Hjemvisning af sag om foreløbige fastsættelser af A-skat og AM-bidrag

Journalnr. 25-0082725 Klagepunkt Skattestyrelsens afgørelse Klagerens opfattelse Landsskatterettens afgørelse Perioderne maj 2016 - april 2019 Ændring af foreløbige fastsættelser af A-skat og AM-bidrag Afslag Ændring til nulindberetning Hjemvisning Faktiske oplysninger Sagen udspringer af Landsskatterettens afgørelse af 2. juli 2025, hvor Landsskatteretten tog stilling til, hvorvidt klageren kunne få genoptaget A-skat for perioderne august 2014 til september 2014 og A-skat og AM-bidrag for perioderne november 2014 til april 2019. Landsskatteretten fandt ved afgørelsen, at spørgsmålet om Skattestyrelsens adgang til genoptagelse af egen afgørelse på baggrund af virksomhedens anmodning herom skulle vurderes efter de almindelige forvaltningsretlige grundsætninger og ulovbestemt remonstration. Landsskatteretten pålagde Skattestyrelsen at genoptage afgørelserne om foreløbig fastsættelse af A-skat og AM-bidrag for afregningsperioderne. Ved afgørelsen lagde Landsskatteretten vægt på, at allerede fordi Skattestyrelsen ikke havde fremlagt dokumentation for, at afgørelserne om foreløbig fastsættelse var sendt til virksomheden, var der tale om en væsentlig retlig mangel, som medførte, at virksomheden var berettiget til genoptagelse. Skattestyrelsen har ved den påklagede afgørelse anført, at klagerens tidligere virksomhed opfylder betingelserne for genoptagelse efter principperne om ulovbestemt remonstration. Skattestyrelsen har ved afgørelsen delt afregningsperioderne op således, at virksomhedens A-skat og AM-bidrag er blevet ændret for afregningsperioderne august 2014 til september 2014 samt november 2014 til april 2016, imens virksomhedens A-skat og AM-bidrag ikke er blevet ændret for afregningsperioderne maj 2016 til april 2019. For perioden november 2014 til september 2014 samt november 2014 til april 2016 har Skattestyrelsen begrundet afgørelsen med, at styrelsen ikke kan bevise, at afgørelser om foreløbige fastsættelser for disse afregningsperioder er kommet frem til klageren. I forlængelse heraf har Skattestyrelsen ændret virksomhedens A-skat og AM-bidrag til 0 kr. for disse afregningsperioder. For afregningsperioderne maj 2016 til april 2019 har Skattestyrelsen begrundet afgørelsen med, at styrelsen kan bevise, at afgørelserne om foreløbige fastsættelser er kommet frem. Skattestyrelsen har herved henvist til log-oplysninger fra Digitaliseringsstyrelsen, som ifølge Skattestyrelsen viser, at afgørelser om foreløbige fastsættelser er sendt til klagerens tidligere virksomheds digitale postkasse for perioden 1. juli 2016 til 4. juni 2019. Skattestyrelsens afgørelse Skattestyrelsen har truffet afgørelse om, at virksomhedens A-skat og AM-bidrag for afregningsperioderne august 2014 - september 2014 samt november 2014 - april 2016 nedsættes til 0 kr. For afregningsperioderne måned 2016 til april 2019 har Skattestyrelsen ikke ændret de foreløbige fastsættelser af A-skat og AM-bidrag i relation til klagerens virksomhed. Skattestyrelsen har som begrundelse bl.a. anført: ”Afgørelse I overensstemmelse med Landsskatteretten finder Skattestyrelsen, at din tidligere virksomhed opfylder betingelserne for genoptagelse efter principperne om ulovbestemt remonstration. Da der ikke er sket indbetaling eller modregning med urette, finder forældelseslovens regler ikke anvendelse. Foreløbige fastsættelser for afregningsperioderne august måned 2014  september måned 2014 samt november måned 2014 - april måned 2016 Skattestyrelsen kan ikke bevise, at afgørelser om foreløbige fastsættelser for disse afregningsperioder er kommet frem. I notat fra Digitaliseringsstyrelsen fra den 2. januar 2024, om indhentelse af dokumentation for levering af Digital Post, har Digitaliseringsstyrelsen oplyst, at myndighederne ikke har mulighed for at anvende logoplysninger fra Digital Post-løsning til at påvise, at Digital Post fra perioden inden den 1. juni 2016 er leveret til virksomhederne. Skattestyrelsen ændrer derfor A-skat og am-bidrag for afregningsperioderne august måned 2014  september måned 2014 samt november måned 2014  april måned 2016 og ændrer A-skat og am-bidrag til 0 kr. for disse afregningsperioder. Når ændringerne er registreret, vil det fremgå af din tidligere virksomheds Skattekonto. Foreløbige fastsættelser for afregningsperioderne maj måned 2016  april måned 2019 Skattestyrelsen kan for disse afregningsperioder bevise, at afgørelser om foreløbige fastsættelser er kommet frem. Det ses af vedlagte logoplysninger fra Digitaliseringsstyrelsen [fremsendt sammen med forslag], at afgørelser om foreløbige fastsættelser for A-skat og am-bidrag for afregningsperioderne maj måned 2016  april måned 2019 er sendt til din tidligere virksomheds digitale postkasse i perioden 1. juli 2016  4. juni 2019. Skattestyrelsen kan derfor via logoplysninger fra Digitaliseringsstyrelsen bevise, at afgørelser om foreløbige fastsættelser for A-skat og am-bidrag for afregningsperioderne maj måned 2016  april måned 2019 er kommet frem til din tidligere virksomheds digitale postkasse. Skattestyrelsens bemærkninger til indsigelse: Vi finder, at indsigelsen ikke kan føre til et andet resultat. Det er Skattestyrelsens opfattelse, at den indsendte indsigelse udelukkende vedrører afregningsperioderne maj måned 2016  april måned 2019, hvor Skattestyrelsen finder, at din tidligere virksomhed [virksomhed1] ikke opfylder betingelserne for ændring af A-skat og am-bidrag. Det er videre Skattestyrelsens opfattelse, at Landsskatteretten ikke har pålagt Skattestyrelsen genoptagelse af de foreløbige fastsættelser med henblik på nulindberetning. Landsskatteretten er i deres afgørelse kommet frem til, at manglende meddelelse af en afgørelse er en væsentlig retlig mangel, hvorfor afgørelsen er ugyldige og finder på den baggrund, at virksomheden er berettiget til genoptagelse af sagens behandling. Advokat [person1], [advokatfirma1], udtaler, at Skattestyrelsen i henhold til skatteforvaltningslovens § 14, stk. 1, 2. pkt. ikke har hjemmel til at foretage en fornyet  og modsat  vurdering af bevisets stilling. Det fremgår af Skatteforvaltningslovens § 14, 1 nr. 2, at ”Told- og skatteforvaltningen kan ikke træffe afgørelse i en sag, i det omfang Skatterådet, Landsskatteretten, skatteankeforvaltningen, et skatteankenævn, et vurderingsankenævn eller et motorankenævn har taget stilling til sagen, jf. dog § 27, stk. 3, og § 32, stk. 3, og § 32 a, stk. 3”. Det er Skattestyrelsens opfattelse, at hvis en overordnet myndighed alene har taget stilling til et formelt spørgsmål, f.eks. en ugyldighedsbegrundende mangel/sagsbehandlingsfejl, så er den underordnede myndighed ikke afskåret fra at behandle sagen på ny, hvis dette kan ske inden for fristreglernes ramme. Det er derfor ligeledes vores opfattelse, at Skattestyrelsen har hjemmel til at foretage en ny vurdering af sagens materielle indhold i forhold til A-skat og am-bidrag for afregningsperioderne maj måned 2016  april måned 2019. De indsendte bemærkninger i indsigelsen giver herefter ikke anledning til, at vi ændrer vores forslag til afgørelse og vi finder fortsat at din tidligere virksomhed [virksomhed1] ikke opfylder betingelserne for ændring af A-skat og am-bidrag for afregningsperioderne maj måned 2016  april måned 2019. Det fremgår af Skattestyrelsens systemoplysninger, at der ikke er sket indbetaling eller modregning i de foreløbige fastsættelser for A-skat og am-bidrag. De beløb, som er betalt i forbindelse med den månedlige lønindeholdelse, som Gældsstyrelsen har iværksat, er anvendt til andre krav. Skattestyrelsen finder herefter, at din tidligere virksomhed [virksomhed1] ikke opfylder betingelserne for ændring af A-skat og am-bidrag for afregningsperioderne maj måned 2016  april måned 2019. …” Udtalelse fra Skattestyrelsen I forbindelse med Skatteankestyrelsens klagesagsbehandling har Skattestyrelsen den 4. december 2025 udtalt følgende: ”… Der er ikke nye oplysninger i sagen, som ikke står i sagsfremstillingen. Skattestyrelsen skal dog bemærke, at den SKM2018.518.SKTST, som rådgiver henviser til, er ophævet og ikke længere gældende. Der foreligger en ny instruks om retningslinier for sagsbehandling af hjemviste sager som er gældende fra 1. august 2025. Heraf fremgår, at sagsbehandling af hjemviste sager var tidligere beskrevet i den nu ophævede SKM-meddelelse, SKM2018.518.SKTST. På baggrund af erfaringerne med de hidtidige retningslinjer og i lyset af en markant stigning i antallet af hjemviste sager blev det vurderet, at den beskrevne fremgangsmåde i SKM2018.518.SKTST ikke var hensigtsmæssig, og at det derfor var nødvendigt at tilrette processen for behandling af hjemviste sager. Det fremgår videre, at de hidtidige retningslinjer ikke i tilstrækkelig grad sikrede, at hjemvisningssagerne blev behandlet med den ønskede hastighed og med det ønskede faglige kompetenceniveau. Ved som udgangspunkt at forankre sagsbehandlingen af den hjemviste sag hos den sagsbehandler, der oprindeligt traf afgørelse i sagen, sikres det, at sagen kan behandles hurtigere og med høj faglig kvalitet. …” Klagerens opfattelse Klagerens repræsentant har fremsat principal påstand om, at klagerens foreløbige fastsættelser af A-skat og AM-bidrag for perioden maj 2016 til april 2019 genoptages med henblik på nulindberetninger. Subsidiært har repræsentanten fremsat påstand om, at sagen hjemvises til fornyet behandling hos Skattestyrelsen. Til støtte for påstandene har repræsentanten bl.a. anført: ”Anbringender Til støtte for de nedlagte påstande gøres det helt overordnet gældende, at [klager] har et retskrav på at få genoptaget de forløbige fastsættelser af A-skat og am-bidrag for afregningsperioden maj2016-april 2019 med henblik på nulindberetning, som afgjort af Landsskatteretten. Det gøres til støtte herfor gældende, at Landsskatteretten ved afgørelsen af 2. juli 2015 pålagt Skattestyrelsen at genoptage den pågældende periode med henblik på nulstilling. Skattestyrelsen har herefter ikke hjemmel til at foretage en fornyet - og modsat - vurdering af sagens materielle indhold, jf. skatteforvaltningslovens § 14, stk. 1, 2. pkt. Såfremt der skal foretages en ny vurdering af sagen, er det alene Landsskatteretten der har hjemmel til dette, og det skal ske efter Landsskatterettens egen genoptagelse af sagen, enten i medfør af den ulovbestemte genoptagelsesadgang i forvaltningsretten eller reglerne i skatteforvaltningslovens § 35g. Det er således helt forkert når Skattestyrelsen i afgørelsen, jf. bilag 1, s. 2, anfører, at Landsskatteretten alene er kommet frem til, at manglende meddelelse af en afgørelse er en væsentlig retlig mangel, hvorfor afgørelsen er ugyldig. Det fremgår således eksplicit af Landsskatterettens afgørelse, hvad retten har taget stilling til, jf. bilag 2, s. 9, tredjesidste afsnit, og s. 12, sidste afsnit: ”Landsskatteretten skal tage stilling til, om virksomheden kan få genoptaget A-skat for perioderne august 2014 til september 2014 og november 2014 til april 2019 og AM-bidrag for perioderne november 2014 til april 2019 og ændret til nulindberetning. Landsskatteretten skal herved tage stilling til, om Skattestyrelsen har været berettiget til at afslå genoptagelse med henvisning til, at der er indtrådt forældelse efter forældelsesloven, og hvis dette ikke er tilfældet, om der kan ske genoptagelse efter principperne om ulovbestemt remonstration. […] Landsskatteretten pålægger Skattestyrelsen at genoptage afgørelserne om foreløbig fastsættelse af A-skat for perioderne fra august 2014 til september 2014 og fra november 2014 til april og AM-bidrag fra november 2014 til april 2019.” Det gøres således gældende, at Skattestyrelsen skal genoptage (også) afgørelserne om foreløbig fastsættelse af A-skat og AM-bidrag for afregningsperioden maj2016-april 2019, dette uagtet om Skattestyrelsen synes at mene at Landsskatteretten kunne være kommet frem til et andet resultat, såfremt de på afgørelsestidspunktet var bekendt med andre oplysninger. Selv såfremt det var muligt for Skattestyrelsen at foretage en fornyet bevismæssig vurdering af, om de foreløbige fastsættelser var kommet frem til [klager], gøres det i anden række gældende, at der fortsat ikke er grundlag for at nægte remonstration. Landsskatteretten fandt følgende i afgørelsen, jf. bilag 2, s. 12: ”Allerede fordi Skattestyrelsen ikke har bevist, at afgørelserne om foreløbige fastsættelser af A-skat for perioderne fra august 2014 til september 2014 og fra november 2014 til april 2019 og de foreløbige fastsættelser af AM-bidrag for perioderne november 2014 til april 2019 er sendt til virksomheden, og da manglende meddelelse af en afgørelse er en væsentlig retlig mangel, finder Landsskatteretten, at virksomheden er berettiget til genoptagelse.” Der kan således ikke sluttes, at såfremt Skattestyrelsen efterfølgende måtte mene at kunne løfte bevisbyrden, så er remonstration udelukket. Det gøres således gældende, at [klager] desuagtet er berettiget til remonstration, idet det følger af ”foreløbige fastsættelsers” natur, at de står ved magt indtil de kan erstattes af korrekte angivelser. Det gøres således gældende, at [klager] har krav på remonstration uanset hvad der lægges til grund i forhold til fremkomsten af afgørelserne om foreløbige fastsættelse. Dette fordi eventuelle egen skyld-betragtninger ikke kan anvendes i remonstrationssager vedrørende bebyrdende forvaltningsagter udover partstvister, jf. f.eks. Niels Fenger i Forvaltningsret, 1. udg. S.1073 og Mette Hastrup Andersens ph.d-afhandling, ”Skatteretlig genoptagelse i forvaltningsretlig belysning”, og DJØF, 2004, s. 117-118 og s. 245-246. Der synes da heller ikke at være eksempler fra praksis hvor en forvaltnings bebyrdende forvaltningsakt over for en borger - uden for parts-tvistsituationen - er blevet nægtet. En tilbageholdende adgang til remonstration på skatteområdet - dvs. det relativt snævre område, hvor genoptagelse ikke reguleres af fristregler - er særlig problematisk, henset til at der altid bør tilstræbes en så korrekt som mulig beskatning, jf. grundlovens § 43. Der kan i den forbindelse henvises til Jan Pedersen i Skatteretten 4, 6. udg., s. 90, hvor det blandt andet anføres: ”Den almindelige forvaltningsrets lære om genoptagelse indebærer derfor en normativ afvejning af hvert tilfældes konkrete omstændigheder, som det er vanskeligt at sammenfatte i operationelle retsregler. I modsætning hertil er det Skatteforvaltningslovens hovedprincip, at skatteansættelsen skal være korrekt uden hensyn til, om dette involverer en genoptagelse. Som det fremgår, besidder skattemyndighederne omfattende kompetencer til ændring af allerede foretagne ansættelser, ligesom den skattepligtige har vide muligheder for en fornyet prøvelse af en given ansættelse. Sidstnævnte kan ske ved udnyttelse af klagesystemet, men også ved remonstration i form af en fornyet skatteansættelse, såfremt nye eller ændrede oplysninger tilsiger, at den oprindelige ansættelse ikke har været korrekt. Skattemyndighedernes vide kompetence til foretagelse af korrekt skatteansættelse instituerer ikke blot en ret, men også en pligt. Skattemyndighederne er således forpligtet til at ændre en skatteansættelse, såfremt myndighederne er opmærksomme på, at ansættelsen er ukorrekt.,” Videre anfører forfatteren: ”Skatteforvaltningslovens principper om, at skatteansættelsen skal være materielt korrekt, begrænses alene af frist- og forældelsesregler.” At genoptagelse er udgangspunktet, fremgår også af Fristudvalgets kommissionsbetænkning, afsnit 2.6. Det gøres gældende, at denne opfattelse i særlig grad må gælde, når der er tale om remonstration vedrørende ”foreløbige fastsættelser”, som i nærværende tilfælde. Foreløbig fastsættelse sker i dag efter opkrævningslovens § 4, der har rod i henholdsvis § 69, stk. 4 i den oprindelige lov nr. 100 af 31. marts 1967 om opkrævning af indkomst- og formueskat for personer mv. (kildeskatteloven) og § 21 i den oprindelig lov nr. 102 af 31. marts 1967 om almindelig omsætningsafgift (senere: momsloven). De foreløbige fastsættelser har stedse været et redskab for myndighederne til at fremtvinge korrekte angivelser, og ordet foreløbigt har da også gået igen i samtlige de hjemlende lovbestemmelser siden 1967. Der henvises også til Den Juridiske Vejledning, 2025-2, A.B.4.6.1.1., hvor der anføres følgende om foreløbige fastsættelser: ”Formålet med en foreløbig fastsættelse af tilsvaret er dels at fremtvinge en angivelse eller indberetning, der er baseret på reelle tal fra virksomheden, i stedet for at skulle lægge Skatteforvaltningens skøn til grund og dels at sikre sig et grundlag for tvangsinddrivelse af det foreløbigt fastsatte tilsvar. [min fremhævning]” Der er således i strid med formålet bag de foreløbige fastsættelser, at der skal sættes en ulovbestemt tidsmæssig grænse for, hvornår der kan ske korrekt indberetning, udover de almindelige forældelsesregler. For god ordens skyld bemærkes i den henseende, at det forhold, at [klager]s krav ikke er forældet, alene skyldes skatteforvaltningens forhold, idet de ikke har opkrævet beløbene i 8 år. Det synes derfor noget søgt at nægte [klager] en konneks modregning ud fra et passivitetssynspunkt. - Til støtte for den nedlagte subsidiære påstand gøres det endvidere i sidste række gældende, at Skattestyrelsens afgørelse er ugyldig under henvisning til princippet i SKM2018.518.SKTST. Selvom der formelt i sagen ikke er tale om, at Skattestyrelsens genoptagelsesbehandling i afgørelsen af 16. oktober 2025, jf. bilag 1, er en hjemvisning, gøres det gældende at samme habilitetsbetragtninger gør sig gældende, som dem der er udmøntet i SKM2018.518.SKTST. Det er således dybt problematisk for legitimiteten af Skattestyrelsens efterfølgende afgørelse, at sagen sendes tilbage til den samme sagsbehandler, der 3 år forinden havde truffet en ulovlig afgørelse, hvor man helt havde misforstået forældelseslovens regler. Det er givet at det for skatteyderen herefter ikke fremgår fuldstændig upartisk, når samme sagsbehandler træffer en afgørelse, der mildest talt bevæger sig på grænsen af, hvad der sagligt i lyset af Landsskatterettens mellemkommende afgørelse. …” Repræsentanten er kommet med følgende bemærkninger den 15. december 2025 til Skattestyrelsens høringssvar: ”… Skattestyrelsen omtaler en ny instruks om retningslinjer for sagsbehandling af hjemviste sager. Denne instruks er ikke vedlagt. Det bemærkes endvidere hertil, at sagen ikke er en hjemvisningssag, og at ugyldigheden i nærværende sag støttes på principperne i SKM2018.518.SKTST om habilitet; vel at mærke principper, der er lovfæstet i forvaltningslovens § 3, stk. 1, nr. 4 og 5, som Skattestyrelsen ikke ved udstedelse af en ”instruks” kan fravige. Jeg skal venligst gentage min anmodning om at behandlingen af nærværende sag sker hurtigst muligt, idet klager allerede har været igennem 3 års klagesag om spørgsmålet. Hertil bemærkes, at derfor indeværende sker lønindeholdelse overfor klager vedrørende de foreløbige fastsættelser, som Landsskatteretten allerede har afgjort, ikke var udslag af gyldige forvaltningsakter.” Landsskatterettens afgørelse Landsskatteretten skal tage stilling til, om det er med rette, at Skattestyrelsen ikke har ændret A-skat og AM-bidrag for afregningsperioderne maj 2016 - april 2019 i relation til klagerens virksomhed. Retsgrundlaget Foreløbig fastsættelse Det følger af dagældende bekendtgørelse om kildeskat (bekendtgørelse nr. 1159 af 3. december 2012) § 16, stk. 1, at indeholdelsespligtige efter kildeskattelovens afsnit V og VI skulle tilmelde sig et register i Erhvervssystemet inden 8 dage efter, at indeholdelsespligten var indtrådt. Af samme bekendtgørelses § 16, stk. 2, følger, at ophør af indeholdelsespligt skulle meddeles til SKAT inden 8 dage efter, at ændringen var indtrådt. I forbindelse med enhver udbetaling af A-indkomst skal den, for hvis regning udbetalingen foretages, indeholde foreløbig skat i det udbetalte beløb. Indeholdelsespligten ved udbetaling af A-indkomst efter § 43 påhviler den, for hvem arbejdet udføres. Indeholdelsen foretages ved, at den indeholdelsespligtige beregner det beløb, der skal indeholdes, og tilbageholder dette beløb i A-indkomsten. Det fremgår af kildeskattelovens § 46, stk. 1. Personer, der er skattepligtige her til landet, svarer skat i form af AM-bidrag til staten efter arbejdsmarkedsbidragsloven. Bidraget udgør 8 % af grundlaget, jf. arbejdsmarkedsbidragslovens § 1 (lovbekendtgørelse nr. 471 af 12. juni 2009). Det følger af dagældende indkomstregisterlovs §§ 3 og 4 (lov nr. 403 af 8. maj 2006), jf. dagældende skattekontrollovs § 7 (lovbekendtgørelse nr. 1264 af 31. oktober 2013), at indberetning af AM-bidrag og A-skat skulle foretages senest den 10. i måneden efter udløb af den kalendermåned, oplysningerne vedrørte. Det fremgår af dagældende opkrævningslovs § 4, stk. 1 (lovbekendtgørelse nr. 1127 af 23. september 2013), at hvis told- og skatteforvaltningen efter afleveringsfristen ikke havde modtaget angivelse for en afregningsperiode, kunne virksomhedens tilsvar fastsættes skønsmæssigt ved en såkaldt foreløbig fastsættelse. Kompetence Det fremgår af skatteforvaltningslovens § 14, stk. 1, nr. 2: ”2) Told- og skatteforvaltningen kan ikke træffe afgørelse i en sag, i det omfang Skatterådet, Landsskatteretten, skatteforvaltningen, et skatteankenævn, et vurderingsankenævn eller et motorankenævn har taget stilling til sagen, jf. dog § 27, stk. 3, og § 32, stk. 3 og § 32 a, stk. 3.” Landsskatterettens begrundelse og resultat Landsskatteretten forstår den påklagede afgørelse således, at Skattestyrelsen har fulgt Landsskatterettens pålæg om genoptagelse af afgiftsperioderne for maj 2016 til april 2019 for A-skat og AM-bidrag, og at Skattestyrelsen i den påklagede afgørelse således har taget materielt stilling til, om der var grundlag for at ændre de foreløbige fastsættelser af A-skat og AM-bidrag for de omhandlede afgiftsperioder. Ved Landsskatterettens afgørelse af 2. juli 2025 fandt retten, at Skattestyrelsen ikke havde fremlagt dokumentation for, at afgørelserne om foreløbig fastsættelse af A-skat og AM-bidrag var kommet frem til virksomheden for afregningsperioderne august 2014 til september 2014 samt november 2014 til april 2019. Landsskatteretten fandt på den baggrund, at manglende meddelelse af en afgørelse udgjorde en væsentlig retlig mangel, hvorfor virksomheden var berettiget til at få genoptaget afgørelserne om foreløbig fastsættelse af A-skat og AM-bidrag. Landsskatteretten finder i medfør af skatteforvaltningslovens § 14, stk. 1, nr. 2, at Landsskatterettens tidligere afgørelse er endelig og bindende for Skattestyrelsen, for så vidt angår spørgsmålet om, hvorvidt de pågældende afgørelser er kommet frem. Skattestyrelsen kan herefter ikke i forbindelse med den påklagede afgørelse fremlægge yderligere dokumentation med henblik på at konkludere, at de tidligere afgørelser er kommet frem, og med den begrundelse afslå at tage materiel stilling til, om A-skat og AM-bidrag skal nedsættes. Dette spørgsmål er endeligt afgjort ved Landsskatterettens afgørelse af 2. juli 2025, hvorfor Skattestyrelsen ikke har kompetence til at tage stilling hertil, jf. skatteforvaltningslovens § 14, stk. 1, nr. 2. De tidligere afgørelser må fortsat anses for ikke at have haft retsvirkning, og de kan således ikke danne grundlag for den videre behandling. Skattestyrelsen skal derfor tage stilling til, om der er grundlag for at ændre de foreløbige fastsættelser for de omhandlede afgiftsperioder. Landsskatteretten hjemviser på denne baggrund sagen til fornyet behandling i Skattestyrelsen med henblik på, at Skattestyrelsen tager stilling til, om der er grundlag for at ændre de foreløbige fastsættelser af virksomhedens A-skat og AM-bidrag for afregningsperioderne maj 2016 til april 2019. Skattestyrelsen skal ved hjemvisningen således tage stilling til, hvad virksomhedens A-skat og AM-bidrag for afregningsperioderne maj 2016 til april 2019 beløbsmæssigt udgør.