Spring til indhold
skattewiki.dk

SKM2026.326.VLR

Straf – skat – moms – MobilePay indsætninger – uregistreret virksomhed – skøn over udgifter

Myndighed
Vestre Landsret
Dokumenttype
Dom
Afsagt
3. marts 2026
Offentliggjort
3. juli 2026
Emneord
Straf, skat, moms
Kilde
Åbn original på info.skat.dk ↗

Lovhenvisninger

Resumé

T var som forhold 1-4 tiltalt for med forsæt til at unddrage det offentlige skat for indkomstårene 2018, 2019, 2020 og 2021 ikke inden 4 uger efter selvangivelsesfristens udløb henholdsvis den 1. juli 2019, den 1. september 2020, den 1. juli 2021 og den 1. juli 2022, at have meddelt told- og skatteforvaltningen, at hendes skatteansættelser var for lave med henholdsvis 146.838 kr. for indkomståret 2018, 134.261 kr. for indkomståret 2019, 102.627 kr. for indkomståret 2020 og 123.946 kr. for 2021, idet overskud af uregistreret virksomhed ikke var med i årsopgørelserne. T havde derved unddraget for 206.823 kr. i skat. Som forhold 5 var T tiltalt for med forsæt til momsunddragelse i perioden fra den 5. januar 2018 til den 30. december 2021, at have drevet momspligtig virksomhed uden momsregistrering, hvorved det offentlige blev unddraget 126.917 kr. i moms. T nægtede sig skyldig under henvisning til, at hun ikke havde drevet uregistreret virksomhed, men derimod lagt ud for sine venner i forbindelse med køb af madvarer, og at indsætningerne desuden var tilbagebetaling af lån, hun havde givet til sine venner i forbindelse med besøg på kasino og private spil om penge. Byretten henviste til, at det fremgik af oplysningerne fra Erhvervsstyrelsen, at T oprettede en enkeltmandsvirksomhed under branchekode 962300 Drift af dagspa, saunaer og dampbade. Desuden kunne man på flere fotos fra T’s profil på sociale medier se, at T havde sat forskellige madvarer til salg. På den baggrund, og sammenholdt med mængden af indsætningerne på T’s konto, som sås at hidrøre fra flere personer, samt størrelsen heraf, lagde retten til grund, at T drev uregistreret virksomhed i den anførte periode, og herved havde oppebåret et betydeligt overskud, som ikke blev indberettet til told- og skatteforvaltningen, samt desuden undlod at afregne moms, hvilket T havde været bevidst om. T fandtes herefter skyldig. Ud fra størrelsen af de skønsmæssigt fastsatte fradrag for potentielle udgifter, og sammenholdt med vidnets forklaring om, at udgifterne var blevet fastsat for lavt, fandt retten at der skulle ske nedsættelse af bødestraffen og idømte T en bøde på 450.000 kr. T ankede dommen med påstand om frifindelse, subsidiært formildelse. Anklagemyndigheden påstod skærpelse. Landsretten tiltrådte at T var skyldig i tiltalen. Der var ikke under hverken skattesagen eller straffesagen fremkommet oplysninger, som belyste de udgifter, T havde haft i forbindelse med sin erhvervsmæssige virksomhed. Skattestyrelsens straffesagsenhed havde derfor i de ikke-angivne beløb foretaget fradrag for udgifter, som på baggrund af virksomhedernes formodede karakter skønsmæssigt var fastsat henholdsvis til 30 % for salgsvirksomheden i 2018-19 og til 20 % for massagevirksomheden i 2020-21. Da der heller ikke for landsretten var fremkommet oplysningerne, som belyste T’s faktiske udgifter nærmere, fandt landsretten, at der ikke var grundlag for at fravige Skattestyrelsens straffesagsenheds vurdering af de skønsmæssige fradrag. Landsretten stadfæstede herefter byrettens dom med den ændring, at bødestraffen forhøjedes til 600.000 kr.

Henviser til

  • Den juridiske vejledning A.C.3.2.1.3.3
  • Den juridiske vejledning A.C.3.2.4
  • Den juridiske vejledning A.C.3.4.3

Fuldtekst

DOM afsagt den 12. august 2025 Rettens nr. 98-988/2025 Politiets nr. Anklagemyndigheden mod T født den (red.dato.nr.1.fjernet) Anklageskrift er modtaget den 19. marts 2025. T er tiltalt for overtrædelse af 1. skattekontrollovens § 83, stk. 4, jf. stk. 1, ved med forsæt til at unddrage det offentlige skat for indkomståret 2018, ikke inden 4 uger efter selvangivelsesfristens udløb den 1. juli 2019, at have meddelt Skattestyrelsen, at hendes skatteansættelse var for lav med 146.838 kr., idet overskud af uregistreret virksomhed ikke var med i årsopgørelsen af 22. marts 2019, hvorved det offentlige blev unddraget 58.633 kr. i skat. 2. skattekontrollovens § 83, stk. 4, jf. stk. 1, ved med forsæt til at unddrage det offentlige skat for indkomståret 2019, ikke inden 4 uger efter selvangivelsesfristens udløb den 1. september 2020, at have meddelt Skattestyrelsen, at hendes skatteansættelse var for lav med 134.261 kr., idet overskud af uregistreret virksomhed ikke var med i årsopgørelsen af 6. marts 2020, hvorved det offentlige blev unddraget 54.258 kr. i skat. 3. skattekontrollovens § 83, stk. 4, jf. stk. 1, ved med forsæt til at unddrage det offentlige skat for indkomståret 2020, ikke inden 4 uger efter selvangivelsesfristens udløb den 1. juli 2021, at have meddelt Skattestyrelsen, at hendes skatteansættelse var for lav med 102.627 kr., idet overskud af uregistreret virksomhed ikke var med i årsopgørelsen af 22. marts 2021, hvorved det offentlige blev unddraget 42.332 kr. i skat. 4. skattekontrollovens § 83, stk. 4, jf. stk. 1, ved med forsæt til at unddrage det offentlige skat for indkomståret 2021, ikke inden 4 uger efter selvangivelsesfristens udløb den 1. juli 2022, at have meddelt Skattestyrelsen, at hendes skatteansættelse var for lav med 123.946 kr., idet overskud af uregistreret virksomhed ikke var med i årsopgørelsen af 13. marts 2022, hvorved det offentlige blev unddraget 51.600 kr. i skat. 5. momslovens § 81, stk. 3, jf. stk. 1, nr. 2, jf. § 47, stk. 1, 1. pkt., ved med forsæt til momsunddragelse i perioden fra den 5. januar 2018 til den 30. december 2021, at have drevet momspligtig virksomhed uden momsregistrering, hvorved det offentlig blev unddraget 126.917 kr. i moms. Påstande Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om bødestraf på 600.000 kr. Tiltalte har nægtet sig skyldig. Sagens oplysninger Der er afgivet forklaring af tiltalte og af vidnet UK. Forklaringerne er lydoptaget og gengives ikke i dommen. Der har været fremlagt oversigt over indsætninger 2018/2019, side 1 (1-12), årsopgørelse 2018, nr. 3, (1-22), oversigt over kontanthævninger 2019 (1-27), årsopgørelse 2019, nr. 1 (2-3), oversigt over kontanthævninger i 2020/2021 (1-28), årsopgørelse 2020, nr. 1 (3-3), årsopgørelse 2021 (4-3), sagsnotat fra Skattestyrelsen med fotos (1-9), forslag til afgørelse 2018-2019 (1-10), brev fra tiltalte om indsigelse (1-20), afgørelse 2018-2019 (1-11), brev fra tiltaltes ægtefælle (1-21), forslag til ændring af moms og skat 2020-2021 (1-14), afgørelse 2020-2021 (1-15), oversigt over mobilepay-indsætninger (1-16), oversigt over mobilepay-indsætninger (1-17), kontoudtog (1-18), ansvarsredegørelse, side 5 og side 7 (1-6c), anmeldelsesrapport (1-1), oprindelig tiltalebegæring (1-5), rapport om nye retningslinjer (1-6a), ny tiltalebegæring (1-6b) , udskrift for indberetninger til Skattestyrelsen (1-24), virksomhedsoplysninger (1 -26) og sagsnotat (1-12a). Rettens begrundelse og afgørelse Tiltalte har nægtet sig skyldig under henvisning til, at hun ikke har drevet uregistreret virksomhed, men derimod lagt ud for sine venner i forbindelse med køb af madvarer, og at indsætningerne endvidere var tilbagebetaling af lån, hun havde givet til sine venner i forbindelse med besøg på kasino og private spil om penge. Vidnet UK har bl.a. forklaret, at tidspunkterne for Mobilepay-indsætningerne på tiltaltes bankkonto i 2018-2019 var sammenfaldende med annoncerne på tiltaltes facebookprofil, samt at indsætningerne i 2020-2021, på grund af beløbenes størrelse, sandsynligvis hidrørte fra drift af massør-virksomhed. Det fremgår af oplysningerne fra Erhvervsstyrelsen (1-26), at tiltalte oprettede en enkeltmandsvirksomhed under branchekode 962300 Drift af dagspa, saunaer og dampbade. Af sagsnotatet (1-9) ses flere fotos fra tiltaltes facebookprofil, hvor det ses, at tiltalte havde sat forskellige madvarer til salg. På den baggrund, og sammenholdt med mængden af indsætninger på tiltaltes konto, som ses at hidrøre fra flere personer, samt størrelsen heraf, lægger retten til grund, at tiltalte drev uregistreret virksomhed i den anførte periode, og herved har oppebåret et betydeligt overskud, som ikke blev indberettet til Skattestyrelsen, samt endvidere undlod at afregne moms, hvilket tiltalte har været bevidst om. Det er derfor bevist, at tiltalte er skyldig. Ud fra størrelsen på de skønsmæssigt fastsatte fradrag for potentielle udgifter, og sammenholdt med vidnets forklaring om, at udgifterne er blevet fastsat for lavt, finder retten derfor, at der skal ske nedsættelse af bødestraffen. Straffen fastsættes derfor passende til en bøde på 450.000 kr., jf. skattekontrollovens § 83, stk. 4, jf. stk. 1 og momslovens § 81, stk. 3, jf. stk. 1, nr. 2, jf. § 47, stk. 1, 1. pkt. Forvandlingsstraffen fastsættes som nedenfor bestemt. Thi kendes for ret: Tiltalte, T, skal straffes med en bøde på 450.000 kr. Forvandlingsstraffen for bøden er fængsel i 60 dage. Tiltalte skal betale sagens omkostning _________________________________________________________________________________________________________________ Vestre Landsrets dom Afsagt den 3. marts 2026 af Vestre Landsrets 6. afdeling (dommerne Astrid Bøgh, Anders Raagard og Ninna Kylkjær (kst.)) i ankesag. V.L. S-1521-25 Anklagemyndigheden mod T født den (red.dato.nr.1.fjernet) (advokat JM, Aarhus) Retten i Y1-by har den 12. august 2025 afsagt dom i 1. instans (rettens nr.) Påstande Tiltalte, T, har påstået frifindelse, subsidiært formildelse. Anklagemyndigheden har påstået skærpelse. Supplerende oplysninger Tiltalte er tidligere straffet med en bøde på 2.000 kr. ved bødeforlæg af 24. september 2024 for overtrædelse af færdselsloven. Forklaringer Tiltalte og vidnet UK har for landsretten i det væsentlige forklaret som i 1. instans. Der er endvidere afgivet forklaring af JB og JW. Tiltalte har supplerende forklaret, at hun ikke husker, hvornår hun foretog Facebook opslagene, men det kan godt passe, at det var i 2018 og 2019. Hun har ikke foretaget andre opslag end de 10, som fremgår af sagen. Når hendes venner bestilte hos hende, foregik det ved, at de nogle gange ringede til hende for at bestille og andre gange spurgte de, når de mødtes. Hun spurgte også sine venner, om de ville købe noget. Hun indkøbte kun det, som hendes venner havde bestilt. Formålet med Facebook-opslagene var, at hendes venner kunne se, hvad de kunne bestille. Hun hjalp med indkøb af fødevarer, fordi hun kunne få rabat, når hun købte store mængder. Hun tjente ikke noget på det. Der var også andre venner, som indkøbte varer på samme måde. Privat spiller hun kort med sine veninder. Der er nok tale om ca. 20 personer. De spiller altid om penge. De to vidner, JB og JW, er blandt dem, som hun har spillet med. JB hed tidligere JC til efternavn. JB og JW har i forbindelse med kortspil lånt kontanter af hende, som de så har tilbagebetalt efterfølgende, bl.a. over MobilePay. Det har hendes andre veninder også gjort. Det er således tilfældet med indbetalingerne fra JW på 500 kr. den 10. januar 2018, på 1.000 kr. den 16. januar 2018, på 1.000 kr. den 23. februar 2018, på 420 kr. den 18. juni 2018 og på 500 kr. den 9. juli 2018. Når de spillede kort, lånte hun nogle gange penge til sine venner til brug for spillet. Det skete kontant, og de betalte tilbage på Mobilepay. Indbetalingerne på hendes konto kunne også være hendes gevinster fra kortspillene. Betalingen den 19. februar 2018 på 5.000 kr. er fra JB. Hun havde givet JB 5.000 kr. i kontanter til kortspil, som JB så tilbagebetalte på MobilePay. Indsætningen af 5.000 kr. den 4. oktober 2018 er også fra JB. Det var en bankoverførsel. Det vedrørte også et lån fra kortspil. Det samme er tilfældet for overførslen af 11.500 kr. den 20. november 2018 og for overførslerne på 9.000 kr. den 23. november 2018 og 4.500 kr. den 5. december 2018. Det var normalt, at der blev spillet om så store beløb. Hun gik også på casino med sine veninder. Besøgsrapport n fra (red.casino.nr.1.fjernet) viser hendes besøg på casinoet i 2018-2021, fx at hun var der 139 gange i 2020. JW og JB var med nogle gange. På casinoturene lånte hun også sine veninder penge, og hun har også selv lånt penge af sine veninder. Efterfølgende har de så betalt hinanden tilbage over MobilePay. Det var ikke altid de samme personer, som hun var på casino med. De personer, som fremgår af Skattestyrelsens opgørelse af indbetalinger på hendes konto, er personer, som hun har spillet kort med eller været på casino med. Det drejer sig bl.a. om KB, KC, KD og KE. Når hun bestilte fødevarer, købte hun typisk ind for omkring 2.000 kr. Det omfattede hendes egne indkøb og indkøbene til veninderne. Hun foretog opslagene på Facebook for at gøre veninderne opmærksomme på, når en leverandør havde et tilbud, så de kunne bestille hos hende. Hun opnåede typisk en rabat på 5-10 %, når hun købte stort ind. Hendes fortjeneste bestod således af den rabat, hun opnåede på sine egne varer. Det er korrekt, at hun oprettede sin massageklinik i juli 2022. Hun havde på det tidspunkt nogle få kunder. Hun havde ikke massagekunder før juli 2022. Hendes kunder er både mænd og kvinder. UK har supplerende forklaret, at hun ikke husker, hvornår sagsnotat vedrørende indkomstårene 2018-2019 blev udarbejdet. Hun tog screenshots af tiltaltes Facebook-opslag i forbindelse med, at hun startede sagen op og foretog materialeindhentning. Det var i december 2020. Facebook-opslaget dateret den 12. juni må være 2019. Som hun husker det, blev hendes screenshots optaget på samme tidspunkt. Hun husker i dag ikke, hvor mange lignende opslag de fandt, men der var kontinuerligt foretaget opslag gennem 2018 og 2019. Når Skattestyrelsen vurderer, om der er drevet erhvervsmæssig virksomhed, er det ikke afgørende, om de kan fastslå, hvilken type virksomhed der er tale om. I denne sag var der dog overensstemmelse mellem indbetalingernes størrelse og priserne i opslagene på Facebook. Det er op til borgeren at bevise, at der ikke er tale om skattepligtige indtægter. Tiltalte skulle derfor sandsynliggøre, at der ikke var tale om erhvervsmæssige indtægter, men da de ikke hørte fra tiltalte, kunne dette ikke vurderes nærmere. Når hun i byretten forklarende, at der burde være foretaget et større fradrag for omkostninger end 30 %, bygger det på, at der altid vil være fradrag for omkostninger. Ud fra sagens omstændigheder er det hendes opfattelse, at de skønsmæssige fradrag på henholdsvis 20 % og 30 % er passende. Det er Skattestyrelsens opfattelse, at tiltaltes virksomhed i 2018-2019 vedrørte fødevaresalg. Dette ville medføre omkostninger til indkøb og behandling af fx fisk. Desuden kunne der være udgifter til lønninger og andet. Foreholdt at hun i byretten forklarede, at "der burde være indgivet fradrag, fordi der er omkostninger forbundet med at drive virksomhed", og at "Den skønsmæssige tilkendelse burde have været højere end 30%", har hun forklaret, at det er svært at vurdere den præcise procent. Vurderingen af fradrag på 20% og 30% er foretaget af straffesagsenheden. Når de dengang foretog deres vurdering, inddrog de ikke generelle brancheoplysninger, men lagde alene vægt på de konkrete kontoudskrifter. Det er Skattestyrelsens opfattelse, at virksomheden i 2018-2019 vedrørte fødevarer. Der var flere end de 10 Facebook-opslag, som indgår i sagen. Det er sædvanligt, at Skattestyrelsen kun tager et udsnit med i deres sager. Mistanken om massagevirksomhed bygger navnlig på kontooverførslerne og på registreringen af sådan virksomhed i juli 2022. Ud over størrelsen af de enkelte indbetalinger husker hun ikke, om der var andre oplysninger, som pegede på denne type virksomhed. Når der var tale om større beløb, kunne det vedrøre betalinger for flere personer. Det var dog svært at konkludere noget sikkert, når de ikke hørte fra tiltalte. Hun ved ikke, hvad det betyder, når det i et sagsnotat er anført, at SØIK har bemærket: "Skatteyder modtager en lang række indbetalinger via Mobilepay og andre overførsler fra 3. mand. Det ser ud som om, at hun spiller for andre end sig selv og lægger ud herfor. Hun hæver en del kontanter, som er uvist hvad de benyttes til". JB har forklaret, at hendes efternavn tidligere var JC. Hun har kendt tiltalte i mange år. Hun lærte tiltalte at kende i 2019. Hun var engang med til tiltaltes fødselsdag, hvor de spillede kort. Hun lånte penge af tiltalte til at spille for, fordi de spillede om kontanter. Hun havde ikke selv haft penge med til fødselsdagen. Efterfølgende betalte hun tiltalte tilbage over Mobilepay. Hun har ikke betalt med bankoverførsel. Hun lånte nok 4-5.000 kr. Der var omkring 30 personer til fødselsdagen. Hun har spillet kort med tiltalte til fødselsdage. Hun kender ikke alle de andre, som hun har spillet kort med tiltalte. Betalingen på tiltaltes konto på 5.000 kr. den 19. februar 2018 er foretaget af hende. Hun husker ikke, hvad de vedrører. Det kan godt passe, at det var tilbagebetaling af lån fra kortspil, som forklaret af tiltalte. Betalingen på 5.000 kr. den 4. oktober 2018 er også penge, hun har lånt af tiltalte. Hun husker ikke, hvad betalingen på 11.500 kr. den 20. november 2018 vedrørte. Det kan være tilbagebetaling af to forskellige lån. Når der er overført beløb over 2.000 kr. fra hende til tiltalte, har det kun handlet om lån. Hun har en gang været på casino med tiltalte. Det er mange år siden. Ved den lejlighed lånte hun også penge. Når hun havde lånt penge af tiltalte, betalte hun tilbage, når hun havde pengene. Hun har ikke købt thailandske madvarer af tiltalte, men hun har spist hos hende. JW har forklaret, at hun kender tiltalte gennem fælles bekendte i Y1-by. De har kendt hinanden i ca. 10 år. De har spillet kort privat. Når de spiller kort, er de typisk 10-20 personer. Det er forskellige personer, som deltager. De spiller altid om penge. De spiller fredag eller lørdag, når hun ikke skal på arbejde. I gennemsnit spiller hun kort med tiltalte 2-3 gange om måneden. De spiller om kontanter, og hvis man løber tør, så låner man. Hun har flere gange lånt penge af tiltalte. Efterfølgende betaler man tilbage over MobilePay eller kontant. De andre, der deltager i spillene, har også lånt penge af tiltalte, og de har også betalt tilbage over MobilePay eller med bankoverførsel. Hun har været på casino med tiltalte mange gange. I perioder har været 1-2 gange om ugen, men de har typisk været afsted hver måned. På casino har de kontanter med, og hvis hun løber tør, låner hun af tiltalte. Det har hun tit gjort. Hun har så betalt tilbage over MobilePay. Når de var på casino, var de Ofte flere afsted. De andre lånte også penge af tiltalte og betalte tilbage med MobilePay eller kontant. Det var forskelligt, hvor store beløb der blev lånt. Det kunne være 1.000 kr., 2.000 kr. eller 5.000 kr. Det var normalt i deres venindegruppe at låne penge af hinanden. Betalingen den 10. januar 2018 på 500 kr. er foretaget af hende. Hun husker ikke, hvad det drejede sig om. Betalingen den 25. februar 2019 på 5.000 kr. vedrørte nok et lån fra kortspil. Betalingen den 7. marts 2019 på 5.000 kr. vedrørte også lån fra kortspil. Det kan hun se ud fra beløbets størrelse. Hun har købt thailandske madvarer af tiltalte. De var sammen om at købe stort ind. Det var tiltalte, som stod for det. Når de var sammen, talte de om, hvornår der kom varer. Hun har ikke i øvrigt haft noget med det at gøre. Landsrettens begrundelse og resultat Ved afgørelser af 27. juli 2021 og 10. marts 2023 har Skattestyrelsen forhøjet tiltaltes skattepligtige indkomst med i alt 759.779 kr. for indkomstårene 2018-2021 og pålagt hende at betale moms med i alt 189.944 kr. for perioden 5. januar 2018 — 30. december 2021. Baggrunden for Skattestyrelsens afgørelser var, at det blev lagt til grund, at tiltalte i perioden havde drevet erhvervsvirksomhed uden at angive sin indkomst herfra og uden at være momsregistreret. Skattestyrelsens afgørelser ses ikke at være påklaget til Skatteankestyrelsen eller indbragt for domstolene. Skattestyrelsen har ved den strafferetlige behandling af sagen tilskåret denne, således at en række beløb, som indgår i skatteansættelsen, er udeladt, ligesom der er foretaget fradrag for tiltaltes skønnede udgifter ved den erhvervsmæssige virksomhed. Bevisførelsen for landsretten i væsentlige omfattet de samme omstændigheder og synspunkter, som er indgået i Skattestyrelsens fastsættelse af tiltaltes skatte- og momspligt, herunder at indbetalingerne på tiltaltes konto ener hendes opfattelse skulle stamme fra fødevaresalg uden fortjeneste eller udgøre tilbagebetalinger af lån i forbindelse med casinobesøg og kortspil. På baggrund af det store antal og regelmæssige indsætninger på tiltaltes konto i perioden 2018-2021 sammenholdt med tiltaltes Facebook-opslag i 2018 og 2019 om salg af fødevarer og hendes registrering i 2022 af en massagevirksomhed er det herefter bevist, at tiltalte i perioden 2018-2021 har drevet erhvervsmæssig og momsregistreringspligtig virksomhed. Henset til antallet og størrelsen af de omhandlede betalinger kan det ikke føre til en anden vurdering, at vidnerne JB og JW for landsretten i lighed med tiltalte har forklaret om tilbagebetaling af lån i forbindelse med private spil og casinobesøg. Spørgsmålet er herefter, om tiltaltes manglende selvangivelse og registrering af momspligtig virksomhed er sket med forsæt til at unddrage det offentlige skat, jf. skattekontrollovens § 83, stk. 4, og statskassen moms, jf. momslovens § 81, stk. 3. Under hensyn til omfanget og varigheden af tiltaltes erhvervsmæssige virksomhed og størrelsen og antallet af de involverede beløb finder landsretten, at tiltalte i det mindste har indset muligheden for, at hendes virksomhed var skatte- og momspligtig, og at hun psykologisk har forholdt sig accepterende til denne mulighed for det tilfælde, at det faktisk forholdt sig sådan. Landsretten tiltræder derfor, at tiltalte er fundet skyldig som sket. Der er ikke under hverken skattesagen eller straffesagen fremkommet oplysninger, som belyser de udgifter, tiltalte har haft i forbindelse med sin erhvervsmæssige virksomhed. Skattestyrelsens straffesagsenhed har derfor i de ikke-angivne beløb foretaget fradrag for udgifter, som på baggrund af virksomhedernes formodede karakter skønsmæssigt er fastsat henholdsvis til 30 % for salgsvirksomheden i 2018-2019 og til 20 % for massagevirksomheden i 2020-2021. Da der heller ikke for landsretten er fremkommet oplysninger, som belyser tiltaltes faktiske udgifter nærmere, finder landsretten, at der ikke er grundlag for at fravige Skattestyrelsens vurdering af de skønnede fradrag. Straffen fastsættes herefter til en bøde på 600.000 kr. svarende til en samlet unddragelse på 333.740 kr. med forvandlingsstraf som nedenfor bestemt. Straffen fastsættes som en tillægsstraf til bødevedtagelsen af 24. september 2024, jf. straffelovens § 89. Med den anførte ændring stadfæster landsretten byrettens dom. Thi kendes for ret Byrettens dom stadfæstes med den ændring, at bødestraffen forhøjes til 600.000 kr. Tiltalte skal betale sagens omkostninger for landsretten.

SKM2026.326.VLR — Straf – skat – moms – MobilePay indsætninger – uregistreret virksomhed – skøn over udgifter · skattewiki.dk