jf. i øvrigt om disse udgifter ovenfor i afsnit 6.1.4.1. H1-virksomhed's betaling af disse omkostninger var en betingelse for, at banksyndikatet deltog i forhandlinger med H1-virksomhed om kreditfaciliteterne. Herved var betalingen af omkostningerne en betingelse for de kreditfaciliteter, som blev etableret den 31. juli 2012. På denne baggrund gøres det gældende, at disse "work fees" udgør løbende ydelser som omtalt i LL § 8, stk. 3, litra a, og derfor kan fradrages i medfør af denne bestemmelse (uden hensyn til kreditfaciliteternes løbetid). I det omfang retten måtte finde, at disse "work fees" ikke kan fradrages i medfør af i LL § 8, stk. 3, litra a, kan de pågældende omkostninger fradrages i medfør af LL § 8, stk. 3, litra c, og/eller KGL § 26, stk. 3. Videre afholdt H1-virksomhed for det andet udgifter, som kan fradrages i medfør af LL § 8, stk. 3, litra c. Det følger af denne bestemmelse, at stiftelsesprovisioner, engangspræmier og lignende engangsydelser vedrørende kreditfaciliteter kan fradrages, forudsat kreditfaciliteten - som ydelsen angår - har en løbetid på mindre end 2 år, jf. nærmere herom i afsnit 11 ovenfor. Det gøres gældende, at udgifterne omfattet af bestemmelsen giver en skattepligtig mulighed for at fradrage såvel skatteyderens udgifter til (i) stiftelsesgebyrer m.v. og (ii) långivernes rådgivere betalt i forbindelse med etablering af en kreditfacilitet, forudsat at denne kreditfacilitet har en løbetid på mindre end 2 år. For så vidt angår stiftelsesgebyrer m.v. betalt af H1-virksomhed følger det direkte af ordlyden i LL § 8, stk. 3, litra c, at sådanne udgifter kan fradrages. Det gøres gældende, at de omkostninger til långivernes rådgivere , som H1-virksomhed har afholdt, kan sidestilles med de i LL § 8, stk. 3, litra c, udtrykkeligt nævnte udgifter. Det er sædvanligt, at en låntager, som ønsker at etablere kreditfaciliteter af en størrelse som de i nærværende sag omhandlede, må acceptere at afholde långiverens udgifter til rådgivere. Alternativet til et sådant vilkår ville være en forhøjelse af det lånegebyr, som låntageren betaler til långiveren. Såfremt H1-virksomhed ved indgåelsen af de i nærværende sag omhandlede kreditfaciliteter havde afvist at afholde udgifterne til långivernes juridiske og finansielle bistand, ville det blot indebære en forhøjelse af de lånegebyrer, som H1-virksomhed måtte betale til långiverne. På denne baggrund må H1-virksomhed's udgifter til långivernes rådgivere sidestilles med de i LL § 8, stk. 3, litra c, nævnte udgifter. Dette synspunkt er i relation til KGL § 26 tiltrådt af Østre Landsret, jf. landsrettens præmisser gengivet i U.2014.1193H, som ikke blev indbragt for Højesteret af Skatteministeriet på dette punkt. Det nye lån på 25 mio. EUR, som F1-bank ydede til H1-virksomhed i forbindelse med F1-bank 2012lånet havde en løbetid på ca. 2 måneder (31. juli 2012 til 30. september 2012, jf. afsnit 6.1.2 ovenfor). Det gøres derfor gældende, at de af H1-virksomhed's omkostninger, som angik dette lån - dvs. gebyret betalt i forbindelse med stiftelsen af lånet på 1.858.000 DKK (jf. afsnit 6.1.4.1 ovenfor) og omkostningerne til F1-bank's rådgivere på 210.000 DKK (jf. afsnit 6.1.4.2 ovenfor) - kan fradrages i medfør af LL § 8, stk. 3, litra c. Videre indeholdt 2013-driftskreditaftalen - som H1-virksomhed senere indgik med banksyndikatet - en kombineret revolverende kreditfacilitet og låneaftale, jf. nærmere herom i afsnit 6.2.2.1 ovenfor. Denne låneaftale udgjorde - som nævnte ovenfor - et kortfristet lån på 250 mio. EUR, der skulle afdrages i 3 etaper uden mulighed for forlængelse med den 30. september 2014 som sidste betalingsdag. Lånets løbetid var således blot ca. 1 år og 9 måneder (fra den 9. januar 2013 til den 30. september 2014). Det gøres gældende, at rådgiveromkostningerne, som kan henføres til dette lån kan fradrages i medfør af LL § 8, stk. 3, litra c. Omkostningerne afholdt af H1-virksomhed i forbindelse med 2013-driftskreditaftalen kan dog ikke direkte fordeles mellem den revolverende kreditfacilitet og den kortfristede lånefacilitet ud fra et tilknytningskriterie. H1-virksomhed gør derfor gældende, at rådgiverudgifterne på i alt 20.967.346,4 DKK (jf. afsnit 6.2.4.2) skal fordeles forholdsmæssigt på baggrund af størrelsen på den revolverende kreditfacilitet (900 mio. EUR) og det kortfristede lån (250 mio. EUR). Det betyder at H1-virksomhed kan fradrage 21,74 % af rådgiverudgifterne vedrørende 2013driftskreditaftalen svarende til 4.558.118,78 DKK i medfør af LL § 8, stk. 3, litra c. Endelig kan det fremhæves, at F4-bank-garantifacilitetaftalen fra oktober 2013, alene kunne udnyttes indtil den 31. december 2014, dvs. i en periode på ca. 1 år og 3 måneder med mulighed for forlængelse (jf. nærmere herom ovenfor i afsnit 7.2). En sådan mulighed for forlængelse er uden betydning for fradragsretten, idet det afgørende er den aftalte løbetid, jf. afsnit 1111 ovenfor. H1-virksomhed kan derfor fradrage stiftelsesprovisionen på 3.106.548,55 DKK (jf. afsnit 7.5.1 ovenfor) betalt til F4-bank i medfør af LL § 8, stk. 3, litra c. De ovenfor fremhævede udgifter - der kan fradrages i medfør af LL § 8, stk. 3 - kan opsummeres som følger: Udgift Beløb (DKK) "Work fees" 1.218.192,00 Stiftelsesgebyr (F1-bank 2012-lånet) 1.858.000,00 Rådgiveromkostninger (F1-bank 2012-lånet) 210.000,00 Rådgiveromkostninger (2013-driftskreditaftalen) 4.558.118,78 Stiftelsesprovision til F4-bank 3.106.548,55 I alt 10.950.859,33 For en ordens skyld bemærkes, at H1-virksomhed i relation til de øvrige udgifter gør gældende, at hvis en udgift ikke kan fradrages af i medfør af SL § 6 kan den pågældende udgift i stedet fradrages i medfør af LL § 8, stk. 3 i det omfang retten måtte finde, at pågældende udgift udgør (i) løbende provision eller præmie for lån, som H1-virksomhed optager, eller (ii) stiftelsesprovision, engangspræmie eller lignende engangsydelse for lån med en løbetid på mindre end 2 år. 15 ANBRINGENDER TIL STØTTE FOR DEN SUBSIDIÆRE PÅSTAND 15.1 Præsentation af H1-virksomhed's anbringender til støtte for den subsidiære påstand I det omfang retten måtte finde, at H1-virksomhed hverken kan fratrække de omhandlede udgifter som driftsomkostninger, jf. SL § 6, stk. 1, litra a, eller efter LL § 8, stk. 3, gøres til støtte for den subsidiære påstand gældende, at H1-virksomhed i henhold til KGL § 6, stk. 1, jf. § 26, stk. 3, kan medregne de omhandlede udgifter ved avanceopgørelsen for selskabets gæld i henhold til KGL § 26, stk. 3, med følgende beløb: Aftale Beløb (DKK) Refinansieringen af 2009-driftskredit- og rembursaftalen: Indgåelse af 2011-driftskreditaftalen den 22. juni 2011 1.160.000,00 Project (red.projekt.nr.1.fjernet) (1. del): Indgåelse af 2012-driftskreditaftalen samt indfrielsen af/ frigørelsen fra 2011-driftskreditaftalen 77.843.175,78 Indgåelse af F1-bank 2012-lånet den 31. juli 2012 samt indfrielsen af/frigørelsen fra F1-bank 2010-lånet 2.068.000,00 Project (red.projekt.nr.1.fjernet) (2. del): Indgåelse af F2-bank 2013-lånet den 8. januar 2013 samt indfrielsen af/frigørelsen af F2-bank's tidligere lån 662.299,78 Indgåelse af 2013-driftskreditaftalen den 9. januar 2013 samt indfrielsen af/frigørelsen fra 2012-driftskreditten 46.630.756,43 Indgåelsen af F1-bank 2013-lånet den 9. januar 2013 samt indfrielsen af/frigørelsen fra F1-bank 2012-lånet 20.432.445,59 Project (red.projekt.nr.2.fjernet): Indgåelsen af 2014-driftskredit- og rembursaftalen den 31. marts 2014 samt indfrielsen af/frigørelsen fra 2013- driftskreditaftale 21.451.446,84 Indgåelse af F4-bank-garantifacilitetaftalen i oktober 2013 3.106.548,55 I alt 173.354.672,97 Alle ovennævnte låneaftaler udgør individuelle lån i kursgevinstlovens forstand. H1-virksomhed kan således medregne udgifterne i avanceopgørelsen for de pågældende lån i medfør af KGL § 26, stk. 3, i det omfang udgifterne er afholdt "i forbindelse med" H1-virksomhed's etablering eller indfrielse af gæld som anført i forarbejderne til bestemmelsen, jf. bemærkningerne hertil i lovforslag nr. 194 af 13. marts 1997 (MS1 62). Nærmere vedrørende disse omkostninger, bekræfter retsgrundlaget - som behandlet i afsnit 12.2 ovenfor - at i hvert fald følgende omkostningstyper er fradragsberettigede låneomkostninger efter KGL § 26, stk. 3: (i) Gebyrer og provisioner m.v., herunder formidlingsgebyrer, der opkræves af banker m.v. i forbindelse med indgåelsen af låneaftaler eller ifølge indgåede låneaftaler. (ii) Omkostninger til dækning af långivers rådgiveromkostninger. (iii) Omkostninger til egne rådgiveres bistand, når bistanden knytter sig direkte til indgåelsen og gennemførelsen af det lån, der optages, herunder eksempelvis forhandling om og affattelse af låneaftalen, afgivelse af udtalelser om aftalens gyldighed og bindende virkning for låntager (legal opinions) samt bistand ved berigtigelse af sikkerhedsstillelse. De centrale spørgsmål under den subsidiære påstand i nærværende sag er derfor, om H1-virksomhed i tilstrækkelig grad har påvist, at de omhandlede omkostninger blev afholdt i nær tilknytning til etableringen (eller indfrielsen) af de omhandlede låneaftaler, og at der er tale om omkostningstyper af ovennævnte karakter. I den forbindelse har H1-virksomhed fremlagt meget omfattende dokumentation for de omhandlede udgifter i form af bl.a. fakturaer, specifikationer, tidsregistreringer og aftalebreve, som er præsenteret i støttebilag 2. Støttebilaget indeholder et overblik over de omhandlede udgifter fordelt på hver af de omhandlede låneaftaler, en beskrivelse af den eller de ydelser, som udgifterne vedrører (bistandens karakter) og hvor den underliggende dokumentation kan findes i ekstrakten. Anvendes ovennævnte kriterier på sagens faktum, følger, at de omhandlede udgifter afholdt i tilknytning til de omhandlede låneaftaler, udgør låneomkostninger efter KGL § 26, stk. 3, der skal medregnes ved avanceopgørelsen og derved enten reducerer anskaffelsessummen eller forhøjer indfrielsessummen for de pågældende gældsforpligtelser. H1-virksomhed's samlede omkostninger i sagsperioden fordeler sig således på følgende omkostningskategorier (støttebilag 2): Omkostningstype Beløb (DKK) Gebyrer og provisioner m.v. i henhold til vilkår herom 45.171.865,60 Refusion af långiverudgifter i henhold til vilkår herom 55.006.985,93 Egne rådgivere 73.175.821,44 I det følgende redegøres for, at de omhandlede udgifter blev afholdt i nær tilknytning til etableringen af de omhandlede låneaftaler, og at der er tale om omkostningstyper som nævnt i pkt. (732), litra (i)-(iii) ovenfor. Særligt vedrørende den del af de omhandlede udgifter, der består i H1-virksomhed's egne rådgiverudgifter (omkostningstype (iii)), uddybes de væsentligste dele af bistanden nedenfor i afsnit 15.1-15.4. Det bemærkes, at Skatteministeriet ikke har forholdt sig konkret til den fremlagte dokumentation men blot gør gældende, at ingen af de omhandlede udgifter kan medregnes i avanceopgørelsen for de omhandlede låneaftaler. H1-virksomhed's omkostninger i form af afholdte gebyrer og provisioner mv. på i alt 45.171.865,60 DKK fremkommer som summen af de i afsnit 6.1.4, 6.2.4 og 7.5 nævne gebyrer og provisioner mv., jf. også støttebilag 2: Omkostninger i form af gebyrer og provisioner m.v. Beløb (DKK) Project (red.projekt.nr.1.fjernet) (1. del) 22.730.346,00 Project (red.projekt.nr.1.fjernet) (2. del) 19.334.971,05 Project (red.projekt.nr.2.fjernet) 3.106.548,55 I alt 45.171.865,60 Som redegjort for i afsnit 6.1.4.1, 6.2.4.1 og 7.5.1, forpligtede H1-virksomhed sig til at afholde disse gebyrer og provisioner m.v. Allerede som følge af disse omkostningers dokumenterede karakter af gebyrer og provisioner m.v. til långiverne, jf. den underliggende dokumentation angivet i støttebilag 2, kan omkostningerne medregnes ved avanceopgørelsen vedrørende de omhandlede lån, som H1-virksomhed etablerede i forbindelse med udgifternes afholdelse. Disse omkostningstyper er da også i Skattestyrelsens egen Juridiske Vejledning nævnt som eksempler på låneomkostninger, der kan indgå i avanceopgørelsen (MS2 600 og pkt. (591) ovenfor), ligesom det følger af praksis, at sådanne omkostninger til bankernes vederlag i forbindelse med indgåelsen af låneaftaler eller ifølge indgåede låneaftaler skal medregnes ved avanceopgørelsen, jf. afsnit 12.2.1. Det kan således uden videre konstateres, at de afholdte udgifter til gebyrer m.v. til bankerne skal medregnes ved avanceopgørelsen vedrørende de omhandlede låneaftaler, jf. KGL § 26, stk. 3. Dernæst har H1-virksomhed i sagsperioden haft omkostninger ved refusion af långivernes rådgiverudgifter på i alt 55.006.985,93 DKK. Dette beløb udgør summen af de i afsnit 5.4, 6.1.4, 6.2.4 og 7.5 nævnte udgifter til långivernes rådgivere, jf. også støttebilag 2: Omkostninger ved refusion af långiverudgifter Beløb (DKK) 2011-driftskreditaftalen 412.000,00 Project (red.projekt.nr.1.fjernet) (1. del) 26.555.887,00 Project (red.projekt.nr.1.fjernet) (2. del) 20.967.346,46 Project (red.projekt.nr.2.fjernet) 7.071.752,47 I alt 55.006.985,93 H1-virksomhed var i alle tilfælde forpligtet til at afholde disse omkostninger ifølge vilkårene i de omhandlede låneaftaler og tilknyttede aftaler, som der er nærmere redegjort for ovenfor i afsnit 5.4.1, 6.1.4.2, 6.2.4.2 og 7.5.2. Når refusionen således er direkte forankret i lånevilkårene, har den ifølge praksis karakter af et alternativ til et højere lånegebyr, jf. U.2014.1193H (MS1 273, venstre spalte), beskrevet ovenfor i pkt. (612)-(614), og skal skattemæssigt behandles som sådan. På denne baggrund skal også disse omkostninger medregnes ved avanceopgørelsen vedrørende de omhandlede låneaftaler, jf. KGL § 26, stk. 3. Endeligt har H1-virksomhed i sagsperioden haft omkostninger til egne rådgivere på i alt 73.175.821,44 DKK. Dette beløb fremkommer som summen af de i afsnit 5.4, 6.1.4, 6.2.4 og 7.5 nævne omkostninger, jf. også støttebilag 2: Omkostninger til egne rådgivere Beløb (DKK) 2011-driftskreditaftalen 748.000,00 Project (red.projekt.nr.1.fjernet) (1. del) 30.624.942,78 Project (red.projekt.nr.1.fjernet) (2. del) 27.423.184,29 Project (red.projekt.nr.2.fjernet) 14.379.694,37 I alt 73.175.821,44 Omkostninger afholdt i forbindelse med indgåelse af låneaftaler kan, som nævnt, medregnes ved avanceopgørelsen på gæld i det omfang omkostningerne knytter sig til etableringen eller indfrielsen af det lån, der optages. Som redegjort for i afsnit 5.4.2, 6.1.4.3, 6.2.4.3 og 7.5.3 udgjorde H1-virksomhed's omkostninger til egne rådgivere vederlag for bistand med forhandling om og affattelse af de omhandlede låneaftaler, samt bistand knyttet til gennemførelsen og berigtigelsen af låneoptagelsen i forbindelse hermed (støttebilag 2). De omhandlede udgifter til H1-virksomhed's rådgivere er således i kerneområdet af den rådgiverbistand til låntager, som ifølge Højesteret skal anses for at knytte sig til de omhandlede låneaftaler, jf. hertil U.2014.1193 H (MS1 274 højre spalte) og pkt. (617) ovenfor. Det bemærkes hertil videre, at de omkostningstyper, der ifølge Højesteret falder uden for KGL § 26, stk. 3, angår bistand til den "overordnede strukturering og tilrettelæggelse af lånefinansieringen, herunder afsøgning af lånemarkedet" samt due diligence (MS1 274 højre spalte midtfor). Det kendetegner imidlertid de i nærværende sag omhandlede udgifter, jf. hertil afsnit 4 samt 5.1, 6.1, 6.2.1 og 7.1 om refinansieringsforløbene, at de blev afholdt som led i konkrete og omfattende forhandlingsforløb om de konkrete vilkår for lånefinansieringen , som foregik med en snæver kreds af långivere. På ovenstående baggrund skal de omhandlede udgifter i form af omkostninger til H1-virksomhed egne rådgivere indgå i avanceopgørelsen for de omhandlede låneaftaler, jf. KGL § 26, stk. 3. Med henblik på gennemførelsen af indregningen af de afholdte omkostninger ved avanceopgørelsen på H1-virksomhed's gæld, påstås sagen derfor subsidiært hjemvist til fornyet behandling ved Skattestyrelsen, jf. KGL § 26, stk. 3. 15.1 Særligt vedrørende H1-virksomhed's egne rådgiverudgifter afholdt i forbindelse med 2011-refinansieringen I forbindelse med etableringen af 2011-driftskreditten afholdt H1-virksomhed 1.160.000 DKK af de omhandlede udgifter, jf. afsnit 5.4 ovenfor, hvoraf 748.000 DKK udgjorde udgifter til H1-virksomhed's egen rådgiver (støttebilag 2). Af dokumentationen følger, at H1-virksomhed afholdt udgifter til R3-advokathus for bistand angående forhandling om og affattelse af 2011-driftskreditaftalen, samt gennemførslen heraf (E11 6043-6049/TE9 5139-5147), jf. hertil også afsnit 5.4.2 og støttebilag 2. Det følger således af dokumentationen, at H1-virksomhed's omkostninger til egne rådgivere angår kerneområdet af den rådgiverbistand, som ifølge Højesteret skal anses for direkte at knytte sig til låneaftalen og gennemførslen heraf, her 2011-driftskreditaftalen, jf. hertil U.2014.1193 H (MS1 274 højre spalte). 15.2 Særligt vedrørende H1-virksomhed's egne rådgiverudgifter afholdt i forbindelse med Project (red.projekt.nr.1.fjernet) (1. del) I forbindelse med Project (red.projekt.nr.1.fjernet) (1. del) har H1-virksomhed - foruden de ovenfor i afsnit 6.1.4.1 og 6.1.4.2 nævnte omkostninger - afholdt betydelige udgifter til egne rådgivere. H1-virksomhed afholdt således omkostninger i form af egne rådgiverudgifter på 30.624.942,78 DKK, der, som det fremgår af det omfattende dokumentationsmateriale, dækker over honorar til R8-revision, R3-advokathus, R4-advokathus og R5-advokathus vedrørende forhandling og affattelse af lånedokumentation, gennemførelse af låneoptagelsen og berigtigelse af sikkerhed (støttebilag 2). Det fremgår således af dokumentationen, at R8-revision navnlig bistod H1-virksomhed med likviditetsprognoser - metode, datakvalitet, følsomheder og finansieringsbehovet på kort sigt - ligesom de bistod med nøgletalsantagelser og følsomheder i forhold til nøgletalskrav (E12 6508-6509/TE10 5542-5543), hvilke var væsentlige bidrag til forhandlingerne om den konkrete finansieringsløsning med banksyndikatet. R8-revision leverede i den forbindelse en rapport om det kortfristede likviditetsbehov den 22. juni 2012 (E12 6511/TE10 5545). R3-advokathus bistod navnlig med udarbejdelse og løbende omskrivning af term sheet, møder og opkald med R8-revision og Koordineringskomitéen, håndtering af låntagerne, forhandling og opdatering af sikkerhedsstrukturen i lånedokumenterne, gennemgang af misligholdelsesbestemmelser, ændringer til låneaftaler, forberedelse til closing og betydeligt arbejde forbundet med gennemførslen af aftalen efter closing og frem til september 2012, herunder i forbindelse med sikkerhedsstillelserne (E11 6060 til E12 6144/TE9 5159 til TE10 6143). R4-advokathus bistod som "local counsel" i forbindelse med forhandlingerne mellem H1-virksomhed's styringskomité og bankerne, inkl. Koordineringskomitéen, herunder forhandling og affattelse af term sheet, gennemførelse og opfølgning på tinglysning, korrespondance med finansieringspartnere om registreringer, udarbejdelse af fuldmagter og andre opgaver i forbindelse med legaliseringsspor samt betydeligt arbejde i forbindelse med closing af aftalerne (E12 6235-6259). Endelig bistod R5-advokathus med vurderinger til brug for gennemførelsen af sikkerhedsstillelsen (E12 6715f). Det følger således af dokumentationen, at H1-virksomhed's omkostninger til egne rådgivere angår kerneområdet af den rådgiverbistand, som ifølge Højesteret skal anses for direkte at knytte sig til låneaftalen og gennemførslen heraf, her 2012-driftskreditaftalen og F1-bank 2012-lånet, jf. hertil U.2014.1193 H (MS1 274 højre spalte). 15.3 Særligt vedrørende H1-virksomhed's egne rådgiverudgifter afholdt i forbindelse med Project (red.projekt.nr.1.fjernet) (2. del) Som redegjort for ovenfor i afsnit 6.2.4.3, afholdt H1-virksomhed betydelige omkostninger til egne rådgivere i forbindelse med Project (red.projekt.nr.1.fjernet) (2. del). H1-virksomhed afholdt således 27.423.184,29 DKK til egne rådgivere (støttebilag 2). De største omkostninger var i den forbindelse til R8-revision Y18-by, hvilke beløb sig til 23.764.110,64 DKK (støttebilag 2). Som det fremgår af redegørelsen for refinansieringsforløbet i afsnit 6.2.1, indebar forløbet omfattende forhandlinger om refinansieringsvilkårene, herunder navnlig nøgletalskravene, hvortil R8-revision's arbejde var centralt. R8-revision bistod således med ugentlige likviditetsprognoser for den samlede H1-virksomhed-koncern, dvs. en kortlægning af alle ind- og udgående pengestrømme i samtlige datterselskaber, samt mere detaljerede finansielle rapporteringer månedligt, ligesom R8-revision bistod med de underliggende finansielle analyser, der indgik i forhandlingerne om bl.a. nøgletalskravene (E12 6501-6524/TE10 5535-5557). R3-advokathus arbejde bestod i forhandling om og affattelse af termsheet og anden lånedokumentation, herunder 2013-driftskreditaftalen, gennemførsel og berigtigelse af lånedokumenter samt andet "post closing"-arbejde, herunder legalisering og registrering af sikkerhedsstillelser (E12 6147-6174/TE10 5247-5276). R4-advokathuss arbejde omfattede ligeledes forhandling om og affattelse af lånedokumenter, herunder navnlig bilag dertil, gennemførsel af lånedokumenter i forbindelse med både signing og closing, herunder legalisering i henhold til flere landes lovgivning, bistand med nødvendige fuldmagter til udenlandske advokater, samt berigtigelse i form af bistand med bl.a. tinglysninger, (E12 62616274). De øvrige rådgivere ydede bistand i relation til sikkerheder, H1-virksomhed havde stillet i udlandet, samt gennemførsel af lånedokumentationen i form af tiltrædelser fra de udenlandske datterselskaber (støttebilag 2). Det følger således af dokumentationen, at H1-virksomhed's omkostninger til egne rådgivere angår kerneområdet af den rådgiverbistand, som ifølge Højesteret skal anses for direkte at knytte sig til låneaftalen og gennemførslen heraf, her 2013-driftskreditaftalen, F1-bank 2013-lånet og F2-bank 2013-lånet, jf. hertil U.2014.1193 H (MS1 274 højre spalte). 5.4 Særligt vedrørende H1-virksomhed's egne rådgiverudgifter afholdt i forbindelse med Project (red.projekt.nr.2.fjernet) Som redegjort for ovenfor i afsnit 7.5.3, afholdt H1-virksomhed betydelige omkostninger til egne rådgivere i forbindelse med Project (red.projekt.nr.2.fjernet). H1-virksomhed afholdt således udgifter for 14.379.694,37 DKK til egne rådgivere (støttebilag 2), hvoraf 4.739.475,13 DKK var til R3-advokathus, 3.091.716,14 DKK til G6-virksomhed og 2.679.070,69 DKK til R4-advokathus. H1-virksomhed afholdt også samlet 2.590.438,75 DKK til kreditvurderingsbureauerne G14-virksomhed for en ikke-offentlig kreditvurdering til brug for forhandlingerne med bankerne, jf. afsnit 7.1 ovenfor. R3-advokathus' arbejde bestod i forhandling om og affattelse af låne dokumentationer, samt gennemførsel og berigtigelse af 2014-driftskredit- og rembursaftalen, inklusive arbejde vedrørende frigivelse af sikkerheder (E12 6177- 6230/TE10 52795345) R4-advokathus’ arbejde vedrørende 2014-driftskredit- og rembursaftalen bestod navnlig af forhandling om og affattelse af lånedokumentationen, herunder term sheet og den endelige aftale, gennemførslen af aftalen, herunder i form af arbejde vedrørende bestyrelsesbeslutninger desangående, frigørelse fra sikkerheder (security release) samt udarbejdelse af notitser og formalitetscertifikater, foruden tæt koordinering med R3-advokathus, R1-advokathus, R2-advokathus og bankerne i forbindelse hermed (E12 6275-6350/TE 5351-5398) G6-virksomhed’s arbejde er beskrevet i aftalebrevet (E12 6673/TE10 5731). Det bemærkes, at der vedrørende G6-virksomhed’s arbejde er fremlagt fakturaer for et væsentligt højere beløb end de 3.091.716,14 DKK, der af forskellige grunde alene er omfattet af sagen (E12 6679-6714/TE10 5739-6716). Et af G6-virksomhed’s arbejdsspor - fase 2 - var arbejde vedrørende rejsning af 2014driftskredit- og rembursaftalen (E12 6674 nederst/TE10 5733). Af aftalebrevet følger således, at G6-virksomhed bl.a. bistod med at "Coordinate the process of any amendments to the existing debt structure", "advice on… implementation of any addition-nal debt facilities" , "Assist and advise on, in co-operation with H1-virksomhed and its legal advisers, documentation required to complete the debt work stream" (E12 6674/TE10 5733 nederst, første, anden og sjette pkt.). G6-virksomheds blev bl.a. afregnet ved et succesgebyr (success fee) "upon closing of relevant documentation in respect of such facilities" (E12 6676/TE10 5735) samt en månedlig "retainer" på 35.000 EUR indtil Project (red.projekt.nr.2.fjernet) var fuldført (E12 6675/TE10 5734). Skattestyrelsen nægtede fradrag i 2013 for dette arbejde (E1 411) begrundet med, at H1-virksomhed ikke under Project (red.projekt.nr.2.fjernet) havde "gennemført kapitaludvidelse og indfriet eller optaget gæld under projektets forløb i 2013 " (vores understregning) (E1 413, afsnit 10.4.2). For Landsskatteretten var alene fremlagt dokumentation i form af aftalebrev (E1162). Landsskatteretten stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse, idet det ikke fandtes "godtgjort, at udgifterne helt eller delvist er af en sådan karakter, at de kan henføres til selve kredittens etablering" (E1 166). Under nærværende sag er der fremlagt fakturaer for retainers - att. til IE - for månederne februar 2013 til og med februar 2014 på samlet 420.000 EUR (E12 6679-6705/TE10 5739-5765), samt udlæg for perioden december 2012 - oktober 2013 for 59.556,12 EUR (som H1-virksomhed forpligtede sig til at dække, jf. aftalebrevets pkt. 4 (E12 6676/TE10 5735), altså samlede udgifter for 479.566,12 EUR (svarende til ca. 3,6 mio. DKK). Derudover fremgår af fakturaerne fra 31. marts 2014 og 7. april 2014, at G6-virksomheds fakturerede henholdsvis 2 mio. EUR i succes fee for fase 2 (rejsningen af 2014-driftskredit- og rembursaftalen) og - separat - ca. 1,3 mio. EUR i succes fee for fase 1 (en kapitaludvidelse) (E12 6707 og 6708/TE10 5767 og 5769). Det bemærkes, at sidstnævnte fakturaer for succes fees beløbsmæssigt ikke er en del af sagen men sammen med aftalebrevet og de månedlige retainers dokumenterer, at H1-virksomhed's udgifter til G6-virksomhed's arbejde under fase 1 knytter sig til 2014 driftskredit- og rembursaftalen og dermed udgør udgifter til bistand, der falder inden for Højesterets afgrænsning i U.2014.1193 H (MS1 274 højre spalte). H1-virksomhed kan derfor i alle tilfælde medregne udgifterne på 3.091.716,14 DKK i avanceopgørelsen for 2014 driftskredit- og rembursaftalen. De øvrige rådgivere bistod med gennemførslen og berigtigelsen af 2014-driftskredit- og rembursaftalen, herunder legal opinions i forbindelse med sikkerhed og frigivelse af sikkerheder i udlandet (støttebilag 2). Det følger således af dokumentationen, at H1-virksomhed's omkostninger til egne rådgivere angår kerneområdet af den rådgiverbistand, som ifølge Højesteret skal anses for direkte at knytte sig til låneaftalen og gennemførslen heraf, her 2014-driftskredit- og rembursaftalen, jf. hertil U.2014.1193 H (MS1 274 højre spalte). 16 H1-virksomhed HAR I ALLE TILFÆLDE RET TIL AT MEDREGNE EN ANDEL AF DE SAMLEDE OMKOSTNINGER VED OPGØRELSEN AF DEN SKATTEPLIGTIGE INDKOMST For det tilfælde, at retten måtte finde, at H1-virksomhed har påvist et grundlag for at medregne en andel af - men ikke de samlede - udgifter omfattet af H1-virksomhed principale og subsidiære påstand, gøres det som den mere subsidiære påstand gældende, at H1-virksomhed's skatteansættelser for indkomstårene 2011-2014 hjemvises til fornyet behandling hos Skattestyrelsen med henblik på, at de omhandlede udgifter indregnes i selskabets skattepligtige indkomst efter retningslinjer som nærmere fastsat af retten. 17 SKATTEMINISTERIETS ANBRINGENDER KAN IKKE FØRE TIL ET ANDET RESULTAT Det er karakteristisk for Skatteministeriets argumentation i nærværende sag, at Skatteministeriet konsekvent har efterspurgt dokumentation for de afholdte udgifter og alligevel på intet tidspunkt har forholdt sig konkret til det omfattende dokumentationsmateriale, som H1-virksomhed har fremlagt. I stedet har ministeriet fremsat en række overordnede - og forkerte - anbringender om sagens retlige ramme. Disse anbringender kan imidlertid ikke føre til, at ministeriet skal have hverken helt eller delvist medhold i den nedlagte frifindelsespåstand. Nedenfor i afsnit 17.1 tilbagevises således ministeriets anbringender vedrørende driftsomkostningsfradrag efter SL § 6, stk. 1, litra a, i afsnit 17.2(792) tilbagevises ministeriets anbringender vedrørende fradrag efter LL § 8, stk. 3. Endelig tilbagevises ministeriets anbringender vedrørende H1-virksomhed's ret at medregne omkostningerne efter kursgevinstloven i afsnit 17.3. Til Skatteministeriets overordnede anbringende om, at H1-virksomhed hverken i relation til SL § 6, stk. 1, litra a, eller KGL § 26, stk. 3, har godtgjort, at WVS er rette omkostningsbærer af samtlige udgifter, bemærkes desuden, at H1-virksomhed's status som rette omkostningsbærer er dokumenteret. Udgifterne angår alle H1-virksomhed's indkomsterhvervelse, og indgåelsen af alle låneaftaler samt al gæld optaget i henhold hertil er sket i H1-virksomhed's interesse. Specifikt for så vidt angår 2013-driftskreditaftalen, hvor fire af H1-virksomhed's datterselskaber er angivet som "Borrowers", følger det videre udtrykkeligt, at det alene var H1-virksomhed, som var forpligtiget til at afholde de medgåede udgifter (E5 2265). H1-virksomhed er derfor rette omkostningsbærer. 17.1 Vedrørende SL § 6, stk. 1, litra a For så vidt angår spørgsmålet om H1-virksomhed's ret til driftsomkostningsfradrag efter SL § 6, stk. 1, litra a, har ministeriet gjort en række juridiske anbringender vedrørende rækkevidden af driftsomkostningsfradragsretten for finansieringsudgifter gældende. Herudover har ministeriet helt generelt bestridt, at H1-virksomhed skulle have dokumenteret, hvad formålet har været med indgåelsen af de driftskreditaftaler m.v., som de omhandlede udgifter vedrører. Ingen af de af ministeriet fremførte anbringender er holdbare, således som det påvises i de nedenstående afsnit 17.1.1-17.1.4. 17.1.1 Driftsomkostningsfradrag efter SL § 6, stk. 1, litra a, finder også anvendelse på finansieringsudgifter Som anført i afsnit 10.4.1 ovenfor, gør Skatteministeriet - med henvisning til bemærkningerne i 1997-lovforslaget til den reviderede kursgevinstlov - gældende (processkrift C, side 10, afsnit 2.3, E2 822), at: "Fradrag for karakteren af de udgifter, H1-virksomhed påstår fradrag for, må derfor anses for generelt at være gjort op med i kursgevinstlovens bestemmelser" . Som redegjort for ligeledes i afsnit 10.4.1 hviler ministeriets synspunkt på en fejllæsning af forarbejderne til kursgevinstloven. Det er således en kendsgerning, at de forarbejder, som ministeriet henviser til, alene vedrører samspillet mellem kursgevinstlovens og statsskattelovens regulering af avancebeskatning , og om dette samspil konstateres blot, at de to love i relation til avancebeskatningen har et helt overlappende anvendelsesområde. Kursgevinstloven har altså blot kopieret og er dermed trådt i stedet for statsskattelovens tidligere bestemmelser om avancebeskatning på gæld. Derimod siger forarbejderne intet om, at der med indførelsen af kursgevinstloven skulle ske en indsnævring af anvendelsesområdet for driftsomkostningsfradrag efter SL § 6, stk. 1, litra a, i relation til sædvanlige finansieringsomkostninger. Der er således intet i retskilderne, der støtter ministeriets juridiske synspunkt. Tværtimod kan det konstateres, at også skattemyndighederne selv er opmærksomme på, at adgangen til driftsomkostningsfradrag naturligvis også gælder i relation til finansieringsomkostninger, jf. eksempelvis cirkulære nr. 72 af 17. april 1996 som ændret ved cirkulære nr. 17 af 1. marts 2002 (MS2 558), Den Juridiske Vejledning 2025-1, afsnit C.A.11.2.3.1 (MS2 585) og Skatteministeriets udtalelse i TfS 1998, 581 (MS2 561). Det savner da også mening, at lovgiver med indførelsen af en selvstændig avancebeskatning for fordringer og gæld skulle have frataget den almindelige fradragsret for finansieringsudgifter afholdt af hensyn til en virksomheds drift. Avancebeskatning efter SL § 5 samt de særskilte kapitalgevinstbeskatningslove og beskatning af løbende indkomst efter SL §§ 4 og 6 er netop to forskellige ting. Retten kan således i det hele se bort fra ministeriets ukorrekte synspunkt. 17.1.2 Der gælder ikke et snævert driftsomkostningsbegreb i relation til finansieringsomkostninger Udover Skatteministeriets (forkerte) synspunkt om, at finansieringsudgifter efter deres karakter skulle være udelukket fra driftsomkostningsfradrag, gør Skatteministeriet tillige (og subsidiært må man forstå) gældende, at driftsomkostningsbegrebet efter SL § 6, stk. 1, litra a, skal fortolkes restriktivt i relation til finansieringsudgifter, sådan at fradragsretten efter bestemmelsen specifikt for så vidt angår finansieringsudgifter skulle være mere snæver end for andre udgiftstyper (E2 823). Dette synspunkt er i det hele tilbagevist ovenfor i afsnit 10.4.2 under redegørelsen for retsgrundlaget. Som dér påvist, er der intet grundlag i den bestående praksis herunder de af ministeriet påberåbte domme i TfS 1990, 422 Ø (MS1 101) og SKM2006.319 VLR (MS1 115) - for at der skulle gælde et snævert driftsomkostningsbegreb i relation til finansieringsudgifter. Tværtimod udtrykker nævnte praksis blot de helt almindelige principper for driftsomkostningsfradrag, herunder at når en udgift - som det var tilfældet i TfS 1990,422 Ø - er afholdt med henblik på at udvide en forretning, så er der tale om en etableringsomkostning og ikke en driftsomkostning, og at egentlige gebyrer m.v. for etableringen af en kontrakt - som i SKM.2006.319.VLR - er så nært knyttet til selve erhvervelsen af kontrakten, at de indgår i avanceopgørelsen for kontrakten i stedet for at blive behandlet som en separat driftsomkostning. Praksis viser således blot, at finansieringsudgifter behandles helt på linje med andre udgiftstyper, når det kommer til muligheden for at opnå driftsomkostningsfradrag, og at udgifter til vedligeholdelse og løbende tilpasning/optimering af en allerede etableret finansieringsstruktur hører til kerneområdet for driftsomkostningsfradrag, jf. eksempelvis U.1980.712/2 H (MS1 89) om fradragsret for udgifter til at vedligeholde en kapitalisering via en børsnotering, og Skatteministeriets meddelelse i TfS 1990.154 om driftsomkostningsfradrag for landbrugets udgifter til refinansiering (MS1 469). 17.1.3 Det er uden betydning, om finansieringsomkostninger er afholdt som følge af eksterne forhold eller skatteyders egne forhold Skatteministeriet henviser i processkrift C, side 11 (E2 823) til, at H1-virksomhed i processkrift 4, side 4 (E2 808) har omtalt to domme til eksemplificering af, at der ikke gælder et snævert driftsomkostningsbegreb for finansieringsudgifter. Ministeriet anfører herefter, at nærværende sag skulle adskille sig fra praksis om driftsomkostningsfradrag for finansieringsudgifter, fordi; "… de afholdte udgifter i denne sag udelukkende skyldes H1-virksomhed’s egne interne likviditetsvanskeligheder og finansielle forhold , således at H1-virksomhed havde behov for, at långiverne gav adgang til og fastholdt kreditfaciliteter." (Vores understregning) og videre, at: "De afholdte udgifter skyldes derimod ikke eksterne forhold vedrørende lovgivningsændringer eller andre eksterne forhold uden for selskabets kontrol , der gør det nødvendigt for selskabet at afholde udgifterne, som tilfældet var i f.eks. U.1980.712/2 H." (Vores understregning) Det er bemærkelsesværdigt, at ministeriet alene forholder sig til den ene af de domme, som H1-virksomhed har fremhævet. Videre er det bemærkelsesværdigt, at ministeriets argumentation - som påvist i afsnit 10.5 ovenfor - strider direkte imod gældende praksis såvel som skattemyndighedernes egen udlægning heraf. Som eksempler fra retspraksis om driftsomkostningsfradrag for finansieringsudgifter afholdt på skatteyders eget initiativ kan henvises til U 1971.318 H (MS1 79) om udgift til en kautionspræmie, U1987.523 H (MS1 95) om medlemskab af fragtmandscentral, TfS 1989, 47 Ø (MS1 99) om udgifter til ekstern bistand i forbindelse med udbyttebetalinger m.v. og U.2005.2069 H (MS1 111) om vurderingsudgifter til brug for et frivilligt skifte af regnskabsprincip. Tilsvarende ses det af bl.a. Den juridiske vejledning, 2025-2, afsnit C.C.2.2.1.2 (MS2 607) og TfS 1990, 154 (MS1 469), at også skattemyndighederne selv er opmærksomme på, at det ikke har nogen betydning for adgangen til driftsomkostningsfradrag for en udgift, om udgiften er afholdt på skatteyders eget initiativ eller skyldes udefrakommende krav. Det kan således umiddelbart konstateres, at Skatteministeriets synspunkt om, at det kun er udgifter afholdt som følge af "eksterne forhold" "uden for selskabets kontrol", der skulle være fradragsberettigede som driftsomkostninger, strider mod gældende ret og dermed er uden betydning for sagens afgørelse. 17.1.4 H1-virksomhed har påvist, at det væsentligste (og eneste) formål med de afholdte udgifter var et erhverve, sikre og vedligeholde skattepligtig indkomst Tidligt under forberedelsen af sagen gjorde Skatteministeriet gældende, at H1-virksomhed ikke havde påvist formålet med indgåelsen af driftskreditaftalerne. I ministeriets supplerende processkrift, side 5 (E2 667) hed det således: "Da selskabet […] ikke har oplyst, hvad der finansieres, kan det ikke afgøres, hvorvidt udgifterne relaterer sig til selskabets løbende drift og dermed om udgifterne er fradragsberettigede efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a." Herefter opfordrede Skatteministeriet H1-virksomhed til at fremlægge yderligere dokumentation for formålet med finansieringen m.v. I relation hertil bemærkes for det første, at det, som skatteyder skal dokumentere - jf. redegørelsen ovenfor i afsnit 10.3 - er, at et væsentligt (men ikke nødvendigvis det eneste) formål med afholdelsen af en given udgift har været at erhverve, sikre og vedligeholde skattepligtig indkomst, jf. hertil bl.a. Den juridiske vejledning, afsnit C.C.2.2.1.4 (MS2 609), TfS 1989, 47 Ø (MS1 99), samt U.2012.674H (MS1 191). I TfS 1989, 47 Ø opsummerede Østre Landsret praksis således, at " den omstændighed, at en udgift har en vis sammenhæng med virksomhedens bærende indkomstgrundlag eller dens kapitalgrundlag, ikke i sig selv udelukker fradragsret. Når konkrete driftsmæssige forhold gør afholdelsen af udgifterne naturlig, fortrænges udgifternes anlægskarakter således, at der typisk indrømmes afskrivningsret for engangsbeløb og øjeblikkelig fradragsret for løbende udgifter af denne art ". Generelt gælder det således, at når blot et væsentligt formål med afholdelsen af udgiften er driftsmæssige forhold, så kan udgiften fradrages som en driftsomkostning uanset eksistensen af eventuelle parallelle formål, der ikke i sig selv kunne begrunde fradrag. Konkret har H1-virksomhed imidlertid - til rigelighed - påvist, at driftsmæssige hensyn udgjorde det eneste formål og gjorde afholdelsen af de omhandlede udgifter naturlig, sådan som det også er påvist i afsnit 14.2 ovenfor. Således har H1-virksomhed både forud for og i høj grad også efter ministeriets opfordring fremlagt et meget omfattende dokumentationsmateriale, der belyser formålet med de indgåede driftskreditaftaler, herunder at driftskreditterne netop tjente til at sikre H1-virksomhed's adgang til likviditet med henblik på driften af H1-virksomhed's koncerninterne finansieringsvirksomhed. Det fremlagte dokumentationsmateriale omfatter bl.a. transfer pricing dokumentation (eks. E8 4369 ff./TE8 4437 ff.), koncernledelsens redegørelser over for bankerne (eks. E3 1294 og 1346 samt E7 3751/TE1 502 og 55 samt TE7 3943), likviditetsprognoser med allokering af likviditet på udgiftstyper (E2 1210-1214/TE1 416420), årsrapporter (eks. E9 4891-4893), bestyrelsesmøde-referater (eks. E2 1206 og E7 3757/TE1 414 og TE7 3943) og selvfølgelig selve lånedokumenterne med disses formålsbestemmelser (eks. E2 1075/TE1 265). Materialet er bl.a. omtalt ovenfor i præsentationen af sagens faktiske omstændigheder. Materialet viser entydigt, at formålet med vedligeholdelsen og den successive indgåelse af nye driftskreditaftaler at erhverve, sikre og vedligeholde skattepligtig indkomst for H1-virksomhed. Skatteministeriet har omvendt på intet tidspunkt hverken forholdt sig til det omfattende dokumentationsmateriale eller søgt at påvise alternative, ikke-driftsrelaterede formål med indgåelsen af driftskreditaftalerne og den deraf følgende afholdelse af udgifter. I stedet har ministeriet i den senere skriftveksling ændret fokus i sin argumentation, og fremført det urigtige synspunkt, at det skulle være afgørende for fradragsretten for en given udgift, hvorvidt udgiftsafholdelsen skyldes eksterne eller interne forhold, jf. herom ovenfor i afsnit 10.5 og 17.1.3. Tilbage står, at H1-virksomhed til overflod har opfyldt det dokumentationskrav, der fremgår af retspraksis, og har påvist, at formålet med indgåelsen af driftskreditaftalerne - og dermed med afholdelsen af de for sagen relevante udgifter - var, at erhverve, sikre og vedligeholde skattepligtig indkomst for H1-virksomhed i sagsperioden, herunder 390 mio. EUR alene i finansielle indtægter fra datterselskaberne. 17.2 Vedrørende LL § 8, stk. 3 Skatteministeriet har i processkrift B og processkrift C (E2 824ff) fremsat en række bemærkninger angående fradrag efter LL § 8, stk. 3. Her argumenterer Skatteministeriet for det første for, at gebyret betalt i forbindelse med F1-bank 2012-lånet skulle være et ændringsgebyr, og et sådant gebyr ikke kan sidestilles med en stiftelsesprovision. Hertil bemærkes, at gebyret blev betalt som følge af optagelsen af F1-bank 2012-lånet på 25 mio. EUR, og udgjorde 1 % af det pågældende lån (E3 1647-1648/TE2 871873), jf. nærmere herom i afsnit 6.1.4.1 ovenfor. Beløbet blev betalt i forbindelse med stiftelsen af F1-bank 2012-lånet, og udgjorde derfor en stiftelsesprovision. Det er i den forbindelse uden betydning, hvordan gebyret er betegnet i aftalegrundlaget. Videre har Skatteministeriet argumenteret for, at løbetiden på F1-bank 2012-lånet var over 2 år, og at gebyret derfor ikke kan fradrages i medfør af LL § 8, stk. 3, litra c. Ministeriets argumentation herom hviler på den ukorrekte forudsætning, at F1-bank 2012-lånet ikke var en ny kreditfacilitet, men derimod en fortsættelse af det tidligere F1-bank 2010-lån. Denne forudsætning er ukorrekt, jf. nedenfor i afsnit 17.3. Den aftalte løbetid på F1-bank 2012-lånet var derfor under 2 år. Videre argumenterer ministeriet for det andet for, at stiftelsesgebyret på 3.106.548,55 DKK - som H1-virksomhed afholdt i forbindelse med, at H1-virksomhed i oktober 2013 indgik F4-bank-garantifacilitetaftalen (jf. nærmere herom i afsnit 7.5.1 ovenfor) - reelt udsprang af 2013-driftskreditaftalen, som blev indgået i januar 2013, og derfor ikke kan udgøre en stiftelsesprovision. Til det bemærkes, at H1-virksomhed afholdt gebyret med henblik på etablering af garantifaciliteten. Gebyret havde ingen sammenhæng med det forudgående aftalekompleks, og H1-virksomhed havde ingen kommercielle interesser i at afholde gebyret, hvis ikke der blev etableret en garantifacilitet. Videre bemærkes, at garantifaciliteten udgjorde en aftale om et helt nyt finansielt produkt, som ikke var en del af Project (red.projekt.nr.1.fjernet) (2. del). En sådan aftale om et andet finansielt produkt udgør selvsagt en ny kreditfacilitet. Gebyret udgjorde derfor en stiftelsesprovision. Skatteministeriet gør videre i relation til F4-bank-garantifacilitetaftalen gældende, at denne kreditfacilitet ikke havde en løbetid på 2 år. Ministeriet er enig i, at H1-virksomhed's og F4-bank's aftale var, at F4-bank alene var forpligtet til at stille garantier til rådighed for H1-virksomhed i den i aftalen fastsatte "Commitment period", dvs. ca. 1 år og 3 måneder. Se nærmere om denne løbetid i afsnit 7.2 ovenfor. Ministeriet anser det dog ikke for "dokumenteret", at kreditfaciliteten havde en løbetid på under to år. Ministeriet har ikke i den forbindelse uddybet, hvilken dokumentation der efter ministeriets opfattelse mangler udover den fremlagte dokumentation for den aftalte løbetid. Det afgørende for vurderingen af løbetiden på en kreditfacilitet efter LL § 8, stk. 3, er den aftalte løbetid , jf. ovenfor i afsnit 11. Parterne aftalte en løbetid på under to år, hvilket fremgår udtrykkeligt af aftalegrundlaget, som H1-virksomhed har fremlagt i sagen. H1-virksomhed har derfor netop dokumenteret kreditfacilitetens løbetid. Heraf følger, at H1-virksomhed kan fradrage den betalte stiftelsesprovision i sin skattepligtige indkomst for 2013 i medfør af LL § 8, stk. 3, litra c. Skatteministeriet har for det tredje gjort gældende, at H1-virksomhed ikke kan fradrage de i afsnit 14.3 ovenfor, omtalte "work fees" i medfør af LL § 8, stk. 3, litra a, idet der ved aftalerne om de pågældende "work fees" ikke blev optaget gæld eller sikret et tilgodehavende. Hertil bemærkes, at LL § 8, stk. 3, litra a, angår løbende provisioner m.v. og altså ikke stiftelsesprovisioner (som derimod er omfattet af LL § 8, stk. 3, litra c). Det er derfor ikke en betingelse, at udgifterne afholdes i forbindelse med etablering af en kreditfacilitet. De i nærværende sag omhandlede "work fees" blev dog i alle tilfælde netop afholdt i forbindelse med etableringen af nye kreditfaciliteter. Betalingen af de pågældende omkostninger var nødvendig for både etableringen og fastholdelsen af H1-virksomhed's kreditfaciliteter i den periode, hvor H1-virksomhed afholdt omkostningerne. Alternativet til, at H1-virksomhed afholdt de omhandlede "work fees", ville blot ville være, at banksyndikatet forlangte en anden type løbende betalinger som betingelse for indgåelsen af Project (red.projekt.nr.1.fjernet) (1. del), f.eks. en højere rentesats. På denne baggrund kan de nævnte "work fees" fradrages i medfør af LL § 8, stk. 3, litra a. 17.3 Vedrørende KGL § 26, stk. 3 17.3.1 Skatteministeriets kassekreditsynspunkt er forkert Skatteministeriet gør, som sit væsentligste anbringende vedrørende spørgsmålet om H1-virksomhed's ret til at medregne de omhandlede udgifter ved avanceopgørelsen efter kursgevinstloven, gældende, at ingen af driftskreditaftalerne indgået i 2011, 2012, 2013 og 2014 udgør nye lån, idet de pågældende låneaftaler ifølge ministeriet alle skulle være en fortsættelse inden for rammerne af 2009-driftskredit- og remburs aftalen (E2 670-671). Som beskrevet ovenfor i pkt. (455) og (481) har både Skattestyrelsen og Landsskatteretten imidlertid allerede anerkendt, at 2011-driftskreditaftalen udgør et nyt lån i kursgevinstlovens forstand, og at det samme gælder for 2014-driftskredit- og rembursaftalen, jf. pkt. (489). Endelig har Landsskatteretten fastslået, at også 2013-driftskreditaftalen udgør et nyt lån, jf. pkt. (473) ovenfor. I relation til tvistepunktet om medregning af H1-virksomhed's udgifter ved avanceopgørelsen for selskabets gæld, jf. KGL § 6, stk. 1, jf. § 26, stk. 3, burde parternes uenighed vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt H1-virksomhed's i hvert af sagsperiodens indkomstår har indfriet og/eller etableret gæld, der giver grundlag for en avanceopgørelse, derfor udelukkende (om noget) angå indkomståret 2012. For de øvrige indkomstårs vedkommende har skattemyndighedernes jo allerede konkluderet, at der er tale om nye lån. Følgelig har skattemyndighederne også allerede selv vurderet, at vilkårsændringerne, der blev aftalt i 2011, 2013 henholdsvis 2014, er væsentlige. Skatteministeriet giver ingen forklaring på, hvordan ministeriet på den ene side kan mene, at myndighedernes afgørelser skal opretholdes, og på den anden side samtidig hævde, at den konklusion, som myndighederne i selvsamme afgørelser er kommet til om et for ministeriets argumentation afgørende forhold, er forkert. I stedet anfører ministeriet blot (E2 780), at den manglende indbringelse af de tidligere afgørelser fra ministeriets side ikke er ensbetydende med, at ministeriet er enig i disse afgørelser. Herefter henviser ministeriet til - og kun i forhold til 2013-driftskreditaftalen - at Skattestyrelsen i sin udtalelse af 17. januar 2020 til Skatteankestyrelsens kontorindstilling vedrørende indkomståret 2013 fastholdt, at 2013-driftskreditaftalen efter Skattestyrelsens opfattelse ikke var et nyt lån (E2 781). Som grundlag herfor anfører Skattestyrelsen, at driftskreditten "ikke klart" kan anses som et lån, men i stedet "delvist kan sammenlignes med en kassekredit" , og videre at en kassekredit typisk er underlagt flere vilkårsændringer end andre låntyper, og at de aftalte vilkårsændringer ikke er væsentlige set i forhold til facilitetens natur som en form for kassekredit (E8 4220). Ifølge Skatteministeriet kan indgåelsen af de enkelte driftskreditaftaler i nærværende sidestilles med udvidelse og genforhandling af en kassekredit, og da kassekreditter efter ministeriets opfattelse "skønnes at være underlagt mere varierende og dynamiske aftaleforhold end faste lån" , så kan de aftale vilkårsændringer "anses for henhørende under almindelig aftaleforhandling og omstrukturering af" 2009-driftskredit og rembursaftalen (E2 671). Skatteministeriet forholder sig imidlertid ikke til, at Skattestyrelsens kassekreditssynspunkt i udtalelsen af 17. januar 2020 ikke kan udstrækkes til et synspunkt om, at de af H1-virksomhed indgåede driftskreditaftaler generelt blot skulle være en fortsættelse af 2009-driftskredit og rembursaftalen. For det første er Skattestyrelsen jo selv af den opfattelse, at 2011-driftskreditaftalen såvel som 2014-driftskredit- og rembursaftalen udgjorde nye lånefaciliteter med mulighed for medregning af udgifter kursgevinstloven, ser hertil pkt. (455) samt (473)-(474) ovenfor. For det andet har Skatteministeriet ikke påvist noget grundlag for, at væsentlighedsvurderingen i relation til kassekreditter skulle være anderledes (og mere lempelig) end for andre lånetyper. Noget sådant er da oplagt heller ikke tilfældet. Hvorvidt en vilkårsændring har en sådan karakter, at det skattemæssigt anses for indfrielse og etablering af en ny gæld, afhænger i alle tilfælde af, om der er sket en væsentlig ændring af vilkårene for gælden, og ikke af, hvilken type af gæld der tilfældigvis er tale om. Det forhold, at debitor ved indgåelse af aftale om tilrådighedsstillelse af en kassekredit kan foretage særskilte træk på kassekreditten inden for de aftalte vilkår for den pågældende facilitet, ændrer således ikke på, at der vil være tale om en ny facilitet, hvis vilkårene for den ramme, som debitor kan trække på, ændres. Hvis eksempelvis kassekredittens størrelse ændres, der indføres (eller opgives) krav om sikkerhedsstillelse, der ændres på grundrenten eller der ændres kreditor, er der åbenlyst tale om væsentlige vilkårsændringer. Det er endvidere bemærkelsesværdigt, at Skatteministeriet ikke har forholdt sigt til eller fremført konkrete synspunkter vedrørende vilkårene for de enkelte låneaftaler i sagsperioden til støtte for sit postulat om, at ændringerne fra aftale til aftale skulle være uvæsentlige. Det kan da også konstateres, at der helt åbenlyst var tale om nye aftaler med væsentligt ændrede vilkår. Om vilkårsændringerne i de enkelte indkomstår kan følgende fremhæves: For så vidt angår 2011-driftskreditaftalen er de væsentligste vilkårsændringer sammenlignet med 2009-driftskredit- og rembursaftalen opsummeret i afsnit 5.3 ovenfor. Som dér fremhævet, blev lånerammen øget, rembursfaciliteten blev fjernet, de finansielle nøgletalskrav blev skærpet, renten blev sænket, løbetiden blev ændret og kreditorsammensætningen blev ændret. Af 2011-driftskreditaftalen fremgår det ydermere udtrykkeligt, at der med denne skete en indfrielse af al gæld i henhold til 2009-driftskredit- og rembursaftalen, idet første træk på 2011-driftskreditten skulle anvendes hertil (E2 1075/TE1 265). Om væsentligheden af vilkårsændringer har Skattemyndighederne fastslået, at blot en renteændring i sig selv som udgangspunkt er en væsentlig vilkårsændring, jf. TfS 1995, 685 LR og SKM2003.545.LR (MS1 503 og 505). Ændringer vedrørende et låns størrelse og vilkårene for dets indfrielse er ligeledes væsentlige ændringer, som indebærer indfrielse og etablering af et nyt lån, jf. Den juridiske vejledning 2025-1, afsnit C.B.1.7.5 (MS2 594). Det gøres på den baggrund gældende, at H1-virksomhed's gæld i henhold til 2009-driftskredit- og rembursaftalen blev indfriet ved indgåelsen af 2011-driftskreditaftalen, hvorved H1-virksomhed samtidig etablerede ny gæld. Dette er som nævnt også allerede anerkendt af såvel Skattestyrelsen som Landsskatteretten. Med hensyn til Project (red.projekt.nr.1.fjernet) (1. del) er de væsentligste vilkårsændringer sammenlignet med 2011-driftskreditten opsummeret i afsnit 6.1.3 ovenfor. Som dér fremhævet, blev lånerammen reduceret, de finansielle nøgletalskrav blev midlertidigt sat ud af kraft, renten blev forhøjet, adgangen til etablering af garantifaciliteter blev begrænset og der blev indført krav om sikkerhedsstillelse. Ændringerne er alle forhold, der i sig selv bevirker, at 2013-driftskreditaftalen udgør et nyt lån, jf. TfS 1995, 685 LR og SKM2003.545.LR (MS1 503 og 505). Videre bemærkes, at H1-virksomhed, som redegjort for i afsnit 6.1.2 ovenfor på tidspunktet for indgåelsen af 2012-driftskreditaftalen havde trukket i alt 825.945.900 EUR på 2011-driftskreditten. Som en del af 2012-driftskreditaftalen forpligtede H1-virksomhed sig imidlertid til ikke at trække yderligere på 2011-driftskreditten (som ændret) uden konkret samtykke fra samtlige banker, jf. hertil afsnit 6.1.2 ovenfor og E3 1447/TE2 631. Herved blev lånerammen (igen) væsentligt ændret. Til gengæld fik H1-virksomhed ved 2012-driftskreditaftalen mulighed for på separate vilkår og med separat sikkerhedsstillelse at påtage et nyt lån på 100 mio. EUR, såkaldte "new money" (E3 1442/TE2 626). Dette "new money" lån udgår i alle tilfælde et nyt lån i kursgevinstlovens forstand. Hertil kommer, at Skattestyrelsens begrundelse for ikke at anse 2012-driftskreditaftalen for et nyt lån - og dermed grundlaget for Skatteministeriets tilsvarende synspunkt - hviler på en faktuel misforståelse. Således antog Skattestyrelsen, at den eneste ændring i forbindelse med indgåelsen af 2012-driftskreditten var en udsættelse af halvårstesten af H1-virksomhed's finansielle nøgletal, jf. pkt. (460) ovenfor og E1 313. Denne antagelse er, som redegjort for i afsnit 6.1.3, forkert. Endelig bemærkes for så vidt angår F1-bank 2012-lånet at vilkårsændringerne bl.a. omfattede en forhøjelse af renten og indførelse af krav om betydelige sikkerhedsstillelser, jf. pkt. (306). Også F1-bank 2012-lånet var således et nyt lån i kursgevinstlovens forstand. For Project (red.projekt.nr.1.fjernet) (2. del) er de væsentligste vilkårsændringer sammenlignet med 2012-driftskreditten opsummeret i afsnit 6.2.3 ovenfor. Som dér fremhævet, blev de finansielle nøgletalskrav ændret (skærpet), renten blev forhøjet, adgangen til etablering af garantifaciliteter blev ændret og der blev indført krav om betydelig yderligere sikkerhedsstillelse. Ændringerne er alle forhold, der i sig selv bevirker, at 2013-driftskreditaftalen udgør et nyt lån, jf. TfS 1995, 685 LR og SKM2003.545.LR (MS1 503 og 505). 2012driftskreditten er altså indfriet ved etableringen af 2013-driftskreditten, hvilket Landsskatteretten også har anerkendt. Hvad angår henholdsvis F1-bank 2013-lånet og F2-bank 2013-lånet indebar disse set i forhold til henholdsvis F1-bank 2012-lånet og F2-bank 2012-lånet bl.a. en renteforhøjelse og en ændring af afdragsvilkårene, ligesom der blev indført både yderligere krav til H1-virksomhed's finansielle nøgletal og krav om yderligere sikkerhedsstillelser, jf. afsnit 6.2.3 ovenfor. Følgelig udgør disse også nye lån i kursgevinstlovens forstand. For Project (red.projekt.nr.2.fjernet) er de væsentligste vilkårsændringer sammenlignet med 2013-driftskreditten opsummeret i afsnit 7.4 ovenfor. Som dér fremhævet, blev kreditrammen ændret, der blev indført en rembursfacilitet, begrænsningen i træk på "optional currencies" blev ophævet, renten blev reduceret, de finansielle nøgletalskrav blev ændret, adgangen til etablering af garantifaciliteter blev ændret, kravene til sikkerhedsstillelse blev væsentligt lempet, løbetiden blev ændret og kreditorsammensætningen blev ændret. De aftalte ændringer er hver især - og i særdeleshed samlet set - væsentlige, jf. TfS 1995, 685 LR og SKM2003.545.LR (MS1 503 og 505), hvorfor retten også for så vidt angår denne aftale kan lægge til grund, at der er tale om et nyt lån. Afslutningsvis vedrørende ministeriets synspunkt om "nye lån" bemærkes, at selv hvis retten - i modsætning til skattemyndighederne - måtte finde, at de indgåede driftskreditaftaler ikke udgør nye lån, så er konsekvens blot, at der er tale om ændringer af vilkårene for det oprindelige låns udbetaling henholdsvis indfrielse og dermed selve etableringen/indfrielsen af lånet. Uanset hvilket lån udgifterne måtte henføres til, skal de derfor medregnes ved avanceopgørelsen, jf. KGL § 6, stk. 1, jf. § 26, stk. 3. Specifikt for så vidt angår H1-virksomhed's lån med henholdsvis F1-bank og F2-bank forholder det sig videre således, at disse var en integreret del af H1-virksomhed og banksyndikaternes forhandlinger om tilrådighedsstillelsen af driftskreditten. Selv hvis retten måtte finde, at de isolerede aftaler med henholdsvis F1-bank og F2-bank ikke udgør nye lån i kursgevinstlovens forstand, er udgifterne forbundet med disse aftaler - som en integreret del af driftskreditaftalerne - følgelig afholdt i forbindelse med etableringen af driftskreditten. 17.3.2 Der er intet belæg for Skatteministeriets indskrænkende fortolkning af KGL § 26, stk. 3 Som redegjort for i afsnit 12.2 ovenfor, følger det af forarbejderne til KGL § 26, stk. 3 (MS1 32), samt U 2014.1193 H (MS1 265) at låntagers udgifter til gebyrer m.v. opkrævet af långiver, refusion af långivers rådgivningsomkostninger samt betaling af egne rådgivningsomkostninger kan medregnes ved opgørelsen af gevinst og tab på gæld, dog således at egne rådgivningsomkostninger alene kan medregnes, såfremt de kan henføres til gældens etablering eller indfrielse, hvilket ifølge Højesteret blandt andet omfatter bistand til forhandling, affattelse og gennemførelse af lån. H1-virksomhed har i sagen fremlagt et ekstraordinært omfattende dokumentationsmateriale. Som påvist i afsnit 15 ovenfor dokumenterer dette materiale til fulde, at samtlige de afholdte udgifter falder inden for de kategorier, der kan medregnes ved opgørelsen af gevinst og tab på gæld, jf. KGL § 26, stk. 3. Det er i det lys bemærkelsesværdigt, at Skatteministeriet under sagens forberedelse på intet tidspunkt har forholdt sig konkret til den fremlagte dokumentation eller de leverede ydelser. I stedet har ministeriet blot gjort gældende, at i hvert fald de afholdte rådgivningsomkostninger ikke skulle have tilknytning til "selve optagelsen af lånet og gennemførelse heraf" , men i stedet skulle være afholdt til "den overordnede strukturering" (E2 781). Med det overvældende dokumentationsmateriale, som H1-virksomhed har fremlagt, kan Skatteministeriets u-konkretiserede synspunkt uden videre afvises. DEL VI KONKLUSION 18 H1-virksomhed HAR PÅVIST, AT DE OMHANDLEDE UDGIFTER SKAL MEDREGNES VED OPGØRELSEN AF DEN SKATTEPLIGTIGE INDKOMST Som nævnt indledningsvist angår denne sag den skattemæssige behandling af udgifter på i alt 173.354.672,97 DKK, H1-virksomhed har afholdt som en del af de samlede udgifter i forbindelse med den successive indgåelse af en række driftskreditfaciliteter i årene 2011-2014. Ved den fremlagte dokumentation, jf. hertil navnlig afsnit 2, 5.1, 6.1.1, 6.2.1, 7.1 og 14.2 ovenfor, har H1-virksomhed påvist, at de omhandlede udgifter blev afholdt med henblik på erhverve, sikre og vedligeholde H1-virksomhed's skattepligtige indkomst, herunder navnlig med henblik at vedligeholde H1-virksomhed's løbende adgang til likviditet i det omfang, som var nødvendigt for at varetage H1-virksomhed's rolle som koncernintern "bank" og garantistiller i relation til kunder. Alene ved finansieringsaktiviteten opnåede H1-virksomhed i sagsperioden skattepligtige finansielle indtægter fra datterselskaberne på 390 mio. EUR. H1-virksomhed har ydermere dokumenteret, jf. hertil særligt afsnit 5.2, 5.4, 6.1.2, 6.1.4, 6.2.2, 6.2.4, 7.3, 7.5 og 14.3 ovenfor, at en del af de afholdte udgifter tillige falder inden for anvendelsesområdet for ligningslovens § 8, stk. 3, og dermed berettiger H1-virksomhed til et fradrag herfor i det omfang, retten ikke måtte finde grundlag for at fradrage udgifterne som driftsomkostninger. Endelig har H1-virksomhed påvist, de omhandlede udgifter alle har en karakter og en tilknytning til de omhandlede låneaftaler som gør, at udgifterne - hvis ikke retten indrømmer H1-virksomhed fradrag for udgifterne - kan medregnes ved avanceopgørelsen for de omhandlede lån, jf. hertil særligt afsnit 5.4, 6.1.4, 6.2.4, 7.5 og 15 ovenfor. Heroverfor har Skatteministeriet fremsat en række overordnede anbringender om sagens retlige ramme og ydermere konsekvent efterspurgt dokumentation for de afholdte udgifter og formålet hermed uden på noget tidspunkt at forholde sig konkret til det omfattende dokumentationsmateriale, som H1-virksomhed har fremlagt. I afsnit 17 ovenfor har H1-virksomhed påvist, at Skatteministeriets anbringender ikke tåler en nærmere prøvelse og dermed ikke understøtter ministeriets frifindelsespåstand. Tilbage står, at H1-virksomhed skal have medhold i den nedlagte principale påstand. …" Skatteministeriet har i sit sammenfattende processkrift af 5. september 2025 til støtte for sin påstand gjort gældende: "… 4.1 H1-virksomhed ER IKKE BERETTIGET TIL FRADRAG FOR FINANSIERINGSUDGIFTER Som beskrevet i afsnit 3 umiddelbart ovenfor har H1-virksomhed i de i sagen omhandlede indkomstår 2011-2014 afholdt en række udgifter til (gen)forhandling, tilrettelæggelse og strukturering af selskabets kreditfaciliteter. H1-virksomhed har under landsskatteretssagen og indtil processkrift 2 af 10. april 2025 som sit principale anbringende gjort gældende, at selskabets finansieringsudgifter er fradragsberettigede efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a (M1, side 9), subsidiært efter kursgevinstlovens § 26, stk. 3 (M1, side 35). Med processkrift 2 og 3 (E2, side 721 og E3, side 793) - dvs. knap fire år efter sagen blev indbragt - ændrede selskabet dets argumentationsrække således, at selskabet principalt (til støtte for sin påstand 1 (i)) gjorde gældende, at størstedelen af selskabets finansieringsudgifter er fradragsberettigede efter kursgevinstlovens § 26, stk. 3 (M1, side 35), mens selskabet subsidiært (til støtte for sin påstand 1 (ii)) har gjort gældende, at de resterende udgifter er fradragsberettigede efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a) (M1, side 9) eller ligningslovens § 8, stk. 3 (M1, side 18). Med processkrift 4 af 25. juni 2025 (E2, side 805) har H1-virksomhed imidlertid ændret sin argumentationsrække (igen) således, at H1-virksomhed nu - til støtte for den principale påstand i første led - principalt gør gældende, at selskabets finansieringsudgifter på i indkomstårene 2011-2014, er fradragsberettigede efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra (M1, side 9), eller ligningslovens § 8, stk. 3, litra a, b eller c (M1, side 18). H1-virksomhed gør herefter - til støtte for sin subsidiære påstand - subsidiært gældende, at selskabet kan tillægge finansieringsudgifterne til gældens anskaffelsessum eller fradrage dem i afståelsessummen/indfrielsessummen efter kursgevinstlovens § 26, stk. 3 (M1, side 35). Skatteministeriet gør heroverfor overordnet gældende, at H1-virksomhed’s finansieringsudgifter i indkomstårene 2011-2014 hverken er fradragsberettigede efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a (M1, side 9), ligningslovens § 8, stk. 3 (M1, side 18) eller kursgevinstlovens § 26, stk. 3 (M1, side 35). H1-virksomhed har således ikke dokumenteret, at de i sagen omhandlede finansieringsudgifter opfylder betingelserne for fradrag efter de ovennævnte bestemmelser. Den retlige ramme for selskabets adgang til fradrag er beskrevet nærmere i afsnit 4.1.1 nedenfor. For det første har H1-virksomhed ikke dokumenteret, at finansieringsudgifterne opfylder kravet i statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a (M1, side 9) om, at udgifterne skal være anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde selskabets skattepligtige indkomst. Tværtimod står det klart, at udgifterne ikke falder inden for den snævre adgang til driftsomkostningsfradrag for ikke-finansielle selskaber, jf. nærmere nedenfor i afsnit 4.1.2. For det andet har H1-virksomhed ikke dokumenteret, at finansieringsudgifterne udgør rentelignende ydelser, der er betalt enten løbende, jf. ligningslovens § 8, stk. 3, litra a og b, eller én gang , jf. litra c (M1, side 18), i forbindelse med låneoptagelse, sikring af tilgodehavender eller for kaution for gæld. Skatteministeriets anbringender herom er uddybet i afsnit 4.1.3 nedenfor. For det tredje har H1-virksomhed ikke dokumenteret, at finansieringsudgifterne har en så nær og direkte sammenhæng med optagelse eller indfrielse af lån, at de kan tillægges anskaffelsessummen, henholdsvis fradrages afståelses-/indfrielsessummen, for selskabets gæld efter kursgevinstlovens § 26, stk. 3 (M1, side 35). Dette er nærmere uddybet nedenfor i afsnit 4.1.4. 4.1.1 Retsgrundlaget I denne sag har H1-virksomhed - som illustreret i afsnit 3 ovenfor - afholdt udgifter til bl.a. juridisk- og finansiel rådgivning i forbindelse med tilrettelæggelsen af selskabets overordnede kapitalstruktur. Finansieringsudgifter kan (efter deres formål og karakter) i visse tilfælde fradrages med hjemmel i henholdsvis statsskattelovens § 6 (M1, side 9) , ligningslovens § 8, stk. 3 (M1, side 18) eller kursgevinstlovens § 26. stk. 3 (M1, side 35). I alle tilfælde er der et antal betingelser, der skal være opfyldt. Renter kan som udgangspunkt fradrages i den skattepligtige indkomst med hjemmel i statsskattelovens § 6, litra e [1] (M1, side 9), mens rentelignende ydelser (visse provisioner) kan fradrages med hjemmel i ligningslovens § 8, stk. 3, litra a)-c) (M1, side 18). Hvis ikke finansieringsudgifterne udgør renter eller har karakter af rentelignende ydelser, kan udgifterne efter omstændighederne fradrages efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a (M1, side 9), forudsat at de er afholdt til at erhverve, sikre og vedligeholde den skattepligtiges indkomst. Muligheden for fradrag efter statsskatteloven er dog yderst begrænset, jf. nedenfor afsnit 4.1.1.1. Herudover kan finansieringsudgifter, der har tilknytning til enten lånoptagelse eller -indfrielse medregnes i den skattepligtiges opgørelse af gevinst og tab på gæld (og herved indirekte fradrages) efter kursgevinstlovens § 26, stk. 3 (M1, side 35). Om samspillet mellem bestemmelserne følger det af lovbemærkningerne til kursgevinstloven (de almindelige bemærkninger, afsnit 3 i lovforslag nr. 194 af 13. marts 1997, M1, side 58), at kursgevinstloven som hovedregel udtømmende regulerer den skattemæssige behandling af gevinst og tab på pengefordringer og gæld samt finansielle kontrakter. Ved meddelelse af 6. august 1998 (TfS 1998, 581 (DEP)) (M2, side 561) har Skatteministeriets Departement fremhævet, at der ikke kan medregnes låne- og handelsomkostninger efter kursgevinstlovens § 26, stk. 3 (dagældende stk. 4 (M1, side 51)), for hvilke den skattepligtige kan opnå fradrag ved indkomstopgørelsen, det være sig efter reglerne i ligningslovens § 8, stk. 3 (M1, side 18) og statsskattelovens § 6, litra a (M1, side 9). H1-virksomhed har i sagen påberåbt sig samtlige de nævnte bestemmelser til støtte for de nedlagte påstande. H1-virksomhed har således til støtte for den principale påstands første led gjort gældende, at (samtlige) finansieringsudgifter i sagen er fradragsberettigede efter statsskattelovens § 6 (M1, side 9) eller ligningslovens § 8, stk. 3 (M1, side 18), og til støtte for sin subsidiære påstand gjort gældende, at de samme udgifter alternativt kan tillægges anskaffelsessummen eller fratrækkes indfrielsessummen efter kursgevinstlovens § 26, stk. 3 (M1, side 35). Retten skal dermed først foretage en bedømmelse af, om der er adgang til fradrag for finansieringsudgifter efter statsskattelovens § 6 (M1, side 9). Adgangen til fradrag efter denne bestemmelse er som nævnt ganske snæver, hvilket bl.a. illustreres af, at der i ligningslovens § 8, stk. 3 (M1, side 18), er indført hjemmel til fradrag for visse nærmere angivne udgiftstyper afholdt i forbindelse med lånoptagelsen og løbende ydelser på lån. Dernæst skal retten foretage en bedømmelse af, om der er er adgang til fradrag efter ligningslovens § 8, stk. 3 (M1, side 18). Denne regulering er som nævnt indført, idet de i bestemmelsen nævnte udgiftsposter ikke er fradragsberettigede efter statsskattelovens § 6 (M1, side 9). Dette bevirker, at udgifter, der efter deres art er omfattet af bestemmelsen, men som ikke er fradragsberettigede som følge af fx bestemmelsens tidsmæssige krav til låneforholdets udstrækning, heller ikke vil være fradragsberettigede efter statsskattelovens § 6 (M1, side 9). Hvis ikke betingelserne for fradrag i den skattepligtige indkomst er opfyldt efter disse to bestemmelser, skal det i tredje række vurderes, om udgifterne da vil kunne tillægges gældens anskaffelsessum henholdsvis fratrækkes afståelsessummen efter kursgevinstlovens § 26, stk. 3 (M1, side 35). I alle tilfælde er det er den skattepligtige, der bærer bevisbyrden for, at udgifterne er afholdt, og at betingelserne for fradrag er opfyldt, jf. bl.a. UfR 2004.1516 H (M1, side 103). I den sammenhæng skal den skattepligtige foretage en opdeling af, hvilke udgifter, der efter deres formål og karakter opfylder betingelserne for fradragsret efter de enkelte fradragsbestemmelser, jf. bl.a. UfR 2014.1193 H (M1, side 265) samt SKM 2017.512 H (M1, side 223). 4.1.1.1 Statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a Det følger af statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a (M1, side 9), at der ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst kan fratrækkes driftsomkostninger, dvs.: "de udgifter, som i årets løb er anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten, herunder ordinære afskrivninger." Det afgørende for, om der er tale om en driftsomkostning efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a (M1, side 9) er således generelt, at udgifterne er anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten . Udenfor fradragsretten falder omvendt udgifter, der medgår til etablering eller udvidelse af den økonomiske aktivitet samt udgifter, der i øvrigt relaterer sig til indkomstgrundlaget i modsætning til den løbende drifts- og indkomsterhvervelse, jf. bl.a TfS 1989 47 Ø (M1, side 99), TfS 2004 753 H (M1, side 107) og UfR 2012.2150 H (M1, side 209). Driftsomkostningsfradrag forudsætter generelt, at udgiften har en direkte tilknytning til den skattepligtige indkomst og selskabets drift, jf. eksempelvis UfR.1985.769 H (M1, side 93) og UfR 2009.1805 H (M1, side 165). For at vurdere, om udgiften har den fornødne driftsmæssige karakter, er det afgørende at få fastlagt formålet med udgiftsafholdelsen, jf. bl.a. UfR 1980.712/2 H ("Trælastdommen") (M1, side 89) og UfR.1987.523 H (M1, side 95). Det gælder også i relation til finansieringsudgifter , hvor der altså lægges vægt på, hvad den frembragte finansiering er anvendt til, jf. eksempelvis UfR 1971.853 Ø (M1, side 83). Adgangen til driftsomkostningsfradrag for finansieringsudgifter er bl.a. beskrevet i betænkning nr. 1221 af 14. november 1990, afsnit 4.7. (M1, side 13), hvoraf det fremgår, at "Muligheden for at opnå fradrag for finansieringsudgifter i medfør af SL § 6 a synes i praksis at være yderst begrænset." Som eksempel på den meget restriktive praksis henvises der i betænkningen bl.a. til TfS 1990.422 Ø (M1, side 101), hvor et selskab - som drev virksomhed med køb og salg af korn, foderstoffer og gødning - ikke kunne få fradrag for udgifter afholdt til kreditprovision i forbindelse med udvidelse af selskabets bankkredit samt stempelafgift på et gældsbrev. Landsretten udtalte bl.a., at lånoptagelsens i det væsentlige havde tjent til forbedring af selskabets indtægtsgrundlag, idet selskabet bl.a. havde anvendt lånet til at yde ekspansiv kreditgivning til sine kunder, ligesom en del af låneoptagelserne havde været anvendt til finansiering af et nyt siloanlæg i forbindelse med forøgelsen af virksomhedens omsætning. Det fremgår derudover af betænkningen, at det er "tvivlsomt, hvorvidt der uden for ekspansionstilfælde er mulighed for at andre end finansieringsvirksomheder m.v. kan fratrække finansieringsudgifter ud fra en driftsomkostningsbetragtning" (M1, side 14). Det vil således som det klare udgangspunkt alene være virksomheder, der faktisk beskæftiger sig med långivning mv., hvor udgifterne kan have den karakter af driftsomkostninger, jf. bl.a. Landsskatterettens kendelse af 15. september 1981 i sag nr. 3-555 (LSRM 1982, 69) (medtages i tillægsmaterialesamling), hvor et finansieringsselskab, der havde handel, finansiering og investering som formål, påstod fradrag udgifter til stiftelsesprovision vedrørende en kassekredit, der blev anvendt til selskabets erhvervelse af pantebreve. Landsskatteretten fandt, at der bestod en sådan direkte forbindelse mellem stiftelsesprovisionen og selskabets indtægtserhvervelse, at udgiften var fradragsberettiget som driftsomkostning. Selv når der er tale om en finansieringsvirksomhed, er det (fortsat) et krav, at lånet ikke anvendes til etablering eller udvidelse af virksomheden, men at det anvendes til den løbende drift, jf. f.eks. Landsskatteretten kendelse af 7. januar 1986, j. nr. 1986-4-9 (M1, side 463), hvor et investeringsinteressentskab, hvis formål var udlejning af biler, EDB-udstyr og andet driftstilbehør og inventar, ikke kunne fratrække låneomkostninger (stempeludgifter, prioriteringsudgifter m.v.) ved finansiering af driftsmidler anskaffet til udlejningen. Det samme er senere fastslået af landsretten i SKM2006.319.VLR (M1, side 115), hvor udgifter i forbindelse med etablering af leasingaftaler om driftsmidler ikke kunne anses for fradragsberettigede efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a (M1, side 9). Landsretten udtalte bl.a., at sådanne udgifter i forbindelse med lånefinansiering efter fast praksis ikke er fradragsberettigede. Landsretten lagde herved vægt på, at udgifterne til indgåelse af nye leasingaftaler måtte anses som engangsomkostninger, som hverken helt eller delvist havde en sådan direkte tilknytning til den løbende indkomsterhvervelse, at omkostningerne kunne anses for fradragsberettigede. Som praksis ovenfor tillige illustrerer, vil udgifter i forbindelse med lånoptagelsen til brug for anskaffelse af aktiver som udgangspunkt ikke være fradragsberettiget efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a (M1, side 9). Det vil heller ikke være tilstrækkeligt til at kunne opnå fradrag for finansieringsudgifter, hvis fremmedkapitalen - som udgifterne er afholdt til - blot har karakter af en generel driftskapital til finansiering af virksomhedens aktivitet i almindelighed. jf. SPO.2007.331 (M2, side 729). ______________________ Efter den ovennævnte retspraksis ses domstolene dermed at anlægge en restriktiv fortolkning af statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a (M1, side 9), hvor adgangen til driftsomkostningsfradrag i udgangspunktet er ganske snævert. Baggrunden for den restriktive tilgang skal ses i lyset af, at kreditfaciliteter mv. i al væsentlighed er relateret til selskabets kapitalgrundlag, hvilket som udgangspunkt falder uden for rammerne af statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a (M1, side 9), jf. også TfS 1989, 584 (M1, side 467), TfS 1990.422 Ø (M1, side 101), SKM2006.319 VLR (M1, side 115), SR.2010.0166 (medtages i tillægsmaterialesamling) og SPO.2012.527 (M2, side 739). Den snævre adgang afspejler sig tillige ved, at der kun ses at være afsagt ganske få domme, hvor spørgsmålet om fradragsret i forhold til finansieringsudgifter er blevet prøvet efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a (M1, side 9), og endnu færre tilfælde, hvor der faktisk blev indrømmet fradrag. Desuden ses der ikke at foreligge retspraksis, hvor den skattepligtige (som ikke har været et finansieringsselskab) har fået tilkendt driftsomkostningsfradrag for egentlige finansieringsudgifter i indkomstår, der ligger efter indførelsen af ligningslovens § 8, stk. 3 i 1969 (M1, side 21) og kursgevinstlovens i 1985 (M1, side 39), jf. også straks nedenfor. 4.1.1.2 Ligningslovens § 8, stk. 3 Det fremgår af ligningslovens § 8, stk. 3 (M1, side 18), at der ved opgørelse af den skattepligtige indkomst kan fradrages: "a) løbende provisioner eller præmier for lån, som den skattepligtige optager, eller for sikring af hans tilgodehavende, b) præmier og lignende løbende ydelser for kaution for den skattepligtiges gæld, og c) stiftelsesprovisioner, engangspræmier og lignende engangsydelser for lån, sikring af tilgodehavender eller kaution, som nævnt under a) og b), såfremt løbetiden er mindre end 2 år." Bestemmelsens litra a og b omfatter dermed fradrag for løbende ydelser i forbindelse med lån, sikring af tilgodehavender og kaution, mens litra c omfatter fradrag for visse engangsydelser til mellemværender med en løbetid på under 2 år. Der fremgår følgende af bestemmelsens forarbejder om baggrunden for indførsel af bestemmelsen, at "det efter den gældende lovgivning ofte [er] uklart, i hvilket omfang kautionsforsikringspræmier, garantiprovisioner o. lign. kan fradrages i den skattepligtige indkomst. For at afhjælpe denne uklarhed foreslås det at lovfæste en fradragsret for udgifter, som det må anses for naturligt at sidestille med renteudgifter, der kan fradrages efter statsskattelovens § 6, litra e", jf. lovforslag nr. 13 af 8. oktober 1969, bemærkninger til § 1, nr. 4 (M1, side 22). Det er dermed et krav efter alle tre led, at udgifterne har en rentelignende karakter, og at der er en direkte tilknytning mellem afholdelsen af udgifterne og henholdsvis lånet, sikringen af tilgodehavendet eller kautionen. Det er herudover afgørende for fradragsretten, at udgiften er direkte relateret til selve låneoptagelsen, sikring af tilgodehavendet eller kautionen, og at betalingen sker direkte til fordringshaveren. Udgifter til f.eks. ændringer af eksisterende aftaler eller betalinger til formidlere og tredjemænd er dermed ikke omfattet af bestemmelsen, jf. f.eks. SKM2010.199.ØLR (M1, side 173), hvor landsretten udtalte, at de i sagen omhandlede udgifter til arbejde udført af en ekstern konsulent ikke var fradragsberettiget, idet de efter deres art ikke naturligt kunne sidestilles med renteudgifter, herunder fordi der var tale om beløb, der blev opkrævet af en anden end de direkte långivere. Ved vurderingen af, om en ydelse er af rentelignende karakter skal der ske en afgrænsning over for egentlige ekspeditionsomkostninger, jf. b.la. TfS 1984, 374LSR (M1, side 491) og TfS 1989, 512LSR (M1, side 495). Det betyder, at hvis udgiften dækker over konkrete ekspeditionsopgaver, eksempelvis tinglysning eller bankgebyrer, der har karakter af ekspeditionsgebyrer eller lignende, som enten betales løbende eller som en engangsydelse, er den ikke fradragsberettiget efter bestemmelsen. Uden for bestemmelsen falder dermed også stempeludgifter, jf. f.eks. TfS 1990, 422 Ø (M1, side 101), hvor landsretten fandt, at et selskabs stempeludgifter til gældsbreve i forbindelse med optagelse af lån til finansiering af køb og salg af korn og opførelse af nyt siloanlæg, ikke kunne anses som en fradragsberettigede éngangsydelse. For så vidt angår ligningslovens § 8, stk. 3, litra c’s krav om lånets løbetid, er det den ved lånets stiftelse aftalte løbetid, der er afgørende for fradragsretten. Den omstændighed, at et lån indfries tidligere end aftalt, kan ikke føre til fradragsret, hvis den oprindeligt aftalte løbetid var længere end to år, jf. LSRM 1974.63 (M1, side 487). Løbetiden skal desuden fremgå af låneaftalen eller på anden måde være dokumenteret. Hvis løbetiden ikke fremgår udtrykkeligt, beror vurderingen på, om låneaftalen må opfattes som et tilsagn om lån i mere end to år, jf. LSRM 1974, 168 (M1, side 489). Eksempelvis vil en kassekredit, der kan opsiges med kort varsel, ikke i sig selv anses for at have en løbetid under to år, jf. TfS 1986.138 LSR (M1, side 493). Bevisbyrden for, at en udgift har de ovenfor nævnte karakteristika, påhviler skatteyderen. 4.1.1.3 Kursgevinstlovens § 26, stk. 3 Efter kursgevinstlovens § 6 (M1, side 29) skal gevinst og tab på gæld medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Gevinst og tab på gæld opgøres ifølge kursgevinstlovens § 26, stk. 3 (M1, side 32/35) som: "forskellen mellem gældens værdi ved påtagelsen af gælden og værdien ved frigørelsen eller indfrielsen." Låneomkostninger vil efter omstændighederne kunne tillægges anskaffelsessummen, og dermed fradrages i den skattepligtige indkomst efterhånden som gælden indfries. Det forudsætter dog, at omkostningerne har meget specifikke karakteristika. Det følger af forarbejderne til loven (lovforslag nr. 194 af 13. marts 1997) (M1, side 62), at: "Omkostninger i forbindelse med erhvervelse af fordringer og stiftelse af gæld , f.eks gebyrer, kurtage, stiftelsesprovision og stempelafgifter, kan tillægges den faktiske anskaffelsessum […] Tilsvarende kan omkostninger i forbindelse med afståelse og indfrielse fradrages i den faktiske afståelsessum henholdsvis indfrielsessummen." (mine understregninger) Det er således en betingelse for at kunne tillægge låneomkostningerne anskaffelsessummen, at låneomkostningerne er afholdt i forbindelse med etablering eller indfrielse af lånet. Dette krav er fastslået af Højesteret i bl.a. UfR 2012.962 H (M1, side 253), UfR 2014.1193 H (M1, side 265) og UfR 2016.483 H (M1, side 277). I UfR 2012.962 H (M1, side 253) havde et selskabet haft et tab i forbindelse med udnyttelsen af aktietegningsretter (warrants), der var tildelt som betingelse for et lån, som selskabet herved påstod fradrag for efter kursgevinstloven. Højesteret fandt, at tabet ikke kunne fradrages efter kursgevinstlovens § 26, stk. 3 (dagældende stk. 4) og udtalte bl.a. følgende (M1, side 263): "Når henses til karakteren af de eksempler på låneomkostninger, som er nævnt i bestemmelsens forarbejder, finder Højesteret, at der skal være tale om omkostninger, som kan henføres til selve gældens etablering eller indfrielse . Da de beløb, som DSV ønsker fradrag for, ikke er omkostninger af denne karakter, kan der ikke gives DSV medhold i, at det opgjorte tab er låneomkostninger i kursgevinstlovens forstand." (min understregning) Det samme fastslog Højesteret i UfR 2016.483 H (M1, side 277), hvor spørgsmålet var, om omkostninger til investeringsbanker kunne medregnes ved opgørelsen af gældens værdi ved påtagelsen, jf. kursgevinstlovens § 26, stk. 3 (dagældende stk. 4). Der var i sagen tale om udstedelse af virksomhedsobligationer i forbindelse med et kapitalfondsopkøb, hvor selskabet betalte banken "en kombineret administrations-, garanti- og salgsprovision, der skal betales … som vederlag for aftalen med [bankerne] om, at de hver især skal tegne og betale for de Udbudte Værdipapirer" (M1, side 295). Højesteret udtalte bl.a. - med henvisning til 2012-dommen - at der skal "være tale om omkostninger, som kan henføres til selve gældens etablering eller indfrielse, for at omkostningerne kan fradrages." og at "Det afgørende er, om de ydelser, som omkostningen vedrører, kan henføres til selve gældens etablering eller indfrielse." (M1, side 296) Højesteret fandt herefter, at det vederlag, selskabet havde betalt til bankerne for at "gennemføre og garantere for salget af virksomhedsobligationer, herunder at udarbejde et prospekt til potentielle købere af obligationerne" måtte anses for eller kunne sidestilles med et gebyr, en kurtage eller en stiftelsesprovision, som anført i forarbejderne til kursgevinstlovens dagældende § 26, stk. 4 (M1, side 296). Som Højesterets praksis viser, forudsætter fradrag efter kursgevinstlovens § 26, stk. 3 (M1, side 35), at der en kvalificeret tilknytning til selve lånets etablering eller indfrielse . Omvendt vil omkostninger, der er afholdt til strukturering og tilrettelæggelse af lånefinansieringen, herunder afsøgning af lånemarkedet, ikke kunne medregnes i den skattepligtige indkomst, jf. eksempelvis UfR 2014.1193 H (M1, side 265). I sagen havde selskaberne optaget lån til finansiering i forbindelse med et virksomhedsopkøb, og spørgsmålet (for Højesteret) var, om selskabets egne rådgiveromkostninger i den sammenhæng var fradragsberettiget efter kursgevinstlovens § 26, stk. 3 (M1, side 35) (dagældende stk. 4). Højesteret fandt, at udgifterne ikke havde den fornødne direkte tilknytning til lånet, og selskabet fik derfor ikke medhold i, at omkostningerne var fradragsberettigede efter kursgevinstlovens dagældende § 26, stk. 4. I dommen udtalte Højesteret bl.a. følgende (M1, side 274): "På denne baggrund finder Højesteret, at omkostninger til rådgivere kan medregnes i anskaffelsessummen ved opgørelsen af gældens værdi efter kursgevinstlovens § 26, stk. 4, såfremt de angår bi-stand, som knytter sig direkte til den indgåede aftale om det lån, der optages, og til gennemførelsen af låneoptagelsen . Sådan bistand kan alt afhængig af lånets karakter og størrelse f.eks. omfatte forhandling om og affattelse af låneaftalen, afgivelse af udtalelser om aftalens gyldighed og bindende virkning for låntager (legal opinions) samt bistand ved berigtigelse af sikkerhedsstillelse. Derimod kan omkostninger til r ådgivere for bistand ved den overordnede strukturering og tilrettelæggelse af lånefinansieringen, herunder afsøgning af lånemarkedet, ikke medregnes i anskaffelsessummen efter kursgevinstlovens § 26, stk. 4, da sådan bistand ikke kan anses for at knytte sig direkte til lånet som anført, selv om bistanden ydes som baggrund for låneoptagelsen. Det samme gælder egne rådgiveres bistand vedrørende oplysning om, dokumentation for og almen rådgivning om låntagers virksomhed, herunder due diligence-undersøgelser, selv om bistanden ydes med henblik på kreditvurdering . Det er herved uden betydning, om långiver i låneaftalen har betinget lånets udbetaling af, at låntager fremlægger sådant materiale ." (mine understregninger) Højesteret udtalte endvidere i sagen, at det er skatteyderen, der bærer bevisbyrden for, at omkostninger til egne rådgivere, der ønskes medregnet i anskaffelsessummen angår bistand af en sådan art, at de kan medregnes. Det samme gælder opdeling af rådgiveromkostninger på bistand, der kan medregnes, og bistand, der ikke kan, i tilfælde, hvor omkostningen omfatter begge elementer. Det betyder, at i de tilfælde, hvor f.eks. en samlet faktura eller aftalebrev for rådgiverbistand både indeholder elementer arbejde med afsøgning af lånemarkedet, due-diligence undersøgelser og øvrige generelle undersøgelser (ikke-fradragsberettiget) og elementer af egentlig udarbejdelse og gennemførelse af selve låneaftalen (forudsat der etableres et nyt lån) (fradragsberettiget), skal skatteyderen kunne foretage en præcis opgørelse af, hvordan udgifterne fordeler sig mellem de to elementer. Modsat statsskatteloven er det således ikke i henhold til kursgevinstloven afgørende for fradragsretten, at der foretages en kvalifikation af, hvad lånefinansieringen er anvendt til. Det er derimod et krav, at udgifterne har nærmere angivne specifikke karakteristika og er afholdt (direkte) som led i stiftelse eller indfrielse af lånet. 4.1.2 H1-virksomhed har ikke dokumenteret, at selskabet er berettiget til fradrag efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a Skatteministeriet gør overfor selskabets principale påstand 1. led gældende, at H1-virksomhed’ udgifter til kreditfaciliteterne i indkomstårene 2011-2014 ikke er fradragsberettigede som driftsomkostninger i selskabets skattepligtige indkomst, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a (M1, side 9). Det afgørende for H1-virksomhed’ fradragsret i henhold til statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a (M1, side 9) er, at selskabet kan dokumentere, at udgifterne er afholdt med henblik på at bevare, sikre eller vedligeholde selskabets indkomsterhvervelse. Efter retspraksis skal udgifterne have en direkte tilknytning til den skattepligtige indkomst og selskabets drift, jf. eksempelvis UfR 1980.712/2 H (M1, side 89), og UfR 2009.1805 H (M1, side 165), ligesom udgifterne skal være sædvanlige og naturlige i relation til selskabet løbende indkomsterhvervelse, jf. UfR 1985.769 H (M1, side 93). Særligt for finansieringsudgifter er det klare udgangspunkt , at ikke-finansielle virksomheders adgang til driftsomkostningsfradrag er yderst begrænset, jf. LSRM 1982, 69 (medtages i tillægsmaterialesamling), SKM2006.319.VLR (M1, side 115) og betænkning nr. 1221 af 14. november 1990, afsnit 4.7 (M1, side 13f.). Når H1-virksomhed ubestridt ikke driver finansiel virksomhed, hos hvem det (efter omstændighederne) formodes at være både sædvanligt og naturligt at afholde udgifter til finansielle aktiviteter, vil selskabets finansieringsudgifter derfor helt overvejende ikke være fradragsberettigede som driftsomkostninger. For at H1-virksomhed helt undtagelsesvist kan få fradrag for driftsomkostninger-ne, skal selskabet (som minimum) kunne dokumentere, hvad finansieringen er anvendt til, og at anvendelsen af finansieringen vedrører en konkret og akut indkomstskabende aktivitet, som finansieringsudgifterne har en naturlig og direkte sammenhæng med. Denne bevisbyrde har H1-virksomhed ikke løftet. Skatteministeriet bemærker, at H1-virksomhed i sin opgørelse af den principale påstands 1. led oprindeligt haft henført udgifterne til (hovedsageligt) Project (red.projekt.nr.1.fjernet) og Project (red.projekt.nr.2.fjernet), jf. f.eks. Landsskatterettens afgørelser (bilag 1-5, E1, side 47-236) og den supplerende stævning, side 10-29 (E2, side 628-647). Siden processkrift 2 har H1-virksomhed henført udgifterne til enkelte "relevante låneaftaler" i sagen, jf. også bilag 331 som opdateret ved bilag 595, side 1, tredje kolonne fra højre (ikke medtaget i ekstrakten). Med selskabets opdaterede bilag 609 af 15. august 2025 - som blev indgivet på dagen for forberedelsens afslutning - har selskabet fjernet kolonnen "relevante låneaftaler" i sin opgørelse af den principale på- stands 1. led (bilag 609, side 1-8), men samtidig - for så vidt angår den subsidiære påstand (bilag 609, side 10-15) - anført, at de samme udgifter henføres til de enkelte låneaftaler, som er beskrevet ovenfor i afsnit 3. Det er uklart, om H1-virksomhed herved forsøger at fragå sin opdeling af udgifterne til de enkelte låneaftaler i sagen når det kommer til spørgsmålet om fradrag efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a (M1, side 9) (og ligningslovens § 8, stk. 3, M1, side 17), men ikke når det vedrører spørgsmålet om fradrag efter kursgevinstlovens § 26, stk. 3 (M1, side 35). Skatteministeriet bemærker i den sammenhæng, at H1-virksomhed selv tidligere har anført, at sagen ikke vedrører fradrag for "rådgiveromkostninger afholdt i forbindelse med indgåelse af aftalen om den revolverende kreditfacilitet fra 2011 (eller tidligere aftaler)", men derimod "rådgiveromkostninger afholdt i forbindelse med aftalen om den revolverende kreditfacilitet (og lån) af 9. januar 2013 (Project (red.projekt.nr.1.fjernet)) og i forbindelse med aftalen om den revolverende kreditfacilitet (og remburs) af 31. marts 2014 (Project (red.projekt.nr.2.fjernet))" (replikken, side 6, pkt. 50, E2, side 686). H1-virksomhed har altså tidligere gjort gældende, at der ikke er henført rådgiveromkostninger til andre aftaler end aftalen af 9. januar 2013 (bilag 28, E5, side 2145) og aftalen af 31. marts 2014 (bilag 281, E8, side 3869), som blev genforhandlet og tilpasset som led i henholdsvis Project (red.projekt.nr.1.fjernet) og Project (red.projekt.nr.2.fjernet). Med andre ord har H1-virksomhed tidligere hævdet, at sagen ikke vedrører rådgiveromkostninger i forbindelse med nogen andre aftaler i sagen - i hvert fald ikke i 2012-2014 - hvilket bl.a. må omfatte de øvrige aftaler under det første aftalespor (RCF), og de øvrige aftaler med henholdsvis F1-bank og F2-bank under det andet og tredje aftalespor, som H1-virksomhed ellers har henført udgifterne til i bilag 595 og (for den subsidiære påstand) bilag 609 (løst). Det må herefter påhvile H1-virksomhed en skærpet bevisbyrde, at udgifterne (trods det tidligere oplyste) alligevel kan henføres til de enkelte låneaftaler i sagen som det er gjort i bilag 609, jf. bl.a. UfR 2009.230 H (medtages i tillægsmaterialesamling). Og selv hvis udgifterne kan henføres til en eller flere låneaftaler er det i alle tilfælde udokumenteret, at finansieringsudgifterne - uanset, hvordan de henføres - har en sådan karakter, at de opfylder de i forarbejderne og retspraksis fastsatte restriktive krav til at være fradragsberettigede som driftsomkostninger, jf. straks nedenfor. 4.1.2.1 Udgifter til Project (red.projekt.nr.1.fjernet) og Project (red.projekt.nr.2.fjernet) er ikke fradragsberettigede som driftsudgifter Som anført ovenfor har H1-virksomhed under den administrative behandling af sagen hovedsageligt (udover i 2011) haft henført finansieringsudgifter-ne til henholdsvis Project (red.projekt.nr.1.fjernet) og Project (red.projekt.nr.2.fjernet). Efter det oplyste dækker projekterne - som er nærmere beskrevet ovenfor i afsnit 3.1 og 3.2 - over H1-virksomhed’s løbende dialog og (gen)forhandlinger med dets långivere, som i første omgang udsprang af, at H1-virksomhed ikke kunne opfylde de i låneaftalerne fastsatte forpligtelser over for dets långiverne grundet "forværrede økonomiske forhold" , jf. også den supplerende stævning, s. 6 f., pkt. 37. Der er herved tale om udgifter til projekter, hvis karakter tilsiger, at de relaterer sig til selskabets kapitalgrundlag, hvilket ikke er fradragsberettiget som driftsomkostninger. Dette fandt Landsskatteretten også i sine afgørelser for indkomstårene 2012, jf. E1, side 77-137, 2013, jf. E1, side 143-160 og 2014, jf. E1, side 175-195. Landsskatteretten udtalte bl.a. i afgørelsen for 2012 - som blev gentaget i de senere afgørelser - at der er tale om udgifter, der angår lånefinansieringen, herunder tilrettelæggelsen af denne, og at det dermed vedrører selskabets indkomstgrundlag/kapitalgrundlag (E1, side 92). Landsskatteretten gentog også det i praksis fastsatte udgangspunkt om, at (E1, side 92): "Finansieringsudgifter er som udgangspunkt, når der bortses fra skatteydere i finansiel næring, ikke fradragsberettigede som driftsomkostninger" H1-virksomhed har ikke fremlagt dokumentation - hverken under den administrative behandling af sagen eller under skriftvekslingen i sagen - for, at udgifterne undtagelsesvist skulle være afholdt til finansiering, der er anvendt til konkrete indkomstskabende aktiviteter, og dermed, at udgifterne hertil er inden for den ganske snævre adgang for ikke-finansielle virksomheders adgang til driftsomkostningsfradrag for finansieringsudgifter. H1-virksomhed har alene - som besvarelse på Skatteministeriets opfordring (A) om, hvad finansieringen fra kreditfaciliteterne er anvendt til - fremlagt en række uddrag af referater fra selskabets bestyrelsesmøder i perioden 7. februar 2012 til 6. november 2014 (bilag 282-309) og to præsentationer, der skulle være anvendt i den forbindelse (bilag 310-311) samt yderligere præsentationer, likviditetsanalyser mv. for Project (red.projekt.nr.1.fjernet) (bilag 600-606). Overordnet danner de fremlagte uddrag af bestyrelsesmødereferater og præsentationer et billede af, at kreditfaciliteterne - som var genstand for (gen)forhandling som et led i Project (red.projekt.nr.1.fjernet) og Project (red.projekt.nr.2.fjernet) - skulle bruges til tilpasning af selskabets finansielle struktur og kapital-/likviditetsberedskab med langtidssikret kreditstabilitet, jf. f.eks. bilag 294 (E3, side 1715). H1-virksomhed har selv anført, at udgifterne overordnet er afholdt i forbindelse med forhandling og genforhandling af kreditfaciliteter og med henblik på at finansiere H1-virksomhed’s almindelige drift, jf. f.eks. processkrift 1, side 4, pkt. 23 (E2, side 694), processkrift 2, side 40, pkt. 339 (E2, side 760) samt processkrift 5, side 7, pkt. 43 (E2, side 837). Det må herefter lægges til grund, at kreditfaciliteterne, hvis vilkår var under forhandling som et element i Project (red.projekt.nr.1.fjernet) og Project (red.projekt.nr.2.fjernet), bl.a. blev anvendt til fortsat finansiering af H1-virksomhed’ aktivitet i almindelighed, hvilket udelukker fradragsret efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a (M1, side 9), når der er tale om finansieringsudgifter, som i udgangspunktet ikke er fradragsberettigede for ikkefinansielle virksomheder, jf. f.eks. SKM2006.319.VLR (M1, side 115). Det forhold, at selskabets genforhandling af vilkårene for kreditfaciliteterne efter det oplyste skyldes "forværrede økonomiske forhold" og "dårlige resultater, som moderselskabet oplevede i 2011-2013" (supplerende stævning, side 5, pkt. 25 og side 6, pkt. 37 (E2, side 623-624) samt processkrift 2, side 6, pkt. 41 (E2, side 726) kan heller ikke føre til, at selskabet er berettiget til fradrag for de med finansieringen forbundne omkostninger. Et solidt kapitalgrundlag og gode resultater på bundlinjen er en forudsætning for alle selskabers videre drift, og udgifter forbundet med selskabets kapitalgrundlag ved genforhandling af kreditaftaler, kan ikke anses for fradragsberettigede som driftsomkostninger. Herved adskiller denne sag sig da også fra UfR 1980.712/2 H (M1, side 89), som H1-virksomhed bl.a. henviser til i processkrift 4, side 4, pkt. 20 (E2, side 808), hvor Trælastkompagniet bl.a. fik fradrag for udgifter til rådgiverbistand ved gennemgang af vedtægtsforslag og trykning af nye vedtægter. For det første var der ikke tale om finansieringsudgifter i sagen, og vurderingen af fradrag har herved ikke været underlagt samme restriktive tilgang, som der gælder ved vurderingen af fradrag for finansieringsudgifter for andre end finansielle virksomheder, jf. afsnit 4.1.1.1 ovenfor. For det andet blev udgifterne afholdt som følge af en lovændring af selskabsloven - og såfremt selskabet ikke ændrede vedtægterne, ville selskabet blive opløst som følge af lovændringen. Det er netop ikke tilfældet for de udgifter, som H1-virksomhed påberåber sig. Som det fremgår af selskabsmeddelelsen af 31. juli 2012 (bilag B, E3, side 1709), kunne selskabet ikke opfylde sine forpligtelser overfor långiverne, og forklarede det med følgende: "Sammenlignet med årets første kvartal har H1-virksomhed opnået en stærk forbedring i indtjening og aktivitetsniveau i andet kvartal 2012. På trods af dette er testen af de finansielle covenants påvirket af de skuffende resultater, som H1-virksomhed realiserede i andet halvår 2011 og første kvartal 2012, som hovedsageligt skyldtes omkostningsoverskridelser i forbindelse med introduktionen af ny teknologi . H1-virksomhed har derfor indgået en aftale med sine banker om at udsætte 2012-halvårstesten af de finansielle covenants , der er indeholdt i H1-virksomhed’s bankfaciliteter." (mine understregninger) De påberåbte udgifter var således begrundet i interne hos selskabet forhold - altså overskridelser af omkostningsbudgettet - og ikke eksterne forhold uden for selskabets kontrol. Det bemærkes i den sammenhæng, at det kan indgå i vurderingen om adgangen til driftsomkostningsfradrag, om udgiften har været nødvendig, jf. også Den juridiske vejledning, 2025-1, afsnit C.C.2.2.1.2 . hvor det fremgår, at "Nødvendighed, fx i form af et lovkrav om at afholde udgiften, kan dog i visse tilfælde være af betydning for bevisbedømmelsen af, om der foreligger en driftsmæssig begrundelse for at afholde udgiften." (M2, side 608) Det er herudover udokumenteret, at finanskrisen i 2008-2009 skulle have haft væsentlig betydning for H1-virksomhed’s adgang til kreditfaciliteterne i 2011-2014 (supplerende stævning, side 6, pkt. 29, E2, side 624), eller at der i øvrigt forelå helt ekstraordinære (eksterne) forhold i perioden, som af hensyn til konkrete driftsmæssige aktiviteter nødvendiggjorde, at selskabet afholdt finansieringsudgifter til genforhandling af kreditfaciliteterne i perioden for at kunne sikre selskabets løbende indkomsterhvervelse. Det kan derfor ikke tillægges betydning for fradragsretten, at lånefinansieringen skulle hænge sammen med utilfredsstillende økonomiske resultater i selskabet. Det er desuden udokumenteret, at der er en direkte driftsmæssig sammenhæng mellem selskabets afholdelse af udgifter til genforhandling af kreditfaciliteterne og selskabets mulighed for at imødekomme sine kunders behov (processkrift 4, side 6, pkt. 30, E2, side 810). H1-virksomhed har heller ikke godtgjort, at finansieringsudgifterne har haft til formål at sikre selskabets "status og almindelige omdømme" eller "konkurrencedygtighed" som Højesteret lagde vægt på i henholdsvis UfR 1980.712/2 H (M1, side 89) og UfR 1987.523 H (M1, side 95), jf. processkrift 4, side 4 (E2, side 808). Det bemærkes også her, at dommene ikke vedrører finansieringsudgifter som det er tilfældet i den foreliggende sag, og at de allerede af den grund adskiller sig væsentligt herfra. H1-virksomhed har på den baggrund ikke dokumenteret, at finansieringsudgifterne - når de vurderes efter henførelse til henholdsvis Project (red.projekt.nr.1.fjernet) og Project (red.projekt.nr.2.fjernet) - opfylder de restriktive krav for adgang til driftsomkostningsfradrag efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a) (M1, side 9), som er fastsat i praksis. 4.1.2.2 H1-virksomhed’s allokering af udgifter til enkelte de tre aftalespor udgør heller ikke tilstrækkelig dokumentation for driftsomkostningsfradrag Selv hvis de omhandlede udgifter måtte kunne henføres til en eller flere af låneaftalerne under de tre aftalespor, har H1-virksomhed ikke dokumenteret, at udgifterne er inden for den ganske snævre adgang til fradrag som driftsomkostninger. Det fremgår af kreditaftalerne under det første aftalespor (RCF), jf. afsnit 3.3.2 ovenfor, at kreditfaciliteterne skal anvendes til "almindelige forretningsmæssige formål og refinansiering af gæld" , jf. eksempelvis bilag 25, side 20 (E2, side 1075) samt bilag 281, side 43 (E8, side 3911). Som nævnt ovenfor opfyldet et sådant generelt formål, hvor kreditten end ikke er øremærket til nærmere angivne driftsmæssige aktiviteter, ikke kravet ifølge praksis om, at der skal foretages en kvalifikation af, hvad lånet er anvendt til, jf. f.eks. UfR 1971.853 Ø (M1, side 83). H1-virksomhed har herudover ikke redegjort nærmere for, hvordan de enkelte udgiftsposter i sagen - som hovedsageligt omfatter rådgiveromkostninger - hver især har en konkret og direkte tilknytning til selskabets løbende drifts- og indkomsterhvervelse, jf. bl.a. UfR 1971.318 H (M1, side 79), UfR 2009.1805 H (M1, side 165) og SKM2006.319.VLR (M1, side 115). Særligt hvad angår aftalen af 9. januar 2013 (bilag 28, E5, side 2145), hvor en række af H1-virksomhed’s datterselskaber optages som låntagere, jf. nærmere i afsnit 3.3.2 ovenfor, er det samtidig udokumenteret, at H1-virksomhed er rette omkostningsbærer af disse udgifter, jf. f.eks. U.2011.3415 H (M1, side 175). Det fremgår således direkte af aftalen, at et af formålene hermed er, at selskabets datterselskaber får adgang til kreditfaciliteterne, jf. bilag 28, side 4, pkt. E, (iv)) (E5, side 2148). En sådan udgiftsafholdelse har ingen tilknytning til H1-virksomhed’s løbende indkomsterhvervelse, og fradrag for udgifter forbundet med denne aftale er (allerede af den grund) udelukket. For så vidt angår det andet aftalespor (F1-bank ), jf. afsnit 3.3.3, fremgår det heraf, at den oprindelige kreditaftale er indgået i 2009 (bilag 333, E2, side 999) til finansiering af en investering i et projekt om forskning, udvikling samt innovation relateret til design og produktion af vindmøller. De efterfølgende tilpassede aftaler i 2012 og 2013 (bilag 39, E3, side 1641, og bilag 29, E5, side 2469) ses at være tilpasset dels i lyset af rammeaftalen af 31. juli 2012 (bilag 26, E3, side 1427), dels som følge af genudlån af 25 mio. kr. jf. nærmere ovenfor, og tilpasning af øvrige aftalevilkår. Det må herefter lægges til grund, at aftalerne under det andet aftalespor vedrører finansiering af i et investeringsprojekt, der stod færdigt den 31. december 2011. Udgifterne forbundet med forhandling af aftalerne i 2012 og 2013 relaterende sig til et (allerede færdigopført) projekt vedrørende bl.a. design og produktion af anlægsaktiver (vindmøller), udgør ikke driftsomkostninger. Udgifterne må - i det omfang, at de kan henføres til disse aftaler - derimod anses for at vedrøre anskaffelsen af anlægsaktiver, eller etablering, forbedring eller ændring af H1-virksomhed’s virksomhed, hvilket - tillige og allerede af den grund - udelukker fradrag, jf. bl.a. TfS 1990.422 Ø (M1, side 101), SKM2010.199.ØLR (M1, side 173), TfS 2004, 753 H (M1, side 107) og UfR 2012.2150 H (M1, side 209). Det er i den sammenhæng uden betydning, at et "genudlån" af 25 mio. kr. ved aftalen af 31. juli 2012 (bilag 39, E3, side 1641) skulle være anvendt til H1-virksomhed’ sædvanlige driftsaktiviteter (processkrift 2, side 43, pkt. 364-365, E2, side 763). Som beskrevet ovenfor er et sådant generelt formuleret formål ikke tilstrækkeligt til, at finansieringsudgifterne undtagelsesvis kan anses for at have den fornødne direkte tilknytning til selskabets drift, jf. bl.a. SKM2006.319.VLR (M1, side 115) og UfR 2009.1805 H (M1, side 165). Desuden er genudlånet ydet under den allerede indgåede aftale fra 2009 (bilag 333, E2, side 999) og det herved afgivne lånetilsagn, hvor formålet er angivet til at omhandle investering i et RDI-projekt (bilag 333, side 3, pkt. (1) og (3)) (E2, side 1001). Formålet ses ikke at være ændret ved aftalen af 31. juli 2012 (bilag 39, E3, side 1641), og der er derfor ingen holdepunkter for at fastslå, at ændringsaftalen skulle vedrøre noget andet end det, der er angivet i den oprindelige aftale, som lånet er ydet til finansiering af. Aftalerne under det tredje aftalespor (F2-bank) , jf. afsnit 3.3.4, vedrører - i lighed med aftalerne under det andet aftalespor - finansiering af et forsknings- og udviklingsprojekt vedrørende en ny vindturbine (bilag bilag 332, side 3, pkt. 1.1, E2, side 977). Selskabets udgifter til finansiering af anskaffelse af aktiver - i dette tilfælde en vindturbine - er ikke fradragsberettiget efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a (M1, side 9), jf. bl.a. TfS 1990.422 Ø (M1, side 101) og SKM2006.319.VLR (M1, side 115) samt SPO.2007.331 (M2, side 729). H1-virksomhed har derudover ikke dokumenteret, at udgifterne afholdt i forbindelse med ændringsaftalen af 8. januar 2013 (bilag 30, E4, side 1979) skulle være medgået til generel vedligeholdelse af selskabet passivside eller finansiering af selskabets løbende drift (processkrift 2, side 43, pkt. 367, E2, side 763). Selv hvis selskabet kunne dokumentere dette, vil udgifterne under alle omstændigheder ikke have direkte tilknytning til en konkret indkomsterhvervelse, og være inden for den i øvrigt snævre adgang til, at ikke-finansieringsselskaber kan opnå driftsomkostningsfradrag for finansieringsudgifter. Det er altså ikke dokumenteret, at ændringsaftalen af 8. januar 2013 (bilag 30, E4, side 1979) og de herved foretagne tilpasninger i vilkårene om finansielle covenants- og sikkerheder/garantier i den oprindelige låneaftale fra 2009 (bilag 332, E2, side 975) har den fornødne kvalificerede sammenhæng med H1-virksomhed’ erhvervelse af indtægter. Der er i øvrigt ingen holdepunkter for, at udgifterne, der er afholdt relation til genforhandling af finansieringsaftalerne under både det andet og tredje aftalespor, som begge vedrører investering i anlægsaktiver, ikke skulle være afholdt som led etablering/ændring af H1-virksomhed's virksomhed (processkrift 2, side 43 pkt. 370, E2, side 763). H1-virksomhed har hverken fremlagt dokumentation eller redegjort nærmere for dette synspunkt. Det må herefter lægges til grund, at H1-virksomhed ikke har løftet bevisbyrden for, at finansieringsudgifterne i sagen er sædvanlige og naturlige for den løbende indkomstskabelse hos en vindmølleproducent som H1-virksomhed, der ubestridt ikke driver finansiel virksomhed. H1-virksomhed har dermed ikke godtgjort, at selskabets finansieringsudgifter befinder sig inden for den snævre ramme for driftsomkostningsfradrag, der gælder for ikkefinansielle virksomheder. De i kreditaftalerne angivne formål opfylder ikke de i forarbejderne og retspraksis fastsatte krav om, at formålet med finansieringen, som udgifterne er afholdt i forbindelse med, skal være tilstrækkeligt specificeret, og at formålet skal have direkte sammenhæng med en hos selskabet konkret indkomstskabende (ikke-etablerende eller udvidende) aktivitet. På baggrund af ovenstående er det herefter klart, at betingelserne for fradrag efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a ikke opfyldt, hvorfor H1-virksomhed ikke kan få driftsomkostningsfradrag for de afholdte finansieringsudgifter i forbindelse med kreditfaciliteterne. 4.1.3 H1-virksomhed har ikke dokumenteret, at selskabet er berettiget til fradrag efter ligningslovens § 8, stk. 3 Skatteministeriet gør gældende, at udgifterne til kredittilrettelæggelsen heller ikke er fradragsberettigede efter ligningslovens § 8, stk. 3 (M1, side 17). Som gennemgået i afsnit 4.1.1.2 ovenfor er det afgørende for fradragsret efter bestemmelsens tre led a)- c), at udgifterne kan sidestilles med renteudgifter, at de er direkte relateret til lånet, sikring af tilgodehavendet eller kautionen og - for så vidt angår litra c) - at udgifterne vedrører optagelse af lån med en løbetid på under to år. H1-virksomhed har ikke specificeret eller dokumenteret, hvordan udgifterne i sagen har rentelignende karakter, og/eller at samtlige udgifter (for så vidt angår litra c) vedrører lån med en løbetid på under to år. Dette til trods for, at det er H1-virksomhed’ bevisbyrde, og at det er H1-virksomhed, der skal foretage en opdeling af udgifterne, så det tydeligt fremgår, at udgifterne hver især opfylder betingelserne for fradragsret efter de enkelte bestemmelser, jf. UfR 2004.1516 H (M1, side 103), UfR 2014.1193 H (M1, side 265) og SKM 2017.512 H (M1, side 223). H1-virksomhed har alene anført, at i det omfang retten vurderer, at låneaftalerne i sagen havde en løbetid på under to år, er udgifterne fradragsberettigede efter litra c), og i det omfang, at retten måtte mene, at lånene ikke har en løbetid på to år, da er udgifterne fradragsberettigede efter litra a) eller b), jf. processkrift 3, side 5, pkt. 35, side 6, pkt. 43 sammenholdt med side 7, pkt. 52 (E2, side 798-799). H1-virksomhed kan ikke på denne måde opnå fradrag, når selskabet ikke nærmere kan eller vil foretage en opdeling af udgiftsmassen. Skatteministeriets anbringender nedenfor følger selskabets (seneste) argumentationsrække således at fradragsretten efter litra c) behandles først, og dernæst fradragsretten efter litra a) og b). 4.1.3.1 Udgifterne udgør ikke stiftelsesprovision eller lignende i forbindelse med optagelse af lån med en løbetid på under 2 år, jf. ligningslovens § 8, stk. 3, litra c) H1-virksomhed har i processkrift 2 af 10. april 2025 (E2, side 721) gjort gældende, at selskabets udgifter er fradragsberettigede efter ligningslovens § 8, stk. 3, litra c) (M1, side 17). Det var på dette tidspunkt uklart, om selskabet mente, at alle eller kun nogle af udgifterne til kreditfaciliteterne opfylder betingelserne for at udløse fradragsret efter bestemmelsen. Med processkrift 3 og 4 (E2, side 793 og 805) forstår Skatteministeriet H1-virksomhed’s standpunkt således, at selskabet mener, at alle udgifterne til kreditfaciliteterne i perioden 2011-2014 (med undtagelse af udgifter til tinglysning, jf. processkrift 3, side 5, afsnit 36, E2, side 797) opfylder betingelserne for at udløse fradragsret efter bestemmelsen. Dette bestrides . For det første er der ikke tale om, at H1-virksomhed ved de i sagen omhandlede låneaftaler i indkomstårene 2011- 2014 - som beskrevet i afsnit 3.3.1-3.3.4 ovenfor - optager nye lån, hvilket er en betingelse for, at bestemmelsen overhovedet finder anvendelse. For det andet har de enkelte låneaftaler i sagen i alle tilfælde en løbetid på over to år . Eksempelvis har samtlige reviderede aftaler om revolverende kreditfaciliteter under det første aftalespor (RCF) en varighed på mellem 3-5 år, jf. bl.a. E2, side 864, E2, side 1062 og E3, side 1526. For det tredje vedrører langt størstedelen af udgiftsposterne i sagen udgifter til H1-virksomhed’s egne rådgivere eller bankens rådgivere for bistand under Project (red.projekt.nr.1.fjernet) og Project (red.projekt.nr.2.fjernet), og de herunder (gen)forhandlede låneaftaler. Disse udgifter kan i sagens natur ikke betragtes som stiftelsesprovision eller lignende engangsgebyrer i forbindelse med optagelse af lån, og fradrag herfor er også af den grund udelukket. H1-virksomhed har kun i tre tilfælde specificeret, at udgifterne efter selskabets opfattelse opfylder betingelserne for fradrag efter ligningslovens § 8, stk. 3, litra c (M1, side 17), herunder kravet om en løbetid på under to år. I det første tilfælde er der tale om en udgift til F1-bank (F1-bank) på 250.000 EUR, svarende til 1.858.000 kr. (afrundet) den 30. juli 2012 (bilag 80, E11, side 5951). Det fremgår af fakturaen fra F1-bank, at beløbet angår et "amendment fee" i relation til "H1-virksomhed ((red.lånesystem.fjernet). Under sagens behandling for Landsskatteretten har H1-virksomhed oplyst, at beløbet blev betalt i bestræbelserne på at opnå en aftale med de deltagende banker, herunder F1-bank (F1-bank) (bilag 2, side 57, E1, side 124). H1-virksomhed har i processkrift 2 anført, at beløbet vedrører et tillæg til finansieringskontrakten fra 23. december 2009 (bilag 333, E2, side 999) - dvs. hovedaftalen under spor 2 - som blev indgået den 31. juli 2012 (bilag 39/338, E3, side 1641). Aftalerne er nærmere beskrevet ovenfor i afsnit 3.3.3. H1-virksomhed anfører endvidere, at selskabet den 27. april 2012 havde betalt 25 mio. EUR som et afdrag på låneaftalen til F1-bank. Ifølge selskabet blev dette afdrag ved tillægget genudlånt til H1-virksomhed, hvorved H1-virksomhed var forpligtiget til at betale 1 % af det udlånte beløb som et gebyr (bilag 39, side 5-6, pkt. 6, E3, side 1646-1647). Da tillægsaftalen af den 31. juli 2012 med F1-bank forfaldt den 30. september 2012 (bilag 39, side 4, E3, side 1644), har lånet ifølge H1-virksomhed en løbetid på under 2 år (processkrift 2, afsnit 5.2.3., side 36f., E2, side 756f.). Det må herefter lægges til grund, at udgiften på 250.000 EUR udgør et enkeltstående ændringsgebyr ved ændring af hovedaften af 23. december 2009 (bilag 333, E2, side 999), jf. også tillægsaftalens pkt. (A) (bilag 39, side 3, E3, side 1643). Et sådant "ændringsgebyr" i en tillægsaftale kan ikke sidestilles med stiftelsesprovision eller lignende, som er fradragsberettiget efter ligningslovens § 8, stk. 3, litra c (M1, side 17), men har derimod karakter af et ekspeditionsgebyr i forbindelse med ændring af en eksisterende aftale, hvilket ikke er fradragsberettiget efter bestemmelsen, jf. TfS 1984.374LSR (M1, side 491) og TfS 1989.512LSR (M1, side 495). Det forhold, at der i tillægsaftalen af 31. juli 2012 er fastsat en forfaldsdato til den 30. september 2012, indebærer herudover ikke, at lånet kan anses for at have en løbetid på under 2 år. Tillægsaftalen udgør som anført et tillæg, der indeholder en tilføjelse/ændring til den allerede eksisterende låneaftale af 23. december 2009 (bilag 333, E2, side 999). Det afgørende for fradragsret i medfør af ligningslovens § 8, stk. 3, litra c (M1, side 17) er den ved lånoptagelsen aftalte løbetid. Det er ikke dokumenteret, at løbetiden for den oprindelige låneaftale af 23. december 2009 skulle være aftalt til mindre end 2 år, jf. bl.a. LSRM 1974.63 (M1, side 487). H1-virksomhed har dermed ikke godtgjort, at udgiften på 1.858.000 kr. er fradragsberettiget efter ligningslovens § 8, stk. 3, litra c) (M1, side 17). Det andet tilfælde er en udgift til F4-bank på 416.500 EUR, svarende til 3.106.548,55 kr. afholdt i oktober 2013 (processkrift 2, afsnit 5.2.5, side 37) (E2, side 757). Ifølge selskabet dækker beløbet over betaling af stiftelsesprovision i forbindelse med indgåelse af en aftale om garantiudstedelse ("Multi Currency Bond Facility Agreement") med F4-bank (bilag 174, E11, side 5941 og bilag 313, E7, side 3761). Som beskrevet under afsnit 3.3.2 ovenfor, er aftalen om garantistillelse indgået som led i den eksisterende kreditfacilitet (dvs. hovedaftalen, som senest er ændret den 9. januar 2013 (bilag 28, E5, side 2145). Ved aftalen giver F4-bank adgang til, at der kan udstedes garantier op til 50 mio. EUR, så H1-virksomhed og dets datterselskaber kan opfylde løbende garantikrav over for tredjemænd (bilag 313, side 10, afsnit 2, E7, side 3770). Udgiften på 3.106.548,55 kr. vedrører dermed ikke gebyr ved selve optagelse af lån eller egentlig udstedelse af garanti, gældsbevis eller lignende, ligesom det ikke udgør betaling af præmie eller stiftelsesprovision. Udgiften har derimod nærmere karakter af et ekspeditionsgebyr ved indgåelse af aftalen, som udspringer af den underliggende eksisterende revolverende kreditfacilitet. Sådanne gebyrer er - som anført ovenfor - ikke fradragsberettigede, jf. TfS 1984, 374LSR (M1, side 491) og TfS 1989, 512LSR (M1, side 495). Samtidig må det konstateres, at selvom F4-bank og de øvrige långivere under den revolverende kreditfacilitet, som aftalen udspringer af, alene forpligter sig til at stille garantier i den omhandlede "commitment period", er det ikke dokumenteret, at den underliggende kreditfacilitet har en løbetid på under to år. Da det tillige er en forudsætning for fradrag, at løbetiden for det underliggende lån eller den finansielle aftale er mindre end to år, kan selskabet (heller ikke af den grund) få fradrag for omkostningen på 3.106.548,55 kr. til F4-bank. Udover de to ovennævnte tilfælde fremhæver H1-virksomhed i processkrift 3 (side 7, pkt. 50, E2, side 799), som det tredje tilfælde at der særligt for så vidt angår de i processkrift 2 nævnte "work fees" (side 36, pkt. 299-303, E2, side 756) er fradragsret efter ligningslovens § 8, stk. 3, litra c (M1, side 17), idet H1-virksomhed hver måned betalte dette til medlemmerne af banksyndikatets "Co-ordinating Committee." Om koordineringsudvalgets rolle fremgår det af aftalen om udvælgelse af koordineringsudvalget fra 2012 ("Appointment of Co-ordinating Committee") (bilag F/594, E3, side 1267), at udvalget vil søge at facilitere drøftelser og forhandlinger vedrørende finansieringsaftalerne mellem H1-virksomhed og/eller koncernen og långiverne (bilag F/594, side 1, afsnit 2.1). Det fremgår desuden af aftalen, at udvalget hverken havde beføjelser til at handle på vegne af långiverne, forpligte långiverne eller udelukke långivernes eventuelle individuelle initiativer i forhold til deres del af engagementet, jf. bilag F/594, side 6f., pkt. 4.2-4.6 (E3, side 1272f.). Det fremgår desuden af et brev fra koordineringsudvalget til H1-virksomhed fra juni 2012, at der skulle betales et work fee på 30.000 EUR hver kalendermåned fra den 19. juni 2012 samt “all reasonable out of pocket expenses" for hvert medlem af koordineringsudvalget (E13, side 6786, pkt. 1). Allerede fordi udgifterne ikke vedrører optagelse af lån eller lignende, men derimod - efter Skatteministeriets forståelse - en form for vederlag for koordineringsudvalget, er betingelsen om, at udgiften skal være af rentelignende karakter, ikke opfyldt. Selv hvis de pågældende "work fees" kunne betragtes som en form for løbende ydelse relateret til restgælden for kreditfaciliteterne, har det under alle omstændigheder nærmere karakter af et ekspeditions- /administrationsgebyr, der ikke udløser fradragsret efter bestemmelsen, jf. f.eks. TfS 1989, 512 LSR (M1, side 495) og SKM2024.316.SR (M1, side 497). Desuden er der tale om udgifter, der skal betales månedligt - i modsætning til en engangsydelse - ligesom koordineringsudvalgets arbejde ikke kan vedrøre lån med løbetid på under to år, da der ikke foreligger nogle sådanne lån i sagen. H1-virksomhed har i den sammenhæng selv under landsskatteretssagen oplyst, at ingen af aftalerne under det første aftalespor (RCF) for 2011, 2013 og 2014 havde en løbetid på under 2 år, jf. f.eks. bilag 2, side 14, skemaet under ’Maturity’ (E1, side 80). Udover de tre nævnte udgifter i sagen, har H1-virksomhed gjort gældende, at en del af kreditaftalen af 9. januar 2013 under det første aftalespor (bilag 28, 5, side 2145) vedrører et lån på 250 mio. EUR, havde en løbetid på under 2 år, idet den sidste afdragsbetaling var den 30. september 2014 (processkrift 3, side 6, pkt. 44 (ii)) (E2, side 798). Det fremgår imidlertid af aftalen, at de 250 mio. EUR ikke vedrører optagelse af et nyt lån, men derimod vedrører udestående beløb under den eksisterende kreditfacilitet (" loans (..) outstanding under the Facility in an aggregate amount equal to the sum of EUR 250,000,000 ") jf. bilag 28, side 7, pkt.(iii) (E5, side 2151). Eventuelle udgifter hertil vedrører dermed ikke et lån, der har en løbetid under to år, men derimod den eksisterende kreditfacilitet, der oprindeligt blev indgået ved hovedaftalen i 2009 (bilag 24), jf. bl.a. LSRM 1974.63 (M1, side 487) og KM2010.199. ØLR (M1, side 173). H1-virksomhed har under alle omstændigheder ikke specificeret nærmere, hvilket udgifter selskabet da mener vil kunne henføres hertil. Det bestrides, at rådgivningsomkostninger, der vil kunne henføres enten dette lån - eller i øvrigt for nogen andre lån i sagen - kan opgøres efter et skøn, som anført af H1-virksomhed i processkrift 3, side 6, pkt. 44 (ii) (E2, side 798), jf. f.eks. U.2014.1193 H (M1, side 265). Skatteministeriet bestrider på den baggrund, at H1-virksomhed har fradrag for de ovennævnte udgifter - eller for andre udgifter i sagen - efter ligningslovens § 8, stk. 3, litra c (M1, side 17). 4.1.3.2 Udgifterne udgør heller ikke løbende ydelser, der kan sidestilles med renter efter ligningslovens § 8, stk. 3, litra a) og b) Ved processkrift 3 og 4 af henholdsvis 26. maj og 25. juni 2025 (E2, side 793 og 805) har selskabet gjort gældende, at i det tilfælde, at udgifterne til kreditfaciliteterne ikke opfylder betingelserne for fradrag efter ligningslovens § 8, stk. 3, litra c) (M1, side 17), da er udgifterne fradragsberettiget efter ligningslovens § 8, stk. 3, litra a) eller b) (M1, side 17). Det afgørende for fradragsret efter disse bestemmelser er, at der er tale om løbende ydelser i forbindelse med henholdsvis lån, sikring af tilgodehavender og kaution, som kan sidestilles med renteudgifter, jf. lovforslag nr. 13 af 8. oktober 1969, bemærkninger til § 1, nr. 4 (M1, side 22). H1-virksomhed har ikke godtgjort, at udgifterne i sagen opfylder disse betingelser. H1-virksomhed har end ikke forsøgt at påvise eller at foretage en nærmere allokering af de udgifter, der ifølge selskabet måtte være fradragsberettiget efter bestemmelsen, hvilket i sig selv udelukker fradrag. Efter Skatteministeriets forståelse gør H1-virksomhed gældende, at samtlige udgifter i sagen opfylder betingelserne for fradrag efter litra a) og b). H1-virksomhed gør således gældende, at bl.a. selskabets egne rådgiverudgifter til f.eks. R8-revision vedrørende udarbejdelse af due-diligence undersøgelser af H1-virksomhed’s forretningsplaner og kapitalberedskab (E12, side 6501), udgør en "løbende ydelse" af rentelignende karakter. Et sådant synspunkt forekommer helt åbenbart grundløst. H1-virksomhed ses kun i ét tilfælde at have specificeret, at en udgift er fradragsberettiget efter ligningslovens § 8, stk. 3, litra a), mens selskabet ikke er fremkommet med anbringender til støtte for fradragsret efter ligningsloven § 8, stk. 3, litra b) (M1, side 17). H1-virksomhed har (i det ene tilfælde) gjort gældende (processkrift 3, side 7, pkt. 52, E2, side 799), at hvis retten måtte finde, at de i afsnittet ovenfor nævnte "work fees" til koordineringsudvalget ikke er fradragsberettigede efter ligningslovens § 8, stk. 3, litra c, da udgør udgifterne løbende betalinger, der kan fradrages i medfør af ligningslovens § 8, stk. 3, litra a (M1, side 17). Som beskrevet i afsnit 4.1.3.1 ovenfor sker der ved nedsættelse af koordineringsudvalget hverken optagelse af lån eller sikring af tilgodehavende. Udgifterne kan allerede af den grund ikke anses for at udgøre betalinger af løbende provisioner/præmier for lån eller sikring af tilgodehavende, som er fradragsberettiget efter ligningslovens § 8, stk. 3, litra a) (M1, side 17). H1-virksomhed har heller ikke dokumenteret, om og i så fald hvilke af de i sagen omhandlede låneaftaler, arbejdet i koordineringsudvalget konkret har været relateret til. Selv hvis de pågældende "work fees" kunne betragtes som en form for løbende ydelse relateret til restgælden for kreditfaciliteterne, er det under alle omstændigheder ikke en rentelignende ydelse, som er en betingelse for fradragsret efter bestemmelsen, jf. f.eks. TfS 1989, 512 LSR (M1, side 495) og SKM2024.316.SR (M1, side 497). Desuden fremstår det uforeneligt, at den samme udgiftspost ifølge H1-virksomhed både er en løbende ydelse og en engangsydelse på samme tid. 4.1.4 H1-virksomhed har ikke dokumenteret, at selskabet er berettiget til fradrag efter kursgevinstlovens § 26, stk. 3 Skatteministeriet gør over for H1-virksomhed’s subsidiære påstand gældende, at de i sagen omhandlende finansieringsudgifter i perioden 2011-2014 ikke kan tillægges anskaffelsessummen, henholdsvis fratrækkes indfrielsessummen for selskabets gæld i medfør af kursgevinstlovens § 26, stk. 3 (M1, side 35). Efter retspraksis - som gengivet i afsnit 4.1.1.3 - skal følgende betingelser være opfyldt for, at finansieringsudgifter kan medregnes i avanceopgørelsen efter kursgevinstlovens § 26, stk. 3, jf. UfR 2012.962 H (M1, side 253), UfR 2014.1193 H (M1, side 265) og UfR 2016.483 H (M1, side 277): 1. Der skal være tale om etablering af nye lån eller indfrielse af eksisterende 2. Udgifterne skal have en direkte sammenhæng med henholdsvis gældsoptagelse eller gældsindfrielse 3. Udgifterne skal have en sådan karakter, at de kan sidestilles med bankgebyrer, hvorved snævre sammenhæng med gælden kan konstateres 4. Udgifterne må ikke være afholdt til den overordnede strukturering og tilrettelæggelse af et selskabs låneportefølje Hvis udgiftsmassen både omfatter udgifter, der har de nævnte karakteristika og udgifter, der ikke har, skal H1-virksomhed kunne foretage en præcis opdeling af, hvilke udgifter, der opfylder betingelserne og hvilke, der ikke gør. Det er H1-virksomhed, der bærer bevisbyrden for, at udgifterne i sagen opfylder ovenstående betingelser, og denne bevisbyrde har selskabet ikke løftet. H1-virksomhed har for det første ikke godtgjort, at der med hver enkelt af de i sagen omhandlede kreditaftaler blev etableret nye lån for H1-virksomhed, eller at vilkårene i aftalerne er ændret i så væsentligt omfang, at aftalerne hver især udgør nye lån, eller at lånene er blevet indfriet, jf. pkt. 1 i punktopstillingen ovenfor. Der er derimod indgået flere aftaler under navnlig Project (red.projekt.nr.1.fjernet), som end ikke udgør egentlige kreditaftaler. Det gælder eksempelvis den såkaldte "Framework Agreement" af 31. juli 2012 (bilag 26, E3, side 1427), som er beskrevet nærmere i afsnit 3.3.1 ovenfor. Aftalen fastlægger de overordnede rammevilkår for aftalerne mellem H1-virksomhed og selskabets kreditgivere samt kreditgiverne imellem, og det var bl.a. med denne aftale, hvor udskydelsen af de finansielle covenants blev nedfældet. Med aftalen stilles der altså ikke kredit til rådighed for selskabet. Det er i den sammenhæng også ganske påfaldende, at H1-virksomhed med sin seneste allokering af udgifterne til enkelte aftaler ikke har henført nogen udgifter til indgåelsen af denne aftale på trods af, at denne ses at have været helt central i forbindelse med forhandlingerne af vilkårene i selskabets kreditfaciliteter under Project (red.projekt.nr.1.fjernet). Samtidig er det uoverensstemmende med det forhold, at der i flere af de af H1-virksomhed fremlagte fakturaer er henvist til netop denne "Framework Agreement", jf. også nærmere nedenfor i afsnit 4.1.4.1. For de øvrige i afsnit 3.3.2-3.3.4 gennemgåede kreditaftaler udspringer de i sagsperioden omhandlede aftaler alle af hovedaftaler under tre forskellige spor, som (så vidt sagen er oplyst) blev indgået i indkomståret 2009 eller før dette tidspunkt. Aftalerne i de i sagen omhandlede indkomstår, som H1-virksomhed har henført udgifter til, jf. afsnit 3.4.2 udgør alle ændringsaftaler til hovedaftalerne, og indeholder udelukkende tilpasninger af vilkårene heri. I samtlige aftaler henvises der (tilbage) til tidligere indgåede aftaler, og der er ikke nogen af vilkårsændringerne, der medfører, at der med kreditfaciliteterne etableres helt nye lån. De i sagen omhandlede (tilpassede) kreditaftaler udgør således ikke aftaler om optagelse/etablering af nye lån , som er en betingelse for fradrag. Aftalerne indeholder derimod tilpasninger af hovedaftalerne under hvert aftalespor, og da der herved ikke er tale om etablering af ny gæld, er fradrag allerede af den grund udelukket. H1-virksomhed har i den sammenhæng heller ikke dokumenteret, at udgifterne er afholdt til indfrielse af lån under de i sagen omhandlede kreditfaciliteter. Som H1-virksomhed selv anfører, har selskabet end ikke identificeret udgifter, der kan henføres til indfrielsessummen for gældsposter (processkrift 3, side 2, pkt. 4, E2, side 794). Udgifterne kan dermed heller ikke fratrækkes indfrielsessummen efter bestemmelsen. Når H1-virksomhed dermed ikke har dokumenteret, at der med de i sagen omhandlede kreditaftaler er etableret nye lån eller indfriet eksisterende lån, som udgør den første betingelse i punktopstillingen ovenfor, er H1-virksomhed’ udgifter til henholdsvis långivere, långiveres rådgivere og egne rådgivere ikke fradragsberettiget efter kursgevinstlovens § 26, stk. 3, jf. f.eks. UfR 2012.962 H (M1, side 253), hvor dette netop er fastslået som en afgørende betingelse. Selv hvis retten måtte finde, at en eller flere af aftalerne om kreditfaciliteter, som gennemgået i afsnit 3 ovenfor, vedrører nye lån i kursgevinstlovens § 26, stk. 3’s forstand, har H1-virksomhed for det andet ikke dokumenteret, at samtlige udgifter til både långiverne, långivernes rådgivere og H1-virksomhed’ egne rådgivere opfylder betingelserne om, at udgifterne skal have direkte sammenhæng med henholdsvis gældsoptagelse eller gældsindfrielse, og at de skal være af en sådan karakter, at de kan sidestilles med bankgebyrer, hvorved snævre sammenhæng med gælden kan konstateres, jf. pkt. 2 og 3 i punktopstillingen ovenfor. Som beskrevet i afsnit 3 har H1-virksomhed under landsskatteretssagen og frem til processkrift 2 helt afgørende haft henført udgifterne henholdsvis Project (red.projekt.nr.1.fjernet) og Project (red.projekt.nr.2.fjernet). I Landsskatterettens afgørelser er udgifterne herved også i forhold til kursgevinstlovens § 26, stk. 3 behandlet efter denne systematik, hvor Landsskatteretten kun i ét tilfælde (jf. nærmere i afsnit 4.1.4.54.1.4.1 nedenfor) fandt, at de omhandlede udgifter til kreditfaciliteterne opfylder betingelserne efter kursgevinstlovens § 26, stk. 3. Og i dette ene tilfælde var der tale om et gebyr til F8-bank i relation til aftalen af 9. januar 2013 (E5, side 2145), der - som sagen var oplyst for Landsskatteretten og frem til processkrift 2 - er den eneste aftale, Project (red.projekt.nr.1.fjernet) resulterede i. I alle andre tilfælde, herunder alle øvrige udgifter til Project (red.projekt.nr.1.fjernet) og Project (red.projekt.nr.2.fjernet), har Landsskatteretten dermed fundet, at udgifterne ikke havde den fornødne (snævre) tilknytning til etablering af gælden. Heller ikke med H1-virksomhed’s (nye) henførelse af udgifterne til de enkelte udvalgte låneaftaler - som beskrevet i afsnit 3 ovenfor - jf. selskabets opgørelse af dets subsidiære påstand 609, side 10-15 (tidligere bilag 595), er det dokumenteret, at udgifterne har en direkte sammenhæng med H1-virksomhed’ etablering eller indfrielse af gæld. Som beskrevet i afsnit 3.3 og 4.1.2 ovenfor har H1-virksomhed tidligere gjort gældende, at der ikke er henført rådgiveromkostninger til andre aftaler i 2012-2014 end aftalen af 9. januar 2013 (bilag 28, E5, side 2145) og aftalen af 31. marts 2014 (bilag 281, E8, side 3869), som blev genforhandlet og tilpasset som led i henholdsvis Project (red.projekt.nr.1.fjernet) og Project (red.projekt.nr.2.fjernet). Med andre ord har H1-virksomhed altså tidligere hævdet, at sagen ikke vedrører rådgiveromkostninger i forbindelse med nogen andre aftaler i sagen i perioden 20122014. Det må derfor påhvile H1-virksomhed en skærpet bevisbyrde, når det gøres gældende, at udgifterne (trods det tidligere oplyste) alligevel kan henføres til de enkelte låneaftaler i sagen, som det er gjort i bilag 609, jf. bl.a. UfR 2009.230 H (medtages i tillægsmaterialesamling). Og denne skærpede bevisbyrde har H1-virksomhed ikke løftet. Udgifter til egne rådgivere er som altovervejende hovedregel ikke fradragsberettiget efter bestemmelsen, jf. UfR 2014.1193 H (M1, side 265), hvor Højesteret netop fandt, at sådanne udgifter ikke havde den fornødne direkte tilknytning til lånet. H1-virksomhed har ikke godtgjort, at der for selskabets egne rådgiverudgifter er grundlag for at fravige dette klare udgangspunkt. H1-virksomhed har herudover ikke dokumenteret, at samtlige selskabets udgifter til långivernes rådgivere kan sidestilles med gebyrer, og at de herved har en direkte tilknytning til selve berigtigelsen af lån og gennemførelse heraf. H1-virksomhed har ikke foretaget en præcis og nøjagtig opdeling af udgifterne i de enkelte fakturaer sagen, som i langt overvejende grad vedrører generelle rådgiveromkostninger til den overordnede strukturering og tilrettelæggelse af de genforhandlede vilkår for aftalerne, hvilket ikke er fradragsberettiget, jf. pkt. 4 i punktopstillingen ovenfor. Det vil som nævnt udelukkende være gebyrer eller udgifter, som kan sidestilles hermed, som vil være fradragsberettiget efter bestemmelsen. Det er i den forbindelse H1-virksomhed, der skal dokumentere og foretage en klar opdeling af, hvilke udgifter i de enkelte fakturaer, der konkret vedrører gebyrer og lignende, samt hvilke udgifter der evt. angår bistand, som ikke har den fornødne tilknytning til selve lånoptagelsen, jf. UfR 2014.1193 H (M1, side 265). H1-virksomhed skal herudover godtgøre, at H1-virksomhed er rette omkostningsbærer af samtlige udgifter forbundet med aftalerne. Og dette har H1-virksomhed ( for det tredje ) heller ikke gjort. H1-virksomhed har således ikke dokumenteret, at der i hver enkelt postering i fakturaerne, tidsregistreringer og arbejdsbeskrivelserne i sagen fra selskabets egne eller långivernes rådgivere er en direkte henvisning (og dermed snævre sammenhæng) med de enkelte låneaftaler, som H1-virksomhed har henført udgifter til. I fakturaerne mv. henvises der i vid udstrækning blot overordnet til f.eks. "Project (red.projekt.nr.1.fjernet)", den indgåede rammeaftale ("Framework Agreement") (bilag 26, E3, side 1427), jf. ovenfor, og det hermed forbundet arbejde om genforhandling af vilkårene for H1-virksomhed’s kreditfaciliteterne, herunder cash flow analyser, due-diligence undersøgelser mv. Det er derfor i alle tilfælde udokumenteret, at finansieringsudgifterne - uanset, hvordan de henføres - opfylder betingelserne for fradrag efter kursgevinstlovens § 26. stk. 3 (M1, side 35) i punkt 1.-4. ovenfor. ______________________ I flere af de af H1-virksomhed fremlagte fakturaer er der - som beskrevet ovenfor - alene henvist overordnet til Project (red.projekt.nr.1.fjernet) og Project (red.projekt.nr.2.fjernet), og/eller henvist til aftaler mv., der helt tydeligt ikke udgør egentlige kreditaftaler. Det gælder f.eks. rammeaftalen ("Framework Agreement") fra 31. juli 2012 (bilag 26, E3, side 1427) samt arbejde i forbindelse med det under Project (red.projekt.nr.1.fjernet) nedsatte koodineringsudvalg ("Coordinating Commitee") (bilag F/594, E3, side 1267), jf. nærmere i afsnit 4.1.4.1 nedenfor. Med udgangspunkt i H1-virksomhed’ opgørelse i bilag 609, kan de enkelte finansieringsudgifter kategoriseres efter omkostningstype, henholdsvis selskabets egne rådgiveromkostninger , långivernes rådgiveromkostninger og øvrige udgifter til långiverne . Skatteministeriets argumentationsrække nedenfor vil overordnet følge samme kategorisering af udgifterne, jf. afsnit 4.1.4.2-4.1.4.4. Det bemærkes, at tabellerne nedenfor er baseret på H1-virksomhed’ egen opgørelse i bilag 609 (den subsidiære påstand). Det forhold, at udgifterne - ligesom i bilag 609 - er henført til enkelte aftaler kan derfor som nævnt ikke tages til indtægt for, at ministeriet er enig i H1-virksomhed’s henførsel af udgifterne. Tværtimod har det formodningen mod sig - navnlig i lyset af selskabets tidligere oplysninger, hvorefter dette ikke var tilfældet. 4.1.4.1 Udgifter til rådgivere vedrørende Framework Agreement af 31. juli 2012, Co-ordinating Commitee og øvrige ikke-kreditaftaler Det fremgår af de af H1-virksomhed’ fremlagte fakturaer og tidsregistreringer i sagen, at der i en lang række tilfælde henvises helt overordnet til navnlig "Project (red.projekt.nr.1.fjernet)", herunder til "Framework Agreement", dvs. den aftale, der blev indgået den 31. juli 2012 (bilag 26, E3, side 1427), hvor bl.a. testen for H1-virksomhed’s finansielle covenants blev udskudt, jf. nærmere herom i afsnit 3.3.1. Allerede fordi denne aftale ikke udgør en egentlig låneaftale, men derimod udelukkende indeholder rammevilkår for H1-virksomhed’s lånearrangementer, kan de udgifter, hvor der i de tilhørende fakturaer og beskrivelser i fakturaer, tidsregistreringer mv., hvor der henvises hertil, ikke fradrages efter bestemmelsen, jf. også den første betingelse i pkt. 1 i punktopstillingen ovenfor. Det gælder, uanset om det lægges til grund, at de i sagen omhandlede kreditaftaler blot er en fortsættelse af eksisterende kreditfaciliteter, eller om det lægges til grund, at aftalerne - som H1-virksomhed påstår - hver især indebærer optagelse af nye lån. Eksempelvis fremgår det af en faktura fra R1-advokathus af 30. juli 2012 (bilag 70) som vedrører "Project (red.projekt.nr.1.fjernet)" i perioden fra 20. juli 2012 til 29. juli 2012, at flere rådgivere hos R1-advokathus har udført arbejde vedrørende bl.a. "review framework agreement", "Considering structure; reviewing term sheet and. framework agreementto draft ICA; drafting IC", " review of draft framework," "progress of Framework Agreement " mv. (E11, side 5750-5752). Det samme fremgår af to øvrige fakturaer fra R1-advokathus, som er udstedt samme dato og vedrører samme periode (bilag 71, E11, side 5757 og bilag 72, E), og som - så vidt ses - indeholder de samme posteringer med bl.a . "review" af "Framework Agreement", jf. f.eks. E11, side 5759, 5761, 5759, 5770. Også i fakturaer og tidsposter fra rådgiveren R3-advokathus af 13. juli 2012 (bilag 105, E11, side 6071), som tillige vedrører "Project (red.projekt.nr.1.fjernet)" for perioden 20. juni 2012 til 11. juli 2012, er det i tidsregistreringerne til fakturaen (bilag 541, side 6075) anført, at rådgivere hos advokatfirmaet har bistået med " Amendments to Framework Agreement" (E11, side 6076). Det samme fremgår af en efterfølgende faktura fra advokatfirmaet af 19. juli 2012 (bilag 106, E11, side 6079) for perioden 11. juli til 18. juli, hvor det både i aftalebrevet fremgår, at rådgiveren skal bistå H1-virksomhed med "6. drafting and negotiating letters and documentation in relation to the above, including drafting a Framework Agreement (…)" (E11, side 6080). I tidsregistreringerne til fakturaen fremgår det, at der er udført arbejde vedrørende bl.a. "reviewing framework agreement", "reviewing draft framework agreement" og "Updating Term Sheet comments and Framework Agreement" (E11, side 6083-6085). Tilsvarende fremgår af øvrige fakturaer fra R3-advokathus for arbejde i juli og august 2012, jf. bl.a. E11, side 6087-6088 og 6091-6092, E11, side 6095-6096 og 6100-6101 og E11, side 6105-6106, 6109, 6115 og 6124, samt arbejde i september 2012, hvor advokatfirmaet bl.a. bistod med "3. drafting an extension agreement in respect of the framework agreement;" (E12, side 6144 og 6148). Til yderligere eksemplificiering kan der henvises til fakturaer og tidsregistreringer fra R2-advokathus i 2012 (bilag 65, E12, side 6401 og bilag 63, E12, side 6407), hvor der ligeledes henvises til arbejde med "Framework agreement" (E12, side 6402, 6405 og 6409) samt R9-advokathus for juli 2012 (bilag 266, E13, side 6761) og tidsregistreringerne hertil (bilag 578, E13, side 6765-6766), hvor der også henvises til både "Framework Agreement" og "CC" (koordineringsudvalget). I de samme fakturaer er der derudover i betydeligt omfang henvist til "co-ordinating comittee" eller "CoComm"/"CC", der - som beskrevet i afsnit 3.1 og 4.1.3.2 ovenfor - er et koordineringsudvalg med repræsentanter fra långivere og långivernes rådgivere, jf. bilag F/594, E3, side 1267. Alle udgiftsposter, der relaterer sig til dette koordineringsudvalg, vedrører heller ikke optagelse af lån eller indfrielse heraf. Det fremgår f.eks. af fakturaen fra R3-advokathus, at advokatfirmaet i perioden 20. juni 2011-11.juli 2012 har bistået med "advising H1-virksomhed in relation to its dealings with the RCF co-ordinating committee" ( E11, side 6072). Dette fremgår ligeledes i efterfølgende fakturaer, jf. E11, side 6080, 6096 og 6106. Derudover fremgår det af tidsposterne til fakturaerne fra både R1-advokathus og R3-advokathus, at det vedrører f.eks. "emails and calls with CoCom Banks re latest position ", " Teleconference call with Co-Com " og " draft response letter to Co-Com" (E11, side 5739-5740) og "reviewing R8-revision cash slides and presentation to Co-Com; various calls " og “Revi-ewing and commenting on Co-com letters" (E11, side 6055). Ovenstående er udelukkende eksempler på de (mange) steder i de fremlagte fakturaer, tidsregistreringer mv., hvor der henvises overordnet til Project (red.projekt.nr.1.fjernet) samt aftaler, udvalg mv., hvor arbejdet hermed utvivlsomt ikke er relateret til egentlige låneaftaler. Det samme gælder de såkaldte "work fees", som H1-virksomhed har betalt til henholdsvis F3-bank og F7-bank samt F2-bank, som heller ikke er relateret til egentlige låneaftaler. Udgiften til F7-bank (bilag 178, E13, side 6783) og F3-bank (bilag 314, E11, side 5939) vedrører således ifølge fakturaerne betaling af såkaldte "work fees" til koordineringsudvalgets arbejde ("Co-comm" eller "Co-ordinating-Committee"), hvilket ikke udgør et gebyr ved etablering af lån eller indfrielse heraf, jf. også uddybende herom i afsnit 4.1.3.1 og 4.1.3.2, hvortil henvises. Udgiften til 80.000 EUR, der også vedrører såkaldte "work fees" (E12, side 6369), dækker ikke over samme udgifter til koordineringsudvalget, men det fremgår derimod af "Framework Agreement" af 31. juli 2012 (bilag 26) (E3, side 1442), at H1-virksomhed skal betale F2-bank et gebyr på 80.000 EUR. Af fakturaen, der er fremlagt som dokumentation for betaling af "work fee" til F2-bank pr. 31. juli fremgår det tillige, at udgiften vedrører "Framework Agreement 31.07.2012" (bilag 58, E12, side 6369). Der er således - heller ikke her - tale om en udgift til optagelse af et lån eller indfrielse heraf, men derimod et gebyr til koordineringsudvalget og i medfør af rammeaftalen. Så selv hvis Retten måtte finde, at der for nogle af udgiftsposterne i fakturaerne i sagen kan være grundlag for fradrag kursgevinstlovens § 26, stk. 3 (M1, side 35), har H1-virksomhed ikke løftet sin bevisbyrde og foretaget den fornødne udskillelse af de udgiftsposter, der slet ikke vedrører egentlige låneaftaler. Derfor vil fradrag (allerede af den grund) være udelukket, jf. UfR 2014.1193 H (M1, side 265), hvor selskabernes udgifter ikke var begrænset til alene at vedrøre udgifter, der knyttede sig direkte til aftalen om og gennemførelsen af låneaftalen, og derfor kunne der ikke indrømmes fradrag for nogen af udgifterne, som var omhandlet i Højesteretssagen. 4.1.4.2 Udgifter til H1-virksomhed’s egne rådgivere Ifølge H1-virksomhed’s egen opgørelse i bilag 609 har selskabet anmodet om fradrag for følgende omkostninger til egne rådgivere i perioden 2011-2014: H1-virksomhed har ikke godtgjort, at samtlige af disse udgifter har en direkte tilknytning til etablering af lån eller indfrielse heraf. Som ministeriet har redegjort for under afsnit 3.3, er de i sagen omhandlede aftaler om kreditfaciliteter under de tre aftalespor blot en fortsættelse af tidligere indgåede aftaler forud for sagsperioden (2011- 2014). Der stiftes dermed ikke ny gæld, ligesom der ikke er fremlagt dokumentation for, at gælden er indfriet ved indgåelse af aftalerne. Fradrag for H1-virksomhed’s egne rådgiverudgifter er allerede af den grund er udelukket, jf. også den første betingelse i pkt. 1 i punktopstillingen ovenfor. Fradrag er også udelukket i de tilfælde, hvor der i rådgivernes aftalebreve og fakturaer mv. henvises til arbejde med bl.a. "Framework agreement" og "Cocomm", som utvivlsomt ikke indebærer optagelse af gæld, jf. eksempelvis udgifterne til R3-advokathus, som er gennemgået nærmere i afsnit 4.1.4.1 umiddelbar ovenfor. Selv hvis Retten finder, at der ved (nogle af) de i sagen omhandlede låneaftaler etableres eller indfries lån, er det under alle omstændigheder fastslået i praksis, at selskabers egne rådgiverudgifter som det klare udgangspunkt ikke er fradragsberettiget efter bestemmelsen, idet disse ikke anses for at have en snæver sammenhæng med etablering af gælden, eller kan sidestilles med gebyrer, jf. de efterfølgende to betingelser i pkt. 2 og 3 i punktopstillingen ovenfor. Det er i den forbindelse uden betydning, om långiverne i låneaftalerne har betinget lånets udbetaling af, at H1-virksomhed’ fremlægger dokumentation for selskabets virksomhed, kreditværdighed mv., jf. Højesterets tydelige angivelse heraf i UfR 2014. 1193 H (M1, side 274). H1-virksomhed har ikke godtgjort, at udgifterne helt undtagelsesvist har en direkte og snæver forbindelse til etablering af låneaftalerne. Tværtimod har H1-virksomhed’ udgifter til egne rådgivere en helt overordnet og generel karakter, som ikke kan sidestilles med gebyrer, og som ikke kan henføres direkte til de enkelte låneaftaler under hvert af de tre aftalespor. Udgifterne er med al tydelighed afholdt til almindelig rådgivning om H1-virksomhed’ virksomhed, herunder due-diligence undersøgelser i relation til Project (red.projekt.nr.1.fjernet) og Project (red.projekt.nr.2.fjernet) og selskabets finansielle forhold i sin helhed, hvilket ikke er fradragsberettiget efter kursgevinstlovens § 26, stk. 3 (M1, side 35), jf. bl.a. UfR 2014.1193 H (M1, side 265). Betingelsen i punktopstillingens pkt. 4 ovenfor er dermed heller ikke opfyldt. Eksempelvis fremgår det af en faktura fra R3-advokathus af 13. juli 2012 (bilag 105, E11, side 6071) - som også er henvist til i afsnit 4.1.4.1 ovenfor - at fakturaen vedrører "Project (red.projekt.nr.1.fjernet)", og at rådgiverens arbejde bl.a. angår " advising H1-virksomhed in relation to its dealings with the RCF co-ordinating committee;" og “advising H1-virksomhed on the negotiation of a standstill period with its principal bank creditors and on the potential restructuring of its business and its financing arrangements;" (E11, side 6072). En sådan generel rådgivning om bl.a. eventuel omstrukturering af H1-virksomhed og selskabets finansieringsforhold er ikke fradragsberettiget efter bestemmelsen. Det samme gør sig gældende for R3-advokathuss faktura vedrørende arbejde med "Project (red.projekt.nr.2.fjernet)" i perioden 7. maj til 8. juli 2013 (bilag 236, E12, side 6181), hvoraf det fremgår, at advokatfirmaet har bistået H1-virksomhed med bl.a. " advising H1-virksomhed in relation to its bank and bonding facility requirements in cluding: a. analysing and discussing existing finance documentation; b. drafting and discussing term sheets; (…) " , "advising H1-virksomhed on its engagement of ratings agencies;" og "advising H1-virksomhed on its potential rights issue, including: a. analysing and discussing H1-virksomhed business, financial statements and risk profile (…)" (E12, side 6183). Enslydende beskrivelser ses tillige af de øvrige fakturaer fra H1-virksomhed’s egne rådgivere, jf. f.eks. en faktura fra R4-advokathus (bilag 116, E12, side 6235), hvoraf det fremgår, at en stor del af arbejdet vedrørende "Project (red.projekt.nr.1.fjernet)" bl.a. har bestået i "Gennemgang af diverse e-mail korrespondance og dokumenter", "diverse undersøgelser", "gennemgang af vedtægtsændringer" mv. (E12, side 6237-6247). Herudover fremgår det af flere af tidsposterne i samme faktura, at arbejdet for R4-advokathus også bestået af deltagelse i "telefonkonference Steering Committe" (E12, side 6239 og 6240). Det antages, at der her refereres til den styregruppe, der blev etableret internt hos H1-virksomhed i forbindelse med Project (red.projekt.nr.1.fjernet), jf. afsnit 3.1 og E2, side 1190, hvorfor arbejdet hermed - allerede af den grund - ikke er fradragsberettiget. Ligeledes fremgår det f.eks. af aftalebrev af 9. april 2013 med G6-virksomhed (bilag 566, E12, side 6673), at rådgivningsfirmaet skal bistå H1-virksomhed som finansiel rådgiver i forbindelse med "the H1-virksomhed’s overall capital structure, including equity and debt components as further described below ("Project (red.projekt.nr.2.fjernet)"). (E12, side 6673). Under opgavebeskrivelserne fremgår det, at dette bl.a. omfatter "Assist in determining the most appropriate capital structure, funding sources, and on-going liquidity plan for H1-virksomhed based on the business plan taking into account strategic objectives, required headroom and contingencies;" og “Assist management of H1-virksomhed and, to the extent requested, the Board of Directors in reviewing the business plan from a financing perspective which will be delivered to equity investors and lenders;" (E12, side 6673). Ovenstående eksempler viser dermed, at bistanden fra H1-virksomhed’s egne rådgivere både for så vidt angår Project (red.projekt.nr.1.fjernet) og Project (red.projekt.nr.2.fjernet) vedrører helt generel finansiel og juridisk rådgivning om H1-virksomhed’s forretning og kapitalberedskab. Det fremgår ikke af nogen af fakturaerne, at bistanden har været relateret direkte til gennemførelse og berigtigelse af de enkelte låneaftaler i sagen, som det er påkrævet efter § 26, stk. 3 (M1, side 35). Derudover indeholder flere af fakturaerne også poster vedrørende H1-virksomhed’ rådgiveres bistand med f.eks. pengestrøms- og likviditetsanalyser ("STCF") og andre lignende due-diligence og generelle undersøgelser, som ifølge retspraksis heller ikke er fradragsberettiget efter kursgevinstlovens § 26, stk. 3 (M1, side 35). Det fremgår eksempelvis af et aftalebrev fra R8-revision af 21. juni 2012 (bilag 117, E12, side 6501), at R8-revision - i forbindelse med "Project (red.projekt.nr.1.fjernet)", at H1-virksomhed har hyret R8-revision til at bistå med "review both the group's immediate funding needs, the STCF and the business plan in the context of providing a common information platform for the group and its key financial stakeholders in order to support discussions on the way forward for the group". Af aftalebrevets bilag 2 fremgår en uddybning af R8-revision’s arbejde, som er inddelt i hovedoverskrifter som "Immediate funding needs", "Historical performance", "Current financial position", "Market, operations and strategy", "Short term Cash requirements" mv. (E12, side 6507-6509). Videre fremgår det f.eks. af en faktura fra R8-revision af 22. juni 2012 vedrørende R8-revisions bistand med "Short term cash flow review" på 313.977 GBP (E12, side 6525). Intet af dette arbejde beskrevet i R8-revisions aftalebrev (og de efterfølgende fakturaer) er relateret direkte til gennemførelse eller berigtigelse af låneaftaler, men vedrører derimod generel rådgivning til H1-virksomhed om selskabets likviditets- og kapitalberedskab og forretningsaktiviteter i øvrigt. ______________________ H1-virksomhed har derudover afholdt egne rådgiveromkostninger til en række forskellige udenlandske (lokale) rådgivere i forbindelse med Project (red.projekt.nr.1.fjernet) og Project (red.projekt.nr.2.fjernet) i 2013-2014, der har ydet bistand vedrørende H1-virksomhed’s datterselskaber i bl.a. Y7-land (R21-advokathus, E12, side 6589-6665), Y20-land (R22-advokathus, E12, side 6669), Y6-land og Y21-land (R23-revision, E12, side 6373-6381 og R11-advokathus, E13, side 6799-6801), Y22-land (G14-virksomhed, E12, side 6367), Y14-land (R15-advokathus, E13, side 6793-6797), Y23-land (R24-advokathus, E13, side 6809) og Y11-land (R12-advokathus, E13, side 6813-6835). Eksempelvis fremgår det af fakturaen fra R15-advokathus af 31. marts 2014, at bistanden vedrører "Project (red.projekt.nr.1.fjernet)" og "Release of Y14-nationalitet Security" vedrørende "G3-virksomhed." (E13, side 6797). Ligeledes fremgår det af en faktura fra R21-advokathus af 28. februar 2013 (E12, side 6589), at bistanden bl.a. vedrører "Due diligence review of U.S. law in connection with preparation and delivery of legal opinions on behalf of U.S. guarantors;“ og “Review corporate minute books for G15-virksomhed., G16-virksomhed, G17-virksomhed, G18-virksomhed, and G19-virksomhed in contemplation of corporate opinion; (…)" (E12, side 6590). H1-virksomhed’s egne udgifter til lokale udenlandske rådgivere omfatter dermed - ligesom de andre udgifter - generelle undersøgelser vedrørende finansielle og juridiske rammer for de enkelte udenlandske datterselskabers garantistillelser, hvilket ikke er fradragsberettiget efter kursgevinstloven. Under alle omstændigheder er H1-virksomhed ikke rette omkostningsbærer disse udgifter, eftersom de udenlandske datterselskaber jo selv er angivet som garanter i aftalen “Amendment and Restatement Agreement" af 9. januar 2013 under første aftalespor (RCF) (E5, side 2157ff.), jf. også afsnit 3.3.2.3 ovenfor. Heller ikke H1-virksomhed’s udgifter til R4-advokathus i faktura af 16. august 2012 (E12, side 6249) for tinglysning af sikkerheder i H1-virksomhed’ ejendomme (bilag 83-102, E8, side 4227-4321), kan anses som fradragsberettigede låneomkostninger efter kursgevinstlovens § 26, stk. 3 (M1, side 35). Tinglysningsafgifter kan efter omstændighederne sidestilles gebyrer, kurtage mv., jf. pkt. 3 i punktopstillingen ovenfor, men det er fortsat en betingelse, at tinglysningsafgiften har en nær og direkte tilknytning til selve lånet, og at udgifterne ikke er afholdt til den overordnede strukturering og tilrettelæggelse, jf. også pkt. 2 og 4 i punktopstillingen ovenfor. Det fremgår af fakturaen fra R4-advokathus, at tinglysningsafgifterne er afholdt i relation til "Project (red.projekt.nr.1.fjernet)" (E12. sode 6249), men der fremgår intet om baggrunden for, at der skulle foretages tinglysning af sikkerheder i H1-virksomhed’s ejendomme, ligesom det ikke er nærmere specificeret, hvordan de enkelte udgifter til tinglysning af ejerpantebreve eller påtegning af de enkelte ejendomme hver især har direkte relation til de enkelte låneaftaler i sagen. Tinglysningsafgifterne forekommer derimod som udgifter, der er afholdt som led i den generelle tilrettelæggelse og strukturering af H1-virksomhed’s kapitalgrundlag, hvilket ikke udløser fradragsret. Af samme grund er udgifterne til R5-advokathus for vurderingen af (hvad der må formodes at være) de samme ejendomme, hvor der er tinglyst sikkerheder i, heller ikke fradragsberettiget (E12, side 6715). 4.1.4.3 Udgifter til långivernes rådgivere Ifølge H1-virksomhed’ egen opgørelse i bilag 609 har selskabet anmodet om fradrag for følgende omkostninger til långiveres rådgivere i perioden 2011-2014: Ingen af disse udgifter opfylder betingelserne for fradrag efter bestemmelsen. Som anført i afsnittet umiddelbart ovenfor har H1-virksomhed for det første ikke godtgjort, at udgifterne til långivernes rådgivere vedrører etablering eller indfrielse af gæld, som ifølge praksis er afgørende for fradragsret efter kursgevinstlovens § 26, stk. 3, jf. UfR 2012.962 H (M1, side 253), UfR 2014.1193 H(M1, side 265) og UfR 2016.483 H (M1, side 277). Det fremgår således de fremlagte aftaler, tillægsaftaler, fakturaer mv., at der er tale om rådgivningsudgifter i forbindelse med genforhandling af den eksisterende kreditfaciliteter og - i visse tilfælde - aftaler, der slet ikke udgør egentlige låneaftaler, hvilket - allerede af den grund - udelukker fradrag, jf. betingelsen i pkt. 1 i punktopstillingen ovenfor. Det gælder således eksempelvis - men ikke udelukkende - de i afsnit 4.1.4.1 ovenfor nævnte udgifter til R1-advokathus, R2-advokathus og R9-advokathus i forbindelse med Project (red.projekt.nr.1.fjernet), hvor der i rådgivernes fakturaer og tidsregistreringer i alle tilfælde bl.a. er henvist til arbejde i forbindelse med "Framework Agreement" og i visse tilfælde også "Co-ordinating Committee", der ikke udgør egentlige låneaftaler. Udgifterne til långivernes rådgivere kan - allerede af den grund - ikke anses for at vedrøre etablering af nye lån eller indfrielse heraf. Den foreliggende sag adskiller sig herved også fra UfR 2016.483 H (M1, side 277), idet der i højesteretsafgørelsen var tale om en direkte "administrations-, garanti- og salgsprovision" som bankerne fik vederlag for i forbindelse med udstedelse af værdipapirer, jf. M1, side 295, mens udgifterne i nærværende sag ikke har en sådan direkte forbindelse til stiftelsen af lån. Selv hvis der for nogle af kreditaftalerne findes at være etableret eller indfriet egentlige lån, er det i henhold til retspraksis fortsat en forudsætning for fradrag, at udgifterne har en nær sammenhæng med etablering af gælden, og at udgifterne til långivernes rådgivere kan sidestilles med gebyrer, jf. betingelserne i pkt. 2 og 3 i punktopstillingen ovenfor. Omvendt må udgifterne altså ikke vedrøre den overordnede strukturering og tilrettelæggelse af lån, og i tilfælde, jf. pkt. 4 i punktopstillingen ovenfor, hvor fakturaer indeholder både fradragsberettigede og ikke-fradragsberettigede udgifter, skal H1-virksomhed foretage en tydelig opdeling af de udgifter, selskabet mener opfylder betingelserne for fradrag efter bestemmelsen, jf. UfR 2014.1193 H (M1, side 265). Dette har H1-virksomhed heller ikke gjort. Således fremgår det eksempelvis af aftalebrev R6-revision, Y18-by af 2. juli 2012 (bilag 73, E11, side 5957), at konsulenthuset som led i Project (red.projekt.nr.1.fjernet) skal lave et " Business review of H1-virksomhed ('the Company') and its subsidiaries ('the Group' or 'Project (red.projekt.nr.1.fjernet)')" under instruktion fra det førnævnte koordineringsudvalg ("Co­Comm"). Det fremgår af aftalebrevets bilag A, at R6-revision, Y18-by skal bistå med en “assessment of the Group's short term liquidity position (addressed in the scope items listed in Phase 1 below) (…)" og “assessment of the Group's business plan as well as provide Restructuring advice and an analysis of options in order to aid the CoComm in assessing their respective positions, provide support in respect of the covenant waiver/reset which aims to achieve a consensual approach to a longer term restructuring of the Group (Phases 2 to 4). (…) " (E11, side 5960). Videre fremgår det af overskrifterne i R6-revision's opgavebeskrivelse, at rådgivervirksomheden bl.a. skal bistå med "Short term cash flow assessment", " Company overview and Operational Analysis", " Financial Analysis - Historical and Forecast", "Commercial overview", "Tax Analysis" og "Options analysis" (E11, side 5960-5965). I de efterfølgende fakturaer fra R6-revision, Y18-by er der henvist til arbejde som beskrevet i aftalebrevet, jf. f.eks. E11, side 5987, hvor der desuden er udarbejdet en opgørelse over udgifterne til hver "opgave", herunder "Tax", "Financial Review", "Operational Review", "Commercial review" og "Advisory M&A" (E11, side 5989). Det er således klart, at R6-revision’s bistand vedrører en generel og bred due diligence-undersøgelse af H1-virksomhed’ virksomhed på vegne af långiverne. Efter retspraksis er sådanne udgifter ikke fradragsberettigede efter kursgevinstlovens § 26, stk. 3 (M1, side 35). Tilsvarende vedrører udgifterne til R10-advokathus også generel rådgivning til F2-bank i form af "project negotiations" under "Project (red.projekt.nr.1.fjernet)", jf. f.eks. E11, side 5673. De øvrige udgifter til långivernes rådgivere har samme overordnede og generelle karakter, og H1-virksomhed har hverken godtgjort, at samtlige udgifter har en nær tilknytning til etablering eller indfrielse af lånet, eller at udgifterne kan sidestilles med de i forarbejderne nævnte gebyrer, kurtage, stiftelsesprovision eller lignende, som er fradragsberettigede efter kursgevinstlovens § 26, stk. 3 (M1, side 35), jf. pkt. 2 og 3 i punktopstillingen ovenfor. Selv hvis der i nogle af fakturaerne fra långivernes rådgivere måtte være poster, der synes at have en sammenhæng med gennemførelse og berigtigelse af enkelte låneaftaler i sagen, indeholder fakturaerne ikke desto mindre også udgifter til generelle undersøgelser og rådgivning, der utvivlsomt ikke har denne direkte tilknytning, jf. pkt. 4 i punktopstillingen ovenfor. Når H1-virksomhed ikke har foretaget en tydelig opdeling af udgifterne, kan selskabet ikke indrømmes fradrag. 4.1.4.4 Udgifter til långiverne Ifølge H1-virksomhed’s egen opgørelse i bilag 609 har selskabet anmodet om fradrag for følgende omkostninger til långiverne i perioden 2011-2014: H1-virksomhed har (heller ikke) godtgjort, at disse udgifter til selskabets långivere er fradragsberettigede efter kursgevinstloven. Udgifter til långivere, herunder gebyrer og lignende, vil efter omstændighederne kunne fradrages i medfør af kursgevinstlovens § 26, stk. 3, forudsat at de vedrører etablering eller indfrielse af lån, og dermed har nær forbindelse til egentlig låneoptagelse, jf. pkt. 1-3 i punktopstillingen ovenfor. Som beskrevet i de to forudgående afsnit, er der i sagen ikke tale om, at der ved indgåelse af de i sagen omhandlede kreditaftaler stiftes nye lån eller sker indfrielse af tidligere. Og selv hvis det måtte lægges til grund, at der ved nogle af de i sagen omhandlede aftaler er optaget nye lån, har H1-virksomhed ikke dokumenteret, at udgifterne afholdt til långiverne har den nære tilknytning til selve etableringen af lånet, som det ifølge retspraksis påkræves efter bestemmelsen, jf. også UfR 2012.962 H (M1, side 253), UfR 2014.1193 H (M1, side 265) og UfR 2016.483 H (M1, side 277). Det forholder sig nemlig ikke sådan, at enhver forpligtelse, der er en del af prisen for f.eks. tilpasning af et lån, per definition udgør en fradragsberettiget udgift i kursgevinstlovens forstand. Det gælder navnlig i relation til udgifterne til F1-bank (F1-bank), henholdsvis et "amendment fee" på 250.000 EUR (E11, side 5951) den 30. juli 2012, "restructuring fee" på 2.500.000 EUR (E11, side 5953) den 8. januar 2013 og (endnu et) "amendmend fee" på 91.500 EUR (E11, side E5955). I alle tre fakturaer henvises der til projektet" "((red.lånesystem.fjernet)) , som er det projekt, aftalen af 23. december 2009 (bilag 333, E2, side 999) efter det oplyste finansierede. Udgiften på 250.000 EUR er nærmere beskrevet ovenfor i afsnit 4.1.3.1, hvor det bl.a. fremgår, at udgiften vedrører et tillæg til finansieringskontrakten fra 23. december 2009 (bilag 333, E2, side 999) - dvs. hovedaftalen under spor 2 - som blev indgået den 31. juli 2012 (bilag 39/338, E3, side 1641), jf. også afsnit 3.3.3.3, som herved ikke har en nær tilknytning til egentlig etablering af et lån, men derimod ændring af vilkårene for et eksisterende. Det samme gør sig herved også gældende for udgiften på 2.500.000 EUR, der ligeledes angår en tillægsaftale (bilag 29, E5, side 2469), jf. også 3.3.3.4 vedrørende ændring af vilkårene til en allerede eksisterende aftale, og amendment fee på 91.500 EUR for "Spanish Tax Bonds" vedrørende "Project (red.projekt.nr.1.fjernet)" (E11, side 5955). For så vidt angår udgiften til F4-bank (bilag 174, E11, side 5941), henvises der tillige til det i afsnit 4.1.3.1 anførte herom, idet det fremhæves, at udgiften ikke vedrører etablering af gæld, som er en forudsætning for fradrag efter kursgevinstlovens § 26, stk. 3 (M1, side 35), men derimod en "garantifacilitet", som er nærmere beskrevet sidst i afsnit 3.3.2. For så vidt angår udgifterne til F7-bank, F3-bank og F2-bank, udgør disse udgifter "work fees" til henholdsvis koordineringsudvalget ("Co-Comm") og rammeaftalen ("Framework Agreement"), hvorved der ikke etableres nogen gæld, jf. også nærmere i afsnit 4.1.4.1 ovenfor, hvortil henvises. Der er af samme grund ikke grundlag for at henføre udgifterne til de pågældende låneaftaler. 4.1.4.5 Særligt om fradrag for udgifter til “Amendment and Restatement Agreement" af 9. januar 2013 (bilag 29) H1-virksomhed har i replikken anført, at Landsskatteretten allerede har vurderet, af aftalen fra 2013 skal anses som en ny lånefacilitet (replikken, side 6, pkt. 52, E2, side 686), og at H1-virksomhed går ud fra, at ministeriet tidligere var enig med Landsskatteretten på dette punkt, da denne del af afgørelsen ikke er indbragt for domstolene, jf. s. 7, pkt. 55 (E2, side 687). Dette bestrides. Det forhold, at Skatteministeriet ikke har indbragt spørgsmålet om fradrag for " Refinancing Fee" til F8-bank i Landsskatterettens afgørelse af 7. april 2021 for indkomståret 2013 (bilag 4, E2, side 195f.)), er ikke ensbetydende med, at ministeriet er enig i, at aftalen om den revolverende kreditfacilitet af 9. januar 2013 (bilag 28, E5, side 2145) udgør en ny aftale i kursgevinstlovens forstand. Skatteministeriet nedlægger som udgangspunkt kun skærpede påstande under en retssag, hvis principielle grunde taler derfor, eller særlige grunde i øvrigt tilsiger det. Det findes ikke at være tilfældet i nærværende sag, hvorfor Skatteministeriet ikke har inddraget de udgifter, som H1-virksomhed har fået fradrag for ved Landsskatterettens afgørelse. Dette medfører dog ikke, at ministeriet for domstolene mener, at aftalen om den revolverende kreditfacilitet af 9. januar 2013 er en ny kreditfacilitet. Tværtimod er der tale om en fortsættelse af samme kreditaftale. Det bemærkes desuden, at Skattestyrelsen heller ikke under landsskatteretssagen var enig i, at der var tale om en ny aftale og dermed fradrag efter kursgevinstloven, jf. også Skattestyrelsens udtalelse af 17. januar 2020 (bilag A, E8, side 4219). Udgiften til F8-bank i forhold til indkomståret 2013 og udgifter vedrørende det såkaldte Project (red.projekt.nr.1.fjernet) er desuden den eneste udgift, som Landsskatteretten har fundet omfattet af kursgevinstlovens § 26, stk. 3 (M1, side 35). For så vidt angår de øvrige udgifter i relation til Project (red.projekt.nr.1.fjernet) i både 2012, 2013 og 2014, fandt Landsskatteretten netop ikke at være fradragsberettiget efter hverken statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a (M1, side 9=, ligningslovens § 8, stk. 3 (M1, side 17) eller kursgevinstlovens § 26, stk. 3 (M1, side 35). Det bemærkes hertil, at som sagen var oplyst for Landsskatteretten (og som H1-virksomhed har oplyst denne sag frem til processkrift 2), var det også udelukkende denne aftale af 9. januar 2013 (E5, side 2145), H1-virksomhed havde oplyst som værende "resultatet" af Project (red.projekt.nr.1.fjernet), jf. også det i replikken, side 6, pkt. 50, E2, side 686 anførte. Skatteministeriet bemærker herudover, at det ikke udelukkende er H1-virksomhed, der har haft mulighed for at optage lån under de i sagen omhandlede kreditfaciliteter. Som anfør i afsnit 3.3.2 ovenfor fremgår det bl.a. af aftalen af 9. januar 2013, at nogle af H1-virksomhed’s udenlandske datterselskaber ( "The subsidiaries of the Company listed in part I" of Schedule 1 ") er angivet som låntagere i aftalen (" the "Borrowers ") (bilag 28, side 3, pkt. 2, E5, side 2147), og at aftalen bl.a. blev indgået med henblik på, at flere i H1-virksomhed-koncernen kunne optage lån under kreditfaciliteten (bilag 28, side 4, pkt. E, (iv)) (E5, side 2148). Samtidig blev en lang række yderligere udenlandske koncernforbundne selskaber optaget som garanter (bilag 28, side 13ff., E5 , side 2157ff.). Hvis det således lægges til grund, at aftalen af 9. januar 2013 (bilag 28, E5, side 2145) er en ny aftale, har H1-virksomhed under alle omstændigheder ikke dokumenteret, at H1-virksomhed er rette omkostningsbærer af samtlige udgifter, herunder gebyrer mv., der er relateret til indgåelsen af denne aftale. 4.1.4.6 H1-virksomhed’s beregning af modificerede timepriser i bilag 609 kan ikke lægges til grund H1-virksomhed har med processkrift 2 udarbejdet og fremlagt bilag 331 (som efterfølgende ændret ved bilag 573, bilag 595 og nu bilag 609) med oversigt over de udgifter, selskabet påstår fradragsret for. I oversigten har H1-virksomhed bl.a. anført, hvilke låneaftaler de enkelte udgifter - ifølge selskabet - er afholdt i forbindelse med. Bilag 609 indeholder derudover H1-virksomhed’ egne beregninger over såkaldte "smodificerede timepriser" for henholdsvis R3-advokathus og R4-advokathus tidsregistreringer og fakturaer (bilag 609, side 2-242). H1-virksomhed anfører i bilaget, at beregningerne er foretaget "for at give det mest retvisende billede" i de til fælde, hvor "fakturabeløbet ikke passer med den samlede registreret tid (i beløb)" (bilag 609, side 24 og 152). Skatteministeriet bestrider H1-virksomhed’s beregninger og gør gældende, at hverken beregningerne eller de nu fremlagte tidsregistreringer i f.eks. bilag 536-554 udgør dokumentation for, at selskabet kan indrømmes fradrag efter kursgevinstlovens § 26, stk. 3. H1-virksomhed har ikke har redegjort nærmere for, hvorfor der (i første omgang) er uoverensstemmelser mellem tidsregistreringerne og det fakturerede beløb. Udgangspunktet for fakturering af rådgiveres honorar må være, at fakturaerne dannes 1:1 på baggrund af den registrerede tid på den pågældende sag eller projekt. Derudover kan der eventuelt være afskrevet tid, være givet "rabatter", være foretaget udlæg eller lignende, som gør, at fakturaen beløbsmæssigt ikke stemmer overens med tidsregistreringen. Hvis en faktura ikke stemmer overens med den tid, der er registreret, vil det altså være, fordi der f.eks. er tid, kunden ikke skal faktureres for, eller hvis rådgiverne har haft udlæg. Dette vil i så fald fremgå direkte af fakturaen. En uoverensstemmelse mellem tidsregistrering og faktura kan derimod ikke "reddes" ved, at der - på bagkant - udarbejdes beregninger over "modificerede timepriser", for at få tidsregistreringerne og fakturaerne til at stemme. Desuden fremgår det hverken af bilaget eller processkrift 2, hvordan de modificerede timesatser, inkl. alle mellemregninger, konkret er beregnet. Eksempelvis fremgår det ikke, hvordan det er beregnet, at medarbejderen IM hos R3-advokathus modificerede timesats er 548,24 GBP i stedet for 685 GBP, som fremgår af tidsregistreringen (bilag 609, side 127). Det er samtidig uklart, hvorfor der tilsyneladende i nogle tilfælde skal beregnes en sådan modificeret timesats, mens det i andre tilfælde - for den samme medarbejder - er timeprisen i tidsregistreringen, der lægges til grund. F.eks. fremgår det af bilag 609, side 110 vedrørende fakturaen i bilag 181 fra R3-advokathus, at medarbejderen IF’s timepris er 685 GBP, hvilket er samme beløb, H1-virksomhed anvender til beregning af den såkaldte "mellemsum". For den samme medarbejder, IF, er der på side 140 i bilag 609 vedrørende fakturaen i bilag 264 angivet en timesats på 619,33 GBP til brug for beregning af mellemsummen, selvom det i tidsregistreringen er anført, at medarbejderens timesats er 685 GBP. Endelig er det uklart, hvordan H1-virksomhed har udvalgt de tidsregistreringer, der efter selskabets opfattelse vedrører fradragsberettigede udgifter i fakturaerne. Eksempelvis fremgår det af tidsregistreringen, der efter det oplyste hører til fakturaen i bilag 116 fra R4-advokathus, at advokat IO’s arbejde med "Indhentelse af tingbogsattester" og " E-mail korrespondance vedrørende fuldmagter" er medgået i beregningen af de modificerede timepriser, mens f.eks. advokat IR’s arbejde med " Gennemgang af pantebreve modtaget fra H1-virksomhed" ikke er med i beregningen (bilag 609, side 161 sammenholdt med side 162). Efter Skatteministeriets opfattelse fremstår det herved som om, at H1-virksomhed har "regnet baglæns" ved vilkårligt at udvælge beløb til beregning af modificerede time priser, for at få tidsregistreringerne til at stemme overens med de beløb, der fremgår af fakturaerne. De fremlagte tidsregistreringer og beregningerne af den modificerede timepris udgør derfor ikke dokumentation for de beløb, der fremgår af fakturaerne. Hvis de pågældende tidsregistreringer rent faktisk afspejlede det arbejde, der er faktureret, og de beløb, selskabet anmoder om fradrag for, ville det ikke være nødvendigt for H1-virksomhed - på bagkant - at foretage sådanne beregninger. 4.2 H1-virksomhed ER IKKE BERETTIGET TIL FRADRAG FOR ØVRIGE UDGIFTER Udover finansieringsudgifterne, har H1-virksomhed i de i sagen omhandlede indkomstår 2011-2014 afholdt "øvrige udgifter" til henholdsvis transfer pricing aktiviteter og skatter og afgifter betalt i Y5-land. For begge udgifter har H1-virksomhed nedlagt påstand om, at udgifterne kan fratrækkes som driftsomkostninger, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a (H1-virksomhed’ principale påstand, 2. led). Det er H1-virksomhed, der skal dokumentere, at udgifterne er fradragsberettigede for selskabet. Denne bevisbyrde har H1-virksomhed ikke løftet. Skatteministeriet gør således gældende, at H1-virksomhed ikke har godtgjort, at udgifterne til transfer pricingaktiviteterne er afholdt som led i udarbejdelse af pligtmæssig transfer pricing dokumentation eller i relation til udarbejdelse af H1-virksomhed’ årsregnskab eller skatteregnskab. H1-virksomhed har heller ikke været "forpligtet" til at afholde de omhandlede udgifter, som det i udgangspunktet forudsættes for, at udgifterne er fradragsberettiget efter bestemmelsen jf. bl.a. U 2005.2069 H (M1, side 111). Under alle omstændigheder er det ikke H1-virksomhed, der er rette omkostningsbærer af udgifterne, og fradrag er derfor - også af den grund - udelukket, jf. bl.a. UfR 2011.3415 H (M1, side 175). Dette er nærmere uddybet i afsnit 4.2.2 nedenfor. H1-virksomhed har heller ikke dokumenteret, at udgifter til skatter og afgifter betalt i Y5-land , som - så vidt sagen er oplyst - vedrører et koncernforbundet selskabet i Y5-land, er fradragsberettiget. H1-virksomhed har ikke - trods opfordret hertil - foretaget en nærmere kvalificering af udgifternes formål og karakter, hvilket udelukker fradragsret efter statsskattelovens § 6 stk. 1, litra a, jf. også U.1971.853 Ø (M1, side 83). Under alle omstændigheder er det - heller ikke her - H1-virksomhed, der er rette omkostningsbærer af udgifterne. Dette er nærmere uddybet i afsnit 4.2.3 nedenfor. Skatteministeriet gør endelig - til støtte for påstanden om afvisning - gældende, at H1-virksomhed’s anbringende om lempelse for betalingerne efter ligningslovens § 33 F (M1, side 16), udgør et nyt spørgsmål, som ikke har været prøvet for landsskatteretten, jf. skatteforvaltningslovens § 48, stk. 2, 2. pkt. (M1, side 64) og som af den grund det skal afvises. I alle tilfælde har H1-virksomhed ikke dokumenteret, at betingelserne for lempelse er opfyldt, jf. nærmere nedenfor i afsnit 4.2.3.1. 4.2.1 Retsgrundlaget Vedrørende det retlige grundlag om fradragsret efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a (M1, side 9), henvises til gennemgangen i afsnit 4.1.1.1 ovenfor. Samhandel mellem selskaber i en koncern skal ske på armslængdevilkår, dvs. på samme vilkår som hvis handlen var sket mellem uafhængige parter, jf. ligningslovens § 2 (M1, side 63). For at dokumentere, at samhandel mellem koncernforbundne selskaber er sket på armslængdevilkår, skal der udarbejdes lovpligtig transfer pricing dokumentation, jf. skattekontrolloven § 39, dagældende § 3 B (M1, side 67). Selskaber kan få driftsomkostningsfradrag for udgifter til sådanne transfer pricing aktiviteter, hvis udgifterne opfylder betingelserne i statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a (M1, side 9), dvs. at de er afholdt for at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten. Der kan således alene indrømmes fradrag for udgifter relateret til transfer pricing, hvis de har en direkte forbindelse til indkomstopgørelsen. Det er i den forbindelse afgørende, at selskabet kan dokumentere, at udgifterne er nødvendige og relevante for selskabets indkomstopgørelse. Det afgørende for fradragsretten er herved, om udgifterne er afholdt som led i selskabets skattemæssige pligter. Udgifter, der falder uden for denne ramme, og som ikke på anden måde har tilknytning til selskabets drift, vil ikke kunne fradrages efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a (M1, side 9). Således vil udgifter, der afholdes som følge af en pligtmæssig selvangivelse eller som i øvrigt har en nær tilknytning til årsregnskabet, vil i mange tilfælde være fradragsberettigede efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, jf. eksempelvis U.2005.2069 H (M1, side 111). Efter omstændighederne vil også udgifter i forbindelse med udarbejdelse af lovpligtig transfer pricing dokumentation, derfor også - efter omstændighederne - kunne fradrages i selskabets skattepligtige indkomst som en driftsomkostning efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, jf. bl.a. SPO.2001.206 (M2, side 719). Omvendt vil udgifter til bistand i skattesager, hvor der er ydet omkostningsgodtgørelse i henhold til skatteforvaltningslovens kapitel 19, vil ikke kunne fradrages efter statsskattelovens § 6, stk. 1, jf. bl.a. SKM2006.672.VLR (M1, side 121) og SKM2008.941.VLR (M1, side 159). Der er herved en væsentlig sondring mellem udgifter afholdt i forbindelse med selvangivelsen/skatteregnskabet overfor udgifter afholdt i forbindelse med skattesager, og udgifter til rådgivning om forhold, der ikke er lovpligtige. 4.2.2 Udgifter til transfer pricing aktiviteter H1-virksomhed har i løbet af indkomstårene 2011-2012 afholdt udgifter i forbindelse med koncernens transfer pricing aktiviteter. Det drejer sig nærmere bestemt om udgifter til rådgivningsbistand i forbindelse med udarbejdelse af en Advance Pricing Agreement (APA) i 2011 på 399.000 kr. samt mere generel vejledning og revision vedrørende interne afregningspriser hos H1-virksomhed’ udenlandske datterselskaber i 2012 på i alt 381.951 kr., jf. supplerende stævning, side 9-11 (E2, side 627-629) bilag 1, side 2-5 (E1, side 49-52) og bilag 2, side 3-10 (E1, side 70-77). H1-virksomhed har gjort gældende, at selskabet har fradragsret for ovenstående udgifter som driftsomkostninger i medfør af statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a (M1, side 9). Skatteministeriet gør heroverfor gældende, at H1-virksomhed ikke har fradragsret for selskabets udgifter afholdt i forbindelse med koncernens transfer pricing aktiviteter, da betingelserne for fradrag efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a ikke er opfyldt (M1, side 9). H1-virksomhed’ udgifter har hverken karakter af udgifter, der er afholdt som led i udarbejdelse af transfer pricing dokumentation eller i øvrigt udgifter, der har en tilknytning til udarbejdelse af H1-virksomhed’s årsregnskab eller skatteregnskab. H1-virksomhed har heller ikke været "forpligtet" til at afholde de omhandlede udgifter, ligesom de ikke er afholdt i forbindelse med at afgive oplysningerne til offentlige myndigheder. Der er tale om "frivilligt" afholdte udgifter med tilknytning til aktiviteter hos H1-virksomhed’s datterselskaber i henholdsvis Y5-land (bilag 31, E13, side 6891), Y22-land (bilag 35, E13, side 6891) og Y8-land (bilag 36, E13, side 6893). Uagtet selskabets argument om, at udgifterne er afholdt til rådgivning i forbindelse med samhandel mellem H1-virksomhed og dets datterselskaber, er det ikke ved de fremlagte fakturaer (bilag 31, 35 og 36) dokumenteret, at udgifterne har forbindelse til H1-virksomhed’s løbende drift. Tværtimod er beskrivelserne i fakturaerne meget ufuldkomne i forhold til, hvad det udførte arbejde konkret måtte dække over og ikke mindst hvad arbejdet er resulteret i. Eksempelvis fremgår det af fakturaen i bilag 31, side 2 (E13, side 6890), at honoraret til R25-revision dækker over "løbende assistance, møder mv. vedr. APA Y5-land" og "løbende transfer pricing-assistance i perioden". H1-virksomhed har med processkrift 3 - uden yderligere uddybning eller bemærkninger, jf. processkrift 3, side 7, pkt. 60 (E2, side 799) - fremlagt en "Bilateral Advance Pricing Arrangement" mellem Y5-land og Danmark vedrørende H1-virksomhed og G18-virksomhed for indkomstårene 2010-2014 (bilag 581, E8, side 4339). Det fremgår ikke af processkriftet, hvad H1-virksomhed påberåber sig på baggrund af bilaget, og bilaget i sig selv dokumenterer ikke, at H1-virksomhed-koncernens påberåbte transfer pricing aktiviteter har en sådan tilknytning til H1-virksomhed’s løbende drift i Danmark, at udgifterne er fradragsberettigede driftsomkostninger. Videre fremgår det af bilag 35, side 2 (E13, side 6892), at bistanden fra R25-revision vedrørende samhandlen med det Y22-nationalitet datterselskab, angår " Tax audit" i relation til " the final settlement" , hvor der bl.a. er afholdt møde i Danmark for at " discuss the future tax audit defence strategy in Germany as well as the MAP and APA strategy" . Også her er det uklart, hvad arbejdet egentlig har båret med sig og hvordan det hænger sammen med H1-virksomhed’s driftsaktiviteter. Heller ikke i fakturaen i bilag 36 (E13, side 6893), som omhandler transfer pricing rådgivning fra R8-revision vedrørende H1-virksomhed’s Y8-nationalitet datterselskaber, er det uddybet hvad arbejdet har indeholdt. Det eneste, der fremgår af beskrivelsen i fakturaen, er "To fee for further work undertaken on the 2008 Transfer Pricing enquiry for G18-virksomhed and G3-virksomhed." Ministeriet har derfor opfordret (D) H1-virksomhed til at fremlægge alt relevant materiale, der har en sammenhæng med bilag 35. Videre er H1-virksomhed opfordret (E) til at fremlægge dokumentation vedrørende R8-revision’s transfer pricing bistand til H1-virksomhed’s Y8-nationalitet datterselskaber. Ingen af opfordringerne er opfyldt, og den manglende besvarelse må tillægges processuel skadevirkning. Det må herefter anses for at være udokumenteret, at udgifterne til H1-virksomhed-koncernens transfer pricing aktiviteter har en sådan tilknytning til H1-virksomhed’ drift, at udgifterne er fradragsberettigede driftsomkostninger i henhold til statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a (M1, side 9). Allerede af den grund kan H1-virksomhed ikke opnå fradrag, Dertil kommer, at omkostningerne under alle omstændigheder ikke kan henføres direkte til H1-virksomhed’s skattepligtige indkomst, hvorfor moderselskabet - allerede som følge heraf - ikke er rette omkostningsbærer af udgifterne til dets datterselskabers rådgivningsbistand vedrørende transfer pricing, jf. bl.a. UfR 2011.3415 H (M1, side 175). 4.2.3 Skatter og afgifter betalt i Y5-land H1-virksomhed har i indkomståret 2014 efter det oplyste afholdt udgifter i form af skatter og afgifter til de Y5-nationalitet myndigheder på i alt 1.799.820,50 kr. H1-virksomhed har gjort gældende, at beløbet udgøres af henholdsvis 444.428,50 kr. for "Business Tax" og 1.355.392 kr. for "VAT" pålagt bestemte transaktioner, jf. supplerende stævning, side 26, pkt. 147 og 148 (E2, side 644) og bilag 5, side 14-25 (E1, side 213-224). H1-virksomhed gør gældende, at udgifterne kan fradrages som driftsomkostninger efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a (M1, side 9). For så vidt angår det retlige grundlag henvises der til gennemgangen i afsnit 4.1.1.1. Selskabet har ikke godtgjort, hvad betalingerne konkret vedrører eller i øvrigt fremlagt dokumentation for udgifternes afholdelse. Det er således uklart, dels hvilke transaktioner der er tale om betaling af "VAT" for, dels hvilken "Business Tax" der er afholdt. Under landsskatteretssagen oplyste selskabet, at beløbet på 1.355.392 kr. vedrørende "VAT" blev pålagt " serviceydelser" (bilag 5, side 24, E1, side 223), mens det i supplerende stævning, side 26, pkt. 147 (E2, side 644) blot er anført, at udgiften er pålagt " bestemte transaktioner ". Selskabet har ikke redegjort nærmere for, hvilke "bestemte transaktioner" der er tale om eller hvorvidt selskabet fastholder, at der er tale om en afgift pålagt nogle (uspecificerede) serviceydelser. Videre oplyste selskabet under landsskatteretssagen vedrørende den betalte "Business Tax" på 444.428,50 kr., at beløbet er opkrævet af "rentetransaktioner", og at det i øvrigt kan opdeles som henholdsvis 265.796 kr. for "Business Tax" og 178.633 kr. for "Income tax" (bilag 5, side 19). Selskabet har ikke i sin supplerende stævning foretaget samme opdeling af udgiften eller for den sags skyld oplyst, om det fortsat gøres gældende, at betalingen angår rentetransaktioner. Skatteministeriet har i det supplerende processkrift på side 14, fremsat opfordring (F) (E2, side 676) med henblik på at få dokumenteret de Y5-nationalitet myndigheders opkrævning af de omhandlede beløb, dokumentation for udgifternes afholdelse, samt specificering af karakteren og formålet med udgifterne. Videre har ministeriet i det supplerende processkrift, side 14, også fremsat opfordring (G)(H) (E2, side 676), hvorefter H1-virksomhed er opfordret til at oplyse, om selskabet mener, at der er tale om serviceydelser henholdsvis rentetransaktioner. Opfordringerne er genfremsat i processkrift A, afsnit 1.4 (E2, side 718). H1-virksomhed har ikke besvaret opfordringerne, men blot anført, at der henvises til den argumentation, der er gengivet i Landsskatterettens afgørelser samt fremlagt bilag 567-572 (processkrift 2, side 44, pkt. 372-376, E2, side 764). Bilagene udgør fakturaer til H1-virksomhed fra G18-virksomhed (bilag 567-568, E13, side 6841 og 6855), udtræk fra H1-virksomhed’s bogføringssystem (bilag 569, E13, side 6857), årsrapport for G18-virksomhed vedr. "2014 Bilateral Advance Pricing Arrangement" (bilag 570, E13, side 6861), faktura til G18-virksomhed fra H1-virksomhed (bilag 571, E13, side 6845) og udtræk fra H1-virksomhed’s bogføringssystem (bilag 572, E13, side 6851). De med processkrift 3 fremlagte bilag 582-590 (E13, side 6867, 6853, 6883, 6849, 6839, 6885-6887, 6843 og 6859), der blot er nævnt i processkrift 3, side 8, pkt. 61-63 (E2, side 800) - uden i øvrigt at være uddybet eller redegjort for - dokumenterer heller ikke, at udgifterne er fradragsberettigede. Ingen af bilagene viser eller i øvrigt redegør for, at de omhandlede udgifter er fradragsberettigede driftsomkostninger, ligesom det fortsat er uklart, om H1-virksomhed gør gældende, at der er tale om serviceydelser eller rentetransaktioner. At H1-virksomhed ikke har besvaret opfordring (F)-(H), må komme H1-virksomhed processuelt til skade, da det på det foreliggende grundlag ikke engang er muligt at kvalificere karakteren af og formålet med udgifterne. Allerede af den grund er udgifterne ikke fradragsberettigede som driftsomkostninger i henhold til statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, jf. jf. U.1971.853 Ø (M1, side 83). Under alle omstændigheder er det ikke H1-virksomhed som moderselskab, der er rette omkostningsbærer af betalingen af skatter og afgifter i Y5-land. Efter de foreliggende oplysninger må det lægges til grund, at betalingerne angår et koncernforbundet selskab i Y5-land, hvorefter det må være dette selskab, der er rette omkostningsbærer af skatterne og afgifterne. Også af den grund kan udgifterne ikke anses for fradragsberettiget i H1-virksomhed’ skattepligtige indkomst. …" Parterne har under hovedforhandlingen nærmere redegjort for deres opfattelse af sagen. Rettens begrundelse og resultat Sagen angår en prøvelse af Landsskatterettens fem afgørelser af 7. april 2021, hvor Landsskatteretten har stadfæstet SKAT og Skattestyrelsens tidligere afgørelser vedrørende indkomstårene 2011 - 2014, idet Landsskatteretten fandt, at H1-virksomhed (herefter "H1-virksomhed") ikke har godtgjort, at de omhandlede omkostninger er fradragsberettigede efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, eller ligningslovens § 8, stk. 3, samt at det i øvrigt ikke er godtgjort, at udgifterne kan indgå ved opgørelsen af gevinst og tab på fordringer og gæld, jf. kursgevinstlovens § 26, stk. 3. For så vidt angår H1-virksomhed’s principale og subsidiære påstand angår disse den skattemæssige behandling af en del af udgifterne omfattet af Landsskatterettens afgørelser af 7. april 2021, svarende til udgifter på i alt 173.354.672, 97 kr. i indkomstårene 2011 - 2014, idet udgifterne dog er opgjort forskelligt for de to påstande. Det er H1-virksomhed der bærer bevisbyrden for, at der er grundlag for at tilsidesætte Landsskatterettens afgørelser af 7. april 2021, herunder at betingelserne for at opnå fradrag for de i sagen omhandlede udgifter, eller at disse kan indgå i opgørelsen efter kursgevinstlovens § 26, stk. 3, er opfyldt. Bevisførelsen Retten lægger til grund som ubestridt, at H1-virksomhed har afholdt de i sagen omhandlede udgifter, og at dette skete i forbindelse med indgåelsen og berigtigelsen af en række aftaler vedrørende selskabets driftskredit- og lånefaciliteter, som selskabet oprindeligt indgik aftale om i 2009, herunder en aftale om refinansiering i 2011 samt låneaftaler, aftaler om driftskredit- og lånefaciliteter samt en aftale om garantifaciliteter i 2012, 2013 og 2014. Desuden lægger retten efter bevisførelsen, herunder de afgivne vidneforklaringer, til grund, at udgifterne blev afholdt som led en i en omstrukturering af selskabets gæld, herunder den driftskredit i form af en kassekreditfacilitet (RCF), som selskabet benyttede til at sikre driften ved at stille likviditet til rådighed for datterselskaberne. Retten lægger desuden til grund, at baggrunden for at H1-virksomhed indledte forhandlinger med långiverne om en omstrukturering af virksomhedens gæld i 2012 skyldtes, at H1-virksomhed som følge af likviditetsproblemer forventede problemer med at opfylde de finansielle tests (covenants), der var fastsat som led i aftalerne om selskabets driftskredit- og lånefaciliteter, hvilket kunne resultere i, at selskabets gæld, herunder de allerede foretagne træk på kreditfaciliteterne, kunne kræves indfriet. Derudover kunne selskabet afskæres fra at foretage yderligere træk på kreditfaciliteten samt benytte den eksisterende garantifacilitet. Allerede inden den endelige indgåelse af aftalerne i 2013 om selskabets driftskredit-, låne- og garantifaciliteter, indledte H1-virksomhed arbejdet med en efterfølgende genforhandling af de pågældende aftaler som følge af de finansielle tests (covenants), som de nye aftaler indeholdt, samt på baggrund af et ønske om andre långivere end de eksisterende. Som sagen er forelagt, har H1-virksomhed alene overordnet redegjort for, hvad de i sagen omhandlede udgifter er anvendt til, herunder hvad egne rådgivere har rådgivet selskabet om, og retten lægger efter bevisførelsen til grund, at i hvert fald en del af de i sagen omhandlede udgifter vedrører rådgivning om selskabets finansielle struktur. Endeligt er det efter bevisførelsen ikke nærmere godtgjort, hvad de driftskredit- og lånefaciliteter, som udgifterne i sagen relaterer sig til, er anvendt til at finansiere, herunder hvilke selskaber i koncernen, der har gjort brug af kreditfaciliteten. Retten lægger herefter til grund, at driftskredit- og lånefaciliteterne er anvendt til finansiering af H1-virksomhed aktiviteter i almindelighed. Fradrag efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a H1-virksomhed har til støtte for den principale påstand i første række gjort gældende, at samtlige udgifter omfattet af den principale påstand er fradragsberettigede driftsomkostninger i medfør af statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Det følger af bestemmelsen, at en virksomhed kan fradrage driftsomkostninger ved beregningen af den skattepligtige indkomst, og at det er en betingelse for at anse udgifter for en driftsomkostning, at der er tale om udgifter, som i årets løb er anvendt med henblik på at erhverve, sikre eller vedligeholde virksomhedens indkomst. Udgifter som ikke vedrører den løbende drift, men derimod en virksomheds indkomstgrundlag/kapitalgrundlag, kan ikke fradrages som driftsudgifter efter bestemmelsen. Derudover er finansieringsudgifter som udgangspunkt, når der bortses fra finansielle virksomheder, ikke fradragsberettigede som driftsomkostninger efter bestemmelsen. Uanset det fremlagte og forklarede om H1-virksomhed’s rolle som koncernintern långiver, herunder størrelsen på pengestrømmene og de finansielle indtægter, som selskabet oppebar fra datterselskaberne, finder retten ikke grundlag for at anse selskabet som en finansiel virksomhed i skattemæssig henseende i relation til de omhandlede udgifter i forbindelse med indgåelsen af aftalerne om selskabets driftskredit- og lånefaciliteter. Efter bevisførelsen har H1-virksomhed herefter ikke godtgjort, at omkostningerne har den nødvendige direkte tilknytning til selskabets indkomsterhvervelse, som kræves for at fradrage omkostningerne i medfør af statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, men må anses som afholdt for at sikre selskabets lånefinansiering, herunder tilrettelæggelsen af denne. Udgiftsafholdelsen vedrører dermed selskabets indkomstgrundlag/kapitalgrundlag og er ikke fradragsberettiget efter bestemmelsen. Fradrag efter ligningslovens § 8, stk. 3 I anden række har H1-virksomhed til støtte for den principale påstand gjort gældende, at de omhandlede udgifter er fradragsberettigede i medfør af ligningslovens § 8, stk. 3, litra a og litra c, i det omfang, at retten måtte finde, at udgifterne udgør løbende provisioner eller præmier for lån optaget af selskabet eller stiftelsesprovisioner, engangspræmier og lignende engangsydelser for lån med en løbetid på mindre end 2 år, i overensstemmelse med bestemmelsens ordlyd. H1-virksomhed har desuden gjort gældende, at afholdte udgifter for i alt 10.950.859,33 kr. vedrørende "work fees" til bankernes Co-coordinating Committee i forbindelse med de midlertidige aftaler om driftskreditten i 2012, stiftelsesgebyr vedrørende lån fra F1-bank (herefter "F1-bank") i 2012 , rådgiveromkostninger relateret til lånet fra F1-bank i 2012 og aftalerne i 2013 om låneaftale og driftskredit samt stiftelsesprovision relateret til garantifacilitetsaftalen med F4-bank i oktober 2013, er fradragsberettigede efter bestemmelsen. Det er en betingelse for fradragsret efter ligningslovens § 8, stk. 3, litra a og litra c, at udgifterne har en rentelignende karakter, og få så vidt angår fradragsretten efter bestemmelsens litra c er det yderligere en betingelse, at der er tale om stiftelsesprovisioner til en nyt lån og ikke udgifter, der relaterer sig til ændring af et tidligere lån, og at lånet har en løbetid på mindre end to år. For så vidt angår udgifterne til "work fees" til bankernes Co-coordinating Committee har disse ikke en rentelignende karakter, og det er desuden ikke godtgjort, at de pågældende udgifter knytter sig til et eller flere bestemte lån. Vedrørende det yderligere lånetilsagn fra F1-bank på 25 mio. euro i forbindelse med aftalerne indgået den 31. juli 2012 om H1-virksomhed’ driftskredit- og lånefaciliteter blev dette givet på de vilkår, der var under det eksisterende F1-bank-lån. Det fremgår af fakturaen udstedt vedrørende gebyret for stiftelsen af dette lånetilsagn, at der er tale om et ændringsgebyr. Under disse omstændigheder finder retten det ikke godtgjort, at der er tale om en fradragsberettiget stiftelsesprovision, og henset til at der er tale om en ændring af F1-bank-lånet fra 2012, kan løbetiden heller ikke anses for at være under to år. Rådgiverudgifterne afholdt af H1-virksomhed i forbindelse med indgåelsen af aftalerne om F1-bank-lånet i 2012 og driftskreditaftalen i 2013 har ikke karakter af renteudgifter, da der er tale om beløb, der er blevet opkrævet af en anden end de direkte långivere, jf. også landsrettens præmisser i SKM2010.199. Derudover har H1-virksomhed for så vidt angår udgifterne til rådgiver relateret til driftskreditaftalen i 2013 opgjort disse forholdsmæssigt på baggrund af de samlede rådgiveromkostninger og størrelsen på driftskreditten og det kortfristede lån. Retten finder det herefter, og efter bevisførelsen i øvrigt, ikke godtgjort, at rådgiveromkostningerne relateret til driftskreditaftalen i 2013 udgør 4.558.118,78 kr. Endeligt har den indgåede aftale med F4-bank vedrørende garantifaciliteten karakter af en rammeaftale, som gav H1-virksomhed mulighed for at få udstedt garantier efter anmodning inden for den aftalte beløbsramme, men der blev ved aftaleindgåelsen ikke udstedt garantier, og der er i øvrigt ikke grundlag for at sidestille aftalen med en låneaftale. Herefter, og da retten i øvrigt ikke finder grundlag for at anse de omhandlede udgifter for fradragsberettigede efter ligningslovens § 8, stk. 3, litra a og litra c, finder retten det samlet set ikke godtgjort, at H1-virksomhed har en fradragsret efter bestemmelsen. Opgørelse af gevinst og tab på fordringer og gæld efter kursgevinstlovens § 26, stk. 3. H1-virksomhed har til støtte for den subsidiære påstand gjort gældende, at en række omkostninger opgjort til 173.354.672,97 kr. kan medregnes ved avanceopgørelsen af selskabets gæld i medfør af kursgevinstlovens § 26, stk. 3. Det følger af kursgevinstlovens § 26, stk. 3, at gevinst eller tab på gæld opgøres som forskellen mellem gældens værdi ved optagelsen af gælden og værdien ved frigørelsen eller indfrielsen. Det følger af bestemmelsens forarbejder samt praksis, at fradragsret efter bestemmelsen kræver, at der skal være tale om omkostninger, herunder udgifter til rådgivere, som kan henføres til selve gældens etablering eller indfrielse, og at udgifterne har en direkte og nær tilknytning hertil. Derudover følger det, at omkostninger til rådgivere for bistand ved den overordnede strukturering og tilrettelæggelse af lånefinansieringen, herunder afsøgning af lånemarkedet, ikke medregnes i anskaffelsessummen efter bestemmelsen. H1-virksomhed’s driftskredit- og lånefaciliteter bestod både før og under den i sagen omhandlede periode af en driftskredit (RCF) og to lån hos henholdsvis F1-bank og F2-bank (herefter "F2-bank"). Retten lægger efter bevisførelsen til grund, at driftskreditten og lånene blev videreført ved tillæg, genskrevne og genaccepterede aftaler samt ændringsaftaler i perioden 2011 - 2014, og at aftalerne henviser til de tidligere indgåede aftaler. Vilkår, forfald, rentemargin, sikkerheder, finansielle tests (covenants), lånerammer og deltagere i banksyndikatet blev dog ændret ved en række af de indgåede aftaler, så driftskredit- og lånefaciliteterne blev tilpasset selskabets økonomiske situation. Spørgsmålet er herefter, om der var tale om så væsentlige ændringer, at der i kursgevinstlovens forstand var tale om indfrielse af driftskreditten og lånene og etablering af nye kredit- og lånefaciliteter. For så vidt angår driftskreditten lægger retten efter bevisførelsen, herunder vidneforklaringerne fra IE, IF og IH til grund, at der grundlæggende var tale om den samme kreditfacilitet, der blev videreført med begrænsede ændringer, idet der dog ved indgåelsen af aftalen i 2013 var tale om væsentlig strammere vilkår end tidligere, hvilket medførte operationelle vanskeligheder for H1-virksomhed grundet navnlig mere kontrol af og opfølgning i forhold til långiverne. Henset hertil, og som sagen er forelagt, finder retten det ikke bevist, at der i perioden 2011 - 2014 var tale om så væsentlige ændringer af driftskredittens vilkår, eller at vilkårsændringerne havde en sådan økonomisk betydning for H1-virksomhed, at ændringerne i driftskreditten må anses som etablering af et ny lån i kursgevinstlovens forstand. Tilsvarende finder retten det efter bevisførelsen heller ikke godtgjort, at der ved de indgåede ændringsaftaler vedrørende lånene fra F1-bank og F2-bank var tale om så væsentlige ændringer af driftskredittens vilkår, eller at vilkårsændringerne havde en sådan økonomisk betydning for H1-virksomhed, at ændringerne i driftskreditten må anses som etablering af et ny lån i kursgevinstlovens forstand. Retten skal hertil bemærke, at tilbagebetalingen af 25 mio. euro til F1-bank var en del af aftalen af 27. april 2012, som ikke danner grundlag for nogen af de i den subsidiære påstand omhandlede omkostninger, og at der ved aftalen af 31. juli 2012 med F1-bank, samtidig blev genudlånt et tilsvarende beløb til H1-virksomhed. Tilsvarende lægger retten til grund at nedbringelsen af F1-bank’s lånetilsagn fra 250 mio. euro til 200 mio. i tillægsaftalen af 9. januar 2013 har baggrund i den omstændighed, at H1-virksomhed havde afdraget 50 mio. euro i henhold til aftalen af 27. april 2012. For så vidt angår aftalen med F4-bank vedrørende garantifaciliteten blev der, jf. også det anførte ovenfor om den manglende udstedelse af garantier ved aftalens indgåelse, ikke etableret eller indfriet gæld ved aftalens indgåelse, hvorfor udgifterne relateret til aftalen ikke kan indgå i avanceopgørelsen efter kursgevinstlovens § 26, stk. 3. Retten finder det efter bevisførelsen, herunder de fremlagte fakturer og tidsopgørelser fra rådgivere, derudover ikke godtgjort, at alle de i den subsidiære påstand omhandlede omkostninger har den krævede direkte og nære tilknytning til de i sagen omhandlede aftaler om driftskreditten og lånene hos F1-bank og F2-bank eller i øvrigt til etablering eller indfrielse af gæld. Der indgår i aftalekomplekserne således rammeaftaler samt to aftaler mellem kreditorerne, hvis tilknytning ikke er nærmere godtgjort. Derudover lægger retten efter vidnerne IH og IG’s forklaringer til grund, at H1-virksomhed af R4-advokathus og R8-revision tillige er rådgivet om henholdsvis interne forhold i selskabet, børsretlige og insolvensretlige problemstillinger samt selskabets overordnede strukturering og tilrettelæggelse af lånefinansieringen, herunder ved at opbygge en finansiel model og bistand i processen i forhold til bankernes revisors gennemgang af selskabets forretningsplan. Det følger af Højesterets præmisser gengivet i UfR 2014.1193 H, at det er H1-virksomhed, der har bevisbyrden for, at de omkostninger til egne rådgivere, der ønskes medregnet i anskaffelsessummen ved opgørelsen af gældens værdi efter kursgevinstlovens § 26, stk. 3 (dagældende § 26, stk. 4), angår bistand af en sådan art, at de kan medregnes. Det samme gælder opdeling af rådgiveromkostninger på bistand, der kan medregnes, og bistand, der ikke kan, i tilfælde hvor omkostningen omfatter begge elementer. Det er som sagen er forelagt ikke muligt i tilstrækkeligt omfang at fastslå, hvad de enkelte udgifter, der fremgår af de i sagen fremlagte fakturaer og tidsopgørelser, vedrører, og denne bevisbyrde har H1-virksomhed herefter ikke løftet. Samlet set har H1-virksomhed herefter ikke godtgjort, at de i den subsidiære påstand omhandlede omkostninger kan medregnes ved avanceopgørelsen af selskabets gæld i medfør af kursgevinstlovens § 26, stk. 3. På denne baggrund, og da der i øvrigt ikke findes grundlag for at tilsidesætte Landsskatterettens afgørelser af 7. april 2021, tager retten Skatteministeriets påstand om frifindelse til følge. Sagsomkostninger Efter sagens resultat skal H1-virksomhed betale sagsomkostninger til Skatteministeriet. Som anført i Højesterets dom af 24. april 2019 i sagen om Roskilde Bank ( U 2019.2639 H) må omkostninger til dækning af udgift til advokatbistand i sager om meget store værdier fastsættes skønsmæssigt efter en vurdering af, hvad der kan anses for rimeligt, også under hensyn til sagens omfang og karakter. Som ligeledes anført må der i den forbindelse tages hensyn til både arbejdets omfang og det ansvar, der er forbundet med sagens førelse. Sagen har et meget stort bilagsmæssigt omfang, og sagen blev hovedforhandlet over 5 retsdage. Herefter og efter sagens værdi, forløb og udfald, fastsætter retten sagsomkostningerne til dækning af advokatudgifter med 1.000.000 kr. Beløbet er inkl. moms, da Skatteministeriet ikke er momsregistreret. THI KENDES FOR RET: Skatteministeriet frifindes. I sagsomkostninger skal H1-virksomhed inden 14 dage til Skatteministeriet betale 1.000.000 kr. Sagsomkostningerne bliver forrentet efter rentelovens § 8 a.