Journalnr. 25-0088176
Gældseftergivelse til svigerdatter: Værdiansættelse af gave
- Instans
- Landsskatteretten
- Dokumenttype
- Landsskatterettens afgørelse
- Offentliggjort
- 10. april 2026
- Kilde
- Åbn original i afgørelsesdatabasen ↗
Resumé
Sagen omhandler en klagers eftergivelse af et gældsbrev på 1.300.000 kr. til sin svigerdatter, som Skattestyrelsen anser for en afgiftspligtig gave. Klageren anfægtede gældens størrelse og gjorde gældende, at gavens værdi skulle fastsættes til 0 kr. på grund af svigerdatterens insolvens og manglende arveforventning. Landsskatteretten fastslog gældens størrelse til 1.300.000 kr., men fandt, at svigerdatteren havde sandsynliggjort, at hun ikke fuldt ud kunne indfri fordringen, og hjemviste sagen til Skattestyrelsen for en kursfastsættelse af fordringen baseret på svigerdatterens økonomiske forhold.
Titel, resumé og vurderinger er AI-genererede og kan indeholde fejl.
Lovhenvisninger
Henviser til
- SKM2011.454.HR
- SKM2018.49.BR
- SKM2024.561.HR
- TfS 1996.448
Fuldtekst
Journalnr. 25-0088176 Klagepunkt Skattestyrelsens afgørelse Klagerens opfattelse Landsskatterettens afgørelse Gave til svigerdatter i form af gældseftergivelse 1.300.000 kr. 0 kr. eller et mindre beløb Hjemvises til fornyet behandling i Skattestyrelsen Faktiske oplysninger Af et fremlagt gældsbrev fremgår, at klagerens svigerdatter, [person1] erkender at skylde klageren 1.300.000 kr. Gældsbrevet fremstår med delvis utydelig håndskrift. Af gældsbrevet fremgår endvidere, at lånet hidrører fra en kaution for kassekredit i [finans1], og er udbetalt den 17. juli 2009. Lånet er rentefrit og afdrages med 12.000 kr. årligt, første gang den 1. januar 2020. Lånet er på anfordring og forfalder til fuld indfrielse ved klagerens død. Gældsbrevet er underskrevet af klageren den 21. juni 2018. Klagerens svigerdatters underskrift fremgår ikke af gældsbrevet. På gældsbrevet er det tilføjet, at klageren den 2. juli 2023 har eftergivet gælden fuldt og endeligt. Klagerens svigerdatter har den 25. juni 2023 med sin underskrift bekræftet eftergivelsen. På gældseftergivelsestidspunktet var klageren 70 år. Landsskatteretten har den 21. maj 2025 truffet afgørelse om at svigerdatterens gæld til klageren ikke er forældet. Landsskatteretten hjemviste herefter sagen til Skattestyrelsen til nærmere undersøgelse af svigerdatterens solvens, og hvilken betydning det har for værdien af gaven. Klageren har ikke fremlagt dokumentation for, at der løbende er sket afdrag på gælden. Gælden er af Skattestyrelse derfor anset at være 1.300.000 kr. på eftergivelsestidspunktet. Klageren er gift med [person2], født [...]. Sammen har ægteparret sønnen [person3], der er gift med [person1]. [person3] er ifølge de foreliggende oplysninger parrets eneste livsarving. Skattestyrelsen har oplyst, at der er registreret følgende formueoplysninger for klageren og klagerens ægtefælle for de seneste indkomstår: 31/12 2021 31/12 2022 31/12 2023 31/12 2024 [klager] - [...] Fast ejendom – off. ejendomsværdi Sommerhus [adresse1], [by1] 1.250.000 1.596.000 1.596.000 1.596.000 Vurderet senest pr. 1/1 2020 Indestående pengeinstitutter 53.416 31.013 507.582 493.630 Gæld til realkredit -328.644 -297.169 -269.530 -241.372 Gæld til pengeinstitutter mv. -6.417 -2.799 -5.826 -3.824 Konteret nettoformue 968.355 1.327.045 1.828.226 1.844.434 31/12 2021 31/12 2022 31/12 2023 31/12 2024 [person2] - [...] Fast ejendom Købesum 50% af [adresse2], [by1] -solgt i 2023 1.750.000 Indestående pengeinstitutter 53.416 36.349 512.895 493.630 Gæld til pengeinstitutter mv. -4.208 -3.660 -8.612 -6.722 Konteret nettoformue 49.208 1.782.689 504.283 486.908 Samlet konteret nettoformue 1.017.563 3.109.734 2.332.509 2.331.342 Det fremgår således, at gældsbrevet til klagerens svigerdatter ikke indgår i formueoplysningerne pr. 31. december 2022. I forbindelse med behandlingen af den tidligere gavesag har klageren til Skattestyrelsen oplyst følgende ved mail af 3. oktober 2024: ”Jeg lånte for mange år siden [person1] og [person3] nogle penge til at dække underskud i virksomheden som [person1] ejede, men ikke gik godt, fordi hun var syg. Fordi [person1] ejede firmaet, lavede vi et gældsbrev mellem [person1] og mig. Jeg har løbende nedskrevet gælden med det gavebeløb jeg måtte give [person1] og [person3] hvert år, indtil gælden var afviklet. Vi har haft den opfattelse af eftergivelse og at gælden var "betalt af" var det samme!”.” Klagerens repræsentant har til Skatteankestyrelsen fremlagt en nota fra [finans1] af 17. juli 2009, hvoraf fremgår, at klageren har overført 1.000.000 kr. til svigerdatterens konto [kontonr.1] vedrørende indfrielse af kautionsforpligtelse. Til Skatteankestyrelsen har repræsentanten oplyst, at klageren og klagerens ægtefælle har oprettet et testamente pr. 29. november 2024. Ifølge repræsentanten fremgår det heraf, at parrets søn, [person3], er enearving, og at der er indsat en bestemmelse om at al arv er fuldstændigt særeje. Det er ligeledes anført, at i tilfælde af skilsmisse skal arven ikke deles med parrets svigerdatter ved bodeling. Skattestyrelsens afgørelse Skattestyrelsen har truffet afgørelse om at gældseftergivelsen på 1.300.000 kr. er en afgiftspligtig gave. Skattestyrelsen har som begrundelse bl.a. anført: ”Når personer omfattet af gavekredsen i boafgiftsloven modtager gaver i løbet af kalenderåret, skal de betale gaveafgift af gavernes værdi, der overstiger det årlige bundbeløb. En gave er karakteriseret ved, at der foreligger en vederlagsfri formuefordel, som er et udslag af gavmildhed. Gældseftergivelse foreligger, når der med kreditor indgås aftale om hel eller delvis bortfald af gælden. Kreditors motiv til at yde en debitor en gældseftergivelse vil typisk være et ønske om at opnå højst mulig dækning for sit tilgodehavende. I forbindelse med en gældseftergivelse vil kreditor normalt foretage en vurdering af debitors betalingsevne på sigt. Hvis en singulær gældseftergivelse sker inden for den gaveafgiftspligtige kreds nævnt i boafgiftslovens (BAL) § 22 (nærtstående) er der formodning for, at gældseftergivelsen er udtryk for en gave mellem parterne. Gavens værdi skal fastsættes til handelsværdien (markedsværdien) på tidspunktet for gældseftergivelsen. Se boafgiftslovens (BAL) § 27, stk. 1. Hvis der ikke eksisterer et marked for omsætning af det pågældende gældsbrev, som gælden skal afvikles efter, og det i øvrigt ikke er bestemt eller egnet til omsætning, må det på anden måde fastsættes, hvilken værdi gældsbrevet har. For anfordringsgældsbreve, der er udstedt mellem nærtstående, og som derfor ikke indeholder sædvanlige vilkår om rente, afdrag og løbetid, der gælder for omsættelige gældsbreve på det frie kapitalmarked, vil værdien som det klare udgangspunkt skulle ansættes til gældsbrevets pålydende restgæld (kurs 100) på eftergivelsestidspunktet. Dette udgangspunkt kan fraviges, hvis skyldner godtgør, at den pågældende på gældseftergivelsestidspunktet ikke var og heller ikke kunne forventes på et senere tidspunkt at blive i stand til fuldt ud at indfri det pågældende gældsbrev, herunder ved arv fra kreditor, der overstiger restgælden på gældsbrevet på dette tidspunkt. Se Højesterets afgørelse SKM2024.561.HR og SKM2011.454.HR. Gældsbrevet i denne sag på 1.300.000 kr. er udstedt den 21. juni 2018, og hidrører din indfrielse af din kautionsforpligtige for [person1]s kassekreditgæld til [finans1] tilbage i 2009. Der har ikke forud for gældsbrevets udstedelse været udfærdiget andet skriftligt gældsbrev på din gæld til ham. Lånet er iflg. gældsbrevet rentefrit, og skal afdrages med 12.000 kr. årligt, første gang 1. januar 2020. Lånet er på anfordring, og forfalder til fuld indfrielse ved långivers død. Gældsbrevet har således en løbetid på 108 år, dog længst til din død. På tidspunktet for din underskrift på gældsbrevet den 21. juni 2018 var du [...] år. Det er Skattestyrelsens opfattelse, at gælden ikke var formueretligt forældet på gældseftergivelsestidspunktet den 2. juli 2023. Der er herved bl.a. henset til, at gælden er erkendt at begge parter, herunder ved jeres underskrifter på gældsbrevet i henholdsvis juni og juli 2023 om gældens eftergivelse. Ved eftergivelsen har du givet [person1] en gave i form af en vederlagsfri gældseftergivelse. Det følger af SKM2024.561.HR, at en gave ydet ved en singulær gældseftergivelse mellem parter omfattet af personkredsen i BAL § 22 er omfattet af reglerne om gaveafgift i boafgiftsloven. Efter boafgiftslovens § 27, stk. 1 skal en gaves værdi, som nævnt ovenfor, fastsættes til dens handelsværdi på tidspunktet for modtagelse. Udgangspunktet for fastsættelse af en gaves værdi ved eftergivelse af anfordringsgældsbreve mellem parter inden for gavekredsen i BAL § 22, der ikke er bestemt egnet til omsætning, er kurs pari (kurs 100). Se SKM2024.561.HR og SKM2011.454.HR (UfR2011.2590.H). Det er skyldner som skal godtgøre, at skyldner på gældseftergivelsestidspunktet ikke var og heller ikke kunne forventes på et senere tidspunkt at blive i stand til fuldt ud at indfri det pågældende gældsbrev. Ved værdiansættelsen af gaven skal der således ikke alene ses på skyldners betalingsevne på tidspunktet for gældseftergivelsen, men på betalingsevnen over hele gældsbrevet løbetid. Efter Højesteretspraksis, jf. SKM2024.561.HR skal der ses på muligheden for indfrielse af gælden i hele lånets løbetid, herunder ved arv, når indfrielse i henhold til vilkårene (først) skal ske ved kreditors død. Ud fra de foreliggende formueoplysninger og det nære familieforhold finder vi, at der er mulighed for, og at det også har formodningen for sig, at gælden ville blive indfriet gennem løbende gaver givet i det nære familieforhold, eller senest ved arv og gaver inden for den nære familie, hvis gælden ikke var blevet eftergivet den 3. juli 2023. Der er herved yderligere henset til forløbet, hvorefter • kautionen i sin tid blev stillet for at hjælpe din søn og svigerdatter økonomisk i forhold til din svigerdatters virksomhed, • der ikke blev udstedt gældsbrev, da kautionen blev aktuel og indfriet i 2009 • det udstedte gældsbrev i 2018 er på anfordring, uden rente og sikkerhed • der ikke er afdraget herpå, uanset aftalen om årligt afdrag på 12.000 kr. fra 1/1 2020 • dit høringssvar i mail af 3. oktober 2024, hvor du oplyser din hensigt om at nedskrive gælden løbende med gavebeløb, hvilket dog ikke var sket forud for eftergivelsen. Vi finder derfor, at gavens værdi i overensstemmelse med praksis for eftergivelse af anfordringslån skal fastsættes til gældens pålydende (kurs100) på gældseftergivelsestidspunktet, herunder SKM2024.561.HR, jf. boafgiftslovens § 27, stk. 1. Du har således ved din eftergivelse af dit tilgodehavende i 2023 givet en gave på 1.300.000 kr., idet [person1] ikke har betalt dig noget beløb ved denne eftergivelse. Gaven er gaveafgiftspligtig for gavemodtager efter reglerne i boafgiftslovens §§ 22, stk. 2, 23, stk. 1 og 27, stk. 1. Gavegiver hæfter solidarisk med gavemodtager for betaling af gaveafgiften. Se boafgiftslovens § 30, stk. 1. Gavegivers evt. betaling af gaveafgiften for gavemodtager er ikke en yderligere gave til gavemodtager. Se boafgiftslovens § 24, stk. 5.” Udtalelse fra Skattestyrelsen I forbindelse med Skatteankestyrelsens klagesagsbehandling har Skattestyrelsen den 26. november 2025 udtalt følgende: ”Klagers advokat [person4] gør indledningsvis gældende ”at fordringen ikke er på 1,3 mio. kr. men kun kr. 1 mio. som er det beløb [klager] har betalt banken, og som er den reelle fordring, som der er givet gældseftergivelse for. De kr. 300.000 er beregnede fiktive renter, der aldrig har været opkrævet, og som ej heller figurerer på hverken gavegivers som gavemodtagers selvangivelser.” Det er en påstand, som ikke er i overensstemmelse med hverken gældsbrevet underskrevet af parterne, eller advokatens oplysninger i sin svarmail til Skattestyrelsen den 7. juli 2025, hvor hun skriver, at ”[person1] lånte 1 mill kr i banken som hun ikke kunne betale tilbage. Som kautionist overtog [klager] forpligtelsen og afviklede den. Ialt betalte [klager] ca.1.3 mill kr til banken.” Heller ikke i advokatens høringsbrev af 13. august 2025 til Skattestyrelsens forslag til afgørelse anfægtes fordringens størrelse. Mail og høringsbrev indgår i fremsendte materiale, jf. ovenfor. Bemærkningen om, at de 300.000 kr. er beregnede fiktive renter, der aldrig har været opkrævet, og ikke figurer på gavemodtagers selvangivelser vedrører [person1]s skatteforhold, og kommenteres derfor ikke i denne udtalelse. Klagen giver ikke Skattestyrelsen anledning til en ændret opfattelse af værdiansættelsen af gavens værdi ved gældseftergivelsen i 2023.” Skattestyrelsen har den 17. december 2025 udtalt følgende: ”Det fremgår af notaen, at [finans1] den 17. juli 2009 har trukket 1.000.000 kr. fra [klager]s konto til indfrielse af kautionsforpligtelse overfor [virksomhed1]. Vi bemærker hertil, at det tidligere er oplyst, at [klager] overtog [person1]s forpligtelse og afviklede den, og at [klager] har betalt ca. 1,3 mio. kr. til andelskassen i overensstemmelse med det foreliggende gældsbrev. Se svaret fra [advokatfirma1] af 7. juli 2025. Notaen på indfrielsen af sin kautionsforpligtelse er således ikke et bevis for [klager]s samlede betaling af [person1]s gæld til andelskassen inkl. skyldige renter m.v., eller at gældsbrevets udvisende skulle være ukorrekt. Det ses af notaen, at de 1 mio. kr. er overført fra [klager]s konto [kontonr.2] til konto [kontonr.1], som er [person1]s konto. Se de tidligere fremsende kontroloplysninger for indkomståret 2008, hvor gælden på konto [kontonr.1] ultimo 2008 oversteg kautionsforpligtelsen. Det har således formodningen for sig, og i overensstemmende med gældsbrevets udvisende og tidligere oplysninger, at [klager] har betalt yderligere beløb til [person1]s afvikling af sin gæld. Skattestyrelsen har ikke fundet anledning til efterprøvelse [klager]s samlede betalinger i forbindelse med afviklingen af [person1]s gæld til [finans1], da der ikke har været rejst tvivl om rigtigheden af gældsbrevets udvisende. Testamente Skattestyrelsen har ikke undersøgt, om [klager] har oprettet testamente til fordel for [person1]. Skattestyrelsen har truffet afgørelse i overensstemmelse med praksis for eftergivelse af anfordringsgældsbreve i nære familieforhold. Der henvises til begrundelsen i Skattestyrelsens afgørelse, herunder henvisning til Højesterets dom i SKM2024.561.HR. Havde [klager] ikke eftergivet sin fordring i 2023, ville restfordringen ved hans død falde i arv efter ham. Hverken [klager]s ægtefælle eller deres eneste livsarving [person3], der er ægtefælle til [person1], må formodes at have til hensigt at kræve restfordringen indfriet på dette tidspunkt, men tværtimod at lade fordringen gå i arv til [person3] og lade den indfri gennem en afgiftsfri gave til [person1] efter boafgiftslovens § 22, stk. 3. Der er herved henset til, at både [klager] og dennes ægtefælle har positive formuer ud over omhandlende fordring, således at det har formodningen imod sig, at fordringen vil blive krævet indfriet af eventuelle eksterne kreditorer. Ved Højesterets afgørelse blev det ikke inddraget, at kreditor ved efterfølgende testamentariske bestemmelser kunne begrænse debitorernes arv til deres tvangsarv, så de evt. ville være insolvente trods arven, hvilket vi heller ikke finder er et synspunkt af betydning for vurderingen af fordringens værdi på eftergivelsestidspunktet, når eftergivelsen sker i gavehensigt inden for den nære familie. Vi finder det derfor uden betydning, om [klager] har oprettet testamente til fordel for skyldner [person1] i den konkrete sag, hvor skyldners ægtefælle er eneste livsarving til restfordringen.” Klagerens opfattelse Klagerens repræsentant har fremsat påstand om at fordringen ikke var på 1.300.000 kr., men kun på 1.000.000 kr., svarende til det beløb, som klageren har betalt til banken. Repræsentanten har desuden fremsat påstand om, at gavens værdi skal ansættes til 0 kr. Til støtte for påstanden er bl.a. anført: ”Indledningsvis gøres gældende at fordringen ikke er på 1,3 mio. kr. men kun kr. 1 mio. som er det beløb [klager] har betalt banken, og som er den reelle fordring, som der er givet gældseftergivelse for. De kr. 300.000 er beregnede fiktive renter, der aldrig har været opkrævet, og som ej heller figurerer på hverken gavegivers som gavemodtagers selvangivelser. Det gøres af klager gældende at gavens værdi skal fastsættes til dens handelsværdi på tidspunktet for modtagelsen af gaven jf. BAL § 27 stk. 1. Det gøres således gældende at værdien af gaven på dette tidspunkt er kr. 0,00. Til støtte herfor henvises til, at [person1] i 2010 gik konkurs med en butik i [by2]. Ved den efterfølgende konkursbehandling, var der ingen dækning til simple kreditorer. Ved en fejl blev der ikke i forbindelse med denne konkurs søgt gældssanering ved skifteretten i [by2]. [person1] har ikke siden dette tidspunkt erhvervet aktiver. Hendes og ægtefællens bolig ejes i dag af ægtefællen alene. [person1] hæfter fortsat for gælden fra konkursen. I forbindelse med konkursen havde [person1] oparbejdet en betydelig skatte- og momsgæld. Da der som sagt ikke blev behandlet en gældssanering i forbindelse med konkursbehandlingen, indgik [person1] en individuel akkord med Gældsstyrelsen på 41,4% af mellemværendet med Skat. Dette akkordbeløb afvikler [person1] fortsat på. Ved konkursen var anmeldt ikke-opfyldte krav på kr. 1.715.923,38, hvortil skal lægges [klager]s fordring på kr. 1 mio. eller en samlet gæld på ca. kr. 2,7 mio. Denne gæld er bortset fra Gældsstyrelsens og [klager]s krav fortsat gældende. Disse gældsforpligtelser var også gældende på tidspunktet for gældseftergivelsen på kr. 1 mio. Såfremt en samlet gældssanering havde fundet sted ved skifteretten. Ville praksis have været således, at det samlede akkordbeløb ikke ville have udgjort et større beløb, end at skyldneren kunne afvikle det over en 3-5 årig afviklingsperiode. Skattestyrelsen gør, under henvisning til BAL § 22 gældende, at udgangspunktet for fastsættelse af gaves værdi ved eftergivelse af anfordringsgældsbreve mellem parter inden for gavekredsen i BAL § 22, der ikke er bestemt egnet til omsætning, er parikurs. Der henvises til SKM 2024.561 HR. Af denne fremgår, at det i denne sag måtte lægges til grund, at skyldnerne på gældseftergivelsestidspunktet måtte forvente at ville modtage en arv, der ville være betydelig større end gælden ifølge anfordringsgældsbrevene. Allerede som følge heraf havde appellanterne ikke godtgjort at de uanset deres økonomiske forhold på gældseftergivelsestidspunktet, ikke kunne forventes på et senere tidspunkt, at blive i stand til fuldt ud at indfri de pågældende gældsbreve, der var således ikke grundlag for at fravige udgangspunktet for kurs 100. I nærværende sag er [person1] i modsætning til hvad der er tilfældet i SKM2024.561HR ikke arving efter gavegiver, og kan som sådan ikke forvente at modtage arv efter gavegiver i nogen sammenhæng, hverken direkte eller gennem sin ægtefælle. Dette understøttes af, at ægteskabet mellem [person1] og [person3] efter almindelig dansk statistik kun kunne forventes opretholdt med 60% sandsynlighed. Hertil kommer at der hverken i testamente efter gavegiver, eller ved ægtepagt med ægtefælle, ville være disponeret med fuldstændig særeje for ægtefællen, sammenholdt med gavegivers testamentariske beslutning om succession af arv til børnebørn. Sådanne dispositioner ville være naturlige konkurssituationen taget i betragtning, for at beskytte familiemidler mod kreditorerne. For en juridisk rådgiver ville det sandsynligvis være ansvarspådragende ikke at rådgive således herom. [person1] ville således ikke som arving eller på anden måde, kunne forvente at modtage beløb fra [klager] til udligning af gælden på noget fremtidigt tidspunkt. Det gøres således gældende at Skattestyrelsens fortolkning af Højesterets dom går langt ud over ordlyden og forudsætninger. Subsidiært gøres gældende, at Gældsstyrelsen i sag cpr. nr. [cpr1] den 15.07.2024, har truffet afgørelse om delvis eftergivelse af skattegæld til 41,4%, ud fra samme forudsætninger og forhold som i nærværende sag, men kun i relation til Gældsstyrelsen fordring og uden hensyntagen til andre fordringer. Kan Skatteankenævnet ikke følge klagerne i den principielle påstand, gøres det således gældende, at gælden på kr. 1 mio. i gaveafgiftsmæssig henseende, skal nedskrives til ikke over kr. 414.000.” Klagerens bemærkninger til Skattestyrelsens udtalelse Klagerens repræsentant har fremsat følgende bemærkninger til Skattestyrelsens udtalelse: ”Under henvisning til min klageskrivelse i sagen, fremsendes hoslagt brev fra [finans1] til [klager] med bekræftelse af at denne den 17.07.2009 har indbetalt kr. 1 mio til [finans1] til indfrielse af kautionsforpligtelse overfor [person1]. Dette bilag skal understøtte argumentet om at skyldforholdet er på kr. 1 mio og ikke som af Skattestyrelsen anført 13 mio. I øvrigt er der ingen bemærkninger til Skattestyrelsens kommentarer.” Klagerens repræsentant har fremsat følgende bemærkninger til Skattestyrelsens udtalelse af 17. december 2025: ”Spørgsmålet om gældseftergivelsesbeløbets størrelse. På min direkte forespørgsel om kautionsbeløbets størrelse, har [klager] svaret følgende: ”der er i alt kautioneret for kr. 1 mio. for [person1]s kassekredit i [finans1]. Denne kaution er indfriet med kr. 1 mio den 07.07.2009, der er ikke betalt yderligere beløb til [finans1] i den sammenhæng” Måtte Skattestyrelsen mene noget andet, ligger bevisbyrden herfor hos Skattestyrelsen. Årsagen til at gældsbrevet har fået en anden hovedstol, er beklageligvis følgende: Konsulent [person5] var bedt om at hjælpe [person1] med at få en gældssanering. I den sammenhæng anbefalede hun [person1] og [klager], at udfærdige et gældsbrev på kr. 1.300.000 hvoraf de kr. 300.000 var som ”fiktive” renter, uagtet at gældsbrevets tekst anfører, at lånet var rentefrit og skulle afdrages første gang 01.01.2020. At konto [kontonr.1] ultimo 2008 havde en saldo på kr. 1.433.142 har [person1] i dag ingen hukommelse over, men det kan formodes at kautionen ikke har dækket det fulde mellemværende mellem [person1] og [finans1]. Formodningen taler for, at der har været tale om en sumkaution, og ikke en kontosaldokaution. Afgivelse af denne oplysning om renter til Skat, kunne ligne en erkendelse af et forsøg på - efter rådgivning – at foretage en misoplysning i forbindelse med en ikke gennemført gældssanering for 17 år siden. Men det er min opfattelse at dette forhold skal frem nu, for at få et fuldt og sandt billede af situationen i 2008/2009. Når jeg den 07.07.2025 har anført, at gældsforholdet er indfriet med ca. kr. 1,3 mio, beror dette på en fejlagtig opfattelse af de foreløbige dokumenter, men ikke dengang på en udtalelse fra [person1] og [klager]. Omkring testamentariske beslutninger kan oplyses, at [person2] og [klager] den 29.11.2024 har oprettet testamente ved firma [advokatfirma2]” attesteret ved Retten i [by3] samme dato. Enearving er deres eneste barn [person3]. Der står intet testamentet om arv til [person1]. Der er indsat bestemmelse om at al arv Kun modtager fra testatorerne skal være fuldstændig særeje for ham, ligesom det er anført, at i tilfælde af at han bliver skilt fra sin ægtefælle skal arven efter arvelader ikke deles med ægtefællen ved bodeling. Rækken af dårlige råd til [person1] i forbindelse med denne sag, har desværre været meget lang, herunder og ikke mindst Gældsstyrelsens forlangende af, at [klager]s individuelle gældseftergivelse af sit tilgodehavende hos [person1], der har resulteret i nærværende sag om gaveafgiftsberegning. Med ovenstående som supplement til min skrivelse til Skatteankestyrelsen af 19.11.2025 skal jeg hermed indlede sagen til afgørelse.” Klagerens yderligere bemærkninger til sagen Klagerens repræsentant har den 2. marts 2026 fremsat følgende bemærkninger til Skatteankestyrelsens forslag til afgørelse: ”Forslaget til Landsskatterettens afgørelse om hjemvisning til Skattestyrelsen, kan i det store og hele tiltrædes, dog med følgende yderligere kommentar: Det må fastholdes at det skyldige beløb der blev eftergivet var kr. 1.000.000. Det gøres således gældende at [person1] ikke har haft yderligere gældsforhold til [klager], og at gældsforholdet udelukkende bygger på den indfriede kaution på kr. 1.000.000 jf. bilag af 17.07.2009. Det er forsøgt at få yderligere oplysninger fra [finans1] der imidlertid blev nedlagt i 2014 og lagt ind under [finans2] A/S i [by4], hvorved ifølge sidstnævnte alle bilag fra nærværende sag er destrueret. Klager har derfor som bilag alene [finans1]s indfrielsesbilag af 17.07.2009. Jeg skal derfor anmode Landsskatteretten om at lægge dette bilag til grund for størrelsen af den indfriede fordring og ikke det gældsbrev der fejlagtigt blev udstedt mellem [person1] og [klager]. Jeg er enig med Skatteankestyrelsen i at der skal findes en kursfastsættelse sted af fordringen på tidspunktet for gældseftergivelsen. Såfremt Landsskatteretten vil skele til gældsstyrelsens afgørelse, skal det gøres gældende at denne ud over [person1]s økonomiske forhold, har medinddraget ægtefælles økonomiske forhold. Dette mener jeg ikke kan ske i nærværende sag, da der i ægteskabet er særråden og særhæften, hvorfor kursfastsættelsen udelukkende skal ske på baggrund af [person1]s økonomisk forhold på dette tidspunkt. Under henvisning til [person1] konkurs kort før gældseftergivelsen uden dækning til kreditorerne overhovedet, vil jeg mene at en kursfastsættelse i nærværende sag bør ske i intervallet 0 – 20%” Landsskatterettens afgørelse Sagen angår, om det er med rette, at gældseftergivelsen fra klageren er en afgiftspligtig gave på 1.300.000 kr., eller om klagerens svigerdatter på gældseftergivelsestidspunket ikke var og heller ikke kunne forventes på et senere tidspunkt at blive i stand til fuldt ud at indfri det pågældende gældsbrev, hvorfor værdien af fordringen ikke kan ansættes til kurs 100. Retsgrundlaget Al indkomst er som udgangspunkt skattepligtig. Det fremgår af statsskattelovens § 4. Gaver er at henregne til den skattepligtige indkomst. Det følger af statsskattelovens § 4, stk. 1, litra c. Gaver er således skattepligtige for modtageren, medmindre de falder ind under afsnit ll i lov om afgift af dødsboer og gaver (boafgiftsloven), jf. statsskattelovens § 5, stk. 1, litra b. Fritaget for indkomstbeskatning er imidlertid kun gaver til de af boafgiftslovens § 22 opregnede personer. Boafgiftslovens § 22, stk. 2: ”En person kan afgiftsfrit give barns eller stedbarns ægtefælle gaver, hvis samlede værdi inden for et kalenderår ikke overstiger et grundbeløb på 20.500 kr. (2010-niveau).” Boafgiftslovens § 23, stk. 1, 2. pkt.: ”Der skal ligeledes betales 15 pct. i afgift af gaver til barns eller stedbarns ægtefælle, i det omfang gaverne i et kalenderår overstiger det i § 22, stk. 2, nævnte beløb.” En gaves værdi fastsættes til dens handelsværdi på tidspunktet for modtagelsen, jf. boafgiftslovens § 27, stk. 1. Kursgevinstlovens § 14, stk. 2, 1. pkt.: ”Tab på fordringer på selskaber, hvorover den skattepligtige har eller har haft en indflydelse som omhandlet i aktieavancebeskatningslovens § 4, eller tab på fordringer på den skattepligtiges ægtefælle, forældre og bedsteforældre samt børn og børnebørn og disses ægtefæller eller dødsboer efter de nævnte personer kan ikke fradrages.” Kursgevinstlovens § 21, stk. 1: ”Gevinst ved eftergivelse, forældelse, konfusion eller præklusion af gæld medregnes i det omfang, gælden nedskrives til et lavere beløb end fordringens værdi for kreditor på tidspunktet for gældseftergivelsen mv., jf. tillige § 24 om gevinst som følge af gældseftergivelse ved akkord mv.” Ægtefællelovens § 3: ”Under ægteskabet hæfter hver ægtefælle med sin formue for sine forpligtelser, uanset om forpligtelserne er opstået før eller under ægteskabet.” Ægtefællelovens § 23, stk. 1: ”Arvelader og gavegiver kan træffe samme bestemmelser om særeje, som ægtefæller kan aftale efter § 12, dog ikke om sumsæreje eller sumdeling efter § 12, stk. 2, nr. 4 og 5.” I Højesterets dom af 14. november 2024, offentliggjort som SKM2024.561.HR, fandt retten, at en gaves værdi skulle fastsættes til handelsværdien på tidspunktet for modtagelsen. Hvis der ikke eksisterer et marked for omsætning af et gældsbrev, og det i øvrigt ikke er bestemt eller egnet til omsætning, må det på anden måde fastsættes, hvilken værdi gældsbrevet har for kreditor. Er der i en sådan situation tale om et anfordringsgældsbrev, der er udstedt mellem nærtstående, er rente- og afdragsfrit og ikke indeholder en løbetid, må værdien som det klare udgangspunkt ansættes til gældsbrevets pålydende (kurs 100). Højesteret udtalte, at det nævnte udgangspunkt kan fraviges, hvis skyldner godtgør, at den pågældende på gældseftergivelsestidspunktet ikke var og heller ikke kunne forventes på et senere tidspunkt at blive i stand til fuldt ud at indfri det pågældende gældsbrev. Det blev lagt til grund, at skyldnerne på gældseftergivelsestidspunktet måtte forventes at ville modtage en arv, der ville være betydeligt større end gælden ifølge anfordringsgældsbrevene. Allerede som følge heraf har skyldnerne ikke godtgjort, at de uanset deres økonomiske forhold på gældseftergivelsestidspunktet ikke kunne forventes på et senere tidspunkt at blive i stand til fuldt ud at indfri de pågældende gældsbreve. Der var således ikke grundlag for at fravige udgangspunktet om kurs 100. I dom fra Højesteret af 9. maj 1996, offentliggjort som TfS1996.448.H fandt et flertal af dommerne, at værdiansættelsen af den ved gældseftergivelsen i 1986 ydede gave blandt andet måtte bero på en vurdering af debitors solvens og dermed mulighed for at indfri fordringen på 3.106.807 kr. Der måtte i denne forbindelse skønnes over værdien i handel og vandel af appellantens aktiver, over hendes indtægtsmuligheder og over den sikkerhed, der måtte være knyttet til fordringen. Parterne var enige om, at vurderingen alene skulle angå appellantens bodel. Retten fandt det sandsynliggjort, at appellanten ikke fuldt ud ville kunne indfri den pågældende fordring, og der måtte derfor ske en kursfastsættelse af denne til brug for gaveafgiftsberegningen. I dom af 30. november 2017, offentliggjort som SKM2018.49.BR fandt byretten, at det var skyldneren, som havde bevisbyrden for, at fordringen havde en lavere værdi for långiver end 630.000 kr. Der skulle tages højde for skyldnerens formue og betalingsevne i 2011, samt for gældsbrevets vilkår. Der var i sagen fremlagt rekonstruerede formueopgørelser, mæglervurderinger af hendes ejendomme pr. 2011, oplysning om, at den ene ejendom i 2017 er solgt til vurderingsprisen fra 2011, og at hendes gæld til pengeinstituttet blev eftergivet i et vist omfang i 2015. Efter den fremlagte formueopgørelse var hendes formue negativ i 2011 med omkring 3 mio.kr. Uanset, om man medregnede de offentlige ejendomsvurderinger i stedet for mæglervurderingerne og uanset, at der er udeladt en aktiebeholdning på 52.000 kr., så ville A's formue efter opgørelsen være negativ med over 1 mio.kr. Herefter, og efter skønserklæringen havde skyldneren sandsynliggjort, at hun ikke fuldt ud kunne indfri lånet i 2011, hvorfor sagen blev hjemvist til fastsættelse fordringens værdi for kreditor. Landsskatterettens begrundelse og resultat Landsskatteretten finder, at klageren har lånt sin svigerdatter 1.300.000 kr., og det forhold, at der er fremlagt en overførselskvittering, der viser, at klageren den 17. juli 2009 har overført 1.000.000 kr. til svigerdatterens bankkonto, kan ikke føre til et andet resultat. Der er herved lagt vægt på gældsbrevets pålydende, og at der under sagens behandling er givet skiftende forklaringer til lånebeløbet. Den seneste forklaring om, at der skulle være tale om fiktive renter, som er tillagt de 1.000.000 kr., ændrer ikke på, at gældsbrevets pålydende er 1.300.000 kr. Det lægges endvidere til grund, at der ikke er tilskrevet renter på lånet, ligesom klagerens svigerdatter ikke har afdraget på gælden. Det er desuden ikke dokumenteret, at gælden løbende er nedskrevet med gaver fra klageren til klagerens svigerdatter og klagerens søn. Når henses til gældsbrevets tilføjelse om gældseftergivelse og kvittering herfor i form af svigerdatterens underskrift, lægges det til grund, at klageren i juli 2023 har eftergivet gælden. En gaves værdi fastsættes til dens handelsværdi på tidspunktet for modtagelsen. Gevinst ved eftergivelse af gæld medregnes i det omfang, gælden nedskrives til et lavere beløb end fordringens værdi for kreditor på tidspunktet for gældseftergivelsen. Hvis der ikke eksisterer et marked for omsætning af det pågældende gældsbrev, og det i øvrigt ikke er bestemt eller egnet til omsætning, må det på anden måde fastsættes, hvilken værdi gældsbrevet har for kreditor, hvilket kan udledes af højesteretsdom af 14. november 2024, offentliggjort som SKM2024.561.HR. Når der er tale om et anfordringsgældsbrev, der er udstedt mellem nærtstående, og som er rente- og afdragsfrit og ikke indeholder en løbetid, skal værdien som det klare udgangspunkt ansættes til gældsbrevets pålydende (kurs 100). Det nævnte udgangspunkt kan fraviges, hvis skyldner godtgør, at den pågældende på gældseftergivelsestidspunktet ikke var og heller ikke kunne forventes på et senere tidspunkt at blive i stand til fuldt ud at indfri det pågældende gældsbrev. I den foreliggende sag eksisterede der ikke et marked for omsætning af anfordringsgældsbrevet, og det var i øvrigt ikke bestemt eller egnet til omsætning. Herefter og henset til gældsbrevets vilkår må værdien af gældsbrevet på gældseftergivelsestidspunktet som udgangspunkt ansættes til dets pålydende på 1.300.000 kr. Landsskatteretten finder, at det forhold, at klagerens søn er arving efter klageren, ikke medfører, at klagerens svigerdatter kan forventes at modtage en arv fra klageren og klagerens ægtefælle. Der er herved henset til ægtefællelovens § 3 og § 23, stk. 1, ligesom der er lagt vægt på, at klageren har oprettet testamente til fordel for sønnen, hvorefter en eventuel arv vil være sønnens særeje. Retten finder derfor, at nærværende sag ikke er sammenlignelig med dommen fra Højesteret af 14. november 2024, offentliggjort som SKM2024.561.HR. Henset til, at klageren ikke har forsøgt at inddrive gælden, at gældseftergivelsen ikke beroede på en konkret vurdering af svigerdatterens betalingsevne og at gældseftergivelsen skete i et gavemiljø, er det klageren, der skal godtgøre, at fordringen havde en lavere værdi for ham end 1.300.000 kr. Når henses til, at Gældsstyrelsen har nedskrevet svigerdatterens gæld til det offentlige, finder Landsskatteretten, at klagerens svigerdatter har sandsynliggjort, at hun ikke fuldt ud er i stand til at indfri fordringen, og at der derfor skal foretages en kursfastsættelse af fordringen til brug ved gaveafgiftsberegningen. Landsskatteretten hjemviser sagen til Skattestyrelsen til fastsættelse af kursværdien af fordringen på gældseftergivelsestidspunktet. I denne vurdering skal alle relevante forhold inddrages herunder eksempelvis svigerdatterens formue og indkomstforhold.